Uddrag af JORDEN KALDER CHLOE by Turbine Forlaget

KAPITEL 1

Vi vil leve, vi vil ikke dø. Det var sådan, du plejede at svare, når jeg spurgte dig, hvorfor vi var flyttet hertil. Men troede du virkelig, at vores liv ville blive godt her? At vi ville blive lykkelige? Det tror jeg ikke, du gjorde. Jeg tror, du var ligeglad. Du ville overleve, du ville beskytte os, det var din eneste grund til at komme her. Lykke. Et værdigt liv. Hvad er det overhovedet? Jeg tvivler på, at du gjorde dig den slags tanker. Her kunne vi være trygge. Her kunne vi leve i fred. Det var sådan, du tænkte. Jeg ved det, jeg kender dig, du er min far. Det er sådan, du har lært mig at tænke. Men er det nok? Er det nok bare at overleve? Det troede jeg måske engang, det var. Nu er jeg ikke længere så sikker. Vi vil leve, vi vil ikke dø. Du blev ved med at gentage de ord. Som om du konstant prøvede at retfærdiggøre et eller andet. Men månederne blev til år. Nu siger du ikke så meget mere. Måske er det også begyndt at gå op for dig, hvor håbløst det her liv er. At det ikke kan retfærdiggøres. At det ikke er et rigtigt liv.

Først tror jeg, at jeg har set forkert. Det giver jo ikke nogen mening. Jeg lukker bogen, lægger den ned på sengen. Jo, der er virkelig noget. Helt oppe i hjørnet, hvor den hvide væg møder det grå betonloft. Der sidder en flue. Jeg rejser mig forsigtigt op i sengen. Den knager en lille smule under mig. Nu kan jeg se den helt tydeligt. En lille, sort spyflue. Det er ikke noget, jeg bare bilder mig ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste gang så en flue, men jeg ved, at det var før, vi flyttede ind i Trident Rock. Hvordan er den kommet herned? Hvor kommer den fra? Der burde ikke være nogen fluer her. Ikke her og ikke derude. Ikke noget levende. Ikke udover os. Jeg prøver at komme tættere på den, træder forsigtigt op på min hovedpude for bedre at kunne se den. Den kravler hen ad væggen, stopper så pludselig op, men den flyver ikke væk, den bliver siddende. Jeg kommer i tanke om en sommerferie i Jylland med min mor og far, da jeg var lille. Jeg må have været seks eller syv år. Vi boede på forskellige vandrehjem og hoteller på turen, og på et tidspunkt overnattede vi på en bondegård. Det, jeg husker tydeligst, er fluerne. De var alle vegne. I stuen, i køkkenet, på toilettet. I vindueskarmene lå de udtørrede og døde. Som om de bare havde givet op til sidst. Min mor fjernede dem med et stykke køkkenrulle.

”Sådan er det på landet,” sagde hun.

En morgen fangede hun en i et glas og gik hen og åbnede vinduet og slap den fri.

Jeg overvejer et kort øjeblik at gøre det samme, men hvor skulle jeg slippe den fri henne?

Jeg sætter mig ned i sengen igen og vender tilbage til min bog. Glasklokken af Sylvia Plath. Engang var det min mors. Nu er det min. Jeg læser med en blyant i hånden. Hver gang jeg støder på en god sætning i en af min mors bøger, skriver jeg den ned i min dagbog. Det er det samme, når jeg ser film. Jeg samler på citater.

Linjer og ord, der rammer mig, men hvor jeg ikke kan forklare hvorfor. Der findes ikke noget bedre. At blive blæst omkuld og rejst op igen på to linjer. Min dagbog er fyldt med den slags. Tanker og ord, mine egne og andres. Jeg er kun et par kapitler inde i Glasklokken. Det er en mærkelig bog. Jeg kan ikke finde ud af, hvad hovedpersonen Esther vil. Det kan hun heller ikke selv. Og hun får det hele tiden dårligere og dårligere. Det er det, der er så ubehageligt ved bogen. At der hviler en tung og klistret døs over alting. Det er som at stirre ind i et sort hul. Måske var det det, min mor kunne lide. Måske så hun sig selv. Jeg ved, at det var en af hendes yndlingsbøger. Det kan jeg huske, hun har fortalt mig. Men hvorfor? Jeg forstår det ikke. Alligevel bliver jeg ved med at læse bogen, selvom jeg bliver dårlig, nærmest syg af at læse den.

