I en god sags tjeneste

Nana Cajus

I en god sags tjeneste NOVELLE

I en god sags tjeneste Š2019 Nana Cajus, OrinocoInk Korrektur: Anne Nielsen Omslag: Nana Cajus

I EN GOD SAGS TJENESTE Et koldt sus fra svingdøren fik hende til at rette blikket mod hotellets indgang. Hendes puls accelererede, indtil hun kunne konstatere, at det var et par stiletter, der gjorde deres entré, og dermed ikke ham. Med en blanding af lettelse og skuffelse sank hun tilbage i lænestolen og flyttede blikket fra svingdøren til lobbyens ur. Det kunne ikke vare længe nu; hans fly måtte være landet for over en time siden, ræsonnerede hun.

Hun gled længere ned i Æggets læderbetrukne polstring, løftede avisen op foran sit ansigt og prøvede at lægge nerverne på is. Slap nu af, Line! formanede hun sig selv og tørrede håndfladerne af i sine slacks. Men maven nægtede at følge hjernens instrukser; den opførte sig som en islandsk gejser, selvom hun havde tjek på alle detaljer. Hun sænkede avisen med et suk og tog en Treo op af håndtasken; smed den ned i glasset ved siden af sig og tog en slurk af det brusende vand. ”Nogen må jo sætte en stopper for svineriet,” mumlede hun og mærkede maven krympe sig ved tanken om stagen.

Indrømmet. Den var et ualmindeligt barbarisk indslag, men der skulle immervæk stærke sager til for at bryde igennem muren af ligegyldighed. Men hvad så med børnene? spurgte hun sig selv og lod blikket følge de tårnhøje stiletters gang gennem lobbyen. Kunne hun virkelig byde dem det? ”Ja,” gentog hun for sig selv og manede tvivlen i jorden for Gud ved hvilken gang. Børnene ville om nogen forstå. Det var jo netop for deres skyld, hun måtte skride til handling, afgjorde hun, mens hun forsøgte at abstrahere fra stilethælenes klapren.

Hun rettede sig op i lænestolen og lod blikket glide hen over lobbyen. Lyden af stiletter forstummede, og alt åndede nu 5

fred og ro. Den slags ro, der herskede i omgivelser designet til forherligelse af egoet: Som om alle de tilstedeværende befandt sig i en komatøs tilstand af selvtilstrækkelighed, føjede hun til tankerækken og skævede til en gruppe forretningsfolk.

Foreløbig havde hun dog ikke set skyggen af ham, men det kunne ikke vare længe nu.

Line havde kun lige tænkt tanken, da en asiater gled ind gennem svingdøren i en velsiddende habit og skinnende sorte sko. ”Ham!” gispede hun. Alene. Han indbildte sig nok, at København var et sikkert sted. Hun smilede hånligt ved tanken og løftede igen avisen op foran sit ansigt. Mens han trak rejsekufferten hen ad marmorgulvet, studerede hun ham ud af øjenkrogen. Hun mærkede et sug i maven, idet han passerede og gav hende frit udsyn til sit kendetegn i nakken: modermærket lige under hårgrænsen. ”Selveste selvfede Phan Công Hanh!” mumlede hun og tilbageholdt et fløjt og kunne ikke helt fatte, at han omsider var inden for rækkevidde. Hun rejste sig brat; bekæmpede et øjebliks svimmelhed, inden hun styrede hen mod skranken.

Helt ubemærket stillede hun sig op ved hans side og så, at de var nogenlunde lige høje. Han var i alle fald lavere, end han havde set ud på filmoptagelserne, hvor han foldede sig ud i aktion. Ergo, en smal sag, tænkte hun og strammede sig an. ”Nogen besked til Line Larsen?” spurgte hun receptionsdamen og samlede alle sanser om manden ved sin side. Svinet fik udleveret nøglekort til nummer 207. Etagen under hende. I praksis var det lige meget. Det gjaldt bare om at få indkøbsnettet og Waltheren med ind, når festen startede. Resten af udstyret kunne hun altid hente bagefter, afgjorde hun. ”Tak,” sagde hun til receptionisten og skridtede hen mod elevatorerne. Hun indhentede ham, netop som et par elevatordøre var ved at lukke bag ham og nåede lige ind, inden opdriften satte i gang.

