Læseprøve: EFTERKLANG af Helga Flatland

En moderne familie “Enestående søskendeskildring.”

 Nordjyske Stiftstidende ”Et nervepirrende drama, som Helga Flatland med stor indsigt og køligt overblik har givet et fremragende bud på her.”

 Kristeligt Dagblad ”Familiedynamik for fuld udblæsning i Helga

Helga Flatland

Flatlands skildring af moderne familieliv.”

♥♥♥♥♥ Politiken

Et liv forbi

Efterklang

”Et knugende kammerspil om sorg og forsoning.”

 Jyllands-Posten ”Flatland er virkelig god til at skildre familierelationer.”

Information ”Helga Flatlands indsigtsfulde og jordnære psykologiske realisme bærer elegant den fine fortælling om familiens porøsitet og livsmodets grænser.”

Weekendavisen ”Helga Flatland er i det hele taget lidt af en specialist i familiekrisens mere lattervækkende sider.”

Mathilde bliver fyret som lærer fra et gymnasium i Oslo, da det bliver opdaget, at hun har et forhold til sin elev Jakob.

Samtidig lukker hovedstaden ned på grund af corona, og verden bliver lille. Mathilde længes væk, ud af byen, og bestemmer sig for at leje et hus i Telemark. Der driver Johs et moderne landbrug på slægtsgården, omgivet af traditioner og relationer, der er svære at bryde. Han underviser også i violin og indvilliger i at lære Mathilde at spille. Men den, der skal lære en melodi, skal også kende de historier, der ligger bag, og de handler ofte om kvinders ulydighed eller oprør – og om den ulykke, der rammer dem.

Helga Flatland Efterklang

Helga Flatland (født 1984) har siden debuten i 2010 begejstret både læsere og anmeldere og har markeret sig som en af sin generations vigtigste stemmer. Hendes bøger er oversat til 10 sprog. Hun har modtaget flere priser for sine romaner, blandt andet Tarjei Vasaas’ debutantpris, Ungdommens kritikerpris og Bokhandlerprisen.

Efterklang er hendes syvende roman.

♥♥♥♥ Politiken KLIMAKOMPENSERET TRYKSAG

Omslag: Eivind Stoud Platou / Handverk

Efterklang_SMUDS.indd 1

WWW.TURBINE.DK

Foto: Agnete Brun

16.11.2023 15.56

Efterklang_INT.indd 2

16.11.2023 15.54

h e l g a f l at l a n d

Efterklang

På dansk ved Lotte Kirkeby

Efterklang_INT.indd 3

16.11.2023 15.54

Efterklang Helga Flatland Oversat af Lotte Kirkeby © Turbine 2024 Originaltitel: Etterklang Først udgivet i Norge af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2022 © Helga Flatland Udgivet på dansk efter aftale med Oslo Literary Agency Omslag/Design: Eivind Stoud Platou/Handverk Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740690064 www.turbine.dk Denne oversættelse er støttet af Nordisk Ministerråd

Efterklang_INT.indd 4

16.11.2023 15.54

A

Efterklang_INT.indd 5

16.11.2023 15.54

Efterklang_INT.indd 6

16.11.2023 15.54

Og så fødderne!

Gummisålerne på mine lette løbesko var som limet fast til laminat­gulvet.

Fødderne!

Jeg krummede tæer, mødte hans blik.

Kom nu, Johs, fødderne for fanden!

Johannes fastholdt mit blik, smækkede de hårde såler på sine egne sko så hårdt mod gulvet, at ekkoet gjaldede mellem gymnastik­ salens vægge.

Fingrene på den venstre hånd sprang let, højre håndled var løst, smidigt og lydigt, jeg mærkede rytmen i brystet, i maven, i knæ og lår, jeg så den i hans nik, i hånden, der slog fladt mod skjortebrystet, jeg mærkede den i begge anklerne, men mine fødder rokkede sig ikke, ikke før tonen fra de sidste strøg over strengene ebbede ud i det store rum. Så rykkede det akavet og lydløst et par gange i højre fod, jeg blev varm i kinderne.

