Drøm om efteråret

DRØM DIN DRØM ELLER DRØM DEN

IKKE – DU FORTRYDER BEGGE DELE

Af Jens Christian Lauenstein Led

Da den norske forfatter og dramatiker

Jon Fosse for et års tid siden blev tildelt Nobels Litteraturpris holdt han en tale om netop det at tale i forhold til det at skrive. Han fortalte, at han som barn var rædselsslagen, hver gang hans lærer bad ham læse højt. Faktisk valgte han første gang, det skete at tage flugten ud af klasselokalet under påskud af at skulle på toilettet. Sproget var for skrøbeligt og vigtigt et medie til at han turde læse højt for andre. Til gengæld opdagede han snart, at sproget var et tilflugtssted, en hemmelig hule, hvor han – når han skrev –kunne være helt alene og udvikle sine egne verdener og sit helt eget sprog. I skriften blev sproget for Fosse ikke angst-provokerende, men det modsatte: sproget blev et sted, hvor angsten ikke kunne lamme ham.

Det er et stort held for mange af denne verdens læsere og ikke mindst for teatret og dets tilskuere, at Jon Fosse

DRØM OM EFTERÅRET

Iscenesættelse

Nicolei Faber

Scenografi og kostumer

Katrine Krohn

Oversættelse

Madam Nielsen

Lysdesign

Kasper Daugberg

Produktionschef

Torben Omann Sørensen

Sceneteknik

Mikkel Lindholm Andreasen, Kry Balslev, Nicklas Clemmensen, Bent Jakobsen, Tobias

Fabian Langkilde, Mads Maybom, Brian T. Rise, René Thorsen

Malersal

Karsten Legård, Rikke Wilkenschildt

Lysafdeling

Kasper Daugberg, Sune Blach Granberg, Emil Lodberg

Lydafdeling

Kristian Berg, Mikkel Routhe, Anton Caleniuc

Russo, Mads Skjøtt Stagis

Forestillingsledere

Winnie Arnum Handberg, Erik Lund, Katrine Madsen

Frisørleder

Helle Denhardt Knudsen

Frisør / sminkør

Nanna Lindholm Andreasen

fandt ud af, at sproget kan hele, at skriften kan bearbejde angsten. Det var dog ikke teatret og dramatikken, han først søgte hen til. Faktisk var det teaterfolk, der kom til ham og opfordrede ham til at skrive dramatik. Det var i begyndelsen af 1990’erne, og efter de første forsøg slog han igennem med Navnet i 1995 og Nogen vil komme i 1996. I 1999 fulgte aftenens tekst, der på Jon Fosse nynorske dialekt har titlen Draum om Hausten. Man hører i titlens lyde med de to gange ”au”, at han også har ører for sprogets lyriske lyde – på dansk er lige dét lille rim desværre umuligt at få med i oversættelsen.

Men angst kan roligt siges at klinge med også i Drøm om Efteråret. Jeg talte med instruktør Nicolei Faber om teksten og dens temaer, og han fortæller, at han mødte teksten tidligt i sin egen teaterbiograf. I 2005 i Aarhus medvirkede han som skuespiller og producent i en mindre produktion af tekstens første del. Faber blev straks dybt fascineret af tekstens enkelhed, dens helt specielle kombination af

yderst genkendelig hverdagsrealisme i dialogerne, men samtidig en lige så klar og markant sproglig konstruktion og et markant fravær af ydre, konkrete omstændigheder, som realismen ellers traditionelt er så fuld af. I Drøm om Efteråret møder vi de to unavngivne figurer ”Manden” og ”Kvinden”, og deres dialog er helt genkendelig og hverdagsagtig – de mødes tilfældigt, de har haft en eller anden fortid sammen engang, og de forelsker sig – igen? For første gang? Det ved vi ikke. Men vi ved heller ikke, hvad de hedder, hvad de arbejder med, hvor de bor eller ret meget andet om deres ydre virkelighed. Fosse bruger alle sine replikker på at skildre det indre liv, de dybere omstændigheder og de forhold, der virkelig er afgørende for et menneskes livsskæbne: de store valg, tidens gang, dødens uomgængelighed. Den åbenhed i Fosses dramatik, hvor der er meget, vi som tilskuere selv må tænke os til, tiltaler Nicolei Faber, fortæller han, fordi teksterne dermed ikke er låst fast til én bestemt type af karakterer eller socialklasser – de angår netop enhver, der er Mand, Kvinde, Far, Mor, Søn,

Lyddesign

Kristian Berg

Forestillingsleder

Katrine Madsen

Scenemester

René Thorsen

Kostumier

Anne Remien

Skræddersal

Pernille Thulin Augustinussen, Emma Lundhede

Christensen, Conni Idskov Jensen, Lone Mortensen, Dorthe Juul Rasmussen, Anne Remien

Påklæder

Theresa Breitenstein

Suffli og produktionsassistent

Michelle Christensen

Driftsmedarbejder

Henrik Christensen

Rengøring

Meladee Alarcon, Ninna Jacobsen, Marianne

Dahl Jovar

Eventansvarlig

Sofie Tone Nielsen

Producent

Maria Sidor

Salgs- og marketingchef

Jacob Bartholin

Erhvervs- og partnerchef

Tine Wammen

Mand Østen Borre Simonsen

Kvinde

Marie Knudsen Fogh

Mor

Camilla Gjelstrup

Far

Martin Ringsmose

Gry

Bolette Nørregaard Bang

Statist

Niels Bøgeskov Junior

Salg og marketing

Malou Jensen, Marc Jespersen, Henrik Korgaard, Hanne Thellufsen

Chefdramaturg

Jens Christian Lauenstein Led

Administrationsafdeling

Klaus Kristensen, Cecillie-Nicole Pedersen, Anne Colding Sund

Direktør

Claus Nørgaard Poulsen

Teaterdirektør

Kjersti Hustvedt

Aalborg Teaters bestyrelse

Tina Fredensborg (Formand)

Henriette von Platen-Hallermund

Sara Topsøe-Jensen

Erik Lund

Jesper de Neergaard

Rasmus Thomsen Ingstrup

Foto

Rumle Skafte

Forlag

Columbine

etc. Åbenheden gør, at man som tilskuer oplever og emotionelt ”forstår” mere, end det man ser og hører.