En skarp dunst af parfume emmede fra ham og pirrede hendes 6

mavesyre. Sådan en fimsefyr! tænkte hun og skulede til hans sorte strithår, mens hun lod fingrene glide hen over nøglekortet i lommen. Han var ikke engang specielt skræmmende. Han lignede bare en mand, der havde overstået midtvejskrisen, nærede en begyndende topmave og var godt på vej til at blive en gammel gris. Med fed streg under gammel tilføjede hun for sig selv, for en gris havde han vist altid været. Bare tanken om, hvordan han havde forbrudt sig, gav hende lyst til at kaste op.

Men vietnameseren så ikke ud til at ane uråd, da han trådte ud på sin etage.

Lidt efter stoppede elevatoren igen med et bump. Dørene gled til side og afslørede en gruppe engelsktalende forretningsfolk. ”Good afternoon,” mumlede hun uden at løfte blikket og masede sig forbi muren af jakkesæt. Så styrede hun ned ad gangen, stoppede op foran nummer 311 og lod nøglekortet glide ned gennem låsen.

Hun trådte ind, dumpede ned på sengen og pustede ud: ”Så langt, så godt.” Hun greb ud efter fjernkontrollen og zappede over på CNN, hvor de i forargede toner informerede om en kendt skuespillers beslutning om at aflive sin syge kat, der ellers var kendt for sine ekstravagante diamanthalsbånd. ”Hvad dælen har I gang i?” spurgte Line ud i luften og tænkte på, hvordan mindst 20.000 elefanter årligt blev ofre for krybskytters brutale nedslagtning. Så hvordan i alverden kunne en enkelt human aflivning af en syg kat få så massiv pressedækning? Line sukkede og rystede opgivende på hovedet.

Hun zappede over på TV 2, hvor endnu en skandale om en højtstående borgers involvering i børneporno var under optrevling. ”Skær nosserne af!” sagde hun til fladskærmen og satte sig på hug ved siden af håndtasken. Og for tredje gang siden sin ankomst samme morgen lagde hun rekvisitterne ud på gulvet. Blikket faldt på saven, som hun tog op og vejede mellem hænderne. Det ville kræve en del håndkraft, men en 7

støjende motorsav kunne ikke komme på tale. Hun lagde saven tilbage i tasken og tog fat i håndjernene. Hendes fingre rystede let, da hun holdt metalringene op foran øjnene. Hun smed håndjernene fra sig og greb ud efter pistolen. Med rutinerede bevægelser trykkede hun magasinet på plads. Hun satte lyddæmperen for mundingen og rejste sig med pistolen mellem begge hænder; tog ladegreb, hørte klikket og rettede sigtet mod et fiktivt offer på sengen. I samme ombæring drejede hun rundt og sigtede på studieværtinden i fjernsynet: ”Paf!” Dernæst afsikrede hun Waltheren og lagde det hele tilbage i tasken.

Efter at havde tjekket, at det stjålne universalnøglekort lå på sin plads, besluttede hun sig for også at tilse kurven.

Den stod stadig på bunden af nettet fra Søstrene Grene. Helt som den skulle. Hun fjernede låget i et snuptag og så til sin tilfredsstillelse, at der stadig var tegn på liv dernede. ”Hold ud lidt endnu, lille ven,” sagde hun og satte låget på plads. Hun blev stående midt på gulvet, kørte en hånd gennem håret og prøvede at bevare overblikket, indtil hun bestemte sig for at ringe til roomservice. Da hun havde bestilt en laksesandwich, appelsinjuice og en flaske mineralvand, lagde hun sig på sengen og fremmanede sportstasken, indkøbsnettet og stagen i varevognen for sit indre blik. Alt udstyret var på plads. Nu gjaldt det bare om at væbne sig med tålmodighed.

Hun sprang op, da det bankede på døren. ”Sæt bare bakken der,” sagde hun, idet hun åbnede for fyren fra roomservice. Hun nikkede mod cafébordet mellem to Arne Jacobsen-Myrer; skyndte sig at gelejde ham ud og låse efter ham. Hun pustede ud og satte sig til bords. ”… Tage sagen i egen hånd,” opsnappede hun fra fladskærmens kværnen, som var hun blevet præsenteret for et brudstykke af sine egne tanker. ”Netop!” Det var præcis det, hun var blevet tvunget til, den dag hun havde indleveret sin opsigelse. Den dag for snart tre år siden. Havde hun fortrudt? Hun tørrede 8

munden i servietten og tog en slurk af juicen. ”Næh,” sagde hun for sig selv, men det havde været lidt ensomt at arbejde under dække af noget andet. Og hun savnede Frankrig. Flere gange havde hun haft lyst til at betro sig til sine nærmeste. Afsløre, at hendes egentlige arbejde ikke var nattevagtstjansen i Randers Regnskov. I virkeligheden arbejdede hun for en langt større sag og havde brugt de fleste af nattetimerne til sin efterforskning.

Af sin sølle løn havde hun betalt for udstyr og aflønnet sin mand i Vietnam, der løbende sendte hende billeder, videoer og andet intel. Tuan Nguyen, hvis omfangsrige familie levede af den sum, hun betalte for hans ydelser. Men for sine omgivelser var hun blot stakkels, stressramte Line. Hende, der var bukket under for presset og derfor var blevet nødt til at flytte tilbage til hjembyen og et langt mindre krævende job. ”De kan alle sammen rende mig,” mumlede hun og stoppede den sidste bid brød i munden.

Line tjekkede igen uret. Der var kun gået en time siden sidst. Hun gik hen til vinduet og kiggede ned over Tivoli, der lå som en mørk skygge, indrammet af byens omkringværende lys. Haven mindede mest om en spøgelsesby ved fraværet af rædselsskrigene og de mekaniske lyde. Hun forestillede sig at dalre rundt i sandaler dernede blandt kulørte lamper og overgearede børn. Det var lige før, hun kunne høre klirren fra glas og bestik og genskabe lugten af isvafler, øl og popkorn i en pærevælling.

Hun sukkede og trak gardinerne for; satte kurs mod sengen.

Hurtigt tog hun skjorten, sko og bukserne af, inden hun lagde sig under dynen og slukkede for fjernsynet. Hendes hånd rakte automatisk ud efter iPhonen på natbordet. Hun tjekkede for nye mails, inden hun satte vækkeuret til klokken 2:30. Tidspunktet for handling.

Line følte det, som om hun havde sovet mindre end en time, da vækketonen brød ind i søvnen. Få sekunder senere var 9

hun lysvågen og sprang ud af sengen; trak i tøjet og stak ned i skoene, inden hun gik ud på badeværelset for at tisse af. Mens hun børstede tænder, sendte hun sit spejlbillede et iskoldt blik, der fik adrenalinen til at vågne op til dåd. Bagefter tog hun pistol og håndjern inden for jakken, inden hun hankede op i indkøbsnettet og listede ud på gangen.

Hendes hjerte dundrede af sted, da hun omsider stod foran værelse 207. Hun kiggede sig en ekstra gang om i halvmørket og lyttede. Et fjernsyn kørte et eller andet sted, men ellers åndede alt fred og ro. Hun sugede luft til sig og trak universalnøglen frem fra lommen. I en hurtig bevægelse førte hun plastikkortet ned gennem den elektroniske lås, hørte klikket og pressede dørhåndtaget nedad, så lydløst hun kunne.

