Issue #2 winter 2009
Review // Рецензия
– en avis for statsborgere og statsløse borgere i Danmark – a paper for citizens and non-citizens in Denmark
ИСТОРИЯ БЕЗ БУДУЩЕГО РАЗМЫШЛЕНИЯ ПОСЛЕ ОДНОГО ИЗ ПРЕМЬЕРНЫХ СПЕКТАКЛЕЙ
П
оскольку каждый из нас хорошо знает, что любой кандидат на теплое место обещает золотые горы в ходе избирательной кампании, но в большинстве случаев забывает обо всех своих обещаниях сразуже после победы. Я могу только надеяться, что прошедшие выборы в местные органы самоуправления будут исключением из этого печальных правил. За последние несколько лет, прошедших со времени последних парламентских выборов, только самый ленивый журналист не писал о положении иммигрантов и политических беженцев в Королевстве Дания. В ходе последних парламентских выборов, в результате огромного политического блефа г-н Насера Хадера, возглавляющего Новый Альянс стали основой его предвыборной кампании .Он обещал изменить государственную политику в отношении иммигрантов и беженцев в случае победы на выборах. Конечно, они получили достаточно голосов, чтобы войти в парламент и соответственно забыли все свои обещания. Новый Альянс благополучно скончался , но благодаря им внимание большинства некоммерческих медиа-компаний было обращеныо в сторону положения иммигрантов и беженцев в Дании. И ситуация была рассмотрена с политический, экономичекой, правовой религиозной или просто человеческой точки зрения тонны бумаги были исписаны и использованы гигабайты цифровой памяти - Я не хочу копировать их. Этим летом противостояние между полицией и иракскими беженцами в церкви лишь подстегнуло общественное мнение; Общество было разделено на два враждебных лагеря. Для меня было особенно положительным фактором, то что большинство художников и артистов активно выражали свое мнение и гражданскую позицию по отношению к тому, что они считают неправильным или несправедливым. Прекрасным примером является проект датских художников Аction-Auction. Другим примером является последняя премьера в Dатском Kоролевском театре, под названием Framtidens Historie.
Foto: Per Morten Abrahamsen
vТеатр представил публике Вселенную сюрреализма, где привычные стереотипы мышления просто не работают. Представление, как по-волшебству перенесло меня обратно в счастливые времена моего детства, напомнив мне две мои любимые сказки; Алиса в стране чудес и Алиса и в Зазеркалье Льюиса Кэрролла. В первой части спектакля, главная героиня, так же, как Алиса в стране чудес , даже несмотря на разницу в возрасте, пытается понять мир вокруг себя и разобраться в нем методом проб и ошибок. Она чувствует себя чужой в этом мире и спрашивает каждого встречного-Что происходит? И странно, как ее коллеги на сцене напоминают мне пеерсонажей Белый Кролик, Шляпник, Чеширский кот и Герцогиня. И есть только один реальный выход из этого странного мира надо просто проснуться! Вторая часть спектакля представляет лагерь для беженцев и его обитателей. Все это очень напоминает мир сумашедших - обратную сторону зеркала. Здесь все очень похоже на реальный мир, но вы не можете избавиться от ощущения нереальности. Так же, как Алиса ты отчаянно пытаешьсяся выйти из этого состояния,но всегда оказываешься в точке отправления. Вся ваша жизнь движется в противоположном направлении. Единорог постоянно борется со львом, и вы должны пройти все семь кругов ада, чтобы наконец встретиться со своей Белой Королевой, но в большинстве случаев это история без будущего. Но по моему мнению, обе части спектакля не связаны друг с другом и в конечном итоге являются совершенно различными историями. Отчетливо проглядывает натянутость в соединении этих двух частей как просто дань моде.Но это,конечно,только мое личное мнение.
