2015-04 Aktive Seniorer by Adventistkirken

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer

5. årg. november 2015

Vi synger julen ind 12 & 16

EN KAMPENS MAND

BEDSTEFORÆLDRE I 2015

DET LILLE GRANTRÆ

Carl Ottosen ville egentlig være dyrlæge, men endte som sundheds-apostel, der bl.a. havde Jeppe Aakjær som patient.

Når bedsteforældre må træde til for at hjælpe deres børn og børnebørn i nødens stund.

En julehistorie fra 1942, der minder os om at sprede glæde, hvor vi bliver sat.

Leder:

Aktive Seniorer

Nr. 4 – november 2015 AKTIVE SENIORER udgives af Foreningen for Danske Adventist-seniorer. I 2015 sendes det til alle medlemmer i Adventistkirken, der er fyldt 60 år – uden beregning. Udgifterne til tryk og porto er dog stadig stigende, hvorfor gaver til bladet og foreningens arbejde modtages med tak. Gavebeløb kan indbetales på foreningens konto i Danske Bank – reg. Nr. 1551 konto nr. 000 690 2154. Ønsker man fradragsret for gavebeløb skal man i stedet indbetale direkte til Adventistkirken og øremærke det til ”Seniorafdelingen“. Adventistseniorer i udlandet kan få Aktive Seniorer tilsendt som pdf-fil via e-mail. Tilmelding foregår til walder@hafnet.dk. Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.) tlf. 7589 5619, e-mail: walder@hafnet.dk, Birthe Bayer, Harry Sættem Layout: Bohsen – grafik & medier Tryk: Øko-tryk Forside foto: Lad ikke den kommende tids gaveræs blokere for tanken om ham, der steg ned fra himlen for at bringe frelse til mennesker. Deadline for stof til næste blad: 1. januar 2016 Næste blad udkommer: februar 2016 ISSN: 2244-9930 FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER Formand: Bent Nielsen, tlf. 6590 2570 Næstformand og redaktør: Walder Hartmann Kasserer: Doris Jørgensen Sekretær: Birthe Bayer Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Lehnart Falk, Harry Sættem, Hanne Schantz Bent Marcussen, Henrik Jørgensen

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Formandens tanker: Kære seniorer. Denne gang vil jeg gerne dele lidt af min bibellæsning med jer. Vi begynder med: EN TANKE FRA PAULUS Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter, eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,37-39) Den, der sejrer i Jesus Kristus, vil kunne erkende, at Gud er kærlighed, og at intet kan skille os fra Gud. Vi lever i en tid, hvor angst og frygt meget let kan gribe os. Tusinder af mennesker er på flugt. De flygter fra krig og sult og død, og forsøger på deres flugt at finde et bedre land. Hvor ofte tænker vi på at hjælpe dem? Har vi givet dem noget, der kan lindre og dække deres behov, så de kan få en tilværelse, der er værd at leve? Hvor anledningen byder sig, taler vi så med dem om Jesus, der elsker alle mennesker? Jesus har den eneste løsning på alle de mange problemer, vi mennesker har skabt i denne verden. Han har lovet at komme igen, for at hente dem, som tror på ham, med til himmelen. De, der hverken vil eller kan tro på hans ord, kommer til at gå glip af evigheden sammen med ham. Vi nærmer os tiden, for Jesu genkomst. Vi ved ikke noget om, hvornår det sker; men indtil han kommer, kan vi hjælpe med at lindre denne verdens nød og elendighed. Vi kan hjælpe på så mange måder – og vi må tage tid til at gøre noget personligt for de mange, der lider. Guds kærlighed og hans hjælp har vi altid til vor rådighed. Må Gud velsigne os alle i det, vi gør for vor næste. De bedste hilsener Bent Nielsen Af: Bent Nielsen Foto: Birgitte Bohsen

Redaktionelt:

Festglans omkring det hverdagsgrå Da jeg for mange år siden var praktikant hos én af Adventistkirkens præster, lærte jeg, at der skulle være balance mellem min optræden på prædikestolen om sabbatten og min ageren i de mange hverdagssituationer, som jeg ville komme ud for. Jeg hørte endda en anekdote om en gammel prædikant, der på helligdagen prædikede så inspirerende, at menigheden hver uge udbrød: ”Gid han aldrig ville forlade prædikestolen!” Til gengæld havde han temmelig mange problemer med sit personlige liv fra søndag til fredag, at menigheden ønskede: ”Gid han aldrig ville gå på prædikestolen igen!” Ikke alene præster har problemer med hverdagens kristendom, det er et almènt menneskeligt problem, som de fleste af os kæmper med. På den baggrund er det forståeligt, at Jesus, da han blev bedt om at udpege det største bud i loven, svarede ved at henvise til 5 Mos 6,5: ”Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke”. Og så tilføjede han: ”Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22, 38.39). VAR JESUS UDE PÅ AT NEGLIGERE DE TI BUD? Da Gud skrev de ti bud på stentavler og overgav dem i Moses’ vare-

tægt, var det ikke et nyt sæt regler, som israelitterne skulle overholde. Vi kalder dem bud; men har i virkeligheden derved givet dem en lidt forvansket karakteristik. Budene var nok oprindelig tænkt som undervisning – en hjælp til at forstå de moralske principper, som Gud allerede fra menneskets skabelse havde nedlagt i dem og som gennem deres samvittighed var en hjælp til at realisere menneskers liv med Gud og med hinanden. Børnene i Israel lærte dem udenad og skulle kunne dem på fingrene og huske dem. Jesus har uden tvivl også lært dem udenad, mens han var barn i Nazaret, og han praktiserede dem uden tvivl til fuldkommenhed; men på given opfordring sammenfattede han dem til et par ”gyldne regler”, som definerede, hvordan Gud ønsker at beskytte forholdet mellem generationerne, beskyttelsen af livet, ægteskabet og ejendomsretten. Jesus negligerede ikke de ti bud, men han ønskede at vise, at livet er truet eller tilmed bliver umenneskeligt, når principperne i de ti bud går i glemmebogen eller foragtes. Det er nemt for os at tage gode beslutninger, når vi sidder på kirkebænken, men vi fortrænger ofte de gode beslutninger, når hverdagen møder os med sine krav og udfordringer.

