Læseprøve: DESPERATE HANDLINGER

DESPERATE HANDLINGER

MEGAN NOLAN

Desperate handlinger

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

”Sent fragment” er gengivet fra Raymond Carver: 50 digte.

På dansk ved Johannes Riis, Gyldendal, 2012.

Desperate handlinger

Af Megan Nolan

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

1. udgave, 1. oplag

Originaltitel: Acts of desperation

© Megan Nolan, 2021

Copyright © Turbine, 2023

Cover: Clara Birgersson

Sats: Vinnie Andersen

Alle rettigheder forbeholdes

ISBN: 9788740686326

www.turbine.dk

Denne bog er udgivet med støtte fra Literature Ireland

Og fik du så alligevel det ud af livet du gerne ville? Det gjorde jeg. At kalde mig elsket, at føle mig elsket på Jorden.

raymond carver, ”Sent fragment”

En lille pige på sytten år på et psykiatrisk hospital sagde til mig, at hun var skrækslagen, fordi Atombomben var inden i hende.

r.d. laing, The Divided Self

Første gang jeg så ham, fik jeg sådan medlidenhed med ham. Jeg kiggede rundt efter, hvor drinksene var, jeg var tørstig, og det var sådan, det begyndte.

Han stod i galleriet ved siden af en skulptur, en grotesk tingest. Den var lyserød og så ud til at skulle ligne en eller anden form for muteret menneskeøre.

Han var i dyb samtale med en eller anden og gestikulerede ivrigt ad den, mens han talte. Det gik op for mig, at det ikke var første gang, jeg så ham.

Jeg havde siddet over for ham i Rathmines-biblioteket engang, og også dengang havde det slået mig, at han var den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set. Vi havde udvekslet et langt blik.

Dengang havde jeg været sammen med en anden, og selv hvis jeg ikke havde, havde jeg aldrig i mit liv gjort tilnærmelser til en mand, ikke på den måde. Jeg tænkte på ham bagefter og antog bare, at han måtte have været på gennemrejse. Ingen, der var sådan, der så sådan ud, boede i Dublin, eller i Irland, tænkte jeg. Ingen, der var så smuk, kunne bo sammen med os.

Nu stod han knap tre meter fra mig, og jeg sugede ham til mig igen.

Ciaran havde dunet, mørknende blondt hår som et spædbarn på vej ind i barndommen.

Han havde store, grå øjne, en skæv ørnenæse og en perfekt kerubmund glødende under den. Munden var usandsynlig rosenrød og lidt fortrukket, som om den var mut, eller konstant på nippet til at grine. Han var meget høj og havde dårlig holdning som en, der havde vokset sig så høj i en tidlig alder og forsøgt at skjule det.

Hans hænder var spinkle og uforholdsmæssigt store, selv i betragtning af de lange lemmer, de sad på. Hans knogler virkede på en eller anden måde mere sarte end alle andres. Hans ansigtstræk var også pæne, men det var måden, han var opbygget på, der allerførst gjorde én rundt på gulvet. Hans kindben var så høje, at de gjorde øjnene onde, hans lange fingre greb målrettet ud i luften, mens han talte, som om de var i gang med at pynte op.

Det, man skal forstå ved Ciaran, er, at han ikke bare var exceptionelt smuk, hans krop udstrålede også en umådelig ro. Roen lå under hver en gestus, hans blikke, hans grin. Han var ikke ude efter noget fra sine omgivelser.

I sådan et rum, omgivet af kunst, hvor den, man taler med, konstant kigger én over skulderen for at få øje på en gallerist, var det ekstra slående. Selvom han ikke virkede specielt glad, virkede han umiskendeligt hel, som om han rummede hele sin verden inden i sig selv.

Kan man elske en uden at kende personen, bare ved synet af vedkommende?

Hvordan kan jeg beskrive det, der skete for mig, uden ordet kærlighed?

Jeg stod i galleriet og følte ikke bare seksuel tiltrækning (hvilket jeg var vagt bevidst om, som baggrundsstøj), men noget, jeg kun kan beskrive som dyb og foruroligende medlidenhed.

Med det mener jeg ikke, at jeg følte mig hævet over ham. I næsten hele vores liv sammen opfattede jeg Ciaran som bedre end mig i såvel afgørende som overfladiske henseender.

