Læseprøve: KRISTIN MÅ VÆK

Vigdis Hjorth

Line Norman Hjorth

Kristin må væk

Om Kristin Lavransdatter som ung

Oversat af Karen Fastrup

Der er enkelte steder citeret fra Niels Brunses nyoversættelse af Sigrid Undsets

Kristin Lavransdatter bind 1 Kransen, som udkommer på Gyldendal i efteråret 2023. Andre steder har Karen Fastrup oversat fra den originale norske udgave af Kransen, Tekstkritisk utgave ved Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy, Nina Marie

Evensen, Anne Birgitte Rønning og Ellen Nessheim Wiger, Det norske språk- og litteraturselskap/bokselskap.no i samarbeid med Nasjonalbiblioteket Oslo 2020

Langt de fleste passager fra Kristin Lavransdatter er dog Vigdis Hjorth og Line Norman Hjorths egen gengivelse af romanen og er følgeligt oversat i denne form.

Kristin må væk

– Om Kristin Lavransdatter som ung

Vigdis Hjorth & Line Norman Hjorth

På dansk ved Karen Fastrup

© Turbine 2023

Originaltitel: Kristin må vekk

© Vigdis Hjorth og Line Norman Hjorth

Først udgivet af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2022

Udgivet efter aftale med Oslo Literary Agency

Sats: Vinnie Andersen

Omslag: Clara Birgersson

Alle rettigheder forbeholdes

ISBN: 9788740687903

www.turbine.dk

I efteråret 2020 kommer min mor på besøg hos mig i København i forbindelse med et seminar i regi af Fondet for dansk-norsk Samarbejde. Jeg venter på hende på Københavns Hovedbanegård en blæsende gråvejrsdag, står og skuler ud over mængden af rejsende. Jeg mener at se en kvinde med hendes gang, genkender de mange tasker hun altid slæber på, og hvordan hun nærmest kæmper med rullekufferten bag sig, men jeg kan ikke helt afgøre om det er hende, for et lyseblåt mundbind dækker næsten hele ansigtet. Jeg trækker mit eget længere op over næsen, tager telefonen frem og taster hendes nummer, for at sige hvor jeg står. Så standser mennesket jeg har i sigte, giver slip på de mange tasker og begynder at rode rundt i dem, det er tydeligvis hende.

– Mor! råber jeg og vifter med armene. Da hun opdager mig, stopper de hektiske bevægelser, hun retter sig op, en anelse lettet ser det ud til, og halser videre i min retning.

– Se her, siger hun stolt og viser mig et coronacertifikat som dokumenterer at hun testede negativ da hun rejste fra Oslo.

– Jeg har betalt to tusind kroner for det, tilføjer hun, nærmest stolt.

Måske virker jeg ikke interesseret nok, for hun spørger mistænksomt: – Du er vel ikke positiv?

– Ha ha, siger jeg og sluger et host.

Under alle omstændigheder er vi begge to utålmodige efter at få mundbindet af så vi kan se hinanden rigtigt og trække vejret frit. Vi beslutter os for at drikke en kop kaffe her på Hovedbanegården inden vi tager hjem til mig på Christianshavn hvor jeg har boet i femten af de tyve år jeg har været i Danmark.

Som regel taler vi ikke så meget når vi er på café sammen, vi sidder ofte med næsen i en bog eller en bærbar computer. Men denne eftermiddag sker der noget usædvanligt. Op af tasken trækker jeg min tykke danske udgave af Kristin Lavransdatter, og da mit blik lander på min mors side af bordet, ser jeg at hun sidder med sin egen slidte udgave af Kransen. Læser du også om Kristin? spørger vi hinanden i kor. Det viser sig at min mor skal genlæse bogen i forbindelse med seminaret, mens jeg har kastet mig over trebindsværket for at tætne et hul i min litterære dannelse. Den begyndte sent, for i mange år havde jeg hjemme i filmen og filosofien, men lidt tilfældigt fik jeg en ph.d. i litteraturvidenskab, og pludselig var

mine kolleger velbevandrede i litteraturhistorien, og jeg skulle undervise de studerende i den.

