visAvis no. 3

No. 3 2010

No. 3 2010

Cover illustration Armsrock

2

No. 3 2010

No. 3 2010

3

Content

Illustration Armsrock

4 5

Kolofon + bidragsydere Leder / Editorial

7 8 10 12 13 14 16 20 22 24 30 32 34 36 42

Tema: Identitet og personlig historie // Theme: Identity and personal history Identification by investigation - Stan Da jeg først kom til Danmark - Emil Rottbøll Pas - Maja Moesgaard Background of Somalia - Liban Abdi Abanur The truth is bitter but better to say it - Mohamed M. M., Mohamed Ahmed Abdi, Liban, Abdi Abanur and more Four Somali women - Cambaro Ibrahim Dirie, Samiya Mahamed Osman, Anisa Ali Farah, Maryan Ali Nur “We really didn’t feel like refugees! - Infopoint 12 years - My life in Denmark - Otman Miloud To whom it may concern - Ziad Kabbani Navn: Asyl Ansøgere - navn, position Great arabic literates - Ziad Kabbani Foreløbig liste over nogle nyttige ord, når spillet mellem integration og disintegration skal analyseres - Carsten Juhl Når hænderne taler - Tina Helen, Strength in numbers - Migration, mobility and the pitfalls of a sedentary ontology - Michael Willenbüecher Making the open city and urban identities the hard way - Saskia Sassen

44 46 48 50 52 54 57 59 62 63 64 66 68 70 73 74 76 78 79 80 84 87

Norway’s inhuman treatment of asylum seekers - Rannveig Leitemolven On Calais – One of Europe’s largest informal refugee camps - Anaïs Rosarno: Hvorfor brændende biler er demokratiske - Jens Pfeifer ”We saw things could be possible!” The story of two Afghan families who resisted detention - Infopoint My dear friends - Memo Asylbørn sygner hen på begge sider af hegnet - Nina Monrad Boel Kampagne vil have aylbørnene ud af lejrene - Nina Monrad Boel Danmark har en død asyldebat - Nina Monrad Boel Danmark kan give større traumer end krigen - Nina Monrad Boel 10 bud på en bedre asylpolitik - Michala Clante Bendixen, Danmark frasorterer de svageste blandt kvoteflygtninge - Tue Magnussen Demonstrerende og syngende bedsteforældre- Niels I. Meyer ”Her græder børnene ikke om natten” - Marie Sauer-Johansen Historie fra en et-værelses lejlighed på Kongelunden Asylcenter - Abigail Josephsen Asylum flash - Solomon Sogbesan På et dansk Røde Kors-center - Christina Hesselholdt Læsestof - Søren Rafn, Jeppe Wedel-Brandt, Jens Pfeifer Nothing dulls the hunger as thirst - Stan Welcome – A film by Phillipe Lioret - Anaïs “Möhlau”- Paula Bulling Eu køber ansvarsfrihed af Afrika- Sylvester Roepstorff/Interview med Thomas Gammeltoft-Hansen A normative critique of the EU policy of asylum externalization - Martin Lemberg-Pedersen

90

Translations/oversættelser

4

No. 3 2010

Kolofon Redaktion / Editorial Board Jeppe Wedel-Brandt (Editor in chief) Jens Pfeifer Mia Edelgart Nina Monrad Boel Sylvester Roepstorff Søren Rafn

visAvis er / visAvis is Abigail Josephsen Anaïs Anders Carlsberg Anders Prien Saxbøl Andreas Johansen Anisa Ali Farah Arendse Krabbe Armsrock Cambaro Ibrahim Dirie Camille Millerand Caroline Enghoff Mogensen Ditlev Marboe Emil Rottbøll Ester Vilstrup

Bidragsydere

Halfdan Pisket Heidi Erschbamer Jimmy Joachim Hamou Lars Engelgaar Liban Abdi Abanur Lise Olivarius Lorena Torres Mahmoud Salem Maja Moesgaard Marie Sauer-Johansen Maryan Ali Nur Memo Jan Mohamed Ahmed Abdi Monica Blegvad Mohamed M.M.

Otman Miloud Poul Roepstorff Rasmus Pedersen Samiya Mahamed Osman Sarah Laub Solomon Sogbesan Stan Thomas Elsted Tif Sigfrid Tina Helen Ziad Kabbani Layout & design: Casper Øbro Web: Nikolaj Jonas Blegvad

Contributors

Saskia Sassen er professor i sociologi ved Columbia Univer- Saskia Sassen is professor of Sociology at Columbia University. Hendes bogudgivelser tæller blandt andet "The Global sity. Her books include among others "The Global City: New City: New York, London, Tokyo " (1988) og "Guest and Al- York, London, Tokyo" (1988) and "Guest and Aliens" (1991). iens" (1991).

Carsten Juhl is lecturer at The Royal Danish Academy of Art. Carsten Juhl er lektor ved Det Kongelige Danske Among his publications is "Globalæstetik" from 2007.

Kunstakademi. Blandt hans udgivelser kan nævnes "Globalæstetik" fra 2007.

Christina Hesselholdt is former teacher at the school for writers in Copenhagen and writer with several publications Christina Hesselholdt er tidligere underviser på Forfatter- on her record. She has published books including "Hovedskolen i København og forfatter med adskillige udgivelser stolen" (1998), "Kraniekassen" (2001) and "Haven uden bag sig. Hun har blandt andet udgivet bøgerne "Hovedsto- ende" (2005). len" (1998), "Kraniekassen" (2001) og "Haven uden ende" (2005).

Martin Lemberg-Pedersen is PhD student at the University of Copenhagen and is working on his project titled "A Martin Lemberg-Pedersen er Ph.D.studerende på Køben- Normative Analysis of Immigration Policies in the EU: On havns Universitet med projekttitlen "A Normative Analysis Liberal Responsibility, Double Standards and States of Exof Immigration Policies in the EU: On Liberal Responsibility, ception".

Double Standards and States of Exception".

Michael Willenbücher is an anthropologist and activist in Michael Willenbücher er antropolog og aktivist i det berlin- the Berlin based anti-racist network Kanak Attak. He has ske anti-racistiske netværk Kanak Attak. Han har udgivet published the book "The Hinge of Power: the 'Illegal Migrant' bogen "The Hinge of Power: the ‘Illegal Migrant' as Homo as Homo sacer of Europe" (2007).

Sacer of Europe" (2007).

Thomas Gammeltoft-Hansen is MA in Political Science and Thomas Gammeltoft-Hansen er Cand.scient.pol og projekt- project researcher at the Danish Institute for International forsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Studies (DIIS). His book "Access to Asylum: International Han udkommer snart med "Access to Asylum: International refugee law and the globalization of migration control" is refugee law and the globalization of migration control". soon to be published.

Paula Bulling er kunstner, bosat og udøvende i Halle (Saale) og Berlin. Hun er involveret i den anti-racistiske gruppe: no lager halle.

Tak til yderligere korrekturlæsere og oversættere / Thanks to additional proofreaders and translators

Paula Bulling is a comic artist living and working in Halle (Saale) and Berlin. She is involved with anti-racist group: no lager halle.

Carola Hilby Gita Ghei Jennie Kaae-Ferrara Kasper S. Andersen Katinka Johansen Lorens Juhl-Madsen Mikael Rømer Morten Buchardt Peter Lintrup Sarah Ettlinger Sinna Justi Martinez Villarruel

Donations / Donationer Jyske Bank Reg. Nr. 7851 Kontonr. 3285805

Kontakt information / Contact information info@visavis.dk www.visavis.dk CVR-Nr. 32858023

No. 3 2010

5

Leder

Editorial

Kære Læser

Dear Reader

Det er med en vis stolthed, vi kan præsentere dette nummer af visAvis. Vi har siden januar arbejdet hårdt på en række ændringer, der forhåbentlig vil gøre visAvis til en endnu mere relevant og bedre læseoplevelse. Vi har ændret format fra avis til tidsskrift og med dette også valgt at udvide vores repertoire af tekster, således at vi nu kan erklære et bredt fokus på asyl og migration som vores emne.

Vi er kort og godt vokset. Mange nye frivillige kræfter er kommet til og vores ambitioner vokser stadig. Vi ønsker at være en vigtig kilde til oplysning og debat omkring asylog migrationsområdet, der unægtelig er et helt centralt samfundsmæssigt spørgsmål i en globaliseret verden.

It is with some pride that we present this issue of visAvis.

Since January we have been working on a number of changes that hopefully will make visAvis an even more relevant and better reading experience. We have changed format from paper to magazine and with this also chosen to expand our repertoire of texts, so that we now can declare a wide focus on asylum and migration as our subject. In short we have grown. Many new voluntary powers have joined, and our ambitions are still growing. We wish to be an important source of information and debate in the area of asylum and migration, which is undeniably an absolutely central societal question in a globalized world.

I dette nummer præsenterer vi et tema omkring ”identitet og personlig historie”, hvor emner som sprog, tanker om oprindelseslandes politik og kultur, migrationens konsekvenser for identitet og politik, er gennemgående.

Herudover præsenterer vi også en vifte af tekster omkring emner som udlicitering af grænsekontrol og asylbørns forhold, samt en række nedslag i begivenheder fra andre europæiske lande, en udvisningssag fra Norge, to tekster fra den store No Border lejr sommeren 2009 på Lesbos, optøjer i Italien og situationen i Calais og meget mere.

Vi bringer også en række visuelle bidrag og kunstneriske udtryk, der giver en anden indgang til problematikken og således kan skabe grundlag for nye overvejelser.

In this issue we present a theme on “identity and personal history”, where subjects such as language, thoughts on the politics and culture of the country of origin, the consequences of migration on identity and politics, are examined. Besides this we also present a variety of texts on subjects such as outsourcing of border control, and the conditions of children seeking asylum, and further a group of texts that look at events from other European countries, a story of an extradition from Norway, two texts from the major No Border camp in the summer 2009 in Lesvos, riots in Italy, and the situation in Calais, and much more. We also present a number of visual contributions and artistic expressions, that give another approach to the problematic, and thereby create the possibility for new considerations.

visAvis er tosproget, dansk og engelsk, sådan at så mange som muligt kan læse med. Vi bringer alle bidrag på originalsproget først, oversættelserne kan findes bagerst i tidsskriftet. Vi er glade for resultatet, men på ingen måde færdige med at videreudvikle visAvis. Vores ambitioner er stadig store. Og skulle nogen have lyst til at være med til at føre dem ud i livet, er I mere end velkomne til at kontakte os.

God læselyst! jw-b

visAvis is bilingual, Danish and English, in order that as many as possible can read along. We present all contributions in their original language first, the translations can be found in the back of the magazine. We are happy with the result, but in no way done developing visAvis. Our ambitions are still huge. And should someone feel like being a part in making them happen, you are more than welcome to contact us.

Pleasant reading! jw-b

No. 3 2010 6

Illustration Casper Øbro

No. 3 2010

Oversættelse på side 91

7

Identification

by Investigation

By Stan Identification is an inherent tendency in the nature of human being. When Homo sapiens ceased to be controlled only by gastric reflexes, and began to engage in mental activities (somewhere between Australopithecus and Neanderthalensis), they began to realize that the world is not uniform and that individuals, even individuals of the same species, do not look the same.

are. If that is so, it entails a scientific contradiction: Creating evil is an evil act, but God is by definition the embodiment of goodness. Everybody failed to disprove this argument except one young man, who ventured into a discussion. The young man, Albert Einstein, answered: “None of us disputes the existence of dark, cold, loneliness and evil. But in fact darkness does not exist for it is impossible to measure. We can only measure the light. The concept of dark was invented by man to identify the absence of light!”

“God is dead” Friedrich Nietzsche

“Nietzsche is dead”

Homo sapiens began to search for, examine and classify the main features, which made her different from others (every one knows that game; find 10 differences). A main theory of anthropology is that mankind created tribal-clan relations based on the identification between individuals. Throughout the development of our history every human community has felt a strong need for self-identification and confirmation of it’s uniqueness and differences.

Einstein continued: “It is only possible to measure the heat output of a physical body. With complete absence of heat the physical matter becomes inert.

Like darkness cold doesn’t exist. It’ s a concept invented by man to identify the absence of heat.”

God

Even at the present time of globalization our development each social environment try to retain their individual characteristics. Although the predominant cultural tendency seems to be hamburgers, jeans and pop music, the Americans cultivate a romantic image of the Wild West, Russians still celebrate their victory in World War II and Scandinavians worship the old legends about Vikings. Examples like that can be found in hundreds.

Humans naturally try to identify themselves by looks, and everyday thoughts and feelings, but also by the more general, far-reaching and abstract concepts that occupy their minds. Especially phenomena of mysterious, inexplicable, and sometimes deadly or scary character: Concepts like dark, cold and loneliness.

Talking of which, there is a famous anecdote about Albert Einstein. One day, at a lecture in philosophy, a perky professor was trying to prove the absurdity of Gods existence from a scientific point of view. He told the students that if they believed that God created everything, then they had to believe that God also created evil. According to the principle of behaviorism, our deeds and actions define who we

And he continued: “Normal human existence is only possible within a society, where man is surrounded by similar kinds. The most terrible punishment in primeval societies was not death, but expulsion from the tribe; alone you can’t survive mentally or physically. It lies in the human nature to be social and the concept of loneliness was only invented by man to identify the absence of other people.” ”And what about evil? Evil is the lack of faith and love like cold is lack of heat, darkness lack of light and loneliness lack of a close friend. Evil is a concept invented by man, not God, to identify the absence of goodness. Consequently your theory is scientific nonsense.”

Religion replaced the first tribal-clan relations. Then religions were replaced by states. To replace the state came the idea of one chosen global people – the salvation of mankind. Unfortunately, this replacement is still done within the framework of the state. The process of creating group identities by investigating and creating negative contrasts continues. How should we human beings behave today to assure the presence of light, warmth and common well being in our society?

P.S.: Of course this story is a complete fiction, but I do believe that there is something in it – don’t you?

8

No. 3 2010

Translation page 91

Da Jeg Først Kom Til Danmark Af Emil Rottbøll

1987: Flygtningene fik velkomstkage Jamal Hammoud var fem år, da han i 1987 kom til Danmark fra De Forenede Arabiske Emirater.

Han græd, da han først kom til Danmark. Jamal Hammoud havde ikke det mindste lyst til at forlade den trygge tilværelse i De Forenede Arabiske Emirater. De levede godt, de havde en ged, et lam og to høns. Jamal forstod ikke, hvorfor han og hans palæstinensiske familie var tvunget til at flygte. Det var i september 1987, og det var Jamals femårsfødselsdag.

Jamal rejste med sine forældre og fire ældre søskende.

Hans bror Basil forsøgte at trøste ham ved at fortælle, at der var sne i Danmark. ”Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg syntes det var helt forfærdeligt, og jeg havde fandme ikke lyst til at tage til Danmark uden at ane hvor eller hvad Danmark var,” fortæller den i dag 27-årige Jamal Hammoud.

Da de landede i Kastrup Lufthavn, græd Jamal. Da de senere samme dag ankom til Sandholmlejren, græd Jamal.

Tillykke

Hans familie var del af en større flok flygtninge, der den dag ankom til det forholdsvis nyoprettede modtagecenter Sandholm.

Røde Kors-personalet havde stillet borde og stole op for at byde flygtningegruppen velkommen. De havde dækket bord og tændt lys. Og så havde de bagt kage.

Jamals mor tog fat i sin lille søn og viste alt det, de havde pyntet op i den fine sal. Alt det havde de forberedt, fordi han havde fødselsdag, fortalte hans mor. ”Og det var ligesom dér, gråden stoppede, og jeg fik en følelse af, at det måske kunne blive godt at være i Danmark,” fortæller Jamal.

I dag er 27-årige Jamal Hammoud dansk statsborger.

Han er reserveofficer og universitetsstuderende.

1993: Jasmina sov ikke den første aften Jasmina Sehic var 14 år, da hun i 1993 kom til Danmark fra Bosnien-Hercegovina.

Det første, den bosniske pige mødte i Danmark, var en kroatisk mokke. Det var om formiddagen 15. marts 1993, og 14-årige Jasmina Sehic var nået til sidste stop i flugten fra det borgerkrigshærgede eks-jugoslavien. Jasmina var netop gået af borde fra Polensfærgen med sin far, sin mor, sin lillesøster og sin farmor, da den kroatiske kvinde gav sig til at kommandere. Farens id-kort var udløbet, og politiet adskilte ham fra familien. Lillesøsteren gav sig til at græde. ”Kvinden virkede ondskabsfuld, som et virkeligt ubehageligt menneske. Vi blev bange. Hvad skulle der ske? Var det hende, der bestemte, hvad der skulle ske med os, eller var hun bare tolk?” fortæller den i dag 32-årige Jasmina Sehic.

De sidste tre dage havde familien krydset adskillige grænser i bus fra eks-Jugoslavien, men det var første gang, de var i fare for at blive splittet op. Jasmina, hendes mor, lillesøster og farmor ventede endnu et par timer på kajen sammen med de øvrige omkring 50 bosniske, serbiske og kroatiske flygtninge.

Til sidst blev politiet overbevist om, at de rejste som en familie, og Jasminas far fik lov at komme ind i Danmark.

Kyllingelår

En bus kørte dem til Sandholmlejren. De var sultne og trætte, og Jasmina var næsten ligeglad med, hvor de blev ført hen. Da de kom til lejren, var hun ikke ligeglad længere. ”Jeg tænkte, det er løgn det her. Det så da værre ud, end hvad jeg kom fra. Mine forældre havde et godt liv, de var ikke ekstremt rige, men middelklasse. Så det var ikke sådan, da jeg kom til Danmark, at jeg så lyset. Tværtimod,” siger Jasmina.

Hun var parat til at springe på en bus tilbage til BosnienHercegovina. Eller videre til Sverige. Bare væk. Men hendes far vidste, der ikke var andet at gøre end at blive.

De blev registreret, fik et udlændingenummer, og så fik de mad. ”Jeg glemmer det aldrig. Vi fik nogle kyllingelår, og det smagte fantastisk,” fortæller Jasmina.

Det var den første mad, siden de medbragte sandwich slap op et sted i Polen.

No. 3 2010

9

Siden 1984 har Dansk Røde Kors været med til at modtage asylansøgere på asylcentre. Gennem tre årtier har reglerne, asylcentrene og antallet af asylansøgere ændret sig markant.

Men hvad med gæstfriheden? Her er tre asylansøgeres erindring om, hvordan de blev modtaget, da de først kom til Danmark.

2001: ’Er det et fængsel?’

Hazhar Jaaf var 24 år, da han kom til Danmark fra Irak.

Snyder

Efter et øjeblik kom der tre andre flygtninge. De var også fra Irak. En arabisk tolk fra Iran interviewede dem om, hvad de hed, og hvor de kom fra. Ved en fejl fik tolken skrevet Hazhars navn som ’Hajal’. Et arabisk ord for snyder, forklarer Hazhar. Det var længe Hazhars officielle navn i Danmark.

De fire flygtninge fik besked på at vente på politistationen, indtil de skulle videre til Sandholmlejren, hvor de kunne sove. Hazhar var sulten, men der var ingen mad at få.

En politibil kørte dem af sted til lejren. Da Hazhar så jernportene åbne sig automatisk, troede han, de var blevet kørt i fængsel. ”Jeg spurgte de andre. De vidste det ikke, men der var jo politi med. Men da vi kommer indenfor, kommer der en og smiler og hilser varmt. Nå, det er søde mennesker, vidste vi så,” fortæller Hazhar.

Det var blevet sen aften, da de ansatte fra Røde Kors tog imod de fire flygtninge. De fik taget billeder, hvor de skulle smile. De fik serveret mad. De fik shampoo, så de kunne komme i bad. ”Vi fik rigtig god hjælp den aften. De kom og spurgte, om vi ville have the. Om vi var syge eller havde brug for hovedpinepiller. De var søde, dem der arbejdede der. Dengang var vi rigtigt glade,” siger Hazhar.

Manden satte ham af foran Hovedbanegården. Hazhar fandt politistationen. Han frygtede, at dansk politi var ligesom det irakiske. Det var de ikke. ”Politibetjenten var sød og smilede hele tiden. Er du ny, spurgte han. Han kunne se det på mit beskidte tøj,” fortæller Hazhar.

Efter otte år fik Hazhar Jaaf humanitær opholdstilladelse med sin syge irakiske kone, som han har mødt i Danmark.

Han har været talsmand for de afviste irakiske asylansøgere, der søgte tilflugt i Brorsons Kirke i 2009 af frygt for at blive hjemsendt.

Minibussen satte ham af på en landevej nær Hundige. De andre flygtninge ville prøve lykken i Sverige og Norge, men 24-årige Hazhar Jaaf havde hørt, at de behandlede irakiske flygtninge godt i Danmark. Det var i august 2001.

Han havde klaret mere end 15 dages flugt fra Irak til Europa via flere menneskesmuglere. Nu skulle han bare have fundet ud af, hvordan han fik fat i politiet.

Han startede med at banke på hos et firma. En ældre dame åbnede døren, men hun talte ikke engelsk. Andre kom til. De troede, han var kriminel, siden han ville melde sig til politiet. De kunne ikke hjælpe ham.

Et skilt viste 25 km til København. Hazhar tog sin lille rygsæk og begyndte at gå ad motorvejen. ”Jeg vidste ikke, det var forbudt at gå på motorvejen.

Folk kiggede efter den mærkelige mand, der gik der. Lige pludselig var der en, der stoppede,” fortæller den i dag 34-årige Hazhar Jaaf.

En dansk mand på omkring 40 år bad Hazhar om at hoppe ind. Han var bange for at komme i ballade for at hjælpe en flygtning, men hvis Hazhar lovede ikke at fortælle politiet noget om ham, måtte han gerne køre med til København.

10

No. 3 2010

No. 3 2010

11

12

No. 3 2010

Oversættelse side 92

BACKGROUND OF SOMALIA

By Liban Abdi Abanur This article is an extract from a book about Somalis migrating to the EU that I’m working on for the moment.

How the country came to be called Somalia: According to traditional folklore, the early inhabitants of Somalia during the ancient Egyptian pharaonic rule (i.e. since about 2500 BC till 500 BC) were pastoral people. At the time the early Egyptians, Greeks and other explorers came and approached the inhabitants of the land, they uttered the word ‘Somalidda’. The word means “milk to the domestic animal’ and was used to present fresh milk to the visitors. The Somalis even today have retained this ancient tradition of providing hospitality to all their guests by offering them fresh milk for their animals. This often repeated word ‘Somalidda’ was taken over by the foreign visitors as the name of this land, and so gradually former Puntland came to be known as Somalia.

Problems, Aims and Objectives of the Study: Background:

“International migration is the movement of an individual or group of individuals from their country of origin to another pushed by poverty and pulled by opportunities”.

Migrants don’t simply leave one country and move to the next. They link the world’s regions. Remittances have an important impact on the economies of the countries of origin.

Prior to 1991 Somalia hosted one of the largest migrant populations in Africa. During the mass fighting of Somalis over one million are estimated to have fled.

However, people affected by crises are not passive victims trying to survive and recover. They rely primarily on their own capacities, coping mechanisms, resources and networks.

They move in with the family members or send their children to do so.

They draw down on savings or take loans, move their herds to an area where there is adequate grassing land,

switch to drought-resistant crops or send breadwinners to find work elsewhere. Even in the areas experiencing protracted conflict and forced displacement, many people continue to try to pursue livelihood and economic activities whether in rural villages terrorized by rebel militias, urban areas inundated with displaced people or refugee camps. Many of the strategies that people employ in order to meet their current food needs or preserve their assets undermine their health and well-being, jeopardize their ability to meet future food needs and to cope with their future crises. Crisesaffected people often eat fewer, smaller and less nutritious meals in order to make their food last longer without depleting their assets. Once displaced people loose access to their primary means of living as well as ties and networks on which they normally would rely in times of stress, they are sometimes forced to turn to illegal forms of income such as theft or trafficking.

Problem Statement:

In 1991 the world was shocked when civil war enfolded Somalia, the government collapsed and a humanitarian tragedy of unprecedented scale unfolded. The impact of ‘state collapse’ on human development has been profound, involving mass losses of life, massive internal migrations, and flight aboard, the collapse of political institutions, the destruction of social and economic infrastructure and environmental damage. Somalis experienced the indignities of statelessness in restriction on international travels, their marginalization in economic transactions and lack of national and international protection and security.

Civil war has let to a questioning of a single Somali sovereignty and has revealed the heterogeneity of Somali society and culture. At the same time many Somalis in Diasporas have been investing substantially in their country through overseas remittances. At the start of new millennium, Somalia was in a period of complex political, economic and social transition.

This study tries to investigate why Somali nuclear families and entire households migrate to EU countries, partic-

ularly caused by instability in their home country, the pull of opportunity factors, and their coping strategies.

Somali people face a lot of problems when they move from Somalia to Yemen. In trying to reach another country the refugees are normally exposed to very dangerous conditions on the sea: overcrowded fishing boats with more than 160 persons, heavy sea making the boat float from side to side, and traffickers hitting the refugees with their guns and throwing the innocent persons into the sea, leaving them behind mostly with death as a consequence.

The images on the following page show how they die without getting the dignity of the corpse:

Somalia Somali Republic Area Sq Km 637 657 Area Sq Miles 246 201 Population 9 890 000 Capital Mogadishu Languages Somali, Arabic Religions Sunni Muslim Currency Somali shilling Organizations UN

Somalia is in Northeast Africa, on the Gulf of Aden and Indian Ocean. It consists of a dry scrubby plateau, rising to highlands in the north. The climate is hot and dry, but coastal areas and the Jubba and Webi Shabeelle river valleys support crops and most of the population. Subsistence farming and livestock rearing are the main activities. Exports include livestock and bananas. Frequent drought and civil war have prevented economic development. Somalia is one of the poorest, most unstable and least developed countries in the world.

Source: The Times Atlas of the World, 2005

No. 3 2010

Oversættelse side 92

13

THE TRUTH IS BITTER BUT BETTER TO SAY IT This young person managed to flee from Civil War but didn’t make it – is there any difference?

Suppose she left for the future of her children; but no future, no children – only death. She too can't rest in peace.

His/her family thinks that he/she is in Europe but nobody sees the corpse, which has been lying somewhere for many days, without finding his/her resting room, the grave.

Humanity is the world is this kind of shape because this young left from Civil war but left this world like this shape (Imagine the difference).

Let us be buried together and let us save our souls together (SOS).

By Mohamed M. M., Mohamed Ahmed Abdi, Liban Abdi Abanur and more What do you know about Somali refugees in Denmark and about their situation?

The Somali refugees in the camps are suffering from different kinds of psychological problems as follows: 1. Isolation from the other refugees in Denmark 2. Frustration in the camps after more than seven years of involuntary stay 3. Fear of deportation to one’s home country, a country that is ruled by civil war and suffers from bad sanitation and bad education 4. Somali refugees in the camps feel imprisoned, after having been kept in the camps for more than seven years without results or future perspectives: that is a very inhuman condition The main concern raised by Somali refugees is the length of time that rejected asylum seekers (who refuse to return to their country of origin) spend in the centres, without any certainty about their future. Some have stayed in the Sandholm centre for more than eight years, with no possibility of working or taking part in life outside the camp.

Spending years in an asylum centre, thus being separated from family and friends and unable to work in the outside community - this is the distressing story that Somali asylum seekers in Denmark currently face. Cambaro Ibrahim Dirie, Saamiyo Mahamed Cismaan, Anisa Ali Farah, and Maryan Ali Nur are mentally affected refugees from Somalia. They have stayed in the Sandholm detention centre near

Copenhagen since 2002. You can read more about their experiences in the camp and their hopes for the future in Denmark in the article these four women wrote for this issue of visAvis.

However, we say thanks for the absorption of refugees in Denmark, even though we are the poor refugees who asked for asylum in Denmark and were rejected asylum once more. We live in the centre, but it feels like our lives have been taken from us.

As we are Somali refugees in Denmark, we sometimes hear about some Somali persons acting badly in Denmark. We are so sorry for what is happening and we confidently apologize for what has taken place in recent years. However, all Somali people are not the same and their behaviour is not the same.

Some people are good and some people are bad.

Denmark is a prosperous and highly developed country, a country which is fully aware of the current situation in Somalia and how the Somali refugees are forced to pass from border to border, deciding for either DEATH or LIFE, and finally risk being deported to their extremely unstable and unsafe home country.

We Somali refugees in the camps strongly request the Danish government to re-evaluate our cases and to help the temporary government of Somalia. It is our innermost desire that the relation between Somalia and Denmark is going to be improved in the near future, since Denmark started hosting 24 Somali refugees in 1986 according to the statistics of UNHCR population data unit.

14

No. 3 2010

Oversættelse side 93

FOUR SOMALI WOMEN

Foto Lars Engelgaar

Foto Mohamed MM

Cambaro Ibrahim Dirie

Samiya Mahamed Osman

I arrived in Denmark in 2004. I have lived in Sandholm for the last six years and I still live there. All my children live in Denmark, but the Danish Immigration Service rejected my appeal to live with them. When I came to Denmark, I was a strong, active person, but now I experience mental problems, causing me to brood more and walk inside the center from corner to corner. It has been like this for the last six years. This way of living does not live up to the human rights standards and the idea of a normal life.

In Denmark, I have developed diseases like Diabetes, rheumatism, insomnia and anxiety. I talk to myself and worry about my future – a future where my children are isolated from me, a future where I live in the same country as my children, but cannot live with them.

If I could live with my children I could be better than I am now and not have the problems I experience today. A long running civil war, which I can’t survive, is taking place in the country I come from and I kindly request that someone with a humane sense evaluate my situation and help me find out how I can reunite with my children.

Until my case is processed I request permission to live with my children, who are ready to take responsibility and cover my daily expenses if my case gets rejected!

I am a Somali girl and I live in Center Sandholm too. I have been in Denmark for 10 years and until now the immigration service hasn’t accepted me. I am not a criminal person; I am a young girl who has no future because I have lost ten years, where I have lived without any ambition.

I think the problem I have in this center is that I don’t know the Danish society and government. I am a refugee who fled from a country in problems and did not get acceptance in Denmark. I request to get the rights that belong to any refugee in the world.

The government gives me 1200 DKK each month and all the time I think about how to divide this amount. The question is: shall I use this amount to buy FOOD, TICKET or some of all the other things a young girl needs. I kindly request support from the government to evaluate my situation in Denmark.

No. 3 2010

Foto Mohamed MM

15

Foto Mohamed MM

Anisa Ali Farah

Maryan Ali Nur

I arrived in Denmark in July 2004 and till now I haven’t been accepted. I live in Center Sandholm and I have some problems: I have no future, I am sick, I take medicine in order to stabilize myself and I sleep neither day nor night.

Furthermore, the police always tell me that I will be deported to my country – a country where strong and heavily armed groups are fighting; you can’t survive this fighting even if you stay at home all the time and only leave when it is compulsory, for example when you need to get food.

When the Danish police tell me without mercy to leave Denmark I ask myself: When a refugee whose country for a decade (so far) has been ravaged by a civil war, where innocent people are killed, raped and looted, and where everything is destroyed, can’t get asylum in an advanced country, can I then say that human rights are respected in this world?

I fled from my country, escaping from the abovementioned hardships, hoping that my future would be safe in Denmark, but unfortunately I encountered mental problems, which are worse than the situation in my country because in Somalia you face the risk of being killed directly, but in Denmark you face the risk of being killed indirectly.

Whenever police men pass my way I get scared or sometimes change my course and go back the way I came from because I am so scared that the police will force me to get deported to my country. I am an innocent person and a poor refugee with no refugee rights here in Denmark; hence I request that the Danish authorities evaluate my case.

I arrived in Denmark in September 2002, and later, in 2003, I was rejected by the Immigration Department. That was a sorrowful event to face. Till now I am in the Center called Sandholm. There is no trace of my seven children and my husband, and I don’t know if they are safe somewhere in the world.

When I arrived to Denmark I was feeling quite fine but now I have mental problems. I also have a lot of problems because my health is bad. I have become a paralyzed person. I walk with crutches. When I came to Denmark my health was good; I was feeling good and full of ambition.

Now I experience a lot of anxiety and I worry a lot about things that I can’t predict, because I have no future and that isolates me from other women in the world. Everyday when I remember my situation in Denmark I cry alone for I have no children, no husband and no future.

I am so stressed, when I need to go to down town for example, that I can’t get on the bus until someone help me get on, I can’t do anything to improve my life, I am disappointed and psychologically I have died. But all the above mentioned suffering seems a small matter when I compare it with the sad letter that I received from the Immigration Department on March 4th 2010 from the Immigration Department stating that I will be deported to my country. I say it again: I am a paralyzed person – where is the humanity in the world! And where is the mercy for the poor people who survived anarchy, raping, looting, chaos, killing of the innocent and so on. The question that needs to be answered is: Is the concept “asylum seeker” only two or maybe five years old, or is it an old famous concept, meaning that poor people who fled from hardships and home country should be helped?

I consider the regulations of the Danish Government and I confidently say thanks for the eight years that I have stayed in Denmark. But I am a mother of seven children, and I don’t know if they died or are alive in this world? If only I survived all the above-mentioned problems in my country?

Hence I kindly request that the Danish government will evaluate my case and not deport me to the country where I have no house, no children, and no future.

16

No. 3 2010

Oversættelse side 104

“We really didn’t feel like refugees!”

Milad (17) already experienced an eventful migration history. Born in Afghanistan, he spent some years working in Iran as a teenager. He reached Lesvos in group of other Afghan people, many of them under age. They arrived in the middle of the NOBORDER week and stayed until "the party was over...".

While trying to get on board the ferry to Athens, he and his friends got caught and were brought to Pagani for 23 days.

Some of them we met again 6 weeks later in Athens.

By Infopoint At the Infopoint in August 09: How did you come from Turkey to Greece?

We came in a plastic boat at about ten o’clock at night. We started our travel inside the water. From ten o’clock till half past eleven, then we were in Greece. When we reached the Greek border, we saw the coastguards and we were afraid of the police. We ran away into the mountains, we were about thirty people with the families.

Two families were with us and we ran away in different directions. (...) We passed into the mountains and we slept for some time. In the morning we saw, that there is no city, no way, on all sides were mountains. We were searching for the way, we were searching for any city. We were in the mountains for two nights. The weather was very cold and we had many difficulties. Then we found the city, I think its called Molivos. We came from Molivos till Mytilini by foot, its about 80 km, because no one was able to take us with them in a car because there was also a lot of police.

istan. Everyday killing, kidnapping, bombing. We can’t live there easily. We are afraid of our lives. And we don’t want our smaller brothers and sisters to live in Pakistan and Afghanistan, we don’t want to let them live like us. We want them to study and we are working for them. We want to make them a doctor or engineer; we want to make them some relaxed. Not like us. Only because of that we are leaving our countries and we are coming to Europe and we agree to take that much risk on an illegal way.

Every day is very dangerous for us but we agreed to tolerate all those difficulties, only due to this. At last once again I will say to European peoples, to send my message to all of Europe, to European Union to let refugees, not only Afghan refugees, every refugees that are coming to Europe from all over the world, let them free. Thank you.”

In Athens, six weeks later...

“Hey Milad, good to see you again! Do you want to tell us about the time in between and what happened after we separated?”

“Yes! First I want to define how was the situation inside this prison and how was the behaviour of police and doctors with us.

Some guys were sick for weeks, they Anything else you want to tell at were calling for a doctor, but nobody the moment?

Yes! we have a message to European was ready to listen to our voices. There Union and United Nations: please, let was no treatment for sick persons and the refugees free and finish these bor- the drinking water had a bad smell. If ders and give us our rights. We are also we asked for a doctor, for clean water human, even when we are from Asia, or anything, mostly nobody was even but we are also human, we have some listening.

They also did not have a good berights. And we are refugees due to our government. We have no government haviour to the families with the small in Afghanistan and we left Afghanistan kids. One day I saw the kids had their due to this. There was war and Taliban ten minutes time to go out. They were was persecuting people. So we came to playing football and one policeman Pakistan, Pakistan is also like Afghan- was beating a small kid, he was about

8 years old, his mother was crying.

Nothing was good in Pagani! The police was saying: “You are not in jail, you are in camp.” How is this a camp?

In 23 days they didn’t let us go out even for 5 minutes to breathe in open air.

When they were bringing us, they took us one by one out of the bus and put us into that store. They just open the door very short and push you inside. At first they gave us some soap, but there was nothing to really wash you or take a bath. They were giving tea to us, but there is nothing to make hot water.

Some guys they make some steel wires, with these wires they make the tea and it is really dangerous. In the beginning we had light for all the day, then they switched of the lights. It was not only in our room. There were 8 rooms and about 500-600 people when I was there. There were sick people that were in a dangerous condition, I think it was possible that somebody would lose his life. A doctor was there, but she was not working. The police was abusing us all the time. When we were asking for anything, for a doctor, for water or to turn on the light, they were just abusing us.

In our room there was one guy, who was kept inside for 50 days. And in the next room there was one guy, who stayed for 85 or 90 days. He was totally crazy. At night he was beating himself and shouting.

The situation in Pagani was not so good! But in Samos camp it is also like this, one of my friends was in Samos and we talked about it, only the drinking water was more okay in Samos.

We started a hunger strike for two days and the situation was very difficult. For two days we did not eat and even did not drink any water. The police was asking us: “Why are you doing

No. 3 2010

Illustration Halfdan Pisket

18

No. 3 2010

this?” We answered to them: “We want our freedom. We don’t want to be here, we want to go forward.” We wrote some banners of hunger strike. But nobody was taking care of us.

So at last when we had been inside more than 20 days, we had to do something to fight for our freedom and to get our rights. Some guys were in a very bad condition. They were ready to fight against the police. And some of them were even ready to lose their lives. Day by day they were going to be more crazy. At last they made a demonstration against the police. At first they took some wood and they started a fire inside the room, then they put some blankets inside the fire. We were shouting: “Freedom, Freedom, Freedom!”

The police was smiling, they just did not open the door, they were relaxed as if nothing was going on here. There was too much pollution and we were feeling some unrelaxed, we couldn’t even breathe. The windows were closed and we saw that outside of Pagani there was ambulance. And police was ready to fight against the refugees.

They were ready to beat us. Ambulance and fire brigade was there. Police was releasing some tear-gas and fire-extinguisher was there. And at last we had to do something because we couldn’t breathe! Nobody could see each other inside by the distance of one metre. It was totally black night. So some guys took the beds and broke the windows, they have broken the frame of this windows also, and then we came out, because we were afraid we will lose our lives. If we didn’t struggle, in five minutes maybe we could die in that smog.

And so we got outside, we needed free air. After we came out the police called the fire brigade to go inside Pagani. All the room was soon full of water. Mat-

tresses and blankets and everything was wet. We were shouting: “We want to leave! Release us! We don’t want to be here!” We were standing in front of the window in the first floor like balcony, not real balcony, it was a small place it was possible for 10 persons, but in that space we were standing with 80 persons. Some Arab guys were there, they became crazy. They were ready to jump down. We stopped one. Before he had smashed the lights and he wanted to put his fingers inside - totally they became crazy in that prison, they didn’t want to live any more!

In this situation some supporters and journalists came. They took pictures. The police was just standing, but earlier one of them had shown us a knife and they showed us their guns, they were shouting: “Stop this demonstration! Go inside!” Nothing was there to help us to go inside to breathe. After some time we saw that some people were still inside the room, like sleeping, but they were not sleeping, they were injured! At these moments everything had happened here and there - and by accident they fell down and they were injured by the broken windows. Some had the glass from the windows inside their foot and legs and some of them had like accident with the wall. When we saw them, we called for the ambulance. After a long time at last one doctor came that promised help. They took some of them out to the hospital. The door stayed closed.

A police-officer came and we discussed with him and they promised that we will be released after two days.

Thereby the strength was coming more and more back to the room. After one day they really released us, about 60 persons. They promised also to give us a ticket for Athens, but we didn’t get

the ticket, we had to buy them. We came to the port by bus, we just were kicked out of the bus. We were too late for the ferry and we didn’t have a place to stay for the night. We did not even have 10 Cents to buy anything to eat or to drink. When the police had taken our money and our mobiles we lost 3 mobiles and 300 Euro totally – we were 30 guys and the money was not complete when they returned it. We told to anybody: “We did not get all of our money!” But nobody was listening to us.

Do you think without the revolt, they would have kept you longer imprisoned?

Yes! When we got released, we saw our pictures in the newspaper. And the people of Mitilini they had complained to the police: “Release them!” I think the revolt was really helpful for us. And really the journalists and media helped us. But police didn’t allow them to get inside of Pagani. They were asking us there questions from outside of Pagani.

Police was ready to fight with them and also with us. I don’t think police inside this Pagani were human.

Can you also describe the situation in Athens, where you went afterwards?

The first time when we were let free, we just stayed in the Mitilini port. Really the situation was bad. We didn’t have so much money. We lost our mobiles and contact numbers. Police even snatched from us our contact numbers!

In the first days our situation in Athens was not too good. Nowadays we manage a place to sleep and some money lent from here and there. And we all want to go forward! We are all under 18 years old, but nobody ever offered us a place to sleep. We try to care for everything for ourselves.

No. 3 2010

One of the first nights we spent in a park in Athens and some fascists came and they started beating people. The police came one hour after it happened.

Police came – and they were also beating the guys and snatching their papers!

“Finally about the days we spent together in Mitilini: what do you think about it?”

“When we reached Mitilini, we were thinking: “What shall we do? Where do we go now?” We didn’t know anything about the rules of Greece. We didn’t have papers, we were totally illegal. Then we saw in a park some Afghan guys sitting and also refugees from Eritrea and Somalia. And they told us about the place with the tents. That you can stay here, that there is food. About one week we were with you. And really we were thinking it will be really difficult for us to manage.

When we passed seven days and we were inside the Noborder camp in the end and we were ready to leave and to go to Athens, the guys told me to translate some things for them because they couldn’t speak English. They asked me to tell you, that really Noborder was a nice camp. They were saying that nobody felt that we are refugees here.

Nobody feels that we don’t have place here. It was like our home. Some activist from all the countries, they were really like friends with us. We were feeling like we are at a picknick-point. We really didn’t feel like refugees!

(Laughing) The last night it was a very important night in my life! It was a good place on the beach. There were all the activists and the refugees from all the different countries all together.

It was our last night that we were at Noborder Camp. And really we enjoyed that night! We were dancing and singing and beating the drums. When the drummers got tired there were loudspeakers. We were free from everything! Nobody was disturbing us. It was an open area. Really we enjoyed that night! The songs were about our country, about Afghanistan. One is from one famous singer… I cannot sing, so I cannot show it now. Our singer was Hamid, he is a really funny guy. Even in Pagani he was singing. He was singing, and inside the Dari song he was adding “No border! No nation!” It became a funny song and this night became a really special night. Until now all the guys are talking about that night. “At that night I did like this… I danced like this… you looked like this…” We will not get this night again in our lives! It was first and last night. Even if we pay 10.000 Euro we cannot get this night.

It was the one special night in our life!

19

was a strong party till the moment we had to go.

And then you went to the port and directly into prison… and continued the party?

(Laughing) Yes, because we were missing that night! So to make ourselves some strong, Hamid was making the group to dance and to beat the drum.

Even in Pagani we were dancing and singing for three days. Then we got tired. Police was not too good with us – they were trying to stop us: “Don’t make noise! Don’t do this! Don’t sing!”

Only two or three days. We were ready to fight after that, because they didn’t let us to go outside even for 10 minutes, so the guys were becoming tired.

The situation was too bad.

Too bad to sing?

Not only to sing – even to breathe! Last day the situation was even too bad for breathing! Singing was good only for one or two days. (Laughing)

It was a heavy fight you were fighting inside. From singing till this final smoke!

And you and your friends, you were all the time together?

We met in the days of Noborder camp.

And so you enjoyed it till the last minute. Our group is 26 persons. It is also due We didn’t sleep the whole night. When to Noborder camp, because the camp the time had come to move towards was collecting refugees to make reAthens, some guys were not ready to lation between each other. (Both are come. They were saying: “We will nev- laughing). er get this night back!” They were not ready to go to Athens. They were ready You organised yourself! to continue the party and to be with you. Within this one week we had a Do you think we should do something special relation, like family. We didn’t similar next year?

It was a crazy week!

Really: within 7 days nobody asked us think: “We are Afghan, they are Eri- Next year? You must do this! Not about papers! Only due to this Nobor- trean.” Or that you are from Germany. should, you must! Really we enjoyed der camp! We were very relaxed. And We were like a family. When we left I this week so much. And it really helped until now we are missing Noborder. We saw some of you were crying and some us. If you do it next year, some other of us were also – but not in front of you, refugees will be relaxed for some days. are missing these days! they were hiding it when they turned to go. Like leaving family members. It How did you experience the final party?

20

No. 3 2010

Oversættelse side 104

12 YEARS – MY LIFE IN DENMARK THE CAMPS – MY LIFE IN A SUITCASE IN DENMARK

By Otman Miloud I am from North Africa, have been here since 1999. When I came, my only two languages were French and Kabyle.

Most people didn’t understand me, neither my Arab nor my North African language, through which door should I enter?

It’s not easy the first week to try to understand people here. There are so many cultures, and it is hard to figure it out when sharing a room with someone you don’t know, neither his name nor his cultural background.

In the beginning, at the camp, I had nightmares all the time. Then I started to figure out where people came from, what was their cultural background. Eventually I started to go out in the nearest town, started to see things clearly. I told myself; nothing is easy.

Even if my life started in the camp here, I feel that my family now is from all nations and all cultures.

I started from scratch, I found friendships and lost friendships, I found activities and lost activities. There were people who had to go – rejected – there were people who killed themselves. I told myself, every time I woke up, that this is a new day, a new life. Every day I wrote a new note in my book.

To do something I jumped into any activity and work I could get. I had to prove that I was not just a number, until I finally got accepted in 2009, the month of July.

I worked in farms, in libraries, in schools, in the press media making pictures and documentaries. I can tell you one thing, the activities help you to find solutions.

Sometimes it feels as if we were decapitated in the camps.

We have courses, but what are they good for when they only last for a couple of weeks? You can’t make your own choices because no one helps you.

When I came in 1999 we were six people in a room, we hade no computers or mobile phones. I was working in the cafeteria in building B4 at the Sandholm camp. It is a big room, were they sometimes show films, sometimes put up billiard tables. My work was to sell coffee, tea and newspapers. I started to see everything very clearly in there: if you want to do anything with your life, study for instance, you have to learn Danish. If you don’t speak Danish, nobody li-stens to you.

We were not allowed to learn Danish in the camp, but I almost speak Danish now.

Where I’m from, we speak Kabyle or French and Arabic. I recognized myself in the gaze of the others, but in Denmark everyone only looks at your differences.

I see it differently; I’m from North Africa with a different culture but I recognize the similarities. Here I see a very simple country with a generous and good democracy. I have friends now, Danish friends, who have opened their homes for me.

I ask myself many questions when thinking back on the twelve years that have passed. Sometimes everything seems wonderful, sometimes sad. There are so many things I’ve lost, but that’s destiny.

I lived in many places from 2001 to 2010. I can hardly remember them. Now it’s different, I have a small place that I’m responsible for. I’m the boss of my own residence, and now it’s up to me to stop the nightmares I had. Everyone has something they carry around inside. I lost my country and with it my parents, but now I’ve received a new one with my friends.

People asking for asylum lose so many things. I have seen so many people in sorrow, people like me who have been in the asylum system for 10-15 years. It’s hard to believe.

Maybe it was a mistake to come here, but what to do?

No. 3 2010

Photos by Otman Miloud

21

22

No. 3 2010

Oversættelse side 94

TO WHOM IT MAY CONCERN

By Ziad Kabbani A beautiful country of unrest I am a 56 years old man who once lived in a beautiful country. The name of it is Lebanon, and it was a peaceful place to live. I was born in the capital Beirut, and my family consisted of my parents and six boys. We were living in a beautiful house.

In a civil war, involving countries such as Syria and Israel, many people died from bombs all around the country.

My smaller brother was killed as he passed a car with a car bomb, which we were sad and angry about. Families left their homes in search for a new country with peace and a good life far from bombs and killings. Like my family did.

This civil war between Christian groups and Islamic groups broke out in 1975. Two of my brothers fled to the USA, one now lives in Chicago, and the other lives in Windsor, Canada, both with their families. Another brother left with his family and went to Denmark. After one month he told my parents to come to him and live with him in Denmark, in hope of achieving reunification.

At that time the Syrian army took control of Lebanon and stayed there for several years. The civil war ended in 1990, but troops from Israel and Syria were still present for a long time. As you might know, Israel attacked Lebanon again in 2006.

Back in Lebanon, I was told that my company had to close because of the troubled situation. Then I became a taxi driver. One day at work, I heard a big explosion. I got out of the car and saw black smoke all over the sky. This was the terrible assassination of Raffic al Hariri and his friends in 2005, which caused a lot of trouble, fear, and death all over Lebanon. When my brother realized the seriousness of the situation, for the country and for me, he sent me a visa.

In 2006 I then decided to go to Denmark with my second wife and my 15-year-old son. My two daughters (now 17 and 20 years old) stayed in Lebanon with their mother, my first wife, who also remarried and has a little boy.

My present wife has suffered from cancer during our marriage. During an operation, her heart, liver, and kidneys stopped working. Quickly she was sent to another hospital nearby, and the doctors used many instruments in the emergency room where she stayed for three months before coming back to life. We took her to her parents’ house, but then she had problems again. At two o’clock at night, she told us that she could not breathe, and then we took her back to the emergency room. Here they opened her esophagus and made a hole in it for an instrument that could make her breathe.

After three weeks, we met a good doctor who was very clever and operated her succesfully. He helped her to return back to normal.

Loss and sickness Raffic Al Hariri was the Prime Minister of Lebanon from 1992 to 1998 and from 2000 to 2004. He tried to rebuild Lebanon giving it peace and freedom. But there were many problems because of bombs and killings of many good men, who tried to rebuild a peaceful country. Groups from Syria and Iran tried to remove Hariri and gain control over the country.

Denmark – between past and future In 2006 my wife and I reached Denmark, and we stayed with my brother in Holbæk for a week. Then he took us to the Sandholm centre. Here the police took our passports and took pictures of us, and they took our fingerprints. Then they sent us to the office. They gave us two rooms with a bathroom and a kitchen, and a paper to get clothes, and another paper to get meals from the cafeteria.

In 2004 my mother died in Denmark. My father sent me a visa to visit him, and my second wife and I went to see him.

My father and I were happy to meet after 25 years of separation, but he was very sick after the death of my mother. He died after two days. Then we stayed 15 days at my brother’s house in Holbæk.

After that they sent us to medical treatment. I had problems with my legs, my back, and my neck. The medical treatment was done in a good way, and I only feel a little pain now. My wife was taken to the hospital in Hørsholm. In the X-ray they saw that she had cancer again and needed a breast operation, which was done with sucess.

No. 3 2010

23

Illustration Ditlev

In relation to our case we did an interview, and I wrote to in civilian clothes, asking about me and telling her that I them about everything that happened to me in my country. should not come back. She was very frightened and nervous, and I was worried for her and my two daughters.

I was a part of the Tayyar Almustaqbal Group which also consisted of Saad Al Hariri, the son of Raffic Al Hariri, and Here in Denmark I met a good, Danish family, and I told dangerous groups caused a lot of fighting and problems for them everything about me and all my problems in my counme and us. They tried to take over our offices by attacking us. try, and about my case. With assistance from these people, I Because they believed that I killed two of their leaders these got in contact with people who wanted to help me. groups wanted to see me dead. They have thrown rocks at my house and burned my car when I lived in Hart al Harak. Because of that I was not sent home and instead I went to After that I changed my place and my house to a place in court again with a new lawyer, but at court I was refused Ras Alnaba. This was a safer place, and I had an office for the again, due to lack of evidence. After two months the police Tayyar Almustaqbal Group. But then these groups found out told me that I had to go home, saying that they would take action. Because of that I did not sign the papers. about this place, and I had to leave.

Again my case was opened, but the court refused me once again, because they needed to see more evidence. And again I refused to sign the papers. Because of that my pocket monDespite my wife’s disease our application for humanitarian ey were reduced after two weeks, and all my activities were stay was refused. My wife also decided to go back because stopped. her father had three heart attacks, and she wanted to see him before his death. He was at the emergency room, and They want me to go back, but I know my problem, even she was very nervous about him and crying all the time. though they don’t understand it. I wish and hope that the Then we had a meeting with the police about letting her fly result will be good for me and for my son and my family. to Lebanon in a fast way. The next day she left to see her father one last time. I heard from many friends here that the And I wish people will understand. I am just waiting to relaw says that any refused person who goes back to his coun- turn to a true life as a citizen and live like any citizen. I just try can’t come back to Denmark until after five years, which want to live a normal life with my family and stay near my brother in Holbæk and near my parents’ grave in Valby. I is now the case for my wife. would like to live with my wife and family and stay with At my country my wife realized that these groups are trying them as one good family in a beautiful house as a good citialways to know where I am, and she tells me that they came zen – and to live the last part of my life in peace and love. to her father’s house, sometimes with guns and sometimes This is why somebody wants to see me dead and why I can’t go back home and stay in Lebanon.

Her er svaret. Det tog lidt tid fordi spørgsmålet ser ud til at have politiske konnotationer, og det gør at vi er lidt mere forsigtige. Sprognævnet har jo ikke til opgave at tage stilling i politiske eller juridiske konflikter.

Svar: Ifølge Politikens Etymologisk Ordbog er ordet asyl oprindelig græsk og betyder ’ukrænkelig, som ikke må udplyndres’.

Ludvig Holberg har ifølge Holbergordbogen brugt det i et skrift fra 1711 i formen asylum med betydningen ’sted hvor forfulgte kan søge tilflugt og være i fred; fristed’ (”[Rom] skulle være som et Asylum eller Tilflugt for alle og een hver.”).

Den ældste danske fremmedordbog, Ludvig Meyers fra 1837, medtager ordet i samme betydning, som jo svarer til den moderne: ”Asyl, et, Fristed, Tilflugtssted.”

I 2. udgave fra 1844 tilføjes følgende: ”i nyere Tider is[ær] en Anstalt, hvor fattige Forældres smaae Børn tages under Opsyn” – altså en art børnehave eller fritidshjem for fattige børn. I denne betydning overlever ordet vist kun i navnene på nogle få daginstitutioner. I 3. udgave fra 1853 blev der så yderligere tilføjet: ”Asyl-Ret, den Ukrænkelighed, der har været tillagt Altere, Templer, Kirker, Gesandters Boliger, visse Stæder, at være Fristed for Flygtninger, endog Forbrydere.” Ordet asyl har med andre ord gammel hævd i dansk, både i den moderne betydning, som falder delvis sammen med den oprindelige, og i betydningen 'daginstitution for fattige børn'.

Den gamle betegnelse for en 'person der har søgt eller fået asyl' er asylant, og det ser ud til at være lige så gammelt som asyl, se fx Supplementet til Ordbog over

det danske Sprog. Det har næppe været i almindelig brug. I Meyers ordbog bruges ordene flygtning og tilflugt som nævnt i betydningsforklaringen til asyl, så mon ikke flygtning har været det almindelige ord?

I midten af 1980'erne dukker der en række nye betegnelser op: asylsøger, asylsøgende, asylansøger. De to første understreger det at 'søge tilflugt', det sidste i højere grad det juridiske aspekt, at man skal ansøge om asyl for at få det.

Erik Hansen, tidligere professor ved Københavns Universitet og tidligere formand for Dansk Sprognævn, skrev i 1994 i Sprogbrevet, DR, følgende om valget mellem disse ord: ".. Asylsøger eller asylansøger? Man hører begge dele i DR og andre steder. Det er svært at finde gode argumenter for at foretrække den ene af formerne frem for den anden. Udtrykket at ansøge om asyl giver asylansøger, mens at søge asyl eller søge om asyl giver asylsøger. (..) Og da ingen formentlig kan tro at ordene i den rette sammenhæng betyder to forskellige ting, så er det næppe noget problem at der er to former."

Med venlig hilsen Ole Ravnholt, seniorforsker, ph.d.

Dansk Sprognævn

“This...it’s not quite enough to call them “asylum seekers”, I think” “There is a difference between an identity and the position out of which you are performing an act. Because being “a person seeking for asylum” is a temporary position, whereas “asylum seeker” is an identity.”

“This person or this individual seeking for asylum, that’s the proper syntax. When you use it the other way around you politicise the term. So basically what you’re doing now is that you point your fingers in saying: that’s an asylum seeker.”

“Actually now I like to argue about the name of asylum seekers into another name. I’m not quite sure with this name seeking, people seeking for asylum, or this word refugee. These might be the two words that I hate most in my life. But you know, I think that there should be another term for people who seeks for asylum. Because when you say asylum seeker you cannot understand: who is this person - asylum seeker?" “...you are not even a refugee anymore if you are seeking asylum.”

“In the United States we had the term “undocumented immigrants” that we used for a long time. But the cultural right wing in the United States had a great success in calling them “illegal immigrants” and there by criminalising them - like saying that they are breaking the law by being in the United States rather than being in the country that they are supposed to be in.“ “I think it’s not just about words and I think it can be tricky to focus on the words alone because words are different in every specific political context. I think that if you focus too much on the words then you risk defusing what is really happening because I think it has much to do with economy.”

“I know that there were these queer theorists in Sweden, who started to write their texts using the word “hen”, which is neither “he” nor “she”. And actually, when you read those texts, you stop thinking about weather “hen” was a man or a woman you are reading about. It’s actually really relieving.”

“The Dane could never become “an asylum seeker” but the Dane could become a person seeking for asylum. And I think just being very aware of that difference and acting out of that difference is important. Because I think that’s very much what’s at stake somehow.”

“One of the very important tasks of “asylum seekers” is to define what a Dane is.”

Transskriberede uddrag fra offentlig diskussion om ordet “asylansøger” jeg er en asylansøger og jeg er en udlænding,

som søger om ret til at opholde mig som flygtning i et andet land og blive beskyttet af dette land, men jeg er endnu ikke blevet anerkendt som flygtning

du er en asylansøger og du er en udlænding, som søger om ret til at opholde dig som flygtning i et andet land og blive beskyttet af dette land, men du er endnu ikke blevet anerkendt som flygtning han, hun, den, det er en asylansøger og han, hun, den, det er en udlænding, som søger om ret til at opholde sig som flygtning i et andet land og blive beskyttet af dette land, men han, hun, den, det er endnu ikke blevet anerkendt som flygtning

navn, position

Infinitiv: at være Præsens: jeg er Imperfektum: jeg var Perfektum: jeg har været

Infinitiv: at være Præsens: du er Imperfektum: du var Perfektum: du har været navn, position

“Der er kommet til at stå ”Asyl Ansøgere” [på billetten] fordi vi har givet et tilbud til en gruppe - i det her tilfælde asylansøgere. Vi gør det nogen gange til krisecentre eller andre udsatte grupper, der ikke kommer så meget i teateret. Det gør vi selvfølgelig fordi vi har et socialt ansvar som statsejet virksomhed. Så til forestillinger der måske ikke har udsolgt, kan vi finde på at give sådan et tilbud. Og det står der egentligt bare for at kunne adskille det fra en anden gruppe, som måske også har fået en fribillet til den forestilling. Så det svarer egentligt til kundenavnet, der kunne også bare have stået Jørgen Hansen, men det er fordi vi ikke ved hvad den person hedder, som vil få denne her billet.

Vi skriver aldrig ”fribillet”. Der står ”U.B. billet”, det betyder uden beregning og så står der selvfølgelig 0 kr. Vi er en statsejet virksomhed og så der skal være helt klare optegnelser over, hvad de her billetter er gået til, og hvornår og hvem osv. Så kan der aldrig bare stå fribillet, for så ved man ikke hvem det er der har fået dem. Så det står både registreret i vores billetsystem og i et rekvisitionssystem, som rigsrevisionen efterser. Det skal være klart hvem billetten er gået til, hvis den ikke har kostet noget. Så fribilletter er ret strikt efterforsket.”

Billetkontoret ved Det Kongelige Teater

Billetsystemet kræver et navn, når der er tale om gruppebilletter. Teknikeren, der har oprettet billetten har derfor valgt at skrive Asylansøgere.

Vi har ingen politik om hvordan vi italesætter grupper af mennesker.

Vi har ikke et bestemt antal billetter, vi skal give ud. Vi inviterer grupper ind og ser vores forestillinger, hvis det giver kunstnerisk mening, eller på anden måde bidrager til forestillingen.

Mvh Direktionen, Kommunikationsafdelingen, Det Kongelige Teater

“...der [er] altid det med at give noget et navn.

Det her bliver lidt teoretisk, men det der sker når man giver noget et navn, så bliver det ofte en primær identitet. For at tænke lidt teoretisk, så kunne man jo også have valgt at kalde de folk alt muligt andet. Vi kunne have kaldt dem medborgere eller ”vores ven i nød”, vi kunne have kaldt dem alt muligt, som ville have givet nogle andre associationer end ”asylansøger”.

Det man peger på når man konsekvent kalder folk asylansøgere, er at de primært er her for at ansøge os om noget, de er her for at bede om noget, for at få et eller andet ud af os og det er ikke sikkert, at det er legitimt dét de beder om.

Der er også den gode gamle Foucault-pointe, at når man begynder at benævne nogen noget, eller man begynder at kategorisere nogen noget - altså at du ryger i en kategori, der hedder ”asylansøger” - så følger der en hel masse med det. Så følger det med, at vi så beskriver asylansøgeren i vores sociale system, vi har nogle embedsmænd og socialarbejdere, der sidder og kigger på asylansøgeren. Altså hele den her kategorisering og beskrivning, bliver på mange måder meget begrænsende for asylansøgeren.”

“Der ligger også det, at man bliver klientgjort.

Man er asylansøger over for et eller andet system. Overfor en socialarbejder, over for nogle jurister, over for en integrationsminister. Man bliver nemt et lidt passivt objekt og man kunne godt forestille sig, at man kunne reclaime det her begreb og ligesom prøve at vende det til et aktivt subjekt. Hvor man sådan sagde, ja jeg er asylansøger, jeg har rettigheder, jeg er et individ, - jeg er et individ, der søger asyl, jeg er et individ og jeg har nogle FN rettigheder. Jeg tænker, at man på den måde godt kan prøve at reclaime det og prøve at lave det til et mere aktivt ”jeg handler begreb”. For det der jo også lidt ligger i begrebet, er at jeg kom hertil. Men når man først er kommet hertil så sidder man på centrene i flere år og så handler man ligesom ikke mere. Ordet konnoterer passivitet på mange måder, som man sagtens kunne reclaime, fordi folk jo har handlet rigtig meget for at komme hertil.” ”... man kan jo se på den udvikling, der sker i forhold til folk, der kommer til Danmark, altså den måde vi beskriver folk på, der kommer.

Hvor vi er gået fra, at der er nogle grupper vi på nogle måder tager meget pænt imod og som vores medier gør meget ud af at beskrive positiv og som helt klart er velkomne her. Vietnameserne i 1980’ere er et godt eksempel. Kvoteflygtningene også. [...] Det med at være FN kvote flygtninge, at være nogen som vi selv har været nede og vælge ud; der ligger en anden legitimitet i det end i de her billeder vi har af folk, der vælter ind over grænserne. Det er ligesom hele

det med om folk har falske papirer eller ej, der er sådan en mistænkeliggørelse af folk der kommer til Danmark.”

“Det er der to årsager til [at jeg har indført begrebet “visible minorities” i min p.hd.]. Den ene er, at vi i vores medier, blandt vores politikere, blandt os selv, har alle mulige begreber flyvende rundt som vi bruger synonymt: flygtninge og indvandre, asylansøgere, udlændinge, 2. g’ere, muslim, men som indholdsmæssigt ikke giver nogen mening at bruge at bruge synonymt. Og mange af de her begreber er jo blevet meget politiske. Så det er dels for at sige, at jeg gerne vil prøve at bruge et begreb, der ikke er syltet ind i dansk politik.

