program: ekvilibristisk oboist tirsdag 19. marts 2013, kl. 19.30 i aalborghallen
François Leleux dirigent og solist François Leleux er anerkendt som en af sin generations absolut bedste oboister og har skabt sig en flot international karriere med optrædener hos en række af de største orkestre og på de største scener. Han begyndte sin professionelle karriere, da han i en alder af bare 18 år vandt stillingen som solooboist ved Opéra de Paris. Han vandt tre år senere en tilsvarende stilling ved Bayerischer Rundfunk Symphonieorchester, hvor han var til 2004. Siden 2003 har han været solooboist ved Europas Kammerorkester. François Leleux optræder i dag som både solist og dirigent med en række af Europas største orkestre. Han har en række anmelderroste cd’udgivelser bag sig og er desuden professor ved Hochschule für Musik und Theater i München.
programnoter: Claude Debussy: Forspil til en fauns eftermiddag Debussy havde egentlig tænkt sig at skrive musik til hele Stéphane Mallarmés sensuelle digt om den sommerdøsige faun, der aflurer nymfernes dans. Mallarmés digt er illustreret af Èdouard Manet. Debussy komponerede dog kun forspillet, som blev uropført den 22. december 1894 i Societé National. I 1912 anvendte den berømte russiske ballet, Les ballets russes, værket som balletmusik til danseren Vaslav Nijinskij, hvilket gav anledning til en af musikog teaterhistoriens celebre skandaler; på YouTube kan man se en rekonstruktion af opførelsen fra 1912 med den berømte danser Rudoph Nureyev. Selvom Debussys mesterværk også senere har været anvendt som balletmusik, spilles værket fortrinsvist som rent instrumentalværk. Man behøver da heller ikke hverken dans, billeder eller programmer for at indleve sig i værket, hvis umiddelbare billedskabende atmosfære er så åbenlys, at man dårligt nok behøver værkets titel. Forspil til en fauns eftermiddag er indbegrebet af musikalsk impressionisme. Den stærkt retningsorienterede energi, der kendetegner den klassisk-romantiske musik fra 1700 til 1900, er afløst af en statisk ”tilstandsmusik”, der nærmest tilstræber at forvandle tid til rum. Dette kommer klart til udtryk allerede i den fløjtesolo, der indleder værket, og som selvfølgelig skal give os lyttere en fornemmelse af faunens personlighed og døsige tilstand. Musikken er fabulerende, henkastet improvisatorisk og undviger alle tilløb til afrunding og afslutning – i sit væsen beslægtet med Wagners uendelige melodi, men uden dennes hårdtpumpede dynamik.
Og dog er det sådan set tydeligt nok, at værket forløber i tre afsnit, og at det afsluttes med en klar reprise – altså en tilbagevenden til den musik, der satte det hele i gang. Men også i dette forhold afslører musikken sin egenart: I den klassiske reprise, som vi kender den fra Mozarts og Beethovens symfonier, er hovedtemaets tilbagekomst sædvanligvis en slags ”genfødsel” eller revitalisering ligesom Fuglen Fønix, der genopstår efter at være fortæret af ilden. Hos Debussy er det anderledes: Her er det som om, det ene er lige så godt som det andet, og dermed er lige gyldigt – en nærmest ophøjet, sanselig ligegyldighed, hvor øjeblikkets atmosfære er vigtigere end både fortid og fremtid.
Gilles Silvestrini: Un murmure doux et léger Den 52-årige franske komponist og obovirtuos Gilles Silvestrini står for aftenens moderne værk, Un murmure doux et léger, dvs. noget i retning af En blød og let mumlen. Værket er komponeret som bestillingsværk til den tyske by Ingolstadt, hvor det blev opført i 2011 med aftenens solist, François Leleux, som dirigent. Ved redaktionens slutning foreligger der hverken noder eller indspilninger til aftenens værk, men man kan vel på basis af andre af komponistens værker tillade sig at have nogle forventninger om, hvad det drejer sig om. Som oboist komponerer Silvestrini naturligvis gerne for træblæsere, og hans mest berømte værk er formodentlig også de seks virtuose etuder for obo, i hvilke instrumentets muligheder og fortrin kulegraves.
Men i det hele taget komponerer Silvestrini i en moderat moderne stil, der – at dømme efter de tilgængelige værker, og uden at det nødvendigvis er tolvtonemusik – godt kan give mindelser om Alban Bergs orkesterklang, men som også kan give mindelser om Benjamin Britten. Lad os møde den lidet kendte musik med åbent sind.
