illbunker December 2011 by Illustreret Bunker

”Det tror jeg ikke. Jo... Ja... Jo. Jeg er lidt på udebane her. Staten har vel også tv-kanaler i alle andre lande.”

37 %

-Karin Søkilde, 7.semester

UDE Den mest prestigefyldte pris til danske journalister uddeles den 6. januar. Bliv klogere på årets kandidater og historien bag Cavlingprisen.

INDE Historisk, høj, dumpeprocent ved sprogeksamen, på første semester. Myten, om, at journalister, ikke kan sætte komma, har fået nyt, liv.

UDE Det er på tide at få afgjort, hvilken journalistuddannelse, der har den bedste avis. Chefredaktøren fra metroXpress er dommer.

Side 8-9

Side 3

Side 6

FOKUS I denne udgave sætter vi fokus på public service. Men hvad ved de studerende på DMJX egentlig om det?

BUNKER

ILL

Side 13

DECEMBER 2011//14.ÅRGANG//NR.04

DR er Danmarks største public service-medie. Kom med bag kulissen

Fotoreportage side 10 - 11

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

Foto: Mikkel Berg

BOOK DIG TIL RO Når du søger ro og åbner døren til et tilsyneladende tomt lokale, kan du være uheldig at forstyrre en hel klasse midt i deres undervisning. Løsningen på problemet findes allerede. Informationen har nemlig en digital lokale-oversigt og kan hjælpe dig med at finde og booke et ledigt lokale. Læs mere om mulighederne for lokalebooking på illbunker.dk

LEDER

Gennem endnu et semester har Illustreret Bunker forsøgt at sætte fokus på Panikdagen. En dag som – og ja, vi gentager os selv – ikke er den bedste løsning for nogen, og mindst af alt for de studerende. I løbet af fire udgivelser har vi fået ét læserbrev om Panikdagen, som var skrevet af en studerende. Hvorfor kun ét? Glemmer vi studerende, at vi faktisk kan ændre noget i fællesskab, eller er vi bare for dovne til at engagere os? På Illustreret Bunker tror vi, at det er fordi Panikdagen kun er interessant for 3. semester i månederne op til dagen, derefter ryger den direkte i glemmebogen for os alle. Vi har flere gange beklaget, at der ikke er nogen, der taler de studerendes sag i Praktikudvalget, men KaJ har faktisk en repræsentant. En repræsentant, med det ene formål at tale de studerendes sag. En repræsentant, der skal fungere som vores talerør i Praktikudvalget. Men har vi nogensinde hørt fra vores repræsentant? Ikke hvad vi ved af - og det er for dårligt!

Redaktionen

Når vi nu er repræsenteret, hvorfor hører vi så ikke om udvalgets arbejde, når beslutningerne, der bliver truffet lige netop der, betyder så meget for vores uddannelse? Hvorfor sender

SOMMERAKADEMI Hvis du har mod på at komme i praktik på USA’s kongres eller i EU-Parlamentet, så kan du nu tilmelde dig næste års sommerakademi med Humanity in Action - en organisation, som Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, har været med til at starte. Sommerkurset løber af stablen den 1. juni - 1. juli, og har været besøgt af flere journalister. På kurset lærer du blandt andet om menneskerettigheder. Der er kun 24 pladser - ti af dem er til danske studerende. Læs mere om kurset på www.humanityinaction.org/danmark. Sidste ansøgningsfrist er den 1. februar.

KaJ ikke et evalueringsskema om Panikdagen ud til de studerende? Hvor er facebookopdateringen, der fortæller, hvor man kan henvende sig med kritik af dagen? Hvor er plakaterne med ’Giv din mening til kende’budskabet, som burde hænge på gangene? Hvorfor skal man spørge Pia Færing for at finde ud af, at det er KaJ, der repræsenterer os i det udvalg? Det var mange spørgsmål, og vi har desværre ikke svarene. Lad i stedet denne tekst være en opfordring til KaJ om, at de skal tage de studerende endnu mere med på råd. KaJ, hjælp med til at holde liv i debatten, for den er så vigtig, og bliv bedre til at få tilbagemeldinger fra de studerende. Der er masser af gode forslag til ændringer, de skal bare noteres, inden de glider ud af bevidstheden. Og ja, der er sandsynligvis en mailadresse, man kan skrive til. Men det er vores påstand, at det gør de studerende ikke, hvis de ikke bliver opfordret til det. Hvis vi kun tager debatten om Panikdagen alvorligt i starten af 3. semester, sender vi bare lorten videre til endnu en årgang. Det burde snart være slut. //Redaktionen

Foto: Andreas Beck

KRAVLINGFEST 2012 Vær med, når årets bedste journaliststuderende kåres. Datoen for den store kravlingfest er den 16. marts i Pumpehuset i København, hvor studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, SDU og RUC deltager. På www.kravling.dk kan du løbende holde dig opdateret om arrangementet. Her kan du også snart indstille dine kolleger.

LEDER

Efteråret har forvandlet sig til en traditionel dansk vinter. Sjap, stearinlys og juleferie har afløst personpromovering og praktikpanik. Juleroen har sænket sig over bentonbunkeren, hvor de yngste forsøger at få styr på kommateringen, mens de lidt ældre kæmper med førsteårsprøven, og de ældste ser frem til praktik, ferie og flytning. Bunkeren ligner sig selv op til jul. Du sidder med semestrets fjerde og sidste avisudgivelse. De fleste af redaktørerne her får snart sparket, men heldigvis står en stor flok ansøgere klar til at overtage. Det har været rigtig fedt at skrive til jer, og I skal have tusind tak for at have været med til at sætte jeres præg på Illustreret Bunker. Hvad enten det har været med artikler, billeder, afsløringer og korrekturlæsning eller med idéer, anonyme tips, rosende ord og saftige citater. Det har været lækkert at møde engagerede skribenter på tværs af semestrene til idéudviklinger. Kaffen har ikke altid været lige varm, men de gode idéer har der været mange af, og det er dem, der skaber avisen. Vi håber, at vi møder lige så mange idérige hoveder efter juleferien.

INDE Jonas S. Bach

UDE Søren B. Toft

FOKUS Therese Rekling

DEBAT/BAGSIDE Asger G. Nielsen

jsbach@mail.dmjx.dk

sbtoft@mail.dmjx.dk

trekling@mail.dmjx.dk

asgern@mail.dmjx.dk

FOTO Jeppe Vejlø

FOTO/WEB Mikkel Berg

ANSV. Sofie S. Herschend

jbvejlo@mail.dmjx.dk

mikkelbp@mail.dmjx.dk

ssherschend@mail.dmjx.dk

I den store medieverden har de journalistiske milepæle været plantet tæt det seneste halve år: krigen i Libyen, folketingsvalget, Radio24syv og Skattesagen, der stadig trækker flere toppolitikere med i en politisk lavine. Der har været nok at skrive om. Men i de hjemlige rammer, bag de tykke mure på Oluf Palmes Allé 11, har der også været breaking news. Skribenterne har gravet i skolens besparelser og manglende undervisningsmiljøvurderinger, de har skrevet om feel-good og iscenesatte historier, de har kastet sig ud i store reportager og skriblet om den evigt debatskabende panikdag. Vi glæder os til flere af den slags historier. Vi gør vores bedste for at give jer den bedste avis, men vil rigtig gerne gøre den endnu bedre. Hvis I har nogle forslag til, hvordan vi gør, kan I altid hive fat i os. God jul God ferie God praktik Held og lykke til 8. semester, som snart flytter ud af Bunkeren, og velkommen til de nye studerende. //Redaktionen

Vigtige datoer: •

Dette er semestrets sidste udgave af Illustreret Bunker. Datoerne for næste idéudvikling og udgivelse er endnu ikke fastlagt, men følg med på www.illbunker. dk og på ’Illustreret Bunker’ på Facebook.

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk www.illbunker.dk Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

FASTE SKRIBENTER: Jakob Rasmussen, Rasmus Lindkvist Bendtsen, Kristian Torp, Jesper Bo Pedersen, Marie Sjødin Græsholm, Lasse Emil Kristiansen, Sofie Dambæk Rasmussen og Steffen Møgelvang Skjærlund. Illustrator: Sofie Bangsgaard, www.cargocellective.com/sofiebangsgaard.

Udgivelse 13. december 2011 14. årgang - 4. udgave

Økonomi- og annonceansvarlig Sofie Synnøve Herschend ssherschend@mail.dmjx.dk Oplag 1.700 eksemplarer otte gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Historisk mange dumpede sprogeksamen

47 studerende skal til reeksamen. Aldrig før i skolens historie har så mange dumpet sprogeksamen. Som noget nyt var eksamen udvidet med en delprøve om sprogets form og funktion, men det var kommaerne, der gik galt Tekst: Morten Skov Madsen Illustration: Sofie Bangsgaard

Alle otte fotojournaliststuderende og samlet set mere end en tredjedel af semestret. Da mailen med karaktererne for sprogeksamen landede i de studerendes indbakker, kunne rekordmange skrive reeksamen ind i kalenderen. Dumpeprocenten på 37 er den højeste nogensinde. Normalt lægger den sig, ifølge Studiekontoret, mellem 18 og 25 procent. Men sprogeksamen var ikke helt, som den plejer at være. En delprøve med spørgsmål om sprogets form og funktion fulgte efter den sædvanlige prøve i grundlæggende sprogkorrekthed, der indtil i foråret udgjorde eksamenen. Dermed satte sprogeksamen også punktum for det nye sprogvidenskabelige fag, som sprogforsker Michael Ejstrup gennem syv fredage har undervist første semester i.

Imponerende mange kommafejl Det var imidlertid ikke den nye del, der voldte problemer for eksaminanterne. 47 dumpede i alt. 37 dumpede kun i sprogkorrekthed, fire kun i sprog, og de resterende seks i begge prøver. Det viser en optælling, som lektor Gitte Luk har lavet. Ifølge Gitte Luk, som står for sprogkorrekthedsprøven, var det kommaerne, der drillede. ”Jeg tror aldrig, jeg har set så mange kommafejl. Nogle havde op til 40-45 fejl. Det er ret imponerende på 45 sætninger. Måske har mange prioriteret Michael Ejstrups del højere

Studerende på første semester savner flere praktiske opgaver Mere vil have mere. I hvert fald hvis man spørger studerende fra første semester. De vil skrive flere artikler, have mere rutine i at ringe til kilder og i det hele taget have lidt mere travlt Tekst: Kristine Dam Johansen

rekthedsbøger, som indgår i første semesters bogpakke.

under eksamenslæsningen, så de har brugt mere tid på at terpe den del end kommaerne,” siger hun. Den sidste beskrivelse passer på Kristoffer Sutton fra første semester. Han var med, da Gitte Luk i oktober holdt frivilligt kommaoplæg og forventede ikke den karakter, som han endte med at få. ”Jeg regnede slet ikke med at dumpe. Jeg havde læst ret meget op på Michael Ejstrups del og kommaerne troede jeg, at jeg havde fint styr på,” siger Kristoffer Sutton. Udover kommaoplægget tilbyder skolen ikke nogen undervisning, der kan forberede de studerende på prøven i sprogkorrekthed. Ifølge Gitte Luk er det, fordi optagelsesprøven sikrer et vist sprogligt niveau blandt skolens studerende, samt at prøven ikke går ud over, hvad man kan læse sig til i de to sprogkor-

Semestret går på hæld, og det får flere af de nye studerende til at gøre status over deres første tid på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Særligt når det kommer til spørgsmålet om de praktiske opgaver, er meldingen klar: Gode, gennemarbejdede projekter. Men flere af dem, tak.