Den anden årsag er, at jeg gerne vil have et begreb, som understreger synlighed i forhold til racialitet. Årsagen hertil er, at vi i Danmark ofte bruger begrebet etnisk og etniske minoriteter.

Jeg vil gerne have, at vi også går ind og taler om synlige minoriteter, fordi nogle minoriteter er racialt synlige. Er man fx en ung etnisk minoritetes-mand i Danmark, så bliver man jo afvist på et diskotek på grund af den måde man ser ud på. Det er synlighed man bliver afvist på.

Derfor er synlighed faktisk ret vigtigt. Og det forsvinder ligesom hvis vi kun har termer der hedder ”etnisk minoritet” eller ”indvandrere” eller noget andet. Men fordi den måde vi oplever diskrimination i Danmark, på mange måder er i forhold til synlighed – så synes jeg det er ret vigtigt at understrege synligheden. Jeg bruger jo også den term på dansk at tale om ”synlige minoriteter’”. ”Jeg skriver og taler som teoretiker og forsker og akademiker. Men jeg går meget ind for at man laver selvdefinition, så man selv definerer hvem man er. Så jeg har ikke sådan noget med, at minoriteterne skal lægge hvad de nu end kalder sig selv på hylden. Jeg er meget tilhænger af, at man kalder sig det man vil. Det jeg måske gerne vil agitere for, er at vi som majoritetsdanskere og vores politikere skal omtale vores minoritetsdanskere en smule mere nuanceret. Men der er da klart en historie i at betegne sig flygtning eller indvandrer eller nydansker eller alt muligt andet. Der er også fx nogle unge piger i Voldsmose, der hedder ”de grønne slør”, som jeg ikke ved om I kender, men som er en gruppe af nogle helt unge piger, som meget har taget en betegnelse til sig. Jeg tror de kalder sig ”synlige danskere”, hvilket er en direkte inspiration af det her begreb, som jeg har introduceret. Deres pointe er ligesom, at “vi er jo danskere, men vi er synlige på en anden måde end de fleste andre danskere.’”

Uddrag fra telefoninterview med Rikke Andreassen, teoretiker

◊ i systemet søges asyl af asylansøgeren asyl i system systemservice for asylansøgere Udlændingestyrelsen styres til Udlændingeservice ◊ udlændinge tager service i servicesystem asyludlænding tager rettigheder fra servicesystemet servicerettigheder for udlændinge søges rettigheder søger asyl i systemet ◊ Udlændingeservice systematiserer rettigheder asylsystemservice søger udlændinge ministeren administrerer servicesystem for asylansøgere asylansøgere servicerer systemet i ministeren ◊ asylrettigheder er en service asylservice søges af rettighedshaver ministeren er rettighedshaver i servicesystem asylansøgeren søger ministerposter ◊ udlændingesystem servicerer rettigheder for asylansøgere asylansøgere administrerer ministerens system ministerens system søges af rettighedshaver rettighedshaveren søger asyl ◊ rettighedshaver søger system i asylservice rettighedshaver søger service i servicesystem udlændinge servicerer Udlændingeservice ministerens system er udlænding ◊ asylansøgere i asylsystemet søger asyl udlændinge søger service i Udlændingeservice rettighedshavere søger rettigheder i retsstaten ret i system. System i asyl ◊ navn, position

What we see these days is that 90% of a person’s identity is labeled as “asylum seeker” and not as a person who seeks for asylum. If you think deeply about it you can find out how big the difference is. For example I prefer to be called a person, who temporarily seeks for asylum and not ‘a permanent asylum seeker’. In other words I prefer to be called: “a man who seeks for asylum”. But maybe it’s just easier to say “asylum seeker”?

Think about this: most people who seek for asylum had an identity before they became anonymous.

About the words “refugee” and “asylum seeker”: I am against this word “refugee” because I never know what it means.

Actually I am not the right person to choose a name for this group, for this kind of people, but I can tell you my ideas. It is difficult to name a group. Why don't we say VIP?! Why not?

People who disagree with this word must think that people who seek for asylum are little bit bad? Maybe!! Because you know what, asylum seekers are famous so they should be called VIP! Why not?

You can use this name MEMO JAN

Undskyld det sene svar. Jeg kan ikke sige så meget om ordets historie m.v., da jeg ikke direkte har forsket i det. Om dets konnotationer m.v. og i forhold til andre/tidligere ord har jeg heller ikke så meget. Tidligere sagde man vel 'flygtning'; 'asylansøger' er nok i forhold dertil mere 'neutralt', dvs. det tager ikke stilling til om den pågældende faktisk er flygtet fra noget der kunne begrunde asyl, og det ser i det hele taget ikke på vedkommendes forhistorie, men ser udelukkende på vedkommende som en person der nu står her og søger asyl. Det fokuserer på vores forhold til personen - vil vi have vedkommende? snarere end på personens egen skæbne og evt. adkomst til at få asyl.

Venlig hilsen Christian Kock, professor i retorik

”Sproget er et uafsluttet spil imellem forskelle, som aldrig ligger endeligt fast. Der er imidlertid i samfundet en konstant forhandling, eller om man vil kamp, om at give sproget en delvis og midlertidig bestemthed, tilstrækkelig til at give fasthed til det sociale liv.” ”... sproget former den sociale aktivitet: for sproget sætter rammerne for de tanker, der lader sig tænke, og disse bestemmer i anden omgang, hvilke handlinger der er mulige, og dermed hvilke sociale praksisser der kan lade sig realisere i et givet samfund.”

Uddrag fra “Konstruktivisme” af Finn Collin, forfatter og teoretiker

30

No. 3 2010

Oversættelse side 95

GREAT ARABIC LITERATES

By Ziad Kabbani Hi I am Ziad, and this is my new story about my uncle; the great and famous poet Nizar Kabbani, whom I also introduced in the last visAvis, and about the great writer and poet Gibran Kahlil Gibran.

I think Nizar Kabbani’s life and poems are very interesting, and this new article gives you the possibility to know him even better. Also I present for you one of his beautiful poems about love of women – one that I think you will like.

Nizar Kabbani (1923-1998) was from Syria.

He was a great romantic poet, master of love poems. His poetry is famous for capturing the rhythms of everyday Syrian speech.

My uncle was born into a middle-class merchant family. He was the grand nephew of the pioneering Arab playwright Abu Khalil Al-Kabbani (so he is my uncle’s granduncle). Nizar Kabbani was also a political diplomat in many countries.

In his poems he writes about many things that happened during his life and expressed his feelings about many issues: For instance social life and poverty, the beloved birth place Damascus, war, death, the beauty of nature – and of course love of women.

Here I show you the poem When I love you. I give the poem the shape of one of the cedar trees that you find in the mountains of Lebabon – places that my uncle loved.

As I am from Lebanon, I would also like to tell you about Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). I did my studies of Arabic philosophy, and in my studies I read about Gibran, the great poet, writer and drawer (actually Gibran went to Paris to study art with Auguste Rodin for two years), who created most of his poems and writings from his life in the Lebanese mountains.

He was born in the town of Bsharri in Lebanon and started his life in poverty.

He was taught the Bible, as well as Arabic and Syrian languages by a priest as he came from a Christian family. As a young man he immigrated to the United States, New York, with his family, but they settled in Boston, at the time the second largest Syrian-Lebanese community in the United States. He studied art and poetry at different places in the US – and started his litterary career. Gibran returned to his home-

When I love you When I love you A new language springs up, New cities, new countries discovered.

The hours breathe like puppies, Wheat grows between the pages of books, Birds fly from your eyes with tiding of honey, Caravans ride from your breasts carrying Indian herbs, The mangoes fall all around, the forests catch fire And Nubian drums beat.

When I love you your breasts shake off their shame, Turn into lightning and thunder, a sword, a sandy storm.

When I love you the Arab cities leap up and demonstrate Against the ages of repression And the ages Of revenge against the laws of the tribe.

And I, when I love you, March against ugliness, Against the kings of salt, Against the institutionalization of the desert.

And I shall continue to love you until the world flood arrives; I shall continue to love you untill the world flood arrives.

land to study at a higher education institute in Beirut. He started a literary magazine with a classmate and was elected “college poet”. His thoughts and ideas come from his imagination inspired by his mountain life. Today there is a Gibran Kahlil Gibran museum at his home, and Gibran is today famous in all Arabic and other countries.

Many plays, movies and books have been made about his life and writings.

Gibran is the third most widely read poet in the history – only Shakespeare and Lao-Tzu have had more readers.

He was also famous as an immigrationpoet. His first book was The Madman.

His most famous book is The Prophet, which consists of different philophical essays written in English. The book sold well despite a cool critical reception and became extremely popular in the 1960’s. Gibran expressed great hope for national Syrian independence

from the British. He believed in Syrian nationalism, but he showed us that nationalism lived in his mind side by side with internationalism. He died in New York in 1931. According to his wish, he was burried in Lebanon in 1932 at his home, the current museum. The words written next to Gibran’s grave are: “a word I want to see written on my grave: I am alive like you, and I am standing beside you. Close your eyes and look around, you will see me in front of you.”

On the next page I present you Gibran’s famous poetic piece Love from The Prophet: In the next issue of visAvis I will tell you more about Nizar Kabbani, Gibran Kahlil Gibran and other Arabic poets such as Taha Hussein – and maybe also show you some poems of mine, Ziad Kabbani. To be continued …

Illustration Casper Øbro

No. 3 2010

Love Then said Almitra, “Speak to us of Love.”

And he raised his head and looked upon the people, and there fell a stillness upon them.

And with a great voice he said: When love beckons to you follow him, Though his ways are hard and steep.

And when his wings enfold you yield to him, Though the sword hidden among his pinions may wound you.

And when he speaks to you believe in him, Though his voice may shatter your dreams as the north wind lays waste the garden.

For even as love crowns you so shall he crucify you. Even as he is for your growth so is he for your pruning.

Even as he ascends to your height and caresses your tenderest branches that quiver in the sun, So shall he descend to your roots and shake them in their clinging to the earth.

Like sheaves of corn he gathers you unto himself.

He threshes you to make you naked.

He sifts you to free you from your husks.

He grinds you to whiteness.

He kneads you until you are pliant; And then he assigns you to his sacred fire, that you may become sacred bread for God’s sacred feast.

All these things shall love do unto you that you may know the secrets of your heart, and in that knowledge become a fragment of Life’s heart.

But if in your fear you would seek only love’s peace and love’s pleasure, Then it is better for you that you cover your nakedness and pass out of love’s threshing-floor, Into the seasonless world where you shall laugh, but not all of your laughter, and weep, but not all of your tears.

Love gives naught but itself and takes naught but from itself.

Love possesses not nor would it be possessed; For love is sufficient unto love.

When you love you should not say, “God is in my heart,” but rather, I am in the heart of God.” And think not you can direct the course of love, if it finds you worthy, directs your course.

Love has no other desire but to fulfil itself.

But if you love and must needs have desires, let these be your desires: To melt and be like a running brook that sings its melody to the night.

To know the pain of too much tenderness.

To be wounded by your own understanding of love; And to bleed willingly and joyfully.

To wake at dawn with a winged heart and give thanks for another day of loving; To rest at the noon hour and meditate love’s ecstasy; To return home at eventide with gratitude; And then to sleep with a prayer for the beloved in your heart and a song of praise upon your lips.

31

32

No. 3 2010

Translation side 96

Foreløbig liste over nogle nyttige ord, når spillet mellem integration og disintegration skal analyseres Den kosmopolitiske by mellem sprog og modersmål, forstad og bagland. Nogle bemærkninger om global æstetik til symposiet “It’s all National”, Skuespilhuset, 3. december, København, 2009. Den skrevne udgave er udvidet med spørgsmålet om identitet. af Carsten Juhl

Af Carsten Juhl I - Den kosmopolitiske by Kosmopolitisk (barbarisme: kosmopolitik, kosmopolitiker) En by eller en person der definerer sig ud fra et verdensomspændende synspunkt samt ud fra bevægelserne i verden.

Jf. Immanuel Kants tekst ”Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt” (1784). Se også international og internationalisme.

International og internationalisme, internationalist En institution, bevægelse, person eller by, som lever, handler eller arbejder uden for eller mellem nationalstater. Også i betydningen af over-nationale, grænseoverskridende virksomheder og handlinger.

Se også limes og liminalitet.

Limes (latin) og liminalitet Limes er den latinske term for en grænse, hvor det territorium ophører, der er uden en juridisk-politisk definition.

Det kan angive afgrænsningen af privat ejendom eller en bys ophør. Det romerske Imperium var afgrænset eller afsluttet ved fines (jf. engelsk ”final”), hvad der angav en linje, der adskilte feltet for romersk lov fra felterne behersket af en anden juridisk orden.

Kosmopolitiske og internationalistiske positioner omfatter altid liminalitet, dvs. grænsebegreber der stiller spørgsmål til de beslutninger og handlinger, som hidrører fra nationalstaten og dens rammesætning. Grænsebegreber etablerer en gråzone af ubestemmelighed: allehånde projekter kan indtage en sådan zone, fra utopier til lejre. Liminalitetens eksistens er grundlæggende, for ellers ville det være umuligt at erklære nogen eller noget ”uden for loven”, ligesom alle anordninger vedrørende indoptagelse og udelukkelse bygger på begreber som off-limits, eliminering, begrænsning, og omfatter også det sublime.

II – Multilinguisme: Mellem sprog og modersmål Modersmål Gaus: ”[...] Når de kommer til Europa: Hvad er det deres indtryk, der er tilbage, og hvad er gået redningsløst tabt?”

Arendt: ”Førhitlertidens Europa? Den længes jeg ikke efter, det må jeg sige. Hvad der er tilbage? Sproget er blevet tilbage.”

Gaus: ”Og det betyder meget for Dem?”

Arendt: ”Ganske meget. Jeg har altid bevidst undgået at give afkald på modersmålet. Jeg har altid opretholdt en vis distance til fransk, som jeg før i tiden talte ganske glimrende, ligesom til engelsk, hvorpå jeg skriver i dag.”

Hannah Arendt, ”Samtale med Günter Gaus”, udsendt på Zweiten Deutschen Fernsehen, 28. oktober 1964.

Modersmål: Den sammenfaldende fødsel af følelsen af at være nogens barn, lyden af denne følelse, forholdets interaktivitet, problemet med det ukendte eller bekendte ved begivenheders betydning, sproget hvori meningen gør sine første fremskridt.

Arendt mener således, at med en modersmålsbevidsthed kan der altid begyndes forfra. Modersmålet er mere eller mindre det modsatte af Foucaults ”diskurs”, som er en slags ”fadersmål”, det sprog, hvormed institutioner bekræftes, indgreb forklares og sindene disciplineres.

Sprog, sprogbrug og identitet som en slags inderlighed Sprog er et kommunikationsmiddel og et udtryksmiddel, et middel til at interagere med omgivelserne; det er også et redskab til at undersøge verden og måden, hvorpå den er sat sammen, og det ved at benytte sig at filosofiens, kunstens og videnskabens vidensfelter, felter der alle allerede er indlejret i sprogbrugen. Uanset hvor integreret i sprogbrugen viden kan være, så forbliver adskillelsen af viden fra sprog virksom, når sproget griber ind i betydningen, der jo lader sig udtrykke ved allehånde artikulationer, de være sig lydlige, visuelle osv.

En større vanskelighed udgør imidlertid den ’tosprogede’ tilstand, og her taler vi nu mere generelt. For identitet er ofte en etsproget sag ude af stand til at håndtere sin egen konstruktion – dvs. fraværet af oprindelighed – i en tosproget situation. Det er derfor sigende, at to af den nutidige systemkritiks mest overbevisende og ubønhørlige tænkere, Per Aage Brandt fra Pierce traditionen, og Giorgio Agamben fra Heidegger traditionen, begge analyserer identitet som værende et faktisk fænomen bundet til lidenskabens begreb og følelsen af kærlighed.

Per Aage Brandt skriver: ”Skæbne står over for identitet: lidenskab forekommer at udgøre et løfte om en anti-tidslig modstand eller tro (jf. trofast-hed på dansk). Sprog udvikler sig formmæssigt, ligesom de menneskelige betingelser for den fælles eksistens gør, og det synes som om, at sådanne sproglige forandringer direkte styrkes ved følelsen af en intentional identitet, der kan forene de talende på en quasi-religiøs måde. [...]

No. 3 2010

Derfor tror jeg, at etniske fællesskaber altid og måske per definition er sproglige fællesskaber. Men de behøver ikke være samfundsssystemer.” (Brandt s.41-42).

Agamben forskyder identitetsproblemet yderligere ved at forklare måden, hvorpå faktiskhedens ”facticius” må ”stå i modsætning til nativus”: factitius-udgaven af et faktisk sagsforhold er ”hvad der ikke er naturligt, det der ikke selv har afstedkommet sin væren til”. Og alt mens Agamben kommenterer forbindelsen mellem ”de ”faktiske” guders natur” i Rom og begrebet ”fetich”, genåbner han spørgsmålet om den teologiske dimension, som også Brandt havde inddraget. Og da han fortsætter sin analyse af Heidegger og af ”ikke-oprindelighedens og det artificielles semantiske sfære”, skriver Agamben: ”en sådan erfaring af faktiskhed, dvs. af en konstitutiv ikke-oprindelighed, udgør netop for Heidegger den oprindelige erfaring af filosofi, det eneste legitime udgangspunkt for tænkning.” (Agamben s.295-296).

Identitet og liv Det er derfor, at vi med identitet omgås noget, der har realitet behov, hvilket skyldes dens dybe mangel på begrundelse. Ud fra et filosofisk synspunkt kræver tænkningen af identitetens fremkomst en tænkning, der er rede til at behandle en dobbelt begrænsning: den ene hidrørende fra spørgsmålet om oprindelse, fra det at noget begynder, og den anden hidrørende fra kravet om bekræftelse, dvs. spillet mellem sandhed og usandhed. Derfor næres identitet af tværgående lidenskaber: eftersom den står uden historisk og filosofisk legitimitet, er den i stedet i stand til at opretholde en slags tilstedeværelse i den æstetiske erfaring (og forvandle den til politik). Grunden til at identitet er i stand til at trænge ind i den æstetiske erfaring, skyldes uden tvivl selve åbenheden i det æstetiske fællesskab (”sensus communis” i Kants Kritik af dømmekraften). Det æstetiske fællesskab har ganske vist en oprindelse, men den er lokal, en begivenhed for subjektiviteten, der altid bliver gentaget på den samme måde (men er ikke desto mindre ny hver gang), dvs. som en oplevelse der bliver videregivet og forvandlet gennem fortolkning og kommentar. Eftersom en sådan hermeneutisk situation for den æstetiske erfaring har at gøre med ”at være i live” og med udvidelsen af livsfølelsen, så ”lander” den aldrig livets subjektive dimension i en egenskab, der er i stand til at bekræfte en særlig, tværpersonlig men identisk kvalitet. Den æstetiske erfaring er mere eller mindre det modsatte af en tilegnelse for en sådan verden, det modsatte af en identifikation af en genstand som en genstand hidrørende fra en særlig jord, en særlig historie eller værre: fra et særligt folk. Derfor må den æstetiske erfarings situation hovedsageligt opretholdes ved abstraktionens praksis, som atter fordrer deltagelse (”kreativitet”) og kritik (”dissidens”).

Brandt forklarer, at nogle ”genstande for dyrkelse” såsom ”personer, territorier, kæledyr” fungerer på en anden måde: disse ”særlige sager” bliver ”forbundet med den tanke, at der er nogen, som holder af dem. Egennavne er indikatorer for en kærlighedens semantik.” (Brandt s.39). Brandt inkluderer ”materielle kunstværker” i denne kategori. Jeg tror, det er mere hensigtsmæssigt at lade kategorien omfatte selve navngivningen, dvs. gudenavnets teologi. Hvilket atter har at gøre med selve forvandlingen af forestillinger til ”mening”: forvandlingen af polyteisme til monoteisme. Det forekommer umuligt at placere identitet uden at skulle kombinere kærligheden til en gud med dyrkelsens sprogbrug.

III – Forstad og bagland Bagland (tysk: Hinterland) Danner en baggrund af natur og tradition, en slags foren-

33

ing af landlighed og by, måske endog af landbrugsliv og små fællesskaber, der atter erindres som en organisme. Det er etsproget med folklore, lokale myter, musik og dans. Det føles som værende organisk, tæt omsluttende og en smule langsomt (i det mindste langsommere end forstaden og storstaden), en slags lodret bekræftelse på identitet. Det huskes ofte som en stemning (dvs. med en stemme), som fortsat lader sig høre for det indre øre efter, at baglandet er blevet forladt. Man kan glemme den, men selve fortrængningens bevægelse føles som en længsel (jf. sangen ”Puerto Rico your lovely island” og hele kampen om nostalgi i musicalen West Side Story, Broadway, 1957).

Forstad (latin/engelsk: sub urbs, over/under by; jf. også sublim) Beboelseszone: udvikling og udvidelse af en by af en hvis størrelse. Temmelig ørkenagtig om dagen, fordi den er en slags satellit, da folk arbejder andetsteds, samt ofte også om natten på grund af mangel på sikkerhed. Dens æstetik har at gøre med rytme, larm, transport, biler, graffiti, rapmusik, bander, der cirkulerer, og sommetider endog med opstande og revolter. Følelsen af forstaden er uorganisk eller mineralsk, åben, vandret og ganske hurtig. Identiteten er derfor hverken lodret eller etsproget, men berøres af den multikulturelle kendsgerning og af et naboskab, der mindst er tosproget, samt somme tider af fælles problemer eller fjender.

Jf. også den franske betegnelse: Ban-lieu, stedet for de bandlyste, dvs. et sted præget af udelukkelse og prekære betingelser.

Slum (usikker oprindelse) Ifølge Mike Davis’ bog Planet of Slums (2006), så gives der et sted, der er behersket af problemet om udsættelse eller fordrivning, ”eviction”: den pludselige opkomst af en ekspulsion, en udsmidning, som etablerer en slags politisk, økonomisk og personlig (eller total) prekær tilstand. Slumfolk bliver først og fremmest udsatte for ”eviction”, som vi så i slumkvartererne omkr. Nairobi, 2007; og især i Gaza i januar 2009 samt ofte før, og i dag i Øst-Jerusalem: forvandlingen af et flertal palæstinensere til et slumfolk forekommer at udgøre den aktuelle israelske regerings projekt.

Bibliografi: Giorgio Agamben,”La passione della fatticità”, in Agamben, Giorgio, La potenza del pensiero, Vicenza: Neri Pozza, 2005.

Hvorfra jeg har oversat.

Hannah Arendt,”Fernsehgespräch mit Günter Gaus”, in Arendt, Hannah, Ich will verstehen – Selbstauskünfte zu Leben und Werk, München: Piper, 1996. Hvorfra jeg har oversat.

Per Aage Brandt,“Ethnic Passions – Considerations on a Fundamental Problem of Humanity and the Humanities”, in Brandt, Per Aage, Morphologies of Meaning, Aarhus: Aarhus University Press, 1995. Hvorfra jeg har oversat. En dansksproget miniudgave på to sider men med det afgørende skema står at læse i same forf.’s Mere byrde til kulturen, København: Politisk Revy, 1991.

Carsten Juhl, Globalæstetik – Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv, København: Billedkunstskolernes forlag, 2007.

34

No. 3 2010

Når hænderne taler Tekst og illustration: Tina Helen Håndlæsning: www.krummes.com

NÅR HÆNDERNE TALER Hænderne er universelle og samtidig dybt personlige. Vi kommunikerer igennem vores hænder. Ikke blot når vi Hænderne er universelle og samtidig dybt personlige. Vi gestikulerer, men på flere planer. Hænderne fortæller kommunikerer igennem vores hænder. Ikke blot når vi geshistorier, dermen kan på få mennesker at sætte fingerspidtikulerer, flere planer.til Hænderne fortæller histoserne glødende kogepladertil eller ætse dem med syre. på rier,påder kan få mennesker at sætte fingerspidserne Blommerne vores fingre nemlig glødende på kogeplader eller indeholder ætse dem med syre.buer, Blommerne cirkler og spiraler, der kan bruges identifikation, da på vores fingre indeholder nemligtilbuer, cirkler og spiraler, bruges til identifikation, da ikke to hos fingre i verikkeder to kan fingre i verden har samme aftryk.

Selv den hartvillinger, samme aftryk. hos enæggede tvillinger, er hvor enæggede hvor Selv dna-profilerne er identiske, dnaprofilerne er identiske, er rillestrukturerne forskellige. rillestrukturerne forskellige. Hvide pletter på neglene kan Hvide på negleneogkan være tegn på zinkmangel og være tegnpletter på zinkmangel røntgenbilleder af hændernes røntgenbilleder af hændernes knogler kan fortælle et barns knogler kan fortælle et barns udviklingsstadie. Hænderne udviklingsstadie. Hænderne kan repræsentere det fysiske kanmøde repræsentere fysiske og møde mellem to fremmede mellem todet fremmede binde os sammen som menog binde som De med forandrer nesker.osDesammen forandrer sig mennesker. hele livet, i takt at vi - sig og verheleden livet, i takt med - forandrer sig. at vi - og verden - forandrer sig.

I forbindelse med dette tema ”Identitet og og I forbindelse med nummers dette nummers tema ”identitet

personlige historier” har jeg bedt kiromantikeren (håndlæseren) Krumme om at fortælle personlige historier ud fra 3 blindtegninger. Tegningerne er lavet af 3 forskellige personer, der i øjeblikket søger asyl i Danmark. Ifølge Krumme, er det underbevidstheden der taler, når man ikke må kigge på papiret imens man gengiver sin hånd. Hun oversætter blindtegningerne til en) Krumme om at fortælle personlige historier ud fra 3 tolkning af Tegningerne handling, følelser Højrepersonhånd blindtegninger. er lavetog af psyke.

3 forskellige repræsenterer venstre fortæller om er, der i øjeblikket fremtiden, søger asyl i mens Danmark.

Ifølge Krumme, fortid. er det underbevidstheden der taler, når man ikke må kigge

på papiret imens man gengiver sin hånd. Hun oversætter For blindtegningerne til tolkning følelser ogpræcis mange mennesker udgør af de handling, danske asylcentre psyke.

Højre hånd repræsenterer fremtiden, dette mellemsted – en position mellemmens fortidvenstre og fremtid. fortæller omhvor fortid.

Et sted lov står over handling, følelser og psyke. Et For udgør de asylcentre præcis stedmange hvor mennesker rastløse hænder mådanske trille tommelfingre, fordi dette mellemsted – en position mellem fortid og fremtid. Et dansk lovgivning forbyder dem at arbejde. Et sted hvor sted hvor lov står over handling, følelser og psyke. Et sted er din i andres hænder. hvorskæbnen rastløse ikke hænder må egen, trille men tommelfingre, fordi dansk lovgivning forbyder dem at arbejde. Et sted hvor skæbnen ikke er din egen, men i andres hænder.

Tekst og illustration: Tina Helen Håndlæsning: www.krummes.com

personlig historie” har jeg bedt kiromantikeren (håndlæser-

Psyke Hverdag

Kærlighed

Hendes fingre ligner små mennesker, der står og taler sammen. Hun diskuterer meget med sig selv. En meget overbærende diskussion.

Kommunikation Er stærk i kommunikation og har rigtig meget brug for at tale.

Pegefingeren bor praktisktalt i temperamentet (hulrummet mellem tommelfinger og pegefinger).

Alle fingrene er bløde.

Hun virker glad og positiv, men er meget i sin egen skal. Hun har vandvittig meget empati og er på sin vis ved godt mod.

Kort og tyk tommelfinger indikerer kort lunte og indestængt vrede, men hun ser mild og god ud.

Hvis vi vender tegningen om, så ligner det et dyr. Måske en isbjørn.

Man kan se hvordan hun går ud i verden med det første skridt (Pegefingeren). Det er virkelig varsomt og hun tør faktisk ikke.

Man skal tegne fra håndrod til håndrod, men hun har kørt hele vejen rundt og lukket fuldstændigt af. Hvis vi sætter et lille øje, så ligner det en lidt underlig fugl, der tynger ned af. Hun går meget ind i sig selv og har svært ved at overskue omverdenen.

Kvinde, 22 år

No. 3 2010

Tager ting fra omverdenen pænt ind (hullerne mellem fingrene).

Han prøver at være skarp og spids i sin kommunikation.

Små punktummer på stregen vidner om at han virkelig har brug for en pause.

Pegefingeren er den eneste finger der ser nogenlunde stabil ud i forhold til de andre.

Det er hans personlighed. Ham meget omsorgsfuld, fleksibel og opmærksom. Han står alt hvad han kan, men skubber man lidt til ham så blævrer det hele. Han ligner en stolt følsom mand. Stolt på den måde at han viser at man ikke skal være bekymret.

Tegning uden tommelfinger.

Han tænker, men det er svært at handle når han ikke har nogen tommelfinger.

Når der ikke er nogen hånd og håndryg kan folk vade direkte ind i ham. Han har ingen grænser eller jordforbindelse. Han tør ikke kigge ind eller mærke sig selv. Empati, fantasi, psykologi, filosofi og alt det indre ligger alt sammen nede i hånden. Der er hverken familie eller vijle. Uden sin vilje kan man ikke noget. Man er lost.

Mand, 28 år

Fokus på fremtiden, der ligger herude.

35

En lang langemand handler om retfærdighed.

Fingre der kigger i hver sin retning er tegn på forvirring.

Hånden ligner en hanekam.

Hun har ingen tålmodighed.

Pegefingeren (hendes personlighed i hverdagen) samarbejder ikke med de andre fingre. Den er næsten groet ned hvor temperamentet og krigeren sidder(ml. tommelfinger og pegefinger).

Tommelfingeren er viljen.

Det er stædigheden. Den skal have mere form ellers bliver alting meget uoverskueligt.

Vender man tegningen på hovedet kan hånden også ligne trærødder. Hun har meget visdom med sig. Hovedet fejler bestemt ikke noget.

Familien ligger hernede (håndrod).

At Linjen går ud til venstre handler om overlevelseskraft og instinkter. Hun forsøger at fæstne sig ved at gøre sig bred for neden. Hun har brug for alle de kræfter hun overhovedet kan mobilisere, for at stå fast - ellers knækker hånden.

Kvinde, 32 år

36

No. 3 2010

Oversættelse side 100

STRENGTH IN NUMBERS – MIGRATION, MOBILITY AND THE PITFALLS OF A SEDENTARY ONTOLOGY

By Michael Willenbücher

0.1 Intro Since I am not primarily invited as an anthropologist but also as an activist of the antiracist network Kanak Attak in Germany, let me first try to clarify my position. Being invited to a panel on migration, biopolitics and security forms a challenge since it becomes immediately clear that the connection between these different fields has somehow to be considered from the perspective of migration itself.

Kanak Attak can best be described as a multilayered network of hybrid cultural and theoretical knowledge production. It was founded in 1998 as an initiative of people from different professional, academic, political, and ethnic backgrounds.

10 years onwards it is more than obvious that one of the main reasons for Kanak Attak to emerge were the traumatic consequences of the German unification process and the radical repositioning that became necessary after 1989. I will go more into detail later.

In my paper I will try to speak about certain aspects of migrant experience in Germany and their theoretical consequences. In doing so I will try to detach the notion of security from its often state-centered perspective and instead link it to different stages and levels of migrant insecurities. Where it seems necessary I will also address the reconfiguration of the European migration regime in the context of the expansion of the European Union.

0.2 Security reconsidered It was Foucault himself who already in his lecture on “history of gouvernemen-

many began almost immediately in the 1950’es with the so-called Gastarbeiter era. Although this era is largely conceived as a period during which immigration was organized through the intermediary function of state agencies recruiting workers in the emigration countries and bringing them to their areas of destination in West Germany, more thorough research in the last couple of years made it clear that already in that period undocumented migration was quite widespread. At the time, policymakers initially tried to establish a rotation model whereby guest workers would be replaced every two years in order to prevent their settlement. The institutional symbol for this policy was the guest worker's residential home, usually located in close proximity to the plants where the workers were supposed to work. There were numerous restrictions in the residential homes concerning visiting rights and other issues. The sanitary and housing standards were rather poor and many workers refused to stay there and returned to their countries after a short period of time.

Meanwhile the rotation model failed not only due to the interventions of the companies who did not want to train and accustom new generations of workers every two years, but also due to the resistance of the workers themselves. Recent research also shows that due to the shortage of manpower many employers, especially small and medium-sized enterprises, experienced labor shortages and very much appreciated the employment of Postwar migrations and the denial foreign workers through self-organized networks consisting of what today of transformation Before I go deeper into the theoretical would be conceived as illegal channels. implications and also some of its pit- After several years the so-called guest falls I will continue now with a brief workers began to diffuse into German sketch of the history of immigration society. They started to bring their husinto Germany. I will limit the story to bands and wives, rented flats, some of West Germany because the Eastern them created their own businesses.

The system of residential homes had part, the GDR, was entirely different. disappeared by the end of the sixties.

After WW II immigration into Ger- Recent research has also made it clear tality” in 1978/79 introduced the intrinsic connection between liberal forms of government and dispositifs of security. Freedom (of movement) is never unrestricted, but is maintained under an underlying calculation: dispositifs of security form its flipside.

The extension of control mechanisms and the deepening of mechanisms of power are the counterparts to new freedoms. Already in 1979 he states that in a “generalized economy of power” the dominant form of social control has shifted from juridical mechanisms through disciplinary mechanisms to security mechanisms. The juridical and disciplinary procedures have been “colonized by dispositifs of security” (see Foucault 2003). This anticipatory insight can be utilized to think through historical and contemporary migration regimes. In a variety of societal fields generalized diagnoses of risk are emerging which are detached from any concretely determined or specific risks.

This situation of permanent insecurity can be conceived as fundamental disturbance and a permanent state of exception. Given the fact that modern concepts of citizenship are built on the state-territory-birth-nexus, mobility and migration as two modes of nonfixated subjectivities form a principal target of security measures and render them in differentiated status of insecurity.

0.3

No. 3 2010

that contrary to a mainstream perception of the Gastarbeiter era the mostly bilateral regulations between Germany and the countries of emigration were already very much shaped by the manifold practices of the immigrant workers themselves. Their autonomous movements forced state agencies in both the countries of origin and target to negotiate and formulate agreements to channel what otherwise would have been uncontrollable crossborder movements. Retrospectively, already in that period the effort of power to control mobility produced illegalization as its effect (for an extensive study on the genealogy of illegality in Germany see Karakayali 2008).

With the dissolution of the residential home system a transformation of German society began that was paradoxically denied until the reformulation of the German Immigration Act in the year 2002. Germany for as long as 50 years denied its status as a country of immigration despite the fact that every year thousands of people came to live there. I suppose that this paradox requires some deeper attention.

But let me briefly continue with the sketch and come back to more theoretical considerations of what I will call the denial of transformation later.

When in 1973 the first postwar economical crisis occurred, the established channels of immigration through recruitment were closed. In the following two decades immigration was established through family unification and through asylum. Although racism was a constant challenge during those decades, postwar and, one should not forget, post-Nazi Germany with its obsession for ethnic purity, was altered and tamed not least because of the constant presence of large communities of nonGerman residents. This was the case especially in the scattered manufacturing regions of West Germany, even if the basic understanding of Germanness as a matter of blood ties could not be altered.

The situation, however, dramatically changed in 1989 with the fall of the wall. Immediately after that event and intensified through the so-called process of “reunification” in 1990, exactly the year when Homi Bhabha’s “Nation and Narration” was first published, the to many unexpected violence of this process became extremely visible. For the migrant communities in Germany the years of the post-”fall of the wall civil war” began. One tends to forget how it felt to live there at the time, the spread of violence and attacks on a day-to-day basis in the years that followed. But when I recently saw the film “duvarlar” - “walls” of the Turkish

documentary filmmaker Can Candan, who studied in the United States and kind of accidentally lived in Berlin between 1989 and 1991, those images came back. Let me briefly delineate one scene where Candan interviewed a Turkish shopkeeper in a street that was close to the wall and an Eastern Berlin citizen walked in and told him to get his stuff together and walk out of the country because this country now belongs to “us”. It is not my intention to suggest that racist violence after 1989 was a problem of the former GDR. A general outbreak of blatant nationalism occurred on both sides of the former wall (for a recent study see Cil 2007).

What followed was the collateral damage of the widespread euphoria over unification with countless attacks on migrants on the streets, burning of their houses, sieges of refugee housing projects, and the like. For those who remember the names of the cities involved, Hoyerswerda, Moelln, Solingen, and Rostock stood as synonyms for an outbreak of racialized violence.

It was the background music of what was considered the newly proclaimed project: normalizing the nation. It was already detectable in the shift in the vocabulary of the East German demonstrations in 1989 from “Wir sind das Volk” (We are the people) to “Wir sind ein Volk” (We are one people),

a shift from an insistence on democratic power to a national proclamation. Volk, people, became a powerful interpellation for the conflation of the democratic constituency with a nationalized and racialized body (see Heidenreich; Vukadinovic 2008). Germany is home to a large number of people who, despite many of them being born there, given the German citizenship law which is based on blood lineage, do not have German citizenship. Thus they are excluded from the right to vote as well as being withheld fundamental human rights. It was a serious backlash. In 1993 the right to asylum was practically suspended, sus-

37

tained by periodically mobilized media events playing with catastrophic metaphors of floods, invasions, waves, etc. Security obviously needs fear.

0.4 The pitfalls of methodological nationalism While mainstream migration theory is still trapped in the methodological nationalism that translates as an understanding of society as a container-like entity, a critical approach therefore has to avoid the reifications of mainstream sociology. I will quote very briefly from a German sociological paper to illustrate that point: “The questioning and the replacement of one’s own traditional values is a precondition for cultural adaptation.

The discovery of competing values during the examination of alien communities would be an indication for ongoing process of cultural adaptation. However the absence of any competition in terms of values and norms in the examination of alien communities would be a sign either of missing or of complete acculturalisation.”and further the author asks: “What behavioral orientations and expectations have to be developed in order to participate in two sociocul-

tural systems at the same time without the emergence of symptoms of disorganization?” (Kurz 1965) I must admit that the paper dates from 1965, and therefore the underlying theoretical concepts are fairly outmoded. I also do not want to denounce its author. What I want to suggest is a symptomatic reading of the article as an extreme, but exemplary document of a predominant method in social sciences also known as “methodological nationalism”. The concept of ‘methodological nationalism’ was originally formulated in a completely affirmative way by Anthony Smith (1983) and later criticized by Ulrich Beck (Beck

38

No. 3 2010

1999). Peter Burgess discusses both approaches and calls ‘methodological nationalism’ an epistemology (Burgess 2006).

In this paper migration is understood as the unilinear movement from one country of origin to a country of destination, thereby creating a conflict of values between the assumed traditional values in the country of origin and the presumed modern and superior values in the target country, a conflict that is assumed to potentially generate mental disorder. I do not want to insist too much on the seemingly crude and mechanistic language of this example with its blatant functionalism. Rather, I want to pinpoint the underlying ontology of traditional migration sociology. It is another example for the denial of transformation, this time in social theory. Nations, cultures, values are not treated as entities whose emergence has to be explained and contextualized, but are naturalized, homogenized and thus taken for granted. I would assert that the denial of transformation is not only a feature of state institutions and its juridical and executive arms, but also supported in the social sciences.

At least in Germany, this approach is unfortunately still rather the rule than the exception. Borrowing both from Fernand Braudel and Gayatri Spivak I would call it “la longe duree of epistemological violence.”

We owe very much to Nicholas De Genova, who stated in an article published in 2002: “Only by reflecting on the effects of sociolegal, historical contexts on research does it become possible to elaborate a critical anthropological perspective that is not complicit with the naturalization of migrant ‘illegality’.”

I would propose the same holds for

migrant legality. Not only because the threshold between illegality and legality is fluid and subject to constant renegotiation, but also because the construction of the distinction between the native and the alien is constitutive for all processes of nation-building.

An alternative approach has to be critical of the mechanisms of inclusion and exclusion necessarily involved in all projects of modern nation-building. Traditional migration sociology seems to be built on a sedentary ontology where sedentarism is conceived as the default condition of human being. I am not suggesting that this sedentarian ontology be replaced by a “nomadology”, this academic fashion of the nineties, but by a biopolitical approach which understands sedentarity and migration, fixation and escape as two sides of a dominant mode of regulation of populations, altering shape and being deand reterritorialized in a multiplicity of ways. I would also suggest a reading of the discursive production of migration already as an effect of politics of securitization based on a sedentary ontology.

tainty and insecurity, already latent in the era of guest work/Gastarbeit, became the dominant threat not only to mainstream society, which was still bolstered through various corporate institutions, but more to the migrant communities being relatively deprived of such mechanisms of representation and securitization.

Without other channels being available for migration, undocumented migration became the dominant model during the nineties.

(I wrote extensively on the impact and the role of illegalized migration on the contemporary migration regime in ‘The Hinge of Power – the Illegalized as homo sacer of postFordism’, the book also involves a critical discussion of the ‘usability’ and the limits of an Agambian approach). The presence of undocumented (I would prefer to call it ‘illegalized’) migration refers to the persistence of a postcolonial space, albeit broken up. Dipesh Chakrabarty links this persistence to the “denial of coevalness”, already formulated in 1983 by Johannes Fabian, understood as a remnant of colonial time when the entrance into history for the colonized was denied, a situation that has been challenged since the emergence of popular democratic and anticolonialist movements (Chakrabarty 2000). The arrival of illegalized migration in Europe (and elsewhere) challenged the last fortifications of this denial, hence the resistance to it and one of the important reasons, that migration lists among the primary topics on the day-to-day political agenda of metropolitan countries.

Besides undocumented migration, family unification still exists as a sideway although more thoroughly controlled under the term “integration”.

Integration is the term under which specific behavioral patterns are controlled and individualized, while collective rights and citizenship are still denied.

The society of risk can be understood as a permanent state of exception that inscribes borders onto the body of the social where inclusion and exclusion are constantly renegotiated. It is not so much individuals who are targeted but abstract possibilities whose emergence is the target of surveillance and political interventions, hence the con-

the cities involved, Hoyerswerda, Moelln, Solingen, and Rostock stood as synonyms for an outbreak of racialized violence

0.5 Forced adaption and the renegotiations of the border of citizenship After the unification process Germany somewhat belatedly, but irreversibly, entered the post-Fordist era of flexibilization and deregulation, sustained by the acceleration of the integration in the European Union. Both contributed to

the emergence of “technologies of fear” (Massumi 1993) that articulate societies as communities of risk. Collective communitarian values fueled by hostility against aliens sustained conservative models of identity. The emergence of a dispositif of uncer-

No. 3 2010

cept of “integration” becomes one of the central concerns for migration policies and its representation in the public sphere.

This denial of rights and representation, the double R-axiom, points to a more generalized pattern of modern sovereignty that Giorgio Agamben has examined in its oeuvre, namely the intrinsic connection between law and violence. I cannot go deeper into his theory and also into its many problematics, but Agamben states that political entities built upon the stateterritory-birth-nexus as the basis for sovereignty necessarily exclude certain subjects while they are inclusive to others. This marking of a borderline inscribed into all modern forms of power executes the establishment of a space in which existential rights can be denied while those subjected to denial are nevertheless included in its functioning. “The original political relation is the ban,” forms one of Agamben’s central statements that are suitable for, as a German critic formulated it, “unveiling the trade-secret of modern democracies” (Haverkamp 2001).

Since the new millennium started, German immigration policy has undergone a major shift. The denial of transformation that I sketched above has undergone a serious revision.

While in the previous five decades the contributions of migrant communities to German society used to be largely denied, with the end of the millennium we saw a shift towards a more “modernized” version of immigration policy. This is on the one hand due to the more thorough integration of Germany in the process of Europeanization, and on the other hand due to the practices of migration which forced mainstream society to finally acknowledge their irreversible presence and undeniable impact. Nevertheless German immigration policy can still be labeled as mostly defensive. This has to do with the specific political composition at the time of its adoption and with the ongoing fact that migrant communities still lack serious representation and lobbying.

But the sheer fact that the laws had to be changed already highlights the critical approach that migrant everyday practices have to be regarded as a distinct form of social movement. It contributed

to our conviction that racism cannot be conceived as a social relationship that renders migration in a position of sheer subordination, thus opening way to its victimization. Instead, it highlights the fact that (to quote a forthcoming article of my colleague Massimo Perinelli): “We learned that racism was not a fixed structure of exclusion but that it transforms itself historically, first and foremost as reaction to the fights against it. Thus, we understood racism as a social condition that embraced both the successes and the defeats of the fights against it.”

I would like to pick up the concept of liminal porocratic institutions that my colleague Vassilis Tsianos has developed in a recently published book for the analysis of the border regime of the European Union and apply it to the inner functioning of the specificities of the German migration subregime. Liminal porocratic institutions are defined as new emerging zones of control that emerge in the liminal space between state, public, and supranational organizations (see Papadopoulos; Stephenson; Tsianos).

At the border of citizenship, a multiplicity of statuse exist that oscillate between a relatively secure and safe position, even a partially simplified access to German citizenship, and various degrees of precarization and illegalization where the denial of residence rights forms a constant threat whose effects are distributed over the whole spectrum of migration. The allocation of residence rights is distributed under a sophisticated set of conditions, codified in laws, that range from economic sustainability to cultural integration on the one end, and deportability on the other. The dependence on the process of Europeanization shows its significance when in the last years measures have been adopted that have been tested and implemented before in other European countries.

Like William Walters showed in his insightful paper about “Domopolitics”, for example language tests form a crucial tool for the denial of or access to citizenship and residential rights (Walters 2004).

The newly introduced “Integration test” forms another tool

the distinction between the native and the alien is constitutive for all processes of nation-building

39

which probably can only be understood in the context of the very specific self-understanding of Germany as a “Kulturnation”, a culture nation. To give a small example of the range of the test that, according to many critics even ordinary Germans would not be able to pass, candidates are asked about their attitude toward homosexuality. In German media, especially immigrants with a so-called “Islamic” background are subject to scrutiny for being homophobic. While mainstream society imagines itself to be overall tolerant and enlightened, migrant communities are still constructed as traditional and hostile to change. On the other hand, individual ‘residents with migrant background’, a nasty neologism introduced in recent years to uphold the cultural borderline, who successfully passed the integration threshold are presented as a sign of the liberal-mindedness of contemporary German culture, as long as the benefits outweigh the costs.

0.6 Strength in numbers and transgressive mobilities Given the fact that Germany is an aging society and that even the archconservatives cannot deny that without immigration the population will shrink, a subtle cost-benefit calculation replaced the former explicit hostility and the fear of “Überfremdung” (over-alienation) which fueled the former denial of transformation expressed in the claim of not being an immigration country. This is not to say that hostility and fear do not exist anymore: On the contrary, both affective regimes can periodically be mobilized as a supplement to a liberal demandand-supply based immigration policy.

The various liminal porocratic institutions that perform and implement the threshold of precarization perform a similar function as their counterparts at the external borders: the deceleration of the entry pace and the production of amenable subjectivities.

“Integration” becomes the central ideological tool to implement the submission under an imagined consensual guideline of the conservative ideal of a “Leitkultur” – leading culture. This construction of an essential cultural difference is not necessarily a signal of a revival of the traditional nationalist model. It is functional in the process of adaptation to a model of extended citizenship currently under way in the process of Europeanization. “Thank god, there are the Turks and they are

40

No. 3 2010

Muslims” the German mainstream seems to say. Internal othering on the basis of “exclusion through inclusion” thus can operate on an assumed cultural difference primarily constructed as religious difference.

This coincides with a current trend of restauration of a certain model of humanistic Eurocentrism which at least partially connects to the Christian heritage while attempting to erase, for example, Islamic traces in European history. A certain understanding of Germany as culture nation does not conflict with the recently increasing attempts of “Inventing the Europeans”.

On the contrary, those attempts can be understood in terms of a reconfiguration of cultural borders which follow the traces of the heterogenities and contradictions of the actual border regime in the making. They are instrumental in the creation of new hierarchies of differential inclusion as well as exclusion. The highlighting of certain imagined traditions function as a common denominator in the process of europeanization. Ironically, I work at Humboldt University in Berlin which, as Brian Massumi states in his foreword to the translation of Mille Plateaux, was the locus of a 19th century amalgamation of truth, enlightenment, reason, nation and state in the Humboldtian ideal of the creation, or better, education of the citizen as “fully legitimized s u b ject of knowledge and society” (Mass u m i 1987) that should later be exported as the German model of humanist education.

practices, one should rather speak of the emergence of a regime that limits, differentiates, and produces hierarchies between natives and immigrants and even includes some of the latter.

As much as the central moment in an emerging European migration regime is not necessarily the shutting down and advanced technological surveillance of the EU borders, but “Entrechtung”, the denial or stripping individuals of rights.

Migration and sedentarity are just two poles of a continuum of mobilities that are coded in the governance of populations. As long as we essentialize the migrant as a distinct entity, we are trapped in the matrix of a sedentarian ontology where methodological nationalism is only one of its expressions.

Very much has been written about nations as imagined communities. Those theories frequently refer to an outside as a constitutive counterpart to the consolidation of the nation. But generally they tend to overlook the decisive and constituent field of migration: How communities are imagined through immigration policies, and how affective mobilizations around the issues of migration (which in effect are the issues of nation-building) are constitutive for the imagination of what pretends to be the self and its other.

Literature: Beck, Ulrich (1999): Was ist Globalisierung?.

Frankfurt 1999 Burgess, Peter J. (2006): ‘Dialektischer Kosmopolitismus’. Zeitschrift für Internationale Beziehungen No. 02, 2006, pp. 255260 Chakrabarty, Dipesh (2000): Provincializing Europe. Postcolonial Thought and Historical Difference. Princeton 2000 Cil, Nevim (2007): Topographie des Außenseiters. Türkische Generationen und der deutsch-deutsche Wiedervereinigungsprozess. Berlin 2007 De Genova, Nicholas (2002): Migrant ‘Illegality’ and Deportability in Everyday Life, in: Annual Review of Anthropology 31, pp. 419-447 Enact (2008): ‘WP3 Mobile Acts of European Citizenship: Towards a mobility turn in European Citizenship studies’, online on http://www. enacting-citizenship.eu Fabian, Johannes (1983): Time and the Other: How Anthropology makes its Objects. New York: Colombia Uni-

As long as we essentialize the migrant as a distinct entity, we are trapped in the matrix of a sedentarian ontology.

The production of sustained precariousness by the mechanism of denial or deprivation of rights meanwhile remains a central tool and renders the status of migration in its various stratifications subaltern. In highlighting the intrinsic connection between certain forms of legal, administrative and scientific discourses complicit with those processes I did not want to suggest an understanding of power as purely oppressive. Since the denial of transformation that I made the starting point of my considerations is constantly challenged by transgressing

versity Press, 1983 Foucault, Michel (2003): ‘Die Disziplinargesellschaft in der Krise’. Schriften III. Frankfurt am Main 2003 Haverkamp, Anselm (2001): ‘Das Betriebsgeheimnis der europäischen Demokratie’. Literaturen Vol 01, 2001 Heidenreich, Nanna; Vukadinovic, Vojin Sasa (2008): ‘In Your Face: Activism, Agit-Prop and the Autonomy of Migration. The Case of Kanak Attak’.

After the Avant-Garde - Contemporary German and Austrian Experimental Film. Edited by Randall Halle and Reinhild Steingroever. Camdenhouse 2008 Karakayali, Serhat (2008): Gespenster der Migration – Zur Genealogie illegaler Einwanderung in der Bundesrepublik Deutschland. Bielefeld 2008 Kurz, Ursula (1965): ‘Partielle Anpassung und Kulturkonflikt’. Kölner Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, No. 17, pp. 814-832 Massumi, Brian (1993): The politics of everyday fear. University of Minnesota Press, 1993 Massumi, Brian (1987): Preface to A Thousand Plateaus: Capitalism and Schizophrenia by Deleuze / Guattari. University of Minnesota Press, 1987 Papadopoulos, Dimitris; Stephenson, Niamh; Tsianos, Vassilis (2008): Escape Routes – Control and Subversion in the 21th Century. London: Ann Arbour, 2008 Perinelli, Massimo: ‘Meet the Migrants – A Migrant Politics of Memory as Political Intervention’. forthcoming Smith, Anthony D. (1983): ‘Nationalism and Social Theory’. British Journal of Sociology, No. 34, 1, pp.

19-38 Vukov, Tamara (2003): ‘Imagining Communities Through Immigration Policies: Governmental Regulation, Media Spectacles and the Affective Politics of National Borders’. International Journal of Cultural Studies 2003, 6, p. 335 Walters, William (2004): ‘Secure Borders, Safe Haven, Domopolitics’.

Citizenship Studies, Vol. 8, No. 3, September 2004, pp. 237-260 Willenbuecher, Michael (2007): ‘Das Scharnier der Macht – Der Illegalisierte als homo sacer des Postfordismus’. Berlin 2007

No. 3 2010

41

42

No. 3 2010

Oversættelse side 97

MAKING THE OPEN CITY AND URBAN IDENTITIES THE HARD WAY

By Saskia Sassen Cities are one of the key sites where new norms and new identities are made. Cities have played this role at various times and in various places, and under very diverse conditions. Yet this role can become strategic in particular times and places, as is the case today in Europe. One important instance in the making of norms concerns immigration. What must be emphasized here is the hard work of making open cities and repositioning the immigrant and the citizen as urban subjects, rather than essentially different subjects as much of the anti-immigrant and racist commentary does.

Here I address this issue from the perspective of the capacity of urban space to make norms and make subjects that escape the constraints of dominant power systems, such as the nation-state, the War on Terrorism, the growing weight of racism. The particular case of immigrant integration in Europe over the centuries is one window into this complex and historically variable question of the making of the European Open City.

In my reading, over and over again across time and space, the challenges of incorporating the “outsider” became the instruments for developing the civic in the best sense of the word. Responding to the claims by the excluded has had the effect of expanding the rights of citizenship. And very often restricting the rights of immigrants has been part of a loss of rights by citizens. This was clearly the case with the Immigration Reform Act passed by the Clinton Administration in the US – a Democratic Party legislative victory had the effect of taking away rights from immigrants and from citizens!

Anti-Immigrant Sentiment in Europe: When the Immigrant is your Cousin.

Anti-immigrant sentiment has long been a critical dynamic in Europe’s history, one too often overlooked in standard European histories. And it is one that might take on new formats and contents today.

Anti-immigrant sentiment and attacks occurred in each of the major immigration phases in all major European countries. No labor-receiving country has a clean record – not Switzerland, with its long admirable history of international neutrality and not even France, the most open to immigration, refugees, and exiles. French workers killed Italian workers in the 1800s and accused them of being the wrong types of Catholics. Critical is the fact that there were always, as is also the case today, individuals, groups, organizations, and politicians who believed in making our societies more inclusive of immigrants.

History suggests that those fighting for incorporation succeeded in the long run, even if only partially. Just to focus on the recent past, one quarter of the French have a foreign-born ancestor three generations up, and 32 percent of the Viennese are either born abroad or have foreign parents.

It took active making to transform the urban hatreds of foreigners into the civic. A sound public transport system or health system cannot sort users according to whether they are considered good or bad people. A basic rule needs to be met: pay your ticket and you are on. That is the making of the civic as a material condition.

Europe has a barely recognized history of several centuries of internal labor migrations. This is a history that hovers

in the penumbra of official European History, dominated by the image of Europe as a continent of emigration, never of immigration. Yet, in the 1700s, when Amsterdam built its polders and cleared its bogs, it brought in workers from northern Germany; when the French developed their vineyards they brought in Spaniards; workers from the Alps were brought in to help develop Milan and Turin; as were the Irish when London needed help building water and sewage infrastructure. In the 1800s, when Haussmann rebuilt Paris, he brought in Germans and Belgians; when Sweden decided to become a monarchy and needed some good-looking palaces, they brought in Italian stoneworkers; when Switzerland built the Gothard Tunnel, it brought in Italians; and when Germany built its railroads and steel mills, it brought in Italians and Poles.

At any given time there were multiple significant flows of intra-European migration. All the workers involved were seen as outsiders, as undesirables, as threats to the community, as people that could never belong. The immigrants were mostly from the same broad cultural group, religious group, and phenotype. Yet they were seen as unassimilable. The French hated the Belgian immigrant workers saying they were the wrong type of Catholics, and the Dutch saw the German protestant immigrant workers as the wrong types of protestants. This is a telling fact. It suggests that it is simply not correct to argue, as is so often done, that today it is more difficult to integrate immigrants because of their different religion, culture and phenotype. When these were similar, anti-immigrant sentiment was as strong as today, and it often lead to physical violence on the immigrant.

Yet all along, significant numbers of immigrants did become part of the community, even if it took two or three generations. They often maintained their distinctiveness, yet were still members of the community – part of the complex, highly heterogeneous social order of any developed city. At the time of their first arrival, they were treated as outsiders, racialized as different in looks, smells and habits, though they were so often the same phenotype, or general religious or cultural group. They were all Europeans: but the differences were experienced as overwhelming and insurmountable. Elsewhere I have documented the acts of violence, the hatreds we felt against those who today we experience as one of us (see Sassen 1999). Today the argument against immigration may be focused on questions of race, religion, and culture, and might seem rational – that cultural and religious distance is the reason for the difficulty of incorporation. But in sifting through the historical and current evidence we find only new contents for an old passion: the racializing of the outsider as Other. Today the Other is stereotyped by differences of race, religion, and culture.

These are equivalent arguments to those made in the past when migrants were broadly of the same religious, racial, and cultural group. Migration hinges on a move between two worlds, even if within a single region or country – such as East Germans moving to West Germany after 1989 where they were often viewed as a different ethnic group with undesirable traits.

What is today’s equivalent challenge, one that can force us to go beyond our differences and make what it is that corresponds to that older traditional making of the European civic?

No. 3 2010

A Challenge larger than our Differences?

The particularity of the emergent global urban landscape is profoundly different from the old European civic tradition.

This difference holds even though Europe’s worldwide imperial projects remixed European traditions with urban cultures that belonged to different histories and geographies.

What this emergent urban landscape shares with the older tradition is the fact that some challenges are greater than our differences. Therein lies a potential for reinventing the urban capacity to transform conflict (at least relatively) into an expanded openness rather than into war, as is the case for national governments. But it is not going to be the familiar order of the Open City and of the civic as we have come to represent it, especially in the European tradition.

I sense rather that the major challenges that confront cities (and society in general) have increasingly strong feedback loops that contribute to a disassembling of the old civic urban order. The so-called “War on Terrorism” is perhaps one of the most acute versions of this dynamic – that is, the dynamic whereby fighting terrorism has a strong impact on diminishing the old civic urban order. Climate change and its impacts on cities could also be the source of new types of urban conflicts and divisions. But I would argue that these challenges do contain their own specific potential for making novel kinds of broad front platforms for urban action and joining forces with those who may be seen as too different from us. Fighting climate change can bring together on one side of the battle, citizens and immigrants form many different religions, cultures and phenotypes. Similarly, fighting the abuses of power of the state in the name of fighting terrorism, can create similar coalitions bringing together residents who may have thought they could never collaborate with each other, but now that there is a bigger threat to civil rights that will also affect citizens, not only immigrants, novel solidarities are emerging. The spread of asymmetric war and climate change will affect both the rich and poor, and addressing them will demand that everybody join the effort. Furthermore, while sharp economic inequalities, racisms, and religious intolerance have long existed, they are now becoming political mobilizers in a context where the center no longer holds – whether this is an imperial center, the national state, or the city’s bourgeoisie.

Against the background of a partial disassembling of empires and nation-states, the city emerges as a strategic site for making elements of new, perhaps even for making novel partial orders. (One synthesizing image we might use to capture these dynamics is the movement from centripetal nation state articulation to a centrifugal multiplication of specialized assemblages.) Where in the past national law might have been the law, today subsidiarity, but also the new strategic role of cities, makes it possible for us to imagine a return to urban law. For instance, in the US, a growing number of cities have passed local laws (ordinances) that make their cities sanctuaries for undocumented immigrants; other cities have passed environmental laws that only hold for the particular cities. We see a resurgence of urban law-making, a subject I discuss in depth elsewhere (see Sassen 2008).

In my larger project I identified a vast proliferation of such partial assemblages that remix bits of territory, authority, and rights, once ensconced in national institutional frames. In the case of Europe these novel assemblages in-

43

clude those resulting from the formation and ongoing development of the EU, but also those resulting of a variety of cross-city alliances around protecting the environment, fighting racism, and other worthy causes. And they result from sub-national struggles and the desire to make new regulations for self-governance at the level of the neighborhood and the city. A final point, to elaborate the strategic importance of the city for shaping new orders, is that, as a space, the city can bring together multiple very diverse struggles and engender a larger, more encompassing push for a new normative order.

These developments signal the emergence of new types of socio-political orderings that can coexist with older orderings, such as the nation-state, the interstate system, and the older place of the city in a hierarchy that is dominated by the national state. Among these new types of orderings are complex cities that have partly exited that national, state-dominated hierarchy and become part of multiscalar, regional, and global networks. The last two decades have seen an increasingly urban articulation of global logics and struggles, and an escalating use of urban space to make political claims not only by the citizens of a city’s country, but also by foreigners.

Anti-immigrant sentiment has long been a critical dynamic in Europe’s history, one too often overlooked in standard European histories. And it is one that might take on new formats and contents today.

Conclusion In this context the city is an enormously significant assemblage because of its far greater complexity and diversity, and its enormous internal conflicts and competitions.

Rather than the univocal though diverse utility logics of, for instance, WTO law and the International Criminal Court (ICC), the city forces an elaboration of multiple and conflictive utility logics. But if the city is to survive as a space of great complexity and diversity – and not become a mere built-up terrain or cement jungle – it will have to find a way to go beyond the fact of conflicts – conflicts that result from racisms, from governmental wars on terror, from the future crises of climate change. Historically cities have tended to transform conflict into the civic – through commerce, through the need of peaceful coexistence in dense urban environments. In contrast, the logic of national states is to militarize the response to conflict. In this capacity of the city there is a making of new subjects and identities – often it is not so much the ethno-religious phenotype that dominates in urban settings, but the urbanity of the subject and of the setting. But these shifts to the urbanity of subject and setting do not simply fall from the sky. It is often the need for new solidarities confronted by major challenges that can bring this shift about. At this point, the acuteness and overwhelming character of the challenges I described here can serve to create conditions where the challenges are bigger and more threatening than the internal conflicts and hatreds, and thereby force us into joint responses and from there onto the emphasis of an urban setting and urban identity.

Literature: Saskia Sassen, Guests and Aliens: Europe’s Immigrants, Refugees and Colonists (New York: New Press, 1999).

Saskia Sassen, Territory, Authority, Rights: From Medieval to Global Assemblages (Princeton: Princeton University Press, 2008).

44

No. 3 2010

OversĂŚttelse side 98

NORWAY'S INHUMANE TREATMENT OF ASYLUM SEEKERS In March 2010 a young mother and her son were sent out of Norway.

The aftermath revealed the very unsatisfactory treatment of an ill woman and her traumatized child, and the Norwegian authorities tendentious handling of the case was highlighted.

No. 3 2010

By Rannveig Leitemolven Fathia Ahmed Omar (25 years) and her little son Munir (6 years) got one hour notice before being escorted out of Norway by two police officers March 10th this year. Fathia and Munir came to Norway in August 2009 after having fled Somalia with her new born baby, where Fathias husband was killed by the Al-Shabaabmilitia. They had travelled through several countries, and lived in Libya for a while. In Tripoli Fathia worked as a housekeeper, until she was captured by a gang, and continuously raped over a period of 20 days. She suffered great physical and psychological damage during this experience. Meanwhile the woman who was babysitting Munir tried to find Fathia, and not being able to do so, she sent Munir to Italy. Fathia found him in Rome, and they stayed there for a while, before coming to Norway.

Fathia and Munir lived in Bergen, where he was in kindergarden, and she was learning Norwegian. They had finally found safety after having been constantly on the move, and having lived in uncertainty for years.

