Illustreret Bunker nr. 2 2006

urimeligt

3

TILFÆLDIG FRAVÆRS-STRAF Regler skyld i forskelsbehandling

Her er han!

reportage

6

KAJ-FEST FOR LÆKRE Kamp om dansegulvet til klokken 4

portræt

19

HUTTE-LI-HUT! Flemming kommenterer sig selv

DJH’s rektor gør ikke meget væsen af sig til hverdag. Men han gør meget.

9 Find ham bag kulissen og i privaten KAJ

Tekst | Peter Eggert Vesterlund

KaJ’s regnskab forsvundet KaJ’s halvårlige regnskab er blevet stjålet. Regneark, backup, bilag – alt er væk. Bestyrelsen kan nu ikke redegøre for 64.000 af medlemmernes kontingentkroner Det var ikke videre muntert at være kasserer – eller formand for den sags skyld – for Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), da medlemmerne 11. marts var samlet til den halvårlige generalforsamling.

Det, der bare ikke måtte ske, var nemlig sket. Et mareridt blev til virkelighed for kasserer Brian Mogensen, da en ukendt gerningsmand på en kold decemberaften smadrede en rude i hans BMW – og stjal den bær-

bare computer med foreningens regnskab. Derfor kunne KaJ’s bestyrelse ikke fremvise et gyldigt regnskab til generalforsamlingen. En ærgerlig kasserer måtte trække sig fra bestyrelsen. ”Jeg er pissefrustreret over det – det er mit navn og rygte, det går ud over,” siger Brian Mogensen. ”Jeg stillede op som kasserer for at hjælpe KaJ, og når jeg fejler i at levere et regnskab, har jeg ikke udfyldt min funktion.”

Lod mappen ligge i bilen Skæbnen ville, at netop den dag computeren blev hugget, lå den sammen med både USB-backup’en og regnskabsmappen med de originale papirer, der normalt bliver opbevaret på Danmarks Journalisthøjskole. Brian Mogensen var nemlig på vej hjem for at opdatere regnskabet, da han gjorde holdt ved Ekstra Bladets redaktion for at ordne et ærinde.

Da han ti minutter senere kom tilbage, var bilens rude smadret

og alt væk. ”Mappen havde vokset sig så stor, at jeg simpelthen ikke gad at slæbe den med op,” fortæller Brian Mogensen. ”I sidste ende er det min skyld, og derfor har jeg valgt at tage konsekvensen ved at trække mig.”

Ukendte udgifter for 64.000 ”Det er ubehageligt at stå som formand til en generalforsamling

med ansvar for medlemmernes penge, og så ikke kunne vise præcist, hvad vi har brugt dem til,” beklager KaJ’s formand, Peter Hammer.

fortsættes

4

Illustreret Bunker mar. 2006 | 9. årgang | nr. 2

2

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

LEDER

SHORT STORY

Tekst & foto | Uffe Weng

Afskaf mødepligten I gymnasiet må man ikke blive væk for mange gange. Så tror lærerne nemlig, at man er dum eller doven, og så skal man op i fuldt pensum for at bevise det modsatte. Sådan er det også på DJH. På videregående uddannelser er overvågning af eleverne et afsluttet kapitel. Eftersom det er voksne, intelligente mennesker, det handler om, har man en tiltro til, at de selv kan finde ud af at tage ansvar for deres uddannelse. Bare ikke på Journalisthøjskolen.

På DJH registreres fravær, ganske som var det et gymnasialt lærer-elev-forhold og ikke en institution, hvor både studerende og undervisere er flyttet hjemmefra. Argumentet er, at de studerende ikke eksamineres i alle forløb. Mødepligt er derfor nødvendig, for at de studerende ikke kan slippe af sted med pjæk og oven i købet gøre arbejdsbyrden større for eventuelle gruppemedlemmer. Men kan det ikke gøres med andre midler? Det mener underviser Jens Nørlem, der for nylig bragte emnet på banen på et lærerkollegiemøde (se side 4).

Det er på tide, at ledelsen følger trop og også tager den diskussion op.

Uden mødepligten ville der være mere fravær – det er næsten uundgåeligt. Men det giver ikke nødvendigvis en ringere skole eller dårligere journalister.

Ud over det principielt prisværdige i at behandle de studerende, som om man i det mindste tror, de har hørt om selvdisciplin og ansvar, er der klare fordele ved at afskaffe mødepligten.

Man undgår vage regler om fravær, der let fører til forskelsbehandling. Som det er nu, er det den enkelte underviser, der skal tage stilling til, om en omgang influenza skal føre til en erstatningsopgave, udvidet eksamen eller koste hele semestret.

En 2. semesterstuderende blev bedt om at gå et semester om, fordi vedkommende havde valgt at udskifte en uges undervisning med en skiferie. En anden tog på en uges ferie sydpå, uden at det fik konsekvenser overhovedet.

Redaktionen er bekendt med flere eksempler på åbenlys forskelsbehandling i forbindelse med fravær (se næste side). Det kunne man blive kvit ved at kvitte mødepligten.

Ungdomsafdelingen. Rasmus Talbro Bastholm er 19 år og har kræft. Han opdager kræften, da han til en fest kaster en øldåse over en hæk. Armen brækker, og Rasmus får konstateret kræft i sin højre overarm.

I dag er han under kemobehandling på Århus Kommunehospital. Han skal igennem to behandlingsperioder. For lægerne er der tre muligheder: Enten gør behandlingen Rasmus rask. Eller også må lægerne amputere Rasmus’ arm. Worst-case, så kan han miste livet.

I Rasmus’ verden er der kun én. Håb. ”Hvis jeg ikke tror på det, kan jeg ligeså godt lægge mig til at dø,” fortæller Rasmus.

Han vil bestå sin sproglige studentereksamen til sommer og skal til den sidste undersøgelse i starten af maj.

Men hvordan undgår man så, at dovne studerende bare får lov at slænge sig igennem studiet?

Skolen kunne stille større krav til kvaliteten af de opgaver, de studerende afleverer, for eksempel ved at tilrettelægge dem sådan, at man – med mindre man er et sandt naturtalent – får svært ved at lave dem, hvis man ikke har været til undervisningen.

Det ville resultere i bedre opgaver, og måske ville de studerende opdage, at de ikke er på et ’walk-in-the-park’ studium, inden førsteårsprøven trækker deres tænder ud.

Så ville underviserne også slippe for den kedsommelige fraværsregistrering og kunne bruge hundrede procent af tiden på det, de er ansat til – at undervise i journalistik.

Det ville være komplet tåbeligt at eksaminere DJH-studerende i alle deres forløb. Så ville der være eksamen hver måned. Men mødepligten er en formynderisk og uelegant metode til at sikre, at de studerende alligevel lærer noget. Det er på tide, at skolen skifter den ud med noget mere konstruktivt.

ib@mail.djh.dk

illustreret bunker

danmarks journalisthøjskole olof palmes allé 11, 8200 århus n ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk mobil 61 65 80 12

kasserer

peter eggert vesterlund

annoncer

pia damsgaard bach

billedredaktører redaktionen

peter eggert vesterlund (ansv.) eggert@mail.djh.dk jakob m. volf jmvolf@mail.djh.dk pia damsgaard bach pbach@mail.djh.dk casper j. høygård jernholm@mail.djh.dk

uffe weng thomas larsen

bagsiden

eskil jefsen david neerup mandel

eggert@mail.djh.dk

pbach@mail.djh.dk 29 91 87 01 uffeweng@mail.djh.dk thomasfl@mail.djh.dk

bagsiden@mail.djh.dk

illustrationer

stine spedtsberg tjelle vejrup

forsidefoto

sigrid nygaard

oplag

spedtsberg@mail.djh.dk tjellevejrup@mail.djh.dk

sigrauw@mail.djh.dk

1700 eksemplarer 9 gange årligt. illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte ved djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse

tryk

otm avistryk herning-ikast

97 15 66 00

udgivelse

23. marts 2006 9. årgang nr. 2 - 1. oplag

næste udgave

idéudvikling tirsdag d. 28. marts kl. 15.00. illustreret bunker udkommer næste gang d. 20. april. deadline for artikler, annoncer og debatindlæg er den 14. april.

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

3

INDENFOR Tekst | Julie Rode Nygaard og Andreas Marckamm Andreassen

FORSKELSBEHANDLING

Rouletteregler for fravær

Det er op til den enkelte underviser at fortolke fraværsreglerne. To ens episoder kan have vidt forskellige konsekvenser, og det fører til tvivl og forskelsbehandling ”Jeg tænkte, det kan bare ikke være rigtigt.”

Tankerne er Anna Maria Kristensens. Hun var fraværende i fire dage på grund af sygdom.

Hendes underviser vurderede, at hun var gået glip af for meget.

Derfor skulle hun op i udvidet pensum til førsteårsprøven på trods af, at hun havde en lægeerklæring.

Men Anna var ikke tilfreds med den vurdering og snakkede med både underviseren og forløbets koordinator. Hendes stædighed lønnede sig, for det endte med, at hun kunne nøjes med at lave en erstatningsopgave. ”Hvorfor ikke bare starte med at give de fraværende studerende en erstatningsopgave, for så kan man jo tjekke, om den studerende har lært det, vedkommende skal kunne? Det er vel det, der er hele ideen i at straffe fravær,” siger hun spørgende.

I de studerendes fagforbund, KaJ, er man helt enig i den betragtning. ”Det, synes jeg, er helt oplagt. Det burde bare indføres i morgen,” mener formand Peter Hammer. ”Hvis man kan lave en erstatningsopgave, så den afspejler det, man skal have lært på et forløb,

så er der ingen grund til, at man skal straffes yderligere. Det ville gøre det ens for alle og samtidig være resursesparende for DJH.” Solveig Schmidt, studieleder og formand for studienævnet, mener ikke, det er muligt at lave faste regler, når det gælder fravær. ”Fire dage er ikke bare fire dage. Det hele kommer an på, hvad der sker, mens man er væk.

Der findes ikke en facitliste, som underviserne kan følge. Det er et skøn hver gang.”

Men skønnene varierer kraftigt afhængigt af, hvilken underviser man har.

Uklare regler Maria Faarvangs historie er et eksempel på, hvor uklare reglerne er.

Hun var syg og derfor fraværende i én ud af de to uger hendes forløb varede. Også hun havde lægeerklæring – men den blev ikke nødvendig. Uden videre gav underviseren hende en erstatningsopgave. ”Jeg fik en håndsrækning.

Han coachede mig til, hvordan jeg kunne lave en opgave, så jeg ville komme på niveau med de andre.”

Marias underviser fortolkede

altså reglerne helt anderledes og hjalp hende på sporet igen på trods af, at hun havde været væk det halve af forløbet. ”Jeg var meget syg og følte, at jeg fik en fair behandling,” forklarer hun.

Det, at reglerne er så ukonkrete og bøjelige, gør det svært for de studerende at danne sig et præcist billede af, hvor grænsen går.

Men skolens fraværsregler er overskuelige nok, mener Solveig Schmidt: ”Det er elevernes eget problem, hvis de ikke kender reglerne. Man kan bare gå ind på studieadministrationens hjemmeside.”

Men det er ikke helt så let, som det lyder.

Via studienævnets hjemmeside kan skolens regelsæt findes i studieordningen. Reglerne her er dog ikke klare. Den afgørende faktor er stadig den enkelte undervisers skøn. Og sygdom er ikke nødvendigvis en undskyldning.

”Man kan jo bare gå om” Grundlaget for skolens beslutning er, hvor meget undervisning den studerende er gået glip af. ”Hvis man er væk på et

tidspunkt, hvor der sker noget vigtigt på et forløb, og noget som man ikke kan undvære, så er det en ’om´er’,” forklarer Solveig Schmidt.

Som reglerne er, giver de ikke meget plads til sygdom. Det har ledelsen forsøgt at gøre noget ved med den nye førstedelsreform.

Forløbene her er ikke så korte som på den tidligere ordning.

På den måde vil der være flere tilfælde, hvor den studerende kan nå at komme tilbage igen efter at have været syg.

Solveig Schmidt mener også stadig, det er muligt at ligge syg med influenza på et tidspunkt med vigtig undervisning: ”Det kan man godt. Man kan jo bare gå om.”

Men det system er ikke i orden, mener Maria Faarvang. I stedet burde der være en sondring imellem, om den studerende er fraværende på grund af pjæk, eller om der faktisk er tale om sygdom. ”Havde jeg pjækket, ville det være okay, hvis jeg skulle gå om.

Men når det på ingen måde er dovenskab, synes jeg, det er fint, hvis man kan finde en løsning med underviseren.”

Solveig Schmidt mener dog, at dette også tit er måden,

Tekst | Kathrine Ejdum Foto | Uffe Weng

fraværssituationer løses på – som en aftale imellem studerende og underviser.

Ikke desto mindre er de eneste regler, som de studerende egentlig har at gå ud fra på området, meget forvirrende.

Efter tre dages fravær afhænger konsekvenserne af underviserens vurdering.

julierode@mail.djh.dk arma@mail.djh.dk

SKAL FRAVÆR MELDES? Der er mødepligt til alle skemalagte aktiviteter.

Fravær på grund af sygdom meldes omgående til informationen eller læreren. Uden rettidig sygemelding betragtes fraværet som udgangspunkt som ulovligt.

Ved sygdom i mere end tre undervisningsdage kan læreren kræve dokumentation fra læge.

Ved sygdom på prøve- og eksamensdage kræves altid dokumentation fra læge. Studerende skal selv betale for udstedelse af lægeerklæring.

Andet fravær skal på forhånd tillades af læreren for at være lovligt.

Kilde: Studieordningen

TILFÆLDIG STRAF

Erstatningsopgave – ja tak På grund af sygdom måtte Anna Maria Kristensen igennem frygten for at skulle til udvidet førsteårsprøve I efteråret blev Anna Maria Kristensen, der på det tidspunkt var 2. semester studerende, syg.

Hun lå i sengen med høj feber og missede derfor fire dage af et to-ugers researchforløb.

Det betød, at hun skulle gå op i udvidet pensum til førsteårsprøven.

Eksamensskræk blev forstærket ”Det var frygteligt, da jeg troede, at jeg skulle op i udvidet pensum til førsteårsprøven,” fortæller Anna Maria Kristensen, der, på lægens ordre, måtte tilbringe fire dage under dynen. ”Jeg var rigtig frustreret over at noget som sygdom, der var ude af min kontrol, skulle styre, hvordan jeg skulle gå til eksamen”.

Anna Maria Kristensen er i forvejen nervøs for at gå til eksamen, og udsigten til at sidde

endnu længere tid ved den grønne filt med et udvidet pensum i bagagen gjorde ikke eksamensfrygten bedre. ”Jeg var så nervøs for at dumpe,” husker Anna Maria Kristensen.

Udvidet pensum er en straf Anna Maria Kristensen regnede ikke med, at hun sagtens kunne være væk fra undervisningen uden, at det fik konsekvenser. ”Jeg kan godt forstå den tanke, at jeg ikke har lært alt det, jeg skal, fordi jeg var væk. Men jeg ser det som en straf at skulle op i udvidet pensum til førsteårsprøven,” fortæller Anna Maria Kristensen.

Anna Maria Kristensen mener, at det er en bedre ide at give de studerende erstatningsopgaver.

”En erstatningsopgave er ikke en straf, men bare en kontrol af, om jeg har lært det hele,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg kan sagtens forstå, at jeg ikke bare kan være syg i fire dage uden, at der sker noget ved det.

Det er jo alligevel 40 procent af forløbet, så en erstatningsopgave er helt sikkert rimelig.”

ved, hvordan man er stillet, hvis man er væk i fire dage på grund

Alle bliver syge Anna Maria Kristensen havde sat sig ind i reglerne, inden hun blev syg. Hun synes, det er vigtigt, at man som studerende kender reglerne på skolen ”Det er helt sikkert de studerendes eget ansvar at sætte sig ind i reglerne,” mener hun.

På trods af kendskab til regler om eksempelvis lægeerklæring mener hun, at det er problematisk, at man som studerende ikke

STRAF? | Annas feber gav udvidet pensum.

af sygdom. ”Så vidt jeg ved, står det ikke noget sted i studieordningen, at man skal op i udvidet pensum efter så og så meget fravær,” tøver hun.

Det er første gang, at Anna har været fraværende flere dage på grund af sygdom i sin studietid ”At være syg i fire dage i løbet af en vinter – det er altså noget, der kan ske for alle,” mener Anna Maria Kristensen.

Anna talte senere med sin underviser og koordinatoren for researchforløbet, og hun fik efterfølgende af vide, at hun alligevel ikke skulle op i udvidet pensum til førsteopgaven, men kunne nøjes med en erstatningsopgave. Hun fik en uge til at løse erstatningsopgaven. kathrine@mail.djh.dk

4

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

COMPUTER-TILBUD

Tekst | Jesper Langhoff, Frederik Pedersen og Martin Justesen

Falsk reklame for studiecomputere Da skolen i januar reklamerede for studiecompuere med 15-20 % rabat, lovede den noget, den ikke kunne holde. Besparelsen forsvinder i udgifter til opsætning af computeren. Det er en fejl, erkender skolens it-ansvarlige, Niels Mørk Reelt er der næsten ingen besparelse at hente på de bærbare computere, skolen tilbyder i samarbejde med it-firmaet Office line. Det viser en prissammenligning, Illustreret Bunker har lavet.

Problemet opstod, fordi skolen udsendte reklamen, inden aftalen med Office line var i hus: ”Vi havde valget mellem at give de 1. semesterstuderende besked eller ej. Det værste, der kunne ske, var, at folk ventede med at købe deres computer,” fortæller Niels Mørk, der er itansvarlig på DJH. ”Vi lovede noget, som vi ikke helt kunne holde. Set i bakspejlet er formuleringen i brevet ikke rigtig.”

1000 kr. til opsætning Niels Mørk forklarer, at Office

line tager 500 kr. for at gøre computere klar til brug, og at en ordbog på computeren også koster 500 kr. Besparelsen bliver dermed spist op af udgifterne ved at gøre computeren klar.

Men det har de studerende ingen chance for at vide. Ud fra tilbuddet kan man nemlig ikke læse, hvad computeren koster, og hvad Office lines fortjeneste er. ”Vi har bedt Office line om at lægge økonomien frem, så man som studerende kan se præcist, hvad de enkelte dele koster,” siger Niels Mørk, der nu vil tjekke op på, hvorfor det ikke er sket.

Niels Mørk erkender, at det er en fejl, at skolen endnu ikke har informeret om, at der ikke er nogen besparelse at hente ved at vælge tilbuddet fra Office line.

KAJ

Tekst | Peter Eggert Vesterlund Foto | Uffe Weng

Fremover vil man nøjes med at henvise til web-adressen, hvor det er udspecificeret.

