Hvorfor har mennesker med handicap så svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet?

DEBATINDLÆG Hvorfor har mennesker med handicap så svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet ? ?

Af: Mikkel Christensen

De senest offentliggjorte tal på beskæftigelsesområdet fra 2016 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (nu Vive) viser, at 51,2 procent af de 16-64-årige med et handicap var i beskæftigelse. Dette tal lå helt oppe på 78,9 procent for personer uden handicap. Hvad skyldes den forskel? Manglende uddannelse, erfaring eller noget helt tredje?

Hurra! Nu er jeg færdiguddannet. Nu skal jeg ud at ændre verden og gøre den til et bedre sted. Jeg skal ud at lande drømmejobbet.

Det er nu mere end fire år siden, jeg færdiggjorde min lange videregående uddannelse inden for kommunikation på Syddansk Universitet i Odense. Det virker som et godt tidspunkt at gøre status. Har jeg ændret verden, gjort den til et bedre sted, og har jeg frem for alt landet drømmejobbet?

Til alle tre spørgsmål kan jeg desværre svare blankt nej, Verden har omvendt ændret mig, og nu har jeg bare en drøm om at få et job.

Indrømmet. Det lyder utroligt selvudslettende. Hvor er gejsten og glæden? Den er lige så stille sivet ud af mig, som en ballon der mister luft, efterhånden som jeg har fået afslag på afslag. Ikke alene er jeg begyndt at tvivle på mine kompetencer, men jeg tvivler også på mit eget værd som menneske, og det er langt værre. Jeg føler mig forkert, og jeg føler skyld, men er det min egen skyld, at jeg ikke har landet noget job efter fire år, mens mine studiekammerater måske har nået at skifte job to-tre gange på den tid?

Manglende uddannelse og erfaring ”Vi har valgt at gå videre med en mere kvalificeret kandidat end dig, så vi må desværre give dig afslag på din ansøgning til stillingen.” Efterhånden behøver jeg ikke at læse de afslag, som tikker ind i min indbakke. Jeg kan ordlyden i søvne.

Okay, lad os lige træde et skridt tilbage. Hvad ligger der i ordet ”kvalificeret” Hvis man slår det op, står der, at ordet henviser til at være fagligt eller personligt egnet til en opgave.

Så langt så godt. Men så kan det da umuligt være min lange uddannelse, der diskvalificerer mig. Den gennemførte jeg på de normerede fem år. Jeg havde bare ingen erfaring efter min uddannelse – jo, på den teoretiske side, men ingen i praksis. Det siger noget om, at meget få mennesker i dag får job uden først at have erfaring, Jeg fik nemlig handicaptillæg til min SU, så jeg måtte ikke arbejde ret meget, og desuden havde jeg ikke overskud til at koncentrere mig om et job ved siden af mit studie.

Siden har jeg været i forskellige relevante praktikker. Jeg har arbejdet frivilligt for bl.a. Ungdomskredsen og SUMH, og jeg har benyttet mig af fortrinsadgangen til offentlige stillinger for mennesker med handicap. De forskellige afslag klinger derfor efterhånden noget hult i mine ører. Nu har jeg jo både uddannelse og erfaring med i bagagen. Hvad kan arbejdsgiverne så forlange mere? Jeg må jo siges at være den bedste udgave af mig selv nogensinde. Manglende tilgængelighed Det er måske netop det, der er problemet. Jeg er mig selv. Jeg tager både min kommunikationsfaglighed, mine kompetencer og mit handicap med mig på job. De to første vil jeg gerne fremhæve til ansættelsessamtaler, og det sidste vil jeg gerne skjule. Jeg kan bare ikke. Jeg kommer jo gående med to krykker, så mit handicap er meget synligt. Derfor nævner jeg altid i mit CV, at jeg er gangbesværet. Det er min måde at tage brodden af det på. Jeg har fået et råd om kun at nævne mit handicap i en ansættelsessituation, hvis det er relevant for jobbet. Så er det bare, at jeg spekulerer på, hvornår det ikke er relevant at nævne. Mit handicap er jo og vil altid være min trofaste følgesvend igennem alle livets forhold. Desuden slutter mange jobopslag efterhånden med ordene: ”Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, seksuel orientering eller handicap til at søge stillingen.” Er det bare tomme ord? Hvis det er, og hvis man ryger i skraldespanden på baggrund af sit handicap, er det diskrimination, og det er ulovligt.

Her når vi frem til noget, der for mig at se er ret essentielt, nemlig tilgængelighed.

Jeg er helt med på, at mange sikkert tænker på tilgængelighed som værende noget udelukkende fysisk. Kan man komme rundt, og hvordan er adgangsforholdene?

De tanker vil jeg tillade mig at udvide til i hvert fald også at omfatte noget socialt og indlæringsmæssigt. Hvis tilgængelighedsbegrebet udvides på denne måde kommer det til at rime på inklusion, der ifølge internetleksikonet www.denstoredanske.dk defineres som inddragelse i et fællesskab eller i en sammenhæng.

Lad mig give et par eksempler. Hvis vi ser på en elevator, gør den folk i stand til at forcere trapper imellem to eller flere etager. Den fremmer således den fysiske tilgængelighed for mennesker, der er ude af stand til at forcere trapperne ved egen hjælp – hvis de eksempelvis sidder i kørestol.