Hendes knæ rystede. Hun skulle lige til at vende om, da hun fik mindet sig selv om alle de elefanter, der blev aflivet med cyanid eller anden gift i vandhuller til katastrofal skade for hele økosystemet i området. Eller elefanter, der blev massakreret med hypermoderne krigsudstyr, der kunne gøre selv en russisk mafiaboss misundelig. For ikke at tale om den eksplosive stigning i nedslagtningen af næsehorn, hvoraf flere underarter allerede var udryddet blot på grund af en åndsvag myte i Vietnam om, at pulver fra dets horn kan kurere kræft og andre lidelser. Eller fordi næsehornspulver i drinks var blevet den ultimative måde at blære sig på for nyrige vietnamesere med råd til alt. Resultatet var, at pulveret i disse dage oversteg kiloprisen på heroin, mens elfenben var blevet et investeringsobjekt på lige fod med guld for rige kinesere.

Hun skummede ved tanken og tog sig sammen i et ryk.

Hurtigt pressede hun skulderen mod døren, smøg sig ind i værelset og lukkede døren bag sig. Lydløst.

Line stoppede op og lyttede. Holdt vejret. Greb om pistolens skaft, mens øjnene vænnede sig til mørket, hvorfra snorkelyde slog mod hende. Han var her altså, afgjorde hun og strammede sig an; der var ingen vej tilbage.

10

Hun trak vejret, så lydløst hun kunne og listede hen over gulvet, indtil hendes knæ stødte mod sengen. Hun bed smerten i sig og bandede indvendigt. Hendes fingre fandt kontakten på væggen. Hun tog en dyb indånding og tændte lyset. I samme sekund satte hun pistolen for hans pande.

Han vågnede med et sæt og rullede om på ryggen, mens lyddæmperen fulgte hans bevægelse. ”Silence!” ”Mais putain, qu’est-ce que tu crois que j’ai fait?” Vietnameseren holdt hænderne op til ansigtet og spilede øjnene op. ”Du er ansvarlig for nedslagtningen af godt 5.000 elefanter og 900 næsehorn, og derfor skal du dø,” svarede Line langsomt og sikkert på sit smukkeste Interpol-fransk. ”En pinefuld død.”

Da han prøvede at sætte sig op i sengen, skubbede hun ham tilbage med lyddæmperen. ”Ce n’est pas vrais! C’est absurde!” Han virrede voldsomt med hænderne. ”Gu’ er det da rigtigt, mand,” fortsatte hun på fransk. ”Jeg har efterforsket dig i årevis. Du er den store fisk, Phan Công Hanh. Mafiabossen, der står for godt 30 procent af det illegale marked for elfenben og næsehornspulver i Vietnam. Ikke sandt?”

Ifølge oplysningerne fra Tuan Nguyen var Phan Công Hanh i København for at gennemføre en våbenhandel med Bandidos og var også involveret i kvindehandel. Men lige de dele af hans kriminelle løbebane var Line ret ligeglad med. Ikke desto mindre udgjorde besøget i København en enestående chance, mindede hun sig selv om og borede lyddæmperens munding dybere ned i forbryderens pande. ”Du vil fortryde det her, salope.” Hans øjne blev helt smalle, mens munden vrængede ordene af sig. ”Man straffer ikke ustraffet en mafiaboss.” ”Jeg er pisseligeglad! Mit mål er at få udryddet din slags kryb, før hele dyrearter uddør.”

11

”Jamen vi er jo på samme side!” Vietnameseren løftede hænderne op mod Line i en slags afværgende gestus. ”Hvis du havde lavet din efterforskning ordentligt, ville du vide, at jeg samarbejder med Interpol.”

Ordet ”Interpol” fik hende til at sænke paraderne et øjeblik. For det, at organisationen havde indgået en aftale med krybet, var ikke fuldstændig utænkeligt. Eller var det?

Og gjorde det Phan Công Hanh mindre skyldig i dyredrab?

Hun nåede ikke at tænke tanken til ende, før vietnameseren pludselig fik fat om pistolen og vrikkede den ud af hendes hænder. I et snuptag var han oppe at stå og svingede sig rundt som en anden bavian. Og hurtigere end fatteevnen kunne følge med befandt hun sig i et kvælergreb.

