34 Sport
Søndag den 5. februar 2012
Ungdomstrænere under pres Idræt: Næsten hver anden håndboldtræner overvejer at kvitte trænergerningen, viser en undersøgelse. En generel tendens i dansk idræt, lyder det fra Danmarks Idræts-Forbund. Det kan få konsekvenser for børnenes opvækst, mener børnepsykolog. NICKLAS VINDE sport@jp.dk
ravlhed. Et ord, der kan karakterisere mange menneskers hverdag. Ikke mindst hos trænerne i dansk idræt. Forestil dig, at klokken lige har passeret 16.00. Du har netop rejst dig fra kontorstolen efter en udmattende arbejdsdag. På vej hjem skal du lige forbi SFO’en og hente ungerne og derefter i Netto for at handle ind til aftensmaden. Men det skal gå stærkt, for klokken 17.30 begynder træningen for U12-håndboldholdet, du er træner for. Og nå ja, så skal du også lige have printet de kampsedler ud, som spillerne skal have efter træning, så forældrene ved besked, om de skal køre børnene til kamp i weekenden. I en undersøgelse foretaget af Morgenavisen Jyllands-Posten svarede 47 pct. af de 282 adspurgte håndboldtrænere, at de har overvejet at droppe trænergerningen. De hyppigste årsager viste sig – med klar overvægt til førstenævnte – at være travl hverdag, konflikter med spillernes forældre og uengagerede spillere. I Danmarks Idræts-Forbund har man den opfattelse, at det er en generel tendens i dansk idræt. »Jeg skal ikke kunne sige, om tallene er så høje i alle idrætsgrene, men det er en generel tendens i dansk idræt. Vi ved, at en presset hverdag er en af de største årsager til, at frivillige ryger ud af vores foreninger,« siger Danmarks Idræts-Forbunds idrætspolitiske chef, Poul Broberg.
T
Dine børn rammes Det er en trussel for det danske foreningsliv. Og svækkes foreningerne, er det i sidste ende børnene, der stå tilbage som tabere, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. »Jeg tror slet ikke, vi er klar over, hvor stort et arbejde de her trænere gør ved at lære vores børn at være en del af en gruppe og have nogle ting i deres fritid, som giver mening,« siger hun. »Gruppefølelsen er utrolig vigtig især fra 7-8 års-alderen
og langt frem i livet. Børn løsriver sig, de skal ud og lære, hvordan det rigtige liv er, og de skal integrere sig og have et socialt liv. Og det lærer man rigtigt godt i en idrætsklub. Samtidig er der ofte her et sammenhold uden lige, som giver børnene en enorm glæde, og børnene får en masse, små, sikre succeser ved at være med i sådan et fællesskab.« Den vurdering bakkes hun op i af en idrætsforsker. »En forening kan, hvis den fungerer godt, være en slags opdragelse til fælles ansvarlighed. Håndboldklubben er et sted, hvor man får en erfaring med og opdrages til at tage ansvar og være fælles om en række ting, som er vigtige for vores samfund,« siger Bjarne Ibsen, professor ved Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet. Han maner dog hurtigt til besindighed. »Hvis man lavede en undersøgelse på en arbejdsplads og spurgte, hvor mange der havde overvejet at skifte job, så ville man også se en stor andel, for der er alligevel et stort skridt fra at overveje at forlade sin stilling og til at gøre det,« siger han.
Idrætsforening er ikke alt Verner Møller, professor og forskningsleder ved Center for Idræt, Aarhus Universitet, er uenig med både Margrethe Brun Hansen og Bjarne Ibsen i deres vurdering af foreningernes betydning for børns opvækst. »Jeg tror ikke, det har en stor påvirkning på deres opvækst, for der er faktisk folk, der er vokset meget godt op uden at være medlem i en fodbold-, badminton- eller håndboldklub. Man kan sige, at det kan få konsekvenser for Dansk Håndbold Forbund (DHF) ikke bare med et stort frafald af trænere, men også et stort frafald blandt spillerne, fordi de oplever, at der er for stor diskontinuitet og for ringe kvalitet. Men det er sådan set det eneste,« siger Verner Møller, idrætsforsker ved Aarhus Universitet . I Dansk Håndbold Forbund er man klar over problemet og erkender det,
Stress hos ungdomstrænere 282 trænere har svaret på spørgsmålene. Svarene er i pct.
