Artiklen "Mors bagside af medaljen" - en fortælling om Michael Mazes mor af Nicklas Vinde

2

3. sektion

LØRDAG 21. JULI 2012

Mors bagside af medaljen Connie Andersen har smurt madpakker klokken to om natten, hun har kørt land og rige rundt til turneringer, og hun har måttet betale dyre telefonregninger for at holde kontakten med sin savnede søn, bordtennisspilleren Michael Maze.

Snart er hun med til OL i London takket være projektet »Thank you Mom«.

Af Nicklas Vinde Det er en blandet buket, når man skal skitsere Michael Maze. Billeder af flyvende bordtennisbat og raseri popper op på nethinden, og så de store triumfer og blomster på sejrsskamler, som man ikke mindst forbinder med den danske »Batman«.

Bag denne interessante, sportslige succeshistorie gemmer sig en vigtig person, som sjældent krediteres for det daglige fl id, hun har leveret.

Hun hedder Connie Andersen. Hun er mor til Michael Maze og har været med til at forme denne enestående figur. Ikke bare bordtennisspilleren Michael Maze, men også drengen og manden Michael.

Det første, jeg bliver ramt af, da jeg gæster huset i den lille by Leestrup uden for Faxe, er varme. Ikke varmen fra den danske sommersol, men varmen fra Michael Mazes mor, Connie, der med åbne arme tager imod mig på en solbelyst terrasse på en lille, fredelig landevej mellem stråtækte huse og grønne marker.

Solen skinner på Connie, der drikker af et glas isvand i sommervarmen.

Varme, omsorg, respekt og kærlighed er det, der har bragt hendes søn, Michael, langt i livet. Langt i livet som professionel atlet.

Kærlig tryghed Mor-søn-forholdet her er stik modsat det kendte forældre-barn-forhold mellem tennisspilleren Caroline Wozniacki og faderen Piotr. Hos Maze og mor ser man ikke en forælder, der har høje ambitioner på barnets vegne.

Connie sætter tryghed, kærlighed, trivsel og nærvær over alt andet.

Forældrene blev ganske vist skilt, da Michael var ganske lille, men et stærkt venskab mellem dem gjorde, at alle beslutninger blev truffet i fællesskab for Michaels bedste, og det hjalp knægten.

Connie var klar til at lade faderen, John Maze, have Michael halvdelen af tiden, men faderens engelske og konservative oprindelse sagde, at barnet havde bedst af at være hos sin mor størstedelen af tiden. Så Michael besøgte sin far hver anden weekend, og også ferierne tilfaldt faderen, så Michael også kunne være hos sin engelske familie.

Den beslutning betød med årene,

Michael Maze og hans mor, Connie Andersen, har et nært forhold, selv om Michaels bordtennis ofte har betydet, at den daglige dialog og nærhed manglede. Nu skal mor med til OL i London. at det for Connie blev helt slut med at have sin søn med på ferie. For Michael begyndte allerede som 10-årig at være af sted med landsholdet i sommerferien, og når der endelig var tid til ferie, tilfaldt den faderen som aftalt. Så ikke siden Michael var 11 år, har han været på ferie med sin mor.

Savn Men det var kun en lille del af det afsavn, moderen måtte lide under. For savn er ordet, der beskriver Connies følelser, når hun tænker tilbage på Michaels opvækst, der foregik uden for hjemmet fra en tidlig alder.

Allerede som 15-årig flyttede han til Gildhøj-kollegiet ved Idrættens Hus i Brøndby for at satse på bordtennis, og kort tid efter flyttede han endnu længere væk. Til Düsseldorf.

- Vi har savnet ham i familien. Det er den pris, vi har betalt.

Under Michaels lange udeophold, fandt forældrene hurtigt en rollefordeling i, hvor ofte de talte med Michael og om hvad.

- Michael har snakket med sin far hver dag, når han har boet i udlandet.

Det har han ikke med mig. Men han har været tæt knyttet til os på forskellig vis.

- Ja, min far han skulle altid lige ringe og høre, hvordan træningen var gået. Så han ringede hver dag, siger Michael Maze.

At John Maze på den måde fi k lov at snakke med sin søn hver dag, blev moderen ikke stødt over.

- Det har jeg slet ikke haft nogen problemer med. Jeg kunne altid ringe til

John og spørge, hvordan han havde det, hvis jeg ikke kunne få fat på Michael. Jeg har aldrig oplevet jalousi eller misundelse.

Faderens død Men en dag brast hverdagen for Michael. Følelses-taget styrtede ned over den unge knægt. Hans far var faldet om efter en fodboldkamp, og i en uge håbede familien det bedste, inden det mest tragiske skete. John Maze afgik ved døden. Michael var blot 19 år gammel.

Der går ikke ikke mange sekunder, fra jeg har spurgt til denne tragedie, til Connies øjne er blanke som spejle.

En tåre triller ned ad den ene kind, mens stemmen knækker over allerede i den første sætning.

- Det var forfærdeligt, lyder det fra Connie, hvorefter hun holder en lang pause og rømmer sig. Hun tager fat om glasset foran sig og stirrer stift på det, mens hun fortsætter samtalen.