DER ER FLERE HVERDAGE END FESTDAGE Den blinde digter, Mathias Orheim, der levede i Norge fra 1884 til 1958, skrev bl.a. en salme om hverdagskristendom, hvori det hedder: Hverdagskristen, døbt til virke, født til kærlighed, skabt af Gud. Vier hjem og hal til kirke, køkkenkrog og handelsbod. Mønt og varer får Guds stempel, falsk og fusk på døren må. Alterlyset i Guds tempel gi’r festglans i det hverdagsgrå. Sådan bliver det, når der er samklang mellem liv og lære, når Guds børn kaster lys og varme over deres omgivelser; men der er flere hverdage end festdage.

Af: Walder Hartmann Foto: thinkstockphoto.com

Nr. 4

November 2015

En kampens mand Da seniorforeningen i 2013 besøgte Jeppe Aakjærs hjem Jenle, blev vi bekendt med, at forfatteren egentlig stod i stor gæld til én af Adventistkirkens danske personligheder, overlæge Carl Ottosen. Vi forsøger derfor at sætte fokus på denne sundhedsapostel ved hjælp af uddrag fra en erindringsbog om ham – suppleret med spredte udsagn fundet på internettet. Tilsammen tegner dette et billede af en mand, der kæmpede for det, der sundhedsmæssigt gavnede hans medmennesker og bekæmpede det, der skadede dem. Tekst: Teksten er udvalgt af Walder Hartmann

Carl Ottosen, som han hed i daglig tale, blev født på gården Vester Sortkær i Elling Sogn i Vendsyssel som søn af gårdejer Otto Christian Jensen og Ane Johanne Christensen som den femte i rækken af otte børn. Som barn skilte han sig ud fra andre børn, idet han ikke var tilfreds med kun at gå i skole to dage om ugen, hvilket var normen den gang. Han fik derfor tilladelse til også at følge undervisningen på en naboskole, og kunne derved opnå fire undervisningsdage om ugen. Manglende lyst til at blive landmand som forældrene og hans brødre var, medførte, at han kort efter sin konfirmation flyttede til København for at uddanne sig til dyrlæge. Her kom han gennem den dansk-amerikanske pastor A. Brorson (en ætling til salmedigteren Hans Adolf Brorson) i forbindelse med Syvende Dags Adventisterne, og følte sig tiltrukket af deres troslære og vegetariske livsstil. 1 1. Wikipedia 4

Nr. 4

November 2015

EN AFGØRENDE OPLEVELSE Afholdsfolkene havde sammenkaldt til et stort møde og særlig indbudt repræsentanter fra de forskellige kristelige samfund for at drøfte afholdsarbejdet, og et af de nyeste og helt ukendte samfund, syvende dags adventisterne, havde også sendt en repræsentant, der navngav sig som ’Knud Brorson’, nylig ankommet fra USA. Navnet Brorson tiltrak sig naturligvis straks min opmærksomhed, opflasket som jeg så at sige var med biskop Brorsons salmer. Efter mødet gik jeg hen til ham og spurgte, om han var i slægt med vor store salmedigter. Jo, de var han, men Brorson var jo død for flere hundrede år siden. Efterhånden var blodet nok blevet noget tyndt, men han lignede dog sin store forfader deri, at han gerne ville elske, tjene og lyde Gud. Igennem de kommende uger talte vi ofte sammen. Han var prædikant. Han var kommet til Danmark for at forkynde Kristi snare genkomst, som han og

hans trosfæller mente nu var nær forestående. Desuden sagde han, at skønt Morten Luther var nået langt bort fra kirkens forkerte lære, var han ikke nået frem til den fulde sandhed. Reformationen burde ikke være standset ved Luthers død, men ført videre frem. Søndagen f.eks. var en helligdag, kirken havde indført, men lørdagen – sabbattens dag – var den af Gud indstiftede helligdag, og da den var påbudt med særlig begrundelse og med særlig velsignelse, ville det være et stort skridt tilbage fra usandhed til sandhed, fra ulydighed til lydighed, om kirken igen helligholdt sabbatten. Jeg blev først grebet af Brorsons personlighed, men efterhånden fik hans forkyndelse tag i mig, og jeg besluttede at jeg ville være adventist… 2 For at tjene til mit underhold gav jeg privat undervisning. Jeg fulgte min gode barndomslærers 2. En kampens mand v. Arne Hall Jensen og Carla Ottosen, (Borgens forlag) s. 33

eksempel, og jeg fandt stor glæde i dette arbejde. Jeg kunne mærke, eleverne satte pris på mig. De anbefalede mig til deres kammerater, og jeg fik meget at bestille. Samtidig blev jeg stadig undervist i adventisternes troslære. Skønt bevægelsen kun var ca. fyrretyve år gammel, havde den allerede en fasttømret organisation, en fast plan i arbejdet, og snart tog jeg del i arbejdet i min fritid. I 1886 blev jeg udtaget til prøveprædikant, og såvel Knud Brorson, som hans broder Adolph B. og samfundets øvrige ledelse foreslog, at jeg skulle blive præst. Jeg synes selv godt om tanken, men skulle jeg ordineres til præst, måtte jeg til Amerika for at komme på skolen i Battle Creek, en lille by et hundrede tyve miles fra Detroit og et hundrede firetres miles fra Chicago, og inden længe kom rejsen i stand. 3 CARL OTTOSEN I AMERIKA Carl Ottosen afbrød altså sine dyrlægestudier og rejste til USA, hvor han mødte lægen og sundheds-reformatoren John Harvey Kellogg, hvis bror er kendt for Kellogs Cornflakes. Her arbejdede han sammen med Kelloggs i dennes Health Reform

Institute, det senere Battle Creek Sanatorium, hvor han stiftede bekendtskab med fysioterapi og diætbehandling. Han opdagede at frisk luft, vand, lys, massage, gymnastik, elektricitet og en rationel diæt havde både helbredende og forebyggende effekt, og rejste derfor tilbage til København for at uddanne sig til læge. I 1896 tog han sin lægeeksamen ved Københavns Universitet, hvorefter han endnu en gang rejste til USA. Her blev han den 10. april 1897 gift med den norske sygeplejerske og massøse Johanne Pauline Ottosen (1864-1921), som han havde mødt på Battle Creek Sanatorium. 4 I bogen En kampens mand kan man finde udpluk af den livlige korrespondance, der udveksledes mellem de to unge kærester, mens han gjorde sine lægestudier færdig i København. Carl Ottosen tog sin eksamen med godt resultat, og da kirken i København var blevet indviet i 1896, rejste han til Amerika, hvor brylluppet fandt sted. Dr. Kellogg modtog ham atter hjerteligt og priste i høje toner hans valg af hustru. Han erklærede, at hun nu var fuldt uddan-

