Mørket havde sænket sig. Søens blikstille overflade lignede et stort spejl blandt træernes sorte silhuetter. Alt var stille, bortset fra en ugles klagende tuden. To skikkelser stod og så ud over vandet. De kiggede på hinanden. ”Lad os se at komme væk!” Den anden nikkede langsomt. Den, som havde talt, greb fat i armen på den anden og så denne lige ind i øjnene. ”Vi taler aldrig mere om det, er du med, aldrig!” Et vindstød blæste og fik træerne til at hvisle. De slap hinanden med øjnene. Den anden så ned i jorden og nikkede næsten umærkeligt. ”Godt. Kom!” De vendte sig begge om og begyndte at gå væk. De vendte ryggen til den blege kvindekrop, der næsten var forsvundet under søens overflade. Kun det mælkehvide ansigt, hvis mørke hår flød som en udstrakt krans om hendes hoved, lyste op. Men også det blev opslugt af vandets mørke. Ingen af de to skikkelser så sig tilbage.
3
1. Peter bed tænderne hårdt sammen, så han mærkede det knase mellem dem. Hver en muskel var spændt, og selvom det ikke var meget søvn, han havde fået, følte han sig frisk og klar i hovedet. Han skævede ned til speedometeret, der næsten var oppe på de 180 km i timen, men det rørte ham ikke. Motorvejen lå øde hen, og det var praktisk talt stadig nat. Hvorvidt han overholdt færdselsloven eller ej, var lige nu den mindste af hans bekymringer. Han kløede sig i håret og prøvede at få styr på det, bare sådan nogenlunde, så han kunne se lidt præsentabel ud, når han nåede frem. Fanden tage den skide GPS. Han havde aldrig vænnet sig til at bruge den, og nu var lortet selvfølgelig gået i stykker. Noget teknisk geni havde han aldrig været. Med en irriteret bevægelse fik han famlende foldet Kraks vejviser ud. Han fjernede øjnene fra vejen et kort øjeblik og så ned på papiret. Pis! Han havde netop passeret afkørslen. Et kort sekund overvejede han at gøre noget ulovligt som at lave en stærk hasarderet uvending, men politiskiltet i hans inderlomme vejede alligevel for tungt, og han kørte i stedet af ved næste afkørsel og vendte om. Der var allerede ankommet mange til gerningsstedet. Selvom solen havde fået bedre fat, gav det blege morgenlys sceneriet et gråt og trist udtryk. Peter skuttede sig i kulden og begav sig hen mod flokken af mennesker, der myldrede frem og tilbage mellem hinanden. Teknikerne, som var klædt i deres hvide spøgelsesagtige dragter, var allerede i gang, og Peters øjne fangede den sorte
5
ligpose, der var placeret midt i virvaret. Henriksen, hans chef, kom hen mod ham, og de nikkede kort til hinanden. Henriksen begyndte at bappe heftigt på sin pibe, så hvid røg steg op fra den. Han var en stor mand på næsten to meter med kraftigt buskede øjenbryn, som blev særligt iøjnefaldende, når han, som nu, lagde ansigtet i bekymrede folder. ”Det er ellers noget af en morgen …” Hans mørke stemme lød som en dyb brummen, og Peter kunne mærke, hvordan irritationen over Henriksens langsommelige væsen allerede var begyndt at melde sig. Han prøvede at skubbe det fra sig, tog i stedet en dyb indånding og trak jakken højere op om ørerne. Henriksen var chefen, og selvom de tit var uenige om fremgangsmåden, måtte Peter indrømme, at han både var den dygtigste leder og efterforsker, han nogensinde havde mødt. Henriksens kompetence lå netop i den rolige måde, hvorpå han greb alting an. Alligevel mærkede Peter, hvordan utålmodigheden rørte på sig, og han kunne ikke længere styre sin nysgerrighed. ”Hvad ved vi om hende?” Peter nikkede over mod den sorte pose. ”Ikke meget. En kvinde i slutningen af trediverne, har formodentlig ligget i vandet i ca. en uge. Petersen kan endnu ikke fastslå dødstidspunktet eller årsagen. Det må vi vente med, til han får hende obduceret.” Peter kløede sig i det halvlange strithår og pustede skyer af hvid ånde ud i luften. ”Hvem fandt hende?” Henriksen nikkede over mod en ældre kvinde, der stod med en halvstor hundehvalp, som desperat prøvede at slippe ud af sin snor. Hun talte med en yngre betjent, der stod og tog notater. Selv på afstand kunne Peter se, at hun virkede rystet og dårligt nok bemærkede hvalpen, som hev og sled i snoren for at komme væk. ”Hun var ude og lufte sin hund, hvem fanden, der ellers gør det på dette ukristelige tidspunkt!” Henriksen fnøs og satte mere ild på piben.