Indimellem kigger jeg op for at se, om fluen stadig er der, men den rykker sig ikke ud af stedet, den sidder bare der og venter. Hvad venter den på?

Da jeg lidt senere kommer tilbage fra badeværelset, efter jeg har børstet tænder, er den væk. Jeg går rundt på værelset og kigger, men jeg kan ikke se den nogen steder. Jeg bliver i tvivl, om det bare var noget, jeg bildte mig ind. Det er jo vanvittigt. Men det er det, det her sted gør ved en. Jeg slukker lyset og lægger mig om på siden, trykker næsen imod den kolde betonvæg. En svag brum

men fylder rummet. Det er generatoren, der holder bunkeren kørende. Generatoren er bunkerens hjerte. Om dagen lægger man ikke mærke til lyden, der forsvinder den i hverdagsstøj og ens egne bevægelser, men nu, om natten, hvor jeg ligger helt stille og er alene med mine tanker, bliver den helt tydelig. En konstant murrende og dyb brummen. Som om der dybt inde i jordens kerne findes et hvepsebo. Der er noget beroligende over lyden.

Uden generatoren ville vi allesammen dø af iltmangel eller kulde efter et par dage. Men der er også noget deprimerende over den konstante og monotone brummen, fordi det er den lyd, der betyder, at vi er alene. At vi er de sidste tilbage.

”En flue?” siger Millie, da vi sidder på biblioteket dagen efter og læser. Vi er her næsten hver dag. Udover Arkaden og biografen er det her, vi foretrækker at være. Vi har som regel biblioteket for os selv. Rummet er ikke meget større end mit eget værelse og består ikke af andet end et par reoler fra gulv til loft, der er fyldt med bøger, og så to stole, der er placeret for enden af to skriveborde, der står over for hinanden i midten af rummet. Der er også læselamper med mørkegrønne lampeskærme i glas placeret på hver side af bordet. Over os høres en svag, hvislende lyd fra en ventilationsskakt, der er installeret oppe under betonloftet.

Millie lægger sin bog fra sig og kigger på mig med et undrende og lidt mistroisk blik.

”Er du sikker?”

”Ja,” siger jeg. ”Er det ikke underligt?”

”Joh,” siger hun, men jeg kan mærke, hun trækker lidt på det.

”Har du nogensinde set en flue her før?” siger jeg.

”Det ved jeg ikke” siger hun. ”Nej, det tror jeg ikke. Måske.”

”Jeg ved, jeg ikke har set en flue her før,” siger jeg.

Millie nikker.

”Men er det ikke lige meget?” siger hun. ”Mon ikke, der er en naturlig forklaring?”

Hun forsøger at smile en lille smule.

”Hvad skulle det være?” siger jeg. ”Der burde ikke være fluer her, det ved du da godt.”

Det er ikke min mening, at det skal lyde så hårdt, men jeg kan ikke forstå, hvorfor hun tager det så roligt.

”Det ved jeg ikke,” siger Millie og kigger ned i sin bog igen. ”Men der er vel en forklaring, det er bare det, jeg siger. Det ved du da også godt.”

”Det kan godt være,” siger jeg.

Jeg kigger væk.

”Det er ikke, fordi jeg ikke tror på dig, Chloe.”

”Nej, nej,” siger jeg.

Jeg ser ned i min bog igen, men jeg kan ikke koncentrere mig om ordene. Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret på hende. Ikke fordi hun ikke har ret. Det kan da godt være, der er en naturlig forklaring. Men den der overbærende tone i hendes stemme, hvor det føles, som om hun ikke tager mig seriøst; at hun affejer mig så let. Det er det, der gør mig irriteret.