3. Samme s. 35

4. Wikipedia

Vue over Skodsborg 1912.

net sygeplejerske og massøse. Hun havde gode evner til at lede arbejdet og få personalet til at yde deres bedste. Desuden havde hun jo for længst gennemgået et videnskabeligt husholdningskursus. ”Hun er den dygtigste og betydeligste af alle de elever, vi har haft,” sagde han. 5 PERSILLEDOKTOREN Mens Carl Ottosen var i USA, havde hans bror hjemme i Frederikshavn købt byens største og flotteste gård, den gamle byfogedgård Frydenstrand, hvor adventistsamfundet startede en nordisk højskole. Skolen klarede sig ikke så godt, men Carl Ottosen og hans første kone havde efter en studietur i Europa en anden ide med hjem, nemlig et kurbad på den skrantende højskole. Det blev en fantastisk succes. Kurbadet tiltrak de rige og berømte fra hele Skandinavien, mens de lokale frederikshavnere morede sig over Carl Ottosens ideer og ofte lod søndagsturen gå forbi Kuren, som stedet blev kaldt. Så kunne man ved selvsyn opleve, hvordan der blev gjort morgengymnastik, som da ikke kunne være sundt for nogen. Carl Ottosen holdt hårdt på et forbud mod spiritus på sit kurbad, mens der godt kunne dispenseres lidt fra de vegetariske retter. Grøntsagerne, som Frydenstrands eget gartneri dyrkede, skulle være friske og naturligvis dyrket ”uden brug af kunstige midler“, og dette vegetariske islæt var naturligvis medvirkende til, at folkevidet gav Carl Ottosen navnet Persilledoktoren. Og så skulle behandingen på Frydenstrand selvfølgelig omfatte lys, >> 5. En kampens mand, s. 48-68 Nr. 4

November 2015

>> helst sollys, og selvfølgelig masser af frisk luft. 6 På et tidspunkt foreslog dr. Ottosen, at man skulle drive Frydenstrand badesanatorium om sommeren og finde en mere centralt beliggende plads til et helårs sanatorium i nærheden af København og dermed også Sverige, og så drog man på opdagelse. En dag, da dr. Ottosen sammen med nogle venner cyklede ud ad Strandvejen, så han i Skodsborg to villaer til salg. Den ene, ”Sundeved” havde engang været Frederik den Syvendes hestestald, den anden, ”Skodsborghus”, hans kavalerbolig. Dem blev man enige om at købe. Beliggenheden var så smuk og salgssummen overkommelig. Nu gik det løs. Dr. Ottosen kom hurtigt på tale blandt folk, Skodsborg måtte udvides, prominente personer strømmede til, og i 1903 udvidede Ottosen sit virkefelt til København, da man oprettede en klinik i Store Kongensgade 36-38. Om begivenheden skrev Berlingske Tidende, Nationaltidende, Vort Land, Kristeligt Dagblad og andre københavnske dagblade med store overskrifter: ”Skodsborg Sanatoriet anlægger mønsterfilial i København”. LÆGE OG DOG LÆRER Dr. Jensine Iversen har fortalt, at hun, da hun læste til artium havde hun stud.med. Ottosen til lærer i dansk, og hun sagde: ”Der var dygtighed og spillende liv i hans undervisning, og det var ikke blot dette såre interessante fag, Carl Ottosen søgte at vække elevernes begejstring for, men også for andet – af betydning for livet og fremtiden. Der gik en stor 6. Frederikshavn.dk/persilledoktoren 6

Nr. 4

November 2015

skolemand tabt for samfundet, da Carl Ottosen blev læge, men sin glimrende evne til at undervise benyttede han til gavn for mange” 7 Igennem sine foredrag fik overlægen også afløb for sine pædagogiske evner. Han var den første læge der gav sig til at holde sundhedsforedrag, og det vakte som alt andet nyt, han indførte, stor modstand hos både læger og andre mennesker. Ikke desto mindre kom folk i skarevis for at høre foredragene: Hvad er sundhed?, Sundhed og livsglæde, Fra syge til stærke nerver, Træthedsproblemet og arbejdsevnen, og mange, mange flere. 8 Jeppe Aakjær, der på et tidspunkt af en læge havde fået konstateret koldbrand i begge ben, og var stillet en amputation i udsigt, tilbragte en tid ved Frydenstrand, og kunne rejse derfra med begge ben i behold. I taknemmelighed over Carl Ottosens arbejde sendte han følgende lille digt til ham: ”Kære dr. Carl Ottosen De bar mig bort fra dødens sorte vande med livets solglans på den høje pande. I beundring og tak Deres hengivne Jeppe Aakjær“ På Frydenstrand Badesanatorium holdt han nordiske sundhedsuger, og stedet blev besøgt af tidens politikere, forretningsfolk, skuespillere og kulturpersonligheder. Holger Drachmann var blandt de gæster, der vendte tilbage flere gange, ligesom den senere statsminister Thomas Madsen-Mygdal også var gæst ved sanatoriet.9 7. En kampens mand, s. 82 8. Samme, s. 86 9. Wikipedia

