Spasseren taler igen

Min nye digtsamling er ENDELIG på bogmarkedet

Du kan købe bogen på saxo.com

Af Sofie Berner Møller!

Intro og ide:

Så er ventetiden ENDELIG ovre, for min nye digtsamling “Og SÅDAN er det – Spasseren taler IGEN!” er på gaden. Ikke nok med at det er sandt, så er det også digtsamlingens titel! I denne min anden digtsamling har jeg særligt lagt vægt på, at digtene skulle have en vis dybde og mening. De skulle blandt andet handle om mit eget syn på verden og ikke bare “Roser er røde. Violer er blå” eller almindeligt navlepilleri.

Der er flere, som har spurgt mig, om jeg altid skriver meget, f.eks. i perioder hvor jeg ikke har andet at give mig til. Men sådan hænger min skrivelyst og inspiration ikke sammen. F.eks. sidder jeg lige nu hjemme i min lejlighed i Stege på Møn under coronakrisen og skriver på dette indlæg til Nutidens Unge, og ordene kommer ikke bare sådan lige til mig, nu hvor jeg ellers skal bruge dem. Jeg må kæmpe for at få dem frem i hovedet. Inden coronaudbruddet i Danmark fandt jeg bl.a. på mange af digtene i samlingen i min normale hverdag, hvor jeg brugte tid på ture i svømmehal, træningscenter, foredrag, ridning, Team Tvíling, kunst m.m. Herudover har jeg også fundet inspiration på mine udenlandsrejser, bl.a. til Israel/Palæstina med Egmont Højskolen i 2019, og på mine meget gerne daglige køreture alene i min ełkørestol rundt i Stege på Møn, Jeg føler et enormt stort frirum på mine ture alene, hvad enten jeg kører rundt i Stege eller rundt på landet hos mine forældre ved landsbyen Keldbylille, der også ligger på Møn. Her har jeg min Kadcat, som er en form for handicap-ATV. Her har jeg mulighed for at køre

– Og SÅDAN er det!

helt for mig selv i mine egne “digtertanker” og oftest helt uden at møde et eneste menneske på min vej. Jeg spørger ofte mig selv, om jeg er en enspænder. Måske er jeg det til en vis grænse, men omvendt interesserer jeg mig også enormt meget for andre mennesker og søger tit efter noget at spejle mig i, selvom det til tider godt kan være meget svært for mig at finde.

I GANG og SKRIV – Og SÅDAN er det! I modsætning til titlen på min første digtsamling "Åbent hjerte – spasseren har talt", ønskede jeg, at titlen på min nye digtsamling gerne måtte være en anelse mere opsigtsvækkende. Kort sagt ville jeg gerne fange folks opmærksomhed endnu mere og ikke bare sælge mig selv som den dygtige pige med et handicap, der skriver digte. Jeg ville vise verden, hvem jeg er. Men samtidig også lade mine læsere tolke mine digte frit, som de vil. Derfor mener jeg, at en ægte poet og forfatters allerfornemmeste opgave er at få læserne til at lege med fantasien og i sidste ende få dem til at digte videre og danne deres egne moraler på det, som forfatteren eller digteren har skrevet. Netop dette ønsker jeg, at mine læsere skal gøre, når de læser min nye digtsamling. Jeg kunne da også sagtens vælge at være ĺidt stornæset som lyriker ved at påstå, at mine digte har et helt bestemt budskab, som jeg som digter ønsker at få ud til mine læsere, men hvad får mine læsere så selv lige ud af at læse mine digte? Hvordan udvider jeg så deres horisont, hvis ikke jeg også lige får dem til at tænke lidt selv?

Den nye digtsamling i kassen – Og SÅDAN er det! Jeg må nok indrømme, at selve sķriveprocessen og sammensætningen af min nye digtsamling var noget mere overskuelig at gå i krig med, når jeg sammenligner med den første. Jeg havde en arbejdsplan i hovedet fra sidst og vidste på en måde, hvor jeg ville hen! Ligesom sidste gang med "Åbent hjerte – spasseren har talt" fik jeg assistance til indskivning af samlingen af min meget tætte hjælper/ spasser-passer Mariann Hald.

Inden vi påbegyndte selve sammensætningen af digtsamlingen, havde jeg en ret klar forestilling om dens form og udtryk, som meget gerne skulle kunne fange mine læseres opmærksomhed. Nogle af mine tanker og ideer til digtsamlingen blev til virkelighed, mens andre blev genovervejet af Mariann og mig. Nye ideer kom desuden til undervejs i processen. Jeg havde f.eks. tænkt på, at forsiden på bogen skulle være det foto, som nu pryder bagsiden. Billedet forestiller mit dyrebare stjernesmykke fra min elskede morfar med min knyttede hånd som baggrund. Desværre viste dette foto sig ikke at være lige så iøjnefaldende, som jeg havde tænkt mig, da det blev fremvist på pc'en. Men med – det skulle det. Så "Morfars stjerne", fik sin æresplads på bagsiden. Min idé til digtsamlingens kapitler blev til gengæld sådan, som min tanke var fra starten af. Jeg tænkte, at temaet "Dag med en sindstilstand" var noget, som alle mennesker godt kan relatere til og genkende fra hverdagen – for hvem har ikke prøvet at have både en "Blomster dag" og en "Tidsel dag"? Jeg var også rigtig i det kreative hjørne under min arbejdsprosses denne gang. Derfor gik jeg i krig med at tegne alle tegningerne til digtsamlingen, mens Mariann indskrev.

Nu kom digtsamlingen endelig til at tage sin rette form på Marianns pc, og vi kunne overlade arbejdet til korrekturlæserne, min mor, Gitte Møller, og min ældre veninde, Marian Olsen. Efter korrekturlæsningen var min anden digtsamling lige ved og næsten klar til, at vi trykkede på sendķnappen til netforlaget Books on demand, som vi også brugte til at udgive "Åbent hjerte – spasseren har talt" i sin tid.

Vi manglede dog stadig at få løst dilemmaet med forsiden! Vi skulle bruge et billede, der på en måde råbte ordene: "Og SÅDAN er det", direkte ud til læserne. Her slog det os pludselig, at billedet fra min tale på den store "Røst dag" på Egmont Højskolen i 2018 nærmest var skabt til at komme til ære og værdighed på bogens forside. Jeg havde også på fornemmelsen, at denne forside ikke er en, man lige går forbi i boghandlen. Nu med forsiden hjemme var tiden ENDELIG kommet til at trykke på den gyldne send-knap på pc'en! Mariann og jeg smilte til hinanden med stolthed og vished om, at om få uger ville min anden digtsamling være på gaden – Og SÅDAN er det!