Illustreret Bunker November 2012

ILL

BUNKER

NOVEMBER 2012//16. ÅRGANG//NR.02

FAKTATJEK

”Hvor ved du det fra?” Det spørgsmål burde stilles oftere, hvis det stod til Detektors vært, Thomas Buch-Andersen.

2

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Leder

Indhold INDE

I år er der endnu større grund til at gå i panik på Panikdagen.

Der er cirka 85 praktikpladser for lidt, og det gør os nervøse.

Mange giver finanskrisen skylden. Ja, den spiller sikkert ind.

I INDE-sektionen kan du læse, hvad vi skal bruge vores karakterer til, når vi skal søge job. Vi har også en reportage fra den famøse KaJ-fest.

Side 3-5

Men når vi hører, at for eksempel Berlingske kun ansætter to praktikanter denne gang, men 12 til næste år, så har det ikke noget med finanskrisen at gøre. Så spiller længden af praktikperioderne også en væsentlig rolle.

FOKUS

Burde der ikke være en bedre koordinering af antallet af praktikpladser fra gang til gang, så det ikke er så tilfældigt, som det er nu? Er der overhovedet nogen, der har tænkt det ind i paniksystemet?

Denne gang har vi fokus på dokumentargenren.

Vi kigger nærmere på, hvordan en dokumentar kan stjæle hele mediebilledet, og hvordan virkemidler gør selv kedelige emner interessante.

Vi har også en anmeldelse af en dokumentar på skinner.

Desuden er det også første Panikdag, efter at kommunikatørerne har fået deres praktikpladser. Man kan heller ikke lade være med at tænke på, om det mon også er en brik i det store puslespil. Flere studerende om færre pladser. Det er en foruroligende tendens, der til sidst ender med, at vi alle får en ringere uddannelse.

Side 7-9

UDE Drengene fra Monte Carlo er taget til USA for at dække det amerikanske valg. De skal gøre det spiseligt for os andre. Vi er også taget et smut forbi TV Glad, hvor vi har mødt nogle engagerede journalister.

I det hele taget sætter vi spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt, at der bliver lukket så mange studerende ind på journalistuddannelserne. Rationalet fra Christiansborg er, at det er bedre med uddannede arbejdsløse end uuddannede.

Men vi vil i det mindste have muligheden for at gennemføre vores uddannelse uden at være tvunget på orlov.

Side 12-15

INTERNATIONAL

Vi kan frygte, at studerende, der kommer på orlov, begynder at lave frivilligt journalistisk arbejde, som presser branchen og vores egne chancer for praktik endnu mere.

In Canada interns have to work unpaid jobs to get experience. Only wealthy students can afford that which creates a newsroom full of high-society people.

Vi er positive studerende, der håber, det hele løser sig. Men når vi sidder og sveder over ansøgninger og har mareridt om natten, så er det svært at se lyst på situationen. En ting er sikkert: I år er Panikdagen endnu mere et marked på mediernes præmisser, end den plejer.

Page 16-17

DEBAT Mangler danske journalister etik? Det mener en journaliststuderende fra Norge, at vi gør. Læs hendes debatindlæg til danskerne.

//Redaktionen

Side 18-19

INDE Signe Haahr Lindegaard Olsen Shlolsen@mail.dmjx.dk

DEBAT & INTERNATIONAL Michelle Egedius Færch

FOKUS Katrine Bjerre Toft Kbtoft@mail.dmjx.dk

Faste skribenter:

Kalender:

Johannes Hau Nørgaard, Peter Pagh-Schlegel, Freja Toftegaard, Rita G. Dam, Morten Skov Madsen, Theis Stenholt Engmann, Simon Reenberg, MetteMarie Andersen

• • •

1. deadline: Tirsdag den 20. november.

2. deadline: Torsdag den 22. november.

Næste udgivelse: Onsdag den 28. november.

Mfaerch@mail.dmjx.dk

Illustrator: Redaktionen

Ebbe Lønborg UDE Frederik Alexander Vording

WEB Morten Sahl Madsen

ANSV. Lasse Emil Kristiansen

Favording@mail.dmjx.dk

Msmadsen@mail.

Lekristiansen@mail.

dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Betina N. Garcia

FOTO Carsten Svendsen

Bngarcia@mail.dmjx.dk

Csvendsen@mail. dmjx.dk

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Lasse Emil Kristiansen Lekristiansen@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 31. oktober 2012 16. årgang - 2. udgave

INDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

3

Grundfagskarakterer afgør ikke jobskæbne Fortvivl ej, hvis dine karakterer fra mediejura, økonomi eller andre grundfag på DMJX ikke ligger i den høje ende af skalaen. Arbejdsgiverne kigger ikke på dem Tekst: Morten Skov Madsen Illustration: Ebbe Lønborg

Da journalistuddannelsen her på skolen sidste år fik fornyet sin studieordning, blev grundfagene opprioriteret, så de nu udgør cirka 15 procent af uddannelsen. Men ved jobsøgning spiller karaktererne fra fagene tilsyneladende ingen rolle. Sådan lyder meldingen fra Christian Frederiksen, der forlod betonbunkeren som nyuddannet journalist i 2010 og i dag arbejder som producer ved P3.

”Jeg tror ikke, det betyder en skid med karaktererne. Og de steder, jeg har søgt, tror jeg, er ligeglade med, om jeg har fået 02 eller 12 i mediejura,” siger han.

Netværk, erfaring og tidligere arbejdsplads eller praktiksted er, ifølge ham, vejen til at få job som journalist.

Heller ikke Andrea Luth, der dimitterede som journalist fra DMJX i juni, mener, at grundfagskaraktererne spiller ind. Siden juni har hun søgt syv-otte jobs, blandt andet ved Berlingske Nyhedsbureau og ASE a-kasse.

Hun har aldrig vedlagt sit eksamensbevis, nævnt sine karakterer eller oplevet, at arbejdsgiverne har efterspurgt det, når hun har søgt job. ”Jeg ved ikke rigtig, om det er en god eller dårlig ting, men jeg tror slet ikke, de karakterer betyder noget,” siger Andrea Luth, der i dag arbejder hos ASE a-kasse.

Ingen kigger karakterer Hos TV2 Østjylland beder man ikke jobansøgerne om at vedlægge deres eksamensbevis. For karaktererne betyder ikke fra eller til, når journalister ansættes. Det fortæller redaktionschef Morten Brøcker, der i mere end ti år har været med til at ansætte tv-stationens journalister.

”Det, der betyder utroligt meget for mig, er, om vedkommende har viljen og passionen i sig til at bedrive god og ambitiøs journalistik.

Og det kan du simpelthen ikke læse ud af et eksamensbevis,” siger han.

”Det ville overraske mig, hvis du kunne finde en chefredaktør, der rent faktisk beder om at se et eksamensbevis.”

- Solveig Schmidt Hvor man har arbejdet eller været i praktik, hvad man har produceret af journalistik, og hvilken energi og vilje man udstråler under jobsamtalen, er for ham langt vigtigere end karaktererne på eksamensbeviset. Det er dét, man har præsteret ’i virkelighedens verden’, der tæller.

Heller ikke hos Politiken beder man jobansøgere om at fremvise eksamensbevis, fortæller chefredaktør Anne Mette Svane. For ligesom hos TV2 Østjylland spiller karaktererne ikke nogen større rolle. ”Journalistik er et meget konkret fag. Så det kan godt være, at man kun har fået 12-taller, men hvis de sidste ti produktioner, man har lavet, ikke rigtig har været oppe at ringe, så vil

KEND DIN UNDERVISER - Gitte Luk

En fortid som fiskepakker i Esbjerg, en kandidatgrad fra Aarhus Universitet og en hang til at terpe genitiver for sjov. Sprogdronningen Gitte Luk er glad for reportager og skønlitteratur Tekst: Mette-Marie Andersen Foto: Thomas Emil Sørensen

Engang arbejdede Gitte på en fiskerifabrik ved havnen i Esbjerg. Der vænnede hun sig til havudsigt og åbne vidder. Så da hun i 1973 flyttede til Aarhus, blev hun ikke videre imponeret af byens udseende.

“Aarhus var en udvidet kolonihave. Der var alt for pænt og nydeligt. Så når jeg fik åndenød, tog jeg tilbage til Esbjerg og stod på molen,” fortæller Gitte.

Efterhånden har hun fundet steder i Aarhus, der har lidt af den vestjyske stemning. Blandt andet bor hun i dag i en lejlighed på Østbanetorvet, hvor hun har udsigt til Aarhus havn.

Og om vinteren kan Den Permanente i Aarhus tilnærmelsesvis minde hende om havnen i Esbjerg.

Fra havn til bunker I Aarhus blev hun kandidat i nordisk og engelsk. Men efter noget tid som gymnasielærer var Gitte klar til noget nyt og startede på fagjournalistuddannelsen på DMJX. Det var atypisk at tage sådan et spring, men Gitte var sikker på, at tingene ikke behøvede være så sikre mere.

“Røven slår jo rod. Man har det egentlig godt, hvor man er, men det skal jo ikke være kedeligt. Hvis det er sikkerheden, der binder en til jobbet, så keder man sig ihjel,” siger Gitte.

På DMJX er klasselokalerne Gitte Luks yndlingssted. Det er hverken den firkantede arkitektur eller den kønsløse indretning, der tiltaler hende. Det er det, der foregår inde i klasselokalerne, hun ikke vil undvære. Sam-

spillet med de studerende, hvor det er naturligt at diskutere sprogbrug og tegnsætning.

For sproget, ordene og grammatikken er Gittes felt. Hun nyder at nørde sig igennem grammatikbøger og gennemgår gerne genitiver som en velkendt remse. På tysk, engelsk og dansk. Sådan har hun altid haft det.

Inspiration fra busstoppestedet Inspiration til gode historier finder hun i til-

fældige samtaler. Det kan være til middagsselskaber eller i klasselokalerne. Eller ved busstoppestedet, hvor hun, til sin egen irritation, ikke kan stå sammen med andre i ret lang tid uden at sige noget.

Sproglig inspiration finder hun i skønlitteratur. Gerne i gamle klassikere, hvor virkelighedens historier fortælles. Det bedste, hun har læst, er Alexandria Kvartetten skrevet af Lawrence Durrell. Her fortælles

jeg vægte det højere end akademiske resultater på en uddannelsesinstitution,” siger Anne Mette Svane.

To sider af samme mønt At arbejdsgivere ikke går op i grundfagskarakterer, overrasker ikke Solveig Schmidt, kvalitetsleder på journalistuddannelsen på DMJX. ”Overhovedet ikke. Det ville overraske mig, hvis du kunne finde en chefredaktør, der rent faktisk beder om at se et eksamensbevis,” siger hun og tilføjer, at det i den journalistiske branche er meget udbredt, at man slet ikke ser på karakterer.

Formålet med grundfagene er at give de studerende et solidt grundlag til den praktiske undervisning. Det kan både være ved at lære om, hvad etik er for en størrelse i faget Journalistikken i Samfundet, ved at terpe paragraffer i Mediejura eller ved at analysere mediernes udvikling i Medieteori.

På den måde spiller fagene ind ved jobsøgning, selvom karaktererne ikke gør, mener Solveig Schmidt. Fordi den nu færdiguddannede journalist har gennemgået de her ting og derfor kan mere end det rent praktiske som at vinkle og interviewe. ”Jo mere, du kan trække med dig fra grundfagene og over i journalistikken og omvendt, jo bedre bliver du samlet set. Det er to sider af samme mønt,” siger Solveig Schmidt.

HIT ME WITH FACTS Alder: 59 Civilstatus: “har været gift i 100 år” Børn: en datter på 25 og en søn på 31 Stjernetegn: Løve Højde: 168 cm Vægt: 62 kg Sko str.: 39 Hjemby: Esbjerg Livret: Alt fisk og skaldyr. Bare der er

hvidvin til.

samme historie i fire bind, men synsvinklen skifter i hver.

“Udover, at det var en oplevelse at læse den, så gav bogen mig en ydmyghed i forhold til, at man ikke skal drage konklusioner på det første og bedste grundlag,” fortæller Gitte.