STORY WITHOUT A FUTURE REFLECTIONS AFTER ONE OF THE PREMIERES By Patrick, centerresident at Sandholm
E
ach of us is well aware that candidates on a warm chair promise mountains of gold during election campaigns, but in most cases, forget these promises right away after victory. I can only hope that recent communal elections will be an exception to this sad rule. Over the past few years that have elapsed since the last parliamentary elections, only the laziest journalist didn’t write about the situation of immigrants and political refugees in the Kingdom of Denmark. In the last parliamentary election, as a result of an enormous political bluff. Mr. Naser Khader headed Ny Alliance, where the basis of their campaign promised to change government policies towards immigrants and refugees if they won the elections. Of course they got enough votes to enter the parliament and immediately forgot their promises. Ny Alliance are now safely dead, but thanks to them attention from most large non-profit media companies were turned toward the situation of immigrants and refugees in Denmark. The situation has been assessed differently from political, economic, legal, religious and simply human points of view. A ton of paper is spray-painted and gigabytes of digital memory have been used. I don’t want to copy them. This summer confrontation between the police and Iraqi refugees in the church only spurred public opinion; Society was divided into two hostile camps. For me it was a particularly positive factor that the majority of artists actively expressed their opinions and citizenship position in relation to what they regarded as wrong or unjust. An excellent example is the project of Danish painters in Action-Auction. Another example is the latest premiere in Danish royal theater, called Fremtidens Historie. The theater presented to the audience a universe of surrealism, where the habitual patterns of thinking simply do not work. Performances, as in magic, take me back to the happiest time of my childhood, reminding me my two favorite fairytales; “Alice in Wonderland” and “Alice and the Adventures Through the Looking Glass” by Lewis Carroll. In the first part of the performance, the main character, who is the same as “Alice in Wonderland” but at a different age, tries to understand the world around her and appre-
ciate it, using methods of trials and error. She feels like a stranger in this world in which she’s not completely understood and tries to make sense of it, asking everyone she met what happens there. In a strange way her colleagues on stage remind me of the characters of White Rabbit, Mad Hatter, Cheshire Cat and the Duchess. There is only one real way out of this bizarre world. You need to wake up! The second part of the performance submits a camp for refugees and there inhabitants. It’s all very reminiscent - crazy world other side of looking glass – kind of feeling. Everything here is very similar to the real world but you can’t get rid of the feeling of unreality. Just like Alice you desperately try to get out but you always come back to same place of departure. Your whole life is moving in opposite direction. Unicorn constantly fight the lion and you must pass all seven cells of hell to finally meet your White Queen, but in most cases it is a history without a future. But in my opinion both parts of the play weren’t connected to each other and ended up looking like totally different stories. It was a forced connection that didn’t produce any sensibility to the real problem – the camp, the other world. But of course that is only my private experience… -----------------Patricks real name is known to the editorial board. -----------------Fremtidens Historie
af Christian Lollike Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Portscenen. 11. september - 23. oktober 2009 Medvirkende: Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton, Bodil Jørgensen, Morten Suurballe, Lisbeth Wulff. Iscenesættelse: Christian Lollike Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen Forestillingen blev produceret med støtte fra Goethe-Instituttet.
Foto: Per Morten Abrahamsen
I første udgave af visAvis skrev Michael Thouber til Integrationsminster Birthe Rønn Hornbech og folketingspartiernes ordførere i integrationsudvalget med en åben invitation om at rejse til Irak for med egne øjne at få afklaret det helt centrale spørgsmål omkring de hjemsendte irakiske asylansøgere: Er områderne de hjemsendes til sikre nok til en hjemsendelse, eller er der stadig for uroligt? Læs invitationen på visAvis.dk
IRAKERE ER IKKE IRAKERE Af Michael Thouber Juni kl. 15:26 tikker det første svar ind i mailboksen: ”Kære Michael Thouber. Tak for din mail og invitation. Jeg ønsker ikke at deltage i en sådan tur. Med venlig hilsen Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet”. Hans korte og kontante afslag var svar på min invitation til Integrationsministeren og de øvrige politiske ordførere i integrationsudvalget om at rejse med mig til Irak for at besigtige de områder, som de hjemsendte irakiske asylansøgere skulle hjemsendes til. Ganske naivt havde jeg tænkt, at en studietur til Irak – midt i den verserende debat om de irakiske asylansøgere og deres sikkerhed eller mangel på samme ved en hjemsendelse – umiddelbart kunne virke ligeså relevant, som den studietur til Caribien, som hele 17 politikere fra Folketingets kulturudvalg få måneder inden havde takket ja til.
7.