When Fathia was transported out of Norway, she had just undergone surgery for injuries including those from being raped. She was not even allowed to get pain relief medicine from the pharmacy before leaving, and still had stitches. Both mother and child were also recently diagnosed with posttraumatic stress syndrome, and were undergoing psychiatric treatment in Bergen. They were separated from her husband, who Munir now considers as his father.

The Norwegian authorities does not approve of their marriage, because the ceremony was performed in absentia (even if this is not uncommon for Somali Muslims).

The Norwegian Immigration Appelas Board (UNE) is processing complaints after The Norwegian Directorate of Immigration (UDI) has turned down an application twice, and decisions made by UNE is in reality final.

Fathia received very little help from her Norwegian lawyer, and as a result UNE had not received papers containing vital information about her and Munir’s health when they turned down their application for asylum, and decided to send her and Munir back to Italy.

Fathia and Munir were returned to Italy according to the Dublin II Regulation, which states that asylum seekers can be returned to the European country they first arrived in. For a majority this will be either Greece, Italy or Spain. Sources such as Humanrights.ch, a Swiss human rights organization, has documented poor conditions for asylum seekers in Italy, and especially for people as vulnerable as Fathia and Munir. Regardless, the Dublin II Regulations also determines that people should not be returned, when they are under medical treatment, and the UN Convention on the Rights of the Child states that what is best for the child should be considered most important. UNE disregarded this in Fathia and Munir’s case, and also chose to ignore the information regarding their health when they received it, and processed the complaint.

At the end of March UNE rejected Fathia and Munir’s appeal to return to Norway. UNE also made a point of questioning the truth of her story, and the fact that they already had asylum status in Italy, even if she never attempted to hide this from the Norwegian authorities. UNE refers to laws and regulations, but is not considering the extremely difficult situation Fathia and Munir have been in, and still are in. The people these laws and regulations affect, often have very little knowledge about how these systems work. For instance, do people know that by being fingerprinted when arriving in a country, they are applying for asylum? During her stay in Italy neither Fathia nor Munir received the medical treatment they needed, so she decided to leave. This is a very natural response for a woman in her situation, alone

with a small child.

During the weeks when UNE was processing her complaint, Fathia once again in vain attempted to get help, medical or otherwise, in Italy.

Norwegian authorities did nothing to insure she and her son would get any further help, their only comment was that this was not their responsibility. As a result Fathia and Munir lived on a bench in Genoa, Fathia was very frightened, and almost didn’t sleep in fear of Munir getting away from her. Friends and her doctor in Bergen, travelled to Italy in an attempt to help, and met an extremely weary and distressed Fathia.

In Fathia and Munir’s case, UNE has overruled both the doctor and the psychologist, without having any basis to do so, and claims that Fathia´s injuries are not as severe as her doctor and psychologist documents.

UNE also refuses to take responsibility for the mistakes clearly made when processing the case. Even if UNE is supposed to work as an independent quasi-judicial appeals board, they are apparently under growing political pressure to enforce an increasingly stringent policy, and more often ignore the recommendations from UNHCR and Amnesty. Mistakes were made in Fathia’s case, but this is yet another example of the state racisms the Schengen Agreement represents.

Asylum seekers are people in need of protection – yet they are faced with distrust and inhumane treatment.

And once again it is people in most dire need of help, like women, children and unaccompanied minors that are affected—many times the father having been killed in war. Fathia and Munir have endured yet another traumatic experience, and their future is very uncertain.

When writing this article, the latest, and very positive development, is that The European Court of Human Rights in Strasbourg has reviewed Fathia and Munir’s case, and decided that Norwegian authorities (UNEs) will have to process it again.

45

46

No. 3 2010

Oversættelse side 99

ON CALAIS – ONE OF EUROPE'S LARGEST INFORMAL REFUGEE CAMPS

By Anaïs Closure of the Sangatte centre has not solved the "refugee problem": more and more young men and women continue to arrive in Calais.

The Sangatte refugee camp was half a mile from the entrance to the Chanel Tunnel, and has attracted thousands of asylum seekers, and the traffickers who exploit their hopes. Eurotunnel claimed it stopped some 200 refugees who tried to smuggle themselves. More, the Bristish government has accused French police to be inadequate and ineffective.

In December 2002, French Minister of the Interior Nicholas Sarkozy decided to close Sangatte’s centre, then managed by French Red Cross. From 1999 to 2002, more than 67 000 migrants had transited through that centre which were built to receive only 200 people. The closure of Sangatte was supposed «to solve the problem» of refugees in transit to England and dismantle criminal networks.

Just after the closure, a large majority of the refugees from Sangatte where welcomed in England, but more than 50 persons were wandering homeless. More and more migrants has arrived at Calais every day since in the hope of reaching England. In 2002 people were coming from Kosovo, Afghanistan, Iraq. Today, people are also coming from Egypt, Palestine, Iran, etc. They have travelled under incredible conditions to reach Calais, and then cross the 35 km arm of the sea up to Dover.

Foto Camille Millerand

Refugees want to go in England under any conditions According to Sylvie Copyans Lengagne, General Secretary for one of the most involved local association in Calais (Salam), England is a collective myth promoted by the family’s wishes, possible moonlightings, lack of identity card, and all the stories told by smugglers, etc. Refugees also say that they want to reach friends or family, and live in a country whose language they speak.

Anyway, the majority of the refugees in Calais do not want to stay in France. “They all end up crossing”, says Sylvie Copyans Lengagne. “They rarely ask for asylum in France or change of destination, and nobody stays in Calais.”

People keep coming and piling up in makeshift shelters while waiting to meet a smuggler, or attempt a dangerous crossing. Refugees take any number of risks, hiding under a truck or using the Eurostar’s tunnel. Volunteers even prevented some Iranians going on a little inflatable boat at night. Another refugee had decided to swim, and was quickly halted by volunteers. He was off to Belgium! He would have died at sea.

The role of local associations in a city hit by the economic crisis Calais is a city heavily hit by crisis with 17% unemployment. However, in 2002, a few residents began to feed homeless migrants. Volunteers gathered to organize food distribution and clothing.

No. 3 2010

47

Foto Camille Millerand

“This was the beginning of winter. What else could we do?”, says Sylvie Copyans “Before the closure of Sangatte, I saw the problem from afar, like everybody in Calais. And then we began to see more and more migrants in the streets. And one day, two blocks from my house, I saw three men on the ground, hands on their heads, surrounded by a dozen riot police. That was the trigger”.

But the circumstances are not good to organise help and assistance. Associations have no right to build shelters. So refugees are sleeping outside, are not welcome in many shops, and can rarely have a wash. There are only six showers for more than 200 persons!

Code for the entry and residence of alien citizens in France : «Any person who facilitates the irregular entry, movement or residence of a foreigner in France could be punished by imprisonment for five years and a penalty of 30 000 Euros.»

Refugees are controlled, and pushed away around the city. Volunteers that helps every day, may deal with legal issues. Maybe, if the refugees are no longer visible we could forget them.

Mor et 200 refu han mon g ths i ees wait terri n ble c Calais in on achi eve t ditions heir to t r Engl i and p to

Solidarity is a crime Regarding international agreements, a lot of the refugees in Calais have no right to ask for asylum in France, as they have first been controlled in another European country. So they are unwelcome, and nothing is made to facilitate their presence. In this context, police is commissioned to prevent people from Calais to help refugees. French people has discovered , the now well known L622-1 article in the

Heroes of yesterday are no longer those of today How many are they? According to Salam, they may be more than 1000 living outside in the whole area outside the city. Today maybe 300 people in Calais plus 150 or 200 in squats all around the city.

Who are they? Often, young adults, or teenagers, some children, with or without parents. Are they victims? Are they heroes that crosses the world for their dreams like Ulysses or other great figures in human history? They just want to achieve their travel, and ask for decent conditions of living, while awaiting in France.

48

No. 3 2010

Translation page 99

Rosarno: Hvorfor Brændende Biler Er Demokratiske Af Jens Pfeifer Udbrændte biler og brændende barrikader i den syditalienske by Rosarnos gader. En forståelig og nødvendig reaktion fra de ”illegale” arbejdsslaver i og omkring byen. Rosarnos ”illegale” og retsløse arbejdsslaver er over de sidste år ikke bare blevet udnyttet på citrusfrugtplantagerne, men har samtidig været ofre for racistiske overfald.

Racisme er ikke noget nyt og må desværre forstås som en integreret og konstituerende del af vor tids nationalstater. Racisme har mange ansigter; fra hverdagsracisme, som man møder den på gaden, over til den mere institutionaliserede racisme, som bl.a. viser sig i udlændingelovgivningerne, i oprettelsen af lejre og i regulære pogromer mod såkaldte udlændinge.

Den syditalienske by Rosarno har siden 7. januar 2010 været skueplads for én af disse pogromer. Det startede med, at to ”illegale” migranter, der takket være det irregulære italienske arbejdsmarked arbejder under slavelignende forhold i Rosarnos citronplantager, blev beskudt med et luftgevær af uidentificerede gerningsmænd.

Det var langt fra første gang, at det skete. Men denne gang førte overgrebet til voldsomme reaktioner fra migranternes side. Hundredvis af illegaliserede migranter forsamlede sig på gaderne, hvorefter Rosarnos beboere reagerede meget voldsomt. Illegaliserede, retsløse migranter - med andre ord: arbejdsslaver fra Rosarnos plantager - kan og må under ingen omstændigheder betræde det offentlige rum, og slet ikke råbe op og kræve rettigheder.

Migranterne, som trodsede denne logik og indtog gaderne, blev med det samme truet og forsøgt intimideret fra enkelte beboers side, som bl.a. hentede deres våben frem og skød i luften. Men denne gang lod migranterne sig ikke intimidere, og det kom til sammenstød mellem dem og flere hundrede af Rosarnos befolkning.

Alene den 7. januar resulterede sammenstødene i seksten sårede migranter, atten sårede politimænd, syv anholdte migranter samt en enkelt anholdt italiensk statsborger. De følgende dage foretog både lokalbefolkningen og politiet en række angreb på

igen skyldes vanskelighederne ved at holde varmen og nødvendigheden af at tilberede varm mad. Mange af beboerne lider af alvorlige depressioner.

Ifølge Cristina Falconi, læge i Læger uden grænser, skyldes depressionerne bl.a. ”arbejdernes” desillusion. De oplever deres situation som et nederlag, som de aldrig overvinder. Når de ringer hjem, siger de, at alt er i bedste orden. ”Og det er især disse løgne, løgne de også fortæller til sig selv, der gør dem endnu mere triste”.

Den italienske migrationsforsker Sandro Mezzadra gør i hans bog Diritto di Fuga opmærksom på den groteske situation, illegaliserede på det irregulære arbejdsmarked befinder sig i.

Rosarnos citrusplantager Det er ikke første gang, at der tales om Migranternes mulighed for at kunne situationen omkring de illegali-serede opnå status som legale er bl.a. koblet arbejdsslaver i Rosarno. Tilbage i 2008 til, at de har et arbejde, dvs. uden aroffentliggjorde den italienske avis La bejde ingen opholdstilladelse. IllegalReppublica Carlo Ciavonis meget op- iserede som har et irregulært arbejde sigtsvækkende beretninger fra Rosa- har dog ikke ret til en opholdstilladelse rno, som her refereres til for at give et og deres situation er kendetegnet af en indtryk af den virkelighed, migrant- dobbelt retsløshed: som illegale på et statsterritorium og som retsløse på arerne lever under. bejdsmarkedet. Illegaliteten udnyttes Ciavoni beretter om flere hundrede øko-nomisk i forskellige sweatshops elunge illegaliserede afrikanere, som ler på markerne i Syditalien som Mez(mis)bruges som billig arbejdskraft zadra pointerer det. under citrusfrugthøsten, og som hvert år kommer til Rosarno. De lever under De illegaliserede og det slumlignende forhold, i en slags ”arbejds- irregulære arbejdsmarkedet lejr” med navnet Rognetta. De bor ent- Irregulært arbejde spiller en meget en op til seks personer i træbarakker marginal rolle i lande som f.eks. Danpå to gang tre meter eller helt uden mark, hvor irregulært arbejde næsten tag over hovedet, men fælles for dem kun findes i forlængelse af det regulære alle er, at de lever under katastrofale arbejde.

I Italien er billedet et andet. De sanitære forhold. Hver dag ved daggry holder flere busser foran Rognetta syd-europæiske lande er generelt kenog flere caporali, en slags slaveholder, detegnet af en forholdsvis stor foreder stiller irregulært arbejdskraft til komst af sort arbejde. Ifølge de to store rådighed, indsamler så mange arbej- italienske statistiskvirksomheder Cendere, som de har brug for. Arbejdernes sis og ISTAT udgør irregulært arbejde løn udgør 20 euro for tolv timers ar- mindst 15% af samtlige arbejdsforhold bejde – transporten til og fra arbejde i Italien. Hvor stor en rolle “illegale” skal de selv betale for, to en halv euro migranter spiller på det italienske arbejdsmarked, afslører bl.a. reaktionen per vej.

Arbejderne er på ingen måde i kon- på et dekret mod sort arbejde fra 2002, takt med de offentlige institutioner, som gjorde det muligt for ”illegale” arheller ikke med politiet, som holder sig bejdere at blive legaliserede. Alene i langt væk fra både Rognetta og citrus- den italienske provins Bologna ansøgte markerne. Den eneste kontakt arbej- ca. 10.000 migranter om en legaliserderne har, er til Læger uden grænser, ing af deres arbejdsforhold og deres opholdsstatus. Forudsætningen for en som jævnligt besøger Rognetta.

Lægernes beretninger fra arbejd- legalisering af arbejdsforholdene var slejren tegner et meget klart billede: selvfølgelig, at den pågældende har et Størstedelen af Rognettas beboere er (irregulært) arbejde.

De illegaliseredes eneste mulighed syge, mange har alvorlige problemer med vejrtrækning, som både sky- for at arbejde findes på det irregulære ldes kulden og røgforgiftninger, der arbejdsmarked, et arbejdsmarked som migranterne.

Historien om Rosarno kan fortælles på mange måder. Man kan skandalisere de unge mennesker, som keder sig og går på jagt efter ”negere” – voksne, der udlever deres frustrationer og er parate til at slå migranter ihjel, regeringen, der ophidser stemningen mod migranter eller mafiaen, der udnytter de illegaliserede migranter.

Her vil jeg forsøge at forklare, hvordan de voldsomme sammenstød i Rosarno overhovedet kunne finde sted, og hvorfor opstanden skal forstås som en af de vigtigste begivenheder i forhold til racisme i de sidste år.

No. 3 2010

er præget af stor efterspørgsel af illegale migranter. På dette arbejdsmarked bliver de ”integreret” i funktion af ”billig” og ”retsløs” arbejdskraft. Den italienske migrationsforske Francesca Coin beskriver denne logik som intenderet og som konstituerende for det kapitali-stiske arbejdsmarked. Ifølge Coin er produktionen af irregulær arbejdskraft, som kan rekruteres som ”nye slaver” i industriens tjeneste, væsentligt for reproduktionen af kapitalismen.

Dette betyder dog ikke, at migranternes bevægelse alene er underlagt nog-le objektive betingelser, som f.eks. arbejdsmarkedets behov for legale såsom illegale arbejdere.

Den allerede nævnte migrationsforsker Mezzadra understreger migranternes autonome bevægelse. Han nægter at forstå de legale såvel som illegale arbejderes bevægelse henover grænser som noget, der kun er afhængig af ar-bejdsmarkedets ”push” og ”pull” faktorer. Push-and-pull-teorien forklarer udvandring som en virkning af en push-faktor, dvs. at dårlige vilkår skubber personen væk (f.eks. krig, hungersnød eller lignende) og indvandring som virk-ning af en pullfaktor, dvs. at gunstige vilkår trækker migranten til (f.eks. arbejde, sikkerhed, tryghed).

Denne teori forkaster Mezzadra.

Han fastholder ihærdigt migranternes autonomi. Hermed åbnes deres mulighed for at gøre modstand, selvom de bliver gjort illegale og retsløse.

En af konklusionerne den italienske sociolog Luca Queirolo Palmas kommer frem til ved at undersøge fænomenet omkring ”indvandrerbander” i Italien er, at det ikke handler om nøgne liv, som er indespærret i et univers af umuligheder, men snarere om aktive liv, som trods alt er i stand til at producere offentlige og synlige former og steder af modstand. Denne påstand kan ikke betingelsesløst anvendes på retsløse illegaliserede arbejdsslaver, men den kan bruges som fingerpeg i den rigtige retning.

Tilbage til Rosarno Revolten i Rosarno er de fortabtes protest. Det er en protest af dem, der ufrivilligt befinder sig i vedblivende bevægelse, fra sted til sted, fra markerne til markerne, uden at have et sted, de kan kalde deres eget. De er tvunget til at bevæge sig i takt med muligheden for at få arbejde, altid at løbe, aldrig at være.

Selvom de er illegale, er de italienere, eller i det mindste en del af det italienske samfund i kraft af, at de har opholdt sig på statsterritoriet i mange år: tusindvis af italienere uden

rettigheder.

Det er ingen hemmelighed, at de syditalienske plantager ejes af mafiaen.

Et faktum, som selvfølgelig heller ikke er gavnligt for de illegaliseredes situation. Senest efter migranternes protest i gaderne mod mafiaens system tilbage i december 2008 er de ikke en gang længere ønsket af mafiaen. Mafiaen har brug for retsløse, og problemet er, at retsløse kun er og forbliver retsløse, så længe de tier.

Problemet i Italien er, at når mafiaen giver slip på de ”illegale”, så bliver de fuldstændig fredsløse. Befolkningen kan endeligt behandle dem, som de vil: som de skyldige i deres egen misere: et liv i mafiaens undertrykkelse. Italiens virkelighed.

Denne situation kombineret med den politiske stemning i Italien, en stemning der udmærker sig ved en meget hård tone imod migranter, er en sprængfarligt cocktail.

Det var ikke første gang, at stemningen vendte sig til regulære pogromer. I løbet af de sidste år er der sket flere folkelige angreb på især Sinti og Roma, som lever i Italien.

Marco Rovelli, journalist på den venstreorienterede avis L’Unita er udmærket klar over, at befolkningen i Sydita-lien bliver undertrykt af mafiaen, men han stiller samtidig det altafgørende spørgsmål: ”Hvorfor finder ofre endnu svagere ofre til at udtrykke deres fru-strationer?”

Egentligt skulle befolkningen tage migranterne som forbillede, se dem som mennesker, der ikke længere affinder sig med deres situation, som mennesker, der rebellerer fordi de har fået nok.

Historien skrives ikke alene ud fra magtens side.

Opstandene fra Rosarno må betegnes som en af de vigtigste

49

begivenheder i de sidste år: Retsløse illegaliserede mennesker tager deres skæbne i egen hånd og agerer som autonome mennesker, der siger fra. Magten kan klare alt, men ikke, at mennesker, der ingen stemme har, pludseligt råber op og går til angreb.

I april 2010 har politiet arresteret 30 mennesker, der er involveret i den skandaløse organiserede udnyttelse af irregulært arbejdskraft i og omkring Rosarno. 20 virksomheder og 200 grundejendomme svarende til en værdi af ca. ti millioner euro blev konfiskeret.

At det var muligt at udpege og arrestere de ansvarlige, skyldes de talrige vidneudsagn fra migranter, der blev transporteret til lejrene i forbindelse med optøjerne i Rosarno. Migranterne, der var villige til at samarbejde med myndighederne, har fået en permanent opholdtilladelse. 50 migranter som flyg-tede fra Rosarno til Rom, har i mellemtiden fundet husly i et af byens sociale centre, hvor de grundlagde foreningen Alar (“Forening af de afrikanske arbejder i Rosarno”).

Alar, som arbejder for at skabe en politisk bevidsthed omkring migranternes situation i Italien, kan allerede se tilbage på nogle konkrete sejre: De 11 migranter, der blev såret under optøjerne i Rosarno, har fået en tidsbegrænset opholdstilladelse og kampen fortsætter."Aldrig mere!" er Alar’s kampråb.

Også årets 1. maj sætter sine spor i Rosarno: 15.000 mennesker, deriblandt mange migranter, deltog i en manifestation i Rosarno, som var organiseret af en række fagforeninger.

Litteratur: Coin, Francesca (ed.) (2004): Gli Immigrati, il lavoro, la casa. Tra segregazione e mobilitazione. Franco Agnelli, Milano.

Mezzadra, Sandro (2006): Diritto di fuga. Migrazioni, cittadinanza, globalizzazione. Ombre Corte, Verona.

Queirolo Palmas, Luca (ed.) (2009): Dentro le gang. Giovani, migranti e nuovi spazi pubblici. Ombre Corte, Verona.

still-photo from the movie Burning Car by SUPERFLEX

50

No. 3 2010

Translation page 103

"We saw things can be possible!"

The story of two Afghan families who resisted detention

By Infopoint This is the story of unexpected success.

An Afghan family managed to leave Mitilini – most of them finally reached Germany and UK. They left Mitilini registered, but without being detained in Pagani. Never before have refugees been registered without detention on Lesvos. It is a story of collective resistance in the face of circumstances arranging a sharp hierarchy of access.

And it is also a narration about increasing possibilities in moving times.

One morning, two related Afghan families, altogether 22 persons, among them smaller children, arrived at the info-tent. They came directly out of the sea, with salty shoes and very tired.

There was an introduction translated into Farsi to explain to them in very

short and simple words where they had landed. These words were spoken many times each day to welcome newcomers. “This is not an official refugeecamp and we are neither police nor social workers from the state. We have come to Lesvos from all over Europe because of the bad situation for refugees in the Mediterranean Sea. We are ashamed for the refugee-hunters Frontex at sea, who are the troops of our countries of origin. The situation for you will be very difficult in the whole of Europe. We are just people like you, without much influence or money. We cannot do much. We decided spontaneously to build this tent and to look how we can support refugees on their way. You can take a rest here, sleep a little and find food and water. And we can try to give access to information about the different options to contin-

ue the journey. There is no legal option to leave the island for Athens without getting registered. The ferry companies will ask for papers when you try to buy tickets. Some people nevertheless find their way through. The port is controlled and you can be arrested there and brought to the prison Pagani. The prison is overcrowded and the situation bad. Detained migrants are revolting everyday. If you go to registration, they will also bring you to Pagani after your fingerprints are taken.

If your fingerprints are taken here, it is possible that you will be sent back to Greece when you ask for asylum in another European country, due to an agreement within the European Union. But there are some possibilities to continue your journey, especially for families with small children or for minors. We will try to bring Greek law-

No. 3 2010

yers who can explain the asylum procedure in Greece, if you want to apply for asylum here. But the asylum system in Greece is very dysfunctional and it is difficult to get through. There are also lawyers from other European countries who can explain the situation for refugees in their countries. You are for sure very tired now and you will need maybe some time to think about what to do next. You are very welcome in this place.”

The families listened. They ate and then went to sleep. The next morning they had two meetings with lawyers.

They phoned some relatives and talked to other refugees in order to take a decision. In the evening they came to us to discuss what they thought. They explained that they had not come to stay in Greece, as they had relatives in other European countries: “We want to go to Athens and to continue our journey as soon as possible.” They had lost one couple with two little children in the forest in Turkey. They were very afraid to loose any other members of their group. They could not imagine being able to get on the ferry together without registering. They estimated they would only loose the money for the 20 tickets if all returned after the first person was captured. So they asked us for help with registering – if possible without detention. They were pretty sure this would mean imprisonment.

They were ready to go on hunger-strike and asked for support to their struggle from the outside, to get them out quicker. They wanted us to escort them to the police, because they would feel safer and more respected then. We said we would need some time to discuss the options and we all agreed to take a decision together the next morning.

It was a lucky moment for us that “Pikpa”, a temporary open transitcamp near the airport, was opened exactly on this day. We went there in the night to meet the first minors who had been resisting, arriving there from the bursting prison Pagani. The place was nice and on this first evening, the atmosphere was full of the happiness of those who had been liberated – who carried the knowledge their release was a result of their own struggle, but who thanked also God - and noborders.

The question arose as to whether to go directly to Pikpa to register the families. Some informal talks started after this Pikpa-visit. Most activists were more than sceptical about this crazy idea with one most possible scenario: the families would end up in Pagani.

This fear instilled unfathomable hopes - and in the final instance, depression.

Most activists insisted: “It can never be our role to accompany people into prison!”

The next morning the two Afghan families gathered behind the info-tent.

Two lawyers were present along with some activists. People were informed that Pikpa had opened the previous day. We made a hand-sign with very little space between the fingers to describe how small the chance is to succeed: “They have never registered people without detention. A lot of people are afraid that it will not function. And we think they are most likely right.

But we are willing to go with you and try if this is what you want.” We will never forget their tired faces when the oldest man of the group, grey haired, said: “It is not for me to decide! I cannot decide this alone, we will do it all together.” And then we decided to go. It was a lucid moment although the limits to really estimate the chances were clear - and also the limits of choices. It was a collective step, although some differences did remain. The families could go, resisting or without resistance, but their options were limited.

They made it clear they didn’t know the reality they had been stranded in and depended on our estimation about the options of the most efficient resistance. The adults were very tired and under stress, some of them with signs of post-traumatic stress disorders like strong headaches and stomach ache.

Activists took on the role of counselling and caring, whilst also worrying about how things would turn out. It was a brave step from each side, to decide to move all together - against our fear of failure.

In the meantime in front of the tent some others gathered to try to occupy the prefecture. They wanted to demand the closure of Pagani, the establishment of an open welcome-centre, and freedom of movement for everybody. Some chaos appeared when the first wave of occupation failed and people withdrew to the info-point. Some riot-cops came closer, but most of the paperless migrants in the “backyard” stayed calm when they realized that there would be no shooting. A lot of things happened at the same time.

The Pikpa-crew started moving. We went to the open camp where the social workers had to deal with a lot of dirty blankets that had been sent from Pagani, and with a lot of people who were asking lots of questions about everything. They had not slept the whole night and the prefect just gave them the order to send us away. They told us that we should go and went on working on more urgent stuff. We started waiting - and sorting blankets in the meantime.

A team of international lawyers tried to start negotiations. But after a second group tried to occupy it, the

51

prefecture was closed for the rest of the day. By coincidence, some of the lawyers met the head of the police in the street and spoke to him directly there and then. He said, “It will never possible to get registered in Pikpa! Bring the families directly to the police station!”

The lawyers refused and so he said he would call the interior minister.

In the meantime the prefect was losing his temper. He shouted at our negotiator to immediately “order her people back” from his prefecture. He said he just opened Pikpa and that all these activists were making further steps impossible. The woman on the phone just answered: “I cannot do anything about it. There are a lot of activists from all over Europe. They have never seen such an awful situation like Pagani before. It is obvious that this inhumanity touches people emotionally and they get out of control. If you want to stop this, you have to close down Pagani.”

With hindsight it seems that it was not just luck that led to the success of Pikpa: it was mainly due to the overall chaos of the situation. It seems the head of the police was willing to do whatever was necessary to prevent riots. The prefect had the same interest. Inside the prison the situation was boiling. They had to open Pikpa to get more people out of the prison– also due to the presence of international media. The whole situation made smaller successes easily possible, because the authorities were interested in not provoking more unrest. Maybe we should have done more concentrated media work on this precedent case of registration without detention. Three family members and some international activists gave an interview to the local television at the gate of Pikpa while waiting for a decision. But we were unable to make this visible in the national Greek media, where it could have been presented as an example of good practice.

A few hours later the tired faces had finally changed. Everybody was laughing – except the police officer who had to come and do the registration at a desk in the yard of Pikpa. In the same moment a bus full of women arrived, released from Pagani. Their laughing and shouting mixed with ours. These scenes were very touching, women finding friends and relatives again, embracing and crying. A lot of refugees started looking for the families “who managed to go through without Pagani”. All the laughing faces said: “See, it is worth fighting for something!”v

52

No. 3 2010

OversĂŚttelse side 93

No. 3 2010

53

54

No. 3 2010

Translation page 105

ASYLBØRN SYGNER HEN PÅ BEGGE SIDER AF HEGNET Asylbørn bliver syge af at bo i de danske asylcentre.

Undersøgelser viser, at det ville være sundere for børnene at flytte ud af lejrene. Men udenfor venter også store udfordringer

Foto Lars Engelgaar

Af Nina Monrad Boel ”Jeg er ked af det, fordi min mor er ked af det. Når hun græder, sætter jeg mig ind i det andet rum og skruer op for fjernsynet. Så kan jeg ikke høre hende græde,” fortæller 10-årige Dori fra Albanien. Hans mor Lume Ulliri er fortvivlet over sin situation – hun sidder i Sandholm med to børn og er blevet afvist af Danmark. Hun frygter at vende tilbage til Albanien, hvor hun fortæller, at hendes far forfølger hende og hendes søn. ”Han har dræbt flere børn, og han ville også slå mig ihjel,” tilføjer Dori uden at blinke.

Massive fysiske og psykiske mén Som Dori lever de fleste asylbørn i en hverdag med nedbrudte voksne og psykisk pres. Børnene er vidne til slagsmål, som da en mand 7. april blev dræbt i Sandholmlejren på grund af en konflikt, der begyndte med et skænderi i madkøen.

Derfor lider de fleste asylbørn af psykiske problemer, viser flere undersøgelser. Ifølge Signe Smith Nielsen, som er Ph.d. stipendiat på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, lider 58% af asylbørnene mellem 11 og 16 år af psykiske lidelser. ”Det undersøgelsen viser tegn på er, at børnene har emotionelle symptomer som angst og depression, adfærdsforstyrrelser og ringe sociale egenskaber”, fortæller Signe Smith Nielsen til visAvis.

20 ud af 21 var syge Endnu værre så det ud, da Børns Vilkår og Børnerådet tog initiativ til en undersøgelse af børnene i forbin delse med den planlagte udsendelse af de afviste irakiske asylansøgere. Speciallæger i psykiatri fik med hjælp fra Bedsteforældre for Asyl kontakt til alle børnefamilierne og undersøgte børnene samt nogle af mødrene. De fandt frem til, at børn mellem nul og to år havde udviklingsforstyrrelser – socialt og sprogligt forsinket udvikling, søvn, spiseforstyrrelser og var utrygge. Børnene mellem tre og fem år var triste, havde problemer med hukommelsen og med at koncentrere sig – foruden de forrige nævnte problemer. Fra seks-årsalderen kom der angst og børne-psykiatriske sygdomme og fra tolv-årsalderen påvirkning af intellektet og social tilbagetrækning. I gruppen af unge mellem 15 og 18 år sås alvorlige depressioner, herunder selvskadende adfærd. Der var 20 ud af 21 børn, der havde psykiske problemer, men kun to var i behandling. Det ene barn, hvor der ikke sås psykisk påvirkning var 8 måneder gammelt.

En barndom uden tid Dori fra Albanien fortæller, at hans dag består af at se fjernsyn: ”Når jeg vågner, så ser jeg fjernsyn. Det er klokken syv. Min mor vågner klokken ni. Jeg spiser ikke morgenmad, for det har jeg ikke lyst til. Jeg ser fjernsyn til klokken

et, for der skal min mor nogle gange til genoptræning, og så tager jeg med.

For der, hvor hun træner, kan jeg spille wii. Når jeg kommer hjem, ser jeg fjernsyn”. ”Barndom handler blandt andet om at være og blive til som menneske.

Denne proces hænger uløseligt sammen med tid. Vores forestillinger og hand-linger nu og her formes gennem vores forventninger til fremtiden”, skriver Katrine Vitus, som er socio-log ved SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Eksistentiel kedsomhed Kathrine Vitus, har lavet et sociologisk studie baseret på samtaler med asylbørn i 2007-08, som havde været i Danmark mellem 6 og 9 år. Hun kom frem til, at børnene havde store problemer med deres personlighedsudvikling. Hun beskrev, at de led af eksistentiel kedsomhed, hvor nutiden ikke har nogen værdi, fordi fremtiden ikke eksisterer for dem. Fordi der ikke er noget tidsperspektiv, er det svært at ”være nogen”, og da de ikke bestemmer over fremtiden, bliver der skabt både magtesløshed og identitetsløshed.

Børnene bliver rastløse, trætte, opgivende, deprimerede og umotiverede.

Forbedringerne efter valget I 2006 blev indkvarteringsforholdene for børnefamilier forbedret, således at børnefamilier fik to værelser. Det skete

No. 3 2010

55

Fototz Lars Engelgaar

efter en undersøgelse fra, SFI ”Livsvilkårene for børn med familie på danske asylcentre”, som viste, at forholdene for asylbørn var præget af trange pladsforhold, gentagne flytninger mellem forskellige centre og brudte sociale relationer.

Valget i 2007 med dets fokus på asylbørnene og de ovenfor nævnte undersøgelser førte til et tilbud til udvalgte flygtninge om at flytte ud af lejrene. Det var et tilbud til flygtningefamilier, som havde boet i lejrene i over 3 år efter endeligt afslag på asyl, og som kom fra Iran, Irak, Kosovo eller Somalia. Dog ændrede det ikke på deres sundheds-, arbejds- og uddannelsesmuligheder, som stadig skulle foregå på centrene og heller ikke på den økonomiske situation for familien.

Erfaringer fra den tidligere ”Anneksmodel”, som eksisterede til 2001, hvor velfungerende asylansøgere kunne flytte ud af centrene kort tid efter ankomst, viste, at dette var en både billigere og mere menneskeværdig måde at indlogere asylansøgere end i centrene.

Væk fra overvågning Psykolog Dea Seidenfaden fra Psykotraumecentret Dansk Røde Kors’ Asylafdeling kom med en undersøgelse af udflytterordningen i oktober 2009. Ifølge denne undersøgelse, fik forældrene det bedre af at flytte væk fra centrene med deres larm og konflikter. Men de følte stadig usikker-

heden og frygten over ikke at kunne I eget hjem Børnene brugte flere fritids- og uddanbestemme deres egen fremtid.

Forældrene mente, at udflytningen nelsestilbud efter udflytningen. I rapvar bedre for familielivet, da de fik en porten kan man læse, at børnene har bedre relation til deres børn. De var nu oplevet mange konflikter og voldsomigen den vigtigste person i barnets liv me episoder i centrene, blandt andet og kunne nemmere træde i karakter tvangsudsendelser og indlæggelser. end i centeret, hvor der altid var andre De har flyttet meget mellem forskeltilstede, og hvor der var tvivl om hvem, lige centre og har haft svært ved at danne vedvarende relationer der var autoritet – dem eller centerpersonalet. til jævnaldrene. Efter Børnene skulle ikke at være flyttet ud og "Meningen var længere forholde fået mere plads, at sende et klart signal sig til mange har de kunnet forskellige tage deres til forældrene om at voksne hele venner med finde sig et job tiden, og hjem. Dog familien har de også - men problemet er, følte sig oplevet at det går ud over børnene, ikke hele afvisninger – for tiden oversom får indtryk af, våget og eksempel at deres familie er mindre ”vurderet”. på bibliotek Undereller SFO værd end de danske søgelsen viste på grund af familier på kontanthjælp." desuden, at manglende cprfamilierne efter nummer. Nogle Edith Montgomery udflytning benyttede børn har ikke kunnet sig mere af undervisningforstå, hvorfor de ikke stilbud på centrene og mindre af kan få opholdstilladelse, når de sundhedsydelser. Dog har der før ud- kan få lov at bo uden for centrene. flytning været medlemmer af alle famUndersøgelsen viste, at når famiilierne, der har haft behov for psykisk lien flyttede ud af centrene, blev det hjælp, og dette havde ikke ændret sig tydeligere for børnene, hvor stramt på det tidspunkt, undersøgelsen blev familiens budget var. De kunne ikke lavet. forstå, at der ikke var råd til ture i svømmehallen og det samme legetøj, som danske børn har. Både børnene og

56

No. 3 2010

”Barndom handler blandt andet om at være og blive til som menneske. Denne proces hænger uløseligt sammen med tid.” Katrine Vitus i

de voksne kunne mærke den store forskel på dem og naboerne. Men de var glade for den ekstra plads, de kunne råde over forhold til i centeret. Det

hjalp mødrene psykisk at have mere ”hus at holde”.

Resultaterne fik Dansk Røde Kors til at anbefale, at alle asylansøgere skal have tilbud om at flytte i egen bolig efter højest et års ophold i et asylcenter.

Ikke for alle Tilbudet om udflytning gjaldt dog ikke for alle. Det var et tilbud til dem, som kom fra Irak, Iran, Somalia eller Kosovo. Khadzjiat Khasmagadeovna Akieva kommer fra Tjetjenien og har således ikke fået tilbuddet på trods af, at hun har været i Danmark i syv år og har fem børn. Hun bor i Sandholmlejren, hvor hun og hendes mand har to værelser til deres familie. Salman på 6 år, Selima 5 år, Ibragim 4 år, Turpa Ali 3 år og Alkaste på 1 år er i stuen med deres forældre og de besøgende. Alkaste sidder på sin mors skød, mens de to næstmindste styrter rundt i værelset og laver ballade. På trods af de mange mennesker og larmen, ser Selima tomt ud i luften og siger sjældent noget.

Frem til 2007 var Sundhedsstyrelsens retningslinier for boligmæssige forhold på asylcentre gældende: Minimum fem m2 pr person, svarende

til et værelse à 20 m2 for en familie på fire. I sommeren 2007 indførtes den såkaldte to-rums politik, der medførte, at alle familier blev tildelt to værelser.

Starten i Danmark Dansk Røde Kors prøver at få frivillige til at hjælpe med integrationen. Det kan være at hjælpe med at finde sportstilbud til børnene, at hjælpe med lektier eller forklare, hvordan tingene hænger sammen i det danske samfund.

For børn med nedbrudte forældre kan det være en stor udfordring at komme ud og bo i det danske samfund. Der er meget nyt, der skal læres, og det er svært uden forældre, der kan give støtte og vejledning.

Når en udlænding får opholdstilladelse og flytter ud af asylcentret, bliver de tilbudt et introduktionsprogram af kommunen i op til 3 år. Det skal vare i gennemsnitligt 37 timer om ugen og består af tre dele: beskæftigelse, undervisning i danske samfundsforhold og dansk sprog. Vejen til beskæftigelse kan gå via et tilbud om praktikplads, løntilskud eller uddannelse.

Under introduktionsforløbet gives en såkaldt introduktionsydelse, og efter dette forløb gives starthjælp indtil personen kan forsørge sig selv. Introduktionsydelsen og starthjælpen

Foto Lars Engelgaar

er lige store beløb. Til en familie gives 5.079kr for en voksen og 1.270 for et barn per måned, dog maksimalt for to børn. Hvis Khadzjiat Khasmagadeovna Akieva, hendes mand og fem børn får opholdstilladelse og flytter ud af Sandholmlejeren, ville de i alt kunne få 12.698 kr at leve for om måneden.

Det grønne græs på den anden side Det kan tage lang tid før flygtningebørnenes forhold forbedres: ”I de første mange år efter at familierne er ankommet til Danmark, er de underlagt de forhold, som de får på asylcentrene, hvor familiens forhold brydes op gang på gang. Og det ændrer sig ikke synderligt, selv om familierne får asyl, for der går lang tid, før familierne får en permanent bolig. Problemet er, at myndighederne ikke i tilstrækkeligt høj grad tænker børnene ind i deres planer med familierne. De tager udgangspunkt i forældrene, men glemmer børnenes tarv”, har Edith Montgomery fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre sagt til videnskab.dk.

Diskriminationen i det danske samfund, som asylbørnene oplever, spiller en rolle. Starthjælpen diskriminerer ifølge Montgomery: ”Meningen var at sende et klart signal til forældrene om at finde sig et job - men problemet er, at det går ud over børnene, som får indtryk af, at deres familie er mindre værd end de danske familier på kontanthjælp. De føler sig som andenrangsborgere.”

Translation page 106

No. 3 2010

57

KAMPAGNE VIL HAVE ASYLBØRNENE UD AF LEJRENE Professor Eva Smith har startet en underskriftsindsamling for at få børnene ud af asylcentrene. Hun ser det som det sidste håb.

Oppositionen er enig i kravene

Af Nina Monrad Boel Hun bliver inviteret til at tale hos Amnesty International og Rehabiliteringsog Forskningscentret for Torturofre (RCT). Men hun ville egentligt hellere tale ved Dansk Folkepartis landsmøde.

Eva Smith, professor ved det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, har taget initiativ til underskriftsindsamlingen ’Asylbørnene ud nu’. Hun vil gerne rykke asylpolitikken, for hun mener, at asylbørnene er uskyldige. ’Asylbørnene ud nu’ har tre krav: Asylbørnene skal ud af centrene, børnene skal leve et normalt liv med deres forældre, og endelig skal børnene og deres forældre have den behandling og de tilbud, de har brug for, så de kan komme sig over deres traumer. visAvis mødtes med hende for at høre om initiativet.

Konventionerne forpligter Hvorfor behøver vi at bekymre os om de børn, der sidder i asylcentrene? ”Børnene er i Danmark, og dermed vores ansvar. Vi har ressourcerne til at tage os af disse børn. FNs Børnekonvention og vores danske lovgivning forpligter os til at tage os af dem. Der skelnes ikke mellem danske og udenlandske børn, men det understreges derimod, at vi har en særlig forpligtelse overfor børn, hvis forældre ikke

kan tage sig af dem,” svarer Eva Smith. det, det første forældremøde og hvad de har brug for i det daglige, børnene skal i skole og fritidsordninger. Meget Bør sendes hjem med god ballast Forskning viser, at asylbørnene nedbrydes vil kunne klares med frivillig hjælp fra af hele tiden at skulle sige farvel. Er det danskere. Det er klart, det er krævende ikke en dårlig idé, at de kommer ud i det med de familier, der bor i centrene nu. danske samfund og knytter relationer, Men hvis man ændrer lovgivningen og i fremtiden siger maksimalt et år i et hvis de alligevel skal sendes hjem? ”Asylbørnene siger farvel hele tiden på asylcenter, vil man få familier ud med grund af det store flow, der er i cen- langt større ressourcer og ikke nær det trene. Så det vil tværtimod være bedre samme behov for hjælp.” for dem at bo ude, hvor de møder de samme ansigter måned efter måned Norge har andre metoder i børnehave eller skole. Det vil være Kan de afviste asylansøgere ikke bare rejse hjem? væsentlig for deres fremti”Asylbørn sidder i lejrene dige liv, at de har haft en ”Jeg i mange år, hvis deres ordentlig tid i Dansag er blevet afgjort, mark og har en orer ligeglad med men de ikke kan dentlig ballast, om det er forældrenes sendes hjem. Det hvis de skal hjem være fordi, og starte i deres skyld eller regeringens skyld. kan der er for uroeget land igen.”

Med socialt udsatte børn i ligt, eller fordi deres hjemland Vil det ikke gøre Danmark, kunne vi aldrig ikke vil tage imod asylbørnene mere drømme om at sige ’det er dem, hvis de ikke isolerede at bo kommer frivilligt,” udenfor centrene, forældrenes skyld’”. siger Eva Smith. hvor de vil være Eva Smith alene med nedbrudte Hun fortsætter med et ekforældre? sempel fra Norge: ”Forestil dig, ”Vi har forestillet os et forløb, hvor der bliver støttet op om familien. hvis vi ikke havde ladet asylansøgerne De skal have psykolog og psykiatrisk blive nedbrudte i lejrene. Hvis vi i stebehandling, støtte fra socialrådgiver det havde ladet dem leve i vores samtil at komme ind på arbejdsmarke- fund, opretholde deres kompetencer

58

No. 3 2010

og deres selvrespekt. Så ville der have været større sandsynlighed for, at de ville rejse hjem. Sådan gjorde man med flygtninge fra ex-Jugoslavien i Norge, og der er mange flere af den gruppe flygtninge, der er rejst hjem fra Norge, end fra Danmark.”

De har ikke bedt om at vokse op i et miljø med syge mennesker. Med socialt udsatte børn i Danmark kunne vi aldrig drømme om at sige, ”det er forældrenes skyld, for moderen er alkoholiker”. Vi plejer at hjælpe børn i sådanne tilfælde.”

Oppositionen bakker op Forældrenes ansvar I januar kom det frem, at 20 ud af de Johanne Schmidt-Nielsen, udlænd21 afviste irakiske asylbørn led af al- inge- og integrationsordfører for Envorlige psykiske problemer. ”Det er hedslisten: ”Enhedslisten støtter Eva Smiths krav. Vi arbejder neforfærdeligt for børnene, top nu på et beslutningsmen det er forældrenes forslag med en lang ansvar. De har fået at ”Asylsystemet række forslag til, vide, at de skal udburde hjælpe til at hvordan vi kan sendes. Jeg kan asylbørnenes kun appellere til bygge mennesker op. Det sikre retssikkerhed. forældrene, at de for rejser hjem, in- danske asylsystem bryder Forholdene asylansøgere i den politiet hentmennesker ned” Danmark - både er dem,” sagde Integrationsminister Johanne Schmidt-Nielsen, børn og voksne - er dybt umenneskelBirthe Rønn HornEnhedslisten ige.” bech til Politiken.

Henrik Dam KrisDenne udtalelse er tensen, der er udlændingeforskningschef Edith Montgomery fra RCT uenig i. Hun skriver og integrationsordfører for Sociali lederen af RCT NYT fra marts 2010: demokraterne, siger, at hans parti enig ”Hvis man bruger ministerens argu- i Eva Smiths tre krav. Socialdemokratimentation om ansvar, vil man i vir- et har, sammen med SF og de Radikale, keligheden kunne nedlægge en stor foreslået at asylansøgere efter et halvt del af den sociale indsats over for år i centrene kan søge arbejde og finde børnefamilier i Danmark. Det er vel bolig uden for centrene, hvis deres sag ret beset også danske forældres ans- ikke er afgjort, eller hvis de er afviste, var, når deres børn bliver syge efter men ikke kan sendes hjem. ”SF er enig i Eva Smiths tre krav”, at have været udsat for vold, incest, forældrenes alkoholmisbrug osv. … I siger Astrid Krag, integrationsordførDanmark bruger vi ikke ansvarsplacer- er for SF. ”Asylcentre er ikke et sted ing i forbindelse med behandling og in- for børn, det er ikke et sted, man kan byde nogen at opholde sig i længere tervention over for børn.”

I skyldsspørgsmålet er Eva Smith tid ad gangen. Derfor går SF sammen også uenig med ministeren: ”Jeg er lige- med resten af oppositionen ind for, at glad med, om det er forældrenes sky- asylansøgere højst opholder sig i asylld eller regeringens skyld. Forældrene centrene i 6 måneder, hvorefter de tror, at de bliver dræbt, hvis de re- skal have mulighed for at bo og arbejjser hjem, så de tror jo, at de handler de i det danske samfund,”. Hun forti børnenes bedste interesse. Hoved- sætter: ”Det kan dog næppe undgås, pointen er, at disse børn er uskyldige. at man i de første 6 måneder af ansøg-

128 børn har nu boet i mere end et år på et asylcenter. 82 af dem i over to år. Enkelte op til 10 år.

Den gennemsnitlige opholdstid i asylcentrene var i 2007 på tre år. Nogle børn har boet i op til 7 forskellige centre.

9 ud af 10 asylbørn har fysiske og psykiske symptomer som hovedpine, tristhed osv. minimum en gang om ugen. Det samme gælder kun for hvert femte danske barn.

44% af asylbørnene placerer deres liv nederst på en skala, hvor de skal markere deres eget liv fra "bedst muligt" til "værst muligt". Det gør kun 3% af danske børn.

Kilde: www.asylboerneneudnu.dk

ningsprocessen opholder sig på centrene. Her må man så gøre vilkårene så gode som muligt for børnene og deres forældre, hvoraf mange lider af traumer og skal have den behandling, de har brug for. Derfor mener vi også, centrene skal tilføres flere midler, og at vi skal have bygget flere centre for at tage presset fra overfyldte centre som Sandholmlejren.” ”Det er skammeligt, at et rigt land som Danmark, der oven i købet har startet krige i både Irak og Afghanistan, ikke løfter et større ansvar for de mennesker, der kommer hertil og beder om hjælp. Asylsystemet burde hjælpe til at bygge mennesker op. Det danske asylsystem bryder mennesker ned”, siger Johanne Schmidt-Nielsen til visAvis.

Foreløbig 28.000 underskrifter Der er allerede samlet ca. 28.000 underskrifter, men Eva Smith er endnu ikke tilfreds. ”Vi stopper, når politikken på området er ændret. Vi vil i hvert fald gerne have 200.000 underskrifter, men det tager tid. Jeg havde troet, at folk ville springe til for at skrive under, for jeg har selv længe ville markere, at jeg er uenig i den førte asylpolitik. Folk siger, de vil skrive under, men glemmer det.”

Astrid Krag mener ikke, det afgørende er, hvor mange underskrifter, der bliver samlet. ”Det er snarere, om de fremmer en vigtig sag. Og det mener jeg, Eva Smiths underskriftindsamling gør.”

Kampagnen kan ses på www.asylboerneneudnu.dk

Dags dato er der registreret 1106 børn mellem 0 - 17 år i danske asylcentre Heraf bor 115 i Center Sandholm, ligeledes mellem 0 - 17 år.

Asylbørn går i lokale folkeskoler, når de bliver vurderet fagligt, sprogligt og socialt parate. Indtil da går de i en af Dansk Røde Kors to asylskoler i Lynge og Jelling. Dansk Røde Kors har skoleaftaler med en række kommuner, og (september 2009) går 34 børn i folkeskole, mens 163 går i asylskole.

Behandlingstilbud til psykisk syge børn: Ud over de første 3 timer som kan gives uden kaution, skal der søges kaution hos Udlændingeservice til behandling. Der kan bevilges ti timer over en 3 måneders periode. Derefter kan der genansøges.

Kilde: Dansk Røde Kors

No. 3 2010

Translation page 107

DANMARK HAR EN DØD ASYLDEBAT Selv om Danmark overtræder internationale konventioner, vækker det ikke længere opsigt. Medier og politikere gider ikke debattere asylbørn længere, og ministeren er ikke til at få i tale Af Nina Monrad Boel Før sidste folketingsvalg den 13. november 2007 var der stort fokus på asylbørnene. Dette førte endda til forbedringer i forholdene for 16 familier, der fik lov til at flytte uden for lejrene. Men siden er asylbørnene gledet af den politiske dagsorden.

Danmark overtræder Børnekonventionen I november sidste år var det 20 år siden, FN vedtog Konventionen om Barnets Rettigheder. Denne konvention skal sikre, at ligegyldigt hvor i verden et barn vokser op, har det ret til overlevelse, beskyttelse mod misbrug og diskrimination, til at udvikle sig bedst muligt og have indflydelse på sit eget liv.

Eva Smith mener, at Danmark er

Manglende debat Det har været svært at trænge igennem til politikerne. Eva Smith, professor ved det Juridiske Fakultet, som har startet underskriftsindsamlingen ”Asylbørn ud nu”, fortæller, at en mandlig TV-journalist kontaktede 30 forskellige politikere for at få en af dem til at diskutere asylbørnsproblematikken med hende, men uden held. ”Det var dog bemærkelsesværdigt, at han gjorde indsatsen, for normalt vil medierne ikke beskæftige sig med emnet.

De synes, det er en problematik, der har været diskuteret og nu er uinteressant for deres publikum,” siger Eva Smith til visAvis.

Ifølge en artikel i Dagbladet Information den 12. januar 2010, vil Integrationsmini-steren ikke svare på ”Det var dog simple spørgsmål fra bemærkelsesværdigt, folketingsmedlemmer vedrørende at han gjorde indsatsen, irakiske asylbørns helbredstilstand og for normalt vil medierne vil efter 20 henvikke beskæftige et af de lande, som endelser fra avisen sig med emnet.” overtræder flere arikke give interview om tikler i Børnekonvenproblematikken.

Eva Smith tionen. Hun har udtalt, ”Børnerådet prøvede i at ”Når asylbørnene har tilmånedsvis at få et møde med Integrationsministe-ren om de afviste bragt mere end et år i centrene, trauirakiske børn, da de var bekymrede for matiseres de. Jeg mener derfor, at børnenes helbred, men uden held. Det Danmark overtræder Børnekonvengør organisationen træt, at de ikke tionens artikel 3, hvorefter deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den bliver hørt,” fortæller Eva Smith. beskyttelse og omsorg, der er nødven-

59

dig for dets trivsel.”

Flygtningebørn ud af dansk retssystem Når Integrationsministeriet vurderer, om de skal give humanitær opholdstilladelse, indgår der ikke vurdering af børns psykiske lidelser, og når en families asylsag skal vurderes, ser man ikke på, hvordan børnene har det, eller hvad de har været udsat for. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt, at der i asylvurderingen ikke tages hensyn til børnenes situation, men kun til forældrenes.

Forskere fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) anbefalede i 2005, at man integrerede beviser fundet hos børnene i behandlingen af familiens asylsag.

Ifølge Edith Montgomerys forskning fra RCT havde ni ud af ti af de undersøgte asylbørn været udsat for krig, syv ud af ti havde været vidner til voldelige overgreb, og halvdelen havde en far eller mor, der havde været udsat for tortur. Flere af de børn, der ikke fik opholdtilladelse (30,6%), havde mistet forældre, end de børn, der fik opholdstilladelse (13,7%).

What to do Ifølge Edith Montgomery skal der politisk vilje til at ændre modtagelsen og

Illustration af Jimmy

behandlingen af flygtninge. Eva Smith mener, at det eneste håb for asylbørnene er, at danskerne tager stilling og siger fra: ”Som jeg ser det, er den eneste chance for disse børn, at vi som det danske folk stiller os op og siger ’Dette vil vi ikke acceptere. Vi vil ikke føre den slags politik mod børn.’ Dette er imod alle humanitære principper, vi nogensinde har haft i Danmark.”

60

No. 3 2010

No. 3 2010

61

62

No. 3 2010

Translation page 107

DANMARK KAN GIVE STØRRE TRAUMER END KRIGEN Det danske asylsystem svigter asylbørnene, viser flere undersøgelser. Mad og skolegang er ikke nok, når børnene lever i usikker venten. Derfor bliver børnene mere syge af asylcentrene end af krigens oplevelser Af Nina Monrad Boel

Bombeangreb og torturerede forældre kan ikke måle sig med det danske asylsystem, når det kommer til at traumatisere børn. Det viser forskerne Edith Montgomery og Anders Foldspang i et studie for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).

Danmark forværrer flygtningebørns problemer, understreger de i artiklen ”Long-Term Effects Of Organized Violence On Young Middle Eastern Refugees’ Mental Health” publiceret i Social Science and Medicine i 2008. I deres undersøgelse har de fulgt 131 flygtningebørn fra 1992 til 2001.

Oplevelserne i børnenes hjemland (bombeangreb, vidne til overgreb, at forældre blev tortureret) blev sammenlignet med oplevelser efter ankomsten til Danmark (asylcenter, usikkerhed, flytninger, starthjælp, diskrimination). Konklusionen var, at forholdene efter ankomsten til Danmark kan have endnu større betydning for børnenes psykiske tilstand end oplevelserne i hjemlandet.

Danmark gør det værre Grunden til at asylbørnene bliver syge er, at de befinder sig i en vedvarende stressituation. De er afhængige af de livsvilkår, de lever under på asylcenteret. Derudover påvirkes børnene af de psykiske reaktioner, forældrene har over for dem – reaktioner der kommer af det pres, forældrene udsættes for.

Små børn har brug for tryghed og tilknytning til deres forældre. Det giver dem mere styrke til at klare stress og traumer. Utrygge børn kan blive aggressive eller trække sig tilbage. De kan få problemer med at udvikle sociale relationer og med kommunikation med andre mennesker. I skolealderen giver det også problemer med indlæring. Der kan komme manglende selvværd, manglende social tillid og med alderen alvorlige mentale forstyrrelser.

Forskningsleder Edith Montgomery har udtalt til videnskab.dk: ”Det helt afgørende er, at børnene får mulighed for at falde til ro ét sted, at de lærer sproget og får opbygget nogle nære relationer til jævnaldrene og til voksne rollemodeller. Derudover skal de være beskyttede mod overgreb, mobning og diskrimination.” Sådan er det ikke for flygtningebørn i dag. Montgomerys undersøgelser viser, at nogle børn har skiftet skole seks til syv gange. Det gør det meget svært at få længerevarende venskaber.

Skole og leg På asylcentrene tilbyder Dansk Røde Kors legestue, skole og fritidshjem. En legestue minder om en dansk børnehave med leg, udflugter, madpakke, og der tales dansk. Men der er flere pædagoger, og nogle af dem har særlig fokus på, at børnene kan have haft traumatiske oplevelser. Legestuen er for børn mellem 2 og 6 år, og 85% af børnene bruger tilbudet.

Fra de er 7 til 16 år kan asylbørnene gå i Dansk Røde

Kors’ skoler i Lynge eller Jelling. De får samme fag- og timeantal som tosprogede børn i danske folkeskoler. Der er mindst tre klassetrin, men børnene er ikke delt efter alder på grund af deres meget forskellige forudsætninger. Der er stor udskiftning i klasserne, hvor der maksimalt må være 12 elever. Børn, der har gode danskkundskaber, kan få mulighed for at komme i en almindelig dansk folkeskole. I september 2009 gik 34 asylbørn i folkeskole, mens 164 børn gik i asylskolerne.

Efter skole kan børnene gå i fritidsklub på centret. Her kan de som i danske fritidshjem lege, spille spil og computer, tegne og høre musik. Cirka halvdelen af børnene bruger fritidsklub. I Sandholmlejren er der legepladser og børn, der drøner rundt på cykler. Cyklerne er blevet doneret ligesom meget andet legetøj og tøj til centrene.

Dansk Røde Kors har sundhedsplejersker, som tilser børnene i asylcentre. I kantinen i Sandholmlejren kan familier, der ikke selv har råd til at købe mad, få udleveret mad i papbakker, så de ikke skal sulte. Alligevel er det ikke godt nok, viser forskning fra både Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og SFI. Ventetiden uden ende Den lange ventetid, der ikke kan ses en ende på, har betydning for helbredet. ”Børn, der lever i ventetid på danske asylcentre, lever hverken i nutiden, som de er ganske uengagerede i, eller i fremtiden, som de ikke kan se for sig.

Børnene er indespærret i en smertefuld, “tom” tid, præget af stille tåger af ligegyldighed. Et liv uden ejerskab over deres fremtid skaber både magtesløshed og identitetsløshed hos børnene,” skriver Katrine Vitus fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Der er lavet adskillige undersøgelser, der viser, at asylbørnene tager skade af at bo i centrene, og at jo længere de bor der, des værre får de det. En række læger lavede en undersøgelse med 4.516 asylansøgere og med tal indhentet fra Udlændingeservice og Dansk Røde Kors juli 2001 - december 2002. Deres konklusion var, at opholdstiden havde en klar betydning for den mentale sygelighed, og at lange opholdstider udgør en helbredsrisiko. Der var en konstant stigning inden for de psykiatriske diagnoser over årene, med den kraftigste stigning indenfor de første 2 år.

Ikke godt nok til WHO Verdenssundhedsorganisationen WHO har defineret sundhed som ”Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse”.

Hvert år kommer der mange børn til Danmark for at søge asyl. Enten med deres forældre eller uledsagede. I 2009 kom der ifølge Dansk Røde Kors 605 børn og unge. De børn kan ikke være sikre på at komme i nærheden af hverken WHOs definition eller FNs menneskerettighedserklæring om sundhed.

No. 3 2010

Translation page 113

63

10 BUD PÅ EN NY ASYLPOLITIK Af Michala Clante Bendixen, Komiteen Flygtninge Under Jorden Den danske asylpolitik er nærmest uhyggelig ”fast”, men langt fra ”fair”.

Den flygtningepolitik, som regeringen Fogh har ført, er blevet stærkt kritiseret fra FN, EU og en lang række NGOer. Men når Danmark snart får en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF med støtte fra De Radikale eller Enhedslisten, skal vi have lavet mange ting om. Dansk Folkeparti tager nemlig fejl, når de tror, at alle danskere er en flok smålige nationalister, som føler sig truet af den store verden og dens mangfoldighed. 68% af danskerne mener, vi skal følge FNs anbefalinger på asylområdet.

Vi skal have Natasja Danmark tilbage, som vi engang var stolte af – med frisind, åbenhed, plads til de skæve og lige muligheder for alle. Vi skal have solidariteten med de svage og respekten for menneskerettighederne igen. Vi skal tage udgangspunkt i folks ressourcer og gode vilje fremfor at mistænkeliggøre og straffe. Der er opstået et paradoks, når man vil forsvare homoseksualitet, fri abort, ligestilling, ytringsfrihed – men samtidig indføre diskriminerende love for indvandrere og ignorere den internationale ret til asyl. .

Den nye asylpolitik i korte træk:

F

ølg UNHCRs definitioner og retningslinier for hvem, der bør have asyl og beskyttelse – også udfra humanitære hensyn.

I

ndfør tidsgrænse for sagsbehandling; når Dublinproceduren er afsluttet, må der højst gå 4 mdr. inden endelig afgørelse.

H

vis en afvist ikke har kunnet sendes hjem 6 mdr. efter afslag, skal vedkommende have midlertidig opholdstilladelse med mulighed for ændring til permanent efter 12 mdr.

N

edlæg de store asylcentre, opret mindre bofællesskaber lokalt og kontaktcentre i større byer.

I

ndfør en domstol med særlig ekspertise i stedet for Flygtningenævnet samt mulighed for at anke afgørelserne, som man kan i det øvrige retssystem, og tildel en beskikket advokat inden første afgørelse fremfor nu først ved klageinstansen.

I

ndfør en obligatorisk uddannelse for de tolke, der anvendes, og fjern interviewet med politiet ved ankomst (de behøver kun tage fingeraftryk).

U

dvid familiebegrebet evt. med krav om forsørgelsespligt, og indfør private sponsorordninger.

A

lle asylansøgere skal have adgang til sprogtræning, uddannelse og en vis beskæftigelse, og til traumebehandling ved behov.

L

ad alle asylansøgerbørn gå i den lokale vuggestue, børnehave og skole.

G

ør adgangen til statsborgerskab hurtigere og nemmere, afskaf al diskriminerende lovgivning (udvisningsdomme, starthjælp, tilknytningskrav, 24-årsregel).

Illustration af Jimmy

Disse 10 bud ser umiddelbart ud som om, de vil ”åbne grænserne” og koste uhyrlige summer. Det er ikke rigtigt.

Sverige tog imod ti gange så mange flygtninge, som vi gjorde sidste år, og det har ikke ruineret vores naboer – deres tal for integration er endda bedre.

Det ”faste og fair” system, vi har i dag, koster 224.000,- kr om året pr. asylansøger. Beløbet dækker over høje udgifter til ansøgere, som er blevet meget syge efter mange års ophold i centrene, en stor mængde personale og et uhensigtsmæssigt system. Asylansøgeren selv modtager nemlig typisk kun 107 kr. hver 14. dag udover mad i kantinen og ca. 5 m2 i en barak med adgang til fælles bad og tekøkken. Selv hvis de er så heldige at få asyl en dag, er de blevet umulige at få ind på arbejdsmarkedet til den tid – og de har ikke engang fået lov at lære dansk i løbet af alle de år!

Hvis man nedsatte sagsbehandlingstiden, sørgede for at holde ansøgerne aktive og gav dem mulighed for at bidrage på længere sigt gennem uddannelse og arbejde, ville de være en meget mindre udgift for samfundet.

De ansøgere, der bliver afvist, men ikke kan sendes hjem, kan ligeså godt gøre nytte og leve et værdigt liv, indtil de måske en dag kan vende hjem. En del af de asylansøgere, som kommer til Danmark, tilhører de højere lag i deres hjemlande og kunne med kort tids opgradering af kompetencer indgå i alle de funktioner, hvor vi kommer til at mangle arbejdskraft fremover. Desuden er det nødvendigt at komme af med den fjendtlighed og forskelsbehandling, som nye borgere mødes med alle vegne – man bliver aldrig en del af en gruppe, hvis man ikke føler sig velkommen.