4

INDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Kaj, scor den op fra slap Efterårets KaJ-arrangement havde selveste ”Kaj-the-cake” som en helt særlig gæst. Der blev debatteret, danset og drukket litervis af øl. Det hele endte dog tragisk for den giftigt grønne kage Tekst: Freja Toftegaard, Alexandra Lund Lysgaard Foto: Carsten Svendsen

Lige siden de sidste fordrukne, men stadig halvt levende studerende blev smidt ud fra sidste KaJ-fest, er der blevet set frem til den næste af slagsen. Festen, hvor journaliststuderende glemmer alt om etik, ansvarlighed og jobbet som den fjerde statsmagt til fordel for at indtage urealistiske mængder alkohol og score hinanden på tværs af semestrene.

Rygter svirrer om, at dette er festen, man skal deltage i, hvis man vil have nogen forhåbning om at kunne klare sig i i den hårde branche. Derfor havde ingen ringere end den velkendte Kaj-kage besluttet sig forat troppe op for at smage på skolens øl og kvinder. Let the show begin.

Øl og Werges skinnende isse Frøberts er allerede fyldt, så Kaj må klemme sin chokoladebesatte bagdel ned mellem et par tømmermændsramte førstesemesterstuderende. Formanden byder velkommen, og kassereren kaster om sig med tal, alt imens Kaj spejder længselsfuldt efter fadølsanlægget.

Da debatten starter, har Kaj tanket op. Han mænger sig med debatpanelet, men har svært ved at koncentrere sig om, hvorvidt de studerende er blevet for dyre i drift. I stedet sender han lange blikke efter Lars Werges skaldede isse, som til forveksling minder om hans egen.

Han overvejer kraftigt om hårpragten, eller mangel på samme, alene er nok til at få ham højt på strå i Dansk Journalistforbund.

Nå, nok snak om arbejde. Hvis dagen skal gå på hæld med et lækkert lamselår i Kajs favn, skal tiden bruges fornuftigt. Efter at have stemt en ny bestyrelse ind, får han mulighed for at lægge strategi for aftenens fest. Måske Werge kan give gode scoreråd?

Ja tak til lækre, lyse kvinder Inden aftensmaden bliver serveret, når Kaj at trække frisk luft igennem en cigaret sammen med tre feststemte gæster. Der bliver taget godt hånd om hans grønne, fyldige krop, og han leverer den ene joke efter den anden. Men pigerne i rygergården bider ikke rigtig på Kajs jokes. Det er, som om de griner mere af hans fuldfede krop end af hans dårlige jokes. Han lister stille indenfor igen. Kaj er klar til kølige drinks og kolde shots.

Lyset i baren er nu dæmpet, og der bliver skruet gevaldigt op for Medina, Nik og Jay og Turboweekend. Et øjeblik lister Kaj sig ubemærket væk fra sin plads og ud på toiletterne, hvor en mørkhåret skønhed toner frem foran ham. Men hun er ikke den rigtige for Kaj, der er fast besluttet på at finde en skandinavisk blondine, der er frisk på lidt af hvert eller faktisk gerne det hele.

Tre penselstrøg og et pift Calvin Klein senere føler han sig bedre rustet til at sondere kvin-

deterrænet. Han udser sig fluks en lyshåret, hæle-påklædt andensemesterstuderende, der tydeligvis forsøger at tørlægge baren, inden klokken runder tolv. Tørlægningsforsøget får barens medlemmer til at kigge panikslagne på hinanden.

Deres, på forhånd aftalte, blærede bar-moves når slet ikke at komme til deres ret. I stedet farer de rundt, mens shotsene forsvinder omkring dem, og øllet skvulper ud over skjorterne, der er nystrøgede og nyindkøbte til aftenens strabadser.

Kantinen er i dagens anledning forklædt som dansehal, og mængden af feststemte mennesker stiger, i takt med at pladsen i baren bliver trang. To veninder skåler arm i arm, mens en rødhåret, danselysten pige fyrer den af på dansegulvet i en heftig tango med det lilla lyn af en formand.

Kajs grønne og nu lidt svedige krop er fluks at skimte i baren. ”Fire tequila-shots, tak.”

Medina får ikke skrålet mange linjer ud af højtalerne, før den stærke væske er forsvundet i Kajs lyserøde gab. Nu må der snart være blondine-bid.

Kaj går i chefredaktørens glubske gab Kaj sætter med et stift blik kursen mod dansegulvet. Alene med en fuld fyr, der giver den gas med basarmen, ingen skønne skandinavere, et halvtømt ølkrus og en fladtrykt flødeskums-

pande. Det bliver for meget for Kaj. Han har brug for en pause og kryber ind i sin hvide papkasse. Det skulle han aldrig have gjort.

Folk har efterhånden suget til sig af drikkevarerne, og i baren slænges, skubbes og gnides der på det voldsomste op ad det nærmeste modsatte køn. Da Kaj kigger frem fra sit skjul, er det med kraniebrud. Nogen har taget en bid af hans flødeskumsindbydende marcipanoverdækkede hoved.

Udslidte Kaj slæber nu sit ødelagte øl-korpus ud i vandrehallen, hvor han møder Illustreret Bunkers chefredaktør. Men Kaj skulle aldrig have søgt tilflugt her. Bid for bid forsvinder Kaj ind i chefredaktørens gab, og til sidst er kun de sørgelige rester af den grønne isse tilbage på gulvet.

Den ellers forrygende fest er slut – i hvert fald for Kaj. Alle var vilde med ham, men desværre ikke på den måde, som Kaj ønskede det.

Han endte sine dage uden krop, hoved og lækkert lamselår ved sin side.

Efterårets KaJ-arrangement var, som en KaJfest skal være. Der blev danset, drukket, gået amok og kysset i hjørnerne. En sand succes for alle andre end selveste ”Kaj-the-cake”. Men hvem ved, måske tager en af hans brødre scorekampen op igen til næste KaJ-arrangement?

Se flere billeder fra festen på bagsiden

INDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

5

Dåsetun eller østers i praktikken Journalistpraktikanter er en dyr, men ikke nær så populær vare som tidligere. Medierne skal skære, og det kan betyde færre praktikpladser til DMJX og flere til landets universiteter

Tekst: Simon Reenberg, Johannes Hau Nørgaard Foto: Carsten Svendsen

Der var lagt op til en hed debat mellem KaJ, DJ og medierne på den halvårlige generalforsamling i KaJ. Dagens varme emne handlede om journalistikkens dyre drenge - praktikanterne, der måske må tage til takke med SU, hvis de vil beholde deres praktikpladser i fremtiden.

Og rygtet om gratis øl og mad havde da også lokket en hel del studerende til Frøberts auditorium. Her hoppede de studerende ombord i gyldne fadøl og tweetede om alt fra debattørernes påklædning til skolens lækreste KaJkandidat. Imens luntede diskussionen om, hvorvidt praktikken skal stå på vand eller vin i fremtiden, derudaf.

Medierne var repræsenteret ved Christian Kierkegaard, der er journalistisk direktør ved Danske Medier, og han var ikke i tvivl om, at de studerende er blevet for dyre; “I medieverdenen skal vi spare, og der bliver ofte sparet på praktikanter i stedet for de fastansatte. Jeres løn er skruet urealistisk højt op, så for at bevare praktikken skal lønnen være lavere. Kun på den måde kan vi fortsat have praktikanter,” sagde han i sit oplæg til debatten.

De studerendes repræsentant fra KaJ, Jacob Bjerregaard, der er i praktik på Børsen, stod stejlt på ikke at gå ned i løn, men ville gerne takke nej til fremtidige stigninger, hvis man i stedet kunne få opfyldt andre ønsker; “Vi vil gerne have feedback, uddannelsesplaner og startsamtaler i praktikken. Får vi det, kan vi godt lade lønniveauet ligge,” sagde han.

Studerende på SU får pladserne En konsekvens af den høje løn kan blive et farvel til KaJs medlemmer og et goddag til de studerende fra landets universiteter, der kan tage til takke med SU. Samtidig kan det også betyde, at nogle mediearbejdspladser ikke længere vil have råd til praktikanter fra DMJX, RUC og SDU. “Mindre virksomheder har ikke råd til praktikanter med så høj en løn, og det er utrolig vigtigt for jeres uddannelse, at I også kommer ud til de steder,” sagde Christian Kierkegaard.

Mindre pres, mere ro Tekst: Freja Toftegaard Christiansen

Søvnløse nætter. Svært ved at koncentrere sig om eksamenslæsningen. Følelsen af for få timer i døgnet. Det kan mange af skolens studerende nikke genkendende til. De føler sig pressede i dagligdagen.

Derfor tilbyder skolen nu for anden gang et kursus i mindfulness. Én gang om ugen i otte uger tilbringer de en time i selskab med IDlife-coach Michael Norup Henriksen. Målet er at få nogle redskaber til håndtere det pres, som trænger sig på.

De høje forventninger stresser ”De studerende har en forventning til sig selv, om at de både skal være gode på studiet, aktive i skolens avis, radio eller fredagsbar og samtidig passe deres sociale liv ved siden af,” siger studievejler Joan Husted.

I en trivselsundersøgelse lavet blandt de studerende på DMJX i foråret 2012 svarer 106 ud af de 301 adspurgte studerende, at de føler sig pressede af egne høje ambitioner.

Resultatet af undersøgelsen stemmer godt overens med det billede, som studievejleder Joan Husted har af de studerende. Hun mener i høj grad, at en stor del af presset skyldes en overfyldt kalender og specielt deres egne forventninger til dem selv. ”Det er svært at generalisere, men vi kan se, at rigtig mange er engagerede og meget gerne vil gøre det godt på studiet. De stiller enormt store krav til sig selv, og så er det, at de føler sig pressede.

Derfor har skolen valgt at tilbyde et kursus i mindfulness,” siger Joan Husted.

Hos KaJ ser man noget anderledes på konkurrencen med studerende fra andre uddannelser.

Så længe der stadig er praktikpladser til alle, ønsker man fra KaJs side ikke at gå ned i løn.

Desuden vil en praktikperiode på SU ikke efterlade klip nok til at tage en uddannelse mere, hvilket bestemt ikke passede KaJs repræsentant.

Selvom der hos det kommende praktikantkuld potentielt set mangler 85 praktikpladser, mener KaJ ikke, at praktikanterne skal gå ned i løn. Det er i stedet skolen og praktikudvalget, der skal sørge for, at der kommer flere pladser.

Arbejd, arbejd En anden konsekvens af den høje praktikløn er, at medierne kun tænker i arbejdskraft og glemmer det uddannelsesmæssige aspekt i praktikperioden. På de i forvejen pressede redaktioner er der ikke råd til at have dyre praktikanter gående, hvis de ’blot’ skal lære og ikke producere.

“Hos Ekstra Bladet og Jyllands-Posten er det primære mål, at man som praktikant skal være selvkørende på webben efter tre dage.

Det mener vi er uambitiøst. Vi skal overveje, hvad journalister skal lære, og hvordan uddannelsen skal skrues sammen,” sagde DJs Lars Werge, der mener, at mange praktikperioder kan bruges bedre.

Han ønsker en gennemtænkning af hele praktikforløbet. Der skal mere fokus på ud-

Anders Godtfred-Rasmussen fra andet semester er en af de tredive studerende, der har tilmeldt sig kurset, og det er ikke første gang, at han får undervisning i mindfulness. Han deltog også i forårets første forløb, men er med på

Graver i den forkerte grøft Debatten nåede aldrig at blive mere end lunken. KaJ gik på bagben ved enhver hentydning til lavere løn, DJ ville hellere forholde sig til reformer på uddannelsen, og medierne ville kun tale om alt for dyre praktikanter. Ja, der manglede grobund for at komme videre til det væsentlige.

På trods af, at medierne under hele debatten havde slået på trommen for lavere løn til praktikanterne, havde de ved de nyligt overståede overenskomstforhandlingerne sagt nej til mere kvalitet, men ja til højere løn.

Alligevel formåede medierne endnu engang at vende på en tallerken og stille spørgsmålstegn ved hele debatten, om hvorvidt det overhovedet gjorde en forskel at spare på en flok praktikanter. ”Det er ikke lønnen, der betyder noget for, om medierne overlever. Det er nogle kulturelle ting,” sagde Christian Kierkegaard.

“Bare fordi medierne skal spare, skal der ikke være færre journalister. Det vil være en ond spiral, der starter. Kvaliteten vil dale, og det samme vil læserskaren fortsat,” slutter han.

