2 minute read
Filmanmeldelser
5 OSCARVINDENDE KORTFILM MAN BURDE SE I KARANTÆNEN
Af Seid Civic
Advertisement
Det er måske lidt svært at orientere sig i verdens nuværende situation. Ud af ingenting har man pludselig fået en masse tid til rådighed, hvilket måske frembringer nogle spørgsmål. Bl.a. ved man ikke helt, hvad man kan lave i karantæne. Derfor har jeg samlet 5 kortfilm med en samlet tid på godt og vel halvanden time, som hver isæ r har vundet en Oscar for bedste kortfilm. Her vil jeg give jer en lille indsigt i, hvad filmenes kvaliteter er, så I ved, hvad I leder efter.
THE NEIGHBORS’ WINDOW (DRAMA, KÆRLIGHED)
RESUME: Da et ungt par flytter på den anden side af gaden, begynder Alli at reevaluere sit liv med familie og ansvar.
ANMELDELSE: Filmen er en velskabt fortælling om kærlighed, misundelse og taknemmelighed. Her lærer man at spørge sig selv, om naboens plæne egentlig er grønnere end ens egen, og den kommer med et godt og simpelt eksempel på, at misundelse skader os selv mere, end hvad vi går rund t og tror. Filmen krydser ingen scenografiske grænser, men den frembringer en vigtig problemstilling, vi alle har godt af at gennemtænke.
Seid-score: 6,5/10
HELIUM (FANTASY, DRAMA)
RESUME: Drengen Alfred er alvorligt syg, men ved hjælp af pedellen Enzos fortryllende historier om det hinsidige kaldet Helium, genvinder han glæden i den barske tid.
ANMELDELSE: Vi har til opgave at frembringe glæden hos de personer, der har brug for det. Filmen er en smuk historie, som lærer os om medmenneskelighed, hvilket den leverer med fine tekniske virkemidler og overskuelig dialog og dram aturgi.
Seid-score: 7/10
GOD OF LOVE (KOMEDIE, KÆRLIGHED)
RESUME: En sanger får endelig sine bønner om kærlighed opfyldt, da han en dag modtager en æske kærlighedsfremkaldende dartpile.
ANMELDELSE: Hvis du hellere vil bruge tid på en mere komisk film, så er God of Love sikkert noget for dig. Det er en ret underholdende fortælling, som leveres med meget stor charme og kontrol. Filmen føles velovervejet, skuespillet er godt, og det tekniske er on point. Der er ikke særligt meget at kritisere, så hvis din primære målsætning ikke er et subversivt eller dybt budskab, så anbefaler jeg denne kortfilm.
Seid-score: 7,5/10
CURFEW (DRAMA)
RESUME: En selvdestruktiv mand modtager et opkald fra sin fjerne søster. Hun beder ham om at passe på hendes datter for en nat. Kan den her nat ændre hans virkelighed?
ANMELDELSE: For rigtig mange mennesker er det svært at leve, endda for deres egen skyld. Men hvis man ikke kan det, kan man så leve for andres? Curfew sætter pris på menneskets natur og vores vilje til at gå igennem det værste i livet, ikke for os, men for vores nærmeste.
Seid-score: 8/10
VALGAFTEN (KOMEDIE, DRAMA)
RESUME: På vejen hen til valglokalerne støder idealisten Peter på nogle racistiske taxachauffører og deres stødende bemærkninger.
ANMELDELSE: Racisme er en meget snørklet ting, og det er vigtigt, at vi erkender det. Valgaften leverer denne problemstilling på en meget indtagende måde, hvilket nok er filmens stærkeste side. Den er subversiv, komisk og aldeles underholdende at se på.
Seid-score: 8/10