Så her sidder vi begge to og læser om den unge Kristin, for ingen af os er kommet længere end til den del hvor hun stadig bor hjemme på Jørundgård med sin familie.

Der bliver hurtigt stille mellem os, for vi vil hellere være i Gudbrandsdalen i 1300-tallet ved den glitrende isgrønne elv, de blånende fjelde og tjærede, laftede huse, hingsten Gullsveinen og Kristin, Lavrans og Arne end i den grå stationsbygning og asfaltjunglen udenfor.

Min mor læser den for tredje eller fjerde gang her som moden kvinde, jeg for første gang som relativt ung, hvordan i alverden kommer disse dage sammen dog til at gå?

På de første sider er Kristin Lavransdatter netop flyttet med familien fra Follo i Akershus til den smukke Jørundgård i Gudbrandsdalen hvor hun vokser op. Hun har ingen søskende, men hendes mor Ragnfrid havde født tre små sønner og mistet dem alle som små hvilket havde gjort hendes sind tungt

og trist. Hun var ikke særlig glad for at være sammen med andre og holdt sig meget for sig selv hjemme på gården. Hun gik ofte i kirke, overholdt fasten og viste præsten i bygden, hr. Eirik, som boede på nabogården, stor respekt. Ja, det gjorde alle, for præsten var en stor mand i bygden, står der i Sigrid Undsets tekst, og da jeg læste dette tidligere på dagen, begyndte jeg at tvivle på om jeg ville kunne leve mig ind i en fortælling som foregår i en tid hvor kristendommen var så dominerende. Det føltes fremmed, for der er ikke meget kirke og Gud, bønner og faste i mit liv. Dengang forholdt alle sig til præsten, mens jeg ikke engang kender en præst, og mens Kristins mor er optaget af at overholde alle kristne bud, er jeg vokset op med en mor der læste “Tømmer” af Rolf Jacobsen højt for mig for at skabe julestemning. Jeg fik en følelse af at mine forudsætninger for at forstå Kristin var dårlige, men fortsatte med at læse, for lysten var vækket, og fanget blev jeg af hendes verden.

Kristins far, Lavrans, var helt anderledes end hendes mor, glad og munter, høj og smuk og social. Det skete at han både dansede og sang når de unge festede på kirkebakken. Han var vellidt, for han var fredsommelig og retsindig og kendt for at være både stærk og modig, selv om han ikke gjorde stort væsen af det. Ja,

både Lavrans og Ragnfrid havde et godt ry og rygte, for de var retskafne og flittige folk og behandlede dem der arbejdede på gården, godt.

Lavrans havde, som de fleste storbønder på den tid, mange svende, unge mænd som boede hos ham og hjalp ham med al slags arbejde. En af dem var Arne Gyrdssøn fra Finsbrekken. Han var ikke meget ældre end Kristin da han kom til Jørundgård, og var hendes bedste ven. De legede sammen næsten som søskende, for selv om Arne var svend, var han sammen med de andre børn i bygden så snart han havde anledning til det.

Den sommer Kristin var syv år, fik hun lov at komme med faren op på deres sæter på fjeldet for første gang. Hun havde glædet sig længe, for hun havde aldrig været uden for den lille bygd.

Det er en smuk morgen lidt sent på sommeren. Solen skinner, og fra loftshuset hvor de plejer at sove når det er varmt i vejret, kan hun høre faren og hans svende snakke nede på gårdspladsen. Hun kan næsten ikke stå stille mens moren klæder hende på, men hopper og springer mellem hvert stykke tøj hun får trukket på.