Du kan ikke spille hardingfele uden fødder, Johs.

7

Efterklang_INT.indd 7

16.11.2023 15.54

Efterklang_INT.indd 8

16.11.2023 15.54

Rytmen fra fire hundrede taktfaste fødder mod gulvet sender små skælv gennem huset og mig. Jeg drikker store slurke øl og stirrer ned på violinen, der stadig ligger og sover i sin kasse. Se, hvor fint den sover, den lille, sagde Johannes altid, når han åbnede kassen til sin violin. Som barn syntes jeg, der var noget ubehageligt over den måde, han omtalte sin violin på, men jeg forstod ikke, før jeg blev voksen, at det skyldtes, at han altid var fuld, når han spillede, og at han snakkede om den – og til den – som til et barn og noget, han samtidig begærede.

Jeg har ikke arvet andet fra Johannes end mit navn og den violin.

Han prøvede at få mor til at lave om på begge dele, lige inden han døde, kan du ikke ændre hans navn? råbte han fortvivlet flere gange de sidste måneder, han levede. Han er 25 år, far, det er nok lidt sent nu, svarede mor og smilede til mig. Hvad vil du så have, jeg skal kalde ham? spurgte hun. Hvad som helst, råbte Johannes, hvad som helst, men han skal ikke have mit navn.

– Er du klar, Johs? siger en stemme bag mig.

Jeg bøjer mig, tager violinen op, følger efter kvinden, jeg ikke kan huske, hvad hedder, ud af øvelokalet, ind bag scenen, for­ nemmer lugten af brændt støv og sved. Hører gennem scene­ tæppet, at jeg bliver introduceret, og næste levende billede er ikke hvem som helst, barnebarnet til, arven efter, ja, tilmed violinen efter. Jeg retter ryggen, smiler, går ind i lyset midt på scenen. Bliver stående, da klapsalverne lægger sig, helt stille, længe nok til at jeg

9

Efterklang_INT.indd 9

16.11.2023 15.54

hører flere blandt publikum røre utålmodigt på sig, sådan som ­Johannes altid gjorde for at opbygge spænding.

Kari Midtigard, siger jeg til sidst i mikrofonen, smiler ud mod salen, holder endnu en pause, ved, at mit spil på ingen måde spejler den selvtillid, pauserne og mit skæve smil signalerer – kender du Kari Midtigard på Tinn, hun slipper ikke drengene ind, Kari er god, og Kari er fin, nu er hun allerkæresten min.

De skal kunne se de historier, du spiller, sagde Johannes tit, de skal kunne høre sammenhængen mellem tonerne og historien, de skal løfte hinanden. Ikke sådan, sagde han til mig, du fortæller, som om du skulle ud for at købe ind, så fladt, dine ord skal danse, kom nu, en gang til, ret dig op, fortæl og spil, som om du mener det.

Jeg løfter violinen op til brystet, spiller melodien om Kari ­Midtigard på Tinn.

Det er længe siden, jeg holdt op med at betragte det som konkur­ rence, jeg ved, mit navn står langt nede ad listen, og det gør ikke noget, det er ikke derfor, jeg spiller, har jeg sagt til dem, der even­ tuelt måtte tvivle – denne aften er det Ingrid.

– Men hvorfor spiller du så? siger hun og prøver at løsne vesten i min dragt.

Jeg er for fuld til at hjælpe til, kan ikke mærke mine fingre og heller ikke resten af kroppen.

– Fordi det ligger i mit blod, siger jeg, – du ved godt, hvem min morfar var, ikke?

Jeg føler ingen skam over at bruge Johannes på den måde, det er måske endda en af de få ting ved mig, han ville have bifaldet.

