visAvis no. 2

Issue #2 winter 2009

Review // Рецензия

– en avis for statsborgere og statsløse borgere i Danmark – a paper for citizens and non-citizens in Denmark

ИСТОРИЯ БЕЗ БУДУЩЕГО РАЗМЫШЛЕНИЯ ПОСЛЕ ОДНОГО ИЗ ПРЕМЬЕРНЫХ СПЕКТАКЛЕЙ

П

оскольку каждый из нас хорошо знает, что любой кандидат на теплое место обещает золотые горы в ходе избирательной кампании, но в большинстве случаев забывает обо всех своих обещаниях сразуже после победы. Я могу только надеяться, что прошедшие выборы в местные органы самоуправления будут исключением из этого печальных правил. За последние несколько лет, прошедших со времени последних парламентских выборов, только самый ленивый журналист не писал о положении иммигрантов и политических беженцев в Королевстве Дания. В ходе последних парламентских выборов, в результате огромного политического блефа г-н Насера Хадера, возглавляющего Новый Альянс стали основой его предвыборной кампании .Он обещал изменить государственную политику в отношении иммигрантов и беженцев в случае победы на выборах. Конечно, они получили достаточно голосов, чтобы войти в парламент и соответственно забыли все свои обещания. Новый Альянс благополучно скончался , но благодаря им внимание большинства некоммерческих медиа-компаний было обращеныо в сторону положения иммигрантов и беженцев в Дании. И ситуация была рассмотрена с политический, экономичекой, правовой религиозной или просто человеческой точки зрения тонны бумаги были исписаны и использованы гигабайты цифровой памяти - Я не хочу копировать их. Этим летом противостояние между полицией и иракскими беженцами в церкви лишь подстегнуло общественное мнение; Общество было разделено на два враждебных лагеря. Для меня было особенно положительным фактором, то что большинство художников и артистов активно выражали свое мнение и гражданскую позицию по отношению к тому, что они считают неправильным или несправедливым. Прекрасным примером является проект датских художников Аction-Auction. Другим примером является последняя премьера в Dатском Kоролевском театре, под названием Framtidens Historie.

Foto: Per Morten Abrahamsen

vТеатр представил публике Вселенную сюрреализма, где привычные стереотипы мышления просто не работают. Представление, как по-волшебству перенесло меня обратно в счастливые времена моего детства, напомнив мне две мои любимые сказки; Алиса в стране чудес и Алиса и в Зазеркалье Льюиса Кэрролла. В первой части спектакля, главная героиня, так же, как Алиса в стране чудес , даже несмотря на разницу в возрасте, пытается понять мир вокруг себя и разобраться в нем методом проб и ошибок. Она чувствует себя чужой в этом мире и спрашивает каждого встречного-Что происходит? И странно, как ее коллеги на сцене напоминают мне пеерсонажей Белый Кролик, Шляпник, Чеширский кот и Герцогиня. И есть только один реальный выход из этого странного мира надо просто проснуться! Вторая часть спектакля представляет лагерь для беженцев и его обитателей. Все это очень напоминает мир сумашедших - обратную сторону зеркала. Здесь все очень похоже на реальный мир, но вы не можете избавиться от ощущения нереальности. Так же, как Алиса ты отчаянно пытаешьсяся выйти из этого состояния,но всегда оказываешься в точке отправления. Вся ваша жизнь движется в противоположном направлении. Единорог постоянно борется со львом, и вы должны пройти все семь кругов ада, чтобы наконец встретиться со своей Белой Королевой, но в большинстве случаев это история без будущего. Но по моему мнению, обе части спектакля не связаны друг с другом и в конечном итоге являются совершенно различными историями. Отчетливо проглядывает натянутость в соединении этих двух частей как просто дань моде.Но это,конечно,только мое личное мнение.

STORY WITHOUT A FUTURE REFLECTIONS AFTER ONE OF THE PREMIERES

By Patrick, centerresident at Sandholm

E

ach of us is well aware that candidates on a warm chair promise mountains of gold during election campaigns, but in most cases, forget these promises right away after victory. I can only hope that recent communal elections will be an exception to this sad rule.

Over the past few years that have elapsed since the last parliamentary elections, only the laziest journalist didn’t write about the situation of immigrants and political refugees in the Kingdom of Denmark. In the last parliamentary election, as a result of an enormous political bluff. Mr. Naser Khader headed Ny Alliance, where the basis of their campaign promised to change government policies towards immigrants and refugees if they won the elections. Of course they got enough votes to enter the parliament and immediately forgot their promises. Ny Alliance are now safely dead, but thanks to them attention from most large non-profit media companies were turned toward the situation of immigrants and refugees in Denmark. The situation has been assessed differently from political, economic, legal, religious and simply human points of view. A ton of paper is spray-painted and gigabytes of digital memory have been used. I don’t want to copy them.

This summer confrontation between the police and Iraqi refugees in the church only spurred public opinion; Society was divided into two hostile camps. For me it was a particularly positive factor that the majority of artists actively expressed their opinions and citizenship position in relation to what they regarded as wrong or unjust. An excellent example is the project of Danish painters in Action-Auction. Another example is the latest premiere in Danish royal theater, called Fremtidens Historie.

The theater presented to the audience a universe of surrealism, where the habitual patterns of thinking simply do not work. Performances, as in magic, take me back to the happiest time of my childhood, reminding me my two favorite fairytales; “Alice in Wonderland” and “Alice and the Adventures Through the Looking Glass” by Lewis Carroll.

In the first part of the performance, the main character, who is the same as “Alice in Wonderland” but at a different age, tries to understand the world around her and appre-

ciate it, using methods of trials and error. She feels like a stranger in this world in which she’s not completely understood and tries to make sense of it, asking everyone she met what happens there. In a strange way her colleagues on stage remind me of the characters of White Rabbit, Mad Hatter, Cheshire Cat and the Duchess. There is only one real way out of this bizarre world. You need to wake up!

The second part of the performance submits a camp for refugees and there inhabitants. It’s all very reminiscent - crazy world other side of looking glass – kind of feeling.

Everything here is very similar to the real world but you can’t get rid of the feeling of unreality. Just like Alice you desperately try to get out but you always come back to same place of departure. Your whole life is moving in opposite direction.

Unicorn constantly fight the lion and you must pass all seven cells of hell to finally meet your White Queen, but in most cases it is a history without a future.

But in my opinion both parts of the play weren’t connected to each other and ended up looking like totally different stories. It was a forced connection that didn’t produce any sensibility to the real problem – the camp, the other world. But of course that is only my private experience…

-----------------Patricks real name is known to the editorial board.

-----------------Fremtidens Historie

af Christian Lollike Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Portscenen. 11. september - 23. oktober 2009 Medvirkende: Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton, Bodil Jørgensen, Morten Suurballe, Lisbeth Wulff.

Iscenesættelse: Christian Lollike Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen Forestillingen blev produceret med støtte fra Goethe-Instituttet.

Foto: Per Morten Abrahamsen

I første udgave af visAvis skrev Michael Thouber til Integrationsminster Birthe Rønn Hornbech og folketingspartiernes ordførere i integrationsudvalget med en åben invitation om at rejse til Irak for med egne øjne at få afklaret det helt centrale spørgsmål omkring de hjemsendte irakiske asylansøgere: Er områderne de hjemsendes til sikre nok til en hjemsendelse, eller er der stadig for uroligt? Læs invitationen på visAvis.dk

IRAKERE ER IKKE IRAKERE Af Michael Thouber

Juni kl. 15:26 tikker det første svar ind i mailboksen: ”Kære Michael Thouber. Tak for din mail og invitation. Jeg ønsker ikke at deltage i en sådan tur. Med venlig hilsen Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet”. Hans korte og kontante afslag var svar på min invitation til Integrationsministeren og de øvrige politiske ordførere i integrationsudvalget om at rejse med mig til Irak for at besigtige de områder, som de hjemsendte irakiske asylansøgere skulle hjemsendes til.

Ganske naivt havde jeg tænkt, at en studietur til Irak – midt i den verserende debat om de irakiske asylansøgere og deres sikkerhed eller mangel på samme ved en hjemsendelse – umiddelbart kunne virke ligeså relevant, som den studietur til Caribien, som hele 17 politikere fra Folketingets kulturudvalg få måneder inden havde takket ja til.

7.

Politikerne: Nej tak, men god tur

Det skulle dog vise sig, at politikernes rejselyst til Irak ikke var helt så stor som til Caribien.

Første afslag var som nævnt fra Socialdemokratiet. Integrationsministeren og ordførerne fra Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti svarede aldrig på invitationen.

SF’s Anne Baastrup svarede på vegne af Meta Fuglsang, at ”… vi synes jo at dit forslag er interes-

sant, men vi har besluttet at afstå fra at deltage”, og da jeg efterfølgende spurgte, hvorfor de ikke ville deltage, hvis de fandt rejsen interessant, hørte jeg ikke mere.

Venstres Karen Jespersen skrev, at Karsten Lauritzen er Venstres ordfører, mens hun selv er formand for Folketingets integrationsudvalg. Jeg svarede, at ”jeg vil selvfølgelig hellere end gerne invitere formanden fra udvalget med på rejsen til Irak”, men hørte heller ikke mere fra Venstre efter den mail.

DF’s Peter Skaarups sekretær kvitterede med et ”Tak for din mail med invitation. Peter Skaarup har desværre ikke mulighed for at deltage i dette, men jeg håber, at du/I får en god tur”.

Eneste lille åbning var fra Enhedslistens Johanne SchmidtNielsen, der ville overveje at tage med på rejsen, hvis jeg dels kunne garantere for hendes sikkerhed, dels kunne overtale politikerne fra de borgerlige partier til at deltage. Uden adgang til et privat vagtværn og tilsagn fra de borgerlige politikere var jeg skakmat.

Ingen studietur for integrationsudvalget til Irak i denne omgang.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Irak

Jeg måtte søge svar gennem andre kanaler. Jeg havde skrevet til Dansk Flygtningehjælp, Forsvarets Efterretningstjeneste og til Udenrigsministeriet for at bede om hjælp til at arrangere rejsen. Dansk Flygtningehjælp svarede, at ”Vi vil som situationen er i dag ikke være i stand til, at

arrangere en rundrejse i Irak og dermed tage ansvar for deltagernes sikkerhed. Desværre.”

Forsvarets Efterretningstjeneste svarede aldrig på henvendelsen, mens Udenrigsministeriet henviste til deres rejsevejledninger for Irak og uddybede, at ”Som det fremgår heraf, fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, hvortil alle ikkenødvendige rejser frarådes.”

Få uger efter blev Brorsons Kirke ryddet og det første fly med irakere sendt af sted. Umiddelbart ikke særlig opmuntrende, at Dansk Flygtningehjælp, og Udenrigsministeriet med den ene hånd frarådede al indrejse i Irak og Integrationsministeriet med den anden hånd er parat til at hjemsende de 282 afviste irakiske asylansøgere til selvsamme sted.

Engle og dæmoner

Retorikken var hård på begge sider af konflikten. Den ene side talte om irakerne som engle, den anden som dæmoner. Det hele spidsede til med rydningen af Brorsons Kirke, hvor der var løgne og fortielser på begge sider.

Folk fra organisationen Kirkeasyl refererede løbende i debatten om personlige skæbner, der ville blive forfulgt og muligvis dræbt, hvis de blev hjemsendt. Hundredvis af kendte danskere bakkede offentligt op om Kirkeasyl, der også samlede mere end 600.000 kr. ind ved en kunstauktion på Bruun Rasmussen, hvor overskuddet skulle gå til irakerne. Omvendt

måtte jeg konstatere, at alle politiske partier med undtagelse af Enhedslisten stod bag hjemsendelsen.

Samtidig talte jeg med en advokat, der havde indsigt i irakernes sagsbehandling, men som ikke ønskede at stå frem som kilde. Han forklarede, at han havde fuld tillid til systemet, at Danmark har renommé af at være et af de mest grundige asylbehandlingssystemer i Verden, og at mange europæiske lande søger eksperthjælp netop hos Danmark i deres asylsager.

