TIENDE: Har du spørgsmål angående fradragsmuligheder, kontakt Anna Falk på afa@adventist.dk
TESTAMENTE: Det er vigtigt, at man i tide tager beslutning omkring sine økonomiske og arvemæssige forhold. Et dødsfald kan få stor betydning for de efterladte. Er der ingen lovmæssige arvinger og ikke oprettet noget testamente, går arven til staten.
Kontakt Kristinn Odinsson, 45 58 77 73, hvis du overvejer eller ønsker hjælp til at oprette et testamente, hvor du tilgodeser Adventistkirken.
Adventnyt nr. 5 · oktober 2024
INDHOLD
03 Leder
04 Rundt omkring i korte glimt
08 European Pastors’ Counsil
09 Indkaldelse til ordinær generalforsamling
10 SABUS – hvem er vi?
11 Hvorfor SABUS?
12 AUF, Teen Nord og Teen Øst
13 Fede oplevelser som ”Et år for Herren“
14 Lovsang
16 Spejderlejr: På opdagelse i junglen
17 Hvad har stævner og lejre betydet?
SABUS køber to huse i Uganda
18 Glimt fra spejderliv i gamle dage
20 Missionsrejse med SABUS
21 ReBoot – hvad er det?
22 Kalenderen på sabus.dk
23 Engageret præst i webkirke?
24 Dagbog fra Grønland
28 Jeg er stadig med til at gøre en forskel
30 Hjælpeaktion 2024
32 Et liv med jordbær
34 Idrætscamp på Vejlefjordskolen
36 Seniorsiderne
Pinsler, point, prestige
Ferie med indhold 2024
Fortid ~ fremtid: Er du 60+’er eller senior?
40 Lykønskninger
44 Annoncer
46 Mindeord
47 Kollekt og kalender
48 ADRA
Forside: Hygge og lovsang omkring bålet på spejderlejren i slutningen af juli måned – med den åndelige campingvogn som baggrundskulisse.
Foto: Linea Christiansen
Holger Daugaard er afdelingsleder for Adventistkirkens skolearbejde i Danmark og redaktør for Adventnyt.
Idette nummer af Adventnyt sætter vi fokus på børne- og ungdomsarbejdet i Adventistkirken – med andre ord det vigtige arbejde, som SABUS udfører overalt i menighederne. Det er nok efterhånden gået op for alle, at SABUS står for S yvendedags Adventistkirkens B ørne-, U ngdomsog S pejderarbejde. SABUS er altså en paraplyorganisation for alle de aktiviteter i vores kirke, som har børn og unge som fokusområde.
Nogle har måske indimellem tænkt: ”Hvorfor skal man oprette en særlig organisation for dette? Er det ikke bare en ‘stat i staten’?“ På de følgende sider får læserne svar på disse og mange andre spørgsmål, der vedrører SABUS, men sagen er den, at ved at organisere arbejdet på denne måde er det blevet muligt at modtage betydelige
tilskud udefra til arbejdet – uden at det har sat grænser for, hvilke aktiviteter der kan gennemføres. Det har med andre ord givet kirken mulighed for at udvide arbejdet med børn og unge betydeligt.
Som kirke har vi altid haft fokus på børnene og de unge, og i nogle lande udgør Adventistkirkens medlemmer primært unge under 25 år. Det er ikke tilfældet i Vesteuropa og i Danmark, men det gør det kun endnu vigtigere at satse på de børn og unge, der faktisk findes i og omkring kirken.
I dette nummer får læserne en række smagsprøver på det arbejde, SABUS udfører og den betydning, det har og har haft gennem tiderne. Vi håber, det hjælper læserne til at se det vigtige i dette arbejde. Børnene og de unge er kirkens fremtid.
Bedeugen 2.-9. november
Den årlige bedeuge er på vej, og der er som sædvanlig udarbejdet bedeugelæsninger til brug for menighederne. Hæfter med læsninger bliver sendt ud til alle menigheder, så husk at få et eksemplar med hjem, når bedeugen nærmer sig. Du kan også finde læsningerne online på adventist.dk .
Syvende Dags Adventistkirkens medlemsblad
Oplag: 1.850 stk.
Læs eller lyt til Adventnyt online: adventist.dk/adventnyt
Adventnyt på CD Kontakt Margit Wærn, 45 58 77 92 mwa@adventist.dk
Adresseændringer: Meldes til Unionskontoret info@adventist.dk
Pris for medlemsabonnement: Danmark, Grønland og Færøerne: Gratis
Øvrige udland: Kr. 300,-
Kommende Adventnyt:
Nr. 6 december, udkommer 2. december.
Materiale-deadline: 28. oktober
Nr. 1 februar, udkommer primo februar 2025.
Materiale-deadline: primo januar 2025
Kagebord
Tekst og foto: Joan Kristensen
IGEN, IGEN HAR Vejlefjordkirken og eleverne på Vejlefjordskolen haft en dejlig dag sammen. Kirken var fyldt til sidste plads af unge mennesker, og vores 2 pastorer, AnneMay og René, demonstrerede på platformen, hvordan man bager gode ’fællesskabsboller’. Rene var ikke enig med Anne-May og fulgte bare sin egen opskrift, hvilket resulterede i, at de fleste nok helst ville smage Anne-Mays boller, da de indeholdt de bedste ingredienser.
Sådan er det her i livet også! Vi har fået en god opskrift, så hvorfor ikke følge den! Om eftermiddagen var der flere menighedsmedlemmer, der havde fulgt deres favorit
kageopskrifter, og vi fik alle lov at smage. Først 2 stykker til hver og siden hen frit løb til fade ne. Det behøvede vi ikke gentage! Alle var glade for at være med til festen og hyggede sig i det dejlige vejr.
Velkommen til alle elever, siger vi fra Vejlefjords menighed. Håber vi ser jer tit gennem det nye skoleår!
Borgmesterbesøg på Nærum Privatskole
Tekst: Peter Laren, Holger Daugaard / Foto: Benjamin Lundqvist
PLUDSELIG STOD HUN der. Der var både flag og højt humør, da borgmester Ann Sofie Orth ankom til Nærum Privatskole i slutningen af august. Et besøg, der oprindeligt var planlagt til at finde sted for længe siden, men nu altså endeligt blev til noget.
Først var der mor gensang med både Kim Larsens Jut-
landia og sangen Når håbet grønnes. En sang som borgmesteren var særlig glad for, selvom Jutlandia altid går rent ind. Ann Sofie Orth havde også et par ord til børnene, inden der blev åbnet for spørgsmål, som hun oplagt svarede på.
Rudersdal kommune har tre mindre privatskoler, hvoraf Nærum Privatskole er den eneste med en kristen baggrund. Netop det at skolen hviler på det kristne fundament, er positivt set med Ann Sofies øjne.
Det giver familier i kommunen muligheden for at vælge en skole, der passer ind i deres værdigrundlag.
Selvom de private skoler ofte ses som nærmest konkurrenter til de offentlige, så ser Ann Sofie Orth
slet ikke sådan på det. ”Jeg ser dem som et supplement, hvor forældrene kan have en større indflydelse, end de typisk har i den offentlige skole,“ svarer hun og nævner samtidig, at hun selv er et ”privatskolebarn.“
I det hele taget er Ann Sofie Orth utrolig positiv over for adventisterne, som hun har kendt ret meget til fra hendes tidligere job hos Danske Fysioterapeuter. Her arbejdede hun bl.a. sammen med den tidligere formand Johnny Kuhr, som døde for nogle år siden, men som har gjort et tydeligt indtryk på hende.
Efter en rundvisning på skolen var det tid til at komme videre. En borgmester har også et skema, som skal passes.
Holger Daugaard har talt med tre forældrerepræsentanter fra skolens bestyrelse:
Hvorfor valgte I Nærum Privatskole til jeres børn?
Mikael Munk: Vi valgte Nærum Privatskole, da vi fik den kraftigt anbefalet, og fordi vi godt kunne identificere os med værdierne og det kristne grundlag.
Vi oplevede allerede ved første besøg, at skolen er et trygt og hyggeligt sted, hvor børn både ses, høres og stilles positive krav til.
Vi er blevet bekræftet i dette gennem de 3 år, vores søn har gået på skolen. Alle kender hinanden – der er respekt for hinanden og plads til alle – og klasserne er små, hvilket er et kæmpe aktiv for sammenhængskraften.
Lizette Elsbo: Jeg er selv tidligere elev på skolen, så deraf mit kendskab, men da jeg i sin tid valgte skolen til min ældste datter, var det primært et fravalg af den lokale folkeskole, som jeg i øvrigt selv underviste på, da jeg oplevede et meget kaotisk
miljø i de små klasser med mange børn og meget lidt tid til den enkelte elev.
Senere er mine 3 yngre børn også blevet indmeldt på skolen, og man kan sige, at min mand (som ikke kendte skolen) og jeg hver gang har valgt skolen til igen på grund af vores gode oplevelser.
Vi oplever særligt den tætte kontakt med skolens lærere, det trygge miljø, hvor alle kender hinanden, skolens traditioner, som skaber forventning og helt særlige oplevelser af fællesskab i løbet af skoleåret, den høje faglighed og ikke mindst, at fagligheden tilpasses det enkelte barns behov i hvert af vores 4 børns skolegang.
I år afsluttede vores næstældste datter 9. klasse, og vi var vidne til en meget rørende dimission, hvor særligt elevernes personlige taler til deres lærere (og omvendt) vidnede om nogle lærere, som ikke kun formår at levere en god faglig undervisning, men også at opbygge en personlig relation til deres elever, som jeg ikke er i tvivl om har stor indflydelse på både læring og trivsel.
Dertil tror jeg, at hele kirken fornemmede følelsen af fællesskab og opbakning, da dimissionen sluttede med et kæmpe bifald til de unge
BibelPizza på Fyn
Tekst og foto: Thomas Rasmussen og Risto Paananen
EN STØRRE GRUPPE teenagere fra hele Fyn er begyndt at mødes cirka en gang om måneden til BibelPizza. Vi bruger tid på sociale aktiviteter, såsom rundbold og brætspil, for at lære hinanden bedre at kende. Så går vi ud i køkkenet og laver pizza sammen. Mens pizzaerne er i ovnen, har vi andagtstid med sang, udfordringer og bibellæsning. Til sidst spiser vi pizza og hygger os sammen.
mennesker med en enorm klapsalve fra store som små. Det var stort at opleve som forældre – og bekræftede igen vores valg af den helt rigtige skole!
Louise Overgaard: Vi valgte Nærum Privatskole, da det er en lille skole – både i forhold til de fysiske rammer, elevantal i klasserne og skolen generelt. På baggrund af samtalen med skolelederen var det vores klare indtryk, at der var en god og omsorgsfuld dialog mellem lærere, elever og forældre, og at der var tid til den enkelte elev.
Vores valg var derfor baseret på både faktuelle oplysninger, indtryk og samtalen med skolelederen. Vi stod mellem valget af en anden lilleskole og Nærum Privatskole, og det var klart det lille og trygge miljø, som vi vurderede, passede bedst til vores søn og os.
Vi havde en søn, der ikke havde det godt i skolen – hverken socialt eller fagligt. I dag har vi en søn, som har det godt i skolen, og hvor vores oplevelse er, at skolen støtter nødvendigt op om børnene og deres trivsel.
IMPACT 2024 Holbæk
Peter Larsen / Foto: Linea Christiansen
Det er tirsdag, og jeg er på vej over Storebælt en smuk sommermorgen. Solen skinner. Musik i højtaleren. Joh… I det hele taget tegner det til at blive en god dag.
JEG ER PÅ VEJ fra det jyske til lejrcentret
Birkedal, som ejes af Luthersk Mission i København. Det er nu ganske vist en gruppe unge og unge familier fra forskellige adventistmenigheder rundt i Danmark, der er samlet for at hygge sig sammen en uge, men også for at gøre lidt ekstra mission inde i Holbæk, som ligger små 13 km derfra. Meget sigende står der ”20 km/t“ det sidste stykke ned ad grusvejen. Det giver mening i mere end en forstand.
Dels kører man tæt forbi en privat bebyggelse – og dels er det godt at komme lidt ned i gear, inden selve lejren dukker op.
Dagens møde med prædikanten Daniel Pel er netop overstået, og folk er samlet i mindre grupper til bibelstudie og bøn.
Jeg trækker sammen med Kasper Struksnes, der er leder for lejren, ned i haven til en snak om mission og hele ideen med Impact.
Ideen med Impact
Inspirationen til Impact kom efter et
stævne i Norge for omkring 10 år siden, hvor nogle unge blev begejstrede for tanken om at komme til en by en hel uge for at hjælpe den lokale adventistmenighed med at lave noget ekstra mission i byen, som de så lokalt kunne arbejde videre med, når de unge var taget hjem igen. Hvert år en ny by, så man gjorde gavn rundt i Danmark. Samtidig var det vigtigt, at deltagerne blev klædt ordentligt på til opgaven og selv fik styrket deres gudsforhold.
”Første gang tilbage i 2015 var det primært unge. Måske højest en 15-20 stykker,“ fortæller Kasper Struksnes. ”I dag er der ca. 80 med familier og børn. Opgaven med planlægning, logistik, hvor skal vi være, mad, og alt det andet, der hører til, har grebet om sig. Det kræver ret meget tid,“ fortæller Kasper, der nu stadig har mod på at arrangere og være en del af lederteamet, selvom han sikkert får en del andet at tænke på om et par måneder, når hans hustru efter planen nedkommer med deres første barn.
”Det, at kunne være
Tekst:
den ekstra ressource i en lokal menighed og dermed give dem ny energi, er det hele værd. Først og fremmest handler det jo om at give mennesker mulighed for at lære Jesus at kende. Vi er der kun en uge, men kan forhåbentlig være med til at sprede nogle frø, der kan arbejdes videre med,“ supplerer Kasper, hvorefter samtalen drejer sig hen på, hvad mission egentligt er.
Hvad er mission?
Mission er naturligvis at komme ud med evangeliet – at så nogle frø, men hvordan gør man det?
I Holbæk giver de blandt andet en offentlig koncert, hvor der også er mulighed for at synge med. Et andet sted i byen er der LivsstilsExpo, som er et sundhedstjek med 8 forskellige stationer, man kommer igennem. Naturligvis også med mulighed for en snak om de mere åndelige ting. ”Det at gøre godt for andre og sprede glæde for derigennem at vise Jesu eksempel er bestemt også mission,“ som Kasper udtrykker det. I det hele taget er det tydeligt, at det er tanken om mission, der fylder for deltagerne.
Thomas Dolberg på 20 år kommer fra Thisted og er med for første gang. For ham er forventningen klar. Der skal være en kvalitetstaler, der kan fange de unges opmærksomhed, og så forventer han, at der kan dannes nye venskaber, så man kommer hjem med fornyet energi. Thomas har selv været borte fra Gud i en årrække, men er kommet tilbage til Gud for fuld styrke, hvad der også lyser ud af ham, når først samtalen falder på omvendelse. For hans eget vedkommende har mobil og computer bare taget alt for meget opmærksomhed. ”Det er, som om det hele bare drejer sig om mig, mig, mig og atter mig. Det stjæler simpelthen bare tid og fokus fra den tid, du kunne bruge i selskab med Jesus,“ som han siger. Siden han tog en fornyet beslutning om at følge Jesus, er livskvaliteten simpelthen bare steget mærkbart.
Der ringes ind til frokost, som jeg lige kan nå at nyde, inden turen igen går tilbage til det jyske efter en spændende dag i selskab med en flok entusiastiske unge, der bare brænder for at komme ud og dele deres tro med andre.