6
”Ja, det kommer jo ellers belejligt for vores kære politidirektør …” Henriksen brummede sætningen med en snert af sarkasme, uden at tage øjnene fra sin pibe. ”Hvad mener du?” Han så op med det jernblik, som Peter kun kendte alt for godt, men som altid kom bag på ham. ”Ja, nu, hvor der er valgkamp, er det jo godt at have argumenter for, at der skal bruges flere ressourcer på efterforskning, ikke sandt!?” Man skulle næsten tro, det var politikerne selv, som skabte problemerne, bare for at have noget at gå til valg på. Han løftede øjenbrynene og smilede næsten overbærende til Peter, som nikkede lidt forundret over kommentaren. ”Nå, lad os komme over og se på!” Med hænderne foldet på ryggen vendte den store mand sig om og begyndte med rolige skridt at gå hen mod liget. Peter sukkede og mærkede forbavselsen over sin chefs stadig overraskende personlighed. Peter kunne ikke fordrage lugten af hospital, den gav ham altid en voldsom kvalme. Bare tanken om de sterile væsker og syge mennesker fik det til at vende sig i maven på ham. Derfor priste han sig lykkelig over at være forkølet, da han denne morgen svingede døren op til Retsmedicinsk Institut. Han begav sig med hastige skridt hen ad den lange gang mod obduktionslokalet. Retsmedicineren, Flemming Petersen, stod bøjet over liget, da Peter bankede på glasruden. Flemming så op, og Peter måtte styre sig for ikke at komme til at grine. Retsmedicineren lignede mere en figur fra en dårlig 50’er alienfilm end en seriøs læge, som var i færd med at udføre sit arbejde. Beskyttelsesbrillerne gav hans øjne dobbeltstørrelse, og det lysegrønne hospitalstøj lignede en rumdragt. Flemming kom hen til ham og skubbede døren op med bagsiden af albuen. ”Vil du med ind og se?”
7
Peter kunne næsten ikke møde hans blik uden at komme til at le, hvilket han fandt ret upassende. ”Betyder det, at jeg skal i samme mundering som dig?” Peter smilede, og Flemming skar en grimasse, der skulle ligne en form for fornærmelse. ”Det er betingelserne.” Peter nikkede. “Jamen, lead the way.” De stod begge bøjet over liget af kvinden. ”Ja, hun er i hvert fald ikke druknet. Der er ikke spor af vand i lungerne, og læsionerne på halsen indikerer, at hun er blevet kvalt. Der er også det faktum, at tungebåndet er brækket, hvilket oftest ses ved kvælning.” ”Kvalt, hvordan?” Peter så op på retsmedicineren, der løftede sine hænder og skulle til at lægge dem rundt om hans hals. Peter trak sig uvilkårligt et skridt tilbage, en smule forskrækket over hans opførsel, og Petersen tog om sin egen hals. ”Sådan her!” Peter nikkede, stadig lidt rystet, men huskede sig selv på, at Flemming Petersen altid havde været en smule excentrisk. ”Ud over det er der ikke så meget mere at sige. Jo, hun har et sjovt ar her i håndfladen.” Peter lænede sig ind over liget, så han bedre kunne se den lille ujævne steg, som tegnede sig i hendes håndflade. ”Men det er gammelt, det har ingen betydning, det stammer formodentlig fra barndommen, vil jeg skyde på.” Petersen lod hendes hånd falde ned på obduktionsbordet igen. Peter sukkede, lettet ved tanken om, at han snart kunne smutte ud af den ubehagelige dragt, da retsmedicineren rømmede sig. ”Nå jo, så er der lige baghovedet, det har fået et ordentligt slag, det ses på mærket her …” Han løftede hovedet og flyttede noget af det halvlange mørke hår, så Peter kunne se et stort blåt mærke.
8
”Det er sket post-mortem, altså efter døden er indtruffet. Hun har ligget i vandet ca. fire dage, hvilket gør det eksakte tidspunkt svært at klarlægge. Men efter min bedste overbevisning døde hun mandag aften i tidsrummet mellem kl. 18 og 02.”