Du skal passe på, så du ikke pludselig ender i sengen med en af vores slægtninge, sagde Andres engang, det er helt og aldeles

10

Efterklang_INT.indd 10

16.11.2023 15.54

usandsynligt, at Johannes ikke lagde sig unger til med andre end mormor, sådan som han førte sig frem. Det er alligevel noget, du ser så godt ud, sagde Johannes til mig, det er alligevel noget, når du nu er så talentløs.

– Selvfølgelig, siger Ingrid og opgiver vesten, fører hænderne ned mod bæltet i stedet for, finder kniven. – Nej, hvor er den da lille og sød, siger hun og trækker den ud af skeden.

– Jeg tror, den er meget normal i størrelsen, siger jeg.

– Godt at høre, siger hun og smiler.

Morgenen efter vågner jeg alene i hotelsengen, har ondt i ryggen, må få gjort noget ved det inden foråret og de endeløse timer i traktorsædet. Finder telefonen, store opslag om nye smittetilfælde, Andres er sikkert skræmt fra vid og sans, han har været bange for corona, siden han læste om det første gang i december. Han har arvet Johannes’ angst – og den fylder alle de små bevægelser i den fine muskulatur rundt om munden, i det skeptiske blik og de rastløse led, der får ham til at ligne Johannes, mere end han egentlig gør. Mere end mig, du er stor og tryg som en klippe, sagde mor engang, rolig og tavs, det har du altid været, og det skal du være glad for. Men musikken ligger i nerverne, sagde Johannes altid, så nerverne kunne godt være lidt mere retfærdigt fordelt, for Andres er demonstrativt uinteresseret i musik, i musik i al almindelighed og i folkemusik i særdeleshed, selv om han har nærmest absolut gehør. Han får udslæt af ubehag, hvis han hører en falsk tone, kan du så spille rent, for fanden, råbte han gennem væggen mellem vores værelser, da vi var mindre, og jeg øvede mig på violinen. Jeg kan godt kende forskel på rent og falsk, men ikke med de nuancer, Andres kan, for ham er det fysisk, det ligger i nerverne.

11

Efterklang_INT.indd 11

16.11.2023 15.54

Jeg sender ham en besked om, at jeg kommer hjem til aften­ runden. Han svarer efter et par minutter, om jeg kan køre forbi Felleskjøpet på vejen og købe kalk. Jeg beroliger mig selv med, at han åbenbart er i en tilstand, hvor han i det mindste moment­ vis kan løfte blikket fra alle de symptomer, der melder sig med mediernes opslag, og går i brusebad.

Den gård, Andres og jeg driver, har været i mors slægt siden 1600-tallet. Mor har to ældre brødre, men Johannes udpegede mor som arvtager, allerede da hun var barn, og der var naturligvis ingen, der protesterede. Han var en feministisk pioner, siger hun af og til. Det er der heller ingen, der protesterer over, men det er i bedste fald en velvillig omskrivning af den diktatoriske og opfindsomme måde, Johannes styrede sine omgivelser på. Han drev aldrig selv gården, det var hans bror, der gjorde det – han boede alene i den lille aftægtsbolig, mens Johannes og mormor og deres tre børn boede i hovedhuset. Det er ham selv, der vil, sagde Johannes, det er sådan, han vil have det. Jeg har aldrig forstået, hvordan det var med fordelingen af drift og indtægter på den tid, og jeg var fire år i 1987, da Johannes’ bror pludselig døde, og mor officielt overtog. Johannes og mormor flyttede ind i aftægts­ boligen, og vi flyttede de tre kilometer fra fars barndomshjem til mors. I hjertet af Telemark, sagde Johannes, der brugte gården og alt, hvad den var værd, i sin selvfremstilling, selv om han ikke vidste, hvad der var op og ned på en slåmaskine. Både på og uden for scenen fortalte han historier om slægten, om gården, om folk og dyr, placerede sig selv i centrum, en storbonde i rækken af storbønder. Han har fortalt så mange skrøner om gården og mine forfædre, at det er umuligt at vide, hvad der passer – hvad der er

12

Efterklang_INT.indd 12

16.11.2023 15.54

gengivelse og omskrivning af historier, han selv har hørt, og hvad der er sandt. En af hans yndlingsfortællinger var den om min stamfar, der personligt var årsagen til, at Telemark længe var terra inkognito, han dræbte kartografen, sagde Johannes, og siden var der ingen, der vovede at nærme sig distriktet i mange år. Den historie fortalte han tit, stolt, som om den fortalte noget ærefuldt om vores slægt, og fortsatte ufortrødent med at fortælle den, selv efter Andres’ historiestuderende kæreste korrigerede ham under en julemiddag, alle stadig husker, og ingen nævner.

