I ANATOMIENS NAVN

I ANATOMIENS NAVN Klokkernes klang skar gennem disen og rev ham ud af søvnen. John Clay satte sig op med et gisp, så sig omkring i halvmørket og fik vejrtrækningen

under kontrol. Øjeblikket efter bredte lettelsen sig som varm toddy i maven;

Han var sluppet fri af mareridtets favntag, hvor blodet havde piblet frem under knivspidsen. Det skete, mens han lå fastspændt på ru brædder, hvor han igen og igen blev dissekeret i levende live.

John virrede med hovedet, som for at ryste de uhyrlige syner af sig.

Havde det ikke været for dem, kunne han ellers godt have brugt lidt mere søvn efter nattens strabadser.

Hostende og harkende steg han ud på gulvet. Han sendte en slimklat ud

i rummet; kløede sig i skridtet, mens hans tunge fandt vej til den værkende tand. Tanden var næsten løs, konstaterede han og rakte ind under sengen,

hvor han famlede sig frem til natpotten. Kulden fra gulvet krøb op ad hans ben, mens han fik stillet sin tissetrang. Han udstødte et støn, da trykket omsider lettede. I det samme stak en rotte sit fjæs frem fra hjørnet. ”Hvad glor du på, stupid rat face!”

Han hev op i sine benklæder og sjoskede hen til vinduet, hvor dagslyset

trængte ind gennem rande af snavs. Tågen fra Themsen havde lagt sig som 2

en omklamrende hånd overalt: inklusiv hans hjerne.

”Bloody hell,” mumlede John med reference til nattens strabadser, idet

han langede ud efter romflasken på bordet og skyllede mund i bundskrabet.

Nattens kadavere havde været rådne, fulde af mider eller inficerede af kopperbylder.

“Bloody useless!”

Men i dag ville et emne, med symptomer, der pirrede Doktorens

nysgerrighed, blive begravet på Lamb kirkegården. Doktor King, Londons mest anerkendte kirurg og anatomilærer ved Guy Hospital, havde i al

diskretion lovet dem en klækkelig betaling for det kadaver: Snart ville der være penge til brænde, kvinder, klæder og øl i overflod.

Han stavrede tilbage til sengen, krøb ned under tæpperne og lod tankerne

flyde. Som så ofte før fortalte John sig selv, at gesjæften ikke var en dødssynd: Ingen levende blev gjort fortræd. Han leverede til kirurgerne, hvad de ikke kunne få på legal vis. Derfor handlede han, Mister Clay, i anatomiens

navn: Bidrog til videnskaben og udryddelsen af sygdom. John fastholdt den tanke, mens han rykkede længere ned under tæpperne og faldt i søvn igen.

Klokken var lidt i tre om natten, da John igen forlod sit leje. Han famlede

sig frem i mørket og iførte sig bukserne, der var stive af mudder og stank af forrådnelse. Så tog han sin spade og brækjern og begav sig gennem laget af 3

nysne hen til Lamb kirkegården. Undervejs mødte han et par vågne tiggere, nogle fulde skøger og et pak herreløse køtere, der hylede i kor mod månen.

Ellers lå Londons gader øde hen: kun enkelte spredte lyskilder flammede op i mørket og kastede skygger på sneen.

Fremme ved gitterporten stod arbejdsfællen Philip og ventede med

kærren parat. Få minutter senere kom kirkegårdsvagten vraltende og krævede sit honorar med en fremstukket næve, inden han hev jernnøglen

frem fra indersiden af brystet og åbnede porten. John fór sammen ved lyden

af de knirkende hængsler og kiggede sig over skulderen, inden han, som

den første, trådte ind på kirkegården, hvor vagten straks udpegede graven, der indeholdt det attraktive kadaver fra gårsdagens begravelse.

De gravede i en uendelighed i den frostramte jord. For hvert spadestik

mærkede John den svimlende effekt af for lidt mad og søvn og for meget

alkohol. De stivfrosne fingre smertede, mens sveden drev under tøjet.

Angsten for at blive opdaget af en forbipasserende konstabel eller en sulten, snerrende hund, fik dem til at arbejdede indædt og næsten lydløst.

Det ville ikke vare længe nu, før røgen fra skorstenene ville varsle om, at tilberedningen af morgenmad til det bedre borgerskab var begyndt.

Da de omsider hørte en klinge ramme kistens låg, tog John og hans

sammensvorne brækjernene frem og lirkede låget af, alt imens John bad en stille bøn, til at dette var kadaveret, de søgte. Kirkegårdsvagten holdt 4

en fakkel ind over den åbne kiste. De lænede sig alle tre ind over kanten og anstrengte sig for at skimte konturerne af en menneskekrop.

Men kisten var tom.

”Tower-banden har været her før os,” hvæsede John og mærkede hvordan

kinderne begyndte at gløde trods kulden.

”Bloody hell,” svarede Philip og sendte en frostsky af dårlig ånde i retning

af John. En ånde, der kunne vække selv de døde til live, tænkte John og vendte hovedet bort.

”Det her er vores territorium.” Philip slog brækjernet mod håndfladen

og gjorde et kast med hovedet. ”Lad os tage hen til pub’en og udtænke en hævnplan.”

