3 minute read

Når krænkelseskulturen nogensinde til handicap området?

Next Article
Indmeldelse

Indmeldelse

Når krænkelseskulturen nogensinde til handicapområdet?

Da jeg skrev speciale under Danmarks nedlukning, tog jeg bl.a. udgangspunkt i forskeren Susan Wendell, som har et handicap. Hendes pointe er, at samfundet skaber mange handicap, og at det dermed også er op til samfundet at eliminere dem igen. Men hvis ikke samfundet får øjnene op for handicapområdets problematikker, bliver det aldrig bedre.

Advertisement

NÅR MAN IKKE ER SOM ALLE ANDRE

Af: Tanya R. Miguel Petersen, cand.comm.

Menneskelige termer og opfattelser er ikke statiske. Den forestilling deler mange, og det samme vidner den aktuelle krænkelseskultur om (en kultur, hvor man trækker sin støtte til offentlige personer eller virksomheder, ofte med henblik på at vise disse personer og/eller virksomheder, at deres handlinger/opfattelser bidrager til diskrimination, stigmatisering og racisme, red.). Og ofte giver det god mening at reflektere over den nuværende praksis og søge alternative veje, da tiden og måden, vi taler om ting på, ændrer sig konstant. Vi bør derfor tage navne, termer og opfattelser op til revision, da vores automatisk anlagte forståelser kan indeholde undertrykkende implikationer, som vi ikke lægger mærke til.

Men det er som om, at krænkelseskulturen er stoppet ved handicapområdet. At handicap stadigvæk ligger så fjernt fra den gængse befolkning, at det ikke inkluderes i debatten. Og det er ikke, fordi der ikke er nok ‘krænkelsesmateriale’ til stede på handicapområdet. Tro mig; der er flere steder, som kræver opmærksomhed.

Vi bør derfor tage navne, termer og opfattelser op til revision, da vores automatisk anlagte forståelser kan indeholde undertrykkende implikationer, som vi ikke lægger mærke til. Citat: Tanya, lever med handicap

Du er velkommen, hvis du er ung, sund og har en høj ydeevne Især på arbejdsmarkedet går det den forkerte vej. Tempoet i samfundet øges til stadighed, og med det følger en risiko for, at flere får et handicap. Ikke blot grundet fysiske indsatskonsekvenser i forhold til at være hurtigere, men ligeledes fordi færre mennesker kan imødekomme forventningerne til en ‘normal’ ydeevne. Og vi har alle fysiske og mentale grænser for, hvor meget vi kan yde.

Men også arbejdsmarkedets organisering er med til at forværre tilværelsen for personer med handicap. Her er den offentlige og private verden splittet på en uhensigtsmæssig måde, hvor individer med handicap forvises til den private verden, hvorimod den offentlige verden kun byder sundhed, høj ydeevne samt individer uden handicap velkommen. Og ofte er det svært for personer uden handicap at se problematikken, da de allerede passer ind i samfundets sociale paradigmer.

Netop den problematik bliver dog især synlig, når personer med sygdom, smerte eller en uønsket krop forsøger at træde ind i den offentlige verden. Fordi der er en forventning om, at vi overholder samfundets sociale normer og regler, er det ofte nemt at få øje på dem, der skiller sig ud. Og det bliver ofte op til de ‘unormale’ at forsvare, hvordan de kan indgå i det i ‘normale’ samfund. Men bør det ikke være omvendt? Ikke at ansvaret skal ligge hos enkelte individer, men snarere hos samfundet, som dermed kan etablere en ny norm?

Er coronakrisen endelig et lyspunkt? Da coronakrisen var på sit højeste, fik flere arbejdsgivere øjnene op for alternative måder at arbejde på – eksempelvis hjemmefra. En undersøgelse fra Epinion viste netop, at hele 59 pct. af de adspurgte ledere i det offentlige og private sandsynligvis ville ansætte en person, som arbejder helt eller delvist hjemmefra. Og her strejfede tanken mig, om det også ville have betydning for personer med handicap. I min situation vil helt eller delvist hjemmearbejde øge mine chancer for et arbejde. For nogle gange er jeg for syg til at komme uden for en dør, men ikke syg nok til ikke at kunne arbejde. Desværre viste samme undersøgelse også, at den sandsynlighed faldt markant, hvis personen har et handicap. Her var tallet henholdsvis 31 pct. for personer med et fysisk handicap og 20 pct., hvis personen havde et psykisk handicap.

Så som vi kan se, er der nok ‘krænkelsesmateriale’ til stede på handicapområdet. Det skal bare frem i lyset, så alle kan se det.

This article is from: