Illustreret Bunker, 11 -2010 by Illustreret Bunker

ILL

BUNKER

MAJ 2010//12.ÅRGANG//NR.03

De slemme drenge og piger. Fokus ser nærmere på undercoverjournalistik

Foto: Lasse Bak Mejlvang

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

LEDER: Panikdagssnyderi:

ALLE VED DET Vi har et dilemma på Illustreret Bunker. Eller nærmere. Vi ved noget, vi ikke kan få ud i vores artikler: Vi ved, at flere praktiksteder brød reglerne og kontaktede praktiksøgende studerende, før hornet lød klokken 9.30. De studerende, der blev kontaktet, fik et særdeles sikkert indtryk af, at de ville få en konktrakt klokken 9.30, hvis de stod klar ved praktikstedets dør. Der er ingen, der vil fortælle os det til citat.

Ingen vil komme i problemer med deres nye praktiksted eller deres kammerat, der har fortalt om snyderiet. Og det er der ikke meget at sige til. Hvor stort er problemet, kan man spørge? Man kan med rette mene, at der er større udfordringer for praktiksøgningen end de formentlig ret få tilfælde af snyderi. For eksempel at sikre praktikpladser til alle og afvikle panikdagen på en rolig måde i modsætning til, hvordan i hvert fald praktikvejleder Pia Færing oplevede dagen. Hun

synes, der blev løbet og festet for voldsomt på gangene. Man kan mene meget om praktiksystemet og den frygtede panikdag. Men hvis man ønsker systemet i dens nuværende effektive form, nytter det ikke, at systemet undergraves - af den voksne part. Vi vil ikke skrive, hvem det er, der har snydt i denne omgang. Selvom det er bemærkelsesværdigt, at det ofte er de samme praktiksteder, der har problemer med at ringe for tidligt - eller endda for sent, hvilket skete da der blev ansat fotopraktikanter denne gang.

Synderne blandt praktikstederne må droppe de smarte tricks. Det er blot et spørgsmål om tid (eller Panikdage), inden de afsløres og får karantæne. Taberne bliver både de studerende og praktikstederne selv. Det ved alle. Ligesom alle ved, at der foregik snyd på årets Panikdag.

Og i øvrigt...: I de SDU-studerendes udmærkede avis, Lixen, kan man læse på forsiden, at ”SDU bevarede roen i Århus.” Bladrer man ind i panikdagsdækningn, fortæller Lixen i en rubrik: ”SDU sejrede.” Underrubrik: ”67 ud af 68 SDU-studerende fik en praktikplads ved Panikdagen den 28. april. 17 studerende fra Journalisthøjskolen mangler stadig en praktikplads.”

spørgsmål: - Hvad gik konkurrencen præcist ud på? - Hvordan scorer man flest point? - Kan spillerne på SDU-teamet - som man må formode var tilstede - sejre over hinanden? - Hvis SDU ”sejrede” må der også være en eller flere tabere. Hvem mener Lixen, at taberne er?

Noget tyder på, at der eksisterer en konkurrence, som i hvert fald Illustreret Bunker ikke kender til. Vi har derfor en række opklarende

Vi venter spændt på en opfølgning i næste udgave...

Apropos konkurrencer: I Lixen kan man også læse, at “Lixen twittede om kap med Journalisthøjskolens Panikavis...” Men hvem vandt? Illustreret Bunker har optalt, at Panik-avisen lavede 112 tweets mod Lixens 64 tweets. Vi ser frem til opfølgningerne: “Panikavisen bevarede roen i Århus” og “Panikavisen sejrede.”

Inde

Fokus

Ude

Kultur/Debat

Foto

Ansvarshavende

Webredaktør Redaktionen

Jonathan Grevsen jwkgrevsen@mail.djh.dk

Økonomi- & annonceansvarlig Anders Malling Beck

Mette Lützhøft Jensen

Thomas Vibjerg

Rikke Bolander

Jonathan Grevsen Jens Anton Tingstrøm Klinken

Jens Anton Tingstrøm Klinken jatklinken@mail.djh.dk

Illustreret bunker

Faste skribenter

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Tryk

Kasper Thulstrup Jens Anton Bjørnager

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00 Mikkel Secher

Simon Friis Degn

Kristine Liv Lund -Pedersen

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse

11. maj 2010 12. årgang - 3. udgave Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Debatten forud for valget af de studerendes repræsentant til skolens bestyrelse udviklede sig til en debat om demokrati. Efterfølgende har De Studerendes Råd (DSR) lavet nye vedtægter

DSR giver sig efter hård kritik Tekst: Mikkel Secher

Valget af de studerendes repræsentant til skolebestyrelse har været en langstrakt begivenhed. Først var budskabet, at deltagerne ved DSR’s generalforsamling skulle stemme om det. Herefter ændrede DSR mening, så de alene skulle udpege repræsentanten. Begge forslag mødte voldsom modstand og medførte en livlig debat på Facebook. Siden blev proceduren igen ændret. Ved DSR’s generalforsamling blev det efter afstemning besluttet, at den nye repræsentant skulle findes ved et elektronisk valg, hvor alle studerende på skolen skulle have mulighed for at deltage.

Ingen præcedens gav misforståelse

Hele debatten omkring afviklingen af valget opstod, fordi der i DSR’s vedtægter ikke fandtes præcedens for den situation, at der var flere kandidater til posten. ”Vi er stadig forholdsvis nye i alt det

Hun beklager den udvikling hele debatten tog, efter DSR offentliggjorde den oprindelige plan for gennemførelse af valget. Hun har selv været mål for en del af kritikken, da hun efter fleres mening ikke var synlig nok, da debatten var på sit højeste. ”Jeg var chokeret over, hvor skinger debatten udviklede sig til at være, og den virkede slet ikke konstruktiv. Derudover var det mit indtryk, at det meste byggede på misforståelser,” siger Tania Stenbæk Bloem. Hun forklarer, at hun arbejdede på en officiel skrivelse til de studerende frem for at deltage i Facebook-debatten, men at hun nu i stedet har valgt at udtale sig til Illustreret Bunker.

Nye vedtægter om kampvalg

her, hvis man sammenligner os med andre uddannelsesinstitutioner, og vi har derfor stadig meget at lære,” forklarer Tania Stenbæk Bloem, formand for DSR.

”Det var noget rod, at vi ikke havde nogen vedtægter at støtte os til, men set fra den positive side har det været glædeligt, at så mange har udvist engagement og interesse for sagen. Enhver form for kritik og ros er påskønnet,” siger Tania Stenbæk Bloem.

Efter beslutningen om, at valget skulle foregå ved en direkte afstemning blandt de studerende, udarbejdede kandidaten Troels Gadegaard Frølich og Kresten Morten Munksgaard fra 5.semester et udkast til nye vedtægter om valg til skolebestyrelsen. Derudover har DSR gået vedtægterne efter i sømmene, ligesom jurister har været inde over.

af flere,” forklarer Tania Stenbæk Bloem. Er der i fremtiden flere kandidater til bestyrelsespladsen, får de mulighed for at føre valgkamp om deres medstuderendes stemmer. Udsigterne var denne gang, at den nye repræsentant efter valg skulle udnævnes den 11. juni, men da Troels Gadegaard Frølich nu er eneste kandidat, mangler kun, at DSR udpeger ham som den nye repræsentant til skolens bestyrelse. DSR’s vedtægter kan findes i fuld længde på deres Facebook-side.

De nye vedtægter blev vedtaget ved en ekstraordinær generalforsamling den 10. april.

Særparagraf fremskynder valg

De nye vedtægter betyder i korte træk, at DSR er ansvarlig for valget og senest 12 uger før valgperiodens udløb offentliggører valgproceduren. ”På den ekstraordinære generalforsamling besluttede vi desuden at indføre en paragraf i vedtægterne, der tillader os at nedsætte fristen til otte uger i særlige tilfælde som det nuværende. Hermed kan det nyvalgte bestyrelsesmedlem nå at deltage allerede i det næste bestyrelsesmøde, så vi ikke går glip

Læs mere om valget på side 4

Retræte:

Kampvalget er aflyst

HIGH RISK-FODBOLD + SKOLEFEST FREDAG D. 21. MAJ 2010 FODBOLDKAMP MELLEM ULLA UNITED VS SDU’S TØSER KL. 15.

Mikkel Linnemann Johansson fra 3.semester stiller alligevel ikke op til bestyrelsesvalget

DEREFTER:

Tekst: Jens Anton Tingstrøm Klinken

DJ MAINTZ FYRER OP FOR PLADER I

Der bliver ingen valgkamp på Journalisthøjskolen i denne omgang. Kampvalget om at blive de studerendens repræsentant i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse er aflyst. Den ene kandidat, Mikkel Linneman Johansson fra 3.semester, har trukket sig, erfarer Illustreret Bunker. Dermed er der kun én kandidat til posten.