Gården består af et hovedhus, en aftægtsbolig, en gammel fåre­ stald, som Andres er i gang med at ombygge for at starte en kød­ produktion, og en ny højteknologisk malkestald. Der hører des­ uden 40.000 m2 jord og skov til. Andres, der er to år ældre end mig, har dyrkningsretten og har på sin typiske nervøse måde slingret gennem flere studier og professionsvalg, inden han i slutningen af tyverne landede på, at det, når alt kom til alt, var mest trygt at komme hjem og overtage, helt i tråd med det, Johannes alligevel for længst havde bestemt. Jeg har taget en landbrugsuddannelse, arbejdet som afløser og har haft et klart mål om at drive en gård, om det blev den her eller en anden, så længe jeg kan huske. Det er det, jeg er god til, det er det, jeg kan. Det vidste Johannes, det ved mor, og det ved ikke mindst Andres, der med sin mangelfulde beslutningsevne ikke kan lede en bedrift, der i kraft af vind og vejr og årstider kræver, at man træffer beslutninger hver dag. Jeg kan ikke klare det uden dig, sagde han, inden han bestemte sig, det ved du. Jeg vil ikke have det, sagde han om hovedhuset, helt ærligt, jeg vil hellere bo i aftægtsboligen, det vil Kristin også, hun synes, det bliver for stort, for meget at holde. Det var umuligt at vide, om det var sandt, eller om det handlede om samvittigheden

13

Efterklang_INT.indd 13

16.11.2023 15.54

over at have brugt dyrkningsretten så sent, at jeg i praksis havde drevet gården i flere år, men uanset hvad jeg syntes, så var det en fornuftig pris for ham at betale, og vi snakkede ikke mere om det.

Man bliver nødt til at drive stort for at drive lønsomt, har mor sagt gennem hele vores opvækst, og hun har udvidet med stadig flere dyr, stadig flere maskiner, købt mælkekvoter og forpagtet mere jord til græsning. Hvis Johannes ikke just var en pioner, så har mor på mange måder været det. Det er, fordi jeg er kvinde, har hun flere gange sagt, kvinder gør sig bedre som bønder, vi har en bedre intuition – og der er mindst lige så meget intuition i det her erhverv, som der er muskelkraft. Sammen med intuitionen har mor et enormt konkurrencegen, hun har hele tiden følt, at hun har mere at bevise, eller modbevise, og det i sig selv har sand­ synligvis resulteret i mindst halvdelen af maskinparken og flere af diplomerne for særlig god mælk, der hænger på kontoret.

Far står på gårdspladsen hjemme hos mig og lufter hvalpe, da jeg parkerer bilen i indkørslen. Han og mor bor nu i hans fars for­ ældres hus, men de er mere her på gården end hjemme hos sig selv. Far er døv på det ene øre og har nedsat hørelse på det andet.

Selv om han har et funktionelt lille høreapparat, mener han allige­ vel, at det står i vejen for al fysisk aktivitet, og han bruger det kun indenfor, i sociale sammenhænge, som han siger. Da hverken mor, Andres eller jeg synes at kvalificere til det, han definerer som social sammenhæng, bruger han derfor kun høreapparatet en gang hvert halve år.

