Marts 2017

33 PLUS

The Intellectuals Some Speak of the Future

Kasper Foss

Foto: Gorm Valentin

Rock Nalle

M a r1 |t3s3 P 2L U0S 17

2 | 33 PLUS

Aaron Lee Tasjan Foto Christian Friis 3 | 33 PLUS

Ellen Sundberg varmer op til Drive-By-Truckers i Amager Bio. 33Plus Redaktør Christian Friis Foto Brian Selander Mads Kornum Christian Friis Sven Levandowsky John-Son Gorm Valentin

Forside foto Kasper Foss fanget af Gorm Valentin Skribenter Mads Kornum Christian Friis Kurt Baagø

Kontakt 33Plus 33Plusmusik@gmail.com Hold dig opdateret med 33Plus www.facebook.com/33plusmusik

33Plus står ikke til ansvar for skribenters holdninger og meninger. Husk at tjekke op på koncertdatoer og andre opdateringer da de kan blive ændret uden varsel.

Alt materiale i 33Plus er copyrighted, enten af bladet eller af de individuelle fotografer og må ikke gengives medmindre at tilladelse er blevet indhentet.

4 | 33 PLUS

33Plus har øjne og øre på Heart Breaking News!

33Plus er ikke skabt for at finde Breaking News.

33Plus laves for at finde, formidle, præsentere og granske i den musik, der laves indenfor alverdens genre, af håbefulde, talentfulde, og virkefulde musik mennesker i alle aldre.

Der er nærmest aldrig blevet udgivet så meget musik som nu, og selv som pensioneret musik entusiast er det umuligt at finde og fange alt den gode musik, der skabes rundt omkring.

Vi har da altid været fan af Top 5 dit, og Top 10 dat, årslister mv., men skal jo også være ærlige og konstatere at det bare er øjebliksbilleder på hvad man subjektivt har opnået kendskab til på det tidspunkt man laver listerne.

Og med den gode langtidsholdbare musik er det jo reelt ligegyldigt om man opdager pladen på udgivelsesdagen eller flere år efter – glæden ved at blive musikalsk nyforelsket er jo den samme.

Et godt eksempel oplevede vi her på 33Plus, da vi måtte sande at vi af uforklarlige årsager helt havde overhørt af den nu desværre af-

døde Frank Lauridsen (The Baronets m.fl) havde udgivet et album i 2014, som i den grad har evergreen potentiale.

Så derfor må vi bare fastslå, at vi ikke opsøger Breaking News her på 33Plus, men derimod musik der kan røre ens musikhjerte, og som gør noget ved en i det nu at det høres, og som forhåbentligt efterlader en form for spor, en glæde, en eftertænksomhed, en lyst, eller bare en berigende parentes. Det kalder vi Heart Breaking News.

Men vi kan som sagt ikke opsnuse det hele selv, så kontakt os hjertens gerne hvis DU har kendskab til Heart Breaking News om kunstnere, som fortjener mere spot på deres vigtige virke.

For ethvert liv har sit eget soundtrack – men med streaming og let serverede anlednings playlisters indtog er der i vores ører bare en reel fare for at disse soundtrack leveres (og kontrolleres) udefra, og ikke personificerer det enkelte individ.

Vi vil gøre vores til at flere holder fast i ønsket, lysten og nysgerrigheden til at finde ens eget per5 | 33 PLUS

Josh Ritter var på en hurtig ”tour” igennem Europa på en ”work-in-progress-tour” - det blev til en håndfuld koncerter på små intime spillesteder med kun Ritter og en guitar og en hel del nye sange som ingen havde hørt før. Fans kan rolig glæde sig til næste udspil. Sidste nyt fra Josh Ritter var det meget roste Sermon on the Rocks, og hvis man ikke har hørt Ritter før, er det et fint sted at begynde, men det er svært at gå i galt i byen når det gælder Ritter.

6 | 33 PLUS

7 | 33 PLUS

Nalle & His Crazy Ivans Tekst Mads Kornum, Foto Brian Selander

De seneste år har vist at det er om at opleve de store musikalske personligheder mens vi stadig har dem. Vi ved simpelthen aldrig hvornår det pludseligt er for sent.

Heldigvis har vi herhjemme stadig masser at rutinerede og dygtige musikere, der stadig er still going strong – selvom der ofte har været kortere eller længere svipture som gik totally wrong.

Sådan har det også været med 73-årige Roland Lyhr Sørensen – nok mest kendt som Rock Nalle, og nu om dage bare som Nalle.

Hans liv har i den grad haft nedture, som nok ikke er dækkende bare at kalde ”the blues”, men efter at han for cirka 20 år siden lagde al misbrug til side har han i forskellige konstellationer virkelig formået at få sunget det hele ud i stedet – 8 | 33 PLUS

blandt andet i den solide konstellation Nalle & His Crazy Ivans, der har udgivet tre album. Det seneste er ”Closer to the Bone” fra 2015.

Trioen, der udover Nalle består af Henning Kaae og Ivan Sand turnerer jævnligt landet rundt, så 33Plus kan kun opfordre til at tjekke dem ud, og se hvor smagfuldt de serverer et helt personligt bud på hvordan et levet liv med the Rhythm of Rock’n Blues skal lyde.

I forbindelse med en koncert på den lille spillested Pilegården i Brønshøj var de i godt selskab med 66-årige Søren Rislund, der jo også måtte finde nye veje efter at makkeren Jan Monrad døde i 2015. Det gør han blandt andet ved i forskellige sammenhæng at spille indlevende på den mundharmonika, der rent faktisk har været en tro følgesvend

A.J. Croce og Folkeklubben møder publikum, foto: Mads Kornum

Foto Brian Selander 9 | 33 PLUS

siden han var dreng, og som rent faktisk også er at høre på album med selveste Kim Larsen – nemlig på klassikeren ”Køb bananer” fra albummet ”231045-0637”.

Sædvanligvis troværdige kilder, der

10 | 3 3 P L U S

oplevede koncerten beskrev Nalle & His Crazy Ivans og Rislund, som et perfekt match, så lad os da håbe at de gentager successen.

Søren Rislund.

Foto Brian Selander

Cisser som opvarmning til Annika AakjĂŚr 11 | 3 3 P L U S

Sidste år havde vi Aske Jacoby på coveret, og nu er der et nyt live album fra Aske - ”Live in Paris” - Du kan købe det direkte fra Aske´s webshop: www.askejacoby.dk - eller i de følgende fysiske butikker: Beat-Bop, Peder Huitfeldts Stræde, Cph Jazzcup, Gothersgade, Cph Sound Station, Gl. Kongevej, Fr. Berg Moby Disc, Skt Knuds Kirkestræde, Odense BadstueRock, Badstuegade, Aarhus

12 | 3 3 P L U S

Et andet live album er lige på trapperne og det er med The Intellectuals.

Nils Maaetoft har samlet 12 sange fra perioden 1985-1990 og det passer perfekt på en vinylplade som udkommer omkring ”Record Store Day 2017” - så der er noget at se frem til for fans af The Intellectuals og M. T. Purse. Pladen bliver med et oplag på 250, så man skal nok ikke vente for længe med at erhverve sig et eksemplar.

13 | 3 3 P L U S

”Permanent Turbulens” fra Kasper Foss Tekst Mads Kornum

Ny bog ”Permanent Turbulens” fra Kasper Foss – om 33 år i musikbranchen - oplevet indefra gennem kærlighed, klicheer og det totale kollaps

Michael Falch, Mike Tramp, Anne Linnet, Danser med Drenge, Peter Brander, Moonjam, Søs Fenger, Nadia Stein’s News, Love Shop, Ivan Pedersen, Tommy Seebach, Cæcilie Nordby, Biografier af eller om musik- Sascha Dupont og Linie 3. branchens større navne er der mildest talt et pænt stort Bogen giver et personligt udvalg af, men bøger fra indblik i hvilke opture og ”bagmændene” og “kultur nedture livet som musiker arbejderne” - de musikere, kan indeholde. Vi har fået der ikke nødvendigvis har lov at medtage nogle udstået i front, men har opledrag i dette magasin, og vet det hele - og ofte mere alene på den baggrund kan til, er der ikke mange af. man tydeligt fornemme at den er skrevet af en både Men nu er bogen ”Permaskarp og kærlig pen, der går nent Turbulens” fra forlaget tæt, ærligt og lige på.

DreamLitt landet. Den er skrevet af en af landets mest Permanent Turbulens er en benyttede og efterspurgte fascinerende blanding af musikere gennem de sidste humoristiske anekdoter og 30 år – trommeslageren Kas- hæsblæsende beretninger per Foss. om hurtige penge, kreativ energi, selviscenesættelse, Han har holdt skindet på store egoer, dekadente udnæsen bag så forskellige skejelser og jagten på annavne som Hotel Hunger, erkendelse. I en ung alder 14 | 3 3 P L U S

blev Kasper Foss udnævnt og afgrund søgende livsstil Canty, foto af Madeleine tilCaitlin at være stortalent, hvilketGlindorf bag sig. sammen med en umættelig virketrang og eventyrlyst Fortællingens ramme er har bragt ham vidt omkring en kærlighedshistorie, der både genreforeløbig mæssigt og strækker sig geografisk. over 35 år, fra Kasper Det er samtisom 13-årig dig historien møder den om at presse jævnaldrensig selv så de sangerhårdt igeninde Nadia nem 20 år, at Stein. Deres det resulterer veje skili et kollaps les dog, og i 2004, forder skulle årsaget af gå 26 år fra tiltagende det første sceneskræk, møde, til alkoholforde omsider brug og uddannede brændthed. par.

Kasper fortæller nogPå bagle særdeles grund af barske og bogen – og selvoplevelidt grundig de historier med en afklaret research - har 33Plus stillet ironisk distance, da det for Kasper Foss nogle personlængst er lykkedes ham at lige og undervejs lidt nærlægge den selvdestruktive gående spørgsmål som han 15 | 3 3 P L U S

på bedste har besvaret med en kvalitet, der vidner om en person, der trods et liv med permanent turbulens, nu har fundet et permanent fundament i stedet. Et fundament, der blandt andet tager udgangspunkt i en nogle ret afklarede udmeldinger, som han åbenhjertigt fortæller om i vores interview:

”Hvis man læser hele bogen og ikke blot bladrer frem til nogle udvalgte passager, vil man forstå at det hverken er en bitter hævnaktion eller en selvretfærdiggørende forsvarstale. ”

”Jeg har ikke ønsket af få nogen ned med nakken eller hævne mig. Jeg ER nemlig ikke bitter og har intet ”Succes er inderligt ligegyl- at hævne. Motivationen har digt, hvis man ikke er glad” været at fortælle en ærlig ”Jeg er for længst blevet og forhåbentlig interessant mæt, med hensyn til at bevi- beretning om en mennese mit værd og blive set ” skeskæbne, der jo så er min ”Jeg opfatter selv min pro- egen” fessionelle musikkarriere som værende afsluttet i Læs meget mere i vores in2004” terview på de kommende ”Grådig på livet er jeg nok sider – og læs bogen hvis du stadigvæk. Det er blot nog- bare er lidt nysgerrig efter at le andre og måske sundere kigge bag nogle af alle facamål og drømme der rumste- derne i musikbranchen, og rer” få et bud på hvordan man (på den hårde måde) skifter Han er ikke bekymret for vognbane her i livet. . at brænde broer eller træde nogle over tæerne med denne bog for som han siger: 16 | 3 3 P L U S

Spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af bogen: ”PERMANENT TURBULENS” af Kasper Foss Man kan i interview i forbindelse med dit første soloalbum ”Længe undervejs” fra 2008 læse at du allerede der havde masser af ”permanent turbulens” stof – så hvorfor kommer det først i bogform nu?

Svar: Jeg måtte langt væk fra musikbranchen og få det hele på afstand, før lysten til at skrive det hele ned opstod. Som 38-årig fik jeg mit livs første normale otte-16 job som daglig leder af TV-Glads radio afdeling. Det var rigtig sundt, omsider at komme i kontakt med livet udenfor den parallelle virkelighed som showbusiness er. Efter fem-seks år i den virkelige verden, havde jeg opnået den distance der var nødvendig for at se tilbage på al turbulensen, med et nøgtern og afklaret syn.

Sangen ”Vejen hjem” fra Længe undervejs” har du lagt ud på ”You Tube”, og som note til sangen har du i 2015 skrevet: ”En sang, jeg skrev engang for længe siden, da jeg mente at det hele kunne være lige meget. Men det hele er overhovedet ikke lige meget - ved jeg heldigvis nu. Sig det

lige videre til en, der har brug for at få det at vide” – Hvordan er du så kommet frem til at det hele ikke er lige meget, og hvad er det mere konkret at du i dag sætter pris på ved livet?

Svar: Når man rammes af en dyb depression, mister man troen på at livet atter kan blive værd at leve.

Men af egen erfaring ved jeg, at hvis man holder ved og ikke vælger den definitive vej ud af sit helvede, vender livets mening højst sandsynligt tilbage på et tidspunkt. Det kræver dog ofte at man ændrer ved nogle mønstre i sit liv, og dette er væsentligt nemmere at lykkes med, hvis man har nogle gode mennesker tæt på sig, hvilket jeg har været velsignet med. Da jeg var ung kunne man høre mig proklamere, at det var vigtigere at have succes end af være lykkelig. Folk grinede sommetider, da de troede at jeg mente det ironisk. Men det var rent faktisk min livsfilosofi i de helt unge dage. Jeg følte et enormt behov for at bevise at jeg var noget værd her i livet. Nu om dage har jeg den diametralt modsatte indstilling. Succes er inderligt ligegyldigt, hvis ikke man er glad.

Var albummet ”Længe undervejs” 17 | 3 3 P L U S

et nødvendigt skridt på det tidspunkt for at komme videre i dit liv – og hvordan ser du på albummet i dag – især i forhold til teksterne, der jo også afspejlede den psykiske turbulens du havde gennemlevet i årene forinden?

Svar: Jeg havde meldt mig ud af musikbranchen i forbindelse med et dramatisk nervesammenbrud og befandt mig i et befriende vakuum, hvor jeg ikke skulle leve op til noget som helst. Det havde jeg trængt til i mange år, uden at vide det. Men noget skulle jeg jo for pokker foretage mig mens jeg ikke lavede noget som helst, og det blev altså en soloplade. At den så blev en vigtig selvterapi, via tekstskrivningen, var jeg ikke klar over mens det stod på. Jeg kan ikke selv lytte til albummet i dag. Dels på grund af teksterne der minder mig for meget om en svær tid, men også fordi jeg ikke magter at høre mig selv synge.

Albummet blev stilmæssigt sammenlignet med Det Brune Punktum, Rugsted/Kreutzfeldt og Kasper Winding. Var det et udtryk for at pophjertet hos Kasper Foss reelt er større end rockhjertet?

Svar: Et ualmindeligt godt spørgs18 | 3 3 P L U S

mål. Jeg er et popøre, der elsker den gode melodi. Derudover må jeg erkende at jeg hører til typen der ikke synes at musik bliver federe af at musikerne har besvær med at stemme guitarerne eller holde tempoet. Min ikke-diagnosticerede OCD kan godt lide at tingene er i orden. Hvis disse faktorer er til stede, kan genren sådan set være rock, pop, soul, singer/ songwriter, country eller vokalbaseret jazz. Da jeg voksede op i halvfjerdserne lyttede jeg til Thin Lizzy, Slade, Gasolin, Kiss og Blondie på børneværelset, indtil jeg opdagede Stevie Wonder og var solgt på stedet. Da Rugsted og Kreutzfeldt dukkede op i 1979 tændtes mit uforbederlige pophjerte – hvorfor jeg da også blev beæret da jeg i efteråret blev opfordret til at levere et skriv til Niels Christensens gode biografi om duoen. Derfra udbrød den danske poprock bølge i startfirserne, som jeg dyrkede meget intenst. Specielt bandet Sneakers, som havde hele pakken. Gode melodier, raffinerede tekster, vanvittigt dygtige musikere og ikke mindst the one and only Sanne Salomonsen. Så mit svar må blive både/ og. Der bor en indre poptøs i mig,

hvilket kan høres når jeg skriver musik. Men popmusik kan i min verden sagtens være Bowie, Depeche Mode, Beatles, The Who, Foo Figthers og Metallica. Jeg elskede at spille i Hotel Hunger, da det ramte en perfekt balance for mig, med voldsomheden fra de tunge guitar riffs, kombineret med gode melodier og en stærk forsanger. Kasper Winding var for øvrigt mit store idol da jeg voksede op, så sammenligningerne er ikke helt ubegrundede.

Hvad er årsagen til at der ikke er kommet solo album siden?

Svar: Trangen har ikke været til stede, og så magter jeg som sagt ikke at høre mig selv synge, da der er så mange der synger meget bedre.

Desuden har jeg haft travlt med andre projekter og med at skabe mig en identitet udenfor musikbranchen. Hvis ikke nødvendigheden melder sig, skal man lade være.

Den meldte sig med hensyn til at skrive en bog, og så var det det jeg gjorde.

Nu kommer så bogen ”Permanent Turbulens” – en bog der ifølge din forlægger Thomas Vilhelm skulle vise at du bestemt ikke er konfliktsky. Men hvordan har din tilgang været til hvad du ville skrive og må-

ske især ikke skrive om? Har du haft dogmer eller taget helt bevidste fravalg i forhold hvad du ville skrive om og om hvem?

Svar: jeg har bare skrevet frit fra leveren, uden filter. Senere i processen har jeg så sorteret lidt i materialet, da det ikke er alt der bør se dagens lys, især hvad angår andre mennesker. Man bærer jo et ansvar, når man sådan lægger det hele på bordet. Derfor er al dyneløfteri da også udrenset. Der var rigeligt med guf uden, og hvor interessant er det egentlig at høre om hvem der ikke burde have knaldet med hvem?

Nogle vil måske når de læser om bogen få den tanke, at det bare er en knækket og svækket kunstner, der skal af med en masse gammelmandsbitterhed. Hvad vil dit svar til dem være?

Svar: Jeg er i høj grad forberedt på at nogen vil reagere med den indstilling, af ren automatik. Hvis man læser hele bogen og ikke blot bladrer frem til nogle udvalgte passager, vil man forstå at det hverken er en bitter hævnaktion eller en selvretfærdiggørende forsvarstale.

Det med ikke at være konfliktsky, handler først og fremmest om, at 19 | 3 3 P L U S

jeg er meget ærlig omkring mine egne nedture og irrationelle handlinger, der især fandt sted i forbindelse med mit nervesammenbrud i 2004.

Hvis folk ellers besidder det minimum af selvironi og selverkendelse, som jeg mener bør være lovpligtigt når man boltrer sig i showbizz, er der da heller ikke nogen der bør være nervøse for hvad jeg skriver om dem. Selv i de passager der måske ikke er videre flatterende, har jeg sådan set bare beskrevet hvordan det gik til. Jeg har ikke ønsket at få nogen ned med nakken eller hævne mig. Jeg ER nemlig ikke bitter og har intet at hævne. Motivationen har været at fortælle en ærlig og forhåbentlig interessant beretning om en menneskeskæbne, der jo så er min egen. Om de op og nedture livet præger én med, og de uforudsigelige forhindringer skæbnen til stadighed vil udfordre et menneske med. Det er min historie, og udforskning af hvorfor jeg er endt med at være den jeg er som 48årig. Livet blev ikke hvad jeg havde sat mig for, men blev til gengæld noget helt andet, som jeg sætter stor pris på. Og så må jeg pointere 20 | 3 3 P L U S

at bogen – efter min egen opfattelse - først og fremmest er underholdende, med alle sine absurde anekdoter. Det har ikke været hensigten at skrive en gravalvorlig og revsende skandalebog. Som i overhovedet ikke!

Musikbranchen er jo kendt for at være lidt ”loge-agtig”, og det jo ikke ligefrem hverdagskost at branchens sidemen skriver bøger om den. Da eksempelvis Jørgen Thorup for en del år siden udgav en bog, hvor han lukkede op for sine oplevelser af livet i og omkring Shu-bi-dua, blev den ikke ligefrem godt modtaget af Michael Bundesen. Er der nogle menneskers reaktion du er mere spændt på eller ligefrem bekymret for end andres?

Og frygter du at der kan ryge et venskab eller to på bekostning af bogen?

Svar: Som sagt, mener jeg ikke at nogen er berettiget til at blive sure.

Men jeg er helt i fred med at der alligevel kan være enkelte personer der føler sig stødt eller uretfærdigt behandlet. Jeg opfatter selv min professionelle musikkarriere som værende afsluttet i 2004. Hvad der

siden er fundet sted af studie indspilninger og turneer er herlige efterrystelser der er dukket op af sig selv, uden at jeg har opsøgt dem.

Derfor går jeg ikke rundt og frygter at jeg brænder broer. De blev godt og grundigt afbrændt allerede tilbage i 2004.

anekdoter og historier eller har du skrevet lige ud af posen ud fra en nøgtern tro på egen hukommelse og et ærligt og modent klarsyn?

Svar: Det er anekdoterne som jeg husker dem. Jeg har til gengæld forsøgt at fact tjekke så meget som muligt, angående årstal og lignende. Jeg har dog allerede opdaget Du skriver i din præsentation af at jeg er kommet til at udgive et bogen, at den er skrevet for at unMike Tramp album et år for tidligt, derholde læseren, og at der er me- hvilket irriterer mig grænseløst, get andet end musikhistorier i din selvom det er irrelevant for fortælfortælling, da du altid har været ret lingen. Men det har været mit øndygtig til at gøre dit liv mere beske at være så nøjagtig som muligt. sværligt og kaotisk end højst nødDa jeg læste Jimmy Jørgensens vendigt. Er det stadig en ”evne” du bog, kunne jeg se at vi husker nogkæmper med den dag i dag? le detaljer om en bestemt episode Svar: Jeg gør mig umage med at forskelligt. Det centrale i historien undgå yderligere drama og turhusker vi til gengæld næsten idenbulens. Jeg kan ikke holde til det tisk. Så det er min udlægning af længere, og har desuden forandret det hændte. Mike Tramp yndede at personlighed efter sammenbrudcitere et gammelt ordsprog: There det i 2004. Stik modsat af mine is three sides to every story. Yours, yngre dage, holder jeg nu af stilmine and the truth. Sådan vil det hed, harmoni og hjemmehygge. nødvendigvis altid være. Jeg har Det havde jeg ellers ikke forestillet skrevet min. mig at jeg ville komme til.

Det fremgår at du i bogen også Nogle gange bliver historier jo beskriver de ucharmerende sider mere underholdende med tiden, af musikbranchen. En branche som og ofte kan der være flere forskelli- du tidligere har omtalt som uærlig ge opfattelser af de enkelte situati- og præget af røvslikkeri. Står det oner. Har du krydstjekket de fleste efter din opfattelse lige så slemt til 21 | 3 3 P L U S

i dag eller har musikbranchen også ændret sig (til det bedre) i årenes løb?

Svar: Jeg gætter på at mine udtalelser stammer fra interviews i forbindelse med mit soloalbum. Uden at begynde at råbe op om fake news, så tvistede nogle journalister mine udtalelser en kende, for at gøre det hele lidt mere interessant, hvilket er helt ok. Man må jo lære at overveje sine ord nøje, i en interview situation. I hvert fald går jeg ikke rundt og mener at branchen er mere uærlig og præget af røvslikkeri end alle andre brancher, hvor folk er ambitiøse og hvor konkurrencen er hård. It goes with the territory – hvis jeg skal gå Mike Tramp/ Kurt Thyboe i bedene og indsætte et engelsk udtryk.

Du ser også meget indad i din bog, og I et tidligere interview nævnte du at ”Grådighed” var dit mellemnavn. Er det stadig det eller har du fået et nyt?

Svar: Grådighed på livet, har jeg været særdeles skyldig i. I første kapitel skriver jeg: ” Jeg erindrer ikke, om jeg var syg den pågældende dag eller om mine forældre ganske enkelt glemte at tilmelde mig mådeholdet. Men det er sandsynligvis 22 | 3 3 P L U S

et hold, jeg ville have haft gavn af at gå på. Det voldte mig besvær at begrænse appetitten, når det kom til livets tagselvbord. Der var nærmest tale om bulimi-lignende tilstande med regelmæssige opkastninger til følge.”

I vore dage er min eneste ambition at have et rart liv. Jeg er for længst blevet mæt, med hensyn til at bevise mit værd og blive set. Jeg tror at det er derfor, jeg ikke længere kunne holde til ræset, tilbage i 2004.

De altoverskyggende ambitioner der drev mig frem, fadede med tiden ud, og så blev det pludselig meget hårdt at eksistere i en branche hvor man konstant skal være opsøgende og fremme på beatet for at skaffe det næste job. Jeg orkede det ikke mere, og sådan har jeg det sådan set stadig. Grådig på livet er jeg nok stadigvæk. Det er blot nogle andre og måske sundere mål og drømme der rumsterer.

Bogen drejer sig meget om branchens mange fristelser og faldgruber. Men du har jo så også været med i det der bliver kaldt ”de gyldne tider” for branchen. Fornemmer du at der siden er sket et generelt holdningsskift i forhold til det at

være musiker? Man oplever jo f.eks. masser af etablerede kunstnere, der helt har fravalgt alkohol osv., og meget målrettede unge musikere, der aldrig kunne drømme om at indtage nydelsesmidler på scenen.

Svar: Branchen har forandret sig vanvittig meget. Nok til det bedre, men måske også til det mere funktionæragtige. I gamle dage var man i studiet hele natten og der var rødvin og joints på bordet. Der var råd til at man ødslede med studietimerne og alle kom konsekvent for sent til alting. Bassisten Lars Danielsson leverede engang i firserne et citat jeg aldrig har glemt. Vi skulle øve med Tamra Rosanes og guitaristen Troels Skovgaard var endnu engang voldsomt forsinket. Lars, der var forud for sin tid hvad angår at være tjekket og velforberedt, rystede på hovedet og vrissede: ”Alle musikere burde sgu aftjene deres værnepligt”. Det var først mange år senere, jeg forstod hvad han mente. I dag er en studie session altid fra 10-18 og eneste doping er kaffe og sushi take away. Tiderne skifter og i vore dage er det hele væsentligt mere professionelt. De unge er også meget dygtigere end vi var, og typisk uddannet på et Rytmisk

Musikkonservatorium. Jeg er dog glad for at have oplevet de såkaldte gyldne tider.

Hvis en ung talentfuld trommeslager kontaktede dig i dag for at få et godt råd om at det at skabe sig et liv som musiker, hvad ville du så svare?

Svar: Det hænder rent faktisk. Jeg ville anbefale at gøre det modsatte af mig selv, på rigtig mange områder. Hold fokus på hvad du vil musikalsk. Den mistede jeg næsten øjeblikkeligt, men blev heldigvis bragt tilbage på sporet midt i halvfemserne via Hotel Hunger.

Undlad at fejre alting. Alkohol og stoffer ender med at undergrave din tilværelse og din karriere. En rigtig morfar formaning, der dog er for vigtig til at udelade.

Lad være med at have så travlt som jeg havde. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og skulle nå det hele på den kvarte tid. Det resulterede i at jeg brændte ud før tid. Betragt det som et håndværk, hvis du vil have en livslang karriere. Kort sagt, alt hvad jeg IKKE gjorde.

Samtidig mener jeg helt modsat, at man er nødt til at tackle livet på sin egen måde. Man kan reelt set ikke andet.

23 | 3 3 P L U S

2014. En for mig, meget uventet Nu ved jeg ikke hvor meget optutilbagevenden til en scene af den rene fylder i forhold til nedturene størrelse, og så endda i selskab i din bog – og jeg ved ikke om det med Nadia som jeg startede min overhovedet er muligt at svare på. musikalske karriere sammen med Men hvis du skulle vælge tre kon30 år forinden. En rørstrømsk oplecerter fra din musikkarriere, hvor du velse. bare fornemmede at det hele bare Du har jo medvirket på hundredspillede, og du var lykkelig i selve vis af plader. Er der nogle som du i nuet og i lige det øjeblik – hvilke særlig grad er stolt af at have sat dit ville du så pege på? fingeraftryk på?

Svar: Svar: Hunger pladerne naturligvis.

Hotel Hunger på Midtfyns FestivaOg vil jeg fremhæve Love Shop len 1999. Programmet på den store albummet Go, fordi jeg er fan af scene om torsdagen: Hotel Hunorkestret og fordi de to sange jeg ger, Black Crowes og Aerosmith. På spillede på er gået hen og blevet vej derover gjorde vi et stop i Korregulære Love Shop klassikere. sør og spillede et par sange i stråDerudover de meget gennemarlende solskin, ved en tv optagelse bejdede albums med Ivan Pedertil et program med den sympatiske sen, hvor musikernes perfektioHans-Otto Bisgaard som vært. En nisme fik frit spil til at udfolde sig. dag der er svær at overgå.

Mike Tramp albummet hvor de Roskilde Festival 1996 med Hotel amerikanske guitarister Steve LuHunger. Vi gik på scenen klokken kather, Todd Wolfe og Eric Johnson halv tre om natten og publikum medvirker, samt mit soloalbum – gik decideret amok. Dagen efter selvom jeg ikke selv kan holde ud vågnede jeg op i et telt på camat høre på det. Michael Falch og pingpladsen, til lyden af folk i de Sascha Dupont pladerne betyder omkringværende telte der talte også meget for mig, fordi de rebegejstret om Hotel Hunger konpræsenterer gode minder. certen natten forinden.

Med Nadia Stein på Skanderborg Du har nævnt at du ukritisk har Festivalen – undskyld Smukfest - i spillet musik, som du inderst ikke 24 | 3 3 P L U S

kan lide. Men hvad er det så for en slags musik du bedst kan lide, og hvilke kunstnere står dit musikhjerte mest kært?

Svar: Jeg ville befinde mig ret perfekt med at spille i Paul McCartneys band. Stevie Wonder, Sheryl Crow, James Taylor og Prince må også gerne ringe - men det har nok lidt lange udsigter, ikke mindst med sidstnævnte. Det er svært at svare entydigt på, da jeg ikke er låst til en enkelt genre. Den gamle kliché holder stadig vand: ”Der finder kun to slags musik - god og dårlig”.

Stikord kunne være tilbagelænet, smukt, groovy, gennemarbejdet og raffineret. Først og fremmest Ikke-hektisk. Jeg har brugt alt for mange kræfter i mit liv på at forsøge at holde ti vilde heste tilbage, hvilket vil sige at spille med musikere der stresser og ligger foran beatet, fordi de mener at det er ensbetydende med at trykke den af.

Musik skal efter min overbevisning emme af ro og overskud, om der så er tale om heavy metal.

Har du stadig virketrangen og eventyrlysten i behold, og hvor håber du i så fald at den bringer dig hen i de kommende år?

Svar: Virketrangen og eventyrly-

sten er stadig i behold, men på en ganske anden måde end før i tiden. Det er skabelsesprocessen der tænder mig i vore dage. Andres accept og anerkendelse for mine bedrifter betyder ikke særlig meget længere. Jeg er faktisk tæt på at være bedøvende ligeglad.

Jeg aner ikke hvad jeg kommer til at beskæftige mig med i resten af mit liv, men jeg er da blevet lidt bidt af at fortælle historier, efter at have skrevet bogen. Hvis jeg støder på noget jeg finder interessant og som kan vække min kreative energi, behøver det ikke at være musikrelateret. Jeg er spændt på hvor livet fører mig hen herfra.

25 | 3 3 P L U S

Uddrag fra Kasper Foss ”Permanent Turbulens” Uddrag fra Kasper Foss ”Permanent Turbulens” udgivet af DreamLitt

landske rockstjerners afsindige udskejelser i halvfjerdserne og firserne.

I årene op til episoden verRock´n’roll udskejelser under serede en barnlig og komplet Grøn Koncert Turneen med åndssvag trend, som gik ud Anne Linnet 1991 på at smadre glas. Man var en Konferencier Jacob Haugaard helvedes karl, hvis man turde og jeg endte i en regulær og smadre det glas, man netop legendarisk druk psykose, som havde tømt på det morgenburde findes værdig til at blive værtshus, man nu befandt sig. foreviget i glas og ramme på Således startede løjerne. Det det nyligt åbnede Rockmuseene glas blev kastet i gulvet um i Roskilde. Det var kort før, eller mod væggen efter det Jacob tog konsekvensen af sit andet, og vi blev mere og mere voldsomme alkoholmisbrug eksalterede. Det kørte hurtigt og fik hjælp til at blive tørlagt. op i en spids, og da Jacob på På Smukfest 2014 spurgte jeg et tidspunkt fandt ud af, at han ham for første gang, om han ikke brød sig om den musik, kunne huske episoden, hvilket der blev spillet til festen, stillehan alt for godt kunne. Heldig- de han sig op og pissede ind i vis har vi begge to for længst stereoanlægget. Sideløbende lagt den slags sindssyge udske- nåede mit smadreprojekt fatajelser på hylden, og sammen le højder, og jeg fik bevæget kunne vi grine af det. Men det mig ud i køkkenet, hvor jeg bevar ikke så morsomt for omgyndte at rage hele stabler af givelserne, mens det stod på tallerkener ned fra hylderne.

- eller også levede vi bare op Der mistede hotelpersonalet til alle de mytologiske fortæltålmodigheden og begyndte at linger, man har hørt om uden- forhøre sig om, hvorvidt borte 26 | 3 3 P L U S

27 | 3 3 P L U S

var til stede og eventuelt kunne have lyst til at tage mig. Jeg var millimeter fra at blive smidt ud af hotellet og blev kun med nød og næppe reddet, da nogle beslutsomme repræsentanter fra PDH kom mig til undsætning med løfter om dels at pacificere mig, men også om, at der ville blive kompenseret for ødelæggelserne. Personalet lod mig allernådigst få lov til at blive boende på hotellet, “Hvis de måtte få lov at binde mig til en stol.” Jeg blev dog ikke fikseret, men derimod sendt i seng med skammen malet i ansigtet. Dagen efter var ikke blot jeg, men store dele af det omrejsende cirkus hårdt ramt af tømmermænd og bondeanger, og det blev på ingen måder den bedste koncert på turen tværtimod.

Med Hotel Hunger til Grammy uddeling i 1996 Hotel Hunger nomineredes i hele fire kategorier for Mars Needs Guitars, og de indbyrdes forventninger var høje, da aftenen for uddelingsfesten i Cirkusbygningen nærmede sig. Ydermere var en Grøn Pris i spil baseret på en publikums28 | 3 3 P L U S

afstemning. Ikke via sms-stemmer, men derimod gammeldags postkort. Anders Eigen spenderede en mindre formue på at få alle i sin omgangskreds til at udfylde hans på forhånd frankerede postkort, og rygtet ville vide, at vi lå langt foran vores nærmeste konkurrent. Altså hele fem mulige priser at vinde.

En af dem måtte da for pokker komme i hus.

Men ak, pris efter pris passerede forbi, og til sidst var kun den grønne tilbage. Jeg må med skam indrømme, at min bagdel nåede at lette sig fra sædet for at gå ned på scenen til modtagelsen, da navnet ”Caroline Henderson” blev annonceret for sjette gang den aften.

Caroline havde leveret mesterværket Cinemataztic året før, og vi fik ikke et ben til jorden.

For at toppe det hele sad min sangerinde-kæreste på den modsatte side af Cirkusbygningens manege og var nomineret til årets nye navn, med sin gruppe Me, She and Her. De fik den.

Ydmygelsen hermed komplet - troede jeg. For til efterfesten på Nationalmuseet blev vi opsøgt af værterne fra et

ungdoms Tv-program på DR, der uddelte deres helt egen uofficielle Grammy for ”Årets mest forbigåede nominerede.” Den fik vi - for rullende kameraer. Grammy-statuetten er udformet som en fugl på en piedestal, men Danmarks Radios B&U-afdeling kunne ikke fremskaffe et eksemplar af den støbte skulptur. I stedet havde de samlet en død gråspurv op i Gyngemosen, savet et passende stykke rundstok til, hamret et søm i, placeret gråspurvens bagdel oven i sømmet - og værsgo, tillykke. Jeg fik til opgave at vogte over trofæet og medbragte derfor det skændede gråspurve-lig til festmiddagen.

Her kom jeg til at sidde overfor den altid sympatiske sangerinde Esther Brohus, der åbenbart er voldsomt engageret i dyrevelfærd. Hun brugte den næste halve time på at skælde mig ud over, hvor modbydeligt og uetisk det var at krænke den stakkels fugl på den måde. Jeg fik ikke et ord indført og følte næsten sympati med Anders Eigen, da han senere på natten anbragte sin, i forvejen store, krop et par trin

oppe af trappen i Nationalmuseets store sal og brølede ud over den samlede danske musikbranche: ”Er der nogen, der vil dø?”

Dagen efter bragte Politiken en stor artikel om begivenheden, skrevet af Erik Jensen. Erik rasede over, at Hotel Hunger ikke havde modtaget nogen priser, mens han ligeledes udøste sin galde og utilfredshed over, at Trilles “designerpop trio” løb af med statuetten for årets nye navn. Den artikel hængte jeg op på opslagstavlen i Trilles og mit køkken, hvor den fik lov at hænge forholdsvis længe. Trille var nemlig flintrende ligeglad, da hendes Grammy jo stadig stod på klaveret inde i soveværelset længe efter, dyrplager-trofæet var gået i forrådnelse.

Murphys Law-turnéen med Mike Tramp 2004 Efter debutkoncerten i Kolding på spillestedet Godset skulle der overnattes på en eller anden obskur Bed and Breakfast indlogering langt ude på landet. Med garanti for at spare penge. Den veloverståede premiere blev behørigt fejret 29 | 3 3 P L U S

med velvoksne vodka-drinks, og jeg var muligvis i et lige rigeligt veloplagt humør, da vi kørte gennem et buldermørkt nattelandskab et ukendt sted i Jylland. Manager Ulf førte minibussen, mens jeg underholdt hans kæreste på bagsædet.

Pludselig slog det klik for den ellers altid kontrollerede og afbalancerede Ulf. Han ramtes af en galopperende omgang jalousi, håndbremsede bussen, steg ud og åbnede sidedøren ind til os, der sad bagved, tog mig i hoved og røv og smed mig ud på en mørk kornmark.

Derefter returnerede han tavst til førersædet og kørte bort!

Der lå jeg så, vodkastiv, forvirret og chokeret omgivet af kornafgrøder, in the middle of nowhere. Min jakke, telefon og taske lå i bilen, og jeg fattede faktisk ikke rigtig, hvad der lige var foregået. Derefter slog det også klik for mig. Hvor længe jeg sad i grøftekanten, aner jeg ikke. Enhver fornemmelse af tid og sted forsvandt. Omsider oplystes det bælgmørke landskab af et par billygter. Det viste sig at være en af de andre fra bandet, der havde bemægtiget sig bilnøglerne for at samle den 30 | 3 3 P L U S

forhutlede trommeslager op og bringe ham i sikkerhed hos resten af holdet.

Her kunne krisen principielt have været overstået og med tiden omdannet til en morsom On The Road-historie. Men jeg røg ind i en fatal psykisk tilstand, hvor al jordforbindelse gik tabt i en uhyggelig blanding af chok, alkoholpåvirkning og adrenalin. I de følgende timer brændte min hjerne decideret sammen og hensatte mig i en hallucinerende tilstand langt fra virkelighedens verden.

Jeg mente på et tidspunkt i ramme alvor, at jeg blev holdt indespærret på mit Bed and Breakfast-værelse.

På overlevelsestur i de amerikanske sydstater 2011 Mens vi sad i Glenn og hans kones stue, begyndte tornadovarsler at lyde fra højtalere placeret rundt omkring i området. Dette tacklede vores værter med ophøjet ro og et skuldertræk. Det var alligevel ikke så meget at stille op, hvis det skrøbelige og faldefærdige hus blev ramt. Klokken passerede midnat, og det blev tid til at gå til ro på farmen, hvor René Gummer på forhånd havde fået

lov at overnatte med sin rejsemakker. Makker, som i ental!

René havde nemlig heller ikke haft tid til at informere vores værter om, at rejseselskabet var forøget med endnu en person.

Det skulle nu blive spændende at finde ud af, om jeg var hjemløs for natten i et buldermørkt og tornado-truet Alabama.

Det søde værtspar kom mig til undsætning og fortalte, at der fandtes et pulterrum med en briks, som jeg kunne sove på. Lettelsen over at have husly for natten forhindrede mig i at protestere, da jeg blev præsenteret for et lille værelse, der tydeligvis ikke havde været forstyrret af hverken kost og fejebakke eller rent sengetøj i årevis. Faktisk tror jeg, at det var parrets hunds seng, jeg fik lov at låne. For i lighed med hunden lugtede briksen temmelig meget af … hund. Jeg brugte mine sidste kræfter på at aflede tankerne fra spekulationer omhandlende væggelus, husstøvmider, lopper og hygiejne generelt. Lige inden jeg faldt i en dyb og drømmeløs søvn, fjernede jeg det værste spindelvæv og takkede min skaber for, at jeg ikke lider af nogen

former for allergi.

Næste morgen vågnede jeg ved solopgang og listede ud på husets veranda, hvor jeg satte mig i en af de gyngestole, der er fast inventar på en sydstats-“front porch.” Her gav jeg mig til at kæderyge toldfri cigaretter, opfyldt af lykkefølelse over at få lov at opleve noget så autentisk. Jeg fortrød på ingen måde mit fravalg af strandpromenaderne i Phuket.

Efter et par timer stod René, Torsten og værtsparret op, og vi fik serveret pandekager med sirup til morgenmad. I Glenns tilfælde var der oven i købet tale om pandekager med sirup og sirup. Hvordan han kunne konsumere så meget sirup fra morgenstunden, begriber jeg ikke. Men han var til gengæld ikke nærig med sit morgenmåltid, som han delte med hunden, der lugtede af hund.

Glenn og hunden hyggede sig med at indtage pandekager med sirup og sirup af den samme gaffel.

31 | 3 3 P L U S

32 | 3 3 P L U S

Foto Brian Selander 33 | 3 3 P L U S

33Plus i LIVE - endnu en på opleveren! af Mads Kornum

Stonebird og Electric Guitars genfødte troen på at ROCKEN har evigt liv I en tid hvor rocken ikke fylder meget mere i det offentlige rum end Donald Trump gør på en troværdighedsskala kan det være svært at holde sin luftguitar pumpet og beredt, og bevare troen på at rock faktisk nogensinde igen kan radioafspilles uden at være afhængig af at der står et ”Indie” foran!

Men det kun indtil man så har stiftet bekendtskab med Electric Guitars.

Dagen før havde de udgivet deres tredje album ”Rock´n Roll Radio”, og nu stod de så på scenen lørdag den 11.02. i Ishøj Kultur Cafe foran cirka 100 motiverede og tændte rock fans.

En del var tydeligvis fan i forvejen, men der var også nogle nysgerrige førstegangslyttere, som ikke skulle høre ret meget før de var revet med af en rock and roll energi og spilleglæde, som kun meget få band kan matche på den hjemlige live scene.

Electric Guitars kører generelt i højt 34 | 3 3 P L U S

gear hele vejen igennem – stålsat spillet igennem af en bundsolid og insisterende rytmesektion – og så de to ypperlige guitarister Søren Andersen og Mika Vandborg.

De supplerer hinanden fremragende – både på vokal – og på strengeinstrumenterne, der åbenlyst er et stykke kærligt legetøj for dem begge. Men det forhindrer ikke at slutresultatet bliver helt virtuost til tider.

Søren Andersen var samtidig på tour med hard-rock legende Glenn Hughes, og havde sygdom i kroppen, men lod det på ingen måde skinne igennem. Der blev leveret en 110% indsats.

Det gjorde der så sandelig også af gæstesolist Stefan Simony, der var aftenens stand-in for Jesper Binzer fra D-A-D, som på den nye album er forsanger på nummeret ”Headless Chicken”. Jesper Binzer kunne desværre ikke deltage på turen, så ved hver koncert på turen har Electric Guitars inviteret en gæstesolist.

Stefan Simony skulle til daglig mest være kendt i Nyborg og omegn i cover bandet Chasing Bliss, og så

vidt vides arbejder han også aktuelt med at få stablet et nyt band med eget materiale på benene.

Men han havde bestemt mere vokal end en hovedløs kylling, og leverede en mindeværdig mandfolkepræstation, som han bør være stolt af.

Og derved levede han smukt op til det Mika Vandborg havde sagt i et oplæg til sangen ”Follow Your Heart” fra det forrige album ”String Fever” – ”Det handler om at drømme”.

Og hvis folk i salen drømte om mere, så fik de det til fulde – og de fik den efterhånden legendariske Electric Guitars guitar battle – hvor Mika og Søren skiftes til at udfordre hinanden med velkendte riff fra rockhistorien. Den indarbejdede jam, der laves i sangen ”She Wants My Guitar”, fungerede igen til bedetæppe niveau - og virkede som en stor hjertevarm velkomsthilsen til the land build on Electric Guitars.

Et land, der efterhånden er godt fyldt med sange fra tre album, hvoraf det seneste klart gør sig til for at være det bedste af de tre.

Nye sange som titelnummeret, ”Lucy Glow”, ”Swagman”, og ikke mindst den utroligt dragende

”Splinter” satte 12 strenge under at Electric Guitars er et band, der fortjener at blive omtalt på lige fod med såvel D-A-D, som Dizzy Mizz Lizzy. Der er simpelthen så meget bankende rock hjerte og iørefaldende kvalitet i det de leverer, at det kun bør være et spørgsmål om tid før at de er blandt førstevalgene når der skal vælges guitarguder.

Som opvarmning spillede en flok gæve gutter fra Hjørring, der har ladet skæg og hår gro og er flyttet til København for at drømme videre om en musikkarriere indenfor den så håbløst umoderne rock and roll genre. Men de tror på det, og arbejder seriøst for det, og derfor kan 33Plus da også kun sende en trommehvirvel afsted til Stonebird. De gav et intenst opvarmningssæt, og gav publikum bevis på at de i den grad er et upcoming band, som der skal holdes øre og øjne på. De kan deres 60’er/70’er rockhistorik, og er godt på vej til at blende inspirationskilderne sammen til et mere personligt og indrammet udtryk. Særligt nummeret ”Mama/ Sister” (fra EP’en ”Who Will Slay the Beast?”) fungerede sublimt live, med en atmosfærisk og let psykedelisk stemning, som i øvrigt 35 | 3 3 P L U S

36 | 3 3 P L U S

blev krydret med den syrede oplevelse af scenerøgen fik røgalarmen i salen til at gå igang. Men der skulle naturligvis mere til at stoppe et flyvefærdigt band, der allerede var lettet, og de fortsatte ufortrødent deres sæt, mens der energisk blev arbejdet i kulisserne for at få slukket alarmen igen.

Det er sådan en situation hvor de gyldne Neil Young linjer ”Hey Hey My My, Rock and Roll Can Never Die, There Is More To The Picture Than Meets The Eye” igen kommer til sin ophøjede ret.

Stonebird arbejder aktuelt på nye numre – og det vil vi naturligvis følge op på når der er mere konkret.

Foto Brian Selander 37 | 3 3 P L U S

Ryesgade 77 2100 København Ø Åbningstider: man-ons: 13:00-18:00 tor: 13:00-18:00 + 20:00-22:00 fre: 13:00-18:00 lør: 11:00-15:00 www.oohaahrecords.com www.facebook.com/OohRecordsAah

38 | 3 3 P L U S

39 | 3 3 P L U S

Let’s have Some Speak of the Future Tekst af Mads Kornum

Let’s have Some Speak of the Future – Harmoniske vokaler og fuldmodne folk-pop sange

fædre David Crosby eller Graham Nash. Det er bare album kunstnere.

Der skulle ihvertfald være nogenlunde garanti for at der ikke igen går seks år mellem udgivelserne.

33Plus har i løbet 2016/2017 gået Men de seks år er nu givet godt og lyttet mere og mere til Some ud – for det høres at de har fået Speak of the Future og deres usandsynligt velklingende EP ”The finpudset deres vokal harmoniske udtryk - og det lykkedes i en grad, Low Tide” (udgivet digitalt), som indeholder fem numre, der stille og så man ikke tænker, at her er tale om en dansk duo, men måske nærroligt åbner sig og blidt bider sig fast i ens musikalske bevidsthed og mere en frisk, tilbagelænet og opbevågenhed. Dette er deres anden dateret version af Fleetwood Mac fusioneret med The Jayhawks (ikke EP, og den første i seks år. mindst på EP’ens to melodiske pletBedømt ud fra ”The Low Tide” kan skud - titelnummeret og ”Ashes”).

33Plus meget vel se en lang og EP’en er i øvrigt også finpudset af lysende fremtid for dette musikalske makkerpar, som med personlig en af branchens tungere drenge.

Bandets danske producer Mads og stilfuld udstråling – og indsigt i egne kvaliteter - fremstår modne til Kamstrup havde nemlig tidligere haft godt kontakt med den britiat få lavet det fuldlængde album, ske producer/engineer Peter Hensom må være målet. derson, der bl.a. producerede og vandt en grammy for Supertramps Godt nok har hver sang egne kva’Breakfast in America’ og som også liteter, men man fornemmer også har arbejdet med navne som Paul at de står stærkere når man hører McCartney, The Tubes, Jeff Beck, dem i en helhed, akkurat som hvis Rush, Kate Bush, Frank Zappa m.fl. man hører nogle af genrens for40 | 3 3 P L U S

Så han tog kontakt til Henderson og præsenterede de nye sange for ham, og Henderson var så vild med musikken, at han kom til Danmark og tilbragte en måned i studiet i København for at mixe de færdige sange sammen med Mads Kamstrup. Pladen er indspillet på analogt band, og der er arbejdet minutiøst med enhver detalje. Så Henderson’s musikopdragelse fra 70’erne og hans tilgang til mix-processen passede mere end godt ind i universet.

Pressefoto fra Some Speak of the Future

Vi skrev til Some Speak of the Future og forhørte os lidt om fortiden og planerne for 2017, og fik uafhængigt af hinanden svar fra både Lauritz Carlsen og Astrid Myrup, og også her er de så rasende harmoniske, at vi har valgt at trykke begge deres svar. Omkring den video der omtales til nummeret “Whatever” kan det nævnes at det havde premiere den 23.02, og kan ses på You Tube.

41 | 3 3 P L U S

Tide flyttede vi til Berlin og ”startede helt forfra” - med nye numre og uden det liveband, vi havde spillet med forinden. Vi brugte en del tid på at forfine vores duo-vokal og finde ind til kernen af vores udtryk.

Lauritz: ”Ja, det er rigtigt at der er Derefter tog vi hjem til København gået lang tid siden sidste udgiigen og begyndte at indspille med velse. Vi lavede en ny EP klar efvores producer Mads Kamstrup ter ”Fall/Run”, men blev ikke helt først præproduktioner og derefter tilfredse med resultatet og valgte de rigtige produktioner. Vi brugte at lade være med at udgive den.

Derefter droppede vi vores 6 mand meget tid på at arrangere numrene i studiet og var ekstremt grunstore band og tog til Berlin i en dige med indspilningerne. Hen længere periode for at finde ud af mod slutningen af processen fik vi hvad vi egentlige skulle musikalsk kontakt til Peter Henderson, og da set. Der begyndte vi at arbejde meget med 2-stemmig mand/kvin- det var muligt at han ville komme ”ventede” vi også et års tid på, at de vokaludtrykket. Efter vi kom tildet kunne lade sig gøre at få ham bage til København brugte vi lang til landet. Så vi er gået efter at få tid på at lave pre-produktioner på det bedst mulige resultat, vi kunne, en masse sange sammen med vores producer Mads Kamstrup forud fremfor at blive hurtigere færdige. for indspilning. Så kom der en lang Det har så taget nogle år ekstra... men vi synes, det har været det periode med indspilninger og efhele værd.” terfølgende tog det også en del ventetid før at Peter Henderson(Su33Plus: pertramp, Paul McCartney, Frank Kommer ”The Low Tide” i et fysisk Zappe m.fl), der har hjulpet med EP format? mix, havde tid til at komme tid København i 1 måned - som det tog at mixe 13 sange. Så den korte ver- Laurtitz: ” Vi drømmer om vinyler, men lige pt er der ikke planer om sion er at vi stort set startede helt det. Men forhåbentlig laver vi noforfra....”

Astrid: ”Efter udgivelsen af The Low get samlet, når de næste EP’er er 33Plus: Hvad er årsagen til at der så lang til fra ”Fall/Run” (2010) og ”The Low Tide”

42 | 3 3 P L U S

ude.”

Laurtiz: ”Vi kommer helt sikkert med nyt materiale i løbet af foråret.

Astrid: ”Vi har ikke planer om at trykke ”The Low Tide” fysisk lige nu. Vi har en video til ”Whatever”, der kommer ud, og så har vi et cover af Det skyldes mest økonomiske begrænsninger, men det kunne være et Solange-nummer, som vi også kommer til at udgive + selvfølgelig fedt at samle op med en 12” vinyl på et tidspunkt, når mere af materi- de kommende EP’er” alet er udkommet.”

Astrid: ”Indtil videre har vi en video klar til sangen ”Whatever” fra ”The 33Plus: Low Tide” som skal ud i starten af I har indspillet 13 numre. Kommer det nye år” de resterende 8 på et samlet album, eller bliver der en opfølgen33Plus: de EP? Er der fastlagt nogle spillejobs for 2017?

Laurtiz: ”Vi planlægger to opfølgende EP’er i 2017. Vi har ikke Laurtiz: ”Vi spiller til Blaavinyl præplanlagt hvornår den næste kommer endnu - vi er stadig i fuld gang senterer på Kulturstationen Vanløse med at skabe opmærksomhed om den 10. marts. Flere jobs er i støbe”The Low Tide” - men den skal nok skeen...” komme :-)” Astrid ”Vi har indtil videre d 10 marts ”Blaa Vinyl præsenterer..” på Astrid: ”Vi planlægger at lave 2 EP’er til med resten af numrene og Vanløse kulturhus, men der er mere i støbeskeen, og vi er ved at arbejet par nye oveni. Så mon ikke der de med at udvide live-setup’et. For kommer noget mere henover fortiden spiller vi som duo.” året 2017” 33Plus: Er der nogen ide om hvor langt ind i 2017 det nye materiale kommer ud?

43 | 3 3 P L U S

Still got the blues …. Men hårdt arbejde belønnes!

Tekst Mads Kornum, Foto Sven Levandowsky og Brian Selander

Still got the blues …. Men hårdt arbejde belønnes!

Velfortjent international succes for Thorbjørn Risager & The Black Tornodos og Mike Andersen.

koncert med disse kunstnere gør en forskel. Det vil være en du husker. De kommer ud over scenen, og de har begge flere og flere sange, der simpelthen har lysende internationalt niveau.

De har hver deres stil – og de muBegge har syv studiealbum bag sig. sikalske vinde har også blæst i for- Mike Andersen album debuterede i skellige retninger i årenes løb. Men 2002, og Thorbjørn Risager i 2004. de har hver især arbejdet stenhårdt Mike Andersen udgav senest ”Devil på den danske blues scene i et par is Back” i 2016. Et stærkt og soulårtier, og de har langsomt, men fyldt album, der har fået en del meget solidt og sikkert fået oparopmærksomhed pga gæstesolisten bejdet sig en stor og loyal fanskaJoss Stone, men som mest af alt re, der hele tiden har haft en sund bør få opmærksomhed fordi det er tendens til vokseværk. et djævelsk godt album, der over Dette især på grund af en altid de 11 numre holder et uhørt højt levende og nærværende LIVE opniveau. levelse. De leverer kort sagt varen Thorbjørn Risager & The Black Torhver eneste gang. Uanset tid, uan- nados udgav i år albummet ”Chanset sted, uanset antal publikum. ge My Game”, og trods titlen er der Den respekt for publikum tager de (heldigvis) ikke de store udsving i med – også nu hvor de rent faktisk forhold til lyden fra det forrige aler blevet anerkendte navn – og spil- bum ”Too Many Roads”. Der bliver ler større steder. bare sat en tyk streng under at Ri33Plus kan skrive under på, at en sager har formået at få endnu flere 44 | 3 3 P L U S

45 | 3 3 P L U S

paletter til den i forvejen funklende og svingende blues/rock skala han allerede kan til topkarakter.

Så det ligger vel meget godt til at Mike Andersen kan løbe med æren for Årets Blues album 2016, og så tager Risager for 2017.

46 | 3 3 P L U S

Men foreløbig står den på Tour i ind og udland for dem begge.

Ganske opløftende i en tid hvor lysten til at præsentere Blues i de offentlige medier vel er nogenlunde på størrelse med Kim Larsens lyst til gendanne Gasolin.

Foto Brian Selander

47 | 3 3 P L U S

Nyt album fra SONJA HALD klækker koden!

Tekst

Mads Kornum

Foto

Mads Kornum

48 | 3 3 P L U S

Befriende opsange til vores fastlåste æggebakke beklædte folkesjæle Det var godt nok Folkeklubben, der ”opfandt” fortællingen om sange for det tænkende hjerte – men den kan sagtens også bruges om de 12 sange på albummet ”Klæk” fra Sonja Hald. Sange der både er dybdestødende, fint jappende og ikke mindst humoristiske og næstekærlige.

Sangskriver Jonas Dahl kan noget med ord – og derfor giver det også god mening at ”Klæk” også udkommer som bog. Ikke at det er hverken Rifbjerg eller Benny Andersen det her, men det er tekster som har poesiens kraft, og som evner at skabe billeder og satte tanker i gang.

I forhold til den vellykkede debut ”Vækstzonen” er der ikke helt så megen ordleg i teksterne, og de er også lidt mindre fabulerende. I både tekst og musik er der dog stadig ekkoer af Steppeulvene, Niels Skousen, C.V. Jørgensen og Kim Larsen – men altid indenfor den fine antydningens eller hentydningens kunst.

Man fornemmer at femmandsbandet er blevet ægte band, og ikke ”bare” Jonas Dahl med lejesvende. Sonja Hald fremstår simpelthen som en mere moden størrelse. Ikke som en rutinepræget voksen, men snarere som et nysgerrigt ungt menneske med virilt virke lyst og trang. At de efterhånden også har 300 koncerter i bagagen – men stadig ingen i København! – har nok også haft indflydelse, og betydning for at de simpelthen bare

lyder som en sammentømret enhed.

