Læseprøve: FEMTEN ÅR af Vigdis Hjorth

vigdis hjorth

Femten år

Det revolutionære forår Roman

Oversat af Karen Fastrup

Femten år

– Det revolutionære forår Vigdis Hjorth Oversat af Karen Fastrup © Turbine 2023 1. udgave, 1. oplag

Originaltitel: Femten år – Den revolusjonære våren  Først udgivet i Norge i 2022 af Cappelen Damm AS Copyright © Cappelen Damm AS 2022

Coverdesign: Anders Bergesen, Superultraplus Designstudio Dansk sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740687873 www.turbine.dk

Denne oversættelse er støttet af Nordisk Ministerråd

Der var en rytme i tilværelsen. Det havde der nok altid været, men først da hun var ti-elleve år, blev hun bevidst om den og følte tryghed i den, at dagene i store træk var forudsigelige. At årstiderne kom og gik på dette rolige sted i byens udkant, efterårets klare og skarpe luft efter sommerens varme, det første snefald. At stå op på hverdagsmorgener og spise morgenmad i køkkenet, mens moren tog sig af lillebroren. Måske var det, fordi han var kommet til verden, at hun blev opmærksom på rytmen. Faren og storesøsteren var allerede kørt til byen i bilen, faren til regnskabskontoret, søsteren til Kristeligt Gymnasium. Lillebroren sad i barnestolen, moren madede ham med grød, og selv spiste hun cornflakes med mælk og hindbærsyltetøj af de bær, de havde plukket i skoven bag Tovevann i efteråret. Efter morgenmad mødtes hun med Karen i krydset, og sammen gik de ned ad Madsens Vei til Godalsgate og derfra op til skolen, en sjælden gang og for variationens skyld op ad Madsens Vei forbi kirken og ned ad Torleifsgate. Som regel fulgtes de også hjem, hvis Karen ikke skulle ride i Tovedalen. Derhjemme ventede moren og lillebroren, moren altid i gang med noget, aftensmaden, bage, gøre rent, hænge nyvasket tøj på tørrestativet i den lille baghave om foråret og sommeren, lave saft og syltetøj om efteråret, fars, frikadeller, pølser og sylte, når julen nærmede sig, pudse sølvtøj. Paula lavede lektier ved spisebordet i køkkenet i lugten af morens

aktiviteter, nybagt brød og sølvpudsemiddel. Halv fem kom faren og Elisabet hjem, og de spiste aftensmad, mens faren snakkede om arbejdet på kontoret, om den ubehagelige chef, Tofte. Efter aftensmaden gik Elisabet ind på sit værelse for at lave lektier, det kostede penge at gå på Kristeligt Gymnasium, Paula skulle også gå der, når den tid kom. Selv gik hun ned til Karen, hvis ikke hun skulle til springgymnastik. Var vejret fint, tog de hen til kiosken eller idrætspladsen og var sammen med andre fra klassen, spillede stikbold eller fodbold om foråret og efteråret, byggede snehuler eller stod på skøjter om vinteren. Den første søndag i hver måned kom farmoren og farfaren på besøg fra Østfold, de søndage tog de ikke til Tovedalen, som de gjorde alle andre søndage. Gik fra Tovevann til Svarttjern om foråret og sommeren, fandt et sted i den lille vig, og moren foldede det store grøn- og blåternede tæppe ud. Hvis det var varmt nok, badede de, mens faren lavede bål og snittede pinde, de kunne sætte pølser på, og som de holdt ind over gløderne og bagefter pakkede ind i bløde fladbrød med ketchup og sennep. Hver søndag det samme, det var det, at det ikke forandrede sig, som var rart. At der ikke ville ske noget, som ødelagde, hvordan de fem levede sammen, det bad hun til Gud om, når hun en gang imellem bad til ham, at de altid skulle være sammen og vokse lige så langsomt som de store træer, der bestod og bestod. Om vinteren stod de på ski op ad de stejle bakker til Toveseter. Moren og Elisabet først i hver sit spor, mens de planlagde højtiden, der nærmede sig, julen først, så påsken. Mindede hinanden om det, de skulle købe ind og forberede, så juleaften ikke tog dem på sengen, en halv gris, mandler og flormelis. Hun gik bag dem og glædede sig til at smutte varme mandler ud af