Med medlidenhed mener jeg, at jeg bare ved at se på ham følte en akut ømhed for hans situation: det, at han var menneske. I det øjeblik blev den grundlæggende sympati og sorg, jeg føler for ethvert menneske, så intensiveret, at jeg fik åndenød.

Selv i dag, selv efter alt det, der udspillede sig mellem os, kan jeg stadig mærke, hvor berørt jeg er af ham.

Ciaran var ikke den første smukke mand, jeg var i seng med, eller den første mand, jeg følte mig besat af, men han var den første mand, jeg forgudede. Hans krop blev et helligt sted for mig – et sted, hvor jeg kunne glemme alt om mit eget levende kød og bare være sammen med hans. Det var en helt igennem nydelsesfuld, en helt igennem smuk ting.

Tror du, jeg ikke er bevidst om at kalde hans krop et sted, en ting? Tror du, jeg ikke er bevidst om, hvad det vil sige at være en kvinde, der omtaler en mandekrop sådan? Hvad ved jeg om en mandekrop – og kan nogen som helst af dem fortjene eller behøve endnu et øjebliks ros?

Hvordan må det føles at være smuk, men også usynlig, når som helst man vælger at være det? At være en smuk mand?

Ciaran fangede mine øjne, smilede lidt og spærrede sine egne op – ihukommende vores tidligere møde, håbede jeg. Jeg gik over mod ham, og han brød ud af sin samtale og vendte sig om mod mig.

”Åh, det er dig,” sagde han, som om vi havde aftalt at mødes.

”Den selvsamme,” sagde jeg fåret og rødmede af skam ved lyden af min egen stemme, som kom den fra et sted uden for mit hoved. Den lød så irsk og krampagtigt jovial. Ciaran havde en accent, jeg ikke kunne placere.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg.

”Ciaran,” sagde han, og derefter, som havde han læst mine tanker, ”men det er kun min far, der er irsk – jeg er dansk.”

Da mødte jeg hans blik, og min skam blev overdøvet af den behagelige følelse, jeg kunne fornemme mellem os.

Vi smilede genert til hinanden.

”Hvad synes du om udstillingen?”

”Tjah,” sagde jeg i et forsøg på at svare så hurtigt og henkastet som muligt, ”det er jo bare en masse ting i et rum, ikke? Det siger mig ikke så meget. Jeg kommer kun for drinksene.”

Han ignorerede det sidste, som var beregnet til at lede os væk fra, hvor vi var, og over i noget, jeg var mere tryg ved.

”Er det ikke vores opgave at prøve at forstå: Hvorfor de genstande, i netop det rum?” spurgte han.

Jeg ransagede hans spørgsmål for noget hånligt, men han syntes at mene det helt uskyldigt.

”Med kunst føler jeg mig bare aldrig på helt sikker grund. Med andre ting har jeg en vis viden, jeg kan tale om dem ud fra. Med sådan noget her kunne jeg sige hvad som helst. Jeg har ingen referenceramme.”

Han smilede til mig igen. Der var kommet noget klart seksuelt, næsten hoverende, i hans øjne.

”Faktisk er det dét, der altid har tiltalt mig mest ved kunst.”

”Skal vi få noget at drikke?” spurgte jeg.

”Jeg er på vej af sted, og de er også løbet tør – her, tag min.” Og så rakte han mig sin næsten fyldte øl og tog sin taske. ”Har du lyst til at gå en tur med mig i morgen?”

Han tolkede mit fjogede blik som et ja, skrev sit nummer på en serviet og gav mig den.

”Godt,” sagde han, og så var han væk.

Dengang boede jeg i en etværelses stuelejlighed i Ranelagh, hvor jeg lod vinduet stå åbent om natten, så jeg kunne kravle ind igen, hvis mine nøgler blev væk, hvilket de tit gjorde. Den aften jeg flyttede ind, sad jeg i min seng efter at have pakket ud og kiggede rundt på alt det, jeg havde samlet til hobe af ting og nips. Der var tegninger og breve fra gamle kærester og venner, postkort, fotografier, porcelænsfigurer, antikke askebægre. Jeg havde brug for de ting, arrangerede dem, så snart jeg kom til et nyt sted, men nu hvor jeg var alene, føltes de fjollede. De lignede rekvisitter til en dårlig teaterforestilling, et forsøg på at fremtrylle en personlighed, hvor der ingen var.