Jeg sukker.

”Er der noget galt?” siger hun og kigger op.

”Nej” siger jeg. ”Glem det. Jeg syntes bare, det var underligt.”

Millie løfter øjenbrynene på en indsmigrende måde, der irriterer mig ekstremt meget. Som om hun taler med et barn.

”Du er ikke sur, vel? Du lyder lidt sur.”

”Nej,” siger jeg. ”Jeg er ikke sur.”

”Okay,” siger Millie og smiler igen. Stadig ikke overbevisende.

Så lukker hun sin bog.

”Skal vi lave noget andet? Har du lyst til at gå i biografen?” Jeg nikker.

”Okay,” siger jeg. ”Men så vil jeg vælge filmen.”

Millie kender mig så godt, at hun udmærket ved, at jeg foretrækker at vælge, hvilke film vi ser. Det er noget, jeg har fra min mor. Det er en nem måde at gøre mig i godt humør igen.

”Min egen lille bedrevidende lort. Du tror altid, du ved bedre end alle andre.”

Det plejede min mor altid at sige, når jeg endnu en gang havde fået min vilje med et eller andet.

Så kyssede hun mig på panden eller aede mig på håret.

”Præcis ligesom din kloge mor.”

På vej over mod biografen kan jeg ikke lade være med at se rundt langs loftet efter flere fluer. Det kan godt være, at det er dumt, men jeg er ligeglad. Vi går gennem de mørkegrå gange, der findes overalt her, og så diskret som muligt har jeg hele tiden et blik rettet mod væggen og loftet, hvor de lange og sølvgrå ventilationsrør løber som blodårer gennem bunkeren. Jeg tror ikke, Millie lægger mærke til noget. Hun er desuden vant til, at jeg er fraværende. Jeg ser selvfølgelig ingen fluer. Ingenting. Ikke andet end de nøgne, grå gange og de rå betonvægge, der udgør bunkerens indre.

Da vi kommer ned til torvet midt i Centrum, køber vi myslibarer, chips og to flasker vand i en af de små kiosker, der ligger spredt

rundtomkring i bunkeren. Vi betaler med de rationeringsmærker, vi får udleveret hver uge. Mens vi venter på, at ekspedienten, en mand i halvtredserne med grå stænk i håret og et dødt blik i øjnene, finder tingene frem, læner jeg mig op ad disken og kigger rundt på torvet. Det er på størrelse med en kvart fodboldbane. I midten af torvet står et springvand, hvorfra en tre meter høj statue af den græske havgud Poseidon rager op over alt andet i det ovale rum. Statuen er hvid. Det er tydeligvis meningen, at den skal se autentisk ud, at den skal ligne noget fra et rigtigt museum, men det er så tydeligt, at det er en billig kopi. Der er noget plastikagtigt og komisk over Poseidons svulmende hvide muskler. For ikke at tale om lændeklædet, der er bundet stramt om livet. Og så den der latterlige trefork, han holder op i luften. Statuen er helt klart tænkt som et symbol for bunkeren og dens indbyggere. Ingen, der har deres daglige gang her, kan undgå at lægge mærke til den hver dag. Og det er præcis det, der er meningen. Se, hvor stærke og mægtige vi er. I loftet over statuen er en stor rund lampe, der har form som en gigantisk gople, bygget ind i den grå cement. Lyset fra lampen indhyller alt i rummet i et støvet, mælkehvidt lys.

Der er usædvanligt mange mennesker ude i dag. Det er sikkert, fordi det er søndag. Så er der forskellige arrangementer rundtomkring i Trident Rock. Sports og VRturneringer og foredrag. Det plejer at lokke folk ud af deres lejligheder. Folk kommer gående ind og ud af én af de fem indfaldsveje og transportstykker, der fører hen til Centrum, hvorfra vejene forgrener sig videre ud i komplekset. I dag er torvet fyldt med børnefamilier, der sidder rundtom på de mange bænke, der er stillet op omkring springvandet. De spiser frokost, griner, smiler. En dreng gumler på et stykke beef jerkey. En pige med rottehaler spørger sin far, om han