Man fristes til lige at sende en hilsen afsted med ønsket om Guds velsignelse.
LivsstilsExpo består af 8 forskellige stationer, hvor man kommer rundt om emnerne:
1. solskin
2. frisk luft
3. motion
4. vand
5. sund mad
6. hvile
7. mådehold
8. mod på livet
European Pastors’ Council
Der er optimisme og tro på Guds ledelse af vores fælles kirke.
Det lyser ud af ledelse og talere fra første sekund.
Deltagere fra 22 nationer. 114 forskellige workshops – hvad i alverden skal man vælge? Mindst 11 forskellige prædikener + de løse på 4 dage.
Tekst: Peter Larsen, leder af kirkens kommunikationsafdeling Foto: Adventist MediaExchange, Jim Botha, Tor Tjeransen
Vi er i Beograd i 35 graders varme til 4 intense dage for alle præster og afdelingsledere i hele Trans-European Division (TED). Heldigvis er der aircondition inden døre.
Det er ikke hver uge, at man kan være heldig at få en gudstjeneste hele 2 gange dagligt. Faktisk er alle dage rammet ind af en form for gudstjeneste med lovsang og en prædiken. Hver dag med sit undertema. Det overordnede tema er ”Engageret i mission“. Og der deltager folk fra rundt omkring i Europa, hvor betingelserne er meget forskellige. Derfor er det også rigtig givende at komme
sammen og høre erfaringer og blive inspireret på alle mulige måder.
Anne-May Müller har overtaget ansvaret for præsterne i Danmark og er derfor særlig glad for et event som dette: ”Som præst er man ofte alene om de daglige opgaver. Derfor er det så godt at komme sammen med kollegaer fra hele Europa for at dele erfaringer og blive fyldt op med masser af gode inspirerende prædikener og lærerige workshops. Vi trænger jo alle til at få ny inspiration, så vi kan blive ved at have noget at give videre,“ fortæller Anne-May i en kort pause. ”Det sværeste er næsten at vælge mellem de mange spændende workshops,“ forsætter hun og iler videre til den næste workshop.
Det blev også tydeligt, at musik og sang betyder meget for helheden, når man skal tilbede sammen. Der var endda skrevet en hel ny temasang, som hurtigt satte sig i øregangene, så man nærmest kunne vågne med den om morgenen. Et lokalt orkester sammen med sangere fra Newbold College satte rammen med supplement fra et kæmpe EPC-kor dannet til lejligheden.
Alt i alt en rigtig god uge med tilbedelse og ny inspiration.
– på den nye måde Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Vedtægtsændringen, som blev besluttet på den ekstraordinære generalforsamling på Himmerlandsgården
i foråret, træder nu i kraft...
Tekst: Lasse Bech, næstformand i Adventistkirken i Danmark / Foto: Per Arild Struksnes
Unionsbestyrelsen for Syvende Dags
Adventistkirken i Danmark indkalder hermed til ordinær generalforsamling til afholdelse over to samlinger i henhold til vedtægterne.
1. samling afholdes 2. februar 2025 i Vejlefjordkirken kl. 14.00 med mulighed for online deltagelse for delegerede. Det store udvalg indkaldes til møde samme dag i Vejlefjordkirken kl. 10.00 – medlemmer af dette udvalg bedes deltage ved fysisk fremmøde.
2. samling afholdes 28. maj til 1. juni 2025 på Himmerlandsgården. Denne samling åbnes 28. maj 2025 kl. 19.30 og afsluttes senest 1. juni 2025 kl. 12.00.
Retningslinjer omkring valg af delegerede og repræsentanter til Det store udvalg bliver udsendt til menighedssekretærerne i løbet af oktober måned.
Dagsorden vil følge vedtægterne og blive udsendt til delegerede med sagspapirerne.
Vedtægtsudvalget
Vedtægtsudvalget arbejder med ændringsforslag til de nuværende vedtægter frem til generalforsamlingens anden samling. Har du forslag til ændringer i vedtægterne, så send dem så snart som muligt til Lasse Bech på lbe@adventist.dk med henblik på behandling i udvalget. Deadline er 1. marts 2025.
Generalforsamling på en ny måde
I maj 2024 blev Unionens vedtægter ændret således, at ordinære generalforsamlinger fremover vil blive afholdt over to samlinger, hvor den første samling har til formål at nedsætte bestyrelsesudvalget og forslagsudvalget. Der skal være mindst to måneder mellem de to samlinger. Det betyder, at valget af delegerede i menighederne skal ske tidligere, end vi har været vant til. Det betyder også, at de delegerede skal kunne deltage i to samlinger på forskellige tidspunkter. Dette vil give mere tid til de to udvalg og dermed mulighed for mere gennemtænkte forslag.
Antallet af delegerede for hver menighed bliver baseret på antallet af medlemmer ved udgangen af 3. kvartal 2024, og menighederne bør have valgt delegerede før nytår. Menighedssekretærerne vil få nærmere instrukser om deadlines og antal delegerede m.m.
Daniel Birch fra forslagsudvalget forklarer betydningen af ændringen i valgproceduren. Jonatan Pavlovic, Hanneke van Amstel og Lasse Bech sørger for, at alting foregår efter reglerne.
– hvem er vi?
Når jeg skal beskrive SABUS, kan det ske fra mange forskellige vinkler. For SABUS er ikke bare SABUS. Nuvel, SABUS er en række medarbejdere, som til dagligt er ansat til at koordinere og motivere til aktiviteter i hele landet. SABUS er også en professionel organisation med arbejdsmiljørepræsentant og en økonomiafdeling. SABUS er også en bestyrelse, som arbejder målrettet med planlægning og problemløsning.
Men SABUS er faktisk først og fremmest de lokale foreninger, ildsjæle og medlemmer.
Det vil du forhåbentlig opdage, når du læser resten af dette blad. For SABUS er børnebibelklubber ude i din lokale menighed. Det er spejder på ugentlig eller månedlig basis.
Det er unge, der mødes og laver mad og snakker om tro og hverdagsliv. Det er regionale teengrupper, som laver hyggelige og sjove ting. Så når vi nu præsenterer de ansatte, så er det kun en lille del af det, som SABUS i virkeligheden er! Husk endelig på det, når du læser videre.
Hverdagens ægte helte er dine
lokale SABUS-helte, som rækker ud til børn og unge lokalt, og som viser dem Guds kærlighed i nærhed og samvær med hinanden.
På sabus.dk/sabus finder du to små animationsfilm, som forklarer opbygningen og formålet med SABUS.
Ansatte i SABUS
Konstellationen i SABUS ændrer sig lidt hele tiden. Størst er udskiftningen i vores ”Et år for Herren“-ansatte. De kan nemlig være ansat i et år, som navnet også siger, og i den periode være en del af vores team på alle parametre. De får det, vi kalder ”lommepenge“ for deres arbejde, og giver så deres arbejdskraft til kirken i et år. De får til gengæld også rygsækken fuld af oplevelser. De er med til et utal af stævner og arrangementer og får lov at arbejde med de projekter, som de brænder allermest for. Hverdagen for en ansat i SABUS ser ret meget ud som så mange andre kontoransattes hverdag. En del timer foregår bag skærmen med planlægning og tilrettelæggelse. Der skal bookes hytter og indgås aftaler med madhold. Der skal bestilles uniformer og koordineres besøg i lokalforeninger. Der skal betales regninger og afleveres arbejdsrapporter.
Men til forskel fra mange andre kontoransatte foregår der også en masse udenfor kontoret. Møder med samarbejdspartnere som fx vores skoler og møder med præstekolleger. Besøg i spejdertroppe og lokalforeninger. On-sitemøder på kommende event venues. Flere af os dækker flere afdelinger, og dermed har vi også flere kasketter at jonglere med, og vi har alle sammen et helt land at dække.
Tekst: Dorte Thyregod Svendsen
Foto: SABUS arkiv
Dorte Torben Maysie Jonathan Annika Heidi Julie Jens Morten William
Teamet for 2024/2025 ser i øjeblikket således ud:
Maysie Keye, Teen-koordinator
Jonathan Præstiin, ”Et år for Herren“
Annika Nielsen, ”Et år for Herren“
Torben Rasmussen, Spejderchef og organisationskonsulent
Dorte Thyregod Svendsen, Leder for SABUS og ungdom
Frem til Adventistkirkens generalforsamling 2025 mangler vi en ansvarlig for arbejdet med Børn og familier.
SABUS’ bestyrelse
Bestyrelsen er organisationens øverste myndighed. Til daglig er den SABUS-lederens nærmeste sparringspartner for organisationen. Det er skønt at have en bestyrelse, som er aktivt med på stævner og til arrangementer, for de er både en støtte moralsk og praktisk.
Hvert år til SABUS’ repræsentantskab har vi valg til bestyrelsen. Alle medlemmer af SABUS har mulighed for at stille op, så det kunne måske være noget for dig?
SABUS’ bestyrelse ser lige nu således ud:
Heidi Rasmussen Axelsen, bestyrelsesformand, valgt 2023
Julie Hauvre, valgt 2023
Jens Morten Øster, valgt 2023
William Bech, valgt 2024
Jakob Falk, valgt 2024
Dorte Thyregod Svendsen, landsleder
Bjørn Ottesen, Adventistkirkens repræsentant
Rasmus Hjalte Skov Loftager, suppleant, valgt 2023
Kevin Henriksen, suppleant, valgt 2024
Hvorfor SABUS?
Tekst: Torben Rasmussen
IAdventistkirken i Danmark har vi valgt at organisere arbejdet med børn og unge som en selvstændig forening, der har til opgave at facilitere og støtte det lokale arbejde med børn, teenagere, unge studerende, familier og spejdere. Derudover er det foreningens opgave at koordinere og arrangere stævner og lejre for disse grupper, som kan være med til at styrke sammenholdet og fællesskabet på tværs af regioner og landsdækkende for hele Adventistkirken og dens bagland. Men hvad ligger egentlig bag beslutningen om en sådan organisering, og hvordan har det påvirket arbejdet med børn og unge i Adventistkirken i Danmark?
I det danske samfund har vi en helt unik demokratisk kultur, der bygger på den meget lange tradition, vi har med at organisere os i foreninger og klubber. Og den kultur ønsker man i særlig grad at støtte og styrke, når det gælder om at lade børn og unge vokse op i demokratiske fællesskaber. På den måde har Adventistkirken i Danmark fået en helt speciel mulighed for at få den danske stat til at støtte kirkens evangeliske arbejde i den grad, at det arbejde er organiseret i en demokratisk ungdomsorganisation. Den samme mulighed har man også fået i Norge, som har haft denne organisering i over 10 år, og som vi i Danmark kan lære rigtig meget af.
Samarbejde og koordination
Når vi møder vores kollegaer i andre europæiske lande, er det helt tydeligt, at det gør en kæmpe forskel for kirkens muligheder for at prioritere arbejdet med børn og unge, at vi har den unikke mulighed for at få nogle af statens midler kanaliseret ind i det evangeliske arbejde. Men det har også vist sig, at denne organisering af arbejdet med børn, unge og spejdere i en fælles organisation, der kun har fokus på netop det, har haft en stor indflydelse på, hvordan vi arbejder sammen på tværs af ungdomsarbejdets afdelinger. Det har altid været hensigtsmæssigt, at de forskellige afdelinger i Adventistkirken snakker sammen og koordinerer aktiviteter, men jeg tror ikke, at vi før har oplevet, at der arbejdes så tæt sammen om en fælles målgruppe i kirken, som det nu er tilfældet med teamet i SABUS.
I SABUS møder vi de unge fra hver vores indgangsvinkel, men det bliver sammenlagt til en stor styrke, at vi mødes ofte i SABUS-teamet og taler sammen om de ting, vi oplever, og derefter sammen sætter en kurs for, hvordan vi kan lykkes med at få hjulpet vores børn og unge til at opleve Gud blive en virkelighed i deres egne liv. Det er målet med alt det, vi arbejder med, og sammen står vi stærkere i at nå det mål.
Jakob Bjørn Rasmus Kevin
Tekst og foto: Simone Hauvre og Frederik Øster I AALBORG UNGDOMSFORENING (AUF) er vi en gruppe på ca. 20 unge mennesker, der jævnligt mødes til forskellige arrangementer og aktiviteter.
Planlægningsgruppen stræber efter at arrangere mindst én aktivitet hver måned, og der er altid mange, der møder op. Aktiviteterne, der arrangeres, spænder over alt fra julehygge, lovsangsaften, beachvolley og til grillhygge, escape room og tur til Aalborg Zoo. Når vi samles, er der altid god stemning, meget latter og sjov, og de fleste bliver altid til sent på aftenen.
I tillæg til alle de forskellige aktiviteter har vi ”Onsdagscafé“. Her skiftes vi til at lave mad hver onsdag og alle er hjertelig velkomne til at komme og spise aftensmad i godt selskab. Det er virkelig fedt at kunne være en del af et større fællesskab med unge i kirken, og at vi også kan mødes udenfor kirketid og lave ting sammen i hverdagen. Det er noget, man ser frem til, et afbræk i en ellers travl hverdag med studier og arbejde, at man kan mødes med gode venner, slappe af og nyde samværet og det gode fællesskab. Det er en af grundene til, at det er fedt at tage en uddannelse i Aalborg, fordi man kan være en del af dette inkluderende og hyggelige fællesskab.
Biodiversitet – om TeenØst
Hvad har biodiversitet og SABUS med hinanden at gøre? De fleste har nok hørt, at der er arter, som er forsvundet i Danmark eller helt uddøde de seneste år. Bierne og andre insekter er stærkt truede, ja selv gråspurven er ved at blive udkonkurreret af sin “fætter“ skovspurven, som ligner den i både størrelse og udseende, omend den selvfølgelig mangler den grå plet på toppen af hovedet.
Det er her, SABUS ØST kommer ind i billedet, for ved at samle teenagere fra hele Sjælland og give dem nogle sjove, spæn -
dende, udfordrende, åndelige og lærerige oplevelser, vil vi forsøge at forbedre deres modstandskraft imod de klimaforandringer, som har resulteret i færre teenagere i mange af de sjællandske menigheder. Når vi samles til månedlige aktiviteter på tværs af Sjælland, håber vi at vise dem, at de ikke er alene, at det er sjovt at være ung, samt at Gud er fantastisk, elskværdig og VIL dem. Når vi mødes, spiser vi sammen og har en åndelig aktivitet, inden vi fortsætter med f.eks. gokart, klatrepark eller spilleaften. Vi håber, at disse samlinger og aktiviteter kan være med til at skabe forbindelse imellem teenagere på Sjælland samt forbedre deres habitater og levevilkår ;-)
Vi glæder os til nye oplevelser med disse unge artsfæller, som elsker fest, fart og fællesskab. Vi håber at opdage flere af disse fantastiske individer, som gemmer sig i skolebygninger og er nær ved kirker på den sjællandske ødemark. Det skal jo ikke kun være på den store biotælledag omkring Kr. Himmelfart og i sommerferien, at denne truede art skal kunne opleves i uberørt natur ved Als Odde ;-)
Tekst og foto: Michael Bidstrup
Fede oplevelser i SABUS
som ”Et år for Herren“ 2023-2024
– og samarbejdet med andre kolleger fra kirken
Nathaniel Jakobsen:
”Som ‘Et år for Herren’ når du at få mange forskellige opgaver, der varierer fra dag til dag. Det kan være alt fra at styre sociale medier til at lave mad til et arrangement, men her har de klart fedeste opgaver været dem i samarbejde med andre fra SABUS eller kirken. Det har fx været planlægning og udførelse af teen-ture, rovertur, årsmøde, producere SABUS-merchandise og meget mere. Vi har i ‘Et år for Herren’ også været ude at rejse og været ret meget omkring. Det har både foregået nationalt, hvor vi var på Bornholm og på besøg i andre menigheder og på nogle af adventistskolerne, men vi har også rejst internationalt til fx Norge, hvor vi mødtes med de andre nordiske børne-, unge- og spejderafdelinger, og også til Færøerne, der var en kæmpe oplevelse. Det er nogle af de højdepunkter, som jeg har fået lov til at opleve, mens jeg har været ‘Et år for Herren’.