John svarede ikke. Alt imens forbitrelsen knugede sig sammen i brystet,

var en spirende plan ved at bundfælde sig i hans hjerne. En plan, der på én gang fyldte ham med væmmelse og begejstring.

”Ja, lad os tage til hen pub’en,” mumlede han blot, ivrig efter at slippe af

med de andre hurtigst muligt. For de skulle ikke have del i hans plan.

Da John omsider havde fået sine fæller drukket under bordet, begav

han sig fortrøstningsfuld ud i den gryende dag, bevæbnet med en flaske rom i jakkelommen. Han var næsten nået hjem, da et oplagt emne bød sig

til: Hun var hærget af alder og sygdom. Ansigtshuden var skændet af ar efter kopper. Håret hang som livløse tjavser ud over sjalet, og hendes ånde 5

stank af død og sygdom i uskøn forening.

”Kom lad os drikke sammen, gamle tøs,” sagde John og så hendes øjne

lyse op. ”Jeg bor lige her henne.” Mens John udpegede sin stinkende gyde, mærkede han efter i sit indre. Der var ingen skrupler. Kun begæret efter

penge. Og at give lægegerningen en håndsrækning, skyndte han sig at tilføje i tankerne. Derfor hankede han resolut op i skøgen og slingrede uden om en ladning hestepærer, der lå som en skændsel i sneen.

Det tog ikke lang tid, før luderen var i beruselsens vold. John lod som om han var styret af begær og smed hende på sengelejet, inden han i en hurtig bevægelse pressede puden ned over hendes ansigt. Hun kæmpede bravt i

en uendelighed; flåede hans hud til blods og sparkede som besat med arme og ben trods fuldskaben. Men til sidst gav hun efter. Med hjertet i halsen undersøgte han hende og følte kun fryd for hvert manglende pulsslag i skøgens slatne krop.

Først nu opdagede bulen i skridtet. John virrede med hovedet og drejede

et par gange rundt om sig selv, hvorefter han slæbte kadaveret hen i et

hjørne. Han åbnede hendes mund og undersøgte tænderne. Ubrugelige.

Han sukkede, lukkede skøgens anklagende øjne og dækkede hende til med strå fra madrassen. Derefter satte han sig ned på gulvet og tænkte det hele i gennem, mens hans nerver dirrede som rystesyge.

6

John tog en dyb indånding og fik styr på sig selv. Nu ville han sove resten

af dagen. Derefter ville han fragte liget hen til Doktor King efter mørkets

fald. John lagde sig med et smil om læben. Han havde tilendebragt skøgens

miserable liv og samtidig bidraget til lægevidenskabens fremgang. Et liv, der alligevel snart ville bukke under for sult og sygdom. Så i virkeligheden havde han gjort en god gerning, tænkte han og nikkede for sig selv.

John skulle snart erfare, at Doktor King betalte uden at stille spørgsmål.

Uge efter uge, gentog han derfor den samme procedure med stadig større

behændighed. For doktor King var det ret simpelt, mente John: En miserabel

krop var mere værd som kadaver end i levende live. Det forhindrede dog ikke Doktoren i altid at sende John et foragteligt blik, inden de aftalte

mønter landede i hans hånd. Men John var ligeglad. Så længe kirurgen var afhængig af hans leverancer, var han tæt på at blive en velhavende mand.

Desværre begyndte den tidligere arbejdsfælle, Philip, at blive mistænksom over Johns gavmildhed på pub’en. Men han havde ikke tænkt sig at tæmme

sine nye vaner eller indstille de natlige rutiner af den grund. Han måtte tage problemerne som de kom, besluttede han. Så da Philip en nat bankede på

hans rude, netop som ugerningen var overstået, og krævede en andel for sin tavshed, indvilgede John.

7

”Et pund pr. gang,” mumlede John, mens han et øjeblik overvejede at

springe på vennen. Men han var ikke sikker på, at han kunne ordne Philip.

Så han indvilgede.

Således fik Philip del i foretagendet, indtil Johns instinkter en dag fortalte

ham, at han burde stoppe nu. Men han manglede stadigvæk at få råd til hest, vogn, tjenestepige og nye tænder af den slags, han selv forsynede

byens tandlæger med. Derfor ville han blive ved lidt endnu. I alle fald så længe han kunne styre Philip, besluttede morderen i hans sind.

Men beklageligvis blev vennen ved med at hæve prisen for tavshed. Og

da John til slut nægtede, troppede Philip en nat op med en konstabel, mens John var i færd med at dække endnu en livløs skøge til med hø.

Der gik kun få uger, inden retssagen var afgjort. Kirurgen klarede frisag.

Philip vidnede og slap for anklager, mens John blev udråbt til en af historiens mest blodtørstige mordere.

På henrettelsesdagen sad John i sin celle og hørte pøblens taktfaste råb,

mens lyden af bødlens skridt nærmede sig ude på gangen.

”Bloody hell!” udbrød han, idet tarmene tømte sig i hans benklæder. I det

øjeblik havde han kun rum for én tanke i sit sind: Hans grådighed havde ført ham til galgen, og derefter ville han blive dissekeret i fuld offentlighed af selveste Doktor King.

8