Koncertprogram, Aalborg Symfoniorkester, 31.08.23, Barber & Dvořák

BARBER & DVORÁK

Torsdag 31. august 2023 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus

Dirigent Joshua Weilerstein

Solist Sonoko Miriam Welde, violin

Koncertmester Vesselin Demirev

Den 35-årige amerikaner Joshua Weilerstein var bare 21, da han som den yngste nogensinde i 2009 vandt den prestigefyldte danske Malko-konkurrence for unge dirigenter. I dag bor han i London, hvorfra han nyder en blomstrende karriere som gæstedirigent over hele kloden og har skabt tætte relationer med mange af verdens fineste orkestre og solister.

Med et repertoire, der spænder fra renæssancen til nutidig musik, kombinerer Joshua Weilerstein en dyb kærlighed til kanoniske mesterværker med et lidenskabeligt engagement i at afdække værker af underrepræsenterede komponister som Pavel Haas, William Grant Still, William Levi Dawson og Ethel Smyth, blandt andre. Weilerstein var indtil for nylig i

en syv-årig periode kunstnerisk leder for det schweizisk baserede kammerorkester Orchestre de Chambre de Lausanne og er i øjeblikket leder af det Bostonbaserede Phoenix-ensemble. Hans virke som gæstedirigent har bragt ham kloden rundt og blandt mange orkestre, han har arbejdet sammen med, kan nævnes Oslo Philharmonic Orchestra, DR SymfoniOrkestret, New York Philharmonic, Seattle Symphony, Royal Liverpool Philharmonic og London Philharmonic.

Tidligere på måneden havde han sin debut med Chicago Symphony Orchestra, og i aften står han så igen foran Aalborg Symfoniorkester – for første gang i egenskab af chefdirigent – en post, han besidder de næste tre år.

Udover sin omfattende internationale dirigentkarriere har Joshua Weilerstein også udviklet en meget populær og let tilgængelig podcast-serie om klassisk musik kaldet ”Sticky Notes”. Serien har over 4.5 millioner downloads i 175 lande. Ved en koncert i Aalborg 5. oktober opfylder han en gammel drøm om at producere en podcast live – med et helt symfoniorkester. Emnet er Dvořáks 9. symfoni, som også er på programmet i aften.

Aalborg Symfoniorkesters

engagement med Joshua Weilerstein er muliggjort takket være en generøs bevilling fra Det Obelske Familiefond.

Foto: © Paul Marc Mitchell Joshua Weilerstein, chefdirigent

Det er med både glæde og stolthed, at vi ved denne sæsonåbningskoncert kan byde velkommen til vores nye chefdirigent Joshua Weilerstein. Han er den ottende i rækken af chefdirigenter i orkestrets 80 år lange historie. Det hele begyndte med en meget entusiastisk ung mand ved navn Jens Schrøder, der blev kapelmester for Aalborg By-Orkester. Orkestret har skiftet navn undervejs, men ånden og ambitionerne er stadig de samme.

Aalborg Symfoniorkester blev grundlagt i 1943 – under 2. verdenskrig som et lys i en mørk og svær tid. Ønsket var at skabe et synligt orkester, der mødte folk, hvor de var – uanset hvem de var. Orkestret skulle levere musik på det højeste kunstneriske niveau – med entusiasme og passion og til alle borgere. Det er den arv, vi med dyb respekt bringer videre i dag. Det er den gyldne tråd, vi følger, når vi spiller musik – i Koncertsalen og alle andre steder. Hvad der begyndte som et byorkester uden fastansatte musikere, blev under

Jens Schrøders ledelse gennem 37 engagerede år forvandlet til et professionelt symfoniorkester, der i dag har 65 musikere på lønningslisten og har til huse i én af Europas bedste koncertsale.

Begyndelsen

Den 30. januar 1943 samledes Aalborg By-Orkesters bestyrelse for første gang, og det er fra den dato, vi i dag regner orkestrets fødselsdag. Men forud for den stiftende generalforsamling lå flere års utrætteligt arbejde fra en række prominente borgere, der var kede af, at byen efter regimentsmusikkens ophør ikke havde noget fast orkester: ”Savnet heraf har ofte været følt og har medført, at den Kulturværdi, som Musikken er, ikke er kommet Byens Borgere tilgode”.