2. Line satte den dampende varme kaffekop foran Søren og kyssede ham på panden. ”Go’morgen, skat.” Han så op fra sin avis og sendte hende et smil, mens han rakte ud efter koppen. ”Go’morgen.” Hun smilede søvnigt og forsøgte at kvæle et gab, mens hun talte. Med en bevægelse, der var en elefant værdig, krængede hun sig op på én af de høje barstole, som deres nye smarte samtalekøkken havde fået. Hun var egentlig ikke særlig vild med barstolene, syntes de var død upraktiske og følte sig som en klumpe-dumpe, hver gang hun skulle bestige én af dem. Hele idéen om et samtalekøkken var heller ikke lige hende. Hun hadede alt, hvad det stod for, og følte sig pludselig gammel og sat. Nogen gange var det, som om hun var med i en Danielle Steel film, hvilket bestemt aldrig havde været hendes intention. Der manglede lige det der med børn. Det var en evig diskussion mellem dem, og hun vidste, at det ikke ville vare længe, før de skulle have den igen. Det var jo også noget pjat, hvad holdt hende egentlig tilbage? De var begge ved at være ved sidste salgsdato, begge med godt job og gode lønninger, så hvad var det egentlig, hun ventede på? Et højt suk undslap hende, og Søren så op. ”Hvad er der?” Line var ved at få kaffen i den gale hals, da hun ville svare. ”Jeg så bare os to sidde her i vores perfekte køkken med ens morgenkåber og matchende kopper og synes pludselig, det var lidt frygteligt.” Søren skar ansigt og så sig rundt. Han begyndte at grine,
11
mens han igen tog avisen op foran ansigtet. ”Du har ret! Vi er vist lidt klichéagtige!” Line løftede øjenbrynene og nikkede medgivende. Hun rakte ud efter brødet og tændte for fjernsynet. Med hidsige bevægelser begyndte hun at putte smør på det, men hun så op, da billedet af den unge politiker Annika Møller tonede frem på skærmen. Hun var egentlig ikke specielt interesseret i politik, men denne valgkamp havde alligevel fanget hendes interesse lidt. For første gang i historien kunne Danmark få en kvindelig statsminister, det var da lidt interessant. Politikeren i fjernsynet var i slutningen af trediverne, meget velklædt og med et tykt lag makeup, der fik hende til at ligne en Hollywood-stjerne. ”Hvad synes du om hende?” Søren havde lagt avisen fra sig og så op på hende Line trak på skuldrene og så ned i sin kop. ”Jeg ved ikke rigtig, hun virker vel okay.” ”Du bliver da nødt til at forholde dig til det!” Han så næsten bebrejdende på hende. Line mærkede, at hun blev irriteret. ”Jeg synes, de alle sammen ligner hinanden, de fyrer lige meget valgflæsk af. Faktisk så hader jeg valgkampe, politikerne lover guld og grønne skove, og når de så kommer til magten, får piben pludselig en anden lyd.” Søren skulle til at protestere, da telefonen ringede, og Line, som egentlig ikke orkede at diskutere politik, så sit snit til at slippe og var hurtigt henne ved den. ”Det er Line.” Peter havde udskudt opkaldet længe nok. Ikke fordi han ikke brød sig om at arbejde sammen med Line, men mere, fordi han var i tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at få hende på sagen. Men efter, at offerets identitet var blevet fastslået, var der ikke længere noget at rafle om, havde Henriksen fastslået, og så måtte Peter rette ind. Hvis sandheden skulle frem, kunne han egentlig bedst lide
12
at arbejde alene, og hans titel af vicepolitikommissær og leder af enheden gav ham normalt mulighed for selv at vælge, hvem og hvornår han ville have en makker, men altså ikke denne gang. ”Det er Peter Berg fra efterforskningsenheden.” ”Hej, Peter, længe siden.” Lines stemme lød glad og overrasket over hans opkald. Han rømmede sig; det var altid svært at få det sagt. ”Der er sket et mord. En kvinde blev fundet myrdet i Esrum Sø her til morgen klokken fire. Vi er nødt til at ha’ dig ind og hjælpe os med opklaringen. Har du mulighed for at komme?” ”Ja, er det en fastansættelse, vi taler om denne gang?” Peter kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over hendes frækhed. Det var noget af det, han godt kunne lide ved hende. ”Det kan jeg ikke love, men du får din store konsulenthyre.” Hun grinede. ”Jamen, så har vi en aftale.” Der var tavshed i røret et par sekunder. Han kunne høre Line trække vejret. ”Ved vi, hvem hun er?” ”Ja, hun er faktisk en kendis! Forfatter, men jeg vil hellere, at vi taler om det, når du kommer ind. Vi har briefing kl.10. Kan du nå det?” ”Jeg tror, jeg kan nå det til 10.05 …” Lines hjerte hamrede af sted, da hun løb hen over parkeringspladsen på vej hen til politigården. Den grå himmel gjorde luften tung og svær at trække vejret i. Alligevel lod hun sig ikke mærke med det, selvom astmaen brokkede sig i hendes bryst. Hun var ved at falde over en valgplakat, som lå og flød på fortovet, og endnu en gang bandede hun valgkampen langt væk. Klokken var præcis fem minutter over ti, da hun skubbede døren op til konferencerummet. Hun stoppede et øjeblik for at få vejret og så sig om i lokalet. Der var endnu ikke nogen, som havde sat sig, alle stod i