Advokaten kunne samtidig – som flere medier – fortælle, at selv Sverige havde hjemsendt irakere for længst. Endelig sluttede han med at konstatere, at det første fly, man havde sendt af sted til Irak, havde man fyldt med ”de værste kriminelle, hvoraf flere var blevet udvist længe inden den siddende regering kom til magten”.

Ifølge hans juridiske vurdering handlede debatten i virkeligheden ikke om irakernes sikkerhed ved hjemsendelse nu, men udelukkende om det humanitære synspunkt om man kan hjemsende folk, som har opholdt sig i landet 8-10 år.

“Så farligt er der vist heller ikke”

Medierne havde også delt sig op.

BT bekræftede advokatens udtalelse om de kriminelle irakere og skrev i en artikel, at ”En af de 282 afviste irakiske asylansøgere, som mange danskere kæmper for skal blive i landet, er dømt til to et halvt års fængsel for vold-

tægt af en mindreårig. Tre andre har begået andre alvorlige forbrydelser som brandstiftelse, narkohandel og berigelseskriminalitet”.

Dagbladene Politiken og Information talte irakernes sag, mens Jyllands-Posten og Ekstra Bladet mere eller mindre direkte mente at kunne dokumentere, at irakere godt kunne vende sikkert tilbage.

Ekstra Bladet fortalte på en forside, at irakere allerede rejste hjem på turistrejser, og skrev i artiklen inde i avisen, at ”så farligt var det vist heller ikke” – underforstået, at en udvisning af de afviste asylansøgere ikke udgjorde den store fare for deres liv.

Jeg skrev til det rejsebureau som ifølge Ekstra Bladet arrangerede turistrejserne, Cham Wings Airlines, og bad dem hjælpe med arrangere min grupperejse til Bagdad, men fik aldrig svar fra rejsebureauet. Derefter skrev jeg til journalisten bag artiklen på Ekstra Bladet, og bad om hjælp ”Jeg forestiller mig efter at have læst din artikel, at du i din research har opnået stor indsigt og nyttig viden, som jeg håber, du vil dele med mig: Flyafgange, sikre områder, opholdssteder, gode hoteller, osv.”

Journalisten svarede, at ”På stående fod kan jeg ikke fortælle dig præcis hvilke områder, der er sikre eller ikke sikre. Det afhænger stærkt af, hvem man er, hvilken hudfarve man har, og hvilken religion man tilhører. Du kan læse mere om det i en intern mail, som min kollega Bo Elkjær har skrevet - den følger efter min mail.”

…fortsat fra forsiden IRAKERE ER IKKE IRAKERE Intern mail på Ekstra Bladet fra Bo Elkjær: Kære kolleger

Det er selvfølgelig noget sludder, når Ekstra Bladet om turistrejser til Irak skriver, at ”så farligt er det heller ikke”. Vi ved det vist godt selv: Der var trods alt ikke en journalist og en fotograf med på turistflyet til Bagdad. (Hvad koster egentlig en forsikring for to journalistiske medarbejdere, der rejser til Irak på egen hånd, uden at være ”embedded” i det ene eller det andet militær?)

Artiklernes præmis - og dagens leder, der skriver om ”ubekymrede irakere, der vil hjem på flere måneders ferie” - bygger tilsyneladende på manglende viden om de faktiske forhold i landet. Så for en god ordens skyld: Irakere er ikke irakere. Irakere er shiiter, sunnier, kurdere, arabere osv. osv., en sammenkogt ret af etniske og religiøse grupperinger, der ydermere er underinddelt i stammegrupperinger.

Det, vi har set i Irak siden krigens start i 2003, er blandt andet en omfattende borgerkrig, hvor de forskellige etnisk/religiøse grupper på makroplan og stammegrupper på mikroplan har foretaget etnisk udrensning fuldstændigt åbenlyst - under dække af den lovløshed og kaos, der blev sat i værk af krigens start og besættelsen.

En del af den danske ”succes” i Basra-området, hvor der er ”fredeligt” nu, er, at der ikke er flere ikke-shiiter at udrense. Med skam at melde: Den danske besættelsesmagt så passivt til, mens alle andre end irakere af den rette tro blev enten slagtet eller fordrevet. Tilsvarende i Bagdad, der nu er voldsomt fragmenteret i forskellige grupper. Man kan bevæge sig ”sikkert” i den ene gade, fordi man tilhører den rigtige stamme/tro, men går man over gadekrydset ind i den næste gade er man på livsfarlig grund.

Man kan altså godt rejse til Irak som ”turist”, hvis man har forbindelserne i den anden ende fuldstændigt i orden og ved - og har kontakt - med sin lokale stamme og etniske gruppe. Penge hjælper også. De par hundrede flygtninge, der sidder i Danmark og venter på udvisning, har ingen af delene.

Situationen i Irak er fuldstændig uoverskuelig og den er uden for kontrol. Hverken den irakiske regering selv eller besættelsesmagten har eller har haft indflydelse på forløbet af denne etniske udrensningsproces. Fire millioner irakere er drevet på flugt. To en halv million internt i landet og halvanden million til de omkringliggende nabolande. Dertil nogle få tusinder, der er flygtet længere væk.

Det er bl.a. derfor, at FN’s flygtningeorganisation UNHCR anbefaler, at man IKKE tvangshjemsender irakiske flygtninge.

UNHCR er tilstede i Irak, men de har kun kontorer i få provinser. UNHCR har ikke den fornødne sikkerhed til at være tilstede i hele Irak. De har kun kontakt med lidt under 300.000 af de fire millioner flygtede irakere, og UNHCR har kun været i stand til at afhjælpe situationen for nogle få tusinde, stærkt belastede flygtningegrupper. Bl.a. nogle tusinde palæstinensere, der blev fordrevet fra Bagdad. Antallet af flygtninge, der er hjulpet på plads af UNHCR skal tælles i titusinder. Ud af fire millioner.

Oven i dette etniske cirkus kommer den generelle manglende sikkerhed med terrorangreb, bortførelser mv. mv. Det danske udenrigsministerium fraråder stadig alle rejser til Irak. (Senest har ministeriet dog åbnet for nødvendige rejser til tre kurdiske provinser, hvor den største trussel tilsyneladende kun kommer fra tyrkiske militære angreb ind over grænsen) Det er det, vi tilsyneladende har glemt i leder og reportage: Den gade, der er sikker for den ene ”iraker”, er dødsens farlig for den anden. Derfor er der nogle, der frivilligt rejser til Irak - og derfor er der nogle, der sidder i årevis, skræmt fra vid og sans og nægter at rejse tilbage. Selv om de og deres børn enten helt åbenlyst udsættes for torturlignende forhold eller må hutle sig igennem under umenneskelig kummerlighed, både i nærområdet og længere væk.

Bo Elkjær er ikke en Hr. Hvem-som-helst i denne sammenhæng. Han vandt i 2003 den største pris, der uddeles til danske journalister, Cavlingprisen, for hans ”gennemarbejdede, veldokumenterede og kritiske artikler om det demokratiske beslutningsgrundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen”. Jeg skrev derfor til Ekstra Bladet om deres irak-eksperts synspunkt havde været viderebragt i avisen. ”Nej, Elkjærs interne skrivelse har ikke været bragt og bliver det heller ikke”, fik jeg som svar.

visAvis #2

Den danske asyllovgivning og -politik

Since the last issue of visAvis in June this year, there has been a dramatic evolution in Danish asylum politics. 282 Iraqis tried, unsuccessfully, to hide in the Broson-church. The Danish government wont retreat in their decision and the exodus of Iraqis has started.

The increase of refugees worldwide has also put pressure on the Danish asylum camps. Despite the critique of the asylum camps unfortunate locations (Kungalunden under the take-off and landing at Kastrup international airport and Sandholmen in a military training zone) the government has decided to build more facilities on the very same locations.

There is great attention on global solidarity these days with the climate summit coming up and this gives us a rare opportunity to talk about the humanitarian implications on a global level.

Parallel to the release of this issue of visAvis, The Royal Danish Theatre has invited ADT (Asylum Dialog Tank) to create the festival “It’s All National” during the first 5 days of December. This is a real encounter between asylum seekers and Danes with talks, concerts, performances, Arab courses and juridical counselling (www.itsallnational.dk).

The unhappy rose in Paradise A dialogue by Memo Kara Khali

It took root on a grave, but it was afraid of death. It was small, soft and inexperienced so it thought to have another place to live.

The Paradise was its choice. But it still looked unhappy with its new world.

I wondered and asked it: Why are you unhappy, red rose?

This paradise is just a hell with a shape of Paradise, it answered.

Ohh really. What do you mean by that?

I still don’t feel my freedom in this paradise.

FREEDOM? So was your grave better than this paradise which you are in now?

Actually, this paradise is very beautiful place. Can’t you see? Everywhere is green?

The birds are singing. The children are playing and having fun.

So why don’t you join the happy nature, I asked?

Because I have a pain inside me, it answered.

Oh my God, how did that happened?

It happened because of problems, it said.

Hey, what do you want to say, I asked, freedom, problems and pain? What do you want?

Can you please tell me, who are you, where do you live?

I really became confused.

It said: I am an asylum seeker in Denmark.

Where did you come from and what is your name?

I come from Kurdistan and my name is Memo.

Kolofon

Hvad er sikkerhed?

Editorial board:

Writers:

Thanks to:

Svaret fra Ekstra Bladet var et godt eksempel på problemet med debatten om de 282 irakere. Alle så ud til at have en klar dagsorden, mange centrale dokumenter blev holdt fortrolige, og det var derfor, hverken muligt at få nuancerne frem eller få svar på mit konkrete spørgsmål om sikkerheden i Irak. Som integrationsministeren kækt svarede i et tv-interview på spørgsmålet ”Hvad er sikkerhed? Ingen kan garantere min sikkerhed på Nørrebro i øjeblikket”.

Så kære læser. Jeg beklager, at jeg ikke kan levere den ønskede indsigt. Jeg er selv stadig lige forvirret. I medierne kan man læse, at sikkerheden i Irak er forværret det seneste halve år.

Alligevel er hjemsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere begyndt. Debatten er forstummet, og der har gudskelov endnu ikke været historier om, at de udviste har været i livsfare. Tilbage er kun at håbe på, at de historier aldrig kommer.

Af planlagte rejser for Folketingets ordførere dette efterår kan blandt andet nævnes, at Trafikudvalget skal til Berlin, Schweiz og Malmö, Udenrigsudvalget skal til Mellemøsten, Socialudvalget til Manchester og Europaudvalget skal til Bruxelles og Madrid. Kilde: folketinget.dk

Joachim Hamou Jeppe Wedel-Brandt Malin Waak Sylvester Roepstorff Otman Miloud

Memo Kara Khalil Patrick (pseudonym) Ziad Kabbani Nizar Kabbani Nina Monrad Boel Sylvester Roepstorff Lotte Schlosshauer Frøik Johanna Guldager Stine L. Hansen Michael Thouber

Christina Wendelboe Gita Ghei Morten Svendstrup Tif Sigfrids Kaosar Ahmed Copenhagen Post Scott Martingell, Per Morten Abrahamsen The Royal Danish Theatre

Casper Øbro Visuel stuff:

Mia Edelgart Casper Øbro

visAvis is supported by:

ADT – Asyl Dialog Tanken

D. 5. november 2009 afholdt Bedsteforældre for Asyl en høring i Fællessalen på Christiansborg om den danske asylpolitiks forhold til de internationale konventioner. Det blev til en saglig kritik af både den gældende lov og praksis, men regeringspartierne og DF havde ikke ønsket at deltage.

M

Memos dialog

Graphic Design:

Danmark og omverdenen - danskere og ikke-danskere Høring om den danske asyllovgivning i forhold til de internationale konventioner.

Donationer // Donations:

REG. NR. 8401 ACCOUNT NR. 1528167

contact

Shetlandsgade 3, 4 sal.

2300 København S. Danmark email: contact@visavis. dk www.visavis.dk www.trampolinehouse. dk All profit goes to the independent institution ADT/ (Asylum Dialog Tanken) You can help visAvis with contributions, practical help such as proofreading and translations and ideas and inputs.