Moren vikler det lange, gule hår op og binder det ind i hendes gamle, blå hue, kysser hende på kinden

og lader hende løbe ned til Lavrans. Han sidder allerede i sadlen på sin hest, en stor og rød og smuk hingst med blankt skind, hvid man og hale og lyse øjne. Gullsveinen hedder den, et stærkt og modigt dyr som Lavrans elsker som en bror. Han løfter Kristin op bag sig, hvor han har foldet sin kåbe som en pude på hesteryggen. Der kan hun sidde og holde fast i hans bælte. De råber farvel til moren, men hun kommer løbende med Kristins hættekåbe, giver den til Lavrans og beder ham passe godt på barnet.

Solen skinner, men det har regnet meget om natten, så bækkene sprudler og synger alle vegne ned over de grønne skråninger, og tågetotter driver under fjeldsiderne. Men over fjeldkammen stiger hvide godtvejrsskyer op i den blå luft, og Kristin hører at faren og svendene taler om at det nok vil blive en hed dag. Alle bærer våben, for der kan være bjørne og ulve og farlige folk på fjeldet. Kristin kan lide alle svendene, men især Arne som rider lige bag Lavrans og fortæller hende om alt det de ser langs vejen. Først rider de mellem husene på præstegården og hilser på hr.

Eirik som står på gårdspladsen med sin datter. På bakken oven for præstegården ligger kirken, den er ikke stor, men smuk, velholdt og frisktjæret. Da de rider forbi korset uden for kirkegårdslågen, tager

Lavrans og hans mænd hattene af. Så vender Lavrans sig i sadlen, og han og Kristin vinker ned til moren, som de kan se på toften foran gården derhjemme. Hun vinker tilbage til dem med en snip af sit hovedklæde. Her på kirkebakken og kirkegården leger Kristin næsten hver dag, men i dag hvor hun skal rejse så langt, synes hun at det velkendte syn af hjemmet og bygden er nyt og mærkeligt. Husklyngerne på Jørundgård virker ligesom mindre og mere grå end ellers dernede på det flade.

Lidt nord for kirken lå en stor stenblok i en tæt lund af birketræer og asp. Der plejede de at lege kirke, og Tomas, præstens yngste barnebarn, var præst og messede alvorligt som sin bedstefar, stænkede med vievand og døbte når der lå regnvand i gruberne i stenen. Men engang for ikke længe siden gik det galt. Først viede Tomas hende og Arne, og så fangede Arne en pattegris i nærheden, og den bar de til dåben. Tomas salvede den med mudder og dyppede den i et vandhul, efterlignede sin morfar og sang på latin og skældte menigheden ud for ikke at give nok penge til kirken. Og børnene lo, for de hørte ofte de voksne tale om at hr. Eirik var pengegrisk. Og jo mere de lo, jo mere fandt Tomas på, blandt andet at dåbsbarnet måtte være blevet undfanget i påskefasten, så

forældrene skulle betale bod til kirken. De store drenge hylede af latter, men Kristin blev så skamfuld at hun var på grådens rand som hun stod der med pattegrisen i favnen. Så kom præsten pludselig ridende, og da det gik op for ham hvad børnene legede, sprang han af hesten, rakte de hellige kar i armene på Bentein, det ældste barnebarn som var med i følget, så pludseligt at Bentein nær havde tabt dem på jorden. Præsten løb ind mellem børnene og pryglede alle dem han fik fat i, Kristin tabte pattegrisen som fór skrigende ned ad vejen med dåbsklædet slæbende efter sig så præstens heste stejlede af skræk. Præsten ruskede Kristin så hun faldt, og han sparkede til hende så hun havde ondt i hoften mange dage efter. Da Lavrans hørte om det syntes han at præsten havde været for streng, siden Kristin var så lille, men Ragnfrid mente hun havde fået som fortjent når hun gik med til den slags lege. Så talte Lavrans ikke mere om den sag, men han gav Arne de værste hug han nogensinde havde fået.

På caféen i stationsbygningen er kaffen drukket, og udenfor er gadelygterne tændt. Min mor kikker over på mig med det selvtilfredse udtryk jeg kender så godt, og siger: – Er du ikke glad for at du har en så rummelig og rundhåndet mor som mig og ikke er vokset op med en Ragnfrid?