De ovenstående bud ville effektivt hindre, at folk sad fast i asylcentrene – som nu gennemsnitligt 4 år, enkelte op til 12 år. Desuden ville alle få opretholdt og udbygget deres kompetencer, uanset om de fik asyl eller blev sendt hjem – altså både et hensyn til menneskerettighederne og en praktisk hjælp til hjemlandene.

64

No. 3 2010

Translation page 108

DANMARK FRASORTERER DE SVAGESTE BLANDT KVOTEFLYGTNINGE Danmark er gået fra at have fokus på at tage de kvoteflygtninge, der har størst behov for beskyttelse, til at tage dem, der lever op til integrationspotentialekriterierne. Derved lades de svageste flygtninge og humanismen bag ordningen i stikken.

Af Tue Magnussen, advocacykoordinator, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) I en nylig afhandling slog Katrine Syppli Kohl – ifølge dagbladet Information 22. februar - fast, at økonomi vejer tungere end menneskelige behov, når Danmark tager imod kvoteflygtninge.

På Ny i Danmark, som er Udlændinge- og Integrationsministeriet's hjemmeside kan man læse, at en flygtning, der befinder sig uden for Danmark, kan blive genbosat i Danmark efter aftale med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) eller lignende international organisation. Det sker på baggrund af Udlændingelovens § 8.

Siden 1978 har regeringen og Folketinget hvert år afsat et beløb på finansloven til en flygtningekvote, der angiver, hvor mange flygtninge, der kan genbosættes i Danmark. Denne type flygtninge betegnes derfor ofte som kvoteflygtninge eller FN-flygtninge. Siden 1989 har kvoten været på 500 pladser om året.

Katrine Syppli Kohl har i forbindelse med sit speciale i faget Politisk Kommunikation og Ledelse på Copenhagen Business School været med på en af de kvoterejser, som Danmark tre gange årligt foretager, når man skal vælge, hvilke 500 flygtninge, der skal have lov til at komme til landet.

det. Siden 2005 har kvoteflygtningene skulle leve op til en række kriterier for integrationspotentiale. Derved lades de svageste flygtninge i stikken. Er man som flygtning svag eller psykisk syg er chancerne for at komme til Danmark som såkaldt kvoteflygtning meget dårlige, lyder konklusionen på Katrine Syppli Kohls speciale om den danske flygtningepolitik. Når et land som Danmark går efter flygtninge, der er nemmere at integrere, så overlader man samtidig et større ansvar til de øvrige lande.

Katrine Syppli Kohl understreger overfor Information, at man reelt ikke ved, om de flygtninge, der siden lovændringen i 2005 er kommet til Danmark, i virkeligheden er nemmere at integrere. Hun tilføjer, at man har indført et system, som strammer til, som har store konsekvenser for en lang række mennesker og som desuden er dyrt, fordi man skal på kvoterejser tre gange om året. Men man vil ikke undersøge, om det virker og om det er fornuftigt samt om de mennesker, som man forventer, vil integrere sig godt i Danmark, rent faktisk også gør det.

På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre så vi gerne, at den humanisme, der tidligere lå bag kvoteflygtningeordningen kom til at gælde igen. Danmark har faktisk stor erfaring med rehabilitering af torturofre. Det er et område, hvor vi internationalt er et foregangsland. RCT og de andre danske behandDanmark er gået fra at have fokus på at tage lingscentre for torturofre har en omfattende de flygtninge, der har størst behov, til at tage og betydelig erfaring og viden om rehabilitedem, man tror, kan bidrage mest til samfun- ring af torturofre, hvorfor det netop er overfor

No. 3 2010

65

Foto Camille Millerand

en sådan gruppe, at vi fra dansk side kunne af kvoteflygtningene er indplaceret på Dangøre en stor forskel. skuddannelse 3, som er obligatorisk for at få statsborgerskab og dermed stemmeret til Samtidig må man ikke glemme, at der er en Folketinget. Af denne gruppe falder yderligere principiel forskel på arbejdskraftindvandring en del fra, og samlet vurderes det, at kun 10 og flygtningepolitik. Når det drejer sig om fly- procent i sidste ende består Danskuddannelse gtninge, er det vigtigste at beskytte de men- 3. nesker, der har brug for hjælp. Det har vi forpligtet os til gennem ratificering af interna- Statsborgerskab er en afgørende motivation og for mange et vigtigt incitament for at blive tionale konventioner. fuldt integreret og deltage fuldt og helt i det Det er vores indtryk, at der – selvom det ikke danske samfund. En af de førende eksperter er ordentligt undersøgt - er opstået nogle i indfødsret, jurist Eva Ersbøll fra Institut for problemer efter, at man har skærpet kravene. Menneskerettigheder, udtrykker sin bekymHvis man som flygtning skal passe ind i det ring over de hårde krav til statsborgerskab: danske samfund og gerne hurtigt blive aktiv på arbejdsmarkedet, så kommer torturofrene – Hvis så mange mennesker på forhånd er afofte i klemme. Netop på grund af torturen og skåret fra at opnå statsborgerskab, kan man dens følger har mange torturofre svært ved - i sætte spørgsmålstegn ved, om lovgivningen lesamme omfang som andre - at arbejde fuldtid ver op til princippet om, at enhver har ret til et på det danske arbejdsmarked. Koncentrations- statsborgerskab. Dette princip har vi ved ratiog indlæringsbesvær gør det ikke lettere for fikationen af Den Europæiske Konvention om torturofre at lære dansk.

Statsborgerret forpligtet os til at basere vores regler på, siger Eva Ersbøll ifølge Dansk FlygtI Norge afskaffede man i 2008 integrationskri- ningehjælps nyhedsbrev. terierne. Det skete idet man besluttede, at flygtningenes behov for international beskyttelse Hos Dansk Folkeparti ser indfødsretsordfører skulle være det afgørende - ikke integrations- Søren Krarup dog ikke noget forkert i, at kun en meget lille del af kvoteflygtningene bliver potentialet. Vi burde følge Norges eksempel. danske statsborgere: Samtidig har det for nylig været fremme, at vejen til dansk statsborgerskab er fyldt med så – Det skal netop være vanskeligt at blive statsmange barrierer, at kun hver 10. af de såkaldte borger. Og oplever flygtningene, at de har kvoteflygtninge når frem til målet. Det er kon- svært ved at opfylde kravene, må de jo bare klusionen i en rundspørge om kvoteflygtnin- strenge sig an, siger Søren Krarup til Kristeligt ge, som Dansk Flygtningehjælp har foretaget Dagblad 21.april. Den lader vi lige stå…. blandt 41 sprogcentre.

Sprogcentrene oplyser, at kun 14 procent

66

No. 3 2010

Translation page 109

"Bedsteforældre for Asyl" arbejder for en menneskeværdig behandling af asylansøgere i Danmark.

DEMONSTRERENDE OG SYNGENDE BEDSTEFORÆLDRE Af Niels I. Meyer, professor emeritus og aktiv i ”Bedsteforældre for Asyl” I oktober 2007 indledte en gruppe bedsteforældre deres søndagsdemonstration foran asyllejren i Sandholm for at synliggøre deres protest mod regeringens umenneskelige behandling af asylansøgere. Mange af disse flygtninge har tilbragt fra tre til over 10 år i forskellige lukkede asyllejre, uden ret til at arbejde eller mulighed for at føre et normalt liv og i stadig uvished om deres fremtid. Resultatet er, at mange har fået alvorlige psykiske traumer, og det gælder både voksne og børn. En nærmere dokumentation kan findes i en artikel af speciallæge Bente Rich i bogen Afvist. I dag møder ialt 90-130 bedsteforældre troligt op til demonstration hver søndag eftermiddag foran asylcentrene i Sandholm, Avnstrup og Kongelunden. Desuden udgiver bedsteforældrene bøger, holder foredrag, skriver kronikker og læserbreve og deltager sammen med andre ved demonstrationer og happenings rundt om i landet. Senest demonstrerede 29 af bedsteforældrene deres sangevner i Folketinget d. 19. april under en politisk debat om Danmarks asylpolitik. Som forventet kom politiet og arresterede bedsteforældrene, som dog blev frigivet efter nogle timer i arresten. Politiet forstod heldigvis, at bedsteforældrene tager klart afstand fra vold og satser på argumenter og fredelig sang. ”Bedsteforældre for Asyl” (BfA) er en tværpolitisk gruppe, men vi er fælles om at finde den nuværende behandling af flygtninge i Danmark helt uacceptabel. Ikke mindst fordi det drejer sig om mennesker, som i forvejen har været udsat for traumatiske hændelser (fx tortur og mord på nære slægtninge). Selvom de færreste danskere selv har oplevet at være flygtninge, burde flertallet af borgere i det rige og fredelige Danmark være tolerante og forstående nok til at gå ind for en anstændig behandling af flygtninge i nød. Det gør man ikke ved at forspilde deres liv og muligheder i lukkede flygtningelejre. Danmark er blandt de lande i Europa, der har asylansøgere siddende længst i lukkede lejre.

De følgende synspunkter og forslag står for min egen regning og tegner ikke nødvendigvis alle i BfA. Det er dog min klare opfattelse, at de er i overensstemmelse med grundlaget for BfA. Bedre forhold i asylcentrene Danmarks asylpolitik skal ændres, så de afviste flygtninge, der ikke kan rejse hjem, ikke i årevis skal leve i usikkerhed og udsigtsløshed. I stedet skal de have mulighed for et almindeligt liv blandt os andre med ret til at uddanne sig og arbejde. Voksne asylansøgere bør have værdige og menneskelige forhold inde i centrene og efter en 6-måneders afklaringsperiode have lov til at arbejde og bo i det danske samfund, indtil de enten selv rejser, kan sendes hjem i tryg-

hed eller opnår asyl. Børn skal sikres uddannelse og et så normalt liv som muligt, så længe de er i landet. Det sker bl.a. i Sverige. Den officielle danske undskyldning for ikke at gøre det samme er bl.a., at det vil ”åbne en ladeport” for flygtningestrømme til Danmark. Der er dog ingen dokumentation for denne påstand.

Flygtningenævnet Flygtningennævnet er en ankeinstans for asylansøgere, der har fået afslag i udlændingeservice. Flygtningenævnets afgørelser kan ikke ankes til en domstol, og den enkelte flygtnings skæbne afgøres i praksis af Flygtningenævnet. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech henviser ofte til, at Nævnet er uafhængig af den politiske proces og er et domstolslignende organ.

Realiteterne er, at Flygtningenævnet hverken er uafhængigt af ministeren eller er en domstol. Nævnets sekretariat er således organisatorisk placeret i udlændingeafdelingen under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (i det følgende blot Integrationsministeriet), og af Nævnets tre medlemmer er det ene en embedsmand fra Integrationsministeriet (de to andre er hhv. en dommer og en advokat, beskikket af domstolsstyrelsen og advokatrådet). Nævnet svarer heller ikke til danske retsstatsprincipper, da dets møder er lukkede, og dets afgørelser ikke kan bringes for en domstol. Som professor, dr. jur. Jens Vedsted-Hansen skriver i bogen Afvist (2009), ”i betragtning af de alvorlige – og i princippet uoprettelige – virkninger af forkerte afgørelser på dette område må retsgarantierne i forbindelse med danske asylmyndigheders afgørelser om at udsende asylansøgere til et ”sikkert tredjeland” siges at være helt utilstrækkelige.”

Flygtningenævnet er imidlertid ikke sidste instans i sagerne om asyl. Det er ministeren selv. Hun kan (og bør) vurdere, om der i de enkelte tilfælde er baggrund for at give opholdstilladelse på basis af humanitære hensyn, såsom alvorlig sygdom; varigheden af ansøgerens ophold her i landet; familier med mindre børn, der kommer fra et land i krig. Ministerens hidtidige udmeldinger tyder bestemt ikke på, at hun gennemfører de nødvendige afvejninger om humanitært ophold i de enkelte tilfælde, men generelt godstempler Flygtningenævnets indstilling. Det finder bedsteforældrene helt uacceptabelt. Vi foreslår derfor, at der indføres mulighed for en domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser, og at Nævnets sammensætning ændres, så det reelt er uafhængigt af Integrationsministeriet.

FNs Flygtningekommission En af opgaverne for FNs flygtningekommission (UNHCR) er at overvåge, om forholdene i flygtninges hjemland er sikre nok til at anbefale en hjemsendelse.

No. 3 2010

67

Foto Per Janus Sørensen Flygtningekommissionen har konkluderet, at situation er for farlig i en række regioner i Irak. Derfor bør flygtninge ikke tvangshjemsendes til disse regioner.

Det danske Flygtningenævn og ministeren henholder sig til, at de lytter til FNs vurderinger, men ikke føler sig tvunget til at følge vurderingerne i alle tilfælde. Derfor er et antal irakere tvangshjemsendt til farlige områder på trods af FNs advarsler. Og på trods af, at repræsentanter for den irakiske regering gentagne gange offentligt har udtalt, at tvangshjemsendelse er i modstrid med den irakiske regerings aftale med Danmark.

Bedsteforældrenes forslag er, at Danmark aldrig må løbe en risiko på flygtningenes vegne og med tvang sende dem hjem til regioner, som FN erklærer at være for farlige.

Tvangsudvisning af irakiske famliefædre Integrationsministeriet har i længere tid gennemført en række tvangsudvisninger af irakiske flygtninge, som går ud over børnefamilier. Det sker i smug med dramatiske arrestationer i nattens mulm og mørke for at undgå demonstrationer. Ofte giver det anledning til familietragedier, hvor faderen må efterlade sin gravide kone med et eller flere børn, mens han selv bliver sendt hjem til et livsfarligt område i Irak.Vidner har fortalt, at det ikke kun er børnene, der græder i forbindelse med arrestationen. Det gælder ikke helt sjældent også de involverede betjente.

Disse handlinger er i direkte modstrid med internationale konventioners pålæg om at undgå opsplittelse af børnefamilier.

Det er på høje tid at indføre markante forbedringer i forholdene for afviste asylansøgere og at vise større omhu med overholdelsen af dansk retspraksis. Indtil det sker, vil bedsteforældrene fortsætte deres aktiviteter for at skabe menneskeværdige forhold for flygtninge, som søger asyl i Danmark. Således arrangerer Bedsteforældrene en demonstration med musik og talere d. 17. Juni kl. 17 på Christiansborg Slotsplads under mottoet DET ER VORES ANSVAR NU ER DET NOK. Referencer ”Afvist – Asylansøgere i Danmark, En dokumentation”, forlaget Tiderne Skifter, 2009.

Ovenstående tekst er en redigeret udgave af en kronik i JyllandsPosten d. 23/10-09 : Diana Vinding og Niels I. Meyer: ”Det kan gøres bedre”.

Fotos Britta Bastogi

68

No. 3 2010

Translation page 110

Her græder børnene ikke om natten

Af Marie Sauer-Johansen På et værelse i Avnstrup asylcenter 20 kilometer uden for Roskilde ligger en slidt dansk-russisk ordbog holdt sammen med tape. ”Jeg blev meget glad, da jeg fandt den i genbrugsbutikken her i centret”, fortæller Anna og begynder ivrigt at oversætte teksten på første side.

Anna og hendes to børn, Mischa (10) og Zamira (16), har været i Danmark i fire måneder. Annas mand blev dræbt, da den anden russisk-tjetjenske krig brød ud i 1999. Mens hun fortæller sin historie, græder hun flere gange.

Hun er bleg og ser ud, som om hun kunne bryde sammen under et usynligt pres hvert øjeblik. Vi taler sammen på gebrokkent tysk. ”Jeg underviste i tysk i Grosnyj før krigen, men nu har jeg glemt meget af det,” forklarer hun.

Men tysk er det eneste fælles sprog, vi har, og det er langt bedre end intet.

Et værelse med fire senge Mischa sidder på en af de fire senge i det sparsomt udstyrede værelse og ser tysk tegnefilm skruet op for fulde drøn. Han venter på en større lægeundersøgelse af en hovedskade, han har lidt af, siden han som seksårig blev slået af russiske soldater under en ransagelse af familien hjem. ”Skru lidt ned, så vi kan tale sammen,” siger Anna blidt, og klapper på sengen: ”I Tjetjenien, da vi skjulte os ude på landet, sov vi alle tre i en seng,” forklarer hun, og viser hvordan. Armene tæt

ned langs kroppen. ”Vi var hele tiden bange. Hele tiden. Vi havde ikke nok mad, og det var meget koldt. Men her græder børnene ikke om natten....jeg er så taknemmelig for alt det, Dansk Røde Kors har gjort for os.” Hendes trætte håndbevægelse omfatter hele det nøgne rum, med de hvide gardiner, der blafrer i forårssolen, de to stole og rugbrødet med smeltet ost, som hun insisterer på at byde mig.

Hun tager en kopi af sin asylansøgning frem af en plastikpose og lader fingrene løbe ned langs siderne, hvor hendes livsforløb og menneskerettighedsarbejde står sirligt nedskrevet. Anna arbejdede i de seneste år sammen med den kendte menneskerettighedsforkæmper Natalya Estemirova fra den russsiske menneskerettighedsorganisation Memorial.

Natalya blev myrdet i juni 2009, med stor international mediebevågenhed til følge. ”Jeg havde pairer, der omhandlede vores arbejde, liggende hjemme hos mig, og jeg var blevet set sammen med Natalya,” siger Anna som forklaring på de forfølgelser hun blev udsat for efter Natalyas død.

Hun taler som en, der har sagt det samme mange gange. Det har hun også. Siden sin ankomst har hun fortalt sin historie til både Udlændingeservice og politiet af flere omgange. Nu venter hun på 'den store samtale', som asylansøgere kalder den afgørende samtale med Udlændingeservice. Man kan se, om det er ens tur på den store opslagstavle, der hænger ved indgan-

illustration: Mia Edelgart

Anna og hendes to børn er flygtet fra et mareridt af politisk forfølgelse i Tjetjenien. Nu forsøger de at få en hverdag til at hænge sammen i Danmark, mens de venter på den endelige afgørelse af deres sag.

gen til asylcenteret. Hver dag ser hun efter. Hun har hørt, at nogle må vente længe.

Forfølgelse i Tjetjenien Men lige nu er ventetiden hendes mindste bekymring. Hun og børnene vil bare gerne blive i Danmark. ”Jeg vil aldrig vende tilbage til Tjetjenien mere.

Selv efter jeg er flygtet, har min søster modtaget anonyme telefonopringninger fra mænd, der spørger hvor jeg er,” siger hun. Bekymringen for den del af familien, der er blevet i Tjetjenien, er stor: ”Jeg er meget bange. Lige nu frygter jeg allermest for min søsters søns liv. Han er jo nu ved at blive en stor og stærk mand, ligesom sin far, som de russiske soldater slog ihjel.” Anna omtaler de russiske troppers aktiviteter i Tjetjenien som folkemord. ”De ville slå alle de tjetjenske mænd ihjel.

Det er jo det, man kalder folkemord,” slår hun fast. Skyggen af en tidligere desperat vrede flakker over hendes ansigt. ”Den tjetjenske regering ved, at deres egne soldaterne stadig tyranniserer befolkningen, men de gør ingenting,” siger hun, og et suk presser al luften ud af hende. Hendes beretninger om de tjetjenske sikkerhedsstyrkers vold, narkotikahandel, kidnapninger og plyndringer af civile bekræfter utallige rapporter fra internationale journalister og menneskerettighedsorganisationer. Alle er i fare. Går man ind i menneskerettighedsarbejde, bliver faren bare større.

Anna hjalp Natalya Estemirova

No. 3 2010

med at undersøge de mange sager om 'forsvundne' tjetjenere; et ord, der i Nordkaukassus ofte simpelthen betyder 'myrdede'. Efter at Natalya blev myrdet, skjulte Anna og børnene sig i en landsby. Men i oktober 2009 brød maskerede mænd ind i deres skjulested og førte Anna til naborepublikken Dagestan, hvor hun blev holdt indespærret i tre måneder. Under sit fangenskab blev hun voldtaget gentagene gange af både russiske og tjetjenske soldater. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede det. Måske så Gud, at jeg har to børn, som har brug for mig, og at Mischa altid har brug for hjælp, og lod mig leve af den grund,” siger Anna, som først blev sluppet fri, da hendes familie betalte den krævede løsesum til soldaterne. Herefter genforenedes hun med Micha og Bella. ”Da jeg kom tilbage, sagde min søster, at Gud havde givet mig en sidste chance for at overleve, og at vi skule flygte,” fortæller Anna. Hendes søster betalte en menneskesmugler for at få hende og børnene ud af landet i bil.

Selv vidste Anna ikke, hvor de var på vej hen. ”På et tidspunkt så jeg et skilt hvor der stod Hamburg på, så jeg troede, at vi skulle til Tyskland,” fortæller hun. ”Jeg turde ikke spørge chaufføren.

Han var meget aggressiv, talte hele tiden i forskellige mobiltelefoner og brugte forskellige navne.” De blev sat af på en vej i Nordsjælland. Det var snevejr. Chaufføren sagde, at de skulle gå, indtil de så en gul bus, som de skulle stige ind i, og først stå af, når de så en masse mennesker med mørk hud. Så ville de være ved Sandholmlejren, hvor de skulle gå ind og sige, at de havde

brug for hjælp.

Håbet om en tryg fremtid Fire måneder senere er familiens situation stadig uvis. Efter to måneders ophold i Sandholmlejren blev de flyttet til et sanatorium i Karrebæksminde, og herfra til Avnstrup asylcenter. Her har Anna fået psykologhjælp, og Mischas situation er ved at blive udredt.

Han og Zamira tager den halvanden time lange tur i bus til Røde Kors modtagelsesskole i Lynge nær Sandholm hver dag.

Zamira kommer ind i værelset, tøvende og let kejtet som alle teenagere, men samtidig med en alvor der giver hende en sjælden autoritet. Den voksne maske, der lægger sig over hendes ansigt, da hun ser sin mors tårefyldte øjne krakelerer, da jeg spørger til hendes skolegang. ”Jeg elsker min skole!” udbryder hun ivrigt og ligner pludselig igen en pige på 16 år. ”Jeg anede ikke, at det kunne være så sjovt at gå i skole, før jeg kom her. Lærerne her elsker virkelig deres arbejde, og jeg har det rigtigt sjovt med de andre. Den værste dag nogensinde var den dag, jeg kom for sent til bussen og måtte blive her hele dagen,” siger hun, og himler med øjnene. Zamira siger, at hun slet ingen problemer har i skolen. Men hvad med sproget? Hvordan taler hun med de andre elever? De er begyndt at lære dansk, fortæller hun.

Men i første omgang har Zamira og Mischa lært dari, det mest talte sprog i Afghanistan, fordi det er det, de fleste af hendes klassekammerater taler. Lærerne underviser på engelsk og dansk. ”Jeg kan bedst lide hverdagene, for der

Krigen i Tjetjenien • Tjetjenien er en russisk republik i Kaukassus med omstridt status.

• Selvstændighedskampen har stået på siden 1980'erne.

I 1999 erklærede Tjetjenien sig selvstændigt. Gennem en brutal krig 1994 – 1996 søgte Rusland at tvinge landet tilbage i føderationen. Tjetjenien var reelt selvstændigt fra 1996 til 1999, hvor Rusland iværksatte den anden krig. I 2000 indtog russiske tropper den sønderbombede hovedstand Grosnyj. I april 2009 trak Rusland officielt sine sidste tropper ud af landet.

• I dag er den tidligere militærmand Ramzan Kadyrov indsat som tjetjensk præsident med støtte fra den russiske regering. Krigshandlingerne er stoppet men situationen i landet er stadig præget af overtrædelse af menneskerettighederne, fattigdom og terrorbombninger.

• Det anslåede antal civile menneskeliv, begge krige har kostet er 100.000 • Det samlede antal flygtninge eller internt fordrevne som konsekvens af krigshandlingerne i Tjetjenien, anses for at ligge mellem 300.000 og 400.000

69

er ikke så meget at lave her i weekenderne,” siger Zamira. Anna nikker bekræftende.

Nu skal Anna selv til at begynde på et engelskkursus.”De siger, at når man bliver 'positiv', dvs. hvis man får lov til at blive, så får man et dansk kursus,” siger Anna. Den danske lovgivning foreskriver kun danskundervisning til asylansøgere under 18 år, Anna ser frem til at begynde på kurset, der finder sted på en skole udenfor centeret. ”Det vil give mig noget at lave,” siger hun..”Så kan jeg måske også begynde at tale med nogle flere mennesker.”

Der er ikke så mange tjetjenske familier i centeret for tiden, og der er ikke mange andre beboere, der taler tysk. Så hun har næsten ingen at tale med. Men viljen mangler ikke. ”Menneskerne her er så varme og venlige. Jeg havde helt glemt, at man kunne være sådan,” siger hun og glatter med et forsigtigt smil en krøllet side i den dansk-russiske ordbog. ”Jeg håber bare, at vi får lov til at blive.”

Anna, Zamira og Mischa er opdig-tede navne. Anna ønsker at forblive anonym, da hun frygter repressalier ved en eventuel tilbagevenden til Tjetjenien. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Kilde: Dansk Selskab for Kaukassusforskning Asylansøgningsproceduren • Når en flygtning kommer til Danmark, skal vedkommende melde sig til politiet eller i modtagelsescentret Sandholm i Nordsjælland.

• Ved ankomsten får flygtningen udleveret et identitetskort, der identificerer dem som 'Asylansøger i Danmark'. Flygtningen må opholde sig frit i Danmark indtil vedkommendes sag er afgjort af Udlændingeservice. Dette kan tage alt fra to måneder op til flere år.

• Ved afslag kan sagens ankes til Flygtningenævnet. Hvis sagen afvises endeligt, skal flygtningen rejse ud af Danmark.

• Asylcentre er åbne og asylansøgere kan komme og gå frit.

• 1453 personer fik asyl i Danmark i 2008.

• Kilde: Dansk Flygtningehjælp. Tal for 2009 var ikke tilgængelige på udgivelsestidspunktet.

70

No. 3 2010

Translation page 94

Historie fra en et -værelses lejlighed på Kongelunden Asylcenter Af Abigail Josephsen

Der bor omkring 120 mennesker i de fem barakker, der udgør Kongelunden Asylcenter, som ligger helt ude på spidsen af Amager mellem marker og skov cirka 15 kilometer fra Københavns centrum. Blandt de 120 mennesker er en kurdisk familie bestående af fem personer, som er flygtet hertil fra Syrien.

Far, mor og fire børn. Det yngste barn er et år gammel, det næstyngste på ti år er multihandicappet, og de to ældste er tolv og tretten år. De har boet her i fire måneder, mens de venter på svar fra Udlændingeservice på, om de må få lov til at blive her i landet. En ventetid, som for både dem og for alle asylansøgere er præget af stærk frustration og afmagt. Ifølge en rapport fra Socialforskningsinstituttet betyder ventetiden på danske asylcentre, at familier, som ellers har været velfungerende, bryder sammen. 13 ud af de 20 asylfamiliers journaler, som Socialforskningsinstituttet har anvendt i undersøgelsen, viser nemlig, at forældrene får medicin for alvorlige psykiske eller fysiske lidelser, og at de psykiske lidelser opstår i takt med opholdstiden på asylcentrene.

Da jeg kommer ud på Kongelunden Asylcenter som journalist for visAvis, henvender faderen fra den lille, kurdiske familie sig til mig. Han vil fortælle sin historie, siger han, og inviterer mig med ind i familiens et-værelseslejlighed, der ligger midt på en lang gang, som minder om en gang på et kollegie med vaskestativer, fodbolde og sko uden for dørene. Jeg har en tolk med, for jeg kan hverken tale kurdisk eller arabisk. Tolken kan arabisk, men han kan ikke tale dansk, så samtalen forløber på arabisk og engelsk. Vi bliver budt inden, for og sætter os i de to store sofaer, der fylder godt op i den lille lejlighed. Lige bag ved sofaerne hænger et grønt forhæng, der dækker ind til dobbeltsengen, og i den modsatte ende af stuen står et køleskab og et lille spisebord med plads til to personer. Ved siden af bordet står et fjernsyn og en computer. Det er altsammen noget, familien har fået fra en stor container på Kongelunden Asylcenter. De havde intet med sig her til Danmark, fortæller faderen, mens han sætter sig ned ved siden af mig i sofaen.

Alle i familien er klædt i afslappet joggingtøj. De har fået det fra centerets bazar, hvor der bliver delt gratis genbrugstøj ud til beboerne. Moderen, der er 32 år, fortæller, at hun savner at klæde sig pænt på og at gøre noget ud af sig selv, som hun gjorde, da de boede i Syrien.

Men der er ikke råd til hverken nyt tøj, makeup eller frisør, og der er heller ikke tid til at tænke så meget på den slags, siger hun og stiller et fad med frugt og glas med appelsinsodavand på bordet.

Deres et årige søn løber hen til bordet og tager et æblestykke i hver hånd, som han propper i munden. Så tager han to stykker til, som han også forsøger at få plads til i munden. Moderen sætter sig på en stol ved siden af sin multihandicappede datter og hjælper hende med at få lidt at spise og drikke. De to ældste børn er i skole i dag, så der er en rimelig ro til at fortælle, og det ligger faderen meget på sinde.

-Måske kan jeg hælpe dem til at påvirke deres sag, så de kan få lov til at blive i Danmark, siger han. Jeg skal bare love, at jeg ikke oplyser deres navne, for det kan i værste fald komme til at skade dem. Især hvis de bliver tvunget til at vende tilbage til Syrien.

Flygtninge, der kommer til Danmark, har oftest ikke andet bevis, som de kan føre i deres sag, end den historie, som de kan fortælle. For deres papirer er som hovedregel falske dokumenter, som menneskesmuglere har udstyret dem med, og de danske myndigheder har ingen mulighed for at undersøge de faktuelle omstændigheder i hver eneste sag til bunds. Derfor bliver asylansøgernes egne fortællinger af største væsentlighed for sagsbehandlingen, og det har medført, at mange aylansøgere er af den overbevisning, at det er helt afgørende for deres sag, at de fortæller deres historie på den rigtige måde.

Ifølge Zachary Whyte, der er ekstern lektor i Antropologi ved Københavns Universitet og ph.d. fra Universty of Oxford, går der derfor mange rygter internt på asylcentrene med opskrifter på, hvordan man skal fremlægge sin historie, hvis man vil have ophold i Danmark. Og de opskrifter ændrer sig hele tiden og er med til at forstærke a f -

magten, angsten og følelsen af, at det danske asylsystem træffer beslutninger ud fra nogle meget diffuse og fuldkommen inkonsekvente retningslinjer, siger Zachary Whyte. Moderen i den kurdiske familie siger, at mange familier på centeret er blevet hentet af politiet, fordi de ikke har fået opholdstilladelse i Danmark. Hun føler, at det også lige så pludseligt kan ske for dem selv.

Muligheden for at fortælle sin livshistorie rummer også et andet vigtigt aspekt. For alle mennesker uanset baggrund er det vigtigt at dele erfaringerne fra sit liv med andre mennesker begivenheder, følelser, tanker, frustrationer, glæder. Men asylansøgere lever i en dobbeltbundet isolation. Inden for centrenes mure lever de sammen med andre mennesker, der har et lignende eller endnu hårdere livsforløb bag sig, og som derfor ofte ikke har overskud til at bære på andre skæbner end deres egne. Det er mit indtryk, når jeg hører familien fortælle. Derudover lever asylansøgere fjernt fra danskerne og deres hverdag. De må ikke engagere sig i det danske samfund ved at arbejde eller uddanne sig, og så er centrene placereret så langt væk fra byerne, at kræver en indsats at komme derind for at handle for de få tusind kroner, der er til rådighed i lommepenge om måneden til forbrug og fornøjelse. Moderen i den kurdiske familie fortæller, at hun aldrig har været inde i København, men at hun har været i Fields to gange, og hun elskede det.

-I Fields går vi rundt blandt almindelige danskere, der foretager sig helt almindelige hverdagsting, og det får os til at føle os som en helt almindelig familie, fortæller hun.

Men det er svært at komme nogen steder på grund af deres multihandicappede dat-

No. 3 2010

ter, som bliver utryg og bange, hvis der er larm og støj omkring hende, og de har ikke mulighed for at få hende passet nogen steder. Af samme grund er fa-milien også meget isoleret på centeret, fordi de bliver nødt til at opholde sig det meste af døgnet i den lille lejlighed. En gang imellem får de besøg af andre beboere, men som regel er de her alene i hverdagen.

Faderen i familien ser en chance for at få sin historie ud gennem mig, en journalist, der skriver for et blad, som sætter fokus på asyl. Men det er kun et af de få medier, der gør det, for som forfatteren Jørgen Knudsen fra Bedsteforældre for Asyl skriver i et efterskrift i bogen Afvist (Tiderne Skifter, 2009: ”I mediernes dækning samler interessen sig mindre om disse mennesker og deres skæbne end om den politiske magtkamp, om integrationsministerens håndtering af sagerne, om regeringens forsøg på at balancere og imødekomme både Dansk Folkeparti og EU's bestemmelser på én gang.

Dramatisk stof, godt stof, til at forstå for enhver: Hvem vinder En fortsat føljeton. En føljeton uden megen sans for det, det drejer sig om: Nogle faktiske' og indbyrdes vidt forskellige' der er flygtet hertil fra deres fjerne hjemland og her er havnet i et limbo, en tidslomme, et sjælenedbrydende venterum med uvis udgang.”

Den kurdiske families liv i den lille lejlighed går sin gang med faste rutiner, der skaber en form for hverdag. De to ældste børn klarer sig selv det meste af tiden. De står selv op om morgenen, spiser morgenmad og tager afsted til centerets skole i Lynge. Og om aftenen sørger de selv for at gå i seng, når deres forældre har lagt sig ind i værelset ved siden af sammen med de to yngste børn, der sover så uroligt om natten, at forældrene sjældent får sovet ordentligt. Familien indtager ikke nogen af dagens måltider sammen. For der er hele tiden én, der skal tage sig af den mindste og én, der skal tage sig af den multihandicappede datter. Så når den yngste er i centerets vuggestue om dagen, skiftes forældrene til at gå hen i centerets sprogskole et par timer og til at ordne de huslige pligter fra madlavning til

71

rengøring og vasketøj. Ind imellem går faderen hen i hobbylokalerne, hvor han hjælper andre beboere med at ordne cykler eller reparere møbler, og det sker også, at Louise låner en symaskine, som hun kan tage med hen i lejligheden. Selvom hverdagen er hård og ventetiden er rædselsfuld, så kan de godt lide at være i Danmark. Blandt andet fordi deres handicappede datter kan få behandlinger hos en fysioterapeut, og fordi de to ældste ikke længere bliver slået i skolen. Men det vigtigste er friheden her i landet, siger faderen.

I Syrien boede familien i en kurdisk by på størrelse med København. Forældrene mødte hinanden her, da de var teenagere, og de har holdt sammen lige siden. Faderen fik arbejde som vognmand, og de flyttede ind i et sandfarvet hus midt i byen. Han viser mig det på Google Earth. Den lastbil han kørte i, står stadig et par gader derfra, så det må være et gammelt billede, mener han. Huset var lejet, for efter syrisk lov må kurdere ikke eje fast ejendom.

En ret udsædvanlig og temmelig vilkårlig folketælling i Syrien i 1962, der havde til formål at finde frem til, hvor mange personer, der illegalt havde krydset grænsen fra tyrkisk Kurdistan, fratog nemlig syriske kurdere statsborgerskabet, hvis de ikke kunne bevise, at de havde boet i Syrien siden 1945 eller længere.

Det betyder ifølge hjemmesiden kurder.dk, at der i dag bor cirka 200.000 statsløse kurdere i Syrien, som er født i Syrien, men som ikke er i besiddelse af stemmeret, retten til at få

72

No. 3 2010

deres ægteskab anerkendt som lovligt, af dem ville hun aldrig nogensinde se retten til skolegang eller ejendomsret, igen. Samtidig vidste hun, at de blev hvilket betyder, at de ikke må eje jord, nødt til at flygte, hvis hun ville beholboliger eller forretninger. De må heller de sin mand og sikre sine børn en tryg ikke blive indlagt på offentlige hospi- opvækst. Det var den eneste mulighed.

Da den lille bil ankom til Tyrkiet, taler eller søge offentlige embeder som for eksempel læge eller ingeniør. De er udstyrede menneskesmuglerne alle i samtidig blevet forbudt at praktisere familien med falske, italienske pas og deres egen kultur, tale deres eget sprog førte dem ombord på en båd. Båden og på anden måde at udøve yrtrings- skulle efter menneskesmuglernes frihed. Statsløsheden betyder også, at oplysninger have sejlet til Italien, men de ikke må eje et pas, og de kan derfor i stedet lagde den til ved Cypern. Her fik faderen og resten af familien taget ikke lovligt rejse ud af Syrien. fingeraftryk af de græske Diskriminationen førte myndigheder, hvorefter til, at faderen i den kurmenneskesmuglerne diske familie besluthjalp dem på endnu en tede sig for at melde ”Den kurdiske til det europæiske sig til den kurdiske families liv i den lille båd fastland og herefter oprørsbevægelse, videre ind i et tog.

Azadi. Her arranlejlighed går sin gang Fra det øjeblik, gerede han demmed faste rutiner, der hvor de forlod Cyonstrationer og pern mistede faderdestr-ibuerede bevskaber en form en orienteringen om, ægelsens aviser og for hverdag..” hvor de var. Også selvom manifester til kurdere i de skulle skifte tog flere Syrien. Han blev fængsgange. Det var først, da en let flere gange. Her blev han isoleret og tortureret, men alli- mand, som arbejdede sammen med gevel bakkede hans kone ham op. Også menneskesmuglerne, fortalte dem, at selvom hun ofte frygtede det øjeblik, de nu var nået over den danske grænse, hvor politiet igen ville komme og af- at faderen vidste, hvor de var henne. hente ham. Også børnene var bange, Rejsen havde i alt taget 14 dage og nætmen alle var enige om, at kampen var ter. Udmattede stod familien af toget vigtig, trods alle de omkostninger, der og henvendte sig på den første politistation, de kunne finde i det nye land. var ved den.

På et tidspunkt blev angsten for, De blev registreret og kunne snart hvad fremtiden ville bringe, så stor, at flytte ind på Kongelunden Asylcenter. faderen besluttede sig for at flygte fra Her har de ventet i fire måneder på svar landet. Så en nat for fire måneder siden fra Udlændingeservice. Moderen klagkørte han sammen med sin kone og de er over hovedpine og mareridt, og både fire børn fra den kurdiske by i det nor- hun og faderen har tunge rander under dlige Syrien til Tyrkiet. Forinden havde øjnene og furer i panden.

Overraskende er det ikke frygten han betalt menneskesmuglere 15.000 euro for at komme den næsten 3000 for at blive sendt tilbage til Syrien, der kilometer lange vej til Danmark sam- er værst. Det er frygten for at blive men med sin familie. Pladsen i den lille udvist til Grækenland, som var det bil var trang, og alle var bekymrede for, første land i Europa, de ankom til unhvad det var, de kørte imod, samtidig der flugten.

I 2006 tilsluttede Danmark sig Dubmed at de var ulykkelige over at rejse lin-forordningen, som har til formål at væk fra alt og alle, de kendte.

Det havde taget familien flere sikre, at en asylansøgning kun behanmåneder at forberede sig til rejsen: De dles i ét EU-land, så asylansøgere ikke skulle skille sig af med de ting, de ejede, ”shopper rundt”. Hvis en asylansøger uden at nogen ville fatte mistanke og bliver afvist af ét EU-land er der derafsløre deres planer. Derfor blev alt for ikke mulighed for at søge om asyl i afhændet i største hemmelighed til et andet. Dublin-forordningen bestemde nærmeste familiemedlemmer eller mer samtidig, at EU-lande kan sende smidt ud. Det var først aftenen inden asylansøgere tilbage til deres første inafrejsen de fortalte børnene, hvad der drejseland i EU. Det har ifølge forsker skulle ske. De to ældste havde haft mis- ved Dansk Institut for Internationale tanke om, at der var noget under opsej- Studier, Thomas Gammeltoft-Hansen ling, for de kunne jo ikke have undgået betydet, at de lande, der ligger yderst at lægge mærke til, at deres hus dag i EU - lande som Italien, Grækenland og Spanien- modtager langt flere asylefter dag blev mere og mere tomt.

Det var moderen, der havde rea- ansøgere end for eksempel Danmark. geret kraftigst på faderens planer om Simpelthen fordi asylansøgere meget at flygte, for hun ville komme til at sjældent ankommer direkte til Dansavne sin familie og alle sine venner. Og mark fra deres hjemland. hvis de flygtede ville hun ikke komme til at se dem igen foreløbig, og mange -Hvis vi bliver udvist til Grækenland,

så vil jeg overlade de to mindste børn til en plejefamilie her i Danmark, for det er værre at komme til Grækenland som flygtning end for en kurder at bo i Syrien, siger faderen. Hans frygt for det græske asylsystem, bakkes op af adskillige internationale rapporter.

Blandt andet dokumenterer Amnestyrapporten "The Dublin Trap - Transfers of asylum-seekers to Greece" fra 2010, som er baseret på interviews med 51 asylansøgere, der er blevet sendt til Grækenland fra andre EU-lande - heriblandt Danmark, at de næsten allesammen havde boet på gaden i op til flere måneder efter ankomsten til Grækenland. Derudover fik de ikke adgang til gratis lægehjælp, de fik ingen tolkebistand i behandlingen af deres sager eller en ordentlig vurdering af deres sag.

-Der er politivold, asylansøgere sendes til Tyrkiet, hvor irakere og iranere bliver sendt videre i busser til deres hjemland, hvor de risikerer at blive udsat for tortur og forfølgelse. Regeringen bruger også et utal af metoder for at forhindre flygtningene i overhovedet at søge asyl. Og når det endelig lykkes dem at søge, tyder meget på, at der ikke bliver lavet en reel vurdering af flygtningenes behov for asyl, fortæller Bill Frelick fra Human Rights Watch, der stod bag en undersøgelse af asylansøgeres forhold i Grækenland tilbage i 2007. Den medvirkede til, at FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, i 2008 anbefalede EU-landene at stoppe med at sende asylsøgere tilbage til Grækenland. Men det har intet ændret, og EUlande, deriblandt Danmark, sender fortsat asylansøgere tilbage.

Hvordan det kommer til at gå den lille familie er uvist. De håber på, at de danske myndigheder vil være lydhøre over for en familie med fire børn, der risikerer at blive fængslet, hvis de vender tilbage til Syrien og at udsat for en lige så kummerlig tilværelse, hvis de bliver sendt til Grækenland. Og de håber, at det vil gavne deres sag, at de har et barn på et år og ét barn, der er multihandicappet, og som begge derfor er skrøbelige. Danmark har indført særlige regler for uledsagede flygtningebørn, der blandt andet sikrer, at de ikke bliver udvist til Grækenland, men de regler gælder ikke for voksne flygtninge, selvom de har små børn. Alligevel har familien ikke andet at klynge sig til en håbet lige nu. Og jeg forlader familien efter en kort snak om det håb. Et håb, der meget ydmygt består i at kunne leve i fred og frihed med helt basale rettigheder, som alle vi danskere tager for givet.

Oversættelse side 108

No. 3 2010

73

Asy lum Flash

By Solomon Sogbesan Following the threads of situations around the world, corruption and crisis of all sorts have increasingly stormed the lives of many as they become the victims of the above mentioned. In Africa, Asia, and the Arab world for instance, corruption at the top of the leadership has introduced economic sabotage and depreciation so much that it inhibits the growth of the nations and kills the morals of the people. Many are deprived of their fundamental human rights while some suffer the effects of apartheid, diseases, and different conflicts that make life unbearable.

It’s devastating to see people living in appalling situations without hope for a better life in their nearest future. This also has proned many to go all the way in search for security in many organised countries regarded as developed nations.

Having identified that people live unnecessarily in shambles, the ways out seem to lie under the carpet. However, the primitive minded people can't figure out yet that it’s a small world we live in where we need to care for one another. And many are ignorant of the reason to accommodate others in what may be precarious situations. They are sluggish in giving refuge to people who seek it. They sophisticatedly refuse them their desire for better life even thoug they deserve it.

My general opinion is that the whole world is made for all to live and share the fruits it bears as we are all from the same source as brothers and sisters and deserve to sow and reap from the soil and share the fun of it. No man should be treated like a slave or be denied of the goodies.

Apparently, the Geneva Convention signed to help refugees acquire a better life is implemented conditionally and tendered with some weird decisions by some countries. They signed the treaty in favour of their economy instead of giving life to the depressed, they identify them as asylum seekers, organise them in the hopeless cage of pains and eventually repatriate them to their countries of

numerous pain and agony with no hopes for safety and a genuine life: asylum flash. Thus, this is not fair on mankind, it is completely degrading, inhuman and an act of injustice.

In a conversation with an Iraqi on his experience as an asylum seeker in Denmark, he said: “I am from Iraq, I came to Denmark last year in August seeking asylum.

But now I am a confused man. Many of my people were repatriated last year and for me I don't know what the result will turn out to be. Already I have gotten a negative response from immigration, and now my life is undetermined. My fear is if the refugee board refuse me then my life will be in absolute chaos. I will face the risks to go back to Iraq where I narrowly escaped death. My country is not save for me as a person. I have commitments and I cannot go back. My experience in asylum system seats on the fence.”

A recognition to “Sange fra broen”, a humanitarian Danish choir, and all other humanitarian organisations around the world with the genuine aims to actualise equality and love. They propagate the spirits of peace, love and harmony which imply that people live together as one. They help and love one another and abstain from discrimination.

Love is the only angel of survival.

It is obvious that the Red Cross society has common aims and objectives to genuinely help the refugees and give security to the depressed, with aids from United Nations, individuals, and the goverments where they can. Its principles should be seen as exemplary steps to keep the good spirit unconditionally.

The basis of this article is to study environments and mankind, locating where we belong, locating our roles as individuals and the roles of our leaders. However, apply checks and balances where necessary. The objective is to create a more bearable atmosphere for ourselves and live in accordance with this. And also to notify the leaders not to flash, but practice what they preach.

74

No. 3 2010

Translation page 112

PÅ ET DANSK RØDE KORS-CENTER Christina Hesselholdt Jeg holder mig for ørene og betragter bugen af et fly, der er på vej over barakkerne. Jeg har svært ved at finde den barak, hvor kvinden, jeg skal møde, bor. Et par piger kommer løbende og vil frygtelig gerne hjælpe mig, de vil frygtelig gerne tale med mig, de har faktisk svært ved at give slip på mig fremmede igen og acceptere, at jeg nu ved, hvor jeg skal hen. De opfører sig som børn, der får alt for lidt opmærksomhed og nærvær af voksne, gør.

Det er den barak, hvor de syge er samlet. Den er fuldstændig nedslidt. Man kunne til nød lade den fungere som lejrskole, feriekoloni. Og værelset, som jeg bliver budt ind på, er vel ca. 12 kvm.

Her bor Tarna og hendes to piger. Det er det fjerde Røde Kors-center, de bor på, siden de i 2001 kom til landet.

Tarna, det er hende, der ikke er herskerinde over sin egen situation, situationernes mørke herskerinde, det er hun ikke, kun mørk.

Det er hende, der var medlem af den illegale kvindeorganisation RAWA og flygtede, efter at Taleban nær havde skåret halsen over på hende, og nu peger på benene under min, synes jeg, lange nederdel og siger: ”Hvis man gik ud sådan, blev man slået over benene med stokke.”

Det er hende, der nok ikke får lov at blive i Danmark, men bliver sendt tilbage til Afghanistan, hvor hun mister sine børn, fordi hendes mand har forladt hende, og i Afghanistan tilhører børnene mandens familie, fra og med det syvende år. ”Og som kvinde uden mandlig ledsager er man ingenting. Ingenting,” siger hun.

Hun er 32 år. Hun bliver et stykke jaget vildt.

Det er hende, der ikke kan sove, selv om hun tager sovepiller, hende, der indimellem sætter sig op i sengen og tænker: ”Nu tager jeg børnene og går,” men der er lige et lille aber dabei: der er ingen steder at gå hen.

Og det er desuden hende, der får voldsom hovedpine, hvis hun forlader værelset. Man kan sammenligne – ikke hende, men hendes vilkår – med et indespærret dyrs, der trykker sig mod et hjørne at sit bur og kun tvunget dertil forlader

det. Ikke fordi hun er glad for sine 12 kvm, men fordi Udenfor er fjendtligt og truende og ikke vil have hende. Måske vil hun finde buret lukket og slukket, når hun et øjeblik efter vender tilbage.

Det er hende den brune med de bare fødder, der uafladeligt gør noget med sine hænder, så der kommer høje, knækkende lyde, hende, der har selvbeherskelse nok til lade være at skrige, men ikke til at lade være med at hale i hænderne. Det er hende med de 12 kvm på fjerde år, som skammer sig over ikke at kunne give sine børn et rigtigt hjem. Det er i det hele taget hende, der skammer sig: over tebordets mangler, over de 12 kvm, over at blive udspurgt af en fremmed som mig.

Jeg sidder på hendes seng og har lyst til at græde. ”Hvorfor blev du egentlig forladt?” ville nogen måske spørge. ”Jeg skammer mig, det kan jeg ikke sige,” ville hun nok svare.

Så skal jeg sige det for dig. Igen: sandelig var og er du ikke situationernes herskerinde. ”Hun blev misbrugt i barndommen af en god ven til faren og blev som sekstenårig voldtaget og gjort gravid af samme gode ven; da hun var i sjette måned og ikke længere kunne skjule miseren, viste hun maven til sin mor, der blev ude af sig selv; moren fik en læge til at foretage abort; til gengæld fik Tarna en kunstig hymen; så var hun næsten så Jeg ser god som ny; alligevel blev forholhende se det til moren og faren aldrig det samme; hun kom på universitegulvet som en tet i Kabul, hun blev gift og fik fristelse. et barn. Taleban kom til, det blev forbudt kvinder at tage en uddannelse, hun underviste i hemmelighed kvinder i sit hjem, og af den grund slog Taleban døren ind og bankede hendes mand og skar i hende i hende selv, alt sammen bevidnet af barnet; familien flygtede, under flugten blev Tarna overvældet af svaghed, eller hvordan så det ud? Følte hun sig et øjeblik så tæt knyttet til sin mand, kærligheden gjort stærkere af flugten, af overfaldet, af det nye barn, der var på vej, at hun ikke kunne modstå fristelsen, men

No. 3 2010

75

illustration: Mia Edelgart

fortalte ham om farens ven? Rev den nye graviditet op i den første, så at sige, så hun fortalte ham om voldtægten, om aborten og den kunstige hymen? Det skulle hun aldrig have gjort, hvem har lyst til blive snydt? Og han, der troede, at han var brudt gennem ægte kød, at ægte blod var flydt.

De nåede til Rusland. I en lejlighed i Minsk delte menneskesmuglerne de flygtende i to grupper, kvinder og børn skulle rejse i forvejen, og mændene følge efter senere. Efter en lang og strabadserende rejse nåede Tarna, gravid, og sammen med sit barn til Danmark i begyndelsen af oktober, 2001. Hendes mand dukkede aldrig op, og hun har ikke siden hørt fra ham. En kusine har over telefonen ladet hende forstå, at han har taget sig en anden hustru.”

Vi sidder over for hinanden med et lille bord imellem os, hun sidder på en stol, og jeg sidder på hendes seng. Hun har stukket sine hænder ind mellem lårene og lænet sig frem, hænderne er skjult af bordet, der kommer frygtelige lyde dernede fra; en bestandig trækken og knækken. Hun har lagt hovedet på skrå og stirrer på gulvet.

Jeg ser hende se gulvet som en fristelse.

Hun svajer mod det med hænderne mellem lårene som en vægt. Der er akkurat plads nok til at lægge sig. Gulvet, så kan man ikke komme længere ned. Ikke indendørs, i hvert fald. Det er fast, det er ikke en mose, hvor man til sidst forsvinder. Så bider den treårige den syvårige, og hun vågner, springer op og spænder bælte.

Hvis bare det kun var gulvet, hun havde lyst til at lægge sig på. En dag var det jernbaneskinnerne, med et barn i hver hånd. Det lykkedes den syvårige pige at skrige hende til fornuft, og de fik fjernet sig i tide.

Så slugte hun, hvad hun havde af piller, selv dem af kalk. Pigen fandt hende på gulvet og var igen fornuftig og skaffede hjælp. Jeg ser på hende. Hun er syv år og yderst fornuftig. Hun har set sin mor blive skåret i halsen, har selv trukket hende væk fra jernebanespor og har fundet hende på gulvet i en pøl af bræk. Det er fornuftigt af hende så vidt muligt at holde sig i nærheden af denne mor; hun er hendes tro væbner. Ville man overlade en så behandlingskrævende mor til et dansk syvårigt barn? Når familien først er tvunget op i flyveren til Kabul, bliver Tarna i endnu højere grad den syvåriges ansvar. Så er der kun hende. Indtil hun tilfalder faren.

Hun har forståelse for, at denne mor ikke helt sjældent mister besindelsen og slår. Det er fornuftigt at hende at love at være nem.

Væggene er tynde, de har seks børn på værelset ved siden af, Kastrup Lufthavn er et stenkast væk, larmen er enerverende. Disse flyvere, der uafbrudt passerer i lav højde over barakkerne, må være en stadig påmindelse om, at nogen, mange, ønsker dem op i en flyver og hen, hvor peberet gror.

76

No. 3 2010

Af Søren Rafn

Zygmunt Bauman: Forspildte liv.

Moderniteten og dens udstødte, Hans Reitzels Forlag, 2005./Zygmunt Bauman: Wasted lives.

Modernity and its outcasts, Polity, 2004.

Forspildte liv af den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman er historien om det menneskelige affald, som modernitetens masterplan og ordensbygning uundgåeligt har måttet producere.

Den tidlige modernitets økonomiske fremskridt og teknologiske landvindinger producerede en overflod af arbejdssøgende, som det arbejdsgivende samfund kunne eksportere til især de ’underudviklede’ områder, der ifølge

Af Jeppe Wedel-Brandt

Arjun Appadurai: Modernity at Large.

Cultural Dimensions of Globalization, University of Minesota Press, 1996 og Fear of Small Numbers, Duke University Press, 2006.

Et af de mest epokegørende bidrag til forståelsen af globalisering kom i 1996, da den indiske antropolog Arjun Appadurai udgav Mordenity at Large – Cultural Dimensions of Globalization.

I denne bog tager han udgangspunkt i Benedict Andersons klassiske forståelse af nationen som en særlig form for ”forestillet fællesskab”; et fællesskab produceret gennem teknologiske udviklinger, styreformer og kulturelle udtryk. Hos Anderson er nationen hverken naturligt givet eller en simpel

Af Jens Pfeifer

Giorgio Agamben: Homo Sacer.

Sovereign Power and Bare Life.

Stanford University Press, 1998.

I bogen Homo Sacer beskriver den italienske filosof Giorgio Agamben Homo Sacer-figuren – en figur som ofte bruges til at problematisere meget forskellige, prekære livssituationer og retstatusser, som f.eks. den situation illegaliserede migranter befinder sig i. Figuren stammer fra det antikke Rom og betegner en person, der ikke kan straffes eller dræbes rituelt, men som samtidig er fredløs og retsløs og dermed kan dræbes af enhver. Den er kendetegnet ved at være inkluderet gennem sin eksklusion og ekskluderet gennem sin inklusion.

Translation on visavis.dk

kolonimagterne alligevel skreg på kolonisering i stor stil. Moderniteten stod således fra begyndelsen i migrationens tegn.

I den flydende modernitet, hvor kloden er fyldt op, vandrer nye migranter ad de gamle migranters stier i den modsatte retning. Medbringer stanken fra vores egne krige. Det hjælper dog ikke den økonomiske flygtning, at hun agerer som en klassisk liberal. Staten må ganske vist holde en dør åben for erhverslivet, det der må inkluderes i

ideologi, men et produkt af en række komplicerede socio-kulturelle forhold, og det er konsekvenserne af ændringen i disse forhold, Appadurai undersøger.

Hovedpointen i Modernity at Large kan siges at være, at globalisering må forstås som en komplet ændring af verdenskortet, ikke sådan at geografien ændrer sig og heller ikke blot i den forstand at nogle lande får mere magt og andre mindre. Nej, Appadurai hævder, at vi nu må forstå verdenskortet som en række forskellige -scapes, land-

Agamben leverer et komplekst juridisk-filosofisk argumentent for, at lejren er vor tids normaltilstand. Ifølge Agamben er nutidens fundamentale politiske struktur undtagelsestilstanden, og denne tilstand truer med at blive den nye normaltilstand. Hvis undtagelsestilstanden mere og mere bliver til den nye normaltilstand, bliver lejren (lejrens logik) til vore dages nye normaltilstand.

For Agamben er (koncentrations) lejren ikke en historisk begivenhed i form af en anomali, som kan lokaliseres i fortiden, men snarere den skjulte matrix vi lever i nu. Den eneste mulighed for at modvirke denne logik

No. 3 2010

ordensbygningens produktionsapparat. Men som sådan hader vi migranterne, spærrer dem inde i lejre eller deporterer dem – fordi de er en forsmag på vores egen mulige skæbne.

Globaliseringens kasinomodernitet gør os nemlig alle til potentielle tabere.

Vi er alle forbrugere og varer med en uantastet tro på fuld beskæftigelse i et uddateret arbejdssamfund, der tordner videre med sin storproduktion af materielt og menneskeligt affald. I dag kontraktarbejdere, i morgen kendeteg-

skabslignende former, der er i konstant forandring gennem forskellige strømme af teknologier, penge, mennesker, idéer og mediebilleder. Den teknologiske udvikling har, gennem eksempelvis radio, internet, fly og ikke mindst de enorme fragtskibe, skabt muligheden for al mulig form for bevægelse over afstande, der før ikke var mulige.

Mange mente, at Appadurai i Modernity at Large var lige lovlig optimistisk for fremtiden og lige hurtig nok til at melde nationalstatens endeligt,

er ifølge Agamben at dekonstruere treenigheden stat-territorium-fødsel. Som følge af lejren er enhver mulighed for en distinktion mellem biologisk krop og politisk krop tabt. Det faktum, at vi lever i en undtagelsestilstand, som er blevet til reglen, bevirker ifølge Agamben, at vores private biologiske krop ikke kan adskilles fra vores politiske krop.

Agamben synliggør og forklarer mange af de mekanismer, der ligger bag den aktuelle politik, og leverer et redskab til at nærme sig fænomener som f.eks. retsløshed og konstant undtagelsestilstand. Følger man Ag-

77

nede som arbejdsløse.

Styrken ved Baumans bevidste måde at kaste lys over moderniteten er, at han bevæger sig hinsides modernitetens egne tekniske løsninger. Påstanden om at ”kloden er fuld” skal f.eks. ikke forstås som, ’at de er for mange og må lære at bruge prævention’. Det er et politisk udsagn med henvisning til menneskelig adfærd, således at det i realiteten er rige mennesker, der er for mange af. Dette også sagt med en humanitær tradition for øje, hvor man evigt søger ”biografiske løsninger på

systemiske modsigelser”.

til fordel for en række nye forestillede fællesskaber baseret på globaliseringens nye skiftende strømme. Kritikken lød bl.a., at han ikke var opmærksom nok på de mørkere sider ved globalisering. Det tog han til sig, og ti år senere udkom så Fear of Small Numbers – An Essay on the Geography of Anger, hvor hans udgangspunkt netop er den stigning i voldelig konflikt fra optøjer over moderne terrorisme til etnisk udrensning i stor skala.

er, penge og mediebilleder stadig er mere traditionelle måder at organisere vores liv på, det gælder nation, religion, tradition, osv. Disse former bliver presset af globaliseringen og i det pres bliver symptomerne på ‘det fremmede’ mere farlige end før globaliseringens pres var der. Appadurai bruger en del tid på migrationsspørgsmålet og fremhæver, at netop fordi nationen som fællesskab er presset generelt i globaliseringen, fremstår selv den mindste afvigelse fra normen i det fællesskab farlig.

Den væsentligste pointe her er, at der i globaliseringens strømme af mennesk-

amben er de illegal[iseredes] retsløse situation ikke tilfældig og arbitrær, men snarere et uomgængeligt resultat af historien, et biopolitisk nulpunkt.

De aktuelle statslige praksisser, også i forhold til migration, kan og skal derfor forstås med Agambens analyse in mente. Samtidig er statens forskellige repressive praksisser en synliggørelse af statens krise. Agamben tegner et meget dystert, men samtidig meget akkurat billede af den aktuelle situation, vi befinder os i.

Der kan indvendes, at Agamben tager udgangspunkt i magten og ikke så meget i modstand mod magten.

’Forspildte liv’ er kompromisløs i sin globaliseringsskepsis, men uden at søge svar på nutidens problemer i fortiden. Globale problemer kan ikke løses lokalt eller nationalt. Vi må ifølge Bauman spørge os selv, ”om inklusions/eksklusionsspillet er den eneste måde menneskelivet i al almindelighed kan styres på, og om det derfor er den eneste tænkelige form, vores fælles verden kan antage eller give.”

Agambens analyse er en analyse fra magtens side. Agamben konstaterer dog flere gange, at migrationen udfordrer magten eller staten, da statens grundlæggende forudsætninger sættes på spil. Menneskers ”ukontrollerbare” bevægelse over nationalstatens grænser konfronterer staten med en realitet, som den under ingen omstændigheder kan acceptere, da denne accept ville indebære en krise og i sidste konsekvens betyde nationalstatens ende.

78

No. 3 2010

Oversættelse side 98

NOTHING DULLS THE HUNGER AS THIRST

By Stan It was hard to talk about Danish culture, especially to try to write something about the artist, who is already represented hundreds of in thick volumes of fine art encyclopediasdone by reputable professors. The name Bjørn Nørgaard needs no introduction. He certainly has fundamental influence on all modern Danish Arts. To fully understand his work you must have absorbed Danish culture with your mother's milk, which I was denied because of certain circumstances objectively. At the outset of his carreer, Nørgaard was one of the first students in the newly opened Copenhagen’s School of Experimental Art (called Eks-skolen) and represen-ted the left wing of the avant-garde Danish Art.You can drive, my dear reader, across the state of Denmark from Helsingør to Hirtshals and any of the prominent monumental works installed there will be one of his creations, whether a Human Wall, HC Andersen-trilicitous or Thors Tower. In the conventional theory of surrealism, the form is not important, neither the subject. The only important is the form of the artistic imagination.

The surreal artistic activity is motivated by the desire to reveal the hidden worlds of the unconscious. Breton's writing is pure psychic automatism, surrealism is different from Classical art as a consequence of complete absence of mind control. All the above mentioned in my opinion can be fully applicable to the works in the retrospective of Bjørn Nørgaards sculptures in Gallery Suzanne Ottesen, entitled Englefisse.

The exhibition is a manifestation of superhuman imagination sculptures of angels and demons.

With sharply outlined primary sexual characters, they appear almost like ritual statuettes, stemming from a primitive social system of tribal Africa or Oceania, and may even connote to famous statues, though thumbnail-size, from Easter Island.

Some of them are fairly static; others are the embodiment of floating movement, pretentious erotic postures, surrendering cosmic bliss.

But, unfortunately, an attempt to convey Nørgaards sculptures in words is doomed to failure. To paraphrase the famous proverb: better to look once than to read a hundred times again and again.

I just try to paper my phantasmagoric associations that occurred when visiting this exhibition, listening to a small lecture about the chosen title: Englefisse By definition, the angles and demons are completely incor-

poreal creatures. As such they are asexual and it is assumed that they completely lack sexual organs. The image of human figures with wings on their backs relies only on the biblical postulate that angles and demons are the embodiment of God, and God created man in His own image. Similar accounts can be found in the Torah, the Old and New Testament, and the Koran.

From the lecture prior to the exhibition, I learned that Englefisse is a psychological term, which defines ejaculation during sleep.