Ville ikke repræsentere praktikanterne

De Studerenes Råd (DSR), der leder valghandlingen, blev i sidste udgave af Illustreret Bunker beskyldt for udemokratiske metoder, da studerende i praktik ikke havde mulighed for at stemme.

Mikkel Linneman Johansson er også næstformand i DSR og forsvarede valgmetoden Han udtalte, at de studerendes repræsentant i skolebestyrelsen ikke skal varetage interesserne for de studerende, der er i praktik. Den opfattelse af repræsentantens rolle blev dog modsagt af både bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen og den tidligere studenterrepræsentant, Martin Justesen. Udtalelserne fra DSR mødte derefter hård kritik i kommentarfeltet på Illustreret Bunkers Facebook-side. Det har ikke være muligt at få en opfølgende kommentar fra Mikkel Linnemann Johansson.

JOURNALISTHØJSKO-

LENS FC ÅBEN MODUS I ARVEFJENDEOPGØR MOD SDU’S FODBOLDDRENGE.

PAUSEN, OG DU KAN KØBE PØLSER OG FADØL

FESTEN FORTSÆTTER PÅ DJH KL. 19, HVOR REGGAEBANDET, VON DÜ, FYRER OP FOR FESTEN.

HAPPY HOUR I LØBET AF AFTENEN OG SAMTALER MED DE HOTTE SOMERSBY-PIGER ER DESUDEN EN MULIGHED. DER VIL VÆRE DANKORT-TERMINAL I BAREN – DER SKAL DOG HÆVES MINIMUM 100,- OVER.

INDE

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ORLOV:

Pia Færing: ”Drop orloven – og kom i gang” 13 JH-studerende har endnu ikke fundet et praktiksted, men der stadig ledige pladser. Pia Færing opfordrer de studerende til at komme i gang med praktikken frem for at tage orlov. Det er dog ikke alle, der har tænkt sig at følge det råd Tekst: Kasper Mosholm Thulstrup Foto: Erik Winther

Da panikken havde lagt sig på Panikdagen, kunne man rundt omkring på Journalisthøjskolen finde studerende, der ikke havde fundet et praktiksted. En af dem var Emil Winther fra 3. semester. Ingen af hans tre ansøgninger var blevet vekslet til en praktikplads. Derfor har han nu besluttet at tage orlov, når han er færdig på 3. semester. ”Orloven skal bruges til at blive omvendt skoletræt – altså skoleivrig. Jeg skal ud og finde lysten til journalistikken igen ved at lave noget, der ikke har med journalistik at gøre,” siger han. Han vil bruge noget af sin orlov på rejse ned langs den amerikanske vestkyst sammen med to kammerater. Derefter er planen, at resten af orloven skal udfyldes med noget studierelevant arbejde.

Få det bedst ud af det næstbedste

Pia Færing mener dog ikke, at orlov er den bedste løsning, hvis man ikke fik drømmepladsen på Panikdagen. ”Kom i gang. Man stiller sig ikke bedre ved at tage orlov. Tværtimod. Man kommer

ud af trit og gear,” er meldingen fra hende. Lige nu står Pia Færing med otte stillinger, der ikke er besat. Hun opfordrer de 13 studerende, der mangler et praktiksted, til at tage en af disse pladser og derved få styrket deres faglighed og netværk. På den måde vil de stå stærkere ved næste Panikdag. ”Ni ud af ti, der søger Politiken, vil skrive noget om mennesker eller kultur. Tænk, hvis man kan sige, at man ved, hvordan hele finanssektoren kører, og hvad pensionspenge bruges til, fordi man har været et halvt år hos ATP. Så kan det nok være, at man er mere interessant for Politiken, end hvis man siger, at man vil skrive om mennesker og kultur,” siger hun.

Orloven skal bruges fornuftigt

Pia Færing mener dog ikke, at orlov nødvendigvis forringer ens chancer for at få det rigtige praktiksted næste gang. ”Orlov kan være fint, hvis man bruger den på faglig dygtiggørelse eller menneskelig modenhed, ellers er der ingen fordel ved det,” siger hun. Emil Winther tror ikke, at hans kommen-

de orlov bliver en hæmsko, når han igen skal søge praktikplads. ”Jeg skal ikke sige, at jeg var en slacker på Panikdagen. Jeg skal sige, at jeg satsede højt, og det gik galt, og at jeg brugte min orlov på noget enormt vigtigt. Så det kommer an på, hvordan jeg sælger den,” siger han. Det er Pia Færing enig med ham i. ”Medierne ved kun det, man fortæller dem. Er din personlighed og faglighed god

nok, så gør det ingen forskel, om man har været på orlov,” siger hun. Emil Winther har ikke tænkt sig at gøre noget anderledes på næste Panikdag, eller gå på kompromis med praktikstedet, men han vil sørge for at have flere ansøgninger ude.

DMJX-bestyrelsen:

Her er de studerendes repræsentant Kampvalget er afblæst, og den tilbageværende kandidat, Troels Gadegaard Frølich, kan lade sig indskrive i Medie- og Journalisthøjskolens bestyrelse som de studerendes repræsentant. Illustreret Bunker fangede ham for at få en kommentar til, hvad vi kan forvente af den nye repræsentant Tekst: Thomas Vibjerg Foto: Privatfoto

Tillykke med sædet i skolens bestyrelse. Hvad vil du bruge pladsen til? ”Jeg synes grundlæggende, der er et paradoks med os journaliststuderende. Vi skal uddannes til et job, hvor vi skal have den store demokratiske kontrolfunktion, men jeg synes ikke, vi er gode til at varetage vores egne interesser på Journalisthøjskolen. Det er lidt en stående joke blandt de studerende, der er gamle i gårde, at man kan læse de samme historier i Illustreret Bunker år efter år. Det betyder jo, at vi aldrig får gjort noget ved de ting, som folk går og undrer sig over. Vi skal være bedre til at markere os, og det er sådan en ting, som jeg håber at kunne gøre i det omfang, som det passer sig for repræsentanten i bestyrelsen.”

INDE

I hvilke sager er det konkret, at de studerende skal markere sig? ”Jeg synes kantinen er et godt eksempel og har været det i lang tid. Lige nu har vi haft en situation, hvor kantinen har været dårlig i lang tid. Det er ikke første gang, at folk har fundet ud af at gå over til DR. Og DR tager pænt imod os, men det ender med, at der kommer så mange, at de siger ’ikke mere.’ Og så ryger folk tilbage på skolen. Det er aldrig rigtig blevet opfattet som en reaktion imod skolens kantine. Vi skal være bedre til at fortælle skolens ledelse, hvad der er vores interesser.” Fremtidens journalistuddannelse vil givetvis komme på jeres dagsorden. Hvilke ideer har du om den? ”Jeg synes, det er interessant at tage diskussionen om, hvilke typer journalister vi skal uddanne. Lige nu bliver alle jo mere eller mindre uddannet til at være den samme type journalist. Der er i hvert fald ikke på førstedelen de helt store muligheder for at specialisere sig. Jeg har selv overvejet, om vi både i forhold

til praktikken og tiden efter uddannelsen ville være bedre rustet til at komme ud som eksempelvis sportsjournalist eller politisk journalist, hvis man allerede på førstedelen fik mulighed for at målrette sin uddannelse i faglig retning.” 90 procent af referatet fra sidste bestyrelsesmøde handler om revisionsarbejde. Hvor sjovt tror, du det bliver at sidde i bestyrelsen? ”Der er selvfølgelig ting, som er mere interessante for os som studerende. Jeg skal finde en balancegang, så jeg ikke sidder og fyrer krudtet af på ting, der ikke er så relevante for os. Og hvis der så er nogle ting undervejs, som ligger uden for de studerendes interessefelt, så overlever jeg nok også det.” Kampvalget er afblæst. Hvordan har du det med det? ”Jeg er kanon glad for, at vi nu har en valgprocedure, der giver mulighed for, at alle studerende kan stemme med. Og at der ikke er flere kandidater, det er der så ikke noget at gøre ved. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke synes, det er nemmere på den her

måde. Men det afgørende for mig er, at det er foregået på en demokratisk, legitim måde.”

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

SØNDAGSDRAMA:

Studerende filmede indbrudstyve

To unge mænd er anholdt og sigtet for indbrud og computertyveri på skolen. Studerende hjalp politiet med opklaringen Tekst: Orla Vejr Foto: Asger Rhode Mow

”Først gik alarmen i gang , og derefter lød der et højlydt knæk ,” fortæller Asger Rhode Mow fra andet semester. Søndag den 2. maj var han sammen med sin medstuderende, Anders Malling Beck, vidne til et indbrud på skolen, hvor tre hætteklædte personer brød ind i et af IT-lokalerne på 200-gangen. Tyvene stjal to Maccomputere og ødelagde tre skærme. De to studerende fik hurtigt kontaktet politiet, da det gik op for dem, at der ikke blot var tale om en falsk alarm.