Han hører ikke, at jeg kommer hjem. Jeg bliver siddende lidt i bilen og ser på ham gennem ruden, han er 75 år, men stadig rask og rørig i bevægelserne, ingen stive led, han bøjer sig ned og tager

14

Efterklang_INT.indd 14

16.11.2023 15.54

et stykke legetøj, kaster det, sætter sig på hug og siger noget til de tre hvalpe, griner og slår ud med armene, når de hellere vil kaste sig over ham, de små haler vibrerer af begejstring. Han har avlet norske elghunde, så længe jeg kan huske, men stoppede selv med at gå på jagt for mange år siden. Jeg tror aldrig, han har skudt en elg, han kan ikke. Han er for glad for dyr, har altid været det, også inden dyrevelfærd var noget, man pralede af at gå op i.

– Det kan du vist lige så godt opgive, siger jeg ind i hans gode øre, da jeg kommer tæt nok på.

Måske har han hørt, jeg kom, eller fornemmet det, som jeg tit har ham mistænkt for, det giver ikke et sæt i ham, han ser ikke overrasket ud. Han smiler mod hvalpene uden at se på mig.

– Måske. De er under alle omstændigheder for små, det er mest for at give hende lidt fred, siger han og nikker hen mod hundenes mor, der ligger og soler sig op ad staldvæggen. – Hvordan var føret?

Han spørger altid om føret, når jeg har været ude at køre, også midt om sommeren, det er en åben invitation til at fortælle, hvor­ dan jeg har haft det, hvad jeg har lavet, eller bare fortælle om føret.

– Der ligger ikke mere på vejene, siger jeg.

– Nu går der vel også lidt tid, inden du skal afsted igen, siger han. – De siger, at alt kommer til at lukke.

– Alt? – Ja, på grund af corona.

Han siger corona med engelsk udtale.

– Har du snakket med Andres? spørger jeg.

– Ja, han sidder som klistret til fjernsynet og nyhederne, jeg har sagt, han skulle tage at slukke for det, at jeg kan sige til, hvis der sker noget, han skal vide, siger far. – Men du ved …

Jeg smiler.

15

Efterklang_INT.indd 15

16.11.2023 15.54

– Der skal alligevel noget til, før det kommer helt herud, siger jeg, – vil du have aftensmad? Jeg har købt et par pizzaer.

– Nej, det tør jeg ikke, siger han, – mor laver sin fiskegryde.

– Jeg føler med dig, siger jeg og går ind.

Huset står, som det stod, da mor og far flyttede ud, da Andres og jeg overtog. Det er alt for stort til mig med sine tre stuer, tre badeværelser, fem soveværelser og kælder og loft. Jeg kan mærke det, når de andre er her, hvordan Andres’ børn fylder rummene, eller når mor og far sætter sig på deres gamle pladser ved spise­ bordet.

Jeg havde planer om at sætte det i stand, i hvert fald det ene badeværelse, men pengene er gået til drift, og det virker menings­ løst at gøre det alene for min egen skyld. Desuden er der ikke meget andet end badeværelset, jeg kan lave om, store dele af huset er fredet. Væggene af tømmerstokke er de originale fra 1600-­tallet, og vægfaste rosenmalede skabe står langs væggene i alle stuer sammen med bænke og hjørneskabe og alkovesenge. Som barn syntes jeg, huset var grimt, gammeldags. Gammeldags, gentog mor og lo højt, hver gang jeg klagede, lagde en hånd eller nogle gange sin kind mod de runde tømmerstokke på væggene, hørte du det, sagde hun til stokken, du er da ikke gammeldags, men gammel, det er du.

Viggo sidder altid uden for forsamlingshuset og venter på mig inden sin violintime. Jeg har sagt, han bare kan gå ind og vente indenfor, måske øve sig lidt på egen hånd, før jeg kommer, men han gør det aldrig. Jeg ved, han sidder der på bænken i to timer, fra skolen slutter, til jeg kommer. Hele hans ansigt lyser op, når jeg kommer rundt om hjørnet, det giver et stik i mig hver gang.