MARTS 1942 Den 18. marts 1942 skulle dr. Ottosen tale i Præstø. Jorden var endnu dækket af sne, ikke det mindste forårstegn havde vist sig og tunge sneskyer hang lavt over Dyrehaven. Næppe var toget rullet ud fra Skodsborg station, før der begyndte at falde islag, der varede i fire-fem timer… radioen meldte om togstandsninger her og der… næppe var toget kørt fra Præstø, før snefaldet atter tog fart, halvvejs mellem Køge og Roskilde blev toget sneet inde, og der måtte det blive et helt døgn. Det frøs omkring tyve grader. Brændslet slap op, toget blev iskoldt, og det var en meget forkommen overlæge Ottosen, der næste dags aften steg ud på Københavns Hovedbanegård. Fem uger senere begyndte det helbredsmæssigt at gå ned ad bakke for overlægen. Den 12. maj ”drejede han sin kind mod puden, og som et barn, der lægger sig til i mors arm, sov han ind”. Ved en gribende og meget stemningsfuld højtidelighed blev overlæge Ottosen bisat fra Skodsborg Badesanatorium. På den hvide egetræskiste og rundt om katafalken lå hundreder af dejlige kranse og dekorationer fra både private og offentlige institutioner. Ja, der var blomster fra hele Norden. Det var umiskendeligt, at en af landets store og gode mænd var gået bort. Fra alle sider blev han mindet, og der var mange duggede øjne i forsamlingen. Hans liv var en eneste stræben efter at give sit lands brn de nyeste og bedste midler i hænde for at bevare sundheden. 10

10. En kampens mand s. 186-187

VEJLEFJORD – 85 ÅR Den 5. september fejrede Vejlefjordskolen, at man havde holdt til ved Vejle Fjord i 85 år, men samtidig at der nu havde været kostskolevirksomhed blandt danske adventister i 125 år. Mange var mødt frem for at fejre begivenhederne. En af dem var undertegnede, der bidrog med flg. betragtning:

Tekst: Walder Hartmann Foto: Kasper Struksnes

Når man henvender sig til en 85årig gør man det som regel med en passende blanding af respekt og hengivenhed – og det er også de følelser, jeg nærer i forhold til Vejlefjordskolen efter 64 års nært bekendtskab med denne institution. 85 eller 125, hvis vi regner begyndelsen med, kan naturligvis ikke sammenlignes med Herlufholms 450 år, men er dog menneskelig set noget af en alder. Man er imidlertid først gammel, når man har større glæde af fortiden end af fremtiden – og derfor var det meget passende, at Vejlefjordskolens jubilæumsantologi fik titlen: Vejlefjord – et springbræt til fremtiden. Man kunne måske fristes til at tro det modsatte, da Vejle Amts Folkeblad forleden omtalte bogen under overskriften – Historierne om 125 års skoleliv endelig samlet, men sandheden er jo, at fremtiden bliver bedst, når man ikke glemmer sine rødder/historie. Og historierne er mange – takket være de mange personlig-

heder og individualister – både blandt elever og lærere – som har gjort Vejlefjordskolen til et unikt fænomen i den danske skoleverden. I min egen elevtid på Vejlefjord, mødte vi alle en onsdag morgen forventningsfulde op til den ugentlige foredragstime. Forventningsfulde, fordi det var en af skolens populære lærere, der skulle holde foredrag. Hans indledning lød: Nu døde, der en kineser – kort pause – nu døde der en til – og så var tonen slået an til et foredrag om befolkningstilvækst, fordeling af naturens ressourcer, personlig ansvarlighed etc. Karl A. Frederiksen var altid både aktuel og underholdende, men samtidig bevidst om sit ansvar for at tydeliggøre for sine elever, hvilke karaktertræk, der er nødvendige, hvis man skal være en nyttig samfundsborger. Sammen med lærer Frederiksen har et utal af lærere og ansatte været med til at skabe nye personligheder, der i dag yder en værdifuld indsats på alle mulige områder i det danske samfund – mange indenfor sundhedsvæsenet, men bemærker jeg – ikke så få har valgt en teologisk løbebane og sidder nu som sognepræster rundt om i Danmark og naturligvis som præster og ledere indenfor Adventistkirken. Myten om indoktrinering burde derved være manet i jorden. Man kan vel ikke fortænke mig

i at mene at 1950érne var en gylden periode i Vejlefjords historie. I den periode skabtes en verdensleder for Adventistkirken, et par universitetsrektorer, flere kirkeog institutionsledere og en skare præster og undervisere, der har ydet en trofast indsats i menigheder og på menighedsskoler og nu venter på at blive afløst af senere Vejlefjord-generationer Var 50’erne gyldne, så må man vel sige, at 70’erne fik skær af krystal og diamant. Gymnasieplanerne og deres gennemførelse fik Vejlefjord til at skifte karakter. Hvor vi nok før havde været temmelig introverte, blev vi pludselig både interesserede i og interessante for lokalsamfundet. Det var den gang tidligere borgmester Helge Nielsen kaldte Vejlefjord for ”en pryd for Hedensted Kommune”. Med storkommunen fik vi en konkurrent i Tørring. Men Vejlefjord forblev unik. Nu er der så gået 85 år her på stedet. Det bliver vel næppe til 85 mere, for på Vejlefjord bliver ordene fra Åb 22,20 stadig citeret og taget alvorligt: »Ja, jeg kommer snart.« og både unge og ældre røster tilføjer deres :Amen, kom, Herre Jesus! Jeg nærer stadig stor respekt og hengivenhed for Vejlefjord. Derfor tillykke til jer, der stadig har den daglige gang hernede – som elev eller som ansat. Pas godt på jeres/vores skole. Vi får aldrig noget lignende! Nr. 4

November 2015

Jul

Et barn er født

De næste uger vil juleevangeliet lyde om og om igen i kirker og menighedshuse. En gang imellem er det derfor velgørende at høre en ny version af den gamle historie. Her bringer vi en smagsprøve på en dansk forfatters genfortælling af Bibelen.

Juleevangeliet ifølge Matthæus og genfortalt af Anna Sophie Seidelin

”Under mange skikkelser og på mange måder talte Gud i gamle dage til vore jødiske forfædre gennem sine profeter. Men nu ved afslutningen på verdenshistorien har han talt til os gennem sin søn og arving, til hvem han har overdraget verdensaltet… denne søn, som er Guds herligheds udstråling, Guds væsens udtrykte billede” (Hebræerbrevet). Jesus var jøde. Han var lige så meget jøde som de jøder, der lever i dag, i Israel og i Danmark og i Amerika, lige så meget jøde, som de jøder, Hitler forfulgte. Det er det allerførste, vi må vide. Matthæus-evangeliet begynder med en kongerække. Den rummer hele jødefolkets historie, trængt sammen i en række navne: Sønnerne fra Abraham til kong David, kongerne fra David til folket blev bortført til Babylon, og deres ukendte efterkommere, som ikke mere var konger i landet. Det sidste navn i rækken er Josef, Jesu far. Han stammede i lige linje fra kong David og skulle altså have siddet på tronen i Jerusalem. Men det var mange hundrede år siden, jøderne havde haft en Davids-konge. Kongeslægtens efter-kommere levede nu ubemærket rundt om i landet og pas8