Efterårets kursus i mindfulness er fyldt op. Mange af skolens studerende føler sig pressede af lektier, studiejobs og opgaver kurset igen, fordi han synes, at han kan blive endnu bedre til at bruge de teknikker, han lærte i foråret.

Som far til tre er der nemlig både børn, der skal hentes, regninger, der skal betales, og så rækker SU’en ikke - Anders Godtfred-Rasmussen til at forsørge familien alene. Det var blandt andet følelsen af, at døgnets 24 timer ikke rakte langt nok, der fik ham til at tilmelde sig. ”Jeg havde svært ved at fokusere på ting, som var vigtige her og nu, som for eksempel eksamenslæsning. På kurset har jeg fået redskaber til at prioritere og planlægge. Før havde jeg tre ting i hoved på én gang. Nu har jeg kun én. Øvelserne har givet mig nogle fikspunkter,

”Før havde jeg tre ting i hovedet på en gang. Nu har jeg kun én. Og det har givet mig en indre ro.”

Fokuser på det vigtigste

dannelse og kvalitet hos praktikanterne og mindre fokus på at være effektive og hurtige medarbejdere.

der hjælper mig med at fokusere. Og det har givet mig en indre ro,” siger Anders GodtfredRasmussen.

Lyt til kroppen Anders Godtfred-Rasmussen er ikke alene om at have følelsen af en presset og uoverskuelig hverdag. Mange af de andre studerende, der har meldt sig til efterårets kursus, kender også til følelsen af uro og pres.

Meget ofte er det på grund af en overfyldt kalender med arbejde for skolens frivillige aktiviteter, studiejob og deadlines, der er skyld i den pressede fornemmelse. Håbet er at få nogle redskaber, der kan hjælpe med at forhindre, at presset udvikler sig til stress.

At efterårets kursus er helt fyldt op, ser studievejleder Joan Husted som et positivt tegn. ”Det vidner om, at mange tager dem selv og deres studie alvorligt. De stopper op og mærker efter, hvordan kroppen har det,” siger Joan Husted.

Og det er, ifølge hende, et rigtig godt råd til de studerende, der har mange ting se til.

6

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - DOKUMENTAR

7

CPH:DOX åbner et vindue til verden I ti år har CPH:DOX været en tilbagevendende begivenhed.

Besøgsantallet er steget fra 12.000 til 50.000, programmet er blevet udvidet, og festivalen er gået hen og blevet Skandinaviens største dokumentarfilmfestival

Sidste år havde CPH:DOX en lang serie om det arabiske forår, hvor der blev sat særligt fokus på de film, der kom ud af processen.

I år har festivalen blandt andet en serie, der hedder Empire, som handler om de store imperiers fald. ”Det er en blanding af, at det er vores profil, der definerer, hvad vi vælger og en blanding af, at vi forsøger at være i dialog med den verden, vi er en del af,” siger Tine Fischer om festivalprogrammet.

Helt fra begyndelsen blev festivalen kendt for at tage filmen ud af biografen og ind i en anden ramme. I de senere år er det blevet til en specifik programserie ved navn AUDIO:VISUALS, der har fokus på liveevents med omdrejningspunkt mellem det visuelle og det auditive.

I år har CPH:DOX blandt andet inviteret bandet Animal Collective til et lave et audiovisuelt liveshow til festivalens afslutningsfest på Statens Museum for Kunst.

Et alternativ til kaffe

Tekst: Cecilie Krabbe Foto: CPH:DOX

”Jeg har en ret stor kærlighed til spændvidden i programmet,” siger Tine Fischer, der er festivaldirektør for CPH:DOX. Med en baggrund fra Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet har hun været med til at starte CPH:DOX. Året rundt er hun på jagt efter de nyeste og bedste skud på stammen inden for dokumentargenren.

CPH:DOX har altid haft en stærk repræsentation af politiske dokumentarfilm og film, som udforsker grænserne mellem kunst og film. De seneste fem år har festivalen været med til at pege på en tendens inden for do-

kumentargenren, der har bevæget sig fra det observerende hen mod det iscenesatte, som bevæger sig mellem fiktion og fakta. Tine Fischer fortæller, at der er kommet en stærk bevidsthed omkring, hvad det overhovedet vil sige at lave film.

Et af de bedste eksempler på en film fra årets program, der udforsker krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion, er, ifølge Tine Fischer åbningsfilmen The Act of Killing, der er instrueret af Joshua Oppenheimer. ”Det er en knaldhamrende god film. Det er en af de vigtigste dokumentarfilm, der er lavet

i mange år. Den beviser meget fint, hvad det er, fiktionen kan som redskab. Det er ikke sådan et lag glasur, men er i virkeligheden en ret pæn måde at være i dialog med den dokumentariske virkelighed på,” siger hun.

Det visuelle og auditive i samspil På trods af vokseværk er CPH:DOX’s profil med specielt fokus på politik, musik og kunst, blevet fastholdt. Programmet til årets festival består af det permanente konkurrenceprogram og særlige programserier, som har fokus på det, der sker ude i verdenen.

Ronni Tino Pedersen har været fast besøgende på CPH:DOX siden festivalens begyndelse i 2003. Han er selvstændig og arbejder med strategi i de sociale medier. ”Festivalen giver nogle perspektiver på verden omkring os. Den er et vindue til verden, ikke bare vores eget samfund, men også samfundene omkring os.”

Generelt elsker han filmfestivaler, både CPH:DOX og CPH:PICS. Det er efter hans mening en chance for at se noget, man ellers ikke ville komme til at se. Han ser det samtidig som en mulighed for at se sine venner under nogle andre forhold og som et alternativ til den normale kop kaffe på en café.

Festivalen starter den første november og varer ved til den 11. november.

Tine Fischer har udpeget fire film fra programmet i år, som publikum ikke bør gå glip af. Det er (fra venstre) End of Time, The Imposter, The Act of Killing og Cæsar skal dø. Til dem, der ikke er i København under festivalen, bliver The Act of Killing vist den 7. november i 60 biografer landet over, hvor der efter filmen er et livetransmitteret interview med instruktøren.

Radiodokumentar lader tiden tale Radio24Syv har skabt en ny dogmatik i radioverdenen. Syv gange ugentligt præsenterer de lytterne for 55 minutters usødet råbånd Tekst: Katrine Bjerre Toft

I nattens mulm og mørke eksperimenterer Radio24syv med dokumentargenren på en ny måde. Fra klokken fire til fem, før Fanden har fået sko på, kan du tænde for din radio og høre ubehandlede råbånd, som danner rammen for en mere gennemarbejdet udsendelse, der sendes hver lørdag.

Dogmatikken i projektet er, at det er lytterne, der indsender råbandsmaterialet og på den måde bliver til reporterne, der skaber udsendelsen. Man leverer en dokumentarudsendelse, der kan handle om alt mellem himmel og jord, bestående af ubehandlede råband af syv gange 55 minutters varighed. De sendes

om natten gennem en uge, inden lytterne hver lørdag præsenteres for en 55 minutters radiomontage.

Kim G. Hansen er redaktør på Radio24syv Dokumentar, og det er ham, der fletter de bedste bidder af råbåndene sammen til én samlet dokumentarudsendelse.

Tæller evighedens sekunder Det kan synes forvirrende og kedeligt for den uintroducerede lytter at skulle høre på 55 minutters materiale, der ikke er redigeret i.

Men ifølge Sara Bro Christensen, der har leveret flere af dokumentarprogrammerne til Radio24syv, er der også fordele i råbåndene. ”Lytteren inviteres via råbåndene til at over-

være en arbejdsproces på tæt hold. Man får mulighed for at lytte til forløb, der er autentiske, og det kan man lære meget af,” siger hun.

Derudover er der et perspektiv i, at råbåndene ofte udfolder sig i 55 minutters one take-forløb.

”Lytteren inviteres til at overvære en arbejdsproces på tæt hold.” - Sara Bro Christensen ”Selvfølgelig vil noget af råmaterialet være fyldt med mere eller mindre ligegyldigt stof, som ikke umiddelbart interesserer lytteren.

Men det, der kan være fængende, er oplevelsen af at høre tiden passere i den rå virkelighed.

Det er stærkt igangsættende,” siger Sara Bro Christensen.

Også reporteren sættes i gang. Ifølge Susanna Sommer, der er vært på reportageprogrammet ’Stedsans på P1’, gør dogmatikken det nødvendigt at være mere til stede i nuet end ellers. ”Med det her dogme kan man slette og optage tingene igen. Det tvinger reporteren til at være mere til stede i nuet. Problemet kan dog være, at reporteren lader sig skræmme og ikke får stillet de dumme spørgsmål, som ofte er dem, der bringer guldkornene frem,” siger hun i et interview til Politiken.

8

FOKUS - DOKUMENTAR

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Hvorfor bruge en time af sin dyrebare tid på at se en dokumentar om geparder, heksejagt eller noget helt tredje, der ikke har ens umiddelbare interesse? I dokumentargenren er det virkemidlerne, der fanger dig

Virkemidler fængsler folk til skærmene Tekst: Rita G. Dam Illustration: Ebbe Lønborg

mene, både hjemme og på det store lærred i biografen. ”Ser man på dokumentarfilmene Armadillo og Testamentet, bliver de via virkemidler fortalt på en interessant og vedkommende måde.

Det er dokumentarer som disse, der tiltrækker det store publikum,” siger Ib Bondebjerg.

Krigsdokumentarfilmen Armadillo, der følger danske soldater i Afghanistan, blev set af over en million, da den blev sendt på TV 2.

Dokumentaren er en levende og rørende skildring af soldaternes indsats. ”Historien om de danske soldater bliver fortalt på en interessant og vedkommende måde ved brug af musik, visuelle effekter og dramatiske og fortællemæssige virkemidler,” siger Ib Bondebjerg.

I dokumentaren ryster kameraet i takt med soldaternes bevægelser, når de er i slagmarken.

Fotografen befinder sig i skudlinjen, hvor soldaterne bliver beskudt en meter væk.

Du har fjernbetjeningen i din hånd og kan til hver en tid zappe over på en anden kanal. Men der er noget, der fanger dig. Billederne, den dragende fortællerstemme og den dramatiske klipning.

Ifølge Dan Hoffmann, der er filminstruktør og underviser på Kort og Dokumentar Filmskolen, er det ikke nok at have en god historie.

Den skal fortælles på den rigtige måde. ”Alle historier er interessante, men det er ikke nok bare at viderefortælle dem. Der skal virkemidler til, for at ens historie bliver fængende,” siger Dan Hofmann.

Dokumentargenren er defineret ved, at det er en faktabaseret film, der skal skildre virkeligheden. Skildringen er som udgangspunkt objektiv, men med filminstruktørers effekter og virkemidler forsøger man hele tiden at fange seeren mest muligt.

Virkemidlerne skaber fortællingen

En konstruktion af virkeligheden Hvis historien er fortalt af én, der forstår at strukturere sin historie og kender sine virkemidler, så oplever man, at man kan gøre emner, som måske relativt få mennesker interesserer sig for, super interessante for rigtig mange mennesker. ”Ingen fortælling er virkelig. En fortælling er en konstruktion fortalt af nogen. Gode historier er dem, der berører os. Historier vi husker.

Og vi husker ikke altid virkeligheden, men vi husker den i sær, når den er fortalt gennem et andet menneskes briller,” siger Dan Hofmann.

Når virkelighedens historier kommer igennem dokumentarens transformer og ud på den anden side som en opsigtsvækkende fortælling, rejser det spørgsmålet, om dokumeta-

ren pakker virkeligheden ind og serverer den mere spændende, end den egentlig er. ”Vi skal beskrive virkeligheden. Det er det eneste, dokumentargenren handler om. Det skal være interessant. Hvis man vil have en fortælling, så vil du også se, at personen bag fortællingen bruger virkemidler, som for eksempel

kan være musik, kameravinkel og opbygning.

Derfor bliver det fængende at se på.”

Krigsdokumentar er populær Ib Bondebjerg, som er Professor i Film- og Medievidenskab, er enig i, at dokumentargenrens virkemidler trækker flere folk til skær-

Der findes utallige former for virkemidler inden for dokumentargenren. Voice-over, hvor man har en fortæller, der fører dig gennem historien. Klipningen, der bestemmer, hvordan historien skal udarte sig. Og musikken der sætter stemningen.

