5 minute read

Kollektiv hjemmeundervisning

Af Seid Civic Fotograf: Senaid Civic

Lidt om mig Jeg vil gerne starte med at introducere mig selv. Mit navn er Seid, og jeg er 16 år gammel. Jeg går (eller gik) på Østre Skole i Thisted. Jeg er født med Caudal Regressionssyndrom og har siddet i kørestol, så længe jeg kan huske. I denne artikel vil jeg gerne skrive lidt om min oplevelse med vores relativt uventede corona-ferie.

Advertisement

Før karantænen Klokken slog 10, og frikvarteret var slut. 9.A gjorde sig klar til samfundsfag med de manérer, som man typisk forventer af teenagere i vores alder. Da vores lærer endelig fik ro i klassen, var der stadig tydelig spænding blandt eleverne; rygtet om lukning af skolen var blevet meget populært. Emnet prægede den ellers meget civiliserede stemning på tværs af klasserne. Min bedste ven, Tristan, var allerede om morgenen godt i gang med at dele desinfektionsservietter ud til eleverne, for han kunne åbenbart læse pandemier bedre end de fleste mennesker omkring os.

Jeg husker ikke, hvem det var, men der var en der rakte fingeren op og stillede sprøgsmålet: “Birthe (det er ikke hendes rigtige navn), tror du, at skolen vil lukke ned?” Et sikkert smil dukkede op på lærerens ansigt. “Det tror jeg ikke,” svarede hun med godt tryk på ordet “ikke”, for hun var ret sikker på, at det her ikke ville eskalere til noget stort. Men hvem kunne vide, at regeringen stort set ville lukke hele landet ned senere samme dag.

Jeg er bare én af de knap 70.000 elever i Danmark, der går i niende klasse og én af de knap 700.000 elever, der generelt går i grundskolen. Ikke nok med, at det selvsagt er rigtig mange mennesker, så betyder det også, at 70.000 elever sidder fast i deres hjem i en tid, hvor de meget snart skal starte på et nyt kapitel, nemlig afgangsprøverne. Jeg er

en af dem, der skal modtage al vejledningen via internettet, og som fortsætter sin skolegang under hjemlige men også forvirrende omstændigheder.

En ny hverdag Det startede stort set med en vigtig bekendtgørelse af vores skoleinspektør, som kom kort efter Mette Frederiksens pressemøde den 11. marts. Her gentog han statsministerens vigtigste pointer og rådede os til at blive hjemme de næste to uger (juhu!). Det betød selvfølgelig, at vi fik vores opgaver gennem internettet, hvilket hurtigt udviklede sig til en masse arbejde. Der var i hvert fald nok til, at jeg brugte mere tid på at udarbejde en ordentligt oversigt over mine lektier end rent faktisk at lave dem. Min produktivitet nåede i hvert fald et meget lavt niveau, indtil jeg indså, at det ikke er nogen særlig fornuftig arbejdsmetode at udskyde sine opgaver, især ikke hvis man først står op klokken 11 om formiddagen.

Blandt lektierne var fx en dusin sider tyske grammatikopgaver, to billedanalyser, en aflevering om 9/11, en film om Rwanda, jeg ikke havde adgang til, et kvarters fremlæggelse om Josef Stalin og hans løjer, seks tekster om amerikansk historie, 22 sider tyske tekster om at være anderledes, en masse noter inden for kulturfag, en færdighedsprøve, en læseprøve, to forløb inden for naturfag og en røvfuld andre ting, vi stort set alle selv havde ansvaret for at lave.

Mine søskende og jeg var på mange tidspunkter overbeviste om, at vi havde flere lektier for nu, end da vi rent faktisk gik i skole. Nu tvivler jeg en smule på de bemærkninger. Jeg tror, at det bare var os, der var dovne.

Men at lave lektier gennem internettet er ikke helt nyt for os eller mig. Individuelle elektroniske apparater til elever begynder

hurtigt at blive en normalitet i undervisningen, derfor ændrer corona ikke særlig meget ift. opgaver for mig, udover at jeg ikke behøver at ankomme til selve undervisningslokalerne.

Hvad der i virkeligheden påvirker min skolegang, er det faktum, at vi gennemgår vores afgangsprøver på utraditionel vis på grund af corona.

En skræmmende tanke Her på det seneste har vi haft en del onlinemøder vedrørende vores eksamener. Her har vi gennem Google Meet mødt op på forskellige tidspunkter og trukket vores emner til de forskellige fag. Vi har indtil videre fået ansvaret for at forberede fremlæggelser, der i alt svarer til mere end 2 timer og 30 minutter. Dog er det ikke hér, problemet opstår. I princippet ville vi alligevel få det ansvar pålagt, men hvad der i virkeligheden påvirker os, er den mængde vejledning, vi har til rådighed. Vi har for eksempel ikke mulighed for at være fælles i klasselokalet og stille spørgsmål, som måske ville have gavnet hele klassen at få besvaret. Lærerne gør deres bedste for at hjælpe os på rette vej, men det er svært, når svartiderne på f.eks. Aula kan være ret lange.

En bizar tanke er, at vi i princippet vil opleve folkeskolens afgangsprøver én gang i vores liv, men denne gang er der en hel årgang, som vil opleve dem på en helt anden måde end tidligere årgange. Disse eksamensudtræk er vores virkelighed. Vi kommer ikke til at vide med sikkerhed, hvad et rigtigt eksamensforløb ville have været for os, for når vi i fremtiden ser tilbage på denne vigtige tid i vores liv, så har vi en helt anden historie at fortælle, end langt de fleste mennesker vil have.

I princippet burde jeg måske have arbejdet med disse fag i stedet for at skrive denne artikel, men at tage en pause fra den hårde virkelighed er også vigtigt for os mennesker. Det er svært at tænke på, at alt dette kunne have været helt anderledes. Vi kunne have siddet i lokalerne og lyttet, mens vores lærere snakkede om, hvordan man gennemgår en eksamen. Vi kunne have snakket om vores problemstillinger ansigt til ansigt, men i stedet foregår det over Facetime og Messenger.

Men hvad der trøster mig, er tanken om, at vi måske til gengæld får mere forberedelsestid. Vi er som sagt ikke afhængige af stramme skoleskemaer. Vi har mulighed for at lave alle opgaver derhjemme, hvilket måske gør virkeligheden en smule lettere. Men jeg ved intet med sikkerhed. Det er jo trods alt min og vores første gang, at vi står over for disse ting.

Nye muligheder Hvad end der kommer til at ske, så er det vigtigt, at vi alle benytter denne mulighed. Nu har du formodentlig ingen grund til at sige, at du ikke har tid til at dyrke dine hobbyer, for du sidder jo isoleret fra alt, der kan distrahere dig. Nu kan du endelig lære at spille på et instrument, skrive en bog, lære et sprog og alle mulige ting, som du måske har lyst til at opnå. Min nye daglige rutine har for eksempel bestået af at tegne mere, skrive mere, spise mere, træne mere, spise mere, lave lektier, spise mere, sove mere… ja OK, måske skal jeg også selv begynde at tage mig lidt sammen. Men når alt kommer til alt, så handler det jo om at skabe en bedre virkelighed for os selv i disse hårde tider.

1) Kilde: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/ uddannelse-og-viden/fuldtidsuddannelser/grundskole og https://www.uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/ elevtal-i-grundskolen

This article is from: