Donorjagten
www.orinocoink.com
Nana Cajus
Donorjagten THRILLER
Uddrag fra Margarita (læseprøve)
Donorjagten Uddrag fra Margarita
www.orinocoink.com
5
Hun vågnede med en tunge, der klistrede til ganen, og missede mod sollyset. Det skar i hendes dunkende hoved. Klokken var allerede over otte. Hun var vågnet langt senere end tilsigtet, ærgrede hun sig og kiggede sig fortumlet omkring. Hvad var der gået af hende i går aftes? Siden hvornår var hun blevet forfalden til at bælle alkohol i eget selskab? Det var vist sket, i det øjeblik strømmen gik, og hun havde givet sig selv lov til at tænke på Timo i stearinlysenes skær. Timo! … Den gale, svensktalende finne, som havde været hendes et og alt under de intense måneder i Irak. Sjove og uforfærdede Timo, i hvis arme hun havde følt sig tryg og havde sovet uforstyrret af skudsalver. Det lyse englehår i stærk kontrast til hans stålsatte blik og løsslupne livsstil. Hun og Timo havde været som to alen af et stykke, men forhindret i at være sammen i det lange løb på grund af samme ambitioner og karrierevalg. Alligevel havde hun længe efter hjemsendelsen håbet, at de ville finde sammen igen på en ny destination. Men så havde han, fanden tage ham, fundet sig en kontoransat i et eller andet finsk lorte ministerium. En stationær kvinde, der kunne passe hans fremtidige snotunger, mens han selv fortsatte karrieren som udsendt. Hun stod ud af sengen og gav rejsetasken et los. ”Familie,” mumlede hun og prøvede at bide selvmedlidenheden i sig, idet hun gik ud på soveværelsets balkon og lod blikket glide ned over dalen og videre ud over det solglitrende hav på den anden side af kystvejen. Et øjeblik glemte hun sine bekymringer. Mest af alt fik hun lyst til at trække i bikinien og lade solen varme helt ind til sjælen. Den sjæl, der ikke blev udsat for andet end tragedier og suspekte familiemedlemmer, der enten materialiserede sig eller forsvandt ud af det blå, hvor uretfærdigt det så end forekom. ”Men du arbejder altså ikke for Lonely Planet,” mumlede hun, med tanke på bikinien, og sjoskede ud i brusenichen med frit kig til himmelen. Efter at have tørret sig tog hun alligevel bikinien på, da 6
den ville være praktisk at have på under tøjet. Hun trak hurtigt i et par denimshort, der viste sig at have et hul i bagen. Men det kunne hun ikke tage sig af. Der var ingen tid at spilde, hvis hun skulle have fuldt udbytte af dagen. Hun tvang lidt frugtsalat og brød i sig og skyllede efter med kaffen fra espressomaskinen, inden hun smed et par Coca-Colaer ned i tasken og greb ud efter bilnøglerne. Nede i garagen fandt hun en Jeep af nyere model. Hun startede motoren, hev et kort over Margarita op af tasken og studerede det. Det syntes ligetil. Hun skulle bare følge kystvejen nordpå, så ville hun komme til Playa Parguito, hvor ngo’en holdt til. Hun havde kun lige parkeret Jeepen ved græssets sandgrænse, da hun fik øje på en indhegning med et skildpaddeskilt. Det måtte være ngo’en. Umiddelbart synede den ikke af meget. Og da slet ikke af skildpadder, konstaterede hun og smed skoene. Hun traskede hen mod indhegningen gennem sandet. Ved skiltet sad der en mand i en plastikstol. Ellers var der kun få mennesker og en hel del løse hunde, som spankulerede rundt på stranden i morgentimerne. Hun indsnusede den salte lugt. Stoppede op et øjeblik og nød følelsen af sand under fødderne, inden hun tog sig sammen og gik hen til manden i stolen. Han brummede noget bekræftende om havskildpadder og forklarede, at han var ngo’ens vagtmand. ”Hvis du vil tale med chefen, señor Ramos, kommer han nok forbi en gang inden frokost,” oplyste han. En bade- og spadsereturs tid senere var hovedpinen lettet. Men hun havde stadigvæk ikke set skyggen af ngo-chefen. Apropos skygge, tænkte hun og mærkede et presserende behov for ly fra solens flænsende stråler. Hun gav vagten besked om, at han skulle sige til señor Ramos, at hun ventede på ham under en parasol, som hun 7