Nr. 4

November 2015

sede deres almindelige erhverv. Josef var bygmester. Han skulle giftes med en ung pige, der hed Maria – det var noget, forældrene til de unge aftalte dengang. De to unge havde ikke været sammen endnu, men der var ikke så længe til brylluppet. Og så opdagede Josef, at Maria ventede et barn. Han blev vred og havde mest lyst til at rejse fra det hele uden at sige noget til nogen. Men så om natten havde han en drøm. Der stod et sendebud fra Gud foran ham. Guds sendebud kalder man ”engle”. Kunstnerne plejer at male dem som menneskefugle med store vinger – det er for at man kan se, de er hurtige – hurtige som Guds tanke. Men folk, der har set engle, siger at det med vingerne lagde de ikke mærke til. De vidste bare, at den skikkelse, de så, var et sendebud fra Gud, en engel. Englen sagde: ”Josef Davidssøn, du skal ikke være bange for at gifte dig med Maria, for barnet i hendes skød er blevet til på Guds Ånds befaling. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navn og kalde ham ”Befrier”. For sådan spåede profeten i gammel tid.

Jomfruen skal blive med barn og hun føder en søn og giver ham navnet Med os Gud

Josef vågnede. Drømmen stod klart for ham, og han troede på den. Det kunne han af to grunde. For det første var han af Davids slægt, og profeterne havde spået, at Gud ville lade Davids slægtens lange historie slutte med Messias. For det andet regnede jøderne med, at Gud var levende. Han skabte verden hver eneste dag. Vi siger, at det er naturkræfterne, der får stjernerne til at kredse i deres baner og livet til at formere sig med grønne planter og dyr. Jøderne tænkte, at det var Gud, der holdt naturen i gang efter de love, han havde givet ved Skabelsen. Jøderne så altså naturen på en mere leende måde end vi. For os er naturen en prægtig og fint afstemt mekanik. For jøderne var naturen som en pragtfuld og indviklet dans, inspireret af Gud. Derfor kunne Josef tro, at Gud kunne dirigere med naturen, som han ville. Josef troede på sin drøm – det ser vi af, at han gjorde, som englen havde sagt. Han holdt bryllup med Maria. Men han rørte hende ikke, før hun havde født sin søn. Og han gav drengen navn og kaldte ham Befrier. Det er nemlig, hvad navnet Jesus betyder. Men hvad skal vi med hele den jødiske kongerække, alle Josefs forfædre, hvis Josef ikke var far til barnet? Jo, den lange stamtavle fortæller, at Josef adopterede barnet. Det gik uden formularer,

for Maria og Josef blev gift, før barnet blev født, og så regnes barnet automatisk for at være ægtemandens. Det var Josefs gave til Marias søn: Han gav ham et hjem og forfædre. Marias dreng fik sandelig noget at arve. Hele den jødiske historie fra Abraham, alle sit folks fejltagelser og synder, og alle dets helte-bedrifter, arven fra den store tid og fra folkets nedgangstid og slaveriet under stormagterne. Det var et fallitbo Jesus arvede. Det var en mærkelig arv for et lille barn at gå ind til. Men barnet arvede mere endnu. Matthæus nævner udtrykkelig fire af kvinderne i Josefs

stamtavle: Tamar, Rahab, Ruth og Batseba. Ingen af dem var jøder. De var hedninger. Gennem disse mødre i David-slægten arvede Jesus et krav på ”folkeslagene”. Hele den hedenske verden. Alle mennesker var hans familie. Der er mere end navne i Jesu stamtavle. Der er tal. Matthæus har stillet navnene op, så de kan opfattes som 3x14 generationer. På Bibelens tid brugtes tal, foruden naturligvis til at regne med, også til at beregne lykke eller ulykke. Vi kender det godt: ”Alle gode gange er tre” og sidde 13 til bords. Gode tal var 1,2,3,7 (ugedagene), 12 (månederne, Dy-

rekredsen), 40, samt mangefold og addender af disse tal. Og 3x14 er 3x2x7. Dermed vil Matthæus sige, at Jesus kom i rette øjeblik, i det, der hedder ”tidens fylde”. Og sikkert er det, at hvad Jødefolket angik, kom Jesus i yderste øjeblik. Hans samtidige nåede at se landet ødelagt og folket deporteret 40 år efter Jesu død, i år 70. Og ude i romerriget var fortvivlelse og usikkerhed så udbredt, at apostlenes prædiken kom lige derind, hvor folk levede. Kilde: Anne Sophie Seidelin genfortæller Bibelen (Aschehougs forlag).

Nr. 4

November 2015

Bedsteforældre i 2015

Nedenstående indlæg, der kunne læses i Review fra maj 2015, har bud til både bedsteforældre og seniorer generelt, når det gælder forholdet til børn og unge. Det er ikke længere nok bare at læse op fra onkel Arthurs skumringsfortællinger. Den tid, hvor børnebørnene besøgte bedstemor og bedstefars gård for at hjælpe til med at samle nylagte æg i hønsegården, eller forsøge at malke en ko, at hjælpe til med høsten og at nyde godt af bedstemors hjemmebagte brød, er nu næsten en saga blot. Ikke mange familier passer ind i et sådant mønster i vor tid. Faktisk bliver 4,9 mio børn i USA, ifl. statistikerne, opdraget udelukkende af deres bedsteforældre, 10