Halvdelen førstegangskøbere

Tilbuddet kører minimum de næste to semestre. Indtil videre har 7-8 studerende benyttet sig af det. It-afdelingen satser på, at man fremover kan supplere det

med rabat på køb af iPods uafhængigt af køb af computere. jlanghoff@mail.djh.dk jjfpedersen@mail.djh.dk martinjustesen@mail.djh.dk

Når skolen overhovedet er begyndt at formidle tilbud til studerende, skyldes det, at en undersøgelse for halvandet år siden viste, at stort set alle studerende på DJH har bærbare computere.

Heraf var cirka halvdelen førstegangskøbere.

Med den i forvejen store satsning på Medianet ville skolen give de studerende gode vilkår for at arbejde på det nye netværk.

Derfor undersøgte it-afdelingen muligheden for at tilbyde de studerende såkaldte prækonfigurerede computere. Altså maskiner som ved leveringen er klar til brug.

MØDEPLIGT

Tekst | Peter Eggert Vesterlund

Underviser: Afskaf mødepligten på DJH Mødepligten er umulig at administrere og hører fortiden til, mener underviser

PINLIGT | KaJ’s kasserer måtte præsentere et nødregnskab med 64.000 manglende kroner.

-FORTSAT FRA FORSIDEN-

...I månederne efter indbruddet havde formanden og kassereren forsøgt at genskabe foreningens regnskab bedst muligt. Men da der skulle gøres status overfor medlemmerne, manglede der altså stadig at blive redegjort for 64.000 kroner, svarende til en femtedel af det samlede regnskab. Alligevel blev det amputerede regnskab godkendt, og der blev ikke stillet mistillidsvotum til bestyrelsen. Til gengæld blev det tilføjet i vedtægterne, at regnskabet for fremtiden altid skal opbevares forsvarligt, så den ulykkelige hændelse ikke gentager sig. ”Selvom folk godt ved, at det er en frivillig forening, er det jo et kedeligt signal at sende.

Regnskabet er jo afgørende for enhver forenings troværdighed.

Lige præcis posten som kasserer kræver mere professionalisme end andre poster – og det krav har Brian ikke levet op til. Det tager han nu konsekvensen af,” siger Peter Hammer.

Fredsvalg Hos KaJ’s storebror, Dansk Journalistforbund, tror man ikke, at det forsvundne regnskab vil få alvorlige konsekvenser – hverken med hensyn til troværdighed eller medlemstal. ”Det er en ulykkelig situation, når et regnskab bliver stjålet.

Som jeg forstår det, har kassereren forsøgt at være forsvarlig, så jeg vil ikke lange ud efter nogen.

Der er taget hånd om det – det synes jeg er det vigtigste – og lad os så se fremad,” siger formand Mogens Blicher Bjerregård.

Han understreger dog, at det samme aldrig ville kunne ske i Dansk Journalistforbund, hvor sikkerhedsforanstaltningerne er langt mere omfattende.

Ifølge KaJ’s nu tidligere kasserer er de 64.000 kroner blevet brugt på en lang række mindre udgifter som rejserefusioner og mad til bestyrelsesmøder. Anders Lai fra 4. semester blev på generalforsamlingen valgt som ny kasserer. Han var den eneste, der stillede op. eggert@mail.djh.dk

Hvorfor er DJH en af de eneste videregående uddannelser i Danmark, der hårdnakket håndhæver mødepligten?

Det spørgsmål har mange stillet – og nu også Jens Nørlem, leder af Kurser og Åben Uddannelse på DJH. Han mener, at mødepligten er et forældet begreb. ”Det er en måde at måle arbejdstid på, som hører industrisamfundet til. Det er ikke almindeligt på de job, man skal ud at bestride,” siger Jens Nørlem. ”Strengt taget kan man møde op og sidde fuldstændig apatisk hen. Så har man jo opfyldt sin mødepligt, men man har ikke deltaget aktivt.”

Derfor valgte han at sætte mødepligten til debat, da lærerkollegiet holdt møde 7. marts.

Virtuelt gruppearbejde Formand for lærerkollegiet, underviser Asbjørn Slot Jørgensen, er enig i, at mødepligten i sig selv er ”spild af tid og kræfter”. Men at fjerne den er problematisk, fordi det vil kræve en fundamental omlægning af undervisningsformen på DJH. ”Det at deltage lægger sig meget tæt op af vores pædagogik på Journalisthøjskolen. Det bliver vanskeligt, hvis nogle studerende er væk. Det er et problem for alle, fordi det simpelthen sænker niveauet. Enten må man sikre, at de studerende er tilstede, eller også må man ændre på undervisningsformen,” mener Asbjørn Slot Jørgensen.

Han er dog ikke afvisende overfor at diskutere mulige alter-

TA’ BUSSEN - LINIE 888

nativer til mødepligten.

Jens Nørlem mener derimod, at man allerede nu kan undvære mødepligten ved at flytte større dele af undervisningen over i et virtuelt rum. Det giver skolens nye web-system, Medianet, mulighed for. ”Der kan vi tilbyde grupperum – det kan vi jo ikke i fysisk forstand,” siger han og henviser til, at gruppearbejde på DJH oftest er forvist til biblioteket eller kantinen. ”I et virtuelt fællesskab kan der sidde én på toppen af skibakken i Østrig. En anden kan sidde i Norge. Og så kan der sidde to på hver deres studerekammer i Århus.”

eggert@mail.djh.dk

KUN 120 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag

ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN

Rejsetid ca. 3 timer Afgang fra Århus rutebilstation Tlf. 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

Tekst | Niels Søndergaard

MARTS 2006

OPTAGELSESPRØVE

Nordiske venner mister hjælpende hånd Færinger og islændinge må nu konkurrere på lige kår med danske ansøgere, når de sveder ved tasterne til optagelsesprøven

Færøske redaktører er utilfredse Ændringen af reglen møder modstand hos ansvarshavende redaktør på den færøske avis,

Dimmalætting, Ingi Samuelsen.

Han mener, at reglen var en vigtig håndsrækning. ”Når en færing består prøven, men ikke kommer ind på grund af den store efterspørgsel, betyder det jo ikke nødvendigvis, at han ikke er kvalificeret,” siger Ingi Samuelsen

“ Hvorfor er det lige præcis dem, der skal have særbehandling?

- Erik Farmann

“

Er hierarki stavet rigtigt? Hvad er CEPOS? Islændinge og færinger er under ekstra pres til årets optagelsesprøve, når de hamrer i tasterne i takt med urets tikken.

Reglen, der hjalp vores nordiske venner, er væk. Nu konkurrerer de på lige kår med danske kandidater.

En skriveglad færing kunne indtil i år få plads på skolen, hvis han eller hun formulerede de danske gloser til et sekstal eller bedre i alle opgaverne. Også selvom de fleste danske ansøgere fik højere karakterer. En regel sikrede uddannelse i knivskarpe vinkler og kritiske spørgsmål til de to bedste ansøgere fra henholdsvis Island og Færøerne.

Det danske mindretal i Sydslesvig havde på samme præmisser lagt billet ind på to pladser.

De seks reserverede sæder forsvinder nu, fordi Undervisningsministeriet har ophævet reglen.

Redaktør for den anden store færøske avis, Sosialurin, Jan Müller, bakker ham op. Han mener, det er meget væsentligt for færinger at kunne blive uddannet i Danmark. ”Forskellen er, at vi ikke har en skole for journalister på Færøerne. Det er jo blevet en selvfølge, at færinger har denne ret. Jeg forstår ikke, hvordan man nu pludselig kan lave det om,”

siger Jan Müller.

En af fortalerne for afskaffelse af reglen er leder af optagelsesteamet på Danmarks Journalisthøjskole, Erik Farmann. Han mener, at tiden er løbet fra den gamle lov. ”Nu taler vi så meget om ligestilling blandt etniske minoriteter. Hvorfor er det lige præcis dem, der skal have særbehandling. Hvorfor ikke kurdere og pakistanere?”

Erik Farmann peger på, at ansøgere fra de nordlige øer også kan tage andre steder hen. For eksempel USA.

Tvivl om talentet Erik Farmann mener, at særreglen giver bagslag for færinger og islændinge undervejs i uddannelsen. ”Så har de simpelthen ikke det beredskab, der skal til for at klare sig.”

Færøske Ella Poulsen, 23, fra tredje semester kom ind via særreglen.

Hun husker de første uger i den grå bunker som ret hårde.

Tekst | Karina Svensgaard

”På den anden side tror jeg ikke, jeg havde det sværere end mine danske klassekammerater,” siger Ella Poulsen, der efter et år på skolen scorede et ottetal ved førsteårsprøven.

Hun mener, at det kun er rimeligt med et færøsk handicap til prøven.

Når hun er færdig på Journalisthøjskolen, går turen over Nordsøen hjem til Færøerne.

Her vil Dimmalættings redaktør, Ingi Samuelsen, sikkert byde hende velkommen. Han tror, at færøske medier får problemer på grund af de skrappere krav.

Redaktionerne på de færøske aviser ansætter i stigende grad folk med andre uddannelser. Der er simpelthen ikke nok kvalificerede journalister. ”Jeg er meget ked af, at den regel forsvinder. Jeg er bange for hele den færøske stand af journalister. For vi har i den grad brug for uddannede folk.” sondergaard@mail.djh.dk

Hos de nye 1. semesterstuderende er det et problem, at enkelte af deres medstuderende ikke kan finde ud af at møde til tiden. På opfordring fra de studerende selv har underviserne på 1. semester rundsendt en mail med appel til hele semesteret om at stramme op på det punkt.

Malene Koops Grønborg fra hold fem evaluerede i sidste uge første forløb sammen med sine holdkammerater og underviser Søren Boy Skjold. ”Vi er enige om, at det

40 studerende fra 7. semester på DJH var i marts på pletten, da Danmarks bedste hingste skulle kåres i Herning. De studerende dækkede begivenheden i døgndrift, hvilket førte til omkring 100 produktioner fordelt på forskellige medier. Gå ind på www.djh.dk/ dvhingst2006 og læs blandt andet om Superhingsten og hestebøffer eller se video fra det store dressurshow. eggert@mail.djh.dk

Nyt DJH-blad: 180 grader I frustration over forpligtelsen til at lave proper journalistik har en flok 2. semesterstuderende startet deres eget blad, 180 grader, som kun skal bringe den halve sandhed. Ifølge bladets manifest skal humor, satire, hvide løgne og løse rygter i højsædet, og man vil i det første nummer blandt andet kunne læse om Kim Minkes hemmelige søn. Man kan komme på mailinglisten ved at sende en tom mail til 180graderfeed@mail.djh.dk.

DIREKTØRTID

Hård konkurrence om optagelse

Kom til tiden, lyder bønnen fra både undervisere og studerende på DJH. Lær det nu eller drop faget, lyder det ude fra den virkelige verden

Appel fra og til studerende

DJH til hest

jmvolf@mail.djh.dk

Til timerne – til tiden Stille smøler de sig forbi underviseren, skyder genvej mellem bordene, skubber stolen ud, smider overtøjet og slæber de syv mest nødvendige ting op af tasken for til slut at smække deres bærbare op, som starter med den karakteristiske Windows-jingle.

De forstyrrer, irriterer og stjæler opmærksomheden. Studerende, der kommer for sent.

5

simpelthen ikke kan passe, at så mange kommer så meget for sent, særligt i Frøberts. Det er vildt forstyrrende,” siger Malene Koops Grønborg.

Hun håber, at de studerende vil tage det op til efterretning.

Udover en opfordring til de studerende om at vise hensyn har studieleder Solveig Schmidt ikke noget bud på forbedringer. ”Det er svært med overordnede retningslinjer. Det er jo en del af skolens politik, at man kommer til tiden. Så spørgsmålet er, hvor meget socialpædagogisk arbejde vi skal lave som undervisere,” siger Solveig Schmidt.

Låse døren kunne være et bud, men det er ikke tilladt af hensyn til brandsikkerheden.

Intet hjælper At låse folk ude har han prøvet.

Thorkild Ellerbæk er radiounderviser og har været på DJH siden 1986. ”Jeg har forsøgt stort set alt.

At ignorere dem, at nidstirre dem og stoppe med at tale, når de kommer ind. Jeg har låst døren, men så står de bare og hamrer og vil ind,” fortæller Thorkild Ellerbæk og tilføjer, at han også har forsøgt at begynde timen klokken 9.15 i håb om at få de sidste med.

På hans sidste radioforløb lød det ofte således: ”Skal vi ikke lige vente på de sidste?”

Og det selvom klokken for længst havde passeret ni.

Men det er ikke fordi, Thorkild Ellerbæk er ligeglad med mødetider. Det sker i erkendelse af, at intet andet fungerer. ”Det er irriterende, umodent og mangel på respekt,” siger Thorkild Ellerbæk om de sene studerende.

Lær det eller drop faget ”I bliver halshugget,” lyder det faretruende og grinende fra journalist Miki Mistrati, der er medejer af Bastard Film, på

spørgsmålet om, hvad der sker, hvis en praktikant kommer for sent.

Ifølge Miki Mistrati handler det om ændring af indstilling, og det skal sidde på rygraden, siger han. ”Det lyder banalt, men kilder skal behandles med meget stor respekt. Vi beder kilder om deres tid, så kan vi ikke bare piske ud af døren i sidste øjeblik. Vi skal møde op i ordentlig tid og se ordentlige ud,” forklarer han.

At komme for sent kalder han ”respektløst, uprofessionelt og spild af folks tid”. ”Det hedder frihed under ansvar, men det drejer sig om meget lidt frihed og rigtig meget ansvar. Journalister skal komme til tiden, det er en del af at holde en aftale. Kan de ikke det, så kan de godt finde noget andet at lave,” siger Miki Mistrati. karinas@mail.djh.dk

988 unge har i år meldt sig til optagelsesprøven i håbet om at komme ind på DJH’s journalistlinie. Det er en stigning på ti procent i forhold til sidste år. Ca. 240 - svarende til en fjerdedel - vil blive optaget. 174 har søgt om at komme til optagelsesprøve for fotojournalister, hvor der kun er 8 pladser at slås om.

Det hele løber af stablen lørdag den 6. maj. eggert@mail.djh.dk

CFJE samarbejder med The Poynter Institute Center for Journalistik og Efteruddannelse har indgået en aftale om samarbejde med den amerikanske journalistskole The Poynter Institute.

Aftalen indebærer blandt andet en Poynter sommerskole i Danmark og særlige forløb for skandinaviske journalister i hovedkvarteret i Florida. Aftalen er et led i den internationalisering, CFJE er i gang med i øjeblikket. pbach@mail.djh.dk

6

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

Tekst | Louise Gade Sig Foto | Uffe Weng

KAJ-FEST

En for lækker lækker fest ”Vær dig selv – vær lækker” var temaet til KaJ-festen lørdag den 11. marts. Godt nok havde de journaliststuderende maver som tørretumblere og alt for mange blodårer, men lækre – det var de!

"DET ER LØGN. Knaldede I?" Spændte som jomfruer på bryllupsnatten står tre piger på dametoilettet og afventer svar på det meget lidt indirekte spørgsmål. En fjerde pige slænger sig op ad håndvasken. Hun slår blikket ned i klinkegulvet og får rødmossede kinder. Der er pludselig bomstille. Så ser hun op og sender et skævt, lummert smil til de tre andre piger.

"DET VAR SÅ PISSEGODT," hviner hun med ét og vifter forfjamsket med hænderne.

De andre piger hyler som grise og gør staldkåde krumspring i stiletterne for at vise deres begejstring.

"Og seriøst, han var simpelthen så lækker," galer hun endnu højere.

Perlekæder, bryster og hårkursbehandlede slangekrøller hopper og danser nu over det hele.

"Han var så lækker!" skriger hun igen.

en skummende fadøl eller den uhyre eftertragtede tøsedrink White Russian - inklusiv en eksklusiv stjernekaster.

To af de ventende skikkelser i hoben er KaJ-folkene Brian

"Nøøj, du har et vaskebræt," konstaterer Brian Mogensen overrasket og fører i samme øjeblik Petters hænder over på sin egen lille vom. Et splitsekund skulle man tro, at de var et vor-

LÆKRE | Bagen på en uidentificeret festdeltager, formentlig af hunkøn, lyser op på dansegulvet.

Mave som en tørretumbler Baren er som altid festens pulserende hjerte. Det højre og venstre hjertekammer er proppet med pumpende journaliststuderende, der åbenbart er så tørstige, at de ville kunne patte en død vandrotte for armsved. I hvert fald mosler de sig febrilske frem i mylderet for at hamstre

Mogensen og Petter Ettrup.

Brian skotter løjerligt til Petter, og hans øjne stopper ved Petters t-shirt. Med åben mund og polypper stirrer Brian på mavsen, og efter en mindre menneskealder rækker han gelinde hånden ud og kører den engageret op og ned af Petters mave.

dende forældrepar, der nysgerrigt mærker efter babyens spjæt, og at Brian når som helst kunne kaste rogn.

"Prøv lige at mærke her," siger Brian med en kluklatter.

"Jeg har en mave som en tørretumbler."

Creme de la creme for ørerne På scenen har Retro Band efterhånden fået spændt guitarstrengene og smurt stemmen tilstrækkeligt til at gå i krig med alt godt fra 80’erne. Folk vågner op til dåd, da forsangeren, Ulrik Holm, med en sprød "på-den-lækremåde" stemme affyrer ’Vågner i natten’. Creme de la creme for øregangene.

Folk tuller hånd i hånd ud på dansegulvet og vrikker med hver en lækker tomme på deres kroppe. Trommeslageren leverer en så mastodontisk og hårdtslående rytme, at hans slagkraft bombesikkert kan levere energi til Olof Palmes Allé og omegn i mindst en uges tid.

To piger på dansegulvet vikler sig ind i nogle forladte sølvserpentiner, der ligger på det klistrede flisegulv. De rokker i én uendelighed med popoerne og skaber en vaskeægte hormonkoger. Den ene pige har så stramme bukser på, at selv Nik og Jay må undres: "Hvordan fik hun sin røv i de pants?!"

Retro Band bliver efter ungefähr fem fadøl afløst af diskotek Spacemoon.

Bag DJ-pulten står Kasper Borg. Han er trukket i en sort og hvidstribet skjorte samt et skrigende lyserødt slips.

"Det var lige det, der hang forrest i skabet," klukker Kasper og knuger slipseknuden i sin ru hånd.

"Jeg er elektriker til hverdag, så jeg er ikke en ørn til at matche farver."

ABC’s 'look of love' tordner ud af højttalerne.

"3-2-1-sluk!" brøler Kasper Borg pludselig, og musikken stopper.

"Det var aftenens sidste sang."

Fanget i for mange blodårer Som ved et trylleslag fra Mystiske Mr. Mox er garderoben spækket med en skudefuld overrislede journaliststuderende.

Hvileløst venter de på at få deres jakker. Den hule klang af trætte grin og løssluppen bodegafilosofi svæver som en velpolstret dyne over massen.