According to the legend, medieval monks explained their similar mishaps with the ecstatic feeling arising from being visited in their sleep by angelic beings. The question arises how the angelic beings with no sexual orientation choose between incubus or succubus? Most likely it would depend on the particular sexual orientation of the monk? Ancient healers published for everyone to protect themselves from such unwanted demonic sexual contacts recipe for a balm. I hasten to tell you all. We must take the sagebrush, lupine, henbane, garlic, wild cherry, fennel, hops, sheep’s grass, and tongue of rattlesnake. Put all into a jar.

Store your vessel under the altar, and keep it there during 9 messes. When one undesirable night newcomer will try to cross the threshold of your bedroom with clearly uncertain intentions, boldly grab your balm in one hand and glaze it to his/her forehead, eyes and the most sensitive parts of the tempter, do the sign of the cross, and you will be saved.

Of course, this monk-business is only a lyrical digression from the serious theme. I merely attempted to explain to our dear readers my views on the exhibition's ambivalent and controversial title. The same ambivalence and controverse which seems to mark all works of the great master Nørgaard . I Strongly advice all readers, interested in arts to visit his exhibitions and make your own opinion.

And finally I have a special request: Please, contact the editors if you found above mentioned balm helpful in a particular dangerous situation.

No. 3 2010

Oversættelse på visavis.dk

79

WELCOME – A film by Philippe Lioret

Welcome is a wonderful movie.

It is a humanist declaration, it is a poignant and strong story told with modesty, and it is a movie that sparkled a huge debate in France.

By Anaïs

What a difficult challenge! Yet Philip Lioret scored a masterpiece that subtly leads us to a terrible and dazzling scene: the crossing of the Channel between France and England by a young Kurdish refugee, swimming. A man ready to swim across a sea rather than giving up his dreams.

No big effects are used here to show us the injustice of the situation of refugees. The film depicts an impressionist portrait of an adolescent, Bilal, engaged and above all determined to leave Calais and finally reach England.

We know very little about him, his journey or his love for his girlfriend Mina.

Philip Lioret has not either chosen to show the exemplary role of associations helping migrants by staging a hero with strong convictions. Instead, it is almost by mistake that Simon, a local swimming instructor, will help Bilal. In the beginning, it is only an at-

tempt to reclaim his ex-wife by making her believing that he is helping illegal immigrants. Simon is an ordinary man who will start seeing what he was not seeing.

Welcome is a movie about hope, courage and mutual aid supported by fabulous actors, chiefly Vincent Lindon (Simon) and Firat Ayverdi (Bilal).

The relationships between the young Kurdish and the Swimming Instructor are shown with tact and feeling.

Still, this movie sparkled a huge debate in France. Why such a controversy, at risk of forgetting the qualities of the film? Firstly, because it is a pamphlet on the living conditions of refugees stranded in Calais, stopped there on their way to the Eldorado: England.

Secondly because it clearly denounces the criminalization of ‘acts of solidarity', which aims to prevent associations in Calais from providing assistance to refugees. Finally, as Lioret and Lindon loudly claimed their indignation when the film was released.

Vincent Lindon said in particular: "People in Calais are sometimes treated worse than dogs." He added: "What shocks me is that people who have compassion for others can be threatened with jail." In an interview, Lioret questioned the passivity of certain citizens, which reminds him of the passivity of other French citizens during the German occupation of France and the Vichy regime in 1940-1944.

It was not long before Eric Besson, French Minister of Immigration, Integration, National Identity and Mutually-Supportive Development, responded: "[Philippe Lioret] crossed the red line and beyond. To suggest that the French police is the same as the Vichy police [which collaborated with the German police to chase Jews and those who helped them], that Afghans are tracked, that they are raided, etc., this is unbearable."

And it is indeed an unbearable suggestion.

80

No. 3 2010

MÖHLAU Paula Bulling:

No. 3 2010

The short story „Möhlau“ is part of a comic book on asylum politics in eastern Germany.

The book "Et les deux jours" (working title) talks about both the living conditions of refugees and the quest for a speaker's position a white artist.

81

"Möhlau" refers to the death of Azad Hadji, a refugee who lived in Möhlau (camp) and died in July 2009.

Hadji's death has never been properly investigated.

Paula Bulling is a comic artist living and working in Halle (Saale) and Berlin. She is involved with anti-racist group no lager halle: www.ludwigstrasse37.de/nolager

82

No. 3 2010

No. 3 2010

83

84

No. 3 2010

Translation page 111

EU køber ansvarsfrihed af Afrika Interview med Thomas Gammeltofts migranter kan rejse på tværs af landegrænserne. Det er i stigende grad også en globalisering, hvor stater udnytter muEuropas har flyttet sin virtuelle grænse ned til Afrika. Her ligheden for at privatisere og outsource grænsekontrollen. bevogter private og afrikanske vagter de europæiske grænser. Hermed løber EU fra dets indirekte ansvar, som er lige Så er et også et politisk spørgsmål. Hele denne store gruppe så bindende som det direkte. Det viser Thomas Gammeltoft- af migranter og asylansøgere, der tæller flere hundrede tusinder, bliver afvist alene ved Europas grænser, altså Hansen i sin nye bog. udenfor Europas grænser, er et fænomen, som er usynligt for den europæiske offentlighed. Det er i forvejen svært Outsourcing af grænsekontrollen TGH: Min bog handler om alt det i asyl- og udlændinge- for os at forholde os til, hvordan forholdene er i Italien elpolitikken, som vi ikke ser. Alt det, som ikke handler om ler Grækenland, når asylansøgere bliver afvist dernede - på hvordan, asylansøgere har det i Sandholm, eller hvad der trods af, at vi har et fælles EU-system, hvor vi har outsourcet sker, når de kommer til asyllandene, men hvad der sker lige grænsekontrollen til italienske og græske grænsevagter. Det i starten. Ved EUs grænser. Når en asylansøger eller en fly- er dem, der varetager den danske grænskontrol i dag. Det gtning møder et værtsland, f.eks. en europæisk stat og ytrer bliver jo endnu værre, når disse stater outsourcer kontrollen det her magiske ord ‘asyl’, udløser det en række rettigheder endnu længere væk. Italien har lavet en aftale med Muami forhold til, at man ikke må sende personen tilbage, at man mar Gaddaffi, Libyens leder, om at sende alle tilbage, der i Europa har adgang til en asylprocedure og så videre. I takt kommer over Middelhavet, og Libyen får 5 millarder dolmed, at hele det her område er blevet meget mere politisk lars over de næste 25 år for dermed at varetage europæisk og en masse lande er blevet bekymret for overhovedet at grænsekontrol. Det, der foregår, er en rå kontrolsituation. tage imod flygtninge og asylansøgere, har man rykket kontrollen længere og længere væk. Traditionelt set ankom en SR: Og hvem betaler? flygtning til en grænse eller kom måske hele vejen ind til den lokale politistation og sagde: “Jeg er politisk flygtning, jeg vil TGH: Det gør Italien. Af egen kasse. EU er også gået ind og betalt grænsekontrolsudstyr, infrarøde kameraer, seismiske gerne søge om asyl”. følere til Libyen.

Dette møde foregår ikke længere på politistationen eller på grænseposten. Det foregår i langt højere grad på åbent hav To historier: i Middelhavet, hvor spanske og italienske skibe patruljerer.

Det foregår inde i de afrikanske landes territorialfarvande, 1. Kastet over bord i internationalt farvand hvor man i stigende grad har lavet aftaler om at gå ind.

Det foregår nogle gange ved, at det ikke engang er de eu- Jeg kan give et eksempel fra bogen. Det er en situation fra ropæiske lande selv, der kontrollerer. Man outsourcer kon- Grækenland, hvor bl.a. Danmark har sendt folk tilbage untrollen, sådan at man i stedet for at blive mødt af en dansk der Dublin, selv om forholdene gentagne gange er blevet eller italiensk grænsevagt, møder en libysk, marokansk el- kritiseret. Vi stoppede med at sende mindreårige tilbage, ler senegalesisk grænsevagt. Den sidste trend er privatiser- men vi sender de andre tilbage. Tilbage i september 2006 ing af grænsekontrollen. Det betyder, at flere og flere flygt- var der 31 migranter - inklusiv en del asylansøgere fra Irak ninge og asylansøgere i virkeligheden bliver afvist af nogle, - der blev samlet op svømmende på høj sø i Middelhavet af der slet ikke er officielle statsmyndigheder. Det kan være den tyriske kystvagt, der bragte dem i land. Senere fandt private flyselskaber, som bliver pålagt bøder, hvis ikke de de tyrkiske myndigheder seks andre, som var druknet. Og kontrolerer folk, når de skal boarde deres fly. Til og med er tre andre blev aldrig nogensinde fundet. Overleverne sagde, private militære virksomheder, sikkerheds- og militærselsk- at de fyrre personer var med hjælp fra menneskesmuglere aber, lige som Blackwater, begyndt at erstatte almindelige taget fra Libyen mod Grækenland i en båd. Da de kom til grænsevagter. Det rammer flygtningene og asylansøgerne den græske ø Kios, blev de stoppet af den græske kystvagt, hårdt. Såsnart det her sker, begynder denne grundlæggende men i stedet for at tage dem ind og give dem mulighed for menneskeret - adgang til at være flygtning, at søge asyl og at søge asyl, havde kystvagten taget dem ombord på båden, ikke at blive sendt tilbage - at blive mere og mere usikker sejlet dem over imod tyrkisk farvand, stoppet ude foran den tyrkiske kyst på internationalt farvand, kastet dem over og utydelig. bord, og sagt, at så måtte de prøve at svømme i land. Denne historie benægtede Grækenland på det kraftigste. Tyrkiet Jura og politik Det handler dels om jura, dels om politik. Juridisk set forud- påstod til gengæld, at Grækenland systemtisk dumper flyså man ikke globaliseringen, da man lavede disse konven- gtninge i tyrkisk farvand. Andre historier fortæller nærmtioner. Det er imidlertid ikke bare en globalisering, hvor est det samme.

Af Sylvester Roepstorff

No. 3 2010

85

af Italien, fordi vi er med i Schengen, har Danmark også et medansvar for at sikre, at denne grænsekontrol gennemføres i overensstemmelse med grundlæggende menneskeEt andet eksempel er, at Italien sidste år indgik denne af- rettigheder. Men vi aner ikke, hvad der sker med dem, der tale med Libyen. Det har drastisk reduceret, hvor mange der bliver sendt tilbage andet end ganske få vidnesbyrd. Libyen kommer fra Afrika til Italien. Øen Lampedusa, der tidligere har derudover intet asylsystem. De har ikke underskrevet var overfyldt med asylansøgere, er tom nu. Centrene er tom- Flygtningekonventionen, og de har et ry for at sende flygtninge direkte tilbage til, hvor de kommer fra. Også flygtme. ninge, der er anerkendt af FN. Resultatet af denne politik De, der bliver sendt tilbage bliver typisk sendt ned til er voldsomme menneskeretskrænkelser. fængsler i Sydlibyen. Nogle af dem betalt og bygget af Italien. (Det ved vi fra dem, der har klaret den, kommet videre Problemet er dobbelt. For det første ved vi ikke, hvad der og kommet op igen og derfor snakket med nogle europæiske sker med den person, der bliver sendt tilbage. På den anden NGO’ere). I disse fængsler dør flere af manglende sundheds- side er juraen på området nogle steder uklar og bliver ofte forhold, manglende ernæring og overfald. Hver anden uge fortolket bevidst restriktivt. kommer fængselskaptajnen ind og siger: Hvem vil gerne løslades i denne uge? Hvis du rækker hånden op, kommer du Dilemmaet i international ret ind til forhandling med den libyske fængselskaptajn. Så er Selv om flygtninge- og menneskerettighederne - og herunder det et spørgsmål, om hvad du kan betale. Du må godt låne Flygtningekonventionen - er tænkt som noget, der skulle en mobiltelefon, og de kan også godt lave en Western Union- være universelt, så er de i traktaten tæt knyttet til natiooverførsel. Du kan ringe til din menneskesmugler, og du kan nalstaten og suverænitetsprincippet. Umiddelbart er en stat ringe til din familie. Sidst jeg hørte om det her, var prisen forpligtet på at sikre menneskerettighederne for alle indenfor sit territorium. Men i det sekund du rykker udenfor dit 1200,- Euro, hvis du skulle ud. Det er mange penge.

Hvis du ikke kan betale, er der en god chance for, at de territorium eller uddelegerer ansvaret, så opstår der nogle libyske fængselsvagter sælger dig videre til private fængsler. barrierer, hvor du får en yderligere bevisbyrde, og hvor juDe ligger lige ved siden af, men bliver opereret af men- raen tidligere har været meget usikker. neskesmuglerbander, som enten presser din familie til, at de skal smugle dig op engang til, eller at du laver en aftale Hvis vi vil denne usikkerhed til livs, er det afgørende første om at lave tvangsarbejde for at komme afsted. Enten på ve- skridt, at vi laver en solid og grundig analyse af, hvilke regler jen eller når du er kommet til Europa. For de tjener på at gælder hvor. Hvor langt kan vi strække Flygtnngekonvensende folk op til Europa engang til. - Det er trafficking. Det tionen? Hvor langt kan vi strække menneskerettighederne? er jo menneskehandel.

Metode Der er en klar linje, som i sidste ende kan trækkes tilbage til SR: Hvordan har du arbejdet?

Danmark. Når den danske grænsekontrol de facto varetages TGH: For det første har jeg kigget på mange landes retsprak2. Flygtningefængsler i Libyen

86

No. 3 2010

sis. Jeg har kigget på hele retsudviklingen, siden man forfattede Flygtningekonventionen i årene op til 1951 og tres år frem. Hvad har man sagt? Hvilke “soft law”-dokumenter er der kommet fra FN og Europarådet? Hvad er man blevet enige om af fortolkninger? Hvilke domme er der kommet i USA, fra England, og ikke mindst fra de europæiske og interamerikanske menneskerettighedsdomstole?

USA og Italien siger, at Flygtningekonventionen ikke gælder, når vi opererer i Libysk farvand, for så er vi inde på Libyens suveræne territorium, og så er det Libyen, der udfører kontrollen og har ansvaret. Også selv om de ikke har underskrevet konventionen.

Det er dobbelt forkert.

For det første kan konventionen godt gælde - og det er det, jeg viser, f.eks. når du tager folk om bord på en båd. Det er nok til at etablere det, man indenfor juraen kalder jurisdikition, dvs. statens magtmyndighed. Det udløser ansvar ifølge en række konventioner.

For det andet, er det ikke kun Libyen, der gør disse ting. Officielt heddet det, at man har givet bådene til Libyen, men betingelsen er, at man tager italienske officerer om bord.

Spanien har lavet lignende aftaler med Senegal. Man tager en senegalesisk grænsevagt med om bord på de spanske skibe. Han står i stævnen og varetager formelt set afvisningen. Så er det ikke Spanien, men Senegal, der står for afvisningen. Det er jo outsourcing, og det kan i princippet medføre et indirekte ansvar for de europæiske lande.

Det handler ikke bare om geografi, men om hvem der har ansvaret. Min bog handler om, at uanset om du uddelegerer til andre stater eller til private, så er der det, der hedder indirekte ansvar. Det er ikke nok at henvise til en anden stats ansvar, hvis det er helt tydeligt, at denne stat ikke lever op til ansvaret. Man kan godt outsource grænsekontrollen, men man kan ikke outsource menneskerettighedsansvaret.

SR: Det man sælger og køber er altså ansvarsfrihed.

TGH: Ja. I nogle tilfælde.

Det indirekte ansvar kommer fra Folkeretten SR: Du går altså ind i fortolkningen af Flygtningekonventionens grundtekst. Du er ikke uenig i hvad der står i den.

TGH: Nej. Men det står ikke teksten selv. I forbindelse med outsourcing har jeg brugt en række sædvaneretlige principper indenfor Folkeretten. Det vil sige: almengyldige principper, som gælder for alle lande. Uanset om de har skrevet under på dem eller ej. Uanset om de står nedfældet i en konvention eller ej. Flygtningekonventionen og Menneskerettighedskonventionen er også Folkeret, altså international jura, på lige linje med alle mulige andre traktater.

Mange jurister har været fokuseret på menneskerettighederne selv, men jeg finder en styrke i at kunne henholde mig til den udvikling, der har været i Folkeretten i øvrigt, hvor man jo kender principperne om indirekte ansvar, ansvar for private aktørers handlinger. Min fortolkning af disse principper bygger på en række domme, der har et andet indhold, men principielt handler om den samme problemstilling fra både internationale og nationale domstole. Det giver nogle mere solide perspektiver i outsourcingsituationer, hvor fortolkningen tidligere har haft svært ved at finde ud af hvordan man skulle forholde sig til f.eks. privatisering af grænsekontrol, da der ikke lige står noget i Flygtningekonventionen om den situation. Det har hidtil givet lande i Europa, USA og Australien mulighed for at vælge den mest re-

striktive fortolkning og dermed begrænse ansvaret til f.eks. deres eget territorium for samtidig at sende både ud på høj sø for at forhindre asylansøgere nogensinde at nå det.

Min undersøgelse kommer til et andet resultat, og det er efter min mening ikke bare en løs påstand. Det er en systematisk analyse af dette område, der hviler på en række domme og på en gennemgribende analyse af Flygtningekonvention, og på hvordan en række stater efterfølgende har fortolket det her og på hvad de såkaldte bløde retsskabende institutioner som f.eks. Europarådet og FNs Flygtningehøjkommisariat har sagt de sidste 30-40 år.

Men hvis det accepteres, at flygtningerettigheder også gælder udenfor territoriet, skabes der også nye udfordringer: Når to stater handler i det samme rum, hvem har så ansvaret, og hvordan skal man i praksis sikre adgang til e.g. en asylprocedure? Det er spørgsmål, som man i princippet allerede har fundet løsninger på indenfor andre internationale retsområder såsom miljøsager, fiskeri og handel. Man har været meget bagstræberisk i fortolkningen af menneskerettighederne, fordi det har været meget mere bekvemt at sige, at de kun gælder indenfor territoriet. - Men den holder altså ikke.

Thomas Gammeltoft-Hansen: Access to Asylum: International refugee law and the globalization of migration control, Cambridge University Press (kommer til efteråret).

Youtube som kilde Jeg har også gjort ting for at skaffe materiale og viden om de faktiske forhold, som man næppe finder i en klassisk juridisk metodebog. Jeg har f.eks. fundet materiale ved at søge en del på Youtube. Det er blandt andet, fordi det maltesiske søværn er meget stolte af deres flåde - der i parantes bemærket består af seks skibe. De har derfor lavet en masse videoer med militær underlægningsmusik til, hvor man simpelthen kan se, hvordan de opererer. Hvordan de stopper bådene. Hvordan de håndterer det og hvilke dynamikker, der går i gang.

Kommercialiseringen af suverænitet Der er flere lande, der kommercialiserer suverænitet.

Et eksempel er, at Senegal har solgt fiskekvoter til Portugal og Frankrig, så portugisiske og franske industritrawlere kan fiske i senegalesisk farvand. Så sker der det, at de lokale senegalesiske fiskere bliver arbejdsløse og må migrere. Men de bliver også meget eftertragtede blandt menneskesmuglerne, fordi de er så dygtige sømænd. En del sejler så deres fiskerbåde - som de ikke kan bruge mere - til Kanarieøerne med migranter og asylansøgere som passagerer. Så går Spanien én gang til ind i senegalesisk farvand men med et andet formål, nemlig at kontrollere indvandrestrømme indenfor Senegals søterritorium og dermed kunne sende dem direkte tilbage. Der er det Senegal, der kommercialiserer deres suverænitet. Det, at du i første omgang køber adgang til dine fisketrawlere, betyder, at du i sidste ende bliver nødt til at betale adgang engang til.

Når Cuba udlejer territorium i Guantanamo-bugten, så kommercialiserer de tilsvarende også deres territorium.

Oversættelse side 113

No. 3 2010

87

A Normative Critique of the EU Policy of Asylum Externalization

the current asylum system includes externalization does not justify that this also ought to be the case.

This article deploys a normative critique by challenging This article gives a brief introduction to the central stages through which the EU policy of asylum externalization the empirical premise and the consistency of EU argumenta(hereafter externalization) has developed, examines a tion for externalization and is thus internal to the EU-view. potential normative defense for the practice and finally This is not because the EU´s values cannot be challenged, but instead because it makes for a particularly powerful offers a strong argument against it.

What does externalization mean? Preliminarily we argument against externalization if it cannot be defended can define it as when the EU conducts asylum and migration on the union's own normative terms. Firstly, then, the conpractices beyond European territory, including when the sistency of an argument can be determined by examining union transfer the practices to non-European countries whether the conclusion fits the value to be promoted. For or private companies. The Justice and Home Affairs (JHA) instance, if someone argues that i) global wellbeing is valuable, and ii) adequate housing and access to medicine proCouncil explains what is at stake: motes global wellbeing, but then arrives at the conclusion that iii) therefore: Adequate housing and access to medicine The strategy underlines the importance of should be reserved for a wealthy elite, we can straightforcooperation with third countries based on the wardly identify an inconsistency between the value-premise principle of partnership to jointly address security and the conclusion reached. Secondly, one can challenge the threats (…) In order to foster the development empirical premise used to generate the normative conclusion of the area of freedom, security and justice, the thereby forcing the conclusion to be changed. For instance, EU (…) promotes the respect of human rights, if someone argues that i) global wellbeing is valuable, and the rule of law and international obligations, ii) slavery promotes global wellbeing, and concludes that iii) strengthening of judicial and law enforcement therefore: Slavery ought to be implemented globally, we can, capacities in third countries. (The Justice and straightforwardly, identify the erroneous empirical premise Home Affairs Council web-page) as producing the normative conclusion.

What are the normative values of the EU? The EU Charter The official rationale behind EU externalization is thus preemptive in that it seeks to ensure the respect for human of Fundamental Rights affirms that everyone has the right to rights and the rule of law by entering into partnerships with respect for his or her physical and mental integrity (Art.3.1), those regions where migration flows originate from. The un- that no one shall be subjected to torture or to inhumane or degrading treatment (Art.4), that all have the right to apply ion also offers normative reasons for this practice.

Normative ethics is the part of morality dealing with for asylum (Art.18) and that no one may be removed to a questions of what a moral agent, in our case the EU, ought State where there is a serious risk that they would be subto do in certain situations given the agent´s specific values. jected to torture or other inhuman or degrading treatment Normative argumentation typically runs along the follow- or punishment (Art.19.2). I assume that such statements reing formula: i) a normative premise specifies the value to be flect a normative EU commitment to promote global autonpromoted, ii) an empirical premise specifies facts about the omy because they can be seen as instrumental to three feaworld, and iii) a normative conclusion directs the moral agent tures making persons autonomous: i) having certain mental to act in certain ways. An important point to remember is capacities, ii) having an adequate range of options to choose that in order to justify a practice it is not enough to show from and iii) having an independent voice (see Raz 1986). that it is the way the current system works. This is because We can then formalize the EU argument for externalization such an argument confuses what is the case with what ought as follows: to be the case. Just as we today do not find the fact that practices such as slavery or that women could not vote was once The EU should promote global autonomy. The policy of seen as normal a good argument for them, so the fact that externalization promotes the conditions of personal

By Martin Lemberg-Pedersen

88

No. 3 2010

autonomy through mutual security, the rule of law and the protection of individual rights. Therefore: The EU ought to promote the policy of externalization.

Before we examine the consistency and empirical accuracy of this argument we need more knowledge about how externalization actually works if we are to asses whether the empirical premise captures its effects. Let us therefore consider its recent, historical stages.

from 1999 to 2004 was a powerful, multi-facetted EU device to address migration. As the preceding overview has made clear it is composed by a variety of instruments, activities< and forms of control and so our preliminary definition of externalization requires further refinement if we are to assess whether the policy is instrumental in advancing mutual security, the rule of law and the protection of individual rights.

The stages of externalization

Extra-territorialization and the consequences for personal autonomy

In 1999 the Tampere JHA Council reasserted that the EU should be an Area of Freedom, Security and Justice (AFSJ) calling for making its external borders stronger resulting in the notion of readmission agreements with non-EU states obliging them to readmit asylum seekers rejected by the EU if they have passed through the countries' territory. The 2002 Seville JHA Council then introduced the migrationdevelopment nexus which demanded that non-EU countries accept the EU´s asylum policies in order to receive development supports. Since the EU, through such programmes as AENEAS, is the world´s largest donor of development support this measure forced states in the proximity of the union to accept its asylum policies.

In 2003 political pressure mounted for the idea that European countries should offshore the detention and processing of asylum seekers to countries outside Europe. The British Blair-government spearheaded this pressure with the policy paper New Vision for Refugees (2003) whose core idea was the establishment of areas and which were to provide managed resettlement-schemes to other countries or Europe and centres to which all asylum seekers within Europe could be deported while awaiting their asylum cases. Although British proposal was eventually rejected, it had by then already inspired several countries to offshore detention facilities.

2004 witnessed two powerful externalization-tools being put to use: The European border agency, Frontex, and the European Neighbourhood Policy of (ENP). Emphasizing the 'utmost importance' of control the external borders, the declaration of Frontex stated that the ”establishment of the Agency, assisting Member States with implementing the operational aspects of external border management, including return of third-country nationals illegally present in the Member States, constitutes an important step in this direction.”(Council Regulation (EC) No 2007/2004 of 26 October 2004) The ENP consists of Action Plans for relations with specific neighboring states focusing also on strengthening their migration management.

The budgets of AENEAS and the European Neighborhood and Partnership Instrument (ENPI) illustrate this: Between 2004-2006 alone, the AENEAS programme channeled over 47 million euro to 42 different migration projects in countries such as Libya, Morocco, Algeria and Tunisia (see AENEAS). Similarly, between 2002-6 the ENPI committed 450 million euros to the area of migration and asylum.

What emerged from the stages of EU externalization

We can distinguish between three interrelated components of externalization, namely internationalization, remote control and extra-territorialization (Balzacq 2009). Firstly, internationalization is instances where the EU acts as a political agent and negotiates with other countries about migration issues. The ENP and the Association Agreements exemplify this. Secondly, remote control is outcomes of internationalization where the EU gain control over the migration management of other countries of which the migration-development nexus is an example. Thirdly, extra-territorialization is the actual forms of migration control outside EU territory. Conceptually speaking, then, extra-territorialization is produced through remote control, which in turn is an instance of internationalized EU politics. Together, the three components comprise the policy of externalization.

The concept of extra-territorialization is crucial to determine externalization´s impact on the conditions of autonomy since it allows us to focus on the concrete law, security and rights-measures produced by internationalization and remote control. Extra-territorialization takes the form of surveillance mechanisms, interception patrols and detention facilities. For instance, during Frontex' HERA II and III-operations (2006-7) aimed at halting the migration in Senegalese, Mauritanian and Cap Verde waters on their way to the Canary Islands, the agency conducted aerial overflight deep into the African continent detecting the main migration routes. This was combined with 'interviews' of migrants who successfully made the journey to the Canaries so as to obtain the names of migration facilitators.

The HERA-operations also deployed ships and helicopters from several European countries to divert around 6000 migrants away from Spanish territorial waters. Officially this was done to prevent them from risking their lives on the journey, but at the same time it also prevented them from filing asylum claims.

If we turn to extra-territorialized deportation and detention facilities the humanitarian costs become even clearer. Libya has not yet been granted an official neighborhood status because of its refusal to sign the 1951 Geneva Refugee Convention. Nonetheless, the EU increasingly funds Libyan detention camps, transportation containers, patrols and surveillance drones roaming the desert areas in search of migrants. According to a 24-year old Eritrean, interviewed by Human Rights Watch (HRW), the transportation of migrants in containers means the following:

No. 3 2010

They put us in a big truck packed with people. There wasn’t room for anyone to sit down…The only air was from some open holes in the roof of the truck; otherwise it was completely closed. The truck drove us from Tripoli to Kufra. We started at 6 a.m. and traveled all day and all the next night. The truck was closed the entire trip. There were cracks in the floor and people urinated on the floor, but my eyes were in pain from the smell. (Human Rights Watch (2009)) In general, HRW describes the conditions in Libyan detention camps as ranging from negligent to brutal. No possibility is given for filing asylum claims and reports of beatings, abuse and rape are widespread. Using Libya as an example, we may then say that the extra-territorial structures and practices created by externalization have the effect of turning regions close to the EU's external borders into generalized buffer-zones halting migration flows to Europe via the accumulation of migrants in a rightsvacuum. These regions are turned into fertile grounds for abuse, extortion and robbery of migrants by human smugglers, police officials and military personnel.

This seriously challenges the EU's assessment that externalization promotes migrants' conditions of autonomy. Firstly, being placed in fearful and extremely vulnerable situations for long periods of time expose them to a disintegrating state of mind. This undermines rather than promotes their possession of adequate mental capacities to exercise autonomy. Secondly, the detention and abuse narrows the migrants' options down to a bare minimum. Thirdly, since filing asylum claims is close to impossible, migrants also lack an independent voice. They are, in short, forcefully kept voiceless in a degrading limbo. There is, then, a startling mismatch between the values proclaimed and the consequences produced by EU externalization. Upon closer examination, then, the EU's empirical premise should be rejected since the consequences of extra-territorialization reveal the violation of all three conditions of autonomy. This should also make us question the consistency of the union's argumentation.

The argument for externalization seems not to reflect the actual normative weight being granted to global autonomy. Instead, it seems, the EU prioritizes its internal security as more valuable. However, while the union argues that security is necessary to realize global autonomy, the structures meant to ensure this security take such repressive forms that the concern for security end up eclipsing the value of autonomy completely. Consequently, the union can be said to apply a double-standard for autonomy, that is, is inconsistent in its commitment to global autonomy.

Conclusion To conclude, the stages of externalization show that through readmission agreements, the migration-development nexus, the offshoring of migration facilities, the Frontexpatrols and the dissemination of funds to non-EU countries,

89

externalization has become an extremely powerful migration-tool for the EU. The variety of instruments together aim at preempting the amount of asylum claims filed to European countries, however, this comes at a very high humanitarian price for migrants. The outcome seems to be the creation of bufferzones outside the EU where thousands of people are amassed under degrading and inhumane conditions undermining rather than promoting global autonomy. This opens up for a serious critique of EU externalization.

Firstly, the EU assumes flawed empirical premise concerning the nature of asylum externalization, namely that it functions and produces situations which facilitate personal autonomy. However, the actual conditions of extra-territorialization via Frontex-operations and Libyan detention camps instead have the effect of hindering the conditions of personal autonomy. A reason for this is that the EU seems to apply an unstated double-standard for how autonomy should be realized within and beyond the union. However, this double-standard does not accord with its own global value-statements and therefore exposes a serious inconsistency according to the EU argument's own terms. As the root causes for migration flows do not seem to vanish and as the EU is channeling ever more funds towards its external dimension the future for the area of asylum externalization appears extremely troubling unless the union takes upon itself to fundamentally reconsider its approach to externalization.

Literature: AENEAS Aeneas Programme: Programme for financial and technical assistance to third countries in the area of migration and asylum, Overview of projects funded 20042006.

Thierry Balzacq (2009) `The Frontiers of Governance: Understanding the External Dimension of EU Justice and Home Affairs' i Balzacq (ed.) The External Dimension of EU Justice and Home Affairs: Governance, Neighbours, Security (Palgrave Macmillan) Council Regulation (EC) No 2007/2004 of 26 October 2004: `establishing a European Agency for the Managemet of Operational Cooperation at the External Borders of the Member States of the European Union´ in The Official Journal of the European Union (25.11.2004) Human Rights Watch (2009) Pushed Back, Pushed Around The Justice and Home Affairs Council web-page : Available at: http://ec.europa.eu/justice_home/fsj/external/wai/fsj_ external_intro_en.htm.)

Joseph Raz (1986): The Morality of Freedom (Oxford University Press)

90

No. 3 2010

TRANSLATIONS

Indholdsfortegnelse over oversættelser Content: Translations

91 91 92 92 93 93 94 94 95 96 97 98 98 99 99 100 103 104 104 105 106 107 107 108 108 109 110 111 112 113 113

Identificering ved udforskning - Stan When I first came to Denmark - Emil Rottbøll Somalias baggrund - Liban Abdi Abanur Sandheden er bitter, men det er bedre at sige den - Samia, Mohamed M. M., Mohamed, Ahmed Abdi, Liban Abdi Abanur Fire somaliske kvinder - Cambaro Ibrahim Dirie, Samiya,Mahamed, Osman, Anisa Ali Farah, Maryan Ali Nur Mine Kære Venner - Memo Jan Til rette vedkommende - Ziad Kabbani While waiting for the answer - By Abigail Josephsen Store arabiske litterater - Ziad Kabbani Preliminary vocabulary of some useful words when analysing the play between integration and disintegration - Carsten Juhl At skabe den åbne by og urbane identiteter på den hårde måde - Saskia Sassen Norges umenneskelige behandling af asylansøgere - Rannveig Leitemolven Intet keder sulten så meget som tørst - Stan Om Calais - en af Europas største uformelle flygtningelejre - Anaïs Rosarno. Why burning cars are democratic - Jens Pfeifer Styrke i antal - migration, mobilitiet og faldgrupperne ved en sedenatrisk ontologi - Michael Willenbuecher Vi så at det kunne blive muligt - Infopoint Vi følte os ikke rigtig som flygtninge - Infopoint 12 år, mit liv i Danmark - Otman Miloud Children waste away in asylum centres- Nina Monrad Boel Campaign seeks to free children from camps- Nina Monrad Boel Non-existent Danish Asylum debate - Nina Monrad Boel Denmark can be more traumatic than war- Nina Monrad Boel Denmark rejects weakest quota refugees - Tue Magnussen Asylum flash - Solomon Sogbesan Demonstrating and singing grandparents - Niels I. Meyer Here, my children don't cry at night - Marie sauer-Johansens EU buys freedom of responsibility from Africa - Sylvester Roepstorff At a Danish Red Cross center - Christina Hesselholdt 10 Commandments of a New Politics of Asylum - Michala Clante Bendixen En normativ kritik af EU's eksternalisering af asylpolitikken - Martin Lemberg-Pedersen

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Identificering ved udforskning Af Stan Identificering er en iboende tendens i menneskets natur. Da Homo Sapiens ikke længere blot blev styret af sine mavefornemmelser og begyndte at engagere sig i mentale aktiviteter (et eller andet sted mellem Australopithecus og Neanderthalensis), begyndte de at indse, at verden ikke er uniform og at individer, selv individer af samme art, ikke ser ens ud.

Homo Sapiens begyndte at søge efter, undersøge og klassificere de hovedtræk, der gjorde hende forskellig fra andre (alle kender den leg; find 10 forskelle). En dominerende teori inden for antropologi er, at menneskeheden skabte stamme-klanrelationer baseret på identifikationen mellem individer.

Gennem vores historie har ethvert menneskeligt fællesskab følt et stærkt behov for selv-identifikation og bekræftelse af dets særpræg og forskellighed.

Selv i denne globaliserede tid forsøger ethvert socialt fællesskab at bevare deres individuelle karaktertræk. Skønt den dominerende kulturelle tendens synes at være ham-

burgere, jeans og popmusik, dyrker amerikanerne stadig et romantisk billede af det vilde vesten, russere fejrer stadig sejren i 2. verdenskrig, og skandinaver sætter pris på de gamle vikingelegender. Eksempler som disse findes i hundredvis.

Mennesker forsøger helt naturligt at identificere sig selv ud fra udseende og hverdagens overvejelser og følelser, men også ved mere overordnede, vidtrækkende koncepter, der optager deres tanker. Især fænomener af mystisk, ubegribelig og af og til dødbringende eller skræmmende karakter: Begreber som mørke, kulde og ensomhed.

Apropos dette, så er der en berømt anekdote om Albert Einstein. Engang til en filosofisk forelæsning forsøgte en kæphøj professor at bevise det absurde ved Guds eksistens ud fra et videnskabeligt synspunkt.

Ifølge behaviorismens principper definerer vores gerninger og handlinger hvem, vi er. Hvis dette holder stik, så indebærer det en videnskabelig modsigelse: At skabe det onde er en ond handling, men Gud er per definition inkarnationen af godhed. Alle fejlede i at tilbagevise

91

d” er døsche d u “G rich Nietz F r ied zs che “Nietdød” er

dette argument undtagen én ung mand, der kastede sig ud i en diskussion.

G od Den unge mand, Albert Einstein, svarede: ”Ingen af os modsiger eksistensen af mørke, kulde, ensomhed og ondskab. Men faktisk eksisterer mørke ikke, for det er umuligt at måle. Vi kan kun måle lyset. Begrebet mørke blev opfundet af mennesket for at identificere fraværet af lys!”

Einstein fortsatte: “Det er kun muligt at måle en fysisk krops varmetemperatur. Med komplet fravær af varme bliver det fysiske inaktivt. Ligesom mørke eksisterer kulde ikke. Det er et begreb opfundet af mennesket for at identificere fraværet af varme.

Og han fortsatte: “Normal menneskelig eksistens er kun muligt inden for et samfund, hvor mennesket er omgivet af lignende slags.

Den mest frygtelige straf i primitive samfund var ikke døden, men udstødelse fra stammen; alene kan man ikke overleve hverken fysisk

eller mentalt. Det ligger i den menneskelige natur at være social, og begrebet ensomhed blev kun opfundet af mennesket for at identificere fraværet af andre mennesker.” ”Og hvad med ondskab? Ondskab er mangel på tro og kærlighed, som kulde er mangel på varme, mørke mangel på lys og ensomhed manglen på en nær ven. Begrebet ondskab er opfundet af mennesket, ikke Gud, for at identificere manglen på godhed. Følgelig er din teori videnskabelig nonsens.”

Religion erstattede de første stamme- og klanrelationer. Religionerne blev erstattet af stater. Til erstatning af staterne kom idéen om ét udvalgt globalt folk – menneskehedens frelse. Uheldigvis sker denne erstatning stadig inden for statens ramme. Hvordan skal mennesker i dag opføre sig for at sikre nærværet af lys, varme og fælles velfærd i vores samfund?

P.S: Selvfølgelig er denne historie fuldstændig fiktiv, men jeg synes der er noget om den – synes du ikke?

When I first came to Denmark The Danish Red Cross has helped to receive asylum seekers in asylum centers since 1984. The rules, the asylum centers and the number of asylum seekers, have through the last three decades changed markedly. But what about the sense of hospitality? Presented below are three asylumseekers’ memories from the reception they received when they first came to Denmark.

By Emil Rottbøll The Danish Red Cross has helped to receive asylum seekers in asylum centers since 1984. The rules, the asylum centers and the number of asylum seekers, have through the last three decades changed markedly. But what about the sense of hospitality? Presented below are three asylumseekers’ memories from the reception they received when they first came to Denmark.

By Emil Rottbøll 1987: The refugees were given a welcome-cake Jamal Hammoud was five years old when he came to Denmark in 1987 from the United Arab Emirates.

He cried when he first came to Denmark. Jamal Hammoud didn’t have the slightest bit of interest in leaving his comfortable life in the Emirates behind. They had a good life; they had a goat, a lamb and two chickens. Jamal didn’t understand why he and his Palestinian family were forced to flee. It all happened in September 1987 on the day Jamal turned five years old. Jamal fled with his parents and four older siblings. His brother Basil tried to comfort him by telling him about the snow in Denmark. ”I didn’t care. I thought it was all horrible; I bloody didn’t want to go to Denmark without knowing where and what Denmark was” says Jamal Hammoud, 27 years of age. When they landed in Copenhagen Airport Jamal was crying.

Later the same day when they arrived in Sandholm refugee camp Jamal cried again.

Congratulations His family was part of a larger group of refugees that arrived to the newly established Sandholm that day.

The Red Cross staff had arranged for tables and chairs to be put in place in order to welcome the group of refugees. The tables where all decorated with lit candles. They had also baked them a cake.

Jamal’s mother took a hold of her son and showed him all the effort that had gone into dec-

orating the dining room. All of which had been prepared because of his birthday, his mother told him. ”That was the point where the crying stopped and I had a feeling that staying in Denmark might turn out to be a good thing” Jamal says.

At present 27-year-old Jamal Hammoud is a Danish citizen. He is an officer of the reserve and a university student.

1993: Jasmina didn’t sleep the first night Jasmina Sehic was fourteen years old when she came to Denmark from Bosnia-Herzegovina in 1993.

The first thing the Bosnian girl encountered in Denmark was a Croatian shrew. It happened in the morning on the 15th of March 1993 when fourteen year old Jasmina Sehic had reached her final stop in the flight from her home, the civil war stricken ex-Yugoslavia. Jasmina had just gotten of the ferry from Poland together with her father, mother, little sister and grandmother when the Croatian woman started commanding them. Her father’s ID-card had expired and as a result the police separated him from the rest of his family. Jasmina’s little sister started to cry. ”The woman seemed malicious and very unpleasant. We were frightened. What was going to happen? Was the woman in charge? What was going to happen to us or was she just the interpreter?” says the 32-year-old Jasmina Sehic.

The family had in the three days prior to the event managed to cross several borders by bus from ex-Yugoslavia, but this was the first time they were in danger of being separated. Jasmina, her mother, little sister and grandmother had to wait several hours in the quay area with approximately 50 other Bosnian, Serbian and Croatian refugees before the police felt convinced that the family was in fact a family and was allowed entrance to Denmark.

Chicken drumsticks A bus drove the family to the Sandholm refugee camp. They were hungry and tired and at this

point Jasmina didn’t care all that much about where they were being taken. When they arrived to the camp her initial indifference stopped. ”This is not true, I thought to myself. It looked worse than what I had left behind. My parents had a good life; they weren’t rich but comfortable middle class. In that sense coming to Denmark was not like seeing the light. Just the opposite” says Jasmina.

She was quite ready to hop on the next bus back to Bosnia-Herzegovina, or even to Sweden. Simply anywhere else than Denmark. But her father knew there was no alternative than but to stay in Denmark.

They were registered and received a registration number for foreigners, then they were fed. ”I’ll never forget it. We had some chicken drumsticks that tasted amazing” Jasmina tells.

That was the first meal since the family’s packed food ran out somewhere in Poland.

Welcome A list was put on the wall. They had to get on the bus again the same night. They were driven to a school in Gentofte that had been closed down.

Two empty gymnasiums filled with bunk beds were to be their new home. Men and women with children were separated into the two gyms.

There were approximately 70 people sleeping in the same gym as Jasmina. The family’s essential belongings were kept in the recycled bag they had been given by the Red Cross, belongings such as pillows, duvets, linen, utensils and cups.

Jasmina didn’t sleep at all the first night. ”I cried. There were so many people that coughed, sneezed and walked restlessly about all night. There was a period where I cried more or less constantly”.

After a week in the gym another list was put on the wall. They were going to Møn. The bus drove them off in the middle of the night. They arrived in the refugee camp after what seemed like an eternity. Here they were greeted by Bent, the manager of the camp.

At present Jasmina Sehic is a Danish citizen. She is studying and working as a project assistant in a

92

TRANSLATIONS

No. 3 2010

medicinal company.

2001: ”Is this a prison?”

The minibus dropped him off on a country road near Hundige. The other refugees were going to try their luck in Sweden and Norway, but 24 year old Hazhar Jaaf had heard that Denmark had a reputation for treating Iraqi refugees well. That was in August 2001.

He had managed to cope with more than 15 days of flight from Iraq to Europe using several human smugglers. Now all he had to do was to find a way to contact the Danish police.

He started by knocking in the door of a private company. An elderly lady answered the door but didn’t speak English. Others arrived. They thought he was a criminal because he wanted to be put in contact with the police. They couldn’t help him. A sign showed that there was 25 km to Copenhagen. Hazhar took his small backpack and started walking along the motorway. ”I didn’t know it was illegal to walk along the motorway. People looked at me strangely. All of a sudden a car pulled over” says the 34 year old Hazhar Jaaf.

An approximately 40 year old Danish man asked

Somalias baggrund

Hazhar to get in the car. He was worried about getting in trouble for helping a refugee, so Hazhar had to promise the man not to give his name to the police in exchange for being taken to Copenhagen.

Cheater The man dropped him of in front of the main station in Copenhagen. Hazhar found the police station. He feared that the Danish police was like the Iraqi. They weren’t. ”The police constable was nice and smiley. Are you new here?, he asked. He could tell from my dirty clothes” Hazhar tells.

Briefly after three other refugees arrived, they were also from Iraq. An Arabic interpreter from Iran interviewed them to establish what there names were and where they were from. By mistake the interpreter wrote down Hazhar’s name as ’Hajal’. An Arabic word for cheater, Hazhar explains. That was for a long time Hazhar’s official name in Denmark.

The four refugees were notified to wait in the police station until a transport to Sandholm refugee camp could be arranged so they could get some sleep. Hazhar was hungry, but there was

Denne artikel er et uddrag fra en bog, jeg arbejder på for tiden. Den handler om somaliere, som udvandrer til EU.

Af Liban Abdi Abanur Hvordan landet kom til at hedde Somalia: Ifølge folkloren, var de tidlige somaliske indbyggere under det gamle egyptisk-farisæiske styre (fra omkring 2500 år f. kr. til 500 f. kr.) et hyrdefolk.

På den tid nærmede de tidligere egyptere, grækere og andre opdagelsesrejsende sig landets indbyggere og udstødte ordet `Somalidda´. Ordet betyder ”mælk til det tamme dyr” og blev brugt til at give frisk mælk til gæsterne. Selv i dag har somaliere bevaret denne gamle tradition ved at vise gæstfrihed for alle deres gæster ved at tilbyde dem frisk mælk til deres dyr. Dette efterhånden brugte ord `Somalidda´ blev overtaget af de fremmede gæster til navngivelse af dette land, og således blev det tidligere Puntland gradvist kendt som Somalia.

Studiets problemer, hensigter og formål: Baggrund: ”International udvandring er bevægelsen af et individ eller en gruppe af individer fra deres oprindelsesland til et andet presset af fattigdom og trukket af muligheder.” Udvandrere forlader ikke bare et land og flytter til det næste. De forbinder verdenens regioner. Overførsler af penge har en vigtig indvirkning på oprindelseslandets økonomi.

Førend 1991 var Somalia vært for en af de største, udvandringsbefolkninger i Afrika. Under somaliernes massekampe er det estimeret, at over en million flygtede.

Folk som er påvirket af kriser, er dog ikke passive ofre, som prøver at overleve og komme sig. De er primært afhængige af deres egne kapaciteter, afdækningsmekanismer, ressourcer og netværk. De flytter ind hos familiemedlemmer eller sender deres børn til dem. De trækker i opsparinger eller tager lån, flytter deres kvæg til arealer med tilfredsstillende græslandskaber, skifter til tørkeresistente afgrøder eller sender familieforsørgere til at finde arbejde andre steder. Selv i områder, hvor der opleves langvarige konflikter og tvungne fordrivelser, fortsætter mange mennesker med at prøve at skaffe levebrød og økonomiske aktiviteter, enten det er i landsbyer terroriseret af oprørske militante, i byområder overvældet af flygtninge eller i flygtningelejrer. Mange af de strategier, som folk bruger til at dække deres nuværende behov for mad eller bevare deres aktiver, underminerer deres helbred og velvære. Det sætter deres evne til at møde fremtidigt sultbehov på spil, samt klare deres fremtidige kriser. Krisepåvirkede mennesker spiser ofte færre, mindre og næringsfattige måltider for at få deres mad til at strække længere uden at reducere deres aktiver. Når først flygtninge, mister deres primære leveværdier såvel som tilknytninger og netværk, de normalt vil stole på under hårde tider, er de nogle gange tvunget til at vende mod illegale former for indkomst som f.eks. tyveri eller trafficking.

Sandheden er bitter, men det er bedre at sige den

no food to be had.

A police car drove them to the camp. When Hazhar saw the iron cast gates open automatically he thought they were being taken to a prison. ”I asked the others. They didn’t know, but the fact was we were being escorted by the police.

When we got inside the gates someone came and greeted us warmly with a smile. We knew from that point that it was nice people” Hazhar tells.

It was now late in the evening and the Red Cross staff took care of the four newly arrived refugees. They took our pictures where we had to smile. They were served food. They got shampoo so that they could shower. ”We got a lot of help that night. They came and asked whether we wanted tea, whether we were ill or in need of aspirins. The staff were nice. Back then we were really happy” says Hazhar.

Hazhar Jaaf has, after eight years, received humanitarian residency for him and his ill wife, whom he met in Denmark. He has been the spokesperson for rejected Iraqi asylum seekers taking refuge in Brorsons Church in 2009 in fear of being deported back to Iraq.

Problemstilling: I 1991 blev verden chokeret da Somalia blev indhyllet i borgerkrig, regeringen kollapsede og en humanitær tragedie af en enestående skala indtraf.

Indvirkningen af ”statskollapset” har været voldsom på human udvikling, den involverer massetab af liv, massive interne fordrivelser og flugt, kollaps af politiske institutioner, ødelæggelse af social og økonomisk infrastruktur og skade på miljøet. Somaliere oplevede ydmygelsen ved at være statsløs, ved begrænsninger på internationale rejser, deres marginalisering ved økonomisk forretning og mangel på national og international beskyttelse og sikkerhed. Borgerkrig har ledt til spørgsmålet om én somalisk suverænitet og har afsløret heterogeniteten i det somaliske samfund og kultur. På samme tid har mange somaliere i diaspora investeret betydeligt i deres hjemland gennem oversendelse af penge. I starten af det nye årtusinde, var Somalia i en periode med et komplekst politisk, økonomisk og social forandring.

Dette studie forsøger at undersøge hvorfor somaliske kernefamilier og hele husstande udvandrer til EU-lande, særligt pga. af ustabilitet i deres hjemland, trukket af pushfaktorer og deres håndteringsstrategier.

Somaliere står over for mange problemer når de flytter fra Somalia til Yemen. I forsøget på at nå et andet land, udsættes flygtningene normalt for meget farlige forhold til søs: Overfyldte fiskerbåde med mere end 160 mennesker, oprørt hav som får båden til at flyde fra side til side, traffickers som slår flygtningene med pistoler, smider de uskyldige personer i havet og efterlader dem med døden som følge.

De følgende billeder viser hvordan de dør uden at få et ligs værdighed: Denne unge person nåede at flygte fra borgerkrig men klarerede det ikke - er der nogen forskel?

Sæt hun flygtede for sine børns fremtid; men ingen fremtid, ingen børn kun døden. Hun kan heller ikke hvile i fred.

Hendes/hans familie tror at hun/han er i Europa, men ingen ser liget, som har ligget et sted i mange dage uden at finde hendes/hans hvilested, graven.

Sandheden kan være forbitret, men realiteterne kan ikke skjules. Somalia bliver mere og mere ødet, fordi så mange prøver at flygte i håb om et bedre liv i Europa. Men hvor mange somaliere når egentlig EU?

Af Mohamed M. M., Mohamed Ahmed Abdi, Liban Abdi Abanur og flere Hvad ved du om somalierne i Danmark og deres situation? De somaliske flygtninge i lejrene lider under forskellige psykiske problemstillinger som følgende: Isolation fra andre flygtninge i Danmark Frustrationer i lejrene efter mere end syv års ufrivilligt ophold Frygt for deportation til ens hjemland, et land der er præget af borgerkrig og lider under dårlig sanitet og dårlig uddannelse Somaliske flygtninge i lejrene føler sig indespærrede

efter at have været holdt inde i lejre i mere end syv år uden resultater eller fremtidsperspektiver: Det er en meget inhuman tilstand Den væsentligste bekymring fremhævet af somaliske flygtninge er tidsrummet, som afviste asylansøgere (der afviser at vende tilbage til deres fødeland) bruger i centrene uden nogen sikkerhed i forhold til deres fremtid. Nogle har opholdt sig i Sandholm-centret i mere end otte år, uden mulighed for at arbejde eller tage del i livet uden for lejren.

At tilbringe mange år i et asylcenter, og således være skilt fra familie og venner uden at være i stand til arbejde i fællesskabet udenfor, er den pinefulde his-

TRANSLATIONS torie, som somaliere i Danmark for tiden må se i øjnene. Cambaro Ibrahim Dirie, Saamiyo Mahamed Cismaan, Anisa Ali Farah og Maryan Ali Nur er psykisk påvirkede flygtninge fra Somalia. De har boet i Sandholm detentionscenter nær København siden 2002. Du kan læse mere om deres oplevelser i lejrene og deres håb for fremtiden i Danmark i de fire artikler, som disse fire kvinder har skrevet til denne udgave af visAvis.

Vi siger imidlertid tak for optagelsen af flygtninge i Danmark, selv om vi er fattige flygtninge, der har bedt om asyl i Danmark og er blevet afvist endnu engang. Vi bor i centret, men det føles som om, vores liv er blevet taget fra os.

Eftersom vi er somaliske flygtninge, hører vi af og til om somaliske personer, der gør noget dårligt i Danmark. Vi er så kede af, hvad der sker, og vi undskylder tillidsfuldt, for hvad der er sket de seneste år. Imidlertid er ikke alle somaliske folk og deres opførsel den samme. Nogle mennesker er gode og andre mennesker er dårlige.

Danmark er et velstående og højt udviklet land, et land der er fuldt ud bevidst om den nuværende situation i Somalia, og om hvordan de somaliske flygtninge er tvunget til at krydse grænse efter grænse, bestemmende sig for enten LIV eller DØD, og til sidst risikerer at blive deporteret til deres ekstremt ustabile og usikre hjemland. Vi somaliske flygtninge i lejrene beder indtrængende den danske regering om at reevaluere vores sager og hjælpe den midlertidige somaliske regering. Det er vores inderste ønske, at forholdet mellem Somalia og Danmark bliver forbedret i nær fremtid, eftersom Danmark begyndte at huse 24 somaliske flygtninge i 1986 ifølge statistikkerne fra UNHCR’s afdeling for befolkningsdata.

4 somaliske kvinder Af Cambaro Ibrahim Dirie Jeg ankom til Danmark I 2004. Jeg har boet de seneste 6 år i Sandholm og bor her stadig. Alle mine børn bor i Danmark, men den danske udlændingeservice afviste min appel om at leve med dem. Da jeg kom til Danmark, var jeg et stærkt, aktivt menneske, men nu har jeg psykiske problemer, der har fået mig til at gruble mere og gå frem og tilbage i centret fra hjørne til hjørne. Det har været sådan i 6 år. Denne måde at leve på lever ikke op til standarder for menneskerettigheder og idéen om et normalt liv.

I Danmark har jeg fået sygdomme som diabetes, gigt, søvnløshed og angst. Jeg snakker med mig selv og bekymrer mig om min fremtid – en fremtid hvor mine børn er isoleret fra mig, en fremtid hvor jeg bor i det samme land som mine børn, men ikke kan leve med dem.

Hvis jeg kunne bo med mine børn, kunne jeg have det bedre end nu og slippe for de problemer, som jeg oplever i dag. En årelang borgerkrig, som jeg ikke kan overleve, finder sted i det land, som jeg kommer fra, og jeg beder venligst nogen med menneskelig sans om at evaluere min situation og hjælpe mig med at finde ud af hvordan, jeg kan blive forenet med mine børn.

Jeg beder om lov til at bo sammen med mine børn, mens min sag bliver behandlet. De er klar til at tage ansvar for mig og dække mine daglige udgifter, hvis min sag bliver afvist!!!

Saamiyo Mahamed Cismaan Jeg er en somalisk pige, der også bor i Sandholm.

Jeg har været i Danmark i 10 år og indtil nu har Udlændingeservice ikke accepteret mig. Jeg er ikke en kriminel; jeg er en ung pige uden fremtid, fordi jeg har spildt 10 år, hvor jeg har levet uden nogen ambition.

No. 3 2010 Jeg tror, mit problem i dette center er, at jeg ikke kender det danske samfund og regeringen.

Jeg er en flygtning, der flygtede fra et land med problemer og ikke fik accept i Danmark.

Jeg beder om at få de rettigheder, som enhver flygtning i verden har.

Regeringen giver mig 1200 kroner hver måned og hele tiden tænker jeg på hvordan, jeg skal fordele dette beløb. Spørgsmålet er: Skal jeg bruge dette beløb til at købe mad, billetter eller nogle af de andre ting, som en ung pige har brug for. Jeg beder venligst om støtte fra regeringen til at evaluere min situation i Danmark.

Anisa Ali Farah Jeg ankom til Danmark i juli 2004 og indtil nu er jeg ikke blevet accepteret. Jeg bor i Center Sandholm og jeg har nogle problemer: Jeg har ingen fremtid, jeg er syg, jeg tager medicin for at stabilisere mig og jeg sover hverken dag eller nat. Ydermere fortæller politiet mig hele tiden, at jeg bliver deporteret til mit land – et land hvor stærke og tungt bevæbnede grupper kæmper.

Du kan ikke overleve denne kamp, selv ikke hvis du bliver hjemme hele tiden eller kun går ud når, det er strengt nødvendigt, f.eks. når du har behov for at hente mad.

Når politiet uden hensyn fortæller mig, at jeg skal forlade Danmark, spørger jeg mig selv.

Når en flygtning, hvis land i et årti (indtil videre) er blevet hærget af en borgerkrig, hvor uskyldige mennesker bliver dræbt, voldtaget og plyndret, og hvor alting bliver ødelagt, ikke kan få asyl i et avanceret land, kan jeg da sige, at menneskerettigheder bliver respekteret i verden?

Jeg flygtede fra mit land, fra de ovennævnte prøvelser, i håb om, at min fremtid ville være sikker i Danmark, men desværre fik ind mange psykiske problemer, der er værre end situationen i Somalia, for i Somalia risikerer du at blive dræbt direkte, men i Danmark risikerer du at blive dræbt indirekte.

Hver gang politimænd passerer forbi mig, bliver jeg bange eller skifter kurs og går tilbage ad den vej, jeg kom fra, fordi jeg er så bange for, at politiet vil tvinge mig ud i en deportation til mit land. Jeg er et uskyldigt menneske og en fattig flygtning uden en flygtnings rettigheder her i Danmark; derfor beder jeg de danske myndigheder om at evaluere min sag.

Maryan Ali Nur Jeg ankom til Danmark i september 2002, og senere, i 2003, blev jeg afvist af immigrationsafdelingen. Det var sørgeligt at skulle stå over for. Indtil nu er jeg i centret ved navn Sandholm. Der er intet spor af mine syv børn og min mand, og jeg ved ikke om de er i sikkerhed et sted ude i verden.

Da jeg ankom til Danmark, havde jeg det nogenlunde, men nu har jeg psykiske problemer.

Jeg har også mange problemer, fordi mit helbred er dårligt. Jeg er blevet et lammet menneske.

Jeg går med krykker. Da jeg kom til Danmark var mit helbred godt; jeg følte mig godt tilpas og havde masser af ambitioner. Nu oplever jeg en masse angst og jeg bekymrer mig om mange ting, som jeg ikke kan forudsige, fordi jeg ikke har nogen fremtid, og det isolerer mig fra andre kvinder i verden. Hver dag, når jeg tænker på min situation i Danmark, græder jeg alene, for jeg har ingen børn, ingen mand og ingen fremtid.

Jeg er så stresset, når jeg f.eks. bliver nødt til at tage til byen, så kan jeg ikke komme på bussen uden at få hjælp til at komme på, jeg kan intet gøre for at forbedre mit liv, jeg er skuffet og er pyskologisk set afgået ved døden. Men alle de ovennævnte lidelser virker som en lille ting, når jeg sammenligner det med et sørgeligt brev, som jeg modtog fra immigrationsafdelingen 4. marts 2010, der slog fast, at jeg vil blive deporteret til mit land. Jeg siger det igen: Jeg er et lammet menneske – hvor er menneskeligheden i verden!

Og hvor er barmhjertigheden over for de stakkels mennesker, der har overlevet anarki, voldtægt, plyndring, kaos, drab på uskyldige osv. Spørgsmålet, der skal besvares, er: Er begrebet ”asylansøger” kun to eller måske fem år gammelt, eller er det et gammelt ærværdigt begreb, der betyder at fattige mennesker, som

93

flygter fra prøvelser og hjemland, skal kunne få hjælp?

Jeg betænker den danske regerings regler og siger tillidsfuldt tak for de otte år jeg har boet i Danmark. Men jeg er en mor med syv børn, og jeg ved ikke om, de er døde eller levende i denne verden? Var jeg den eneste, der overlevede de ovennævnte problemer i mit land?

Derfor beder jeg venligst den danske regering om at evaluere min sag og ikke at deportere mig til det land, hvor jeg ikke har noget hus, ingen børn og ingen fremtid.

Mine kære venner, Jeg vil give jer noget information om asylsystemet I Holland. Jeg søgte om asyl i Danmark, men i henhold til Dublin-forordningen blev jeg deporteret efter 11 måneder i Danmark.

Jeg blev deporteret til Holland uden ledsagelse fra dansk politi eller andre autoriteter, og da jeg ankom til lufthavnen i Amsterdam, var det så mærkeligt at ingen spurgte mig: Hvor er dit pas eller hvad er din nationalitet? eller noget som helst andet. Jeg passerede blot kontrollen og gik ud uden vanskeligheder.

Men jeg ville søge om asyl, så den eneste løsning var at gå til politiet i lufthavnen for at få taget fingeraftryk. Men de ville ikke tage det i lufthavnen. Det var mærkeligt. Jeg følte, at Holland ikke havde behov for flere asylansøgere. De gav mig bare navnet på en lejr, jeg kunne tage hen til, og de sagde: "bare gå!" Det er modsat af i Danmark.

Så tog jeg af sted til den midlertidige lejr.

Efter dette blev jeg flyttet til en anden midlertidig lejr og blev der omkring en uge. Efter den anden midlertidige lejr flyttede de mig til den tredje midlertidige lejr, hvor begge mine interviews blev foretaget. Jeg venter stadig på afgørelsen.

Venner, jeg vil ikke tale om lejrene i Holland, for på nogle punkter er de ikke så gode som dem i Danmark.

Men i relation til asylsystemet er der mange gode ting i Holland som f.eks.: - Du kan få et hævekort, så du kan hæve penge alle steder, men du skal være i lejren en gang om ugen for at få et stempel (i Danmark er det hver anden uge).

- Du får et sygesikringskort, så du kan gå til læge og få medicin.

- I Holland har alle deres egen adresse, så vi får posten tilsendt til vores huse.

- Endelig er det bedste ved Holland, at du efter 6 måneder kan arbejde og få løn, hvis du finder et arbejde – men du bliver selvfølgelig nødt til at lære det hollandske sprog.

- Du kan få dit eget nationale nummer, der giver dig nogle andre rettigheder, f.eks. når du finder et arbejde osv.

- Du kan også arbejde i lejren og tjene ekstra penge som supplement til din ugentlige løn. I Danmark kunne du gøre det som frivillig praktik, men hvis du så ikke udførte dit arbejde, skar de i dine penge.

- De lærer folk hollandsk, ikke engelsk, så de siger ikke ”Du taler engelsk og du bliver måske deporteret til et andet sted, så vi behøver ikke lære dig hollandsk” - eller dansk, som de gør i Danmark.

- For Danmark er det noget nyt at møde udlændinge, men Holland er fyldt med dem, tror jeg.

- Her giver de dig penge til at købe tøj og køkkenting selv. I Danmark havde de disse ting klar til dig.

På en måde tror jeg asylansøgere i Holland er mere afslappede end i Danmark. Jeg er ikke sikker, men det er sådan for mig.

Memo

94

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Til rette vedkommende Af Ziad Kabbani Et smukt land uden fred Jeg er en 56 år gammel mand, der engang levede i et smukt land. Dets navn er Libanon, og det var et fredfyldt sted at leve. Jeg blev født i hovedstaden Beirut, og min familie bestod af mine forældre og seks drenge. Vi boede i et smukt hus.

I en borgerkrig, der involverede lande som Syrien og Israel, omkom mange mennesker rundt omkring i hele landet på grund af bomber. Min lillebror blev dræbt, da han passerede en bil med en bilbombe, hvilket vi sørgede og var vrede over. Familier forlod landet i en søgen efter et nyt land med fred og et godt liv langt væk fra bomber og drab. Ligesom min familie.