13
små grupper og snakkede. Der var ikke nogen, som havde lagt mærke til, at hun kom et par minutter for sent. Hun sukkede lettet og begyndte at tage sin frakke af. Line fik øje på Peter, som stod i den anden ende af lokalet og talte med en stor, ældre mand, hun genkendte som vicepolitiinspektør Henriksen. Peter så hende og vinkede hende hen til sig. ”Godt, du kunne komme så hurtigt, vil du have en kop kaffe, før vi begynder?” Hun nikkede og tog imod engangskruset, han rakte hende, mens hun prøvede at få styr på sin vejrtrækning. ”Vi går i gang nu!” Peter sendte hende et smil. Hun lagde frakken og tasken fra sig og satte sig hen på én af de forreste stole ved whiteboardet. Hjertet hamrede stadig i brystet, og hun tog en dyb indånding for at få styr på det. Det var kun anden gang, hun skulle være med til at opklare en drabssag, og hun havde en stærk fornemmelse af, at denne var langt større end den, hun tidligere havde arbejdet på. Peter, derimod, var en garvet rotte inden for faget og hun følte sig tryg ved at skulle arbejde sammen med ham. De var kommet godt ud af det sidst, og hun håbede, det ville gentage sig. Peter fik samlet folk, og de begyndte at sætte sig rundt om hende på de opstillede stole. Der var i alt sytten mennesker samlet, hvilket igen tyede på, at denne sag var langt større end den forrige. Line mærkede sommerfuglene i maven og blev irriteret over, at hun reagerede som en lille pige på sin første skoledag. Hun tog en dyb indånding og prøvede at fokusere sine tanker. Henriksen rømmede sig højt og stillede sig hen foran det store whiteboard, mens Peter stod bag ved ham og var ved at hænge et billede op af den myrdede kvinde. ”Ja, hvis jeg lige må bede om jeres opmærksomhed et øjeblik.” Henriksen rømmede sig igen, denne gang noget højere, mens de sidste fandt deres pladser.
14
”Som de fleste af jer ved, så drejer det sig om mordet på den 38-årige kvinde, Marianne Ellebæk, som blev fundet myrdet kl. 04 i morges. For de af jer, som normalt ikke er i denne enhed, så har vicepolitikommissær Peter Berg kommandoen og dermed den daglige ledelse. Alle oplysninger og lignende går gennem ham, forstået?” Der lød en mumlen, og folk nikkede. Line så sig nysgerrigt rundt, men kendte ikke mange af ansigterne. Faktisk var det kun Peter og Henriksen, hun genkendte, og så var der vist lige en ung fyr, som havde været politiaspirant på den sidste sag, men hun var ikke sikker på, at det var den samme og ville ikke blamere sig med at hilse på én, hun ikke kendte. ”Jeg giver hermed ordet videre til Peter.” Henriksen nikkede med sin sædvanlige bryske fremtoning og gik et par skridt tilbage, så Peter kunne komme til. Line kunne huske, hvordan hun i starten nærmest havde frygtet Henriksen. Men når man lærte ham bedre at kende, var den bryske facon kun et skalkeskjul for et meget gemytligt menneske. Hun var kommet til at holde mere og mere af ham. ”Ja, lad mig først gennemgå, hvad vi ved om offeret. Som Henriksen sagde, er hun 38 år, bor alene, men har en søn, Markus på 12 år, som ikke er underrettet endnu. Drengen bor hos sin far, som er orienteret. Jeg tager ud og taler med dem senere i dag. Som I ved, er der tale om et mord, og jeg har derfor bedt Line Guldmark, som er psykolog, om at medvirke i efterforskningen og tegne en psykologisk profil af gerningsmanden.” Peter slog armen ud mod hende, og Line kunne mærke, hvordan kinderne begynde at brænde ved tanken om, at alles øjne var rettet mod hende. Hun prøvede at fremtvinge et smil, da hun rejste sig og nikkede mod de spændte øjne, som så på hende. Hun havde hadet den slags opmærksomhed, lige siden hun var barn, og det var desværre ikke blevet bedre med årene. Lige nu følte hun det, som hun havde gjort så mange gange før; at hun kunne krybe i et musehul, og at alle kunne se hendes uerfarenhed. Hun satte sig hurtigt igen og så stift på Peter, som ikke lod til at bemærke noget.