Dermed opstod – 1. maj 1941 – ”Udvalg for Oprettelse af et Byorkester i Aalborg”. Medlemmerne talte en politimester, en læge, en købmand, domorganisten, en boghandler, et par journalister, hvoraf én var

musikskribent, en overretssagfører og en brændselsgrosserer. De satte sig for at ”skabe et Grundlag for et By-orkester i Stor-Aalborg”, og som nu var det også dengang en kamp at skaffe midler til kulturlivet. Således lød det i bekendtgørelsen fra september 1941:

”Det er Udvalgets Plan ved en større Indsamling at søge tilvejebragt det foreløbige økonomiske Grundlag for Sagens Gennemførelse, idet Udvalget har den Tro, at det, naar det gennem Borgerskabets Tilkendegivelse ved en saadan Indsamling er vist, at Interessen og Kravet er til Stede, vil kunne regne med, at ogsaa det Offentlige (Stat og Kommune) vil træde til med deres Bidrag”.

Missionen lykkedes som bekendt, og 12. maj 1943 – efter en meget vellykket koncert –kunne udvalget over natmaden i Håndværkerforeningens

Selskabslokaler opløse sig selv. Vi skal i øvrigt frem til 17. maj 1961, før et enigt folketing vedtog lov

80 år og otte

chefdirigenter

nr. 136 om statstilskud til orkestre uden for hovedstadsområdet.

Jens Pind

Med midler fra såvel musikglade borgere som Aalborg Kommune kunne oprettelsesudvalget 1. maj 1942 engagere den unge dirigent Jens Schrøder – med tilsagn om gage de kommende to år. Forinden havde han vist sit værd, da han i februar samme år dirigerede sin allerførste koncert i Aalborg. Det var i Håndværkerforeningens Festsal, og der var 28 musikere i orkestret.

Siden dirigerede Jens Pind –således kaldet med henvisning til dirigentstokken – masser af koncerter både inde og ude. Kildeparken, Aalborg Zoo, Stadion og Østre Anlæg var bare nogle af de steder, byens borgere kunne møde orkestret, for som Schrøder udtrykte det i et interview i ”Ny Tid” i 1965:

”Vi laver ikke koncerter for nogle specielle. Vi giver et tilbud til alle borgere…. Der er ingen sociale skel”.

Jens Schrøders to-årige ansættelse blev til mange flere, og han forblev orkestrets utrættelige leder helt frem til 1979. Siden da har Aalborg Symfoniorkester haft yderligere seks chefdirigenter, som hver især har sat sit præg på orkestret. Efter otte år uden chefdirigent kan Aalborg Symfoniorkester som en ekstra 80 års fødselsdagsgave nu byde velkommen til amerikanske Joshua Weilerstein. Med ham vil orkestret bygge videre på de traditioner og den ånd, orkestret blev grundlagt i, fortsætte sit høje niveau og til stadighed udvikle sig til glæde for både nuværende og fremtidige publikummer.

Aalborg Symfoniorkester spiller i store og mindre konstellationer i hele den nordjyske region, og turnerer med både Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater og til tider også i udlandet. Hvert år tiltrækker orkestret internationale dirigenter og solister til sine koncerter, og der spilles for alle – hvad enten det er trofaste abonnenter eller nysgerrige nybegyndere. Ingen lokationer er

for små eller store, og orkestret spiller både ude og inde – for alle og enhver – ganske som Aalborg By-Orkester gjorde fra det allerførste år.

Hvad der blev født af lokal pionerånd, har på få generationer udviklet sig til et kulturelt vartegn for Aalborg og hele Nordjylland. Uden hjælp var det aldrig gået. Orkestret modtager hvert år støtte fra en række sponsorer og fonde samt Aalborg Kommune og Slotsog Kulturstyrelsen. Derudover er Aalborg Symfoniorkesters Venner også en uvurderlig støtte for orkestret.