Thomas Nørdam Andersen fra 1. semester læner sig nonchalant op ad muren og strækker armene over hovedet, så den løse nålestribede skjorte glider et stykke ned og afslører knøsens arme. Et væld af blodfyldte og til en hver tid sprængfarlige blodårer kommer til syne. Thomas’ arme minder mest af alt om et labyrintisk krakkort med utallige blå blindgyder.

"Jeg ved godt, det ser vildt ud sommetider," udbryder Thomas med et snert af snøvl i stemmen.

"Det er bare, fordi jeg er et alt for kraftigt skelet fanget i alt for mange blodårer."

En lyshåret fyr klemmer sig ud af menneskemængden og afleverer en sort filtjakke og et kindkys til en smilende pige. Han tager kælent fat om hendes hofter. Velvilligt hælder hun ansigtet til side, så hendes lille glinsende hestehale glider ned på skulderen, mens de kysser hinanden helt ind i himmelen. Sikke en erobring! Fyren fjerner forsigtigt munden og hvisker "Du’ for lækker." louisegade@mail.djh.dk

Hvad har du gjort for at være lækker i aften?

Anita Steffensen, SDU Jeg har købt nyt undertøj. Det er hothips med sølvfarvede sommerfugle på. Derudover har jeg haft en hård kamp med mit hår. Jeg valgte så Nena/ retro 90 er/jeg kommer og ta’r dig - håret.

Brian Mogensen, 6. sem.

I torsdags blev jeg klippet ved min frisør i Vestergade, kun fordi jeg skulle til KAJ-fest i aften. Og så har jeg taget mine raketunderbukser på. Raketterne symboliserer noget på mig, som peger opad og ryger af sted med et brag.

Peder Grønfeldt, 8. sem.

Jeg har taget tøj på, som er nemt at tage af igen. Knapperne flyver jo nærmest op, bare man kigger på dem. Så hvis der er nogen, der er klar, så er jeg klar

Signe Markvard, 4. sem.

Jeg har sgu været i bad. Jeg brugte wash-and-go. Der stod, at det pepper hårbunden op, og at man bliver frisk af det. Det passer!

Mads Plougheld, 3. sem.

Jeg har sat håret vildt. Og mine solbriller udgør også en stor del af lækkerheden. Mit look er gennemført: hvide sko, hvide bukser og hvid habitjakke. Det var 70% off i H&M. Sidst jeg havde det på var til et bryllup. Se, jeg har stadig noget slør i lommen.

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

Tekst | Hanne Damgaard og Solveig Willum Foto | Uffe Weng og Gregers Tycho Axelsen

SVIMMEL | Fredsduerne drak fad og tacklede tyskere for at vinde Den Gyldne Phustage - som straks efter blev stjålet fra dem.

7

RUSTUR

SVEDIG-GLAT | Rusturens dansegulv lagde træ til salsa, ølsøer og utallige væltede kroppe under russernes udskejelser.

Stive stormer Stendis

Februars rustur var et inferno af tyveri, druk og heftige nedlæggelser

Hundredevis af intetanende BILKA-kunder får fredag d. 24. februar et chok af dimensioner, da 130 DJH-russere i sikker kapgang indtager geschæften for at tanke dåse-Harboe og smøger i læssevis.

Mens dopingkontrollører fra Hold 3 spreder skræk og rædsel mellem BILKA-hylderne, får DDR-holdet hvervet deres første rekrut, da en lille pige erklærer til sin forfærdede mor og Anna Boel (aka Janni fra Hold 6): ”Mor, jeg vil være østtysker til fastelavn.”

Før BILKA-folket finder ud af, hvad der er hændt, sætter russerne atter kursen mod Stendis – et stille paradis i landlige omgivelser og lugt.

startskuddet lyder, forvandler fredsduerne sig til glubske gribbe, der nådesløst slår ned på de regelrette tyske steroidevrag.

Første offer er den uskyldige DDR-Mie, der brutalt bliver slagtet af Christian fra Hold 5. ”Jeg tror, vi begge prøvede at undvige. Skridt for skridt bredte panikken sig mere og mere i hans ansigt,” siger en chokeret Mie efter overfaldet.

Gerningsmanden kan på grund af hukommelsessvigt desværre ikke udtale sig.

Men massakren ender ikke her, og de falske duer kræver endnu et offer. ”Uden at tænke over det sænkede jeg skuldrene og lagde an til en rugby-tackling,” siger den ellers sympatiske Mikkel,

SEJR | Sisse fra Hold 5 jubler med Phustagen.

Volvo.”

Uskyldig Phustage bortført

BILKA-STORM | Hold 1's løsslupne blinde har opsnuset ølpallerne i BILKA Tilst.

Fredsduer på krigsstien Aftenens events står på hyldest til det bedst udklædte hold, druk og heftige nedlæggelser.

Det er ikke blot det ølindsmurte dansegulv, der formår at lægge folk ned på stribe, også ølstafetten kræver sine ofre.

Scenen er sat. Det er en mørk februarnat. Stemningen er intens. De fugleinfluenzaramte fredsduer og DDR-folket har bællet sig til finalen. Da

der nedlægger Maz fra Hold 6 på sin vej mod Den Gyldne Phustage.

Holdkammeraterne hævder hårdnakket, at Mikkels deltagelse i ølstafetten ikke bunder i hans femårige rugbykarriere, men hans sublime talent for at tylle øl.

Fra Hold 6 siger en slemt såret Maz: ”Det var, som når en flue bliver mast på forruden af en

Trods heftige protester fra rusvært Stine løber Hold 5 af med sejren.

Sejrsrusen varer dog ikke længe, og det er med bøjede næb, at duerne indser, de har mistet deres trofæ. Den Gyldne Phustage er bortført!

Det vides ikke, hvor den befinder sig, men kidnapperne har på Mailport lagt beviser på, at Phustagen endnu består.

Hvor længe den bliver holdt i live, afhænger tilsyneladende af Hold 5. ”Vi ved ikke noget, det er bare gisninger, men man kunne jo forestille sig, at Phustagen var blevet transporteret til Århus i en hvid Opel, af én der skulle til en Depeche Mode-koncert.

Men det er jo ikke noget, vi ved noget om. Det er bare gisninger,” spekulerer en gådefuld Steffen fra Hold 3.

Løsesum og gerningsmænd er endnu ukendte.

spæde DJH-aspiranter, da de lørdag aften indtager balsalen i det stiveste puds. Stive bliver de også senere på aftenen, men det er en helt anden historie.

Aftenen byder på delikat middag, dans og druk.

Heftige vrik og voldsomme styrt præger salsadysten. Det lumske dansegulv, der endnu en gang har forvandlet sig til en nådesløs skøjtebane, blander sig i russernes forbudte trin.

Dansegulvet er dog ikke den eneste udfordring – også musikken spiller deltagerne et puds under konkurrencen. En forurettet Johanna fra Hold 6 begrunder sin og makkerens diskvalificering fra salsakapløbet med, at: ”Musikken var så ’usalsa’, at vi slet ikke vidste, at konkurrencen var gået i gang. Vi stod bare og øvede.”

Ligesom Johanna får mange andre dansedrømmene knust den skæbnesvangre aften af et prik på skulderen fra en af de hjerteløse dommere.

Blærestop Søndag vinker russerne sørgmodigt farvel til Stendislejren, og bussen sætter kursen mod Århus.

Knap er de sidste bagstive pjalter klatret ind i bussen, før klageskrigene lyder.

Tårerne i Toke fra Hold 6's øjne skyldes ikke blot hans store sorg over, at et brag af en rustur er forbi, men også en tissetrang af dimensioner. Det skaber et særligt bånd mellem Toke og buschaufføren. Sidstnævnte er heller ikke afvisende overfor forhandlinger om et stop i vejkanten: ”Hvor meget vil du give?” siger han til Toke, der høfligt kommer med et mere konkret forslag til chaufføren: ”Vil du stoppe, eller vil du hellere have, at jeg tisser i din bus?”

Efter indtrængende bønner og trusler om tis bliver der gjort holdt, så Tokes og andres spændte blærer kan tømmes.

Da busserne sent søndag eftermiddag triller ind på DJH’s parkeringsplads, er det en flok hærgede russere, der slæber sig ud.

Alle drager de nu hjem for at pleje deres tømmermænd; den smertefulde, men garanterede, sidegevinst fra turen. solveig@mail.djh.dk hannedamgaard@mail.djh.dk

De forbudte trin Nærmest ugenkendelige er de

BLÆRET | Det ser altid godt ud, når nitten mænd pisser på en mark med dilleren frit fremme i februar.

8

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

DEMOKRATIUNDERSKUD

Tekst | Jakob M. Volf

DJH mangler lovpligtigt råd Ifølge loven skal der være et De Studerendes Råd til at varetage de studerendes interesser på DJH. Men rådet er komplet inaktivt, fordi der sidder alt for få medlemmer i det

Tre valg var ikke nok De forskellige uddannelsesinstitutioner er forpligtede til at have et DSR – det står i loven. Derfor skal Journalisthøjskolen sørge for, at der bliver afholdt valg til rådet.

Valgudvalgsformand Hans-Henrik Holm udskrev valg til rådet i

oktober, men uden det store held. ”Sidste gang var der den underlige situation, at der ikke var nok, der stillede op. Jeg udskrev valg tre gange og måtte til sidst konstatere, at vi kun fik de seks medlemmer, eller hvad det nu er.

Jeg kan jo ikke blive ved,” siger han.

Der skal være 13 medlemmer af DSR. Derfor skal der formelt være syv medlemmer til stede, før rådet er beslutningsdygtigt, men det er reelt umuligt, fordi de ikke findes.

Klart behov DSR skulle varetage de studerendes interesser omkring alle forhold på skolen. I dag ender en del af arbejdet hos KaJ, men de har hverken tid eller lyst til at tage sig af det. ”KaJ har så mange sager, at de skoleperifære ting let drukner.

Der er helt klart brug for De Studerendes Råd,” siger Petter Ettrup, der også er med i KaJ, og uddyber:

”Folk har en holdning til, om der skal være rygeforbud, om der skal være flere stikkontakter

“ Der er helt klart brug for De Studerendes Råd.

- Petter Ettrup, KaJ

“

De Studerendes Råd (DSR) er et slags elevråd, der skal være det direkte led mellem de studerende og ledelsen på DJH. Rådet har endda magt til at vælge et af skolens bestyrelsesmedlemmer. Men på Journalisthøjskolen er der slet ikke noget fungerende råd.

Petter Ettrup læser på andet semester og er medlem af DSR, men det har han aldrig kunnet mærke. ”Da jeg blev valgt ind for snart et halvt år siden, fik jeg en e-mail, hvor der stod ’Velkommen til De Studerendes Råd’, og så har jeg ellers ikke hørt noget siden. Jeg ved ikke engang, hvem de andre medlemmer er,” siger han.

i kantinen og så videre. De har bare ikke nogen direkte kommunikation mellem de studerende og ledelsen. Og så længe rådet ikke duer, er der slet ingen tvivl om, at de studerende står svagere.”

Ingen grænser for DSR Uden DSR mangler DJH en lovpligtig organisation, som varetager elevernes interesser.

Hans-Henrik Holm undrer sig over, at ingen stiller op. ”Man kan sige, at der nu er et demokratisk underskud på Jour-

Tekst | Lise Soelberg Pedersen Foto | Studienævnet

nalisthøjskolen, og det er jo lidt ironisk, at demokratiets vogtere ikke kan finde ud af at deltage.”

Skolen er ifølge ham mere end parat til at forhandle med de studerende, hvis de kunne tage sig sammen og være med. ”Vi er da helt klart villige til at køre snart sagt alt igennem DSR, hvis det ellers kommer i gang. Lige fra snerydning til forbedring af skolens bygninger.

Det kunne faktisk være alt muligt – the sky is the limit.”

Nyvalg på vej Der er kun valg til DSR én gang om året, så egentlig kan det handicappede råd ikke suppleres før til næste semester. Men HansHenrik Holm mener godt, at han vil kunne lave et suppleringsvalg, hvis de nuværende medlemmer beder ham om det. Det vil Petter Ettrup gerne. ”Der er ingen, der har fortalt mig om den mulighed. Det bliver svært, for jeg kender jo ikke de andre medlemmer. Men nu vil

jeg finde ud af det og få lavet et valg, for skolen har brug for det råd,” siger han. jmvolf@mail.djh.dk

DE STUDERENDES RÅD Der er kun fire medlemmer af DSR på Journalisthøjskolen: Ole Hall er i praktik og har netop meldt sig ud af KaJ’s bestyrelse, fordi han har for travlt Rune Eltard-Sørensen og Sebastian Charham er på orlov Petter Ettrup er dermed det eneste medlem af DSR, der reelt kan engagere sig i arbejdet Lovbekendtgørelsen om DSR på DJH kan læses på: http: //www.retsinfo.dk/_GETDOCM_/ ACCN/B20010003805-REGL

STUDIENÆVNET

DJH’s ukendte magtfaktor

Én gang hver anden onsdag mødes en lille gruppe studerende på DJH. Meget få ved, hvem de er, men ikke desto mindre er det dem, der bestemmer det meste Det er en helt almindelig onsdag eftermiddag i DJH’s kantine.

Kantinemutter nusser rundt bag disken, mens småklynger af journaliststuderende sidder ved de runde borde. De sludrer og slubrer i kaffekopperne.

Ved ét af bordene sidder seks skikkelser, der laver noget lidt andet. Man kan ikke umiddelbart se det, men de er ikke helt ligesom de andre. Langt fra faktisk.

Der er to fyre og fire piger.

Taktfast bladrer de i hver sin stak papirer, mens myndige gloser fylder luftrummet mellem dem. ”Godkendt!” ”Det dér kan vi bare ikke gå med til.” ”Hvor mange ECTS skal der til her?”

Det er de studerendes repræsentanter i studienævnet, der sidder her. De er mødtes for at gennemgå dagens dagsorden.

Snart skal de nemlig mødes med en anden del af institutionens sværvægtere.

Nåleøjet Studienævnet. Du har sikkert hørt det et væld af gange uden at overveje, hvad det egentlig er for en størrelse.

Når du udfylder evalueringen efter dit sidste undervisningsforløb, står der, at den skal godkendes af studienævnet. Når du får lyst til at flytte dit 8. semester til udlandet, skal du have studienævnets samtykke. Når underviserne laver undervisningsforløb om, skal studienævnet se det efter i sømmene.

Alt sådan noget går gennem det nåleøje, der hedder studienævnet.

En lille halv times tid senere et andet sted på skolen lægger de samme seks rutineret papirstakkene foran sig på et andet bord. ”Punkt et er godkendelse af dagsorden. Er der nogen, der har noget til det?”

Stemmen tilhører DJH’s studieleder Solveig Schmidt. Hun kigger rundt ved bordet. Her har de seks studerende sammen med fire undervisere slået sig ned.

Tilsammen udgør de studie-

nævnet. Studielederens blik rammer hvert enkelt medlem uden undtagelse. Her er en arena, hvor det daglige lærer-elev-forhold viskes bort, og studerende og undervisere er på lige fod. Sammen våger de over, om undervisningen på stedet lever op til de studerendes og skolens egne krav. ”Det næste er godkendelse af 1. semesters undervisningsplan.”

En studerende har en indvending: ”Én af de bøger, der er med i litteraturlisten, fik nogle hårde ord med på vejen fra det seneste 1. semester. Skal vi ikke tage den ud denne gang?”

De andre løfter øjenbrynene, gumler lidt på idéen. ”Man kunne jo også…” ”Tjo, jeg synes…”

Argumenterne svæver over dampende kaffekopper, og snart bliver forsamlingen enige om at skåne 1. semesters pengepung for en bog, der tidligere viste sig ubrugelig.

Nogenlunde sådan foregår hvert eneste punkt på studienævnets

dagsorden. Det bliver vejet og dovne? Er 8. semester kørt sur i målt af undervisere og studerenMedianet? Vi hører ikke noget de, som gør det bedste, de kan. fra jer, men er det, fordi det hele Men hvis sandheden skal frem, så er okay? kan det blive meget bedre.

Det er vi ikke sikre på, og I dag består halvdelen af derfor har vi skriblet denne studienævnet af seks studerende, historie for at fortælle, hvad der heraf er fem 2. semesterstuderen- generelt foregår på studienævnsde og en fra 1 semester. Resten er møderne. undervisere.

Nu ved I, hvem vi er, og hvad Vi har en god fornemmelse af, vi kan gøre. Så er det op til jer. hvad der er godt og skidt i vores - Brug os! egne undervisningsforløb. For sn-elevliste@mail.djh.dk eksempel vil det nye 1. semester få en anderledes god behandling i forbindelse med kommatesten, end det foregående 1. semester fik.

Vores problem er imidlertid, at vi ikke på samme måde er klar over, hvad der rører sig på de andre semestre. Har 7. semester pladsmangel?

Studienævnet | Fra venstre: Lise Soelberg, Ria Pedersen, Lea Laursen Er 3. semesters Pasgaard og Morten Nystrup. Fraværende: Bjørn Kock og Pia Buhl undervisere

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

9

REKTOR

Tekst | Magnus Bjerg og Kristoffer Miles Foto | Kristian Sæderup

Vi fandt ham!

Efter den senere tids debat om rektor Kim Minkes usynlighed på DJH’s gange har Illustreret Bunker taget en snak med førstemanden om speeddating, irriterende klagesager og ikke mindst hans fremtid i rektorstolen ”Pas på hunden,” står der på døren til Kim Minkes lyse etplansvilla.

Der er nu ikke nogen grund til at blive bange. Ingen frådende kamphund kommer springende, da hoveddøren går op. Hunden er opdigtet, og skiltet hænger der kun på grund af de mange indbrud i kvarteret omkring Arendalsvej, hvor Journalisthøjskolens rektor bor. Advarslen har tilsyneladende haft den ønskede effekt. ”Vi har i hvert fald ikke haft indbrud, efter vi satte det op,” siger Kim Minke smilende.

Ifølge læserbrevsskribenter og tegnere i Illustreret Bunker har Kim Minke som rektor været ligeså usynlig som hans fiktive vagthund. Selv siger han, at dette bunder i en naiv forståelse af begrebet synlig ledelse.

Han mener, at ledelsen skal være synlig i kraft af sine resultater – ikke i kraft af sin fysiske tilstedeværelse på skolens gange eller i kantinen.

Derfor tog Kim Minke i sidste uge turen til Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning for at samle erfaringer, der kan forberede DJH på en uddannelsesverden, der inden for den nærmeste fremtid vil gennemgå kraftige forandringer.

Minke på frierfødder Meget af Kim Minkes tid bliver i disse dage brugt på diskret speeddating med mulige, fremtidige partnere. Hjemme i villaen har konen Conny dog ingen grund til at føle sig usikker. De mulige bejlere, der alle flirter som gæster til et enkebal, er i virkeligheden universiteter, seminarier og andre uddannelsessteder.

Dette dating-marked for højere læreanstalter er et resultat af regeringens udspil om en sammenlægning af de videregående uddannelser i kæmpecentre.

