Nr. 04 - Nyt Fokus by Adventistkirken

nytfokus

Jesus på jorden ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter. Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis. Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.) Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Bent Nielsen Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk ISSN: 2246-6053 Layout: Birgitte Bohsen Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: istockphoto.com

ny tid…

af Sven Hagen Jensen

Vi, som bor i den vestlige verden, deler historien op i forskellige tidsafsnit – oldtiden, middelalderen, renæssancen, den moderne tid og nu den postmoderne tid - men det virkelige tidsskifte kom med personen Jesus. Således at vi har inddelt tiden i før og efter Kristus. Det har uden tvivl noget med vores kristne arv at gøre, selvom nogle nu foretrækker at bruge betegnelsen ‘før og efter vores tidsregning’ – altså den vestlige tidsregning. Men alligevel kommer vi ikke uden om, at med Jesus Kristus skete der et afgørende holdningsskifte i historien, som ikke blot har berørt vores vestlige verden, men hele kloden. Flere af artiklerne i dette blad vil denne gang fokusere på personen Jesus. Med Jesus kom en ny tid, der gav genlyd ud over det romerske rige og siden i hele verden. Han var så anderledes, at han måtte ryddes af vejen. Hans idealer var så høje, at magthaverne så ham som en trussel mod deres egne ambitioner og fasttømrede positioner. Hans budskab var så radikalt, at det kunne ændre selv de hårdeste forbrydere og ihærdigste forfølgere og på sigt øve indflydelse over hele nationer. Han var ikke en revolutionær eller uromager, som nogle gør ham til. Han var mere som en reformator, der kom med et helt nyt værdisæt og bragte håb til en desillusioneret verden. Ja, han var meget mere end det ifølge den bibelske beretning. Han flyttede menneskers fokus fra selvoptagethed og selvforherligelse til næstekærlighed. Han bragte en kraft eller styrke med sig, der kunne skabe nyt liv og nye visioner for de mest håbløse skæbner, såvel som for de mere heldige og velbjergede. Han satte en ny bevægelse i gang. HAN KAN GØRE DET IGEN Er denne bevægelse gået i stå i den vestlige verden? Meget kunne tyde på det. Man taler åbenlyst om en post-kristen tidsalder, hvor de kristne værdier og anstændighedsbegreber er i skred. Med dette lille blad, vil vi gerne slå til lyd for, at vi igen retter fokus mod Jesus, som er det bedste håb for Danmark og resten af verden.

Eksemplets magt

Anne-May Müller er mor til fire drenge med hver deres personlighed og interesser, og lever hver dag med udfordringen om at rumme dem alle som de fantastiske skabninger de er.

af Anne-May Müller

”Er du en nederen forælder?“ bliver der spurgt rundt omkring på forskellige medier i øjeblikket. Det er en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, for at få forældrene på banen, når det gælder børns brug af cykelhjelm. Undersøgelser viser nemlig, at vi er gode til at sige til børnene, at de skal huske hjelmen, når de er børn, men når teenageårene nærmer sig, orker vi ikke konflikten, og vi husker heller ikke selv, at få hjelmen på. For selvom målet med kampagnen er få børn fra 10-16 år til at have hjelmen på, så kører den hårdt på forældrene som rollemodeller – for hvis ikke de bruger hjelm, hvorfor skal børnene så? Som forældre – som voksne generelt – så har vi et kæmpe stort ansvar som rollemodeller. Hvis vi vil, at vores børn bruger hjelm, så må vi også selv gøre det. Hvis vi ikke vil have, at ungerne begynder at ryge, så må vi selv lade være. Hvis vi ikke vil have, at de drikker sig i hegnet hver weekend, så må vi selv kigge indad og se på vores eget alkoholforbrug. Hvis vi ikke vil have, at de lyver, så skal vi ikke selv arbejde sort. Hvis vi vil, at de skal være ærlige, så skal vi ikke snyde med parkeringsbilletterne. Flere undersøgelser peger nemlig på, at netop det med, hvordan disse ting tackles i hjemmet har stor indflydelse på, hvordan børn og teenagere håndterer dem, når de selv skal til at tage stilling. I en folder fra Sundhedsstyrelsen (Til forældre på ungdomsuddannelsen: Hjælp din teenager – 2011) gør de op med mange af de myter, der er omkring alkohol, tobak og andre rusmidler. F.eks. står der i folderen: ”Myte: ‘Børn skal lære at drikke hjemme. Så får de et naturligt forhold til alkohol og lærer deres grænse at kende.’ Faktum: Børn, der får tilbudt