vil åbne hendes juice. En skovtur under jorden. Hvor absurd! Her er unge mennesker på min og Millies alder med slushice i hænderne, små tweenspiger, der hvisker hemmeligheder i hinandens ører, drenge på elløbehjul, midaldrende ægtepar, slanke, sportstrænede og solariebrune kvinder med tandpastasmil, botoxglinsende pander og plastiklæber på vej i fitnesscenter. Men der er næsten ingen ældre. Aldersgrænsen for at få lov til at købe en lejlighed i Eagle Rock var 70 år. Og man ser sjældent en person, der er over 60.

Da vi har fået udleveret vores ting, fortsætter vi videre mod biografen. Der er to biografer i Trident Rock. Den ene ligger tæt på torvet og er den mest populære. Skærmen er større, sæderne kan køres tilbage, og lyden er også bedre, den er stort set lige så god som i de biografer, jeg kan huske, fra før vi flyttede herned. Alligevel foretrækker jeg den biograf, Millie og jeg bruger. Den ligger på et af de dræbende lange transportstykker, der strækker sig som et gigantisk edderkoppespind på kryds og tværs igennem bunkeren. Skærmen er ikke meget større end et stort fjernsyn, sæderne kan hverken rykkes frem eller tilbage, og så er det en lille sal, hvor der kun er syv rækker, men ligesom med biblioteket har vi den for det meste for os selv, så vi har ikke brug for mere. Jeg tror, biografen er et af de eneste steder, der ikke er blevet renoveret, siden Earl, Millies far og Trident Rocks grundlægger, overtog bunkeren engang 00’erne. Jeg kan godt lide at forestille mig, at det er her, Amerikas præsidenter har siddet og set film, når de har været på besøg i bunkeren. Alle mænd. Gamle, dumme, døde mænd. Men nu er det os, der sidder her. Mig og Millie.

Jeg finder filmen frem i menuen. Jeg har set den i hvert fald ti gange, siden vi flyttede ind, alligevel bliver jeg glad, da jeg ser coverbilledet. Bare synet af de fem skuespillere. Den er gammel. Det er alle de film, vi ser, jo i princippet. Der bliver ikke lavet nogen nye længere. Men den her er rigtig gammel. Fra 1985. The Breakfast Club. Det var min mors yndlingsfilm. Vi plejede at se den sammen mindst to gange om året. ”When you grow up, your heart dies”. Det var hendes yndlingscitat fra filmen. Det er også mit.

Millies yndlingsfilm er Inside Out. Det fatter jeg slet ikke. Det er lang tid siden, jeg har set den, jeg kan stort set ikke huske handlingen, men Millie taler tit om den. Jeg ved, at hun også ser den alene nogle gange, men hun er stoppet med at forsøge at overtale mig. Jeg gider ikke bruge min tid på at se børnefilm. Heller ikke selvom tid er noget, jeg har rigtig meget af her.

Under filmen ser jeg over på Millie. Hendes mund er en anelse åben, og lyset fra skærmen bliver reflekteret i hendes briller. Hun er fuldstændig opslugt. Der er noget naivt over hende, som hun sidder der og smiler med halvåben mund. Noget lidt dumt og godtroende. Hun drejer hovedet og smiler til mig i mørket. Jeg mærker skammen komme rullende ind over mig. Hvorfor tænker jeg sådan om min bedste veninde? Hvad er der galt med mig? Jeg tror seriøst ikke, jeg havde overlevet at bo her, hvis ikke jeg havde haft hende. Hun er den eneste grund til, at jeg ikke er blevet sindssyg. Millie og så min dagbog. Hun er også den eneste, jeg snakker med her. Men måske er vi ved at vokse fra hinanden. Måske er det bare det. Hun er et år yngre end mig, og egentlig minder vi ikke rigtigt om hinanden på nogen punkter. Millie er pligtopfyldende, høflig, velopdragen og god som dagen er lang.

Men først og fremmest er hun uselvisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme om mig selv.