15
”Offeret er en anerkendt forfatter, som har modtaget forskellige litteraturpriser for flere af sine digtsamlinger. Dette medfører selvfølgelig, at der vil være mere presse end sædvanligt og muligvis flere snushaner, end der plejer. Lad mig derfor understrege, at al pressekontakt går igennem mig, og jeg mener AL PRESSE!” Line følte, hun havde siddet i en sauna og var lykkelig for, at briefingen var overstået. Hendes kinder blussede, og hun måtte bare ud for at trække lidt frisk luft, inden hun skulle fortsætte sit arbejde med Peter. Selvom luften ikke var blevet tyndere, eller himlen klarere for den sags skyld, føltes det alligevel som balsam for lungerne, da hun trak den kølige luft ind. Hun indsnusede kulden og den friske vind. Det var, som om hendes hoved blev klart igen, og hun kunne mærke jorden under sine fødder. Det var kun et år siden, hun var blevet færdig med sit speciale og dermed kunne kalde sig psykolog. Men det havde ikke været nemt for hende at finde sin rolle og et job, hvor hun kunne udnytte sine kompetencer til fulde. Hun var egentlig uddannet almindelig politibetjent, men havde hurtigt fundet ud af, at det var det mere efterforskningsmæssige, der interesserede hende. I stedet for at tage den gængse vej og blive efterforsker eller kriminolog, havde hun valgt noget helt andet, nemlig psykologuddannelsen. Det havde altid været det psykologiske i en forbrydelse, som interesserede hende. Hvad der får folk til at gøre, som de gør. Hvad der får mennesker til at begå forfærdelige ting. For hende var psyken som en snørklet labyrint, hvor det handlede om at komme ind til det inderste, ind til det, der dybest set driver et menneske. Hun havde elsket at læse og syntes, i modsætning til mange af hendes medstuderende, at studietiden var gået alt for hurtigt. Desværre havde det ikke været lige så nemt at overbevise det danske politi om værdien af hendes uddannelse. Ingen i Danmark havde, før hende, haft denne uddannelseskombina-
16
tion, og det var ikke nemt at overbevise et veletableret foretagende som politiet om, at man kunne gøre tingene på en ny måde. Hun var stødt på mange fordomme om psykologien og psykologer generelt. Så selvom det for Line selv havde været en genial kombination af to erhverv, var hun desværre mest blevet mødt med skepsis. Til sidst havde hun dog fået overbevist efterforskningsenhedens politiinspektør om at ansætte hende som en slags konsulent, der skulle arbejde på tværs af enhederne. Jobbet var dog kun midlertidigt, ”som en slags prøveperiode”, som politiinspektøren havde formuleret det. Men hun var ligeglad. Hun var lykkelig for at få mulighed for at afprøve sit drømmejob, selvom det kun var for et år. Hun blev revet ud af sine tanker af en gruppe unge mennesker, som kom gående hen ad fortovet, mens de delte store røde gummiballoner ud til forbipasserende. De bar også på ét af de der valgskilte, som Line tidligere samme morgen havde været ved at falde over, og hun genkendte kvinden som Annika Møller, hende, som Søren syntes så godt om. De kom hen til hende, stoppede op, og inden hun havde nået at få set sig om, var hun omringet af dem. Line glippede med øjnene og prøvede at løsrive sig fra dem, men uden held. ”Ved du, hvad du vil stemme?”spurgte én af dem, mens en anden masede sig vej ind til hende med én af de der røde balloner i hånden. ”Stem med hjertet, stem på Annika Møller!” Hun så på et smilende ungt ansigt, som havde store blå øjne og lyst, krøllet hår, der stak frem under huen. Line tog lidt befippet imod ballonen og de unge begav sig videre ud i verden. Lidt fortumlet så hun efter dem, mens de fortsatte hen ad fortovet, stoppede andre og gav dem en ballon, mens de sang slagsange, som alle hyldede deres kandidat. Line så ned ad sig selv og fandt sig nu stående med en stor rød, hjerteformet ballon, hvorpå Annika Møllers navn stod trykt med hvidt. Hun rystede lidt på hovedet og slap så bal-
17
lonen. Hun fulgte den med øjnene; så, hvordan den steg op imod skyerne og blev mindre og mindre, til den kun var en lille rød prik på den askegrå himmel. Nå, arbejdet kaldte. Hun vendte sig om og gik ind til Peter igen.