Samarbejdet med de øvrige afdelinger og kolleger i kirken har været godt og brugbart, da vi i mange af vores arbejdsopgaver har været i direkte kontakt med enten kirkens medieafdeling eller præster, ADRA osv. Her har vi også kunnet søge hjælp til de forskellige problemstillinger, vi har haft, både fra store ting som planlægning af årsmøde til mindre ting som optagelse af SABUS-podcasts. Derfor har samarbejdet, ikke bare blandt SABUS-ansatte, men hele kirken, været uvurderligt i mange aspekter af de opgaver, man foretager sig som ‘Et år for Herren’ i SABUS.“
SABUS siger TAK for samarbejdet til Nathaniel. Det har været en fornøjelse at have dig som kollega. Skulle det ske, at vores veje krydses igen i arbejdsmæssig sammen hæng, vil det være meget vel komment!
Zakarias Bindesbøll:
”Jeg har oplevet rigtig meget og rigtig mange forskellige ting. Jeg har mødt nye mennesker og fået nye venner, og nogle folk, jeg var venner med i forvejen, har jeg brugt mere tid med pga. mit arbejde for SABUS. Jeg har været med på en hel masse forskellige SABUS-arrangementer, som jeg har set fra en helt ny vinkel ved at f.eks. at være med til planlægning af dem. Jeg har også været i Norge og på Færøerne blandt andet, så det har også været meget fedt.
Vi har selvfølgelig ikke haft så meget med kirkens andet arbejde at gøre, som vi har haft med SABUS'. Vi har dog alligevel været til møder med dem og set dem en gang imellem, hvilket har været hyggeligt og spændende. Det har været fedt at høre om, hvordan forskellige menneskers arbejde for kirken ser ud. Når vi har samarbejdet med nogle andre afdelinger i kirken, f.eks. med noget praktisk som løn osv. eller med medieafdelingen om f.eks. podcast eller grafik til et arrangement, har det altid været fornuftigt. Folk er venlige og hjælpsomme og gode til at bære over med, hvis man er ny og ikke helt har styr på så meget.“
SABUS siger tak til Zakarias for et fantastisk år. Vi kommer måske til at savne Zakarias særligt på podcast-området, hvor han har stillet nysgerrige og spændende spørgsmål og været med til at facilitere nogle virkelig dybe samtaler. Vi ønsker Zakarias held og lykke og Guds velsignelse. Vi glæder os til at vi ses ude i landet i fremtiden.
Lovsang kan noget
Når jeg bruger tid med Gud, rammes jeg ofte af en masse følelser, der kan
være stort set umulige at sætte ord på eller tale om. Det er i det rum, der skabes, når man søger Gud, jeg bedst kan slappe af, komme i kontakt med mig selv og finde frem til, hvordan jeg egentlig har det.
Følelser kommer i så mange former og nuancer, og selvom man som kristen altid har hørt – og stadigvæk hører – at man kan give det hele til Gud, kan det for mig ofte være vanskeligt at gribe an.
Heldigvis findes der næsten altid en sang, der bedre kan sætte ord på det end jeg, og på den måde kan lovsang noget helt særligt i forhold til at ”interagere“ med Gud. Samspillet mellem ord og musik skaber et rum, hvor der er plads til alle følelser, hvilket er utrolig vigtigt for mig i mit personlige forhold til Gud.
Lovsang er noget af det, der hjælper mig bedst med at huske på Gud og fokusere på ham i min hverdag, og jeg tror også, at Gud nogle gange bruger lovsang til at tale til mig.
Jeg oplevede for nylig, at min telefon helt af sig selv begyndte at spille en lovsang, der handlede om, at man skal huske på, at man er kendt af Gud. Den talte perfekt ind i mit liv på det aktuelle tidspunkt, hvor jeg var ved at glemme et livsforandrende mirakel, han har udført for mig.
Det fedeste er, at det ikke behøver at være surrealistisk eller overvældende, men at det kan være så simpelt, som at en af lovsangene eller salmerne, der lige bliver spillet i kirken, nogle gange kan sige lige det, man ikke vidste, at man virkelig havde brug for at høre. Det kan efter min opfattelse ikke bare være tilfældigt.
Opsummeret er lovsang den måde, hvorpå jeg bedst husker Gud i min hverdag. Det kan puste til ilden og giver mig dagligt lyst til at søge ham, fundere over hans ord og dele mine tanker med andre.
Tekst: William Bech
Foto: Kasper Struksnes, Mikael Lundqvist
i mit personlige liv med Gud
Rent praktisk bruger jeg lovsang på flere måder i mit daglige liv med Gud. Ved at lytte til lovsange, der er inspireret af Bibelen, lærer jeg om Gud, ligesom man gør gennem bibelstudier og gudstjenester. Lovsange er fyldt med teologi og undervisning, der er formidlet på en billedlig og unik måde. Jeg bruger også lovsange, når jeg aktivt vil bruge tid med Gud. Når jeg sætter mig ned og siger: ”Nu lægger jeg alt andet til side og bruger tid med dig, Gud,“ så sætter jeg altid en lovsang på, mens jeg tænker over ordene og over, hvad Gud mon vil fortælle mig gennem den sang.
Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til følelsen af, at tekster og musik kan kommunikere et budskab på en helt speciel måde. Ofte har jeg haft en tanke, frustration eller et spørgsmål, hvortil en lovsang har kunnet give mig et svar, som jeg ikke har fundet tilstrækkeligt gennem en bibeltekst eller en prædiken fra YouTube, for eksempel. Jeg tror, at kombinationen af poesi og musik er en gave fra Gud, som mange mennesker har brugt til at udtrykke deres følelser i tider, hvor ord ikke har kunnet gøre det.
Lovsange fortæller en historie. En historie om Gud, om livet med Gud, om op- og nedture med Gud.
Derfor har det altid været vigtigt for mig at udforske lovsangsscenen for at blive inspireret af nye historier. Selvom der er utrolig meget værdi i gamle kendte sange, så synes jeg, det er vigtigt at inspirere hinanden med nye historier og vidnesbyrd, som måske kan nå hjertet hos mennesker på en ny måde.
Gennem årene har lovsang været det, der har holdt mig tæt på Gud gennem alt, hvad livet bringer. At spille og synge lovsang har været min primære måde at udtrykke min tro på, og det er der, jeg føler mig mest tryg. Det er dér, jeg oplever Guds nærvær stærkest.
Jeg kan ikke garantere, at jeg stadig ville være aktiv i kirken i dag, hvis det ikke havde været for lovsangens rolle i vores kirkesamfund.
Tekst: Jonas Jalving / Foto: Adventist Media Exchange Daniel Kluska, SABUS Facebook
På opdagelse i junglen
Ijuli måned mødtes 150 spejdere og hjælpere på årets spejderlejr med jungletema, der skulle vise sig at blive til en uge med sommerens bedste vejr. Og med det gode vejr var der lagt op til en lejroplevelse med plads til det hele: aktiviteter, pionerarbejde, lejrbål og ikke mindst to terrænture (en for alle og en ekstra for roverne). Terræntursholdet havde virkelig lagt sig i selen for at give alle en fantastisk oplevelse på jagt efter den forsvundne professor. Møderne om formiddagen handlede om at opdage, hvordan Gud er en virkelighed omkring os, og aftenandagterne ved fællesbålet blev rammen om sang og musik, pandekagebagning og personlige historier om at have Gud med i hverdagen.
I år blev fællesskabet udvidet med 19 hollandske spejdere og ledere, der havde taget imod invitationen om at besøge en dansk spejderlejr. De satte et positivt præg på lejren med godt humør og kreative indslag i pionerarbejdet. 5 hollandske rovere var mødt op på den indledende Rover Camp og forlejr, hvor de stod i spidsen for at bygge lejrens store indgangsportal.
Der var også et særligt nyt indslag i forsamlingen af troppe, hvor den nye Rollatorpatrulje gjorde sit til at sætte krydderi på lejroplevelsen. Her havde en god flok af spejderveteraner sat hinanden stævne, hvilket kun gjorde lejren endnu bedre. At være spejder er en livsstil for alle aldre, og det fik vi bekræftet på denne lejr.
Nu ser vi frem mod næste sommer, hvor Danmark skal være vært for en stor nordisk spejderlejr med spejdere fra Norge, Sverige, Finland og Island. Og her får vi brug for hjælpende hænder fra spejdere og venner i alle aldre, så vi kan løfte opgaven og give fantastiske oplevelser til endnu flere spejdere. Vi ses næste sommer!
Tekst: Torben Rasmussen / Foto: Linea Christiansen
Hvilken betydning har lejre og stævner?
I august måned spurgte vi på Adventistkirkens Facebookside efter historier og anekdoter fra unge (eller dem, der engang var i kategorien ’unge’), og meget hurtigt var der svar fra en familiefar, der ikke længere bor i Danmark, men som igennem sin opvækst oplevede, hvordan ungdomsarbejdet i Adventistkirken i Danmark var med til at forme den, han skulle blive til.
Stian Verhnjak Møller:
Børne- og spejderlejre var jo årets højdepunkt. Senere efter Vejlefjord ville vi (jeg og min bror) både på spejderlejr og være leder på børnelejr, men vores arbejdsgiver ville ikke lade os få fri. Man kunne jo ikke få fri til alt det ’pjat’, man ville!
Men spejder og børnelejr ville vi ikke misse, så vi sagde bare op og tog på lejre.
Efter den sommer blev jeg ”Et år for Herren“ og var med til at planlægge lejre, så det var fantastisk. Jeg mødte
også en sød pige på en af disse spejderlejre for 18 år siden, og vi er siden blevet til 5...
Så ud over at have arbejdet sig halvt fordærvet, hver gang man har haft ansvar på en lejr, har lejrene samtidig betydet alt. Lejrene har formet mit liv, venner over hele verden, formet og styrket min tro, fantastiske minder og til og med givet mig min familie. Dvs. uden rigtigt at tænke over det har disse lejre givet hele grundlaget for mig og min familie. Så håber, vi snart ses på lejr igen! SOMMERCAMP,
SABUS BYGGER TO HUSE I UGANDA
”Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ‘Det er saligere at give end at få’“ Apostlenes Gerninger 20,35.
Tekst: Kristian Shaw-Mathiassen
Foto: Robert Fisher
Henover sommeren har SABUS afholdt spændende lejre for de unge, bl.a. SommerCamp og Spejderlejr.
SommerCampens tema ”En ven i nød“ og spejdernes ”Junglelejr“ gik godt i spænd med ADRA’s nødhjælpsarbejde og gav god mulighed for de unge at lære om og få forståelse for mad, kultur og skikke fra andre steder i verden.
I forbindelse med lejrene ønskede SABUS at bygge to huse til ADRA’s husprojekt i Uganda for flygtningefamilier. Det LYKKEDES!
Tusind tak til de unge, frivillige, forældre og ungdomsledere.
SommerCampen: 13.015 kr.
Spejderlejren: 12.985 kr.
Donationerne giver fremtidshåb for familier, der måske er uden voksne, har handikap eller skader som følge af den konflikt, der har tvunget dem på flugt. Det er fantastisk at se, hvor meget man kan i fællesskab. Når vi står sammen og giver, hvad vi kan, bliver forandringen stor. Ikke bare for dem, vi hjælper, men også for os selv.
SAMMEN KAN VI HJÆLPE!
Glimt fra spejderliv i gamle dage
Tekst og foto: Torben Rasmussen
For nylig fik jeg overdraget en kasse med gamle eksemplarer af bladet ’Spejdernyt’, der blev udgivet af ungdomsafdelingen i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Alt blev skrevet på skrivemaskine og illustreret af tegninger, som man selv tegnede. Fra disse blade bringer jeg her to små glimt af, hvordan det var, når man lavede spejderliv i gamle dage:
Spejdernyt, 1970, 3. årgang, nr. 5
Regnemark 19. april
Hvorfor kom du ikke? Nå, vi var da 22 stykker, som havde fundet vejen til vores træningscenter. Vi startede med at fordele opgaverne imellem os. Der skulle laves indgangsportal, ildsteder og ikke at forglemme: bro over åen! Det sidste kunne ikke lade sig gøre, vi havde ikke tovværk nok, åen var 102 meter bred. Vi byggede en hængebro over en mergelgrav, som var 7 meter bred og fyldt med vand, 3 meter på det dybeste. Bent kom også, men han prøvede ikke broen. (Det var ikke, fordi han ikke ville, men af årsager, som vi ikke vil nævne her). Pigerne havde lavet 8 forskellige ildsteder plus et bord med plastiktag (så kan man sidde tørt, selv om det regner) …
Spejdernyt, Maj 1972
Nyt fra Vejlefjord
Siouxernes patruljetur til ”Ravnereden“
Siouxerne var på patruljetur i weekenden den 7.-9. april. Selvfølgelig var alle 6 mand med. Vi ankom i løbet af eftermiddagen til lejrpladsen, der senere blev døbt ”Ravnereden“, fordi der fandtes en sådan lige i nærheden. Teltet blev slået op, og lejrpladsen hurtigst muligt sat i stand. Knap nok var vi blevet færdige, før regnen begyndte at øse ned, men det ødelagde ikke humøret. Aftensmaden blev spist i teltet, skønt der lød ivrige protester mod krummer i sengene fra Winnitou. Så gik alle til køjs. 6 mand i et 4 mands telt, det skal prøves, for at man skal kunne forstå, hvad det drejer sig om, men hyggeligt var det.
Om morgenen holdt regnen op, og alle fik travlt med at skaffe tørt brænde, tænde bål og lave mad. Så gik dagen ellers med sabbatsskole, madlavning og traveture i den skønne natur. Fuglelivet var pragtfuldt, og klatreturene op og ned ad lerskrænterne ved stranden var yderst spændende.
Turens højdepunkt var lørdag aften. Efter en skøn middag med mad efter egne hemmelige opskrifter blev der lavet et enormt bål. Kokkene fik fremtryllet en snobrødsdej, og mens bålet glødede, sad vi rundt om på vores bænke og ristede snobrød, mens vi hyggede os. Aftenen afsluttedes med nogle runder: quiz for kvikke hoveder.
Næste dag var der oprydning og rengøring. Alt skulle bringes i tiptop orden inden Siouxerne forlod ”Ravnereden“. Det var vores første patruljetur, men med garanti ikke den sidste.
Den spæde begyndelse
Preben Jalving / Foto: HASDA
Adventistkirken har altid haft stor interesse i at tilbyde børn og unge en opvækst med de bibelske værdier. Bibelstudiet lørdag formiddag blev meget hurtigt sat i system med en 3-4 års cyklus gennem Bibelens fortællinger om begivenheder og personligheder. Hvor det var muligt, blev der lokalt etableret aktiviteter for børn og unge bl.a. gennem menighedsskoler samt børne- og ungdomsforeninger.