skallen, mens Elisabet drejede kværnen, og moren æltede flormelis ind i mandelmassen. Det kendte skispor til Toveseter, faren bagerst med Lasse i pulken. Da de nåede frem, fandt han et stykke bræddevæg, hvor der kunne stå fire par ski mellem de hundredvis af ski, som stod lænet op ad Toveseters røde bræddevægge hver søndag vinteren igennem. Indenfor fandt han et bord eller en bordende ved et af de lange borde og fire stole, Lasse kunne sidde på morens eller Elisabeths skød. Luften var tæt af damp fra det fugtige overtøj, som lå og hang overalt, folk var røde i kinderne, håret lå klistret til panderne, og på bordene foran dem lå huer og vanter, køen foran disken, hvor der blev solgt vafler, kaffe og solbærtoddy, var lang. Faren stillede sig derop, mens moren klædte Lasse af og gav ham videre til Elisabeth, som gned hans hænder varme mellem sine, og moren åbnede madkasser med brødskiver med brunost og salami, og faren kom med toddy, og de spiste og drak mellem de andre mennesker, i deres lyde, hvisken og tunge skistøvler mod trægulvet. Hun så flere fra klassen med forældre og søskende, men hilste ikke, alt var anderledes, når forældrene var med. De stod ned ad bakkerne hver for sig, hun var den hurtigste, klarede alle svingene og den sidste stejle bakke, sneen sprøjtede om hende, når hun svingede ind på det mere lige spor langs vandet og de sidste kilometer til parkeringspladsen. Det var blevet mørkt, og der var ingen i skisporet i modsat retning, det var den bemærkelsesværdige strækning. Træerne stod sorte på venstre side, til højre lå det isdækkede, mørke vand, som hviskede kom, kom. Hun gik væk fra sporet, ned til iskanten og lod spidserne af skiene glide ud, satte sig på hug og lagde hovedet tilbage. På himlen var månen fuld, og stjernerne lyste stærkt, og når hun

lagde sig bagover i sneen, lukkede øjnene en stund og åbnede dem igen, var det, som om hun var oven over stjernerne, svævede over dem og så ned på dem og kunne falde ned til dem, hvis hun turde, hvis hun slap, men hun slap ikke, pressede ryggen mod jorden og klamrede sig til den. Så hørte hun morens stemme fra skisporet, Elisabets stemme, deres sprog, og bag dem kom faren med Lasse, og hun blev varm og glad, men lod dem gå forbi, rejste sig og fulgte efter dem i hemmelighed, så de nåede bilen næsten samtidigt. Åh, der er du, Paula!

Hvis farfaren og farmoren skulle komme til søndagsmiddag, gik de ikke op til Svarttjern eller Toveseter, så var hun sammen med Karen om formiddagen. De tog på skøjtebanen om vinteren, om foråret og efteråret til elven, som løb fra Tovevann gennem byen og helt ned til havet. Cyklede gennem industriområderne til den gamle træbro, hvor elven gjorde et sving ved det store, dybe høl, lagde sig på maven på de tykke jernbanesveller og betragtede fiskene, som levede der i fred og stilhed. De havde prøvet at fange dem, men fik aldrig bid. De voksede ikke, men kunne synge. De hørte det, når de lukkede øjnene og koncentrerede sig, de små fisks sang.

Bagefter gik de ned til vigen, hvor ænderne svømmede, og kastede tørre brødstykker ud til dem, der svømmede alene. Så tog de hjem, hun måtte ikke komme for sent, for hun skulle skifte tøj og piske flødeskum. På trappen lagde hun øret mod hoveddøren for at høre deres stemmer og syntes, hun kunne: Jeg tænkte på at komme lidt gedeost i sovsen. Ja, det giver den en spids. Og et