alkohol derhjemme af deres forældre, begynder at drikke tidligere, og de drikker mere, når de er ude – sammenlignet med børn, som ikke har fået alkohol hjemme.“1 Hvis vi tør sig nej, vent, eller hold igen, så hjælper det vores unge mennesker til at få et mindre skadeligt forbrug af f.eks. alkohol og euforiserende stoffer (bemærk, at folderen også gør opmærksom på, at ethvert indtag af alkohol er en risiko for helbredet). Men det nej, det klinger hult, hvis forældrene ikke kan udvise samme mådehold og selvdisciplin, som de forventer af deres børn og unge. Vi er alle sammen rollemodeller – om vi vil det eller ej. Vores liv, holdninger, værdier og handlinger bliver set af den opvoksende generation. De har brug for voksne mennesker at afprøve deres egne holdninger på, og de har brug for nogen at spejle sig i. Det er derfor en udfordring til os om at leve liv, som er autentiske og åbne, så vi kan give noget af den erfaring og visdom videre, som vi har opbygget. Også selvom det kan betyde, at vi er nogle ”nederen forældre“ engang imellem.

1. sundhedsstyrelsen.dk/publ/Publ2011/BOFO/Alkohol/ TeenagerForaeldre.pdf

Hvem var Jesus?

af Robert Svendsen

I et religiøst tidsskrift, som jeg fornylig modtog med posten, læste jeg en omtale af 2 nye bøger skrevet af 2 forskellige forfattere. Den ene bog med titlen: ”Hvordan Jesus blev Gud“, og den anden: ”Hvordan Gud blev Jesus.“ I den første bog konkluderer forfatteren, at Jesus var helt og aldeles menneske uden at være Gud eller guddommelig i nogen henseende. Det var de første kristne, der spandt historien om, at Jesus var opstået fra døden og ophøjet til Guds højre hånd. I den anden bog er konklusionen, at Biblens fortælling om Jesus er både troværdig og sand. I dag findes alene skriftligt kildemateriale til at undersøge, hvem Jesus var. I Det Nye testamente har vi en stor rigdom af sådant kildemateriale, skrevet i årene mellem 40 og 100 efter Kristus. Men også andre historiske kilder beretter om Jesus. En af de tidligste er den jødiske historiker Josefus, født 37 e.kr., som beskrev Jesus og hans efterfølgere således: ”Nu var der omkring dette tidspunkt en mand ved navn Jesus, fuld af visdom - hvis det er rigtigt at kalde ham en mand, for han gjorde mange undere - en lærer, som underviste mennesker, som modtager sandheden med glæde. Han samlede både mange jøder og hedninger om sig. Han var Kristus: og de, som elskede ham fra begyndelsen, svigtede ham ikke, da Pilatus, på opfordring af de øverste mænd blandt os, havde dømt ham til døden på korset, for han viste sig levende for dem den tredje dag, som Guds profeter havde forudsagt det og titusinde andre vidunderlige ting vedrørende ham: og den kristne stamme, opkaldt efter ham, eksisterer den dag i dag.“ TVIVLEREN THOMAS Nu kunne man mene, at det var lettere i samtiden, da Jesus var dukket op på arenaen, at udpege, hvem han var. En beretning fra Biblen fortæller, at så enkelt er det ikke. Thomas var en af de 12 disciple, Jesus havde med på sit hold igennem 3 ½