Hun forsøgte at skrige, men fik ikke en lyd frem. Alt imens borede lyddæmperen sig ind i hendes tinding. Trykket fra metallet fik sveden til at springe frem sammen med angeren; hun havde dummet sig. Men hvorfra skulle hun også vide, at krybet dyrkede kampsport. Han lignede ikke sådan en, argumenterede den del af hjernen, der endnu ikke var gået i sort. Hun mærkede hans topmave mod sin lænd; hans ånde mod sin kind. Det smertede mod tindingen. Hendes tarme slog knuder. Adrenalinen rasede formålsløst rundt i kroppen som en flok lemminger på vej ud over afgrunden. Ud af øjenkrogen så hun ham trække på aftrækkeren. Grebet om hendes hals strammede til. Hun kneb øjnene hårdt sammen; følte det, som om hjertet stoppede op. Hun forberedte sig på smerten.

På døden.

Det var forbi.

Forbi.

Men der kom ikke noget smæld. Et splitsekund senere åbnede hun øjnene. Forvirret over den udeblevne smerte. Der gik en brøkdel af et sekund, før hun sandede, at kuglen ikke var gået af. Den sad åbenbart fast i løbet: held i uheld for sjusk med ammunitionstjekket. Dog en ringe trøst, efterrationaliserede 12

hun, da hun blev bevidst om den tiltagende smerte i luftvejene.

Hun hørte sig selv hvæse efter luft. Mafiabossen havde smidt pistolen fra sig, men klemte stadig sin arm om hendes hals. Det føltes, som om luftrøret ville eksplodere.

Hun kom i tanke om indkøbsnettet ved siden af natbordet: Han var barfodet, det var hun ikke, fór det gennem hendes hoved, mens lungerne skreg efter ilt. Hun kradsede hans arm til blods, mens hun kæmpede for ikke at besvime. Til sidst spændte hun alt i sig og fik ram på kurven i nettet med et sidespark.

Ud af øjenkrogen så hun koralslangen komme krybende.

For sent. Det sortnede for hende. I en sidste krampetrækning skubbede hun vietnameseren bagud. Hun hørte et skrig og mærkede trykket lette fra halsen. Slangen havde bidt! Slangen havde virkelig bidt! Hun kunne næsten ikke tro sit held.

Omtåget fik hun fikseret blikket og fiskede pistolen op. Og før vietnameseren kunne reagere, bragte hun sig på afstand, mens hun tog magasinet ud og ind og afsikrede pistolen. Uvis på, om den ville affyre denne gang, rettede hun sigtet mod sit offer.

Asiaterens ansigts krakelerede i smerte. Han tog sig til halsen og hvæsede efter luft. En hånd slog ud i luften, mens han stavrede frem mod sengen og faldt ned på madrassen. ”Dygtig slange,” mumlede Line uden at fjerne sigtet fra den dødsdømte. Trods den dunkende, tiltagende ømhed om halsen overskyggede triumffølelsen alt andet; asiateren var færdig.

Der gik allerhøjst et par minutter, før en spasme jog igennem ham. Derefter faldt hans hoved ned til den ene side, idet han åndede ud. Line sænkede pistolen med rystende hænder og mærkede knæene blive bløde under sig. Hun kunne næsten ikke fatte, at det var overstået. Så havde hun alligevel fået krammet på ham, om end ikke helt som planlagt. Egentlig ville hun blot have brugt pistolen til at få ham lænket til sengen og lade slangen gøre resten; nydt synet af hans frygt, mens den gled hen over hans nøgne krop. Men alt det var ligegyldigt nu.

13

Resultatet var det samme. Det var naturen, der havde dræbt ham. Naturen havde taget hævn!

Det var gået stærkt. Hun havde haft ret i sin antagelse om, at en bi-allergiker ville dø af anafylaktisk chok, så snart giften ramte blodbanen. Ellers kunne dødskampen godt have strakt sig til timer, før giften gjorde det af med sit offer, mindede hun sig selv om og satte sig på sengekanten.

Line rejste sig brat. Hun manglede stadigvæk det sidste punkt på dagsordenen: saven. Hun scannede rummet og kastede et blik på uret. Hun måtte op efter sportstasken.