Filmet med mobiltelefon

Den ene af de to journaliststuderende filmede med sin mobiltelefon indbrudstyvenes flugtbil, en sølvgrå Audi A3. Han måtte dog hurtigt tage benene på nakken, da en af indbrudstyvene opdagede ham snuse rundt omkring bilen og advarede sine venner. ”Pludselig kom der tre hætteklædte fyre løbende direkte imod mig. Om de var efter mig, eller bare forsøgte at stikke af fra skolen, nåede jeg ikke at tænke over. Men jeg skyndte mig væk,” siger han til Illustreret Bunker. Han fortæller endvidere, at de tre mænd accelererede i høj fart væk fra skolen og for-

svandt op mod Randersvej. Små fem minutter efter dukkede politiet op. Ud fra de to studerendes vidneforklaringer og optagelser af flugtbilens nummerplader, fik de dog hurtigt efterlyst bilen, der var meldt stjålet tidligere på dagen.

To mænd anholdt og sigtet

Få timer senere kunne politiet fortælle Illustreret Bunker, at de havde eftersat den stjålne flugtbil på Bodøvej, kun få hundrede meter fra skolen. Her havde man pågrebet to unge mænd. Intet af det stjålne IT-udstyr befandt sig i bilen, men de to mænd var blevet anholdt. De er nu sigtet i sagen, der endnu efterforskes af Østjyllands Politi. Optagelser fra skolens overvågningskameraer skal i den forbindelse bruges i efterforskningen.

Computerrov for 50.000 kroner

Ifølge skolens IT-afdeling er det fjerde gang på et år, at ubudne gæster går på rov i skolens elektroniske udstyr. ”Antallet af indbrud og tyverier er ikke overvældende stort, men tangerer nærmere gennemsnittet,” siger IT-medarbejder John Werner, der har haft sin gang på skolen gen-

nem ti år. Han har siden det seneste indbrud opgjort indbruds- og skadeomkostningerne til at ligge på omkring 50.000 kroner.

Vil du se flere billeder? Klik ind på Illustreret Bunkers Facebook-side og se videooptagelsen af flugtbilen og billeder fra indbruddet.

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

Livet med de kristne Tekst: Kirstine Dalgaard Larsen, 5 semester, praktikant ved Kristeligt Dagblad Foto: Malene Korsgaard Lauritzen

Jeg elsker at være praktikant på Kristeligt Dagblad. Morgenandagterne, den fælles bordbøn inden frokosten og de obligatoriske bibelstudier henrykker mig uendeligt. Sådan imødekommer jeg efterhånden spørgsmålene om mit praktiksted. Og de er ikke så få endda, spørgsmålene. Og fra folk uden for branchen også ofte kombineret med et forsigtigt ”og har du selv valgt det sted?” At spille på fordommene og skrue op for volumen er efterhånden mit foretrukne våben i kampen for KD (Ja, vi siger bare ’KD’. Selv her vinder slang frem). Det bedste forsvar er et angreb, og journalistpraktikanter har som regel en uforholdsmæssig stor loyalitet over for deres praktiksteder. Den er jeg også ramt af. For nej, man skal ikke recitere trosbekendelsen ved sin ansættelse. Og som det stolt siges på redaktionen, har vi endda også en jøde og et par erklærede ateister ombord. (Læg mærke til ”vi”-formen. Udbredt, om end lidt unødvendig, blandt praktikanter). KD er ikke, som de fleste tror. Alligevel sniger nogle af fordommene sig langsomt ind på mig. Midt i mine forsvarstaler begynder små alarm(kirke)klokker at bimle, når en

ung, kvindelig KD-journalist på spørgsmålet om, hvor hun har mødt sin nye kæreste svarer: ”i vores kirke.” Eller når den festlige, charmerende og unge mandlige journalist

gladelig tager én med i frikirke til kæk, moderne tilbedelse. Og når man i redaktionens køkken bliver tilbudt tips om gode kirker i københavnsområdet, mens andre opstemte kollegaer udveksler rosende ord om weekendens kristne, musikalske samspil. Okay, de nævnte episoder udspiller sig ikke samtidigt eller dagligt. Men jeg begynder langsomt at indse, at der altså bare er en højere frekvens af aktive kristne inden for KD-redaktionens vægge i forhold til samfundet generelt. Og min katolske baggrund har muligvis noget med min ansættelse at gøre. Selvom jeg endnu ikke har fundet ud af, hvorfor fanden de fandt mig helt, helt rigtig. Men det kristne er ikke noget, man mærker synderligt til journalistisk. Eller. Altså. Jeg har lært, at jeg ikke må skrive ”bøsser” i avisens spalter. ”Homoseksuelle mænd” er altså bare irriterende langt i en rubrik. Og min unavngivne praktikantvejleder er blevet irettesat for i et indirekte citat at lade ordet ”brokrøv” optræde. Men det er måske nok mere et bevis på den ellers dejligt konservative sprogpolitik.

For nok har jeg skrevet en del om religion, men det har ikke været forherligende. Indtil nu har jeg gjort mig upopulær hos Bibelselskabet for at skrive kritisk om danskernes sparsomme bibellæsning og pisset konservative katolikker af ved at lade en messe fejret på latin fremstå som tegn på en mulig højredrejning i den danske del af kirken. Artiklen om den højreekstremistiske amerikanske kirkes påstand om, at jordskælvet på Haiti var Guds straf, talte helt for sig selv. Men i øvrigt har jeg det meste af tiden skrevet om alt muligt andet, der er sluppet gennem den (overraskende vide) ’tro, etik og eksistens’-tragt. Naturligvis. Jeg har haft god tid til helsides baggrundsartikler, leveret flere gange dagligt på nettet og lavet reportager fra et luciaoptog i regnvåde Køge og fra Etiopiens benhårde virkelighed. Og så er det fedt at være på et medie, hvor man jævnligt får kage, fordi oplags- og læsertallene går op.

INDE

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

DEBAT

ILL

LÆSERBREVE:

Praktikpladsmangel er løn som forskyldt Allan Boye Thulstrup Journalist og praktikantvejleder, Herning Folkeblad Illustration: Mette Lützhøft Jensen

Den 28. april måtte en lang række hæderkronede praktiksteder se langt efter ansøgere fra journalistuddannelsen. Praktiksteder der bliver rost af forhenværende og nuværende praktikanter. Deres brøde: Postadresse uden for Århus og København. Store regionale nyhedshuse som Nordjyske Medier og JydskeVestkysten kunne dårligt nok mønstre én ansøger per praktikplads. På Herning Folkeblad fik vi lige præcis én ansøgning til én stilling, det samme gjaldt vore kolleger på Lolland-Falster og i Helsingør. I Kalundborg fik de nul. Midtjyllands Avis, der ligeledes er et ganske udmærket sted at være i praktik, fik til gengæld fem ansøgere til én stilling. Blot to ansøgere mindre end Nordjyske Medier fik til deres otte (8!) stillinger. Hvad er det så Midtjyllands Avis har gjort for at blive så populære? Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men mit bud er, at det skyldes, at de har ophævet kravet om, at man skal bo i Silkeborg for at skrive om Silkeborg. De seneste år er journaliststuderende nemlig blevet mere og mere satte. De vil bo i

Århus, København eller ingenting. Om det er fordi SU’en er investeret i usælgelige ejerlejligheder, eller det bare er fordi snæversynet efterhånden er blevet til tunnelsyn, vides ikke. ”Ja, ja. Men der har altid været størst søgning til de store byer,” lyder det nu fra en småstresset JH-studerende. Og det er da rigtigt. Men for bare fem år siden var situationen faktisk anderledes.

I foråret 2005 viser statistikken at: Helsingør Dagblad havde 8 ansøgere til 1 plads (2010: 1/1). Herning Folkeblad: 5 ansøgere til 3 pladser. (2010: 1/1). Lolland-Falsters Folketidende: 8 ansøgere til 4 pladser (2010: 1/1). Nordjyske Medier: 31 ansøgere til 9 pladser. (2010: 7/8). Desuden havde Skive Folkeblad i foråret 2005 12 ansøgere til 3 pladser. Viborg Stifts Folkeblad havde 13 ansøgere

til én plads. Også dagbladene HolstebroStruer og Ringkøbing-Skjern opslog praktikantstillinger i 2005. Ingen af de fire aviser har praktikantstillinger slået op i år. For hvorfor søge praktikanter, når den nye generation af journaliststuderende alligevel ikke gider at søge pladserne. Det er altså praktikanternes egen skyld, når der mangler praktikpladser.

