Coronatanker i en svær tid

Samfundet er lukket ned, sommerens mange arrangementer er aflyst, og vi kan se frem til en international finansiel krise, som kan overgå krisen fra 2007. Coronavirussen har gjort sit indtog i Danmark, men lad os bruge tiden på at reflektere over, om vi kan få noget godt ud af krisen.

CORONALIV ELLER NORMALT LIV?

Af Tanya R. Miguel Petersen, stud.cand.comm., RUC

Til sommer bliver jeg færdig med min kandidat i Kommunikation og Arbejdslivsstudier fra Roskilde Universitet. Den dag har jeg set frem til i mange år. Men jeg havde i min vildeste fantasi ikke drømt om, at vi ville stå over for en usynlig fjende, som ville lukke det halve af verden. Som studerende er campusser lukket helt ned, og biblioteker med værdifuld viden er ikke til at få fat på. Fjernundervisning er blevet det nye sort, og desværre oplever jeg, at mange af mine studiekammerater kæmper med deres afsluttende opgaver, fordi planer om empiriindsamling og laboratorieforsøg ikke kan foregå som forventet.

For mit vedkommende kan jeg til juni se frem til at skulle forsvare mit speciale via Skype. Her skal jeg sidde i eget hjem foran computeren i 30 minutter og håbe på, at internetforbindelsen holder, og at jeg ingen forstyrrelser får i løbet af den tid. For mig har det været en svær ting at acceptere antiklimakset i, at jeg og mange andre afsluttende studerende bliver dimittender med ét klik på læg-på-knappen. Hele atmosfæren ved at dresse op om morgenen, turen til campus, håndtrykket med vejleder og censor, de spændtventende familiemedlemmer og venner udenfor, billeder af den glade dimittend og selve fejringen af afslutningen af et langt uddannelsesforløb – alt er aflyst. det hele var meget lettere. Jeg ønsker end ikke for min værste fjende at vedkommende skal opleve, hvordan kontrollen over eget liv lægges i andres hænder. Det er bare det, der er sket for befolkningen nu. Og det gør ondt på mange.

Til det har jeg kun én ting at sige: Velkommen til kronikerlivet! Tanya, fysisk handicappet

“The more things change, the more they stay the same” Men trods vilkårene for min afsluttende eksamen er det alligevel ikke, fordi min hverdag som sådan har ændret sig markant. Selvfølgelig har jeg som én i risikogruppen tidligt i forløbet haft ondt i maven over, hvad der ville ske, hvis jeg blev ramt af corona. Jeg har skruet op for forholdsregler ift. at se folk omkring mig, og jeg afholder mig mest muligt fra at handle ind selv. Det er bare ikke det, jeg har studset mest over i denne tid.

Jeg har flere steder set sure opstød fra folk på min daglige gang på Facebook, LinkedIn og Twitter. Alle steder er folk rastløse, fordi de er forvist til hjemmets fire vægge. De savner hverdagen med alle mulighederne; tiden hvor

Til det har jeg kun én ting at sige: Velkommen til kronikerlivet! Som kronisk syg med handicap har jeg ofte hverken penge eller overskud til at se mine veninder, tage ud at spise, shoppe, gå i biografen, gå i byen eller gå en tur i Københavns gader og stræder. Når jeg har mine dårlige smertedage (og dem er der mange af), er jeg som regel lænket til min seng. Her kommer Netflix ofte til undsætning, når jeg altså ikke bruger tiden på at sove, fordi energien er brugt helt op. Det er min normale hverdag, men jeg mangler bestemt ikke livskvalitet.

Et lyspunkt i en svær tid Jeg ved, at coronakrisen oveni det normale liv gør det endnu sværere at være til for mange. Alligevel ser jeg, at flere unge mennesker med sygdomme deler råd og optimisme med befolkningen, ift. at krisen kun er midlertidig. Med udgangspunkt i at deres coronakriseliv faktisk er lig deres normale liv, forsikrer de seere og lyttere om, at alt bliver okay igen. Lyspunktet er, at resten af befolkningen har fået øjnene op for, at der er mennesker i det danske samfund, hvis liv begrænses af noget ukontrollerbart, men som stadig formår at leve et godt liv.

Når samfundet åbner igen, og ALLE udflugtsmuligheder tages til med kyshånd, kan jeg selvfølgelig godt blive en anelse bekymret for, om kronisk syge og mennesker med handicap igen glemmes. Men vi kan altid håbe på, at flere forstår sig på kronisk syge, fordi livet med corona netop er en smagsprøve på at leve som kronisk syg.