Ligesom ved kommunesammenlægningerne sidste år har institutionerne nu mulighed for selv at vælge partnere. Kan de ikke finde ud af det, vil de blive tvunget sammen.

Men Kim Minke er skeptisk overfor tvangsægteskaber mellem for forskellige uddannelser: ”Jeg har svært ved at se, hvilken synergi eller fagligt fællesskab det vil give at samle sygeplejersker, lærere og radiografer under et tag.”

Selv om Kim Minke tvivler på de fremtidige centres fordele, har han haft gang i flere stævnemøder. Men hvilke mulige partnere hans DJH-hjerte er brændt varm på, tilbageholder han med et glimt i øjet.

Det er dog ingen hemmelighed, at DJH og Den Grafiske

KIM MINKE | DJH´s rektor synes, det er sjovt at være på DJH, men behandling af klagesager er en sur pligt.

Højskole i København har ringforlovet sig og nu blot venter på accept fra undervisningsminister Bertel Haarder.

Forklædt som tysker Tilbage i dagligstuen sidder Kim Minke med benet ungdommeligt henslængt over lænestolens armlæn og blotter to skinnende spejder-accessories under de praktiske lædersko, han går med.

Et par metalmodhager gemmer sig under sålen og kan slås ud, hvis en gletsjer skulle komme i vejen. ”Men de er nu nok mest til schweiziske villaejere, der ikke vil glide de sidste meter ned ad deres stejle indkørsel,” som Kim Minke siger.

Pigsko til trods er det ikke Alperne, der udgør hans foretrukne feriemål. Rektoren tager derimod tit med sin Conny, der er gymnasielærer i engelsk, til London.

Og i vinterferien besøgte de Sri Lanka, hvor Kim Minke på egen krop mærkede Muhammed-krisens globale konsekvenser. På grund af den truende stemning flagede Kim Minke ikke med sin nationalitet – han udgav sig for at være tysk turist. ”Det er kun syv procent af befolkningen, som er muslimer på Sri Lanka, men de gjorde

sig meget kraftigt bemærket,” fortæller han.

Ærgerlig tidsrøver Hjemme fra ferie venter dagligdagen og de sure pligter, der også hører med til rektoratet. Den mest ærgerlige tidsrøver er klagesagerne, og på sidste postmøde var der seks af slagsen.

Studerendes klager kan prøves ved fire instanser, hvor rektor er nummer to i rækken. Kim Minkes holdning til de studerendes mange ankemuligheder er krystalklar: ”Systemet for klager i Danmark er helt hysterisk. Det ville være fint, hvis man kunne klage én gang, men fire gange. Det er jo vanvittigt.”

Kim Minke mener, det danske klagesystem er så omfattende, at selv kollegerne i forbuds-Sverige ser måbende til. Han kan heller ikke se det fornuftige i, at studerende ikke længere risikerer at få deres karakter sat ned, når de klager over den. Han ser det som et usundt system, at man kun kan vinde på at klage.

Ikke tid til bio Anderledes positive oplevelser har Kim Minkes magistergrad i film og tv-videnskab givet ham i biografens mørke.

”Jeg har oprindeligt en uddannelse i at være god til at gå i biografen. Det betyder, at jeg kan få en masse ud af det værste lort,” griner han.

Det er dog sparsomt, hvad rektoren bruger sin filmuddannelse til i disse år. Den sidste film han så i biografen var ’Goodbye Lenin’, der tog de danske biografer med storm tilbage i sommeren 2003.

Prisvindende tyske spillefilm er der ikke meget tid til at fornøje sig med som styrmand på DJH, men Kim Minke mener, det er det hele værd. ”Det er sjovt at være rektor på DJH, fordi det forener de to mest betydningsfulde sektorer i den moderne verden: uddannelse og medier,” siger Kim Minke smilende og fortsætter: ”Det er uddannelsen, vi alle skal leve af, og aldrig har medierne haft så stor en indflydelse som nu.”

Rektors varme sæde Alt godt har som bekendt en ende, og til efteråret bliver rektorstillingen genopslået. Direkte adspurgt om han vil søge sin egen stilling igen, svarer Kim Minke med en alvorlig mine: ”Det kommer an på institutionsreformerne. Udfaldet af

dem er helt afgørende for, om jeg søger igen.”

Til spørgsmålet, om det i den kommende reform er mere selvstændighed for DJH, der skal få Kim Minke til at genansøge rektoratet, svarer han med et hemmelighedsfuldt smil: ”Når I nu spørger så konkret, bliver jeg nødt til at give jer et politikersvar: Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind.” magnusbjerg@mail.djh.dk miles@mail.djh.dk

BLÅ BOG : KIM MINKE 1950: Fødes af studerende forældre i Holbæk. Faderen bliver senere gymnasielærer og moderen gymnastiklærer.

1957-66: Rosenvangsskolen, Århus.

1966-69: Tager ”den lille piccolo-eksamen” (sproglig studentereksamen – red.) på Marselisborg Gymnasium, Århus.

1969-70: Fjumreår på kunsthistorie og engelsk.

1970-75: Mag.art i film og tvvidenskab.

1975: Ansættes som underviser og forsker ved Institut for Presseforskning, der opsluges af DJH i 1981.

1982: Afdelingsleder ved DJH. 1992: Prorektor ved DJH. 1994: Rektor ved DJH. Oktober 2006: ???

10 ILLUSTRERET BUNKER

INDENFOR

MARTS 2006

FODBOLD

Tekst | Janni Møller Thomsen Foto | Uffe Weng

Åben Modus tilbage på træningsbanen

Der er tårnhøje forventninger om oprykning hos fodboldklubben FC Åben Modus Fodboldklubbens præsident, den 22-årige Casper Jernholm Høygård, er ikke tvivl om, hvad klubben skal opnå i foråret.

Ambitionerne for Serie 6-holdet er høje, og oprykning er et must.

Han bebuder sin frivillige afgang, hvis denne målsætning ikke opfyldes. ”Sådan gør man nemlig i storklubber.”

Samtidig giver han udtryk for et brændende ønske om et tocifret antal tilskuere til forårets kampe. Mere opbakning fra lægterne. Han lover angrebsfodbold, og at FC Åben Modus som favoritter skal frem over stepperne og vinde hver gang.

Forårets profil På grusbanerne ved Christiansbjerg træner holdets spillere under hårde og kontante ord fra

Claus Kierkegaard alias Generalen, der er klubbens træner. Tidligt på sæsonen er det endnu kun en omgang let træning og lidt leg med bolden. Der skal finjusteres sparketeknik og opbygges kondition hos flere spillere.

Der er dog én, træneren vælger at fremhæve som en mulig profil til foråret. Han var imponeret af den 26-årige veteran Nis R. Poulsen.

Han står for de første to mål under træningen, og de bliver solidt banket ind. ”Åben Modus skal i superligaen indenfor fem år.” siger han tørt, mens han tømmer sin velfortjente pilsner. Mens han rejser sig, vurderer han sin egen indsats til dagens træning. ”Det er altid den sidste aflevering, der går galt!” jannimt@mail.djh.dk KOLDE DRENGE | Årets første træning foregik på en iskold og snedækket bane KVINDER OG FODBOLD

Tekst | Anna Askov

Forårskåde ponyer

Skiundertøjet blev luftet, da FC Åben Modus i kvinders nærvær sparkede sæsonens første træning i gang FC Åben Modus. Sæsonstart.

Lækre mandeben og et solstrejf på en svedig overkrop.

Dette var min indre opskrift på fodboldtræningens første dag.

Som lettere retarderet pige, når det kommer til fodbold, skulle jeg hurtig sande, at midtbanedynamoen Sigurd, slet ikke var en lygte, men bare en almindelig spiller. Ligeledes var cheftræneren, Claus Kierkegaard aka Generalen, slet ikke fod-

boldhandicappet på den Down’s syndrom-agtige måde. De lækre mandeben, som havde lokket min journalistiske sans, blev erstattet af skiunderbukser og ét par blege, men utilgiveligt hurtigløbende, dog vinterelskende ben.

Ingen overkroppe VIP-logen var et væltet skur og anførerbindet var, rent fysisk, noget helt andet end jeg havde forestillet mig.

Men disse drenge og deres røde kinder var det hele værd.

De mindede mest om forårskåde ponyer på en varm græseng, mest af alt Dennis Bjerregaard som jeg i samme åndedrag kårede til træningens bedste ben. ”Intet kan beskrive den følelse, jeg har indeni. Næste stop bliver udlandet,” udtalte han i sin glædesrus.

Men til alle pigerne vil jeg pointere, at de svedige overkrop-

pe må vente på sig, medmindre man sniger sig med ind i omklædningsrummet.

Bonusinfo Når FC Åben Modus bliver sommerhede, er det godt at lade som om, man ved noget om fodbold.

Her er lidt nyttig viden om offside-reglen: Når en fodboldspiller scorer mål, og der ikke er nogen medspillere i nærheden af ham,

bliver målet annulleret. Dette gælder dog ikke målmanden, han må gerne være i nærheden af den omtalte spiller. Han skal jo blive stående i sin netboks. Hver gang der dømmes offside, får spilleren et grimt flag i nogle hæslige farver, der på ingen måde matcher hans tøj eller sko.

Der er så meget kvinder ikke forstår… askov@mail.djh.dk

Tekst | Jens Schabel

DATALÆK

Eksamensresultater lækket på nettet For et hold på 2. semester er eksamensresultaterne ikke længere fortrolige. Deres underviser lagde nemlig en holdliste med både navne og studienumre ud på internettet. Med den kan de se hinandens eksamensresultater Hvordan ville du have det, hvis enhver på dit hold kunne se alle dine eksamensresultater både nu og fremover?

Studienumrene bruges, når der udsendes lister med eksamensresultater. Ud for sit studienummer kan den studerende finde sin karakter. Det er smart, fordi navne kan udelades, og studienumrene er fortrolige.

For 27 studerende på 2. semesterhold tre er det formål dog blevet noget omsonst. For da de begyndte på Indsamlings- og Analyse-forløbet, lagde underviser Nils Mulvad en holdliste ud på Medianet med både navne og studienumre. Med den liste kan de studerende snage i alle tidli-

gere og fremtidige resultater for andre på holdet i resten af deres tid på DJH.

Udveksler alligevel karakterer Studieleder Solveig Schmidt indrømmer, at der er sket en fejl og vurderer, at der må være sket et kommunikationsbrist, fordi Nils Mulvad ikke er fast underviser på skolen.

Hun mener, at man må finde fejlen og oplyse bedre blandt lærerne fremover.

Solveig Schmidt synes imidlertid ikke, at det er et alvorligt problem, at de studerende nu har fået kendskab til hinandens karakterer, og hun vil ikke gøre

mere ved sagen. ”Jeg anser det ikke, som det mest private der findes,” siger hun om karaktererne. ”I arbejder sammen i grupper. I står i klynger til eksamen og følger med i, hvad hinanden får i karakterer,” siger hun om de studerende.

Ingen bør udlevere lister Nils Mulvad har også selv svært ved at se, at situationen skulle udgøre noget stort problem. ”Jeg beklager, hvis jeg har begået en fejl,” siger han og forklarer, at han ikke anede, at studienumrene ikke måtte viderebringes.

Han afviser ikke, at han måske er blevet oplyst om reglerne, men forklarer at den information må være druknet i de mængder af e-mails, han har modtaget forud for forløbet.

I studieadministrationen synes Heidi Nielsen og Karin DegnAndersen derimod, at det er både problematisk og et klart brud på reglerne, hvis anonymiteten omkring eksamen på den måde bliver brudt. De bliver bakket op af administrationschef Kirsten Jensen, der mener, at man bør omgås studienumrene omhyggeligt. ”Ingen medarbejdere på DJH bør udlevere en liste med studienumre og navne. Det ved alle

medarbejdere, og alle bestræber sig på, at det ikke sker. Men der kan selvfølgelig ske en svipser,” siger hun.

Principielt forkert Stemningen på hold tre er lidt blandet, efter det kom frem, at studienumrene var sluppet ud.

Flere siger, at selv om de ikke har noget videre imod, at andre kender til deres eksamensresultater, så mener de alligevel, at det er principielt forkert og at det dermed ikke længere er deres egen afgørelse, om andre får kendskab til deres karakter og bedømmelser ved eksamen.

schnabel@mail.djh.dk

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

Tekst | Hanne Herborg Arnold Foto | Uffe Weng

11

KRAVLING

PRISVINDER | Rørende historier om afrikanske flygtninges vej til Europa gav Fikré El-Gourfti Kravlingprisen.

Historierne brændte sig fast på nethinden Årets Kravling gik til Fikré El-Gourfti, som er praktikant på Politiken Fikré El-Gourfti befandt sig ved en grænsepost mellem Libanon og Syrien, da Miki Mistrati til KaJ-festen kunne udnævne ham som årets Kravling-vinder.

En sms fra en ven informerede ham om, at han nu var 5000 kroner rigere. Og indehaver af den spritnye Kravling-statuette, som forestiller en cirka seksårig udgave af Henrik Cavling. ”Historierne fra det nordlige Afrika efterlod billeder på vores nethinder, som sidder der endnu, og som sandsynligvis vil blive siddende en rum tid,” sagde Miki Mistrati, formand for Kravlingkomiteen, i sin tale.

Brændte for det 28-årige Fikré El-Gourfti går på 6. semester og er praktikant på Politiken. Han vandt for en række artikler, han har skrevet i oktober om afrikanske flygtninge, der forsøger at komme over grænsen til Europa. I mere end et år boede de i de nordmarokkanske skove tæt ved det hegn, der udgør grænsen til den spanske enklave Ceuta og dermed EU. Problemet tiltrak sig pludselig offentlighedens opmærksomhed i oktober sidste år, da flere hundrede afrikanere stormede hegnet til Europa, og de marokkanske sikkerhedsstyrker åbnede ild og dræbte mindst seks.

”Jeg havde længe kendt til problematikken og gerne villet lave historier om emigranterne.

Jeg synes, det er meget interessant og væsentligt. Og så blev det aktuelt, da de stormede hegnet.

Jeg vidste, jeg ville kunne lave nogle gode historier derfra,” fortæller Fikré El-Gourfti.

Han fik uden problemer lov til at rejse derned sammen med fotografen Martin Lehman. Fikré El-Gourfti kender både området og det marokkanske samfund indgående. Hans forældre er fra Marokko og har et sommerhus kun tyve kilometer fra skovene, hvor flygtningene skjulte sig.

Hans historier handler om de enkelte menneskeskæbner i området. Både dem, der ikke kom med over og skjuler sig for myndighederne i skovene udenfor hegnet, dem det lykkedes for og dem, der blev holdt fanget af den marokkanske hær, skjult for pressen. ”Det var virkelig noget, jeg brændte for. At tage derned og fortælle deres historier,” understreger Fikré El-Gourfti.

Den gode, modige historie Sidste år blev Kravlingprisen ikke uddelt. Kommiteen modtog kun fem indstillinger og mente ikke, at noget af det levede op til Kravling-standard. I år modtog de 17

indstillinger. ”Generelt set var der mange gode bud. De seks nominerede kunne principielt alle have vundet. Men hans havde især prentet sig fast,” forklarer Miki Mistrati.

Fikré El-Gourftis historie rummede efter komitéens opfattelse alle de gængse elementer i en god historie, som væsentlighed, identifikation, konflikt og aktualitet. Men komiteen peger på, at de kriterier ikke er absolutter: ”Forskellige mennesker har forskellige holdninger til, hvad den gode historie er. Og så alligevel. Der var altså en enkelt kandidat, som brændte igennem hos alle komitéens medlemmer - uagtet at vi har vidt forskellige baggrunde og kommer fra vidt forskellige dele af branchen,” lød det i komiteens begrundelse.

Den påpegede også, at historierne er velfortalte, blevet til under vanskelige forhold og afspejler et stort personligt mod.

Spionage i teltlejr Militæret og myndighederne i Marokko var meget afvisende overfor pressen. På et tidspunkt havde Fikré El-Gourfti og hans kollega fundet frem til en lejr, hvor myndighederne skjulte tilfangetagne flygtninge. De sneg sig tæt på teltlejren og fandt en

mand, der havde sneget sig væk fra teltene for at bede.

Fikré El-Gourfti er ikke i tvivl om, at de ville have haft alvorlige problemer, hvis de var blevet set af militæret: ”Vi var bange for at blive opdaget af vagterne. Så var vi blevet anholdt for spionage, det er helt sikkert. Og jeg vidste også, at Danmark ikke ville kunne gøre noget, fordi jeg er marokkansk statsborger. Men vi skulle jo prøve.”

Fikré El-Gourfti har nok haft en fordel i sit kendskab til Marokko. Til gengæld ærgrer han sig over, at han ikke taler fransk, da mange af flygtningene ikke taler engelsk. Manden, de fandt udenfor lejren, blev interviewet ved hjælp af få franske gloser og tegnsprog. Fikré El-Gourfti forstod ikke et ord, men optog mandens fortælling på sin diktafon. ”Han begyndte bare at fortælle. Han havde noget på hjerte, han ville jo gerne have sin historie ud.”

Senere fik han båndet oversat over telefonen af en franskkyndig kollega. Artiklen blev skrevet i en bumpende bil på en 500 kilometer lang køretur til lufthavnen, med deadline pustende i nakken. ”Det giver stress. Det er på ingen måde sjovt at sidde og skrive i en bil, og man rammer hele

tiden ved siden af. Vi blev også stoppet flere gange af politiet, som udspurgte os om alt muligt, så jeg næsten skulle redegøre for hele min livshistorie. Det var nogle meget specielle arbejdsvilkår,” fortæller han.

Overraskelse Tilbage på Politiken blev Fikré El-Gourfti modtaget med stor ros. Det overraskede ham, at det var gået så godt, trods omstændighederne. ”Det var svært at se selv, fordi jeg havde været så pessimistisk.

Jeg troede, det var blevet noget værre volapyk. Jeg blev meget overrasket over resultatet, at det lykkedes at skrive og aflevere noget, der kom i avisen.”

Han blev også overrasket over at vinde Kravlingprisen. Og glad, selvom han ikke har nået at tænke meget over det, da han har haft travlt i Mellemøsten de sidste dage.

Torsdag den 15. marts var Fikré El-Gourfti tilbage i Danmark og kunne endelig få overrakt sin pris af KaJ-formand Peter Hammer. ”Jeg er selvfølgelig glad. Jeg er meget beæret over, at de har valgt mine artikler.” hannearnold@mail.djh.dk

12 ILLUSTRERET BUNKER

MIDTERSIDERNE

MARTS 2006

Tekst | Uffe Weng

På Paolo Pellegrins hold skulle vi alle lave en reportage.

Jeg lavede en serie om udstødte i et af verdens rigeste lande.

Jane - pigen på billedet - fandt jeg dér, hvor mange af de over 7000 narkomaner i Oslo tager deres junk.