Hun var her, den aften jeg ankom med min far. Vi blev kørt hertil i en sort Hummer. Som om vi skulle i krig. Men det var krigen, vi flygtede fra. Den krig, min far i mange år havde talt om, var på vej. Vi ankom om natten og blev indkvarteret i nogle gæsteværelser, og om morgenen, da jeg slog øjnene op, stod Millie der. Vi har været sammen stort set hver dag siden. Vi laver alting sammen, men vores yndlingssted i Trident Rock er Arkaden. Det plejede det i hvert fald at være. Jeg har ikke tal på, hvor mange byer vi har set der. I de øjeblikke har det virkelig været, som om verden har åbnet sig på vid gab for os, og intet har været umuligt. Ingen grænser. Alligevel er det et stykke tid siden, vi sidst har været der sammen. De sidste par gange, Millie har spurgt, om jeg ville med derhen, har jeg fundet på en undskyldning. Jeg har ikke fortalt hende sandheden. At Arkaden er begyndt at gøre mig i dårligt humør. Fordi det virker som en flugt fra de virkelige problemer. Som at tisse i bukserne for at holde varmen. Uholdbart. Jeg ved, det ville såre hende, fordi hun ikke kan leve uden det sted. Millie har virkelig brug for Arkaden. På en anden måde end mig. Jeg har brugt det som et fristed. Som et behageligt sted at komme. Men ikke et nødvendigt sted. Hvis biograferne forsvandt i morgen, ville jeg gå i panik. Hvis jeg ikke længere kunne læse eller skrive. Det ville være langt værre end at miste Arkaden. Millie har det helt anderledes. Uden Arkaden ville hun kun have sin bibel.

Da filmen er færdig, bliver vi siddende i biografen og ser rulletekster. Det ved Millie også godt, at jeg kan lide. Bagefter bliver lyset tændt i salen, men da jeg vender mig om, ser jeg, at vi ikke er

alene. På en af de bagerste rækker i biografen sidder en dreng.

Han sidder helt sunket ned i sædet. Han har en kasket trukket ned i panden, så jeg kan ikke se hans øjne. Først kan jeg ikke se, hvem det er, men da han rejser sig op og begynder at kante sig ud langs stolene, genkender jeg ham.

Jeg puffer til Millie.

”Se,” hvisker jeg.

”Nå ja,” siger hun. ”Er det ikke Theo?”

Han siger ikke noget. Kigger ikke i vores retning, men går bare hurtigt hen imod det grønne exitskilt, der lyser i mørket. Så er han væk.

Mens vi går hjem, lader jeg en hånd køre langs væggens kolde og glatte cement. Vores skridt runger i den lange, tomme gang. En gang imellem passerer en shuttle os. Den glider næsten lydløst forbi, efterlader kun en svag elektrisk snurren i luften, inden den forsvinder rundt om et hjørne. Som en evighedsmaskine eller som viseren på et ur, der tankeløst bevæger sig rundt og rundt.

Dagen, der bare kværner videre i samme rille. Det er en følelse, jeg igen og igen bliver ramt af her. En tung dyne af meningsløshed, der har lagt sig som en klæbrig og uigennemtrængelig hinde over alting. At tiden står stille eller er gået i hak. At følelsen af fremtid er forsvundet. I stedet er det den samme dag, der gentager sig i det uendelige.

Så er vi igen alene på gangen. Mig og Millie og vores skridt, der runger i stilheden. Nogle gange kan jeg blive i tvivl, om alt det, jeg oplever, alt det, jeg ser og hører her, sker i virkeligheden, eller om det bare er en eller anden syg drøm. Jeg ved jo godt, at det ikke

hænger sådan sammen. Det her er virkelig mit liv. Jeg bor virkelig i en bunker under jorden. Det hele føles bare så virkeligt og uvirkeligt på samme tid. Jeg ser på Millie, der går ved siden af mig. Vores blikke mødes. Hun smiler, men hun siger ingenting. Pludselig begynder lyset i gangen at flimre. Vi stopper op, og jeg mærker med det samme, at Millie griber fat i mig. Vi står stille. Lyset flimrer helt sindssygt. Det gør næsten ondt i øjnene. Så bliver der pludselig helt mørkt. Millie klemmer hårdt om min arm.