Kritik af samfundsfag 2 Tania Stenbæk Bloem og Morten Houring, DSR Arkivfoto: Jonathan Grevsen

I DSR har vi rettet henvendelse til kvalitetschef Solveig Schmidt for at udtrykke kritik af nyligt overståede samfundsfagsforløb på tredje semester. Der er sket formelle overtrædelser af skolens egne vedtægter. Af studieordningen fremgår det, at pensumliste og mødeplan skal være tilgængelige for de studerende senest to uger inden forløbets start (stk. 3.2). I dette tilfælde blev en delvis pensumliste lagt i en undermappe på Medianet ti dage før, og den endelige pensumliste blev først udleveret under den første forelæsning. Selvom forskellen mellem ti og 14 dage ikke er synderligt stor, ligger problemet lige så meget i, at de studerende ikke blev orienteret per mail, og mange derfor ikke så pensumlisten. Mødeplanen blev først sendt ud fredag den 2. april - altså fire dage inden starten på økonomiundervisningen. Ydermere er det under al kritik, at der to semestre i træk har været problemer med tilgængeligheden til pensummaterialet. I denne omgang i form af en forkert bog og følgende leveringsproblemer af den rigtige. Mange på semestret havde ikke mulighed for at købe den korrekte bog i informationen, da

DEBAT

den var i restordre fra forlaget. En lignende situation forekom på forrige semester, hvor mange studerende først fik mulighed for at købe den bærende del af pensum to dage før eksamen. DSR mener principielt, at skolens vedtægter til hver en tid bør overholdes. Især i dette tilfælde eftersom samfundsfagsforløbet falder sammen med praktiksøgning samt arbejde med synopse til Medierum 2. Vi har haft en god dialog med Solveig Schmidt og har tillid til, at skolens faglige ledelse vil sørge for, at lignende episoder ikke vil forekomme fremover. Svar fra Solveig Schmidt

Jeg har haft et møde med DSR, hvor de fremførte den kritik, de også beskriver her. Det er helt korrekt, at skolens egne regler ikke er fuldt, og det beklager jeg. De studerende har krav på en pensumliste 14 dage før forløbets start og et program en uge før. Jeg er glad for, at Morten og Tania udtrykker tillid til, at jeg kan løse problemet. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den tillid.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

EKSKLUDERENDE SPROGBRUG:

Journalister vil ikke skrive ”anden etnisk herkomst end dansk,” da det giver aaaalt for lange rubrikker i deres artikler Mange journalister er klar over, at de ofte skriver ”indvandrere,” selvom der er tale om efterkommere. De ved, at det er forkert, men på grund af vane eller sproglige forhindringer er det svært at ændre på Danske journalister skal lære at vælge deres ord med omhu, mener ekspert

Tekst: Lea Harbo og Cathrine Lakmann Nielsen Illustration: Mette Lützhøft Jensen

Casper Hjorth sidder på BT’s redaktion i København, hvor der ligesom på andre danske medier ikke ﬁndes regler for betegnelser af børn af indvandrere. Casper Hjorth har ﬂere gange bidt mærke i, at avisen skriver ”indvandrere,” når der i virkeligheden er tale om efterkommere. For nylig skete det igen. ”Da vi skrev om skyderierne i Farum, brugte vi ordet ’indvandrerbande’ i rubrikken, og jeg tænkte: ‘Gud, bruger vi stadig det udtryk, når vi kan være næsten sikre på, at det ikke var indvandrere, men efterkommere?’” fortæller han.

De sproglige udfordringer

En rundringning til de større aviser i Danmark belyser, hvorfor det er så svært for journalister at være korrekte i deres omtale af efterkommere. Flere siger, at det simpelthen er en sproglig udfordring.

”Vi burde måske skrive ’anden etnisk herkomst end dansk,’ men det bliver simpelthen for langt,” fortæller Jan Schouby, som er redaktionschef på Århus Stiftstidende. Han er opmærksom på problemet, og især hvornår det er relevant at have etnicitet med i en artikel. På Kristeligt Dagblad er journalist Christina Agger enig i, at der ligger en udfordring i at skulle være korrekte. ”Hvis vi for eksempel skal skrive noget om en gruppe bestående af både indvandrere og efterkommere, bliver det ofte kun til ’indvandrere’ i rubrikken for at undgå lange sætninger,” siger hun. Ingen af journalisterne har imidlertid et bud på, hvordan problemet løses.

Danske medier vil ikke lære

Mustafa Hussain er sociolog og ekspert i indvandrere og medier på RUC. Han er overbevist om, at en mere aktiv indsats fra

mediernes side kunne være med til at løsne op for problemet. ”Det er vigtigt, at medierne forstår, hvordan det påvirker etniske minoriteter ikke at kunne genkende sig selv i medierne, men det

”Det er som om, at medierne ikke vil lære” - Mustafa Hussain

er som om, at de ikke vil lære,” siger han. Han mener, at der skal oplysning til, men det kræver netop en villighed fra mediernes side. ”For to uger siden var jeg til en konference i Budapest, der handlede om, hvordan medierne kan blive mere opmærksomme på samfundets mangfoldighed. Der blev invit-

eret journalister fra alle de større medier i Danmark, men der kom ikke en eneste. Der var derimod journalister fra rigtig mange andre europæiske lande,” fortæller Mustafa Hussain. Bashy Quraishy er chefredaktør på MediaWatch. Han stod for at invitere de danske medier: “Jeg kontaktede forskellige journalister, både fra aviser og tv. De var meget søde og venlige, men de havde desværre slet ingen interesse i konferencen,” fortæller han. Bashy Quraishy og Mustafa Hussain håber begge, at de danske medier med tiden vil blive mere interesserede i at lære, når muligheden igen byder sig.

DEBAT

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

Kravling:

Prisfest på kravlestadiet

Fotokravlingvinder Jonathan Bjerg Møller (tv) lykønskes af Mathias Christensen (th), der også var indstillet.

Mobilhuller i Vestjylland og oversvømmelser i Bangladesh løb med dette års Kravlingpriser. Illustreret Bunker tog med til København for at følge de studerendes Cavling-fest. Tekst: Asger Rhode Mow og Anders Malling Beck Foto: Jonathan Grevsen

Den røde løber fører frem til indgangen på Kulturkajen Docken, hvor årets Kravlingfest afholdes. Forhallen summer af smalltalk, og der opstået en mindre trafikprop i baren. Folk er spændt op i aftenens anledning og hilser på kryds og tværs på sand receptionsmaner. Da klokken passerer otte-tiden, har de fleste fundet vej ind til salen, hvor prisoverrækkelsen skydes i gang med et par velkendte ansigter på scenen.

er lige så fint at tage billeder,” joker Anders Lund Madsen og vækker latter i den fyldte sal. De nominerede projekter vises frem på en storskærm, før vinderen kåres. Det bliver Jonathan Bjerg Møller, der vinder for sit multimedieprojektet ”Landet der drukner” om oversvømmelser i Bangladesh. En 10.000 kroners check og kravlingstatuette ledsages af en buket skamros fra Politikens tidligere fotochef, Per Folkver. Efterfølgende er det journalisternes tur.

’Foto knap så fin’

Aftenens konferencierer er Anders Lund Madsen og Iben Maria Zeuthen. Den sjove talkshowvært kan ikke dy sig for at åbne ballet med en kæk bemærkning om præmiesummen, der er femten tusind kroner tungere for de skrivende journalister. ”Ja, vi må vel konstatere, det ikke

Journalistiks Lionel Messi

”Det er uforskammet, respektløst og hamrende effektivt,” siger TV2 News’, Jannie Pedersen, da hun kårer Jonas Vester fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern som vinder. Jublende tilråb og bifald runger i salen, da den 21-årige praktikant modtager Kravlingen og 25.000 kroner for sin artikelserie om

mobilhuller i Vestjylland. Efter prisoverækkelsen siver folk ind i festsalen ved siden af. Imens samler venner og kolleger sig om den nykårede vinder, der overdynges med lykønskninger: ”Politiken, humanister og alle de der ’vi skal redde verden-typer’, de kan gå hjem - det her er sådan noget folk kan relatere til,” siger en af Jonas Vesters venner begejstret. ”Det er den rette mand, der vinder... Det er dansk journalistiks Lionel Messi,”supplerer en anden og griner.

DJ-set. Efter et par numre tynder det så småt ud på dansegulvet, og den prominente DJ må tækkes den berusede pøbel og skifter kurs. ”Baby, er du ensom... Jeg håber du er ensom” synger Medinas stemme ud af højtalerne, og så fyldes gulvet ellers igen med journalister på kravlestadiet..