“Det er som om, lærerne tilskynder, at vi laver noget praktisk arbejde ved siden af skolen. Det er også derfor, jeg melder mig til Illustreret Bunker, er med på radioen og også har gang i nogle andre projekter. Det er som om, man skal realisere sine værktøjer uden for skolen. Og sådan troede jeg umiddelbart ikke, det ville være,” siger hun.

Tre telefoninterview på fire måneder

SDU skriver dobbelt så meget

Det mener Michael Hjøllund, der går på første semester. Han synes, det ville være oplagt, at de studerende lavede endnu flere praktiske opgaver for at få mere rutine i at ringe til kilder og i det hele taget holde sig skrivende. “Nu er første semester snart slut, og jeg har lige snakket med en kilde her den anden dag. Det er kun tredje gang, jeg snakker med en kilde over telefonen. Jeg havde nok regnet med, at jeg på nuværende tidspunkt havde lidt mere erfaring på det punkt,” siger han. Han bakkes op af Sofie Buch Hoyer, som også går på første semester. Hun synes heller ikke, der har været travlt nok på første semester.

På SDU har de journaliststuderende i høj grad haft fingrene på tastaturet. Sebastian Andreasen går på første semester og har skrevet dobbelt så mange opgaver og dobbelt så mange anslag som for eksempel Michael Hjøllund. Sebastian Andreasen har indtil nu skrevet 11 opgaver i faget Journalistisk Håndværk. Det har været mindre opgaver, men alt i alt har han fået skriblet 30.351 anslag på papiret, foruden de artikler han skrev under det såkaldte “nyhedsdøgn”, hvor de studerende på SDU skabte deres egen redaktion og skrev nyhedshistorier uafbrudt i 24 timer. Michael Hjøllund har sammenlagt skrevet

Dump en - gå til reeksamen i begge Hver af de selvstændige prøver fik en karakter, men begge skulle bestås for samlet set at bestå. Derfor ville 00 i sprogkorrekthed og 12 i sprogets form og funktion for eksempel udløse reeksamen i begge delprøver. Kristoffer Sutton dumpede kun sprogkorrekthedsprøven. Han synes, det er unødvendigt, at han til reeksamen skal op i den del, som han har bevist sit værd i. “Det er mærkeligt, at prøverne ligger sammen på den måde, for jeg synes, det er to vidt forskellige prøver. Det er altid noget, jeg bestod den ene del, så jeg ved, hvad jeg skal læse op på, men hvorfor ikke bare lave to forskellige eksamener eller lave dem uafhængige af hinanden?” siger Kristoffer Sutton. I stedet ville han ønske, at han kunne fokusere sin læsning på den del, han ikke klarede i første omgang. Ifølge faglig leder, Solveig Schmidt, er eksamenen sådan, fordi de to delprøver hænger uløseligt sammen. ”Du kan ikke blive journalist, hvis du ikke kan dit sprog. Selvom de to prøver er adskilte, udgør de én samlet del,” siger hun. Til januar holder FOF intensivt kommakursus. Deltagerlisten er proppet med journaliststuderende.

16.171 anslag i de fem større opgaver, han har lavet i faget Journalistisk Metode. Han er overrasket over, at SDU har lavet væsentligt flere praktiske opgaver og sætter spørgsmålstegn ved, om han egentlig er havnet på den praktiske journalistuddannelse. “Jeg vil stadigvæk, når jeg snakker med dem jeg kender på universitetet, sige, at jeg går på en praktisk uddannelse. Men man kan måske diskutere, om vi er den mest praktiske,” siger han.

‘Praktisk’ er mere end bare at skrive Den diskussion vil Journalisthøjskolens faglige leder, Solveig Schmidt, ikke gå ind i. “Jeg vil ikke argumentere for, at den ene er mere praktisk end den anden. Men du kan sige: Hvad ligger der i, at vi har seks måneder mere praktik, end de har?” Hun forklarer, at formålet med den nye studieordning er, at de studerende skal lære at tænke tekst sammen med billeder, video og lyd allerede fra starten. Solveig Schmidt synes ikke, det nytter noget, at journaliststuderende kun har fokus på at skrive mere. “I skal ikke sidde og træne én del og lade som om de andre dele ikke eksisterer. Jeres idé er afgørende for jeres research, som så er afgørende for jeres formidling. Delene fletter sig ind i hinanden. Og det skal I træne,” siger hun.

til DSR. Så vil vi gå i dialog med ledelsen og diskutere, om der eventuelt skal ændres noget i fremtiden,” siger han.

DJMX vs. SDU ECTS-point på uddannelsen i alt

240

210

ECTS-point i journalistiske fag på første semester

12,5

Antal skrevne anslag på første semester

16.171

30.351

Praktiske opgaver på første semester

Gå til DSR Formanden for De Studerendes Råd, Mathias Bay Lynggaard, kan ikke genkende kritikken, men han håber, at de studerende vil gå videre med den. “Hvis der er studerende på første semester, der ikke synes, de laver nok praktiske opgaver, vil jeg selvfølgelig opfordre dem til at komme

INDE

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

Internationale klager over ny eksamen Over halvdelen af de studerende på ’Journalism, Multimedia and Stereotypes’ har underskrevet en omfattende klage over deres eksamen i EU og kultur. Skolens svar lader vente på sig, mens de studerendes hjemrejsedato rykker nærmere Tekst: Asger G. Nielsen Foto: Privatfoto

Fredag den 25. november skulle de studerende på det internationale tredje semester sidde til ansvar for deres nyvundne viden i to forskellige fag. Der var tale om to timelange multiple choice-eksamener i henholdsvis EU, ved skolens egen EU-ekspert, John Frölich, og et kulturfag baseret på en række forelæsninger ved forskningschef, Lars Holmgaard Christensen. De studerende var hverken tilfredse med afviklingen af eksamen eller den information, der havde været om den på forhånd. Derfor satte Marianne Røndal, 3. semester, der på dette semester går på den internationale linje, sig ned og skrev en klage, på både dansk og engelsk. Inden klagen blev afleveret den 30. november havde 14 studerende sat deres underskrift på den.

Misinformation om multiple choice Klagen indeholder en lang række kritikpunkter. Det første handler om informationsniveauet op til eksamen. ”Tre dage før eksamen, fik vi at vide, hvordan den skulle foregå. Vi vidste, at det var en form for multiple choice-eksamen, hvor vi kom op i forelæsningerne i EU og kultur. Men først tre dage før fik vi at vide, at der var 22 multiplechoice spørgsmål og yderligere tre spørgsmål, hvor vi selv skulle formulere svaret. Det betyder altså ret meget for måden man læser op på, om man selv skal formulere svarene eller bare skal krydse af,” siger Marianne Røndal. ”I kultur-delen fik vi, efter direkte henvendelse til Lars Holmgaard Christensen, kun at vide, at spørgsmålene nok var formet som ’What is…?’. Det var de ikke.”

De internationale studerende var en hel uge i Bruxelles for at lære mere om EU. Turen var en stor succes på det sociale plan, men måske ville de studerende have brugt mindre tid på belgiske øl og mere tid i parlamentet, hvis de vidste at beståelsesprocenten i den forestående EU-eksamen var 75.

På forhånd var der også usikkerhed om beståelsesprocenten for de to eksamener. ”Vi fik først at vide, at man skulle have 50 procent korrekt i kulturdelen for at bestå, hvilket vi først i sidste øjeblik fik besked om, var ændret til 75 procent.” Den samme procentdel var gældende i EUeksamen. Og det er, ifølge de klagende, en usædvanlig høj beståelsestærskel.

Forvirrende eksamensafvikling Udover kritikken af informationsniveauet forud for eksamen indeholder klagen også kritik af selve afviklingen og udformningen af de to eksamener. Spørgsmålene, der var skrevet på engelsk, var i særdeleshed dårligt formuleret. ”Flere af dem jeg har talt med, der har engelsk som modersmål, sagde bagefter, at der var nogle af spørgsmålene, hvor de havde været i tvivl om, hvad der blev ment,” siger Marianne Røndal. Og sproget var ikke kun kompliceret ifølge de 14 klagere. Der var også mange stave- og slåfejl, og man fik et indtryk af, at eksamen ikke var gennemtestet eller bare levede op til de krav, man kunne forvente, står der i klagen. Lars Holmegaard Christensens personlige indsats går heller ikke fri af en direkte kritik. ”Han kom lige på slaget, så det gjorde, at eksamen egentlig kom ti minutter for sent i gang,” siger Marianne Røndal, der også i klagen har pointeret, at hvis det var sket for en elev, så var vedkommende nok blevet bedt om at gå igen. Det mest kontroversielle under eksamen var dog en direkte afbrydelse af prøven. ”Midt under kulturdelen afbryder han (Lars

Holmgaard Christensen red.) for at sige, at der er en fejl i vores bog. Det var en eksamen uden hjælpemidler, så man blev egentlig bare mere forvirret af det,” siger Marianne Røndal.

tuationen,” lyder det fra Inger Munk, der ikke kan give et klart svar på, hvornår reeksamen vil blive afviklet. Det fremgår heller ikke af de dokumenter, de studerende har fået udleveret.

Skolen erkender situationen

Usikkerhed om reeksamen

Det er første gang, at der afholdes eksamener på denne måde på det internationale semester. Traditionelt har holdets danske studerende fulgt samfundsfagsundervisningen med resten af tredje semester og taget eksamen dér. Men i år har planlæggerne valgt at køre forløbet ’Journalism, Multimedia and Stereotypes’ helt adskilt fra resten af årgangen. Derfor er der blevet lavet en eksamen både i kultur og EU. Solveig Schmidt oplyser, at den sædvanlige svartid på 14 dage, som gælder for alle klagesager, i denne konkrete sag er blevet sat ned til otte dage for at sikre, at de udenlandske studerende kan få en afklaring, inden de rejser tilbage i slutningen af december. Men ved redaktionens deadline er der stadig ikke kommet nogen tilbagemelding, og fristen er overskredet. I ledelsen af den internationale afdeling erkender Inger Munk skuffelsen over den verserende sag. ”Det er rigtig ærgerligt, og vi er trætte af si-

Allerede en halv time efter den sidste eksamen var afsluttet, kaldte John Frölich de studerende sammen for at gennemgå svarene i EU-prøven. Så kunne man tælle med og se, om man havde mere end seks fejl og dermed var dumpet. Det officielle resultat af eksamen kommer først efter en måned, og der er ikke nogen dato for reeksamen. Så selv med en klar fornemmelse af at være dumpet, er der ikke meget de internationale studerende kan stille op nu. Udover at samles i en fælles klage. Som en af de studerende udtrykker på facebook. ”The number one way to unite a class … give them a shit learning experince.” Klagen har forsinket eksamensresultaterne, men uanset om der bliver tale om en reeksamen for de dumpede eller en helt ny eksamen for alle, skal den afvikles på universiteterne i de studerendes hjemlande. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra underviserne så længe klagesagen kører.