Denne borgerkrig mellem kristne og islamiske grupper brød ud i 1975. Mine to brødre flygtede til USA, den ene bor nu i Chicago, den anden i Windsor i Canada – begge sammen med deres familier. En anden bror tog af sted med sin familie og drog til Danmark. Efter en måned sagde han til mine forældre, at de skulle komme og bo med ham i Danmark, i håb om at opnå familiesammenføring.

På det tidspunkt tog den syriske hær kontrol over Libanon og blev i landet i adskillige år.

Borgerkrigen sluttede i 1990, men syriske og israelske tropper var stadig tilstede i lang tid. Som I nok ved, angreb Israel Libanon igen i 2006.

Tab og sygdom Raffic Al Hariri var Libanons premierminister fra 1992 til 1998 og fra 2000 til 2004. Han prøvede at genopbygge Libanon og give det fred og frihed. Men der var mange problemer på grund af bomber og drab på mange gode mennesker, der prøvede at genskabe et fredfyldt land.

Grupper fra Syrien og Iran prøvede at fjerne Hariri og opnå kontrol over landet.

I 2004 døde min mor i Danmark. Min far sendte mig et visa, så jeg kunne besøge ham, og min anden kone og jeg tog af sted for at se ham.

Min far og jeg var lykkelige over at mødes efter 25 års adskillelse, men han var meget syg efter min mors død. Han døde efter to dage. Da blev vi 15 dage i min brors hus i Holbæk.

Tilbage i Libanon fik jeg at vide, at mit firma måtte lukke på grund af den problematiske situation. Så blev jeg taxachauffør. En dag på arbejde hørte jeg en stor eksplosion. Jeg steg ud af bilen og så sort røg overalt på himlen. Dette var det forfærdelige mord på Raffic Al Hariri og hans venner i 2005, der skabte megen urolighed, frygt og død over hele Libanon. Da min bror erfarede situationens alvor for landet og for mig sendte han mig et visa.

I 2006 besluttede jeg at tage til Danmark med min anden kone og min søn på 15 år. Mine to døtre (nu 17 og 20 år) blev i Libanon med deres mor, min første kone, der også har giftet sig igen og har en lille dreng.

Min nuværende kone har været ramt af kræft, mens vi har været gift. Under operationen holdt hendes hjerte, lever og nyrer op med at fungere. Hurtigt blev hun sendt til et andet hospital nær ved, og lægerne gjorde brug af mange instrumenter på intensivafdelingen, hvor hun lå i tre måneder, før hun kom tilbage til livet. Vi flyttede hende til hendes forældres hus, men så fik hun problemer igen. Klokken to om natten sagde hun, at hun ikke kunne trække vejret, og da bragte vi hende tilbage til intensivafdelingen. Her åbnede de hendes spiserør og lavede et hul til et instrument, der kunne få hende til at trække vejret.

Efter tre uger mødte vi en god og meget kløgtig doktor, der lavede en vellykket operation på hende. Han hjalp hende med at vende tilbage til det normale.

Danmark – mellem fortid og fremtid I 2006 nåede min kone og jeg Danmark, og vi boede hos min bror i Holbæk i en uge. Derefter tog han os til Sandholm-centret. Her tog politiet vores pas og tog billeder af os, og de tog vores fingeraftryk. Så sendte de os på kontoret. De gav os to rum med badeværelse og køkken, samt en seddel til at få tøj og en seddel til at få måltider fra cafeteriet.

Efter det sendte de os til medicinsk behan-

dling. Jeg havde problemer med mine ben, min ryg og min nakke. Behandlingen blev gjort godt, og i dag har jeg kun en smule smerter. Min kone blev kørt på hospitalet i Hørsholm. På røntgenbilledet så de, at hun atter havde kræft og måtte have en brystoperation, der blev vellykket.

I forbindelse med vores sag blev vi interviewet og jeg skrev til dem om alt, hvad der var sket for mig i mit land.

Jeg var med i Tayyar Almustaqbal-gruppen, der også bestod af Saad Al Hariri, Raffic Al Hariris søn, og farlige grupper var årsag til megen kamp og mange problemer for os. De prøvede at overtage vores kontor ved at angribe os. I den tro at jeg dræbte to af deres ledere, ønskede disse grupper mig død. De har kastet sten på mit hus og brændt min bil, da jeg boede i Hart al Harak. Efter det skiftede jeg sted og hus til et sted i Ras Alnaba. Dette var et sikrere sted, og jeg havde et kontor for Tayyar Almustaqbalgruppen. Men da fik disse grupper nys om dette sted, og jeg måtte tage væk. Det er grunden til, at nogle ønsker mig død, og grunden til, at jeg ikke kan vende tilbage og bo i Libanon.

På trods af min kones sygdom blev vores ansøgning om humanitært ophold afvist. Min kone besluttede sig også for at vende tilbage, eftersom hendes far havde haft tre hjerteanfald, og hun ønskede at se ham før hans død. Han var på intensivafdelingen, og hun var meget nervøs for ham og græd hele tiden. Da mødtes vi med politiet med henblik på at lade hende komme på et fly til Libanon hurtigt. Den næste dag rejste hun for at se sin far en sidste gang. Jeg har hørt fra mange venner her at en afvist person, der rejser tilbage til sit land, ikke kan komme tilbage til Danmark før efter fem år, hvilket nu er tilfældet for min kone.

I mit land fandt min kone ud af, at disse grupper hele tiden forsøger at finde ud af hvor jeg er, og hun fortæller mig, at de kom til hendes fars hus, nogle gange med pistoler og nogle gange i civil, og spurgte efter mig og sagde til hende, at jeg ikke skal komme tilbage. Hun var meget bange og nervøs, og jeg var meget nervøs for hende og mine to døtre.

Her i Danmark mødte jeg en god dansk familie, og jeg fortalte dem alt om mig og mine problemer i mit land og om min sag. Med hjælp fra disse folk kom jeg i kontakt med folk, der ville hjælpe mig. Af den grund blev jeg ikke sendt hjem og kom i stedet i retten med en ny advokat, men jeg blev afvist på grund af bevismangel. Efter to måneder fortalte politiet mig, at jeg skulle tage hjem, og sagde, at de ville skride til handling. Derfor underskrev jeg ikke papirerne.

Igen blev min sag åbnet, men endnu engang afviste retten mig, fordi de skulle se flere beviser. Og igen afviste jeg at skrive under på papirerne. På grund af dét blev mine lommepenge sat ned og alle mine aktiviteter stoppet.

De vil have mig til at tage tilbage, men jeg kender mit problem, selv om de ikke forstår det.

Jeg håber og ønsker at resultatet vil blive godt for mig og for min søn og min familie.

Og jeg ønsker, at folk ville forstå. Jeg venter blot på at vende tilbage til et rigtigt liv og leve som enhver borger. Jeg vil bare leve et normalt liv med min familie og bo tæt på min bror i Holbæk og nær mine forældres grav i Valby. Jeg vil gerne leve med min kone og familie og bo sammen med dem som én god familie i et smukt hus, som en god borger – og leve den sidste del af mit liv i fred og kærlighed.

While waiting for the answer

By Abigail Josephsen Among the 120 people living at Kongelunden Accommodation Centre are a family of Kurds consisting of a father, a mother and four children.

Newruz, the father of the family, invited me into his and his family’s one-bedroom flat, where the family spends most of their days while waiting for their application on asylum to be processed. Their story is one among many, but it is the only thing that they have, and it may well decide whether they will be granted permanent stay in Denmark.

Asylum seekers in Denmark often arrive without official papers or anything else that can prove their identity, and the Danish authorities have no means to conduct a thorough investigation on each asylum application. The story of the asylum seeker therefore becomes an integral part of the application procedure, and according to Zachary Whyte, lecturer at Copenhagen University, this has led to widespread rumours and frustrations among asylum seekers and contributed to the already deteriorating psychological environment on many of the accommodation centres.

But being granted the opportunity to tell one’s personal story also has other aspects.

Simply put, it is an integral part of every human being to share one’s experiences with others. At Kongelunden, however, the people living here have often had traumatic experiences that they are reluctant to talk about, and combined with the fact that asylum seekers are not allowed to work or study outside the centre, this leads to even more isolation.

Newruz and his family came from Syria, where the civil rights of ethnic Kurds are severely limited by the law. His work in the resistance movement Azadi led to multiple incidents of arrest and torture, and ultimately led to the family’s decision to flee. A decision, which led them out on a 3.000 kilometre journey ending in Denmark, carrying nothing but stories of people smugglers, a boat ride to Cyprus where the Greek authorities took their fingerprints and memories of family members back home.

At the accommodation centre, the waiting is starting to take its toll. Newruz rarely sleeps well, and his wife, Dilan, complains of headaches and nightmares. But Dilan nonetheless likes living in Denmark – her and Newruz’ handicapped daughter recieves treatment and they like the Danish school system.

Surprisingly, their worst fear is not having their application rejected and being sent back to Syria, but being sent to Greece. Under the Dublin Convention, asylum seekers must apply in the first EU country that they enter, and they are prevented from applying again on other EU countries. Newruz somberly comments that being sent to Greece would be even worse than living in Syria, and his claim is backed by reports from Amnesty International and Human Rights Watch, which severely criticise the treatment of asylum seekers in Greece, and which led to the UNHCR warning EU countries against sending people back to Greece, to no avail.

Newruz is determined that he will leave his two youngest children with foster parents in Denmark should he and Dilan be sent to Greece. Right now, the family clings to the hope that their daugter’s disability means that they get to stay in Denmark, but like so many other stories, theirs is in no way a guarantee that this will happen.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Store arabiske litterater Af Ziad Kabbani

Forneden præsenterer jeg jer for Gibrans berømte poetiske stykke

Hej, jeg hedder Ziad, og dette er min nye artikel om min onkel, den store og berømte digter Nizar Kabbani, som jeg introducerede i sidste visAvis, og om den store forfatter og digter Gibran Kahlil Gibran.

Jeg synes Nizar Kabbanis liv og digte er meget interessante, og denne nye artikel giver jer mulighed for at lære ham endnu bedre at kende. Jeg præsenterer jer også for ét af hans smukke digte om kærlighed til kvinder – ét som jeg tror, I vil synes om.

Nizar Kabbani (1923-1998), var digter fra Syrien. Han var en stor romantisk digter, kærlighedslyrikkens mester. Hans poesi er berømt for at indfange rytmikken i hverdagssyrisk tale.

Han blev født i en middelklasse-købmandsfamilie. Min onkel var grandnevø til den banebrydende arabiske dramatiker Abu Khalil Al-Kabbani (så han er min onkels grandonkel). Nizar Kabbani var også politisk diplomat i mange lande. I sine digte skriver han om mange ting, der skete i hans liv, og han giver udtryk for sine følelser omkring mange emner: F.eks. sociale forhold og fattigdom, hans elskede fødested Damaskus, krig, død, naturens skønhed – og så selvfølgelig kærlighed til kvinder.

Her viser jeg jer digtet "Når jeg elsker dig". Jeg giver diget form som et af de cedertræer, der findes i de libanesiske bjerge - steder som min onkel elskede.

"Kærlighed fra Profeten".

Når jeg elsker dig Når jeg elsker dig, Opstår et nyt sprog, Nye byer, nye lande opdaget.

Timerne ånder som hundehvalpe, Hvede vokser mellem bøgers sider, Fugle flyver fra dine øjne med tidender af honning, Karavaner belæsset med indiske krydderier rider ud fra dine bryster, Overalt falder mangoerne, skovene bryder i brand Og nubiske trommer lyder.

Når jeg elsker dig, ryster dine bryster skammen af sig, Forvandler sig til lyn og torden, et sværd, en sandstorm.

Når jeg elsker dig, rejser de arabiske byer sig og demonstrerer Mod undertrykkelsens tidsaldre, Og mod de mange år Hvor man har taget hævn over stammens love.

Og jeg, når jeg elsker dig, Marcherer i protest mod grimheden, Mod saltkongerne, Mod ørkenens institutionalisering.

Og jeg vil fortsætte med at elske dig, indtil verden oversvømmes.

Jeg vil fortsætte med at elske dig, indtil verden oversvømmes.

Da jeg er fra Libanon, vil jeg også fortælle jer om Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Jeg studerede arabisk filosofi, og i løbet af mine studier læste jeg om Gibran, den store digter, forfatter og tegner (faktisk tog Gibran to år til Paris for at studere kunst med Auguste Rodin), der skabte de fleste af sine digte og litterære værker på baggrund af sit liv i de libanesiske bjerge. Han blev født i byen Bsharri i Libanon og begyndte sit liv i fattigdom. Da han var af en kristen familie, blev han indført i Bibelen, såvel som i det arabiske og syriske sprog, af en præst. Som ung immigrerede han sammen med sin familie til New York i USA, men de slog sig ned i Boston, der på den tid var det næststørste syrisk/libanesisk-amerikanske samfund i USA. Han studerede kunst og litteratur forskellige steder i staterne – og begyndte sin litterære karriere. Han startede et litterært magasin med en klassekammerat og blev udpeget som ’universitetsdigter’. Hans tanker og idéer kom fra hans fantasi, inspireret af livet i bjergene. I dag findes der et Gibran Kahlil Gibranmuseum ved hans hjem, og Gibran er i dag berømt i alle arabiske og andre lande. Der er skabt mange film, bøger og skuespil over hans liv og værker.

Gibran er den tredjemest læste digter i historien – kun Shakespeare og Lao-Tzu overgår ham i antal læsere. Han var også kendt som immigrationsdigter. Hans første bog var Galningen. Hans mest berømte bog er Profeten, der består af forskellige filosofiske essays skrevet på engelsk. Bogen solgte godt på trods af en kølig modtagelse hos kritikerne. Gibran udtrykte et stort håb for national syrisk uafhængighed fra briterne. Han troede på syrisk nationalisme, men han viste os, at nationalisme for ham levede side om side med internationalisme. Han døde i 1931 i New York. I 1932 blev han efter eget ønske begravet i Libanon ved sit hjem, det nuværende museum. Disse ord er skrevet på Gibrans grav: ”Et ord jeg ønsker at se skrevet på min grav: Jeg er i live som du, og jeg står ved siden af dig. Luk dine øjne og se dig omkring, og du vil se mig foran dig.”

Da sagde Almitra: Tal til os om kærlighed.

Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuld røst begyndte han at tale: Når kærligheden kalder jer, følg den, Er dens vej end stejl og stenet.

Og favnes I af dens vinger, da giv jer hen til den, Skulle I end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer.

Og når den taler til jer, tro den, Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.

Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer.

Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.

Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen, Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.

Som markens neg sanker den jer til sig.

Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.

Den sigter jer for at rense jer for avner.

Den kværner jer til hvidhed.

Den ælter jer, til I er smidige; Og da overlader den jer til sin hellige ild, at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.

Alt dette skal kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.

Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder, Da er det bedre for jer, om I dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo, Til den uomskiftelighedens verden, hvor I skal le, men ikke al jeres latter, og græde, men ikke alle jeres tårer.

Kærligheden giver intet andet end sig selv, og tager kun fra sig selv.

Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes; Thi for kærligheden er kærlighed alt.

Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke: ”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal I sige: ”Vi dvæler i Guds hjerte”.

Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs; thi dersom kærlig-heden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.

Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.

Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse: At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten; At kende den alt for store følsomheds smerte; At såres af jeres egen indsigt i kærligheden; Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.

At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.

At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder; At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed; Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.

I næste visAvis vil jeg fortælle jer mere om Nizar Kabbani, Gibran Kahlil Gibran og andre arabiske digtere såsom Taha Hussein – og måske vil jeg også vise jer nogle digte skrevet af mig, Ziad Kabbani.

Fortsættelse følger …

Fra: Kahlil Gibran / Profeten. Lindhardt & Ringhof 2000, 2. udgave, 7. oplag. s. 12-15. Oversættelse til dansk: Per Thorell.

95

96

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Preliminary vocabulary of some useful words when analysing the play between integration and disintegration…

The cosmopolitan city between language and mother tongue, suburb and hinterland – A remark concerning global aesthetics to the symposium “It’s all National”, at Skuespilhuset, December 3rd, Copenhagen, 2009. The written version is enlarged with a brief presentation of the philosophical problem of identity.

By Carsten Juhl “In Rome, everybody was a stranger”.

Titus Livius (59 AD. -17), Ab urbe condita.

I - The cosmopolitan city Cosmopolitan, (barbarisms: ‘cosmopolitical’, ‘cosmopolitics’) City or person defining itself from the point of view of the world and of all its movements. Cf. the work of Immanuel Kant: “Idea for a Universal History with a Cosmopolitan Purpose” (1784). See also International and internationalism.

International and internationalism, internationalist Institution, movement, city or person existing, acting or working outside or between nationstates, also in the meaning of ‘trans-national’, trans-border activities or actions. See also Limes and liminality.

Limes (Latin) and liminality Limes is the Latin word for the ending of a territory without a political-legal definition. It can mean the limitation of a private property or the end of a town. The frontier or border of the Roman Empire had fines (cf. English ‘final’), meaning the line separating the field of Roman Law from the fields dominated by other legal orders.

Cosmopolitan and internationalist positions always deal with liminality, i.e. with decisions and actions non accepting the frame established by the nation-state. Liminality constitutes a grey zone of indeterminacy: it can be invested by projects of all kinds, from utopias to camps. Its existence is fundamental, otherwise it would be impossible to declare somebody or something ‘outside the law’, and the whole movement of inclusion and exclusion is based upon notions such as off-limits, elimination, limited, but also sublime.

II - Between language and mother tongue.

And identity as a sort of separation from language Mother tongue “Gaus: When you come to Europe, what, in your impression, remains and what is irretrievably lost?

Arendt: The Europe of the pre-Hitler period? I do not long for that, I can tell you. What remains?

The language remains.

Gaus: And that means a great deal to you?

Arendt: A great deal. I have always consciously refused to lose my mother tongue. I have always maintained a certain distance from French, which I then spoke very well, as well as from English, which I write today.”

“What remains? The language remains”. Hannah Arendt, “Conversation with Günter Gaus”, German TV, Federal Republic, Oct. 28th, 1964.

Mother tongue: The connected birth of feeling your self a child of somebody, the sound of it, the interactivity of the relationship, the problem of familiarity and non-familiarity of the signification of events. The mother tongue is also the language of the first appearance of meaning.

What Arendt meant was, that with a mother tongue consciousness you can always begin again. More or less the contrary of a Foucaltian “discourse”, which is a sort of ‘father tongue’, a language confirming institutions, explaining interventions and disciplining the general mind.

Language (natural language / semiotic system) and identity as a kind of intimacy

Language is a mean of communication and expression, of interacting with your environment; a mean to investigate the world and the way it is constructed, using fields of philosophy, art and science, all already embedded in language. However integrated in language knowledge may be, the separation of knowledge from language remains operative when language is intervening in signification, which can be expressed by all sorts of articulations, visual, audio etc.

However and more generally speaking, a major difficulty is due to the ‘bilingual’ condition. And identity is often a monolingual thing unable to deal with its own constitution, i.e. the absence of origin, in a bilingual situation… - It is significant that two of the most convincing and intransigent thinkers of contemporary dissension, Per Aage Brandt from the Pierce tradition and Giorgio Agamben from the Heidegger tradition, both analyse identity as a factual phenomenon linked to the notion of passion and the feeling of love.

Per Aage Brandt writes: “Destiny versus Identity: passion seems to be a promise of anti-temporal resistance, or faith (Danish: tro-fast-hed). Languages evolve formally, as human conditions of collective existence do, and it seems that such linguistic changes are directly reinforced by the feeling of intentional identity uniting quasi-religiously the speakers. […]

Ethnic communities are therefore, I think, always and perhaps by definition linguistic communities. But they do not have to be social systems. “ (Brandt p.41-42).

Agamben displaces even more the problem of identity explaining how the “facticius” of facticity is “opposed to nativus”: the facticius-version of a matter of fact “means […] what is not natural, what did not come into Being by itself”. And dealing with the link between the “nature of ‘factical’ gods” in Rome and the term “fetish”, reopens for the question of the theological dimension also mentioned by Brandt. Continuing his analysis of Heidegger and the “semantic sphere of non-originarity and making [in Italian: artificio, i.e. ‘artificiality’]” Agamben explains: “this experience of facticity, of a constitutive non-originality, is precisely the original experience of philosophy, the only legitimate point of departure for thinking.” (Agamben p.189).

Identity and life Thus with identity, we have to do with something in need of reality due to a profound lack of foundation. From a philosophical point of view, thinking the upcoming of identity demands a thinking ready to deal with a double limitation: one from the question of the origin, the beginning of something, and the other from the demand of confirmation, the play between truth and untruth. So identity is nourished by transversal passions: standing outside historical or philosophical legitimation, it is instead able to celebrate a kind of presence in the aesthetic experience (and transform it into politics).

The reason why identity is able to penetrate the aesthetic experience is without any doubt due to the openness of the aesthetic community itself (the ‘sensus communis’ in Kant’s Critique of Judgement). The aesthetic community has an origin, but a local one, an event of subjectivity, always repeated in the same way (but never the less new at each time), i.e. as a perception communicated and transformed through interpretation and comment. As this hermeneutic situation of the aesthetic experience has to do with ‘staying alive’ and the expansion of the feeling of life, it never ‘lands’ the subjective dimension of life in any property confirming a special, transpersonal but identical quality. The aesthetic experience is more or less the contrary of an ap-

propriation to such a world, the contrary of an identification of the object as an object of a special territory, a special history or worse: a special people. So this situation of aesthetic experience can mainly be maintained through the practice of abstraction, which demands for participation (‘creativity’) and critique (‘dissension’).

Brandt explains that some “objects of worship” such as “persons, territories, pet animals” are operative in another way: these “selected items” are “associated with the idea of someone loving them. Proper names are indicators of a semantics of love.” (Brandt p.39). Brandt includes “material works of art” in this category. I think it is more appropriate to include the question of naming itself, i.e. the theology of the name of god. Which again has to do with the very transformation of representation into “meaning”: the transformation of polytheism into monotheism.

It seems impossible to find a place for identity without combining a love for a god with a language of worship.

III - Suburb and hinterland Hinterland (from hinter-Land (German), the country behind you) A background of nature and tradition, a sort of unity between country-side and town, perhaps even rural life and smaller communities, which is remembered as an organism. Monolingual, with local folklore, myths, music and dance. It is felt as organic, tight and a little slow (at least slower than the suburb and the city), a sort of vertical confirmation of identity. It is often remembered as an atmosphere (German: Stimmung, i.e. with a voice), which you can still hear in your inner ear after having left it. You can forget it, and the process of removal is felt as a longing (cf. the song “Puerto Rico your lovely island” and the fight about nostalgia in the musical West Side Story, Broadway, 1957).

Suburb (from sub-urbs (Latin) under/over/trans town, cf. sublime) Zone of habitation, evolution and expansion around a city of a certain importance. Rather desert-like during the day because of its status as a sort of satellite (people working somewhere else), and often also during the night due to a lack of security. Its aesthetics has to do with rhythm, noise, transportation, cars, graffiti, rapmusic, rackets moving around, some times even riots and revolt. The feeling of the suburb is anorganic or mineral, open, horizontal and rather rapid. The identity is not vertical or monolingual but has to do with the fact of a multicultural and at least bilingual neighbourhood and some times common problems or enemies.

(Cf. also French: Ban-lieu, the place of the banned, i.e. a place of expulsion and precariousness) Slum (origin uncertain) According to Mike Davis’ Planet of Slums (2006), it is a place dominated by the problems of eviction, the sudden arrival of expulsion, which is a sort of political, economic and personal (or total) precariousness. Slum-people are first of all exposed to eviction, as we saw in the slums around Nairobi, 2007; and especially in Gaza a year ago and often before, and to-day in EastJerusalem: the transformation of the majority of the Palestinians into a slum-people seems to be the project of the actual government in Israel.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

97

At skabe den åbne by og urbane identiteter på den hårde måde Af Saskia Sassen Byer er et af de centrale steder, hvor nye normer og nye identiteter bliver skabt. Byer har spillet denne rolle på forskellige tider og forskellige steder, og under meget afvekslende forhold. Alligevel kan denne rolle blive strategisk på konkrete tidspunkter og steder, som det er sagen i dag i Europa. En væsentlig mulighed i skabelsen af normer omhandler immigration. Hvad der må understreges her, er det hårde arbejde at skabe åbne byer og genpositionere immigranten og borgeren som urbane subjekter, nærmere en essentielt forskellige subjekter, som mange af anti-immigrant og racistiske kommentarer gør.

Her vil jeg adressere spørgsmålet gennem perspektivet omkring evnen for urbant rum til at skabe normer og subjekter, der undslipper dominerende magtsystemers lænker, så som nationalstaten, krigen mod terrorisme, den voksende grad af racisme. Det konkrete eksempel med immigranters integration i Europa gennem tiden er et vindue til dette komplekse og historisk skiftende sprægsmål om skabelsen af den europæsike 'åbne by'.

I mine læsninger, igen og igen over tid og rum, blev udfordringerne i at indkooporere ”outsideren” instrumentet til at udvikle det civile i den bedste forstand af det ord. At svare på de ekskluderedes krav har medført udvidelsen af rettighederne ved statsborgerskab. Og ofte har det at begrænse rettighederne for immigranter, været en del af et tab af statsborgerskabets rettigheder. Det var klart med Immigrations Reformations Loven [the Immigration Reform Act] vedtaget under Clintonadministrationen i USA – en lovgivningsmæssig sejr det Demokraterne medfulgte at fjerne rettigheder fra immigranter og borgere!

Antiimmigrant følelser i Europa: Når immigranten er din fætter Antiimmigrant følelser har længe været en kritisk dynamik i Europas historie, én alt for ofte overset i almindelige europæiske historier. Og én der måske kan have nye former og indhold i dag Antiimmigrant følelser og angreb fandt sted i alle de større immigratonsfaser i alle større Europæiske lande. Inter arbejdskraftsmodtagende land har en ren strafattest – ikke Schweiz, med dets lange prisværdige historie af international neutralitet, og ikke engang Frankrig, det mest åbne for immigration, flygtninge og eksilerede.

Franske arbejdere dræbte italienske arbejdere i 1800-tallet og anklagede dem for at være den forkerte slags katolikker. Vigtigt er det faktum, at der altid var individer, grupper, organisationer og politikere, der troede på at gøre vores samfund mere inklusive over for immigranter, hvilket også er tilfældet i dag.

Historien antyder, at dem der kæmpede for inkorporation, havde succes på den lange bane, selv hvis det kun var delvist. For bare at fokusere på den nære fortid, har en fjerdedel af alle franskmænd en fremmedfødt forfader tre generationer tilbage og op mod 32 procent af wienerene er enten født i udlandet eller har udenlandske forældre. Det krævede aktiv handlen at transformere det urbane had til fremmede til det civile. Et fornuftigt offentligt transportsystem eller sundhedssystem kan ikke sortere brugere efter om, de anses for gode eller dårlige mennesker.

En grundlæggende regel må følges: betal din billet og du er på. Det vil sige, skabelsen af det civile som en materiel betingelse.

Europa har en knapt anerkendt historie af flere århundreders interne arbejdsmigrationer.

Dette er en historie, der svæver i tusmørket af officiel europæisk historie, domineret af billedet af Europa som et emigrationskontinent, aldrig immigrations. Men i 1700-tallet, da Amsterdam byggede sine kog og fjernede sine moser, bragte det arbejdere ind fra det nordlige Tyskland; da franskmændene udviklede deres vingårde bragte de spanierne ind; arbej-dere fra alperne blev bragt ind for at hjælpe Milano og Torino; det samme blev irerne, da London havde brug for hjælp til at bygge vand- og kloakeringsin-

frastruktur. I 1800-tallet, da Hausmann genbyggede Paris, bragte han tyskere og belgiere ind; da Sverige besluttede at blive et monarki og havde brug for nogle kønne paladser, bragte de italienske stenlæggere ind; da Schweiz byggede Gothardtunellen, bragte de italienere ind; og da Tyskland byggede dets jernbaner og valseværker, bragte det italienere og polakker ind.

På hvilket som helst tidspunkt var der et flertal af signifikante strømme af intereuropæisk migration. Alle de involverede arbejdere blev set som outsidere, som uønskede, som trusler mod fællesskabet, som folk, der aldrig ville kunne høre hjemme her. Immigranterne var hovedsagelig fra den samme kulturelle gruppe, religiøse gruppe og fænotype. Alligevel blev de set som uassimilerbare. Franskmændene hadede de belgiske immigrantarbejdere og kaldte dem den forkerte slags katolikker og hollænderne så de tyske protestantiske immigrantarbejdere som den forkerte slags protestanter. Dette er et sigende faktum. Det antyder, at det simpelthen ikke er korrekt at argumentere, som det ofte bliver, at det i dag er mere besværligt at integrere immigranter på grund af deres anderledes religion, kultur og fænotype. Da disse var lignende, var antiimigrant følelserne lige så stærke som i dag og der førte ofte til fysisk vold mod immigranterne.

Men hele tiden blev et betydeligt antal immigranter en del af fællesskabet, selvom det tog to eller tre generationer. De beholdt ofte deres særegenhed, men var stadig en del af fællesskabet – del af den komplekse, stærkt heterogene sociale orden af hvilken som helst udviklet by.

På tidspunktet for deres første ankomst blev de behandlet som outsidere, racegjorte som anderledes af udseende, lugte og vaner, selvom de var af samme fænotype eller overordnede religiøse eller kulturelle gruppe. De var alle europæere: men forskellene blev oplevet som overvældende og uoverstigelige. Andetsteds har jeg dokumenteret voldshandlingerne, hadet vi følte mod dem, vi i dag oplever som en af vore egne (se Sassen 1999).

I dag kan argumentet mod immigration fokuseret på spørgsmål som race, religion og kultur, måske virke rationelt – at kulturel og religiøs afstand er grunden til besværlighederne med indkooperation. Men ved at bladre gennem de historiske og samtidige beviser finder vi kun nyt indhold i en gammel passion: racegørelsen af outsideren som Anden. I dag er den Anden stereotypiseret ved forskelle i race, religion og kultur. Disse er tilsvarende argumenter til dem fremført i fortiden, da migranter bredt set var af den samme religiøse, racemæssige og kulturelle gruppe. Migration er sat op på en bevægelse mellem to verdner, selv hvis det er inden for en enkelt region eller et land – som østtyskere rejsende mod Vesttyskland efter 1989, hvor de ofte blev set som en anderledes etnisk gruppe med uønskelige karaktertræk.

Hvad er den tilsvarende udfordring i dag, en der kan tvinge os til at overskride vores forskelle og skabe hvad, der svarer til den ældre traditionelle skabelse af det europæiske civilsamfund?

En udfordring større end vores forskelle?

Særegenhederne ved det fremspirende globale urbane landskab er dybt anderledes end den gamle europæiske civile tradition. Denne forskel holder selvom Europas verdensomspændende imperiale projekter sammenblandede europæiske traditioner med urbane kulturer, der tilhørte anderledes historier og geografier.

Det som det fremspirende urbane landskab deler med den ældre tradition er det forhold, at nogle udfordringer er større end vores forskelle. Deri ligger et potentiale for at genopfinde den urbane evne til at transformere konflikt (i det mindste relativt set) til en udvidet åbenhed frem for til krig, som er tilfældet med nationale regeringer. Men det kommer ikke til at være i den kendte forstand af den 'åbne by' og af det civile, som vi har repræsenteret den særligt i den europæiske tradition.

Jeg fornemmer nærmere at de store udfordringer, der konfronterer byer (og samfund generelt) har tiltagende stærke feedback-sløjfer, der medvirker til en opsplitning af den gamle civile urbane orden. Den såkaldte ”krig mod terrorisme” er måske en af de meste skarpeste versioner af denne dynamik – der vil sige, den dynamik hvormed, at bekæmpe terrorisme har en stærk indflydelse på formindskning af den gamle civile urbane orden. Klimaforandringer og deres indflydelse på byer kunne også være kilden til nye typer af urbane konflikter og adskillelser. Men jeg vil argumentere for, at disse udfordringer faktisk indeholder deres eget særlige potentiale for at skabe nye former for brede frontplatforme for urban handling og for at kæmpe sammen med dem, der kan virke som for forskellige fra os. At bekæmpe klimaforandringer kan samle borgere og immigranter fra mange forskellige religioner, kulturer og fænotyper, på den samme side af kampen. På samme måde kan det at kæmpe mod statens magtmisbrug i bekæmpelsen af terrorismes navn skabe lignende koalitioner, der bringer indbyggere sammen, som måske har tænkt, de aldrig ville samarbejde med hinanden, men nu hvor der er en større trussel mod borgerrettigheder, der også vil have indflydelse på borgere, ikke kun immigranter, spirer nye solidariteter frem. Spredningen af asymetrisk krig og klimaforandringer vil have indflydelse på både de rige og de fattige, og at adressere dem vil kræve at alle deltager i forsøget. Yderligere, mens skarpe økonomiske uligheder, racismer og religiøs intolerance længe har eksisteret, bliver de nu til politiske mobilisatorer i en kontekst hvor, centrummet ikke længer holder – om dette er et imperialt centrum, den nationale stat eller byens borgerskab.

På baggrund af en delvis opsplitning af imperier og nationalstater, fremspirer byen som et strategisk sted for skabelsen af elementer af det nye, måske endda for skabelsen af nye delvise ordener. (Et syntetiserende billede, vi kunne bruge, til at fange disse dynamikker er bevægelsen fra centraliseret nationalstats artikulation til en centrifugal mangedobling af specialiserede sammenkoblinger.) Hvor det måske tidligere var national lov, der var loven, gør subsidaritet, men også byernes nye strategiske rolle, det muligt at forstille os en tilbagevenden til urban lov. For eksempel har et stigende antal byer, i USA, indført lokale love (forordninger), der gør deres byer til fristeder for udokumenterede immigranter; andre byer har vedtaget klimalove, der kun gælder for de enkeltstående byer. Vi ser en tilbagekomst af urban lovgivning, et emne jeg diskutere i længde andetsteds (se Sassen 2008).

I mit større projekt identificerede jeg en skarp forøgning af sådanne partielle sammenkoblinger, der sammenblander dele af territorium, autoritet og rettigheder, engang indkapslet i nationale institutionelle rammer. I tilfældet Europa inkluderer disse sammenkoblinger dem, der stammer fra formationen og den fremskridende udvikling af EU, men også dem, der stammer fra en varitet af tvær-by alliancer omkring beskyttelse af miljøet, bekæmpelse af racisme og andre værdige sager. Od de stammer fra undernationale kampe og ønsket om at lave nye reguleringer for selvstyre på kvarters- og byniveau.

En sidste pointe, for at udvikle den strategiske væsentlighed af byen i skabelsen af nye ordener, er, at som et rum kan byen bringe flertallige meget forskellige kampe sammen og sætte et større, mere omfattende skub for en ny normativ orden på dagsordenen.

Disse udviklinger signalerer fremkomsten af nye typer af socio-politiske organisationsformer, der kan sameksistere med ældre organisationsformer, så som nationalstaten, det mellemstatslige system og byens ældre plads i et hierarki, der er domineret af nationalstaten. Mellem disse nye typer af organisationsformer er komplekse byer, der til dels er trådet ud af det nationale, statsdominerede hierarki og blevet del af multiskalære, regionale og globale netværk. De sidste to årtier har vi set en stigende urban artikulering af globale logikker og kampe, og en eskalerende brug af urbant rum til at lave politiske krav,

98

TRANSLATIONS

No. 3 2010

ikke kun for borgerne i en bys land, men også for udlændinge.

Konklusion I denne kontekst er byen en enormt betydelig sammenkobling på grund af dens langt større kompleksitet og diversitet, og dens enorme interne konflikter og konkurrencer. Nærmere end den enstemmede, omend med forskellige værktøjer, logik i, eksempelvis, WTO-lovgivning og Den Internationale Straffedomstol (ICC), tvinger byen en udvidelse af flertallige og konfliktuerende logikker. Men hvis byen skal overleve som et rum for stor kompleksitet og

diversitet – og ikke blive til et simpelt opbygget terræn eller cementjungle – må den finde en måde at komme videre end konflikternes faktum – konflikter, der stammer fra racismer, fra regeringers krig mod terror, fra de fremtidige kriser af klimaforandringer. Historisk har byer haft en tendens til at transformere konflikt til det civile – gennem handel, gennem behovet for fredelig sameksistens i tæt bebyggede urbane områder. I kontrast er nationalsteters logik at militarisere svaret på konflikt. I denne egenskab ved byen sker der en skabelse af nye subjekter og identiteter – ofte er det ikke så meget den etnisk-religiøse phenotype, der

Norges umenneskelige behandling af asylansøgere Af Rannveig Leitemolven Fathia Ahmed Omar (25 år) og hendes lille søn Munir (6 år) fik en times varsel, inden de 10. marts i år blev eskorteret ud af Norge af to politibetjente. Fathia og Munir kom til Norge i august 2009 efter at være flygtet fra Somalia, hvor Fathias mand blev dræbt af al-Shabaab-militsen.

Det skete, mens Munir stadig var nyfødt. De havde rejst gennem adskillige lande og boet en periode i Libyen. I Tripoli arbejdede Fathia som hushjælp, indtil hun blev fanget af en bande og voldtaget igen og igen i en periode på 20 dage, hvilket gav hende store fysiske og psykiske mén.

I mellemtiden forsøgte den kvinde, som passede Munir, at finde Fathia, og da det ikke lykkedes, sendte hun Munir til Italien. Fathia fandt ham i Rom, hvor de boede lidt, indtil de rejste til Norge. Fathia og Munir boede i Bergen, hvor drengen gik i børnehave, mens moderen gik til norskundervisning. De havde omsider fundet et sted, hvor de var i sikkerhed efter flere år, hvor de hele tiden havde været på farten og levet i uvished.

Da Fathia blev transporteret ud af Norge, var hun lige blevet opereret for sine skader, herunder dem, der skyldtes voldtægten. Hun måtte ikke engang få smertestillende medicin fra apoteket, inden hun rejste, og hun havde stadig sting efter operationen. Men mor og barn fik også for nylig stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom og modtog psykisk behandling i Bergen. De blev adskilt fra Fathias mand, som Munir betragter som sin far. De norske myndigheder anerkender ikke, at de er gift, fordi vielsen foregik in absentia (hvilket dog ikke er ualmindeligt for somaliske muslimer).

Det norske udlændingenævn (UNE) behandler klager, når det norske udlændingedirektorat (UDI) to gange har afvist en asylansøgning, og de beslutninger, UNE tager, er i praksis definitive. Fathia fik ikke meget hjælp af sine norske advokater, og følgelig havde UNE ikke modtaget

dominerer i urbane rammer, men subjektet og rammens urbanitet. Men disse skift til subjektets urbanitet falder ikke simpelt ned fra himlen. Det er ofte behovet for nye solidariteter konfronteret med store udfordringer, der kan skabe dette skifte. På dette tidspunkt kan den pressende og overvældende karakter af udfordringerne, jeg har beskrevet, tjene til at skabe forhold, hvor udfordringerne er større og mere truende end de interne konflikter og had, og dermed tvinge os til fælles svar og derfra videre til en understregning af en urban ramme og en urban identitet.

I marts 2010 blev en ung mor og hendes søn udvist fra Norge. Hele forløbet vidner om en meget utilfredsstillende behandling af en syg kvinde, et traumatiseret barn og de norske myndigheders tendentiøse håndtering af sagen.

papirer med vitale oplysninger om hendes og Munirs helbred, da nævnet afviste hendes asylansøgning og besluttede at sende hende og Munir tilbage til Italien.

Fathia og Munir blev sendt tilbage til Italien i henhold til Dublin II-forordningen, som fastslår, at asylansøgere kan sendes tilbage til det EU-land, de først ankom til. For de flestes vedkommende er det enten Grækenland, Italien eller Spanien. En af flere kilder, den schweiziske menneskeretsorganisation humanrights.ch, har dokumenteret de elendige forhold for asylansøgere i Italien, navnlig for mennesker, der er så sårbare som Fathia og Munir. Dublin IIforordningen foreskriver imidlertid også, at folk ikke skal sendes tilbage til det oprindelige modtagerland, når de er under lægebehandling, og FN’s konvention om børns rettigheder fastslår, at barnets tarv bør komme i første række. Det så UNE helt bort fra i Fathias og Munirs tilfælde, og myndighederne valgte også at se bort fra oplysningerne om deres helbred, da de modtog dem og behandlede deres anke.

I slutningen af marts afviste UNE Fathias og Munirs ansøgning om at vende tilbage til Norge.

UNE lagde blandt andet vægt på, at man tvivlede på hendes historie, og på at hun allerede havde asylstatus i Italien, hvilket hun på intet tidspunkt havde forsøgt at skjule for de norske myndigheder. UNE henviser til love og konventioner, men tager slet ikke hensyn til den ekstremt vanskelige situation, Fathia og Munir har været og fortsat er i. De mennesker, som disse love og konventioner angår, har ofte en meget begrænset viden om, hvordan systemerne fungerer. Ved folk for eksempel, at de får status af asylansøgere, når deres fingeraftryk bliver taget ved deres ankomst til et land? Under deres ophold i Italien fik hverken Fathia eller Munir den lægebehandling, de havde behov for, og derfor besluttede Fathia sig for at rejse. Det er en helt naturlig reaktion for en kvinde i hendes situation, som er alene med et lille barn.

I de uger, hvor UNE behandlede hendes anke, forsøgte Fathia igen forgæves at få medicinsk og anden hjælp i Italien. De norske myndigheder gjorde intet for at sikre, at hun og hendes søn fik hjælp. Deres eneste kommentar var, at det ikke var deres ansvar. Resultatet var, at Fathia og Munir boede på en bænk i Genova, Fathia var meget bange og fik næsten ingen søvn af frygt for, at Munir skulle forsvinde for hende. Nogle af hendes venner og hendes læge i Bergen rej-ste til Italien og forsøgte at hjælpe, og de fandt Fathia i en meget ulykkelig og forpint situation.

I Fathias og Munirs tilfælde underkendte UNE både lægens og psykologens vurdering uden noget som helst grundlag for at gøre det. Myndighederne hævdede, at Fathias skader ikke var så slemme, som det fremgik af lægens og psykologens erklæringer. UNE nægter også at tage ansvaret for de fejl, der tydeligvis er begået i sagsbehandlingen. Selv om UNE burde fungere som en uafhængig, domstolslignende appelinstans, er nævnet tilsyneladende under stigende politisk pres for at håndhæve en stadig skrappere politik, og det tilsidesætter stadig hyppigere UNHCR’s og Amnestys anbefalinger. Der blev begået fejl i Fathias sag, men den er også endnu et eksempel på de fascistiske tilstande under Schengentraktaten, den mistro, asylansøgere mødes med, og den umenneskelige behandling af folk, som trænger til beskyttelse. Og endnu engang går det ud over de mennesker, der har mest desperat behov for hjælp – kvinder og børn og uledsagede mindreårige. Fathia og Munir er blevet udsat for endnu en traumatisk oplevelse, og deres fremtid er meget uvis.

I skrivende stund er den seneste og meget positive udvikling i sagen, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har taget Fathias og Munirs sag op og bestemt, at de norske myndigheder (UNE) må genoptage den.

Intet keder sulten så meget som tørst Tanker ved et besøg på Bjørn Nørgaards udstilling hos Susanne Ottesen Af Stan Det var svært at tale om dansk kultur, især at skrive noget om kunstneren, der allerede er repræsenteret i hundredvis af kunstleksikaer af velrenomerede professorer. Bjørn Nørgaard behøver ingen introduktion. Han har uden tvivl haft en fundamental indflydelse på hele den moderne danske kunst. For at forstå hans værkers fulde betydning må man have indtaget dansk kultur med modermælken, hvad jeg var nægtet af særlige objektive omstændigheder.

I begyndelsen af sin karriere var Nørgaard en af de første studerende på Den eksperimenterende kunstskole i København (Eks-skolen) og repræsenterede venstrefløjen af den danske kunsts avantgarde. De kan, kære læser, køre igennem hele Danmarks land, fra Helsingør til

Hirtshals, og alle de mest prominente monumentale værker, der er opført der, vil være hans kreationer. Om det er Menneskemuren, den treenige H.C.Andersen-skulptur eller Thors Tårn. Ifølge den almindelige teori om surrealisme er formen ikke vigtig, heller ikke indholdet. Det eneste væsentlige er formen af den artistiske fantasi. Den surreelle kunstneriske aktivitet er bestemt af begæret efter at afdække ubevidsthedens skjulte ord. Brétons skrift er ren psykisk automatisme, og surrealisme er forskellig fra klassisk kunst som konsekvens af et komplet fravær af tankekontrol. Alt dette kan i mine øjne til fulde betegne den retrospektive udstilling af Bjørn Nørgaards skulpturer i Susanne Ottesens galleri med titlen Englefisse.

Udstillingen er en manifestation af overmenneskelige fantasiskulpturer af engle og dæmoner. Med skarpt skitserede seksuelle karakterer fremtræder de næsten som rituelle statuer fra

de primitive afrikanske og oceaniske stammesamfund, og de fremkalder måske endda tanken på berømte statuer fra Påskeøerne, om end i nedbarberet størrelse.

Nogle af dem er temmelig statiske; andre er kropsliggørelsen af flydende bevægelser, poserende erotiske stillinger, overgivet til komisk lyksalighed Men, desværre er ethvert forsøg på i ord at formidle hvad, man ser i Nørgaards skulpturer dømt til at mislykkes. For at parafrasere et berømt ordsprog: det er hundrede gange bedre at kaste ét blik end at læse hundrede gange igen og igen. Jeg forsøger bare at nedfælde mine fantasmagoriske associationer, som ramte mig, da jeg besøgte udstillingen, mens jeg lyttede til en lille forelæsning om den valgte titel: Englefisse.

Ifølge definitionen er engle og dæmoner fuldstændig kropsløse skabninger. Som sådan er de også, og det antages, at de helt mangler kønsorganer. Billedet af menneskelige figurer

TRANSLATIONS med vinger på ryggen hviler udelukkende på det bibelske postulat, at de er inkarnationer af Gud, og Gud skabte mennesket i sit eget billede.

Lignende skildringer findes i Toraen, Det Gamle og Nye Testamente samt Koranen.

Fra forelæsningen før udstillingen lærte jeg, at Englefisse er en psykologisk term, der betegner ejakulation under søvn. Ifølge legenden beskrev middelalderlige munke deres ensartede uheld med den ekstatiske følelse, der kom fra englenes natlige besøg i deres søvn.

Spørgsmålet opstår om, englevæsner uden kønslig orientering vælger mellem incubus eller succubus [en mandlig eller kvindelig dæmonisk skikkelse (red.)]. Dette afhænger højst sandsynligt af munkens seksuelle orientering?

For at menigmand skulle kunne beskytte sig selv imod sådanne uønskede seksuelle kontakter, udgav gamle healere opskriften på en bal-

No. 3 2010 sam. Jeg iler med at give jer den. Vi skal bruge bynke, lupin, bulmeurt, hvidløg, vilde kirsebær, fennikel, humle, får og klapperslangetunge. Put det hele i en krukke. Stil krukken under alteret og lad den stå her under 9 messer. Hvis en uønsket natlig gæst prøver at krydse dørtrinnet til dit soveværelse med klare suspekte intentioner, tag da straks balsammen i hånden og smør den på hans/hendes pande, i hans øjne og på fristerens mest følsomme steder, gør korsets tegn, og du vil være frelst.

Selvfølgelig, dette munke-halløj er kun en lyrisk afstikker fra det alvorlige emne. Jeg forsøger blot at forklare, kære læser, mit syn på udstillingens ambivalente og kontroversielle titel. Den samme ambivalens og kontrovers der synes at præge alle den store mester Nørgaards værker.

Om Calais – en af Europas største uformelle flygtningelejre Mere end 200 flygtninge venter i måneder i Calais unde forfærdelige forhold for at opnå deres rejse til England.

Af Anaïs Lukningen af Sangatte-centeret har ikke løst ”flygtningeproblemet”: Flere og flere unge mænd og kvinder bliver ved med at ankomme til Calais.

Flygtningelejren Sangatte lå en halv kilometer fra indgangen til kanaltunellen og har tiltrukket tusinder af asylansøgere og menneske-smuglere, der udnytter deres håb. Eurotunnel hævdede, at de stoppede omkring 200 flygtninge, der forsøgte at smugle sig selv igennem. Og den britiske regering har anklaget fransk politi for at være utilstrækkeligt og ineffektivt.

I december 2002 besluttede den franske indenrigsminister, Nicholas Sarkozy, at lukke Sangatte-centret, dengang drevet af Fransk Røde Kors. Fra 1999 til 2002 bevægede mere end 67.000 migranter sig igennem Sangattecenteret, selvom det kun var bygget til at modtage 200 mennesker. Lukningen skulle ”løse problemet” med flygtninge i transit til England og opløse kriminelle netværk.

Kort efter lukningen blev en stor majoritet af flygtningene budt velkommen i England, men mere end 50 mennesker vandrede hjemløse omkring. Siden da er flere og flere migranter hver dag ankommet til Calais i håb om, at nå England. I 2002 kom folk fra Kosovo Afghanistan og Irak. I dag kommer folk også fra Egypten, Palæstina, Iran, osv. De er rejst under utrolige vilkår for at nå Calais og så krydse de 35 km af havets arm til Dover.

Flygtninge vil til England under alle forhold.

Ifølge Sylvie Copyans Lengange, generalsekretær i en af de mest involverede lokale organisationer i Calais (Salam), er England en kollektiv myte, fremmanet af familiens længsler, mulighed for sort arbejde, fraværet af identitetskort samt alle historierne, som menneskesmuglerene fortæller, osv. Flygtninge siger også, at de ønsker at komme i kontakt med venner og familie og at leve i et land, hvis sprog de taler.

Under alle omstændigheder ønsker flertallet af flygtninge i Calais ikke at blive i Frankrig. ”De ender alle med at rejse over”, siger Sylvie Copyans Lengagne. ”De søger sjældent asyl i Frankrig eller en ændret destination, og ingen bliver i Calais.”

Folk bliver ved med at komme og klumper sig sammen i nødtørftige former for ly, mens de venter på at møde en smugler eller forsøger en farlig overkrydsning. Flygtninge tager et utal af chancer, gemmer sig under en lastbil eller forsøger at benytte Eurostars tunnel. Frivillige stoppede endda nogle iranere fra at tage af sted i en lille oppustelig båd om natten. En

anden flygtning havde besluttet at svømme og blev hurtigt hentet af frivillige. Han var på vej til Belgien! Han ville være død i havet.

Lokale organisationers rolle i en by ramt af den økonomiske krise Calais er en by, der er hårdt ramt af krisen med 17 % arbejdsløshed. Alligevel begyndte nogle få indbyggere i 2002 at give mad til hjemløse migranter. Frivillige samledes for at organisere distribution af mad og tøj. ”Det var i begyndelsen af vinteren. Hvad andet kunne vi gøre?”, siger Sylvie Copyans, ”Før lukningen af Sangatte så jeg, som alle i Calais, problemet på afstand. Vi begyndte at se flere og flere migranter i gaderne. En dag, to gader fra mit hus, så jeg tre mænd på jorden, hænderne på hovedet, omringet af et dusin urobetjente.

Det var dråben.”

Men forholdene er ikke gode for at organisere hjælp og assistance. Organisationer har ikke ret til at bygge herberger. Så flygtninge sover udendørs, er uvelkomne i mange butikker og kan sjældent få et bad. Der er kun seks bade til mere end 200 mennesker!

Solidaritet er en forbrydelse I forhold til internationale aftaler har mange af flygtningene i Calais ikke nogen ret til at søge asyl i Frankrig, da de først er blevet kontrolleret i et andet europæisk land. Så de er uvelkomne, og intet gøres for at facilitere deres tilstedeværelse. Franskmænd har opdaget den nu velkendte artikel L662-1 i Lovforordning omkring ankomsten og bosiddelsen af fremmede borgere i Frankrig: ”Enhver person, der faciliterer den irregulære ankomst, bevægelse eller bosiddelse af en fremmed i Frankrig kan straffes med fængsel i fem år og en bøde på 30.000 Euro.”

Flygtninge kontrolleres og skubbes ud omkring byen. Frivillige, der hjælper hver dag, må forholde sig til juridiske forhold. Måske, hvis flygtningene ikke længere er synlige, kunne vi glemme dem.

Gårsdagens helte er ikke længere dagens Hvor mange er de? Ifølge Salam kan der være mere end 1.000, der bor udenfor i hele området omkring byen. I dag lever måske 300 mennesker i Calais plus 150 eller 200 i forladte huse rundt om i hele byen.

Hvem er de? Ofte unge voksne eller teenagere, nogle børn med, andre uden, forældre. Er de alle ofre? Er de helte, der har krydset verden for deres drømmes skyld, som Odysseus eller andre store figurer i menneskehedens historie?

De ønsker bare at nå deres rejsemål og beder om anstændige leveforhold, mens de venter i Frankrig.

99

For øjeblikket viser Statens Musuem for Kunst i København Nørgaards værker. Jeg vil varmt anbefale alle kunstinteresserede at se hans værker og at danne din egen mening.

Og en særlig forespørgsel: Kontakt venligst redaktørerne, hvis det er lykkedes for Dem, kære læser, at hjælpe Dem selv med den ovennævnte balsam i en særligt farlig situation.

Bjørn Nørgaard: Englefisse i Galleri Susanne Ottesen - Gothersgade 49 i København 18. marts - 1. maj 2010 Bjørn Nørgaard: Remodelling the World på Statens Museum for Kunst - Sølvgade 48-50 in Copenhagen. 16. april - 24. oktober 2010.

Rosarno: why burning cars are democratic Racism is nothing new, and has to be understood as a constitutive and integrated part of all nation-states. Racism has many faces: from every day racism as we meet it out in the streets, more institutionalized racism as known through immigration act and camps to regular pogroms against so called foreigners.

By Jens Pfeifer One of these regular pogroms took place in Rosarno, a small town in southern Italy, January 7th 2010.

The conflict started when two unidentified persons attempted to shoot two ”illegal” migrants, or let’s say two ”illegal” migrants who worked on the informal Italian labour market; in this case as modern work-slaves on the citrus plantations of Rosarno.

It’ s not the first time something like this happened, but this time the migrants reacted very violently: Hundreds of illegalized migrants gathered on the streets, followed by massive reactions by some inhabitants of Rosarno. Illegalized migrants with no rights, impersonated as work-slaves from the plantations in Rosarno are not allowed to take the public space, and definitely not to protest and demand rights.

The migrants, who stood up to this logic and took the public space, were immediately threatened and tried to be intimidated by some locals, who among other things took their weapons and shot in the air. But this time the migrants were not intimidated and fights between the locals and migrants started. Alone the fights which took place January, 7th resulted in sixteen injured migrants, eighteen injured policeman, seven arrested migrants but only one single arrested Italian citizen. What followed were row of attacks on migrants, both by the local inhabitants and the police.

The history about what happened in Rosarno can be told in many different ways: it could be a history about young bored people who are haunting “niggers” - grown ups who react to their frustrations and therefore would be ready to kill migrants; a government which stirs up the mood against migrants, or the Mafia who exploits the illegalized migrants.

This is an attempt to explain why the violent clashes in Rosarno have taken place, and why this revolt is one of the most important one concerning actions against racism over the last years.

Rosarnos citrus plantations It’s not the first time the situation of and around the illigalized migrants causes media attention.

In order to give an idea about the migrant’s situation in Rosarno I’m referring to a sensational report published in the Italian newspaper LaReppublica in 2008 by Carlo Ciavoni.

100

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Ciavoni reports about many hundreds of young illegalized Africans, who every year come to Rosarno and who are exploited as cheap manpower during the citrus fruit harvest. They are living under slum-like conditions in a kind of “work-camp” called Rognetta. Up to six persons live together in three barracks measuring not more than two meters by three meters, or without any accommodation at all. Common for all of them is the disastrous sanitary situation they live under. Every day at dawn a couple of busses stop in front of Rognetta, and several Caporali (a modern kind of slave-holder) who administrate the irregular workers, collect as many workers as they need. The workers get 20 euro for 12 hours work – the transport to and from work is on their own costs, 2.5 euro each way.

The workers are not in contact with public institutions at all, neither with the police who stay far away from both Rognetta and the citrus plantations. The only contact is to Médecines Sans Frontièrs who are visiting Rognetta from time to time.

The reports from the doctors draw a clear picture about the situation in the work camp: most of the people in Rognetta are sick, many have serious problems with respiration, both due to the cold and fume poisoning , which is a result of the inhabitants desperate attempt to keep warm and their urgent need for warm food. Many in Rognetta suffer from serious depressions. According to Cristina Falconi, a doctor from Médecins Sans Frontières, the depressions are a result of the workers disillusion. They experience their situation as a defeat they never overcome, and when calling home, they say that everything is all right. “And it’s especially these lies, lies they even tell to themselves, which make them feeling even more sad”.

The Italian migration-researcher Sandro Mezzadra draws in his book Diritto di Fuga attention to the grotesque situation illegalized people, who are working on the informal labour market, are confronted with. The possibility for migrants to get legalized is among other connected to having a job, that means without job no residence permit. Illegalized, who have an informal job, do not have the right to get a residence permit and their situation is marked by double lack of legal protection: as illegal persons on the national territory they are living in and without any rights on the labour market. Illegality is exploited economically in several sweatshops or on the plantations in southern Italy, as Mezzadra points it out.

Illegalized and the informal labour market In countries as for example Denmark, informal work does not play a big role, because informal work is primarily and almost exclusively found in connection with regular work. A completely different picture emerges when considering the situation in Italy. The southern European countries are generally characterized by a considerable amount of irregular work. The two most important Italian national statistic providers Censis and ISTAT conclude, that at least

15% of the workforce in Italy is employed on an irregular basis. To which extent “illegal” migrants are included in the Italian labour market can be seen when looking at the reactions on a decree against informal work from 2002, which opened up for the possibility for informal workers to get legalized. Alone in the Italian province of Bologna, about 10.000 people applied for a legalization of both their work and their residence permit. The basis for a legalization of work is inevitably that one has an (informal) job.

The only possibility for illegalized people to find a job is actually on the informal labour market, a labour market which is characterized by an extended demand for illegal migrants, who on this labour market are “integrated” as “cheap” workers and at the same time workers without any rights. The Italian migration researcher Francesca Coin describes this logic as intended and constitutive for the capitalist labour market.

According to Coin is the production of informal labour power, which then can be recruited as “new slaves”, essentially for the reproduction of capitalism.

That does not mean, that the movement of migrants alone is subjected to some objective needs, as for example the need for legal as illegal work power. The already quoted migration researcher Mezzadra emphasizes the autonomous movement of migrants and denies to understand the illegalized workers movement across borders to exclusively being dependent on the labour market’s push and pull factors. Mezzadras rejects this theory and emphasizes on the autonomy of migration, what opens up for the possibility of resistance by migrants, even if they are made illegal and without legal rights.

One of the conclusions the Italian sociologist Luca Queirolo Palmas traces by investigating the phenomena concerning “gangs of criminal immigrants” in Italy, is, they are not naked life which is trapped in an universe of impossibility, but rather active lives which after all, are able to generate public and visible forms of resistance.

This can not unconditionally be applied to illegal work slaves who have no rights at all, but it is a hint in the right direction.

Back to Rosarno The revolt in Rosarno is the revolt of the wretched – the protest of them who involuntarily are forced to incessant movement, from place to place, from plantation to plantation, without any place they can call their own. They are forced to move after the possibility to work, always run, never just be.

Although they are illegal, they are Italians, or at least part of the Italian society, due to the fact that they have been living on Italian national territory for a long time: thousands of Italians without any rights.

Everyone knows that most of the plantations in southern Italy are owned by the Mafia. A fact, that of course does not help the illegalized’s situation. After migrants had taken the streets in protest against the Mafia’s system back in 2008, they no longer are desired by the paramount Ma-

fia. The Mafia needs people without rights, and the problem is, that people without rights just are and are to be kept people without rights, as long as they remain silent. The problem in Italy is that as soon as the Mafia loosens up against the illegals, they are totally outlawed. The people can finally call and treat them as they want: those, who are responsible for their misery, that means their existence in a culture which is characterized by the suppression of the entire nation: Italy’s reality.

This situation in combination with the political atmosphere in Italy, which definitely is hostile against migrants, is a dangerous cocktail. It was the first time that the the hostile attitudes towards migrants resulted in regular pogroms.

Over the last years a series of serious attacks, on especially Sinti and Roma living in Italy, have taken place. Marco Rovelli, a journalist of the left-wing paper L’Unita is completely conscious about the fact, that people in southern Italy are suppressed by the Mafia, but he pones at the same time the crucial question: “Why do victims find even weaker victims to turn their frustrations on?”

Actually should the population take the migrants as examples, see them as people who no longer accept their situation, as people who revolt because they are fed up.

History is not written alone from the side of the power.

The revolt in Rosarno has to be understood as one of the most important occurrences in the last years: illegalized people without rights take their destiny in their own hands and act as autonomous people, saying no. The Power can handle everything, but not people, who do not have a voice and then suddenly start an outcry and start fighting.

In April 2010, thirty people who were involved into the scandalous organized exploitation of irregular labour power in and around Rosarno, were arrested. Twenty businesses and 200 landed estates corresponding to a value of approx. ten million euros were confiscated.

Thanks to the testimonies of migrants, who were transported to camps in connection with the revolt in Rosarno, it was possible to trace and consequently arrest the responsible people. Migrants, who were willing to collaborate with the authorities, got a permanent residence permit.

50 migrants who fled from Rosarno to Rome have in the meantime found shelter in one of the city’s social centres,where they founded the association Alar (Association of African workers in Rosarno). Alar, whose aim it is to spread knowledge about the migrants’ situation in Italy, can already look back to some concrete victories: the eleven migrants who were injured under the revolt in Rosarno got a limited permit of residence and the fight continues: “Never again!” is Alar´s slogan.

Even this year’s May 1st left its traces in Rosarno: 15.000 people, among them many migrants, took part in a demonstration in Rosarno, which was organized by several trade unions.

Styrke i antal - migration, mobilitiet og faldgrupperne ved en sedenatrisk ontologi af Michael Willenbuecher 0.1. Intro Da jeg er ikke primært er inviteret som antropolog men også som en aktivist i det antiracistiske netværk Kanak Attak i Tyskland, vil jeg forsøge at klargøre min position. At blive inviteret til at deltage i et panel omkring migration, biopolitik og sikkerhed stiller sig som en udfordring, da det med det samme bliver klart, at forbindelsen mellem disse forskellige områder på en eller anden måde må ses fra migrationens eget perspektiv.

Kanak Attak kan bedst beskrives som et mangelaget netværk af hybrid kulturel og teoretisk vidensproduktion. Det blev grundlagt i 1998 som et initiativ blandt folk med forskellige professionelle, akademiske, politiske og etniske baggrunde.

10 år senere er det mere end åbenlyst, at en af

de fremmeste grunde for Kanak Attaks opståen var de traumatiske konsekvenser af den tyske geneforeningsproces og den radikale ompositionering, der blev nødvendig efter 1989. Jeg vil vende til bage til dette senere.

I min tekst vil jeg forsøge at tale om enkelte aspekter af migranterfaring i Tyskland og deres teoretiske konsekvenser. Gennem at gøre dette vil jeg forsøge at skille begrebet om sikkerhed fra dets ofte statscentrerede perspektiv og i stedet forbinde det til forskellige stadier og niveauer af migranters usikkerheder. Hvor det bliver nødvendigt vil jeg også adressere omdannelsen af det europæiske migrationsregime i konteksten af udvidelsen af den Europæiske Union.