Chefdirigenter

Jens Schrøder 1943-1979

Janos Fürst 1980-1983

Peter Erös 1983-1989

Owain Arwel Hughes 1995-1999

Moshe Atzmon 1999-2002

Matthias Aeschbacher 2005-2011

Rumon Gamba 2011-2015

Joshua Weilerstein 2023-

Sonoko Miriam Welde, violin

Hun var bare ni år, da hun debuterede med Bergen filharmonikerne, og siden har det norske violintalent erobret alverdens scener. I dag er Sonoko Miriam Welde 27 år og har spillet med en perlerække af store, internationale orkestre, blandt dem Oslo Philharmonic, Royal Philharmonic Orchestra, Bournemouth Symphony, WDR Sinfonieorchester Köln, Combattimento Consort Amsterdam, Orchestre de Chambre de Lausanne og Kremerata Baltica.

Hun er tillige en entusiastisk kammermusiker og optræder jævnligt med den norske pianist Leif Ove Andsnes. Sonoko Miriam Welde er et stiftende medlem af strygekvartetten Opus13, med hvem hun vandt 2. prisen ved den prestigefyldte Banff International String Quartet Competition i 2022. For nylig blev hun annonceret som ny kunstnerisk leder af Vinterfestspill i Bergstaden, en kammermusikfestival i Røros, Norge.

Siden 2020 har Sonoko Miriam

Welde på Haute École de Musique i Sion i Schweiz været elev af den hollandske violinist Janine Jansen, som i parentes bemærket gæster Musikkens Hus til april næste år, hvor hun er solist ved koncerten med London Symphony Orchestra.

”She is a natural and communicative musician with a strong sense of integrity”, har Jansen sagt om sin elev.

Welde har tidligere studeret hos Stephan Barratt-Due ved Barratt Due Instituttet i Oslo og Kolja Blacher ved Hochschule für Musik Hanns Eisler Berlin, og har nydt godt af regelmæssige timer hos en anden norsk violinist, Vilde Frang. I 2018-2020 var hun en del af Crescendo-programmet.

”A hugely impressive debut for Welde”, skrev Gramophone Magazine, da Sonoko Miriam Welde i 2021 udgav sit debutalbum Bruch, Vaughan Willams & Barber.

Albummet er indspillet med Oslo Philharmonic Orchestra og rummer blandt andet Barbers violinkoncert, som Welde også spiller ved koncerten i Aalborg. Publikum kan se frem til et glædeligt gensyn mellem solist og dirigent, for Joshua Weilerstein dirigerede også i violinkoncerten på albummet.

Sonoko Miriam Welde spiller en Antonio Stradivarius fra 1736, ”Spencer Dyke”’, generøst udlånt fra Anders Sveaas’ Almennyttige Fond.

Foto: © Nadia Norskott

PROGRAM

William Grant Still (1895-1978)

Symfoni nr. 1 - Afro-American Symphony

I. Longing: Moderato assai

II. Sorrow: Adagio

III. Humor: Animato

IV. Aspiration: lento; con risoluzione

(ca. 23 min)

Samuel Barber (1910-1981)

Koncert for violin og orkester, op. 14

I. Allegro

II. Andante

III. Presto in moto perpetuo

(ca. 22 min)

Pause

Antonín Dvořák (1841-1904)

Symfoni nr. 9 i e-mol - Fra den nye verden, op. 95

I. Adagio - Allegro molto

II. Largo

III. Molto vivace

IV. Allegro con fuoco

(ca. 20 min)

(ca. 40 min)