Fotovurdering af unde Danmarks Medie- og I sidste nummer af Illustreret Bunker kunne har førsømt at udarbejde de ellers lovpligtige vi nu sendt en fotograf ud for at undersøge, ningens undervisningsmiljø. Og om det er til forretning med den traditionelle journalist

VINTERDEPRESSION Det første, man opdager, hvis man bevæger sig forbi rektors nyrestaurerede kontor og ind i Journalisthøjskolens nyeste tilbygning, er lyset. Lyse træpaneler, hvide vægge og gulve i lyst sæbebehandlet træ. Imødekommende. Det byder venligt indenfor til alle de lyse hoveder, der betaler i dyre domme for skolens kurser. Som kursist får man desuden adgang til gratis kaffeautomater, fri kopiering, flotte toiletter og et særligt afslappende lounge-område, hvor man kan læse aviser og magasiner, mens man hviler ryggen i en blød stol inden man atter bydes ned i et veludstyret undervisningslokale. Her kan man tilslutte sin Mac i en af de mange stikkontakter, og hvis tankerne bliver fjerne, kan man nøjes med at se på malerier på væggene.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE Ingen praktik, ingen panik

I bagklogskabens lys fortryder Joan Jensen, at hun ikke søgte mere bredt til Panikdagen. Hun havde søgt tre steder, som alle havde lige høj prioritet hos hende. ”Til næste Panikdag vil jeg helt klart udvide min horisont og researche på flere medier. Og måske søge en fem-seks steder. Men stadigvæk kun steder, jeg ville sige ja til, uanset hvem der ringer først,” siger hun.

Det, som alle journaliststuderende frygter, skete rent faktisk for Joan Jensen. Hun gik tomhændet hjem fra Panikdagen

Byggebranchen redede fremtiden Da Joan Jensen sidder derhjemme efter Panikdagen, begynder hun at researche på, hvordan det vil være at blive praktikant hos Dansk Byggeri. De har nemlig stadig en ledig praktikplads. Faktisk bruger hun tre timer på at læse om stedet, og hun kan lide, hvad hun læser. Hos Dansk Byggeri får praktikanter mulighed for at være skrivende journalister, som Joan Jensen vil. Desuden tiltrækker det hende, at der indgår en masse politik og samfund i det daglige arbejde. Hun sender en ansøgning af sted. To uger senere falder alting på plads for hende. Hun skriver kontrakt med Dansk Byggeri efter en vellykket samtale, hvor kemien mellem hende og stedet er så god, at hun bliver ansat under samtalen. Selvom Dansk Byggeri

Tekst: Lasse Emil Kristiansen Foto: Betina Garcia

Pia Færing trykker i hornet. I samme sekund ringer Joan Jensens telefon. Hun bliver kaldt til samtale hos et af de tre steder, hvor hun har søgt praktik. Efter samtalen får hun den kedelige besked, at praktikstedet ikke vil ansætte hende. Hendes telefon ringer ikke igen. Hun vælger derfor at søge op til lokalet med den kærlige titel Match Point, hvor man kunne finde praktikpladser, der stadig var ledige. ”Der var en masse stillinger i Match Point, da jeg gik derind, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke bare ville tage hvad som helst, fordi jeg ikke havde en plads. Jeg ville ikke gå i panik og bare ende med det første, der bød sig,” fortæller Joan Jensen. Efter at have gatecrashet flere steder på selve Panikdagen og været i Match Point-lokalet uden held vælger Joan Jensen at tage hjem. Nu vil hun tænke over, hvad hendes næste træk skal være.

Ingen forhastede beslutninger Sådan forløb Panikdagen i november for Joan Jensen, der studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men for hende var det ikke et skrækscenarie. Hun havde på forhånd været pessimistisk og forestillet sig, hvordan det ville være at gå hjem uden en praktikplads. ”Jeg havde forberedt mig på, at det kunne ske. Rent mentalt havde jeg tænkt det igen-

”Din fremtid afhænger jo ikke af, hvor du kommer i praktik. Den afhænger af, hvad du får ud af det.”

Joan Jensen var tvunget til at tage til Bruxelles på studietur, mens hun stadig ledte efter praktikplads, men det hele faldt på plads, da hun kom hjem til Aarhus.

nem, og det var nok også det, der gjorde, at jeg ikke panikkede totalt på Panikdagen,” siger Joan Jensen. Faktisk er der heller ingen grund til at tage forhastede beslutninger, hvis Panikdagen ikke kaster en praktikplads af sig. De studerende

har helt ind til, de skal starte i praktik til at finde en praktikplads. Det tror Joan Jensen, mange glemmer på selve Panikdagen. ”Det var det første, Pia Færing sagde til mig dagen efter: Slap nu af, du har stadig to måneder til at finde noget,” fortæller hun.

ervisningsmiljøet på g Journalisthøjskole vi dokumentere, at skolen gennem de seks år undervisningsmiljøvurderinger. Derfor har hvordan det rent faktisk står det til med bygat se forskel på den notoriske underskudsuddannelse og DMJXs nye guldæg, UPDATE.

SID PÆNT! På deres hjemmeside oplyser Dansk Center for Undervisningsmiljø, at skolen skal lave vurdering af både det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. Der er omfattende krav til, at landets uddannelsesinstitutioner sikrer høj luftkvalitet, godt lys og møbler, der giver forskellige bevægelsesmuligheder i løbet af dagen. Derudover skal skolen sikre rammer, der motiverer og inspirerer til læring og god stemning. Og bygningen i øvrigt skal være indrettet på en måde, der opfordrer til interaktion og ophold. Det er desværre ikke muligt at finde en officiel vurdering af skolens status og fremtidsplaner på dette område. Men kig dig omkring. Hvad synes du?

Tekst: Jonas Sloth Bach Foto: Betina Garcia & Mikkel Berg Pedersen

- Joan Jensen

ikke var en af Joan Jensens førsteprioriteter, er hun glad. ”Din fremtid afhænger jo ikke af, hvor du kommer i praktik. Den afhænger af, hvad du får ud af det,” siger hun og forsætter: ”I bund og grund er man jo som journalistpraktikant selv ansvarlig for at få noget ud af sin praktiktid. Man skal ikke sætte sig ned på sin flade og vente på, at der kommer en masse spændende opgaver,” siger hun. Joan Jensen skal være hos Dansk Byggeri i seks måneder og kan derfor se frem til at besøge Panikdagen igen 18. april 2012.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Velkommen til de helt og aldeles uofficielle mesterskaber i skoleavis. Enhver journalistuddannelse med respekt for sig selv må have en skoleavis. Og vi er selvfølgelig bedre end dem fra SDU og RUC. Eller hvad? Jonas Kuld Rathje, Chefredaktør på metroXpress, vurderer aviserne:

De små skriver Illustreret Bunker

Avisen kender jeg fra min egen færden i Aarhus’ grå journalistbeton i en overraskende fjern fortid og kan konstatere, at det gamle blad ligner sig selv. Traditioner og journaliststuderende-inerti er åbenbart stærkere kræfter, end hvad den naturlige hyppige udskiftning af sådan et blads redaktion kan slide sig fri af. Dejligt trygt og lidt skræmmende på samme tid. I kolofonen finder man de altid med stort bylinebillede fremhævede redaktører. ”Mon ikke det her bliver en fordel for mig, når jeg skal søge praktik?”, ville billederne sige, hvis de var malerier på væggene hos Harry Potters Hogwarts. Uden sammenligning med hin uddannelsesinstitution for troldmænd i øvrigt kan man læse videre om forholdene på skolen i Aarhus. Den er gal med trafikken, der mangler lovpligtige undervisningsmiljøvurderinger, Alice er lidt alene i Radioland og så videre. Godt og gedigent skolenært stof. Interessant – men ikke ret sprudlende. Tekst er der nok af. Stilforvirring om konceptet ligeså. Er man et skoleblad eller et Journalisten light? Og hvor er overraskelserne? Der

er andre måder at fortælle en historie på end at begynde i øverste venstre hjørne og slutte nederst til højre i sidste spalte. Når man får tøjlet sin indre gamle sure mand, er det bestemt også muligt at få øje på glimrende sager. Tatianas beretning om praktikstarten på Politiken er interessant og underholdende. ”Du får forsiden, hvis du siger…” om forholdet mellem journalister, politikere og spindoktorer viste sig overraskende aktuel med det igangværende forløb med lækagen i Thornings skattesag in mente. På de sidste sider bliver det til et trygt gensyn med en klassisk figur: Den Forurettede Studerende, som verden er lidt imod, og den indforståede bagside, som ingen udefrakommende fatter. Alt er, som det skal være.

Lixen

Med fritskrabede billeder af redaktionen. Innovativt. Lixen er sgu et ret godt lille blad. Interessant tema om udenrigsjournalistik og mediernes brug af korrespondenter. Generel god brug af sideelementer som tidslinier, bokse og så videre. Lidt for mange laaaaange tekstblokke, men

også sjove eksperimenter med formen som en chat-korrespondance mellem to praktikanter på Berlingske, og en scenisk fortælleform under den dog lidt (for) kryp(tis)ke rubrik: ”Univers(it)et på 1. semester) og en sjov opsætning på bagsiden. Alt i alt er Lixen tippet lidt for meget i fagbladsretningen efter min smag for skoleblade. Man savner mere af den nærhed, der ligger på debatsiden, hvor 3. semester erklærer, at de vil slå 1. semester i bold og den slags. Om det norske pressenævn går for vidt er næppe need-toknow for størstedelen af SDUs journaliststuderende (håber jeg).