’Baby, er du ensom’

Uden for står en pølsevogn klar til at stille gæsternes sult. Men aftenen er endnu ung, og den ensomme skinkekutter må vige opmærksomheden for festen og dansegulvet, hvor en flok kåde SDUpiger danser rundt til Kjeld Tolstrups

”Jeg havde ikke forventet at vinde. Det er langt ude at stå med den her,” siger Jonas Vester og løfter den brune statuette, der forestiller en femårig udgave af Henrik Cavling i voksne gevandter.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

10 FOTOREPORTAGE:

Mere end en slåskamp Tekst: Rikke Bolander Foto: Morten Germund

Morten Germund ville sådan set bare øve sig i at skyde reportagebilleder. Han tænkte, det ville være sjovt at tage billeder af folk, der sloges, så han lavede en aftale med en amatørklub i Viby. Planen var egentlig, at han bare skulle være

der i fire timer, men det er i stedet blevet til et løbende projekt. Billederne her er fra det Jyske Mesterskab. Morten Germund vil vise, at boksere ikke bare er primitive og brutale. ”Nogle af dem er problemdren-

ge. Men jeg fandt ud af, de er mega seje. Vildt ambitiøse. Trænerne kører dem helt vildt hårdt, men det var ret sejt, for den diciplin skaber et tilhørsforhold. Der er en omsorg omkring dem.” Inden han gik i gang med projek-

tet, sagde boksning ham ikke det store. Hurtigt tændte sportsgrenen noget i ham, men det var ikke fodarbejde, jabs og knock-outs. ”Det gik op for mig, at det var mere end bare sport, første gang jeg så dem sparre med hinanden.

2n rou

nd und

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

De hopper bare i ringen og går i gang med at tæske hinanden, og blodet flyder. Men de støtter hinanden, de drenge. De coacher hinanden, presser hinanden til at yde mere. Det er helt fantastisk.” Det er lidt usædvanligt at lave

en sportsserie uden billeder af den faktiske kamp, men Morten Germund mener, det er meget mere interessant at vise, hvad der foregår omkring ringen. ”Jeg ville fange det skift i sindstilstand, de gennemgik. De starte-

de med at være knægte, der gik og hyggede sig, og jo tættere de kom på kampene, jo mere ændrede deres ansigter sig. Fem minutter inden kampen var udtrykket helt dyrisk. Det var ret vildt. Det er en indre kamp.”

Det er den ensomhed midt i fællessskabet, billederne skal vise. I første runde af projektet, har Morten Germund fanget de unge fyre til træning i klubben, og tredje runde lurer han på at lave udenfor bokselivet.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS ”Sværere at lave undercoverjournalistik” De slemme drenge og piger. Fokus ser nærmere på undercoverjournalistikken

Det er kun de store medier, der har musklerne til den ressourcekrævende undercoverjournalistik, siger Jacob Kwon Henriksen fra 21 Søndag Tekst: Mette Lützhøft Jensen Arkivfoto: Jonathan Grevsen

Undercoverjournalistik er et vigtigt redskab, men det koster. Det er der flere grunde til, siger Jacob Kwon Henriksen, der er redaktør på DR1’s 21 Søndag. ”Den udvikling, vi kan se, er, at modparten i sagerne ikke holder sig tilbage med at gå rettens vej,” siger han. Undercover er en dyr og tung form for journalistik, og en retssag hjælper ikke på det, forklarer Jacob Kwon Henriksen. ”Det er nærmest kun Danmarks Radio og TV2, der har musklerne til at lave den type journalistik,” siger han.

Et år i retten

21 Søndag viste i april den omdiskuterede udsendelse om behandlingsstedet Møllen. To journalister var gået undercover som alkoholikere, og med skjult kamera afslørede de, at behandlingsstedet brugte farlige og uetiske metoder. Programmet skulle have været vist i april sidste år, men behandlingsstedet fik nedlagt et fogedforbud mod at vise optagelsen. Efter at have været igennem Byretten og Landsretten afgjorde Højesteret til sidst, at udsendelsen opfyldte kravene til undercoverjournalistik. Udover den nyligt afsluttede sag om Møllen venter DR stadig på en afgørelse efter udsendelsen om plejehjemmet Fælledgården, der blev sendt tilbage i 2006. Jacob Kwon Henriksen og 21 Søndag lader sig dog ikke afskrække af tanken om retssager. ”Det afholder os ikke fra at gå undercover. Som altid tænker vi os godt om, før vi gør det, og overvejer, om der er andre måder, man kan gøre det på. Det er jo sidste udvej, når man vælger den metode,” siger han.

andet i fogedforbudssager. Redaktionschef Kasper Vilsmark mener dog ikke, at det er blevet sværere at lave undercoverjournalistik. Han mener, at det kan have sin fordel, at omverdenen ser på undercoverjournalistiken med kritiske øjne. ”Det er godt, at folk er opmærksomme på, om optagelserne lever op til kravene om væsentlighed og samfundsmæssig relevans,” siger han.

Lettere i fremtiden. Måske

Kasper Wilsmark er alligevel glad for, at DR vandt sagen i Højesteret. Han mener, det er vigtigt at få cementeret i retten, at undercoverjournalistikken har en berettigelse, sålænge den lever op til de kriterier, den skal. ”Vi har selv lavet lignende udsendelser. I vores tilfælde kørte de anklagede bare ikke fogedsag, men vi havde også vundet, hvis de havde gjort det,” siger han. Jacob Kwon Henriksen håber, at afgørelsen i Højesteret for fremtiden vil lette retsprocesser efter undercoverafsløringer. ”Dommen i forbindelse med Møllen er enormt vigtig i forhold til det fremadrettede arbejde, når vi laver undercoverjournalistik. Nu har den øverste domstol sagt, at den her metode er lovlig, og at der er gode grunde til at benytte den, fordi det er i samfundets interesse,” siger han. Det samme mener mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der kalder afgørelsen principiel og mener, at sagen kan danne præcedens i lignende sager i fremtiden.

Godt med kritiske øjne

Pressenævnets retningslinjer

Pressenævnet har som klart udgangspunkt, at det er i strid med god presseskik at offentliggøre optagelser med skjult kamera eller mikrofon. Medierne må kun anvende skjulte optagelser, når der er en klar og seriøs interesse i at afdække forhold, der har betydning for mange mennesker enten som borgere i et demokratisk samfund eller som forbrugere. Skjulte metoder må ikke anvendes til ren underholdning, men kun når de er nødvendige for at sikre dokumentation. Ved offentliggørelse af følsomme, private forhold skal et samtykke være direkte (udtrykkeligt). I andre tilfælde kan et indirekte samtykke være tilstrækkeligt. En person giver indirekte samtykke, hvis han ikke siger fra, efter at have fået klar information både om optagelsen og om muligheden for at sige nej til offentliggørelse. Uden samtykke er offentliggørelse i strid med god presseskik, medmindre * offentliggørelsen tjener en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera/skjult mikrofon og * den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde. Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at personer som hovedregel bør anonymiseres. Det kræver effektiv sløring. Undtagelser kan gøres for personer, der er (hoved) ansvarlige for de ulovlige eller i øvrigt kritisable forhold, der beskrives i udsendelsen. Pressenævnet kræver særlig varsomhed ved optagelse og offentliggørelse af personer, der er opfordret til at begå noget ulovligt af en medarbejder ved mediet.

Det afslørende program Operation X på TV2, har også måtte gå rettens vej, blandt

Illustreret Bunker søger nye redaktører Vi søger tre skrivende og tre fotoredaktører til næste semester. Er det noget for dig at coache skribenter, skrive, redigere og layoute skolens avis? Så skal du søge om at blive redakør på Illustreret Bunker. I ansøgningen skal du fortælle om dig selv,

FOKUS

hvorfor du vil være en god redaktør og hvordan du synes, Illustreret Bunker skal udvike sig. Som redaktør, bliver du bedre til at spotte en god historie, skære en tekst skarpt, layoute i InDesign og argumentere for netop din historie og idé.

Til gengæld skal du være klar til at tage dig den tid, arbejdet kræver. Du skal være med til at planlægge, idéudvikle, arbejde med skribenterne og afsætte en weekend cirka hver 5. uge til at layoute avisen. Lyder det som noget for dig? Send en ansøgning til ib@mail.djh.dk senest den 21 maj kl. 15.00. Du er velkom-

men til at kontakte en af de nuværende redaktører, hvis du har spørgsmål.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

2 af en 1 slags:

Det er besværet værd

Adam Dyrvig Tatt smed i tre måneder rollen som journalist, da han gik undercover på et bosted. Omsorgssvigt var en del af den hverdag, han prøvede at afsløre og derfor intet kunne gøre ved Tekst: Anne Niluka Foto: Lasse Bak Mejlvang

Adam Dyrvig Tatt var egentlig bare praktikant på Bastard Film. Alligevel faldt valget på ham, da der skulle findes en til at undersøge forholdende på institutionen Strandvænget. Den journaliststuderende søgte uopfordret en stilling på Strandvænget. Ansøgningen skrev han som sig selv og udelod kun, at han var journalist. ”Når jeg skal ud på undercoveropgaver, laver jeg sjældent min historie eller identitet om. Da jeg arbejdede på Strandvænget, passede jeg beboere, der intet sprog havde, og derfor havde jeg kun mine kollegaer at snakke med. Dem kunne der være stor udskiftning imellem, så hvis jeg skulle fortælle en ny historie om mig selv hver gang, så ville jeg hurtigt gå ned med stress eller angst for ikke at kunne hitte rede i mine mange spundne løgne,”siger han,

Overværede svigt

Udstyret med et skjult kamera begav Adam Dyrvig Tatt sig ud på en meget udfordrende opgave. Han skulle være journalistisk i sin tilgang til de daglige observationer. Han skulle sørge for at være kritisk, årvågen og stille spørgsmål. Desuden var han teknisk ansvarlig for udstyr og filmning. Oven i hatten skulle han så varetage et reelt arbejde med beboerne, samt holde styr på sin historie overfor sine nye kollegaer. Alt sammen gennem et forløb på tre måneder. ”Det var hårdt og krævende. Men det hår-

deste var gennem tre måneder at overvære, hvordan de her mennesker blev svigtet hver dag af dem, som var ansat til at varetage deres behov,” fortæller han.