Check our website: www. visavis.dk

eta Fuglsang fra SF sagde det: Vi har savnet en diskussion med substans. Det var hun ikke ene om at mene, og Bedsteforældre for Asyl gjorde det så muligt d. 5. november at få denne diskussion. Og det blev en debat med substans. Her var både fagfolk, der kunne gøre rede for faktuelle forhold og politikere, der kunne forholde sig til fakta. Emnet var Danmarks asyllovgivning i relation til de internationale konventioner.

For at føre en diskussion med substans behøver man ekspertise, og ekspertisen behøvede her at få ryddet nogle misforståelser af vejen. Det var, hvad Anders Chr. Jensen, der er formand for Foreningen af Udlændingeadvokater, ville i sit indlæg.

Ved Anders Chr. Jensens gennemgang kom der i hvert fald tre ting frem, som blev taget op i det følgende: 'de facto'-begrebet, interneringsloven og Flygtningenævnet.

De facto-begrebet

De facto-begrebet dækker over de flygtninge, der "ikke opfylder betingelserne i FNs Flygtningekonvention, men hvis forhold er sådan, at andre lignende eller tungtvejende grunde tilsiger, at vedkommende ikke bør sendes tilbage til sit hjemland" (Artiklen De facto-flygtning fra Den Store Danske).

Dette begreb blev sløjfet i 2002, fordi regeringen ikke ville give mere beskyttelse end konventionerne tilsiger. Med afskaffelsen indførte man B-flygtning-begrebet: "B-status omfatter flygtninge, der risikerer dødsstraf, tortur o.lign. i deres hjemland, men som ikke omfattes af flygtningebegrebet i FNs flygtningekonvention" (Den Store Danske, artikel om flygtning).

Anders Chr. Jensen gjorde opmærksom på, at man efterfølgende ikke har vidst, hvad man så skulle gøre med de flygtninge, der hverken får asyl eller kan sendes hjem. Ministeren og ministeriet ved og indrømmer, at visse udviste asylansøgere er i overhængende livsfare ved hjemsendelse, men det fører som oftest alligevel ikke til omstødelse af beslutning om hjemsendelse. Det har myndighederne hjemmel til, når der nu ikke længere findes et de-facto-flygtningebegreb i loven.

Den humanitære opholdstilladelse blev ligeledes i 2002 "invalideret og stærkt begrænset", hvad der også er påtalt af Anders Chr. Jensens forening. Psykiske og fysiske sygdomme er næsten ikke grund til at opnå denne beskyttelse, og en lægeattest er svær at opnå. Johanne SchmidtNielsen fortalte senere i forbindelse med hjemsendelsen af den demente iraker Hassan Gardi, at Sundhedsministeriet definerede

demens som en alvorlig sygdom, mens Integrationsminteriet ikke gjorde det. Der er ikke overensstemmelse mellem ministerierne.

Den politiske interesse tilsidesætter fagkundskaben.

I lovgivningen findes der også den såkaldte 18-måneders-regel, der siger, at hvis ikke sagen er afsluttet inden 18 måneder, så gives der automatisk opholdstilladelse. Denne regel bliver stort set ikke brugt, sagde Anders Chr. Jensen.

Interneringsloven

Interneringslovgivningen lagde han ikke skjul på var - hvad man på advokatsprog kalder - 'særdeles vidtgående'. Når en flygtnings sag er afsluttet, ophører personen teknisk set med at være flygtning.

Herefter starter der nogle sanktioner imod denne person, der vel må siges nu at have en status som absolut unavngiven, da vedkomne hverken er flygtning eller statsborger. Han eller hun bliver nu underlagt et opholdspåbud.

Det er med andre ord ikke tilladt at bo andre steder end, hvor myndighederne bestemmer, man skal bo. Der er desuden meldepligt. Hvis ikke man melder sig det pågældende sted, bliver man betragtet som kriminel og er nu omfattet af, hvad der populært kaldes Tuneserloven. Den bliver brugt uden undtagelse. Hvis man er i fase 2 og ikke er mødt frem på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt, giver loven ret til at indefryse de midler, den pågældende får, til at fastspænde en fodlænke på den pågældende, også ved brug af magt, (§34A), samt at fængsle i op til 1 år.

Man kan ikke anke Flygtningenævnets afgørelser

Jens Vedsted-Hansen, der er juridisk professor fra Århus Universitet, satte fokus på den danske bestemmelse om, at man skal være individuelt forfulgt, altså, at man ikke kan få asyl, hvis man kun tilhører en gruppe af forfulgte. Han slog fast, at der ifølge Den Europæiske Menneskrettighedskonvention ikke er et krav om, at risikoen skal være individualiseret. Man har – også som medlem af en gruppe – krav på asyl, hvis det kan godtgøres, at denne gruppe er udsat for forfølgelse, tortur og lignende.

Han pegede desuden på den tvetunget tale, der har eksisteret siden 1996, hvor den første Udlændingepakke blev vedtaget. På overfladen ser loven ud til at overholde de internationale konventioner, men i administrationen og bemærkningerne trænger en politisk intention igennem, der ikke er til sinds at lade sig begrænse af internationale konventioner. Flygtningenævnet lægger i mange tilfælde ministerens anbefaling til grund

for afgørelser, hvor de internationale rammer ofte bliver glemt.

Han understregede desuden det udemokratiske i, at der ikke i det danske retssystem findes en instans, hvor man kan anke en kendelse fra Flygtningenævnet til. Det skete f.eks., da Ashkan fra Iran søgte om asyl på baggrund af terror, men blev hjemsendt og udsat for terror én gang til. Herefter flygtede han til Danmark igen, og denne gang fik han så asyl.

Advokaten forsøgte at rejse en erstatningssag, men her var der simpelthen ikke nogen steder at gå hen. "Nu blander jeg mig meget sjældent i retspolitik", sagde Vedsted-Hansen, men hvis der var noget han gerne lige ville nævne, at man kunne kigge på, sagde han og kiggede på Marianne Jelved, var det denne del af Udlændingeloven, der netop gør det umuligt at appellere Flygtningenævnets afgørelser. Udlændingelovens § 56,stk. 8: "Nævnets afgørelser er endelige", og § 58a: "Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke Flygtningenævnet, ...". På Flygtningenævnets egen hjemmeside står det sådan: "Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. udlændingelovens § 56, stk. 8. Endelighedsbestemmelsen er af domstolene i praksis forstået således, at domstolene er afskåret fra at pådømme nævnets bevisbedømmelse. Kun retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse, kan prøves af domstolene".

Der blev - fra både juridisk og politisk hold - rettet skarp kritik af den indskrænkelse af Flygtningenævnet, som den nuværende regering foretog. Siden 2002 er der kun tre medlemmer af Flygtningenævnet: én fra Integrationsministeriet, en dommer og en advokat. Asylansøgeren er på forhånd i mindretal, sagde Anders Chr. Jensen, eftersom Integrationsministeriet har den politik, det nu har, og dommeren - som han direkte sagde, at han kunne mærke - ikke er gunstigt stillet overfor flygtninge. Jens Vedsted-Hansen sagde dog, at der også er eksempler på, at dommerne har reddet de internationale konventioner dér hvor lovgivningen ellers har forsøgt at sætte sin egen standard.

Mistillid

Da det nu var kommet frem, at lige så megen af den danske flygtningepolitik ligger i den stramme administrative praksis som i lovenes ordlyd, satte Anders Chr. Jensen trumf på ved lige ud at sige, hvad politikken i det juridiske system grunder på: Mistillid.

Man tror ikke på folk. Og det er undergravende for en advokat.

Johanne Schmidt-Nielsen havde samme udlægning. "Det hele

Flygtningenævnet lægger i mange tilfælde ministerens anbefaling til grund for afgørelser, hvor de internationale rammer ofte bliver glemt. handler om: Hvordan kan vi komme af med jer?" Hun sagde: Mange er her midlertidigt-permanent.

De er her kun midlertidigt, fordi de ikke kan få asyl. Men de er her permanent, fordi de ikke kan sendes tilbage. De er låst i et ingenmandsland. Derfor foreslog hun, at enhver flygtning skal have en bisidder fra dag et, som kan vejlede dem i systemet. Desuden, at ingen flygtning kan sidde i landet mere end - og det var hun villig til at forhandle - lad os sige: tre år.

Man skal have ret til at arbejde og tage uddannelse.

Da politikerne fik ordet, blev det virkeligt på en anden måde.

Og uvirkeligt. Udover de kampe oppositionen kunne udkæmpe mod hinanden, fik vi at vide af Marianne Jelved, at selve apparatet og administrationen kunne holde oplysninger tilbage selv for folketingsmedlemmer. Da det kom til det genuint politiske, sagde Jelved, at hun aldrig i hele hendes lange folketingsliv havde været ude for noget, der lignede det take-or-leave-it-udspil, som SF sammen med S stiller op med. "Det er ikke sådan folkestyret fungerer." Meta Fuglsang (SF) kaldte sig selv for prügelknabe og ville ikke sidde her og skændes. "Vi skændes ikke", irettesatte Marianne Jelved hende, "vi debaterer".

at det faktisk er muligt, hvis man selv graver det frem. Som eksempel nævnte hun sagen om det hemmelige tillæg til hjemsendelsesaftalen: Integrationsministeren - sagde Enhedslistens repræsentant - brød allerede hjemsendelsesaftalen dagen efter, at den var indgået. For det første hemmeligholdt hun det tillæg i aftalen, der sagde, at Danmark skal fortsætte sin økonomiske støtte til de irakere, der rejser frivilligt hjem. For det andet siger hun i en pressemeddelelse, at der ikke længere er nogen ordning for de irakere, der rejser frivilligt hjem.

Vi ville også gerne grave noget frem, sagde Lennart Damsbo, hvortil Johanane Schmidt lynhurtigt sagde: Jamen, vi er kun fire!

Men det handlede ikke kun om politik denne dag. Anita Bay Bundegaard kredsede om forholdet mellem lov og praksis, og ordstyreren sluttede af med at friholde loven, men at kritisere praksis. Det var ikke helt retfærdigt al den stund Anders Chr. Jensen og Jens Vedsted-Hansen havde peget på forskellige problemer i selve loven. Da han blev spurgt om, hvor problemerne i det danske asylsystem ligger, svarede Anders Chr. Jensen at halvdelen ligger i selve lovgivningen, halvdelen i den måde den bliver administreret på.

Af Sylvester Roepstorff ----------------------Se video fra høringen på: www.bedsteforaeldreforasyl.dk -----------------------

Fakta og strategi

I en konkurrence med Pia Kjærsgaard om hvem, der kan sige 'straf', 'stramning' og 'udvisning' flest gange, ved jeg godt, sagde Johanne Schmidt-Nielsen, hvem der vinder. De kan altid overbyde.

Det er et slag, der er tabt på forhånd. "Jeg vil også gerne have en ny regering, men jeg vil også have en ny politik. Henvendt til både S og SF. "Hvorfor går I ind for 24-årsreglen?", blev Meta Fuglsang spurgt fra salen. Hvortil hun prompte svarede: "For at få magt".

Det er klar tale. Men ikke godt nok for Marianne Jelved, der kunne diske op med adskillige fakta, der helt undergravede 24-årsreglens funktionalitet, for den virker ikke efter hensigten. Hvorfor ikke lave en lov, der virker bedre? spurgte hun.

Hvorfor er det så svært at få pressen i tale, beklagede flere sig over. Det er fordi, den først interesserer sig for noget, når der er noget, der kan vælte regeringen.

Johanne Schmidt-Nielsen sagde,

Definition af flygtning:

FNs flygtningekonvention af 1951, definerer en flygtning, som en der: "som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil". (fra wikipedia: Flygtning).

Poet and poem

Like a home

Nizar Kabbani 1923-1998

By Ziad Kabbani I am Ziad Kabbani from Lebanon. Nizar Kabbani, the great poet, was my uncle and nephew to my father. I met him in Syria when we visited my family there. He was famous in Syria for his poems. He was generous and kind, and he loved people and to know and write about them.