Hun ser på mig som om hun gerne vil have en kompliment.

– Det er vel nemt for den ene forælder at være rundhåndet hvis den anden holder orden, replicerer jeg og tilføjer at hug kan forekomme i mange udgaver.

Jeg vil læse videre, men min mor prikker mig på skulderen.

– Læg mærke til navnene, siger hun.

Okay?

Arne og Bentein, Arne og Bentein, siger hun og så: – Jeg siger ikke mere.

Men hun siger alligevel mere, som hun har for vane, at jeg også bør lægge mærke til at Kristin og Arne allerede på romanens første sider leger at de gifter sig.

– Og det betyder at?

Vent og se!

Jeg registrerer hvordan ambivalensen over for hendes doserende, pædagogiske tone stiger op i mig, som altid når hun taler til mig som om jeg er en uvidende gymnasieelev, og jeg frygter at de næste dage vil blive en prøvelse.

Da Lavrans og Kristin og resten af følget nu red forbi stenen hvor de havde leget kirke, nappede Arne Kristin i ærmet for at minde hende om det der var sket der. På grund af Lavrans turde han ikke sige noget, men han skar grimasser og klappede sig på enden mens Kristin bøjede hovedet af skam.

Snart red de ind i den tætte skov, dalen blev trang og mørk og lyden af elven kraftigere. Da de fik et glimt af den, var den isgrøn med hvidt skum mellem stejle klippevægge. Fjeldet var sort af skov på begge sider, der var mørkt og grimt og trangt og køligt, men snart så de broen over elven nede i dalen. I et dyb neden for broen boede der en nøkke som Arne gerne ville fortælle Kristin om, men Lavrans bad ham tie stille med den slags her i skoven hvor de ikke vidste hvem der lyttede med.

Da de kom til broen, sprang Lavrans af hesten og trak den over mens han holdt Kristin om livet med

den anden arm. På den anden side gik en sti stejlt opad, så stejlt at mændene stod af hestene, mens faren løftede Kristin helt frem i sadlen, så hun kunne ride Gullsveinen alene. Jo højere op de kom, jo flere grå klippeknuder og blå fjeldtoppe så de, og Kristin kunne skimte andre gårde mellem træerne. Arne fortalte hende hvad de hed, og hvem der boede der, han havde været på fjeldet mange gange med Lavrans.

Højt oppe på den åbne fjeldside kom de til en lille hytte, de standsede ved gærdet, og Lavrans råbte så hans ord gav genlyd ned mellem fjeldene. To mænd kom løbende, det var sønnerne i hytten, og deres mor fulgte efter med en stor skål tykmælk, for det var som ventet blevet en varm dag.

– Jeg så at du havde din datter med dig, siger kvinden, – folk siger at hun har så smukt hår! Og hun spørger om Lavrans kan tage huen af hende så hun kan se det. Han gør som hun beder om, og Kristins lange, tykke gule hår falder helt ned til sadlen. Kvinden tager forsigtigt i det og siger til Lavrans at rygtet ikke har løjet om hvor smuk hans lille datter er. – Som en lilje, siger hun, og at hun ligner ham mere end Ragnfrid. – Hende får du nok glæde af, tilføjer hun og giver Kristin skålen med mælk så hun kan drikke.

Kristin rødmer mens hun drikker, for hun ved at folkene i bygden synes at Lavrans er den smukkeste mand i hele dalen.

Kvinden, som hedder Isrid, spørger forsigtigt om hun må slå følge med dem. Hun har et ærinde på fjeldet, men vil helst ikke tage turen derop alene, for der er både ulv og bjørn i fjeldene og sikkert også farlige folk og turser og trolde under stenene. Og Lavrans svarer at det må hun gerne. Isrid takker og siger at det var det hun havde håbet: – For vi ved jo nok, vi fattige folk som bor heroppe under det åbne højfjeld, at du gerne gør os en tjeneste når vi har brug for det.