Hummel: Adagio og variationer for obo og orkester, op. 102 Johann Nepomuk Hummel (1778-1837) var anset for en af sin tids største pianister. Som vidunderbarn modtog han undervisning af Mozart, og senere efterfulgte han Haydn som kapelmester hos Fyrst Esterházy i Eisenstadt. Hummel knyttede venskab til Franz Schubert og modtog dennes tilegnelse af de sidste tre store klaversonater. Hummels musik er stærkt præget af læremesteren Mozart, men savner vel dennes originalitet. Dertil kommer, at Hummel ikke har komponeret symfonisk musik, hvilket har begrænset hans muligheder for entré på den store musikscene, hvor han dog også i nogen grad må siges at være ”overhalet” af sine store samtidige. Solistværket består af en introduktion efterfulgt af et letfatteligt tema, der giver anledning til en række halsbrækkende figurale variationer, hvor temaet principielt kan spilles sammen med hver enkelt variation – bortset, naturligvis, fra de variationer, hvor det er tonearten, der varieres.
Sponsorer:
Franz Schubert: Symfoni nr. 4, c-mol, ”Den tragiske”, D. 417 Schubert (1797-1828) komponerede sin fjerde symfoni allerede i 1816, mens han modtog undervisning af Antonio Salieri – som ikke mente at kunne bibringe sin elev noget, som denne ikke vidste i forvejen! Selv hans tre foregående symfonier er små mesterværker, men den fjerde er nok den, hvor han virkelig træder i karakter. Det patetiske tilnavn ”Den tragiske” stammer fra Schubert selv og antyder, at den unge mand har forsøgt at leve op til Beethovens symfoniske formåen. Men Schubert var af en anden ånd end Beethoven: Schubert var frem for alt en mester af den sangbare melodi, som han med sin harmoniske fantasi og dristighed kunne iklæde en mangfoldighed af farver. Symfonien forløber i det fra Haydn og Mozart velkendte firsatsede mønster og betegner således ikke noget større nybrud i musikhistorien; men Schuberts særegne romantiske ”wienerische” tone, som den senere folder sig ud i hans store h-mol- og C-dur-symfonier fornægter sig ikke.
© Peter Wang
program: Dirigent og solist
François Leleux
Koncertmester Yana Deshkova
Claude Debussy (1862-1918)
Forspil til en fauns eftermiddag
(ca. 10 min.)
Gilles Silvestrini (f. 1961)
Un murmure doux et léger
(ca. 17 min.)
Johann Nepomuk Hummel Adagio og variationer for obo og orkester, op. 102 (ca. 15 min.) (1778-1837) PAUSE Franz Schubert Symfoni nr. 4, c-mol ”Den tragiske” (1797-1828) Adagio molto – Allegro vivace Andante Menuetto. Allegro vivace Allegro
(ca. 31 min.)
de næste koncerter: PÅSKEKONCERT: BAROKKENS MESTERVÆRK
MUSIKALSKE LÆKKERIER
Onsdag 27. marts 2013 kl. 19.30 Vor Frue Kirke
Torsdag 4. april 2013 kl. 19.30 i Aalborghallen
Kom og oplev Bachs største korværk! Der venter alle en stor oplevelse, når vi omdanner os til et barokorkester fra Bachs tid – dog uden parykker og kastratsangere! Bachs musik er for mig en fantastisk verden fuld af kontraster, linjer, renhed og rytme. Han er klart en af mine yndlingskomponister.
Brahms 2. symfoni har en særlig plads i de fleste musikeres hjerter. Den er som en gammel ven, man altid er glad for at se: – Det er længe siden, men hvor er det dejligt at se dig igen, og hvor ser du dog godt ud. Den første gang, jeg selv spillede Brahms 2. som studerende, kan jeg huske, jeg tænkte, at nu trådte jeg ind i de voksnes musikverden, og mine ældre kolleger var dengang ligeså begejstrede: Vi får lov at spille Brahms! Selvom jeg efterfølgende flere gange har fået lov at spille hans 2. symfoni, er glæden fortsat lige intens. At spille Brahms 2. er virkelig som at gense en kær gammel ven.
Christian Thordal, violin
Program Bach: Messe i h-mol
Mark Cherry, violin Program: Takemitsu: Dreamtime Haydn: Trompetkoncert Brahms: Symfoni nr. 2
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller video-optagelser under koncerten er ikke tilladt.