ARTIKEL
KOLLEKTIV hjemmeundervisning Af Seid Civic Fotograf: Senaid Civic
Lidt om mig Jeg vil gerne starte med at introducere mig selv. Mit navn er Seid, og jeg er 16 år gammel. Jeg går (eller gik) på Østre Skole i Thisted. Jeg er født med Caudal Regressionssyndrom og har siddet i kørestol, så længe jeg kan huske. I denne artikel vil jeg gerne skrive lidt om min oplevelse med vores relativt uventede corona-ferie.
Før karantænen Klokken slog 10, og frikvarteret var slut. 9.A gjorde sig klar til samfundsfag med de manérer, som man typisk forventer af teenagere i vores alder. Da vores lærer endelig fik ro i klassen, var der stadig tydelig spænding blandt eleverne; rygtet om lukning af skolen var blevet meget populært. Emnet prægede den ellers meget civiliserede stemning på tværs af klasserne. Min bedste ven, Tristan, var allerede om morgenen godt i gang med
18
at dele desinfektionsservietter ud til eleverne, for han kunne åbenbart læse pandemier bedre end de fleste mennesker omkring os. Jeg husker ikke, hvem det var, men der var en der rakte fingeren op og stillede sprøgsmålet: “Birthe (det er ikke hendes rigtige navn), tror du, at skolen vil lukke ned?” Et sikkert smil dukkede op på lærerens ansigt. “Det tror jeg ikke,” svarede hun med godt tryk på ordet “ikke”, for hun var ret sikker på, at det her ikke ville eskalere til noget stort. Men hvem kunne vide, at regeringen stort set ville lukke hele landet ned senere samme dag. Jeg er bare én af de knap 70.000 elever i Danmark, der går i niende klasse og én af de knap 700.000 elever, der generelt går i grundskolen. Ikke nok med, at det selvsagt er rigtig mange mennesker, så betyder det også, at 70.000 elever sidder fast i deres hjem i en tid, hvor de meget snart skal starte på et nyt kapitel, nemlig afgangsprøverne. Jeg er
en af dem, der skal modtage al vejledningen via internettet, og som fortsætter sin skolegang under hjemlige men også forvirrende omstændigheder.
En ny hverdag Det startede stort set med en vigtig bekendtgørelse af vores skoleinspektør, som kom kort efter Mette Frederiksens pressemøde den 11. marts. Her gentog han statsministerens vigtigste pointer og rådede os til at blive hjemme de næste to uger (juhu!). Det betød selvfølgelig, at vi fik vores opgaver gennem internettet, hvilket hurtigt udviklede sig til en masse arbejde. Der var i hvert fald nok til, at jeg brugte mere tid på at udarbejde en ordentligt oversigt over mine lektier end rent faktisk at lave dem. Min produktivitet nåede i hvert fald et meget lavt niveau, indtil jeg indså, at det ikke er nogen særlig fornuftig arbejdsmetode at udskyde sine opgaver, især ikke hvis man først står op klokken 11 om formiddagen. Blandt lektierne var fx en dusin sider tyske grammatikopgaver, to billedanalyser, en aflevering om 9/11, en film om Rwanda, jeg ikke havde adgang til, et kvarters fremlæggelse om Josef Stalin og hans løjer, seks tekster om amerikansk historie, 22 sider tyske tekster om at være anderledes, en masse noter inden for kulturfag, en færdighedsprøve, en læseprøve, to forløb inden for naturfag og en røvfuld andre ting, vi stort set alle selv havde ansvaret for at lave. Mine søskende og jeg var på mange tidspunkter overbeviste om, at vi havde flere lektier for nu, end da vi rent faktisk gik i skole. Nu tvivler jeg en smule på de bemærkninger. Jeg tror, at det bare var os, der var dovne. Men at lave lektier gennem internettet er ikke helt nyt for os eller mig. Individuelle elektroniske apparater til elever begynder
NUTIDENS UNGE