Blev tæt med kollegaer

Samtidig med at Adam gik undercover, fik hans daværende kæreste kræft. Han overvejede længe, om han skulle inddrage de andre ansatte i situationen. Ud fra devisen om at lyve mindst muligt, endte han med at delagtiggøre sine kollegaer i situationen. ”Det gjorde selvfølgelig, at jeg kom meget tæt på nogle mennesker, som jeg så bagefter afslørede, og du er da være psykopat, hvis det ikke påvirker dig. Jeg kunne oprigtigt godt lide flere af dem,” siger han. Inden programmet gik i luften, overvejede han at skrive til sine tidligere kollegaer for at fortælle, at det ikke var et personligt angreb, men han gjorde det aldrig. ”Jeg vidste godt, at jeg i deres optik havde gjort det værste i hele verden. Det var mig, der havde et stort behov for tilgivelse, så jeg skrev aldrig til dem.” Efter programmet var blevet sendt, skrev en af Strandvængets medarbejdere, at hun med programmet havde fået øjnene op for, hvad det var, de havde gjort forkert. En anden forsøgte at begå selvmord. ”Begge ting har påvirket mig. Men selvom undercoverrollen er svær, er det jo ofte ingenting målt i forhold til det, vi afslører. Derfor er det besværet værd.”

Adam Dyrvig Tatt, 32 år gammel Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2008. Ansat på Monday Media (tidligere Bastard Film). Afslørede ved hjælp af skjult kamera, hvordan beboerne på institutionen Strandvænget blev dårligt behandlet af personalet. Resultatet kan ses i dokumentarfilmen ”Er du åndssvag?” fra 2007.

Signe Daubjerg, 31 år gammel Uddannet fra Odense Universitet i 2004 Journalist på programmet Operation X, TV2. Forklædt som bordelmutter infiltrerede hun ved hjælp af skjult kamera menneskehandel i prostitutionsmiljøet. Resultatet kan ses i programmet Operation X: Solgt til sex.

Man skal tænke alt igennem ”Frygten for afsløring er en evig følgesvend, når man arbejder undercover”, fortæller Signe Daubjerg, der i fire måneder agerede bordelmutter for at afsløre menneskehandel Tekst: Anne Niluka Foto: Lasse Bak Mejlvang

Med sit lyse hår og venlige øjne ligner Signe Daubjerg ikke umiddelbart prototypen på en hardcore graverjournalist. Men trods sit harmløse ydre og beskedne alder, er Signe Daubjerg en garvet ræv inden for undercover-journalistikken. Allerede under sit praktikophold på Ekstra Bladet agerede hun muldvarp og havde held til at fælde lægen og pilfingeren, Søren Ventegodt. ”Jeg har taget en beslutning om, at jeg gerne vil gøre det, hvis det er nødvendigt for at få en historie frem,” siger Signe Daubjerg

Drak øl med menneskhandlere

Signe Daubjerg forsøger generelt at skabe sig en dækhistorie, som ligger så tæt på hendes egen som muligt. Men i nogle tilfælde er rollen meget langt fra virkelighedens Signe. ”For fem år siden var jeg med til at lave Operation X- programmet Solgt til Sex, der handlede om menneskehandel. Her oprettede vi et bordel og kom i kontakt med folk i Danmark og i udlandet, som ville sælge os kvinder. Rollen var langt fra min egen person, og det var derfor svært at virke troværdig som bordelejer. Jeg skulle lade som om,

at jeg gerne ville købe afrikanske kvinder, og jeg skulle sidde og drikke øl og være ”pals” med mennesker, der handlede dybt ulovligt og uetisk”, fortæller Signe Daugbjerg.

Paranoia

Frygten for afsløring er en evig følgesvend, når man arbejder undercover. Ifølge Signe Daubjerg bør man derfor altid være velforberedt og tænke alle scenarier igennem. Alligevel kan selv en erfaren muldvarp som Signe Daubjerg opleve usikkerhed. ”Programmet om menneskehandel var et

samarbejde mellem Operation X og Ekstra Bladet, og i den periode det stod på, udviklede jeg lidt en paranoia for at støde ind i den mand, vi havde fået kontakt med. Jeg kiggede mig meget over skulderen, når jeg skulle ind af Ekstra Bladets hovedindgang, fordi jeg ikke ville støde ind i ham i en situation, som jeg ikke selv kunne styre, hvor jeg var mig selv og havde mit normale tøj på.”

FOKUS

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ETIK:

Undercoverjournalistik er ikke for sjov Illustreret Bunker har spurgt Journalisthøjskolens rektor og to undervisere om deres forhold til genren Tekst: Kristine Liv Lund-Pedersen og Mikkel Secher

”Man bør altid kæmpe med åben pande”

”Der er gået inflation i undercover”

”Forskel på research og formidling”

Anne-Marie Dohm

Nanna Jespersgård

Thomas Pallesen

Rektor Journalisthøjskolen

Underviser på udredende journalistik

Vejleder på bachelor- og undersøgende projekt

Som udgangspunkt må man som journalist altid kæmpe med åben pande og vedstå, hvem man er. I de sager, man ikke kan afdække med åbne kort, skal det, man vil dokumentere, have en karakter, alvorlighed og konsekvens, som står mål med det indgreb, det er, at udsætte folk for undercoverjournalistik. Det kan opleves som et kraftigt overgreb for folk at blive optaget uden deres viden, ligesom man risikerer at få nogen til at gøre noget, de ikke ville gøre, hvis ikke man selv var til stede. Altså, at man agerer agent provocateur. Det er alt andet lige underholdende at se, hvordan nogen reagerer, når de bliver udsat for skjulte optagelser. Det kan fortælleteknisk have en stærk virkning, men det må skjulte optagelser ikke bruges til. Det skal ikke være et underholdende element, men en nødvendighed, fordi alle andre researchmuligheder er udtømte.

Der er gået inflation i brugen af undercoverjournalistik. Jeg mener kun, at man skal bruge undercoverjournalistik, når man skal afsløre noget meget betydningsfuldt, der ikke kunne have været afsløret på andre måder. Tendensen er lige nu, at man bruger undercoverjournalistik som underholdning og til at hænge folk ud. Det er dybt kritisabelt at udnytte andre menneskers tillid, som det sker, når man ikke kun bruger undercoverjournalistikken som den allersidste udvej. I stedet for at fokusere på væsentlighedsprincipper, fokuserer nogle magasiner og tv-programmer på at hænge folk ud for åben skærm. Jeg synes, det smitter af på de studerende på Journalisthøjskolen. Når elever starter på skolen, er de i høj grad optaget af anonyme kilder og undercoverjournalistik.

Undercoverjournalistik er rigtig spændende, fordi journalister kan være med til at gøre en stor forskel. Men som undercoverjournalist skal man altid overveje, hvor stor nytteværdi man gør i forhold til den skadevirkning, man kan være skyld i. Derfor skal det kun bruges i forbindelse med samfundsvigtige emner med en vis væsentlighed, hvor historien kun kan komme frem i offentligheden, hvis man går undercover. Det er derudover en vigtig sondring, om vi bruger det til research eller til formidling. Når man er undercover, kan man indhente specielle oplysninger ved at se tingene med egne øjne. Men jeg mener kun, at undercoverjournalistik skal bruges i formidlingen i de få tilfælde, hvor den eneste måde at råbe folk op, så de selv kan se alvoren, er ved at vise dem videoen fra den skjulte optagelse. Når de simpelthen er nødt til selv at se det for at tro på det.

FOKUS

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ILL

DE U Hvad skal der egentlig til for at komme i Aftenshowet? Nogle mener, at TV2’s og DR’s talkshows lefler for den laveste fællesnævner. Nogle mener, det blot er ugebladshistorier fixet op og lavet til tv. Illustreret Bunker prøvede at komme på skærmen, og prøvede samtidig at få svar på spørgsmålet:

Aftenshowets nyeste vært, Nikolaj Koppel

Tekst: Mads Olrik Berthelsen Foto: Dennis Lehmann

Mikkel Kessler tog ikke sin telefon hele dagen, så ideen var faktisk meget simpel. Jeg ville agere stand-in for Kesslers kranium. Aftenshowet havde sundhedspanelet i studiet, og tv-lægen Peter Qvortrup skulle udstyres med en sprittusch. Den skulle han bruge til at illustrere læsioner og skader på hjernen fra en boksekamp ved at tegne mig i hovedet. Selve ideen, om at en journaliststuderende blev tegnet i hovedet af en tv-læge på live, landsdækkende fjernsyn, tiltrak umiddelbart både mig og Aftenshowets samlede produktionshold på den der mandrilaftalen-agtige måde. Andre gode ideer, som at jeg skulle klippe mig skaldet eller drikke afløbsrens og fortælle om mine oplevelser, ville også passe ind i programmets emner. Men hvis jeg nu ikke ville gøre mig selv fuldstændig til grin, hvad

UDE

skulle der så til for at komme med i showet?