Dan Hofmann underviser blandt andet i klipning på Kort og Dokumentarskolen, og ifølge ham er klipningen et vigtigt redskab til at styre handlingen i en fortælling. Hvert klip er med til at skabe en ny mening.

Disse elementer og mange flere er med til at understøtte fortællerens budskab med historien. Virkemidlerne bliver valgt, ud fra hvordan fortælleren vil fremstille sin historie, da ingen dokumentar skildrer en hel sandhed, men kun et udvalgt udpluk af den.

Når dokumentaren stjæler mediebilledet DRs dokumentar ”Pigen, der ikke ville dø” fik danskerne op ad sofaen og ind i organdonorkartoteket. Dokumentaren startede desuden en debat blandt DRs seere, som var så heftig, at DR måtte lukke for den igen Tekst: Anders Skou Kristiansen Foto: DR arkivfoto

Den 19-årige Carina Melchior overlevede sidste år en alvorlig trafikulykke, men lægerne fejlvurdede hendes tilstand. Derfor havde Carinas forældre allerede sagt ja til det svære valg om organdonation, da hun på mirakuløs vis vågnede op af sit koma.

Du kan næsten ikke undgå at have set, hørt eller på anden måde stiftet bekendtskab med historien om pigen, der ikke ville dø. På Facebook ’likede’ 30.000 mennesker en nyoprettet fanside for Carina Melchior. Her ytrede folk i høj grad deres egne meninger om sagen, og

specielt emnet organdonation blev livligt diskuteret.

I modsætning til hvad man måske kunne have forventet, flygtede folk ikke fra kartoteket for organdonorer. Her et par uger efter, dokumentaren blev sendt første gang, har donorkartoteket på landets hospitaler vokset sig større, end det var før den 10. oktober.

DR havde fødderne på det rette sted DR var til stede på Aarhus Universitets Hospital for at lave et program om den svære beslutning, det er, når man som pårørende skal tage stilling til organdonation efter, at uheldet

er ude, og et menneske ikke står til at redde.

DR havde af Carinas forældre fået lov til at være med under et møde, hvor lægerne ville fortælle familien Melchior, at Carina formentlig ikke stod til at redde, og at de derfor skulle tage stilling til, om hendes organer skulle doneres eller ej. Men denne beslutning blev slet ikke aktuel, og DR stod nu med benene i en helt ny situation, som dannede grundlag for den omtalte dokumentar ”Pigen, der ikke ville dø”.

Og medierne var ikke sene til at trykke alverdens overskrifter på dokumentaren. Primært røg det til debat, om DR nu havde startet

en uheldig tendens, hvor færre i Danmark ville melde sig som organdonorer.

Således kunne læserne på B.T.’s hjemmeside den 11. oktober læse nyheden ”Organdonorer flygter efter ”Pigen, der ikke ville dø””, og læseren Frank Rose kvitterede med denne kommentar: ”Minder mig om, at jeg skal afmelde mig som organdonor grundet denne historie. De skal ikke fremprovokere min død, bare fordi de skal bruge mine organer. Fy for pokker da.”

Seere flygter - ind i donorkartoteket De første døgn efter dokumentaren løb over skærmen, malede samtlige større danske medier et billede af, at organdonorerne nu ville tage flugten fra donorkartoteket. Men det skete ikke. ”Langt flere danskere har overraskende sagt ja i stedet for nej til organdonation efter Carina-dokumentaren,” skrev Den Offentlige Sektor på deres hjemmeside den 17. oktober.

DR havde for at sætte fokus på emnet startet en debat omkring organdonation. ”Livsbekræftende. Livet er et mirakel, kroppen er et mirakel og snyder gang på gang videnskaben. Ja, jeg er organdonor og vil stadig håbe at kunne give liv videre, hvis ulykken skulle være ude for mig,” skrev en seer derinde, før debatten blev lukket, da DR mente, at det generelle billede af debatten var for hårdt mod de læger, som deltog i dokumentaren.

FOKUS - DOKUMENTAR

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Dokumentarinstruktører uden grænser ”Regler er til for at blive brudt.” Sådan lyder parolen på Den Danske Filmskole, hvis man spørger Julie Bezerra Madsen, der studerer på skolens eftertragtede dokumentaristuddannelse

Laver film uden frygt

Tekst: Lars Dalsgaard Foto: Julie Bezerra Madsen

”Der er ingen regler. Det første, vi lærer, er, at hvis der er nogen, så skal vi bare bryde dem,” siger 29-årige Julie Bezerra Madsen om livet på Den Danske Filmskole i København, hvor hun læser til dokumentarinstruktør; den såkaldte tv-uddannelse.

Uddannelsen er meget eftertragtet, og det er ikke nemt at slippe gennem nåleøjet. Hvert andet år optages bare ni elever på tv-uddannelsen, hvoraf seks kommer ind på dokumen-

”Det er ikke meningen, at der skal komme et godt resultat ud af opgaverne. Derfor er det tit bedre, at man ikke kender dem på forhånd, så der kommer en spontan nerve med. Det handler mere om måden, man arbejder på,” siger Julie Bezerra Madsen.

Foruden dokumentaristlinjen består tv-uddannelsen af en flerkameralinje. Den fokuserer på produktioner optaget med flere kameraer i et studie. På den dokumentariske linje anvender man i modsætning kun et enkelt kamera, og så skyder man sine optagelser ’ude i virkeligheden’.

Julie Bezerra Madsen er på sit fjerde og sidste år på Den Danske Filmskoles dokumentaristlinje

taristlinjen. Det kræver ingen uddannelse at sikre sig en af de få pladser. Til gengæld går vejen gennem en tredelt optagelsesprøve. Et uoverstigeligt bjerg for de fleste. I den afgørende runde skal de tilbageværende ansøgere løse en række opgaver, der er omgærdet af hemmeligheder, som skifter fra år til år.

ANMELDELSE - Reality

De fire år afsluttes med en afgangsfilm, der indspilles på et minimalt budget og med godt tre ugers optagelse. Nogen egentlig eksamen indeholder uddannelsen ikke.

I stedet for at terpe pensum bruger eleverne studietiden på at eksperimentere og afprøve skøre idéer. Det er skolens håb, at man i gentagelsesprocessen kan udvikle og finde frem til elevernes individuelle kunstneriske stil og personlighed. ”Vi bruger rigtig lang tid på at gentage og gentage igen. På et eller andet tidspunkt begynder der at tegne sig nogle mønstre. Det er en fire år lang bevidstgørelsesproces,” siger Julie Bezerra Madsen.

Eleverne skal lære sig selv at kende og reflektere over, hvorfor de er, som de er. For Julie startede det hele i den lokale biograf. Hun var kun et lille barn, da hun blev grebet af sin fars filmglæde, og snart gæstede far og datter de mørklagte sale mindst én gang om ugen. ”Nogle gange gik vi ind og så en film, og når vi så gik ud, kiggede min far på mig og sagde ’skal vi tage én til?’,” siger Julie Bezerra Madsen og griner.

Interessen fortsatte, som hun blev ældre, og inden Julie søgte ind på Filmskolen, havde hun allerede en hel del erfaring med filmudstyr. Alligevel var hun usikker på sine chancer. ”Jeg ville ønske, at jeg havde været mere ude

9

på Filmskolen og mærke stemningen, inden jeg søgte ind. Så havde jeg ikke følt, at det var uopnåeligt, for det er det ikke. Det er bare en legeplads. Et sted, hvor man prøver ting af. I sidste ende bliver vi dygtige instruktører af at have lavet film uden frygt i fire år,” siger hun.

Ud i virkeligheden At skildre virkeligheden er en dokumentarinstruktørs fornemste opgave. Men den virkelighed, de arbejder med på skolen, er en anden, end den de møder efter uddannelsen.

Her venter et liv i den professionelle film- og tv branche. ”Det kan være svært at få lov til at lave eksperimenterende dokumentarfilm. Den slags ser man jo sjældent på DR og TV2,” siger Julie Bezerra Madsen.

”Der er ingen regler. Det første, vi lærer, er, at hvis der er nogen, så skal vi bare bryde dem.”

- Julie Bezerra Madsen

Selv om undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs særegne sprog og talent, så lægger skolen også vægt på, at eleverne lærer det filmtekniske håndværk. Den Danske Filmskole er ikke en fribillet til det hvide lærred.

Mange må for eksempel stifte bekendtskab med kommercielle film og tv-produktioner efter uddannelsen. ”De fleste af os vil gerne fortsætte med det kunstneriske arbejde. Men hvis man skal overleve som kunstner, så er man ofte nødt til at lave noget kommercielt en gang imellem,” siger Julie Bezerra Madsen.

på skinnerne

DR viser i en ny dokumentarserie det danske landskab fra lokomotivførerens perspektiv.

Togturen giver Big Brother baghjul i kampen om at lave reality, der er ’real’ Tekst: Peter Pagh-Schlegel Foto: Janus Engel Rasmussen

Kupéen vibrerer. Passagerer stirrer ud til siderne for at undgå øjenkontakt. Malk de Koijns ”De rigtige McCoys” kører på mp3-afspilleren.

Den slags underholdning er en nødvendighed.

For ærligt talt. En togkupé i udkantsdanmark er ikke det første sted, man ville drømme sig hen, hvis man vandt i lotto.

Danmarks Radio har relanceret en dokumentarklassiker, der giver den almindelige dansker mulighed for at rykke fra den rystende kupé til en plads på førersædet. I løbet af efteråret vil DR kortlægge det danske skinnenet fra Øresundsbanen til Struer. Et kamera placeres i togets forrude og dokumenterer det danske efterårslandskab. Dokumentarserien er inspireret af den norske tv-kanal NRK, der med stor succes producerede Bergenbanens rute fra Oslo til Bergen.

Terapeutiske virkelighedsbilleder Det ville måske lyde en anelse mere attraktivt og eksotisk, hvis det var strækningen langs den Transsibiriske Jernbane, der blev filmet. Hvorfor dog bruge 20 timer af ens dyrebare tid på at se røvsyge Danmark, som du allerede kender, tænker du måske? Den tanke kan du godt pakke langt væk igen, kære læser.

Den danske naturs diversitet flakker forbi i

øjenkrogene i et asymmetrisk virvar af sortbrogede malkekøer, vildtvoksende bøgetræer og nedlagte værksteder mellem to ligegyldige provinshuller. Det samme kaos gør sig gældende i hovedstadsområdet, hvor graffitimure og byggepladser suser forbi nethinden med 100 kilometer i timen i et grimt kaos.

Men én ting forandrer sig aldrig. Skinnerne. Den monotone danseprinsesse er filmens midtpunkt. De snorlige brædder under de rustrøde skinner slår rytmisk på sjælen som lilletrommen på et technonummer. Skinnernes rolige glans og symmetriske struktur skaber et holdepunkt og giver det bevægende virvar et fremragende modspil. Kaos og kosmos går op i en højere enhed.

Baghjul til Big Brother Passagerer rejser sig fra bænken og løfter opgivende deres tunge tasker. En sjælden gang får man også muligheden for at overvære et hurtigt farvelkram. Vi ved, hvornår passagererne skal på. Men vi finder aldrig ud af, hvor de skal hen. De små skæbneberetninger leveres i spiselige bidder og fodrer den fantasi, vi også udviser, når vi ser reality-programmet Big Brother. Forskellen er, at sandheden her bliver dokumenteret uden filter og farvende lydspor fra en speaker. Underholdningen formidles ikke af producenten bag kameraet, men er op til seeren selv at finde, hvis det overhovedet er nødvendigt at tillægge terapien en historie.

Du kan se eller gense alle afsnit fra dokumentarserien på http://www.dr.dk/HD/paa-skinner

Det er op til den enkelte seer at vurdere.

Overtegnede er ikke i tvivl. Ruten med tog fra Frederikshavn til Skagen er allerede downloa-

det og fungerer som pauseskærm på computeren. This shit is real!

10

FOTO

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Hvorfor tog du til Libanon?

Først og fremmest var det for at teste mig selv. Jeg ville finde ud af, hvordan jeg håndterer en krigszone. En af grundene, til at jeg vil være fotojournalist, er, fordi jeg vil være i verdens brændpunkter.