DJH’ere høster priser på Årets Pressefoto Det er første gang, så mange elever fra DJH er blevet hædret på Årets Pressefoto. Syv fotojournalister og en lektor blev på åbningen den 3. marts hædret for deres arbejde.

Årets Portræt, 2. pris. Foto: Rune Feldt-Rasmussen

”Døden i Ardoyne”.

Der var pludseligt en bølge af selvmord, der skyllede ind over en mindre katolsk by i det nordvestlige Belfast.

Jeg stødte på historien i april 2004.

Jeg researchede på den, men min praktikplads ville ikke have historien, så i halvandet år lå den bare som en note i den mentale kinabog.

I følge Søren Pagter, leder af fotojournalistlinjen på Danmarks Journalisthøjskole, har det altid været de unge fotografer, der har været mest produktive og bedst til at fortælle deres historier. Også inden der var noget, der hed fotojournalist på DJH. Grunden til det skal findes i den ekstra tid, man har som studerende, der giver mulighed for at fordybe sig i sit arbejde med en historie. ”Vores elever er med tiden blevet langt bedre til at finde de væsentlige historier. Tidligere var det sådan, at eleverne løste en opgave ud fra devisen, at det skulle de for at bestå forløbet.”

Den tendens har nu fortaget sig og er skiftet ud med et større engagement og lyst til at fortælle en god historie. Når fotografen brænder for sin historie, giver det også en helt anden tilgang til måden at fortælle den på. ”En måde der giver et bedre færdigt resultat, og det er fedt at se som underviser!”

Alsidighed blandt fotograferne

Visuel Journalistik På Internettet, 1. pris. Fotos: Henrik Kastenskov & Poul Madsen

Udsigten til at fotografere den største folkelige begivenhed I Europas historie fik mig til at bruge nogle undervisningsfri dage på at rejse til pavens begravelse.

Jeg havde længe gået med ideen om, at når Paven døde, ville det blive noget helt specielt. Noget jeg bare måtte opleve med mit kamera.

”Jeg er igennem de cirka otte år jeg har været på DJH blevet spurgt om, hvorvidt der er en vis stil blandt vores studerende og deres fortællestil i fotografierne. Det er der ikke. Hvis der var, ville det være så enkelt!” griner Søren.

Han mener, at hvis det var så enkelt, ville han som underviser bare skulle stikke en skabelon ud til eleverne på 2. semester. Sådan fungerer verden ikke. ”Hvis der absolut skal være en speciel stil på skolen, ville den hedde alsidighed.”

Søren Pagter mener, at det, der bedst kendetegner fotojournalisterne på DJH, er deres alsidighed i fortælleteknik og indgangsvinkler til de meget forskellige, men væsentlige historier der bliver fortalt. Historier der bevæger sig lige fra hverdagslivet på Lars Tyndskids marker til den større politiske historie ude i verden. ”Der findes en masse virkemidler, som vil kunne anvendes i fortællingerne, men det er forskelligt fra historie til historie, hvad der virker.”

De forskellige virkemidler kan være, hvorvidt en serie skal være i farve eller sort/hvid, fortalt symbolsk eller direkte, følsomt eller råt. ”Man bliver trukket lidt rundt i manegen, man bliver overrasket og udfordret, hver gang en elev afleverer billeder. Det er fedt!” smiler Søren Pagter.

Sikker stil Foruden sine nuværende studerende fremhæver Søren Pagter også valget af sin tidligere elev Peter Hove Olesen fra Politiken som Årets Pressefotograf, som et bevis på den alsidighed der er den stærke side af dansk fotojournalistik. ”Som underviser er det fedt at se sine elever fra både 2.-, 3.- og højere semestre være med helt fremme til konkurrencer som blandt andet Årets Pressefoto. Det og så, at Mads Greve som underviser vinder, virker som en gulerod og giver én lyst til at fortsætte” fastslår Søren Pagter, mens han hurtigt tilføjer, at det også må have en positiv virkning på eleverne selv. uffeweng@mail.djh.dk

Årets Nyhedsbillede - Udland, 1. pris. Foto: Mads Greve, lektor på DJH

ILLUSTRERET BUNKER

MIDTERSIDERNE

MARTS 2006

13

REKORDHØST PÅ ÅRETS PRESSEFOTO FOR DJH’ERE

Ved en tilfældighed faldt jeg over, at fem ud af ti på verdensranglisten for kvindelige tennisspillere var fra Rusland.

Jeg så det som en mulighed for at fortælle historien, om familiers vej ud af Ruslands slum, via noget alle kender, tennis.

Årets Danske Hverdagsbillede, 2. pris.

Foto: Joachim Adrian Mikkelsen

Årets Sportsbillede - Feature, 2. pris. Foto: Christian Als

Mia Jørgensen er 33 år og er taget til Poznan i Polen for at få foretaget en fedtsugning på Klinika Kolasinski.

En klinik der har specialiseret sig i kosmetisk plastikkirurgi.

Udgangspunktet var at lave nogle parportrætter. Jeg fandt på et lille koncept; Må jeg vække jer med mit kamera?

Hos nogle par jeg kendte, aftalte jeg, at jeg en morgen bare ville låse mig ind, gå direkte ind i deres soveværelse og begynde at fotografere, indtil de var vågne og ville stå op.

Åben Klasse, 2. pris. Foto: Martin Bubandt Jensen

Jan Enevoldsen også kaldet Buller er 42 år og på førtidspension på grund af overvægt.

Han bor alene i et 80 kvadratmeter stort hus i Birket på Lolland, som han har købt for 140.000 kr.

ÅRETS PRESSEFOTO www.aaretspressefoto.dk Årets Pressefoto åbnede d.

3.marts i Odense. Udstillingen vil herefter være at finde i forskellige større danske byer.

Syv elever og en underviser fra DJH blev hædret for deres billeder og historier.

Årets Feature, 2. pris. Foto: David Bering

14 ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

FOKUS: NYE JOURNALISTER Tekst | Casper Høygård

PRAKTIK & JOB

Nyuddannede vender tilbage til reden En tredjedel af alle nye journalister får job på deres gamle praktiksted På DR Syd er det et princip, at man ikke ansætter tidligere praktikanter. Men sådan er det langt fra i alle tilfælde. Omkring en tredjedel af de nyuddannede journalister får nemlig deres første kontrakt, samme sted som de var i praktik. Det viser en undersøgelse, som Dansk Journalistforbund foretog i efteråret.

Tallene overrasker ikke formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard. Samtidig henstiller han til, at arbejdsgiverne bør gå efter at ansætte de bedste og ikke kun kigge på det praktiksted, som ansøgeren har skrevet på sit cv. ”Der skal være en klar og fair

konkurrence, uanset om man har været der før eller ej,” siger han.

Talentskole Det er også det udgangspunkt, man har på Jyllands-Posten, forklarer chefredaktør Henrik Thomsen. Men der er alligevel stort fokus på praktikanterne.

Sidst i praktikforløbet kan avisens praktikanter blive inviteret til at komme i Jyllands-Postens talentskole.

Henrik Thomsen fortæller, at formålet med talentskolen er, at Jyllands-Posten får en meget kvalificeret base at rekruttere fra. ”Vi vil hjælpe disse meget

dygtige praktikanter til at blive endnu dygtigere. Det kan være ved at finansiere et uddannelsesophold i udlandet eller noget tilsvarende. Og det, vi forventer til gengæld, er, at de ikke søger arbejde andre steder, før de har talt med os,” siger han.

Det betyder, at praktikanterne laver en mundtlig gentlemanaftale allerede i slutningen af praktiktiden om, at de taler med Jyllands-Posten, før de kontakter andre arbejdspladser. På den måde får Jyllands-Posten en slags forkøbsret på sine tidligere praktikanter.

Mogens Blicher Bjerregaard er ikke tilhænger af talentskolen.

JOBMULIGHEDER

Tekst | Peter Korsgaard

Journalister får bedre jobmuligheder Arbejdsløsheden for journalister er under 9 procent for første gang i fire år.

Mange nye stillinger gør, at det i øjeblikket er let for nyuddannede at få arbejde Der er gang i den på det danske arbejdsmarked. Arbejdsløsheden er historisk lav, og hos Dansk Journalistforbund kan man nikke genkendende til denne udvikling.

Flere og flere stillinger bliver slået op, og faktisk var der i januar i år 50 procent flere stillinger end samme måned sidste år.

De nyuddannede journalister har dermed meget lettere ved at få job end tidligere. Arbejdsløshedsprocenten for journalister i december nåede således ned på 8,7, hvilket er det laveste i fire år.

Jonas Thing Bech, som er konsulent hos Dansk Journalistforbund, siger: ”Generelt kan man sige, at det går godt for de nyuddannede journalister. Tidligere tog det to til tre år, før deres ledighedsbillede lignede resten af vores medlemmers. I dag har de samme beskæftigelsesfrekvens som andre medlemmer af Dansk Journalistforbund efter kun halvandet år.”

Slut med McDonalds Vincent Byakika, som blev færdig som journalist i januar, kan bekræfte udviklingen. Han blev færdig et semester senere end beregnet, og journalisterne fra hans gamle hold har stort set alle fået arbejde. ”For få år siden kunne man finde de nyuddannede journalister bag disken ved McDonalds.

Men sådan er det ikke i dag. Det er faktisk ikke svært at få arbejde i øjeblikket,” fortæller han.

Han var samlet med en række af de netop uddannede journalister i weekenden den 10.-12. marts, og her lyder den samme historie. De fleste er enten i job eller har fundet vikariater.

Dorrit Kampmann, som er personalechef hos Berlingske Tidende, fortæller, at vikarstillinger er en god måde at komme i arbejde på. Hun oplever tit, at de nyuddannede journalister bruger vikariatet som et springbræt til fuldtidsansættelse. Hun tilføjer, at man i ansættelsesprocessen ofte kigger efter, om det er et navn, man kender for noget godt, eller om man har gode erfaringer med ansøgeren, for eksempel fra praktikperioden.

Flere kommunikationsstillinger Selv har Vincent Byakika ikke fundet arbejde endnu, men han er ikke urolig. Han har nemlig kun søgt jobs i Århus-området.

Muligheden for at få job bliver naturligvis mindre, alt efter hvor mange krav man stiller. ”Er man villig til at arbejde med alle medier uden krav til geografisk beliggenhed, er mulighederne for at komme i arbejde gode,” fortæller han.

Vincent Byakika tror, at det stigende antal kommunikationsstillinger er en del af grunden til de forbedrede jobmuligheder.

Det bekræfter Jonas Ting Bach fra Dansk Journalistforbund: ”Antallet af kommunikations-

”Det er jo en uddannelsessituation, praktikanterne er i. Jeg synes, at man skal lade dem være i fred, så de ikke er bundet til det ene og det andet. For der kan ske så meget det sidste år,” siger han og henviser til det år, som journaliststuderende tilbringer på skolen efter praktiktiden.

På Jyllands-Posten gør man en ekstra indsats for at få gode praktikanter, for hvem fastansættelse senere kan komme på tale. ”Allerede i udvælgelsen af praktikanter er vi meget omhyggelige med at forsøge at få de bedste. Vi har på panikdagenet stort læsekorps til at læse ansøgningerne, så vi kan komme hurtigt i gang med samtalerne.”

Høj kreativitet På DR Syd skal praktikanterne, i modsætning til på Jyllands-Posten, ikke gå og håbe på at blive prikket på skulderen. Her er der nemlig et princip om ikke at

stillinger har været stødt stigende i de senere år, faktisk er det den arbejdsgruppe under os, for hvem antallet af stillinger stiger hurtigst,” siger han.

Han vurderer, at der hos firmaer er en tendens til at opruste på kommunikationsområdet, når det går godt. Modsat siger han, at kommunikationsmedarbejderne er de første, der får kniven, når det går skidt. Han understreger dog, at det opsving, som hele landet oplever i øjeblikket, har største del af æren for de lave ledighedsprocenter hos alle journalistgrupperne.

Fald over hele linjen Tal fra Dansk Journalistforbund afslører et årligt fald i ledighed hos stort set alle afdelinger af branchen. Vildest er det gået for sig hos freelancerne, hvor arbejdsløshedsprocenten er faldet fra 14,6 til 9,9. Tallene viser desuden, at pressefotografer er blandt dem med lavest ledighed.

Her ligger ledighedsprocenten på 5,5, hvilket er et lille fald i forhold til året før. ”Generelt må man sige, at der er gang i den i øjeblikket. Men det går op og ned hele tiden, så det gælder om at hoppe med på vognen nu,” siger Jonas Thing Bech.

pkorsgaard@mail.djh.dk

Kilde: Dansk Journalistforbund

ansætte de tidligere praktikanter direkte efter endt uddannelse.

Chefen for DR Syd, Tharben Hansen, mener, at det er nødvendigt at holde en kreativitet i faget, og med princippet om ikke at tage tidligere praktikanter ind sørger man for ikke at gå i stampe. ”Jeg har svært ved at se, at man skulle være dårligere kvalificeret, fordi man har været der før,” siger Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard.

Men ideologien er en anden på DR Syd, hvor man i praktiktiden gerne vil vise og lære praktikanterne noget nyt. Men så er det gjort med det. ”Det, vi føler, vi kan hjælpe de nye journalister med, er at give dem et skub til at opleve mere end én arbejdsplads, at få en ny inspiration og at få lejligheden til at etablere sig på en ny arbejdsplads,” siger Tharben Hansen.

jernholm@mail.djh.dk

FOKUS: NYE JOURNALISTER

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

15

DAGLEJERE

Tekst | Peter Sorgenfrei

Tvinges ud i dagleje Flere og flere nyuddannede journalister tvinges ud som daglejere, hvis de vil have arbejde.

Det viser en rundspørge, Illustreret Bunker har foretaget blandt flere danske dagblade Det er ikke længere kun tvbranchen, der ansætter unge journalister som løsarbejdere.

Nu melder de skrevne medier sig også i kampen om ekstra fleksibel arbejdskraft.

Både Berlingske Tidende, Urban og BT erkender over for Illustreret Bunker, at de stadig oftere ansætter unge journalister som tilkaldevikarer. Således har både BT og Berlingske Tidende nu hver fem unge daglejere tilknyttet og Urban tre. For mange nyuddannede er det eneste jobmulighed og derfor må de arbejde uden de fastansattes sikkerhed.

Unge journalister pressede Næstformand for Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen ser den usikre arbejdsform som psykisk hård for de unge journalister: ”Det er en enormt stor belastning at have den usikkerhed hængende over sig. At skulle tænke på indtægten fra dag til dag trækker enormt meget fokus fra journalisternes arbejde. Derved forringes kvaliteten også,” mener han.

Ledende redaktionschef på BT, Kim Henningsen, erkender problemet, men ser det som en økonomisk nødvendighed at bruge tilkaldevikarer: ”Det er problematisk. Vi har

ansættelsesstop i koncernen, som gør, at jeg ikke bare kan gå ud og ansætte folk. Der er intet jeg hellere ville end at fastansætte nye journalister, men lige i øjeblikket er der ikke økonomisk mulighed for det,” forklarer han.

Medier tænker kortsigtet Igennem sparerunder i 90’erne har de fleste medier måttet skære drastisk ned, og det kan mærkes nu, påpeger Fred Jacobsen: ”Det er sket en forskydning.

Tidligere brugte man i højere grad egne medarbejdere til at dække sygdom. Det er mit indtryk at mange af medierne ikke ved, hvordan økonomien ser ud i

morgen og derfor ikke ønsker at fastansætte for mange medarbejdere. Men det kan faktisk være dyrere at betale en vikar for det,” fortæller han.

Kim Henningsen mener dog også, at andre overvejelser spiller ind: ”For os er der ingen reel besparelse pr. arbejdstime ved at hyre vikarer. Vi hyrer vikarer på samme lønmæssige vilkår som de fastansatte. Men omvendt ville det jo også være forkert at fastansætte en person, hvis man kort tid efter måtte afskedige vedkommende igen,” forklarer Kim Henningsen og fortsætter: ”Før havde vi en slags overka-

pacitet. Nu må vi altså trække på vikarerne, for vi har ikke længere råd til at have denne buffer i baghånden.”

Fred Jakobsen mener dog ikke, at bladhusene har råd til at lade være med at fastansætte flere: ”Hvis man ansatte flere journalister fast på redaktionerne, ville det både være til gavn for vores medlemmer og samtidig også være med til at forbedre kvaliteten af journalistens arbejde. Og det må da være i deres interesse,” mener han. sorgenfrei@mail.djh.dk

FAST JOB ØNSKES

Tekst | Peter Sorgenfrei Foto | Kristian Sæderup

Daglejerjob dikterer mit liv Morten Terp blev færdig som journalist i sommer, og må ligesom stadig flere nyuddannede tage til takke med et ’dag til dag’-job. Et job der kræver privatlivet nedprioriteret ”Jeg kan ikke planlægge, hvad sekretariatet hos BT, der jævnligt der skal ske i morgen. Jeg kan ringer og beder ham tage en vagt. selvfølgelig godt lave aftaler med Morten har i snit to til tre vagter mine venner om aftenen, men om ugen. Cirka halvdelen af hvis avisen ringer, så bliver jeg vagterne planlægges på forhånd, nødt til at vælge arbejdet frem mens resten kommer med meget for vennerne. Jeg har ikke råd til kort varsel: at lade være,” ”Nogle forklarer gange ringer Morten om sit de en time løsarbejde. før og spørDet er ganske util”Heldigvis ger, om jeg har jeg nogle kan komme fredsstillende, men gode venner, på arbejde der er jo ikke rigtig der forstår, at samme dag. der skal smør på Det er klart, noget valg for mange brødet,” forkladet er ganske rer Morten. utilfredsstilaf os nyuddannede Morten lende, men Terp har været der er jo - Morten Terp færdiguddanikke rigtigt net i knap otte noget valg måneder og har været ansat flere for mange af os nyuddannede. forskellige steder. I øjeblikket er Kunne jeg vælge, ville jeg klart han tilkaldevikar i redaktionsforetrække at blive fastansat, men

“

lige nu er det et spørgsmål om at tage, hvad der byder sig. Man lever lidt fra den ene dag til den anden med den her stressfaktor hængende over hovedet.”

Daglejerjournalistik er ikke det bedste arbejde i verden, og Morten Terp vil gerne videre. ”Heldigvis har jeg lige fået et vikariat på Berlingeren, som jeg glæder mig til. Jo mere fastansat jeg er, jo bedre flow og kvalitet kommer der også ind i mit arbejde. Og så er det jo rart at vide, at der en sikkerhed.

Omend kun for få uger, men så har man en fod indenfor endnu et sted,” forklarer han. sorgenfrei@mail.djh.dk

FANGET | Morten Terp og andre nyuddannede ved ikke, om de skal på arbejde i morgen.