”På DR2 havde vi gjort det”

”Aftenshowet skal være seernes indgang til DR1. Hver aften,” siger redaktøren Pernille Gjedde. Normalt sidder hun i de lyse kontorer i DR Byen og planlægger gæster langt ud i fremtiden, men i dag har hun fået ansvaret for aftenens program. Og hun kan opsummere Aftenshowets rolle helt kort: ”Vores opgave er at få så mange mennesker som muligt til at blive på kanalen,” siger hun. Showet bliver sendt, i det de kalder prime access. Det er tidsrummet, der ligger lige før prime time, hvor kanalerne virkelig skal hive nogle seere i land. Aftenshowet skal derfor have den bredest mu-

lige appel, så danskerne ikke zapper væk inden stationens udsendelse klokken 20. ”Det handler blandt andet om at møde seerne, der hvor de er. Vores seere er midt i at komme hjem fra arbejde, pakke indkøbsposer ud og tage sig af børnene,” siger Pernille Gjedde. ”Det betyder, at det ikke udelukkende er TV, vi laver. Vores fortællinger skal også være radiofoniske. Hvis indslaget er rigtigt bygget op, kan vores seere godt stå med ryggen til eller ude i køkkenet og stadig følge med i, hvad der foregår,” siger hun. Prime acces sætter også krav til, hvilke emner der kommer på skærmen. For eksempel ved man fra medieforskningen, at det på det tidspunkt er faren i familien, der sidder med fjernbetjeningen. ”Det er en sætning, vi har i baghovedet.

Vi tænker meget over mixet,” siger Pernille Gjedde. Når man skal skrabe en bred seerskare sammen, gælder det om at strømline udsendelsen og ikke forvirre seerne. ”Hvis du og fotografen skal med i showet i aften, må I ikke falde for meget udenfor. I må ikke stjæle fokus,” siger Johannes Fonesberg, journalistpraktikant på Aftenshowet. Og når de andre gæster er henholdsvis Nabila, en skaldet sygeplejerske, der laver parykker, og Preben, en mand, der ved et uheld spiste ætsende rengøringsmiddel som spæd, passer en studerende med sprittusch i hovedet dårligt ind. ”Hvis det nu havde været DR2, kunne vi måske have passet jer ind. Men ikke i prime access. Der skal være styr på tingene,” siger Johannes Fonesberg.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

Føle-sofaen

På et redaktionsmøde midt på dagen forbereder de aftenens udsendelse i detaljer. Der er styr på emnerne, så værterne og producerne snakker mest om kameravinkler og om, hvor gæsterne skal placeres. Preben, der spiste ætsende rengøringsmiddel som lille, er svær at placere. ”Jeg ser faktisk mere Preben som en faktuel historie end en føle-føle historie,” siger Nikolaj Koppel, Aftenshowets nyeste vært. Preben skal af den grund interviewes ved det hvide bord, stående, i stedet for at sidde i sofaen. Den anden gæst, Nabila, ender derfor i det bløde møblement, selvom en paryksælgende sygeplejerske ikke helt er en sofahistorie. ”Det er jo ikke en dyb følelsesmæssig historie. Hun er jo kommet videre med sit liv,” lyder det fra flokken af producere. Efter redaktionsmødet får jeg fat i lederen af Aftenshowets redaktion, Henriette Ladefoged. Noget må der da kunne gøres for at få mig på skærmen. ”Ude i studiet har vi tre sider med vinduer.

Og vi har jo ikke nogen kontrol over, hvad der sker ude foran dem, mens vi sender,” siger hun.

Dimsen hjælper seerne

Oddsene for, at jeg rent faktisk kommer med i studiet, svinder hurtigt. ”Det er blevet sværere at komme med i Aftenshowet. Vi leder efter mere nærvær og større oplevelser for vores seere. Interviewene skal handle om noget, der har defineret folk som mennesker. Det er ikke længere nok bare at være kendt,” siger Henriette Ladefoged. Samtidig skal historierne passe ind i rammen og ramme bredt. Ved hjælp af blandt andet dramakurser er showet ved at finde tilbage til aktantmodellen, der er berømt fra eventyrerne og berygtet fra ugebladene. En historie virker godt på tv, hvis den går fra godt til skidt og tilbage til godt. For eksempel Nabila i aftenens udsendelse; fra at have et godt liv som sygeplejerske i første akt mister hun pludseligt og uforklarligt håret i anden. Hun kommer videre i tredje akt ved

at begynde at sælge parykker, og alting er godt igen. Nabila passer også ind i Aftenshowets søgen efter den tredje dims. Rekvisitten, der hjælper seeren med at relatere til historien og gøre den mere håndgribelig. At Nabila kan tage sin paryk af, giver en meget stærk reaktion ude i stuerne. Men dimsen må på samme tid ikke tage for meget tid og fokus fra emnet og resten af udsendelsen. Derfor vil det ikke passe ind, at Peter Qvortrup lige pludselig står og tegner på mit ansigt for at illustrere skaderne fra en boksekamp. Jeg begynder derfor at kigge efter andre måder at få skærmtid på.

Bar røv og rulletekster

”Altså, hvis du nu skulle streake, så har Nikolaj Koppel lige et minut til sidst i programmet, hvor han lægger op til Vejret og TV-Avisen. Der sidder han med ryggen til de store vinduer, så det ville nok være det bedste tidspunkt,” siger produceren Claus Dahlstrøm ude i studiet på Nyhavn. Pernille Gjedde, dagens redaktør, prikker

mig på skulderen lige inden showet og kigger nervøst på mig. ”Du ved, der er nogle emner, som ikke passer til, at man streaker. Og med de sygdomshistorier, der er i aften…,” siger hun og kigger lidt bedende på mig. Med panikdagen blot to dage væk, begynder min indre karriererådgiver også stille og roligt at trække i land. Min blege røv, der løber gennem et veloplyst studie, er måske ikke det bedste bevis på journalistisk arbejdsduelighed. Med en lidt flad fornemmelse står jeg backstage efter showet og kigger på rulleteksterne. Som et plaster på såret er mit navn kommet med. Pernille Gjedde kommer forbi og dunker mig på skulderen. ”Hvorfor streakede du ikke, jeg troede du var frisk?” siger hun og blinker til mig. Ville en streaker have givet flere seere til dagen efter? Helt sikkert. Ville det have passet ind i programmet? Overhovedet ikke. Der er helst ikke noget, der må stritte i Aftenshowet – heller ikke en vinterbleg diller.

UDE

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

BAGSIDEN AF BAGSIDEN

BOLD:

Langhaglere og høje forventninger SDU er gået fra de seneste High risk-opgør med håneretten. På trods af dårlige indlæg, en elendig form og for få spillere føler de sig sikre på succes Tekst: Christoffer (Ruben) Bagge(r) og Simon (Peter) Degn Foto: Jens Wognsen

Den 21. maj spiller FC Åben Modus årets vigtigste fodboldkamp. High riskopgøret mod ærkerivalerne fra journalistuddannelsen på SDU. Illustreret Bunker sendte sportsredaktionen af sted til en forblæst græsmark lidt uden for Odense for at tjekke dagsformen, spotte de bedste spillere og se, hvor hurtigt de kunne drikke bajere Det var sådan en dag, hvor solen ikke rigtig vidste, om den ville skinne eller om regnen skulle have lov at regere. Sådan en dag, hvor vindstødene vælter de parkerede cykler og rusker regnen væk fra fodboldmålets netmasker. Og så var det en af de dage, hvor man som fodboldspiller må gøre op med sig selv, om man er fodboldspiller eller sengeligger. 15 minutters forsinkelse, syv væltede cykler og ti fodboldspillere var, hvad træner Silas Fulgsbjerg havde at gøre med. ”Jeg tror fandeme folk tænder på at melde afbud i sidste øjeblik,” råber han til de fremmødte, mens han deler folk op i to hold efter devisen: sort er sammen mod spraglet.