Hvordan oplevede du, at du var i en krigszone?

Jeg var overrasket over min reaktion. Lyden fra bomberne i Syrien gjorde mig ikke bange. De første dage holdt jeg meget øje med, hvordan lokalbefolkningen reagerede. Da jeg så, at de var rolige, havde jeg ingen grund til ikke at være det. Det gav mig ro til at koncentrere mig om at lave et godt stykke arbejde.

Hvad påvirkede dig mest i Libanon?

Da jeg skulle forlade familien i Libanon igen. Jeg skulle bare tilbage til trygge Danmark uden at kende deres skæbne i et land, som er så fucked-up, som det er. Familien har hverken vinduer eller døre i deres ufærdige hus. Vinteren er lige om hjørnet, og det nordlibanesiske vejr minder meget om det danske. Derudover var der alle udfordringerne i deres liv som at skaffe mad, penge, uddannelse og så videre.

Har du et godt råd til andre studerende, som overvejer en lignende tur?

Jeg har rejst meget med mit kamera, og det her er bestemt ikke en tur, man bare tager på som den første.

Du skal virkelig kende dig selv. Jeg blev faktisk advaret af færdiguddannede journalister om at tage derned, fordi jeg kunne komme hjem uden noget materiale, men jeg troede på mig selv. Hvis man har evnerne og lysten, så skal man tage af sted.

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOTO

11

Ved grænsen til krig Fotojournaliststuderende Christian Liliendahl tog til grænselandet imellem Libanon og Syrien på tredje semesters reportageopgave. Han tog af sted med sit kamera, et solidt anlagt skæg og en stærk vilje og tro på, at han nok skulle finde en familie, der ville være med. Han endte med at finde en, der var flygtet til Libanon, da deres landsby i Syrien seks kilometer fra grænsen blev bombet. Se artiklen og resten af billederne i vandrehallen.

12

UDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Når politikeren smider slipset

Når politikere gæster studiet i GO’ Morgen Danmark, er det vigtigt at opretholde en hyggelig og afslappet stemning, så de kan vise politikernes mere menneskelige sider. Samtidig bestræber journalisterne sig på at gå kritisk til gæsterne Tekst: Peter Pagh-Schlegel Foto: Daniel Hjorth

”Jeg tager lige slipset af. Det er jo morgen-tv,” siger nu forhenværende skatteminister Thor Möger Pedersen og smiler til morgenværten Kamilla Walsøe. De næste syv minutter skal der snakkes følelser og politik. Gerne begge dele.

Kamilla Walsøe er vært på GO’ Morgen Danmark og har ofte politikere i studiet. Hun beskriver programmet som et livstils- og aktualitetsprogram, der gerne skal kunne bidrage med noget merværdi til den politiske mediedækning. ”Når vi har politiske gæster i studiet, er vi oppe imod den udfordring, at de allerede har været i de andre nyhedsudsendelser. Derfor skal vi gerne finde en anderledes vinkel,” siger Kamilla Walsøe og fremhæver sit interview med Thor Möger som et eksempel på den merværdi, der kan opstå. ”Da Thor Möger besøgte studiet, trådte han ud af rollen som en kontrolleret politiker og viste sine mere menneskelige sider. For eksempel fortalte han, hvor ked af det det gjorde ham at blive kaldt for ’Mögunge’ på forsiden af Ekstra Bladet. Det har jeg ikke hørt ham sige andre steder,” fortæller Kamilla Walsøe.

’Bløde’ interviews er de sværeste Kurt Strand, tidligere vært på Deadline og forfatter til bogen ”Interview for journalister”, mener, at netop det at få politikere til at tale

om private emner kan være en vanskelig journalistisk opgave. ”Den type historier, der omhandler følelser, er jo kontroversielle for alle og er derfor sværere at få frem i lyset. Det stiller store krav til interviewerens evne til at stille de rigtige spørgsmål, lytte, følge op og ikke mindst lade pauserne tale,” siger Kurt Strand, der ikke bryder sig om tituleringen ’bløde interviews’. ”Mange tror fejlagtigt, at de såkaldte ’bløde’ interviews er nemmere at udføre, men det er en misforståelse. Faktisk er det omvendt. De ’hårde’ interviews har der i mod typisk en nøje defineret bundlinje, hvor man går efter noget ganske præcist,” forklarer Kurt Strand.

Ekstra taletid forpligter Tina Splidsboel er politisk reporter på GO’ Morgen Danmark og har til opgave at invitere de folkevalgte i studiet og forberede værterne på de politiske interviews. Politikere er ofte vant til at levere skarpe one-liners i korte interviews i nyhedsmedierne. Men når de gæster morgenflimmeren, er der ekstra tid til forklare sig nuanceret. ”Vi har den luksus, at politikerne får hele 7-10 minutters taletid. Det forpligter os til også at være super kritiske og klæde værten ordentlig på til at ’gå i kødet’ på gæsten, hvis det er nødvendigt,” siger Tina Splidsboel.

For mange af programmets faste seere er deres eneste politiske dækning den, de får fra GO’ Morgen Danmark.

Derfor har programmet også, ifølge deres

politiske reporter, en seriøs folkeoplysningsopgave i at sørge for at servere de vigtigste politiske historier.

Kamilla Walsøe indrømmer, at det ikke altid lykkes at være kritisk, når hun interviewer i Go’ Morgen Danmark.

”Jeg kan ikke være sur på TV-Glad” Tekst: Maja Hagedorn Hansen Foto: Betina Garcia

Udviklingshæmmet. Hvad gemmer sig bag det ord? Den naturlige udvikling er besværliggjort, men hvad betyder det egentlig? Ikke en pind – hvis du spørger de ansatte hos TVGlad i Esbjerg.

Da redaktionen startede i 2000, var det helt uden støtte fra kommunen, og cheferne måtte derfor ikke kun knokle om dagen men

også selv gøre rent om natten. Tolv år er gået, og redaktionen lever i bedste velgående takket være engagerede journalister - flere med Downs syndrom.

Lige ud af posen Per Rosenberg er journalist. Han har været med fra starten og dækker kulturområdet.

Han kan som de fleste ansatte på TV-Glad sin research til fingerspidserne. Efter et interview

Det journalistiske arbejde oser af glæde og selvtillid på TV-Glad. Her bliver der ikke sparet på kritiske spørgsmål

med Peter Belli udbrød musikeren: ”Du ved sgu da mere om Peter Belli, end jeg selv gør!”

Redaktionens medlemmer er ikke bange for at stille kontroversielle spørgsmål, her er alt til diskussion. Det beviser reporterne igen og igen. Max Gram, der er kanalchef på TVGlad, fortæller, hvordan hans hjerte sommetider sidder i halsen, når reporterne interviewer. ”Under et interview med musiker Rock Nalle sagde Per pludseligt, at han var glad for, at Rock Nalle var kommet ovenpå igen, i stedet for at være endt langt nede i narkohelvedet,” fortæller Max Gram.

Per Rosenberg griner, for han kan sagtens huske det. Chefen var slet ikke klar over, at Rock Nalle havde haft et misbrugsproblem, men Per Rosenbergs bramfrihed gav pote. ”Bagefter sagde Rock Nalle til mig, at det var det bedste interview, han nogensinde havde været med til,” siger Max Gram.

Fordomme bliver mødt med humor

Henrik Rønnov kender alle ishockeyspillerne i Esbjerg og ved præcis, hvor han skal finde sportsnyhederne.

Ikke en gratis omgang Både værten Kamilla Walsøe og GO’ Morgen Danmarks politiske reporter, Tina Splidsboel, mener, at det er vigtigt at være kritiske, selvom der skal opretholdes en hyggelig ramme. ”Vores ambition er, at der skal mest muligt politisk substans ud til de morgenfriske seere.

Og det skal aldrig være en gratis omgang at komme i GO’ Morgen Danmark,” siger Tina Splidsboel.

Kurt Strand mener, at det måske er at stramme den en anelse at kalde interviews på GO’ Morgen Danmark for kritiske. ”Programmer, der foregår i hvide møbler, hvor man er på fornavn med hinanden, og der også lige er lidt mad på bordet. Det er jo ikke egnet til at lave kritiske interviews,” siger han.

Kamilla Walsøe medgiver, at det ikke altid lykkes lige godt at være kritiske hos GO’ Morgen Danmark. ”Nogle gange lykkes det ikke at stille rigtig kritisk ind over for gæsterne. Og det er netop, fordi vi også skal have det hyggelige element med. Men vi vil altid stræbe efter at være kritiske,” siger Kamilla Walsøe.

Selvom TV-Glad gør meget for at pille ved folks fordomme, er det ikke alle, der lader sig rive med. At være kendt fra fjernsynet kan godt give nogle knubs. Det prøvede Per Rosenberg, da han pludselig så sig selv i en reklame lavet af danske nazister. En video, der mente, at udviklingshæmmede og handicappede ikke burde have lov til at lave tv. Men selv den slags propaganda tog redaktionen, og specielt Per Rosenberg, i stiv arm. ”Han kunne bare komme an og komme herover i praktik og se, hvordan vi laver tv,” siger han.

Selvværdet styrkes gennem sammenhold

og anerkendelse. Både blandt kollegaerne og i lokalsamfundet i Esbjerg. ”Jeg har oplevet, at de hårde fyre ude i byen, som man ellers burde være bange for, har hevet fat i mig på gaden og sagt ’skidegodt arbejde’, og har klappet mig på skulderen,” fortæller Per Rosenberg. ”Jeg kan ikke være sur på TV-Glad,” siger Max Gram.

Per Rosenberg har været med siden begyndelsen.

UDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

13

De griner, men de joker ikke. P3’s Monte Carlo dækker det amerikanske præsidentvalg, og for de to værter er missionen klar: De skal vække kernelytterens interesse for vor tids vigtigste valg. Og så skal de se Joe Biden smide skjorten

Public service i uhøjtidelighedens navn Tekst: Signe Amtoft-Rasmussen Foto: Sofia Busk

”Vi har et væddemål kørende på redaktionen om, hvor mange dage der går, fra vi kommer derover, til Joe Biden tager sin skjorte af og går amok i bar overkrop” Det er efterhånden blevet statsradiofonisk kutyme, at P3-duoen Monte Carlo står for den mildest talt uhøjtidelige radiodækning af samfundsrelevante begivenheder – dette være sig folkemøde, OL eller ramadan. Præsidentvalget mellem Mitt Romney og Barack Obama er ingen undtagelse, og Esben Bjerre og Peter Falktoft sender i denne uge fra Miami, hvor de dækker kampen om at blive den frie verdens leder. ”Vi fungerer meget godt i forhold til at formidle ting, som normalt ikke kommer den gængse P3-lytter ved,” forklarer Peter Falktoft, da Illustreret Bunker møder de to til en snak om programmet. ”Så vi håber lidt, at nogle af de mennesker, som normalt bare ville trække på skuldrene og være pisseligeglade, vil lytte med. Og det tror vi, de vil,” tilføjer Esben Bjerre.

Valg i øjenhøjde Der er ingen tvivl om, at de to værter ved, hvad de snakker om. De interesserer sig for landet, systemet og politikerne, og de snakker om

Romney, Akin og alle de andre politikerrødder, som to drenge, der er på sommerlejr. Og selvom sammenligningen givetvis holder et godt stykke hen ad vejen, mener de ikke bare, de er på licensbetalt ferie i Florida. ”Vi skal på en eller anden måde forklare folk, hvordan det her fungerer. Florida er den største svingstat. Der bor kun 19 millioner mennesker, men hvis du vinder den, så vinder du formentlig valget,” forklarer Esben Bjerre. ”Det er jo det dejlige, hellige lod ved at være DR-ansat. Man skal bestemme, hvad folk har brug for at få at vide. Og de har fandeme brug for at få at vide, at en mand, der tror på rumvæsner, måske bliver præsident. Det er en god nyhed, uanset hvem man er. Der favner vi meget bredt,” tilføjer Peter Falktoft.

Større, vildere, vigtigere For Bjerre og Falktoft er amerikansk politik bare vildere, og de politiske aktører har en stor plads i værternes hjerter. Især Joe Biden og Todd Akin kan få dem op i et toneleje, man normalt kun hører, når de omtaler Rolf Sørensen. ”Man kan ikke finde på de mennesker!” siger Esben Bjerre.