SYMFONIORKESTER

1. Violin

Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester

Yana Deshkova 1. alt. koncertmester

Vera Panitch 2. koncertmester #

Olga Daniluk

Christine Langer

Thomas Rokkjær

Igor Vitenson

Christian Thordal-Christensen

Christina J.G. Rudan

Else Marie Tolbøll

Jette Rosendal

Harriet Wheeler +

2. Violin

Joaquin Páll Palomares 1. solo #

Olga Vitenson 2. solo

Taras Daniluk

Ludmila Landa

Mark Cherry

Mette Marie Matthiesen

Synnøve Gustavsson

Boris Grinman

Jaroslaw Nierychlo

Bratsch

Evdokia Ershova 1. solo

Ewelina Bierlarczyk 2. solo

Elsebeth Schmidl

Vladimir Bochkovskiy

Ruben Kristensen

Anna Dahl

Morten Møller #

Cello

Adam Wozniak 1.solo

Matthias Hehrmann 2. solo o

Vincent Stadlmair

Hanne Houengaard

Kirsten Martinsen

Aino Siurua #

Kontrabas

Ivan Medvedev 1. solo

Jeffrey White 2. solo

Arly Wehner

Ian Berg

Fløjte

Kaja Marie Andersen 1. solo

Camille Guenot 2. solo

Ida Marie Sørmo, piccolo

Obo

Judith Blauw 1. solo

Anna Bennike 2. solo #

Jenny Sjöberg, engelskhorn

Klarinet

Leah Aksnes 1. solo

Randi Østergaard 2. solo

Lisbet Binderup Thordal, basklarinet

Natalie Harris +

Fagot

Sheila Popkin 1. solo

Sennen Costa, kontrafagot

Horn

Erik Sandberg 1. solo

Jack Pilcher May 3. solo

Charlie Ransley

Lena Westlund

Trompet

Jonathan Clarke 1. solo

Rasmus Eskesen 2. solo

Lars Ole Schmidt

Basun

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo

Theis Pontoppidan Stoico 2. solo

Jacob Ringsmose, basbasun

Tuba

Mattias Johansson 1. solo

Pauker

Michael Pilgaard 1. solo

Slagtøj

Simon Sigfusson 1. solo

Jonas Ervolder Bové 2. solo

Rasmus Vinther #

Harpe

Mette Nielsen 1. solo

Klaver

Arne Jørgen Fæø +

Tenor banjo

Allan Sjølin +

Administration og teknik

Lasse Rich Henningsen, adm. direktør/CEO

Tecwyn Evans, kunstnerisk chef

Rasmus Bundgaard, økonomichef/CFO

Anders M. Christensen, adm.-/produktionschef

Jesper Mikkelsen, B&U-producent

Helle Nørgaard, PR og marketing

Karen Bente Holmgaard, koordinator

Tanja Klitgaard, sekretær

Ian Phillis, nodearkivar

Mai Dreier Christensen, bogholder

Peter H. Andersen, produktionsleder

Anders Sproegel, regissør

AALBORG

konstitueret # kontraktansat + assistent

o

DR P2 optager koncerten.

Programnoter

Af Jan Mygind

William Grant Still

Grant Still blev født i Mississippi, og allerede som spæd mistede han sin far, og det kom til at få afgørende betydningen for opvæksten. Familien flyttede til Little Rock i Arkansas, hvor moderen fandt et bedre job som lærer.

Hun indgik ægteskab med Charles B. Shepperson, som blev en god stedfar, som hurtigt opdagede drengens store musikalitet, og derfor tog han den unge Grant Still med til operetter og symfoniske koncerter. Han købte også klassiske plader, som de lyttede til med stor interesse.

En anden og lige så vigtig musikalsk impuls kom fra bedstemoderen, som ofte sang

afroamerikanske spirituals for drengen. Han fik lidt violinundervisning og lærte sig selv at spille på et væld af instrumenter, men moderen drømte om, at Grant Still skulle uddanne sig inden for naturvidenskab – helst medicin.

Han indledte studier på Wilberforce University i Ohio, men efterhånden fik musikken hans fulde opmærksomhed, og han begyndte at studere musik på Oberlin Conservatory of Music. I de sidste studieår gjorde han også private studier hos den franske avantgarde komponist Edgard Varèse.

W. C. Handys berømte orkester. I 1920’erne blev Grant Still også en del af Fletcher Hendersons Dance Orchestra og medvirkede på flere indspilninger. Grant Still blev i disse år desuden en hyppigt anvendt arrangør af kendte hits, og efterhånden blev der også mulighed for at komponere musik til klassiske ensembler.

Symfoni nr. 1

Afro-American Symphony

Blandt de første værker, som Grant Still komponerede for klassiske ensembler, finder man hans første symfoni med titlen Afro-American Symphony. Den er komponeret i en rigtig cross-over stil, hvor spirituals, populær- og dansemusik med den største naturlighed blandes med den klassiske musiks udtryk. Stilen vil for mange minde om Gershwins berømte opera Porgy and Bess, men Grant Still komponerede sin symfoni fem år før Gershwins opera.

Afro-American Symphony blev den første symfoni af en afroamerikansk komponist til at blive opført af et professionelt orkester. Rochester Philharmonic Orchestra uropførte symfonien i 1931 ved en meget succesfuld koncert.