år. Da hans meddisciple kommer og påstår, at de har set Jesus levende og i bedste velgående, tror han dem ikke over en dørtærskel. Thomas vidste, at Jesus var både korsfæstet, død og lagt i graven. Otte dage senere er de igen samlet, og uventet står Jesus lige midt iblandt dem – tilmed uden en dør var åbnet for ham. Jesus indleder med en fredshilsen og stiller dernæst sig selv til rådighed for nærmere kropsundersøgelse. Da Thomas mærker sårene i hans hænder og hans side forsvinder vantroen, og han siger: ”Min Herre og min Gud.“ Jesus sagde da til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror“ ( Johannesevangeliet 20,29). Hvem var Jesus? – handler til enhver tid om tro. Og alligevel ikke helt uden saglige beviser. Beviserne ses i de udsagn Jesus giver om sig selv, i de utrolige gerninger han udførte, i de mange vidnesbyrd troværdige mænd sagde om ham, i den mængde empiriske data, der ligger gemt i dit eget livs erfaringer. HANS EGNE UDSAGN Var Jesus det, han sagde om sig selv? ”Er du Kristus, den velsignedes søn?“ var et af de spørgsmål, Jesus blev stillet af datidens teologer, de skriftlærde. Jesus svarede kontant: ”Det er jeg. Og I skal se menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer“ (Markusevangeliet 14,62). Ypperstepræsten, som havde stillet spørgsmålet, flængede sit tøj og udråbte Jesus som bespotter af Gud. Og så dømte de ham skyldig til døden. DET SES AF HANS GERNINGER Der, hvor Jesus kom, myldrede det ofte med mennesker. Ved en sådan begivenhed ville nogle mænd hjælpe en lam mand til Jesus. Da de ikke kunne komme nær nok, fjernede de i stedet lidt af taget og firede manden ned lige foran det sted i huset, Jesus opholdt sig. ”Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ‘Søn, dine synder tilgives dig’“ (Markusevangeliet 2,5). Jesus havde gud-

Robert er præst og tidl. missionær og fysioterapeut på Grønland

dommelig myndighed til både at helbrede enhver sygdom og at tilgive synder. Det var for ham det samme. Men igen blev han anklaget for at spotte Gud, for alene Gud kan tilgive synd. DET SES AF HANS LÆRE I vid udstrækning er Jesus anerkendt som den største morallærer eller filosof i hele menneskehedens historie. Hans lære er stadig fundamentet i hele den vestlige civilisation. Selv folk, som ikke er kristne, mener fx, at ”Bjergprædikenen“ i Matthæusevangeliet er den mest geniale livsanskuelse, man kan leve efter. Den bliver læst, citeret, elsket, troet og oversat i vid udstrækning, fordi det er de største ord, som nogensinde er talt. Det er guddommelige ord fra ende til anden. Apostlen Johannes konkluderer, at hvis der skulle skrives om alt det, Jesus gjorde ”én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives“ ( Johannesevangeliet 21,25). DET SES AF PROFETIERNE OM HAM Over en periode på 500 år indføjede forfatterne

til det Gamle Testamente omkring 300 forudsigelser eller profetier. Alle profetierne gik i opfyldelse inklusive de 29 hovedprofetier, som blev opfyldt på en enkelt begivenhed – den dag Jesus blev korsfæstet og døde. Den matematiske sandsynlighed, at så mange profetier blev opfyldt på en og samme person, er 1 til 1017. – Et enestående bevis på, at Jesus var af guddommelig herkomst. EMPIRISKE BEVISER FOR JESUS Dostojewski, den russiske forfatter, skrev i 1854 følgende: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at Kristus er udenfor sandheden, og hvis det virkelig var sådan, at Kristus var uden for sandheden, så ville jeg hellere være med Kristus, end med sandheden.“ Min nu afdøde svigermor sagde: Hvis det engang vil vise sig, at det hele med Gud og Jesus alligevel ikke er sandt, så har jeg haft et godt liv ved at tro på ham.