udpegede for ham. Da hun havde lagt sig til rette og betalt lejen for parasollen, hev hun en avis op af tasken. Hun opgav hurtigt at holde den udstrakt i havbrisen og lagde den tilbage i tasken for at trække en T-shirt over hovedet og glide længere ned i liggestolen. Så trak hun solbrillerne ned fra håret og lod blikket fortabe sig i bølgerne, der rullede ind over strandbredden. Hun måtte være faldet i søvn, for pludselig stod der en mand i hawaiiskjorte og ruskede i hende. ”¡Epa chama! Sikke en overraskelse! Emilia, for pokker da, hvor er det længe siden … Hvad bringer dig hertil, chama?” Han stirrede ned på hende med lysende blå øjne, der stod i skærende kontrast til den solbrændte hud under kasketten, og satte sig sidevendt på liggestolen ved siden af hende. Under den åbenstående skjorte havde han en samling muslingeskaller i læderremme om halsen, der umiddelbart fik ham til at ligne en surferbums frem for en akademikertype. Men hvad vidste hun egentlig om marinbiologer? Hun satte sig op og vendte front mod biologen, inden hun begyndte at forklare sit ærinde. Det tog lidt tid og sproglige udfordringer, før señor Ramos, eller Jaime, omsider forstod; en ukendt tvilling, der pludselig dukker op, var en stor mundfuld. Derudover kendte han efter eget udsagn intet til Emilias kidnapning. ”Så hun skulle altså være taget til Margarita, den dag hun blev kidnappet?” spurgte han og rykkede tættere på Amanda. Hun nikkede. Jaime hev sig i fipskægget. ”For at tale med mig om et muligt tvindslag om havskildpadderne og sådan noget?” Hun nikkede igen, mens hun fastholdt et undersøgende blik på hans ansigt. ”Det forstår jeg simpelthen ikke.” Han fjernede kasketten og 8
ruskede sig i håret. ”Emilia har ikke nævnt et ord om, at hun ville komme.” Benægtelsen fik det til at gibbe i hende. Dét sammenholdt med oplysningen om, at Emilia havde meddelt sin far, at hun havde en aftale med sin gamle studiekammerat fra Caracas. Ifølge Marcel havde hun regnet med at bruge mindst fire dage på øen til forstudier sammen med Jaime og haft til hensigt at bo hos Jaime og hans kone i deres hus i Juan Griego. Der var noget, der ikke stemte. Løj Marcel? Eller løj Jaime? ”Måske regnede hun bare med at overraske dig her?” sagde hun og skyggede med hånden over solbrillen. Jaime skar en misbilligende grimasse. ”Hun ved, at jeg rejser en del rundt. Så hun kunne ikke bare gå ud fra, at hun ville kunne finde mig her, når hun kom. For eksempel er jeg tit på Coche.” Han gjorde et kast med hovedet mod havet. Hun nikkede. Hun vidste allerede fra kortet, at det var en ø, der lå mellem Margarita og fastlandet. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kan være til mere hjælp,” fortsatte han. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne bekræfte, at Emilia har været her.” Hun kvalte skuffelsen i et forceret smil. ”Det havde jeg også håbet.” Hun trak på skulderen. ”Nå, men det var da et forsøg værd.” ”Jeg er altså virkelig ked af det,” gentog han. ”Kom, lad mig vise dig lidt af det, vi laver her,” fortsatte han i et forsøg på opmuntring. ”Jeg skal desværre tilbage til EDIMAR, hvor jeg skal ha’ lavet noget arbejde senere i dag.” Han kastede et blik på uret, der lignede et højteknologisk dykkerur. ”EDIMAR?” ”Estación de Investigaciones Marinas de Margarita.” ”Ah!” Amanda rejste sig og fulgte efter Jaime hen til ngo’ens indhegning, hvor han begyndte at snakke løs om yngletider, ynglesteder, 9
udklækningstider, havskildpaddernes naturlige habitat, de forskellige typer skildpadder og organisationens virke. Hun forsøgte at vise interesse, men havde svært ved at koncentrere sig. Det eneste, hun reelt opfangede, var, at ngo’en kæmpede en ulige kamp for at beskytte skildpaddernes æg mod turismen og lokale, der spiste dem. ”Når selv guvernøren er kendt for at spise fredede skildpaddeæg, hvad skal man så stille op?” spurgte Jaime forarget. Resten af dagen tilbragte hun i Nicos hængekøje på terrassen, hvor hun forsøgte at kæmpe sig igennem en bog fra reolen om Símon Bolívar. Men skuffelsen over, at Emilia end ikke havde besøgt ngo’en som antaget, lagde et filter for læseevnen. Alligevel lod hun sig delvist overmande af veltilpasheden over at ligge henslængt på en caribisk ø. Hvor var det i grunden længe siden, hun sådan rigtig havde haft ferie, konstaterede hun og sendte chefredaktøren en liden kærlig tanke.
10
VIL DU LÆSE MERE? DONORJAGTEN er i handlen og kan købes i din fortrukne danske online boghandel eller via Amazon. Eller den kan købes ved at følge nedenstående link: https://www.bod.dk/bogshop/donorjagten-nana-cajus-9788743063117
Bogen vil også kunne bestilles i din lokale boghandel.
11
12