I arbejdet med iscenesættelsen fortæller Nicolei Faber videre, at han har læst teksten på den måde, at den har – i hvert fald – to lag. På det første, mest umiddelbare plan handler teksten om en mand, der - måske ved et tilfælde – får muligheden for at træffe et afgørende valg, der forandrer hans tilværelse radikalt: Han møder en kvinde, han har kendt før, og han forlader sin kone og sit barn, for at begynde en ny tilværelse sammen med denne kvinde fra før, som han møder i den første scene. Det valg får store konsekvenser for mandens liv. Måske ikke for hans arbejde og økonomi; det eneste, vi hører om det, er at han fortæller, at hans arbejde ”går godt”. Men hans valg af ny partner betyder, at han mister kontakten til ikke blot sin tidligere kone, men også til sine forældre og nok også i nogen grad til sin søn. Manden kommer end ikke til sin egen bedstemors begravelse. På det plan handler teksten om et af kærlighedens para-

dokser: Hvis man er ulykkelig med den, man lever sammen med, kan man så finde lykken med en ny? Nej, ikke altid. Måske må man vælge mellem enten at blive og leve i den oprindelige ulykkeligt døde kærlighed, eller at kaste sig ud i en ny kærlighed med andre og nye tab til følge. Faber kommer i den sammenhæng til at tænke på et sted i Søren Kierkegaards ”Enten-Eller”, hvor han skriver: ”Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.” Måske er det netop det paradoks, manden forsøger at flygte fra, og det er døden, der indhenter ham. Når hans bedstemor dør, bliver man mindet om, at der ingen flugt fra livets uomgængeligheder findes. Manden har en familie, tiden går, livet er ikke evigt.

Teksten har dog også et andet og dybere lag end historien om mandens kærlighedskvaler. Den udspiller sig på en kirkegård, og der er endda flere steder, hvor figurerne læser højt fra gravstenene og taler om de døde, der ligger i jorden under dem. Kirkegården kan opfattes,

mener Faber, som et sted, der bringer os i kontakt med døden og dermed også med vores egen dødelighed og vores livsbane. Hvor langt er jeg kommet? Hvor langt har jeg igen? Hvorfor gik den del at mit liv, der er forbi, som den gik? Hvorfor gik den så hurtigt? Kirkegårde kan føre os op i et helikopterperspektiv, hvorfra vi kan se hele vores liv. Kirkegården giver figurerne et emotionelt forhold til tiden, der forsvinder.

Endelig er der stykkets titel, der antyder, at vi har at gøre med en drøm. De store og afgørende forståelser af vores liv, vores valg og vores virkeligheder kommer måske ikke altid til os i kronologisk rækkefølge og i ræsonnementer i vågen tilstand. Måske er det i drømmen, den natlige eller dagdrømmen, i det ”uopmærksomme” øjeblik, at vi forstår, at tiden og døden ikke er narrativer og fortællinger, vi kan jonglere rundt med, som vi synes. Men at tid, liv, død og kærlighed er uomgængelige og urokkelige størrelser ligesom de fjelde og det hav, der altid var helt tæt på det sted, som Fosse sad i og skrev. I sin hule af sprog.

Flextrafik og slagtesvin

Spiller fra 31. januar til og med 15. marts 2025 på Store Scene

DET MAGISKE TIVOLITEATER

Årets store familieforestilling.

Kendt fra DR1’s julekalender 2023. Spiller fra 16. november til og med 23. december på Store Scene.

FYRAFTENSSANG

Kom og syng julen og vinteren ind med hele familien. 6. december 2024 kl. 15.00 på Store Scene.

JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET

Oplev et brølende oprør, der runger så stærkt, at det vil give genlyd i dig længe efter. 15. januar til og med 22. februar 2025 på Lille Scene.

OG MEGET MERE

F.eks. Larsens Teatersuppe og 3. Stop fra Gug. Læs mere på aalborgteater.dk

Pippi Langstrømpe

Se Astrid Lindgrens vidunderlige historie om verdens stærkeste pige! Årets børne- og familieforestilling.

Spiller fra 15. februar til og med 29. marts 2025 på Store Scene

BYT DIN LØSSALGSBILLET TIL ÅRSKORT

Du kan altid ombytte din løssalgsbillet til et årskort og få billettens værdi i rabat på årskortet. Læs mere på aalborgteater.dk

ELITEPARTNERE, FONDE OG ØVRIGE BIDRAGSYDERE

FORLÆNG TEATEROPLEVELSEN MED EN MIDDAG PÅ SCENE11

Nyd en lækker middag med en vinmenu udvalgt af Scene11’s sommelier, Thomas Lysgaard.

Læs mere og book bord på aalborgteater.dk

TILMELD DIG VORES

NYHEDSBREV OG DELTAG I KONKURRENCEN OM en teateraften for to, med spisning på Scene11 og forestilling på Store Scene.

LOYALITETSPARTNERE