Himlens

diplomati af Sven Hagen Jensen

Det diplomatiske korps har en vigtig opgave. Fra Danmarks 80 ambassader varetages vort lands interesser ud over verden. På listen over opgaver skal de udbrede kendskab til Danmark og dansk kultur, hjælpe nødstedte danskere i udlandet, behandle visumansøgninger, forvalte dansk udviklingsbistand, mm. Med andre ord hjælper de at fremme og forsvare danske værdier og interesser, såvel som bistå mennesker, der ønsker at have del i disse værdier. En ambassadør er chef for ambassaden og sit lands officielle repræsentant i en anden stat. Det interessante er, at ‘ambassadør’ stammer fra det latinske ord ambactus, som i sin oprindelse betyder tjener. Ambassadøren er således sit lands øverste tjener på det pågældende sted. – Det kan måske være lidt svært at forstille sig tjenerrollen, når man tænker på, at ambassaderne ofte ligger i de mest mondæne bykvarterer og ambassadøren gnider skuldre med andre topdiplomater og folk i de øverste sociale lag. Vi kommer let til at forestille os ambassadør hvervet som et trin på karrierestigen eller en belønning, som især kendes fra amerikansk politik. Som en kontrast har vi Jesu ord i Lukas 22,27, ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener.“ Og i Matt 20,28 ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Jesus var ambassadøren par excellence. En repræsentant fra en bedre verden. Han kom med et værdisæt, der på mange måder stod i kontrast med vores verden, som han levede i. Hvordan levede Jesus? Ifølge evangelierne så han sig selv netop som repræsentant fra en anden verden. SOM UDSENDING Jesus så sig selv som en udsending, der arbejde-

de på vegne af sin himmelske Fader. Han stod i direkte kommunikation med sin Fader og var optaget af at gennemføre hans direktiver. ”For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig“ ( Joh 6,38). ”Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne“ (Joh 8,29). At det var en bedre verden, han repræsenterede, kommer til udtryk i den velkendte bøn, Fadervor. ”Ske din vilje som i himlen, således også på jorden“ (Matt 6,10). – Hensigten med Jesu komme til jorden var jo netop at formidle himlens værdier til denne jord, hvor så meget er styret af selviske interesser.

BLANDT ALMINDELIGE MENNESKER Der var store forventninger om at repræsentanten fra den himmelske verden skulle fødes og opvokse i fyrstelige omgivelser. Da de vise mænd fra Østerland kom til Israel søgte de ”jødernes nyfødte konge“ i hovedstaden Jerusalem, hvor kong David og kong Salomo før havde regeret fra kongeslottet. Og palmesøndag blev Jesus hyldet som Davids søn og konge ved sit indtog i Jerusalem. Men Jesu

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

diplomati mødte ikke de generelle forventninger, ej heller forgik det fra ambassader eller på kongeslotte. Han levede og opholdt sig blandt ganske almindelige mennesker. Han var i menneskemængden, blandt fattige fiskere, forhadte toldere og samfundets tabere. Han holdt sig ikke for god til at tage tid til børnene og deres mødre. Han kunne sidde en sen nattetime og tale teologi med en lærd fra Rådet, men også holde en pause ved en samaritansk brønd for at hjælpe en udstødt kvinde. De syge råbte ikke deres nød forgæves, når han kom forbi. Da Johannes Døber blev i tvivl om Jesus nu var den, der skulle komme som udsending fra himlen, sagde Jesus, ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliets forkyndes for fattige“ (Matt 11,4.5). – Det var da et diplomati, der ville noget. Her var syn for sagen. Ikke tomme ord og sød musik. Men håndgribelig barmhjertighed og omsorg med et menneskesyn af højeste karat. En vellugtende duft fra en bedre verden. DU BEHØVER IKKE STÅ I KØ Hvis du har rejst til lande, hvor du skulle have et visum for at aflægge besøg, ved du hvor omstændeligt det somme tider kan være – og tidskrævende. Somme tider må du selv møde op på ambassaden eller konsulatet for at få ordnet papirerne, og vente i køen til det bliver din tur. – Jeg blev engang arresteret, fordi jeg havde glemt at få et ekstra visumstempel i mit pas ved genindrejse til et land, jeg havde be-