Allerhelst vil de gerne tale med Todd Akin.

Nej, ikke med. Om. ”Vores problem er jo, at vi er ligesom hunden, der jagter en bus. Vi ville ikke ane, hvad

vi skulle gøre, hvis vi fangede den,” siger Peter Falktoft. ”Vi synes egentlig bare, det er sjovere at snakke om folk end med dem. Og det er en ekstremt arrogant tilgang til folk,” griner Esben Bjerre.

Skulle de alligevel få fat i Akin, har de styr på, hvordan de vil gå til ham: ”Så ville vi jo gå Kurt Strand på ham. Vi ville starte bredt, give ham masser af veje at gå ned af, og så, ligeså stille, ville vi stramme posen, så vi forhåbentlig ville komme til at snakke om hans syn på evolution og medicin og sådan noget,” siger Peter Falktoft, mens han illustrerer med hænderne, hvordan han ville håndtere den famøse abortmodstander.

Vor tids vigtigste valg De to værter kan dog også blive seriøse et øjeblik. ”Det klinger tit lidt hult, det der med, at det er århundredets valg, men det er det bare. Det er det valg, der kommer til at afgøre, om USA for alvor er klar til at udvikle sig som land, eller om de bare lod sig rive med af hypen og valgte en X-Factor vinder sidste gang. Så jeg tror oprigtigt talt ikke, der kommer et mere betydningsfuldt valg det næste lange stykke tid,” siger Peter.

Han stadfæster endnu en gang, at han og medværten nok laver sjov, men tager den begi-

venhed, der løber af staben tirsdag den 6. november, dybt seriøst.

Du kan følge med i Esben Bjerre og Peter Falktofts dækning hver dag klokken 14-16 i Monte Carlo på DR P3.

Obama

”Til trods for, at han måske ikke lige har indfriet det, der var planen i 2008, er han på en måde vores tids JFK. Det er jo sådan, at når du ser noget med Obama, så ville du ønske, det fortsatte. Man har lyst til at være i et lokale med ham. Spille basket mod ham. Have ham som alarmtone.”

Romney

”Mitt Romney er en fantastisk person. Vi har vist alle sammen et fuldstændig korrekt billede af, hvad han er for én. Han er en dejligt rig mand og kan, ligesom os, ikke rigtigt lide mennesker. Man kan se, når han skal give hånd, fy for helvede, om han skal røre ved de normale dødelige. Det er jo en skøn tilgang.

Sådan nogle kunne vi godt have nogle flere af i dansk politik.”

- Monte Carlo

14

UDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Retten til at skrive, rapportere og filme bliver beskyttet af pressefrihedsorganisationer verden over, så som CPJ, Committee to Protect Journalists. Som journalist skal man dog selv være opmærksom og ikke mindst forberedt på angreb

CPJ hjælper journalister i en usikker verden Tekst: Kit Lindhardt Illustration: Ebbe Lønborg

Anas al-Tarsha filmede bombardementer, sammenstød og militære aktioner i Homs og lagde filmene på YouTube. Da udenlandske journalister i stor stil blev nægtet adgang til landet, brugte de blandt andet 17-årige al-Tarshas videoer som dokumentation. Den 24. februar 2012 blev han ramt af en mortér og var dermed den fjerde dræbte journalist i Homs i Syrien på en uge.

Pressefrihedsorganisationen CPJ, Committee to Protect Journalists, betegner al-Tarsha som kameraoperatør. Han lavede et stykke journalistisk arbejde og er dermed beskyttet af organisationen. Deres arbejde er at forsvare og rådgive journalister verden over.

Ifølge Magnus Ag fra CPJ er mord på journalister et stort problem, som organisationen kan bruge mange år på at opklare. 48 er indtil videre blevet dræbt i 2012. Alene i Syrien er 20 blevet dræbt. ”Det er hårdt og svært at arbejde med tragiske sager hver dag, men det er også opløftende, når man har kæmpet i mange år for at opklare et mord, og det så lykkes,” siger Magnus Ag.

Tortur for kodeordet til indbakken Inden man som korrespondent tager til et fremmed land for at rapportere, kan man gøre meget for ikke at ende som nummer 49 på journalisternes dødsliste i 2012.

Ifølge Magnus Ag er forberedelse essentielt.

Man skal sætte sig ind i den konflikt, man skal ned og dække, man skal tale med lokale erfarne journalister og med de gamle garvede hjemmefra. De ved, hvad man skal være ekstra opmærksom på.

”Vi ser også, at journalister bliver arresteret, tortureret og banket, til de udleverer passwordet til e-mailen” - Magnus Ag Et sted, hvor man er mere sårbar nu end nogensinde, er i sin egen e-mail indbakke.

Den digitale verden har gjort det nemmere at være journalist. Researchmulighederne er nærmest uendelige, men der er en bagside af medaljen. Undertrykkende regimer kan finde på at hacke sig ind på ens computer for at få oplysninger. ”Har du lavet en historie om menneskerettighedsovertrædelser i Kina, kan den kinesiske regering godt regne ud, at du måske har navne på ti aktivister i indbakken, som de ikke selv kender til,” siger Magnus Ag. Via e-mails, der ser uskyldige ud, placerer de små stykker software på din computer, som henter alt information fra din mail og fra dit skrivebord og optager dine samtaler fra Skype.

Lykkes det ikke, tages mere traditionelle metoder i brug.

”Vi ser også, at journalister bliver arresteret, tortureret og banket, til de udleverer passwordet til e-mailen. Derfor er det smart at have to e-mail konti. En med dagligdags, ligegyldige mails og så en med den farlige og hemmelige information. Så kan man give koden til den ene og håbe på, at de lader dig være,” Siger Magnus Ag.

Bliv ikke hjemme!

Med det sagt, understreger Magnus Ag, at man trods faren skal tage ud i verden og benytte sig af, at der findes organisationer som CPJ, der beskytter en og ens ret til pressefrihed. Og så er det ikke udenlandske korrespondenter, der har det farligste job. ”Man skal ikke føle sig sikker, men de mest udsatte journalister er de lokale. De tager jo ikke ud af landet igen, så snart de har skrevet deres historie. Ni ud af ti dræbte journalister er lokale,” siger Magnus Ag. Se en sikkerhedsmanual for journalister på http://cpj.org/journalist-security/

Prinsesser og pressemeddelser

Praktikantstafetten går til Johanne Duelund Kramer på Wonderful Copenhagen Tekst: Johanne Duelund Kramer

At jeg i min tid som journalistpraktikant skulle komme til at agere ’bodyguard’ for Prinsesse Marie var ikke noget, jeg havde forudset, da jeg for knap tre måneder siden startede i praktik i kommunikationsafdelingen hos Wonderful Copenhagen.

Bodyguardtjansen kom sig af, at Hendes Kongelige Højhed i august måned var inviteret til åbningen af madfestivalen Copenhagen Cooking, som Wonderful Copenhagen står bag. Når der kommer prinsesser, kommer der journalister og fotografer en masse. Og her var det min opgave at sørge for, at de ikke blev for nærgående.

Som praktikant i en kommunikationsafdeling står jeg nemlig på den anden side af journalisterne. Det er mit job at invitere journalister og fotografer til events, men det er altså også mit job at sørge for, at prinsessen ikke bliver blitzet op i hovedet af selvsamme fotografer, når hun spiser.

Det er selvfølgelig ikke hver dag, vi har besøg af en prinsesse hos Wonderful Copenhagen. I hverdagen arbejder jeg blandt andet med Corperate Communication, kommunikation til vores samarbejdspartnere. Jeg skriver tekster på både dansk og engelsk og til mange forskellige målgrupper.

Jeg arbejder med at kommunikere Wonderful Copenhagens budskaber ud. Derfor har jeg også brugt en del tid på at ringe til journalister og sende pressemeddelser ud. Men jeg bruger også meget tid som almindelig journalist. Jeg har for eksempel produceret videoer til facebook, interviewet kilder til artikler, og så har jeg researchet på større historier, som kommunikationsafdelingen arbejder på at få ud i medierne.

Praktiktiden er varieret, og jeg skal omkring mange flere discipliner i løbet af det næste års tid. Men én ting er sikker – jeg har lært noget, jeg aldrig troede, jeg skulle komme til, nemlig med alvorlig mine at sige: ”Prinsessen vil ikke fotograferes, mens hun spiser.”

UDE

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

15

Detektor vægter fakta før debat Detektor er en naturlig reaktion på det nye mediebillede, hvor journalister arbejder med kortere deadlines, hvor spin vokser, og falske udsagn slynges ud i live-debatter. Redaktionen på Detektor jagter ikke personen bag udsagnet, men derimod korrekt fakta, for den egentlige holdningsdebat kan først begynde, når fakta er på plads Tekst: Johannes Hau Nørgaard Foto: Thomas Emil Sørensen

mitzbøll argumenterede med falske udsagn og brugte fabrikken til at spinne egen politik.

Kroppen er lænet frem, og hænderne knuger kanten længst ude på Folketingets talerstol.

Simon Emil Ammitzbøll holder sin åbningstale. Iført et koksgråt jakkesæt og akademikerbriller, der hænger let på næseryggen, taler han roligt og præcist.

Han forklarer, hvordan regeringens nye afgifter tvinger de danske virksomheder til at nedlægge arbejdspladser. Eksempelvis lukker en papirfabrik i Odense, og 223 arbejdspladser går tabt.

Politikerens Etos giver ikke umiddelbart grund til mistro. Men på Detektor-redaktionen stiller de efterfølgende et simpelt spørgsmål. Et spørgsmål, der ifølge vært Thomas Buch-Andersen bliver stillet for lidt i den danske presse, men som oftest er det sjoveste og mest interessante spørgsmål: ”Hvor ved du det fra?”

Journalisterne, hvis vigtige opgave er at forholde sig kritisk, undersøgte derfor sagen og kontaktede papirfabrikkens direktør. Han kunne slå fast, at de ikke lukkede på grund af de danske skatter og afgifter. Faktatjekket kunne dermed cementere, at Simon Emil Am-

Tre tendenser nødvendiggør faktatjek Faktatjek har altid eksisteret, og er en fundamental del af journalisternes ABC. Det, man skriver, skal være rigtigt. Alligevel bliver fakta ikke altid eftertjekket.

Ifølge Thomas Buch-Andersen, der er vært på Detektor, er der tre klare tendenser i det moderne mediebillede, der nødvendiggør flere faktatjek.

Det stigende antal debatter i både tv og radio, den øgede mængde journalistik, der skal produceres, og ikke mindst det stigende antal pressemedarbejdere, der alle forsøger at sætte dagsordenen. ”Der er behov for, at journalisterne stopper op, er kritiske og faktatjekker. Nyhedshjemmesider, tv – og radiokanaler sender i døgndrift og skal hele tiden opdateres for at være spændende. Medierne kopierer fra hinanden for at følge med, og der bliver ikke faktatjekket,” siger han.

Spiser ikke alene i kantinen Detektor, med Thomas Buch-Andersen i spidsen, går journalisters arbejde efter i sømmene

og udstiller fejlene, når de finder dem. Redaktionen kontrollerer altså sine kolleger, og det kan umiddelbart give associationer til ’Internal Affairs’, hvor redaktionen er frygtet og forhadt i journalistkredse, men faktisk mærker de ikke meget til negative strømninger. Som regel er journalister meget positive over for programmet, indtil de selv bliver tjekket. ”Jeg tror, at nogle journalister synes, at redaktionen og jeg er irriterende. Der kommer flere halvdrilske bemærkninger fra redaktører og journalister, men det er vigtigt at sige, at vi er ikke ude efter nogen, men ude efter noget – vi er nysgerrige efter fakta. Men der er en risiko ved at faktatjekke andre; de kan blive bange for at lave små fodfejl, tænke stort og være kreative, men alle laver fejl. De eneste, der ikke gør det, er dem, der ikke laver noget. Vi laver også fejl på Detektor,” siger han.

Frygt ej, men vær kritisk De færreste vil i Detektors projektør, og ifølge Thomas Buch-Andersen behøver det ikke at være særligt kompliceret at forbedre journalistikken. Ofte kan man komme fejlene til livs ved at følge de helt grundlæggende arbejdsmetoder, man lærer på journalistuddannelserne. ”Man skal ikke frygte at være kreativ, men man skal være kritisk over for sit eget arbejde.

