Hvorfor anses de stærke for at være de svage?

Af Viktor Knudsen

Mennesker med handicap anses tit for at være de svageste. Burde de i virkeligheden ikke anses for at være de stærkeste?

Uddannelse Du bliver født med et handicap eller en sygdom. Du går igennem operationer og mister måske noget af din skolegang efter en lang genoptræningsperiode.

Når du så kommer tilbage, mangler du noget og skal i gang med opsamling, samtidig med at dit handicap stadigvæk giver dig vanskeligheder, for eksempel kognitiv træthed, som gør, at man bliver mere træt og arbejder langsommere. Du kan for eksempel sidde i klassen og ligne en, der ikke følger med, selvom du faktisk gør, fordi du er så træt. Lærerne forstår det ikke, og dermed bliver du dømt ”forkert” og får de forkerte karakterer, fordi der ikke er den fleksibilitet, der skal til, for at du kan lave det bedste skolearbejde og dermed få de mest retvisende karakterer. Kan dette resultere i, at du bliver erklæret ikke-uddannelsesparat i folkeskolen?

Jeg må desværre sige ja. Samtidig må jeg så også sige, at de udfordringer, jeg har mødt, har givet mig en stor mental styrke, og udfordringerne har også været med til at give mig motivation til at kæmpe for de gode karakterer.

Kampen mod kommunen Oveni har man sit handicap, som giver flere udfordringer, end man lige tror. Som skrevet er der den kognitive træthed, og det at retfærdiggøre sig selv og få andre til forstå ens handicap, samt hvad man kan, og hvad man ikke kan. Det kan være en kamp i selv. Det er bare nogle af de små ting, som kan være kæmpeting for et menneske med handicap. Det kan f.eks. også være kærlighed eller det at opbygge venskaber, som man skal bruge dobbelt så meget energi på.

Dertil kommer, at den danske velfærdsstat er svækket. Hvis man for eksempel søger sine nødvendige hjælpemidler, bliver man kastebold mellem økonomi og lov. I den situation bliver man ofte mistænkeliggjort for ikke at have behovet, selvom det står på et fagligt grundlag, at ens handicap ikke bliver bedre. Her har jeg indimellem følt, at jeg burde have uddannelse som socialrådgiver for at kunne følge med og kæmpe for min retssikkerhed. Det kan være nogle trælse kampe.

Forstå mig ret. Jeg er et produkt af et godt velfærdssamfund, fordi jeg har kunnet få forskellige operationer, som har gjort, at jeg kan gå i dag. De operationer har i det hele taget gjort mit liv lettere. Jeg vil ikke tænke på alternativet.

Jeg elsker mit fædreland. Gud ske tak og lov for det.

Jeg synes bare stadig, at der skal gøres noget ved de nævnte problemstillinger.

Derfor stiller jeg spørgsmålet: ”Hvorfor anses de stærke for at være de svage?”

Mennesker uden noget handicap oplever slet ikke disse problemstillinger, hvor man f.eks. for nogles vedkommende skal kæmpe så meget ekstra for at opnå det samme i livet.

Og det er her, jeg kan blive irriteret, fordi jeg mener, at der er for lidt empati i samfundet og for meget selvoptagethed. Man tager ikke sin formue med sig i graven.

Arbejdsmarkedet Når jeg læser om mennesker med det samme handicap som mig, der har færdiggjort en universitetsuddannelse med gode jobmuligheder og topkarakterer og været på offentlig forsørgelse flere år, selvom de har sendt flere hunderede ansøgninger. får jeg en følelse af frygt, empati og medlidenhed. At dette kan ske i et samfund som vores, troede jeg ikke. Vi har jo eksempelvis gode muligheder for fleksjob. Jeg forsøger altid at være optimistisk, og jeg har stor tro på egne evner, men en gang imellem strejfer det mig, at jeg selv kan komme til at stå i samme situation, når jeg engang bliver færdiguddannet. Jeg håber med andre ord på, at mine jobmuligheder vil være bedre. Der er mange mennesker, som har et handicap, og det kan ikke passe, at vi ikke må bidrage med vores kompetencer, som bør være lige så gode som alle andres. Vi studerer på lige fod med folk uden handicap. Husk på, at alle kan få et handicap. Alle kan ende i suppen. Man kan jo eksempelvis komme ud for en bilulykke.

Men desværre forstår de fleste folk det først, når de selv ender i suppen, fordi de så kan føle frustrationen, føle lidelsen.

I sammenhæng med ovenstående eksempler på mennesker med handicap uden job kan jeg nogle gange blive irriteret på politikere, som mistænkeliggør mennesker på dagpenge eller offentlig forsørgelse for at være dovne. Der findes jo mange eksempler på mennesker med handicap, som har gjort, og som gør en stor indsats for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Efterlysning Jeg efterlyser mere tydelighed i handicappolitiske mærkesager fra flere partiers side. Hvis politikerne var mere tydelige, kunne det nemlig måske føre til, at flere virksomheder satte sig mål om at ansætte mennesker med handicap og om at arbejde sammen med fagfolk om at skabe mere fleksible og kreative løsninger. I sidste ende kan dette måske være med til at skabe en større forståelse for mennesker med handicap og de udfordringer, vi kan have. Den forståelse som jeg ikke selv har mødt i uddannelsessystemet, og som jeg er nervøs for heller ikke at møde, når jeg engang skal ud på arbejdsmarkedet.

Ungdomskredsen på