0.2 Sikkerhed genovervejet Det var Foucault selv, der allerede i hans forelæsning om ”gouvernmentalitetens historie” i 1978/79 introducerede den snævre forbindelse

mellem liberale former for regeringsførelse og dispositiver af sikkerhed. Frihed (for bevægelse) er aldrig uhindret, men er fastholdt gennem en underliggende beregning: sikkerhedsdispositiver udgør dens vrangside. Udvidelsen af kontrolmekanismer og magtmekanismernes udbygning er de nye friheders modstykker. Allerede i 1979 siger han, at i en ”generaliseret magtøkonomi” er de dominerende former for social kontrol skiftet fra juridiske mekanismer gennem disciplinære mekanismer til sikkerhedsmekanismer.

De juridiske og disciplinære procedurer er blevet ”koloniseret af dispositiver af sikkerhed” (se Foucault 2003). Denne forudseende indsigt kan benyttes til at gennemtænke historiske og samtidige migrationsregimer. Indenfor en række samfundsmæssige felter fremkommer generaliserede risikodiagnoser, der er uafhængige fra nogen konkret determinerede eller specifikke risikoer. Denne situation af permanent usikker-

TRANSLATIONS hed kan ses som en grundlæggende forstyrrelse og en permanent undtagelsestilstand. Givet at moderne forståelser af statsborgerskab er baseret på stat-territorium-fødsel-nexusen, udgør mobilitet og migration, som to former for ikke-fikserede subjektivitets former, et fremstående mål for sikkerhedsprocedurer og stiller dem i differentierede statusser af usikkerhed.

0.3 Postkrigs migration og nægtelsen af transformation Før jeg går i dybden med de teoretiske implikationer og nogle af deres faldgrubber, vil jeg først fortsætte med en kort skitse af den tyske immigrationshistorie. Jeg vil begrænse historien til Vesttyskland, fordi den østlige del, DDR, var komplet anderledes.

Efter Anden Verdenskrig begyndte immigrationen til Tyskland næsten med det samme i 1950’erne, med den såkaldte Gastarbeiter-æra.

Selvom denne æra mest er anset som en periode, hvor immigration var organiseret gennem mellemmandsfunktionen ved statsagenturer, der rekrutterede arbejdere i emigrationslande og bragte dem til deres destinationsområder i Vesttyskland, har mere grundig forskning i de seneste par år gjort det klart, at allerede i denne periode var udokumenteret migration ganske udbredt. På det tidspunkt forsøgte lovgivere først at etablere en rotationsmodel, hvormed gæstearbejdere ville blive udskiftet hver andet år for at forbygge, at de slog sig ned. Det institutionelle symbol på denne politik var gæstearbejdernes kollegiebeboelser, oftest placeret tæt ved fabrikkerne, hvor gæstearbejderne skulle arbejde. Der var utallige begrænsninger omkring besøgsrettigheder og andre forhold i kollegierne. De sanitære standarder, såvel som husenes generelle standart, var temmelig dårlige og mange arbejdere nægtede at bo der og rejste tilbage til deres lande efter en kort tid.

Samtidig fejlede rotationsmodellen ikke kun på grund af interventioner fra firmaerne, der ikke ville træne og tilvænne nye generationer af arbejdere hver andet år, men også på grund af arbejdernes egen modstand. Nyere forskning viser også, at på grund af manglen på arbejdskraft oplevede mange arbejdsgivere, særlig små og mellemsmå selvskaber, manglen på arbejdere og satte vældig stor pris på ansættelsen af fremmede arbejdere gennem selvorganiserede netværk, bestående af hvad der i dag ville opfattes som illegale kanaler. Efter flere år begyndte de såkaldte gæstearbejdere at glide ud i det tyske samfund. De begyndte at medbringe deres mænd og koner, lejede lejligheder, nogle af dem skabte deres egne forretninger. Systemet med kollegier var forsvundet ved slutningen af tresserne. Nyere forskning har også gjort det klart, at modsat den generelle opfattelse af gæstearbejderæraen var de mest bilaterale reguleringer mellem Tyskland og emigrationslandene allerede formet vældig meget af de mangfoldige praksisser hos immigrantarbejderne selv. Deres autonome bevægelser tvang statsagenturerne i både oprindelses- og indrejselandene til at forhandle og formulere aftaler for at kanalisere, hvad der ellers ville have været ukontrollerbare bevægelser over grænser. Retrospektivt producerede forsøgene på med magt at kontrollere mobilitet allerede i den periode illegalisering som sin effekt (for et omfattende studie af illegalitetens genealogi i Tyskland se Karakayali 2008).

Med ophævelsen af systemet med kollegier begyndte en transformation af det tyske samfund, der paradoksalt blev nægtet indtil reformuleringen af den tyske immigrationslov i år 2002. Tyskland nægtede i så længe som 50 år sin status som et immigrationsland, på trods af det faktum at der hver år kom tusinder af folk for at leve der. Dette paradoks kræver grundigere opmærksomhed, tænker jeg. Men lad mig kort fortsætte skitsen og vende tilbage til mere teoretiske overvejelser, over hvad jeg kalder nægtelsen af transformation, senere.

Da den første postkrig økonomiske krise opstod i 1973, blev de etablerede kanaler for migration lukket. I de følgende to årtier blev immigration etableret gennem familiesammenføring og gennem asyl. Selvom racisme var en konstant udfordring i disse årtier, blev postkrigs og, må man ikke glemme, postnazi Tyskland, med dets besættelse af etnisk renhed, ændret og tæm-

No. 3 2010 met ikke mindst på grund af den konstante tilstedeværelse af store fællesskaber af ikketyske indbyggere. Dette var tilfældet særligt i de spredte fabriksbaserede regioner i Vesttyskland, selv hvis den grundlæggende forståelse af tyskhed som et spørgsmål om blodsbånd ikke kunne ændres.

Denne situation blev dog dramatisk ændret i 1989 med murens fald. Umiddelbart efter den begivenhed, og intensiveret gennem den såkaldte ”genforeningsproces” i 1990, præcis det år da Homi Bhabhas ”Nation and Narration” først blev udgivet, blev den for mange uventede voldelighed ved denne proces ekstremt synlig. For migrantgrupperne i Tyskland begyndte årene med post-”murens fald borgerkrigen”. Man har en tendens til at glemme, hvordan det føltes at leve der på det tidspunkt, udbredelsen af vold og de daglige angreb i årene der efterfulgte. Men da jeg for nylig genså filmen ”duvarlar” - ”mure” - af den tyrkiske dukumentarfilmskaber Can Candan, der læste i USA og ved et slags tilfælde levede i Berlin mellem 1989 og 1991, kom de billeder tilbage. Lad mig kort beskrive en scene, hvor Candan interviewede en tyrkisk butiksindehaver på en gade, der var tæt på muren og en østtysk borger gik ind og fortalte ham, at han skulle pakke sine ting sammen og forlade landet, fordi dette land tilhører ”os” nu. Det er ikke min intention at foreslå, at den racistiske vold efter 1989 kun var et problem ved det tidligere DDR. Et generelt udbrud af åbenlys nationalisme forekom på begge sider af den tidligere mur (for et nyere studie se Cil 2007).

Hvad der fulgte var de utilsigtede skader af den udbredte eufori over genforeningens med utallige angreb på migranter på gaden, nedbrandning af deres huse, belejringer af boligprojekter for flygtninge, og den slags. For dem der husker navnene på de involverede byer, står Hoyerswerda, Möllen, Solongen og Rostock som synonymer for et udbrud af racegjort vold. Det var baggrundsmusikken til hvad, der var forstået som det nye officielle projekt: normalisering af nationen. Det var allerede synligt i skiftet i vokabularet i de østtyske demonstrationer i 1989, fra ”Wir sind das Volk” (Vi er folket) til ”Wir sind ein Volk” (Vi er et folk), et skifte fra en insisteren på demokratisk magt til en national proklamation. Volk, folk, blev en magtfuld interpellation for sammenkædningen mellem det demokratiske vælgergrundlag og en nationaliseret og racialiseret krop (se Heidenreich; Vukadinovic 2008). Tyskland er hjem for et stort antal folk, der, på trods af at mange af dem er født der, på grund af den tyske statsborgerskabslovgivning, som er baseret på blodsbånd, ikke har tysk statsborgerskab. Således er de ekskluderede fra retten til at stemme, ligesom de fraholdes fundamentale menneskerettigheder. Det var et seriøst tilbageskridt. I 1993 blev retten til asyl praktisk talt suspenderet, fastholdt af periodiske mobiliserede medieevents, der spiller på katastrofiske metaforer som oversvømmelser, invasioner, bølger, osv. Sikkerhed behøver tydeligvis frygt.

0.4 Faldgruberne ved metodologisk nationalisme Mens konventionel migrationsteori stadig er fanget i den metodologiske nationalisme, der svarer til en forståelse af samfundet som en containeragtig helhed, må en kritisk tilgang derfor undgå konventionel sociologi genindskrivninger. Jeg vil meget kort citere fra en tysk sociologisk tekst for at illustrere den pointe: ”At spørge ind til og erstatte ens egne traditionelle værdier er en forudsætning for kulturel tilpasning. Opdagelsen af konkurrerende værdier i undersøgelsen af fremmede fællesskaber ville være en indikation af en igangværende proces af kulturel tilpasning. Omvendt ville fraværet af nogen konkurrence i forstand af værdier og normer i undersøgelsen af fremmede fællesskaber være et tegn på enten at slå fejl eller total akulturalisering.”

Og forfatteren spøger videre: ”Hvilke opførselsmæssige orienteringer og forventninger må udvikles for at kunne deltage i to sociokulturelle systemer på samme tid uden fremkomsten af symptomer på desorganisering?” (Kurtz 1965

101

Jeg må indrømme at teksten daterer tilbage til 1965 og derfor er de underliggende teoretiske koncepter temmelig uddaterede. Jeg ønsker heller ikke at fordømme dens forfatter. Hvad jeg ønsker at foreslå, er en symptomatisk læsning af teksten som et ekstremt men eksemplarisk dokument for en fremherskende metode i socialvidenskaberne også kendt som ”metodologisk nationalisme”. Begrebet ”metodologisk nationalisme” blev oprindeligt formuleret i en komplet affirmativ forstand af Anthony Smith (1983) og senere kritiseret af Ulirch Beck (Beck 1999). Peter Burgess diskuterer begge tilgange og kalder ‘metodologisk nationalisme’ en epistemologi (Burgess 2006).

I denne tekst er migration forstået som den i ligelinjede bevægelse fra et oprindelsesland til et indrejseland, hvormed den skaber en værdikonflikt mellem de formodede traditionelle værdier i oprindelseslandet og de formodede moderne og overlegne værdier i indrejselandet, en konflikt der formodes potentielt at generere psykiske forstyrrelser. Jeg vil ikke insistere for meget på dette eksempels tydeligt kolde og mekaniske sprog med dets åbenlyse funktionalisme, men ønsker at understrege den underliggende ontologi i traditionel migrationssociologi. Det er endnu et eksempel på nægtelsen af transformation, denne gang i socialteori. Nationer, kulturer, værdier behandles ikke som enheder, hvis fremkomst må forklares og kontekstualiseres, men bliver naturaliserede, homogeniserede og således taget for givet. Jeg vil gøre det gældende, at nægtelsen af transformation ikke kun er et kendetegn ved statsinstitutioner og deres juridiske og udøvende arme, men også er støttet af socialvidenskaberne. Denne tilgang er desværre, i det mindste i Tyskland, stadig snare reglen end undtagelsen. Ved lån fra Fernand Braudel og Gayatri Spivak vil jeg kalde det ”la longe duree af epistimologisk vold”.

Vi skylder virkelig meget til Nicholas De Genova, der i en artikel udgivet i 2002 konstaterer: ”Kun gennem at reflektere over konsekvenserne af socio-legale, historiske kontekster for forskning bliver det muligt at udvide et kritisk antropologisk perspektiv, der ikke er involveret i naturaliseringen af migrant ‘illegalitet’” Jeg vil foreslå, at det samme gør sig gældende med migrant legalitet. Ikke kun fordi adskillelsen af illegalitet og legalitet er flydende og genstand for konstante genforhandlinger, men også fordi konstruktionen af distinktionen mellem den indfødte og den fremmede er konstitutiv for alle processer i nationbuilding.

En alternativ tilgang må være kritisk over for mekanismerne af inklusion og eksklusion involveret i alle projekter med moderne nationbuilding. Traditionel migrationssociologi virker til at bygge på en sedentarisk ontologi, hvor sedentarisme forstås som det grundlæggende vilkår for mennesket. Jeg foreslår ikke at erstatte denne sedentariske ontologi med en ”nomadologi”, denne halvfemsernes akademiske mode, men med en biopolitisk tilgang, der forstår sedentaritet og migration, fiksering og flugt, som to sider af en dominerende form for regulering af befolkninger, skiftende form og værende deog reterritorialisernede på en mangfoldighed af måder. Jeg vil også foreslå at læse den diskursive produktion af migration allerede som en effekt af sikkerhedspolitk baseret på en sedentarisk ontologi.

0.5 Tvungen tilpasning og genforhandlingerne af grænsen for statsborgerskab Efter genforeningsprocessen indtrådte Tyskland noget forsinket, men uomtivsteligt, den postfordistiske æra af flexibilisering og deregulering, fastholdt af accelerationen i integrationen i den Europæiske Union. Begge disse forhold medvirkede til fremkomsten af ”frygtteknologier” (Massumi 1993), der artikulerer samfund som risikofællesskaber. Fælles kommunitære værdier optændt af fjendtlighed over for fremmede holdt liv i konservative identitetsmodeller. Fremkomsten af et dispositiv af uvished og usikkerhed, allerede latent i æraen af gæstearbejde/Gastarbeit, blev den dominerende trussel ikke kun mod det brede samfund, der stadig var beskyttet gennem forskellige fælles institutioner, men også mod migrantgrupper relativt berøvet sådanne sådanne mekanismer

102

TRANSLATIONS

No. 3 2010

af repræsentation og sikkerhedsnet.

Uden andre mulige migrationskanaler blev udokumenteret migration den dominerende model i løbet af halvfemserne. (Jeg skrev udførligt om illegaliseret migrations betydning for og rolle i det samtidige migrationsregime i ”The Hinge of Power – the Illegalized as homo sacer of Postfordism”, bogen involverer også en kritisk diskussion af ‘brugbarheden’ af en agambiansk tilgang). Tilstedeværelsen af udokumenteret (jeg foretrækker at kalde det ‘illegaliseret’) migration, refererer til vedblivelsen af postkolonialt rum, omend opbrudt. Dipesh Chakrabarty forbinder denne vedblivelse med ”nægtelsen af samtidighed”, allerede formuleret i 1983 af Johannes Fabian, forstået som et levn af kolonitiden, da indtræden i historien var nægtet de koloniserede, en situation der er blevet udfordret siden fremkomsten af folkelige demokratiske og antikoloniale bevægelser (Chakrabarty 2000).

Ankomsten af illegaliseret migration til Europa (og andre steder) udfordrer de sidste befæstninger af denne nægtelse, derfor modstanden mod den og en af de vigtige årsager til at migration er højt på listen af primære emner i den daglige politik i metropolitiære lande.

Udover udokumenteret migration eksisterer familiesammenføring stadig som en sidegren, dog mere grundigt kontrolleret under begrebet ”integration”. Integration er begrebet under hvilket, specifikke adfædsmønstre kontrolleres og individualiseres, mens kollektive rettigheder og statsborgerskab stadig nægtes.

Risikosamfundet kan forstås som en permanent undtagelsestilstand, der indskriver grænserne i den sociale krop, hvor inklusion og eksklusion konstant genforhandles. Det er ikke så meget individer, der sigtes efter, men abstrakte muligheder, hvis fremspiren er målet for overvågning og politiske interventioner, således bliver begrebet ”integration” en af de centrale bekymringer for migrationspolitik og dens repræsentation i det offentlige rum.

Denne nægtelse af rettigheder og repræsentation, det dobbelte R-aksiom, peger på et mere generaliseret mønster ved moderne suverænitet, som Giorgio Agamben har undersøgt i sit oevre, navnlig den tætte forbindelse mellem lov og vold. Jeg kan ikke gå nærmere ind på hans teori og også dens mange problematikker.

Men Agamben slår fast, at politiske enheder, der bygger på stat-territorium-fødsel-nexusen som basis for suverænitet, nødvendigvis ekskluderer visse subjekter, mens de er inklusive i forhold til andre. Denne markering af en grænselinje i alle moderne magtformer frembringer etableringen af et rum, hvor eksistentielle rettigheder kan nægtes nogle, mens dem der nægtes ikke desto mindre stadig er inkluderet i dens funktioneren. ”Den oprindelige politiske relation er bandlysningen”, er et af Agambens centrale udsagn, der er passende til, som en tysk kritiker formulerede det, ”afmaskering af forretningshemmeligheden ved moderne demokratier.”

Siden det nye årtusindes start har tysk immigrationspolitik undergået et større skifte. Nægtelsen af transformation, som jeg skitserede ovenfor, har undergået en seriøs revision. Mens bidragene fra migrantgrupper til det tyske samfund i de foregående fem årtier plejede at blive hovedsaligt nægtet, så vi med årtusindes afslutning et skifte mod en mere ”moderniseret” version af immigrationspolitik. Dette er på den ene side på grund af den mere omfattende integration af Tyskland i europæiseringsprocessen og på den anden side på grund af migrationens praksisser, der har tvunget det brede samfundet til endelig at anerkende deres uomtvistelige tilstedeværelse og ubenægtelige påvirkning.

Ikke desto mindre kan tysk immigrationspolitik stadig hovedsagelig betegnes som defensiv.

Dette har at gøre med den specifikke politiske komposition på tiltredelsestidspunktet og med det fortsatte faktum, at migrantgrupperne stadig mangler seriøs repræsentation og lobbyisme. Men det simple faktum, at lovene måtte ændres fremhæver allerede den kritiske tilgang, at hverdagsmigrantpraksis må anses som en distinkt form for social bevægelse. Det medvirkede

til vores overbevisning omkring, at racisme ikke kan forstås som en social relation, der efterlader migration i en position af ren underordnethed, således åbnende op for dens offergørelse. I stedet fremhæver det, det faktum at (for at citere en kommende artikel af min kollega Massimo Perinelli): ”Vi lærte at racisme ikke var en fast eksklusionsstruktur, men at den transformerer sig selv historisk, først og fremmest som en reaktion på kampene mod den. Vi forstod således racisme som en social betingelse, der omfavnede både succeserne og nederlagene i kampen mod den.”

Jeg vil gerne opsamle konceptet liminale porokratiske institutioner, som min kollega Vassilis Tsianos har udviklet til analyse af grænseregimet i den Europæiske Union i en nyligt udgivet bog, og benytte det på den specificiteterne i det tyske migrationssubregimes funktionsmåde. Liminale porokratiske institutioner er defineret som nye fremkommende zoner af kontrol, der fremkommer i det liminale rum mellem statslige, offentlige, og overnationale organisationer (se Papadopoulos; Stephenson; Tsianos).

På statsborgerskabets grænse eksisterer en multiplicitet af statusser, der svinger mellem en relativt sikker og tryg position, endda en delvist simplificeret adgang til tysk statsborgerskab, og forskellige grader af prekarisering og illegalisering, hvor nægtelsen af opholdstilladelser udgør en konstant fare, hvis konsekvenser er distribueret over hele spektrumet af migration.

Allokeringen af opholdstilladelser er fordelt gennem et sofistikeret sæt af betingelser, kodificeret i love, der rækker fra økonomisk selvforsyning til kulturel integration i den ene ende og deporterbarhed i den anden. Afhængigheden af europæiseringsprocessen viser sin betydning, når der i de sidste år er optaget betingelser, der er blevet testet og implementeret først i andre europæiske lande. Som William Walthers viste i sin indsigtsfulde tekst om ”Domopolitik”, udgør eksempelvis sprogtests et afgørende værktøj i tildelingen eller nægtelsen af statsborgerskab og opholdstilladelser (Walters 2004). Den nyligt introducerede ”Integrationsprøve” udgør endnu et værktøj, der formeegentlig kun kan forstås i kontekst af den meget specifikke selvforståelse af Tyskland som en ”Kulturnation”. For at give et lille eksempel på omfanget af prøven, som mange almindelige tyskere ifølge mange kritikere ikke vil være i stand til at bestå, bliver kandidater spurgt om deres forhold til homoseksualitet. I tyske medier er særligt migranter med ”islamisk” baggrund under granskning for at være homofobiske. Mens det brede samfundet forstiller sig selv som hovedsagelig tolerant og oplyst, konstrueres migrantgrupper stadig som traditionelle og fjendtlige overfor forandring. På den anden side fremhæves individuelle ‘indbyggere med migrantbaggrund’, en grim neologisme introduceret de seneste år for et opretholde den kulturelle grænsedragning, der succesfuldt passerer integrationens dørtærskel, som et tegn på frisindet i samtidig tysk kultur, så længe fordelene overstiger omkostningerne.

0.6 Styrke i antal og transgressive mobiliteter Givet det faktum, at Tyskland er et aldrende samfund og at selv ærkekonservative ikke kan nægte, at uden immigration vil befolkningen krympe, har en subtil cost-benefit analyse erstattet den tidligere eksplicite fjendtlighed og frygten for ”Uberfremdung” (overfremmedgørelse), der var drivkræft i den tidligere nægtelse af transformation udtrykt i påstanden om ikke at være et immigrationsland. Dette vil ikke sige, at fjendskab og frygt ikke findes længere, tværtom kan begge affektive regimer periodisk mobiliseres som et supplement til en liberal udbud-og-efterspørgselsbaseret immigrationspolitik.

De forskellige liminale porokratiske institutioner, der udgør og implementerer prekariseringens dørtærskel, udøver en lignende funktion til deres modsvar på de eksterne grænser: bestemmelsen af indgangstempoet og produktionen af indforståede subjektiviteter. ”Integration” bliver det centrale ideologiske værktøj til at implementere underkastelsen under en forstillet konsen-

suel rettesnor for det konservative ideal om en ”Leitkultur” - førekultur. Denne konstruktion af en essentiel kulturel forskel er ikke nødvendigvis et signal om en genkomst for den traditionelle nationalistiske model. Den er funktionel i processen af tilpasning til en model med udvidet statsborgerskab, der for tiden er undervejs i europæiseringsprocesen. ”Gudske tak og lov, at der er tyrkerne og at de er muslimer”, virker den tyske mainstream at sige. Intern andengørelse på basis af ”eksklusion gennem inklusion” kan således operere gennem en antaget kulturel forskel primært konstrueret som religiøs forskel.

Dette falder sammen med en samtidig tendens til genrejsning af en særlig model for humanistisk eurocentrisme, der i det mindste til dels forbinder den kristne arv samtidig med forsøget på at udviske, eksempelvis, islamiske spor i europæisk historie. En særlig forståelse af Tyskland som en kulturnation er ikke i konflikt med de nyligt stigende forsøg på at ”opfinde europæerne”. Tværtimod kan disse forsøg forstås i forstand af en omdannelse af de kulturelle grænser, der følger sporerne af heterogeniteterne og modsigelserne i det faktiske grænseregime undervejs. De er instrumentelle i skabelsen af nye hierarkier af differentiel inklusion såvel som eksklusion. Fremhævelsen af særlige forstillede traditioner fungerer som en fællesnævner i europæiseringsprocesen. Ironisk nok arbejder jeg på Humboldt universitet i Berlin, der som Brian Massumi siger i sit forord til oversættelsen af Mille Plateaux var centrummet for en 1900-tals legering af sandhed, oplysning, rationalitet, nation og stat i det humboldtske ideal af skabelsen, eller bedre uddannelsen, af borgeren som et ”fuldt legitimeret subjekt af viden og samfund” (Massumi 1987), der senere skulle eksporteres som den tyske model for humanistisk uddannelse.

Produktionen af fastholdt prekaritet gennem mekanismerne af nægtelse og fratagelse af rettigheder vedbliver på den anden side et centralt værktøj og efterlader statussen for migration i dens forskellige lag subaltern. Ved at fremhæve den tætte forbindelse mellem visse former for lovmæssige, administrative og videnskabelige diskurser sammenfaldende med denne proces, ville jeg dog ikke forslå en forståelse af magt som udelukkende undertrykkende. Da nægtelsen af transformation, som jeg gjorde til udgangspunkt for mine overvejelser, konstant udfordres af overskridende praksisser, må man nærmere tale om fremkomsten af et regime, der begrænser, adskiller og producerer hierarkier mellem indfødte og immigranter og endda inkluderer nogle af de sidstnævnte. I sådan en grad at det centrale moment i et fremvoksende europæisk migrationsregime ikke nødvendigvis er nedlukningen og den avancerede tekonologiske overvågning af EU-grænserne, men ”Entrechtung”, nægtelsen eller afklædningen af individers rettigheder.

Migration og sendentaritet er kun to poler i et kontinuum af mobiliteter, der er kodet i reguleringen af befolkninger. Så længe vi essensialiserer migranten som en særlig enhed, er vi fanget i en sendentarisk ontologis matrice, hvor metodologisk nationalisme kun er en af dens udtryksformer.

Meget er skrevet omkring nationer som forstillede fællesskaber. Disse teorier refererer ofte til et udenfor som en konstitutiv anden for konsolideringen af nationen. Men generelt har de en tendens til at overse det afgørende og konstituerende felt af migration: Hvordan fællesskaber er forstillet gennem immigrationspolitikker.

Hvordan affektive mobiliseringer omkring migrationsspørgsmål (der i sin tur er spørgsmålet om nationbuilding) er konstitutive for forestillingen om hvad, der giver sig ud for at være at være selvet og dets anden.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

103

”Vi så, at det kunne blive muligt!”

By Infopoint Dette er en historie om en uventet succes. En afghansk familie klarede at forlade Mitilini – de fleste af dem er allerede nået til Tyskland og Storbritannien. De forlod Mitilini registreret, men uden at blive tilbageholdt i varetægt i Pagani. Aldrig tidligere er flygtninge blevet registreret uden at blive holdt tilbage på Lesbos. Det er en fortælling om kollektiv modstand, når det virkelig gælder. Og også en fortælling om øgede muligheder i skiftende tider.

To afghanske familier, der kender hinanden, på tilsammen 22 personer inkluderet små børn, ankom en morgen ved informationsteltet. De kom direkte fra havet, trætte og med salte sko.

Det var en introduktion, som blev oversat til farsi for at forklare dem enkelt og kort hvor, de var landet. Disse ord bliver talt mange gange hver dag for at ønske nyankomne velkommen. ”Dette er ikke en officiel flygtningelejr og vi er hverken politi eller socialarbejdere fra staten. Vi er kommet til Lesbos fra hele Europa på grund af de dårlige forhold for flygtninge, der kommer fra Middelhavet. Vi skammer os over flygtningejægerne Frontex på havet, som er tropper fra vore hjemlande. Situationen vil blive vanskelig for jer over hele Europa. Vi er mennesker ligesom jer, uden meget indflydelse eller penge. Vi kan ikke gøre meget. Vi bestemte os spontant for at bygge dette telt og se om vi kunne hjælpe flygtningene til at komme videre. I kan slappe af her, sove lidt og få mad og vand. Og vi kan prøve at hjælpe jer med adgang til information om jeres muligheder for at fortsætte rejsen. Det er ikke en legal måde at forlade øen, at tage til Athen uden at lade sig registrere. Færgeselskaberne vil spørge efter papirer når I prøver at købe billetter. Nogle mennesker vil uanset klare sig igennem. Havnen er kontrolleret og I kan risikere at blive arresteret og bragt til fængslet i Pagani. Fængslet er overfyldt og forholdene dårlige. Tilbageholdte migranter gør oprør hver eneste dag. Hvis I bliver registreret, vil de også bringe jer til Pagani, efter de har taget jeres fingeraftryk. Hvis jeres fingeraftryk bliver taget her, er det muligt, at I bliver sendt tilbage til Grækenland, når I ansøger om asyl i et andet europæisk land, på grund af en aftale med EU. Men det er visse muligheder for at fortsætte jeres rejse, specielt for familier med små børn og mindreårige. Vi vil prøve at hjælpe jer med græske advokater, som kan forklare asylproceduren i Grækenland, og om I kan ansøge om asyl her. Men asylsystemet i Grækenland er dysfunktionelt og meget vanskeligt at komme igennem. Der er også advokater fra andre europæiske lande, som kan forklare situationen for flygtninge i deres lande. I er selvfølgelig meget trætte lige nu og I vil måske have behov for at tænke over hvad, I vil gøre. I er meget velkomne her.”

Familierne lyttede. De spiste og gik i seng.

Næste morgen havde de to møder med advokater. De ringede til nogle slægtninge og talte med andre flygtninge for at tage en beslutning. Om aftenen kom de til os for at diskutere deres tanker. De forklarede, at de ikke var kommet for at blive i Grækenland, fordi de havde slægtninge i andre europæiske lande: ”Vi vil tage til Athen og fortsætte rejsen så hurtigt som muligt.” De havde mistet et par med to små børn i en skov i Tyrkiet. De var bange for at miste flere medlemmer af gruppen. De kunne ikke forestille sig at gå ombord på færgen uden at lade sig registrere inden. De vurderede, at de nok ville miste pengene for alle 20 billetter, hvis alle returnerede efter, at den første person var blevet fanget. Så de bad os om hjælp med registreringen – hvis muligt uden varetægt. De var rimelig sikre på, at det ville betyde, at de måtte tilbringe noget tid i fangenskab. De var klare til at sultestrejke og bad om støtte til deres kamp fra udenfor, der kunne hjælpe dem hurtigere ud. De ville have os til at eskortere dem til politiet, fordi de ville føle sig sikre og mere respekteret på den måde.

Vi sagde at vi ville behøve lidt tid til at diskutere mulighederne og vi blev enige om at tage

en beslutning næste morgen.

Heldigt for os, var “Pikpa”, en midlertidig, åben transitlejr nær lufthavnen, åbnet lige præcis denne dag. Vi tog derhen om aftenen for at møde de første umyndige, som havde undsluppet varetægt, de kom fra det overfyldte fængsel Pagani. Det var et fint sted og denne første aften var det en glad atmosfære fra dem, som var sluppet fri – som vidste, at deres lettelse var et resultat af deres egen kamp, men de takkede også Gud – og noborders.

Spørgsmålet, om de skulle tage direkte til Pikpa for at blive registreret, kom op. Nogle informationstaler startede efter besøget der.

De fleste aktivister var mere end skeptiske omkring den skøre idé med det mest sandsynlige udfald: Familierne ville ende op i Pagani. Frygten dæmpede deres ufattelige håb – og til sidst kom depressionen. De fleste af aktivisterne insisterede: ”Det kan aldrig blive vores rolle at følge folk i fængsel!”

Næste morgen samlede de to afghanske familier sig bag informationsteltet. To advokater var på stedet sammen med nogle aktivister.

Folk blev informeret om, at Pikpa var åbnede dagen før. Vi gjorde håndtegn med meget lidt plads mellem fingrene for at beskrive hvor lille en chance, det var for at lykkes: ”De har aldrig registreret folk uden varetægt før. Mange mennesker er bange for, at det ikke vil fungere. Og vi tror, at de højst sandsynlig har ret. Men vi er villige til at komme med jer, hvis dette er hvad I ønsker.” Vi vil aldrig glemme deres trætte ansigter da den ældste mand i gruppen, gråhåret, sagde: ”Dette vil jeg ikke bestemme! Jeg kan ikke beslutte dette alene, vi skal gøre det i fællesskab.” Og så besluttede vi os for at tage af sted. Det var et klart øjeblik, selv om mulighederne for at virkelig vurdere chancerne var små – og også grænser for hvilke valgmuligheder, der var. Det var et kollektivt skridt, selvom der var nogle forskelle. Fa-milierne kunne rejse, med eller uden modstand, men deres valgmuligheder var begrænsede. De havde gjort det klart, at de ikke vidste noget om den virkelighed, som de var strandet i og at de stolede på vores vurderinger om mulighederne for den mest effektive modstand. De voksne var meget trætte og stressede, nogle af dem viste tegn på post-traumatisk stress som stærk hovedpine og mavesmerter. Aktivister påtog sig rollen med rådgivning og pleje, selv om de også var bange for hvordan, det hele kunne komme til at gå.

Det var et modigt skridt fra begge sider, for at beslutte sig til at tage det store skridt sammen – imod vores frygt for at fejle.

I mellemtiden, foran teltet, havde nogle andre prøvet at okkupere præfekturet. De ville anmode om, at Pagani blev lukket, at der blev oprettet et nyt velkomstcenter, og frihed til bevægelse for alle. Det blev et vildt kaos, da første okkupationsbølge fejlede og folk trak sig tilbage til informationspunktet. Nogle oprørspolitistyrker kom nærmere, men de fleste af de papirløse migranter i baghaven forblev rolige, da de opdagede, at det ikke kom til noget skyderi. En masse ting skete på en gang.

Pikpa-folkene begyndte at bevæge på sig.

Vi tog af sted til den åbne lejr hvor socialarbejderne arbejdede med en masse beskidte tæpper, som var blevet sendt fra Pagani, og en masse mennesker spurgte om alt muligt. De havde ikke sovet hele natten og præfekten gav dem ordren om, at sende os væk. De fortalte os, at vi skulle tage af sted og fortsatte arbejdet med mere akutte ting. Vi ventede, og sorterede tæpper i mellemtiden.

Et team med internationale advokater prøvede at sætte forhandlinger i gang. Men efter at den anden gruppe forsøgte at sabotere det, blev præfekturet lukket for resten af dagen.

Ved en tilfældighed havde en af advokaterne mødt politichefen på gaden og havde snakket direkte til ham der og da. Han sagde, ”Det vil aldrig blive muligt at blive registreret i Pikpa!

Bring familierne direkte til politistationen!” Advokaterne nægtede og så sagde politichefen, at han ville ringe til indenrigsministeren.

I mellemtiden var præfekten ved at miste besindelsen. Han råbte til vores forhandler, at hun skulle ”beordre hendes folk” væk fra hans præfektur. Han sagde, at han lige havde åbnet Pikpa og at alle disse aktivister gjorde videre skridt umulige. Kvinden fra telefonen svarede bare: ”Jeg kan ikke gøre noget ved det. Der er en masse aktivister fra hele Europa. De har aldrig set sådan nogle dårlige forhold som dem i Pagani før. Det er åbenbart, at denne umenneskelighed berører folk følelsesmæssigt og at de kommer ud af kontrol. Hvis I vil stoppe dette, er I nødt til at lukke Pagani ned.

Det var ikke kun held, der gav Pikpa dets success: Det var hovedsagelig på grund af det totale kaos i hele situationen. Det virkede som, at politichefen ville gå med til at gøre hvad som helst for at undgå oprør. Præfekten ligeså. Inde i fængslet kogte det. De blev nødt til at åbne Pikpa for at få flere mennesker ud af fængslet – også på grund af internationale mediers tilstedeværelse. Hele situationen gjorde mindre sejre mulige, fordi myndighederne ikke var interesserede i at vække mere uro. Måske skulle vi også have lavet mere koncentreret mediearbejde på at få folk registreret uden varetægt. Tre familiemedlemmer og nogle internationale aktivister gav et interview til en lokal tv-station ved Pikpas port, mens de ventede på en beslutning. Men vi kunne ikke synliggøre det i de nationale græske medier, hvor det kunne have blevet præsenteret som et eksempel til efterfølgelse.

Nogle få timer senere kunne man se forandring i de trætte ansigter. Alle grinede – bortset fra politiofficeren, som var beordret til at komme for at foretage registreringen ved et bord på gårdspladsen i Pikpa. I samme øjeblik kom der en bus fyldt med kvinder, som var blevet løsladt fra Pagani. Deres latter og råb blandede sig med vores. Det var nogle rørende scener, kvinder som fandt tilbage til venner og slægtninge, som de omfavnede mens de græd. En masse flygtninge begyndte at kigge efter familierne ”som klarede sig igennem uden Pagani”.

Alle de grinende fjæs sagde: ”Bare se, det er det hele værd at kæmpe for!”

104

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Vi følte os ikke rigtig som flygtninge!

Af Infopoint Jeg ankom til Danmark I 2004. Jeg har boet de seneste 6 år i Sandholm og bor her stadig. Alle mine børn bor i Danmark, men den danske udlændingeservice afviste min appel om at leve med dem. Da jeg kom til Danmark, var jeg et stærkt, aktivt menneske, men nu har jeg psykiske problemer, der har fået mig til at gruble mere og gå frem og tilbage i centret fra hjørne til hjørne. Det har været sådan i 6 år. Denne måde at leve på lever ikke op til standarder for menneskerettigheder og idéen om et normalt liv.

I Danmark har jeg fået sygdomme som diabetes, gigt, søvnløshed og angst. Jeg snakker med mig selv og bekymrer mig om min fremtid – en fremtid hvor mine børn er isoleret fra mig, en fremtid hvor jeg bor i det samme land som mine børn, men ikke kan leve med dem.

Hvis jeg kunne bo med mine børn, kunne jeg have det bedre end nu og slippe for de problemer, som jeg oplever i dag. En årelang borgerkrig, som jeg ikke kan overleve, finder sted i det land, som jeg kommer fra, og jeg beder venligst nogen med menneskelig sans om at evaluere min situation og hjælpe mig med at finde ud af hvordan, jeg kan blive forenet med mine børn.

Jeg beder om lov til at bo sammen med mine børn, mens min sag bliver behandlet. De er klar til at tage ansvar for mig og dække mine daglige udgifter, hvis min sag bliver afvist!!!

Saamiyo Mahamed Cismaan Jeg er en somalisk pige, der også bor i Sandholm.

Jeg har været i Danmark i 10 år og indtil nu har udlændingeservice ikke accepteret mig. Jeg er ikke en kriminel; jeg er en ung pige uden fremtid, fordi jeg har spildt 10 år, hvor jeg har levet uden nogen ambition.

Jeg tror, mit problem i dette center er, at jeg ikke kender det danske samfund og regeringen.

Jeg er en flygtning, der flygtede fra et land med problemer og ikke fik accept i Danmark.

Jeg beder om at få de rettigheder, som enhver flygtning i verden har.

Regeringen giver mig 1200 kroner hver måned og hele tiden tænker jeg på hvordan, jeg

Milad (17) har allerede en begivenhedsrig migrastionshistorie bag sig. Han er født i Afghanistan og arbejdede i Iran som teenager. Han kom til Lesbos sammen med en gruppe afghanere, mange af dem mindreårige. De ankom i den uge der var NOBORDER uge og blev til ”festen var ovre…” Han prøvede at komme ombord på en færge til Athen, men han og hans venner blev taget af politiet og bragt til Pagani hvor de holdt i 23 dage. Vi mødte nogle af dem igen seks uger senere i Athen. skal fordele dette beløb. Spørgsmålet er: Skal jeg bruge dette beløb til at købe mad, billetter eller nogle af de andre ting, som en ung pige har brug for. Jeg beder venligst om støtte fra regeringen til at evaluere min situation i Danmark.

Anisa Ali Farah Jeg ankom til Danmark i juli 2004 og indtil nu er jeg ikke blevet accepteret. Jeg bor i Center Sandholm og jeg har nogle problemer: Jeg har ingen fremtid, jeg er syg, jeg tager medicin for at stabilisere mig og jeg sover hverken dag eller nat. Ydermere fortæller politiet mig hele tiden, at jeg bliver deporteret til mit land – et land hvor stærke og tungt bevæbnede grupper kæmper.

Du kan ikke overleve denne kamp, selv ikke hvis du bliver hjemme hele tiden eller kun går ud når, det er strengt nødvendigt, f.eks. når du har behov for at hente mad.

Når politiet uden hensyn fortæller mig, at jeg skal forlade Danmark, spørger jeg mig selv. Når en flygtning, hvis land i et årti (indtil videre) er blevet hærget af en borgerkrig, hvor uskyldige mennesker bliver dræbt, voldtaget og plyndret, og hvor alting bliver ødelagt, ikke kan få asyl i et avanceret land, kan jeg da sige, at menneskerettigheder bliver respekteret i verden?

Jeg flygtede fra mit land, fra de ovennævnte prøvelser, i håb om, at min fremtid ville være sikker i Danmark, men desværre fik jeg ind mange psykiske problemer, der er værre end situationen i Somalia, for i Somalia risikerer du at blive dræbt direkte, men i Danmark risikerer du at blive dræbt indirekte.

Hver gang politimænd passerer forbi mig, bliver jeg bange eller skifter kurs og går tilbage ad den vej, jeg kom fra, fordi jeg er så bange for, at politiet vil tvinge mig ud i en deportation til mit land. Jeg er et uskyldigt menneske og en fattig flygtning uden en flygtnings rettigheder her i Danmark; derfor beder jeg de danske myndigheder om at evaluere min sag.

Maryan Ali Nur Jeg ankom til Danmark i september 2002, og senere, i 2003, blev jeg afvist af immigrationsafdelingen. Det var sørgeligt at skulle stå over for. Indtil nu er jeg i centret ved

navn Sandholm. Der er intet spor af mine syv børn og min mand, og jeg ved ikke om de er i sikkerhed et sted ude i verden.

Da jeg ankom til Danmark, havde jeg det nogenlunde, men nu har jeg psykiske problemer. Jeg har også mange problemer, fordi mit helbred er dårligt. Jeg er blevet et lammet menneske. Jeg går med krykker. Da jeg kom til Danmark var mit helbred godt; jeg følte mig godt tilpas og havde masser af ambitioner. Nu oplever jeg en masse angst og jeg bekymrer mig om mange ting, som jeg ikke kan forudsige, fordi jeg ikke har nogen fremtid, og det isolerer mig fra andre kvinder i verden. Hver dag, når jeg tænker på min situation i Danmark, græder jeg alene, for jeg har ingen børn, ingen mand og ingen fremtid.

Jeg er så stresset, når jeg f.eks. bliver nødt til at tage til byen, så kan jeg ikke komme på bussen uden at få hjælp til at komme på, jeg kan intet gøre for at forbedre mit liv, jeg er skuffet og er pyskologisk set afgået ved døden. Men alle de ovennævnte lidelser virker som en lille ting, når jeg sammenligner det med et sørgeligt brev, som jeg modtog fra immigrationsafdelingen 4. marts 2010, der slog fast, at jeg vil blive deporteret til mit land. Jeg siger det igen: Jeg er et lammet menneske – hvor er menneskeligheden i verden!

Og hvor er barmhjertigheden over for de stakkels mennesker, der har overlevet anarki, voldtægt, plyndring, kaos, drab på uskyldige osv. Spørgsmålet, der skal besvares, er: Er begrebet ”asylansøger” kun to eller måske fem år gammelt, eller er det et gammelt ærværdigt begreb, der betyder at fattige mennesker, som flygter fra prøvelser og hjemland, skal kunne få hjælp?

Jeg betænker den danske regerings regler og siger tillidsfuldt tak for de otte år jeg har boet i Danmark. Men jeg er en mor med syv børn, og jeg ved ikke om, de er døde eller levende i denne verden? Var jeg den eneste, der overlevede de ovennævnte problemer i mit land?

Derfor beder jeg venligst den danske regering om at evaluere min sag og ikke at deportere mig til det land, hvor jeg ikke har noget hus, ingen børn og ingen fremtid.

12 år – mit liv i Danmark Af Otman Miloud Lejrene – mit liv i en kuffert i Danmark Jeg er fra Nordafrika, har været her siden 1999.

Da jeg kom, var mine to eneste sprog fransk og kabyle.

De fleste mennesker forstod mig ikke, hverken mit arabiske eller nordafrikanske sprog, hvilken dør skulle jeg gå igennem?

Det er ikke nemt at prøve at forstå folk her den første uge. Der er så mange kulturer, og det er svært at finde ud af tingene, når man deler rum med én man ikke kender, hverken hans navn eller kulturelle baggrund.

I begyndelsen havde jeg mareridt hele tiden i lejren. Så begyndte jeg at finde ud af, hvor folk kom fra, hvad deres kulturelle baggrund var. Endelig begyndte jeg at tage til den nærmeste by, begyndte at se ting klart. Jeg sagde til mig selv: Ingenting er nemt.

Selv om mit liv her begyndte i en lejr, føler jeg, at min familie nu er fra alle nationer og kulturer.

Jeg startede fra nul, jeg fandt venskaber og mistede venskaber, jeg fandt aktiviteter og mistede aktiviteter. Der var folk, der måtte tage af sted – afviste. Der var folk der begik selvmord.

Hver dag når jeg vågnede, sagde jeg til mig selv,

at dette er en ny dag, et nyt liv. Hver dag lavede jeg en ny notits i min bog.

For at gøre noget sprang jeg på enhver aktivitet og ethvert arbejde, jeg kunne få. Jeg måtte bevise, at jeg ikke bare var et nummer, indtil den dag jeg endelig blev accepteret i juli måned 2009.

Jeg arbejdede på gårde, på biblioteker, i skoler, lavede billeder og dokumentarer for pressen.

Jeg kan sige jer én ting, aktiviteterne hjalp en til at finde på løsninger.

Nogen gange føltes det, som om vi blev halshugget i lejrene. Vi fik kurser, men til hvad nytte er de, når de kun varer et par uger? Du kan ikke foretage dine egne valg, for ingen hjælper dig.

Da jeg kom i 1999 var vi seks mennesker på ét værelse, vi havde ingen computere eller mobiltelefoner. Jeg arbejdede i cafeteriet i bygning B4 i Sandholmlejren. Det er et stort rum, hvor de nogle gange viser film, nogle gange sætter billardborde. Mit arbejde var at sælge kaffe, te og aviser. Jeg begyndte at se alting meget klart derinde: Hvis man vil noget som helst med sit liv, f.eks. studere, må man lære dansk. Hvis du ikke snakker dansk, hører ingen på dig.

Vi havde ikke lov til at lære dansk i lejren, men jeg snakker næsten dansk nu.

Hvor jeg kommer fra, snakker vi kabyle,

fransk og arabisk. Jeg genkendte mig selv i andres blikke, men i Danmark ser alle kun på, at du er anderledes.

Jeg ser på det på en anden måde; jeg er fra Nordafrika og har en anden kultur, men jeg ser lighederne. Her ser jeg et meget simpelt land med et generøst og godt demokrati. Jeg har venner nu, danske venner, der har åbnet deres hjem for mig.

Jeg spørger mig selv om mange ting, når jeg tænker tilbage på de 12 år, der er gået. Nogle gange virker alt vidunderligt, nogle gange sørgeligt. Der er så mange ting, jeg har mistet, men det er skæbnen.

Jeg har boet mange steder fra 2001 til 2010. Jeg kan knap nok huske dem. Nu er det anderledes, jeg har et lille sted, som jeg er ansvarlig for. Jeg er chef i mit eget hjem, og nu er det op til mig, at få mareridtene jeg havde til at stoppe. Alle har noget de bærer på indeni. Jeg mistede mit land og med dét mine forældre, men nu har jeg fået et nyt med mine venner.

Mennesker, der søger asyl, mister så meget, jeg har set mange mennesker i sorg, mennesker, der som mig har været i asylsystemet i 10-15 år.

Det er svært at tro.

Måske var det en fejltagelse at komme her, men hvad er der at stille op?

TRANSLATIONS

No. 3 2010

105

Children waste away in asylum centres Children gradually become ill when they live in Danish asylum centres.

Surveys indicate that they would be healthier if they moved out of the centres. But great challenges await them also on the other side of the fence.

By Nina Monrad Boel “I’m sad because my mom is sad. When she cries, I go to the other room and turn up the sound on the television. Then I can’t hear her cry, “ says 10-year-old Dori from Albania. His mother Lume Ulliri is in despair because of her situation. She has been placed in the Sandholmlejren camp with her two children, and they have been rejected by Denmark. She fears returning to Albania where she says her father will stalk her and her son.

“He’s killed several children, and he wanted to kill me as well,” adds Dori without batting an eyelid.

Profound physical and psychological suffering Most children in asylum centres lead their everyday lives in the same way as Dori does with adults who are mentally broken down and suffer from psychological stress. These children sometimes witness fights such as when a man was killed in the Sandholmlejren camp because of a conflict on April 7 that began as an argument in the food queue.

Therefore, according to most surveys, almost all children in asylum centres suffer from psychological problems. PhD student at the Department of Public Health at Copenhagen University Signe Smith Nielsen says that 58 per cent of the children between the ages of 11 and 16 in the asylum centres have mental problems: “The survey indicates that the children have emotional symptoms such as anxiety and depression, behavioural disorders and poor social skills,” Smith Nielsen explains to visAvis.

20 out of 21 children were ill Things were even worse when Børns Vilkår (independent social organization working to give children and young people in Denmark a safe and secure childhood) and the National Council for Children took the initiative to examine the children in the Danish centres. This was at the point when the Government planned to send rejected Iraqi asylum seekers out of Denmark.

Specialist psychiatry doctors, helped by ‘Grandparents for Asylum,’ contacted all the families and examined the children and some of the mothers. They found that children up to the age of two suffered from development disorders.

Their social skills and their development in terms of language had been delayed, they had trouble sleeping, suffered from eating disorders and felt unsafe. Children between the ages of three and five were sad, had problems with their memory and attention span - plus the abovementioned problems.

From the age of six it was a question of anxiety and the psychiatric problems that children may suffer from. From the age of 12 their intellects were affected, and the children also withdrew socially.

Among the group of youngsters between 15 and 18 there were serious depressions, including self-harming behaviour. 20 out of 21 children had psychological problems, but only two of them were given treatment. The one child that was not affected by psychological problems was eight months old.

Childhood without time Dori from Albania explains that he spends his days watching TV: “When I wake up, I watch TV. That’s at seven o’clock. My mom wakes up at nine o’clock. I don’t eat breakfast, because I don’t feel like it. I watch TV until one o’clock because at that time my mom is sometimes off for her rehabilitation training, and then I go with her. At the place where she does the training I can play Wii. When I get home, I watch TV.” “A childhood is about being a human being and

about growing as a human being. This process is part and parcel of the concept of time. Our immediate ideas and actions are shaped through our expectations of the future,” says Kathrine Vitus, a sociologist at the SFI – the Danish National Centre for Social research – in a feature in the Kristeligt Dagblad newspaper.

Existential boredom In 2007-2008 Kathrine Vitus carried out a sociological study based on conversations with children in asylum centres who had been in Denmark for between six and nine years. She found that the children had severe problems in terms of personal development.

She described how they suffered from existential boredom where the present does not have any value because the future does not exist. When there is no time perspective, it is difficult to ‘be somebody.’ They do not have any influence on their future, and therefore they feel powerless and without identity. The children become restless, tired, despondent, depressed and unmotivated.

Improvements after the election The conditions under which families live were improved in 2006 in that the families were given two rooms. This happened after a survey by the Danish National Centre for Social Research called ‘Living Conditions for Children with Family in Danish Asylum Centres.’

The survey showed that conditions for children in asylum centres were characterised by cramped spaces and by the fact that people were moved repeatedly between various centres. In addition, broken social relations constituted a problem.

The election in 2007, with its focus on the children in the asylum centres and the above-mentioned surveys, lead to selected refugees being offered to move out of the camps. This was offered to refugee families who had lived in the centres for more than three years after having been finally rejected as asylum seekers and who came from Iraq, Iran, Kosovo or Somalia.

However, this did not change their opportunities in terms of health, work and training; these things still had to take place at the centres. The families’ economical conditions did not change either.

Experiences from the former so-called ‘Annexe Model,’ which existed until 2001 and meant that well-functioning asylum seekers could move out of the centres shortly after they had arrived, showed that this was a cheaper and also a more humane way of accommodating asylum seekers than to place them in centres.

No monitoring Psychologist Dea Seidenfaden from the psychotrauma centre of the Danish Red Cross asylum department carried out a survey of the ‘move out scheme’ in October 2009. According to this survey, parents felt better when they moved out of the centres and away from the noise and conflicts in the centres. But they still felt insecure and also felt fear because they had no say about their own future.

The parents thought it was better for their family lives because they could have better relations with their children. Once again, the parents were the most important people in their children’s lives. It was easier for them to act as parents outside the centres than inside the centres where there were always other people present and where the children would be in doubt about who were the authorities – the parents or the personnel. The children no longer had to relate to many different adults all the time, and families did not feel they were constantly being monitored and ‘assessed.’

The survey indicated also that, after the families had moved out of the centres, they made more

use of training opportunities at the centres and made less use of health services. However, before they moved out all families had members who needed psychological help, and this had not changed at the time of the survey.

In their own homes The children made more use of leisure and training opportunities after they had moved out of the centres. It says in the report that the children had been through many conflicts and violent episodes in the centres and had had difficulty in building lasting relations with other children.

After having moved out and having been given more space, they had been able to take their friends with them home. But they had also been subjected to rejections – for instance in libraries and after school care because they did not have a personal civil registration number. Some children found it difficult to understand why they could not obtain a residence permit when they could actually live outside the centres.

The survey showed that, when the families moved out of the centres, it became easier for the children to understand how tight the families’ budgets were. They had had difficulty in understanding that there was no money for trips to the public swimming pool or for the same toys as those of Danish children.

Both children and adults felt there was a huge difference between them and their neighbours.

But they were pleased with the extra space that they now had, compared to the limited space in the centres. It was a help for the mothers to do more ‘work in the house.’

The results made the Danish Red Cross recommend that all asylum seekers should be given the offer of moving into a house of their own after having stayed no more than a year in an asylum centre.

Not for everybody The offer of moving out did not apply to everybody. It was directed at those who came from Iraq, Iran, Somalia and Kosovo. Khadzjiat Khasmagadeovna Akieva is from Chechnya and has therefore not been offered to move out of her centre, despite the fact she has been in Denmark for seven years and has five children. Khadzjiat lives in the Sandholmlejren camp where she and her husband have two rooms for their family.

Six-year-old Salman, Selima (five), Ibragim (four), Turpa Ali (three), and Alkaste (one) are in the living room with their parents and the visitors. Alkaste sits on his mother’s lap while Ibragim and Turpa Ali are making a great deal of noise. Despite the many people in the room Selima stares emptily into nothing at all and rarely utters a word.

Until 2007 the Danish National Board of Health’s guidelines concerning living conditions in asylum centres were in force: a minimum of two square metres per person, corresponding to 20 square metres for a family of four were required. In the summer 2007 the so-called tworoom policy was introduced, which meant that all families were given two rooms.

Integration in Denmark The Danish Red Cross attempts to have volunteers help with integration. They help the children find sports activities and help them also with their homework, and they explain to them how things work in Danish society. Moving out of the centres and into Danish society with parents who are mentally broken down can pose a great challenge to the children. They have to learn many new things, which is difficult when your parents cannot help you.

When foreigners are given a permanent residence permit and move out of the centres where they have been staying, they are offered an in-

106

TRANSLATIONS

No. 3 2010

troduction programme of up to three years by their municipalities. The programme must run 37 hours a week and consists of three parts: employment, training in how Danish society works and training in the Danish language. The path to employment may go through an offer of a work placement, a wage subsidy or through training.

While a person is going through the introduction programme, and also after the programme has ended, that person is given the so-called ‘start help’ until he or she can provide for himself or herself. The introduction allowance and the ‘start help’ constitute the same amount.

A family is given 5,079 Danish kroner per person (adults) and 1,270 Danish kroner (children) per month, but no more than two children can be given this money. If Khadzjiat Khasmagadeo-

vna Akieva, her husband and five children obtain a residence permit and move out of the Sandholmlejren camp, the family will be given 12,698 Danish kroner a month to live for.

Greener grass on the other side of the fence Children in asylum centres spend a lot of time in Denmark before they are able to benefit from better conditions. Edith Montgomery from the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims said to videnskab.dk: “During many years after families arrive in Denmark they’re subject to the conditions at the asylum centres, where the way in which they live is changed time and again. This is pretty much the same even if the families are given residence permits, because it takes a long time before they’re provided with a permanent place to live.

The problem is that the authorities don’t put in enough of an effort to think of the children as being a part of their plans for the families. They base their decisions on the parents, but forget about the welfare of the children.”

The discrimination that the children are subjected to in Danish society has consequences.

According to Montgomery, the ‘start help’ is discriminatory: “The intention of the ‘start help’ was to send a clear message to the parents about finding a job, but the problem is that the children suffer. They feel their family is worth less than Danish families who are receiving help from the state. They feel like second-rate citizens.”

Campaign seeks to free children from camps Eva Smith has initiated a petition that aims to take children out of Danish asylum centres. She considers this to be the only way to help them. The opposition in the Danish Parliament agrees.

By Nina Monrad Boel She is often invited to give speeches to organisations such as Amnesty International and the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims. But she would rather speak at the Danish People’s Party’s conference.

Eva Smith, Doctor of Laws at Copenhagen University, has taken the initiative for the petition “Free Children from Asylum Centres Now.” She wants to change Danish asylum policy because she believes the children are innocent.

“Free Children from Asylum Centres Now” demands three things: the children should not be forced to stay in the centres, and they must be allowed to have a normal life with their parents.

Finally, the children and their parents must be given the treatment and help that they need to alleviate the traumas that they have suffered.

VisAvis met Eva Smith for her to explain about the initiative.

Conventions put us under an obligation Why should we concern ourselves with the children in the asylum centres?

“These children have come into our country; therefore it’s our responsibility to take care of them. The UN’s Convention on the Rights of the Child and our own legislation oblige us to do that. The convention makes no distinction between Danish and foreign children; on the contrary, the convention stresses that we have a special obligation to children whose parents can’t take care of them,” says Eva Smith.

Should be sent home in a good mental state Research indicates that children in asylums are damaged mentally by having to say goodbye time after time. Is it not a bad idea for them to be allowed into Danish society and form relations with other people if they are going to be sent home anyway?

“Children in asylum centres say goodbye all the time because of the intense flow of people that takes place there. So it would actually be better for them to live outside the centres, where they would meet the same faces month after month in day care centres and schools. It’s important to their future life that they feel they’re all right in Denmark and that they have a proper foundation if they are to go home and build a life in their own countries.”

If the children live outside the centres with parents who have mental problems, will that not make the children even more isolated?

“We imagine that families will be given support such as psychological and psychiatric treatment, and support from social workers to become part of the labour market. And they should be given help to handle the first parent-teacher meeting as well as other things in their daily lives. The children must be in school and in after school care.

A lot of this can be handled with voluntary help from Danes. Obviously, it’ll take a great deal of work to help the families who live in the centres at the moment. But if you change the legislation and make sure that people don’t stay in the centres for more than a year in future, then the

families that move out from the centres will be a lot stronger and won’t need as much help as they do at the moment.”

Better ways of doing things in Norway Could rejected asylum seekers not simply go home?

“Children stay in the centres for many years if their cases have been decided but they can’t go home. The reason may be that there’s unrest in their countries or that their countries won’t accept them if they don’t return voluntarily,” says Eva Smith.

Smith then explains about Norway: “Imagine that we hadn’t allowed our asylum seekers to be broken down mentally in the centres. If we’d instead let them live in and be a part of our society, maintain their competences and keep their selfesteem, then they’d have been more likely to go home. That’s the way they did things in Norway with the refugees from former Yugoslavia. Many more of these refugees have gone home than is the case in Denmark.”

Parents’ responsibility It emerged in January that 20 out of 21 rejected asylum children from Iraq were suffering from serious mental problems.

“It’s awful for the children, but their parents are the ones who are responsible. They’ve been told that they’ll be sent out of Denmark. I can only appeal to the parents that they return home before the police come to collect them,” said Danish Minister of Integration Birthe Rønn Hornbech to the Politiken newspaper.

Head of research Edith Montgomery from the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims disagrees: “If you take seriously the minister’s answer about responsibility, you could actually do away with a large part of the social effort targeted at families in Denmark. Danish parents are also responsible when their children have mental problems after having been subjected to violence, incest, parent’s alcohol abuse, etc. But in Denmark we don’t try to place the responsibility somewhere when we intervene in families to help children and provide treatment.”

Eva Smith disagrees also when it comes to the question of guilt: “I’m not interested in whether the parents or the Government are to blame. The parents believe they’ll be killed if they return home, so they believe also that they’re acting in the best interest of their children.

The point here is that these children are innocent. They didn’t choose to grow up in an environment full of people with mental problems.

If it concerned vulnerable children in Denmark, we’d never say “it’s the parents’ fault because the mother is an alcoholic; we usually help children with problems like that.”

Opposition supports demands Red-Green Alliance immigration and integration spokeswoman Johanne Schmidt Nielsen says: “The Red-Green Alliance supports Eva Smith demands. We’re currently working on a proposal

with a range of suggestions for how we can ensure the safety of children in asylum centres.

Conditions in Denmark for asylum seekers – both children and adults – are deeply inhumane.”

According to Henrik Dam Kristensen, immigration and integration spokesman for the Danish Social Democrats, his party agrees with Eva Smith’s demands. The Social democrats have, together with the Socialist People’s Party and the Danish Social-Liberal Party, proposed that asylum seekers can be allowed to find jobs and a place to live outside the centres if their cases have not been decided or if they are rejected, but cannot be sent home.

“The Socialist People’s Party agrees with Eva Smith’s demands. An asylum centre isn’t a place where children should live; actually it’s not a place where anyone should have to stay for a long time. This is why the Socialist People’s Party is joining the other opposition parties in saying that asylum seekers shouldn’t stay in the centres for more than six months. And after six months they should be allowed to live and work in Danish society,” says Astrid Krag, integration spokeswoman for the Socialist People’s Party.

She adds: “However, there’s probably no way we can avoid that people stay in the centres for the first six months of the application process. So it’s a question of making conditions as tolerable as possible for the children and their parents. Many of them suffer from traumas and must be given the treatment that they need. That’s why we say that the centres must be provided with greater funds and that we must build more centres to be able to relieve the pressure from over-crowded centres such as the Sandholmlejren camp.”

“We should be ashamed that a rich country like Denmark, that has actually gone to war in both Iraq and Afghanistan, isn’t taking on a greater responsibility for the people who come here and ask for help. The asylum system should help people; the Danish asylum system breaks them down,” says Johanne Schmidt-Nielsen to visAvis.

28,000 signatures so far Around 28,000 signatures have been collected already, but Eva Smith is not yet satisfied: “We’ll stop when policy in this field has been changed. We’d like to have at least 200,000 signatures, but that’ll take time. I thought people would sign our petition very quickly; I’ve wanted to show for a long time that I disagree with the current Danish asylum policy. People say they’ll sign, but they often forget,” says Smith.

Astrid Krag does not believe that the number of signatures collected is crucial.

“Rather, the point is if what you do advances an important cause, and I’m sure that Eva Smith’s petition will do that.”

The campaign can be found at www.asylboerneneudnu.dk

TRANSLATIONS

Non-existent Danish Asylum debate

By Nina Monrad Boel Prior to the November 2007 election, all eyes were on the so-called 'asylum children'. This attention helped improve conditions for 16 families seeking asylum in Denmark, who as a result were allowed to move out of Danish asylum centers. But since then, the 'asylum children' have slipped off the political agenda.

No debate It is difficult to get through to the Danish politicians. Law school professor, Eva Smith, who started a petition called ”Asylum children out now”, tells visAvis that a TV journalist contacted 30 politicians for a comment to the situation – without a single response. ”However, it is remarkable that he made the effort, because lately the media has been unwilling to cover the problem. They think that it has already been discussed, and that their audiences are no longer interested,” Eva Smith says to visAvis.

An article in the Danish newspaper 'Information' states that the Danish Minister of Integration refuses to address straightforward questions from members of the Danish Parliament concerning the health of Iraqi children seeking asylum in Denmark. After 20 attempts to contact her, the Minister refuses to speak to the newspaper about the issue.

No. 3 2010

107

Denmark's violation of international conventions receives no attention in the media. Politicians have lost interest, and the Minister of Integration officially has no comments. ”Based on serious concerns for the health of the Iraqi children, the National Council for Children tried for months to arrange a meeting with the Minister of Integration, in order to discuss the rejected Iraqi children, but with no luck,” says Eva Smith A violation of rights 20 years ago, the UN passed the Declaration of the Rights of the Child. This convention guarantees that no matter where in the world a child grows up, it has the right to survival and protection from abuse and discrimination, and the right to develop to the best of its abilities and to have influence on its own life.