“

16 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

MARTS 2006

HØJSKOLER

Tekst | Filip Kirkegaard Foto | Line Simonsen

Få alt betalt - fagbevægelsen gi’r

LO investerer i unge journalisthåb, der får højskoleophold og lommepenge betalt af fagbevægelsen Reggea gynger ud af højttalerne, og 21-årige Carina Johansen står med baren i ryggen. Hvis hun vil, kan hun sagtens slå sig løs i de våde varer. Fagbevægelsen sørger nemlig godt for hende.

Denne nat er Carina Johansen i byen i Århus sammen med studerende fra Danmarks Journalisthøjskole, men selv går hun på arbejderbevægelsens mediehøjskole i Esbjerg. Der går 27 elever på Carina Johansens hold, og hun vurderer, at det kun er 2-3 af eleverne, der ikke får opholdet betalt af fagbevægelsen.

"De betaler opholdet, 900 kr. i lommepenge om måneden og så 10 hjemrejser," fortæller Carina Johansen, som er glad for de betalte hjemrejser, da hun bor i Helsingør nord for København.

I alt får hun næsten 40.000 kr. i tilskud fra sin fagforening, HK. Det er dog forskelligt, hvor meget eleverne får i støtte.

For eksempel får medlemmer af Dansk Socialdemokratisk Ungdom 20.000 kr. i støtte til opholdet.

For mange af de unge på medielinien er målet en af de attraktive pladser på et journaliststudium.

"Jeg skal ikke være journalist, men det er der mange andre, der skal. Jeg tror, at 24 ud af 27 på holdet vil være journalister," fortæller Carina Johansen.

Eleverne på Esbjerg Højsko-

noget uetisk i, at fagbevægelsen giver tilskud til kommende journalister, da de også giver tilskud til andre højskoleophold.

"Det er ikke noget, vi specielt retter mod journalister. Det er noget, vi generelt tror på vil skabe aktive og engagerede unge mennesker."

Ifølge Finn Larsen forventer fagbevægelsen ikke, at journaliststuderende, der har fået støtte af fagbevægelsen, vil behandle fagbevægelsen anderledes end andre journalister.

"Vi skriver ikke kontrakter med nogen, der går på vores to arbejderhøjskoler. Så er den ikke længere," siger han.

Pengene har effekt

STØTTE | Fagbevægelsen støtter kommende journalister med titusindvis af kroner.

les medielinie har grund til at være optimistiske. På højskolens hjemmeside reklameres der med, at 8 ud af 10 af højskolens elever, der søger ind på et journaliststudie, har heldet med sig til at blive optaget.

LO investerer i de unge Men den gavmilde støtte skal dog ikke kun glæde de unge.

"Vi giver støtte, for at de unge kan få indblik i arbejderbevægelsen og fagbevægelsen," siger sekretariatschef for LO, Finn Larsen, som fortsætter: "Vi regner da med, at det er

en investering, der på længere sigt giver udslag i, at de på den ene eller anden måde bliver aktive mennesker til fordel for fagbevægelsen."

Uetisk?

Finn Larsen håber dog, at flere af de unge senere vil blive aktive i fagbevægelsen for eksempel som tillidsfolk eller udvalgsmedlemmer.

Den store støtte har dog også gjort indtryk på Carina Johansen.

"I og med at man har fået den mulighed, så er det jo klart, at man på et eller andet punkt ønsker at være mere aktiv," svarer Carina Johansen.

Hun har dog ikke før haft stor interesse for fagbevægelsen, og hun vil have svært ved at se sig selv som tillidskvinde.

filip@mail.djh.dk

Finn Larsen mener ikke, at der er

NY UDDANNELSE

Tekst | Jonas Nielsen

Håndværkere fra DJH kan komme på Uni Århus Universitet og DJH har søgt om at udbyde en ny journalistisk kandidatuddannelse lettere adgang til relevant videreuddannelse.”

Bedre journalister Visionen bag kandidatuddannelsen er at opkvalificere fremtidens journalister. ”Vi vil uddanne bedre journalister. Ikke flere,” fastslår lektor Per Mouritzen fra statskundskab på Århus Universitet, som er udpeget til leder af Center for Journalistiske Universitetsuddannelser (CFJU).

Det er målet, at de kommende kandidater skal kunne kombinere de akademiske kundskaber med journalistisk formidlingsevne, men på et mere refleksivt og innovativt niveau.

Det er derfor heller ikke meningen, at de efter den to-årige uddannelse skal ansættes som traditionelle dagbladsjournalister, men eksempelvis som fagjournalister, i organisatoriske sammenhænge eller som kommunikati-

De to uddannelser kommer da også til at være forskellige både i opbygning og indhold.

Hvor SDU har tradition for en mere valgfri sammensætning, en Vi vil uddanne bedre faglig gryderet som Samarbejde journalister. Ikke det populært med SDU betegnes, vil flere.

En tidligere uddannelsen ansøgning blev i Århus være afvist af VidenPer Mouritzen mere tradiskabsminister tionel i sin Helge Sander, opbygning med faste faglinjer. og han har nu udbedt sig flere Yderligere er der lagt op til oplysninger. Blandt andet lød forskudt optagelse med start i et krav, at Århus Universitet og efterårssemestret i Århus og i forDJH skal samarbejde med SDU årssemestret i Odense. for at undgå en underminering af Dette interregionale samardet odenseanske forskningsmiljø. bejde er indledt, og en ny ansøgBudskabet har lydt, at de ning er sendt af sted. Nu venter forskellige uddannelser ikke skal man bare på svar. konkurrere med hinanden og ”Men hvor døren før stod på resultere i en overflod af akadeklem, er den nu halvt åben,” siger miske journalister, men derimod Hans-Henrik Holm. supplere hinanden. onsrådgivere. ”Mediebranchen har et stadigt stigende behov for journalister med dybere indsigt i deres stofområde,” vurderer Per Mouritzen.

“

“

Der er håb forude for de fremtidige skriverkarle, som har et ønske om, i uddannelsesmæssig forstand, at udfordre netop denne titulatur.

Dette bliver i højere grad muligt med en ny kandidatuddannelse komponeret af DJH og Århus Universitet i skøn forening.

En premieredato for denne såkaldte cand. public. er dog endnu ikke fastsat, da man stadig afventer godkendelse fra Videnskabsministeriet. Alt afhængig af denne vil de første studerende kunne starte allerede til september i år.

Der eksisterer allerede en kandidatuddannelse i journalistik på Syddansk Universitet (SDU), men som Hans-Henrik Holm, afdelingsforstander for verdenspolitik på DJH, siger det: ”Både de studerende og mediebranchen vil nyde godt af, at også journalister fra DJH får

”Vi har gjort alt, hvad vi er blevet bedt om, så Videnskabsministeren får svært ved at argumentere imod en godkendelse,” tilføjer han. jonasn@mail.djh.dk

CAND. PUBLIC Der vil, i tilfælde af en ministeriel velsignelse, blive udbudt to forskellige kandidatuddannelser.

Der vil være A-linjen, som er målrettet ansøgere fra DJH. Her vil man kunne vælge mellem fagene ”samfund og medier” og ”kulturjournalistik”.

En yderligere linje for videnskabsjournalistik er også på tegnebrættet.

Den anden, B-linjen, er en journalistisk linje, som henvender sig til universitetsbachelorer i samfundsfag og humaniora.

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

KØN I KAJ

Tekst | Sandra Samuelsen Foto | Uffe Weng

KaJ vil have kvinder

DR jagter kollegianere

KaJ ønsker flere kvinder i bestyrelsen, og det lykkedes efter den seneste generalforsamling. Et af midlerne var et lyserødt opslag på mailport. Farven er blevet kritiseret, men opslaget var en succes ifølge bestyrelsesformand, Peter Hammer 11 pladser. Tre kvinder og otte mænd. De udgør KaJ´s bestyrelse. Der er nu en kvinde mere i forhold til før generalforsamlingen den 11. marts.

Formand Peter Hammer glæder sig specielt over, at der denne gang var flere kvinder blandt kandidaterne. Han er ikke i tvivl om, at kvinder har andet at byde på end mænd. Han refererer til undersøgelser, som viser, at mænd ofte sidder i bestyrelser på grund af deres behov for magt. Derfor vil de i højere grad fokusere på maskuline og hårde emner, hvor kvinder vil fokusere på bløde. ”Et eksempel kunne være overenstkomstområdet: Her vil mænd have mere i løn og kvinder flere udviklende samtaler og kurser,” forklarer han og tilføjer, at der selvfølgelig også er mænd, som ønsker flere kurser og omvendt.

Ifølge Peter Hammer er det ikke diskriminerende, at KaJ nu målrettet går efter kvinder til bestyrelsen. ”KaJ er for alle, men vi opfordrer lige nu kvinder til at stille op, fordi de er underrepræsen-

terede. Men det er jo medlemmerne, der gennem generalforsamlingerne, bestemmer i sidste ende.”

kvinder i bestyrelsen, men hun mener ikke, at køn må overskygge kompetencer og lyst. Her tænker hun på sidste valg, hvor

”Jeg vil give samme råd som til mænd. At der skal være vægt bag ens ord, og så skal man have noget at bidrage med.”

Sisse Sejr-Nørgaard havde besluttet sig for at stille op til bestyrelsen længe inden KaJ´s lyserøde opslag viste sig på hendes mailport. ”Det er irriterende med lyserøde opslag, for engagement har ingen farve. Det var lidt at gøre grin med kvinder,” mener hun.

Farve skulle provokere

LYSERØDT? | Flere kvinder end normalt stillede op til KaJ’s bestyrelse.

Vægt bag ordene Sisse Sejr-Nørgaard er i praktik på Ekstra Bladet. Hun er netop blevet valgt ind i KaJ´s bestyrelse og vil arbejde for, at KaJ bliver bedre til at hjælpe praktikanter i knibe.

Ifølge Sisse Sejr-Nørgaard ville det være godt med flere

en kvinde stillede op, udelukkende fordi hun var kvinde. ”Det er også fint, hvis vi ikke har nogle kvinder i bestyrelsen.

Man skal kun stille op, hvis man har lyst,” siger hun og synes, at kvinder, som kunne have lyst til at sidde i bestyrelsen, skal springe ud i det.

Peter Hammer forklarer, at opslaget var ment som en joke, og han håbede på, at det ville provokere nogle til at stille op. ”Jeg valgte det denne gang, og det har været en succes. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis vil benytte lyserøde opslag i fremtiden.”

Han fortæller, at KaJ tidligere har opfordret kvinder til at stille op, men at neutrale opslag ikke har gjort nogen væsentlig forskel.

Dialekternes mediedød Landsdækkende nyhedsflader frasorterer københavnerflade a’er og syngende jysk. Det betyder, at journalister med studieværtsdrømme og regionalt farvet sprog må nøjes med lokale redaktioner eller konsultere en talepædagog

Bornholmsk mandag Tore Kristiansen, lektor på Afdeling for Dialektforskning på Københavns Universitet, mener, at medierne har spillet en væsentlig rolle i den danske sprogudvikling. ”Radio- og tv-værter kan indimellem have en smule jysk dialekt, når de præsenterer vejret eller sporten. Men ikke de, der

præsenterer Radio- eller Tv-Avisen. Så længe det er sådan, vokser vi op med en ensrettet holdning omkring sproglige variationer.

På den måde spiller medierne en stor rolle i forhold til det holdningshierarki, der findes omkring sproglig variation.”

Tore Kristiansen foreslår, at medierne skal være med til at rykke på det sproglige snæversyn. ”Medierne er helt oplagt et vigtigt middel. De kunne ansætte folk, så lyttere og seere mandag fik nyheder med bornholmsk tonegang, tirsdag med langelandsk og onsdag med jysk.”

Radio til folket Men fravalget af skæve sprogtoner skyldes ifølge Ole Damgaard, P4-redaktør fra Danmark Radios chefredaktion, at regionalt farvet sprog forvandler studieværten til en fremmed for lytterne.

“Radio er et baggrundsmedie, som vi har med os, når vi arbejder, slapper af, og er sammen med familie og venner. Derfor er det vigtigt, at den indgår natur-

ligt i hverdagen. Hvis en vært henvender sig i et sprog, som lytteren ikke forstår, forsvinder nærværet.”

Og uden nærværende studieværter på skærmen og i æteren bliver medieapparaterne i de danske hjem slukket.

Derfor er markante regionalpræg ikke, hvad Danmarks Radio leder efter, når en stilling som studievært skal besættes. Som et medie med public service forpligtelser har Danmarks Radio dog til mål at spejle det danske lands forskelligheder. Også de sproglige. Det, mener Ole Damgaard, lykkes.

“Vi har en del indfødte bornholmere, der taler dialekt i Bornholms Radio. Og tilsvarende i andre distrikter hvor der stadig er en velfungerende dialekt. Den sprogtone, der florerer i det danske land, kan vi sagtens repræsentere i landsprogrammer.”

Den lækre oplæsning Ole Meisner har gennem mange år været nyhedsoplæser på Radio-

Hvis du bor på kollegium og ikke betaler licens, kan du godt forvente at få besøg.

DR vil de nassende sortseere til livs, og da andelen af disse er højest i aldersgruppen 20-30 år, vil DR sende flere licensopkrævere ud på kollegierne. Undersøgelser viser, at hver anden person mellem 20 og 30 år ikke betaler licens. pbach@mail.djh.dk

Ny kanal kun for kvinder Den 30. april dør TV Danmark og Kanal 4 bliver til.

Programfladen på den nye kanal bliver rettet specielt mod kvinder. Kanalen bliver fri for sportsprogrammer og andet tidsspilde. SBS TV, der står bag den nye satsning, har lavet forskellige analyser, der viser et klart behov for en kanal målrettet mod kvinder. pbach@mail.djh.dk

sandra@mail.djh.dk

DIALEKTER

Tekst | Petrine Elgaard

De traditionelle danske dialekter har gennem mange år været erklæret døde af landets sprogforskere. Jysk, fynsk og bornholmsk sprogtone ligger langt tættere på københavnsk end de lokale dialekter, der blev talt et par generationer tilbage.

I stedet har Danmark fået regionalsprog. Lokale udgaver af standarddansk, der primært afviger fra rigsmålet på tryk, stød og tonegang. Vores sprog er blevet ensrettet.

Nyhedsoplæsere præsenterer landsdækkende nyheder med polerede stemmer, der ikke afslører, hvor i landet de spillede miniputfodbold og tegnede hinkeruder.

17

avisen og har modtaget Danmarks Radios sprogpris. Hans opskrift på en god nyhedsoplæser er andet og mere end korrekt standarddansk.

“Den gode nyhedsoplæser skal artikulere ordentligt. Fraseringen, tempoet og pauseringen skal være rigtig. Stemmens styrke har betydning ligesom melodigang, højde og toneleje. Og så skal man kunne lægge trykkene, hvor de skal være.”

Han mener ikke, at journalister med bløde d’er og nordjysk svaj har dårligere ansættelsesmuligheder. ”Det er ingen hemmelighed, at især visse jyder og bornholmere har svært ved at forstå hinanden, og den slags problemer må en nyhedsoplæser ikke så gerne give anledning til. Men alt i alt betyder variationer i mediesproget bare, at lyttere og seere kan høre, at der kan tales dansk på lidt andre måder, end det lyder i hovedstadsområdet.” petrine@mail.djh.dk

DJH’s mediejura-ekspert i russisk presse Oluf Jørgensens ros af Muhammedtegningerne, som blev bragt i sidste nummer af Illustreret Bunker, er nu nået russisk presse. Det russiske dagblad The St. Petersburg Times har citeret juristen for at kalde tegningerne for ”et pragteksempel på dansk kultur og avistradition.” Artiklen er skrevet af Martin Burlund fra DJH, der er praktikant på avisen. Den kan læses på www.sptimes.ru eggert@mail.djh.dk

Åben Modus i København FC Åben Modus har fået en datter. FC Åben Modus København, FCÅMKBH. Der er tale om et syvmandshold bestående af DJH’ere, der er i praktik i København. Holdet er stadig i gang med at opruste, så alle positioner på banen kan besættes, og der bliver skabt et solidt fundament for fremtiden. Klubben oplyser, at man er i gang med at sikre sig spilletrøjer i farverne lilla, hvid og orange. jernholm@mail.djh.dk

18 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

Tekst | Rasmus B. Thomsen Foto | Cape Argus

PRAKTIK I UDLANDET

MARTS 2006

RADIO DAYS

Tekst | David Neerup Mandel

I radioens tegn 600 mennesker var fra den 17-19. marts samlet for at indånde den luft, som radiomediet i øjeblikket bevæger sig rundt i

Journalist i Afrika

DJH’s udsendte praktikant fortæller om livet som journalistspire i Sydafrika Nyhedsjournalistik i Sydafrika, et land med mange negere og uden bogstaverne æ, ø og å, er en udfordrende fornøjelse, hvor der ikke er langt imellem de gode historier. Den tidligere vicepræsident er anklaget for voldtægt og korruption, landet har verdens højeste mordrate, gennemsnitslevealderen er lige faldet til 43 år og 10 procent af befolkningen har aids. Der er nok at tage fat på som journalist i Sydafrika. Det kræver blot, at man stikker snotten ud i virkeligheden.

Learning by fucking doing Med SU i baglommen og Oxfords den tykke i tasken ankom jeg til Cape Town den 24. januar, og siden da har jeg arbejdet som journalist på Cape Argus, byens største lokalavis med omkring 430.000 læsere.

Lad mig først fortælle, at det ikke er nemt at starte sin journalistiske karriere på en fremmedsproget avis, i et land man ikke kender, med en kultur man ikke forstår. Nyhedstrekanten er stadig den samme, og grundredskaberne har man fået banket ind i knolden på DJH, men selve nyhedsindsamlingen er meget problematisk. Det forventes på avisens morgenmøder, som i et hvert andet newsroom, at man dagligt har en idé til en historie.

Men hvor får man den fra, når man er ny i landet, og bekendtskabskredsen består af den lokale pizzamand og de trofaste tiggere, man møder på sin vej til og fra arbejde?

Man er derfor i den grad kilde-handicappet i forhold til sine lokale kollegaer, og det er

learning by fucking doing, for der er ingen kære mor eller forbarmende praktikantvejleder, der hjælper, når sproget driller og kilderne mangler. Men derfor er det også yderst tilfredsstillende at se sin byline i avisen og vide, at man trækker sin del af læsset på trods af sprogvanskeligheder, manglende erfaring og at jeg i bund og grund bare er en lille hvid dreng, i et land jeg ikke forstår.

Hvor sidder ’opleveren’?

Inden jeg tog af sted, fik jeg gentagne gange at vide, at jeg ikke skulle gøre det for at ”få en på opleveren.” Mens det er en lille sandhed, så er det faktum, at man ikke skal tage af sted til udlandet, hvis man IKKE har lyst til at få sit oplevelses-barometer sparket op i det røde felt. For et udlandsophold kræver, at man har lyst til at lære landet, befolkningen og kulturen at kende, og det gøres nu engang bedst gennem oplevelser. Og oplevelser hænger på træerne i Sydafrika, det er kun én selv, måske bortset fra ens gnavne nyhedsredaktør, der sætter grænsen for, hvor mange oplevelser, på godt og ondt, man tager med sig hjem.