Holdets store profil

Målene bliver rykket sammen. Så tæt

at en parering mod låret af den ene målmand sætter en friløber i gang i modsatte ende. ”Vores store profiler er nok Skytt og Munk i angrebet og så Thomas Friis på midtbanen,” fortæller træner Fulgsbjerg. Og der går da heller ikke længe før en af profilerne er i centrum. Efter ti minutters intens fodbold med skæve indlæg og langhaglere, og hvor målmændene er dem, der har fået mest motion ved at hente bolden forbi mål, må Thomas Friis kapitulere. Efter en blød indersideaflevering vrider han sig i det våde græs. Den første krampe har meldt sig. Spillet stopper. ”Ah, det var fandeme hurtigt! Kan du holde til det, eller skal banen være mindre?” råber en af medspillerne. Men der er vel en grund til at træner Fulgsbjerg netop fremhæver Thomas Friis som en af holdets profiler. Han trodser både det dårlige vejr og kramperne og kommer på benene igen.

Undskyld, igen

Spillet fortsætter, men som minutterne går, bliver der længere og længere mellem de kække bemærkninger. Det eneste råb, man hører, er da en af de

sortklædte spillere er ved at score selvmål på en alt for hård tilbagelægning. Og så kommentarer som: ”Fuck, jeg er uskarp, hvor lang tid har vi spillet?”og ”for helvede, det er hårdt!” Og så er der lige Verner. Verner er en utrolig rar og meget høflig medspiller. Han siger undskyld hver gang, han lægger en dårlig aflevering. Det var for i øvrigt et ord, han fik sagt mange gange i løbet af den halvanden time, træningen varede.

Forventer en sejr mod FC Måndus

I det hele taget har træner Fulgsbjerg mange gode betragtninger. Især om den forestående high-risk-kamp i Århus. Han forventer en gentagelse af sidst, hvor SDU’erne gik fra banen med håneretten, men han er godt klar over, at det bliver svært. ”Jeg har hørt, at FC Måndus, eller hvad I hedder, har fået nogle forstærkninger i forhold til sidste år. Ellers håber jeg, det bliver holdt i en venskabelig tone, for det var det i hvert fald ikke sidst,” forklarer han.

Heldigvis har Jourventus/Studinese Calcio, som holdet så mundret hedder, en stor begavelse i den spillende træner Fulgsbjerg. Han har set, at flere spillere halser efter vejret. ”Jeg tror, vi skal spille hinanden lige på i stedet for at løbe efter bolden.”

JH VS. SDU Andreas ”Lodberg” Just 1. semester

Position:

Christoffer Voss

Søren Geisler

Gudmund de Stordeur

4. semester

Position:

Keeper

Udskifter

Kan drikke en bajer på:

3. semester

Central midtbane

Angriber og træner

Kan drikke en bajer på:

6.86 sek

6.63 sek

5.41 sek

11.10 sek

Forventninger til highriskkampen:

Kampen mod SDU er en kamp om stolthed, en manddomsprøve. Vi vil kæmpe røven ud af bukserne, indtil sejren er i hus - og så slår vi over i sambabold.

Vi er ekstremt opsatte på at sætte SDU på plads for at vise dem, hvem der er det sekundære journaliststudium! Vi er tophold i rækken og i femte runde af Ekstra Bladet Cup, så vi går uden tvivl efter The Treble.

JH har hævnlyst, og det bliver en tæt kamp. JH skal lade være med at være så pivede. Vi er vant til at gå til den, så deres pjat gider vi ikke

At vi vinder stort over JH. Men lige nu håber jeg bare på at komme med til kampen - det er så hyggeligt at spille fodbold og drikke øl.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Kongehuset indefra

– guf for både royalister og republikanere

I et år har DR-journalist Anders Agger fulgt den danske kongefamilie på tætteste hold. Det har resulteret i seersuccesen Kongehuset indefra, men har samtidig affødt beskyldninger om nationalromantik og royalt spytslikkeri. Ubegrundede beskyldninger, mener Anders Agger Tekst: Kasper Iversen Foto: Les Kaner

Med ryggen til kameraet træder dronningen ud på balkonen for at vinke til menneskemængden. Familien støder til og udsigten til folket, der vinker opad, er snart erstattet af kongelige rygge, mens de eneste med front mod kameraet er et par omkringvimsende gravhunde. Den alternative vinkel på den årlige vinkescene fra Amalienborg er fra DR’s nye dokumentarserie Kongehuset indefra og er både symbolsk og karakteristisk for serien, der bogstaveligt talt forsøger at skildre kongehuset indefra og ud. Tilrettelægger Anders Agger har stået på fødegangen, da en ny prins blev født, og fulgt kronprinsens taktiske overvejelser lige før han skulle forsvare sit OL-kandidatur. I det hele taget har han haft adgang til områder, der normalt er lukket land for offentligheden, og han giver seerne et unikt indblik i et royalt miljø, han selv betegner som en underlig parallelverden. ”Jeg har ikke helt forstået konceptet med kongehuset endnu, fordi det er så anderledes,” siger han.

Royalt tovtrækkeri

Adgangen til de inderste royale cirkler har imidlertid ikke været uden forhindringer. Anders Agger beskriver forhandlingsprocessen som en kamp mellem hans ønsker og kongehusets grænser. Et afgørende punkt i forhandlingerne var kongehusets magt over indholdet i serien. ”Vi ville ikke give de kongelige redigeringsret. Det er de vant til at have, men det kunne vi som dokumentargruppe selvfølgelig ikke leve med. Og det valgte de faktisk at acceptere,” fortæller Anders Agger. Hvorfor kongehuset overhovedet har indvilget i at lade offentligheden komme så tæt på, har han en ganske simpel forklaring på: ”De har brug for folkets gunst. De har brug for at signalere, at der sker noget. Måske har de tænkt strategisk. Måske har de tænkt: ’Hvis vi skal gøre det, skal det være nu. Så vælger vi DR, og så vælger vi en dokumentarserie,’” siger han.

Forfejlet kritik

Mens serien har været en gedigen seersucces for DR, har den ligeledes været genstand for massiv kritik. Den er blevet beskyldt for at være leflende, ukritisk og sågar for at være en nationalromantisk reklamekampagne for kongehuset. Politikens Sophie Engberg Sonne har udråbt Anders Agger til en ”royal skødehund, der stryger de kongelige med hårene og indrammer dem i kælne kommentarer frem for kritik.”

UDE

Anders Aggers adgang til kongehuset resulterede i knap 200 timers råfilm. Her interviewer han kronprinsparret. Stående ses projektets kameramand, Morten Krüger.

Kritikken tager Anders Agger med ophøjet ro og betegner den som et udtryk for genreforvirring. ”Kritisk journalistik skal laves. Også om kongehuse. Men en undersøgende dokumentar på en time er markant anderledes end en følgedokumentar på syv gange 30 minutter, som vi har valgt at lave,” siger Anders Agger og uddyber, at han har forsøgt at beskrive miljøet nøgternt. Han mener, det er utopi at tro, at der var kommet noget som helst ud af at stille nagende spørgsmål om uigennemskuelig økonomi og om, at de er dovne og ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundet. ”Tror du så dronningen ville stille op anden, tredje og fjerde gang? Nej. Hun ville slet ikke komme. Og så havde jeg ikke vundet noget som helst,” fastslår han.

Royalister og republikanere

Prins Joachim har fået en søn. Med sirlig håndskrift bekendtgør han, at tronarving nummer syv er født. Dokumentet forsegles i en silkekonvolut på Rigshospitalet og fragtes via privatsekretær til Amalienborg, hvor kabinetssekretæren formelt overbringer det til majestæten. Med kabinetsekretariatets

kontorchef bliver meddelelsen viderebragt til Udenrigsministeriets protokol til bekræftelse af såvel udenrigsministeren som justitsministeren for til sidst at ende i Rigsarkivet. Mens dronningen selv betegner denne dokumentvandring som en smuk tradition, er scenen et kontroversielt eksempel på noget, der virkeligt deler vandene. Mellem dem der synes, det er fantastisk, og dem der mener, det er for meget. ”Mange republikanere har skrevet til mig, at serien er et stærkt argument for, at ’nu skal vi da for helvede have det kongehus afskaffet.’ Samtidig har utallige royalister skrevet, at den bekræfter dem i, at vi er det rigtige sted i forhold til at have et kongehus,” siger Anders Agger om de polariserede tolkninger. Han afviser blankt, at det er ukritisk, når der stiltiende reporteres fra de kongelige gemakker. ”Er der noget, der kan gøre ondt, er det indirekte undersøgende - altså, hvor man blot viser i stedet for at postulere. Indirekte kritisk journalistik, det synes jeg faktisk, det er,” konkluderer han.

Fakta om Kongehuset indefra DR-dokumentarserie i syv afsnit, der skildrer livet i den danske kongefamilie og hos hoffets nøglemedarbejdere. Tilrettelægger Anders Agger har i et år fulgt kongehuset tættere end nogen anden journalist tidligere har haft mulighed for. Serien, der er skabt i anledning af dronning Margrethes 70-års fødselsdag, blev sendt på DR1 i løbet af marts og april, med et typisk seertal på mellem 800.000 og 1.000.000 seere. Alle afsnit kan ses på dr.dk/kongehusetindefra