Nizar Kabbani was rewarded by generations of Arabs for his sensual and romantic verses. Every summer he came to Lebanon with his family to spend time in the house by the coast in Ram Ly Al Bieda or in another house in the mountains. Sometimes I came to their house with my family and together we went to the mountain.

He was a serious man and calm. He was featured not only in his two dozen volumes of poetry and regular contributions to the Arabic language newspaper Al Hayat, but also in lyrics sung by Lebanese and Syrian vocalists who helped popularize his works.

And I loved him like all people loved him.

AND I DECIDED Nizar Kabbani

And I decided to go Round the world on freedom's bicycle By ways illegal

Through out his lifetime writing, Nizar made woman his main theme and inspiration. He earned a reputation for daring with the publication in 1954 of “Childhood of a Breast”, whose erotic and romantic theme broke from the conventions of traditional Arab literature.

As the travels of wind.

The suicide of his sister, who was unwilling to marry a man she didn’t love, had a profound effect on Nizar. Thereafter he expressed resentment of male chauvinism and often wrote from a woman’s point of view and advocated social freedom for women.

I chose as permanent residence.

He lived in London from 1967, but the Syrian capital remained a power full presence in his poems, most notably in “the Jasmine Scent of Damascus”. After the Arab defeat in 1967 ArabIsrael war, he founded the 'Nizar Kabbani Publishing House' in London, and this became a powerful eloquent voice of lament for Arab causes.

Nizar Kabbani was a committed Arab nationalist and in recent years his poetry and other writings, including essays and journalism, had become more political. His writing often fused themes of romantic and political despair. Nizar’s late poems included a strong strain of anti-authoritarianism. One couplet in particular: “O Sultan, my master, if my clothes are ripped and torn it’s because your dogs with claws are allowed to tear me”.

It is something often quoted by Arabs as kind of short hand for their frustration with life under dictatorship.

Nizar’s second wife, Balgisal al-Rawi, an Iraqi teacher whom he had met at a poetry recital in Baghdad was killed in a car bomb attack by pro-Iranian guerrilla in Beirut, where she was working for the cultural section of Iraqi Ministry.

Nizar died in London of a heart attack at the age of 75, and his last will was to be buried in his beloved country Syria, near his lovers, and where he was born. I’m very sad for his dying and I know he will be alive by his poems and his lovers.

Ziad.

Getting Out Of The Center Feeling Pleasure

When asked for my address I give the address of all sidewalks When asked for my papers, I show them your eyes And am allowed to pass

It's a wonderful thing to know how we can let all asylum seekers feel that they are not strangers in Denmark, and how to have a peaceful and happy life - like at home - and not to have hard living things like war, bad environments and culture.

For they know that travel in the cities of your eyes, my dear, Is the right of all world citizens.

The first thing I did was to question some families from different languages and countries. I talked with them about how they live, and if there is pleasure and things that make them feel happy.

A woman, her name is Saada, she's from Iraq and has three children living with her. She told me that she was very sad when she came from her country. When she came to Sandholm, she was very worried about what would happen to her and to her two children. Her husband died in the Iraq war.

After three months she had her interview (all asylum seekers have an interview that ends their case, sr). She saw that her life was better and that the Red Cross did care about them, gave food, dresses and a home to sleep in, and pocket-money to help to buy some of the things they need. And her children could go to school, they had a garden and sometimes Red Cross takes them to a trip at summer camp, circus and zoo. The children liked these beautiful things and it made them happy. She was living at this camp for about 2 years, waiting for her result was a good sign to live.

The second thing she told me was that it's always good to have medicine for all of her children. But the problem arose of feeling free and to find pleasure in their everyday life, to live outside the camp and to live in a house like all the other citizens. She desires to not live in a camp where people are asking you where you go and how you are. She thinks this is like a prison: No way to go. She wants to leave, but she like it just now.

She told me also that when she's at the camp she's in a good situation with her children. When she goes out from the camp, they take them to circus or zoo and to concerts. When she goes to see the cultural life in the city and spend time like normal families, she's able to do the same as she did back home. That is why I write about her, and she likes to live in a peaceful place with her children, and she wants to be like all other citizens.

The important thing for all people is to keep up good spirit and create a normal life for children. To go swimming, to go to the country side, to enjoy nature, and make gardens at the camps, make beautiful surroundings - this will make people feel safe and protected and more like a home.

Boganmeldelse

Fædrelandskærlighed

Anmeldelse af bogen: Afvist - Asylansøgerne i Danmark, Tiderne Skifter 180 sider, 130 kr.

Udgivet med støtte fra Politiken-fonden.

LEBANON

“ LEBA” means milk and the white snow on mountains. “NON” means survive and power.

This is like the cedar trees which grow in the mountains.

HVAD MED LOVGIVNINGEN? Redaktionen har inviteret cand. mag. Lotte Schlosshauer Frøik til at anmelde bogen Afvist. Lotte Schlosshauer Frøik har blogget i en årrække om udlændingepolitik på eksistens.wordpress.com.

Afvist er en hvidbog og påberåber sig som sådan at være en art dybdegående, autoritativ rapport, udgivet med det formål at oplyse parlamentet eller offentligheden omkring et givent emne eller en sag.

tider kvalmende.

Det ligger lige for at konkludere på Sartres bog: Livet for disse mennesker er sygdom, intet håb, enorme mængder afmagt og en returbillet til hjemlandet som: afvist.

Jeg vender tilbage til det med hvidbøger sidst i anmeldelsen tillige med en anbefaling.

Mohammad og Fatima sender mig ud over kvalmegrænsen med en beretning om ventetidssyndrom. Først var ægteparret sammen, så mistede Mohammed, på arabisk maner, sin status som familiens overhoved, fordi han ikke kunne forsørge Fatima og børnene. Så blev han voldelig, smed konen og børnene ud (i Sandholmlejren), kom til psykiater og kontaktede så sin familie i Libyen med det resultat, at Fatimas familie i Libyen truede med at komme op og tage affære overfor Fatima. Hun var nu ikke bare truet af forholdene i Danmark, men også af familien i Libyen.

Nu lever Fatima og hendes to børn på en hemmelig adresse for at være i sikkerhed – både for gældende Dansk lov og aktuelt ægtemanden og hans urimelige trusler.

Udgangspunktet for Afvist er: ”DANMARK ER BLEVET ET MERE LUKKET LAND. Som nation har Danmark ikke blot lukket af for flygtninge og fattige indvandrere på en mere barsk måde end tidligere. Den danske regering har også lukket af for international kritik. Ingen udefra skal fortælle den danske regering eller dens støtteparti (Dansk Folkeparti, red) noget om tolerance eller respekt for internationale konventioner og menneskerettigheder – endsige kritisere den danske praksis.”

Det postulat er bogens absolutte styrke, den er hudløs ærlig i sin agenda, der fejes intet ind under gulvtæppet, og den forsøger ikke at foregive at være noget, den ikke er. Her er tale om en bog med det klare udgangspunkt, at man ikke sympatiserer med den siddende regerings flygtninge - og asylpolitik. Der er tale om mennesker, konkrete skæbner, der er taget til Danmark, fordi de er flygtet fra en uholdbar situation, og nu behandles de umenneskeligt og uværdigt i lyset af en politik, der angiveligt tilsidesætter de mest fundamentale rettigheder, der eksisterer.

Fra den pol møder jeg Amira og Ibrahim, afviste asylansøgere, begge palæstinensere med en historie i rygsækken, der nødvendigvis må få selv den hårdeste skeptiker til at mærke både sorg og afmægtighed. Jeg møder også Isaq, der er iraker, kristen og torturoffer, på flugt fra religiøs islamisk fanatisme. Isaq beretter om, hvordan hans fars butik blev brændt af, og han selv tortureret med et varmt strygejern. Den stramme udlændingepolitik har holdt ham i Sandholmlejren i 10 år, hvor han lever et liv, der presser ham mere og mere psykisk. Jeg møder også Anita, Imran og Soraya, jeg læser om og bliver indviet i depression, astma, diabetes, forhøjet blodtryk, mavesår og hjerteproblemer. Jeg forstår, at disse mennesker er både fysisk syge, opgivende, depressive og uden håb for fremtiden, og jeg lider med dem, det her er ikke i orden. Jeg læser om Arman fra Armenien, der beretter om sine rædsler via tolk, om ægteparret Djemile og Hasan fra Kosovo, om deres utrættelige kamp for opholdstilladelse, om overfald i hjemlandet, psykisk sygdom, psykoser og medicin, om pigen Emma på 10, der er født og opvokset i Danmark, hendes historie går lige i hjertet på mig, og jeg ser levende for mig, hvorledes hun må agere tolk for sin syge mor, faren kom i fængsel, og der er al for meget ansvar på et lille barns skuldre, hun må nødvendigvis være traumatiseret i svær grad.

Nu begynder jeg at få kvalme og kommer i tanke om JeanPaul Sartre (1905-1980) fransk eksistentialist og forfatter. I 1938 udkom romanen Kvalme. Der er en skildring af en mand for hvem tilværelsen er meningsløs. Hovedpersonen Roquentins fyldes med lede og væmmelse, fordi han er omgivet af fænomener og hændelser, hvis betydning han ikke forstår. Det leder naturligt til en konfrontation med livet som lige for, nærværende, anmassende og til

Det er helt igennem skrækkelige historier, man præsenteres for i Afvist. Ingen kan med hånden på hjertet sige: Det er i orden at lade mennesker sidde og rådne op. Ingen kan med god samvittighed forsvare forholdene i asylcentrene, og det gøres helt umuligt at indtage en kritisk holdning til bogens agenda. Det sørger, udover sygdom, død, ulykke og den totale meningsløshed, alle de formelle afsnit mellem de personlige beretninger nemlig for.

For hver beretning Afvist indeholder, er der et perspektiverende afsnit, der afdækker de faktiske politiske forhold, der er indirekte årsag til al denne elendighed. Lov om undervisning og aktivering af voksne, regler (eller ikke regler fristes man til at sige) asylprocedurer generelt, Dublinforordningen, der sikrer, at asylansøgere sendes tilbage til modtagerlandet og EU-regler hudflettes i lyset af internationale konventioner om menneskerettigheder, det umenneskelige og nedværdigende i at tilbyde tålt ophold, starthjælp og såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger leder tankerne hen på George Orwells roman 1984, og det hele krydres lifligt med lidt af hvert fra hylden med skyld, skam, samvittighed eller mangel på samme. Det er meningen, at jeg skal få rigtig dårlig samvittighed ved læsningen.

På dette punkt fik jeg brug for en brækspand. Afvist gav bagslag. Min ubetingende sympati med Anita, Imran, Soraya, Isaq, Arman, Djemile, Hasan, Elena og Mehmet, Fatima, Mohammad og alle de andre konkrete skæbner svandt ind til fordel for et rungende spørgsmål: Hvad med lovgivningen?

Disse mennesker er stakler, men hvad med retssamfundet, der faktisk har afvist disse asylansøgere? Hvad med det ideal, der sikrer demokratiet og den lov, der er hele forudsætningen for, at vi kan nyde godt af alle de demokratiske privilegier vores forfædre har kæmpet sig til og sejret for? Og hvad med alle de andre skæbner ude i verden? Hvad med de millioner af mennesker, der i skrivende stund opholder sig i flygtningelejre i Jordan, i Syrien, på Vestbredden, i Kosova, i Afghanistan, i Somalia, i Darfour, i ... Hvorfor skal Anita, Imran, Soraya, Isaq, Arman, Djemile, Hasan, Elena og Mehmet, Fatima, Mohammad og alle de andre konkrete skæbner rangere højere end den eks-

treme lidelse, der eksisterer til overmål blandt millioner og atter millioner af mennesker på det meste af kloden?

Deres skæbne består i, at de ikke fandt vej til privilegerede Danmark og nu er stagneret i tvivl, sult, usikkerhed, sygdom, konkret totur, religiøst motiveret forfølgelse og helt sikkert uden udsigt til nogensinde at få det liv, jeg har?