Metier

Herligt utilgængelig forside. Det kan ikke blive mystisk eller ”Kom-vi-skriver-ting-sidlænsog-orddeler-vores-navn-på-underlig-vis”-agtigt nok. ”Det skal ligne det gamle Press,” hører man ekkoet fra første designmøde, og det må alle (journalister) jo støtte op omkring. Bladet har et ret professionelt (men noget kedeligt) look. De absurd store billeder af redaktionen er jo et must, og på dem skal man som sagt kende et skoleblad på en praktiksøgende uddannelse

(og det ER faktisk noget, der bliver kigget på, når praktikstederne skal vælge). Metier kører stabilt – men lidt tørt – derudad. Som erklæret Bertelsen- og Brügger-fan sluger jeg interviewet med de to og må rose redaktionen for at kigge i den retning, når de medstuderende skal inspireres. Men den galskab og idérigdom, de to repræsenterer, måtte gerne smitte lidt af på bladet også. Læserne vil overraskes, undres og grine. Ros til ”Top 10 journalistperler” alene fordi, man fortæller en historie på en anden måde end en grå tekstblok. Metier klarer strukturen noget bedre end Illustreret Bunker. Også på RUC vil man gerne være en blanding af et studierelevant blad og en fagblad, og med den klare opdeling i sektioner slipper man godt af sted med det. Generelt er alle tre blade egentlig ret gode og holder et højt sprogligt niveau. Men det manglede også bare. Lixen skiver om et magasin, Tumult (www.tumultmag.com). Alle tre redaktioner bør kigge lidt i det forud for næste redaktionsmøde. Udnyt nu, at I selv bestemmer over jeres blade og tag nogle chancer. Prøv noget!

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

UDE

ILL

NY FORSKNING

BREAKING: SKANDALER ER YT Hvad er journalisternes rolle i samfundet? Skal vi provokere, rapportere, afsløre eller opmuntre? En ny afhandling opfordrer til at vinkle historier mere positivt, end vi er vant til Tekst: Marie Sjødin Græsholm Illustration: Sofie Bangsgaard

”Som det er lige nu, beskriver vi kun og hensætter folk i en handlings lammelse. Det er ikke det, journa lister er sat i verden for at gøre.” Sådan siger journalist Ca thrine Gyldensted om nutidens negative ny hedsjournalistik. I sin masterafhandling fra University of Penn sylvania har hun undersøgt effek ten af negative ny hedshistorier på en stor gruppe læsere. Resultatet er klart; vi skal nytænke ny hedsjournalistik ken.

Den negative spiral Klassisk nyheds journalistik er fejlfinding. Vi finder sprækker og huller i syste met, peger fingre og afslører kor ruption og magt misbrug. Ifølge Cathrine Gylden sted begyndte den type journalistik for alvor tilbage i 1970’erne, hvor amerikanske journa lister skrev om Watergate og Vietnamkrigen og opstøvede den ene store skandale efter den anden. Men efterhånden er den kritiske og negative tilgang til historier nærmest blevet en vanesag. ”Vi er så stærke i vores egen selvforståel se af, hvad journalistik er. Vi er i vores egen negative spiral, hvor vi har glemt, hvordan vi tjener samfundet og borgerne bedst,” siger hun og fortsætter ”Vores journalist-etiske værdier fortæl ler os, at vi skal fortælle den bedste version af sandheden, men den bedste version er jo ikke altid negativ. Vi overtræder vores egne etiske værdier, hvis vi ikke sørger for at få positive versioner med, og det er et problem for vores journalistiske og faglige troværdig hed.”

Ikke en ”vundet-i-lotto”-historie Opfordringen til at fokusere mere på positive nyheder har sat gang i en debat om, hvad jour

nalister i virkeligheden kan. Cathrine Gylden steds afhandling har affødt en debat om jour nalisters fokus både i Danmark og på kanaler som CNN og BBC. Ifølge hende er det fordi, ordet 'positiv' er meget ladet, når det bruges om journalistik. Vi er bange for at blive tand løse. ”Vi forstår ikke, at det positive kan være meget mere raffineret. For eksempel i et inter view, hvor man stiller andre spørgsmål til en case, så vedkommende ikke kun bliver ’offer’, men i stedet et billede på noget opbyggeligt. Det er noget med at fortælle en større historie, end blot ’når livet gør ondt’.” Netop fokuseringen på offerrollen har en stor betydning for modtageren og er et sted, hvor vi kan tænke nyt. ”Vi er med til at lære samfundet en offertan kegang, fordi vi i nyhedsjournalistikken stort set kun giver bud på offer-historier, og vi stop per, når den forfærdelige historie er fortalt,” fortæller Cathrine Gyldensted. I sin forskning er hun stødt på begrebet ”post-traumatisk vækst,” som hun gerne vil introducere for journalister i arbejdet med po sitiv nyhedsjournalistik. ”Det kan være en person, som for eksempel har mistet alt i en forfærdelig storm, men er kommet igennem og har lært noget af det. Det er en plushistorie, men der er stadigvæk dra matiske og negative elementer i det,” siger hun og fortsætter: ” hvis vi havde det med, ville vi give modtageren en anden følelsesmæssig til stand og inspiration. Sådan er vi med til at ge nerere en måde, samfundet tænker på.”

Men hvordan gør man? Problemet ved at skrive positive nyhedshisto rier er, at ingen, heller ikke Cathrine Gylden sted selv, ved, hvordan det skal gøres i prak sis. På den ene side viser hendes forskning, at udelukkende negative nyheder er handlings lammende for modtageren, men modpolen er heller ingen løsning. ”Hvis det bliver for positivt, så mener bru gerne, at det er utroværdigt,” siger Cathrine Gyldensted. Det vigtigste er, ifølge hende, at finde frem til konkrete værktøjer, som journalister kan bruge i arbejdet med positiv nyhedsjournali stik. Og det er ret omfattende. ”Det er både i forhold til idéudvikling, sprog, interviewteknik og konstruktion af historier. Journalister er meget konkrete, og værktøjerne er afgørende, hvis det skal blive til andet end snak,” siger hun.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Et skulderklap fra Cavling Den er et stykke forgyldt platonisme i trenchcoat og bowlerhat. Den symboliserer idéen om journalistik, der bevæger noget i nogen, hvad enten det er gennem ord eller følger. Den 6. januar skal Cavlingprisen uddeles igen Tekst: Michael Korsgaard Nielsen og Jesper Bo Pedersen Foto: Michael Daugaard

På Gammel Strand i København bliver der januar efter januar inviteret til journalistisk selvforherligelse, når fagets fornemmeste pris går til en eller flere modtagere, der ”i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.” Det er en luftig beskrivelse, og den levner plads til en bred vifte af tidligere vindere. Prisen blev indstiftet i 1945 til minde om Henrik Cavling, der i sin tid grundlagde Journalistforbundet, og i de første 20 år gik hæderen hovedsageligt til de gode formidlere. I 1962 modtog satiretegneren Jørgen HartmannPetersen sågar statuetten for at have skabt: ”en helt ny satirisk form, som i året 1962 nåede det fuldkomne.” I dag ville en Cavlingpris til Politikens ’At tænke sig’, Berlingskes ’Groft sagt’ eller Ekstra-Bladets bagsidesatire være omtrent lige så sandsynligt som et ”fuck” i kirken. Tiderne skifter nemlig.

Cavling på dagsordnen ”Journalistikken ændrer sig, ligesom samfundet ændrer sig,” forklarer Ida Willig fra Roskilde Universitet. Hun har skrevet bogen ’Bag nyhederne’, hvor hun har analyseret tendenserne i Cavlinguddelingerne. ”Jeg blev virkelig overrasket over at se, i hvor høj grad Cavlingen var gået til formidlende journalistik fra 40’erne til 60’erne,” siger hun. Men alting har en ende. Også de dage, hvor satiretegnere vandt Cavlingpriser. Ungdomsoprør, frisind, autoritetsskepsis, og hvad der nu ellers var med til at skabe 68’er-ånd, påvir-

kede også mediebilledet. Den dagsordenssættende journalistik bliver Cavlingkomitéens nye kæledække, og prisen bliver pludselig uddelt for projekter som ”kampagne om boligforhold”, ”kampagne om erstatning til invaliderede personer” og for at ”henlede samfundets opmærksomhed på arbejdsbeskyttelsens utilstrækkelighed”.

Førsterangsjournalistik I starten af halvfjerdserne jokkede en amerikansk præsident noget så eftertrykkeligt i spinaten. Det blev opdaget af to journalister på Washington Post, som valgte at skrive om hans fodaftryk i selv samme spinat, og det blev startskuddet til den undersøgende journalistik, som også i Danmark begyndte at stjæle mere og mere fokus. ”Afsløringen af Watergate-skandalen skabte rangklasser i journalistikken, og i første rangklasse stod alene den afslørende journalistik,” skrev Poul Pilgaard Johnsen i Weekendavisen i 2002. Da Bob Woodward og Carl Berstein i 1973 afslørede Richard Nixon i så groft magtmisbrug, at han til sidst måtte forlade sit embede, blev det startskuddet til en helt ny æra inden for journalistikken. Det tog ti år, før den afslørende journalistik kom helt over Atlanten og fæstnede sig i Danmark, men idealet om den gravende og afslørende journalist blev dog også fremelsket her til lands, og siden 1984 er Cavlingen med få undtagelser gået til journalister, der har afsløret alt fra deponering af

atomvåben på Thulebasen til deponering af adskillige flasker dyr rødvin i maven på en borgmester i Farum.

Scor kassen et andet sted Det sjove er, at Poul Pilgaard Johnsens citat er taget ud af en sammenhæng. Artiklens rubrik er: ”På Høie tid,” og den er skrevet, da Berlingskes USA-korrespondent, Poul Høi, hjemtog Cavlingprisen 2001 for sine velskrevne og vidtfavnende artikler. En formidlings-Cavling, om man vil. Poul Pilgaard Johnsen mener, som rubrikken måske antyder, at Cavlingkomitéen har forsømt nogle grene af faget ved at fokusere på den afslørende journalistik. Det tog 11 år fra Woodward og Bernstein vandt en Pulitzer i USA til den afslørende journalistik slog igennem hos Cavlingkomitéen. Poul Høi sidder og skriver ovre i det forjættede Amerika, og hvem ved, måske var han bare forud for sin tid, og hvis det stadig, på trods af teknik, telefoner og Twitter, tager 11 år, inden Danmark fanger trenden fra USA,

så står vi over for et nyt vendepunkt i historien om Cavlingprisen fra år 2012. Cavlingprisen kaster 20.000 kroner af sig. Det er med andre ord ikke den, man bliver millionær af til sammenligning hædrer Den Berlingske Fonds journalistpris vinderen med 100.000 kroner. Men den lille Cavling-statuette er og bliver den hæder, som flest journalister drømmer om. Måske på grund af prestigen, historien bag, eller måske fordi Cavlingprisen kan redde hele januar måned og forårsrengøringen med, når bare man skal løfte de 32 centimeter forgyldt Henrik Cavling for at tørre støv af sin kaminhylde.