Og når du laver en fejl så være stor nok til at indrømme det og komme videre. Læs dine artikler igennem og få andre til det. Lyt til feedback. Spørg dig selv hele tiden – ’hvor ved jeg det fra?’, tjek dine påstande og se, om de holder. Hvis du kommer i tvivl, så undersøg det og lad være med at påtage dig en ’det-går-nokholdning’,” siger han og tilføjer ”Og så lyt til Journalisthøjskolens Kresten Roland Johansen når I lærer om statistik. Det er journalister generelt alt for dårlige til.”

Det største problem for journalisters grundighed er ofte tidspresset og deadlines. Men journalister bliver nødt til at være tro mod det produkt, der har deres byline placeret i toppen. ”Man skal have modet til at sige til sin redaktør: ”Jeg har ikke haft tid til at undersøge det her, så jeg kan ikke stå inde for det. Jeg kan godt skrive artiklen, men jeg er ikke sikker på, at det holder.” Man skal turde at sætte foden i døren, hvis man ikke er sikker på, at det man skriver, er korrekt,” siger Thomas Buch Andersen.

Faktatjek for fremtiden ”Jeg tror, der kommer mere af genren faktatjek i Danmark, og at det kommer i flere forskellige formater. Det er massivt i USA, og jeg forestiller mig den samme udvikling i Danmark,” siger Thomas Buch-Andersen.

Danske ministre er allerede begyndt at påkalde sig Detektors faktatjek i diverse debatter, og udviklingen stopper ikke her. I den amerikanske præsidentdebats anden runde rettede værten på Mitt Romney, da han talte usandt.

Den samme udvikling, hvor værter aktivt blander sig i parternes udsagn, kan komme til Danmark, forudser Thomas Buch-Andersen. ”Jeg håber, at den fokus, der er på Detektor og korrekt information, smitter af på journalister og politikere. Jeg håber, at vi kan være en inspiration og motivation til bedre journalistik og debat,” siger han.

Fakta •

Detektor gik i luften på DRs P1 den 5. ja-

•

Den 18. oktober 2011 rullede Detektor

•

Værten Thomas Buch-Andersen er ud-

nuar 2011 over skærmen på DR2 dannet Cand. Mag. fra KU og har en MA i Radio Journalism fra Goldsmiths University of London •

Thomas Buch-Andersen har tidligere ar-

•

Detektor har hentet inspiration fra BBC’s

•

Redaktionen får dagligt cirka 20 henven-

bejdet for BBC ´More or Less’ og Politifact.com fra USA delser om fakta, der skal tjekkes

16

INTERNATIONAL

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Unpaid internships are a growing trend in North America’s cash-strapped news industry, which fills up the newsroom with students from only affluent backgrounds. Media experts and editors worry about the development

Canadian journalism students struggle to find paid work Text: Marie-Danielle Smith, Canada Illustration: Ebbe Lønborg

It is no secret that newsrooms are shrinking and media outlets are being forced to close down in today’s dreary economic climate.

According to an independent opinion research group at Pew Research Center, who are studying attitudes toward the press, politics and public policy issues, most sectors in the news media saw losses last year in the U.S., a trend that is also affecting Canada.

Students are already cynical about their job prospects in such a competitive field, and they are often forced to take unpaid internships before they are qualified enough to seek paid internships and real jobs that do not come with the same 4-, 6-, or 12-month expiration dates.

Quality of news goes down hill In Canada, unpaid internships have become increasingly common in the past decade.

David Tait, a journalism professor at Carleton University in Ottawa, Ontario, says that Canadian media outlets have begun to follow a dangerous U.S.-model of de facto social control. ”This means that only young people, about to avail themselves of this doorway into the field, are those who come from affluent backgrounds. I think that it is a very troubling model to follow, even if it seems to make economic sense in these times,” he says.

David Tait explains that some of the journalism students with the best skills and potential will leave journalism in order to get paid for those skills in another field, decreasing the overall quality of today’s news.

He says that employers could still get as much free labour by accepting more interns for shorter periods of time, allowing more students and young professionals to gain the experience they need without committing to a lengthy term of unpaid work.

Rich kids in the newsroom Melanie Coulson, Senior Online Editor at the Ottawa Citizen newspaper, says that an unpaid 10-week internship at a magazine early in her career put her deeply in debt.

She argues that interns deserve to be compensated for their time. She says that only well-heeled students and recent graduates can afford to take unpaid internships.

“If only wealthy kids are taking internships, and newsrooms only are hiring recent interns, the newsroom becomes filled with people from a high socio-economic background. And that is a bad thing. The more diversity in a newsroom, the better,” she says.

Students about to graduate from the journalism school at Carleton University are feeling the pressure to take unpaid internships, relying on their parents for financial help.

Though some organizations offer a scho-

larship or honorarium for students’ work, this is often paltry in comparison to paid work.

And it is hard to swallow for the many students already in debt from tuition fees and high living costs.

”Journalism students with the best skills and potential will leave journalism.”

- Davis Tait, journalism professor

Necessary with unpaid work Peter Mazereew, a former student is now working full time and getting paid as a reporter. This opportunity came after a lengthy stint with a political newsmagazine that paid him 50 dollars a week - about one eighth of minimum wage. ”Without my parents’ help, I would have been living in a cardboard box outside my office,” Peter Mazereew says, adding that he thinks young journalists have no hope of getting a job without internship experience.

Many students see the unpaid internship as a necessary step in their education. Kate McFarland, a fourth-year journalism student

at Carleton, worked at CBC’s London bureau for six weeks this summer.

“It was a challenge to live in one of the most expensive cities in the world without any form of salary or compensation. But I like to think of it as an investment for the future,” she says.

She adds that students need to stand out to future employers, and experiences like these are often the way to do it.

Steady losses in the news industry Jessica Chin, editor at Carleton’s student newspaper, The Charlatan, agrees. She called her month-long unpaid internship at broadcaster CTV’s news website ”the best experience I have had in journalism school so far.”

Still, she explains that even unpaid internships can be hard to get, beacuse many unpaid summer stints require that candidates have previous experience in a newsroom. ”With steady losses in the news industry over the last several years, the problem of unpaid internships are fundamentally an economic cause,” Jessica Chin says.

“I can definitely see why employers would not pay inexperienced recentgrads, when they can barely afford to pay their seasoned veterans.”

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

INTERNATIONAL

17

Scandinavian countries see a shift in journalism Journalism is entering a new era due to the overtaking of online journalism. And the scandinavian people prefer the fast news eventhough it compromises with quality Text: Susanne Sundbye, Norway

Both readers and journalists in Scandinavia have changed profusely over the past few years.

Numbers from a survey conducted by Nordiske Mediadager this year reveals that about 60 per cent of Norwegian, Swedish and Danish citizens read “other news” rather than news produced by traditional media outlets online.

“Other news” is written material cast on the web that is not verified by journalists and editors, such as blogs, social media and wiki’s.

Blending into one another Professor at Bergen University specialising in comparative politics, society and media, Frank Aarebrot is one of four people conducting the survey on the Scandinavian countries behav-

iour when reading online news.

He points out that traditional media slightly joins the social media, by using social media platforms such as Facebook and Twitter to promote themselves. He does not think that by using these platforms, the media houses are taken less seriously. ”If you can’t beat them, join them,” he said.

However, when it comes to the readers’ overall consumption of online information, the quality of the journalism is a much-debated subject.

texts online, as apposed to five years ago. Even in cell phone applications and iPhone apps they have to scroll ten or twenty times. There are very well written stories online,” Jørgensen said.

He said the readers do not mind longer - Frank Aarebrot stories and that they will read it, just more selectively. Media expert in Norway, Sigurd Høst who works at Høyskolen I Volda argues that online journalism doesn’t dig far enough into the stories they publish, and that speed and “clicks” often outweigh quality.

“Certain online news sites award ´clicks´, which is often fluffy and celebrity news. This would never be published in print media,” He does not think there are any good terms for well-written journalism online, as if doesn’t generate enough clicks. According to the survey by Nordiske Mediadager, 70 per cent of journalists believe that print media will diminish and no longer exist within the last 10-20 years. Unable to predict the future, journalists and media houses in Scandinavia must prepare themselves for the impact

”People must be willing to pay for online news, and pay for real journalism.”

Good reads diminishing?

Online media gives the news directly, and in is in many cases quickly edited, and not always quality-proof. Often it is written in a way that the reader should spend no longer than a few minutes, or even seconds to grasp the entirety of a news story.

Teacher at the Danish School of Media and Journalism, Asbjørn Jørgensen believes that the readers have changed their habits when it comes to online news, just over the last few years.

“Now the readers accept longer and richer

of the assumption, and are already conducting possible solutions.

Thinking green Online news is the most efficient arena for getting a quick overview of current events, because it is easy accessed and in most cases for free.

However, current and future journalism is a financial predicament. If journalism no longer gets support in terms of the greens, the transition to illegitimate online news will be just a click away. ”People must be willing to pay for online news, and pay for real journalism. If it comes to the point where journalism is solely financed by advertisement, it will be detrimental. There will be too much pressure,” Aarebrot said.

Online news sites such, as Hallingdølen.no in Norway and Børsen in Denmark are undergoing somewhat of a test period, where they block their exclusive news, and the reader must pay to read more than just a teaser.

Hallingdølen are taking money for their online news in order to keep their printed newspaper up and going. If the trend sets, Mr Høst believes it can be the saviour of not only newspapers, but thorough and well-written articles as well.

Journalists in Holland rages over talkshow It seemed as such a good idea to the editors: to invite a top criminal on the show, College Tour.

But it turned out to be a less good idea. People felt offended and it triggered a debate among journalists in Holland Text: Etsher Triezenberg, Holland Illustration: Ebbe Lønborg

The Dutch talk show, College Tour, in which the audience are only students, has now provoked huge controversy. The idea is to have an inspiring person sitting in the chair, who will be interviewed by the host of the show and the students. Among the previous guests were Madeleine Albright, Sting and Desmond Tutu. But this time it was the kidnapper, Willem Holleeder, who was in the famous chair.

Inspiring students Now this is by far not the first time that journalists in Holland were shaken, and it is not even the first time that this happens because of Willem Holleeder. In 1983 Holleeder kidnapped Freddy Heineken, who is the president of the beer brand Heineken.

Holleeder was because of that, sent to prison for a period of eleven years. Shortly after he came out, he started to work his way up to the top of the criminal world. After he was convicted of extortion in 2007, he was put in prison again. But in January this year he became a free man again.

The guests are usually people with a respectable service record. Then there is the room filled with students: ambitious youth asks a hero what they can learn from their success. ”The fact that our national broadcast puts a condemned criminal on a pedestal feels awkward,” the editor in chief of one of Hollands biggest newspapers, De Volkskrant, Philippe Remarque says.

His remarks seems to be the problem in a

nutshell and what protesting journalists agitates for.

“A criminal of the caliber Holleeder doesn’t belong on a stage. And certainly not to educate and entertain hundreds of young students,” crime journalist John van de Heuvel says and agrees with Remarque.

The choice of a criminal Perhaps it was not a strange choice of College Tour to invite Holleeder.

Since he always receives a lot of attention from the media and the public. Every Dutch citizen seemed to be interested in Holleeder.

He is suspected of horrible crimes, like blackmailing and liquidations, but never admits anything. Meanwhile, a lot of people admit they don’t believe he is innocent. For most people this has to do with Holleeder’s posture and menacing character.

Holleeder’s strength lies in the constant denying of all suspections, and he knows that this works. It is a trick he has been practicing on, got better in

and is now using repeatedly. And, according to quite a few Dutch newspapers, it is a trick he used to fill two third of the interview on College Tour with.

Teaching a lesson Beforehand, many people thought it was a bad choice for the tv-show, since he would not be able to teach the students something valuable. tht point of view turned out to be right,

since Holleeder’s answer to eighty percent of the questions were ‘no comment’. Most of the attending students admitted after the show to have learned close to nothing from the interview.

At the end of the show, Holleeder still had an important lesson he wanted to teach the students. “You have to try your hardest and try to be happy,” he said. Something he has always tried to do himself.

18

DEBAT

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Mere substans,

mindre mikrofonholderi - Tak!