En hvidbog står i modsætning til grønbog som har til formål at rejse debat om et givent emne eller sag. Og det skulle Bedsteforældre for Asyl nok have valgt at udsende i stedet for den meget bombastiske Afvist, der i al sin velmenthed konstant truer med at give bagslag. Der eksisterer nemlig en hårfin grænse for, hvor meget skyld og skam det er klogt at berige naboen med. Afvist krydser grænsen, fordi man selv efterlades magtesløs uden håb for noget som helst kombineret med en bunke spørgsmål, der går på, hvilken status afviste asylansøgere skal have i et retssamfund, der har dømt.

Jeg passerede kvalmegrænsen igen, da jeg nåede til efterskriftet, hvor forfatter og bedsteforældremedlem, Jørgen Knudsen, slutter retorisk med ordene: Disse mennesker er skyllet op på vores kyst og befinder sig i vores varetægt. Vi ”tåler” deres ophold. Tåler vi også vores egen skam?

Bogens kritik, om man så er enig eller ej, ville have vundet en del ved at blive delt skarpt i to bøger. Én reserveret til en kritik af demokrati og den herskende politik og én til beskrivelse af, hvad Bedsteforældre for asyl med følge mener, det har af konsekvenser for mennesker, at man lader dem sidde i asylcentre i over 10 år uden nogensinde at tage konsekvensen af den politik et demokratisk flertal med folkeligt mandat, har besluttet skal være gældende.

Endelig undlader bogen helt at beskæftige sig med, hvilket ansvar en afvist asylansøger selv har for sin egen eksistens og de beslutninger, der udspringer af samme.

Man skal passe på med at save den gren af, man selv sidder på. Afvist er meget tæt på grænsen. Hvis ikke et godt stykke over. af Lotte Schlosshauer Frøik

Afvist – Asylansøgere i Danmark Bidragydere: Gerd Gottlieb, Monica Krog-Meyer, Nanna Carlsen, Leif Bork Hansen, Marianne Cooper, Gyda Bøge Seibæk, Mogens Fisherman og Bjarne Degnbol. Eline Mørch Jensen har redigeret.

Bogens juridiske afsnit er skrevet af professor dr. jur. Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet. Børnepsykiater Bente Rich har desuden bidraget med et afsnit om sundheden i asylcentrene.

by Ziad Kabbani The coastal plain of Lebanon is the historic home of trading cities and of Semitic culture, which the Greeks called Phoenicia, a maritime culture that flourished there for more than 2.000 years. Ancient ruins in Byblos, Berytus (Beirut), Sidon, Sarepta (Sarafand), and Tyre reveal a civilized nation with urban centers and sophisticated arts. Present-day Lebanon is a cosmopolitan centre for many nations and cultures. Its people roamed the Mediterranean seas, skilled in trades and art, and founded trading colonies. They were also the creators of the oldest known 24-letter alphabet, a shortening of earlier 30-letter alphabets such as Proto-Sinatitc and Ugaritic.

The ancient Lebanese set sail and colonized overseas. Their most famous colonies were Cadiz in today’s Spain and Carthage in today’s Tunisia.

Phoenicia maintained an uneasy tributary relationship with the neo-Assyrian and neo-Babylonian empires. It was conquered outright by the Achaemenid dynasty of Persia, which organized it as a satrap. It was added to the empire of Alexander the Great, who notably conquered Tyre (332 BC) before it fell to the Seleucid Empire after Alexander’s death. The area was conquered by the Roman Empire in the first century and remained Roman until the advent of the Caliphate. Christianity was introduced to Phoenicia from neighboring Galilee soon after the time of Jesus of Nazareth. Similarly, the Arab

advances brought Islam shortly after the death of Muhammad. Muslim influence increased greatly in the seventh century when the Umayyad capital was established at nearby Damascus.

Once upon a time my father said to me, “Come here my son, I want to tell you a story about our country.” He told me what my grandfather had told him about Lebanon.

“At the beginning of the time God created the universe and chose a small spot that he called Lebanon. It was a magical place; the sea was crystal clear and washed the foot of the mountains.

The living was great, blessed all over, the sweetest grapes and apples so red and big.

Whenever the fisherman pulled up his net it was full of fish. The celebration never ended and dancing ‘the Dabke’ went on.

By the end of the day, birds got thirsty from singing. People slept in peace at night with their doors wide open. There was friendship, love, security, active, good and blessed living. “ My poor grandpa died and had never finished the story. Years passed and then my father continued it.My father said, “Suddenly with the blink of an eye, it became the land of prosperity. They called it Eastern Switzerland and the nights were as well lit as the days.

People spent the nights celebrating and tourists stayed around until the end of the summer eating kibba, tabbola and katayef. These were charming days without racism or groupings. All of the

houses were as one. No singer hasn’t sung for Beirut. “Beirut the land of all lands, Beirut the beginning of the civilizations; Manara Street, Rawsha and Zaitone.”

And then they got jealous, so you can imagine where the bombs came from.

Hassan and Bchara sat together on the borderline, drinking coffee and smoking cigarettes. They were chatting and having fun, but whenever they received their orders, they started shooting each other.

Lebanese ended up owning two houses. A first house, wondering what happened to it, and a shelter which became their second house. Some had neither a first house or a second house and they started to wonder, “How did this is happen? Why is the country divided?”

The governors were bribed and said it was not their problem and that it wasn’t their fault. They were busy filling their pockets while their nation took hits.

Strangers came over from Israel. No more friends and relatives. No more lovers. It became hopeless.

Gas cost a hundred dollars and you only wished you could get some of it. In order to get bread you had to stand in long lines. Men, women, elders and children where standing for hours in the cold winters and under scorching heat in the summers, but there was no need for queuing for the men who had guns.

We had become poor and tragic people. The payments were never enough and above that we had heavy taxes. In order to get your son educated you had to sell all of your belongings. Living became

a fury, and the dreams became getting a visa to another country.

I won’t forget that day, my father put out his cigarette and said, “I’m going to sleep. I want you to pass along the story to your son too once a day while you are here, and nowhere else.”

I am Lebanese. I encountered these situations in my life with my family when we were living there. Now I am living at a Red Cross camp in Denmark, escaping from my country and from war to live in peace with all my family. I’d like to tell you all that I love LEBANON so much. The land is so beautiful, located near the sea, with beautiful sights and places near the mountain.

Many people who come to visit it call it a piece of paradise, eastern Switzerland, or the son of France. I have heard the same statement from everyone who left Lebanon. They think like me. At last I want the entire world and all people to have peace and love, and for all wars to end so we all can return to our own homes.

Grey Page

Issue #2 winter 2009

PSYKISK SYGE UDELUKKES FRA DANSK STATSBORGERSKAB Tidligere var posttraumatisk stressyndrom (PTSD) en mulighed for at få dispensation fra kravene til at opnå statsborgerskab. I svær grad gør sygdommen det umuligt at lære dansk, og nu er dispensationsmuligheden væk

Grey Page

af Nina Monrad Boel foto af Nina Monrad Boel

D

er slipper ikke meget dagslys ind gennem gardinerne i Talib Al-Addudys etværelses lejlighed i Gladsaxe. Gulvet er dækket af mørkerøde orientalske tæpper, og på væggene er der billeder, som forestiller citater på arabisk. I et vitrineskab står der typiske danske porcelænsfigurer – blandt andet en pige på en cykel.

Talib Al-Addudy lider af posttraumatisk stressyndrom (PTSD). Han kan ikke få dansk statsborgerskab, for han har kun Prøve i Dansk 1, og der kræves dansk på et langt højere niveau. Han har forsøgt at lære mere dansk, men kan ikke, da han plages af genoplevelser af tortur i Irak: ”Når jeg får flashbacks, kan jeg ikke sidde det sted, hvor jeg har fået dem, mere. Jeg skal gå ud og vaske mit ansigt, og så skal jeg mærke mig selv. Så det kan jeg ikke gøre mere – sådan sidde og læse og høre og lære.”

Torturen er ikke noget, han vil tale om, for det er smertefuldt for ham at skulle tænke på det. Andre traumatiserede flygtninge beskriver problemerne med at huske som en tavle, der viskes ren.

Slut med dispensation

Når flygtninge eller asylansøgere kommer til Danmark og får lov til at blive, kan de efter en årrække få permanent opholdstilladelse og herefter søge om dansk statsborgerskab, hvis de opfylder en række betingelser. En af disse betingelser er at bestå indfødsretsprøven og Prøve i Dansk 3. Bliver man dansk statsborger, får man dansk pas og kan stemme til folketingsvalg.

Hvis man ikke kan opfylde betingelserne, for eksempel på grund af sygdom, kan man søge om dispensation.

I 2002 stod der i ”Cirkulærskrivelsen om naturalisation” fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration; at PTSD var en mulighed for dispensation.

”Vi oplevede alt for ofte, hvordan man spekulerede i lægeerklæringer, og man skal ikke kunne få dansk statsborgerskab, fordi man er god til at få en læge til at skrive en erklæring.”

Denne kritik tog lægerne til sig og indgik i en arbejdsgruppe med Indfødsretskontoret for at rette op. Der blev vedtaget en standarderklæring, hvorefter nu kun speciallæger kan stille diagnosen PTSD. Men alligevel blev kriterierne for at komme i betragtning opstrammet i cirkulæret fra 2005.

Praksis på skriftVis søg

Det havde længe været sådan, at de fleste ansøgere med PTSD, der blev behandlet af Indfødsretsudvalget, fik afslag. Så Trine Priess Sørensen, som er specialkonsulent på Indfødsretskontoret, siger om cirkulæret: ”Det var simpelthen for at få praksis ned på skrift, så ansøgerne ikke får forhåbninger om en ikke eksisterende mulighed for at få dispensation.”

Eva Ersbøll, forsker på Institut for Menneskerettigheder, mener, at det var forkert at gøre. For selvom ansøgerne næsten altid fik afslag, så fik de lov til at få deres sag prøvet. Hun undrer sig over, hvorfor de ikke længere skal have den mulighed. Søren Krarups begrundelse er: ”Vi blev i den grad oversvømmet med ansøgninger, der kørte på PTSD. Og så ønsker man at sige klart og tydeligt, at den går ikke. Jeg har læst de første mange tusinde lægeerklæringer – jeg er dødtræt af dem.”

Før 2005 skulle Indfødsretsudvalget behandle 40 ansøgninger om ugen, mens de nu har 20 per måned.

I cirkulæret fra 2005 står det modsatte:

“Det er folk, der sidder ved et skrivebord og tager nogle beslutninger og ikke aner, hvad det drejer sig om.”

Morten Ekstrøm, overlæge

”Integrationsministeriet forudsættes endvidere at meddele afslag til ansøgere, som lider af PTSD – også selvom tilstanden er kronisk, og dette er dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund.”

Danmark diskriminerer

Invaderet af fortiden

PTSD er en sygdom, man kan få, hvis man har været udsat for en stærkt traumatiserende oplevelse. Det kan for eksempel være krig eller tortur. Morten Ekstrøm er overlæge, leder af Psykiatrisk Traumeklinik for Flygtninge i København og medlem af Amnesty Internationals Danske Lægegruppe. Han forklarer om sygdommen: ”Der findes forskellige sværhedsgrader. Der er folk, der har PTSD men som på trods af det lever et godt liv.

Og så er der andre, der bliver svært invaliderede af sygdommen, så de slet ikke kan fungere. Og der er nogen, der lider så meget under deres PTSD, at de tager deres eget liv.”

“Når man er syg, har man krav på behandling - ikke på dansk statsborgerskab.”

Søren Krarup, DF

Talib Al-Addudy kan ikke få dansk statsborgerskab, fordi PTSD gør, at han ikke kan lære tilstrækkeligt dansk.

