2 minute read
Idræt for alle – Sommerkursus på Egmont Højskolen
Idræt for alle – Sommerkursus på
Advertisement
Parasport, højskolesang, hygge og glade mennesker. Da årets Idræt for alle blev afholdt på Egmont Højskolen i uge 27, var jeg med for første gang, og det har jeg ikke fortrudt.
For første gang i mit liv tog jeg af sted til Egmont Højskolen tæt ved Odder. Selv deltog jeg på sejladslinjen, hvor vi både var ude i større sejlbåde, twinbåde, mini-12'ere og joller. Der var ikke grænser for, hvad man kunne komme ud i, uanset om man var spastiker, skleroseramt eller ordblind. Jeg har kun sejlet ganske lidt kapsejlads, hvor jeg bare var med for hyggens skyld, så jeg havde ingen viden om sejlads inden, men har lært så meget. Jeg er blevet så glad for det, at jeg både vil tilmeldes en sejlklub samt komme et sted hen, hvor jeg kan lære at dykke. Opholdet på højskolen har virkelig udviklet mig som person. Jeg har mødt de skønneste mennesker, som jeg tror betyder venskaber for livet. Vi har allerede aftalt at skulle af sted sammen igen næste år i uge 27. Jeg skal på højskolen igen i uge 30, hvor jeg skal på et hovedfag, der hedder sunde råvarer. Det glæder jeg mig rigtig meget til, men har dog sagt, at hvis der bliver en plads på sejladsholdet, er jeg rigtig interesseret i det. Formiddagene og nogle af eftermiddagene bød på hovedfag. Blandt hovedfagene var bl.a. idræt på kryds og tværs, sejlads, cykling og – som noget nyt – e-sport. Alle fagene var tilpasset, så både mennesker med og uden handicap kunne deltage i aktiviteterne.
Sommerkursus på Egmont Højskolen
Sommerkursus i skyggen af corona
Vi var delt ind i familiegrupper på ca. 8 personer pga. corona-krisen. Det var stadig vigtigt, at vi tog visse forholdsregler for at undgå smittespredning på højskolen. I familiegruppen måtte vi gerne være tæt på hinanden. Men der skulle holdes den ene meters afstand til de andre kursister. Ligeledes var der ændret ved spisesituationerne. Normalt er der buffet, hvor man frit kan forsyne sig. I år lavede køkkenet og hjælpelærerne portionsanretninger, som man kunne forsyne sig med. For dem, der havde været med de tidligere år, var det lidt ærgerligt. Men der blev taget alle de hensyn til kursisterne som overhovedet muligt. Det fungerede virkelig godt på trods af COVID-19. Om aftenen var der foredrag. Bl.a. toptunet hjerne om bedre kost, foredrag om Japan og en parasportkæmpers vej til OL. En aften var der tændt op i bålet nede ved stranden. En af hjælpelærerne havde sin guitar med, og der var sang, skumfiduser over bål og masser af hygge. Det var virkelig nogle interessante foredrag. De satte livet i perspektiv. Den sidste aften var der traditionen tro afslutningsfest på højskolen. Igen var der på grund af corona-krisen nogle ændringer. Vi sad ved familiebordene, men på trods af krisen var der fest, og der var arrangeret koncert med mulighed for dans på afstand. Det har været en virkelig begivenhedsrig uge, og jeg glæder mig allerede til uge 30.