De oplyser selv at musikkens tilblivelse sker gennem en serie af fortrolige besvangringer og indspilles i al hast for at bevare den friske aroma – og at der skal være mindst mulig afstand mellem tanke og handling.

Og musikken fremstår da også ganske frisk og mangfoldig. Skulle man beskrive den aromatisk eller måske rettere som et æg, vil vort bud være som et nougat farvet økologiske landæg fra omegnen af Århus – med en bette revne i.

Albummet rummer både de mere regulære rock numre som ”Signal”, ”Kaskaderne”, og ”De sidste” (med Johan Olsen fra Magtens Korridorer på vokal), og de mere TV-2/ Minds Of 99/Nephew inspirerede power-pop/rock numre som ”Mona Mona Mona” og ”Den gale vej”.

Men der også plads til slow folkrock og hele balladen i ”Sådan er det bare”, ”Rosalindes hjerte”,

”Klæk” og ”Fremmed” – og til det syrlige drop i ”Slipsedrenge”, der ikke behøver slå knude på sig selv for at indrømme at Kliche og ”Banjo Boy” må have spøgt i kulissen.

Endelig er der albummet to berigende uregelmæssigheder. Den nærmest salme agtige ”Stålsat”, og ”Sukkerelefanter” – skrevet frit efter den engelske kultsangerinde Vashti Bunyan.

En legende lækkerbisken af en sang, der har fortryllende toner af en børnesang, der er flyttet hjemmefra. Den serveres endda som duet med altid genkendelige og lytteværdige Laura Mo. Sammenfattende et album, som vokser for hver eneste gennemlytning, og som vi her på 33Plus simpelthen ikke har fantasi til at forestille os ikke vil være blandt de helt tunge kandidater når Årets danske album for 2017 skal kåres. ”Klæk!” er ude på vinyl/cd og digitalt.

49 | 3 3 P L U S

Foto af John-Son 50 | 3 3 P L U S

51 | 3 3 P L U S

33PLUS ØNSKER ROYAL ARENA VELKOMMEN ”Er kvaliteten så mere end lige til øllet?”

Tekst Mads Kornum, Foto John-Son Vi har forhørt os hos nogle rutinerede rock fans, der var afsted i dagene hvor Metallica indtog Royal Arena – og bedt dem bedømme stedet ud fra de 5 vigtigste kriterier når et spillested skal bedømmes af et Rock and Roll heart. Og nej – garderobe forhold – er så ikke blandt de fem. Det er derimod: Der skal være god lyd Det skal være muligt at se dem der optræder Der skal være let adgang til øl Der skal være let adgang til toiletter Det skal være let at finde rund Johnny Schilling fra Hvidovre, så den anden Metallica koncert – tirsdag – og 1½ uge senere var han også på plads da DAD og Dizzy Mizz Lizzy indtog Arenaen.

Her er hans tilbagemelding: Hvilke svar efterlader dit førstehåndsindtryk af Royal Arena på de 5 parametre?

52 | 3 3 P L U S

”Der var en Okay god lyd.

Sad øverst – bagerst – det var lidt svært at se bandet, selvom scenen var placeret midt i Arenaen.

Det praktiske var i orden. Der var normal kø til øl udskænkning.

Ingen kø til toilet – men skiltning var ikke så tydelig – det blev fundet ved at følge strømme.

Og Metallica - hvordan vil du beskrive deres levering af deres royale materiale? ”Havde begrænset kendskab til dem, men det kendte var OK” Hvad med publikum – var de i hopla? ”Ikke noget specielt – som ved en almindelig rock koncert ” Og hvordan spillede det så ved DAD og Dizzy Mizz Lizzy koncerten? ”Til koncerten med DAD og Dizzy Mizz Lizzy havde vi igen billetter oppe under taget.

Dizzy havde 3 storskærme oppe,

som gjorde man kunne ”se” dem. Kæmpe plus!!

var der ikke noget af.

Toiletterne var der heller ikke Meget (med fed og streg under) nogen kø til. Det var også nemt at finde rundt indgang osv” bedre lyd til Dizzy end til både Og Metallica - hvordan vil du Metallica og DAD. beskrive deres levering af deres Lydmæssigt var DAD ikke godt. royale materiale?

Og til DAD/Dizzy koncerten kun- ”Det virkede som om de gav sig fuldt ud, og havde skåret deres ne jeg nu selv finde toilette” Jakob Villadsen fra Kalundborg soloer ned, hvilket var en rigtig så også Metallica om tirsdagen go idé. Samlet vurdering til Me– og senere DAD og Dizzy Mizz tallica må ligge på 5 stjerner ud af 6 mulige” Lizzy - her er hans tilbagemelHvad med publikum – var de i ding ………..

Hvilke svar efterlader dit første- hopla? håndsindtryk af Royal Arena på Publikum gav den også godt med gas. de 5 parametre? ”Det er sgu et godt sted!

Så samlet indtryk efter første gang vil jeg også give Royal areLyden var udmærket, lidt sløj i na 5 stjerner. starten, men det fik de hurtigt rettet op på.

Og hvordan spillede det så ved Jeg havde siddeplads, med det DAD og Dizzy Mizz Lizzy koncerfedeste udsyn over scenen, det ten? tror jeg alle med sidde pladser ”Her nossede arrangørerne altså havde. lidt i det! Så det kan kun blive til 3 stjerner ud af 6 til Royal arena Der er mange øl boder, så kø 53 | 3 3 P L U S

Foto John-Son

der.

Der havde jeg stå plads, men måtte 2 gange rundt om arenaen for at finde indgangen?? Den var ”gemt” under indgang A! Det gik så rimeligt med at komme ind.

for mange?) vi endte med at stå i selve indgangen til salen og der væltede det også rundt med mennesker?

Ryge rummet var som altid udenfor, og der er der også plads til forbedring? I pausen skulle alle folk jo ud og ha noget Der var 2 indgange til salen, ikke luft, men de måtte udvide det undervejs? I stedet for at have særlig brede (ved ikke om der lavet det 4 gange så stort fra var flere til Metallica?) og der start af (det var der plads til) var mange mennesker (måske 54 | 3 3 P L U S

DAD startede (uden storskærm) så man kunne ikke se ret meget og lyden var også lidt fesen. Så den kan her også kun få 3 stjerner.

og de må også ha haft en bedre lydmand med! Her sniger den sig op på 4 stjerner.

Men alt i alt, så er det et godt sted - tror bare jeg vil gå efter siddepladser fremadrettet ”

Så kom Dizzy (med storskærm) så kunne man da følge lidt med,

55 | 3 3 P L U S

Ibens tilbage - måske for sidste gang!?

Tekst og Foto Mads Kornum

Den 10 februar gav Ibens jubilæumskoncert på Posten i Odense.

Dette i anledning af 20-års jubilæet for udgivelsen af gruppens legendariske debutalbum.

Et album, der både blev et ganske overrumplende hit dengang – og solgte i 40.000 eksemplarer, og som siden har formået at holde et vedholdende og kultagtigt skær over sig.

Samtidig er debutalbummet – for første gang nogensinde udkommet på vinyl. Den er udgivet på det lille selskab 1st Time Records, der drives af den vinylelskende pladeforretningsejer Bo Ellegaard, som også har pladeforretningen Record Pusher i Odense.

I et interview med Fyns Stiftstidende fortæller han: ”Jeg spottede Carsten Lykke i butikken en fredag før sommerferien sidste år. Jeg kom i tanke om, hvor fantastisk en plade ”Ibens” er.

Det er et meget følsomt univers 56 | 3 3 P L U S

med humoristiske tekster pakket ind i meget aggressiv guitar med tydelig inspiration fra den britiske rock fra den periode. En herlig sammensmeltning af to verdener.

Albummet passede perfekt til at blive udgivet på 1st Time Records” Pladen er trykt i 250 eksemplarer med armygrønt grønt cover og på grøn vinyl, og lugter allerede af at blive et samleobjekt. RecordPusher har i hvert fald måtte melde udsolgt, men der er også sendt en antal rundt til diverse i pladebutikker i København. Så måske man stadig kan være heldig. Men ellers er meldingen fra Bo Ellegaard, at der er planer om at trykke yderligere 250 stk.

Til gengæld er der pt. ikke planlagt flere Ibens koncerter, men til gengæld har forsanger Carsten Lykke gang i lidt andre musikalske projekter ved siden af sit arbejde som musiklærer på Oure Efterskole.

57 | 3 3 P L U S

”Otte poetiske pletskud, der fortjener mere end et Beat nik!”

Tekst

Mads Kornum

58 | 3 3 P L U S

33Plus har nærlyttet Langsyn albummet ”Hvilke chancer” ”Otte poetiske pletskud, der fortjener mere end et Beat nik!”

Roskilde bandet Langsyn udgav sidste år deres andet album ”Hvilke chancer” (CD(Digitalt) – hele seks år efter udgivelsen af debuten ”Ikke langt herfra”.

I de seks år der er gået har sanger og sangskriver Peter Butzback udgivet et par solo album under navnet Butzback og har sideløbende afprøvet forfatter vejen. Men nu er han tilbage med fuld fokus på Langsyn, hvor hans musikalske partner gennem snart 25 år – bassisten Thomas Ruben Carlsen - er den anden faste part i bandet.

I forhold til debut albummet er teksterne nu mere skarpt skårne og ikke helt så fabulerende.

Musikalsk befinder Langsyn sig stadig i det univers, der herhjemme blev født at Steppeulvene, og videreført af navne som Skousen/Ingemann, C. V Jørgensen med flere.

Men det vil ikke yde Langsyn retfærdighed blot at sætte et Beat mærkat på udgivelsen.

For den emmer ligeså meget af referencer til den Danske Folk scene, hvor Povl Dissing og Benny Holst den dag i dag stadig er bannerførere.