En elevator kan dog hæmme den sociale tilgængelighed, hvis en gruppe mennesker, der består af både gående og kørestolsbrugere skal forcere den trappe. De gående kan bare tage trappen. Det er enkelt nok. Hvad med kørestolsbrugerne? De skal måske et helt andet sted hen for at finde en elevator. Her bliver den sociale tilgængelighed faktisk til eksklusion – udelukkelse af det store fællesskab.

Jeg har mange gange fået forlænget eksamenstid op igennem uddannelsessystemet. Det ser jeg som en form for indlæringsmæssig tilgængelighed. Den ekstra eksamenstid kompenserede mig jo, når jeg grundet mit handicap læste eller arbejdede langsommere end mine kammerater og gjorde mig derfor i stand til at studere på lige fod med dem. Den ekstra eksamenstid var nødvendig, men jeg hadede den. Jeg hadede at den var nødvendig. Jeg ville så gerne passe ind, og jeg fortalte aldrig nogen, at jeg fik den. Jeg var bange for, hvad de ville sige. Jeg var bange for, at de ville beskylde mig for at snyde og sige at mine gode karakterer ene og alene skyldtes den ekstra tid.

Det viser, at noget, der bliver givet som en hjælp og som et middel til inklusion, faktisk kan blive til eksklusion, og samtidig at man også selv kan inkludere og ekskludere sig selv i forskellige sammenhænge. Det er det ikke kun ”de andre” – ikke kun samfundet, der kan.

Jeg har således eksempelvis erkendt, at jeg ikke kan arbejde fuldtid, hvorfor jeg er blevet godkendt til fleksjob på 16,5 timer ugentligt.

På den måde har jeg gjort mig spilbar. Fleksjob hænger ikke på træerne, og når jeg søger studentermedhjælperstillinger på 10- 15 timer ugentligt, får jeg pænt afslag med den begrundelse, at virksomheden ikke må ansætte mig i den stillingstype, når jeg er færdiguddannet. Det skal åbenbart ikke være nemt.

Har jeg en ”funktionsnedsættelse” eller et ”handicap”? I min hverdag bruger jeg begreberne ”funktionsnedsættelse” og ”handicap” lidt vilkårligt. Det bør jeg ikke gøre, for begreberne dækker ikke over det samme

Ifølge rapporten fra SFI definerer World Health Organization (WHO) en funktionsnedsættelse som begrænsninger i udførelsen af elementære hverdagsfunktioner, mens et handicap fra WHO’s side defineres som begrænsninger i deltagelsen i forskellige sociale og arbejdsmæssige sammenhænge. Et tredje begreb er ”en svækkelse”, som defineres som forhold ved kroppen. Rapporten slår også fast, at en funktionsnedsættelse ikke nødvendigvis behøver at være et handicap. Det afhænger af, om funktionsnedsættelsen påvirker en person i sociale eller arbejdsmæssige forhold.

Jeg har med andre ord følt mig meget handicappet i de år, hvor jeg har været job

søgende. Særligt når jeg tænker på, at andelen med et handicap, der er i beskæftigelse, som sagt ligger på 52,1 procent, mens den for personer uden handicap ligger på 78,9 procent.

Er uddannelse vejen frem? Jeg ville utroligt gerne kunne svare et klart og rungende ja, men når jeg tænker på min egen situation, må jeg i stedet svare et forsigtigt måske.

Lad os igen kigge på statistikkerne. Hvis man har gennemført grundskolen (inkl. 10. klasse) som det højeste uddannelsesniveau, har personer uden handicap 64,9 procent chance for at være i job. Det tal ligger på 39,4 for mennesker med handicap. Ser vi så på gruppen, som jeg selv tilhører, nemlig gruppen af personer, der har en lang videregående uddannelse (inkl. ph.d.) som den højest gennemførte uddannelse er tallene her henholdsvis 91,1 procent for personer uden handicap og 80,7 procent, hvis man har et handicap

Vi ser altså, at sandsynligheden for at være i beskæftigelse stiger i takt med uddannelsesniveau. Samtidig ser vi dog, at personer med handicap halter bagefter i forhold til personer, som ikke har noget handicap.

Hvad kan vi gøre for at komme problemet til livs? Jeg tror ikke på, at jeg og andre i samme situation alene bærer skylden for, at vi står uden for arbejdsmarkedet. De samme tanker er rapporten fra SFI også inde på. Her nævnes, at der er et udækket behov for indsatser fra arbejdsgiverens side, manglende kendskab til de handicapkompenserende ordninger og manglende hensyntagen fra kollegernes side. Helt personligt tror jeg også, at der hersker mange fordomme om personer med handicap. Er vi lige så effektive som vores kolleger uden handicap, er vi i stand til at arbejde under pres osv.? Desværre tror jeg også, at personer med handicap har mange fordomme om sig selv. Jeg skal eksempelvis dagligt minde mig selv om, at mit handicap er noget, jeg ”har”. Det er ikke noget, jeg ”er”, ligesom jeg også skal huske mig selv på, at jeg har noget at tilbyde. Jeg har en masse faglige kompetencer og menneskelige egenskaber at tilbyde min omverden og en kommende arbejdsplads. Jeg skal blive bedre til at se mig selv som en ressource og ikke en belastning. Det er måske naivt at tro, at den lille øvelse kan ændre noget i det store billede, men hvis jeg ikke selv kan se mig selv som en ressource, hvordan skal min omverden og en kommende arbejdsplads så kunne?

Man skal jo starte et sted, og derfor har jeg skrevet denne artikel – for at gøre opmærksom på et problem, som jeg ikke kan løse alene. Vil du hjælpe mig?