I 1920 blev kirken omorganiseret, idet Steen Rasmussen (1888-1941) blev ansat som afdelingsleder i Den Skandinaviske Union. Han lod ungdommen skrive i mandtal, og det viste sig, at der i Danmark var 652 børn og unge i alderen 7-30 år. Han satte fokus på ”Morgenvagten“ og organiserede ”Læsekursus for Ungdommen“. Der blev afholdt bibelkurser og kurser om kirkens historie, og det første ungdomsblad – ”Ungdomsfaklen“ – udkom i 1922. I 1921 blev Werner Wilstrup Hansen (1895-1988) ansat til at udvikle ungdomsarbejdet i Danmark, og Danmark blev Europas foregangsland inden for ungdomsarbejdet. Det var i 1921, at der blev afholdt det første ungdomsstævne i Markussens lade i Kjølkær.
Samme Sten Rasmussen arrangerede det første nordiske ungdomsstævne på Onsrud Højskole, Norge, i 1925 og i 1928 det første europæiske ungdomsstævne i Chemnitz, Tyskland.
Med et medlemstal på knapt 1.000 i 1911 var kirken vokset til det dobbelte antal medlemmer 10 år senere, og i 1930 var medlemstallet knapt tredoblet. Denne tilvækst gav grundlag for øgede aktiviteter for børn og unge. Der blev løbende organiseret børneog ungdomsforeninger rundt om i landet og Missions Volontør bevægelsen (MV- bevægelsen) blev udviklet gennem små håndbøger, som var fyldte med ideer til arbejdet og et mål: ”Adventbudskabet til hele verden i denne slægt.“ Formålet med bevægelsen
Foto fra oven: Vejle trop 1939. Drenge på teltlejr ved Ravnsø 1953.
var en individuel harmonisk udvikling af de fysiske, mentale, sociale og åndelige evner. Især under landslejrene gennem 1930’erne blev arbejdet for Junior Missions Volontør bevægelsen (JMV-bevægelsen) fremmet, og en håndbog så dagens lys. I 1938 begyndte ”juniorbevægelsen“, og i første omgang var der tre klasser: ”ven“, ”fælle“ og ”kammerat“ samt en lederklasse: ”mesterkammerat“. Nogle år senere fulgte et tilbud til de mindste (tumlingerne) med klasserne: ”bi“, ”solstråle“, ”myre“ og ”hjælper“ – og den videre udvikling førte til, at fra at være ”junior“, så blev man ”spejder“ med trin og grader.
Kilder: Særnummer af Missionsefterretninger 1937: ”18771937 – Kort tilbageblik over Adventbudskabets opkomst og udvikling herhjemme“ af Louis Muderspach
Advent-Ungdom 1941/4: ”Steen Rasmussen – Ungdommens ven – er gået bort“ af Jakob Raft
Ungdomsfaklen 1929/7: ”Den danske M.V.-bevægelsens begyndelse, udvikling og betydning“ af Werner W. Hansen.
Tekst:
”Er det ikke bedre at give pengene i stedet for at bruge penge på at tage et sted hen for at ‘lave mission’? Så kunne vi give mere!“
”Hvorfor skal du rejse langt væk for at ‘lave mission’? Hvad med her?“
”Kan du virkelig gøre en forskel på så kort en tur?“
”Hvad er værdien eller formålet med at tage på en missionstur?“
Missionsrejse med SABUS
Tekst og foto: Maysie Keye
Har du hørt eller selv haft spørgsmål og tanker som disse, når du hører om en missionstur?
Disse er alle gode tanker at overveje, og jeg vil gerne tage fat på dem her.
Sandheden er, at ja, penge får verden til at køre, og ja, hvis vi ikke rejste til et sted og i stedet gav dem pengene, kunne de udrette lidt mere. For at være ærlig – de ture jeg har været på, hvor vi har udført manuelt arbejde - de lokale kunne have gjort det meget hurtigere og mere effektivt, end vi gjorde. Men ved du hvad? De var SÅ glade for, at vi kom. De ville hellere, at vi gav dem vores tid, og vi ser, at folk bekymrer sig nok om dem til at sætte handling bag ordene og bruge tid sammen med dem og give dem opmærksomhed.
Læg mærke til de ord, der bruges her – bruge og give. Det er ord, vi typisk bruger til at beskrive noget af værdi og værd at bruge vores ressourcer på. Vi har mulighed for at BRUGE tid, GIVE opmærksomhed og INVESTERE i andre. Investeringer er noget, vi ønsker at se vokse, og det samme gælder mennesker. Investeringen går også begge veje. Du har måske også oplevet eller hørt, at man ofte får mere ud af sådan en tur, end man giver.
Fotos fra missionsrejse til Cambodia. Fra venstre: 1) Vi bygger en spisestue og et køkken. 2) Han smiler, fordi vi hjælper, men han kan gøre det meget hurtigere! 3) Et smil er forstået på ethvert sprog.
Skal man tage et andet sted hen for at ‘lave mission’? Nej, bestemt ikke! Men der er noget særligt ved at være et andet sted, i en anden kultur og i en anden ramme. Der er noget ved en ny ramme, der giver mulighed for at opdage og opleve nye sider af os selv væk fra vores ‘normale’. Vores perspektiver udvides, og fokus flyttes fra os selv til et nyt sted og nye mennesker. Ved at investere vores tid og penge i en tur får vi mulighed for at samle en række erfaringer, som vi kan bruge tilbage i vores egen hverdag. At blive mere fokuseret på andre, blive mere bevidst om verden og få nye perspektiver er uundgåelige resultater. Bare det gør det værd at tage af sted!
Så hvad er værdien af at tage på en missionstur? Jo, det er at sætte dine penge og din vilje i handling. Det er at sprede kærlighed, hvor end du går. Det er at turde få et nyt perspektiv og blive forandret. Det er at blive mere fokuseret på andre.
Hver dag, hvert øjeblik, overalt kan være et liv dedikeret til at ‘lave mission’. Det at være venlig koster virkelig ikke noget. Det afhænger bare af, hvilken valuta du er villig til at bruge.
– HVAD ER DET?
”ReBoot er et kristent, ungt læringsfællesskab, hvor en gruppe på 3-4 personer bor og lever liv sammen i en fælles lejlighed.“
Sådan står der i den helt nye brochure, som skal opfordre unge mennesker i hele Danmark til at være med til de aktiviteter, som skal foregå i ReBoot. Det er drømmen om at skabe et sted, hvor unge kan mødes på tværs af landet og arbejde målrettet med deres tro, som er ved at gå i opfyldelse. Et fællesskab, som man måske i en periode vil kalde ”sin kirke“, for så bagefter at gå hjem og turde skabe noget selv. Måske får man mere mod på at tage ansvar i sin etablerede menighed? Måske får man mod på at starte en mini-menighed i sit eget hjem? Måske bliver man mere modig til at tale åbent om sin tro med sine venner?
I ReBoot har vi en lang række emner, som vi gerne vil blive klogere på. Derfor har vi allerede aftaler med forskellige undervisere, som kan undervise i mission, lovsang, madlavning, eventplanlægning, personlig tro, åndelige gaver og meget mere. Rækkefølgen kommer beboerne til at være med til at beslutte.
Beboerne er unge fra 18 år og opefter. Vi sammensætter en gruppe ud fra forskellige kriterier, og man ansøger skriftligt om at bo i huset. Derudover inviterer vi landets unge, kollegaer og venner ind i fællesskabet event for event. Vi vil dele vidnesbyrd og læse Bibelen sammen.
Og sådan et projekt bygger bogstaveligt talt ikke sig selv. Vi har lejet lejligheden ovenpå kirken i Odense, men køkkenet trænger til at blive renoveret for at danne de optimale rammer om ReBoot-gruppen. Her har vi brug for din hjælp! For det gamle køkken er godt nok revet ned, men det skal jo bygges op igen og gøres hyggeligt og hjemligt.
Vil du hjælpe med arbejdet, så kontakt Dorte Thyregod Svendsen på 40 10 92 64 eller dts@sabus.dk, eller overfør det beløb, som du har lyst til at give, til MobilePay 11194 mærket ’ReBoot’. Vi glæder os over hver eneste bøn og hver eneste times arbejde, du måtte tilbyde, og hver eneste krone, som du måtte have overskud til at give. Vi beder Gud om at velsigne alle gode intentioner og vores fortsatte arbejde med projektet!
Opstart: I skrivende stund er vi allerede i gang med byggeplanerne, og lejekontrakten er på plads. Det er stadig usikkert, hvornår vi har det første officielle arrangement, og hvornår der flytter unge mennesker ind i huset. Er du interesseret i at bo i ReBoot, så kontakt Dorte Thyregod Svendsen på 40 10 92 64 og få en uforpligtende snak.
Har du for nylig
tjekket ud på
sabus.dk
og set, hvor mange spændende ting, der foregår?
Måske er der noget, du absolut ikke
vil gå glip af:
Venner
Sammenhold
Sjov
Aktiviteter
Lovsang
Viden
Deling
Sparring
Hver fredag aften kl. 20 og lørdag formiddag sender webkirke digitale programmer. Desuden udgives et nyhedsbrev hver måned. Interviewet med Sven Hagen Jensen herunder stammer fra et af disse nyhedsbreve.
Engageret præst i webkirke
Tekst: Jan-Gunnar Wold / Foto: webkirke.dk
Du har jo levet et langt liv, Sven, hvor både du og din hustru har arbejdet med mennesker og tro. Hvad var det, der i sin tid fik dig til at vælge din livsbane?
”Jeg er opvokset i et kristent hjem, hvor min far var en meget aktiv præst, og mission var i fokus. Grundlaget lagt i hjemmet og inspirationen ved at opleve mine forældres engagement er hovedårsagen til, at jeg valgte den vej i livet. Herudover var jeg en ivrig læser af beretninger fra ’missionsmarken’, der skabte et ønske i mig om også at tjene Guds sag uden for mit eget land.“
Du forkynder ofte på webkirke. Er det anderledes for dig at formidle Guds ord via en skærm end i en fysisk kirke?
”Ja, det er meget anderledes. Der er en anden dynamik, når man har øjenkontakt med rigtige tilhørere, der er fysisk til stede, og man ser deres reaktion på det, der prædikes. Ligeledes holder jeg af at stille spørgsmål til tilhørerne og få svar tilbage.
Man kan dog vænne sig til at tale til en skærm og forestille sig, at virkelige personer lytter. Fordelen ved den digitale form for forkyndelse er, at man ikke bliver distraheret af uro eller støj og bedre kan holde sig inden for en bestemt tidsramme.“
I dag er både du og din hustru Ingelis engageret i arbejdet for mennesker, der kommer til Danmark med en til tider trist skæbne i bagagen. Hvordan oplever I ‘nydanskere’ i kirkemiljøet?
”Vi er glade for at kunne arbejde blandt ’nydanskere’. De nytilkomne, vi møder i vores kirker, er fortrinsvis flygtninge fra DR Congo og Rwanda, der, på trods af de traumer, de bærer med sig, har et åndeligt udgangspunkt og en gudstro fra tidligere. Det er naturligt for dem at søge til kirken for at finde hjælp og fællesskab der.
Vores ‘nydanske’ kirkegængere elsker sang og musik. Tolkning i kirken, hvor der oversættes til deres lokalsprog kinyarwanda, så de hører Ordet og synger sange på deres modersmål, har haft enorm betydning og været et stort trækplaster.“
Webkirke er jo baseret på værdier som åbenhed og tilgængelighed. I din opvækst var der ikke internet, men hvordan ser du muligheden for, at mennesker kan blive styrket i deres tro også via digitale tjenester?
”Jeg er er måske ikke den rette til at besvare dette spørgsmål, da jeg ikke selv er storforbruger af de digitale tjenester, men jeg ved, at mange, som ikke har mulighed for at deltage i et fysisk fællesskab, har stor glæde af Webkirke. Zoom-tjenesterne betyder meget i bestræbelserne på at bevare kontakten til vores ’nydanske’ venner. Samtidig er der ingen tvivl om, at mennesker, som ikke tør vove sig ind i en fysisk kirke, vil være langt mindre tilbageholdende med at søge kristne sammenhænge på internettet på grund af den større mulighed for anonymitet. Vi må derfor ikke være bange for at give et klart bibelsk alternativ til det brogede udbud af meninger og teorier, der florerer i den digitale verden.“
SOMMEREN 2024
Dagbog fra Grønland
Sommeren 2024 var Elsebeth og Tony Butenko endnu engang på Grønland for at dele troen med befolkningen der. Med sig rundt havde de en større forsendelse af bøgerne Den store Strid og Vejen til Kristus foruden nogle børnebøger, alle på grønlandsk. Endnu engang oplevede de interesse og åbenhed hos mange, og på denne måde har de beredt vejen for det kommende missionærpar, der skal bosætte sig der. Her bringer vi et uddrag af Elsebeths dagbogsnotater, hvor hun fortæller om nogle af hendes og Tonys oplevelser.
11/6
Vi er kommet godt frem til Upernavik i strålende solskinsvejr, og hvor er her smukt. Vi bor i et hyggeligt hus, der emmer af en svunden fortid. Et typisk grønlandsk hjem med tørkloset. Vand henter vi ved en vandstation i plastikdunke. Vi har den smukkeste udsigt ud over havet, hvor der flyder rester af den opbrudte is. Det er kun 14 dage siden, det første fragtskib efter vinteren kom frem.
13/6
Alle bogkasser har vi nu fået udleveret af en utrolig venlig og imødekommende havnechef. Vi får også lov at få bogkasserne opmagasineret gratis. Normalt er det en dyr sag. Hun sagde: ”Det er godt, vi kan hjælpe!“ Havnechefen tilbyder også at køre dem op til vores hus med to havnearbejdere, der hjælper med at bære!
Så er det første aften – ud at besøge hjemmene...
En ældre kvinde kom gående. Hun hilste hurtigt og gik videre. Senere kom jeg til hendes hus, og jeg mødte hende på trappen. Jeg spurgte hende: ”Bor du her? Jeg har en boggave til dig.“ Og hun tog imod den og lovede at læse den.
En dame inviterede mig indenfor. Hun snakkede grønlandsk, men forstod en del dansk. En rørende gæstfrihed. Det var tydeligt, at hun bare gerne ville vise mig gæstfrihed, og jeg blev budt på både det ene og det andet. Vi holdt bøn, og jeg sang det lille vers ”Vend dit blik imod Jesus“ på grønlandsk. Hun var et menneske, der tydeligt er troende.
18/6
I et hjem, hvor jeg blev inviteret indenfor, blev deres barnebarn optaget af børnebogen og begyndte at stille spørgsmål til sin mormor. Ja, børnebogen giver rig anledning til åndelige samtaler mellem børn og voksne.
Tekst og foto: Elsebeth Butenko
1/7
Nu er vi i Innarsuit, der har ca. 180 indbyggere.
To kvinder på kommunekontoret tog som de første imod bøgerne. Jeg fortalte dem, hvem jeg var og gik så ud fra, at de ville fortælle alle andre om mit besøg!
En pige på 10 år blev så glad og taknemlig for børnebogen, at hun smækkede sin højre hånd mod min højre. ”Give me five,“ sagde hun på engelsk.
Jeg har lagt mærke til, at når de får min seddel med forklaringen om bogen på grønlandsk, så læser de ikke sedlen, men tager blot imod bogen, fordi de allerede har hørt om bogen fra andre.