enebær? Ja, et enebær! Jeg håber, vi har enebær. Hun listede sig op, køkkendøren stod åben, og hun så dem ved komfuret, Lasse sad i sin stol, hun vinkede stille til ham. På værelset hang søndagskjolen færdigstrøget, og hun tog den på og tog børsten med ud til spejlet i entréen og lavede hestehale til lyden af deres sprog. Skal vi skrue ned for varmen? Skal vi hælde fløde i stuvningen? Har vi nok fløde? Ja, masser af fløde. Det vil far blive glad for. Far var måske i garagen, far skovlede sne? Nej! Han hentede farmoren og farfaren på stationen. Åh, der er du, Paula! Vil du piske flødeskum, når det er tid til det? Det ville hun, så sig selv i øjnene, til hun måtte støtte sig til kommoden. I stuen var spisebordet dækket med søndagsservietter og servietter foldet som svaner. Hun hørte bilen, løb hen til køkkenvinduet og så faren åbne bildøren og farmoren og farfaren stige ud. Elisabet løftede Lasse op af stolen, se der, Lasse, der er farmor og farfar! De vinkede til de kendte skikkelser, som vinkede tilbage, og faren åbnede hoveddøren, og farmoren og farfaren trissede ind, for hvert søndagsbesøg lidt ældre og alligevel de samme, som en del af rytmen, årstidernes gang. Moren og Elisabet tog forklæderne af og gik ud for at tage imod, Elisabet med Lasse på armen. Velkommen! God søndag! Og farmoren og farfaren tog overtøjet af og lugtede tørt og tørrere for hver gang og gik ind i stuen og satte sig i sofaen, hvor de plejede at sidde. Elisabet satte Lasse ned, og han kravlede vaklende af sted. Åh, sikke en stor dreng! Åh, sikke en stor og dygtig dreng! Og en søndag nogle måneder senere kunne han stå, når han holdt fast i bordkanten. Åh, sikke en stor og dygtig dreng! Hun stod i døren og kiggede på de vigtigste mennesker i hendes liv, bortset fra Karen. De måtte ikke dø.

Moren og Elisabet gik tilbage til køkkenet og tog forklæderne på, snart kaldte de på hende, det var flødeskummet. Det gjaldt om at stoppe på det rette tidspunkt, at være koncentreret, ikke at lade sig forstyrre af det, de sagde. Gratinen er færdig, rækker du mig grydelapperne? Her! Pyha, sikke en varme! Du må ikke brænde dig! Hun stoppede i rette øjeblik og viste dem det. Åh, så fint! Så dygtig du er, Paula. Hun åbnede den tunge kælderdør til den smalle trappe, som førte ned i mørket, strakte sig på tå og trykkede på kontakten, og der blev lyst, men elpæren dinglede, som om nogen havde skubbet til den, en lang arm. I vaskekælderen stod den store rulle som et forstenet dyr, bag den ind mod væggen kufferter og kasser, men i venstre hjørne var viktualiehylderne med æbler, saft og syltetøj i flasker og krukker, hun satte flødeskummet ved siden af dem. Oppe i køkkenet havde moren og Elisabet taget forklæderne af, kom ind med rensdyrsteg og tyttebærsyltetøj om vinteren, lammesteg og kartoffelgratin om foråret, røget skinke og nye kartofler om sommeren, fårikål. De satte sig på deres pladser, og faren foldede hænderne som altid, når farmoren og farfaren var på besøg, alle foldede hænderne og bad sammen med ham, i Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord. Dig Gud til ære, os til gavn. Så får vi mad i Jesu navn.

Da de var færdige med steg og tyttebær, fårikal, lammekølle, ryddede moren og Elisabet af bordet, og Paula løb ned i kælderen. Også nu dinglede elpæren, som om nogen havde skubbet til den, en lang arm, også nu lignede rullen et forhistorisk dyr i halvmørke, også nu var der trygt hos æblerne. Hvis der blev krig og der kom bombefly, skulle de gemme sig hos dem. Moren hældte

flødeskummet i et kræmmerhus og sprøjtede borter på karamelbuddingen, citronfromagen, bondepige med slør, hvad det nu måtte være. Efter desserten drak de voksne kaffe ved sofabordet, Elisabet var voksen. Paula løb over til Karen, hvis det ikke var sent, hvis det var lyst og forår, sommer eller tidligt efterår. Hvis det var sent, mørkt, sent efterår eller vinter, løb hun ud til den store eg på marken og løb rundt om den, mens hun sang tavst. Ordene steg op i panden og satte ild. Hun fortsatte, til hun var lige ved at falde, så stoppede hun, branden slukkedes, og i stedet prikkede det voldsomt. Bagefter var hun helt rolig, helt kold. Derhjemme var farmoren og farfaren taget af sted, moren og Elisabet havde ryddet op, de så fjernsyn. Hun gik i seng og sank ned gennem madrassen og sengen og gulvet til kælderen og æblerne.