Mens jeg boede alene, begyndte jeg at spalte mig mere gennemgribende og grotesk ud fra mig selv end nogensinde før.

Der var mit offentlige liv, hvor jeg gik på arbejde og gik i byen og dansede og drak og var underholdende og energisk sammen med andre; hvor jeg slog smut med øjnene til mænd på barer og somme tider tog hjem sammen med dem; hvor jeg sagde til folk, at jeg elskede at bo alene, og de troede på det, fordi jeg var så glad.

Jeg var også glad, når jeg virkede glad. Jeg er ude af stand til at lyve om mine følelser, der er bare ingen sammenhæng i følelserne, de er ikke kontinuerlige fra time til time.

Og så var der det liv, jeg tilbragte i min lejlighed med at prøve at pine mig selv til underkastelse og ro. Jeg kunne ikke være glad alene, og fordi jeg vidste, at det var et tegn på svaghed, tvang jeg mig selv til at holde det ud så længe som muligt, før jeg knækkede, selvom jeg til tider troede, jeg ville blive sindssyg.

At være sammen med andre mennesker var for mig følelsen af at blive realiseret. Det var derfor, jeg så gerne ville være forelsket. I kærligheden behøver man ikke den elskedes konstante fysiske nærvær for at blive realiseret. Kærligheden opretholder og validerer i sig selv de elendige øjeblikke, man ellers ville spilde på at øve sig i at være en person ved at trave frem og tilbage i sin skodlejlighed og trække tiden til klokken syv, før man åbner vinen.

At være forelsket velsigner én med en slags nåde. En ven fortalte mig engang, at han forestillede sig sin far eller Gud holde øje med ham, når han er på arbejde, for at tvinge sig selv til at være mere produktiv. Sådan var det at være forelsket for mig – et skjold, et højere formål, et løfte til noget uden for én selv.

Den aften jeg mødte Ciaran første gang, blev jeg fuldere, end jeg nogensinde før havde været. Jeg kunne blive to slags fuld. Den første var som regel et ensomt forehavende og ikke affødt af et ønske om at blive fuld, men om at fordrive tiden knap så miserabelt. Den var langsom, måske et glas vin hver halve time eller deromkring, ikke alt for umådeholdent, men aldrig mindre end en flaske, og kendetegnet ved en rørstrømsk selvmedlidenhed, der nogle gange forbitredes og blev voldelig.

Den anden slags fuld, jeg blev, var meget mere umådeholden og kendetegnet ved sprudlende godt humør og en kollektiv snert

af mani; de aftener brugte jeg enorme summer, jeg ikke havde, fordi tiden uden for nuet – endnu mere end ellers – forekom fuldkommen uvirkelig, og nuets behov var presserende.

De nætters udskejelser var aldrig deprimerende i nuet, de hørte med til det at være ung og fri for forpligtelser og stabilitet. Man kunne som regel udpege de aftener, før de var begyndt, der var ballade i luften, når vi begyndte at drikke. Vi kørte de første drinks ned i grådig forventning om den forestående løsslupne og overgearede stemning. Der var ting, vi havde forventet at have nu, som vi ikke havde.

På de aftener mødte jeg somme tider folk, der var anderledes end mig, folk, der var af velhavende familie og boede i lejligheder, deres forældre havde foræret dem lige så skødesløst, som vi andre fik charms-armbånd og boggavekort til vores fødselsdag. En af dem, Rogers, en lille, senet fyr med en imponerende Brideshead Revisited-agtig manke af touperet lyst hår, der bævrede over hans porcelænsansigt, droppede ud af universitetet cirka samtidig med mig. Jeg løb ind i ham til en fest et par måneder senere og spurgte, hvad han gik og lavede. Han sad i en mellemstor stilling i et stort PR-firma, konstaterede jeg til min forbløffelse, i betragtning af at vi begge kun var nitten og ingen kompetencer havde. Jeg hutlede mig stadig igennem med diverse elendigt lønnet butiks- og bararbejde.

Da jeg spurgte ham, i al uskyldighed, hvordan han havde kringlet dét, blinkede han til mig og sagde: ”Navnet Rogers har en vis vægt her i byen!” Det var et frastødende nok udsagn i sig selv, men det blev herligt absurd, da en fælles ven afslørede, at firmaet faktisk var ejet af hans forældre. Navnet Rogers har en vis

vægt i familien Rogers, tænkte jeg med umættelig harme ved mig selv, hver gang jeg siden så ham.