16

Efterklang_INT.indd 16

16.11.2023 15.54

Han kan ikke spille violin, han bliver ikke bedre. Har du øvet dig? spørger jeg hver gang. Han nikker. Og det kan godt ske, han har, men det sætter sig ikke i ham, det nytter ikke noget. Hans fingre er korte og buttede, rammer aldrig strengene rigtigt, det er en pine at høre på og endnu værre at blive så desperat irriteret over hele hans fremtoning, at jeg ikke kan lade være med at svare kort eller endda hånligt. Jeg veksler hele tiden mellem at ville tage ham med hjem og vaske ham og klippe hans hår og at ville gøre ham fortræd på den ene eller den anden måde.

Men Viggo er den første, jeg tænker på, da vi får besked om, at skolerne lukker, alle fritidstilbud og dermed også musikskolen.

Jeg sender ham en besked, skriver, at jeg håber, han vil øve sig i mellemtiden, brug YouTube, det er du jo god til, skriver jeg og sender en thumbs up.

Det er en dag som alle andre for mig, jeg mærker ikke den alvor, som alle andre omkring mig synes at tage på sig. Andres vover sig ikke uden for en dør, han ringer, da jeg er på vej ud for at hente en rundballe.

– Du var jo til den der konkurrence sidste weekend, råber han.

Jeg kan ikke lade være med at grine.

– Der myldrede det jo ikke just med globetrottere, siger jeg og standser traktoren, da jeg hører, hvor bange han er.

Han svarer ikke.

– Jeg har ondt i halsen, jeg har hostet hele natten, siger Andres.

Jeg tvivler ikke på, det er sandt. Andres har altid symptomer på alle de sygdomme, han er bange for at få, og jeg ved bedre end at sige, det bare er noget, han bilder sig ind. Det gør han heller ikke, han kan få psykosomatisk feber og udslæt, og på en måde virker

17

Efterklang_INT.indd 17

16.11.2023 15.54

det, som om de håndfaste beviser mindsker hans angst frem for at eskalere den.

– Hvordan skal vi så passe vores arbejde? siger han. – Når vi skal blive inden døre?

– Vær nu lidt rationel, siger jeg, selv om jeg ved, det bare gør ham vred. – Der er jo ingen smitte i stalden.

– Virusset stammer fra en flagermus, Johs, det smitter fra dyr til menneske og sikkert også den anden vej. Hvem som helst kan have smittet køerne, hende den fisefornemme Frogner-damen af en dyrlæge, var hun ikke på skiferie i Italien?

– Nej, hun var i Sverige, siger jeg.

Hele vores opvækst har Andres længtes væk. Han hadede byg­ den, hadede alt, der var småt, de små tanker, de små ambitioner; han abonnerede på udenlandske magasiner, så svensk fjernsyn, fulgte med i den amerikanske basketball-liga, farvede sit hår som Dennis Rodman, var den første, der købte skateboard og snow­ board og overdimensionerede Mighty Ducks- og Chicago Bulls-­ trøjer, hans løse DC-bukser posede så meget, at han ikke kunne gå på trapper. Der er så småt her, sagde han, så fandens småt. Det ser nu ikke særlig småt ud i det der tøj, svarede mor. Både hun og far lod ham passe sig selv, udforske, som hun sagde til Andres’ store irritation, helt til han en morgen begyndte at snakke bokmål.

Nej, nu stopper du, sagde mor og slog i køkkenbordet, da Andres ikke ville have mælk til morgenmad. Det viste sig, det var far, der havde insisteret på den liberale tilgang til Andres’ oprør, og da den først smuldrede, var mor nådesløs. Hvem tror du, at du er? sagde hun. Vær nu ikke dum, sagde Andres, hent juicen i køleskabet.

Jeg mener det, hvem tror du egentlig, du er? sagde mor. Andres svarede ikke. Ved du i det hele taget, hvem du er? fortsatte hun.

