Et spørgsmål om værtskab

68

Del 1 – perspektiver på byudvikling

Et spørgsmål om værtskab Af Christian Pagh cultural planner i VIA Design

– om samspillet mellem kulturudvikling og byliv

I de senere års stigende fokus på byer og byudvikling har kultur og især kulturinstitutioner spillet en betydningsfuld rolle. Det er der mange eksempler på.

Bilbaos Guggenheim og Seattles New Public Library er kendte, internationale arkitektur-ikoner, der ofte refereres til. Men også hvis man vender blikket mod Danmark, er der ambitiøse kombinerede kultur- og anlægsprojekter. Det ser man i de største byer som København, Århus, Odense og Ålborg, men også i stigende grad i mindre. Bare i hovedstadsregionen er blandt andre Køge, Roskilde og Helsingør på forskellig vis i gang med omfattende udviklingsprojekter med kunst og kultur som omdrejningspunkt. Overalt er det nye kulturinstitutioner, biblioteker, kulturhuse og faciliteter til vækstlag og kreative erhverv som driver – katalysator – for udvikling af nye byområder.

Der tænkes altså i stigende grad i sammenhæng mellem kulturliv og byliv – og mellem kulturinstitutioner og byudvikling. Især i Storbritannien og Australien, og i stigende grad også andre steder, taler man om cultural planning, hvor kultur i bredeste forstand tænkes ind i byudviklingssammenhænge. I Danmark taler man om kulturel byudvikling. Denne tendens er også så småt ved at melde sig i de mindre byer, hvor der er særlige udfordringer både i betydningen: at finde kulturelle fællesskaber – og i betydningen: højt niveau.

Fokus for denne artikel er de udfordringer, mindre byer står overfor i arbejdet med kulturorienteret byudvikling. Hvad er det for et problemfelt, der viser sig i dette diffuse område mellem byudvikling og kulturudvikling? Hvilke sammenhænge er der mellem kulturinstitutioner og byliv – og hvilke kan man forestille sig? Og hvad er der af gode eksempler, når man skal tænke over det at skabe byer og ikke bare bygge dem?

Kulturhuse – hinsides en bygning Hvis man er glad for kultur, kan man vel starte med at glæde sig over, at der er kommet så meget fokus på kultur i forhold til byudvikling? Eller kan man …? Ser man ud over de mange eksempler på udviklingsprojekter, tales der meget om vigtigheden

Kulturplaner

Detalje fra det kommende Kulturværftet i Helsingør. Byens nye kulturhus, som bl.a. skal rumme bibliotek. Illustration: Helsingør Kommune og Aart Arkitekter

af kultur. Alligevel er der en tendens til primært at tænke i hardware – bygninger, infrastruktur, anlæg. Mange drømmer om deres udgave af Bilbao. Men selv om det kan være fint med en flot bygning og en stærk kulturinstitution, reflekterer denne tilgang ikke umiddelbart over det komplekse samspil, der er mellem kulturliv og byliv – hinsides spørgsmålet om bygningen. Ikke mindst i mange mindre byer er der hverken publikum eller ressourcer til en ny ’klassisk’ kulturinstitution som et museum, et koncertsted eller et teater.

Når man taler om kultur, er der derfor behov for en grundig refleksion over, hvad det egentlig er, byen har brug for. Spørgsmålet bør stilles helt fundamentalt: Hvordan kan man overhovedet tænke en kulturinvestering i en samtidig lokal kontekst?

Hvordan vil vi mødes her og om hvad? Denne grundlæggende refleksion mangler ofte og resulterer i mange penge brugt på byggeri til traditionelle samværsformer, som ikke er på højde med samtidens kultur og kulturbrug.

I mange tilfælde er der i byudviklingssammenhænge stadig en tendens til at tænke institutioner på gammeldags manér – som aflukkede organismer, defineret af deres fysiske rammer. Netop den skarpe adskillelse mellem en institutions inderside og yderside, mellem bygning og by, forekommer gammeldags. Der er ingen nødvendighed i, at en bys kulturelle omdrejningspunkt, skal være et sted, have faste åbne- og lukketider og være tonet i institutionelle farver. Der mangler en mere grundlæggende refleksion over, hvordan byen og kulturinstitutionen – eller et andet indholdsorienteret kulturinitiativ – spiller sammen.