Omgivet af muslimer De daglige opgaver for avisen bringer mig vidt omkring, men det var en opgave for JyllandsPosten, der indtil videre har været den fedeste historie. Mens muslimer over hele verden rasede over Muhammed-tegningerne, besluttede Cape Towns omkring 800.000 muslimer, at de

også ville vise deres utilfredshed gennem en stor demonstration i byens gader. Det var en syret oplevelse at være omgivet af titusindvis af vrede og frustrerede muslimer, og det krævede mod at fortælle dem, at man arbejdede for JP. Men jeg overlevede og havde min debut i Jyllands-Posten dagen efter.

Når klatten skal afleveres Den største forskel på at skrive hernede i forhold til derhjemme er, at journalisterne ikke selv finder på rubrikker og underrubrikker. Faktisk bruger de slet ikke underrubrikker, så det er i artiklens første sætning, klatten skal afleveres for at holde læseren fanget. Og mens vi i Danmark klager over computerne, lige så snart de brummer lidt før browseren logger på pol.dk, så har computerne på Cape Argus slet ikke Internet. Omkring 25 journalister må deles om to computere med netadgang.

Til de læsere, der overvejer at tage et semester i udlandet, kan det varmt anbefales. Det er hårdt arbejde, og DJH’s beskyttende beton forsvinder som et gulvtæppe pludseligt trukket væk, når man ankommer i en fremmed lufthavn og indser, at det er alvor. Det er dog et krav til dine engelskkundskaber, at du skriver et flydende og nogenlunde fejlfrit engelsk, inden du tager af sted.

Har du lyst til at vide mere om livet som udlandspraktikant, så skriv en mail.

“

“

CLIFFHANGER | Rasmus B. Thomsen på vej ud over Taffelbjerget ved Cape Town. Han skulle skrive om en mand, der rappellede, selvom han var blind

Radiohuset ligger badet i tidlig Festen slutter allerede 23.30, da forårssol. Det er her, i den gamle der er endnu en dag med fagligbygning på Rosenørns Allé på hed tilbage. Det er ikke alle, der Frederiksberg, at en 3-dages går direkte hjem. Søndag morgen radiofestival skal sættes i vandet er der en del svømmende øjne og og sejle de 600 radioentusiaster overbærende smil, der fortæller gennem et væld af workshops, våde historier. Heldigvis er det debatoplæg og alskens andre radio, folk har med at gøre. Lytherligheder med forbindelse til terne kan ikke se naturens egen radiomediet. mascara under de trætte øjne.

Brian Mikkelsen holder åbI den store vandrehal forsyner ningstale. Det er tydeligt, at han folk sig med croissanter, frugt ikke er blandt og masser sine mest af kaffe. De klippefaste sidste instøtter, men spirerende Det viste sig, at det man skal jo indtryk skal som bekendt ikke trynes af lytterne ville have, ikke kaste med for meget øl var balalajkamusik sten efter folk, dagen før. der vil give en bedre betinBrugerundersøgelse fra 1924 En gigant gelser ved takker af næste medieArrangementets sidste foreforlig. Og det lover Brian Mikdrag er om brug af lydeffekter i kelsen. Folk klasker deres hænder radioen.

En tilpas sprød agurk rytmisk sammen. Radiodays er kan hurtigt blive til et brækket officielt skudt afsted. skinneben. Så er det på plads.

Herefter stimler folk sammen i Balalajka til folket vandrehallen, hvor DR’s radioAlle radiohjørner bliver rundet i chef Leif Lønsmann takker og disse dage. Oplæg, nedlæg, indbakker. Næste års arrangement læg og udlæg. Fra mediepolitisk bliver i Europas mest moderne topmøde til radiosatire på svensk. studier i Ørestaden. Radiohuset Brugen af musikresearch bliver på Rosenørns Allé har nået pendiskuteret af et kyndigt panel. sionsalderen.

Her kommer det frem, at Folk strømmer ud i forhalDanmarks Radio lavede sin første len, lyner deres jakker, trækker brugerundersøgelse i 1924. Det kraven op om ørerne og spejder viste sig, at det lytterne ville efter det forsinkede forår. I rahave, var balalajkamusik. dioens verden er foråret allerede De lyttede ikke til dem denkommet til, sparket i gang af tre gang, og ifølge P3’s musikansvar- dages intensiv udforskning af alt lige, Lars Trillingegaard, burde godt fra det hav, hvor radiobølman heller ikke gøre det i så høj gerne går højt. grad i dag. neerup@mail.djh.dk Lørdag aften bliver der disket op med tapas, tuborg og chillout.

Interesseret i gode historier og PR? Ungdommens Røde Kors i Århus søger frivillige til pr-udvalget og skribenter til medlemsbladet.

Hos os får du erfaring med pr-arbejde og journalistik. Lige til at skrive på dit cv.

Vil du hjælpe sårbare børn og unge i Århus på denne måde, så mød op: Tirsdag den 4. april klokken 19.00 Katrinebjergvej 95, 1.

8200 Århus N

barud@mail.djh.dk

Se mere på www.urkaarhus.dk

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

19

PORTRÆT

Tekst | Casper Høygård Foto | Uffe Weng

Hutte-li-hut!

Flemming Toft har siden drengeårene været vild med sport og fodbold i særdeleshed. Som kommentator har hans stemme de seneste 20 år brændt sig fast hos alle sportselskere ved at håndtere. Det blev så meget for ham, at jeg en overgang var hans personlige pressechef.”

Dressur med nerve Arbejdet i FCK var spændende, men hurtigt fik Flemming Toft behov for at komme væk fra skrivebordet. Derfor vendte han tilbage til TV2, hvor der ikke kun var fodbold på programmet. ”Dressurridning var rigtig sejt at komme igennem. Jeg brugte ti timer på at forberede mig til en halv times udsendelse. Men når først man er i det, er næsten alting sjovt, fordi sport er så fascinerende. Der er så meget nerve i det.”

Hutte-li-hut

UDSIGT | Når sommeren kommer forlader Flemming Toft kontorerne ved Sortedamssøen til fordel for U21-EM, VM og Wimledon

Det ender med sport Flemming Toft voksede op på Frederiksberg i efterkrigstidens København. ”Vi var en sportsglad familie.

Fra jeg var helt lille, blev jeg slæbt rundt – og det var bestemt ikke noget minus – til alle mulige sportsbegivenheder. Det kunne jeg godt lide.”

Familien Tofts hjem lå lige ved siden af Københavns Boldklub, KB. ”Så efter skole, så var det bare over på banerne og blive der hele dagen,” fortæller han.

Flemming Toft havde talentet til at begå sig på fodboldklubbens bedste ungdomshold, men da journalistikken begyndte at tage over, hørte den aktive karriere op.

Han var i mesterlære på Frederiksborg Amtsavis og havde udenrigsjournalistik som hovedfag på Journalisthøjskolen. ”Men jeg vidste hele tiden, at jeg nok ville ende med at arbejde med sport,” siger han.

Det faktuelle skal på plads Og sådan blev det. Først på Berlingske Tidende, siden på Politiken før han i 1986 blev ansat på Danmarks Radio. Her var Svend Gehrs stemmen på fjernsynet, mens Flemming Toft transmitterede gennem radioen. ”Han lærte mig, hvor vigtigt det er at være hundrede procent forberedt. Og at man samtidig skal være indstillet på, at man kun skal bruge ti procent, af alt det man har forberedt,” fortæller Flemming Toft.

For en sportskommentator gælder det om at give seeren en

oplevelse, udover det man kan se fra sofaen. Det er i første omgang alt det faktuelle. ”Det er bare om at gå i gang med få det programmeret i hovedet. Selvfølgelig har jeg det skrevet ned på papir, men det meste

“ Det kom bare. Jeg havde aldrig brugt det før og har aldrig brugt det siden.

-Flemming Toft

Han er en slags entertainer.

Det gælder om at iscenesætte kampen som tv-begivenhed og give seeren det, han har brug for. ”Det vigtigste for mig er, at seerne skal fornemme, at de er med mig inde på stadion. I princippet kunne jeg lige så godt sidde ved siden af nogle af gutterne. Faktisk lyder det nogenlunde lige sådan. Bortset fra at jeg snakker lidt mere på tv.”

Laudrups rådgiver

“

Sortedamssøen i København er på trods af det kolde forår omgivet af motionsløbere. Søen er stadig lidt frossen og med fugle, der vinterbader.

Samme udsigt har man fra TV2’s københavnerredaktion få meter derfra. Her sidder en mand, der oftest er til stede ved større sportsbegivenheder end denne torsdag formiddags motionsløbere kan byde på.

Han har været vidne til utallige målscoringer. Vidne til sejre og nederlag. Jubelstunder og sammenbrud. Han er bidt af sport.

Flemming Toft er TV2’s mest rutinerede sportskommentator.

Siden tv-stationens fødsel i 1988 har han talt til billederne af EMtriumfen i 1992, håndboldpigernes OL-gevinster og Kenneth Carlsens mange første runde-nederlag i Wimbledon. Og meget mere.

sidder altså oppe i knolden. Til gengæld er det væk lige bagefter.

Jeg ville ikke kunne gå til quiz i det dagen efter.”

Han forklarer, at han naturligvis bruger mere tid på at forberede langrend og Formel 1 end fodbold og håndbold, da det ligger ham nærmere at følge med i fodbold og håndbold i hverdagen.

Som at være der med gutterne ”Det gælder også om at have musik i sproget, prøve at lege lidt med det.”

Den medlevende sportskommentator har haft en enkelt afstikker i sine snart 20 år på TV2. I 1999 tilbød Flemming Østergaard ham jobbet som informationschef i FC København og Parken. Flemming Toft fik en meget turbulent start i sin nye stilling. Først var der et slagsmål mellem Divisionsforeningen og FCK om et Carlsberg-sponsorat. Så træner Christian Andersen, der blev fyret efter kun én kamp. Sidst men ikke mindst tegnede FCK kontrakt med Brian Laudrup. ”Det var tre hårde nysere at starte med. Især det med Brian Laudrup var stort. Det var den største spiller nogensinde, der var vendt hjem til dansk fodbold.

Der var en kæmpe interesse fra omverdenen. Det havde FCK, men også Brian Laudrup, svært

EM-triumfen i Sverige står som den største oplevelse i sportskommentatorens karriere. Danmark kom på grund af borgerkrigen i Jugoslavien pludselig med til EM. ”Jeg blev kaldt hjem fra ferie i Grækenland. Det var meget sjovt, at Danmark nu var med til EM, men vi forventede jo ikke noget.”

Som turneringen skred frem bredte optimismen sig dog både i kommentatorboksen og i det danske fodboldland.

Og lige pludselig førte Danmark 1-0 i finalen mod storfavoritterne fra Tyskland. Da Kim Vilfort gjorde det til 2-0, var der simpelthen ikke længere ord, der kunne beskrive, hvor stort det var. Så en begejstret Flemming Toft fandt på et nyt. ”Hutte-li-hut!” ”Jeg ved ikke, hvor det kom fra.

Det kom bare. Jeg havde aldrig brugt det før og har aldrig brugt det siden,” fortæller han.

Et bilfirma ville senere have Flemming Toft til at ytre de bevingede ord i en reklamefilm. ”Men det var jo ikke noget, jeg havde skrevet ned. Det var noget, der fløj ud af munden på mig. Og så synes jeg ikke, at det skulle misbruges. Det ville være for plat.”

Til sommer er det det danske U21-landshold, der skal fremkalde begejstringen hos Flemming Toft. Herefter venter VM-slutrunden i Tyskland og til sidst den traditionsrige tennisturnering Wimbledon. En otte ugers sommerturné. ”Jeg har det, som jeg vil have det. Så kan man jo ikke nå ret meget mere,” siger han. jernholm@mail.djh.dk

MARTS 2006

ILLUSTRERET BUNKER

NYE MEDIER

21

Illusteret Bunker sætter i dette halvår fokus på medieverdenens hastige udvikling i en serie artikler om nye medier. Andet bidrag bringer vi i dette nummer. Denne gang handler det om podcasting.

Tekst | Andreas Hørup Nilsson Foto | Uffe Weng

PODCASTING

Brugerne styrer i mediestrømmen Med podcast har mediebrugerne taget redigeringspulten i favnen og styrer nu hvad, hvordan og hvor de vil bruge medierne Den 21. marts 2005 udsendte DR en nyhed om, at en ny service var på vej ud til lytterne. ”Med såkaldt podcasting vil man snart nemt og bekvemt kunne downloade udvalgte radioprogrammer fra DRs hjemmeside...,” blev ordene, der introducerede et helt nyt medie til de danske mediebrugere. ”Men også en helt ny måde at bruge medierne på,” siger Henrik Heide, der skrev nyheden i marts sidste år og i dag fortsat arbejder med at udvikle podcasting for DR. ”Podcasting har synliggjort et brugerbehov, vi ikke har kunnet se før, og det er et stort behov.

Store tal, mange downloads af podcast. Podcasting gør det ikke bare muligt for brugerne at se det, de vil se, når de vil se det.

Det, der er det nye, er, at man kan tage sine radio- eller tv-udsendelser med, lige meget hvor man er,” siger Henrik Heide.

DR oplyser, at der hver måned bliver downloadet 100.000 podcasts fra deres hjemmeside.

Podcasting er brugerstyring Lektor i mediekundskab ved Danmarks Journalisthøjskole

”Noget af det vigtigste ved podcasting er brugerstyringen.

Og for journalister er det en stor udfordring – vi mister muligheden for selv at styre opbygningen af en udsendelse,” siger Christian Breinholt og peger på, at brugeren har mulighed for at spole i programmerne og starte med slutningen: ”Man fratager journalisten et værktøj.”

Men i kampen om at fange mediebrugerens tid opfatter han det dog som noget meget positivt. FleksibiliPOD-FEBER | Podcasting er det helt hippe i mediebranchen. teten er så stor, Christian Breinholt peger på, at lytteren kan tage podcastet at podcasting formår at fange med på en løbetur og høre den mediebrugernes tid, fordi den del, han synes er spændende.” tilbyder en fleksibilitet, der ikke er set før.

Også et tilbageskridt Christian Breinholt ser ikke kun fordele ved podcasting. ”Som jeg ser det, er podcast på nogle områder et tilbageskridt. Fællesskabsfølelsen mellem brugerne og den interaktion med brugerne, som almindelig radio med åbenmikrofon har, er ikke noget, podcasting tilbyder,” siger han.

Succes målt i bærbare Hvorvidt podcasting er en succes skal i følge Henrik Heide ikke måles på antallet af solgte iPods. ”Vi tror, at man skal kigge på antallet af bærbare computere, der bliver solgt,” siger han og oplyser, at salget af bærbare computere i dag har oversteget antallet af stationære computere. ”Mange af dem, der podcaster har ikke nogen iPod, men nøjes med at høre eller se deres podcasts, når de for eksempel sidder i sengen med deres computer på skødet.”

På trods af DR’s succes mener Christian Breinholt, at det er nødvendigt at klappe hesten lidt endnu. ”Der er ikke tale om, at podcasting afløser radio, som

vi kender den. Folk har stadig en almindelig radio, og udenfor mediekredse er det stadig det mest almindelige. Så vi skal passe på med at tro, at podcasting er udbudt til alle. Så hurtigt går det heller ikke.” andreas@mail.djh.dk

PODCASTING Radiopodcasting blev introduceret i Danmark i maj 2005 og videopodcast i februar 2006.

Podcasting er et elektronisk abonnement på radio- og/eller tv-udsendelser, som for eksempel Danmarks Radio udbyder.

For at kunne podcaste skal man have et program som iTunes, Juice eller iPodderX, der alle kan downloades gratis fra internettet.

Nogle podcasts koster penge, men de fleste – for eksempel DR – tilbyder podcasting gratis.

PODCASTING

Tekst | Kathrine Ejdum

En podcast-jomfrus bekendelser Podcasting for dummies – blanke kan starte her Podcast, hmm, podcast. Smager fremmed i munden, nærmest af metal og lidt af nørd. Selvom jeg det seneste halve år er stødt på begrebet igen og igen, er det endnu ikke lykkes mig at forstå, hvad der ligger bag det eksotiske begreb.

Skal dog lige til orientering nævnes – bare for at rydde eventuelle misforståelser og stereotyper af banen – at jeg ikke længere bliver hverken skeløjet eller falder over mine egne ben, når weblog og url kastes efter mig. Kan endda sige browser og download uden at slå knuder på tungen og har udviklet nærmest et fortroligt forhold til min USBkey, som jeg for lidt over et år

siden ikke vidste eksisterede.

Men podcast – det gør mig stadig usikker på benene og tør i munden. Trænger helt sikkert til hjælp udefra, hvis det skal lykkes mig at nagle fænomenet til væggen længe nok til, at jeg kan gennemskue det. Må på nettet (yes, os, der leger computer på hjemmebane, kalder det bare nettet).

Takket være Wikipedia leksikon går det endelig op for mig, hvad det egentlig er, hele hurlumhejet drejer sig om.

Som podcaster henter man programmer/udsendelser ned i fx sin iTunes for så enten at høre dem dér eller lægge dem ind på sin mp3-afspiller. Det er altså

en slags abonnement på lyd! (eller billeder, for man kan også podcaste tv/video-indslag, meeen det må blive en anden gang. Små skridt, små skridt) Godt så, nu er det på tide, at jeg overvinder frygten og begiver mig ind i podcastingens fortryllende verden.

Så jeg åbner iTunes – der ifølge DR er det bedste at bruge, når man skal podcaste.

Klikker på det lillalysende ikon, der indikerer podcast. Så skal jeg jo til at finde de udsendelser, jeg ikke kan leve uden og derfor gerne vil have leveret til min iTunes.

Nyhederne Må i dette øjeblik overgive mig til lokalpatriotisme i lommeformat og smutter ind på Studenterradioens Nyheder, der bliver produceret her på skolen. Så langt, så godt!

Podcast står der lovende på forsiden, og jeg ledes videre til et link, der skal sikre mig de daglige nyhedsudsendelser lige fluks i min iTunes. Her føler jeg mig nødsaget til at slå et reklameslag for DR’s Sådan gør du guide: http://www.dr.dk/podcast/ saadan.asp, for den er enhver podcast-dummy’s våben i kampen for at forstå, hvordan man gør.

Og det virker! Nu får jeg

Nyhederne sendt to gange om dagen. Så skal programmerne bare videre til en mp3-afspiller eller høres direkte på computeren.

Ved hjælp af Internet-adgang, iTunes (eller lignende software) og en mp3-afspiller har du nu ingredienserne til at opføre dig kålhøgent næste gang, der er nogen, der smider podcast ud i lokalet.