HAR DU FULDTIDSARBEJDE VED SIDEN AF DIN TRÆNERGERNING? Ja
84
Nej
Ud af klubben
16
FØLER DU DIG STRESSET I HVERDAGEN? 44
Ja Nej
56
(HVIS JA I FOREGÅENDE) ER TRÆNERGERNINGEN MED TIL AT GØRE DIG STRESSET? Ja
50
Nej
50
ER DU GLAD NÅR DU TAGER TIL TRÆNING? Ja Nej
95 5
HAR DIT HUMØR ÆNDRET SIG NÅR DU TAGER HJEM FRA TRÆNING? Ja
40
Nej
60
OVERVEJER DU AT DROPPE DIN TRÆNERGERNING? Ja Nej
hvad enten det handler om at sikre børnenes trygge opvækst eller medlemstallene i de danske klubber. »Tallene er frygtindgydende og bekræfter os bare i det problem, der eksisterer, og som vi allerede har erkendt.
mark, som trænere kan tage udgangspunkt i. Her har vi forsøgt at tilrettelægge træningen tilpasset til de enkelte aldersgrupper både på elitært og breddemæssigt niveau. Det kan muligvis hjælpe en træner, der er stærkt stresset med træningsplanlægning,« siger DHF’s generalsekretær, Morten Stig Christensen.
47 53
JP-grafik: MARTIN LYNNERUP
Derfor arbejder vi med at give klubberne nogle værktøjer til forholdsvis simpel og ubureaukratisk administration. Samtidig har vi lige lavet det, der hedder aldersrelateret træningskoncept i samarbejde med Team Dan-
Men det er ikke kun tidspresset, der tynger trænerne i de danske foreninger. Som nævnt spiller forældrenes brok og spillernes dårlige engagement også en rolle i overvejelserne. Også her har man fra DHF’s side forsøgt at nedkæmpe problemet. »Vi er fuldt ud klar over det problem, der er med forældrene. Derfor havde vi lavet en holdningskampagne, som klubberne var vilde efter at deltage i, men problemet er ikke løst, og jeg tror godt, vi kan finde på at køre den igen,« siger Morten Stig Christensen. »Der eksisterer jo også et udtryk, der hedder ”curlingbørn”. Altså de børn hvis forældrene ikke bestiller andet end at ligge og feje foran dem hele livet. Det er dem, der er problemet. Men det er jo et fænomen, der ligger i tidsånden, som man oplever generelt i forhold til normer og skole.« DHFs generalsekretær erkender dog, at der desværre ikke er fundet en mirakelkur mod problemet. Så hvis ikke håndboldforbundets holdningskampagne virker tilstrækkeligt, har Danmarks Idræts-Forbund en mere kynisk metode klar. »Vi kunne godt tænke os, at foreningerne var mere konsekvente over for disse mennesker og sagde: ”Prøv at høre her. Det kan godt være, at det koster os noget kontingent, men vi ønsker ikke at have jeres børn her, hvis det er den måde, at jeres børn opfører sig på.« I undersøgelsen, der omfattede 282 håndboldtrænere fordelt over hele landet, var 80 pct. ungdomstrænere, mens resten var seniortrænere på breddeniveau. Seniortrænerne svarede generelt som ungdomstrænerne med undtagelse af forældreproblemet.
Trænerne om årsager til stress Forældrenes overdrevne forventninger og travlhed i forhold til børnene. Klubbens forventninger til egne hold i forhold til deres kunnen.
Alt for mange hold og spillere til alt for lidt tid i hallen. Tunge arbejdsgange i forhold til klubbens administration.
Det er det uden for træningen, der stresser. F. eks. at finde tidtagere, arrangere pokalkampe og ændre kamptidspunkter.