Politikerne: Nej tak, men god tur
Det skulle dog vise sig, at politikernes rejselyst til Irak ikke var helt så stor som til Caribien. Første afslag var som nævnt fra Socialdemokratiet. Integrationsministeren og ordførerne fra Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti svarede aldrig på invitationen. SF’s Anne Baastrup svarede på vegne af Meta Fuglsang, at ”… vi synes jo at dit forslag er interes-
sant, men vi har besluttet at afstå fra at deltage”, og da jeg efterfølgende spurgte, hvorfor de ikke ville deltage, hvis de fandt rejsen interessant, hørte jeg ikke mere. Venstres Karen Jespersen skrev, at Karsten Lauritzen er Venstres ordfører, mens hun selv er formand for Folketingets integrationsudvalg. Jeg svarede, at ”jeg vil selvfølgelig hellere end gerne invitere formanden fra udvalget med på rejsen til Irak”, men hørte heller ikke mere fra Venstre efter den mail. DF’s Peter Skaarups sekretær kvitterede med et ”Tak for din mail med invitation. Peter Skaarup har desværre ikke mulighed for at deltage i dette, men jeg håber, at du/I får en god tur”. Eneste lille åbning var fra Enhedslistens Johanne SchmidtNielsen, der ville overveje at tage med på rejsen, hvis jeg dels kunne garantere for hendes sikkerhed, dels kunne overtale politikerne fra de borgerlige partier til at deltage. Uden adgang til et privat vagtværn og tilsagn fra de borgerlige politikere var jeg skakmat. Ingen studietur for integrationsudvalget til Irak i denne omgang. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Irak
Jeg måtte søge svar gennem andre kanaler. Jeg havde skrevet til Dansk Flygtningehjælp, Forsvarets Efterretningstjeneste og til Udenrigsministeriet for at bede om hjælp til at arrangere rejsen. Dansk Flygtningehjælp svarede, at ”Vi vil som situationen er i dag ikke være i stand til, at
arrangere en rundrejse i Irak og dermed tage ansvar for deltagernes sikkerhed. Desværre.” Forsvarets Efterretningstjeneste svarede aldrig på henvendelsen, mens Udenrigsministeriet henviste til deres rejsevejledninger for Irak og uddybede, at ”Som det fremgår heraf, fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, hvortil alle ikkenødvendige rejser frarådes.” Få uger efter blev Brorsons Kirke ryddet og det første fly med irakere sendt af sted. Umiddelbart ikke særlig opmuntrende, at Dansk Flygtningehjælp, og Udenrigsministeriet med den ene hånd frarådede al indrejse i Irak og Integrationsministeriet med den anden hånd er parat til at hjemsende de 282 afviste irakiske asylansøgere til selvsamme sted. Engle og dæmoner
Retorikken var hård på begge sider af konflikten. Den ene side talte om irakerne som engle, den anden som dæmoner. Det hele spidsede til med rydningen af Brorsons Kirke, hvor der var løgne og fortielser på begge sider. Folk fra organisationen Kirkeasyl refererede løbende i debatten om personlige skæbner, der ville blive forfulgt og muligvis dræbt, hvis de blev hjemsendt. Hundredvis af kendte danskere bakkede offentligt op om Kirkeasyl, der også samlede mere end 600.000 kr. ind ved en kunstauktion på Bruun Rasmussen, hvor overskuddet skulle gå til irakerne. Omvendt
måtte jeg konstatere, at alle politiske partier med undtagelse af Enhedslisten stod bag hjemsendelsen. Samtidig talte jeg med en advokat, der havde indsigt i irakernes sagsbehandling, men som ikke ønskede at stå frem som kilde. Han forklarede, at han havde fuld tillid til systemet, at Danmark har renommé af at være et af de mest grundige asylbehandlingssystemer i Verden, og at mange europæiske lande søger eksperthjælp netop hos Danmark i deres asylsager. Advokaten kunne samtidig – som flere medier – fortælle, at selv Sverige havde hjemsendt irakere for længst. Endelig sluttede han med at konstatere, at det første fly, man havde sendt af sted til Irak, havde man fyldt med ”de værste kriminelle, hvoraf flere var blevet udvist længe inden den siddende regering kom til magten”. Ifølge hans juridiske vurdering handlede debatten i virkeligheden ikke om irakernes sikkerhed ved hjemsendelse nu, men udelukkende om det humanitære synspunkt om man kan hjemsende folk, som har opholdt sig i landet 8-10 år. “Så farligt er der vist heller ikke”
Medierne havde også delt sig op. BT bekræftede advokatens udtalelse om de kriminelle irakere og skrev i en artikel, at ”En af de 282 afviste irakiske asylansøgere, som mange danskere kæmper for skal blive i landet, er dømt til to et halvt års fængsel for vold-
tægt af en mindreårig. Tre andre har begået andre alvorlige forbrydelser som brandstiftelse, narkohandel og berigelseskriminalitet”. Dagbladene Politiken og Information talte irakernes sag, mens Jyllands-Posten og Ekstra Bladet mere eller mindre direkte mente at kunne dokumentere, at irakere godt kunne vende sikkert tilbage. Ekstra Bladet fortalte på en forside, at irakere allerede rejste hjem på turistrejser, og skrev i artiklen inde i avisen, at ”så farligt var det vist heller ikke” – underforstået, at en udvisning af de afviste asylansøgere ikke udgjorde den store fare for deres liv. Jeg skrev til det rejsebureau som ifølge Ekstra Bladet arrangerede turistrejserne, Cham Wings Airlines, og bad dem hjælpe med arrangere min grupperejse til Bagdad, men fik aldrig svar fra rejsebureauet. Derefter skrev jeg til journalisten bag artiklen på Ekstra Bladet, og bad om hjælp ”Jeg forestiller mig efter at have læst din artikel, at du i din research har opnået stor indsigt og nyttig viden, som jeg håber, du vil dele med mig: Flyafgange, sikre områder, opholdssteder, gode hoteller, osv.” Journalisten svarede, at ”På stående fod kan jeg ikke fortælle dig præcis hvilke områder, der er sikre eller ikke sikre. Det afhænger stærkt af, hvem man er, hvilken hudfarve man har, og hvilken religion man tilhører. Du kan læse mere om det i en intern mail, som min kollega Bo Elkjær har skrevet - den følger efter min mail.”