- Jeg kan jo stadig dårligt tale om det uden at blive ked af det, siger hun og løfter brillerne og kører en finger under hvert øje.

- Det er jo ikke meningen, at børn skal miste deres forældre. Så derfor var det et helvede. Og det skete.

- Ens far er jo uovervindelig, føler man. Han var én jeg så meget op til, en rigtig god ven, og en jeg havde daglig kontakt med. Og så få den opringning, hvad der var sket, det var jo fuldstændig som at få revet skellettet ud af røven. Det er det værste øjeblik, jeg har haft i mit liv. Det kan ikke sammenlignes med noget andet, siger Michael.

Men den unge bordtennisstjerne kom på benene igen efter den hårde mavepuster. Ikke mindst takket være stor hjælp fra sin mor.

- Det handler om at være der og rumme den smerte, det er og var. Og det synes jeg, at vi gjorde. Vi rykkede sammen. Michael beskriver det som, at vi var ligesom et team. Og det er rigtigt beskrevet, synes jeg, siger Connie med henvisning til, at John dengang havde en ny kone og børn med hende, mens også Connie havde fundet sig en ny mand.

- Den uge, som John levede og var i kunstigt koma, var vi et team. Der var hele tiden et hold på hospitalet. Og alle samarbejdede på tværs af familierne.

Vi var et hold, der klarede det her sammen, og det, tror jeg, har været rigtigt betydningsfuldt.

Og det var unægteligt med til at bringe Michael endnu tættere på sin mor.

- Vores bånd blev stærkere. Vi kom tættere på hinanden. Det er der ingen tvivl om. Jeg vil sige, at hele familien blev styrket meget af det. Så på den måde var det positivt, kan man sige, lyder det fra Michael.

Fællesskabsfølelse

Michael Maze havde sin mor med, da han i 2004 var på Fakse Rådhus for at vise borgmester René Tuekær sin OL- medalje.

Foto: Jens Wollesen

3. sektion

LØRDAG 21. JULI 2012

Flyvegigt og brændevin POLITISK PARENTES AF EJVIN BJØRNKJÆR Færdselsbetjenten stak næsen ind i min bil og sagde så: »Har De drukket alkohol?« »Ikke en dråbe,« svarede jeg - det var ikke sandt, men lige den dag havde jeg ikke, ej heller aftenen i forvejen eller dagen før. De tror mig måske ikke, men det kan skam godt forekomme. »De lugter af brændevin!«, sagde han mistænksomt.

Et stort øjeblik i sportskarrieren var, da Michael Maze fik bronze til OL i 2004.

Foto: Jens Wollesen Michael Maze er nu 30 år, og efter mange års opbakning fra mor Connies side bliver hun nu belønnet. Hun er udpeget af Procter & Gamble (P&G) og Danmarks Olympiske Komité til at være den danske deltager i projektet »Thank you Mom«. Connie skal derfor til OL i London og følge sin søn på nært hold, og oplevelsen vil med garanti forplante sig til forholdet mellem mor og søn.

- Det allerstørste øjeblik jeg har haft, det er jo OL-medaljen, fordi jeg var der.

(Michael vandt OL-bronze i double i Athen i 2004 med Finn Tugwell, red.).

Det er mit største øjeblik, fordi jeg sad på lægterne, siger Connie.

- Jeg tror, OL i London kommer til at give os den fællesskabsfølelse, som jeg på mange måder har savnet i forhold til store turneringer. Altså hvor jeg ikke har været der i det rigtige øjeblik.

Det er netop, hvad man fra P&G’s side ønsker. Man vil, som projektets navn indikerer, takke forældrene for deres hårde arbejde i kulissen ved at give dem denne enestående oplevelse sammen med deres atlet-børn.

Nu kan Michael Maze så tage sin mor med til OL i London og betale lidt tilbage af alt det, hun har gjort for ham.

Men Michael skylder intet, siger hun.

- Jeg synes, at det er rigtigt vigtigt, at der ikke er nogen regning at betale.

For mig er det vigtigt, at ens børn ikke skylder én noget. Jeg synes, man som forældre har til opgave at hjælpe sine børn i vej med noget, uanset hvad de kommer i vej med. Og det koster ikke noget. Michael skylder mig ikke noget.

FAKTA  Thank you Mom er iværksat af Procter & Gamble.

*** Så gik der en prås op for mig: »Nåh, det,« sagde jeg. »Der var en mand, der sagde, at man skal knuse roden af en plante - kulsukker, hedder den, men der er også andet, der kan bruges - og putte den i snaps; når det har trukket i 24 timer, skal man smøre det på lænden. Så forsvinder smerterne. Det har jeg gjort, og nu venter jeg på, at det virker!« »Ja, det siger de alle sammen - men så har De ikke noget imod at blæse i alkometret, vel?« sagde han, og jeg sagde straks Ja, idet jeg spekulerede på, hvad der ville ske, om jeg havde sagt nej.