”Tag det roligt,” siger jeg. ”Jeg er her.”

Vi står i mørket og lytter. Der er ikke en lyd. Jeg prøver at lytte efter generatoren. Ja, den kører stadig. Så må det være strømmen, der er gået. Det er sket før, men det er lang tid siden sidst.

Jeg kan høre, at Millie går i gang med sine vejrtrækningsøvelser. Dem, vi har øvet sammen, siden jeg første gang oplevede et af hendes angstanfald. Det skete hele tiden lige i begyndelsen, hvor hun endnu ikke havde fået ordentligt styr på sin klaustrofobi. Nu sker det kun meget sjældent.

”Bare tag det roligt,” siger jeg. ”Lyset kommer tilbage lige om lidt.”

Og nærmest ved et trylleslag, lige som jeg har sagt det, kommer lyset tilbage i lysstofrøret over os, hvorfra det spreder sig videre ned ad gangen med en knitrende, næsten dyrisk lyd, som om det var levende.

Jeg kigger på Millie og smiler.

Hun er helt bleg.

”Se,” siger jeg. ”Hvad sagde jeg? Det var nok bare en løs forbindelse et eller andet sted.”

”Tror du?”

Hendes stemme er helt lav.

”Ja, ja. Nu virker det jo fint. Kom.”

Jeg tager hendes hånd, og vi går videre gennem bunkeren.

Jeg ligger og vender mig. Jeg kan ikke sove. Puden under mit hoved føles forkert og hård, ligegyldig hvordan jeg vender og drejer den. Jeg forsøger mig med en ny stilling, lægger mig på siden. Det hjælper heller ikke. Jeg kan stadig ikke sove. Så lægger jeg mig om på ryggen, åbner øjnene og stirrer op i loftet. Sådan her falder jeg ikke i søvn, det ved jeg, men det andet virker meningsløst. Så kan jeg lige så godt bare ligge og prøve at slappe af i stedet. Og hvile mig. ”Så bare prøv at hvile dig lidt, skat.” Det sagde min far altid, da jeg var lille, og jeg ikke kunne falde i søvn. Det irriterede mig allerede dengang. At han havde ret, at det rent faktisk virkede. Det gør det også nu. Jeg kan mærke, at jeg slapper af, nu hvor jeg alligevel har opgivet at prøve at falde i søvn. Helt idiot er han alligevel ikke. Jeg kommer til at grine. Bare sådan et lille kluk ud i intetheden. Hvad lavede Theo i biografen i dag? Hvordan kom han ind, uden vi opdagede det? Havde han sneget sig ind? Og hvorfor dog det? For at se en film med os? Han plejer at være ligeglad med os. Jeg tror aldrig, han har sagt et ord til mig. Jeg har hørt ham sige hej til Millie et par gange, men det er kun, fordi deres fædre kender hinanden. Han er søn af Jim Davies, Earls højre hånd. Jim er en del af Earls team, og ligesom Earl er han tidligere marinesoldat og en af bagmændene bag Trident Rock, mere ved jeg ikke. Det er også lige meget. Theo har vel sine grunde, ligesom jeg har mine. Jeg er alene. Det er det eneste, jeg med sikkerhed ved. Jeg er alene her med mine tanker og mine drømme.

Jeg ser mig omkring i mit værelse og kan i mørket ane omridset af de forskellige møbler. Et skrivebord, en stol, en kommode og en reol med bøger. Det mest nødvendige. Men ikke mere.