Eksempler på refleksive udviklingsprocesser Der er heldigvis eksempler på en øget bevidsthed om vigtigheden af spørgsmålet om, hvordan byudvikling og kulturudvikling kan spille sammen – og hvordan man kan arbejde på at skabe kreativ interaktion mellem forskellige aktører, brugere og fagligheder. I forhold til en mere traditionel tilgang til byudvikling og kulturanlæg satser eksempelvis udviklingsplanerne for Musiconområdet i Roskilde på brudflader, grænsebrydninger og overlap – både i tid og rum – mellem forskellige funktio-

69

70

Del 1 – perspektiver på byudvikling

Seattle New Public Library – tegnet af Rem Koolhass. Foto: Moody75/ www.flickr.com

ner. Her spiller offentligt initierede kulturprojekter sammen med en række andre aktører – på tværs af bygninger. En højskole opfordres til at dele faciliteter med et museum; et vidensmiljø til at dele kantine med en teknisk skole.

Denne aktive krydsprogrammering, hvor kunst- og kulturbyggerier funktionelt forbindes med andre institutioner og erhvervsbrug i stedet for at stå som isolerede ikonbygninger, udgør et visionært forsøg på at skabe en mere fleksibel, sammenhængende og integreret byudviklingsproces. Her viser kulturen sig ikke alene i form af et institutionelt fyrtårn, men som en allestedsnærværende dimension ved områdets infrastruktur – både den fysiske og den sociale.

På en beslægtet måde tematiserer Køge Kommunes Kulturplan for Søndre Havn en overordnet ambition om at forene et kulturhus med et helt område med kultur i fokus. Udfordringen er at tænke den kulturelle organisering og udvikling af hele området sammen med og samtidig med den mere håndfaste del af byudviklingen.

Kulturplaner

Det er ikke enkelt at skabe de organisatoriske strukturer, der tillader, at kulturidealerne kommer til orde i en udviklingsproces, hvor der også er benhård økonomi og byggeri involveret.

Den vanskelige, men uhyre vigtige opgave er at udvikle fleksible og dynamiske samarbejdsstrukturer, hvor både borgere og aktører i området kan komme til orde.

Især skal der skabes frugtbare relationer med stærke og kreative aktører i et område. Det liv og den kultur, der tegner byen, opstår ved langsigtet at styrke de netværk og kulturelle ressourcer og kompetencer, der allerede er i byen og regionen.

Her bør et kulturudviklingsinitiativ starte; ikke med en bygning.

Et afgørende skridt på vejen mod en mere indholdsbaseret udviklingsproces er at opbygge selvstændige, handlekraftige organisationsstrukturer, der kan give stemme til det kulturorienterede perspektiv, før der er bygget. Sådanne nye organisationer er under opbygning i Roskilde og foreslås i Køge. Det kan give mulighed for en refleksiv udviklingsproces, hvor indhold og rammer udvikles i dialog, over tid – før der står en kolos på lerfødder. Det gælder også for såvel Roskilde og Køge, at der arbejdes langt mere bevidst med foreløbige aktiviteter og med en ambition om at holde den overordnede planlægning på et minimum, således at man løbende kan korrigere kursen.

En sådan langsigtet, indholdsorienteret udviklingsproces som i Roskilde og Køge er interessant, for den kan skabe bedre muligheder for samspillet mellem kultursatsning og byliv. Men processen er også krævende og frustrerende. Det tager tid, og der drøftes abstrakte visioner, der nemt opleves som hot air. Der melder sig en række udfordringer for, hvordan en sådan proces kan faciliteres på en på én gang inspirerende og demokratisk måde.

At finde et sprog for det fælles Det er ikke nogen enkel opgave at stille spørgsmålet: Hvad skal et kulturinitiativ – evt. i form af kulturhus – i en by? I ethvert lokalt kulturinitiativ skal der bygges bro mellem et hav af modsatrettede ønsker for et forestillet fællesskab, der ikke umiddelbart viser sig som et ’vi’. En række forskelligartede ønsker og sprog skal mødes.

Planlægning og kultur. Det lokale og det udefrakommende. Professionelle og amatører. Hvordan kan der skabes forbindelser og relationer mellem disse forskellige aktiviteter og niveauer, så brugerne støder sammen, ser hinanden, inspireres – og helheden bliver mere end blot summen af enkeltdelene?