3. Line lod fingrene løbe gennem håret og udstødte et langt suk. Hun så på uret og blev overasket over, hvor lang tid hun havde siddet med rapporten. Det havde ikke været nemt; hun ville nok aldrig vænne sig til at læse den slags. Når hun gennemgik en rapport som denne, kunne hun ikke lade være med at se det hele for sig som en film. Den nøgne krop, det kolde vand og det uendelige mørke, der omsluttede offeret. Der gik en gysen gennem hendes krop ved tanken om de ting, kvinden havde gennemgået. Hun blev med et sæt revet ud af sine tanker, da Peter åbnede døren. ”Hvad så, hvad siger dommen?” Han trak en stol ud og satte sig over for hende. Line smilede svagt og lukkede rapporten. Hun tog sine briller af og gned øjnene. ”Tja, hvad skal jeg sige, hun er jo ikke blevet seksuelt forulempet, og der er heller ikke tegn på andre slags overgreb eller slagsmål. Hun har ikke andre mærker end det, som Flemming viste dig på baghovedet, hvilket hun har fået, efter at hun var død. Hun er blevet flyttet, og de to blå mærker ved hver armhule har hun også fået efter at døden indtraf, ja, formodentlig har hun fået dem, da hun blev flyttet. Hun vejer jo ikke meget, men en dødvægt er altid tung at bære. Jeg gætter derfor på, at det er en mand, der har begået forbrydelsen. Altså, han behøver ikke at være bodybuilder eller noget, men rimelig stærk. Da der ikke er nogen tegn på selvforsvar, og hun var ikke bedøvet på nogen måde, kan det enten være, fordi hun blev overasket og ikke nåede at reagere, men det mest sandsynlige er nok, at hun kendte gerningsmanden. Sådan er det jo i de fleste tilfælde, ved du. Men jeg er nødt til at vide noget mere
19
om hende, før jeg kan klargøre en helt færdig profil, men det er i hvert fald ikke et uheld.” Line så op på Peter, som nikkede eftertænksomt. ”Har I fundet noget nyt ved søen, noget at gå efter?” Line så nysgerrigt på Peter, som rystede på hovedet. ”Indtil videre er der ikke noget mistænkeligt. Der er heller ikke nogen, som har set noget. Vi har tjekket for hjulspor og fodaftryk, men der er alt for mange til, at det kan give noget egentligt at gå efter”. ”Der er vel ikke nogen af fodsporene, som er dybere end de andre; jeg tænker bare, hun må jo være blevet båret derned.” ”Nej, ikke rigtig, men teknikerne er stadig i gang derude. Der er heller ikke noget slæbespor, så hun må være blevet båret hele vejen derned.” ”Ja, og så ville det jo hjælpe, hvis I fandt et gerningssted.” Line smilede til Peter, som så bekræftende på hende. ”Ja, det har du ret i. Nå, jeg vil tage ud til hendes eksmand og få mig en snak med ham, og bagefter tager jeg ud til hendes bopæl for at se mig lidt omkring.” Line nikkede. Hun havde altid ønsket at tage med ud og tale med folk. Der var tit oplysninger at hente, som Peter og de andre politimænd ikke altid fik med. Ofte gav det den sidste brik, som man manglede, for at samle et helt billede af offeret og dermed også af morderen. Line lænede sig ind over bordet og så spørgende på Peter. ”Jeg kunne vel ikke få lov til at tage med og tale med manden?” Hun håbede inderligt, at han ville sige ja, selvom hun godt viste, at chancen ikke var stor. Peter så undersøgende på hende og kløede sig i håret. ”- Jeg ved sgu ikke rigtigt, Line-pigen. Det er jo ikke almindelig procedure.” ”Nej, men nu er jeg jo stadig så ny, så det ville måske være godt for mig.” Hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte ham sit mest charmerende smil. Hun håbede, det ville virke, og hun havde en fornemmelse af, at Peter var en mand, som faldt for den slags.
20
Han kneb øjnene sammen. ”Så tag dit tøj og lad os komme af sted.”