Vidste du at.. - ’Hvornår var det nu, det var?’-værten, Hans V. Bischoff, vandt Cavlingprisen i 1967? - Kun én kvindelig journalist har vundet en Cavling de sidste 20 år? - Til gengæld har to kvindelige fotojournalister fået prisen. - Rektor på Journalisthøjskolen, Jens Otto Kjær Hansen, vandt Cavlingprisen i 1978? - Illustreret Bunker har endnu ikke vundet en Cavlingpris?

Man skal Kravle, før man kan Cavle... eller skal man? En af de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole spidser nok ørerne lidt mere, når årets Cavlingnomineringer bliver offentliggjort midt i december Tekst: Michael Korsgaard Nielsen og Jesper Bo Pedersen

I år er 44 projekter indstillet til Cavlingprisen. Det kan lyde af meget, men det er altså ikke Gud og hver gravergruppe, der bliver indstillet til journalistikkens fornemmeste pris. Én af dem, der har fundet vej til indstillingerne, er studerende på Danmarks Medieog Journalisthøjskole Mette Albæk. Hun var

praktikant hos Politikens gravergruppe, da de skrev artikelserien ’Store mennesker’, og i dag er hun tilbage på 7. semester.

En gruppehæder ”Jeg ser det som et skulderklap. På Politiken er der en god tradition for, at man anerkender hinandens arbejde, så det er helt sikkert rigtig godt at blive indstillet,” siger Mette Albæk.

Det er også en kollega på Politiken, der har indstillet ’Store mennesker’ til Cavlingprisen. Serien sætter fokus på det omfattende overvægtsproblem, som sundhedskassen tynges af, men serien portrætterer også overvægtige, og gruppen gravede langt ind bag bildæk, dobbelthager og andres fordomme for at finde det hele menneske i de fede danskere. ”Da vi startede serien, fik vi hundredevis af henvendelser fra begejstrede læsere, der havde kommentarer til projektet. Det var uhørt,” siger Mette Albæk. Hun tror dog ikke, at ’Store mennesker’ bli-

ver serien, der henter Henrik Cavling tilbage til dagbladet på Rådhuspladsen, men det er heller ikke det, der betyder mest for hende. ”Serien viser, at hvis man får tid som en gruppe, så kan man nå meget. Jeg føler ikke, at indstillingen er en anerkendelse af mig, men i stedet en anerkendelse af gruppen, og det betyder rigtig meget,” siger hun.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE Hvem vinder? Lederne af de tre journalistuddannelser giver her deres bud på, hvem der løber med årets Cavling Tekst: Michael Korsgaard Nielsen og Jesper Bo Pedersen

Jens Otto Kjær Hansen, rektor på DMJX Hvem: Kasper Krogh, Eva Jung og Flemming Steen Pedersen, Berlingske

Hvad: Artikelserien 'Skadestuen'

Hvorfor: ”De tre journalister vinder for en overbevisende kombination af både klassiske metoder og brug af crowd-sourcing om et afgjort vigtigt problem med betydning for mange og med stor gennemslagskraft.”

Sagen kort: Berlingskes journalister har med serien 'Skadestuen' afdækket kritisable forhold på de Københavnske skadestuer. Flere patienter må vente i 12 timer eller mere på at få behandling, og sygehusene, der administrerer skadestuerne, har ført Region Hovedstaden bag lyset med tal, der fik ventetiden til at fremstå kortere, end den var. Region Hovedstaden har som følge af artikelserien skudt et to-cifret millionbeløb i skadestuernes pengekasse, så ventetiderne kan nedbringes.

Anne Lea Landsted, studieleder på SDU Hvem: Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen

Hvad: 'Penkowa-sagen'

Hvorfor: ”Poul Pilgaard Johnsen vinder Cavlingen, fordi hans historie bringer os ind i en ellers lukket verden og åbenbarer et spind af løgne, intriger og dokumentfalsk. Hver eneste oplysning er tjekket ned i mindste detalje.”

Sagen kort: Den højt respekterede hjerneforsker Milena Penkowa fra Københavns Universitet fuskede med testresultaterne i forbindelse med sin doktordisputans, opdigtede sin mors død og misbrugte forskningsmidler. Poul Pilgaard Johnsens afsløringer har medført stærk kritik af Københavns Universitet og tre måneders betinget fængsel til Milena Penkowa.

Mark Ørsten, studieleder på RUC

Kaare Sørensen tjekker Twitter, inden han stiger på flyet til Rusland.

Twitter: Journalistens politiradio I oktober vandt journalist Kaare Sørensen en pris for sin brug af Twitter. Han mener ikke, at det sociale medie er et vidundermiddel, men i stedet et stærkt journalistisk værktøj Tekst: Michael Lykke Hjølllund Foto: Simon Bruun Fals Illustration: Søren B. Toft

vede jeg at kommunikere løbende via Twitter,” fortæller han.

Kaare Sørensen er stærkt optaget af Twitter. Mere end 12.000 beskeder, eller 'tweets', taler sit tydelige sprog. Mange af beskederne falder i arbejdstiden, hvor Twitter er et af Kaare Sørensens mange værktøjer som journalist. ”Jeg betragter Twitter meget som en politiradio, hvor man tænder og lytter til, hvad der sker lige nu,” forklarer han. Gennem de mange personer og medier, som Kaare Sørensen ”følger” på Twitter, kan han få en bredere information, end den han ellers har adgang til. Han peger på det nyligt overståede valg i Egypten som et eksempel: ”Hvis jeg ene og alene skulle samle min viden om valget i Egypten fra AP og Reuters, ville jeg få et andet billede af det, end jeg gør nu, hvor jeg følger en hel masse folk i Kairo, som giver nogle andre input,” siger han.

Ikke magisk

Glødende mobiltelefon ved fronten Netop de mange tweets, som Kaare Sørensen selv sendte hjem fra Kairo under ”det arabiske forår” i januar og februar i år, var en af grundende til, at han fik DONA-prisen i oktober i år. I Egypten brugte han Twitter til at formidle de voldsomme hændelser, han oplevede tæt på. “Der var jeg på pladsen med mobiltelefonen i hånden og rapporterede, hvad det var, der skete. Vi var med ved frontlinjerne. Der, hvor balladen skete, og hvor døde mennesker blev slæbt forbi, og det prø-

Kaare Sørensen undrer sig over, at der ikke er flere journalister, der prøver Twitter af, men han understreger også, at det er et medie med begrænsninger. ”Twitter er ikke magisk. Man tænder ikke bare for politiradioen, og så vælter det ind med historier,” siger han. Researchfasen stopper nemlig ikke ved Twitter. Men det sociale medie kan være et godt sted at få idéer, som der kan arbejdes videre på. En anden begrænsning er ifølge Kaare Sørensen, at Twitter er tidskrævende. Det kræver meget arbejde at komme i gang, men også meget tid løbende, hvis man vil bruge mediet. ”Selv når Twitter fungerer rigtig godt, er der stadig meget junk, man skal sortere fra,” forklarer han.

Tendens mod mere kvalitet Kaare Sørensen afviser, at Twitters 140 tegn korte formidlingsform er udtryk for at netjournalistikken bliver mere overfladisk. ”Jeg tror, der er en tendens på nettet over mod kvalitet,” siger han. Ifølge Kaare Sørensen får man som journalist, via Twitter, flere input, og dermed kan man skabe bedre historier. ”Selv med alt det overfladiske; hastighed, dynamik og tjubang kan Twitter være med til at gøre dig til en bedre journalist, også når du skriver langt,” siger han.

Hvem: Ulrik Dahlin og Anton Geist, Information

Hvad:

Sagen kort: Danmark tiltrådte i 1977 en FN-konvention, der giver 18- til 21-årige statsløse, der er opvokset i Danmark, dansk statsborgerskab. Integrationsministeriet undlod gennem ti år at informere de statsløse om denne ret, og der er uretmæssigt blevet givet afslag til adskillige ansøgere. Daværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, blev afskediget.

B B

ILL

“Information skal have Cavlingprisen, fordi de, i en tid hvor personsager har haft en tendens til at fylde medierne, har lavet klassisk og væsentlig politisk journalistik, der blandt andet via aktindsigt bringer væsentlige nye oplysninger til torvs.”

ILL

Hvorfor:

ILL

Statsløse-sagen

Ill Bunker Illustreret Bunker Twitter er et socialt medie, som består af såkaldte ”mikro-blogs,” hvor brugerne kan poste beskeder på højest 140 tegn #Fakta #Twitter

Ill Bunker Illustreret Bunker Du kan føje et ”hashtag” til din besked. Skriver du fx #dkpol efter dit tweet, fortæller det, at emnet er dansk politik #Fakta #Hashtag

Ill Bunker Illustreret Bunker DONA (Danish Online News Association) er en forening til fremmelse af onlinejournalistik #Fakta #DONA

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

Moderskibet Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Danmarks Radio – det store moderskib i det danske medieunivers. en gemmer på børneminder som Veras kælder, der er fyldt med re store tv-dramaer. Hvert år pumper staten mere end tre milliarder in formere og underholde - på grund af public service-konceptet.

. Styret af staten – kendt af alle. DR-bygning ekvisitter, som langt de fleste kan genkende fra nd i DR-maskinen, som har til opgave at in-

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

Public service

Public service kræver ædel journalistik Public service er ikke kun én bestemt ting, men et begreb med mange betydninger. Først og fremmest er det et politisk redskab, som skal sikre kvalitet til danskerne Tekst: Lasse Emil Kristiansen

Public service er politikernes bud på den gode offentlighed. På de ting, som vi danskere burde se og høre. Sådan lyder det fra Ejvind Hansen, forskningschef i journalistik filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Man kan sige, at public service er nogle normer for, hvad det er for nogle offentligheder, vi skal fastholde,” siger Ejvind Hansen. Det er nogle normer, som politikerne bestemmer. Det står skrevet ved lov, hvad danske public service-kanaler har af forpligtelser. I ’Radio- og fjernsynsloven’ står blandt andet, at public service skal sikre den danske befolkning :”et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed.”

De forskellige public service-kanaler skal hvert år lave en redegørelse for, hvordan de har opfyldt kravene til deres public service-forpligtelser. Den skal blandt andet komme ind på, hvor meget nyheder har fyldt i sendefladen, hvor mange danske programmer de har sendt, og hvordan publikum har reageret på sendte programmer.

Hvem er underlagt? DR er den medievirksomhed, der får flest penge fra statskassen. Derfor har de også langt større forpligtelser, end de andre public service-tilbud. DR skal yde public service på fire tv-kanaler, tekst-tv, flere radiokanaler samt web. TV 2 skal derimod kun levere public service på deres hovedkanal og - Ejvind Hansen regionale kanaler. TV 2 News, Zulu og Charlie er ikke inkluderet. Desuden er NOVA FM og Radio24syv også underlagt public service.

”Man kan sige, at public service er nogle normer for, hvad det er for nogle offentligheder, vi skal fastholde.”