søgt nogle dage før. Ved grænsen blev jeg trukket af toget for at få min sag behandlet og sat i forvaring til det lokale politi havde haft forhandlinger om min situation på højeste sted. Man kan somme tider få fornemmelsen af at man er uønsket eller under mistanke, når man krydser grænser. Og måske man er.

Du behøver ikke stå i kø for at få foretræde for ambassadøren fra den himmelske verden. Jesus Kristus er altid tilgængelig og mere end villig til at tage din sag. Ej heller er der pladsmangel i det rige, som han repræsenterer – eller kvotesystemer. Hvis du kan leve med himlens værdier og trives på et sted uden forskelsbehandling og selvforherligelse, så er det måske også stedet for dig. Jesus trådte ind i vores verden for at give os smag for en bedre verden og byde os velkommen til sit rige. ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?“ ( Joh 14,2)

Håb – trods alt af Walder Hartmann

Først var det Titanic, siden Concordia. Begge luksuslinere blev verdenskendte på grund af skibskatastrofer Ombord på begge var mennesker, der havde købt deres livs rejse og drømte om eksotiske steder og eventyrlig luksus. Drømmen udviklede sig imidlertid til et mareridt for skibenes eventyrlystne passagerer. Denne lille essay skal ikke handle om skibskatastrofer, selv om jeg var vant til i min ungdom at synge med af hjertens lyst, når min menighed stemte i med sangen: Vi er rejsende på havet… Menneskers tilværelse har længe været sammenlignet med en rejse over et stormfuldt hav.

Fra begyndelsen var det dog ikke meningen, at det skulle have været sådan. Bibelen beskriver de første mennesker og deres omgivelser med udtrykket at ‘alt var såre godt’, og så kan man vel ikke forestille sig det bedre. Det var så godt, at mennesket var udstyret med en fri vilje. De kunne frit vælge mellem alle de gode muligheder, som Skaberen havde lagt til rette for dem. Det hele ventede bare på at blive udforsket. Smagen for eventyr lå også den gang i menneskets DNA. Trangen til at gå helt til grænsen for det tilladte og lidt længere blev deres skæbne. De lod sig lokke til at vise mistillid til Gud. Det var her de led skibbrud på deres rejse. Døden blev en del af deres fremtidige lod.

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

DER ER HÅB TRODS ALT Da Concordia forliste i 2012 udbrød der panik. Passagererne vidste, at de ældre, små børn og handicappede ikke ville kunne svømme selv den korte afstand indtil kysten, især ikke i mørke og kulde. En passager fortalte, at hendes mand insisterede på, at de skulle springe i vandet, men hun tøvede, fordi hun ikke kunne svømme. Han gav hende sin redningsvest, bad hende om at stole på ham og sprang selv i vandet. Hun fulgte efter og overlevede, men han døde, før de nåede ind til kysten Historien virkede opløftende på mig, som alle historier om redninger gør det. Og der er heldigvis mange historier om mænd og kvinder, der var parate til at vove livet for at redde andres liv. DEN BEDSTE REDNINGSHISTORIE finder vi i evangelierne. Gud, der oprindelig havde skabt alle ting såre godt, valgte at gøre det muligt for skibbrudne mennesker, at blive reddet, så de, når tiden er inde, alligevel får lov til at opleve en tilværelse, hvor alt er såre godt. Men det kunne kun blive muligt, hvis en anden var villig til at vove livet og dø i menneskers sted. For nogle år siden havde fjernsynet nogle interviews med mennesker, der set med samfundets øjne var gået til bunds. En af dem udtrykte sig noget mere farverigt, end jeg ønsker at gengive det; men replikkerne faldt omtrent sådan:

– Jeg er fuldblods hedning, sagde han. – Du går aldrig til gudstjeneste? Spurgte intervieweren. – Jo. – Hvorfor? – Fordi han irriterer mig. – Du mener Jesus? Han vil ikke lade dig i fred? – Nej, han irriterer mig. Og det er jeg glad for. Jeg kan ikke få ham ud af systemet. Og lidt efter sagde han: ‘Jeg er stenhamrende sikker på, at han døde for min skyld’. Esajas beskriver det profetisk og poetisk på en måde, der gør stærkt indtryk på mig:“ Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. … Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. (Es 53).

På grund af ham er der håb trods alt.

“Sig det

igen”

af Anne-May Müller

Min søn, der var 5 år, kom og puttede sig tæt ind til mig, da vi sad i sofaen: ”Elsker du mig, Mor?“ ”Ja, det kan du tro, jeg gør!“ svarede jeg med eftertryk. ”Så sig det igen“, var hans svar. Vi kan ikke fortælle vores børn ofte nok, at de er elsket, men børn forstår og hører det på mange forskelige måder. Når vi skal vise kærlighed til vores børn, så kan vi gøre det på en mængde måder. Og vi skal gøre det på en mængde måder. En af de måder er ved at sige det med ord. Kærlige ord, ømme ord, anerkendende ord, opmuntrende ord viser alle sammen, at ”jeg elsker dig“. Den slags ord er som blid, varm regn på en sommerdag, der rammer sjælen og gør den blød og modtagelig. Det nærer barnets følelse af selvværd og tryghed. Når vi møder det nyfødte barn, så fylder vi det med ord, selvom det ikke forstår noget som helst. Vi snakker blidt, i højt toneleje og siger en masse kærlige og varme ord. Babyen hører tonelejet, mærker kærligheden og ved fra start, at det er elsket. Ordene er en del af den kærlighed, det nyfødte barn oplever.

Barnet skal ikke være gammelt, før vi begynder at fortælle det om alt muligt vi ser, og det lærer, at ordene kommunikerer noget vigtigt. Vi læser billedbøger, og vi lærer barnet ord. Og vi er stolte, når det lærer at sige ”baaar“

(selvom jeg skulle ønske, at det var ”mor“, min børn sagde som det første …) Vi lærer barnet at kommunikere med ord, og ”jeg elsker dig“ bør være nogle af de ord, som barnet lærer tidligt. Vi skal fortælle vores børn med ord, at vi elsker dem. Også selvom det kan være svært og ret grænseoverskridende for nogle af os, så skal vi sige det. Det er vigtigt, at vi lærer næste generation at sige ”jeg elsker dig“! OPMUNTRENDE ORD Opmuntring er det vi siger, der indgyder dem mod til at prøve nye ting, og tage fat igen efter nederlag. Til at gøre sig umage. ”Jeg så godt, at du delte dit modellervoks med Cecilie – livet er meget lettere og sjovere, når vi deler med hinanden“. Den slags motiverer barnet til at bekæmpe det naturlige egoistiske instinkt. Måske synes du, det er svært at give opmuntring. Og skal du give opmuntring, så kræver det, at du er i overskud. Så som forældre, så skal I sørge for, at I har det godt (også med hinanden), at I ikke er trætte og stressede, at I er sunde og raske. Kun da kan I øse og give jeres børn den opmuntring, ros og anerkendelse, som de har brug for. VEJLEDENDE ORD Børn har brug for vejledning også – det er vores opgave som forældre at lære vores børn at begå sig i livet. Og det kræver vejledning. Og får barnet ikke vejledning fra jer som foræl-

Anne-May Müller er mor til fire drenge med hver deres personlighed og interesser, og lever hver dag med udfordringen om at rumme dem alle som de fantastiske skabninger de er.

dre, så er der andre, der vejleder barnet, så det kommer til at passe ind. Men det er ikke sikkert at barnet af dem lærer de værdier, som I står inde for, eller som formår at vejlede, så det opbygger jeres barn.