Om morgenen bankede moren forsigtigt på døren, åbnede den og tændte lyset. Paula stod op, vaskede sig, klædte sig på og spiste morgenmad i køkkenet, mens Lasse trissede rundt, faren og Elisabet var kørt til byen. Hun mødtes med Karen i krydset, og de gik ned ad Madsens Vei til Godalsgate og derfra op til skolen, og Karen red ikke længere i Tovedalen, men i Leita længere inde. De dage i ugen, hun gjorde det, så de ikke hinanden om aftenen. Hun var til springgymnastisk i gymnastiksalen eller hang ud med de andre fra klassen nede ved kiosken, i skoven eller på marken, cyklede om foråret, sommeren, efteråret, brugte sparkstøtting om vinteren, når der var sne nok, den kom natten til første søndag i advent. Det lyste og glitrede uden for vinduet, når hun vågnede, fra køkkenet duftede der af æg og bacon og nybagte

boller, og gulvet under de nøgne fødder var køligt på en forfriskende måde. Moren tændte det første lys i adventsstagen, og de sang, at det var for Jesus, Lasse kunne synge, hver søndag et nyt vers, mens juleaften kom nærmere. Lillejuleaften kunne hun ikke sove af glæde og forventning, lyttede intenst efter forældrenes mindste bevægelser, for de skulle pynte træet, så det stod klar med tændte lys og stjerne i toppen, når hun og hendes søskende vågnede juleaftens morgen, lyttede og lyttede, men hørte ingenting og frygtede, at de havde glemt det, så måtte hun alligevel være faldet i søvn, for hun vågnede tidligt og kom i tanke om, hvad det var for en dag, og sprang op og løb ud, og træet stod heldigvis lysende og strålende pyntet i stuen, nåede næsten op til loftet med guirlander og julekurve på grenene, hun selv havde flettet, glæden var næsten for stor, og lugten af gran og appelsiner med nelliker svimlende. Moren og Elisabet stod i køkkenet fra om morgenen, mens hun gik ned til Karen for at pakke gaver ind, for der fik de rester af blanke silkebånd i alle farver fra morens systue, som de kunne bruge i stedet for almindeligt gavebånd. Karens juletræ var fint, men ikke som træet derhjemme, Karens mor lavede pinnekjøtt, det lugtede godt, men ikke som flæskestegen derhjemme. Karens far spillede vestlandske julesange på guitaren, mens moren stod i køkkenet i skisokker og nynnede med, men de gik ikke i kirke. Hun forstod ikke, hvordan det kunne blive jul uden at gå ud i kulden og op mod den smukt oplyste bygning, mens klokkerne kimede, og det langsomt blev mørkt, og sneen dalede stille, at træde ind i det højtidelige kirkerum med levende lys og den overvældende orgelmusik, koret og fællessangen, som løftede brystet og åbnede panden, så alt