Derfor hilste de altid Lavrans med glæde når han kom.

Isrid løb ind efter en bylt og en kåbe, og sammen red de videre.

Da de kom til den første sæter, stod de af hestene og slap dem løs, med undtagelse af pakhesten som bar deres mad og redskaber, for den sti de nu skulle følge, var stejl og brat. Det varede ikke længe før det tyndede ud i træerne, og Kristin så nøgne, grå fjeldtoppe rejse sig mod himlen overalt. De fortsatte med at gå stejlt opad over store, løse sten, og af og til kom de til en

bæk som faren måtte bære hende over. Vinden var frisk, og der var sort af bær i lyngen, men Lavrans sagde at de ikke kunne standse for at plukke nu. Så Arne løb hid og did og rev blåbærris op og gav hende dem så hun kunne sidde på hesteryggen og spise mens han fortalte hvad sæterne de kunne se under sig i skoven, hed. Snart var de oppe under den sidste runde, nøgne fjeldtop, og vinden fór imod dem. Det blæste og ruskede mens hun og Arne gik over de mosklædte flader. De satte sig yderst på et klippefremspring, og Kristin stirrede storøjet ud over det hele. Aldrig havde hun forestillet sig at verden var så vid og stor. Der var skovlodne fjeldvidder under hende til alle sider. Dalen var kun et skår mellem de vidstrakte fjelde, og sidedalene var endnu mindre skår. Der var mange af dem, men alligevel var der mange flere fjelde end dale. Alle vegne ragede nøgne klippetoppe, gulflammende af lav, op over skovtæppet, og langt ude mod himmelranden stod der blå fjelde med hvide pletter af sne som blandede sig med de hvidblanke sommerskyer.

Kristin havde troet at når bare hun kom op over fjeldtoppene, så ville hun se ned i en lille bygd som lignede deres egen. Nu føltes det underligt med de store afstande. Det sank i hende da hun så hvor langt

der var mellem de steder folk boede. Hun så på de små gule og grønne pletter nede i dalbunden og de bittesmå lysninger med grå husprikker i fjeldskoven. Hun begyndte at tælle dem, men da hun havde talt mere end tredive, kunne hun ikke holde rede på det længere. Og alligevel var menneskenes liv kun som ingenting i det store øde.

De havde rejst i mange timer og var både trætte og sultne. Lavrans syntes de skulle spise udenfor i de fri, og nede i en birkeskråning fandt de en smuk, grøn slette. De læssede af pakhesten og strakte sig i græsset. Der var meget og god mad i den ransel Ranfrid havde pakket til dem; blødt brød og fint fladbrød, smør og ost og flæsk og tørret renkød, fedt, kogt oksebr yst, to store bimpler tysk øl og en lille dunk mjød. De skar kød ud og delte det mellem sig, mens en af svendene tændte bål. Og Arne samlede lyng og dværgbirk og kastede det på bålet, det spruttede når ilden rev det friske grønne af kvistene så små hvide, brændte fnug fløj i vejret, og røgen hvirvlede fed og mørk op mod den klare himmel. Kristin syntes det så ud som om ilden var glad for at være udenfor og fri og få lov at lege. Den var helt anderledes end den derhjemme i køkkenet som skulle slide med at koge mad og lyse for dem i stuen. Hun sad lænet ind mod

sin far, og han gav hende så meget hun ville have af det bedste de havde, og lod hende drikke så meget af øllet hun ville, og smage på mjøden.

– Hun bliver så beruset at hun ikke kan gå ned til sæteren, siger en svend og ler, men Lavrans stryger Kristin over de runde kinder og siger at der er rigeligt med folk i følget som kan bære hende. – Det er kun sundt, siger han.

– Drik du også, Arne! I der stadig vokser, har kun godt af det, det giver jer sødt og rødt blod og god søvn. Hos de der vokser, vækker det ikke galskab og uforstand.