Det er nemt at finde ting, som barnet gør forkert, men kunsten er at bruge de mislykkede ting til at vejlede på en positiv og anerkendende måde. Ingen af os ønsker, at vores børn skal ryge og drikke uhæmmet og begynde at brug stoffer. Så vi kan vælge at råbe og skrige af dem; vi kan vælge at påpege det stupide i deres venners valg – eller vi kan vælge at vejlede kærligt, og give udtryk for vores omsorg og bekymring for de mennesker, der træffer de forkerte valg og derigennem få en samtale med vores store børn om vigtigheden af at træffe fornuftige valg. For børn med anerkendende ord som kærlighedssprog er det vigtigste af alt at høre forældre og andre voksne udtale sig anerkendende om dem, hvis de skal føle sig elsket. Men det modsatte gælder også. Fordømmende ord, skæld ud og nedgørende sætninger om deres præstationer eller personlighed er dybt sårende og skyder huller i deres kærlighedsbeholder. Lær selv at sige undskyld. Det betyder også rigtig meget for et barn, at du formår at sige

ordene: ”Det var forkert af mig at sige sådan – undskyld!“ GODE RÅD TIL AT TALE ANERKENDENDE ORD TIL BØRN I ALLE ALDRE: Babyer: Tal, tal, tal. Også selvom du lyder dum. Det er vigtigt for barnet at høre din stemme og lærer om dine stemninger og følelser ved hjælp af det, du siger og måden du siger det på. Opbyg deres ordforråd og ordforståelse med en masse kærlige og anerkendende ord. Små børn: Brug opmuntring. Ros dem for det gode de gør. Giv den hele armen på det ærlige niveau. Anerkend dem for dem, de er. Giv dem ordforråd til at udtrykke deres følelser med. Læs masser af bøger sammen. Større børn: Skriv små sedler og læg dem i madpakken. Skriv en sjov besked på spejlet. Fortæl dem, hvor dejlige de er, giv dem masser af anerkendende ord. Opmuntr dem til at dygtiggøre sig og yde deres bedste. Teenagere: Fortæl dem, hvor dejlige de er (også selvom du er irriteret over, at de smider sure sokker på gulvet)! Bekræft de gode valg, de træffer. Anerkend dem for at turde sige deres mening og være sig selv. Skriv sms’er til dem. Fortæl andre, hvor stolt du er af dem, når de hører på. Når du er bortrejst: Skriv sms’er. Send postkort. Gem små beskeder, som de kan finde, når du er rejst. Ring hjem. Læg besked på deres telefonsvarer. Chat med dem. Læs mere om, hvordan du kan vise dit barn, at du elsker det i bogen ”Børnenes 5 kærlighedssprog“ af Gary Chapman & Ross Campbell fra Forlagsgruppen Lohse.