Inden for brugerdreven design arbejder man med udgangspunktet at lade mennesker komme til orde omkring deres ønsker. Det har vist sig at være et godt udgangspunkt at inddrage folk i det, man laver – ikke mindst i kultur- og byudvikling, hvor det, man laver, berører alle. Men inddragelse er ikke i sig selv nok til at skabe eller designe noget. Der fordres et krævende, kreativt tolkningsarbejde for at bringe folks oplevelser, følelser, ideer og tanker videre i form af konkrete ideer, designkoncepter og løsninger. Det gælder også, når der skal designes byer.

I en udviklingsproces kan kunstnere, kulturanalytikere og andre kulturkompetente mennesker spille en vigtig rolle ved at skabe form i kompleksiteten og udvikle de strukturer, hvorigennem folk mødes. Det afgørende er ikke her om, de er betitlede som 'kunstner' eller 'kulturanalytiker'. Det afgørende er, at processen indeholder et perspektiv, der rækker udover det strengt faglige og forholder sig åbent og nysgerrigt til, hvad der er, og hvad der kan blive – på en formmæssigt inspirerende måde.

Nogen skal skabe plads til at formulere de fælles spørgsmål og svar på dette, som sjældent kan stilles i de traditionelle fag- og forvaltningssprog.

Et spørgsmål om planlægning med kultur At skabe et kulturelt samlingspunkt – en bydel, et kultursted – er en opgave, der på mange måder ligner kunstnerens: at finde former, hvorigennem mening og betydning udveksles og skabes. I kunstnersammenligningen ligger også det aspekt, at man arbejder eksperimenterende, søgende i et socialt felt, hvor der ikke er nogen selvfølgelige løsninger. Den centrale pointe er, at kunst- og kulturkompetencer ikke først skal ind efter, der er bygget. Kreative og kulturorienterede arbejdsformer skal ind i selve udviklingsprocessen. Det er ikke kun planlægning for kultur, men også med kultur.

En kulturorienteret udviklingsproces kræver udvikling af evnen til at tale om det, der endnu ikke er. Der må aktivt arbejdes med sprog, billeder og eksempler for at gøre det, man vil, nærværende. Ligesom man må udvikle den måde, man samarbejder og diskuterer på. Form er ikke bare overflade; form er også en måde at skabe udviklingsbetingelser for kulturen. Billeder og eksempler inspirerer og konkretiserer og kan muliggøre en kvalificeret forholden sig til endnu ikke realiserede muligheder.

Dermed ikke sagt, at byplanlæggere, kulturledere og kommunalt ansatte skal arbejde som kunstnere. Men der kan skabes forståelse for den kreativitet, som det bureaukratiske og strukturelle arbejde skal kunne rumme. Og der kan investeres i

71

72

Del 1 – perspektiver på byudvikling

at udvikle disse kompetencer ved at samarbejde med kulturfolk, kunstnere og andre kreative aktører. Den anerkendte byudvikler Charles Landry lægger i bogen The Art of Citymaking vægt på at definere en bys kreativitet bredt. Kreativitet er ikke forbeholdt kunstnere og de kreative erhverv, men udfoldes alle mulige steder.

Udfordringen er at skabe rammer for, at denne civile kreativitet kan udfoldes. En primær opgave for udviklingen af en bys kulturliv er at skabe strukturelle rammer for, at der kan skabes kreative løsninger. Det handler ikke primært om at bygge noget flot og færdigt, men om igen og igen at være i stand til at håndtere ideer og muligheder.

Et spørgsmål om fællesskaber Hvis man løfter perspektivet lidt, kan man sige, at i en situation, hvor kulturlandskabet og lokalkultur i særdeleshed er præget af oplevelsen af en opløsning af eksisterende kulturer og strukturer, er ønsket om et nyt kultursted et spørgsmål.

Et spørgsmål om, hvordan vi mødes, og hvad vi vil opleve. Et spørgsmål om, hvad vores by skal være. Vi skriver jeg, fordi der i ønsket om et offentligt kulturhus er en forestilling om, at der er noget fælles, vi kan og vil i byen. Noget, der rækker ud over os som enkeltindivider og forbrugere.

Problemet er, at dette vi ikke er konstitueret. Det findes ikke som andet end en forestilling. Udfordringen, når man skal realisere dette uartikulerede kollektive ønske, er, at skabe forudsætningerne for, at det kan vise sig og så at sige finde sig selv. Hvem er vi, og hvad vil vi? Det er ikke længere et trygt foreningsmiljø eller et defineret kulturborgerskab. Dagens kultur er mere åben, foreløbig og diffus end tidligere. Kulturfællesskaber kommer og går i en fart. Men det betyder ikke, at de ikke findes – og slet ikke, at længslen efter fællesskaber ikke findes.