strømmede ind, selv om det strømmede ud igen inden kulden og det pludselige, tætte mørke udenfor, julelys i alle vinduer i alle huse og først og fremmest i deres eget nede i svinget, at løbe ned ad bakken og ind i varmen og juleduften der. Ved tretiden gik hun hjem fra Karen med de pænt indpakkede gaver og lagde dem under træet, hvor der allerede lå mange andre gaver, og alle klædte om, og alt, hvad de tog på, var nyt eller nyvasket og nystrøget, og faren var kørt til stationen for at hente farmoren og farfaren, og snart kom de trissende ind ad døren med poser med gaver, som hun måtte lægge under træet, mens de tog overtøjet af og lugtede tørt og tørrere for hvert år. Hvert år det samme, det var det, at det ikke forandrede sig, som var rart, selv om hendes bunad, der havde været for stor julen før, pludselig passede og året efter var for trang over brystet, og hun fik en ny rød julekjole i uld. Kirkeklokkerne ringede julen ind lidt før klokken fire, og selv om de hørte klokkerne fra deres egen kirke bedst, kunne de også høre klangen fra klokkerne i nærheden, fra kirkerne i Lillo, Sagen og Øksnes, hele verden kimede, da hun og Elisabet gik derop med Lasse imellem sig, fulde af højtidelig alvor. Faren kørte farmoren og farfaren, som var dårlige til bens, mens moren blev derhjemme for at tage sig af maden. Store sneflager dalede langsomt ned og lagde sig på deres hoved og skuldre, mens bunaden eller julekjolen vuggede om anklerne, som om de var med i en vidunderlig, gammel film, hun kunne altid fremkalde den. De sagde ikke noget, ingen af de mørkklædte små og store skikkelser på vej op ad kirkebakken sagde noget, det skulle ske i rigtig rækkefølge. De fleste gik sammen med nogen, men enkelte gik alene, stakkels dem, der måtte fejre jul alene, dem ville hun ikke tænke på, når

hun var så lykkelig. Kirken var fuld, og alligevel hørtes der kun forsigtig mumlen, raslen fra sanghæfter, fra huer og frakker og halstørklæder, der blev taget af, det dampede fra det snefugtige tøj. Så genkendte de farens baghoved, farens skuldre og frakke og bedsteforældrenes hvide hoveder på en bænk langt foran, og Lasse løb op til dem, for de havde holdt pladser til dem, de måtte ikke dø! Og orgelet satte an, og dejlig var himlen blå, og dejlig var jorden, og hellig var natten, og hjertet voksede og pressede mod halsen, som blev tyk, og tårerne løb for dem, der måtte fejre jul alene, af taknemmelighed over, at hun ikke var blandt dem, over alt det, hun havde, over alt det, der ventede, juletræet, gaverne. Hun bad, når præsten bad dem bede, takkede inderligt, og faren puffede hende i siden, og hun så op på ham, og han lagde en finger over munden, og hun lukkede sin, hun havde bedt for højt. Hovedet brændte, hun havde gjort sig pinlig bemærket, kastet skam over faren, kastet skam over hele sin familie, bøjede hovedet og lukkede øjnene, hørte ikke, hvad der blev sagt, kunne ikke synge, så hurtigt hen på farfaren og farmoren, de så normale ud, havde måske ikke hørt det, hørte ikke så godt, hørte heldigvis dårligere og dårligere år for år og var lukkede om deres eget, hvad det end var. Da det var slut, da klokkerne ringede for dem, og de gik ud i tæt flok med alle de andre utålmodige mennesker, så alle normale ud, så faren normal ud, sagde ikke noget, måske var det ikke sket, måske havde han bare kløet sig på læben. Han sagde, vi ses om lidt og smilede og gik sammen med farfaren og farmoren hen mod bilen på parkeringspladsen, det kunne ikke være sket. Elisabet og Lasse tog gangstien, som var strøet med sand, mens hun løb derned, hvor bakken var stejlest og glattest, og hvor der

ikke var skrabet sne og ikke strøet, og fødderne gik af sig selv, så hun lettede og svævede, og da klokkeklangen blev fjernere, da efterklangen fra den sidste tone dirrede i luften, landede hun blødt. Renset for det, der var sket eller ikke sket, stod hun bag garagen og ventede på Elisabet og Lasse for at gå ind sammen med dem. Alt sammen glitrende, gnistrende, blændende, krystalklart, krystalglas, tallerkener med guldrand, nypudset sølvtøj, levende lys for stærkt for øjnene. I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord. Nu skal vi spise langsomt, sagde faren, for at børnene ikke skulle sluge flæskesteg, pølse, frikadeller, surkål, rødkål, kartofler med persilleduske for at blive færdige, for at begynde på resten, juletræet og gaverne, nu skal vi spise langsomt. Bedøvet af forventning kunne hun ikke spise særlig meget og var alligevel beruset af smagene, lugtene, dampen fra kartofler og pølser, de levende lys, endelig takkede han for maden. Moren og Elisabet ryddede af bordet, og Paula løb ned i kælderen efter flødeskummet uden at ænse elpæren eller rullen, helt fyldt op, bar flødeskummet op i køkkenet, hvor moren hældte den perfekt piskede, kælderkølige masse i en serveringsskål og bar den ind, Elisabet fulgte efter med frugtsalaten. Alt kom nærmere, nu skal vi spise langsomt, sagde faren, og Lasses fødder kørte frem og tilbage mod stolebenet, og faren vendte sig mod ham med en finger over munden, og Lasses fødder stoppede, og Lasse så ned, det skete eller skete ikke, men så var faren færdig. Moren og Elisabet ryddede af bordet, og alle flyttede sig over til sofaen, hvor kaffebordet stod dækket med stivet dug og porcelænskopper, flødekande, sukkerskål, et fad med syv slags småkager, ingen rørte noget før juleevangeliet. Faren åbnede den store, sorte Bibel, som