Søndag den 5. februar 2012
Sport 35
Jon Damsgaard gav op som håndboldtræner i Stilling, da både forældre og børn slækkede på engagementet. Foto: Ole Lind
En ildsjæl brændte ud N Jon Damsgaard sad både i bestyrelsen og var træner for tre hold i sin idrætsforening, indtil han i sommer fik nok og sagde farvel og tak på grund af dårlig forældreopbakning. N En lignende historie kan danseinstruktøren Emilie Eriksen berette om. NICKLAS VINDE sport@jp.dk
»Jon gør det muligt for mange«. Sådan lød overskriften i Lokalavisen Skanderborg tilbage i 2008. Den dengang 18-
Emilie Eriksen har som danseinstruktør haft store problemer med forældrenes ambitioner på børnenes vegne. Men foreløbig har kærligheden til sporten fået hende til at fortsætte. Foto: Nanet Hartmann Knudsen
årige Jon Damsgaard havde netop vundet Nordeas Gør Det Muligt-prisen i byen for sit enorme arbejde i Stilling IF. Her sad han som bestyrelsesmedlem og var samtidig træner for to håndboldhold og et fodboldhold. I dag er det umuligt for ham at gøre det muligt for andre. Han valgte nemlig i sommer at trække sig som træner. Et virke han ellers har været at finde i, siden han blev assistenttræner i klubben som 12-årig.
Barnlige forældre Dårlig opbakning fra forældre og brok fra samme, uengagerede spillere samt tidspresset fra dagligdagen med civilt job gjorde til sidst, at den nu 21-årige Jon Damsgaard sagde stop. »Forældresamarbejdet fungerede overhovedet ikke, og det kørte helt skævt, da jeg begyndte at stille nogle krav til forældrene. Jeg sagde til forældrene, at jeg hjertens gerne ville træne deres børn i at spille håndbold, men ikke sidde og bruge tid på alt det koordineringsmæssige med kampplaner og kørselspla-
ner. Men der var desværre ikke nogen, der tog det til sig,« siger Jon Damgaard og forklarer, at idrætsforeningen til sidst blev betragtet som en institution på lige fod med SFO’en. »Jeg er ikke ansat som pædagog for deres børn. Formålet med at gå til håndbold er ikke, at børnene skal passes her i halvanden time nogle gange om ugen. Nej, det er, at de skal komme ned og lære at spille håndbold. Men det var som om, at hallen bare var et sted, hvor forældrene læssede ungerne af for at have et par timers fred,« tilføjer han
Håndbold er en holdsport Èn ting var forældrenes ligegyldighed over for det frivillige arbejde i klubben. For Jon Damsgaard kulminerede det, da også spillerne begyndte at slække på engagementet. »Håndbold er en holdsport, og derfor er man der hver gang. Man melder ikke afbud, fordi der er et eller andet arrangement, man hellere vil den dag. Men den opfattelse delte jeg ikke med spillerne,« siger den 21-årige forhenværende træner, in-
den han slutter af med at fortælle, at en presset hverdag bliver mere overskuelig uden et trænerjob at se til.
Skræmt dansepige Man skal lave noget af et hopskud for at komme over i den boldgade, hvor Emilie Eriksen fra Frederikshavn befinder. Men ikke desto mindre ligner hendes historie. Emilie Eriksen er danseinstruktør for en gruppe piger i alderen 8-10 år. Hun traf i sommer en beslutning, som fik så hård en medfart af forældrene til danserne, at hun stærkt overvejede at droppe yndlingsinteressen. »Jeg havde sat to piger af holdet, fordi deres træningsengagement og præstationer var faldet markant. Pigerne forstod det, men forældrene blev så rasende, at de kimede mig ned flere aftener i træk i sommerferien,« siger Emilie Eriksen. Emilie Eriksen er stadig danseinstruktør trods store kontroverser med utilfredse forældre. »En dag kom faderen selv ind i dansestudiet og råbte mig direkte ind i hovedet og
ville have mig fyret, fordi han mente, at hans datter var god nok til holdet,« fortæller hun. Det var en medfart, der fik danseinstruktøren til at overveje, om det var det værd. »Jeg sagde ofte til min kæreste, at jeg var usikker på, om jeg havde lyst til at fortsætte som instruktør.« Trods de verbale tæsk stod danseinstruktøren imod og lod kærligheden til sporten sejre. »Det giver et hak i selvtilliden, når et andet voksent menneske råber ad dig på den måde og siger sådan nogle ting. Men jeg er den type, der står imod og kæmper for min ret, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Så jeg besluttede mig for at fortsætte og forsøger på bedste vis at holde tankerne væk fra sure forældre, der har større ambitioner på børnenes vegne, end børnene selv har. « Emilie Eriksen kæmper stadig en hård kamp med forældrenes tårnhøje ambitioner på børnenes vegne, mens håndboldtræneren Jon Damsgaard ikke forventer at vende tilbage som træner.