Jeg var, ligesom de fleste af mine venner, fuld på den gode måde, og med det mener jeg, at jeg kunne drikke meget, kunne lide at drikke og ikke var ubehagelig, når jeg var fuld.

Mit liv var forpestet af tømmermænd. Jeg havde en vis portion tømmermænd de fleste morgener og slemme måske to gange om ugen. Ved de slemme gik hele dage med, at jeg bare lå krøbet sammen i sengen og scrollede glædes- og formålsløst rundt på min telefon, låst fast i gentagelsen som forholdsregel. Jeg spejdede ud mellem gardinerne på eftermiddagssolen og tænkte, at jeg nok hellere måtte blive inde, indtil det blev mørkt. Jeg var alvorligt bange.

Engang besvarede jeg et spørgeskema, der skulle vurdere ens grad af alkoholafhængighed. Det sidste spørgsmål, i afsnittet til at identificere ”fremskredne alkoholikere, der er døden nær”, lød: ”Vågner du tit og er frygtelig bange efter en druktur?” Og da jeg læste det, tænkte jeg: Frygtelig bange er nøjagtig, som jeg ville beskrive det.

Frygtelig bange. Det dækkede den på en eller anden måde aldrende frygtfølelse, jeg havde, når jeg vågnede om morgenen. Den mindede mig om filmiske skildringer af gamle damer, der levede på randen af demens, hvis mænd var døde, og som ikke kunne huske de nærmere detaljer i deres eget hjem; en planløs, men total, desperation og desorientering. Jeg vågnede konstant frygtelig bange.

William Faulkner drog i de sene stadier af sin alkoholisme til New York for at besøge venner og se nogle skuespil. Efter ti dages tæt druk forsvandt han. En ven tog hen på hans hotel for at se til

ham og insisterede efter forgæves at have hamret på døren og råbt hans navn på, at hotelpersonalet låste ham ind. Da de stormede ind i værelset, fandt de Faulkner liggende halvt bevidstløs og grødet stønnende på badeværelsesgulvet.

Der hang en besynderlig ram lugt i luften. Samtlige vinduer stod åbne, selvom temperaturen var under frysepunktet. I nattens løb var Faulkner stået op for at brække sig og væltet ind mod et radiatorrør. Han mistede bevidstheden på stedet og mærkede ikke røret brænde sig gennem huden på hans ryg i mange timer. Da han blev fundet, var det blevet en tredjegradsforbrænding.

På hospitalet blev hans læge, doktor Joe, tilkaldt og spurgte ham: ”Hvorfor gør du det?”

Faulkner skød efter sigende kæben frem og svarede: ”Fordi jeg vil!”

Hans forlægger Bennett kom for at være hos ham.

”Bill,” sagde han, og jeg bilder mig ind, at han så ned på hans hænder og rystede lidt på hovedet, ude af stand til at se sin ven i øjnene: ”Hvordan kunne du dog finde på at gøre det på din ferie?”

Faulkner hidsede sig op, trak sig op i sin fulde højde i sengen.

”Bennett,” sagde han, ”det var trods alt min ferie.”

Hvorfor gør du det? Fordi jeg vil.

Dermed ikke så meget sagt, at jeg nyder det, men: Jeg vælger det.

For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg ønsker, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?

romerbrevet 7:15-25

Den aften efter at have mødt Ciaran drak jeg, til jeg kastede op og blodkar under og over mine øjne brast, og jeg fulgte dem forsigtigt med fingeren i spejlet, vel vidende at de ville komme til at markere en begyndelse.

”Hvordan kunne det være, at en kvinde som mig havde brug for en mands kærlighed for at føle mig som et menneske, for at føle jeg havde gjort mig fortjent til livet?”

Desperate handlinger er en roman om at droppe sit studie, fordi man alligevel altid har tømmermænd, om ikke at komme på arbejde, fordi man hellere vil dyrke sex, om at forme sig selv om et andet menneske, fordi man håber på, det menneske kan give en det liv, som man drømmer om, om den angstfyldte følelse, der kan opstå, når man opdager, at det kan det andet menneske ikke. Desperate handlinger er kvik og sjov, alvorlig og rå, som den beskriver kærligheden, når kærligheden er fuld af svære følelser og jalousi.

ISBN 978-87-40686-32-6

9 788740 686326