ellers aldrig var fremme, ellers aldrig i brug, det skete i de dage. Vagt huskede hun, at farfaren havde læst, for længe siden, da hun var lille, men huskede godt den dag faren åbnede Bibelen for første gang, alvoren i stuen, morens nervøsitet og farens, som smittede, så hun selv blev nervøs, farens stemme lav og let dirrende, mere søn end far, morens ængstelige blik mod farfaren med hovedet bøjet og foldede hænder, at der alligevel ikke skete noget, at den ubehagelige spænding i stuen ikke førte til noget, ikke blev udløst, og det var en lettelse og alligevel utilfredsstillende. Nu læste faren selvfølgeligt og højtideligt, det skete i de dage, tidens gang og så videre og derefter gangen rundt om det glitrende grønne træ og passe på med kun at synge tilpas højt. Lasse ville have, at æblerne og pærerne skulle falde fra træerne med det samme, men de skulle gennem alle seks sange, vedtaget engang for længe siden og aldrig siden stillet spørgsmål ved, det var godt og forudsigeligt. Hun og Lasse faldt ned som modne frugter, og de voksne satte sig igen ved kaffebordet, Elisabet var voksen. Hun læste til-og-fra-kortet, hun kunne læse, og Lasse løb hen til den rette med gaven, ikke løbe, Lasse gik. Farfaren fik et brilleetui, som hun havde vævet i håndarbejdstimen, farmoren fik grydelapper, som hun havde hæklet i håndarbejdstimen, Elisabet fik en gospelplade, Lasse en bobslæde, og alt var godt og nyttigt og præcis det, de havde brug for og havde ønsket sig, hun fik en dagbog og nye ski og et år et smykkeskrin og et år en sparegris, og gaverne lå i fodenden, da hun gik i seng, men hun kunne ikke sove af glæde og faldt i søvn.

Vinteren blev hvidere, sneen lagde sig som et lunende, glitrende tæppe over verden, så alle hårde kanter blev glattet ud, luften var

frisk og ren, den svale, fredelige vinter gjorde hjertet roligt. Og alligevel glædede hun sig til foråret med alle dets overvældende farver, dets højfrekvente fuglekvidder fra morgen til aften, brummen fra knallertmotorer, råb og hvin fra alle, der cyklede ned ad stejle gader, fra dem, der spillede bold på markerne, hundenes gøen, skolens tamburkorps med drengene på instrumenter og pigerne forrest med tamburstave, mens de øvede til forårets finale 17. maj. Når hun lukkede øjnene om aftenen, kunne hun kalde det hele frem, korpsets march, birkeløvets grønne skælven, som whiskers mod trommerne, tamburpigehælenes opmuntrende smæld mod asfalten, men ville ikke gøre det for tidligt, først i marts sagde hun ja til hjertets ønske. Hun og Karen, iført cremegule hatte med skygge og guldsnor, snurrede stavene og løftede knæene højt, så de, der stod på fortovene med flag og 17. majsløjfer, klappede i takt. Når dagen endelig oprandt, var den så svimlende, at hun ikke helt opfangede den, så hun huskede bedre vinterens natlige forestillinger end virkeligheden, hvis den da overhovedet havde været virkelig.