I de

tidlige år arbejdede

Grant Still i overvejende grad med populærmusik, og han spillede blandt andet i blueslegenden

Hver sats er ledsaget af uddrag af digte af Paul Laurence Dunbar. Han var søn af tidligere slaver og blev en af de første indflydelsesrige afroamerikanske digtere i amerikansk litteratur. Citaterne bruges som en slags indledning for hver sats og illustrerer Stills intentioner med at komponere symfonien.

I 1. sats lyder teksten:

All de night long twell de moon goes down, Lovin’ I set at huh feet, Den fu’ de long jou’ney back f’om de town, Ha’d, but de dreams mek it sweet.

I. Moderato assai (Longings – Længsler)

Symfonien indledes med et smukt engelskhorn tema, som vokser over en traditionel 12-takters blues akkord progression. Sidste del af satsen har følgende digt som overskrift:

All my life long twell de night has pas’

Let de wo’k come ez it will, So dat I fin’ you, my honey, at last, Somewhaih des ovah de hill.

II. Adagio (Sorrows - Sorger)

I den langsomme sats emmer musikken af spirituals, og den hyppige brug af kromatik medvirker til den sørgmodige stemning. Følgende digt følger denne sats: It’s moughty tiahsome layin’ ’roun’ Dis sorer-laden erfly groun’, An’ oftentimes I thinks, thinks I, ’T would be a sweet t’ing des to die, An go ’long home.

III. Animato (Humor)

Efter en kort indledning høres et tema, som vækker tydelige mindelser om Gershwins melodi

I Got Rhythm. Den melodi blev imidlertid først udgivet et par uger inden uropførelsen af denne symfoni. Følgende digt følger satsen:

An’ we’ll shout ouah halleluyahs, On dat mighty reck’nin’ day.

IV. Lento, con risoluzione (Aspiratons - Forhåbninger)

I finalen vækker musikkens tonesprog mindelser om Dvořáks

9. symfoni – stemningen er tilbageholdt og søgende, men hele tiden fortrøstningsfuld. Digtet her er dette:

Be proud, my Race, in mind and soul, Thy name is writ on Glory’s scroll In characters of fire. High ’mid the clouds of Fame’s bright sky, Thy banner’s blazoned folds now fly, And truth shall lift them higher.

Samuel Barber

Samuel Barber voksede op i en tid, hvor ”den nye verdens” – Amerikas – musikliv vandt frem og hurtigt blev en vægtig og betydelig mod/ medspiller til den europæiske musikscene. Man havde i Amerika i flere år arbejdet intensivt på at skabe en helt særligt amerikansk musikstil. Dvořák havde blandt andet været med til at etablere et musikkonservatorium med musik skabt ud af folkesjælen og med folkemusikkens grundrytme og melodier som udgangspunkt. Gershwin og Grant Still var tydelige eksempler på denne stil.

Barber voksede op i et rigtig amerikansk velhaverhjem, hvor familien med børnene som omdrejningspunkt tog del i lokalsamfundets mange aktiviteter – særligt sportsaktiviteter fyldte meget. Familien var med andre ord et næsten stereotypt billede på den amerikanske drøm. For Barber blev det tidligt klart, at musikken skulle blive en levevej, og han klarede

sig flot igennem sine musikstudier, men i modsætning til Grant Still og Gershwin vedblev Barber at finde sin største musikalske inspiration i den europæiske musik, og en stor del af Barbers musik lyder som en smuk og bevægende efterklang af den romantiske æra.

Violinkoncert

I slutningen af studietiden rejste Barber til Italien for at studere. Her mødte han flere prominente musikere og blev blandt andet venner med den berømte dirigent Arturo Toscanini. Venskabet med ham fik stor betydning, da han dirigerede flere førsteopførelser af Barbers værker hjemme i Amerika.

I 1939 modtog Barber en bestilling på en violinkoncert fra den amerikanske filantrop, Samuel Simeon Fels – en erhvervsmand, som var en ivrig støtte af det amerikanske kulturliv. Koncerten skulle skrives til violinisten Iso Briselli, som havde studeret sammen med Barber på Curtis Institute of Music.

