Charlot Roslev
Fragmenter
Lakridsluder
Marias mor er syg. Det er noget med hendes hoved. Maria har fortalt det til Anne og Clara. Maria, Anne og Clara siger til hinanden, at de er hinandens bedste veninder. De andre fra klassen siger, at det kan man ikke være, når man er tre. Når Maria ikke er i skole, siger Anne og Clara, at det slet ikke passer, at de alle tre er bedste veninder. Maria er ti år, fed og altid forkølet. Den kroniske forkølelse efterlader to lyserøde streger mellem næsen og munden. Drengene i klassen kalder hende ”Grisen”. ”I skal altså love, at I er musestille”, hvisker Maria til Anne og Clara, imens de står udenfor Marias hus. Anne og Clara kigger på hinanden og fniser. ”Jeg mener det altså, I skal være stille, for hun sover”, siger Maria til dem med øjnene vendt nedad. ”Ja, ja”, vrænger Clara. ”Hvor er hun henne?”, spørger Anne med nervøs mund. ”Hun ligger oppe ovenpå. I skal altså love, at I går med det samme, når I har set hende. Min far kommer snart hjem fra arbejde. Har I købt lakridser til mig, som vi aftalte?” De to piger nikker, og Clara rækker Maria posen med lakridserne. Maria har aldrig haft nogen med hjemme før.
4
Maria spiser engelsk, sødt lakrids så ofte, hun kan komme til det. Oftest oppe på værelset under dynen, når ingen kan se det. Engang viste hun sin tissekone til Anders fra klassen ude på skolegårdens toilet for tre stykker lakrids, og så var det ikke engang engelsk og sødt, men stærkt og hårdt. Det er et halvt år siden nu, og i tiden derefter råbte nogle af drengene fra klassen ”Lakridsluder” efter hende, mens hun løb det bedste, hun overhovedet mestrede, fra klasselokalet og ned til cykelskuret. Nu er de gået tilbage til at kalde hende “Grisen” ligesom alle de andre. Claras far siger, at Marias mor er en social taber, og at hvis man tilbringer for meget tid med sådan en slags, bliver man det også selv. Clara ved ikke, hvad social betyder, men hun ved godt, hvad en taber er. Hun har dog ikke altid vidst, at det er noget, der smitter. Marias mor har tydeligvis smittet Maria, så på det seneste har Clara holdt Maria på afstand for ikke selv at blive smittet. Claras mor siger, at det er synd for Maria, og det synes Clara på sin vis også. På den anden side er Maria heller ikke den, man vil være bedste veninder med; hun er tyk, dårlig til matematik, og så lugter hun grimt. Men hun er sød nok, og Clara er så nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er for noget med Marias mor, for hun har aldrig set hende - selv ikke til skolens forårskoncert, hvor alle de andre ellers usynlige forældre plejer at dukke op.
5
Trappen er stejl, Maria har åndenød, og det er svært at overkomme, når man samtidig skal tysse. Maria er klam i hænder og foldepølser, og hun har mest lyst til at bede Clara og Anne om at gå hjem, men det er for sent nu. Det er alt for sent nu. Maria har ondt i maven. Det er underligt, hvordan en så stor mave kan føles så tom og hul. Maria holder vejret, imens hun bøjer sig for at kigge ind ad nøglehullet til sin mors soveværelse. Mors grå krop er næsten blottet under silkenatkjolen, der nærmest går i ét med Mors hud. Kun to røde pletter lige over brystet bryder med den grålige, knoglede masse. Dynen ligger på gulvet, men Mor ligger på ryggen, og Maria kan se, hun sover, fordi brystkassen hæver og sænker sig langsomt og tungt. Maria har lyst til at kaste lakridserne efter Anne og Clara og lægge sig ind til sin mor, men døren er jo låst, og hun ved ikke, hvor nøglen er. Hun er også allerede kommet til at spise alle lakridserne. (fortsættes...)
6