Han stak apparatet i munden på mig, jeg pustede det bedste, jeg havde lært, og han kiggede. »Næh,« sagde han skuffet. »Ingenting!« Så gav han mig kørekortet tilbage med klip og det hele, og ønskede mig god videre færd.

*** Det næste, De vil spørge om, er, om det så hjalp - det med urterne og snapsen - og helt ærligt: Jeg ved det ikke.

Smerterne i lænden forsvandt efter at jeg havde indledt kuren - til min glæde - indtil jeg kom i tanker om, at det var sket før. At de er forsvundet for en tid. Også uden at jeg har gjort noget som helst.

Jeg har også prøvet hestepiller, det fortalte en veninde, at hun havde gode resultater med - indtil hun erkendte, at det kun havde hjulpet en tid, hvorefter det ikke havde nogen som helst effekt.

En anden veninde kunne til gengæld berette, at da hun holdt op, fordi hun ikke syntes, det virkede, begyndte det at gøre endnu mere ondt!

Så begyndte hun igen. Jeg har ikke fået spurgt til hendes lidelser for nylig, men det går sikkert op og ned ...

 P&G er Worldwide Olympic Partner for alle OL-stævner frem til og med OL 2020.

 150 atleter og deres forældre verden over bliver sponsoreret under OL i London 2012 af P&G.

 I Danmark sponsoreres Michael Maze og hans mor Connie Andersen af P&G.

*** For en del år siden mente jeg, jeg burde indvi min læge i mine pinsler. »Hvor gør det ondt?« spurgte han - klinisk interesseret, men tilsyneladende uden større medfølelse. »Det er svært,« sagde jeg. »Snart her, snart der. Lige nu er det i venstre knæ, men det kan også være i højre, så i hoften, forleden sad det i den ene skulder,

men det kan også være i den anden ...« »Flyvegigt!« sagde han prompte. »Det er flyvegigt.« Nu hører jeg til dem, der har læst Politikens Lægebog 1973 både forfra og bagfra, jeg er fast abonnent på Ugeskrift for Læger, ligesom jeg konsulterer netdoktor.dk og netpatient.dk flere gange ugentligt; og jeg frekventerer med jævne mellemrum patientforeningernes hjemmesider for det tilfælde, at de måtte have fundet nogle interessante sygdomme, jeg ikke har hørt om. »Flyvegigt?« udbrød jeg. »Det er der altså ikke noget, der hedder!« »Det ved jeg godt,« sagde han. »Men den plejer at virke på folk, der har alle de forskellige smerter, der rammer folk, efterhånden som de kommer op i årene - enten fordi de ikke holder sig i form, eller fordi de holder sig for meget i form! Når man så siger, de har flyvegigt, og det må de lære at leve med, for det er naturligt, så får de det meget bedre, for der er ikke noget så betryggende som at få en diagnose.

Og så siger de lettet: »Nåh, flyvegigt!

Ja, det kender jeg flere, der har ...«

*** Verden vil bedrages, især sygdomsverdenen, og derfor er det godt at regeringen investerer i diagnose-centre, hvor man kan få en hurtig diagnose; så har man da fået noget, når der ikke er penge nok til at behandle det, diagnosen viser, sådan lige med det første ...

Så kan man gå der og blære sig med sin diagnose!

Før i tiden var det kun alternative behandlere, der snød os, så vandet drev af os. Nu har også rigtige læger lært, at vi i vort forkælelsessamfund har svært ved at affinde os med, at der er skavanker, man ikke kan behandle os ud af - hvorefter der ikke er andet

at gøre end at give os en diagnose, der lyder fint, og giver håb!

*** Jeg besøgte en gang Tjernobyl-værket i Ukraine. Ved en privat fest blev jeg præsenteret for et par unge fyre, der fortalte, at de var professorer på et lokalt universitet.

Det undrede mig - trods deres armani-outfit osede de langt væk af mafioso, men den var god nok: Deres visitkort viste, at de virkelig var professorer på et naturmedicinsk universitet i nærheden, der sprøjtede kortuddannede »naturlæger« ud; behovet var enormt efter katastrofen på atomkraftværket, kunne de berette. »Hvorfor?« spurgte jeg senere en videnskabsmand. »Fordi,« sagde hun - manden var en dame - »folk er overbeviste om, at de må fejle noget efter alt det, de har læst. Når de så får den besked af deres læge, at de intet fejler, går de til de alternative behandlere, der fylder dem med det ene naturmiddel efter det andet - de betaler en herregård, og eftersom de jo har været raske hele tiden, opdager de hurtigt, at medicinen hjælper! Og uddannelsen på »universitetet« er billig, fordi »lægerne« binder sig til at købe naturmedicinen dér ...«

*** Så jeg går ind for, at også rigtige læger lærer bedragets ædle kunst! Panodil er billigere end urtemedicin, og det er jo kemi alt sammen.

Uden at jeg derfor udelukker, at urtesuppe på Rød Ålborg kan have helbredende effekt. Oplever man det sådan, er det fint - gør man ikke, kan han jo forsøge sig med indvortes brug; så er pengene da ikke spildt ...

3