Det med at fjerne hovedet var selvfølgelig ikke helt naturligt set fra naturens synspunkt, indrømmede Line for sig selv, da hun lidt efter kom tilbage til åstedet. ”Men pyt,” mumlede hun og iførte sig latexhandsker, inden hun tog plastikposerne ud af sportstaskens sidelomme og fik plastikken bakset ind under vietnameserens hoved og hals. For selvom saven reelt ikke hørte hjemme i fødekæden, passede symbolikken nu meget godt alligevel: specielt i betragtning af, hvordan krybskytterne yndede at kappe hovedet med stødtænder fra kroppen med en motorsav, ofte mens elefanten stadig var i live. Med det billede på nethinden tog hun saven frem, strammede om grebet og lod bladet æde sig igennem hud, kød og muskler. Mens hun savede, fløj tankerne tilbage til tiden i Interpol. Organisationen havde været det ultimative mål for hende, lige siden hun blev færdig på politiskolen. Og det havde taget hende næsten otte års tjeneste i Danmark og kostet hende adskillige franskkurser, før det endelig var lykkedes hende at lande et job hos Interpol i Lyon.

De første år havde hun nydt alt det franske: cafeerne, rødvinen, ostene, croissanterne, broerne og de brostenbelagte gader, løbeturene langs flodbredden, de galante mænd og den helt specielle sydeuropæiske ånd. Nydt lyden af sin egen stemme, når den konverserede på formfuldendt fransk for at 14

holde endnu en bejler fra døren. Hun havde trivedes med at være i et internationalt miljø, erkendte hun, da bladet ramte en nakkehvirvel. Og hun havde solet sig i statussen over at være kommet igennem nåleøjet til Interpol. I alle fald indtil det var gået op for hende, at ansættelsen ikke levede op til drømmejobbet. Hun havde forventet, at afdelingen for Environmental Crime havde været præget af mere action: forventet mindre skrivebord og langt mere feltarbejde. Det havde været en stor skuffelse altid at skulle vente på, at nationale politiafdelinger lettede røven for at afhjælpe bevisbyrden. Og i mellemtiden bestilte de ikke andet i Interpol end at skrive endeløse rapporter. Det havde været så skide bureaukratisk alt sammen. Til sidst havde hun ikke følt sig som andet end én i rækken af papirnussere. Og hvis Interpol fortsatte samme kurs, skulle det nok egenhændigt få udryddet en hel regnskov, inden det fik foretaget en anholdelse.

Kort efter stod hun med frugten af sit arbejde i hånden og lod det dryppe ned på plastikken. Hun tog fat om håret og holdt det ud foran sig. Hun smilede for sig selv og mærkede glæden bruse i sine årer. ”Selv grev Dracula ville have klappet i sine små hænder …” mumlede hun og skyndte sig at pakke hovedet ind i plastik og smide det ned i tasken.

Først i det øjeblik kom hun i tanke om slangen. Det rislede hende koldt ned ad ryggen, da konsekvensen af dens fravær gik op for hende. ”Idiot!” Hun smed sig ned maven og søgte under sengen. Derefter lod hun blikket glide rundt langs gulvpanelerne. Men de orange, sorte og hvide striber var ingen steder at se.

Kunne den være smuttet ud, da hun hentede saven? ”Ikke sandsynligt,” beroligede hun sig selv, men mærkede alligevel maven snøre sig sammen. Ved nærmere eftertanke burde hun nok have valgt en større giftslange. En, der ikke sådan kan snige sig ind i alle revner og kroge. En indlandstaipan? ”Pissegiftig, ja. Men alt, alt for stor og uhåndterbar,” forklarede hun sig selv 15

gennem et sus af panik. De ville meget hurtigt opdage, hvis den var væk. ”Pyt!” Der var ingen grund til at spilde mere tid på det, selvom det selvfølgelig ville have været mere optimalt, hvis slangen var blevet leveret tilbage til Randers Regnskov.

Men hun måtte videre i programmet nu. Og hvis slangen bed igen, var der et ord for den slags: ”Collateral damage,” mumlede hun og rystede hurtigt på hovedet. Bare det så ikke gik ud over rengøringsassistenten, men en, der virkelig havde fortjent det.