Nogle gange fatter jeg ikke, at jeg kan bo her. Hvordan jeg kan leve her uden at se andet. Uden en himmel. Jeg burde blive sindssyg, jeg burde slå hul i væggen, kaste med tallerkenerne, flippe ud, skrige min far lige op i ansigtet. Bare gøre et eller andet. Men jeg gør ingenting. Jeg holder det inde, begraver det sammen med alt det andet lort, lever bare videre her, mens jeg føler mig som en forræder og som en kryster, fordi jeg alligevel, på trods af alt, accepterer mit liv her. Så længe vi har vores på det tørre, så er det lige meget, at verden udenfor brænder. Så længe vi har ilt, vand, mad og varme. Et sted at bo og en seng at sove i. Så længe vi er en del af et samfund. Vi klarer os. Vores liv her minder om et rigtigt liv. Jeg går i skole, jeg har en veninde, jeg står op hver morgen som et rigtigt menneske og gør mig klar til en ny dag. Jeg reder mit hår og børster mine tænder. Når jeg er syg, går jeg til lægen eller på apoteket, når jeg er sulten, åbner jeg køleskabet og tager, hvad jeg skal bruge. Jeg har en hverdag. Jeg har rutiner. Men hvor lang tid kan man leve på den måde? Hvor lang tid kan man lade, som om der ikke mangler noget? At alt er i den fineste orden. Hvor lang tid kan man bo under jorden uden at blive sindssyg?

Jeg rækker ind under hovedpuden og trækker min dagbog frem. Jeg holder den skjult for min far, men det er der ingen grund til. Jeg kunne have den liggende på toilettet eller på spisebordet, jeg kunne vifte med den lige foran hans ansigt, han ville stadig ikke så meget som læse én side, hvis han vidste, at han ikke havde min tilladelse. Min far elsker mig, han ville aldrig gøre noget for at såre mig. Det ved jeg. Jeg er hans eneste barn, og hvis han nogensinde mistede mig, ville han gå endegyldigt i stykker. Jeg skriver på dansk i dagbogen.Det er mit sprog, min mors sprog, og det er kun, når jeg skriver i min dagbog, at jeg stadig formulerer mig på dansk. Ellers snakker jeg engelsk. Både til min far,

selvom han efter mange år i Danmark faktisk både taler og kan læse dansk, og Millie og alle de andre indbyggere i Trident Rock. Jeg er endda begyndt at drømme på engelsk. Jeg slår op på en ny side, ligger lidt med kuglepennen i hånden, stirrer på det hvide papir, så begynder jeg at skrive. Jeg tænker ikke over det, skriver bare det, der falder mig ind, men det hjælper, det er derfor, jeg gør det. Det hjælper at få mine følelser ned på papir. Min vrede og min sorg. Alle de følelser, jeg ikke kan vise eller sætte ord på til daglig, når jeg bevæger mig rundt i bunkeren. Alt det lort, der er inde i mig. Jeg bliver nødt til at skrive det ud. Det er den eneste måde, jeg kan holde ud at leve det her liv, langt væk fra jordens overflade og uden kontakt til verden udenfor. Hvis der ellers er noget tilbage. Det gør mig vanvittig at tænke på. At alt liv udenfor er smadret. At alt er gået tabt. Mens vi sidder her. At vi er de heldige, fordi vi overlevede. Det er i hvert fald det, vi prøver at fortælle os selv.

I begyndelsen, lige da vi flyttede ind i Trident Rock, var det anderledes. I de første måneder, vi boede her, kunne vi følge med i verden udenfor via de storskærme, der var sat op nede i Centrum. Krigen bredte sig. Store dele af Europa var lagt ned af cyberangreb, der stoppede strøm, gas og vandforsyningen.

Værst gik det ud over de lande, der i forvejen var presset af klimaflygtninge. Det konstante pres på grænserne og manglen på helt basale ting førte til optøjer og voldelige sammenstød i grænseområder i Frankrig og Tyskland. Ressourcekampe kaldte de det. En dag så jeg en video med en kvinde, der sad med sit døde spædbarn i armene.

”De har slået mit barn ihjel.”

Det blev hun ved med at sige.

”De har slået mit barn ihjel”.