Ikke for noget, men det er sgu da smart!

kathrine@mail.djh.dk

22 ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2006

DEBAT FORMIDLING

Tekst | Janni Lundager, 2. semester Illustration | Stine Spedtsberg

Send underviserne på formidlingskursus Umiddelbart skulle man tro, at det er en joke - men nej! Det er derimod en opfordring, man som studerende på DJH har mere end lyst til at sende videre til lærerstaben. Godt nok har jeg kun haft min gang på skolen siden september sidste år og kan derfor på ingen måde generalisere og skære alle undervisere over én kam. Mine erfaringer har jeg fra Indsamling og Formidlings(!)forløbet på 1. semester og nu Indsamling og Analyse-forløbet på 2. semester, men det har også været nok til, at jeg er blevet så frustreret og irriteret, at jeg nu råber op.

Gang på gang har jeg set et helt semester forlade Frøberts Auditorium mere eller mindre forvirrede efter en gennemgang af en kommende opgave. Endnu mere forvirrede bliver de studerende Tekst | Asbjørn Slot Jørgensen

så, når de mødes på holdene og får en ny version af opgaveformuleringen fra den respektive underviser. For ikke nok med, at underviserne har mere end svært ved klart og tydeligt at formidle information under seancerne i Frøberts, der har også været en tendens til, at de fem-seks undervisere har formidlet informationen forskelligt på holdene.

Så kære undervisere: Når en opgave er blevet løst forkert, afleveret det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt eller måske slet ikke er blevet løst, så skyldes det ikke nødvendigvis, at samtlige studerende på 2. semester er en flok svagt begavede unge mennesker, men nok nærmere, at lærerstaben har glemt, hvordan man formidler et budskab klart og tydeligt!

lundager@mail.djh.dk SVAR

Svar til Janni Lundager Kære Janni!

Som koordinator for Indsamling & Analyse-forløbet kan jeg kun svare for en del af 2. semester.

Jeg forstår det sådan, at du ønsker klare og umisforståelige beskeder om opgaver. Det er et helt rimeligt krav.

Balancegangen er svær: Nogle vil have tingene pindet ud, andre vil bare ud (af auditoriet).

Men det undrer mig, at du

“gang på gang har set et helt semester forlade Frøberts” forvirrede over opgaven; hvorfor har du så ikke spurgt? Vi er altid åbne for spørgsmål om opgaverne, og hvis alle er forvirrede, bør en eller anden da spørge.

Dernæst konkluderer du, at når et helt semester løser en opgave forkert, afleverer på forkert sted og til forkert tid – så har lærersta-

ben fremlagt opgaven forkert.

For det første: Pas lige på belæg-konklusion-hjemmel…

For det andet: Ja – en enkelt gang (ud af 20 forskellige opgaver) gik det galt, så kun få forstod og løste opgaven om rundspørger. Vi erkendte straks fejlen, så vi og dine medstuderende kunne lære af den allerede dagen efter.

For det tredje: Vi synes faktisk, at opgaveløsningen var bedre, end du antyder. Meget bedre, endda. Flertallet på 2.

semester løste opgaverne på Indsamling & Analyse-forløbet rettidigt og korrekt. Ikke perfekt hver gang, slet ikke; men så havde opgaverne da også været for lette.

For det fjerde: At hele 2. semester skulle være “en flok svagt begavede unge mennesker” er en holdning, du ikke kan have fra os; så har du i hvert fald overset glimtet i øjet.

For det femte og vigtigste: Flertallet lærte også af opga-

verne. Det viser evalueringer og tilbagemeldinger.

Venligst, Asbjørn Jørgensen ps: Det sidste – altså det med at lære – er faktisk det vigtigste.

Synes jeg.

Så jeg øver mig. Også på at formidle. asbo@djh.dk

DEBAT

ILLUSTRERET BUNKER

Tekst | Kristian Jakobsen Foto | Uffe Weng

KLUMME

Må man ha’ en gorilla med i bussen?

Deltagerne i KaJs generalforsamling er der, enten fordi de er fagligt engagerede, eller også fordi de venter på pausen, hvor rejserefusionen bliver udbetalt.

Men lørdag 11. marts var der mere at komme efter. Vi, der mødte op, blev vidner til den mest surrealistiske generalforsamling, jeg til dato har deltaget i.

Vi havde knapt mast os ind i Lille Audi, før KaJs formand, Peter Hammer alias Euroman, var godt i gang. ”Man må ikke have is, øl og pølser med i bussen, men det betyder ikke nødvendigvis, at man gerne må have en gorilla med,” sagde han.

Og så kørte bussen. Den altid velklædte formand, der i dagens anledning var iført sort slips og brunt læderbælte med nitter, forsøgte med sit syrede eksempel at forsvare et nyt afsnit i vedtægterne, der meget konkret slog fast, at KaJs regnskab ikke må opbevares synligt i en bil. ”Men gerne i en campingvogn eller hvad,” spurgte en forundret Katrine Romme, hvorefter Euroman altså hev gorillaen frem.

Hvis De som læser er forvirret nu, er De fuldt på højde med en stor del af generalforsamlingen.

Det fornemmede formanden muligvis, for han skar ind til benet. ”Er det for nederen, hvis jeg går gennem alle punkter,” spurgte Peter Hammer, og det var det, så det gjorde han ikke.

MARTS 2006

Tekst | Birgitte Therkelsen, 7. semester Illustration | Stine Spedtsberg

Må jeg være røgfri!

Der er for meget røg på DJH. Dér hvor den ikke burde være.

Altså røgen i den hvide kantine er jeg ligeglad med. Der skal være plads til alle. Og den vedkommer ikke mig, for jeg bliver ude.

Problemet er bare, at røgen ikke helt har samme pli, men lige så stille flyder fra ryger-kantinen (ad en stor åbentstående dør) ind i kantinen… eller fra røret og i samme retning.

Det er ikke alene ulækkert i lyset af, at folk spiser dér. Det er også dødsens usundt. Jeg mener, sidder du i et rum, hvor bare tre cigaretter er gået op i røg, indånder du dobbelt så mange sundhedsskadelige partikler, som hvis du står midt på Rådhuspladsen i København i myldretiden.

Og det er ikke nok at sætte sig ned i den anden ende eller at

skrue op for udsugningen. Røg og partikler hvirvler stadig rundt og er yderst skadelige i selv meget små mængder. At bede mig og andre små-sippede ikkerygere om at flytte os lidt længere væk, ville svare til at bede svømmere om at plaske ned i den dybe ende af svømmehallen, hvis nogen skider i den lave.

På den store skydedør mellem ryger- og den såkaldte ikkeryger kantine, er der godt nok opklistret en høflig anmodning om at lukke døren. Den virker bare ikke. Så indtil nogen tager sig sammen og lovgiver om det, lyder min opfordring til skolen: Luk døren mellem kantinerne – permanent! Sæt en mekanisme på den anden dør til rygerkantinen, så den lukker automatisk og nedlæg muligheden for rygning

23

PASSIV RYGNING

i Røret… det er alligevel en anakronisme.

At passiv rygning betyder indånding af kræftfremkaldende partikler og andre giftige stoffer er jo trods alt ikke noget nyt.

Der er fyldestgørende dokumentation for, at passiv rygning er årsag til kræft, hjertesygdom, komplikationer for gravide (som der også er nogen af på skolen) og lungesygdom hos ikkerygere, og den dokumentation har været tilgængelig i årevis.

Jeg er helt for det frie valg til at forvalte sit liv og sundhed, som man vil. Det er det, jeg prøver at slå et slag for her. Inkluderer det at ryge, så fint med mig, så længe jeg ikke bliver ufrivilligt involveret. therkelsen@mail.djh.dk

Regnskabets time Næste punkt var regnskabet, og her skete der det totalt uhørte, at vi, der var til stede, godkendte et regnskab, der i realiteten ikke eksisterede.

Og det bliver endnu mere syret. Brian Mogensen valgte at tage konsekvensen og træde tilbage med de ord, jeg aldrig glemmer: ”Det er mig, der er synderen.”

Og det VAR synd for Brian. For han har ikke haft det nemt, siden en ukendt gerningsmand en mørk aften knaldede en rude i kassemesterens frækkert-røde BMW 320i og stjal hele regnskabet. En ny rude med montering løber snildt op i 1200 kroner, oplyste Brian i pausen.

Siden har den stakkels mand kæmpet for at stykke et nyt regnskab sammen, og det lykkedes næsten på nær sølle 64.300 kroner plus eventuelle ubetalte regninger.

Enkelte medlemmer med en alt andet end målløs Karen Clement i spidsen kunne ikke tro deres egne ører, men som Euroman sagde for at gyde olie på de rørte vande: ”Der er jo ikke forsvundet 100 millioner fra vores konto.”

Og det havde han fuldstændig ret i. ”Vi regner med at budgettet holder,” tilføjede han, og så godkendte vi Brian Mogensens overhead-regnskab, efter at han havde strøget den ukendte post »Beretning« til 5000 dask og tilføjet en pludseligt opstået udgift til KaJs nye hjemmeside.

Druk og bare... ”Stol på den bestyrelse, I har valgt,” sagde Peter Hammer, og det gør vi!

Specielt efter at Sisse Sejr-Nørgaard blev valgt ind ved at erklære sin kærlighed til KaJ og fyre et slagkraftigt protestslogan af: ”DJH er ikke andet en druk, og jeg skulle lige til at sige bare patter,” kom det fra frk. Nørgaard.

Pludselig havde Sisse sagt det frække ord alligevel, og med sådan et statement bliver man valgt ind. Fogh kunne ikke have gjort det bedre. Bravo Sisse!

Der var også fint besøg. Formanden fra de voksnes fagforening, Mogens B., kiggede forbi.

Han sagde, at han syntes, fremtiden så lys ud, hvis alle generalforsamlinger kunne mønstre samme fremmøde. Vil du have et tip Mogens? Hold et brag af en fest bagefter med tunmousse, steg, flødekartofler og fadøl. Så skal du bare se fagligt engagement!

Den voksne formand talte også lidt om de kommende overenskomstforhandlinger, før han stak labben i vejret til et ivrigt farvel og skred. Det gjorde vi andre også, men først gav vi den gas...

Efter en generalforsamling i særklasse står jeg blot tilbage med ét ubesvaret spørgsmål: Må man have en gorilla med i bussen? kristiann@mail.djh.dk

DELTAGELSE

Tekst | Andreas Hørup Nilsson, 2. semester

Hvor er engagementet?

Jeg undrer mig. Vi går på en uddannelse, hvor vi skal overveje, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Det er hårdt og frustrerende.

Jeg oplever, at mange ikke kan gennemskue metoderne og se de skjulte mål bag øvelserne. De vil have produkter på bordene – de vil producere.

Derfor skulle man også tro, at der ville være trængsel dér, hvor vi må producere, som det er tilfældet med studenterradioen, Bunkeren og tre100tres-grader.

Her er der næsten fri leg.

Men der er lige så meget trængsel, som når man kaster en kost ind i sportshal. Hvor knækker tråden?

Det er fair nok, at det første redaktionsmøde på tre100tresgreader og Bunkeren er svære. Og ja, klokken 5 er tidligt at stå op for at lave radio.

Men forhåbentlig inspirerer det til, at man dukker op igen, spørger bladredaktionerne, hvad de er interesserede i eller om hjælp til at researche på historier.

For jeg nægter at tro, at nogen giver op, fordi det er svært. Og studenterradioen er noget af det mest resultatorienterede, vi har på DJH – der skal bare hentes historier hjem.

Men måske tager jeg helt fejl.

Måske handler det slet ikke om,

at det er svært at starte. Måske er der i bund og grund ikke er noget engagement, og det er bare mig selv og nogle få andre, der lever i en underlig parallelverden, hvor man udnytter enhver mulighed for at få lov til at lære, til at prøve og til at producere.

Men når det er sagt, så skal 1. semester have ros for, at der møder 30 mand op til redaktionsmøde på Illustreret Bunker, og at ti af dem tilraner sig historier.

Og at de sikrer kampvalg til KaJ og studienævnet. Men 2.- og 3. semester - hvor er I? I er mere usynlige end Minke...

Levering

Omfang

Redigering

Alle indlæg sendes til ib@mail.djh.dk i Word .doc eller .rtf-format. Husk rubrik, fulde navn, semester / stilling og email-adresse i dokumentet.

For indlæg og svar gælder det, at de maksimalt må fylde 2500 anslag (inkl. mellemrum), og hvis debatten strækker sig over flere numre maksimalt 1600 anslag.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indlæg. Desuden at vælge indlæg fra, såfremt der ikke er plads til alle indkomne - eller hvis redaktionen vurderer, at et

indlæg falder uden for avisens område.

Klummen Er på maksimalt 3500 anslag.

Kontakt redaktionen.

Tekst | Eskil Jefsen & David Neerup Mandel Foto | Uffe Weng

Månedens stedfortræder

Lille Roger fra Benin er fundet igen, og han er gudskelov i god behold. Oven på bruddet med Alina havde Roger brug for at ”finde sig selv”, og det har han så gjort. I en Kibbutz-lejr.

Roger frabeder sig henvendelser, især fra Steffen Kretz, der længe har punket Roger for at stille op til en ny runde ”De skrev historie”

Merethes mave er væk, og indtil den dukker op igen bedes al henveldelse rettes til Kharsten Severin Nøllefar (billedet), der har en baguetteholder som hoved.

[Bidende Satire]

SB: Send flere breve!

dende Satire] kunne enormt godt tænke os, hvis I d skrive nogle flere breve. Vi savner kontakten med verdenen, og en mail eller to i ny og næ, synes vi ingen måde er for meget at forlange. Og så er vi for øvrigt vildt trætte af at lave det hele selv!

Mail, mail og mail, til bagsiden@mail.djh.dk

Sjov for hele familien Årets familiespil er nu på gaden - Krisestyring!

Styr HyrdeAnders rundt på den politiske pizzabakke, og skil fårene fra bukkene. Et spil hvor magt og dyr går hånd i hov, og hvor ingen ved hvor det ender, før det ender.

Og ender...det gør det. Til sidst.

Tonny Landy ser noget ”Kaare er væk!

ele id Owe-småd

eholder Dav

Advarsel: Ind

Om spillet: Statsministerens udtalelser om får og g bukke danner rammen om dette nyskabende familiespil fra [[Bidende Satire]. ] Hvem der var hvem der var får der var bukke,, har vi ikke kunnet finde ud af,, men disciplinen p lyder y sjov. j Selvom det kun er Anders Fogh, g , der kender løsningen. g Vi har valgt g seks offentlige g personer p ud,, som du,, i rollen som HyrdeAnders y skal forsøge g at skille ad.

Spillerne p skiller på skift, og der kan være op til seks spillere med ad gangen. [Bidende Satire] har udvalgt de første seks kendisser, men du kan til enhver tid tilføje nye ansigter til pizzabakken (Eller en hvilken som helst anden selvvalgt arena!) - En fantastisk nyskabelse indenfor familiespilsgenren. Klip figurerne herunder ud, og kom straks i gang med at spille. Vi har opstillet et eksemplar af spillet foran bunkerkontoret, hvis I skulle have lyst til at prøve det af, inden I sakser avisen helt itu.

Ahmed Akkari

Asger Aamund

David Owe

Marianne J.

Mr. Maersk

Quiz

Merethes Mave

Roger Buk

HyrdeAnders

Limited DJH-edition BonusBrik!

[Bidende Satire] lancerer en ny quiz, der vil sætte nye standarder for interaktionen mellem dem og os og jer og vi. Det er nemlig suverænt jer, der bestemmer hvad quizzen skal gå ud på, og op til os at forsøge at finde svaret på jeres twistede tankespind (ja, ligesom Tue West). Send os en quiz på bagsiden@mail.djh.dk - Den bedste vinder en luftguitar!

Eksempel: ”Kan jeg bedst lide at have sandaler på fødderne eller i munden?

Fra David Neerup Mandel, Bagsideredaktør.”

Vi svarer: ”Fødderne?”

Det rigtige svar er: ”Fødderne!”

Vi uddeler selvfølgelig ikke luftguitaren i denne her omgang, da der var tale om et eksempel. Derudover har vi vedlagt et billlede, som bevis for at svaret på spørgsmålet er korrekt. Og vi vil igen henvise til, at der blot er tale om et eksempel.

Hej Tony Landy Vi er to (f)riske tøzer på DJH, som vil høre, om du kan hjælpe os med at finde noget vi har tabt. Vi er mildest talt bekymrede, og du, Tony, er vores eneste håb og bedste bud på en løsning. Sagen er nemlig den, at vi har glemt, hvor vi har lagt Kaare Welinder!

Det ene øjeblik var han der, det næste snakkede han om tis - og så var han væk... Vi har ledt bag kommoden, tjekket vores lommer, ledt under madrasserne og rystet samtlige fustager. Ingen spor af stakkels Kaare.

Kan du, kære Tony, se noget?

På forhånd tak.

De allervenligste og mest bekymrede hilzner Astrid og Stine, 2. semester” Svar: Kære Astrid og Stine.

For det første må jeg indskærpe, at mit navn staves med to n’er og “Kåre” er, som I jo kan se, med “å” og ikke dobbelt-a! Jeg forsøger at holde en nogenlunde sober tone i min brevkasse, og at glemme et “n” er simpelthen bare ufint, ligesom det er ufint at stave Kåres navn med dobbelt-a. Ufint, siger jeg! Jeg går jo heller ikke rundt og kalder jer for Tine og Strid!

Når det er sagt, skal jeg gerne forsøge at spore mig ind på Kåre.

Jeg ser en kasse - en kasse og noget lys. Jeg kan også se en Ranch, og så kan jeg se intriger en masse. Der er millioner på spil, og det ender måske (!) med et mord? Jeg kan se olie, Bobby, Sue Ellen og jeg kan se J.R. Ewing. Jeg ser Dallas, og jeg glæder mig over, at TV2 endelig har taget denne glimrende serie i nåde.

Angående Kåre; Har I prøvet at ringe til ham? Jeg husker en gang, inden en forestilling i Glassalen, hvor James Price ikke var dukket op. Jeg skulle optræde med nyt materiale, og James var ingen steder at finde.

Vi ringede, og klart nok; han var selvfølgelig lige på trapperne. Hvorfor kunne jeg ikke se, at James straks ville gøre sin entré, spørger du måske? Så let er det desværre ikke. At være synsk er en gave jeg har fået, til gavn for verden omkring mig. Jeg kan til gengæld ikke bruge den for egen, eller Thomas Windings skyld.

Nåh, men prøv at ring til ham. Jeg ser at han svarer, og hvis ikke, jamen så kan i jo bare lægge en besked, og så vil han bestemt ringe tilbage snarest. Min sjette sans tager sjældent fejl!

Synske hilsener, Tonny

[Bidende Satire] Ris, ros og Bacardi Razz rettes til bagsideredaktionen, enten ved, at man tropper op selv, eller via mail - bagsiden@mail.djh.dk Spørgsmål til den lettere synske Tonny Landy og quiz-svar modtages med tishånd på den samme adresse. Foto = 100% svar!