Issue #2 winter 2009

Et af symptomerne, som størsteparten af PTSD-ramte har, er koncentrationsvanskeligheder og hukommelsesbesvær. Ulrik Jørgensen, som er direktør for OASIS, et behandlingscenter for flygtninge, fortæller, at 88% af deres patienter har disse problemer. Patienter med PTSD har mareridt, hvilket gør, at de konstant er trætte, og det påvirker hukommelsesevnen. De har mistet tilliden til andre mennesker, er anspændte og på vagt. Det gør det svært at koncentrere sig. En tredje årsag er, at de har flashbacks, hvilket vil sige, at de genoplever traumerne. ”Ens tanker er invaderet af fortiden. Det skaber problemer i forhold til at have kontakt med sine omgivelser og beskæftige sig med de ting, et dagligdags liv kræver,” fortæller Ulrik Jørgensen.

Spekulation i lægeerklæringer

Indlæringsproblemerne betyder, at mennesker, der lider af PTSD i svær grad, ikke kan lære dansk på et tilstrækkelig højt niveau til at blive danske statsborgere. Tidligere skulle man bestå Prøve i Dansk 1, men nu er kravene skærpet, så man skal bestå Prøve i Dansk 3, der svarer til et 9. klasses niveau. Grunden til, at dispensationsmuligheden er faldet væk, er ifølge Søren Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og næstformand i Indfødsretsudvalget, at diagnosen tidligere blev misbrugt:

På natbordet står et billede af to piger. Det er Talib AlAddudys børn, som bor med deres mor i Hillerød. Talib Al-Addudy er ikke en af de 282 afviste irakere, der står til hjemsendelse. Han fik opholdstilladelse med det samme, da han kom til Danmark for 12 år siden. Men på trods af, at han har prøvet flere forskellige sprogskoler, vil han aldrig kunne lære dansk nok til at bestå Prøve i Dansk 3.

Han har ikke et pas, og det volder ham store problemer, når han skal rejse.

Som situationen er nu, kan Talib Al-Addudy ikke få sin dispensationsansøgning for Indfødsretsudvalget.

Den vil blive sorteret fra af Indfødsretskontoret, hvis han ikke fejler andet end PTSD, hvilket specialkonsulent Trine Priess Sørensen kan bekræfte. Eva Ersbøll mener, at det er diskriminerende, når man tager en gruppe ud og behandler dem anderledes end andre: ”Det handler ikke om, hvorvidt A eller B kan få indfødsret. Det handler om, at de slet ikke kan få deres sag behandlet af den myndighed, som skal give dispensation for sprogkravet.”

Marianne Kastrup, som er overlæge og leder af Videnscenter for Transkulturel Psykiatri på Rigshospitalet, fortæller, at der ikke er noget lægefagligt hold i, at PTSD i sig selv ikke er alvorligt nok til at få sin sag præsenteret for Indfødsretsudvalget. At der er særligt fokus på en diagnose, virker på hende meget politisk. Overlæge Morten Ekstrøm stemmer i: ”Det er uden hold i realiteterne. Det er folk, der sidder ved et skrivebord og tager nogle beslutninger og ikke aner, hvad det drejer sig om. Den politiske holdning i Danmark gennem de sidste 8-10 år har været, at det var bedst, hvis der var så få som muligt med mørk hud og sort hår i Danmark. Det er som Dansk Folkeparti siger ’Danmark for danskere.’ Det er den holdning, der i stigende grad har bredt sig i Danmark, og det er den holdning, der ligger bag den politiske beslutning, at PTSD ikke kan anvendes. Det er den eneste årsag – der er ingen som helst sundhedsfaglig begrundelse.”

Indfødsretskontoret kan bekræfte, at det er en politisk beslutning uden lægefaglig begrundelse. Trine Priess Sørensen fortæller, at de fra Integrationsministeriet ikke mener, at det er diskrimination. Der er rigtig mange andre grupper, der på samme vis også er afskåret fra at få deres sag forelagt, fordi de lider af en fysisk eller psykisk sygdom, hvor graden ikke er alvorlig nok til at give dispensation.

Men forsker Eva Ersbøll er stadig uenig. Hun mener ikke, at der er andre, der er afskåret fra at få en konkret vurdering af deres sag på Indfødsretskontoret: ”Andre har muligheden for virkelig at argumentere, og

det kan godt være, at de får afslag, men der har været en prøvelse. Det får den her gruppe ikke.”

Ingen dansk invitation til verdens hospitaler

Sygdom er ikke en begrundelse for statsborgerskab, argumenterer Søren Krarup: ”Så kunne man jo invitere alle verdens hospitaler op til Danmark, for at de skulle blive statsborgere. Når man er syg, har man krav på behandling – ikke på dansk statsborgerskab.”

Når man har permanent opholdstilladelse, kan man få lægelig behandling og have de samme rettigheder som andre borgere i Danmark bortset fra, at man ikke kan stemme og få et dansk pas. De, som har vedtaget cirkulæret, mener derfor ikke, at det er nødvendigt for de syge at få dansk statsborgerskab. Den holdning kan Morten Ekstrøm slet ikke acceptere. Han siger, at det er dobbeltmoralsk, da vi i vores del af verden lovpriser demokratiet i modsætning til de diktaturer, hvor vi modtager flygtninge fra: ”Hvis vi gerne vil have demokrati ud over hele verden, hvordan kan vi så bagatellisere det at have stemmeret?

Det betyder da kolossalt meget, at man kan stemme i det land, man lever i, og som man gerne skulle føle sig som en del af.” ”Statsborgerskab er ikke en ret. Det er en gave,” sådan udtrykker Søren Krarup det.

For Talib Al-Addudy ville det være en stor gave at få statsborgerskab og blive accepteret: ”Det ville betyde rigtig meget for mig. Jeg ville kunne leve i Danmark ligesom andre mennesker og føle mig som dansker.”

Om indfødsret:

- Betingelserne for at få dansk statsborgerskab er: Man skal tale dansk, have kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold, have en ren straffeattest, være selvforsørgende og erklære loyalitet mod Danmark.

- Hvis man ikke kan bestå Prøve i Dansk 3 og Indfødsretsprøven for eksempel på grund af sygdom, kan man søge om dispensation. Dispensationsansøgningen indgives til Indfødsretskontoret, som består af embedsmænd, der sorterer ansøgningerne i henhold til cirkulæret. De sender godkendte ansøgninger til Indfødsretsudvalget. Indfødsretsudvalget udgøres af politikere, der holder møde en gang om ugen og tager stilling til de ansøgninger, de har fået ind.

- Antallet af udlændinge, der fik statsborgerskab, er faldet fra 6.203 i 2005 til 3.935 i 2008.

Kilde: Integrationsministeriet.

I cirkulæret fra 2002 stod der, at dispensation for PTSD var en mulighed for dispensation for statsborgerskab. I dag står der det modsatte.

Kriterier, som skal være opfyldt, for at få diagnosen posttraumatisk stressyndrom:

- Udsættelse for exceptionel oplevelse af katastrofekarakter.

- Tilbagevendende genoplevelse af traumet i "flashbacks", mareridt eller stærkt ubehag ved oplevelser, der minder om traumet.

- Undgåelse af alt, der minder om traumet.

- Hukommelsestab af den traumatiske oplevelse, koncentrationsbesvær eller vedvarende psykisk alarmberedskab.

- Optræder inden for 6 måneder efter den traumatiske oplevelse.

Kilde: WHO, ICD-10.

Grå side

Issue #2 winter 2009

ARCHITECTURE OF FEAR? NO EXIT: CAMP AS A CONSEQUENCE OF GLOBAL ENTRENCHMENTS

Grå side

Den norD- og SyD KoreanSKe grænSe

Issue #2 winter 2009

73 %

af verdens samlede indkomst

14 %

af verdensbefolkning

Schengen grænSen Den maroKanSKe og SpanSKe grænSe

Den iSraelSK/ palæStinenSiSKe grænSe

Den ameriKanSK og mexiKanSKe grænSe

This article describes some of the conclusions from the Masters thesis “What is the asylum centres architecture an expression of? Submitted by Johanna F. Guldager and Stine L. Hansen to the Aarhus School of Architecture, June 2009.

27 %

86 %

af verdens samlede indkomst

af verdensbefolkning

grænSen omKring auStralien

af Johanne F. Guldager & Stine L. Hansen The first thing to welcome you from Sandholmgårdsvej which intersects through the military training area north of Blovstrød in North Zealand is the gate to the yellow military buildings. At first glance, the warm yellow facade of the symmetrical building design appears to be beautiful and pleasant. There is nothing disturbing about the use of military buildings for other functions such as schools, cultural institutions and in some cases even housing. However, when military barracks enclosed by a highwired fence to “protect” its non-military “new residents” from tanks and gunshots from the daily military training in the surrounding area, the “beauty” and the “pleasantness” of the yellow façade military buildings fades away.

The walled world

The map “The Walled World” from the book Visionary Power shows how 14% of the world population with 73% of the total world income entrenches itself from the rest of the world. An entrenchment created through political cooperation, such as the Schengen convention or national political boundaries for example, the boundary between the U.S. and Mexico. A division of the world, as the book described, “The biggest wall ever built on this planet.” Freedom of movement is limited to money, goods and information. The movement of persons is oppositely strictly regulated. There are those who travel freely across borders and those who cannot.

The entrenchment is physically visible – barbed wire, surveillance systems, lighting and sound censors. Especially after 9/11 the monitoring and surveillance has been increased. The surveillance and control affect everyone in terms of increased security in airports, through personal technology and the increased monitoring in different types of public spaces in general.

An increasing need for inclusion and exclusion of certain groups therefore points to a new framework of the mechanisms between people, power and architecture (physical environments or public spaces), where surveillance and control takes place in transit – the space when moving from one place to another – rather than inside a definite physical space. Mobility and access is what defines freedom today.

The asylum centres

Asylum Centres are places occupied by people in transit - people heading for security, but not yet accepted in the country to which they apply. When a refugee is not accepted in the country, he flees, or in the country, he seeks refuge there, it brings him in a state of exception – a condition in which one is outside the normal judicial right of protection and citizenship.

The centres are unknown places to many in the concerned country and destructive for those who are staying in them. The monitoring and control, which starts globally through passport control in airports and border controls along the Western borders, is continuously present in the asylum centres / camps on the national level.

Asylum centres’ physical design is defined by having a special "buffer" and "architecture". The buffer consists of a zone that demarcates and isolates the centre from towns or local areas, for example, fields, forests or military training areas. The architecture consists of a fence (physical barrier), a gate (more or less controlled supervision of traffic in and out of the centre) and a certain building type such as barracks or as in the case of Avnstrup, a psychiatric hospital. These are types of institutions where the buildings and surroundings are not suited for long periods of stay. Space is limited and the individual's private space, time and daily activities are more or less exposed to "the eyes of others" – either through Red Cross, who operates the centres, unannounced visits of the police, or by the presence of unknown roommates. Privacy and freedom give way to the conscious and unconscious sense of surveillance and control.

”No Exit” – The Architecture of Fear

The Architect’s dilemma

The Democratic City

Jeremy Bentham designed the Panopticon prison in 1785, which has since become the classic example of the mechanisms that characterize the relationship between man, architecture and power within an institution. The Panopticon prison is a building which within a clearly defined space brings together the mechanisms that allow monitoring and control and to a greater or lesser extent, represent the image of public institutions in society in general.

In the summer of 2009 we made our master thesis at the Department of Landscape and Urbanism in the School of Architecture in Aarhus.

No Exit - Camp as a consequence of global entrenchments: Architecture of fear? is a thesis and study, which is based on a critical analysis of how the entrenchments and physical boundaries in the world manifest themselves right down to the private accommodation types at the Danish asylum centres - at the national level. In a democratic country like Denmark, it is interesting to investigate whether there is an aspect of human rights related to physical surroundings like detention centres and how this fits into our understanding of the democratic city today and in the future. Similarly, how the investigation of such places, often called camps, can contribute to a better understanding of the relationship between the individual, and the controlling power and architecture (physical environments) in the globalized world in general.