Nætterne blev kortere, dagene længere og lysere, når de stod på ski ned fra Toveseter i de sidste rester af sne, var solen stadig oppe, snart kom påsken. Påskeaften lå påskelammet i ovnen fra om morgenen, og faren hentede farmoren og farfaren på stationen, de var endnu ikke døde, trissede ind ad havelågen. Lasse løb ned ad trappen for at åbne for dem, åh, sikke en stor og dygtig dreng! Snart sad de i sofaen på deres pladser, hun stod i døren og så på dem, så underlige de pludselig var. Farmoren trak to påskeæg op af tasken, som hun altid havde ved siden af sig i sofaen, og rakte

det ene til Lasse, det andet til hende, der var Twist i dem, som de ikke fik lov til at spise før efter middagen, påskelammet. Elisabet var stadig voksen og gik ud i køkkenet sammen med moren, snart kaldte de på hende, hun skulle piske flødeskum, og hun løb ud og piskede koncentreret midt i deres sprog. Åh nej, tærten er brændt på! Åh nej, vi må tage den ud med det samme! Her er grydelapperne! Men det er kun lidt, vi kan skære det væk. Vi kan lægge den fine del over på et fad. Ja, det er en god idé. Hun gik ned i kælderen med flødeskummet, elpæren dinglede, som om den var sat i gang af en lang arm, hun gik op igen til bordbøn og lammekølle. Jesus, Guds lam død dagen før, men i morgen skal han genopstå. De spiste i stilhed, det var en alvorlig dag, Jesus var død og endnu ikke opstået igen. Hun måtte ikke røbe, at de ikke bad bordbøn til daglig, at de kun gjorde det, når farmor og farfar var på besøg, for hvis det kom for en dag, vidste hun ikke, hvad der kunne ske, ville de måske blive syge. Var så bange for at røbe det, at hun talte så lidt som muligt og frygtede, at Lasse ville røbe det, heldigvis talte han ikke så meget endnu, men det ville han snart gøre, og så blev hun måske nødt til at sige til ham, at han ikke måtte røbe det, at nogen kunne blive syge, men måske øgede det chancen for, at han røbede det, for det, man ikke må sige, brænder i munden, så man får lyst til at spytte det ud. Koncentreret spiste hun steg og kartofler, det plejede at hjælpe ved desserten, skrækken slap taget i hende.

Moren og Elisabet bar ud, hun gik i kælderen efter flødeskummet, tændte ikke lyset, for at pæren ikke skulle dingle, det måtte have noget med elektriciteten at gøre. Hun kendte vejen så godt, at hun kunne gå den i mørke, og loftslampen oppe i entréen

lyste den øverste del af trappen op, hun støttede sig let til væggen og kom ned og gik hen for enden af gangen og åbnede døren til det totale mørke, og en overvældende følelse af dirrende eksistens faldt over hende som et tæppe, der ikke ramte hende, men som alligevel beskyttede. Hun lukkede øjnene for at give sig over til det stærke velbehag, der strømmede som bølger gennem kroppen. Så var det ovre, lige så pludseligt som det var kommet, og alligevel bar hun det med sig sammen med flødeskummet og håbede, det ikke kunne ses på hende, for det var sikkert ikke tilladt, når det nu var så dejligt. Ingen sagde noget, ingen så på hende, alt var som før i rummene deroppe, det var netop det. Moren hældte flødeskummet over i et kræmmerhus og sprøjtede det på citronfromagen, og mens de spiste, talte faren om chefen, som aldrig gav ham lønforhøjelse, uanset hvor hårdt han arbejdede, og farfaren rystede på hovedet, og Elisabet blev trist, og Paula hadede Tofte, som ikke viste faren respekt, det var som en hån også mod hende, mod dem. Hvis det hændte, at hun bad om aftenen, bad hun om, at Tofte ville skifte arbejde, at han fik et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til. Så hurtigt hun kunne, gik hun ud og over vejen til Karen, hvor de lagde sig på det hjemmevævede kludetæppe og skrev på en sang om en flue, der overvintrer på skoleinspektørens kontor, som Karen syntes, de skulle fremføre ved skolens sommerafslutning. Da hun kom hjem, havde moren redt op til bedsteforældrene på luftmadrasser i stuen, de skulle overnatte, for næste morgen, påskemorgen, var den vigtigste af alle årets dage, den slukkede sorgen.