5/7
Tony: Jeg er ankommet til Kangersuatsiaq med ca. 135 indbyggere 20 minutters flyvetur syd for Upernavik. På havnen så jeg en grønlænder, der tegnede på en træplade. Jeg spurgte ham, hvorfor han arbejdede en fredag aften, når alle er hjemme. Han fortalte, at han havde et vigtigt arbejde at gøre. Er du tømrer? Nej, min profession er, at jeg tegner. Han går rundt med en lille bog hele tiden, så han kan tegne det, han får lyst til at tegne. F.eks. havde han en ven der havde set en hellefisk på næsten 2 meter. Ingen ville tro på ham, men en dag så denne tegner en hellefisk, der var lige så stor, og han lavede en skitse af den. Nu ville alle tro, at det var sandt, fordi folk har tillid til ham. Jeg spurgte, hvor han kom fra. ”Jeg arbejder over hele Grønland, men kommer oprindelig fra Narsaq.“ Jeg fortalte, at jeg har været der, og jeg syntes det var den smukkeste by i hele Grønland. Han var enig. Jeg fortalte, hvad jeg laver. ”Jeg går rundt fra dør til dør med bøger og giver dem gratis – vil du ikke have en bog?“ Hvorefter han svarede: ”Jeg fik en bog af dig i Narsaq sidste år!“
9/7
Elsebeth: Min afrejsedag fra Aappilatog. En smuk morgen, strålende sol fra en skyfri himmel.
I supermarkedet bliver min bagage ve -
jet. Butiksbestyreren fungerer også som lufthavnsassistent. Jeg er den eneste, der skal med helikopteren til Upernavik. Der er et lille hus, som er ventesalen. En ung mand kom ind lidt senere og satte sig ned sammen med mig i rummet. Så sagde han langsomt på grønlandsk ”Atuagak!“ Bog!? Jeg blev klar over, at han ikke havde fået en bog af mig, og det ville han gerne have! Det rørte mig. Desværre havde jeg ikke flere bøger tilbage, men jeg kunne henvise ham til kommunekontoret, som have fået en ekstra bog.
11/7
En mor til syv børn tager imod bøgerne. De kommer fra Uummannaq og er på besøg hos familie. De har sejlet i åben speedbåd 9 timer hertil – i regn og blæst! Hun blev så taknemlig for bøgerne, og da jeg fortalte, at vi kommer til hendes by næste sommer, gav hun mig sin adresse, så vi kan besøge dem. Hun fortalte, at hun har en bibel – og læser i den.
12/7
Det er ferietid, og der er tilrejsende folk på besøg. Der er en livlig aktivitet i bådehavnen. I et hjem var der flere samlet, og både den ene og den anden fik bøger. En mand henvendte sig – han ville også gerne have! Dejligt når mennesker selv tager initiativ. Det er tydeligt, hvordan Helligånden arbejder.
14/7
Syv børn skal konfirmeres i dag. Der har været stor travlhed rundt omkring. En familie startede i torsdags med at male deres hus. Der bliver sat æresport op for det barn, der skal konfirmeres, med et stort malet skilt af barnets navn øverst oppe. Klokken ni var den lille kirke propfuld, ja, man stod op ad trappen udenfor. Mange kommer i deres fine nationaldragter.
I forbindelse med boguddelingen er jeg blevet inviteret til to konfirmationer. Folk er utrolig gæstfri. De kalder det for ”kaffemik“, som er alt fra mange forskellige grønlandske middagsretter – sæl, edderfugle, hvalkød med spæk, fisk – og derudover et impo -
nerende opbud af flotte desserter og kager. Der bliver ikke sparet på noget. Folk kommer og går. Det er meget afslappet. De går rundt til hinandens hjem, hvor der holdes fest. Alle kender jo hinanden, og de fleste er i familie med hinanden på en eller anden måde. Der er en vældig aktivitet i bådehavnen. De fleste hjem har en lille åben fiskerbåd med påhængsmotor. Der skal virkelig en varm påklædning på til sådan en søfart ude på det åbne hav. Familier med børn/ babyer og ældre rejser på denne måde. Så godt som alle har taget imod bøger.
19/7
Tony er her, og vi er sammen igen. Vi vågnede til strålende sol. Vi er kommet til bygden Kullorsuaq, den nordligste bygd i Upernavik distriktet. Vi fløj tæt langs indlandsisen. Det tog ca. 50 min. med 300 km i timen. Utrolig at se fra luften, når sådan en bygd dukker op midt blandt mange klippeøer. Man kan undres over, hvad der lige har fået folk til at vælge at stifte bopæl her.
Vi bor i kommunens servicebygning, et fælleshus, hvor enhver kan komme og vaske tøj og få et brusebad for 5 kr. Vi bor i et værksted for grønlandske kunstnere, hvor vi deler køkken med en grønlandsk entreprenør, der kom sammen med os hertil. Han skal lave en betonvej, så man her i bygden kan transportere affaldet til rette sted. Lige nu ligger alt spredt ud i bygden, også alle poser fra tørklosetterne. Affaldshåndtering er et stort problem her i Nordgrønland.
Bygden har ca. 450 indbyggere, og husene ligger spredt på fjeldene. Der skal indimellem lidt opfindsomhed til at finde vej op til husene, selv om folk ellers er gode til at få trådt stier til. Jeg undres på, hvordan de finder vej til husene, når sneen ligger højt. Vi undres ligeledes over, at der bor mennesker i det, der ligner ringe skure. Der er dog også fine nye huse, men de er i mindretal.
24/7
I dag fik jeg en stor opmuntring. Her i servicehuset, hvor vi bor, kommer og går folk til stadighed. En kvinde kom hen til mig og begyndte at undskylde sig. Jeg forstod enkel -
te ord, at hun var meget ked af, at hun havde afvist mig, da jeg forleden var kommet til hendes hjem. Hun blev ved med at sige undskyld og omfavnede mig og tog glad og taknemlig imod bøgerne på grønlandsk. Hun ville gerne invitere til kaffemik i dag. Vidunderligt, hvordan Helligånden arbejder. Jeg tog imod Invitationen. Det viste sig, at det var hendes barnebarn, der blev 8 år i dag, og det lille hus var fuldt af gæster. Folk sad på gulvet rundt om den grønlandske mad: hvalros og isbjørnekød, narhval m.m. Jeg nøjedes med at smage ”grønlandsk kage“, som ligner et slags luksus franskbrød med rosiner. Jeg havde lige en enkelt børnebog tilbage, som fødselsdagsbarnet fik. Han gav sig til at blade hele bogen igennem med det samme.
28/7
Jeg besluttede i dag at gå i den lille folkekirke. Vi var kun tre til gudstjenesten, og det var en ældre grønlandsk hjælpepræst, der stod for den. Da de andre var gået, gik jeg op og hilste på ham, og vi fik en hyggelig samtale. Jeg fortalte, hvordan flere hjælpepræster i sin tid viste min far stor venlighed og også tilbød ham overnatning. Præsten tog imod de grønlandske bøger, jeg havde med.“
Jeg er stadig med til
Efter at have haft med unge at gøre gennem 25 år har Pia Fisher
nu sagt farvel til stillingen som viceforstander på Vejlefjordskolen
og goddag til et job som HR- og administrationsmanager i ADRA
Danmark. En gammel drøm er opfyldt.
Iaugust trådte Pia Fisher i egen 1,82 meter høje person ind ad døren i ADRA
Danmark for at være både generalsekretærens nye personlige assistent og HRog administrationsmanager.
Dette nye skridt i karrieren kommer efter, at hun de seneste 25 år har arbejdet på Vejlefjordskolen. Først som tilsynsvagt i kostafdelingen og derefter som lærer, efter at hun i 2001 færdiggjorde pædagoguddannelsen. Siden 2018 har hendes titel været viceforstander og leder af kostafdelingen.
Pia Fisher går ellers ikke op i titler, og hendes bevægelse op ad karrierestigen er heller ikke et udtryk for, at ambitionerne har styret hende.
At ADRA’s nye kollega gerne hilser udfordringer velkommen, er blot udtryk for, at hun har masser af selvtillid, og at hun er typen, der brænder for at gøre en forskel.
”Som barn fandt jeg hurtigt ud af, at man ikke kan gøre alle tilfredse. Hvis man gør det bedste, man har lært, så kan man ikke gøre mere. Jeg har aldrig søgt et job for stillingens skyld. Dog erkendte jeg, at mine idéer kun ville blive realiseret, hvis jeg selv løftede ansvaret og satte tingene i gang. Det har altid virket naturligt for mig at lede, men nu er jeg lige så glad og tilfreds med at sidde på min stol og lave kontorarbejde.“
Pia smiler stort, for bag den udtalelse ligger mange års slid i skolebranchen.
”Hvis du spørger mig, hvorfor jeg allerede har stornydt alle mine dage i ADRA, lyder svaret: ‘Fordi jeg er fri for voksen-skældud.’
Når man sidder i en lederstilling med kontakt til alle elevernes forældre, bliver man efterhånden træt. I dag er jeg glad for at have mindre ansvar, og jeg arbejder ovenikøbet på deltid. Alligevel er jeg stadig med til at gøre en forskel for andre. Nu bidrager jeg til andre med lederansvar og støtter op om dem, der rejser ud for at gøre en forskel i den store verden.“
Oprindelig drøm og uddannelse Ønsket om at være med til at gøre en forskel tog form, da Pia Fisher som kostskoleelev i ferier besøgte sine forældre i Ghana, Moskva, Rwanda og Uganda. Her arbejdede de for både Adventistkirken og ADRA. I de år satte hun et mål for sit liv. Hun ville engang arbejde med det samme som far og mor, der begge var uddannede i økonomi. Mor Doris var blandt andet landeleder i ADRA Uganda, og far Evald havde andre lederfunktioner i organisationen.
Da unge Pia, senere med studentereksamen på CV’et, skulle finde en måde at bruge sit sabbatår på, var det at være frivillig for ADRA Rwanda, det eneste hun ønskede. Her arbejdede forældrene på det tidspunkt.
Tekst og foto:
Maria Lykke Andersen, kommunikationsmedarbejder i ADRA Danmark.
Farvel til fire år som elev på Vejlefjordskolen og goddag til et afrikansk land med intense spændinger mellem to stammer. I løbet af sabbatåret fra 1990-91 oplevede hun og forældrene at blive evakueret fra Rwanda. Efter to måneder vendte hun tilbage, men aldrig forældrene, der nu flyttede til Ghana. Fire år senere begyndte folkedrabet i Rwanda.
Livet tog sin egen drejning
Pia Fisher elskede tiden i Østafrika – menneskene, klimaet, naturen! Da hun efterfølgende rejste til Newbold College i England for at læse til bogholder, var det med henblik på en dag at rejse tilbage og blive ADRA-landeleder i Østafrika.
Dog tog livet sin egen vej for den eventyrlystne unge Pia. Under uddannelsen i England mødte hun ham, hun senere skulle blive gift med, og da hun med eksamensbeviset i hånden tog ham med til Afrika for at snuse til jobmulighederne, tegnede en anden retning sig.
”Robert følte kald til at blive præst på Vejlefjordskolen, så jeg skiftede tankesæt og fortalte mig selv, at så måtte det være på Vejlefjordskolen, jeg skulle gøre en forskel.“ Pia Fisher lyder ikke bitter.
”Jeg har altid tænkt, at jeg en dag også kunne arbejde for ADRA, men eftersom jeg oplevede, at vores tre børn bedst kunne færdiggøre deres grundskole og gymnasieuddannelse på Vejlefjordskolen, måtte et job i NGO’en vente lidt endnu. Vores yngste søn Jamie blev student i sommer, og nu er jeg her.“
Den nye ADRA-medarbejder bliver boende i Jylland, da hun nødigt vil forlade Vejlefjord menighed og sit store netværk opbygget gennem et kvart århundrede. Nu pendler hun til Storkøbenhavn en gang om ugen. I Ørum, hist hvor vejen slår en bugt, står et hus fra 1887, som hun flytter ind i, når det er færdig-istandsat.
Pia Fisher er på ADRAkontoret i Nærum to dage om ugen. Resten af tiden arbejder hun hjemmefra. De fleste af hendes kolleger arbejder også fra deres hjemmekontor to dage om ugen.
Hjælpeaktion 2024 – sammen kan vi hjælpe
Hjælpeaktion er i gang. Temaet for i år er ’Sammen kan vi hjælpe’ – med budskabet om, at sammen kan vi gøre mere, end vi kan på egen hånd. Udover at hjælpe medmennesker, der har brug for en udstrakt hånd, styrker vi egne fællesskaber undervejs i indsatsen. Læs fx om ADRA-repræsentant Sarah Gilles initiativ i Herning!
Fællesspisning og uddeling af postkort
Iaugust inviterede ADRA-repræsentant Sarah Gille sin menighed i Herning til fællesspisning og uddeling af ADRA’s Hjælpeaktions-postkort. Hun fortæller:
Hvor mange postkort fik I uddelt?
”Det blev til 700 postkort i alt, som vi delte ud i flere boligområder. Bagefter talte vi om, at vi sagtens kunne have brugt dobbelt så mange.“
Hvordan lykkedes det dig at aktivere din menighed?
”Jeg har ikke gjort meget. Menigheden tog bare godt imod initiativet og har nok kunnet mærke, at ADRA betyder meget for mig. Det smitter selvfølgelig, når man selv er engageret.“
Har du planlagt andre indsamlingsaktiviteter?
”Jeg har rigtig mange idéer. Fx kunne jeg tænke mig at lave et stort vegetarisk julebord og invitere folk fra Herning by til middag. Eller afholde en fundraising koncert med efterfølgende servering. Faktisk havde vi planlagt et loppemarked i år, men kunne ikke fremskaffe nok ting at sælge. Måske til næste år – eller måske finder vi på noget helt andet.“
Tekst: Kristian Shaw-Mathiassen, ADRA Danmarks koordinator for Hjælpeaktion. Foto: Sarah Gille
– derfor nød vi indsamlingen
Connie, Rita, Anette, Elisabeth, Kurt, Morten, Mogens og Allan. Tak for jeres indsats ved indsamlingen på Færøerne. Det er stort at opleve, når mennesker vil gå en ekstra mil for andre. Både indsamlere, der giver af deres tid, og dem, der donerer hvad de kan.
Tekst: Kristian Shaw-Mathiassen / Foto: Allan Falk PÅ FÆRØERNE MÅ man godt ringe på dørklokker i forbindelse med indsamling. Efterhånden kender mange færinger Adventistkirken og ved, at der herfra bliver gjort et solidt nødhjælpsarbejde i verden.
Som ny medarbejder i ADRA har det været inspirerende at arbejde med præst Allan Falk, der var rejseleder på Færøerne. Allan har mange års erfaring og en bred viden om den smukke øgruppe. Tak til Allan, som har været ansvarlig for Hjálpsemi (Hjælpeaktion på færøsk) siden 2011 og indsamler siden 2007.
Mogens Bjørklund: ”Jeg meldte mig til indsamlingen, fordi formålet er noget, jeg selv kan stå inde for. ADRA kendte jeg ikke, men jeg kendte adventisterne. Det er første gang, jeg deltager i en dør til dør-indsamling, og det har givet mig så meget at møde alle de søde, venlige og gæstfrie færinger. Det gør indtryk at se deres gavmildhed. ‘Kommer I fra adventisterne? Så vil vi gerne støtte!’ Det udsagn hørte vi mange gange.“
Elisabeth Melin: ”Da min mand og jeg blev spurgt, om vi ville samle penge ind på Færøerne, var jeg lidt skeptisk. Jeg ville rigtig gerne derop og se den fantastiske natur, men det med at stemme dørklokker var jeg ikke vild med.