Journalisters troværdighed er stadig helt i bund, viser en ny undersøgelse fra Epinion. Underholdning og politisk spin udgør samtidig en stadig større del af det samlede mediebillede, og måske er forklaringen på den manglende troværdighed at finde her Tekst: Michael Hald

J

ournalistikkens fineste opgave er at uddanne, sortere og bearbejde informationer, så folket bliver klædt på til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Men når nyhedspresset, og ikke mindst hensynet til bundlinjen, overskygger alt andet, fortaber den sig desværre ofte i sladder, personsager og mikrofonholderi.

Og det skader journalisternes troværdighed.

Politiken lagde for nyligt spalter til en debat mellem kulturredaktør på Politiken og tidligere politiker for Det Radikale Venstre Anita Bay Bundegaard på den ene side og Clement Kjersgaard på den anden. Flankeret af DR1’s nyhedsredaktør, Lau Rabjerg-Eriksen. For dem, der ikke har fulgt debatten, gik den kort sagt ud på, hvad journalistens rolle i samfundet er, og hvordan den bør udfolde sig i praksis.

Anita Bay Bundegaard mener, at Clement Kjersgaard i sit debatprogram Hos Clement ikke giver politikerne mulighed for at komme til orde og forklare sig på en ordentlig måde.

Gennem en lidt for kritisk tilgang – det vil sige det, hun kalder for forudfattet mistillid

– og en interviewteknik, der i høj grad beror på hurtige, lukkede ja/nej-spørgsmål, mener Bundegaard, at Kjersgaard reducerer den politiske debat til underholdning, der udover at lokke politikerne i udspekulerede fælder ikke

”Når pressen negligerer de vigtige emner til fordel for mere populistiske, profitdrevne hensyn, så graver journalistikken sin egen grav.”

- Michael Hald har nogen reel substans. Hun opfordrer derfor politikere til at boykotte programmet.

Kjersgaards svar på tiltale er, at han blot forsøger at nå ind til kernen af politikernes spindoktorgodkendte speaking points, altså noget mere håndfast og konkret end de vage, indstuderede fraser, som man ofte hører, når de bliver stillet et spørgsmål. For at finde sam-

menhængen mellem det politikerne siger og det, de gør, kan det altså være nødvendigt at stille disse lukkede spørgsmål. Han forsvarer sig også med, at den form for journalistik er velkendt, og at politikerne i andre dele af offentligheden har rig mulighed for at ytre deres holdninger uden afbrydelser. DR1’s nyhedsredaktør Lau Rabjerg-Eriksen bakker ham op i den udlægning.

Det er to ret modsatte opfattelser af, hvordan den politiske journalist bør lave et kritisk interview. Man kan argumentere for, at Kjersgaard til tider falder ud af interviewerrollen til fordel for en mere debatterende rolle, og det er uhensigtmæssigt. At kræve svar på det, der rent faktisk bliver spurgt om, må til gengæld siges at være en nobel hensigt, der gerne skulle være med til at gøre seeren klogere.

En del politisk journalistik vil gerne lade alle parter i en bestemt sag komme til orde, og det er bestemt prisværdigt. Men problemet opstår, når det ikke understøttes med kritiske spørgsmål og analyse. For selvom det er et forsøg på at være objektiv, fremstår det som tilfældig, ligegyldig information og mikrofonholderi.

Mandag Morgen har til en artikel fra den 22. oktober undersøgt indholdet af 20.000 artikler, og heraf fremgår det, at de vigtigste politiske emner er personsager og politiske magtkampe. Dertil kommer, at størstedelen af dem omhandler danske forhold. I lyset af de mange, og langt vigtigere emner, der kræver offentlig debat og politisk handling, er det ikke underligt, at journalisternes troværdighed er i bund.

Langsigtede udfordringer, som for eksempel klimaforandringer, fremtidig vækst eller arbejdsløshed, kræver langsigtede løsninger, men desværre drukner disse problematikker i et hav af ligegyldigheder. Det være sig politiske kommentatorer, der udtaler sig om, hvad politikerne mon i virkeligheden mener med det, de siger, eller hvorvidt Helle Thorning-Schmidts mand er homoseksuel eller ej. Folket er pinligt bevidste om disse udfordringer, men når pressen negligerer de vigtige emner til fordel for mere populistiske, profitdrevne hensyn, så graver journalistikken sin egen grav.

KaJ frygter for praktikpladser Til generalforsamlingen var KaJ ikke bekymrede for denne praktikrunde, men nu frygter de. Her er KaJ’s holdning til manglen på praktikpladser Tekst: Asbjørn Sørensen, formand for KaJ

Annonce

I KaJ er vi bekymrede over, at der tilsyneladende kommer til at mangle praktikpladser til panikdagen i næste uge.

Som de fleste praktiksøgende nok allerede har hørt Pia Færing sige, så plejer det at falde på plads, selvom der ser ud til at være for få pladser.

Dels fordi nogle studerende inden panikdagen beslutter sig for at holde orlov, dels fordi nogle praktiksteder tager en ekstra praktikant på dagen.

Vi håber, det går på samme måde denne gang, men det er ikke sikkert, for der mangler væsentligt flere pladser, end der plejer.

Hvis der kommer til at mangle praktikpladser efter panikdagen, bliver det en af vores vigtigste opgaver i KaJ at gøre noget ved det. Derfor har vi brugt den forgange KaJ-weekend på at diskutere, hvad der kan gøres, hvis vi kommer til at mangle praktikpladser.

Det kunne for eksempel være at få flere afsted på udlandspraktik i en del af praktiktiden.

I mangel på tilstrækkelig information fra skolens side arbejder vi allerede nu på at kunne tilbyde bedre information om mulighederne for at tage praktik i udlandet. Det vil givetvis kunne afhjælpe en del af problemet.

Derudover kan der skaffes flere praktikpladser ved at få færre studerende til at forlænge deres praktik udover den normerede tid.

Enkelte studerende på DMJX forlænger praktikken udover de 18 måneder, mens problemet tilsyneladende er langt større i forhold til studerende fra SDU og Roskilde Universitet, der forlænger ud over deres normerede 12

måneder. Vi vil starte med at finde ud af, hvor mange det drejer sig om.

Praktikforlængelserne betyder færre praktikpladser, fordi praktikstederne ikke skal bruge lige så mange nye praktikanter, hvis deres igangværende praktikanter forlænger.

Derfor skal vi se på, hvordan vi kan få færre studerende til at forlænge ud over den normerede praktiktid. Det handler især om, at arbejdsgiverene ikke skal presse studerende til at forlænge praktiktiden for overhovedet at få en praktikplads.

Vi er også ved at undersøge, om en del af praktikpladserne er forsvundet til det stigende antal universitetspraktikanter, der også gerne vil i praktik på vores det, der traditionelt har været vores praktikpladser.

Når vi taler mangel på praktikpladser, mener vi reel mangel på praktikpladser. Vi kan ikke kræve, at alle får drømmepraktikpladsen, men vi arbejder for, at der skal være en praktikplads til alle, der vil i praktik og også er klar til at tage en plads, de måske ikke havde forestillet sig på forhånd.

Dem, der var med på vores generalforsamling for nyligt, undrer sig måske over, at vi dengang under debatten om vores praktikløn fremhævede, at der ikke mangler praktikpladser. Ligesom alle andre vidste vi ikke bedre, men det gør vi nu. Desværre er også journaliststuderende nu tilsyneladende ved at blive ramt af manglen på praktikpladser som følge af krisen.

I første omgang krydser vi fingre for, at det går op i næste uge. Hvis der kommer til at mangle pladser, er vi klar til at gøre, hvad vi kan for at løse problemet.

NOVEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

g down in o g s ic alism eth Is jourranin ? so mothe d students st

journalism ld be a te u h o is h n s a e d r e e Ar DMJX? upt that th rally corsr before entering te in ethic to elevaart t c e r r o c s a Utøya it ethical And is of massacres likheotography? photos ame of great p in the n

The way, internati this a Susanne onal stud to p fter her c Sundby ent from show hotograp lass had e debate Norchild n photo hy in m an intro s about d ren f rom s of dea edia and uction t d h e The disas and b were p ter at h l o stöm tos w Utøy oody a.

Wor , who c ere by N ld Pr ame i c l a ess P s hoto in second Hamme 2012 place r. in

Dear Danes You never cease to astound me.

Being all neighbouring and saying that the disaster at Utøya affected you and hurt you personally. Honestly, I utterly disagree. I have four words for you danes and I shall start with a basic one.

Empathy Definition: feeling WITH someon e. Danes are all about this. Oh poo r Norwegians. While going to the Danish school of Media and journalism, I have experienced any thing but empathy. I’ve been met with curiosity, which is completely fine by me.

Being asked about how Utøya affe cted my hometown and me does not bother me, in fact if I could help Danish journalism stud ents see the horrific event through my eyes, I shall try the best I can. I can tell you how my colleagu e’s 17-year-old little sister was shot to death and what the explosion of the Government headqu arters sounded like at home, fifteen minutes away.

However, I do not like it when Dan ish students at school interrogate me.

Which brings me to the second word of the hour.

Wisdom Danes tend to try to outsmart me whe n it comes to the Behring Breivik case . Really? You know the verdict? You know what happened?

Kudos. You and every bloody Nor wegian in the world. The Danish media has covered the case thoroughly, but not far as close as the Norwegian media. TIP: the trial was on NRK every day for six weeks, top that, thy righteous Dan e.

Sensitiveness Hey teacher - leave the kids alone!

During my first semester at DMJX, we had an introduction to photography in media. The teac her happened to present photos rele ased the day before. These photos were black and white, photogr aphs of dead children at Utøya.

It pains me so to see that these brig ht children who died in vain, will be last memorised as naked, bloody, and as something“beautif ul”, because honestly, that’s what these photos were. Black and white photo-shopped and edited.

Not for the sake of the children, but

for the sake of selling.

Fighting back tears I had to listen to the arrogant photographer. And yes, I consider some photographers arrogant, in the sense that artists are arrogant, self righteous and know-it-alls, believing that their form for “art” will salvage humanity. Justify that these photos were public, and furthermore defend the fact of the matter.

Trying to explain my side of the stor y, I was, or at least I felt as if I was , badgered by unsympathetic and ignorant students as well as this teacher.

This is the Danish School of Med ia and Journalism. In my opinion, journalism, which in fact is the main essence of our degrees , can be done far better than by exp osing photos of these dead children.

However, when it comes to this so-c alled journalism, people tend to go out of their way to let photos of these poor children be reve aled worldwide.

Last semester, fellow student said “Breivik was seriously a GENIUS ”after a couple of beers at the Friday bar.“Fuck you, you Americ an cunt”is what I should have repl ied.

I think journalism studies has beco me alternative and trendy, in a such way that it in fact encourages students to go to the extr emes, and spurs them on to say and write and let alone take photographs of just about anythin g that would result in outrageous reactions.

Where should one draw the line betw een journalism and mere dimwitt edness? What are these students trying to prove?

I know this may sound like a PM S-inspired opinion piece, but I thin k it is about time people actually sit down and have a mom ent to themselves thinking, “How would I feel if it was MY murdered brother/sister/mother or friend who was displayed half-naked shredded in blood, open for the world to see.

Which then brings me to the final

e with t isagre d r o ion a e ur opin u agre Do yo ? Give us yo e tag. e th Susann r.dk or scan e k Illbun

word of this scolding.

Perspective We do our jobs to make the world a better, or at least a more underst andable place. When fellow students make jokes about the Hai ti tragedies, kids in Sudan or Afghan istan, it pisses me off.

There should be an ethics test befo re being admitted to DMJX, clarifyin g that people have their heads set on straight, and are adu lt and mature enough to grasp trag edies and understand their impact fully.

If we keep on going thinking ever ything is a joke, and everything shou ld be put on display, the world is going to be a gruesome plac e. At least take it seriously.

Yours sincerly Susanne Sundbye

DEBAT

19

Foto: Carsten Svendsen

Øl, fisse og hornmusik blev det næsten til, da KaJ holdt fest efter generalforsamlingen. Hornmusikken var dog skiftet ud med de nyeste poptoner fra Medina og Rasmus Seebach. Men det kan vel være det samme. Vi glæder os allerede til næste år.

KAJ-FEST OKTOBER 2012