Som public service-medie får man statsstøtte. Det sker via licensopkrævning fra borgerne – hver husstand skal betale 1.150 kroner om året.

Politiske ideer om god journalistik Ejvind Hansen mener, det er godt for journalistikken, at politikerne kan udstikke regler for, hvad borgerne har brug for. ”Der er en logik i at opfinde nogle politiske idéer om, hvad der er god journalistik,” siger han. Journalist på DR Kristian Sloth er enig i, at public service gavner journalistikken. DR har som public service-kanal en særlig forpligtelse over for borgerne. Det gør, at DR i deres journalistik sætter barren højt, forklarer han. ”De journalistiske metoder, og de mål man har med journalistikken, skal være ædle. Det er det, som public service kræver af os,” siger han.

DR er ikke bange for det elitære Public service-begrebet har dog ikke kun én betydning. De forskellige kanaler har taget det til sig på forskellige måder. For eksempel har

TV 2 skabt det ny-populistiske public servicebegreb, som bygger på at give seerne det, de gerne vil have i stedet for at virke belærende, fortæller Ejvind Hansen. Hos DR ser opfattelsen af public service anderledes ud. ”DR er knap så bange for at have nogle mere elitære idéer, om hvad der kunne være godt for borgerne. De har vist den forståelse, at public service skal være med til at løfte borgeren til et nyt stadie,” siger Ejvind Hansen. Der udarbejdes en aftale mellem kulturministeren og public service-kanalerne, som meget specifikt kommer ind på, hvad de bestemte kanaler skal levere. Både TV 2s og DRs nuværende aftaler gælder til 2014.

DR er landets eneste fuldt licensfinansierede og dermed brugerbetalte radio- og tv-station. Licensen fastsættes af Folketinget og forpligter DR til det, der ofte kaldes public service.

Styring af medierne er et nordisk fællestræk Vi har de samme krav om sprog, mangfoldighedspolitik og samfundsdebat i vores public service forpligtelser. I Skandinavien fylder public service meget, hvilket giver grund til undren i resten af verden Tekst: Kirstine Ottesen

En nyhedsradio, et seerudvalg og en sprogpolitik. Vender man blikket mod vores skandinaviske naboer, findes der hos Sveriges Radio og norske NRK nogle helt klare og definerede public service forpligtelser, som til forveksling ligner de danske. Sveriges Radio bryster sig af at være en ”virksomhed i offentlighedens tjeneste” og NRKs tagline er ”noget for alle, altid.” Begge medier sender nyheder og har et varieret program, der både opdrager og underholder.

Public service banden Public service et særligt kendetegn ved det skandinaviske mediebillede. Det mener Christian Breinholt, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Når jeg prøver at fortælle skolens internatio-

nale elever, at næsten to tredjedele af al tv og radiolytning faktisk er på public service kanaler, og dermed er statsligt styrede kanaler, så undrer de sig gevaldigt. Udbredelsen af public service i Skandinavien er et kendetegn i forhold til i resten af verden.” De skandinaviske landes størrelse er en af de væsentlige forskelle på deres public service. ”En af forskellene er, at både Norge og Sverige har et bredere og større avismarked. Det vil sige, at konkurrenterne til public service er stærkere og har større diversitet, fordi der er flere titler. At landene er større har jo også en vis betydning i forhold til den lokale journalistisk,” siger Christian Breinholt.

sig selv som “Det, der sprogligt limer Norge sammen”. ”Sproget er utrolig vigtigt for os, fordi en del af vores forpligtelser er at tage vare på det norske sprog, både bokmål og nynorsk. Desuden har vi en helt speciel forpligtelse i forhold til den samiske befolkning. Og så ved vi jo, at man vil se et højere indhold af norsk sprog hos os end hos de kommercielle. Det betyder, at vi har defineret sprog som en vigtig andel af de forpligtelser vi har som Public Ser- Christian Breinholt vice medie,” siger Tommy Hansen, kommunikationsdirektør i NRK.

”Når jeg fortæller skolens internationale elever, at næsten to tredjedele af al tv og radiolytning faktisk er på statsligt styrede kanaler, så undrer de sig gevaldigt.”

At værne om det nationale sprog I alle tre lande lægger man stor vægt på, at værne om det nationale sprog. I den danske Radio- og Fjernsynslov står der, at der på DR skal lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur, og både NRK i Norge og Sveriges Radio har en skarpt defineret sprogpolitik. På sin hjemmeside beskriver NRK blandt andet

end os. Vi har den fordel, at vi kan lave ting, som ikke er så kommercielt interessante.” For programdirektør i Sveriges Radio, Björn Löfdahl, er det vigtigste ved public service, at man når ud til et bredt publikum: ”Vores mål er at vise det svenske samfund, som det er, og det er samtidig også vores vigtigste public service-krav. Vi skal analysere samfundet, demokratiets udvikling og journalistikken. Udfordringen ved Public Service er hele tiden at nå frem til publikum. Men jeg tror det er vigtigt, at vi som Public Service-medie har et bredt publikum. Næsten alle svenskere lytter hver dag til Sveriges Radio,” siger han.

”Vi skal nå frem til publikum” Tommy Hansen ser desuden public serviceforpligtelserne som både en fordel og en udfordring. ”Der er mange ting NRK gør, som ingen andre gør. For eksempel det vi har på samisk, blandt andet en samisk avis. Vi har også et seksualoplysningsprogram for unge, som er et stærkt kontroversielt program, der har skabt frygtelig meget debat. Men det er et program, som ingen kommercielle kunne have produceret, fordi de måtte have tænkt helt anderledes

Hvert EU-medlemsland fører sin egen mediepolitik. Dog har EU siden 1989 fastlagt regler og retningslinjer for spørgsmål af fælles interesse inden for Radio og TV. Også i Europarådet udformes fælles retningslinjer på medieområdet.. Kulturel mangfoldighed i EU, beskyttelse af mindreårige og vækst i produktionen af film og tv-programmer i EU er nogle af EU’s målsætninger for det audiovisuelle område.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

FOKUS

ILL

Public service

Hvad er public service? Public service er journalistikkens fornemmeste opgave. Den skal sikre, at folk bliver informeret om samfundet - men hvor meget ved de journaliststuderende egentlig om konceptet?

Tekst: Michelle Færch og Kristine Dam Johansen Fotos: Daniel Hjort

Betina Garcia, 1.semester på DMJX Hvad er public service? Det er vel det, som vores kære DR tilbyder os. Altså at vi bliver ordentligt oplyst om stort og småt. Hvilke medier er omfattet? DR og Radio 24syv. TV 2 var vel også, men nu er de gået over og er blevet en betalingskanal. Og måske de der små kanaler. De der... Altså TV 2-Østjylland - de er vel stadig under public service-kravene, ikke? Er det kun i Danmark, man har public service? Det ved jeg ikke.

Kristian Pedersen, 7. semester på DMJX Hvad er public service? Det er en forpligtelse, som primært de store tv-stationer, DR og dels TV 2, har for at give danskerne noget brugbart tv, og for den ulejlighed får de noget statsstøtte. Hvilke medier er omfattet? Jeg tror kun, at det er DR og TV 2. Er det kun i Danmark, man har public service? Det ved jeg ikke noget om.

Karin Søkilde, 7. semester på DMJX Hvad er public service? Det er en forpligtelse, der følger med licensmidlerne. Altså krav fra staten om, at vi laver tv i almen interesse for befolkningen. Hvilke medier er omfattet? DR og TV 2-regionerne. Er det kun i Danmark, man har public service? Det tror jeg ikke. Jo... Ja... Jo. Jeg er lidt på udebane her. Staten har vel også tv-kanaler i alle andre lande.

Sidsel Miller Hansen, 3. semester på DMJX Hvad er public service? Det er at oplyse borgerne, så de er i bedst mulig stand til at træffe beslutninger i et demokratisk samfund. Hvilke medier er omfattet? DR. Og jeg formoder også, at TV 2 er, men jeg er faktisk i tvivl. Er det kun i Danmark, man har public service? Det ved jeg ikke.

Kristoffer Sutton, 1. semester på DMJX Hvad er public service? Det er jo at garantere, at befolkningen får nogle oplysninger om samfundet. Nogle oplysninger, som er bestemt af lovgivningen, for at man kan holde sig ordentligt orienteret. Hvilke medier er omfattet? DR og TV 2. Og den nye radiostation Radio 24syv er vel også. Er det kun i Danmark, man har public service? Nej, men jeg tror, at vi er et af de eneste lande, hvor det er statsejet. I Holland har man for eksempel udliciteret til private medievirksomheder, som stadig er underlagt public service krav.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

FOKUS

ILL

Public service

Hvis det står til politiker Laura Lindahl (LA), skal seerne selv bestemme, hvad de vil betale for at se i tv. Public Service skal afskaffes – eller i hvert fald begrænses. Men er sponserede studieværter og de frie markedskræfter et godt alternativ?

Ingen skal bestemme, hvad der er godt tv Tekst: Lasse Emil Kristiansen Illustration: Sofie Bangsgaard

”Jeg er imod at blive tvunget til at betale for noget, som, andre mener, har værdi,” lyder den klare melding fra Laura Lindahl, cand. merc. og førstesuppleant for Simon Emil Ammitzbøll (LA) i Folketinget. Hun bryder sig ikke om idéen bag public service. At nogen bestemmer, hvad der er vigtigt tv, og at man skal betale for det, uanset om man ser det eller ej. ”Det kan jo ikke passe, at jeg skal betale for, at andre kan se Vild med Dans,” siger Laura Lindahl. Derfor bør DR privatiseres og TV 2 sælges, mener hun. Dermed vil det blive markedskræfterne, som bestemmer, hvad der bliver vist på tv, og folk kan få det, de selv efterspørger. ”Så er der mange, der taler om, at hvis vi ikke havde public service, så ville det kun være lort, der blev vist i tv - reality-programmer

og TV3 hele vejen igennem. Men hvis det er sandt, så er det jo fordi, det er det, folk vil have. Det kan godt være, at der er nogen, som synes, det er lort, men det synes folk jo åbenbart ikke selv,” siger Laura Lindahl.