Vi mødte dog en stor imødekommenhed og mange steder, hvor folk var hjemme, blev beløb af betydelige størrelser doneret. Det er dejligt at være med til at gøre en forskel for mennesker i nød, og vi oplevede et skønt fællesskab i gruppen.“
Kurt Melin: ”Jeg blev ringet op af min svigersøn Jon, der er ADRA’s programchef og spurgt, om det var noget for min kone og mig at samle penge ind til ADRA’s arbejde. Vi sagde ja, bl.a. fordi vi aldrig før havde været på Færøerne. Vi ville selvfølgelig også støtte nød -
hjælpsarbejdet som frivillige indsamlere. At vi fik rejse og ophold betalt, var også en motivation.“
Connie Carstensen: ”Det er fantastisk at samle ind til nødhjælp og samtidig få lov til at nyde Guds smukke natur. Jeg troede ikke, det var muligt for mig at deltage, da jeg har mange helbredsproblemer. En dag sagde jeg dog til min mand, at hvis jeg fik en personlig invitation, ville jeg tage med. Dagen efter kom den fra ADRA’s koordinator, så jeg havde ingen tvivl om, at Gud var med på turen.“
Rita Olsen: ”Jeg havde tidligere besøgt Færøerne, men aldrig som indsamler. Gennem andre havde jeg dog hørt, hvordan det var at gå fra dør til dør deroppe. Nu har jeg så selv prøvet det, og det er en fantastisk form for aktiv ferie. Ovenikøbet gratis. Jeg har fået masser af frisk luft og motion samtidig med, at jeg har hjulpet ADRA med at hjælpe andre.“
En del af de frivillige indsamlere på Færøerne i 2024. Fra venstre: Rita Olsen, Connie Carstensen, Mogens Bjørklund, Kurt og Elisabeth Melin
VIRKSOMHED MED VÆRDIER: ... et liv med
Jordbær-Arne – med det borgerlige navn
Arne Pedersen – har dyrket jordbær siden han var 17 år.
Tekst og foto: Holger Daugaard
Det begyndte med et lille stykke jord, som han lejede af Vejlefjordskolens nabo, da han netop havde fået sin realeksamen der. Efterfølgende gjorde han sin skolegang færdig i gymnasiet i Vejle, da Vejlefjordskolen på det tidspunkt endnu ikke havde oprettet gymnasieklasser. Siden udviklede det sig, efter han blev kæreste med Annelise, der selv kom fra landet og var vant til at arbejde med jord og planter.
Jeg møder Annelise og Arne på deres bopæl gennem ca. 40 år i Hedensted. Her har de en landejendom med gårdbutik og 15 ha jord, hvoraf en stor del gennem mange år har været dyrket med jordbær. Vi kommer hurtigt til at snakke om gamle dage, og hvordan det hele startede.
”Jeg arbejdede i gartneriet på skolen, hvor der blev dyrket lidt jordbær. Da man ville opgive jordbærdyrkningen, fik jeg lov til at tage stiklinger af planterne –og sådan begyndte min passion for jordbær,“ fortæller Arne.
Arne fortæller videre, at de senere fik mulighed for at leje et mindre gartneri, hvor der også blev dyrket jordbær, og efter at have boet flere forskellige steder – alle med jordbæravl – købte de endelig ejendommen uden for Hedensted.
”I begyndelsen solgte vi en del af jordbærrene til købmænd og andre i området, men efterhånden fik vi så stor en kundekreds, at vi kunne sælge det hele hjemmefra.“
Lærer og jordbæravler
Arne uddannede sig i sin tid til lærer på Jelling Seminarium og arbejdede i 37 år som lærer på Hedensted Skole. Lærerjobbet gjorde det muligt for ham at have jordbæravl ved siden af, ”og så var der jo en masse børn fra skolen, der kunne være jordbærplukkere hos os,“ smiler Arne.
Senere blev det muligt at få voksne plukkere fra udlandet, og det gjorde plukningen en del nemmere.
”Men det gav os en ny udfordring,“ fortæller Arne. ”For plukkerne skulle jo have et sted at bo, så vi måtte skaffe nogle beboelsesvogne, de kunne være i.“
Adventist og jordbæravler
Som søn af en af kirkens markante præster, Kaj Pedersen, er Arne vokset op med adventisttroen og dermed sabbatten som helligdag. Det kunne godt være en udfordring, når man avler jordbær, hvor lørdag måske er den travleste dag for salget. Jeg spørger Arne, hvordan de har håndteret dette.
”Vi har altid holdt fri om sabbatten, til trods for at andre jordbæravlere har syntes, det var helt hen i vejret.“
”Men vores kundekreds har vænnet sig til det, og så køber de ekstra ind fredag og eventuelt søndag. Nogle spørger ind til, hvorfor vi holder lukket, og det giver os jo mulighed for at fortælle om vores tro.
Vi havde en morsom hændelse for år tilbage, hvor en af vores kunder kom en lørdag og var i bekneb. Det var dengang, butikkerne lukkede lørdag eftermiddag, og han havde brug for et par bakker til sine gæster. Så gik vi en tur i marken og plukkede til ham, og da han spurg -
te, hvad det kostede, sagde jeg: Det koster ingenting om lørdagen! Senere blev hans døtre plukkere hos os, fordi han havde fået et godt indtryk af os. På den måde sætter man nogle spor, og jeg føler, der er stor respekt omkring vores holdning.“
Jeg spørger, hvordan man kobler af om sabbatten, når man står midt i plukkesæsonen.
”Vi har ofte taget hjemmefra og tilbragt dagen ude i naturen eller andetsteds. Så oplever vi ikke, hvis der kommer kunder og tror, der er åbent, og samtidig er det lettere at hvile vores tanker fra alt det praktiske.
I øvrigt viste det sig også at være en fordel for vores udenlandske plukkere, at vi holdt fri om sabbatten. Det betød, at også de kunne slappe af, sove længe og lade op til en ny uges arbejde.“
Relationer
”Mange af de plukkere, der har arbejdet hos os gennem årene, har vi fået en god relation til,“ fortæller Arne. ”Vi har f.eks. været i Rumænien til bryllup med nogle af vores arbejdere, og vi har også besøgt Vietnam, fordi vi havde plukkere derfra.
Men også vores kundekreds har givet os mange gode oplevelser gennem årene. Folk kommer jo igen og igen, når de bliver behandlet ordentligt.“
Arne fortæller videre, at han jævnligt gennem jordbærsæsonen kører rundt til tidligere kolleger og gode venner med det, et af hans børnebørn kalder en ”fedtepakke“ – en lille kasse med et par bakker jordbær og lidt kartofler og ærter. Det er noget, der glæder folk – og også ham selv.
Jordbærrene og familien
Som jordbæravler kan det ikke undgås, at hele familien bliver involveret. Arne og Annelises fire børn og
Sønnen Jonas hjælper i gårdbutikken.
nu også nogle af børnebørnene har alle været plukkere eller har stået i gårdbutikken gennem årene. Og de hjælper stadig til, hvis der er behov for det. Men til gengæld har sommeren altid været travl, og der har ikke været tid til ferie.
Men så har vi været så heldige de senere år, at der har været råd til at invitere hele familien med på en tur i efteråret, og det har været et stort privilegium at være sammen på den måde.
Fremtiden
Arne er nu fyldt 75 år, så han og Annelise har de sidste år overvejet at stoppe produktionen. Men det er ikke let at slippe et livsværk, som Arne siger, så i skrivende stund er det nok ikke helt afklaret.
Interview med Annelise og
Arne Pedersen
på Vejlefjordskolen
Tekst: Holger Daugaard
Foto: Thomas Müller, Charlotte Peralta, Holger Daugaard
Den varme morgen er fuld af elevsnak, og Olivia, idrætslærer på Vejlefjordskolen og tovholder, forsøger forgæves at få deres opmærksomhed. Idrætscampen på Vejlefjordskolen er i fuld gang, og i dag skal der dystes på atletik, hygges med vandliv og skabes fællesskab på tværs af skoler og klasser. 150 elever fra de danske adventistskoler er mødt op for at have det sjovt sammen, og holdene skal sættes i gang.
På kontoret spørger jeg skoledirektør Thomas Müller, hvad ideen med arrangementet er:
”For nogle år siden besluttede man at lave en atletikcamp, fordi det nu var blevet et
eksamensfag. Og da nogle af skolerne havde svært ved at klare kravene pga. manglende faciliteter, tilbød Vejlefjordskolen at hjælpe med det via et par intensive dage på stedet. Samtidig har der i mange år været afholdt fodboldstævne for 6.-9. klasse i januar måned, og det har været et højdepunkt for mange elever.
På et skoleledermøde for et års tid siden snakkede vi om, at man måske kunne gentænke disse stævner, og vi kom frem til at forsøge at kombinere dem i ét stævne. Og da flere skoler havde problemer med at skaffe lærere til at komme i en weekend, besluttede vi at gennemføre det på 3 skoledage. Det betyder, at hele klasser kunne være med og ikke bare dem, der spiller fodbold. Derfor var det f.eks. en fest uden lige i går aftes, da stævnet blev indledt med fodboldkampe i hallen. Der var rigtig mange tilskuere – alle dem, der ikke spiller fodbold, var med til at heppe på deres egne hold, og der var en rigtig god stemning. Vores egne dagelever er – ligesom gæsterne – på klassetur på skolen. De overnatter her og spiser sammen med de andre. Der sover derfor elever alle vegne!
Vi kombinerer tre ting på stævnet: dels de klassiske atletikdiscipliner, dels vandliv og dels fodbold. På den måde får eleverne en oplevelse af, hvad det vil sige at være kostelev på Vejlefjordskolen.
Det er jo ingen hemmelighed, at når skolen investerer så mange ressourcer i dette stævne, er det, fordi det også er et rekrutteringsgrundlag for kommende elever. Vi vil jo gerne gøre skolen attraktiv for eleverne fra de andre grundskoler.
Vi har i år en elev i 10. klasse, der kommer fra Svanevej, og da jeg snakkede med ham om stævnet, glædede han sig meget til at se sine gamle venner, når de nu kom. Men –som han sagde: ‘Jeg kender også nogle fra Roskilde og Nærum, som jeg glæder mig til at se.’ Så de, der er kommet til stævnerne, får et netværk af venner. Vi forestiller os, at det betyder noget, når de skal vælge gymnasium senere hen. Hvis de allerede kender skolen og en del af vennerne, kan det medvirke til, at de kommer tilbage i gymnasiet eller efterskolens 10. klasse.
Og når vi holder stævnet allerede i september, er der god tid til, at de unge menne sker kan nå at overveje, om de skal begynde i vores gymnasium. Førhen, når vi holdt fodboldstævnet i slutningen af januar, var det faktisk for sent i forhold til tilmeldingstidspunktet for gymnasievalg.
Vi kan selvfølgelig ikke evaluere endnu, men alt tyder på, at beslutningen om at kombinere stævnerne og afholde dem nu, har været den rigtige.
Når vi har omkring 130 elever på besøg udefra (hvor Ringsted Privatskole desværre ikke er med), så er vi udfordret mht. kapacitet. Spisningen foregår i 3 hold, og der bor elever alle vegne. Måske kunne man indskrænke antallet af deltagere, men så ville der også være færre tilskuere til fodboldkampene osv. Men det må vi se på, når vi evaluerer skolelederne imellem til efteråret.
dele dem op i mange mindre hold. Her blander vi eleverne fra de forskellige skoler, så de lærer hinanden at kende på tværs. Og i aften er der lagt op til hygge på alle fronter, når der skal spilles beachvolley og rundbold og bages pizzaer og pandekager.“
Jeg siger tak til Thomas for orienteringen og fortsætter ud i skolens område, hvor der er aktivitet mange steder. Jeg møder Christopher Mayntzhusen, en af lærerne fra Roskilde Private Skole, og spørger ham, hvad han synes om det nye koncept.
”Det er supergodt. Netop det, at vi er her, mens vejret er godt, skaber en god stemning og viser skolen fra sin allerbedste side. I aftes til fodbold i hallen var der flere end nogensinde, fordi alle elever var der, og programmet ser alt i alt virkelig godt ud.“
Med så mange elever må vi naturligvis
pinsler pointprestige
Sommeren 2024 set i lyset af Paulus' Andet Brev til Timotheus
Mens dette skrives, kæmper en gruppe danske paraatleter for at vinde medaljer ved de paralympiske lege i Paris. De får ikke helt den samme opmærksomhed, som deres ikke-handicappede kollegaer fik 14 dage tidligere, selv om medaljehøsten er ca. den samme, og træningen forud for konkurrencerne har været lige så intens.
Sommeren 2024 har i medierne været præget af usædvanlig meget sport. Europamesterskaber i fodbold, Tour de France på cykel, Wimbledon i tennis, Olympiske lege i Paris. Enhver med med internetforbindelse har kunnet følge med i atleternes fysiske anstrengelser, deres kampe for at vinde point og den prestige, der følger med at høre til verdenseliten inden for en eller anden sportsgren.
Personligt har jeg og sikkert mange af jer bidraget til kanalernes indbyrdes konkurrence om seertal i en sådan grad, at tiden derefter kunne føles lidt langtrukken, fordi det nu igen handlede om politiske stridigheder, bestialske folkedrab og kampen om at blive den næste leder i USA.
Heldigvis har vi igen tilbragt et par uger i august på solskinsøen Bornholm. Her vågnede jeg en morgen før husets øvrige beboere, satte mig på sengekanten og greb mit eksemplar af BOGEN – Bibelen på hverdagsdansk og søgte selskab hos Paulus.
Paulus fik sat hele sommeren i perspektiv med sine ord til Timotheus, hvor det bl.a. hedder:
”Idrætsfolk må følge spillets regler, hvis de skal vinde sejrskransen.“
Om Paulus selv havde deltaget i nogle af de mange idrætskampe, som samtiden bød på, ved jeg intet om, men han kendte dem og vidste, at i Romerriget spillede idræt en vigtig rolle, men det var noget anderledes end i det antikke Grækenland. Mens grækerne havde en bred vifte af sportsgrene og konkurrencer, var romersk idræt ofte mere fokuseret på militær træning og underholdning.
Om sig selv siger Paulus blot:
”Jeg har kæmpet den gode kamp, fuldført løbet og bevaret troen.
Nu venter belønningen forude, retfærdighedens sejrskrans som Herren, den retfærdige dommer, vil overrække mig på den store dag. Ja, ikke bare mig, men alle som længes efter, at han skal komme igen.“
Måske bliver jeg ikke fri for modgang, men jeg behøver hverken at jagte point eller prestige. Om længe eller kort venter en sejrskrans på mig, og den visner ikke imens.
Tekst: Walder Hartmann, redaktør for seniorsiderne i Adventnyt
Tilfredse seniorer mindes med glæde: Ferie med indhold 2024
Tekst: Indtryk samlet og kommenteret af Walder Hartmann
Gensynsglæden var stor hos mange tidligere deltagere, og forventningerne spændte hos alle nye, da der blev budt velkommen til sommerens seniorstævne på Kursuscenter Severin i Middelfart. Nogle havde svært ved at genkende Lehnart Falk, der kunne have haft brug for at indlede med teksten fra Johannesevangeliet 6,20: ”Det er mig, frygt ikke,“ men nøjedes med at konstatere, at de 88, der havde tilmeldt sig stævnet, kunne se frem til et varieret program, der bød på både udfordrende tanker og inspirerende aktiviteter.
Redaktøren af disse sider nød hvert minut af stævnet med samtaler, opmuntrende smil og hyggeligt samvær, men har opfordret forskellige deltagere til at dele deres indtryk af nogle af de mange indslag i programmet, og Harry Sættem deler igen velvilligt nogle af sine fotografiske minder fra stævnet med Adventnyts læsere. Her er det dog Ethel Wærns kamera, der har fanget de fleste af deltagerne før middag om sabbatten.