Nr. 4

November 2015

hvilket er dobbelt så mange som i 2000. Billedet af beundrende bedsteforældre, der forkæler børnebørnene med hjemmebagte småkager fra kagedåsen, bliver nu ofte erstattet af et, hvor de pludselig får myndighed over børnebørnene og skal træffe beslutninger, der burde høre forældregenerationen til. Hvorfor gør de det? Det korte svar: Det handler om familien. Kærlighed til børnebør-

nene er stærkt motiverende, når der er brug for at træde til med en hjælpende hånd. Mange forskellige omstændigheder kan sætte bedsteforældre i en sådan situation. Der kan være tale om skilsmisse, sygdom, misbrugsproblemer eller måske dødsfald. OMVÆLTNINGER I TILVÆRELSEN Casey, Sean, Janelle og Jordan mistede deres forældre i et fly-

styrt. De eneste, der var parat til at hjælpe, var moderens forældre, der var i 60’erne. Pludselig stod disse bedsteforældre med det tunge ansvar at skulle opdrage disse værdifulde børn. Ikke alene måtte de kæmpe med sorgen over at have mistet deres datter og svigersøn; men de skulle også hjælpe børnene gennem deres sorg. Hvert af børnene reagerede forskelligt på tragedien og kæmpede med følelser som vrede, depression, afstand-tagen og en blanding af alle disse stemninger. Omstændighederne spiller naturligvis en rolle, når bedsteforældre skal træde i forældres sted, men børnenes behov er stort set de samme. De basale behov (som hjem, forplejning og tøj) kan være en udfordring, men de skaber sjældent de største problemer. Den følelsesmæssige forbindelse mellem en garvet voksen og et ungdommeligt sind og legeme kan være overvældende for begge anskuer livet fra hver deres alder og synsvinkel. Aldersforskellen mellem bedsteforældre og børnebørn spiller en større rolle end mellem forældre og børn. Bedstemor og bedstefar elsker et let måltid og en stille aften; ungerne er skrupsultne og skal køres til idræt og musikundervisning – ligesom de skal have hjælp til lektierne. Det kan godt være, at svarene på matematikopgaverne er de samme, men måden at finde frem til svarene på er helt anderledes, end da bedsteforældrene gik i skole. DET HALVT FYLDTE GLAS Situationen er ikke ideel, men kendsgerningen er, at bedste-

forældre mange gange må træde i forældres sted i forhold til nutidens børn. Hvordan forholder man sig så til denne virkelighed? Det kommer an på et valg. Vi kan vælge at betragte glasset som halvtomt eller halvt fyldt. Det sidste hjælper til at se de mange muligheder. · En ny forældrechance. Mange ønsker at gøre forældrerollen om igen, så de undgår de værste fejltagelser. Den erfaring, der manglede første gang er nu til stede. · Muligheden for at gøre en forskel i et barns tilværelse. Alle børn fortjener kærlighed. Hvis du får denne mulighed på grund af traumer i et barns tilværelse, har du muligheden for at hjælpe netop det barn til at heles og udvikle sig positivt i både ånd og sjæl. uligheden for at bevare et · M ungdommeligt sind. Kører du dit barnebarn til idræt, så bliv og vær med til at heppe det frem til en god præstation. Bidrag med et eller andet til deres bazar eller loppemarked. Tag dem med ud at købe de rædselsfulde jeans med huller, som de foretrækker – og nyd en isvaffel eller pizza sammen med barnet og dets venner. · Muligheden for at knytte stærkere bånd. Det at leve sammen i hverdagen vil hjælpe dig til at opdage de specielle evner, karaktertræk og følelsesmæssige behov, som netop dit barnebarn har. Tag tid til at tale sammen

over en burger med pommes friter. Du vil blive overrasket over det, du opdager. Muligheden for mere mening i · tilværelsen. Seniortilværelsen kan for mange se ret så meningsløs ud. Nogle spekulerer stille over, hvad nytte de egentlig gør. Hvis du bliver mentor for et barn, får du mulighed for at dele dine værdier, din visdom og din vejledning med den næste generation. Bedsteforældres rolle er ikke længere den samme, men under Guds velsignelse kan det blive en god erfaring for både bedsteforældre og børnebørn. ”Læg jer de ord, jeg her siger, på sinde; I skal binde dem om jeres hånd som et tegn, og de skal sidde på jeres pande som et mærke. Lær jeres sønner dem, fremsig dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte, for at både I og jeres børn må leve længe på den jord, som Herren lovede jeres fædre at give dem, ja, så længe himlen hvælver sig over jorden” (5 Mos 11). Dit eksempel kan måske frelse dit barnebarn. Hvilket større privilegium kan du ønske dig?

Tekst: Feryl Moorhouse Harris Foto: dreamstime

Nr. 4

November 2015

Kalender

Vær med til at fastholde traditionerne!

Billeder fra sidste års adventstræf

Seniorforeningen indbyder igen i år til de traditionelle adventstræf for seniorer: Søndag den 8. november

Søndag den 22. november

FRA 12-17 I ADVENTKIRKEN, CONCORDIAVEJ, NÆRUM

»»

Festmiddagen er klar kl. 12

FRA 12–17 I ADVENTKIRKEN, LILLE NØRLUND

»»

Festmiddagen er klar kl. 12

»»

DRA sætter fokus på A flygtningesituationen kl. 14

»»

ølkærkoret underholder K fra kl. 14-15

E ftermiddagen byder i øvrigt på sang, musik og socialt samvær

»»

DRA sætter fokus på A flygtningesituationen kl. 15

g naturligvis en forsmag o på julens lækkerier i Østdanmark

»»

Pris pr. person kr. 125-

en heller ikke vestdanm skere snydes for julens lækkerier, idet kokken disker op med lidt at køre hjem på fra kl. 16.

»»

T ilmelding snarest til Bent Nielsen – tlf. 65902570

»»

Pris pr. person kr. 125,-

»»

T ilmelding snarest til Bent Nielsen – tlf. 6590 2570 eller Birthe Bayer – tlf. 7589 6590

Nr. 4

November 2015

KølkærKoret er et firestemmigt voksenkor på omkring 40 sangere. Koret har eksisteret siden 1958 og mødes hver tirsdag aften i missionshuset i Kølkær. Koret har det specielle kendetegn, at man udelukkende synger på dansk. Dette dels fordi nogle af de ældre medlemmer ikke synes, de magter at synge på udenlandsk, men også fordi vi har erfaret, at publikum faktisk rigtig gerne vil høre noget dansk. Koret slår tonen an til en eftermiddag med julens sange og salmer.