Tv uden public service Ejvind Hansen, forskningschef i journalistik filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at tv vil miste meget af sit gode indhold og fokusere for meget på fremstillingen, hvis markedskræfterne styrede det hele. ”Prøv at kigge på USA, hvor de ikke har public service. Alle nyhedsudsendelser bliver meget mere fokuseret på at appellere direkte til borgeren. Der spiller man på nogle emotionelle identifikationer, i stedet for at fokusere på indholdssiden. Det bliver nogle gange nærmest et helt skuespil på skærmen,” siger han. Laura Lindahl er ikke enig i, at nyheder i Danmark vil miste sit indhold uden public

service. Tværtimod mener hun, at vi kan få et oprette en fond, hvor alle tv-stationer kan søge større og bedre nyhedsbillede, hvis flere min- støtte. dre tv-stationer også ”Hvis der nu var en lavede nyheder. ”TV3 kan for eksempel slet ikke kon- pose penge, man skulle ”Som det er nu, kan søge, så ville det trods TV3 for eksempel slet kurrere med DR og TV 2 på nyheds- alt fungere nærmere ikke konkurrere med fronten, fordi de ikke får statskroner. det frie konkurrenceDR og TV 2 på nyhedsparameter,” siger Laura fronten, fordi de ikke Det kan jo godt gøre, at vores nyhe- Lindahl. får statskroner. Det kan Den pose penge skal jo godt gøre, at vores der bliver en smule farvede.” dog være meget minnyheder herhjemme - Laura Lindahl dre, end de beløb man bliver en smule farbruger på public servede, når kun to kanaler sidder på dem,” siger vice i dag, understreger hun. Laura Lindahl. ”Desværre synes jeg lidt, at det her er en debat, som er gået død. Man diskuterer ikke public service og alternativerne nok,” siger Søg en pose penge Laura Lindahl er godt klar over, at der er noget Laura Lindahl. journalistik, som ikke vil have særligt gode vilkår uden public service. Derfor synes hun, at man som alternativ til public service burde

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Praktikantstafet:

”I Holstebronx kalder de mig Chab” Rejseplanen viser to timer til Aarhus, men Christian Moselund Aaby har ikke fortrudt ét sekund, at han fik praktikplads på TV/Midt Vest. Gravearbejde og tavse holstebroere giver hverdagen spænding Tekst: Christian Moselund Aaby Foto: Anita Graversen

VO, sync, rundown og manus. Det er nogle af de begreber, som er blevet en del af min nye hverdag. Jeg har også fået et kælenavn. Chab. Forklaringen ligger i min mailadresse. Herude går de fleste under deres ’mailnavn’. Vi har for eksempel en Niqu, en Anly, en Svmi og en Maro. Og Chab er så blevet mit nye navn. Ordet legeplads har fået en helt ny betydning, efter Bunkerens grå beton er byttet ud med virkelighedens Midt- og Vestjylland - eller Holstebronx, som vi ynder at kalde det - og legepladsen bliver bare bedre og bedre, for hver dag der går. Allerede på dag fire på TV/MIDTVEST havde jeg mit første indslag i fjernsynet. En virkelig god begyndelse på halvandet års eventyr i det vestlige Danmark.

Bedrageri på fjerkræslagteri I januar får vi en ny tv-kanal. Og til en ny kanal hører sig også et slogan – ’Hele vejen rundt’. Netop dét kommer man i sin uddannelse på TV/MIDT-VEST. Lige nu laver jeg nyheder,

men jeg skal også lave sport, lære at styre kameraet som VJ og lave en længere feature. Nyhedshåndværket er både mit og stationens hjerteblod. Selvom det ikke er ministre, der bliver væltet, så giver det et kick på hele stationen, når jeg er med til at finde ud af, at Skives største stemmesluger ved Kommunalvalget i 2009, og tidligere borgmester i byen, på grund af en sag om sexchikane har bedraget sig til 62.500 kroner. Eller når jeg sammen med en medpraktikant graver frem, at en medarbejder på fjerkræslagteriet Rose Poultry har taget op imod 20.000 kroner for at give østeuropæere et arbejde i Danmark. Eller når en voldtægt af en 10-årig sætter et lokalsamfund på den anden ende, og ingen tør tale med os. Sådan er hverdagen, og jeg er vild med den. Men alting er ikke lyserødt. For det er absolut ikke altid vi er i BREAKING-mode.

Med eller uden ildtang Når vi ikke er det, så laver vi i stedet fjernsyn om mennesker, der har en god historie at fortælle. Ofte er det historier, som hverken TV

Avisen eller TV 2 Nyhederne vil røre med en ildtang, men det giver udfordringer på et helt andet plan end at skære dagens topnyhed. Og for mig er det det fascinerende ved regionaltv i almindelighed og TV/MIDT-VEST i særdeleshed.

Holstebro-Aarhus t/r Holstebro og Vestjylland er ikke så slemt, som det måske lyder. Med en håndfuld medpraktikanter og tilsvarende foto-praktikanter, er vi en ung gruppe, der ofte ses uden for arbejdet. Fordelen her er, at vi alle har behov for det netværk, stationen giver os. Så gør det ikke så meget, at Holstebro ikke just er et infrastrukturelt knudepunkt, OG at det tager mere end to timer at nå til Aarhus og knap fire at komme til hovedstaden. Men det gør bare fornøjelsen ved storbyen større, når man endelig hiver dagene ud af kalenderen og hopper på toget ud af provinsen.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT DJ – både for journalister og kommunikatører Af Lars Werge, næstformand, DJ Medier og Kommunikation

Skal en sag om en ’spindoktors’ formentlige lovovertrædelse og læk af personfølsomme oplysninger til en formiddagsavis, og denne avis’ efterfølgende brud på kildebeskyttelsen, være afgørende for, om journalister og kommunikationsfolk kan være medlemmer af den samme fagforening? Hvis ja, så er det ret nemt. Så kan DJ Medier og Kommunikation skære et antal tusinde (tilfredse) medlemmer fra og lukke for optag af flere fra de forskellige kommunikationsuddannelser; så skal DJ fremover kun bestå af ’rigtige’ journalister, som herefter kan bekræfte hinanden i, hvor dygtige og rettænkende, de er. Sker det, vil DJ på relativt kort sigt udvikle sig til en loge for de rigtige meninger, og interessefællesskabet vil på lidt længere sigt ende med at blive et fængsel af smagsdommeri og de rigtige meninger. Og blandt andet derfor skal hverken den stærkt omtalte sag - Lars Werge om Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt fra begyndelsen af december eller lækagesagen fra Søren Gades forsvarsministerium for et par år siden være udslagsgivende for, om journalister og kommunikatører kan være i forbund sammen. Der er nemlig langt mere, der samler og forbinder, end der skiller de to grupper. En stor del af DJs medlemmer har taget en af de klassiske journalistuddannelser, men arbejder i dag som kommunikatører. Her anvender de værktøjer, som er klassisk journalistiske, og de bruger metoder og strategier, som stammer fra kommunikationsuddannelserne – det kan meget vel være ting, journalisterne har lært på efteruddannelse hos Update, hvor man længe har undervist journalister i kommunikation. DJ rummer også en gruppe medlemmer, der både arbejder med journalistik og med kommunikation; et par dage om ugen har de job for en lokal ugeavis eller radiostation, og andre dage i ugen arbejder de med kommunikation for firmaer og foreninger. Med andre ord: Den sammenblanding, som visse journalister frygter, er for længst sket i DJ. Og den har fundet sted uden de store komplikationer, vil jeg påstå. Specialgruppen DJ:Kommunikation er eksempelvis en godt integreret del af DJ, og på kommunikationsuddannelser organiserer DJ i stigende grad de studerende. DJ:Kommunikation har i løbet af det seneste års tid arbejdet med at formulere en etik for kommunikatører, og DJs hovedbestyrelse har besluttet, at emnet skal være et tema på forårets Faglige Forum, hvor vi samler 200300 tillidsfolk og fagligt aktive i to dage. Naturligvis vil der altid kunne opstå konflikter mellem DJ-medlemmer. Det har forbundet kunnet holde til og kunnet løse i de første 50 års eksistens (DJ er stiftet i 1961), og ved at tage udfordringen alvorligt og tage bestik af virkeligheden er det også DJs ambition at kunne rumme alle typer af medlemmer i fremtiden.

”Den sammen blanding, som visse journalister frygter, er for længst sket i DJ. Og den har fundet sted uden de store komplikationer.”

Ill. DEBAT søger holdninger Sektionen er holdningernes legeplads. Har du noget på hjerte, som du gerne vil dele? Er der et emne, du mener, skal debatteres? Ill. DEBAT er stedet, det sker. Skriv til illbunker@mail.dmjx.dk

“Og når vi nu alligevel er i gang med at gentænke den danske public service-model, så lad os da samtidig fjerne medielicensen.” - Simon Emil Ammitzbøll

En ny public service-model Af Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører og kulturog medieordfører, Liberal Alliance

Sporløs, Hammerslag og Kender du typen? – tre eksempler på DR-programmer, som lige så godt kunne blive sendt på en kommerciel tvkanal. Når DR alligevel producerer og sender den slags, er det selvfølgelig for at konkurrere med TV 2 og de øvrige kommercielle tv-stationer. Men dén logik er helt gal, for pointen med at have en public service-institution er jo netop, at den skal producere og sende programmer, som ikke kan overleve i den almindelige kommercielle konkurrence. Udviklingen i DRs programflade kalder på en diskussion om den traditionelle public service-model. I stedet for at give statslig støtte til DR som sådan kunne man forestille sig at give offentlige public service-midler i form af særskilt programstøtte. Så kan de enkelte medier konkurrere om støttekronerne. På den måde kan man få højere kvalitet og bedre udnyttelse af public service-midlerne til gavn for lyttere og seere.

Liberal Alliance går bestemt ind for public service. Det er vigtigt, at borgerne har adgang til seriøse nyheds-, debat-, kulturog børneudsendelser, og den slags kan ikke klare sig på markedsvilkår. Men er der nogen grund til at bruge skatte kroner på at indkøbe amerikanske film og serier eller producere X-factor og Hammerslag? Det er jo programmer, som ikke på nogen måde kan betegnes som public service. Programstøtte til udvalgte produktioner i stedet for generel støtte til DR og til dels TV 2kunne sikre, at vi bruger public service-kronerne på det, de egentlig er tiltænkt. Og når vi nu alligevel er i gang med at gentænke den danske public service-model, så lad os da samtidig fjerne medielicensen. Denne antikverede, bureaukratiske og helt meningsløse ordning skal simpelthen væk. Pengene til public service skal i stedet opkræves via skatten.

Journaliststuderende er nogle vatpikke Af Michael Korsgaard Nielsen, 3. sem. og Jens Jørgen Holt Hansen, 3. sem.

Af flere omgange er vi blevet opfordret til at skrive et læserbrev til Illustreret Bunker. Der er simpelthen ikke gang i debatsiden, og redaktørerne hiver sig i håret (eller mangel på samme) for at få folk op ad stolen og deltage. Hvorfor er vi så ringe til at være opsøgende, stå ved vores mening og brokke os? Vi er vel for helvede journalister. Der er ellers nok at brokke sig over. Det hører man hver gang, en flok journalister sidder samlet over en øl. Snakken går lystigt. ”Min vejleder til 1. årsprojekt er for ringe.” ”Nyhedsforløbet på tredje semester ligger ALT for sent.” ”Hvor er debatten om Panikdagen? Og hvorfor sker der aldrig noget nyt?” Det er nemt at blive enige over en øl, men går vi videre med vores brok? At det er sundt at brokke sig, er alle journalister vel enige om. Men tænk, hvis al vores brok medførte konkrete ændringer på studieforløbet, praktiktiden eller Panikdagen. Vidste du for eksempel, at man kan klage over sin vejleder til 1. årsprojektet, men at der aldrig er nogen, der får nok klager til, at der bliver taget hånd om det? Efter dette opstød fra os, står der stadig én ting tilbage at besvare: Hvordan får vi skabt en livlig og opsøgende debat på Journalisthøjskolen? Skriv, råb, brok jer!