Asylum centres which usually are closed down institutions, located outside the cities, are to a great extent characterized by monitoring and control. The absence of right to work, limited opportunities of deciding how to live, few activities and hereby highly reduced opportunities to establish social networks outside the centres, make asylum centres an extension of the rules that are already configured so that they limit opportunities for engagement in society. The isolation, gates and fences are not described as monitoring measures to control, but officially as "protection" against unauthorized use. A rhetoric that conjures up the argument for "Schutzhaft" - where Jews were "arrested" with the explanation that the atmosphere around them was so excited, that it would be a danger to themselves and others if they walked around freely. A dramatic comparison, some may say, but nonetheless worth to note.

Center Sandholm, with the detention camp as its nearest neighbour, its visible fences, the gate, the location of a military training area and the absence of the right to privacy, together with the rest of the Danish centres constitute a "No Exit" typology - a physical design with the special characteristics that “a way out” does not exist – A typology that with its physical manifestations and a location in the city’s periphery reinforces the absence of basic citizens' rights to the core of personal privacy.

The initial point of reference to our thesis was through the Asylum Dialogue Tank (ADT), which was a platform for collaboration between residents in the centres and students mainly from the Royal Danish Academy of fine Arts in order to find ways to improve the current situation of the residents in the Danish asylum centres. We thought that with our professional background as architects we could help in relation to the issues that might occur in relation to the centres physical environment. We had heard about the criticisms and seen pictures which showed that the Danish asylum centres conditions were not optimal taking into consideration the long periods of stay of many residents. However, we had not been to the centres until the start of our project.

Working with residents and others with knowledge of procedures and the daily life in the centres made it seem meaningless to make a thesis project that only comes up with alternatives to other new possibilities of places of sojourn and its physical framework.

Basically, the premise is to change the laws so that one has the opportunity to live a normal civilized life while waiting for the case to be settled. However, as the laws are adapted to discourage refugees coming to Denmark, it is paradoxical to only suggest a new framework as it most likely is not going to happen. That is why the information as to why the framework needs to be changed is of outmost importance.

A critical analysis of the physical environment through the architect's optics illustrates the discrepancy between the current residence forms and human rights and exposes society's duty to make other accommodation possibilities available while waiting for ones case. Contrary to established laws and rules that make it impossible to live a normal life, there are no laws or rules that dictate the physical framework.

Similarly, the critical and analytical approach, drawing from asylum centres physical environment, is a study of the mechanisms which underlie the physical aspect of inclusion and exclusion. It is an aspect important to study because these mechanisms affects us all with regards to a natural “right” to be part of the city, different types of spaces in general and not least the perception of each other as individuals.

Architecture and politics can not be separated. Therefore it was the aim of the study by use of architectural tools as a means of communication both to contribute to the overall debate about asylum issues in Denmark as well as examine the strengths, responsibilities and limitations in the work of architects when it comes to influence in Planning and Architecture.

In 2003 a student from The Academy of Fine Arts in Copenhagen won a recognised architectural price, awarded by the Minister of Cultural Affairs, Brian Mikkelsen.

The student’s thesis consists of design of a 17,000 sq.m. residential and multi-cultural complex at Frihedsbroen and Peblingesøen in Copenhagen. A project, which is designed as an integration project for both refugees and Danish residents. The building contains asylum housing, housing for the general public and a cultural centre, and is also intended as domicile of the Immigration Service.

The building is nearly 250 metres long and with a sloping roof, a raised landscape, which also functions as a park overlooking the lakes. The project is an architect’s bid for a new type of physical design, where the excluding physi-

cal limits of current asylum centres are replaced instead by physical frames for contact and dialog both for residents of the city and for asylum seekers. The project was called "Welcome to Denmark".

In the spring of 2009 a temporary cultural meeting place called the Trampoline House was opened in the Royal Danish Academy of Fine Arts’ exhibition space – The result of the Asylum Dialog Tank workshops. An attempt to establish a more permanent meeting house is currently under way. The house is the result of cooperation between Danes and residents from asylum centres - a social platform for mutual integration through common projects and a variety of activities. The Trampoline House is asylum seekers’ and Danes’ realization of a physical meeting platform in the city - a "third place" outside the centre – a venue for both Danes and asylum seekers.

NOTER:

Link til netartikel om Icopalprisen 2003 ”Velkommen i Danmark”: - Afgangsprojekt af David Zahle: http://www.ue.dk/nyhedsarkiv/18077.aspx Asyl Dialog Tanken og Trampolinhuset: Se forrige nummer af visAvis, side 28-29 eller http://trampolinehouse.dk/

Its all national

The Royal Theatre of Copenhagen and Asylum Dialog Tank (ADT) presents: IT”S ALL NATIONAL: A 5 DAY LEARNING SITE FOR CONVERSATION AND ENTERTAINMENT FRAMING THE ASYLUM POLICIES IN DENMARK (www.itsallnational.dk)

The Shape of Things to Come Programme A presentation of the Stockholm

the Stockholm Future Group to a presentation of the ites inv ) (SE on kss Eri ell Sn Thérèse me Affairs ear-framework for Justice and Ho 5-y t nex the ute stit con l wil t tha Programme aty. A en legal power by the Lisbon Tre giv tes sta er mb me its and EU (JHA) within the ahead of us. ropean state, a border regime, is Eu gle sin a s ard tow ft shi d rke ma lén, Nichola ksson / Performers: Charlotte Fah Eri ell Sn se érè Th n: ctio tru Ins Concept and Sound érèse Snell Eriksson / Light and Th and on nss rte Må a Lis g, ber Kå Jones, Andrea Assistance: Cihangir Gültekin

”IT’S ALL NATIONAL”

DECEMBER 4TH AT 9 PM

AT THE ROYAL THEATRE - COPENHAGEN

www.itsallnational.dk

a performance by olof olsson. probably addressing current issues.

20.30, friday 4 dec 2009. it’s all national, the royal theatre, small stage, cph.

Its all national

The Royal Theatre of Copenhagen and Asylum Dialog Tank (ADT) presents: IT”S ALL NATIONAL: A 5 DAY LEARNING SITE FOR CONVERSATION AND ENTERTAINMENT FRAMING THE ASYLUM POLICIES IN DENMARK (www.itsallnational.dk)

.

00 9.

-1

8.

00

in id th g “ ic er it’ 1 -5 a e as l c w s a of yl ou ill ll n D ec um n be a t s em se ell fre ion be ek ing e al” rb et er fo w s. r ee al n l 1

ur

ju r

D

H

ou

e

r T

ampolin

min. mic Danmark 2009, 31 Instruktør: Vladimir To på Titos Jugoslavien n sy e nd re tte æ rtr po Selv

g

ON

llin

MY LOST GENERATI

se

se J u

r

ical Co id

n u

Arab school with Memo.

Come and learn Arabic writing, spelling and pronunciation 1-4th of December during “it’s all national”. The classes are from 15-16.30 week days, 14-15 Saturday

”In ever y part of the world, people meet for a cup of tea to share respect to each other and to share the interest for a conversation.”

umer. Det er ommens minder og tra rnd ba til j ve ig nd hæ slavien lige været en be t. Tomic blev født i Jugo ræ Kunsten har alle dage ort lvp se ke ris nta ommens cs dokume , og mens han fik barnd ark de også i Vladimir Tomi nm Da til n ge kri r gtede unde nd i det splittede efter Titos død, men fly sine bosniske landsmæ ge føl tv på n ha e nn egen såvel som sin rødder revet op, ku ion' fortæller Tomic sin rat ne Ge t er et st Lo y 'M I . re ved et menneske. De gø n ka Jugoslaviens kz-lejre n ge kri ad hv , d at undersøge e traumer. Frygten, generations historie ve kan han bearbejde sin e, film at d ve n ku n me sløse instruktør, der skræmmende projekt, e vilkår for den identitet lig ge æn mg uo er en llid elserne visuelt, råt og volden, arrene og misti nhavn formidler oplev be Kø i iet em ad tak ns Ku med sin baggrund på poetisk.

it’s all national 1-5 of December 2009

BAZOOKAHOSEN ON THE FLOOR SKUESPILHUSETS LILLE SCENE KL. 20.00 TORSDAG D. 3. DECEMBER 2009 ng pot of genres, from Bazookahosen's music is a meltiflavo r, trashy yet sophisticated. latin a with punk to jazz e garag en and has performed on theater The band is based in Copenhag South Africa stages and in music clubs in Denmark, Sweden, and USA. National”.

Bazookahosen is delighted to be part of “It's All www.bazookahosen.dk

The Integration Dilemma: Suggestions for a New Conversation on Integration

In Denmark today, integration policy refers to a government process by which an immigrant or asylum seeker adapts a legal status after having gained residency for social cohesion into civil society.

There is no contradiction in suggesting that these policies of “inclusion” are simultaneously an effort that defines civil society while at the same time forcing the newcomer into accepting the current definition as an assimilation process to the national narrative.

For this reason we feel the need of suggesting a new conversation on integration, one with a global perspective in mind, that focuses on the cohesion of societies and creating crucial agreements for such social cohesion.

From the 1-5 of December a series of talks is hosted by it’s all national in the Royal Theatre of Copenhagen. The talks are held from 16.30-18.00 everyday with a public hearing on Saturday the 5th. You can join, learn and make your own opinions heard here.

It’s free, with coffee, tea. Info/program: www.itsallnational.dk

welcome.

Europakort // Europemap

Germany Iraqi refugees – / Can apply for job Dato: 20. Marts 2009

København – Danmark Kirkeasyl Dato: 15. Maj – 13. August 2009 A group of Iraqi asylum seekers facing forced deportation to Iraq, sought refuge in two Copenhagen churches, first Vor Frue Kirke and later in Brorsons Kirke.

Many people supported and tried to help across the country, but the night between August 12 and 13. the police raided the church and deported some of the Iraqis.

Some have had their cases taken up for reexamination. Many still wait in uncertainty. The fight continues.

Copenhagen – Denmark Church Asylum Date: May 15 – August 13 2009

Migration og asylpolitik har i sagens natur internationale aspekter i sig. Det har de på lovgivningsniveau, men det har de også i modstanden mod forfølgelse og overgreb på migranter. Dette kort indeholder udvalgte klip fra tidens begivenheder på området i Europa. Det skal på ingen måde ses som fuldkomment, men derimod som en start og en opfordring til at videreføre denne. Ved at følge med i medierne og tegne væsentlige begivenheder ind, vil man kunne fuldende kortet og skabe sig et overblik over de ofte komplekse strukturer, som præger migration og asylpolitik i Europa.

Tyskland Irakiske flygtninge – / Kan søge job Dato: 20. Marts 2009 The first of the 2.500 refugees from Iraq reached their destination Germany on March 20th, 2009.

The difference between refugees from other countries is the fact that Iraqis get a working permission, which opens up for the possibility to get a permanent resident permit.

Belgium Amnesty law passed Date: September 15 2009

De første af de i alt 2.500 irakiske flygtninge som Tyskland tager imod ankom den 20. marts 2009.

Forskellen i forhold til flygtninge fra andre lande er at irakerne med det samme får en arbejdstilladelse, hvormed der åbnes muligheden for en permanent opholdstilladelse.

Belgien Amnestilov vedtaget Dato: 15. September 2009 The Belgian government passed an amnesty law allowing illegal migrants to apply for permanent stay, and receive it, if they met some criteria. If you had employment 2 ½ years stay and integration in the local community was enough, if you didn't have employment a time of stay of 5 years was necessary. This possibility was open from September 15 and three months on.

Stockholm, Sverige Dato Oktober-December 2009

FRONTEX er forkortelsen for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser. Dette agentur blev oprettet i 2004 og har bl.a. til formål at koordinere det operative samarbejde mellem medlemsstaterne, hvad angår forvaltning af de ydre grænser, foretage risikoanalyser, følge udviklingen i forskning, der er relevant for kontrol og overvågning af de ydre grænser, og bistå medlemsstaterne i situationer, der kræver øget teknisk og operativ bistand ved de ydre grænser. FRONTEX koordinerer større operationer i Middelhavet, ud for den afrikanske vestkyst, og andre steder.

Link: http://www.frontex.europa.eu/

Warszawa – Polen FRONTEX – hovedkvarter

Link (på engelsk): Stockholm, Sweden Date Oktober-December 2009

Lesbos – Grækenland November 2009

Pagani “modtagelsescenter” på Lesbos.