Det pudsige er dog at når man har hørt pladens otte numre, så tænker man mest af alt, at der i Langsyn og Peter Butzback gemmer sig en potentiel arvtager til Niels Skousen.

Der er ingen tilfældigheder eller parenteser på albummet. Det høres at der er tænkt både over musikalsk sammenhængskraft og ordmæssig saft.

Den poetiske åre flyder, men aldrig blot for poesiens egen skyld. Butzback og Langsyn iagttager, fortæller historier, og nye ord serveres. Tag bare den skønne og originale linje ”Zebranatten gøs” på titelnummeret ”Hvilke chancer”, der får lov at lukke og slukke albummet.

Det er ikke et langt album – men til gengæld får man kvalitet hele vejen igennem på de bare otte numre. Boi Holm har produceret – og han lægger desuden lidt ægte atmosfærisk guitar magi på et par numre.

Sammenfattende giver det som resultat et album, som der absolut intet Breaking News er over, og måske netop derfor bør det være Breaking News!

For der er musik, der alene er lavet af virkelyst og skaber-

trang, og det er tekster med både lys og håb, som er skrevet med en tidløs pen, der dog har både pondus og patina nok til at have gennemslagskraft både på den korte og den lange bane.

Så navnet Langsyn giver mening – og det gør deres musik i lige så høj grad. Det og meget andet har vi taget en god lang snak med Peter Butzback om, og resultatet af det kan man læse i næste udgave af online magasinet 33Plus.

59 | 3 3 P L U S

“50/50 Shades of Grey – Brown – Yellow - White or the Black Dog Howl”

Tekst

Mads Kornum

Foto

Brian Selander

60 | 3 3 P L U S

Helt tæt på musikken med Ishøj Kultur Café “50/50 Shades of Grey – Brown – Yellow - White or the Black Dog Howl” Folk i Ishøj har vidst det i mange år – byen har et fantastisk godt spillested.

At det er gemt i et traditionelt indkøbscenter og i en boligblok – og hedder noget så usexet som Ishøj Kultur Cafe glemmer man straks man først er trådt ind i lokalerne – i øvrigt blot 3 minutters gang fra stationen.

Stedet har i mange år haft stor succes med jazz arrangementer om søndagen, og ellers diverse koncerter med de mest populære danske navne. Men efter et nødvendigt lederskift i kulturhuset forrige år er der stille og roligt begyndt at komme nye vinde og visioner i huset.

Mangfoldigheden og nysgerrigheden i programfladen er simpelthen blevet større – og det er der mange gode årsager til. Det fik vi en god snak med kulturhusleder Jorge Rivera om – og det vil man kunne læse meget mere om i næste udgave af 33Plus online magasin.

I denne artikel vil vi holde fokus rettet mod et at de nyere tiltag.

For kan man egentlig stadig udfordre den kendte koncertform, og gøre den samlede oplevelse endnu større for publikum. Svaret er ifølge Jorge Rivera et klart JA. Han har i Ishøj Kultur Cafe nemlig lanceret et kreativt bud med en serie koncerter under konceptet 50/50.

I korte træk er det intime koncerter for 50 kroner og for maksimalt 50 tilskuere - og nogle af koncerterne afholdes endda et sted, der er helt og holdent holdt hemmeligt inden koncertstart.

Første koncept koncert i 2017 var med den dra-

gende dark country duo Black Dog Howl, og de fik fornøjelse af at give koncert i en gammel kostald med brølende autentisk og rustik stemning i Tranegilde lige uden for Ishøj.

De følte sig hjemme, og det samme gjorde et begejstret publikum, der fik første klasses musik og en helt unik oplevelse med hjem på en ellers såre søvnig onsdag aften i februar.

Folk var mødtes i foyeren i Ishøj Kultur Cafe, og så gik man ellers i samlet flok ud af centret, og ud til en ventende bus. Alene det at høre folks fantasifulde bud på hvor man mon skulle hen var underholdende, og foranledige allerede der snak på tværs og et tættere sammenhold blandt publikum end til en

normal koncert. Det skaber simpelthen historier, så man kommer hjem med en helhedsoplevelse og ikke “kun” en koncertoplevelse.

Næste gang der er ”hemmelig” koncert bliver til efteråret – mens der her hen over foråret er flere spændende navne på programmet med 50/50 koncerter i selve foyeren. Blandt andet kommer den altid anbefalelsesværdige Select Captain den 15.03.

Black Dog Howl er ikke meget på landevejen pt., men det skyldes den lykkelige omstændighed at de er studiet for at indspille nye sange.

Det vil vi naturligvis følge op på for denne duo er ligesom selve 50/50 konceptet lidt ud det sædvanlige.

61 | 3 3 P L U S

James McMurtry lod sangene tale deres eget sprog

Tekst

Mads Kornum

Foto

Jakob Selzer

62 | 3 3 P L U S

James McMurtry lod sangene tale deres eget sprog Der skulle gå hele 28 år fra debutalbummet “Too Long in the Wasteland” til man kunne opleve – den i musiker kredse bredt anerkendte og respekterede sangskriver fra Texas, USA - James McMurtry live på vores breddegrader. Nærmere bestemt hos Folk å Rock i Malmø.

Det lille spillested, der i dagtimerne er en hyggelig og velasorteret pladebiks og Cafe havde meldt udsolgt, og de små 200 (primært mandlige) publikummer – her iblandt en del danske - gik ikke skuffede derfra efter en 100 minutters intens og varieret koncert med et meget tight og sammentømret band.

James McMurtry er anerkendt som en af de helt store historiefortællere indenfor roots-rock, og der kan trækkes musikalske tråde til navne som Lou Reed, Warren Zevon og John Mellencamp, som i øvrigt producerede hans debutalbum i 1989. Bag kasketten gemte der nok også en stolt far – for hans søn Curtis McMurtry har netop udgivet sit andet album i eget navn ”The Hornet’s Net”. Lad os da ikke håbe at der også skal gå 28 år før vi før anledning til at se ham live på et spillested nær os.

63 | 3 3 P L U S

The Baronets fortsætter

Tekst

Mads Kornum

64 | 3 3 P L U S

The Baronets fortsætter – og ny Live EP på vej fra Frank Lauridsen med Band Sidste år den 08.11. døde Frank Lauridsen. Han var en af de helt store stemmer i dansk musik, især kendt som forsanger i The Baronets og i gennem en årrække i bandet The Franks, som på live scenerne landet rundt opnåede noget nær kult status med et altid musikalt stærkt, sjælfyldt og festligt show.

I Frank’s ånd har The Baronets - der også tæller Lasse Helner - heldigvis valgt at the show must go on, og det gør de ved at tilføje den gode Kell Dalager på keyboard.

De optrådte første gang uden Frank Lauridsen den 24.02. i Langtved Forsamlingshus og dagen efter i Fuglsøcentret i Knebel i forbindelse med arrangementet “Back to the Roots” – og efter sigende fungerede det – selvom det jo aldrig vil blive det samme.

Heldigvis nåede Frank Lauridsen inden sin død at indspillet et enkelt solo album - “How it Feels To Be Frank” (2014).

At ikke mange fik kendskab til dette lille mesterværk da det udkom, gør i dag ikke den store forskel, for det et af disse langtidsholdbare og helt tidsløse album, som man til enhver til kan blive væltet helt om kuld af.

Det er primært nyskrevne sange, men tilføjet veludførte cover udgaver af “People Get Ready”, og “For What It’s Worth”, og han har fantastiske folk som Ivan Pedersen, Veronica Mortensen, Allan Mortensen, Allan Bo Larsen, Rune Harder Olesen,

Lone Selmer og Niels H.P. m.fl. omkring sig.

Frank Lauridsens pladeselskab Giant Sheep Music har samtidigt løftet sløret for at der er en ny LIVE

EP på vej fra Frank Lauridsen med Band – med materiale der ikke tidligere har været ude.

65 | 3 3 P L U S

This Note´s For You

Tekst

Mads Kornum

Riverdogs udgav deres debutalbum i 1990, og udgav i start 90’erne yderligere et par album yderligere. Men siden har der været stille om bandet, hvis omdrejningspunkt er guitarist Vivian Campbell – kendt fra blandt andet DIO, Def Leppard og Last in Line. Nu er de dog samlet igen, og er gået i studiet for at udsende et nyt album via Frontiers records. Det skulle efter planen lande ude hos lytterne midt i året.

Ringo Starr er i studiet igen for at lave en opfølger til hans sidste album – den forbløffende vellykkede ”Postcards From Paradise”. Og Ringo har som vanligt gode folk omkring sig – navne som Paul McCartney, Joe Walsh, Richard Page, Steve Lukather, Benmont Tench, Timothy B. Schmit og Peter Frampton meldes at have kigget forbi studiet.

Rusty Young fra Poco udgiver i løbet af i sit første soloalbum og følgende kunstnere har med sikkerhed også album på vej: John Mellencamp ”Sad Clowns & Hillbillies” Louise Goffin “Bridge of Sights” Joan Osborne “Sings The Songs of Bob Dylan” Texas “Jump on Board” Blomqvist “Langt fra Hip” Tårn “Velkommen indenfor” Tobias Trier ”Tyfon” Mike and the Mechanics “Let me fly” Garland Jeffreys “14 Steps to Harlem” Biters “The Future Ain’t What It Used To Be” Jon Stevens (tidligere Noiseworks og INXS) “Starlight” (produceret af David Stewart)

66 | 3 3 P L U S

Rocky Athas Fribytterdrømme ”Verden ender for Simon Phillips dine fødder” Savage Rose The White Dominos Og så er der disse navne kunstneGO GO BERLIN re, som også meldes dejligt aktive i Allan Olsen studiet: Chasing Grace Margo Price FLØJL Sheryl Crow Maja & De Sarte Sjæle Niamh Strong Nanna Larsen & The Mulligans Marc Jordan Rock Candy Funk Party Cheap Trick

67 | 3 3 P L U S