I for eksempel Michael Bays og Julie Ralunds bog Generation Netværk eller i Dorte Skot-Hansens og Susan Fazakerleys rapport Magiske Øjeblikke kan man se eksempler på de nye former, fællesskaberne finder hos unge kulturbrugere og -skabere.

Den tidligere Unicon-grund i Roskilde – nu Musicon Foto: Peter Schultz Jørgensen

Kulturplaner

Der er ingen tvivl om, at det fælles fylder meget, men også at det finder sted på nye måder, hvor også ønsker om åbenhed, hurtighed, fleksibilitet og selvstyring spiller en stor rolle. De unge vil være sammen med andre unge på løst koblede måder, der minder om den udvikling af communities, der findes på nettet. Det kunne være interessant for alvor at forholde sig til sådanne nye samværsformer og fællesskaber, når man tænker et kultursted – før man tænker over, hvor mange kvadratmeter, der skal være til ditten eller datten.

Et spørgsmål om fællesskaber At skabe et kulturhus handler i min optik om værtskab snarere end om bygning. Det handler om at skabe de rammer, der gør, at folk føler sig hjemme, kan mødes og kan folde sig ud. Det er kun mennesker, der kan finde de afbalancerede, originale løsninger og træffe de konkrete beslutninger, der netop gør, at et sted opleves som en succes. Og det, der gør, at huset ikke opleves som institution, men som et levende, dynamisk sted. Inde eller ude. I den ene eller den anden bygning. Det afgørende for begrebet om et kulturhus er, at det er kultur og ikke hus, der står i centrum.

At skabe et kulturhus handler nok så meget om stil, om gefühl, om kraft, om at turde give tingene retning og samtidig give plads til det uventede og det temporære.

Der er brug for en løbende, eksperimenterende, konkret udforskning af, hvad kunst og kultur er og kan. I den forstand må et moderne kulturhus i højere grad tænkes som et laboratorium eller værksted, hvor noget endnu ikke afgjort kan vokse frem.

Som en udforskning af, hvilke måder vi ønsker at være sammen på.

Værtskabmetaforen kan ses i denne sammenhæng: Opgaven for det velfungerende kulturhus – og den velfungerende bydel – er at skabe plads til nye relationer. Ved at ramme dem ind, give dem retning, sætte en dagsorden, der er anderledes end i supermarkedet, på vejen eller på cafeen (selv om kultur også kan finde sted der).

Et godt kultursted – evt. et hus – inspirerer netop ved at træde i karakter og tilbyde en særlig type interaktionsrum, hvor man kan møde mennesker eller oplevelser. Et sted, hvor det at være sammen og hvordan er på dagsordenen.

Skal man være stor i slaget kan man sige, at opgaven er at kuratere en moderne offentlighed, der ikke længere ved, hvordan den omgås sig selv. Det er ikke nemt, men vi har set, hvad der sker, når vi ikke prøver. Et kulturhus er ikke i sig selv et svar eller en løsning, men i sammenkædningen af kulturorganisation og byudvikling ligger der en interessant, udfordrende kobling, hvis omfang og muligheder vi kun er ved at se begyndelsen af.

Bottom line: balance mellem udvikling af software og investering i hardware For at samle op: I forhold til den store interesse for kultur i byplanlægningssammenhæng er der et reelt behov for, at man tænker strategisk i forhold til indholdsudvikling – og ikke kun i udvikling af rammer for kultur i form af bygninger – hardware.

At skabe en velfungerende bydel eller et velfungerende kulturhus skal forstås og håndteres som en udfordrende organisatorisk og kreativ opgave i egen ret. Der er tale om en opgave, der ofte ikke tildeles den opmærksomhed og de ressourcer, der skal til. Og en opgave, hvor der ikke skabes de rammebetingelser, der får konkrete kreative løsninger og gode ideer til at blomstre.

Der er få byer, der mangler mursten, men mange der mangler levende miljøer, strukturer og kompetencer, der skaber liv bag og mellem murene – og skaber sammenhæng mellem det, der sker inden for murene og udenfor. Anlægsinvesteringer kan ikke erstatte den konkrete kulturelle akupunktur, der får en by til at leve. Der er ikke brug for et hav af kloner af Guggenheim eller Seattle New Public Library.

Softwaren – det strategiske organisations- og indholdsarbejde – skal styrkes for, at de forhåbninger, der ligger bag investeringen i hardwaren, kan indløses.

73