18

Efterklang_INT.indd 18

16.11.2023 15.54

Ved du, hvad der ligger i de her vægge, hvad du kommer fra? Jeg vil være der, hvor det sker, sagde Andres til sidst. Der, hvor det sker? gentog mor. Der, hvor hvad sker, indholdsløs menings­produktion?

Det er her, det sker, det er her, alt begynder, sagde mor. Andres trak på skuldrene. Det var begyndelsen på et tavst skænderi, der varede i mindst tre uger, hvor mor konsekvent nægtede at svare Andres, hvis han ikke talte dialekt. Det var ham, der til sidst måtte give sig, men han talte ikke dialekt med andre end mor i flere år.

Jeg ved ikke, hvornår han ombestemte sig, det skete gradvist de sidste år, inden han flyttede hjem, en dag stod der pludselig, hvor han kom fra, på Facebook, og samtidig ændrede han sit cover­ billede til et overdrevent idyllisk fotografi af bygden og gården. Han kom hyppigere hjem, spurgte mor om slægten, vores historie, postede gamle YouTube-videoer af Johannes’ koncerter. Efter han flyttede hjem og overtog gården, er det vendt 180 grader, nu håner han alt, der lugter af noget urbant, deltager i meningsløst polariserede debatter i kommentarfelter om by og bygd, ulv og får, snescooter og kulturlandskab. Jeg kan ikke altid lade være med at modsige ham eller drille ham lidt, når han bliver alt for påståelig.

Men jeg kommenterer aldrig den åbenlyse sammenhæng mellem angsten og patriotismen, der voksede sig store på samme tid.

– Du bliver nødt til at slappe af, det blæser hurtigt over, siger jeg til Andres.

– Der tager du fejl, siger han stille, – det blæser op.

Efterklang_INT.indd 19

16.11.2023 15.54

En moderne familie “Enestående søskendeskildring.”

 Nordjyske Stiftstidende ”Et nervepirrende drama, som Helga Flatland med stor indsigt og køligt overblik har givet et fremragende bud på her.”

 Kristeligt Dagblad ”Familiedynamik for fuld udblæsning i Helga

Helga Flatland

Flatlands skildring af moderne familieliv.”

♥♥♥♥♥ Politiken

Et liv forbi

Efterklang

”Et knugende kammerspil om sorg og forsoning.”

 Jyllands-Posten ”Flatland er virkelig god til at skildre familierelationer.”

Information ”Helga Flatlands indsigtsfulde og jordnære psykologiske realisme bærer elegant den fine fortælling om familiens porøsitet og livsmodets grænser.”

Weekendavisen ”Helga Flatland er i det hele taget lidt af en specialist i familiekrisens mere lattervækkende sider.”

Mathilde bliver fyret som lærer fra et gymnasium i Oslo, da det bliver opdaget, at hun har et forhold til sin elev Jakob.

Samtidig lukker hovedstaden ned på grund af corona, og verden bliver lille. Mathilde længes væk, ud af byen, og bestemmer sig for at leje et hus i Telemark. Der driver Johs et moderne landbrug på slægtsgården, omgivet af traditioner og relationer, der er svære at bryde. Han underviser også i violin og indvilliger i at lære Mathilde at spille. Men den, der skal lære en melodi, skal også kende de historier, der ligger bag, og de handler ofte om kvinders ulydighed eller oprør – og om den ulykke, der rammer dem.

Helga Flatland Efterklang

Helga Flatland (født 1984) har siden debuten i 2010 begejstret både læsere og anmeldere og har markeret sig som en af sin generations vigtigste stemmer. Hendes bøger er oversat til 10 sprog. Hun har modtaget flere priser for sine romaner, blandt andet Tarjei Vasaas’ debutantpris, Ungdommens kritikerpris og Bokhandlerprisen.

Efterklang er hendes syvende roman.

♥♥♥♥ Politiken KLIMAKOMPENSERET TRYKSAG

Omslag: Eivind Stoud Platou / Handverk

Efterklang_SMUDS.indd 1

WWW.TURBINE.DK

Foto: Agnete Brun

16.11.2023 15.56