Fokus på Israel og Abrahams børn ”Roger Robertsen indledte sin formiddagsserie med at stille forskellige spørgsmål: Hvem er jøderne? En nation? En religion? Eller? Robertsen gav os i sit første formiddagsindlæg om ‘Abrahams børn’ en interessant vinkling ved at fastslå, at ingen af de første ledere eller patriarker i Bibelens fortælling om jøderne havde jødiske mødre. I henhold til jødisk tradition er man jøde, når ens mor er jøde. Det må blive lidt af et tankekors for de konservative kristne, som er optaget af Israelspørgsmålet. I Det Gamle Testamente var Guds budskab: ‘Kom ind – bliv jøde,’ og de blev det ved bekendelse. I Det Nye Testamente var forkyndelsen: ‘Gå ud og forkynd. Vær til velsignelse.‘
Under emnet ‘Abrahams børns fodspor’ fik vi et indblik i arkæologi, myter og realiteter. Vi fik forskellige eksempler på, hvordan viden kan bekræfte forskellige passager i Bibelen. Augustus omtales som konge i Bibelen, og Josefus bekræftede det. Dvs. der er sammenhæng mellem Skriften og historien. Ligeledes er byen Nazaret ikke nævnt i Det Gamle Testamente eller i jødiske skrifter, men i 1962 fandt man hebraiske in -
skriptioner på fragmenter, hvor byen er nævnt. Der er forskellige bibelske personer, hvis navn man har fundet på fragmenter i anerkendte arkæologiske udgravninger. Man har også fundet ting fra David, hvor det nævnes, at han er konge.
”Abrahams børn i landet“ – ved dette møde hørte vi lidt om det arbejde, som adventister gør i Israel. Vi hørte lidt om konflikter mellem de ortodokse jøder og de mere militante personer og den ”almindelige“ jøde. Israel har vundet krigen, men aldrig freden.
Det var interessant at høre om det svenske ægtepar, som startede med at give behandlinger i The Advent House i Jerusalem. Vi så fotos fra flere menigheder i Israel. Der er ca. 1.100 adventister i dag, og der bruges mange metoder til at virkeliggøre Jesu befaling om at gå ud og forkynde og at udøve aktiv venskabsevangelisme. Lægmedlemmer underviser andre i hebraisk, og ungdommen er begyndt at engagere sig. Det mest interessante var at høre om Wisam Ali, som var en muslim, der blev adventist. Da han har været i Norge, har mange af de norske deltagere både set og hørt ham.“
Ruth Vetne
Lasse Bech havde gransket i pionertiden
Selv havde jeg med forventning set frem til Lasse Bechs besøg på seniorstævnet. Lasse havde for nylig deltaget i et symposium på Friedensau – et adventistuniversitet i Tyskland – og havde der bidraget med et studium i forholdet mellem adventister og baptister i Danmark i det 19. århundrede.
Der er ikke her plads til at gå i enkeltheder, som Lasse havde gravet frem, men veloplagt berettede han om sammenstød ikke mindst i Vendsyssel og på Midtsjælland, hvor repræsentanter fra begge kirkesamfund – i stedet for at samarbejde om at bringe evangeliet til vakte danskere – kæmpede indædt om at hverve proselytter til hver sin krog af Guds store missionsmark.
Bemærkelsesværdigt var det, at mange adventistforkyndere, der dukkede op i datidens Danmark, kom fra Minnesota, USA, hvor de først havde været forkyndere for baptisterne, men opdagede, at ugens syvende dag var den oprindelige sabbat og tilsluttede sig de kredse, der fra 1863 kaldte sig syvendedags adventister.
Lasse Bech påpegede også, hvordan de nordjyske dueller beskrives af forfatteren Thomas Olesen Løkken i hans beretninger om slægten Poul Dam.
Et interessant seminar, der bør gentages ved distriktsarrangementer rundt om i Danmark.
På tur til Kongsdal
Fyn er fin, siges der. Og selv om der ikke i år var arrangeret en stor fælles udflugt, opfordredes deltagerne til at udforske Fyn på egen hånd. En af deltagerne organiserede en tur til Kongsdal, og den gjorde indtryk:
”En af de gode og spændende oplevelser ved seniorstævnet var besøget på Kongsdal Åben Have på Nordfyn den 24/7. Vi var 25 personer, der kørte dertil i 5 biler. Vagn Jørgensen og hans kone købte stedet i 1965,
og med deres fælles interesse for natur anlagde de en have med blomster, buske, træer og en lille sø i centrum. I 2008 mistede Vagn sin hustru. Han åbnede derefter haven for besøgende, hvor man kan nyde haven.
Anden pinsedag kommer præsten fra Paddesø og holder gudstjeneste i haven, hvortil der kommer mellem 250-300 mennesker. I dag er Vagn Jørgensens søn Flemming gået ind i havefirmaet og støtter sin far.
Jeg følte selv, at nærmere kunne jeg ikke komme Paradiset her på jorden.“
Hanne Schantz
Sang og musik skabte glæde
Forleden læste jeg på internettet, at sang udløser lykkehormoner. Og det kan der findes en helt konkret biokemisk årsag til. Følelsen kommer blandt andet fra endorfiner, som frigøres, når man synger. Endorfiner fungerer som kroppens morfin og indgyder velvære og lykke.
Dette blev understreget af Paul Birch, der med sin salmeworkshop var med til at sætte fokus på sangens og musikkens betydning for gudsdyrkelse og menighedsliv. Fællessangene skabte velvære ved alle møder – ikke mindst på grund af Birgit Eskildsens og Alice Linnebergs aktive indsats med elpiano og sang. Endnu minder temasangens ord mig om Guds ønsker for enhver: Må din tro bevare gløden, og dit håb sit stærke vingeslag, og må kærligheden fylde dig, og din Gud velsigne dig og dit, indtil vi ses igen, må Gud holde, holde dig – i sin hånd.
Denne keltiske velsignelse lød både fredag aften og ved afslutningen lørdag aften, hvor Kristian Bisgaard, prisbelønnet komponist, sang med og for os, så endorfinerne rigtig fik frit løb i alle deltagere.
Seniorstævne 2024 er nu historie, men glemmes ej af dem, der deltog.
Seniorforeningens generalforsamling på Severin 26. juli 2024
Lehnart Falk bød velkommen og aflagde rapport over foreningens arbejde i de forløbne 2 år:
• 1 stævne på Severin med Sigve Tonstad.
• 1 stævne på Hurudal i Norge med Claes Lundstrøm som taler.
• 2 ture til Rom med Knud og Vibe Capion som guider
• 2x2 julearrangementer i hhv. Nærum og Daugård
Samtidig gav han udtryk for ønsket om:
1 at flere yngre ville tilslutte sig foreningen
2 at skabe et mødested for de teologiske fløje
3 at få etableret et bedre samarbejde mellem de nordiske lande – også Sverige
4 at opnå et udvidet samarbejde med Adventistkirken.
Derefter fremlagde Elsebeth Jalving det reviderede regnskab, som blev godkendt. Elsebeth ønsker ikke længere at bære ansvar for regnskabet, men afløses af Nils Rechter. Tak til Elsebeth for en trofast indsats. På grund af nogle vedtægtsmæssige udfordringer aftaltes det, at nuværende bestyrelse fortsætter indtil en ekstraordinær generalforsamling på Himmerlandsgården i 2025, dog med Paul Birch Petersen som konstitueret formand, idet Lehnart Falk gerne ville fritages for formandsansvaret. Paul konsulterer nu Danske Seniorer for at søge råd mht. til kontingent og medlemskartoteker, så en række vedtægtsændringer kan lette bestyrelsens arbejde. Ændringerne kan forventes forelagt ved omtalte ekstraordinære generalforsamling. Generalforsamlingen afsluttedes med bøn ved Lehnart Falk.
Referet af Inge Bunken Aalstrup
Fortid ~ fremtid: Er du 60+’er eller senior?
Tekst: Paul Birch Petersen
Adventisternes danske seniorforening har gennem en række år stået for flere gode tilbud til dig, der har passeret de 60 år. Et årligt sommerstævne, skiftevis i Danmark og Norge; weekender med studier, foredrag, musik og fællesskab; Rom-ture for dem med gode ben; blomstertur til Holland og julehygge i både øst og vest. Hvad byder fremtiden på? Hvordan kan foreningen bedst være en støtte for Adventistkirken i dens tilbud til 60+’ere?
Som ny konstitueret formand for foreningen er det naturligvis spørgsmål, der optager mig. Kan vi arrangere lokale sammenkomster, måske studieweekender, i samarbejde med lokale distrikter eller menigheder? Kan vi give støtte til de lokale menigheders udadvendte musikalske eller andre kulturelle arrangementer? Kan vi udvide vores ture til at omfatte andre typer fællesrejser? Måske du har tanker, du kan byde ind med? Så er du meget velkommen!
En første umiddelbar opgave er administrativ. Coronatiden og den nye persondatalov har skabt problemer landet over, ikke bare for vores, men også for mange andre seniorforeninger. Det har betydet forvirring i forhold til medlemskab og registrering af medlemmer. Vores forenings vedtægter har brug for opdatering, og der er behov for nye kræfter i bestyrelsesarbejdet.
Der arbejdes derfor hen mod en ekstraordinær generalforsamling i forbindelse med årsmødet på Himmer-
landsgården næste forår, hvor nye vedtægter kan vedtages, og hvor formand og bestyrelse kan indsættes i overensstemmelse med disse vedtægter.
Men inden da: husk at melde dig til en af vores julefester! Og inviter gerne dine 60+ venner med – vi har det hyggeligt og festligt.
JULENS GLÆDER ER PÅ VEJ
Årets julefester for seniorforeningen kan opleves i både øst og vest. Sæt datoen til side og kom til fest sammen med andre 60+’ere.
• Søndag den 24. november i Nærum Adventistkirkes menighedssal
• Søndag den 1. december i Daugård Multicenter
Begge steder foregår det kl. 12.30-16.00 med hygge, festlig mad, sang og godt fællesskab. Prisen er sat til kr. 200 i Nærum og 225 kr. i Daugård.
Tilmelding en uge før arrangementet til Nærum: Elsebeth Jalving, elsebethjalving@gmail.com tlf. 30 62 79 99 (senest søndag den 17. november).
Daugård: Inge Aalstrup, erik.aalstrup@gmail.com
tlf. 20 13 78 38 (senest søndag den 24. november).
Du er velkommen til at deltage begge steder.
Hannah og Jacob
Sabbatten den 22. juni slog Vejlefjordkirken dørene op og bød gæsterne indenfor til kirkelig vielse og velsignelse af Hannah og Jacob Eghave Pedersens ægteskab. Hannah og Jacob bor i Daugård med deres søn Villum. Gæster og menighed blev mindet om vilkårene for, at kærligheden trives og modnes, samt at kærligheden er noget, vi må investere i hinanden. Hannah og Jacob har satset på hinanden, og vi er alle inviteret til at støtte op og være med i fællesskabet i Kristus. Vi ønsker jer Guds rige velsignelse i ægteskabet og forældreskabet. Vid, at Gud er med jer, for jer og ønsker at være i jeres familie. René Bidstrup
Samuel og Michelle
Samuel Lund Pedersen og Michelle Jundos Andersen, som til hverdag bor i Brønshøj og arbejder som henholdsvis fysioterapeut og sygeplejerske, blev viet i Nærum Adventistkirke sabbatten den 24. august. Det blev en skøn dag med solskin. Parret hedder nu Samuel og Michelle Lund Jundos. Må Gud velsigne jer med sit nærvær i det liv, I har valgt at leve sammen.
Flemming Pedersen
Ida og Methusalem Given På en solskinsdag den 31. august sagde Ida Krag Petersen og Methusalem Given Vuga ja til hinanden. De mange forsamlede, der var inviteret ud i Guds skaberværk, kunne ikke undgå at blive lidt smittet af parrets kærlighed og hjertevarme. Ægteparret har taget det fælles navn Vuga og bor i Aalborg. Ida arbejder som fysioterapeut, og Methusalem har netop taget en bachelor i musikvidenskab og idræt. Vi ønsker Guds rige velsignelse i deres liv sammen. John Pedersen og Andreas Müller
Amelia Lisa Sabbatten den 3. august blev Amelia Lisa velsignet ved en højtidelighed i Viborg menighed. Hendes forældre er Francine og Eric Ndayisenga, som glæder sig over deres fjerde barn i familien. Francine synger her en smuk takkesang for sin nye datter. Vi ønsker Guds rige velsignelse over Amelia Lisa og hendes familie.
Sven Hagen Jensen
Nathaniel
Olivia
Sabbatten den 10. august var der glæde i Aalborg menighed. Vi havde barnevelsignelse for Olivia Leander Christensen, barn af Erik Leander og Sarah Christensen. På billedet ses også storebror Victor. Må Gud velsigne denne dejlige familie.
Flemming Pedersen
Sabbatten den 10. august stod i taknemmelighedens tegn i Vejlefjordkirken, og en af de mange ting, vi er taknemmelige for, er Heidi og Jakob Axelsens søn, Nathaniel. Heidi og Jakob havde valgt at bære ham frem for menighed og Gud i taknemmelighed over livets store gave og for at få lyst velsignelse over Nathaniel og dem som familie. Vi siger et stort tillykke og glæder os over endnu en ”Guds gave“ (som Nathaniel betyder) i menighedsfamilien.
Anne-May Müller
Keyna
Ved gudstjenesten den 29. juni var der barnevelsignelse i Odense menighed. Nina og Bangoyi bragte deres datter Keyna frem foran Gud og menigheden i taknemmelighed. Det er altid skønt, når forældre vælger at sige tak for det nye liv, Gud har givet. Vi ønsker hele familien Guds velsignelse. Thomas Rasmussen
Dåb i Nyborg
Den 24. august 2004 var en glædens dag, da de to menigheder fra Nyborg og Svendborg afholdt fælles dåbsgudstjenetse i Nyborg Adventistkirke. 6 unge mennesker valgte at følge Jesus som deres Frelser og Herre og blive medlem i Adventistkirken. Kirken var pyntet nydeligt op med blomster og lys, der var speciel musik fra begge menigheder og bandet spillede til de fælles salmer. De unge mennesker gav udtryk for deres beslutning: ”Gud elsker mig, og jeg vil derfor elske Ham.“ ”Ved at læse i Bibelen med min familie og i dåbsklassen forstår jeg nu, at jeg kan være tryg i Guds nærvær til trods for verdens larm“. ”Jeg vil vaskes fri fra synd og leve et nyt liv i Jesus.“ ”Jeg har fundet glæde og styrke i Herren.“ Vi kan alle sammen med himmelens hær fejre, at disse dejlige mennesker har valgt Guds side i den store strid. Vi beder om Guds beskyttelse og velsignelse over deres vandring med Jesus. Risto Paananen
Billedet fra venstre:
Risto Paananen, Aye Thaw Mya, Htee Kuh Phaw Mya (Naw), Vilma Pedersen, Sarah Musabyimana, David Htoo og Stella Htoo. Stella og David tilhører Nyborg menighed, de fire øvrige Svendborg.