Med bestillingen i hus drog Barber til Schweiz for at arbejde på koncerten og lade sig inspirere ved Lago Maggiores smukke bredder. De to første satser blev skabt i løbet af sommeren, men udbruddet af 2. verdenskrig tvang Barber hjem til Amerika, hvor han i løbet af efteråret gjorde koncerten færdig i det naturskønne område Pocono Mountains i Pennsylvania. Han sendte musikken til Iso Briselli, som i første omgang ikke var tilfreds med den og ikke syntes, at koncerten var udfordrende nok. Barber reviderede musikken, og

særligt 3. sats blev komponeret med det virtuose for øje, men Briselli var stadig ikke tilfreds, og koncerten blev i stedet uropført af den unge violinist Herbert Baumel. Koncerten blev omgående en succes, og dirigenten Eugene Ormandy programsatte værket ved flere koncerter. Musikken er holdt i et melodisk og smukt tonesprog i de to første satser og kulminerer med stor effekt i finalesatsen, som er en virtuos perpetuum mobile (uendelighedsmaskine) sats. Barber skrev selv følgende om de tre satser:

”1. sats begynder med et lyrisk første tema, der straks præsenteres af soloviolinen - uden nogen orkesterintroduktion. Denne sats har som helhed måske mere karakter af en sonate end koncertform” (satsen er intim og rummer kammermusikalske kvaliteter).

”2. sats introduceres af en omfattende obosolo. Violinen kommer efterhånden ind med et kontrastfyldt og rapsodisk tema, hvorefter den gentager obotemaet fra begyndelsen.”

”3. sats er en perpetuum mobile, som udnytter violinens mere geniale og virtuose karakter.”

Antonin Dvořák Fra omkring 1880’erne og frem havde Dvořák markeret sig som en af samtidens mest betydelige komponister, og han blev prist for sit helt unikke tonesprog. Han var vokset op under beskedne kår og havde i sine barne- og

ungdomsår hovedsageligt kendt til den bøhmiske/slaviske folke- og dansemusik. Da han begyndte at komponere, blev netop disse elementer betydelige i hans musik og på trods af, at han kun yderst sjældent citerer folkemusik i sine værker, fornemmer man tydeligt undertoner herfra – folkemusikken er så at sige blevet en del af Dvořáks musikalske DNA.

Netop af disse grunde havde man i Amerika udset sig Dvořák som den bedst egnede til at lede et musikkonservatorium, hvor man ønskede at skabe en særlig amerikansk tone med rod i folkemusikken. I 1891 flyttede Dvořák med sin familie til New York. Det viste sig dog hurtigt, at han havde svært ved at bo i Amerika, og allerede i 1893 vendte familien igen hjem til Prag, men i denne korte periode blev kimen til den nye verdens musikliv lagt. Om den amerikanske musiks fremtid udtalte han:

”Jeg er overbevist om, at den fremtidige musik i dette land vil blive baseret på, hvad der kaldes neger-melodier. De kan blive grundlaget for en seriøs og original kompositionsretning, der udvikles i USA. Disse smukke og varierede temaer er skabt af jorden. De er Amerikas folkeviser, og jeres komponister skal anvende dem.”

Symfoni nr. 9

Fra den nye verden

Den 9. symfoni blev skabt i Dvořáks sidste tid i Amerika og oplevede allerede ved uropførelsen i New York enorm succes - Dvořák måtte bukke og modtage brusende

applaus efter hver sats. Symfonien bliver ofte fremhævet som den amerikanske musiks grundsten, og om inspirationen til denne symfoni skrev Dvořák:

”Jeg har i virkeligheden ikke brugt nogen [af indianernes] melodier. Jeg har simpelthen skrevet originale temaer indeholdende særegenheden ved indianernes musik, og ved at anvende disse temaer som motiver, har jeg udviklet dem med alle moderne rytmer, kontra-punkter og orkestrale kulører.”

Når man i dag lytter til symfonien, kan man på den ene side fornemme den amerikanske inspiration, men på den anden side har mange af temaerne og motiverne med deres enkle udformning og lette genkendelighed et tydeligt slægtskab med folkemusik.

Om denne folkemusik så er inspireret af amerikansk eller af bøhmisk/slavisk folkemusik kan man diskutere. Et er imidlertid sikkert - at under arbejdet på denne symfoni led Dvořák af hjemvé i en meget voldsom grad. Om vi som publikum hører musikken som et smukt billede på den nye verden eller som et længselsfuldt suk efter den smukke bøhmiske natur, er op til den enkelte lytter.