Nyt og noter:

Os i ellem Nyt fra Bibelselskabet

Ønsket om bibelsk materiale og salmebøger fra præster og patienter er stort. Men der er ingen penge til at efterkomme ønsket. Det vil Bibelselskabet gøre noget ved Af Synne Garff, international chef

Både børn og voksne har brug for trøst, håb og lindring, når de er indlagt. Bibelen og Salmebogen er gode redskaber, som bruges aktivt af præster i den danske sundhedssektor. Virkeligheden er dog, at det er svært for præsterne at finde midler til materialerne. Bibelselskabet får derfor ofte henvendelser fra præster over hele landet. For at få et mere præcist indblik i behovet gennemførte Bibelselskabet interviews med en række præster i sundhedssektoren. Samtidig undersøgte vi, hvilke bøger, der er mest brug for. Herigennem blev det tydeligt, at der vitterligt er et stort og udækket behov for bibelsk materiale. Bibelselskabet tog desuden kontakt til PRIS - et fagligt netværk for bl.a. sygehus-, hospitals- og hospicepræster, der bekræftede behovet. Det er baggrunden for, at vi nu iværksætter projektet Bibler til danske hospitaler.

Rapport om religionsfrihed, udgivet af Adventistkirken viser voksende udfordringer Syvende Dags Adventistkirkens afdeling for Religionsfrihed, har offentliggjort en rapport over hvordan situationen er for religionsfrihed i hvert enkelt land i verdenen. Det er den niende rapport produceret af kirken siden 1999, og ifølge Ganoune Diop, lederen af religionsfrihedsafdelingen afslører denne rapport internationale tendenser der ikke er opmuntrende. ”Selvom at der er en stor global mobilisering for at promovere religionsfrihed,” skriver Diop i introduktionen til rapporten, ”forbliver statussen på religionsfriheden i verdenen dyster.” Han henviser til de seneste data som Syvende Dags Adventistkirken og andre har indsamlet, alle peger imod et billede af at religionsfriheden i verdenen bliver mere indskrænket. Endnu mere alvorligt er det i de områder af verdenen hvor hurtigt voksende ”ikke-statslige aktører” bestemmer, såsom terror organisationer og militante grupper. Denne rapport er unik, da den giver et tydeligt Syvende Dags Adventist perspektiv på rapporterne om religionsfrihed. I denne rapport er der for

hvert land inkluderet et politisk og socialt overblik, en oversigt over de relevante love, en analyse af beskyttelsen af religionsfriheden og en opsummering af Syvende Dags Adventistkirkens seneste oplevelser indenfor dette retsområde. Som sabbatsholdere og medlemmer af, hvad der i mange land er, en religiøs minoritet, så giver Adventisternes oplevelser i de forskellige lande, et godt billede af hvor langt og hvor effektivt regeringerne er rundt om i verdenen til at værne om religionsfriheden. Dette års rapport dokumenterer udfordringer for medarbejdere og studerende til at få lov til at holde sabbatsfri i så forskellige lande som Bangladesh, Hviderusland, Nicaragua, Sri Lanka, Rumænien, Rusland, Uganda og Zimbabwe. Adventister og andre trossamfund lever under besværlige vilkår i mange centralasiatiske lande, og i lande med en stærk tilstedeværelse af religiøse fundamentalister uanset om det er hinduister, buddhister eller muslimer. ”I dag er der mange millioner af mennesker der lider i mange dele af verdenen,” skriver Diop. ”Disse mennesker har valgt at være loyal imod deres tro i stedet for at gå på kompromis med deres samvittighed.” Nr. 4

November 2015

DET LILLE GRANTRÆ Denne lille historie er skrevet af Esther Nielsen i 1942 fra Danebrogades Fritidshjem på Vesterbro. Historien indgik i et hæfte der blev solgt på fritidshjemmet for kr. 0,85. Indtægterne ved salget gik til nyanskaffelser og vedligeholdelse af fritidshjemmet.

Rigtig ude på landet, på en eng hvor bakker og dal findes i rig afveksling, hvor muldjord og sandjord veksler tæt ved hinanden, groede på et højdedrag det lille grantræ, vi nu skal høre lidt om. Jorden var ”let”, det vil sige sandet i bondemandens sprog. På sådan sandjord kan der ikke rigtig dyrkes nogen afgrøder, derfor bliver der ofte plantet grantræer, de er nøjsomme og hårdføre, og så holder de på sandet, så at det ikke, særlig når forårsblæsten stryger i stærk fart over sandet, hvirvles med, og måske, når stormen stilner af, lægger sig over sædens eller rodfrugternes sarte spirer, og enten helt kvæler disse, eller gør dem svage. Bondemanden, der ejede det lille grantræ, hed Peder Jørn. Han havde købt planterne til sin lille beplantning igennem Hedesel14

Nr. 4

November 2015

skabet, så koster hver plante ikke så meget. Det lille grantræ kunde ikke huske, hvor det først havde set dagens lys; men det havde hørt Peder Jørn fortælle sit lille barnebarn om grantræet og alle dets mange søskende, om dets store familie, hvoraf de fleste havde hjemme i andre lande. En mængde groede i Sverige og Norge. Det lille træ havde hørt så meget om sin barndom, at det helt bestemt troede at kunne huske det hele selv. Det var ligesom de børn, der ofte hører ting fortælle fra den første barndom, de tror også, at de selv kan huske det fortalte. Grantræet var kun ganske lille, da det gjorde rejsen fra Jylland til Nordsjælland. Et spadestik jord blev gravet op, og i den fordybning, der derved fremkom, blev det lille gran-

træ plantet, det var for at skærme det lidt mod kulde og blæst. Der stod det så og sugede næring til sig, det var nøjsomt og ikke forvænt. Vinden hærdede det. Solen varmede det, og regnen slukkede dets Tørst. Himlens fugle og markens dyr og blomster og menneskene fra de omkringliggende gårde og huse tjente til dets underholdning. Forstår man det bare rigtigt, kan man opleve meget, selv om man kun er et lille grantræ. Der var forskellige perioder i dets liv, som var særlig dejlige. Om foråret havde det et helt overskud af kræfter. Det rakte sig og strakte sig, det kriblede og krablede inde i det, det måtte skyde nye skud og tænke på at blive et rigtigt stort og smukt træ. Smukt var det allerede, det havde det hørt så mange sige. ”Næh, hvor er det et yndigt lille træ.” sagde folk, som gik forbi den lille beplantning. Det glædede det lille træ sig over; men vigtigt blev det ikke, det lå slet ikke til dets familie, og det slægtede godt nok familien på. Om foråret især satte fuglene sig på træernes grene og sang så dejligt. Jeg kan også en sang, tænkte det lille grantræ, og så lod det vinden suse i sine grene. Suse – hviske – dejligt syntes det lille grantræ, at det lød. En ung pige, der ofte gik tur mellem granerne, havde grantræet hørt sige: ”Aha, hvor dejligt at høre dette stille sus.” Solsorten, den skulde nu altid være så vigtig, og så satte den sig i