Ca. 1.000 personer, mænd, kvinder samt børn var interneret i lejren med plads til højst 250 personer.

Stemningen i Pagani var anspændt.

Som følge af pres fra NoBorder aktivister blev omkring 500 migranter løsladt fra lejren. Migranterne blev udstyret med papirer, dvs. græske opholdstilladelser gældende for 30 dage. De 30 dage skulle bruges til at forberede rejsen tilbage til oprindelseslandene. Selvfølgelig bruger de fleste af migranterne tiden til at komme sig, tage kontakt til familie og venner, måske tjene lidt penge, og på anden vis at organisere deres rejse til forskellige steder i Europa.

Link:http://lesvos09.antira.info/tag/pagani/

Lesbos – Greece November 2009

The German Constitution Court has stopped the deportation of an Iraqi citizen to Greece. The reason given was amongst other the situation in the overcrowded Greek refugee camps, the lack of justice in Greece. This is the second time within two weeks the German Constitution Court has stopped a deportation to Greece.

Constitution Court stops deportation of Iraqi refugee to Greece Date: September 2009

Link (på tysk) http://www.bundesverfassungsgericht.de/entscheidungen/qk20090908_2bvq005609.html

Den tyske forfatningsdomstol har stoppet udvisningen af en irakisk statsborger til Grækenland. Begrundelsen var bl.a. situationen i de overfyldte græske flygtningelejre og den manglende retssikkerhed i Grækenland. Dermed har den tyske forfatningsdomstol for anden gang indenfor to uger stoppet en udvisning til Grækenland.

Forfatningsdomstol stopper udvisning af irakisk flygtning til Grækenland.

Dato: september 2009

Ukraine + Libya A large part of the European border control is 'out-sourced' to countries themselves not part of the EU. Ukraine and Libya are two examples of countries that, by agreement with the EU, have created refugee camps and campaigns directed at stopping migrants on their way to the EU.

Ukraine + Libyen En stor del af den europæiske grænsekontrol er 'udliciteret' til lande, der ikke selv er del af EU. Ukraine og Libyen er to eksempler på lande, der efter aftale med EU, har oprettet flygtningelejre og indsatser rettet mod at stoppe migranter på vej til EU.

FRONTEX is short for European Agency for the Management of Operational Cooperation at the External Borders of the Member States of the European Union. This agency was initiated in 2004 and its purpose is for instance to to coordinate the operative cooperation between the member states, in regards to policing the outer borders, do risk analysis, follow research relevant to control and surveillance of the outer borders, and to assist the member states in situations that require increased technical and operative assistance at the outer borders. FRONTEX coordinates major operations in the Mediterranean and at the African West Coast, and else where.

Pagani: "reception center" of Lesvos.

The detention center with a capacity of 250 people was filled with around 1,000 occupants – men, women and children Pagani attracted much anger and frustration.

Around 500 migrants were released from the center with papers following considerable pressure from NoBorder activists. These papers, however, only grant recipients 30 days habitation in Greece. In this time migrants are expected to organize their return to their native country. It goes without saying that many use this time to recover, to contact relatives and friends, maybe to earn some money, and to further plot out the route to their goal destinations in Europe or elsewhere.

Luxembourg Date Feburary 2009 The European Court of Justice decides that it is no longer necessary for refugees from countries where civil war rules to prove themselves personally prosecuted. The larger the messure of common random violence in a country, the lesser extend of personal prosecution refugees form there have to prove.

Luxembourg Dato Februar 2009 EU-domstolen beslutter, at det fremover ikke er nødvendigt for flygtninge fra lande præget af borgerkrig at bevise, at de er personligt forfulgt. Jo større mål af almen vilkårlig vold, der findes i et land, jo mindre grad må flygtninge fra dette bevise personlig forfølgelse.

Link: http://www.spiegel.de/politik/ausland/0,1518,608466,00.html

During the Swedish leadership the European ministers of the interior are working on the making of the next five years plan for a united European policy of the interior and security (The Stockholm Program). The two recent five years plans were developed in respectively Tampere (1999) and Den Haag (2004). Amongst the many restrictions in regard to migration the five year plan is to establish a central database for travels to and from Europe, and lead to further development of Frontex. http://www.se2009.eu/polopoly_fs/1.19577!menu/standard/file/ Draft_Stockholm_Programme_16_October_2009.pdf

Warszawa – Poland FRONTEX – HQ

Under den svenske formandskab er europas indenrigs- og (justits) ministre i gang med at udarbejde den næste femårsplan for en samlet europæisk indenrigs- og sikkerhedspolitik, (Stockholm programmet). De to forrige femårsplaner blev udarbejdet i henholdsvis Tampere (1999) og Den Haag (2004). Blandt mange restriktioner i forhold til migrationen skal femårsplanen etablere en central database for ind- og udrejser i Europa samt føre til en videreudvikling af Frontex.

Migration and asylum policy naturally holds in it self international aspects. This goes for the legislative level, but also in the resistance against prosecution and violations of migrants. This map includes select clips from the events of now in this area in Europe. It is by no means intended to be complete, but to the contrary to be a start and a call to develop this further. By following the medias and drawing important events on to the map, you will be able to perfect it an create a sense of the often complex structures that colors the migration and asylum policies in Europe.

Some hundred detained refugees on the Italian island Lampedusa started an insurrection and burned down more then half of Lampedusas detention centers. The local town council together with most of Lampedusas inhabitants supported the migrants – Italy’s government remains silent.

Link (in Danish): http://www.modkraft.dk/spip.php?article9913

Lampedusa – Italy Date: 20. februar 2009

Link (på dansk): http://www.modkraft.dk/spip.php?article9913

Hundredvis af flygtninge på den italienske ø Lampedusa har startet et oprør og brændt halvdelen af øens flygtningelejr ned. De lokale myndigheder og en del af øens befolkning støttede flygtningene, mens regeringen var tavs.

Lampedusa - Italien Dato: 20. februar 2009

En gruppe irakiske asylansøgere, der stod over for tvungen udvisning til Irak, søgte tilflugt først i Vor Frue Kirke og siden i Brorsons Kirke. Mange støttede op og forsøgte at hjælpe landet over, men natten mellem d. 12. og 13. august brød politiet ind i kirken og deporterede en række af irakerne. Nogle få har fået deres sager taget op igen. Mange venter stadig i uvished. Kampen fortsætter.

Link: http://kirkeasyl.dk/

Den belgiske regering vedtog en amnestilov, der betød, at illegale migranter kunne søge om opholdstilladelse og få den bevilliget, hvis de opfyldte en række kriterier. Havde man arbejde var 2 ½ års ophold samt tilhørsforhold til lokalområdet nok, havde man ikke arbejdet var den påkrævede opholdstid 5 år.

Muligheden var gældende fra 15. september og tre måneder frem.

Link:http://www.dr.dk/NyhederUdland/2009/09/15/164146.htm?rss=true

Calais, Frankrig Rydning af ”Junglen” i Calais Dato: 22. September 2009 En af Europas absolut største uformelle lejre ”Junglen” i Calais blev ryddet af det franske politi og jævnet med bulldozere.

Omkring 800 flygtninge, størstedelen pasthunske afghanere, opholdt sig i lejrens improviserede telte og skure, i håb om at kunne slippe fra Frankrig til England over kanalen. For syv år siden blev den officielle flygtningelejr i Sangatte lukket, det fik flygtningene til at opbygge den uformelle lejr selv. Nu er den væk.

Calais, France Shut down of ”The Jungle” in Calais Date: September 22. 2009 One of the absolutely largest informal camps in Europe, ”The Jungle” in Calais, was raided by the French police, and laid flat by bulldozers. Around 800 refugees, most of the Pasthun Afghans, resided in the improvised tents and shacks of the camp, hoping to slip across the channel from France to England. Seven years ago the official refugee camp in Sangatte was closed, this caused the refugees to build the informal camp. It is gone now. http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/from_our_own_correspondent/8262800.stm http://www.lemonde.fr/societe/article/2009/09/22/debut-del-evacuation-de-la-jungle-de-calais_1243358_3224.html#ens_ id=1230610

Agrigento, Italien Tunesiske fiskere Dato: 17. November 2009 Tilbage i august 2007 reddede syv tunesiske fiskere 44 migranter i havet foran øen Lampedusa. Efter en proces der varede to år blev de syv fiskere frifundet for anklagen at have hjulpet migranterne i at indrejse illegalt. De to kaptajner ”Morthada” og ”Mohamed El Hedi” blev dog idømt 2,5 års fængselsstraf for angiveligt at have ydet modstand mod statsmagten. Anklagen baserer på kaptajnernes forsøg på at redde de ombordværende fra et krigsskibs farlige og aggressive manøvre.

Agrigento, Italy Tunisian fishermen November 17th, 2009

Cap Anamur – Porto Empedocle – Sicily Date: October 2009

Det tyske fragtskib Cap Anamur opsamlede i sommer 2004 37 flygtninge i havsnød. Myndighederne nægtede Cap Anamur at bevæge sig ind på italiensk territorium.

Først efter 3 uger fik Cap Anamur lov til at lægge til i Porto Empedocle. Flygtningene blev interneret i et lejr og var allerede en måned senere blevet udvist igen.

Præsidenten af organisationen der ejer fragtskibet Cap Anamur samt kaptajnen og skibets første officer blev arresteret og bagefter anklaget. Den 7. oktober 2009 blev alle tre anklagede frifundet af den italienske domstol.

Cap Anamur – Porto Empedocle – Sicilien Dato: Oktober 2009

Seven Tunisian fishermen saved 44 migrants in the sea on Lampedusa’s coast. After two years trial finally the fishermen were found not guilty for having helped those migrants to enter the country illegally. The two captains ”Morthada” and ”Mohamed El Hedi” got 2.5 years in prison for obstructing an officer in the performance of his duties. This charge is solely based on the captains’ attempt to safe their crew from a warship’s extremely dangerous and aggressive maneuver. http://fortresseurope.blogspot.com/2009/11/capitanicoraggiosi-il-video-reportage.html

Ceuta – Marokko De spanske enklaver i Ceuta og Melilla i Marokko blev for få år siden opdaget som smuthuller for adgang til Europa. Derfor er det gamle pigtrådshegn blevet erstattet af et seks meter højt metalhegn, med projektører, overvågningskameraer, mikrofoner og sensorer.

Foran hegnet camperer hundredvis af afrikanere og igen og igen forsøger nogle af dem at komme over hegnet - og således ind i Europa.

Ceuta – Morokko The Spanish enclaves in Ceuta and Melilla in Morocco were few years ago discovered as loopholes for access to Europe. Therefore the old barbed wire fence was replaced by a six meters high metal fence with projectors, surveillance cameras, microphones, and sensors.

In front of the fence hundreds of Africans camp, and again and again some of them tries to get over the fence – and in to Europe.

Back in the summer of 2004 the German freighter Cap Anamur saved 37 refugees in distress, but the authorities refused Cap Anamur to enter Italian territory. After three weeks Cap Anamur finally got the permission to berth in the harbor of Porto Empedocle. The refugees were detained in a camp and were deported within one month. The president of the organization who owns the freighter Cap Anamur were arrested and accused of filtering illegal migrants together with the captain and the first officer of the freighter. All three were proved not guilty on October 7th, 2009.

Link http://www.cap-anamur.org/eng/

Kalender 2010

“There’s no doubt that a media as visAvis written by and about the present asylumseekers is an excellent forum for people sitting in the refugee-camps. Here they are able to express their experiences, but at the same time it is a possibility to get in touch with the danish way of discussion/way of debate?/debate culture? and practically to learn about democracy”, says Frederik Lauritzen.

»Der er ingen tvivl om, at et medie som VisAvis skrevet af og om nutidens asyl- ansøgere er et godt forum for de mennesker, der sidder placeret i flygtningelejre. Her kan de komme ud med deres oplevelser, men det er også en måde at få en fornemmelse af den danske debatkultur og lære om demokrati i praksis,« siger Frederik Lauritzen.