“At det er sundt at brokke sig, er alle journalister vel enige om.” - Jens og Michael 3. semester

Forkert påstand i Illustreret Bunker Af Henrik Bødker, Centerleder, Center for Journalistiske Universitetsuddannelser, Aarhus Universitet

Asger Gørup Nielsen skriver i novemberudgaven af Illustreret Bunker under overskriften ’Kandidatuddannelser: Ingen adgang for journalister’, at “vi [journalister] ikke kan specialisere os på universiteternes kandidatuddannelser”. Det er på sin vis både rigtigt og forkert. Det er rigtigt i den forstand, at der er mange kandidatuddannelser, hvor journalist bachelorer ikke har adgang. Det er en barriere, som journalister deler med studerende med andre bachelorbeviser. Det generelle krav til en kandidatuddannelse er nemlig, at den bygger oven på viden fra en eller flere BA-linjer. Dette progressionskrav gør, at en jurabachelor for eksempel ikke kan tage en kandidatuddannelse i medievidenskab — og

en medievidenskabsbachelor heller ikke kan tage en kandidatuddannelse på jura. Asgers beklagelse over manglende adgang er dog forkert i den forstand, at journalister har adgang til og kan bruge cand.public kandidatuddannelsen til at specialisere sig. Det er netop hele ideen med den, og her står journalister stærkere end andre professionsbachelorer, der ikke har nogen kandidatuddannelser møntet på dem. Af de 120 ECTS, der udgør cand.public uddannelsen, kan (mindst) 70 af dem bruges til at specialisere sig — med fag fra statskundskab, økonomi, medievidenskab eller andre kandidatuddannelser. De obligatoriske dele af uddannelsen er primært et destillat af de metodiske og analytiske apparater, der gør det muligt at tilegne sig og arbejde med centrale dele af samfunds- og

humanvidenskabelige kandidatuddannelser. Desuden indeholder uddannelsen faget analytisk journalistik, der sigter på at gøre akademisk, analytisk viden produktivt i journalistiske sammenhænge. Dette er også en vigtig del af det afsluttende speciale. Cand.public uddannelsen ligger således ikke et “sted mellem de to uddannelsesstiger”, som det fremgår af teksten i en illustration i artiklen. Cand.public uddannelsen er en kandidatuddannelse, og oven i købet en med en stor grad af fleksibilitet, der gør det muligt for den enkelte studerende at tone den efter interesser og behov. Uddannelsen er netop lavet for at imødekomme det behov for yderligere specialisering, som Asger efterspørger.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

BAG S I D E N A F N E D I S G A B

Nyt fra medieland

Foto: Ditte Valente

1. Hold nu kæft, Henrik! Du er sgu da gammel Venstre-mand!

Ankerdal overhalede BaB

Har du, eller har du ikke deltaget i møder om...?

2. Godt Helle blev statsminister. Ellers skulle jeg give en Cavling til en af de her idioter om en måned.

Britpop og snaps

3. Jeg kunne virkelig godt bruge en fadøl...

Gætteleg: Gennem en hemmelig kilde i Skatteministeriet har BaB fået adgang til Lille Lars’ tanker. Hvad tror du, han tænkte under pressemødet den 5. december?

LÆRERSTAFETTEN:

I sidste udgave af Illustreret Bunker forsøgte Bagsiden af Bagsiden at gøre sig morsom over Morten Ankerdal og Mark Stokholm, der begge er nye værter på DRs Aftenshowet. Eller nærmere var. For Ankerdal nåede nemlig, før avisen kom i standerne, at melde sin afgang hos Moderskibet. Han savner simpelthen sport for meget. På DRs vegne vil vi gerne sige tak, for de måneder vi fik sammen, Morten. TV 2s nye formiddagstalkshow, Weekend Weekend, havde søndag den 4. december fint besøg. Noel Gallagher fra det hedengangne band Oasis var nemlig i studiet for at spise engelsk morgenmad, drikke snaps og for at tale om sin koncert i Radiohuset aftenen forinden. Eller var han? De to første punkter er egentlig ligegyldige - og dybt uoriginale! - men interviewet om koncerten var helt i hegnet. Især når man tager den lille information, Wikipedia giver, in mente: ’Søndagens udgave af Weekend Weekend optages lørdag eftermiddag.’ Nu giver det pludselig mening, at der var undertekster på Noel i ”direkte” tv. Men hvor var det tåkrummende åndssvagt at se de tre værter nikke i kor, da Noel siger, at hans kommende koncert ”var en af rockhistoriens største”. Vi er glade, smiler, og holder seerne for nar. Snak dog om noget andet i stedet for at stå og lyve...

Illustration: Redaktionen

Som rosinen i enden af pølsen har studievejleder Joan Husted i denne måned modtaget stafetten. Det bliver til snik snak om gamle dage men også om irriterende børn og opvask. Jan Dyberg stiller spørgsmålene, og vi takker af for i år - Kære kollega og ven. Du virker jo umiddelbart som en meget mild og blid person... Men jeg ved jo bedre. Kan du ikke beskrive, hvad der for alvor kan bringe dit pis i kog? Det kan folk, som kører på frihjul og ikke bidrager. Det er stort set kun på hjemmefronten, jeg ryger op i det røde felt over den slags, men jeg er sikker på, at mine unger ikke genkender din fremstilling af mig som mild og blid. Jeg er mildest talt træt af, at de nærmest skal varsles 72 timer forud, hvis de skal tømme en opvaskemaskine. - Vi er jo fra samme DJH-årgang, januar 1995, og vi var makkere på det undersøgende projekt på 3. semester. Jeg husker, at vi havde intentioner om at afsløre en europæisk industrilobbys forsøg på at bremse EUs planer om at få mere gods fra lastvogne over på mindre miljøskadelige transportformer som f.eks. jernbanen. Et mildest talt ambitiøst projekt - og for vores vedkommende relativt uforløst. Hvilke tre ting husker du bedst fra det projekt? Det første, jeg kommer til at tænke på, er det nybagte franskbrød med birkes en eller anden overskudsagtig medstuderende kom med ved seks-tiden om morgenen, da vi nærmede os deadline. En stor del af årgangen var i lokalerne på 200-gangen, hvor der var computere. Det havde vi jo ikke selv den gang i det forrige århundrede. Mange af os var godt udmattede. Vi havde knoklet hele natten med at skrive og sætte artikler op, og så kom den der frelsende engel med brød, der gav lidt ny energi til de sidste tre timer.

Så står det ret tydeligt i min erindring, at trafikpolitisk ordfører for CD, Arne Melchior, gav mig en fuldstændig umotiveret skideballe over telefonen. Den havde jeg ikke lige set komme, og bagefter var jeg ret rystet. Endelig husker jeg, at du manglede jordforbindelse. Du svævede rundt og var nyforelsket, men det var nu ikke derfor, vi aldrig fik skovlen under lobbyisterne. Tværtimod. Du var dengang en ihærdig og fokuseret researcher. Og åbenbart fokuseret på flere fronter. Nok lykkedes semesterprojektet ikke helt, men din charmeoffensiv fra foråret ’92 var til topkarakter og blev ifølge mine kilder til langtidsholdbar kærlighed. - Så har min ven Google fortalt mig, at du er røget med på løberbølgen - formentlig i tights, Craft-trøje og alt det der outfit. I marts i år deltager du i et 10 km løb og bruger 4:22 minut pr. km., men til Marselisløbet i september er du helt oppe på 6:06 minut pr. km. Hvad er forklaringen på denne tilsyneladende formnedgang? Jeg er glad for, at du stiller netop det spørgsmål, men inden jeg svarer, må jeg lige påtale din mangelfulde research; hvad mener du med “røget med på løberbølgen”? Hvis du havde gravet lidt dybere, ville du vide, at jeg allerede som barn i det vestjyske var med i adskillige løb. Marselisløbet løb jeg første gang i starten af 90´erne, så indledningen til dit spørgsmål provokerer mig en smule. Men som du selv siger, er det kun en tilsyneladende formnedgang, der ene og alene skyldes, at jeg var til gadefest aftenen før, og den havde sat sig i benene.

Som forberedelse til sit nuværende job har Joan Husted længe drømt om at lave studievejledning for Røde Kors i Mexicos fattige kvarterer.

- På Updates hjemmeside er du i 2003 citeret for at sige, at du ”godt kan se sig selv i en stilling som informationsjournalist – omend ikke for hvem som helst.” Hvem vil du gerne arbejde for - og hvem absolut ikke (som informationsjournalist)? Jeg ved godt, det er en kliché, men for mig er det afgørende, at jeg har hjertet med og kan stå inde for mit arbejde. Og derfor ville jeg for eksempel aldrig kunne arbejde for Skandinavisk Tobakskompagni. Den idealistiske del af mig, der gerne vil gøre en forskel, kunne nok gøre en god gerning for DSB og Skattemininisteriet – steder, som på det seneste har vist, at de ikke just lykkes med kommunikationen. Mit ærlige svar er, at så ville jeg gerne arbejde for en organisation som Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse eller Psykiatrifonden. - Ud over at være en fremragende underviser er du i år også blevet studievejleder, og du har

allerede haft en del studerende til samtaler. Hvad har været de største aha-oplevelser i den forbindelse? Det har så afgjort været, at en stor del af de studerende går rundt og bøvler med deres tanker alene. En del opsøger mig, fordi de er usikre på, om de er gode nok, eller om uddannelsen nu også er den rigtige for dem. Når jeg så spørger, om de har vendt tvivlen med studiekammerater, er svaret oftest nej. Det synes jeg er superærgerligt. Ikke fordi jeg er fortaler for basisgrupper, hvor man skal sidde og vende vrangen ud på sig selv, men fordi den slags tanker og tvivl har det med at blive forstørret og forvrænget, når man tumler med det selv. Og på en skole hvor vi vægter samarbejde og studiegrupper højt, vil jeg gerne arbejde for at fælleskabet også gælder, når det ikke kun handler om faglighed og fester.

DECEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

Bamse er flyttet fra skoven og ind i foyeren i DR Byen. På siden af huset har han sat en seddel til nysgerrige børn og voksne: ’Fy Babab! Du må ikke røre mit allerste dejligste Bamsehus - men GERNE kigge!’ Foto: Jeppe Bjørn Vejlø