toppen af det højeste træ. Det lille grantræ tillod sig at bemærke, at det også med tiden håbede t blive rigtig højt. Solsorten svarede med at synge: ”Nå, gør De det”, og det kunne den blive ved at synge i lang tid; men godt lød det nu. Om sommeren kom ræven på besøg med sine unger. Ræven lå gerne og solede sig mageligt, medens ungerne legede rundt om den. Den havde sin hule i nærheden. Blomster groede der også hele sommeren, og græs, for der var rigelig plads mellem det lille træ og dets søskende. Der groede mange forskellige blomster; men de yndigste var nu alligevel Blåklokken, Blåmunken, harekløveren, Evighedsblomsterne og hen på eftersommeren lyngen. Der kom ret ofte en lille pige derop, Kirsten hed hun. Hun fulgtes med sin moster. Kirsten sprang rundt og plukkede blomster, stillede mange spørgsmål, som moster besvarede, alt imedens hun stille sad og lyttede til barnets pludren og træernes stille susen. Hun nød al naturens skønhed. Det blev efterår. Det blev koldt og mørkt længere og længere ad gangen. Solen var sparsom med at skinne. Det blev rigtig vinter; det sneede, og sneen lagde sig i et tæt og tykt lag på træernes grene, og på jorden lå den som et stort tæppe og lunede. Om eftermiddagen dagen før juleaften kom Kirsten igen op mellem de unge graner. Denne gang fulgtes hun med sin far. De gik rigtig rundt og så på granerne. ”Far, Far” råbte lille Kirsten, ”Må dette ikke blive mit juletræ?” Det var netop det lille træ, hun var standset ved. ”Nu må vi gå hen til

Peder Jørn og spørge, som han vil sælge træet” svarede far. De gik så en stund. Da de kom tilbage, var Peder Jørn med. Han bar øksen i hånden. Han standsede ved det lille træ. Træet var nu klar over, at det skulle være Kirstens juletræ; men hvad det vilde sige at være juletræ, havde det ingen anelse om. Der lød to hug. Træet faldt. Kirstens far betalte træet, og så tog far sin lille pige i hånden og træet under armen, og så vandrede de hjemad. Da de kom hjem, satte Kirstens far træet ind i værkstedet. Uh, der var så mørkt, det var rigtigt uhyggeligt, syntes det lille grantræ. Natten forekom grantræet så lang; spændingen gjorde natten længere end ellers. Næste dag om formiddagen kom Kirstens farfar og satte fod på juletræet. Farfar kunde alt, syntes Kirsten. Når legetøjet gik itu, kunde farfar altid ordne det igen. Juleaftensdag var lang for Kirsten; men endelig blev det da aften. I den store dagligstue måtte Kirsten ikke komme, for der stod juletræet, som far havde pyntet. Da aftensmaden var spist, sagde Kirstens far, at nu måtte folkene på gården gerne tage hjem og fejre jul sammen med deres far og mor. Det blev Kirsten ked af, for så blev kredsen om træet ikke så stor; men hun kunde godt forstå, at de også gerne vilde være sammen med deres far og mor juleaften. Kirstens Mor var syg og kunde ikke tåle at danse om træet; men Kirsten fandt på råd. Dukke Eva, Dukke Erik og Bamsen kunne være med til at danse om juletræet sammen med Mormor, Far og Moster.

Nu gik døren op, næh, hvor var det smukt med alle de hvide Lys og den store stjerne i toppen. Nu gik de så i kreds om træet og sang alle de gamle dejlige julesalmer. Mormor sang så kønt; lille Kirsten kunde kun ”Dejlig er den Himmel blå” og ”Nu er det Jul igen”. Det lille grantræ følte sig lykkeligt. Det var det skønneste, de havde oplevet endnu, at få lov til at bære lys og at se lys og glæde afspejle sig i både barnets og de voksnes øjne. Omsider blev lysene pustet ud. Det blev ganske mørkt i stuen; grantræet stod og tænkte: ”Skønnere end at blive iklædt de nye sarte skud, skønnere end at høre fuglene synge og at blive hvidklædt af sneen, var nu at få lov til at bringe lys og glæde.” – Det gør ikke noget, at man ikke bliver så gammel, når blot man forstår at få noget ud af livet, noget af det største er at bringe glæde, hvor man er. Julenats fred sænkede sig over stuen, ude tindrede stjernerne på en dybblå himmel og mindede om, at julenat tændtes den skønneste af alle stjerner, stjernen over Betlehem. Moster Ester.

Nr. 4

November 2015

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

Det sker: November 8. november – Seniorernes juletræf i Adventistkirken, Nærum (se s. 12) 22. november – Seniorernes juletræf i Adventistkirken, Lille Nørlund 27. november – kl. 19.30 Vi synger julen ind i Vejlefjordkirken 11. december – Vejlefjordkoret holder julekoncert i Randers 12. december – kl. 19.30 Julekoncert i Vejlefjordkirken 2016 14. januar – Seniorforeningens bestyrelse samles i Odense april/maj – Generalforsamling i seniorforeningen 4.-8. maj – Unionens generalforsamling afholdes på Himmerlandsgården. 12.-17. juli – Seniorstævne på Hotel Sundvolden i Norge.

Med årets sidste udgave af Aktive Seniorer ønsker redaktionen alle Adventistkirkens seniorer en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår 2016. På gensyn i det nye år.

VALGKOMITE. En valgkomite skal i forbindelse med generalforsamlingen komme med forslag til formand – 4 bestyrelsesmedlemmer – 1 suppleant. Formandens navn skal før valg godkendes af Unionen. Valgkomiteen består af 5 medlemmer, som vælges blandt foreningens medlemmer. Walder Hartmann, Hanne Schantz, Allan Møller, Ruth Overgaard, Lissie Welling, udgør årets valgkomité.