Omkring hende stod en masse mænd og råbte og skreg. Alt var kaos. Samtidig var frygten for et atomangreb blevet reel og kun et spørgsmål om tid. Det var sådan, de beskrev det i nyhederne, hvor studieværternes alvorlige stenansigter blev mere og mere grå, i takt med at de rapporterede i døgndrift fra en verden, ingen kunne genkende længere. Det virkede, som om alle havde givet op. Som om alle bare ventede på katastrofen, der kunne gøre en ende på lidelserne. Man talte om et slutspil. Om at trække en streg i sandet. Og så en dag røg forbindelsen. Fra det ene øjeblik til det andet. Det blev aldrig bekræftet, hvad årsagen til nedbruddet var, men alle i Trident Rock vidste det. Vi var nået til vejs ende. Katastrofen havde ramt, et eller andet sted i verden havde nogen trykket på knappen. Det var derfor, vi befandt os, hvor vi gjorde. I en gigantisk atomsikret bunker, hugget ind i en bjergkæde i Texas, et tidligere underjordisk militærkompleks fra 1950’erne på næsten 200.000 kvadratmeter, svarende til det samlede areal af Grand Central Station i New York, der nu var forvandlet til et privatejet og selvforsynende safe space og minisamfund for millionærer og deres familier. Da forbindelsen til internettet og de daglige nyhedsopdateringer røg, havde vi kun de overvågningskameraer, der sendte et 24timers livefeed fra livet uden for bunkeren. Der var ikke meget at se. Et vindblæst bjerg og ørkenlandskab, et par udtørrede buske, fyrretræer, vindhekse og den slags. Men alligevel var det noget. Der var trods alt stadig en verden derude.

En af de første uger så jeg et par heste, der stod og græssede, og et par dage efter kom et træk af fugle hen over himlen. Små sorte streger på en skærm. Senere så jeg en slange. Den gled langsomt

ind i billedet og forsvandt så ud igen. Det var det sidste tegn på liv, jeg så. I de næste måneder viste skærmene intet levende. Ikke en fugl, ikke et fly, ingenting. Det var, som om alt liv med ét var ophørt med at eksistere. Og en morgen havde et tykt grumset lag af noget, der lignede støv eller tæt aske, lagt sig som et filter eller en hinde hen over himlen. Så mistede vi også forbindelsen til livefeedet, men det gjorde ingen forskel. Der var intet at se længere. Og hvis der var nogen tilbage derude, kunne de ikke komme ind til os. De kunne ikke komme ind, og vi kunne ikke komme ud.

”Der er intet godt derude, Chloe,” sagde min far, da jeg den første aften her spurgte ham, om vi nogensinde skulle forlade Trident Rock. ”Vi er i sikkerhed her. Det er det vigtigste.”

Og han havde vel ret, tænkte jeg. Han var jo min far. Hvorfor skulle han lyve for mig?

I ugerne efter blev jeg ved med at se bomben for mig i mine drømme. Paddehatteskyen og det enorme lysglimt. En enorm eksplosion, der flåede alt med sig på sin vej. Pulveriserede sine omgivelser og lagde alting øde. Gjorde jorden syg og efterlod dem, der var tilbage, til den sikre død. Jeg vågnede badet i sved hver gang. Det var døden, der var gået igennem alting. Verdens ødelæggelse.

Jeg lukker dagbogen, lægger den ind under puden igen. Det er noget sludder, det Millie siger. Det giver ikke nogen mening! Der burde ikke være fluer her. Der findes intet andet levende i bunkeren end os. Det ved hun udmærket. Der er ikke en naturlig forklaring. Hvad skulle det være? Det er underligt. Jeg kan mærke, at jeg bliver sur igen. Hvad er det, hun snakker om? Hvis der er en

naturlig forklaring, er det da, at der alligevel er liv derude. At livet har fundet vej. På en eller anden måde. Det kan ikke betyde andet. En flue er liv. Også selvom det bare er en flue. Men hvad hvis der er mere end det? Hvordan kan hun være så sikker på, at en flue ikke betyder noget?

Uddrag af JORDEN KALDER CHLOE

JORDEN KALDER C HLOE

JONAS KLEINSCHMIDT

DEL 1

– EN SIKKER HAVN

KAPITEL 1