Ung, handicappet og psykisk sårbar

Af Ann-Katrine Kviesgaard

Når man kommer kørende hen ad gaden i sin kørestol, ser andre ikke andet end en handicappet person. Men der ligger så meget andet bag mennesket i kørestolen. Psykiske problemer er i lige så høj grad en del af hverdagen for mange mennesker med handicap.

Selv følte jeg, at det var en voldsom omvæltning at ende i kørestol efter min fejlslagne hjerneoperation. Det gjorde, at min spiseforstyrrelse brød ud i lys lue Min krop ændrede sig, benene blev tyndere, fordi musklerne ikke var aktive længere, og min vægt fordelte sig over min overkrop og min bagdel. Jeg følte, at jeg havde mistet kontrollen over mit liv, og jeg havde et enormt behov for at finde kontrollen over min hverdag. Uheldigvis havde jeg erfaring med, at jeg kunne genvinde kontrollen ved at kontrollere min spisning. Jeg ville blot tabe tre kg og håbede på, at dette ville fjerne min nytilkomne delle på maven. Men vægttabet tog over kort tid overhånd, og i stedet for de tre kg tabte jeg 14 kg, og jeg endte på 46 kg.

Jeg startede i behandling på Center for spiseforstyrrelser i Herning. Det første stykke tid bevilligede centret, at hjemmeplejen måtte tage med som min ledsager. Dette var både for, at de kunne støtte mig i hverdagen, når jeg kom hjem, samtidig med at de skulle hjælpe mig på toilettet, mens jeg var der. Efter et stykke tid forsvandt denne bevilling, og jeg fik i telefonen at vide, at hvis jeg ikke kunne tage en ble på, var vi nødt til at aflyse behandlingen, da det ikke var deres opgave at hjælpe mig på toilet. Det var så nedværdigende, og jeg følte mig virkelig ikke som et anstændigt menneske. Heldigvis ændrede de denne holdning senere, og de ville pludselig gerne hjælpe mig, mens jeg var der.

Jeg formåede på trods af deres hjælp ikke at tage på. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle starte i dagbehandling tre dage i ugen. Her følte jeg mig virkelig handicappet, da jeg fik at vide, at det ikke kunne blive i Herning, fordi centret ikke havde forhold, der var tilgængelige for kørestolsbrugere. Derfor skulle jeg starte i Aarhus, hvilket resulterede i en over to timer lang køretur til og fra hver dag. De skal dog have, at de er smadderdygtige, og jeg er sikker på, at de sammen med mig og min viljestyrke nok skal hjælpe mig på rette vej igen. Jeg håber blot, at mennesker vil se mennesket bag handicappet, og på den måde også være opmærksomme på, at mennesker med handicap på lige fod med mennesker uden handicap kan lide af psykiske problemer og have behov for samme behandling for at få et godt liv.

Coronakrisen har hverken gjort det nemmere for de psykisk sårbare eller mennesker med handicap uden psykisk sårbarhed. Jeg oplever en stigende ensomhed, fordi jeg ikke længere kan være sammen med de mennesker, som betyder så meget, for at få min hverdag til at fungere. Nervøsiteten om, hvornår hjemmeplejen bliver ramt i en sådan grad, så dele af min pleje ikke vil kunne gennemføres længere, fylder også en del. Det skaber et øget stressniveau, som kan være svært at håndtere. Jeg håber ligesom alle I andre, at vi snart kan komme ud på den anden side af krisen og vende tilbage til det liv, vi alle holder af.

ANNONCER