Christian
Der var ikke mange ledige stole, da vi samledes til dåbsgudstjeneste i Lille Nørlund sabbatten den 27. juli. Christian Kristensen havde besluttet at følge Jesus, og blev døbt på sin 30-års fødselsdag. Han har på mange måder været en del af menigheden længe og er gift med Rebekka (f. Markussen). Nu har han også fået troens gave, og har sagt JA til Jesus Kristus som Frelser og Herre i sit liv. Vi byder ham velkommen i menigheden! Thomas Rasmussen
Annika
Ved en stille og fredfyldt højtidelighed fredag aften den 2. august gik Annika Thortzen i dåbens vand i Vejlefjordkirken. Hun har taget imod Guds kærlighed og Hans frelsende nåde. Hun er en discipel og ønsker at tjene Kristus og sine medmennesker. Det var en glædens dag for hele familien. Hun er optaget i Vejlefjord menighed. Velkommen!
Thomas Rasmussen
Mathias og Shiela
Sabbatten den 14. september havde vi den store glæde at opleve Mathias Olesen og Shiela Queiroz de Oliveira blive døbt ved Sædding strand. Mathias mødte vi på gademission i Esbjerg under coronakrisen. Han blev inviteret til kirken og er ikke holdt op med at komme siden. Shiela kommer fra Brasilien og fandt glæde ved at komme i Esbjerg menighed. Velkommen i vores fællesskab. Må Gud velsigne jer begge to i jeres vandring med ham.
Tony Butenko
Tillykke med den runde fødselsdag
November
Erna Johansen, Faxe, 100 år 13/11
Anne Louise Schantz, Smørum, 90 år 12/11
Sofie
Fredag den 14. juni havde vi glæden af at samles i Vejlefjordkirken til lovsang og refleksion om, hvem Gud er, og hvem vi er skabt til at være. Men denne fredag var speciel, fordi Sofie Harlund har lyttet til Guds kald “Kom og følg mig“ og sagt ja til at være en discipel af Jesus Kristus og blive døbt. Dåben foregik i smukt sollys i Vejle Fjord, omgivet af menigheden, familien og elever fra Vejlefjordskolen. Sofie leder ud i lovsang på skolen og deler der sin glæde over, at Jesus har besejret synden og døden. Gennem dåben lægger vi det gamle bag os og vandrer som nye skabninger, ledt af Helligåndentil at være til velsignelse for mennesker omkring os.
René Bidstrup
Esther Lauridsen, Ribe, 85 år 7/11
Bitten Neesgaard Kaspersen, Hillerød, 85 år 8/11
Bent Præstiin, Juelsminde, 80 år 12/11
Else Frøjk, Ribe, 80 år 22/11
Inge Knudsen, Østervrå, 75 år 4/11
Marianne Garland, Birkerød, 75 år 17/11
December
Walder Hartmann, Daugård, 90 år 18/12
Uffe Willerslev Jørgensen, Ålsgårde, 90 år 23/12
Ruth Møller Hansen, Sønderborg, 90 år 28/12
Ellen Kiilerich Møller, Ry, 85 år 14/12
Marion Nanna Burrell, København, 80 år 29/12
Eva Jensen, Tønder, 75 år 20/12
Alis Riger, Østervrå, 75 år 23/12
Runde fødselsdage fra 70 år bliver annonceret i Adventnyt, hvis vi kender din fødselsdato. Ønsker du ikke din fødselsdag nævnt, så giv besked senest 3 måneder i forvejen på adventnyt@adventist.dk eller til Bente Schledermann, 45 58 77 52.
Nordisk Bibelstudie
– hjælp os med at blive bedre
Gennem et par år har en gruppe præster og lægfolk i den danske og norske union udarbejdet et materiale til brug for ugens bibelstudie i vores kirker. Ud over Danmark og Norge benyttes det også i Sverige og Finland.
Materialet søger at tilgodese et ønske om en enkel og åben tilgang i studiet af bibelske emner og temaer samt at læse bibeltekster i deres sammenhæng. Materialet kan anvendes som en alternativ tilgang – eller et godt supplement – til det bibelstudie, Adventistkirken på verdensplan udgiver hvert kvartal.
Da vi gerne vil gøre materialet så godt og relevant som muligt, vil vi sætte pris på, at du deler dine erfaringer med os. Hvis du ikke kender studiematerialet, kunne dette ønske om hjælp måske være en god anledning. Vi vil bede dig tage udgangspunkt i en af lektierne i november for din tilbagemelding.
Læs mere om denne evaluering på adventist.dk, SabbatOnline, på sociale medier og gennem information til menighederne. Du kan få tilsendt materiale ved henvendelse til Bjørn Johansen, koordinator for Adventistkirkens sabbatsskoleafdeling: bjo@adventist.dk
30. november Kultunariet i Haslev
Sang og musik, Guds ord, tilbedelse og hyggeligt samvær. Taler er Patrick Johnson fra England, kendt som en dynamisk og inspirerende forkynder. Se mere på adventist.dk/ekklesia
Foredrag i Odense med
Niels Christian Hvidt
12. november kl. 19.00-21.00
Omfattende forskning viser, at noget af det vigtigste for et godt liv er, at vi oplever livet som meningsfuldt. Det bliver særlig væsentligt, når vi rammes af krise, tab eller sygdom.
Niels Christian Hvidt er professor i eksistentiel omsorg. Kom og hør, hvad forskningen siger om sammenhængen mellem krop, psyke og sjæl –mellem tro og helbred. Kan åndelig omsorg øge patienters symptomoplevelse, livskvalitet og tilfredshed med behandlingen?
Hunderupvej 51 · Odense
Spændende heldagsseminar lørdag 16. november kl. 10.30
”I begyndelsen var informationen“
Højnæskirken, Højnæsvej 60, Rødovre
Origo er oprettet af en gruppe kristne med naturvidenskabelig baggrund og interesse, der hylder naturvidenskaben og samtidig tror på, at der står en større intelligens bag skabelsen og tilblivelsen af livet og universet. Origo udgiver tidsskriftet Origo 2-3 gange årligt og med mellemrum også bøger. I bestyrelsen sidder bl.a. Anton Thortzen og Holger Daugaard. Læs nærmere om Origo, medlemskab m.m. på skabelse.dk.
Tekst: Arne Kiilerich, formand for Origo (teksten er forkortet)
Origo afholder et heldagsseminar i Rødovre lørdag den 16. november. 3 nordiske professorer inden for informationsvidenskab, videnskabsteori og matematik vil gøre os klogere på, hvad information er for en størrelse!
Titlen rummer naturligvis en henvisning til prologen i Johannesevangeliet og er en direkte modsætning til evolutionsteoriens formodning om, at informationen er blevet til gradvis gennem millioner af års blinde tilfældigheder. Temaet i seminaret sætter fokus på, at informationen var der fra starten som en grundlæggende forudsætning.
OM TALERNE
På trods af den herskende konsensus har vores tre talere i fællesskab fået indrykket flere artikler i fornemme videnskabelige tidsskrifter. Disse artikler rummer omfattende analyser af DNA-databaser. Resultatet af analyserne afslører typer af information, der absolut ikke støtter ideen om blind evolution. Artiklerne er proppet med hardcore matematik, men bare rolig, seminaret vil henvende sig til alle, der har interesse i emnet.
PROGRAM
10.30 Indledning v/Arne Kiilerich, formand for Origo
10.45 Information i naturen v/professor Peter Øhrstrøm, Aalborg Universitetscenter
11.15 Spørgsmål og samtale
11.30 Den genetiske information og andre underværker i naturen v/ professor Steinar Thorvaldsen, Universitetet i Tromsø
12.00 Spørgsmål og samtale
12.15 Frokost
13.15 Hvad er ORIGO´s formål og planer? v/Arne Kiilerich m.fl.
13.45 Menneskets oprindelse belyst ud fra den genetiske information v/ professor Ola Hössjer, Universitetet i Stockholm
14.45 Spørgsmål og samtale
15.00 Kaffe og frit samvær
Selve arrangementet er gratis, men ønskes forplejning, koster det 100 kr. og kræver tilmelding til kontor@hoejnaeskirken.dk
It’s not just any Sabbath creationsabbath.org
Inger Østedgaard
Inger blev født i Vrå den 29. april 1931. Hun voksede op i Harken sammen med to yngre søskende. Som ung traf hun Aage Østedgaard, som var uddannet maler. De giftede sig den 6. november 1952, og sammen skabte de sig et godt liv. De købte Aages forældres malerforretning i Vrå. Inger passede forretningen med kontakt til kunder, mens Aage havde travlt med malerprojekter i by og opland. De stod sammen om det daglige arbejde og ligeledes i deres kristenliv og havde en fast plads i Hjørring adventistmenighed, hvor de tog aktiv del i menighedens sammenkomster og aktiviteter.
Deres hjem blev beriget med tre drenge: Kurt, Tom og Claus, som siden øgede familien med svigerdøtre, børnebørn, oldebørn og sidst tipoldebarn.
Livet har også været hårdt for Inger. Ikke kun med arbejde, men udover at miste forældre, så mistede hun i 1998 den mand, hun elskede –det kom helt uventet og uforberedt. Herved var der meget, som ændrede sig for hende – nu var hun alene. Så mistede hun sine søskende, men det som var hårdt, var som mor at følge to sønner til graven.
Inger havde en ukuelig tro, som bar hende igennem sorgerne. Gennem livet var Inger kendt for at være et omsorgsfuldt, elskværdigt og gæstfrit menneske.
I den sidste måned af sit liv var Inger ret syg. Hun kom på aflastning en kort tid på Skovgården –kom hjem igen – men fredag den 16. august sidst på eftermiddagen sov hun stille ind i troen på den Herre og Frelser, som hun har tjent gennem livet. Nu hviler hun indtil opstandelsen.
Ære være Inger Østedgaards minde.
John Pedersen
Obed Andreas Christensen
Obed døde den 12. juli i sit eget hjem af et hjertestop – næsten 94 år gammel. Han blev født den 27. september 1930 i Frederikshavn. Som 14-årig blev han døbt, og troen var et fast ankerpunkt for ham gennem hele livet. Som ganske ung tog han til Vejlefjordskolen og tog præliminæreksamen.
Obed så Guds skaberværk i alt det grønne, der spirer og gror, og han uddannede sig som gartner hos Gommesen i Frederikshavn.
Han blev gift med sygeplejerske Aase Pedersen og fik 3 børn: Hanne, Henrik og Bo. De erhvervede sig et gartneri i Vinderup og kom i Holstebro menighed.
Senere flyttede familien til Ringsted. I årene 1972-76 var de forstanderpar på adventisternes alderdomshjem, Aftenhvile, Nærum. Som 42-årig uddannede Obed sig som plejehjemsassistent på Herlev Sygehus og var en engageret og god omsorgsmedarbejder.
I 1991 giftede han sig med sygehjælper Inge Andersen, og de fik 13 gode år sammen.
Obed var medlem af Nærum menighed i 52 år og deltog flittigt i kirkens liv og aktiviteter i alle årene, heriblandt blomsterpyntning af kirken og tøjindsamling til ADRA.
Obed var et elskeligt og omsorgsfuldt menneske. Han var lattermild, fyldt med livsglæde og nærvær. Altid nysgerrig og interesseret i sin omverden, og gav gerne sine meninger til kende.
Obeds liv var fyldt med gode relationer og farverige blomster.
Han levede i troen på, at den morgenstund kommer, hvor ”der gryr en evig sommer.“
Ære være Obed Christensens minde.
Hanne
Dalgaard
Allan Leibach Jørgensen
Allan Leibach Jørgensen blev fundet død i sit hjem i Brabrand. Allan døde i en alder af 67 år. Allan var medlem af Adventistkirken i Århus.
Allan var oprindelig uddannet mekaniker, men brugte en stor del af sit arbejdsliv på at hjælpe nogle af verdens mest udsatte mennesker gennem sit engagerede virke i Adventistkirkens hjælpearbejde, herunder i en periode på Masanga spedalskhedshospitalet i Sierra Leone og senere gennem mange tjenesterejser og længere ADRA-udstationeringer til bl.a. Gambia, Liberia, Sierra Leone og Sydsudan.
Den 1. februar 2023, dagen inden han skulle på endnu en tjenesterejse til ADRA Sydsudan, blev han påkørt af en bil og kom slemt til skade. Allan kom sig aldrig efter ulykken og gennemgik flere efterfølgende operationer og behandlinger. Han var derfor svækket fysisk til det sidste.
Allan efterlader sig en søn, en hustru samt en bror.
Da Allans søn Bill er udstationeret i Yemen og først kan rejse tilbage til Danmark om nogle uger, blev Allan kremeret. Der blev afholdt en mindesamling omkring urnen den 25. august kl. 14 i Adventistkirken i Århus.
Æret være Allans minde.
Sven Hagen Jensen
Global Mission 9. november
Tekst: Kristinn Odinsson
KOLLEKTEN I BEDEUGEN går til Global Mission, som har fokus på at nå områder i verden, hvor kristendommen ikke er udbredt. Med en holistisk tilgang til mission lærer man mennesker at kende, tilbyder hjælp med forskellige udfordringer, der måtte være, inden man også inviterer sine nye venner med i fællesskaber, hvor de kan høre om Jesus. Denne måde at arbejde på bliver kaldt Kristi metode. Vi tror på, at vi som kirke har noget at tilbyde mennesker, der endnu ikke kender evangeliet. Giv en god gave til dette vigtige arbejde.
Adventsgave 7. december
Tekst: Bjørn Ottesen
ADVENTSGAVEN GÅR TIL arbejdet for flygtninge i Danmark. At komme til et nyt land næsten tomhændet er ikke let. Inden for få år er mere end 200 nye venner kommet til vores kirke fra Rwanda, og der kommer sandsynligvis flere. De behøver vores støtte. Mange er enlige mødre med en god børneflok, og menighedsfællesskabet betyder meget i deres nye tilværelse, hvor alt er fremmed. Der er ofte udgifter forbundet med denne støtte og hjælp. Der kan være behov for transport til at komme i kirke og måske til spejder. De har brug for nogen til at forklare, hvordan det danske samfund fungerer og hjælp til at lære om den danske kultur. Adventsgaven går til at støtte praktiske behov for flygtninge i vores menigheder.
TAK
Tak til alle, som var med til Allan Leibach Jørgensens bisættelse og mindehøjtidelighed den 25. august i Aarhus Adventistkirke. Tak for alle de smukke blomster, hilsener og kram. ADRA stod for programmet, da Allan har arbejdet for ADRA i mere end 30 år. Der var mindeord fra Sven Hagen Jensen, som stod for bisættelsen. Jens Vesterager og Frank Teeuwen mindedes Allan og det store arbejde, han har udført ude i verden for nødstedte mennesker. Og Agnar Jacobsen holdt en bevægende tale, hvor han mindedes årene sammen med Allan på Masanga i 1980’erne.
Hilsen fra familien med Matt 7,19-21
KALENDER
13.-16. oktober
Arbejdsdage på Himmerlandsgården
16.-20. oktober
Familielejr, Himmerlandsgården
26. oktober
Creation Sabbath
25.-27. oktober
Inspirationsweekend og ledertræning for spejderledere, Ravnedam, Fyn
27. oktober
Førstehjælpskursus for ledere i alle SABUS-foreninger, Ravnedam, Fyn
28. oktober
Deadline for stof til Adventnyt nr. 6
2.-9. november
Bedeuge
22.-24. november
Juletur Øst, Kongelejren
29. november - 1. december
Den store Julefest, Himmerlandsgården
1. december
Unionsbestyrelsesmøde
2. december
Adventnyt nr. 6 udkommer
Behovet for nødhjælp vokser støt år for år. Flere mennesker end nogensinde før er tvunget på flugt fra deres hjem på grund krig, uroligheder, klimaforandringer, fattigdom eller forfølgelse.