Denmark violates several articles in the Children’s Convention, according to Eva Smith. ”When children seeking asylum have spend more than three years in an asylum centre, they are traumatized. Amongst other things, Denmark violates article number three, which states that the country in question is responsible for the care and protection necessary for the child's well-being.”

Refugee children out of the Danish legal system When the Ministry of Integration decides whether or not to grant residence permits on humanitarian grounds, children’s psychological state is not taken into consideration. Neither is

children's well-being considered when a whole family's case is being decided. It is questionable, whether it is acceptable that asylum assessments leave out the children and only consider the parents' situation.

Scientists from the Danish Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) recommended in 2005 that behavior identified in children should be included in the treatment of family asylum cases. According to the study by Edith Montgomery at RTC, nine out of ten children seeking asylum had been exposed to war, seven out of ten had witnessed violent assaults and half of the children had a father or a mother who had been tortured. More children who were not granted asylum (31 pct.) had lost a parent than children who were granted asylum (14 pct.)

What to do It takes political will to change the reception and treatment of refugees, according to Edith Montgomery. Eva Smith says that the only hope for children seeking asylum in Denmark is that the Danish population takes a stand against the current policy:”The way I see it, the only chance these children have, is that we, as a people, take a firm stand and say 'We will not accept this. We refuse to carry out this kind of policy towards children, this goes against every humanitarian principle we have ever had in Denmark.”

Denmark can be more traumatic than war The Danish asylum system lets down children, according to several reports. Food and education does not make up for the uncertain wait The asylum centres are more traumatic to children than their war experiences.

By Nina Monrad Boel Bombings and tortured parents are no match for Dansih asylum centres when it comes to traumatising children, concludes a study from the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RTC) by Edith Montgomery and Anders Foldspang..

Denmark intensifies refugee children's problems, according to an article by the two researchers published in ’Social Science and Medicine’ in 2008. The study ”Long-Term Effects Of Organized Violence On Young Middle Eastern Refugees' Mental Health” follows 131 refugee children from 1992 to 2001. The childrens' experiences in their native countries (bombings, witnessing abuse, torture of parents) were compared to experiences after their arrival in Denmark (asylum centres, uncertainty, relocations, low social benefits, discrimination). The study concludes that the situation in Denmark can effect the childrens' mental health more than their expereinces in their native countries.

Denmark makes it worse The children are made ill by living in a prolonged stress situation. They are completely dependent on the living conditions in the asylum centres.

Further, the children are affected by the psychological reactions of their parents – reactions caused by the pressure experienced by their parents.

Small children need security and attachment to their parents. This gives them the strength to handle stress and trauma. Insecure children can become aggressive or withdraw from social contact. They may find it difficult to develop social relations and to communicate with other people.

The lack of stability can also result in learning difficulties. It can also lead to low self-esteem, lack of social trust and serious mental illness in adult life.

Research leader Edith Montgomery tells: ”It is vital that the children are allowed to settle in one place, that they learn the language and build close relationships with peers and adult role models. They must also be protected against abuse, bullying and discrimination.” This is not the situation for refugee children in Den-

mark today. Montgomery's study shows that some children have changed schools up to seven times. This makes it very difficult to form lasting bonds.

School and play At the asylum centeres, the Danish Red Cross offers play groups, schools and after school clubs.

A play group is very similar to Danish kindergardens; they offer games, trips and packed lunches. Danish is the main language spoken. However, there are more teachers than in a normal Danish kindergarden, and some of them focus especially on the fact that some of the children may be traumatised. The play groups are for children aged between 2 and 6 years, and 85 pct. of the children in asylum centres regularly attend.

From the age of 7 to 16, children seeking asylum can attend one of Danish Red Cross' schools in the danish towns Lynge or Jelling. They are offered the same subjects and the same number of lessons as bilingual children in Danish schools.

There are at least three levels, but the children are not divided according to age because of their extremely varying levels of ability and literacy.

The maximum number of students in each class is 12, and there is a high turnover rate as chidren move to other asylum centres or move to other levels. Children with good Danish abilities have the option to attend regular Danish school. In December 2009, 34 children seeking asylum attended regular Danish school, while 164 children attended asylum schools.

When school is over, the children can attend afterschool clubs at the centers. As in regular Danish after school clubs, the children can play, play board- and computer games, draw and listen to music. Around half of the children attend the after school clubs. At Sandholm asylum centre, there are playgrounds, where children race around on bicycles. The bicycles have been donated to the centre, like many of the other toys and clothes at the centres.

The Danish Red Cross employs nurses who carry out regular check-ups of the children in the asylum centres. In the canteen at the Sandholm camp, families who cannot afford to buy food are provided with food in cardboard trays, to avoid starvation. Yet, this is not good enough,

according to research from both the Rehabilitation Centre and the Research Centre for Torture Victims and the Danish National Centre for Social Research (SFI).

Forever Waiting The long wait, which seems never ending, has serious negative health implications. ”Children who live with the prolonged waiting time at Danish asylum centres, live neither in the present, which they do not commit to, or in the future, which they cannot picture. The children are stuck in a painful 'empty' time, characterised by silent shadows of indifference. A life without ownership of their future makes the children feel powerless and destroys their sense of self,”creates both powerlessness and a a lack of sense of self,” writes Katrine Vitus from SFI. Several studies conclude that children seeking asylum are damaged by living in the centres, and that the longer they live there, the worse they get. Doctors made a survey of 4.516 people seeking asylum, based on statistics from the Danish Immigration Service and the Danish Red Cross from July 2001 to December 2002. Their conclusion was that the length of the stay clearly affected mental health, and that long stays pose health risks. There was a constant rise in psychiatric diagnoses over the years, with the most significant rise within the first two years.

Does not live up to WHO standards The World Health Organisation (WHO) defines health as: ”a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.”

Every year, many children come to Denmark to seek asylum, together with their parents or on their own. In 2009 alone, 605 children came to Denmark, together with parents or on their own, according to the Danish Red Cross. These children cannot count on reaching a state of health anywhere near either the WHO's defintion, or the requirements of the Universal Declaration of Human Rights.

108

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Denmark rejects weakest quota refugees

By Tue Magnussen, advocacy coordinator, Translated by Sarah Ettlinger Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) Economics are more important than human needs when Denmark accepts quota refugees – this is the conclusion of Katrine Syppli Kohl’s graduate thesis, according to the February 22 edition of the Danish newspaper Information.

New to Denmark, an online portal for the Danish Immigration Service, states that “[a] refugee residing outside of Denmark can be resettled in Denmark following an agreement with the United Nations High Commissioner for Refugees (UNHCR) or a similar international organisation. This is pursuant to the Danish Aliens Act, Section 8.

“Since 1978, the Danish Government and Parliament have allocated a fixed amount of each year’s national budget to a refugee quota which specifies the number of refugees that can be resettled in Denmark. This type of refugee is therefore often referred to as a ‘quota refugee’ or a ‘UN refugee.’ Since 1989, the quota has been set at 500 placements per year.”

As part of her thesis work for a Political Commuication and Management masters at Copenhagen Business Shcool, Katrine Syppli Kohl went on one of the triannual quota trips that Denmark uses to choose the 500 refugees that are allowed to resettle in the country.

Denmark has gone from focusing on taking on the refugees most in need to taking on those who are seen to be able to contribute to Danish society the most. Since 2005, quota refugees have had to fulfill a number of ‘settling criteria.’

This leaves behind the weakest refugees. If a refugee is weak or mentally ill, chances of getting into Denmark as a quota refugee are very small, as Katrine Syppli Kohl’s thesis on the Danish immigration policy concludes. When a country such as Denmark only takes on refu-

Denmark has gone from taking on the quota refugees most in need of protection to taking on those with a high ‘settling potential.’ This leaves behind both the weakest refugees and humanism.

gees who are easier to integrate, other countries are left to shoulder a larger responsibility.

In Information Katrine Syppli Kohl emphasises that it actually is not known whether the refugees who have come to Denmark since the change in policy in 2005 are actually easier to integrate. She adds that a system has been put in place which tightens up the rules, has far-reaching consequences for a lot of people and which is expensive due to the trinnual quota trips. Yet, nobody wishes to investigate whether it is reasonable system, and whether the people who are expected to settle well in Denmark actually do that.

At the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims we would like to see a return of the humanism that used to be the grounds for the quota refugee act. Denmark has plenty of experience with rehabilitating torture victims. It is an area we internationally lead the way in. RCT and other Danish treatment centres for victims of torture have important experience and knowledge about rehabilitating torture victims, which is why it is especially this group of people that Denmark could make a significant difference to.

At the same time, it is important not to forget that there is a difference between immigration for work purposes and refugee policies. With regards to refugees, protecting those people who are in need of help is of utmost importance. That is what we have pledged to do by ratifying international conventions.

It is our impression that – even though it has not been investigated properly – some problems have arisen after the demands have been increased. If a refugee needs to fit into Danish society and quickly become active in the job market, torture victims often get lost. Due to the torture and its consequences, many torture victims have difficulties working full time in Denmark. And concentration and learning difficulties do not make it easier for victims of torture to learn Danish.

In Norway, the ‘settling criteria’ were removed in 2008. This happened when it was decided that the refugees’ need for international protection should be the deciding factor, not how well they would integrate. We should be following in Norway’s footsteps. At the same time it has recently been shown that the road to Danish citizenship has so many barriers that only every tenth quota refugee actually gets there. This was revealed in a survey on quota refugees which the Danish Refugee Council carried out in 41 language centres.

The language centres state that only 14% of the quota refugees are registered on the third level of the Danish language course, the level which is obligatory for citizenship – and thus the right to vote. Out of this group, a further portion does not make it through the course and it is estimated that only 10% pass this third level.

Citizenship is the definitive motivation and for many it signals being fully integrated and a complete member of Danish society. A leading expert in citizenship issues, Eva Ersbøll, a lawyer from the Danish Institute for Human Rights, is worried about the harsh criteria: “If so many people are initially cut off from acquiring citizenship, it is possible to question whether the laws follow the principle that everybody has the right to citizenship. This is the principle that we, by ratifying the European Convention on Nationality, have signed up to,” says Eva Ersbøll according to the Danish Refugee Council’s newsletter.

Immigration spokesman for the Danish People’s Party, Søren Krarup, sees nothing wrong with only a few quota refugees becoming Danish citizens.

“The point is that it should be difficult to become a citizen. And if the refugees find that it is difficult to fulfill the criteria, they will just have try harder,” says Søren Krarup to Kristeligt Dagblad on 21 April. We’ll leave it at that.

Asylum flash Af Solomon Sogbesan Som følge af truende situationer rundt om i verden har korruption og kriser af alle mulige slags i stigende grad kastet mange liv ud i en storm, idet de bliver ofre for det ovennævnte. I f.eks. Afrika, Asien og den arabiske verden har korruption hos de øverste ledere skabt økonomisk sabotage og fornedrelse i en sådan grad, at det forhindrer nationernes vækst og dræber folkets moral. Mange er frataget deres fundamentale menneskerettigheder, mens nogle lider under konsekvenserne af apartheid, sygdomme og forskellige konflikter, der gør livet uudholdeligt.

Det er forfærdende at se mennesker leve under forfærdelige omstændig-heder uden håb om et bedre liv i deres nærmeste fremtid. Dette har også tvunget mange til at gå hele vejen for at søge sikkerhed i organiserede lande, der opfattes som udviklede nationer.

Eftersom man har gjort sig klar, at folk på unødvendig vis bor i en ruinhob, synes vejen ud af dette at ligge lige for. Imidlertid kan folk med primitiv tankegang ikke erkende, at vi lever i en lille verden, hvor vi bliver nødt til at tage os af hinanden. Og mange er uvidende om grundene til at huse andre i en måske prekær situation. De tøver med at give beskyttelse til folk, der søger

det. På sofistikeret vis afviser de deres begær efter et bedre liv, selv om de fortjener det.

Min overordnede holdning er at hele verden er skabt for alle til at leve og dele frugterne, den bærer for os alle, da vi alle udspringer af den samme kilde som brødre og søstre og fortjener at så og høste af dens jord og dele dens glæder.

Intet menneske skulle behandles som en slave eller nægtes livets goder.

Tilsyneladende er Geneve Konventionen, der er underskrevet for at hjælpe flygtninge til et bedre liv, implementeret med forbehold og ført ud i livet med nogle underlige beslutninger af nogle lande. De har signeret aftalen for at favorisere deres økonomi frem for at give liv til de undertrykte, de identificerer disse som asylansøgere, organiserer dem i håbløse huler af smerte og repatrierer dem måske til deres lande, der er plagede af massiv smerte og vrede, uden håb om sikkerhed og et tåleligt liv: asylbedrag. Men dette er ikke rimeligt over for menneskeheden, det er fuldstændigt degraderende, umenneskeligt og et udslag af uretfærdighed Under en samtale med en iraker om hans oplevelse af at være asylansøger i Danmark sagde han: ”Jeg er fra Irak, jeg kom til Danmark sidste år i august og søgte om asyl. Men nu er jeg en for-

virret mand. Mange af mine landsmænd blev repatrieret sidste år, og jeg ved ikke hvad resultatet vil viser sig at blive for mig. Jeg har allerede fået negativt svar om immigration, og nu står mit liv hen i det uvisse. Min frygt er, at hvis flygtningenævnet afviser mig, så vil mit liv blive et totalt kaos. Jeg vil risiskere at skulle tage tilbage til Irak, hvor jeg lige akkurat undslap døden. Mit land er ikke sikkert for mig som menneske. Jeg har forpligtigelser og kan ikke vende tilbage.

Min oplevelse af asylsytemet beror på hegnet.”

En påskønnelse til “Sange fra broen”, et humanitært dansk kor, og alle andre humanitære organisationer med oprigtige hensigter om at skabe lighed og kærlighed. De spreder ånden af fred, kærlighed og harmoni, der indebærer at mennesker lever sammen som én. De hjælper og elsker hinanden og afholder sig fra diskrimination. Kærlighed er den eneste vej til overlevelse.

Grundlaget for denne artikel er at undersøge miljøer og mennesker, påpege hvor vi hører til, påpege vores roller som individer og vores lederes roller. Man må dog finde en balance mellem disse positioner. Målet er at skabe en mere udholdelig atmosfære for os selv og leve i overensstemmelse hermed. Og også at fordre lederne til ikke at bedrage, men at praktisere det de prædiker.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Demonstrating And Singing Grandparents

By Niels I. Meyer, Emeritus Professor of Physics.

Active in “Grandparents for Asylum A group of grandparents began in October 2007 a series of demonstrations each Sunday in front of the closed asylum camp in Sandholm about 20 kilometers north of Copenhagen . The grandparents want to protest against the inhumane treatment of applicants for asylum and especially those refugees that have been refused but cannot be sent back to their homeland for security reasons. Several of these refugees have spent from three to over 10 years in different closed camps without the right to salaried work , without the possibility to lead a normal life and in constant uncertainty about their future. As a result, many of the refugees, both grown-ups and children, have got serious psychological trauma.

This is documented in an article by the medical expert Bente Rich (reference 1).

At this time, from 90 to 130 grandparents are turning up each Sunday afternoon for demonstrations in front of the three asylum camps in Sandholm, Avnstrup and Kongelunden. In addition, the grandparents publish informative books and newspaper articles and give speeches on the depressed situation of the refugees. They also take part in demonstrations and happenings together with other groups in Denmark.

Recently, 29 of the grandparents demonstrated their singing talent in the Danish Parliament on April 19 during a political debate on the Danish refugee policy. As expected they were all arrested by the Danish police, but were released after a few hours in prison. The police seemed to understand, that the grandparents were opposed to violence and instead focused on arguments and peaceful singing.

Grandparents for Asylum (GfA) is politically a non-party group, but we all agree that the present treatment of refugees in Denmark is unacceptable. Especially as the refugees already have had serious traumatic experiences (e.g. torture and murder of close relatives). Although only few living Danes have been refugees themselves one might have expected the majority of citizens in a wealthy and peaceful country like Denmark to be sufficient tolerant and empathetic to support a decent treatment of refugees.

However, this is not the case if the majority of Danish people accept that refugees are forced to waste their lives and possibilities in closed refugee camps. Denmark is one of the countries in Europe that keep applicants for asylum the longest time in closed camps.

The following are my personal viewpoints and proposals. They are not necessarily shared by all grandparents in GfA, but I trust that they are

109

“Grandparents for Asylum” are working for a humane and dignified treatment of applicants for asylum in Denmark.

in fair agreement with the basic understanding of the group.

Improved possibilities in centers for applicants for asylum It is proposed that the Danish refugee policy is changed so applicants for asylum who cannot safely go back to their homeland shall not spent years in uncertainty and hopelessness. Instead they should have the possibility of a normal life and be offered the right to education and salaried work. Grown-up applicants for asylum should have a decent and humane situation in the centers. After a period of six months they should be allowed to have salaried work and to take part in the Danish society until they either go home voluntarily, may be safely sent home – or obtain permanent asylum. Children should from the beginning have the right of relevant education and as far as possible be given a normal life as long as they are in Denmark. Those possibilities are normal policy e.g. in Sweden. The official Danish excuse for not implementing the same policy as in Sweden is an allegation that it would open up a wide door for large streams of refugees to Denmark. However, there is no documentation for this claim allegation.

The Danish Refugee Commission (DRC) The DRC is an appeal authority for applicants being refused by the administrative government authorities. The decision by DRC cannot be appealed to a normal court, and the fate of the applicant is in practice decided by the DRC. The Danish Minister for Integration, Birthe Rønn Hornbech, is often asserting that the DRC is independent of the political process and reminds of a normal court. The reality is, however, that the DRC is neither independent of the minister nor similar to a normal court. Thus, the secretariat of the DRC is placed organizationally in the Ministry for Integration and one of the three members of the DRC is a civil servant from the same ministry. The two other members are a judge and a lawyer. The DRC is not in accordance with Danish legal principles as its meetings are closed and its decisions cannot be appealed to a normal court. A legal expert, Professor Jens Vedsted-Hansen, writes in reference 1: “considering the serious – and in principle unchangeable – effects of wrong decisions in this field, one must conclude, that the legal credibility of the decision by the DRC concerning compulsory expulsion to a “secure third county” is quite unacceptable” (my translation).

However, formally the DRC is not the final authority concerning asylum. The final authority is the minister herself. She can (and should) evaluate the individual cases in relation to the possibility of granting asylum based on humani-

tarian circumstances such as serious illness, the length of the applicants residence in Denmark, the family situation etc. Judging from the information from the minister herself these individual evaluations are not carried out. Instead the minister automatically confirms the decisions by the DRC. This procedure is not acceptable and it is proposed that the decisions by the DRC can be appealed to a normal court and that the membership of the DRC is changed to make it independent of the ministry.

United Nation’s Human Rights Council (UNHRC) It is included in the responsibility of UNHRC to evaluate whether the situation in the homeland of a refugee is safe enough to recommend a return. UNHRC has concluded that the situation is too dangerous in several regions of Iraq.

Thus, the DRC should not decide for compulsory expulsion of refugees to these regions. However, the DRC and the minister are arguing that they listen to the evaluation by UN, but they do not feel obliged to follow these evaluations in all cases. Thus, a number of refugees have been compulsory expulsed to dangerous regions in Iraq in spite of warnings from the UN. This is also in conflict with official messages from the Iraq government concerning the agreement with the Danish government stating that refugees should not be compulsory expulsed to Iraq.

Compulsory expulsion of refugee family fathers to Iraq The Danish Ministry of Integration has carried out a number of compulsory expulsions to Iraq that are splitting families with small children. The refugees are usually arrested by the police in secrecy during the night in order to avoid protests and demonstrations. This policy has resulted in a number of family tragedies where a father is forced to leave a pregnant wife and one or more small children to go to a dangerous region in Iraq. According to witnesses, it is not only the children who are crying. Sometimes it is also the police officers.

This kind of policy is in direct conflict with international conventions which stress the obligation to avoid splitting of families with young children.

It is urgent to introduce improvements in the situation of applicants for asylum in Denmark and to show more respect for Danish legal practice. Until these improvements have been implemented, the grandparents are continuing their activities with the goal of creating a decent and humane situation for refugees seeking asylum in Denmark.

110

TRANSLATIONS

No. 3 2010

Here, my children don't cry at night Marie Sauer-Johansen A worn-out Danish-Russian dictionary lies on a bed in a room at Avnstrup asylum centre, 20 kilometers outside the Danish city of Roskilde.. ”I was so happy when I found it in a second-hand shop here at the centre,” says Anna, and eagerly begins to translate the two first pages.

Anna and her two children, Mischa (10) and Zamira (16), have been in Denmark for four months. Anna's husband was killed when the second Russian-Chechyan war broke out in 1999. Anna is pale and tired and looks like she could break down under an invisible pressure any time. While telling her story, she cries several times. Our conversation takes place in broken German. ”I taught German at the university in Groznyj before the war, but I've forgotten much of it by now,” she explains. Yet, German will have to do, as it is the only language we have in common.

A room with four beds Mischa is sitting on one of the four beds in the sparsely furnished room, watching German cartoons on full volume. He is waiting for a thorough medical examination of a head injury he has suffered from since he as a six-year old was hit by Russian soldiers during a search of their home. ”Turn it down a little, please,” Anna says in a soft voice, padding the bed: ”When we were hiding in the countryside in Cheznya, all three of us slept in one bed,” she explains, and puts her arms straight down her sides, to show how. ”We were scared all the time. We didn't have enough food, and it was very cold...but since we came here, the children don't cry at night anymore...I'm so grateful for everything that the Danish Red Cross have done for us,” she says.

Her tired gesture sums up the entire room, with the white curtains flapping gently in the spring breeze, the two chairs and the ryebread with melted cheese she is serving me.

She takes a copy of her asylum application from a plastic bag, and begins to sum up her livestory and human rights work. During the last couple of years, Anna worked with the famous human rights worker, Natalya Estemirova, from the Russian human rights organisation Memorial.

Natalya was assasinated in June 2009, and her death was covered extensively by international media. ”I had papers concerning our work at my house, and I had been seen with Natalya,” is how Anna explains the persecutions she suffered following Natalya's death.

She sounds like she is repeating herself, and she is. Since she arrived in Denmark, she has told her story to both the Danish police and the Danish Immigration Service several times. Now she is waiting for the 'big interview', the name that people seeking asylum in Denmark have given the final interview with the Immigration Service. You can tell from a big notice board at the entrance of the asylum centre when your number is up. Every day she checks. She has heard that some people have to wait for a long time.

Persecution in Cheznya But right now the wait is the least of her worries. She and the children just want to stay in Denmark. ”I can never return to Cheznyia. My sister has received anonymous phonecalls asking where I am, even after I fled, ” she says. She worries a lot about the family left behind in Cheznyia: ”I am very scared. Right now I fear especially for the life of my sister's son. He is growing up to become a strong man like his father, who was killed by the Russian soldiers.” Anna describes the Russian army's actions in Cheznyia as genocide. ”They want to kill all the Cheznyian men – that's what you call genocide,” she states firmly,and a pale shadow of a formerly intensely felt anger flickers across her face. ”The Chechen government knows that their own soldiers haress the population, but they don't do anything about it,” she says with a half-choked sigh. Her stories of how the Chechen security forces vio-

Anna and her two children fled a nightmare of politican persecution in Cheznya. Now they try to create a life in Denmark while they wait for the final answer to their asylum application.

late, loot and kill civilians and carry out extensive drug trafficking confirms countless reports from journalists and international human rights organisations. Everybody is in danger. If you go into human rights work, the danger only intensifies.

Anna worked with Natalya Estemirova on the many cases of 'dissapeared' Chechens; a term which more often than not translates into 'killed' in Nothern Caucasus. After Natalya was assasinated, Anna and the children hid in a village. But in October 2009, masked men broke into their hiding place and kidnapped Anna.

They brought her across the border to Dagestan, where she was held captive for three months.

During her captivity, she was raped several times by both Russian and Chechen soldiers. ”I don't know how I survived it. Maybe God saw that I have two children who need me, and that Mischa always need help, and let me live for that reason,” says Anna, who was released and reunited with her children when her family paid the ransom demanded by the soldiers. ”When I came back, my sister told me that God had given me one last chance to live, and that we should flee the country,” Anna says. Her sister payed a human trafficker to get her and the children out of the country by car. Anna herself had no idea where they were going. ”At one point, I saw a sign which said Hamburg, so I thought that we were going to Germany” she says. ”I didn't dare ask the driver. He seemed very aggressive and was all the time making calls from a lot of different mobile phones and using different names.” They were dropped off at a road in Northern Sealand. It was snowing. The driver told them to walk and board the first yellow bus they saw, and stay on it until they saw a lot of people with dark skin. That would be Sandholm Asylum Centre, and that is where they should ask for help.

Hoping for a safe future Four months later, the family's future is still uncertain. After two months in Sandholm they were moved to a sanatorium in Karrebæksminde in southern Sealand, and from here to Avnstrup Asylum Centre. Anna is now regularly seeing a psychiatrist and the exact nature of Mischa's head injury is being investigated. He and Zamira travel one and a half hours by bus every day to attend the Red Cross reception school in Lynge close to Sandholm.

Zamira walks into the room. She is a bit hesitant and akward like most teenagers, but at the same time her eyes are filled with a hard sincerity that comands a rare respect. The heavyness that descends on her at the sight of her mother's tears lifts, when I ask what she thinks about her school: ”I love my school!” she responds eagerly, and suddenly looks like a sixteen year old girl again.”I had no idea school could be that much fun before I came here. The teachers really love their job, and I have so much fun with the others. The worst day ever was when I missed the bus, and had to stay here all day,” she says and rolls her eyes. Zamira says that she has no problems at all in school. But what about the language? How does she talk to the other students?

Well, they are all learning Danish, she says. But for a start, she has learned Dari, the main Afghan language, as this is spoken by most of her classmates. The teachers speak Danish and English. ”I prefer the weekdays, because there's not a lot to do around here on the weekends, ” says Zamira. Anna confirms this with a nod.

Anna herself is about to start an English course. ”They say that when you become 'positive', that is when you're allowed to stay in the country, you can start to learn Danish,” says Anna. According to Danish laws, Danish teaching is only offered to people seeking asylum who are under 18 years old. Anna looks forward to the course which takes place at a school outside the centre. ”It will give me something to do,” she says. ”Maybe I can also begin to talk to more people,” she says, acknowledging the fact that Chechens

do not constitute a great proportion of people seeking asylum in Denmark. This means that she has very few people to talk to, as hardly any of the other residents in the centre speak German.

But Anna has a strong desire to connect: ”People here are so warm and friendly. I had almost forgotten that you could be like that,” she says and straightens a crumbled page in the DanishRussian dictionary with a hesitant smile. ”I just hope that we will be alllowed to stay.”

The names have been changed. Anna wishes to remain anonymous out of fear of repercussions and due to the very personal nature of the information revealed.

The war in Chechnya • Chechnya is a disputed Russian republic in Caucasus.

• Chechnya has sought independence since the 1980's. Through a brutal war 1994 – 1996, Russia sought to force the republic back into the Russian federation. Chechnya was effectively independent from 1996 to 1999, when Russia launched the second war. In 2000, Russian troops captured the war torn capital Groznyj.

In April 2009, Russia officially withdrew its last troops from the republic.

• Today the former military leader Ramzan Kadyrov is the Chechen president, supported by Russia. War is over, but the situation is still characterised by violations of human rights, poverty and terrorist attacks.

• The estimated number of civilian deaths caused by both wars is 100.000 The estimated number of refugees and internally displaced people as a reuslt of both wars is somewhere between 300.000 and 400.000 Source: Danish Association for Research on the Caucasus Seeking asylum in Denmark When a refugee arrives in Denmark, he or she is obliged to turn themselves over to the Danish police or to the reception asylum centre Sandholm in Northern Sealand.

By the time of arrival, every refugee is issued with an identity card which identifies him or her as ”asylum seeker in Denmark”. Refugees can stay in the country until their application has received an answer from the Danish Immigration Service. This can take anything from two months to several years.

If the application is rejected, the case can be appealed to the independent Refugee Appeals Board. If the case is finally rejected, the refugee must leave the country.

Asylum centres are open, and people seeking asylum can come and go freely.

1453 people were granted asylum in Denmark in 2008.

Source: Danish Refugee Council. Statistics for 2009 were not available at the time of press.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

111

EU buys freedom of responsibility from Africa

By Sylvester Roepstorff Interview with Thomas Gammeltoft-Hansen Europa has moved its virtual border to Africa.

Here, both private and African security patrol the European border, leaving Europe running from its indirect responsibility, which is just as binding as its direct responsibility. Thomas Gammeltoft-Hansen proves as much in his latest book Access to Asylum: International refugee law and the globalization of migration control.

Outsourcing border patrol Thomas Gammeltoft-Hansen (TGH): My book is about all the aspects of the Danish asylum and integration policies that we don’t see. About everything that isn’t about how the asylum seekers are faring in Sandholm, for example, or what happens when they come to their countries of asylum, but instead, that which happens at the very beginning. At the European border. When an asylum seeker or refugee first meets the host country, a European country for example, and says that magic word: ’asylum’, there is a long list of asylum rights that are put into effect, that you can’t send the person back, that Europe provides an actual asylum procedure and so on. But as this subject is being more and more politicized, and several countries are hesitant to accept refugees and asylum seekers, border patrol has moved farther and farther away. Traditionally, a refugee would arrive at a country’s border, or even perhaps all the way to a local police station before saying: ”I’m a political refugee, I would like to seek asylum”.

This meeting no longer takes place at the police station or even at the country’s border.

More and more often, this is happening out to sea, on the Mediterranean, where Spanish and Italian ships patrol. It’s happening in the territorial waters of the African countries, where agreements about access have been made. Sometimes, it’s not even the European countries themselves who patrol. Instead, they outsource the patrolling, so instead of a Spanish or Italian border patrol, one would meet one from Libya, Morocco or Senegal. The lastest trend is the privatisation of border control. This means that more and more refugees and asylum seekers are being met, and turned away, by non-officials. This could be private airlines, who are fined for not keeping control of the people who board their planes. Even private military companies, security forces and militia, like Blackwater, have begun to stand in for official border control. This is harshly effecting the refugees and asylum seekers. The moment this happens, it turns the fundamental human right – the right to be a refugee, to seek asylum, and not be turned away – into a blurry and uncertain status.

Law and Politics It’s partially about the law, partially about the politics. From the judicial perspective, no one saw globalisation coming when these conventions were made. At the same time, it’s not just about the globalisation where immigrants cross borders. It’s becoming the globalisation where countries are exploiting the opportunity to privatise and outsource border control.

It’s also a political question. This huge group of migrants and asylum seekers, those being turned away at the European border alone numbering several hundred thousand, but outside of the European border, is a phenomenon that’s invisible to the European public. It’s hard enough to try to relate to the conditions in Italy or Greece, when refugees are turned away there, despite having a common European legislation, where border patrol has been outsourced to Italy and Greece. It is now they, who hold responsibility for Danish border control. This will get even worse when these countries start outsourcing this control to countries even farther away.

Italy has made a deal with Muammar Gaddafi, the state head of Libya, to send all who cross the Mediterranean back, and in return, Libya will re-

ceive 5 billion dollars over the next 25 years to be responsible for European border control. What we have here is a raw, control situation.

Sylvester Roepstorff (SR): And who pays?

TGH: Italy does. Out of its own pocket. EU has also gone in, and paid for the border control equipment, infrared cameras, and seismic monitors for Libya.

Two stories: 1. Thrown overboard i international waters I can give you an example from the book. It’s a situation from Greece, where Denmark, among others, has sent people back under the Dublin Convention, although the situation was criticizable. We stopped sending minors back, but we still send all others back. Back in September 2006 we had 31 immigrants – including quite a few from Iraq – who were picked up, swimming in choppy Mediterranean waters, by Turkish coast guards who brought them to land. Later on, the Turkish authorities found six others, drowned. Three others were never found. Survivors said that forty refugees had fled from Libya to Greece in a boat with help from human smugglers. When they reached the Greek island of Chios, they were stopped by the Greek coast guard. Instead of receiving them properly and giving them the opportunity to seek asylum, they were taken aboard the Greek vessel, sailed in the direction of Turkey, stopping just short of Turkish waters, and then they were thrown overboard with directions to swim to the Turkish coast themselves. Greece has vehemently denied these allegations. Turkey has, on the other hand, accused Greece of systematically dumping refugees in Turkish waters. A number of other stories tell the same tale.

2. Refugee prisons in Libya Another example is that last year, Italy made this deal with Libya. It’s drastically reduced how many arrive in Italy from Africa. The island of Lampedusa, which used to be overfilled with asylum seekers, is now empty of them. The refugee centers are empty.

Those who are sent back are typically sent to prisons in southern Libya. Some of these are built and paid for by Italy (we know this from those who have made it, gone on and been able to talk about it with European NGOs). Many people in these prisons die from unsanitary conditions, malnutrition and assault. Every other week the warden will come in and ask who would like to be released that week. If you raise your hand, you get to negotiate with the warden, and then it’s just a question of what you can pay. You can borrow a mobile phone, and they can also handle a money transfer. So you can call your smuggler, and you can call your family. Last I heard, the price was € 1200 to get out of there.

That’s a lot of money. And if you can’t pay, there’s a good chance that the Libyan prison guards will sell you to a private prison. They’re located nearby, and are operated by human smugglers who will either pressure your family to smuggle you up yet again, or you agree to pay it off by either working on the way, or after arriving in Europe.

They make money off of smuggling people to Europe a second time. It’s human trafficking.

It's a clear trail, leading all the way back to Denmark. When the Danish border control is outsourced to Italy, because we are a part of the Schengen agreement, then Denmark also has the responsibility to ensure that border control is carried out in accordance with fundamental human rights. But we have no idea what happens to those who are sent back, with the exception of a few witness accounts. Furthermore, Libya has no asylum system. They haven't signed the Refugee Convention, and have a reputation for sending refugees directly back to their country of origin. Including refugees that are recognized by the United Nations. This policy results in the breaching of the Human Rights Convention.

There are two sides to the problem. Firstly, we have no idea what happens to a refugee who is sent back. On the other side, the laws on this subject can be quite unclear, and are often consciously interpretated in a conservative manner.

The Dilemma of International Law Although the Human Rights Convention – including the Refugee Convention – was thought out as a universal convention, the fact is that it's closely tied to the individual state and principle of sovereignity. As a rule, the state is required to ensure human rights for all within its territory. But the very moment you step outside the border, or outsource the responsibility, there are barriers where the body of evidence is heightened, but the judiciary aspect is unclear.

If we are to eliminate this uncertainty, the most important first step is to commission a solid and thorough analysis of which rules apply, and where. How far does the Refugee Convention reach? How far can we stretch Human Rights?

Method SR: How have you gone about this work?

TGH: I started by looking at the laws of several different countries. I studied the evolution of judicial practice since the Refugee Convention was written in the years up to 1951, and then in the last sixty years after that. What did they say? Which ”soft law” documents have been put forth from the United Nations and the European Council. How did they agree on the interpretations? What court rulings have there been in the US, in England, og not in the least from the European and inter-American Court of Human Rights?

The US and Italy state that the Refugee Convention is not applicable when operating in Libyan territorial waters, because then we're on Libyan territory, and therefore it it Libya who has the responsibility and exhibits control. Even though they haven't signed the convention.

This is false in two ways. Firstly, the convention can be applicable – and that's what I prove when, for example, people are taken on board a vessel. It's enough to establish what's called jurisdiction, in effect the power of the state. And that sets off a chain of conventions.

Secondly, it's not just Libya that does this sort of thing. Officially, the boats have been given to Libya, under the condition that Italian officers are also on board. Spain has a similar agreement with Senegal. A Senegalese border guard is on board the the Spanish ships. He stands at the stern and officially takes care of the refusal of refugees. Naturally, that's outsourcing, and principally, the European countries have an indirect responsibility.

It's not just about geography, but about responsibility. My book is about that, no matter how much of the job you outsource to other countries or private companies, you have what is called an indirect responsibility. It's not enough to refer to another country's responsibility if it's quite clear that the state in question doesn't live up to its own responsibility in the matter. You can outsource border control, but you cannot outsource human rights.

SR: So freedom from responsibility has become a commodity.

TGH: In some cases, yes.

The indirect responsibility stems from International Law SR: So, you've delved into the interpretation of the wording of the Refugee Convention.

You're not opposed to what it states.

TGH: No, but it's not in the text itself. In connection with the outsourcing, I've referred to a number of customary judicial principles within International Law . Basically, that means principles that apply to all countries. No matter if they've signed them or not. The Refugee Convention and the Human Rights Convention are also International Law, and on the same level as every other treaty.

Many lawyers have been focused on the hu-

112

TRANSLATIONS

No. 3 2010

man rights themselves, but I find a strength in keeping up with the evolution of the Internation Law in general, where the principles about indirect responsibility are clear, and also the responsibility of private participants. My interpretation of these principles is based on a number of court rulings about different subject matter, but having the same principal problem, seen from international and national courts.

That gives a more solid perspective on the question of outsourcing, where earlier it was difficult to relate to the privatisation of border control, because the Refugee Convention stated nothing about it. That gave countries in Europe, the US and Australia the opportunity to choose the most restrictive interpretation, and hereby keep their own responsibility to a minimum, by sending boats out to sea to keep refugees from ever reaching their territory.

My research has come to another conclusion, one which, in my opinion, isn't just a casual claim. It's a systematic analysis of this subject, that relies on a number of court rulings, and a thorough analysis of the Refugee Convention, and how a number of nations have interpreted it, and what the ”softer” judicial institutions like for example the European Council and the United Nation's High Commisioner for Refugees has been saying for the last 30-40 years.

If it's accepted that refugee rights are applicable outside European territory, there will be new challenges: when two nations act in the same space, who has the reponsibility, and how can you practically ensure the application of a proper asylum procedure? This is a question that theoretically has been answered, within other international jurisdiction regarding environmental issues, fishing and trade. The interpretation of human rights has been extremely cynical, in that it's been convenient to say they only apply within the territory. But, that's simply not the case.

[De to følgende tekster tænker jeg at man kunne sætte i en boks - ikke som et citat fra hovedteksten, men som en bid fra interviewet:]

YouTube as a source I've done things, to find material and information on the actual situation, that can't be found in a methodogical textbook. For example, I've found a lot of material by searching a lot on YouYube. That's partially because the Maltese Navy are quite proud of their fleet – which consists of six ships. They've produced a number of videos with military background music, where you can see exactly how they operate. How they stop boats. How they handle the situations, and which dynamics are put into play.

The Commercialising of Sovereignty There are several nations now commercialising their sovereignty. One example is that Senegal has been selling fishing quotas to Portugal and France, so that Portuguese and French industrial trawlers can fish in Senegalese waters. What happens next is that local Senegalese fishermen become unemployed and are forced to migrate. Thus they become very attractive for the human smugglers, because they are such adept fishermen. Many sail their fishing boats, which they no longer need, to the Canary Islands with immigrants and asylum seekers aboard. Then the European countries enter Senegalese waters yet again, but with another purpose, which is to stem the flow of the immigrants in Senegalese waters, sending them back immediately.

So, buying the rights to fish in Senegalese waters just forces you to have to go back and buy access once again. The same thing happens when Cuba rents out space in Guantanamo Bay – they are also commercialising their territory.

Thomas Gammeltoft-Hansen: Access to Asylum: International refugee law and the globalization of migration control, Cambridge University Press (available this Autumn).

At a Danish Red Cross centre

By Christina Hesselholdt I plug my ears and look at the belly of a plane, which is on its way above the barracks. I've got difficulties in finding the barrack, where the woman I shall meet, lives. Some girls come running and are terribly eager in trying to help me, they really want to talk to me, it's not easy for them to let me, the stranger, go and accept that I now finally found out where to go.

They behave like children, who get far too little attention and attentiveness from the grown ups, they do.

It's a barrack where all the sick are gathered. It's totally worn out. It would barely do as a camp school, holiday camp for children. And the room, I'm invited to, is probably about 12 sq m. Here lives Tarna and her two girls. It's the fourth Red Cross-centre they live at, since they came to the country in 2001.

Tarna, she is the one, who is not mistress of her own situation, the situation's dark mistress, that's what she isn't, only dark.

She is the one, who was a member of the illegal women's organisation RAWA and fled, after the Taliban almost had cut her head off, and now points at the legs under mine, I think, long skirt and says: “If you went out like that, you were hit with sticks on your legs.”

She is the one who is not allowed to stay in Denmark, but will be sent back to Afghanistan, where she risks that her children are taken away from her, because her husband left her, and in Afghanistan the children belong to the husband's family up to and including the age of seven.

“And as a woman without a male companion you are nothing. Nothing,” she says.

She is 32 years old. She is a hunted piece.

She is the one, who can't sleep, even though she takes sleeping medicine, the one who sometimes is sitting in her bed and thinks: “Now I take my kids and leave,” but however there is a snag: there are no places to go to.

And also the one, who gets a terribly headache when she leaves her room. One could compare – not her but the conditions she lives under – to a fenced animal's, which presses itself up against a corner of its cage and only, when being forced to, is wiling to leave it. Not because she likes her 12 sq m, but because the Outside is hostile and threatening and does not want her.

Probably she will find her cage dark and deserted when she a short moment later comes back.

She is the one, the brown with the bare feet, who unceasingly does something with her hands that looud cracking sounds can be heard, the one who is that self-controlled not to shout, but not to stop pulling at her hands. She is the one with the 12 sq m the fourth year in a row, who is not ashamed of not being able to give her children a real home. She is altogether the one who is ashamed of: the absence of a tea table, of the 12 sq m, of being interviewed by a stranger like me.

I'm sitting on her bed and feel like crying.

“Why did your husband leave you?” someone probably would ask.

“I feel very ashamed, I can't tell you, “ she probably would answer.

Then I will do it for you. Again: you never were or are the mistress of your situation.

“In her childhood she was sexually abused by a friend of her father, and at the age of sixteen she was made pregnant by the same good friend; when she was in the sixth month of her pregnancy and not longer could hide her misery, she showed the belly to her mother who got out of her mind; her mother got a doctor to perform an abortion; Tarna got an artificial hymen; she was as good as new; nevertheless her mother's and father's relation never got the same again; she enrolled at Kabul university, she got married and had a child. Taliban came to power, women were no longer allowed to get an education, she, in secret, gave lessons to other women in her home, and that is the reason why Taliban broke down her door and hit her husband and cut her, all this witnessed by their child; the family fled, during the flight Tarna was overwhelmed by weakness,

or what? Did she for a moment feel that close to her husband, the love increased by the flight, of the assault, their baby who was on its way, that she could not resist the temptation and told her husband about her father's good friend? Did the new pregnancy reopen the first, that means that she told him about the rape, the abortion and the artificial hymen? She never should have done that, who cares to be defrauded? And he, who believed to have penetrated real flesh, that real blood had flowed.

They reached Russia. In an apartment in Minsk traffickers split the refugees up in two groups, women and children should go ahead, and men should catch up later. After a long and exhausting journey pregnant Tarna reached, together with her child, Denmark in the beginning of October 2001. Her husband never showed up, and she has not heard of him ever sine. One of her cousins told her on the phone that he had married another woman.”

We are sitting across each other with a little table between us, she is sitting on a chair, and I am sitting on her bed. She has tugged her hands between her legs and is leaning forward, her hands hidden by the table, terrible sounds are to be heard from beneath; a constant pulling and cracking. She inclined her head sidewise and is staring into the floor.

The floor seems to be tempting her.

She sways against it with her hands between her thighs as a weight.

There is exactly space enough to lie down. The floor, one can't get longer down than that. Inside, at least. It's firm, it's not a moss, where one disappears. Then the three year old bites the seven year old, she wakes up, jumps up and tightens the belt.

If only it just was the floor she felt the desire to lie on. One day it was the railway tracks, with one child in each hand. The seven year old managed to shout her to her senses, and they left in time.

Then she swallowed, all she had of pills, even calcium. Her girl found her on the floor and once again was she sensible and called for help. I look at her. She is seven years old and extremely sensible. She had witnessed her mother being cut in the throat, she has on her own pulled her mother off the rails and has found her lying on the floor in a pool of vomit. It is very sensible to keep as close as possible to this mother; she is her loyal squire. Would a mother who necessarily needs medical treatment be left to her Danish seven year old child? When the family finally is forced into the plane heading to Kabul, Tarna needs even more the seven year old's responsibility. So there is only her. Until her father gets her.

She understands, that this mother often looses her mind and hits. It is very sensible of her to promise to be easy.

The walls are thin, they have six children in the room next to, Kastrup airport is a stone's throw away, the noise is enervating. These planes, which incessantly pass the barracks, must continuously remind one of, that someone, many, would wish to have one sitting in a plane and wish you far away.

Translated by Heidi Erschbamer

TRANSLATIONS

No. 3 2010

113

10 Commandments of a New Politics of Asylum

by Michala Clante Bendixen, Committee for Underground Refugees Danish asylum politics is terribly“fix” and far from “fair”. The refugee politics the Fogh government has followed was strongly criticised by both the UN, the EU and many many NGO's.

When Denmark soon gets a new government composed of the Social Democrats [Socialdemokratiet], the Socialist Peoples Party [SF] supported by the Radicals [De Radikale] and the The Red-Green Alliance, a lot of things are going to be changed. The Danish People's Party is undoubtedly wrong when believing that all Danes are a bunch of small-minded nationalists, who feel threatened by the big world outside and its diversity. 68% of the Danes think that Denmark should follow the UN conventions regarding asylum politics.

We must get Natasha Denmark back, the Denmark Danes once could be proud of – broadminded, frank with place for everyone and with the same opportunities for everybody. We need to get the solidarity with the weak and the respect for human rights back. We have to focus on peoples resources and good will rather than being suspicious and punish. A paradox has emerged – homosexuality, free abortion, equal opportunities, freedom of speech are defended while discriminating immigration laws and the international right for asylum are ignored.

The new asylum politics in short: 1. Follow UNHCR's definitions and guidelines for who should get asylum and protection – according to humanitarian considerations.

2. There should be a maximum for how long it at the most must take to consider a case - after the Dublin procedure is completed the authorities must have come to a decision within four months.

3. If it was not possible to send a rejected person back to his/her country of origin in six months, this person should be granted temporarily resi-

dence permit with the possibility to be converted into a permanent residence permit after 12 months.

4. Close the big asylum centres, set up smaller flat-sharing communities in local areas and contact centres in the bigger cities.

5. Establish specialized law courts and possibilities to demur decisions as it is the case in the ordinary legal system. Every person should get appointed a lawyer before the first decision instead of first getting legal support when a case is re-evaluated by the board of appeal.

6. Interpreters should be professionals and the obligatory police interview at the arrival should be abolished – police should only be allowed to take fingerprints.

7. Expand the notion of the family, for example with the duty to support one's family members and establish private sponsor arrangements.

8. Everyone seeking asylum should have free access to language courses, education and some kind of occupation and to trauma recovery, if necessary.

9. All children of asylum seeking persons should get admitted to the local day nursery, kindergarten and school.

10. Access to citizenship should be easier and quicker; abolish all discriminating legislation (deportation judgement, starting help, connection demands, 24-year rule).

These ten commandments seem to “open up the frontiers” at the first glance, and to cost a fortune. That's not the case. Sweden absorbed ten times as many refugees as Denmark did last year, and it did not ruin our neighbour country – Sweden's integration figures are even better then Denmark's.

access to collective bathing facilities and kitchenette. Even if they would be so lucky to get asylum one day, it has become impossible for them to enter the Danish labour market – and they not even had the possibility to learn Danish in all those years!

If the review process would be reduced, if asylum seeking persons would be activated and if they were given possibilities to contribute through education and work in a long term, the expenses for society would be diminished. Rejected asylum seeking persons, who can not be sent back to their country of origin, should be allowed to live a worthy life until they one day probably are able to return home. Many of the asylum seeking persons who come to Denmark are educated people who within short time could manage to enter those positions, where Denmark is going to lack working capacities in the near future.

Furthermore it is necessary to get rid of all this hatred and discrimination newcomers have to face everywhere and everyday – one never is going to be part of a group when you are not welcome.

The above mentioned commandments would effectively prevent asylum seeking persons to be forced into asylum centres – as now an average of four years, some up to 12 years. Furthermore everyone would both keep up and enlarge his or her competences, regardless of getting asylum or being sent back home – that means that both human rights and practical help to the countries of origin are taken into consideration.

The “fix and fair” system there is at the moment costs 224.000 kroner a year per asylum seeking person. The amount covers for the high costs for asylum seeking persons, who have become sick after having been staying in the asylum centres for too many years, staff expenses and a very inadequate system. The asylum seeking person only gets 107 kroner every fortnight, additional to food in the cafeteria and a 5 m² barack with

En normativ kritik af EU's eksternalisering af asylpolitikken Af Martin Lemberg-Pedersen Denne artikel giver en kort introduktion til de centrale faser, som EU's såkaldte eksternalisering af asylpolitikken (herefter eksternalisering) har gennemløbet, den analyserer et muligt normativt forsvar for denne praksis og fremsætter endelig en stærk kritik af den.

Hvad betyder eksternalisering? Vi kan indledningsvis definere det som de tilfælde, hvor EU overdrager forvaltningen af asylpolitikken til ikke-europæiske lande og private firmaer. EU's Retlige og Indre Anliggender (RIA) forklarer, hvad der er på spil: Denne strategi understreger vigtigheden af at samarbejde med tredjelande baseret på partnerskabsprincippet for i fællesskab at imødegå sikkerhedstrusler (...) For at fremme udviklingen inden for frihed, sikkerhed og retssikkerhed fremmer EU (...) respekten for menneskerettigheder, retssikkerheden og de internationale forpligtelser ved at styrke den retslige og politimæssige kapacitet i tredjelande. (JHA's hjemmeside).

Det officielle rationale for EU's eksternalisering er således forebyggende, idet den forsøger at sikre respekt for menneskerettighederne og lov og ret ved at indgå i et samarbejde med de regioner, hvor migrationsstrømmene stammer fra. Unionen giver også normative grunde til denne praksis.

Normativ etik er den del af morallæren, som handler om, hvad en moralsk aktør, i dette tilfælde EU, burde gøre i visse situationer i betragtning af aktørens specifikke værdier. En normativ argumentation følger normalt følgende formel: i) En normativ præmis specificer-

er den værdi, der ønskes fremmet, ii) En empirisk præmis specificerer fakta om verden og 3) En normativ konklusion ansporer den moralske aktør til at handle på bestemte måder. Det er vigtigt at huske, at en bestemt praksis ikke kan retfærdiggøres ved, hvordan et nutidigt system virker. Det skyldes, at en sådan påstand forveksler, hvad der er tilfældet med, hvad der burde være tilfældet. Ganske ligesom vi ikke anser det for at være et godt argument, at det engang var almindelig praksis at have slaver eller nægte kvinder stemmeret, kan det faktum, at eksternalisering er en del af det nuværende asylsystem ikke retfærdiggøre, at det forholder sig sådan.

Denne artikel anfører en normativ kritik ved at udfordre de empiriske præmisser og konsistensen i EU's argumenter for eksternalisering, og dermed angriber den problemet fra EU's synsvinkel. Det skyldes ikke, at EU's værdier ikke kan anfægtes, men at argumentet mod eksternalisering er særlig stærkt, hvis det ikke kan forsvares ud fra EU's egne normative præmisser. For det første kan et arguments konsistens således fastslås ved at undersøge, hvorvidt konklusionen passer til de værdier, der gerne vil fremmes. Hvis nogen for eksempel argumenterer for, at 1) Globalt velvære er værdifuldt, og 2) Gode boliger og adgang til medicin fremmer globalt velvære, men vedkommende derefter når frem til den konklusion, at 3) Derfor skal gode boliger og adgang til medicin forbeholdes en velstående elite, kan vi uden videre identificere uoverensstemmelsen mellem værdimæssige præmisser og den konklusion, der drages.

For det andet kan man angribe den empiriske

præmis, der anvendes til at drage den normative konklusion, hvorved konklusionen nødvendigvis må ændres. Hvis nogen for eksempel hævder, at 1) Globalt velvære er værdifuldt, og 2) Slaveri fremmer globalt velvære, og på den baggrund konkluderer, at 3) Derfor burde der indføres slaveri over alt i verden, så kan vi uden videre konstatere, at det er en fejlagtig empirisk konklusion, der skaber den normative konklusion.

Hvilke normative værdier har EU? EU's Charter for Grundlæggende Rettigheder slår fast, at enhver har krav på respekt for sin fysiske eller mentale integritet (paragraf 3.1), at ingen må udsættes for tortur eller umenneskelig eller ydmygende behandling (paragraf 4), at enhver har ret til at søge om asyl (paragraf 18), og at ingen må udvises til en stat, hvor der er risiko for, at de udsættes for tortur eller andre former for umenneskelig eller ydmygende behandling eller straf (paragraf 19.2). Jeg antager, at disse udtalelser afspejler EU's normative ønske om at udbrede global autonomi, fordi de kan betragtes som et middel til tre forhold, som gør mennesker autonome: i) At de er i besiddelse af visse mentale evner, ii) At de har en passende grad af valgfrihed, og iii) at de taler med en uafhængig stemme (se Raz 1986). Vi kan formalisere EU's argument for eksternalisering som følger: i) EU bør fremme global autonomi. ii) Eksternaliseringspolitikken fremmer vilkårene for personlig autonomi gennem gensidig sikkerhed, retssikkerhed og beskyttelse af individets rettigheder. iii) Det vil sige: EU bør fremme politikken ek-

114

TRANSLATIONS

No. 3 2010

sternaliseringens.

Før vi undersøger konsistensen og den empiriske nøjagtighed i dette argument, behøver vi mere viden om hvordan eksternaliseringen faktisk virker, hvis vi skal vurdere om den empiriske forudsætning hænger sammen med dens virkning. Lad os derfor overvej dens seneste historiske stadier Eksternaliseringens stadier I 1999 stadfæstede RIA-rådet (Retlige og Indre Anliggender-Rådet), at EU skulle være et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed (engelsk: AFSJ), idet de opfordrede til at gøre dets ydre grænser stærkere, hvad der resulterede i tilbagetagelsesaftaler med ikke-EU stater, som forpligter dem til at tilbagetage asylansøgere, der er blevet afvist i EU, hvis de har rejst igennem landenes territorier. RIA-Rådet fra Sevilla 2002 nedsatte da migration-udviklings-nexuset, der krævede at ikke-EU lande accepterede EU’s asylpolitik for at modtage udviklingsbistand. Da EU gennem programmer som AENEAS er verdens største donor af udviklingsbistand, tvang denne foranstaltning stater i nærheden af unionen til at acceptere dens asylpolitik.

I 2003 ansporede politisk pres idéen om at europæiske lande skulle offshore detention og behandling af asylansøgere til lande uden for Europa. Den britiske Blair-regering stod i spidsen for dette pres med det politiske oplæg New Vision for Refugees (2003), hvis grundlæggende idé var etableringen af områder, og som skulle tilbyde organiserede genhusnings-programmer til andre lande eller Europa og centre, som alle asylansøgere inden for Europa kunne blive deporteret til, mens de afventede deres asylsager.

Selv om det britiske forslag endte med at blive afvist, havde det allerede ved den tid inspireret flere lande til at henlægge tilbageholdelsesfaciliteter til åbent hav.

I 2004 blev to kraftfulde eksternaliseringsværktøjer taget i brug: Det europæiske grænseagentur, Frontex, og Den europæiske Naboskabspolitik (DEN). Idet man understregede den 'største vigtighed' af ydre grænsekontrol, fastslog Frontex i erklæringen, at ”oprettelsen af agenturet, der bistår medlemsstater i at implementere de operative aspekter af ydre grænsestyring, inklusiv tilbagesendelsen af illegale 3. verdensborgere, der befinder sig i medlemslandende, markerer et vigtigt skridt i denne retning.” (Rådets forordning (EF) nr.

2007/2004 af 26. oktober 2004).

DEN består af handlingsplaner for relationer til specifikke nabostater med fokus også på at styrke migrationsstyringen. AENAS og Det europæisk naboskabs- og partnerskabsinstruments (engelsk: ENPI) budgetter illustrerer dette: Alene mellem 2004-2006 kanaliserede AENAS-programmet over 47 millioner euro i 42 forskellige migrationsprojekter i lande som Libyen, Marokko, Algeriet og Tunesien (se AENAS). Tilsvarende øremærkede ENPI mellem 2002-2006 450 millioner euro til området for asyl og migration.

Det der kom ud af EU's stadier for eksternalisering fra 1999 til 2004, var en kraftfuld multifacetteret EU-anordning rettet mod migration.

Som den foregående oversigt har gjort klart, er den sammensat af en bred vifte af værktøjer, aktiviteter og kontrolformer, og således kræver vores indledende definition af eksternalisering yderligere finjustering, hvis vi skal fastslå om politikken er anvendelig til at forbedre gensidig sikkerhed, lov og ret, samt beskyttelsen af individuelle rettigheder.

Ekstra-territorialiseringen og konsekvenserne for personlig autonomi Vi kan skelne mellem tre relaterede dele af eksternalisering: internationalisering, fjernkontrol og ekstra-territorialisering (Balzacq 2009).

For det første forstår man ved internationalisering de tilfælde, hvor EU optræder som en politisk aktør og forhandler med andre lande om migrationsspørgsmål. ENP og Associationsaftalerne eksemplificerer dette. For det andet er fjernkontrol resultatet af internationalisering, hvor EU opnår kontrol over andre landes migrationsstyring, hvoraf migration-udviklings-nexuset er et eksempel . For det tredje er ekstra-territorialisering de faktiske former for migrationskontrol uden for EU's territorium. Begrebsligt er ekstraterritorialisering altså skabt gennem fjernkontrol, der igen er et eksempel på international-

iseret EU-politik. Sammen omfatter de tre dele eksternaliseringspolitikken.

Begrebet ekstra-territorialisering er afgørende for at fastslå eksternaliseringens indvirkning på vilkårene for autonomi, da det giver os mulighed for at fokusere på de konkrete foranstaltninger inden for lov, sikkerhed og rettigheder skabt af internationalisering og fjernkontrol.

Ekstra-territorialisering tager form af overvågningsmekanismer, aflytningspatruljer og tilbageholdelsesfaciliteter. Under Frontex' HERA II- og III- operationer, der havde til hensigt at standse migrationen i senegalesiske, mauretanske og Kap Verde-farvande på vejen mod De Kanariske Øer, foretog agenturet f.eks. overflyvninger dybt inde på det afrikanske kontinent for at blotlægge de væsentligste migrationsruter. Dette blev kombineret med 'interviews' med migranter, der med held havde gjort rejsen til De Kanariske Øer, for at få fat i navnene på migrationens mellemmænd. HERA-operationerne benyttede også skibe og helikoptere fra adskillige europæiske lande for at omdirigere 6000 migranter fra spanske farvande. Officielt blev dette gjort for at hindre dem i at sætte deres liv i fare på rejsen, men samtidig hindrede det dem i at indgive asylansøgninger.

Hvis vi vender blikket mod ekstra-territoriale deportations- og tilbageholdelsesfaciliteter, bliver de menneskelige omkostninger tydeligere. Libyen er endnu ikke blevet tildelt officiel naboskabsstatus på grund af dets afvisning af at underskrive Geneve flygtningekonventionen fra 1951. Ikke desto mindre støtter EU i stigende grad libyske detentionslejre, transportcontainere, patruljer og overvågningsdroner, der gennemflyver ørkenområder for at søge efter migranter. I følge en 24-årig eritreaner, som Human Rights Watch (HRW) interviewede, er transporten af migranter i containere ensbetydende med følgende: De smider os i en stor lastbil stoppet med folk.

Der var ikke plads til at nogen kunne sidde ned.

Den eneste luft var fra nogle åbne huller i lastbilens tag; ellers var den fuldstændig lukket.

Lastbilen kørte os fra Tripoli til Kufra. Vi startede klokken 6 om morgenen og rejste hele dagen og hele natten. Lastbilen var lukket på hele turen. Der var sprækker i gulvet og folk urinerede på gulvet, men mine øjne var i smerte på grund af lugten. (Human Rights Watch (2009)) Overordnet beskriver HRW forholdene i libyske dententionslejre som spændende fra forsømmende til brutale. Der gives ingen muligheder for at indgive asylansøgninger, og rapporteringer om prygl, misbrug og voldtægt er udbredte.

Med Libyen som eksempel kan vi sige, at de ekstra-territoriale strukturer og praksisser skabt af eksternalisering har den virkning, at den gør regioner tæt på EU's ydre grænser til bufferzoner, der standser migrationsstrømme til Europa ved at ophobe migranter i et rettighedsmæssigt vakuum. Disse regioner forvandles til fertile jorde misbrug, afpresning og røveri af menneskesmuglere, politifolk og militærpersoners over for migranter.

Dette sætter alvorligt spørgsmålstegn ved EU's vurdering af, at eksternalisering fremmer migranters vilkår for autonomi. For det første udsætter det at blive placeret i skræmmende og ekstremt sårbare situationer i længere perioder dem for en nedbrydende sindstilstand.

Det snarere underminerer end fremmer deres nødvendige mentale kapacitet i for at handle autonomt. For det andet indskrænker detention og misbrug migranternes muligheder til et minimum. For det tredje mangler migranter en selvstændig stemme, da det næsten er umuligt at indgive asylansøgning. De bliver kort sagt fastholdt uden stemmer i et nedværdigende limbo. Der er altså et slående misforhold mellem de proklamerede værdier og konsekvenserne af EU-eksternalisering. Efter nærmere undersøgelse bør EU's empiriske præmisser således afvises, da konsekvenserne af ekstra-territorialisering afslører, at alle tre betingelser for autonomi krænkes. Dette bør også få os til at stille spørgsmålstegn ved konsistensen i unionens argumentation.

Argumentet for eksternalisering synes ikke at afspejle den faktiske normative tyngde, der tildele global autonomi. I stedet virker det til.

at EU prioriterer sin indre sikkerhed som mere værdifuld. Således kan unionen siges at anvende en dobbelt-standard i forhold til autonomi, dvs. at den er inkonsistent i forhold til dens forpligtigelser over for global autonomi.

Konklusion For at konkludere: Tilbagesendelsesaftaler, migration-udvikling-nexuset, offshoring af migrationsfacilliteter, Frontex-patruljerne og spredningen af midler til lande uden for EU viser, at eksternaliseringens stadier er blevet et ekstremt kraftfuldt migrationsværktøj i EU. De forskelligeartede instrumenter har til hensigt at nedbringe antallet af asylansøgninger indgivet i EUlande, men dette har en meget høj menneskelig pris for migranter. Resultatet forekommer at være skabelsen af bufferzoner uden for EU, hvor tusindvis af mennesker er stuvet sammen under nedværdigende og umenneskelige vilkår, der mere udhuler end understøtter den globale autonomi. Dette lægger op til en alvorlig kritik af EU-eksternalisering.

For det første tager EU udgangspunkt i en mangelfuld empirisk præmis angående asyleksternaliseringens natur, nemlig at den virker og skaber situationer, der fremmer personlig autonomi. Imidlertid har de faktiske forhold omkring ekstra-territorialisering gennem Frontex-operationer og libyske dentionslejre i stedet en hindrende virkning på forholdene for personlig autonomi. En af grundene til dette er, at EU synes at anvende en dobbelt-standard for hvordan autonomi burde realiseres inden og uden for unionen. Imidlertid stemmer denne dobbelt-standard ikke overens med dens egne globale værdi-udsagn og blotlægger derfor en alvorlig selvmodsigelse på EU-argumenternes egne betingelser. Da de grundlæggende årsager til migrationsstrømme ikke synes at forsvinde, og da EU kanaliserer stadig flere midler til den eksterne situation, tegner fremtiden inden for området for asyleksternalisering sig ekstremt foruroligende, hvis ikke unionen selv påtager sig fundamentalt at genoverveje sin tilgang til eksternalisering.

TRANSLATIONS

No. 3 2010

115

116

No. 3 2010