En finansdreng for eksempel, afgjorde hun og sendte lidt god karma efter koralslangen.

Line kastede et blik på armbåndsuret. Det virkede, som om hun havde opholdt sig hos vietnameseren i en evighed, men i praksis havde det hele udspillet sig på under en halv time.

Klokken var kun lidt over tre: et glimrende tidspunkt til at bryde ind i Københavns Zoo på. Nu manglede hun bare at beslutte sig for stagens placering. Skulle hovedet stå ud for Elefanthuset eller ved næsehornene? Hun så sig om i værelset og lod blikket dvæle ved den hovedløse, inden hun hankede op i sportstasken og bevægede sig ud i natten.

Line vågnede ud på formiddagen næste dag. ”Trygt hjemme i Randers og på behørig afstand af nattens begivenheder,” mumlede hun med tilfredshed. Hun gabte og strakte sig i pyjamassen, inden hun gik ud i køkkenet og satte kaffe over. Da den var klar, skænkede hun sig et stort krus og gik nynnende hen til klapbordet, hvor den bærbare stod parat. Hun satte sig, tog en slurk af den dampende væske og begyndte at tjekke alle dagens aviser. Nyheden var på forsiden overalt. I BT og i Ekstra Bladet havde de endda smæsket sig i nærbilleder af hovedet på stagen, mens næsehornene kun optrådte som slørede silhuetter i baggrunden.

Hun begyndte at tjekke de internationale medier. På CNN var det Breaking News. Selv i New York Times var hovedet 16

på stagen i Københavns Zoo den helt store overskrift. Line lod triumfen stige til hovedet som champagne. ”Stuntet er genialt! Endnu bedre end sidst,” roste hun sig selv og gik hen og tændte for radioen, før hun vendte tilbage til skærmen.

Hendes blik skimmede igen ned over teksten og stoppede op ved en sætning: Interpol udtaler, at de havde et samarbejde i gang med den myrdede, og mordet vil betyde års tilbagegang i kampen mod krybskytteriet. ”What the fuck!” Hun slog en næve i bordet. ”Magen til fordrejning af sandheden!” Hun sprang op som en katapulteret. ”Kan idioten da ikke se, at jeg har gjort verden en tjeneste?”

Desuden var der tale om #uheld-med-slange, ikke mord, tilføjede hun i tankerne. Hun strøg ind i soveværelset og fandt sin notesbog; bragte den tilbage til køkkenet og lagde den på bordet ved siden af computeren. Hun gav sig straks til at søge i artiklen på skærmen og fandt navnet på den ansvarlige New York Times- journalist. ”George A. Smith,” læste hun højt. Hendes hånd greb automatisk ud efter en kuglepen og bladrede frem til listen i notesbogen, hvor hun satte hak ved tredje navn i kolonnen. ”Mission udført,” mumlede hun og tilføjede George A. Smith til listen. Folk med to-do-lister er nu engang dem, der får udrettet noget her i verden, tænkte hun i samme åndedrag. Og hvem var det lige, der sagde, at man ikke må skyde budbringeren? ”Sådan en idiot,” mumlede hun og skrev: Hoved ned i dybfryseren med løvemad? Bronx Zoo? ud for journalistens navn.

I det samme brød radiospeakerens stemme ind i hendes tanker: Kendt dyreværnsforkæmper fundet død på SAS-hotellet.

Dødsårsagen er ukendt, men politiet undersøger mistanke om forgiftning. Dyreværnsforkæmperen blev fundet på værelset ved siden af findestedet for liget, der forbindes med hovedet i Zoologisk Have.

Så var den altså krøbet ind på værelset ved siden af …

17

”Ups! Ikke så godt.” Line tog sig til panden. ”Forkert valg af slange,” mumlede hun og greb ud efter notesbogen.

Det punkt måtte hun lige huske i sin evaluering.

KUNNE DU LIDE DENNE NOVELLE? Hvis ja, vi du sikkert også kunne lide thrilleren Donorjagten af samme forfatter. Læs mere om thrilleren på www.orinocoink.com

18