LEDER INGEN NATURBEVARELSE UDEN RETTIGHEDER
Caspar Olausson Sekretariatschef i Verdens Skove cao@verdensskove.org
Skovenes frontkæmpere er under pres, og forbrydere og myndigheder overtræder i stigende grad deres rettigheder i jagten på profit. De, der forsvarer naturen, bliver oftere og oftere ofre for vold, trusler og brud på nogle af de mest basale rettigheder. Mens vi tager menneskerettigheder for givet i Danmark, så står det anderledes til ude i verden, og de sidste 15 år er antallet af drab på miljøforkæmpere fordoblet. Mange dræbte finder ikke vej til statistikkerne. I flere lande forsvinder folk simpelthen, eller de bliver dræbt i områder, hvor ingen reelt fører statistik. Værst står det til i Latinamerika, hvor to tredjedele af mordene registreres, men det land, hvor flest miljøforkæmpere myrdes, er Filippinerne. Der sker dog også mord på miljøforkæmpere i den vestlige verden. I lande som Australien og Rumænien er offentligt ansatte blevet dræbt på grund af deres arbejde med at bremse illegal skovrydning. I Rumænien er flere rangers blevet myrdet, uden at gerningsmændene er blevet stillet til ansvar. Et studie har vist, at kun omkring 10 procent af mord på miljøforkæmpere på verdensplan bliver opklaret på trods af, at gennemsnittet er 43 procent for mord generelt. Det viser, at det desværre ikke er alle steder, der er politisk vilje til at gribe ind og beskytte dem, der kæmper for naturen. Tværtimod. Derudover ignoreres, chikaneres, overfaldes, fængsles og tortureres miljøforkæmpere mange steder. I nogle tilfælde endda af myndighederne selv. Selv i Danmark er som organisation Greenpeace blevet dømt efter terrorparagraffen for at hænge et banner op på Axelborg i København. I Verdens Skove er vi stolte af at arbejde for at bevare verdens økosystemer. Vi er især stolte af at arbejde sammen med nogle af de miljøforkæmpere, der arbejder i allerforreste række i blandt andet Latinamerika. Det er ikke bare dem, der har mest at tabe, da de lever i og af naturen. Det er også dem, der kan udrette mest, når vi hjælper dem med at få de mest basale rettigheder og beskyttelse på plads. SKOV & FOLK 4 • 2020 3