Jeg er kristen

biker

interview med Steen Schibstad Steen Schibstad har en passion for motorcykler og troen på Jesus. Han tilhører den kristne bikerklub Exodus. Jeg ringede til ham en dag og fik lidt mere at vide om en spændende mission blandt andre bikere i et udfordrende miljø. STEEN, HVOR HAR DU DIN INTERESSE FOR MOTORCYKLER FRA? Som ung kunne jeg li’ at køre på motorcykel. Da jeg så blev gift og stiftede hjem trådte det lidt i baggrunden. Men da børnene rejste hjemmefra genoptog jeg interessen og anskaffede mig en Yamaha. JEG KAN FORSTÅ, AT DU AT DU KAN LI’ AT KØRE PÅ MOTORCYKEL. MEN DU HAR OGSÅ FORTALT MIG, AT DU ER MED I EN KRISTEN BIKERKLUB. HVORDAN HÆNGER DET SAMMEN? Jo, jeg er vokset op i et kristen hjem, men det sagde mig ikke så meget i mine teenage år. Men da jeg var omkring 21 år kom jeg til troen på Jesus. Siden da har jeg altid haft lyst til at fortælle andre om det. Så da jeg efter mange år havde genoptaget interessen for motorcykler og en dag overværede en bikergudstjeneste i Adventkirken i Ringsted snakkede jeg med lederen for motorcykelklubben Exodus. Han inviterede mig til bikertræf på Orø i Isefjorden. Der kunne jeg møde andre kristne bikere og klubber og få et bedre indtryk af, hvad det gik ud på. Jeg deltog i træffet og følte mig straks hjemme blandt bikerne og spurgte til, hvordan jeg kunne blive medlem. Der var tre betingelser: 1. Være en personlig kristen og villig til at dele sin tro med andre. 2. Ikke drikke alkohol. 3. Eje en Harley Davidson.

De første to havde jeg ingen problemer med. Men en Harley koster immervæk 300-400.000 kr. og opefter. Og jeg havde kun en Yamaha. – ‘Det skal Gud nok hjælpe dig med’, sagde min kontakt fra Ringsted. Jeg blev først optaget som ‘hænger’ med ret til at køre med på min Yamaha i lædervest uden rygmærke. Efter et år blev jeg indstillet til ‘prøvemedlem’ og skulle være med til at holde andagter og dele min tro. Sidste skridt var ‘fuldgyldig medlem’, hvor jeg måtte have min Harley Davidson, køre med Exodus’ rygmærke på min vest og tage medansvar for vores arrangementer. HVOR TIT MØDES I EGENTLIG? En gang om ugen. Jeg bor på Falster og mødes med dem fra København og Sjælland. Der er også en afdeling i Viborg. Hver anden uge mødes vi internt, og hver anden uge besøger vi andre bikere uden kristen baggrund. Vi har et rigtigt godt fællesskab, hvor vi støtter hinanden. Da jeg var ny, husker jeg hvordan de ofte ringede til mig og spurgte, hvordan det gik. Det var en god følelse. HVAD GÅR JERES MISSION UD PÅ? Vi vil gerne møde andre bikere og fortælle dem om vores tro på Jesus og hvilken forskel, det gør. Vi holder til, hvor andre bikere mødes. Når der er bikertræf, sætter vi vores pavillon op, serverer kaffe og kage og lægger vores biker bibler frem (Det Nye Testamente med kristne bikererfaringer bagi) – og sætter masser af lys på, så man kan få øje på os. Du må forestille dig en masse boder med motorcykeludstyr og alt muligt andet, udskænkning af øl, mm. - en masse festligt samvær, musik og støj – og vi er midt i alt dette for at fortælle andre om Jesus. Vi har et stort skilt uden for pavillonen, hvor der står ‘Jesus died for bikers, too’.

FÅR I KONTAKT MED NOGEN? Ja, så absolut. Vi møder både Bandidos og Hells Angels rockere, deres støttegrupper og selvfølgelig andre fra de mindre hårde motorcykelmiljøer. – Det er interessant, hvorledes de stiller deres telte op side om side, når der ikke er krig mellem dem. Et af vores medlemmer kommer selv fra Bandidos og kan fortælle historier om bandekrige og skudepisoder. Nu er han en kristen og vidner om sin tro til andre bikere. Vores anderledes livstil (fx ingen alkohol og stoffer) bliver lagt mærke til. Bandemiljøet blandt den hårde bikerkerne er et hårdt liv – og i 40-50 års alderen er manges liv ødelagt af misbrug. – Det er ikke ualmindeligt, at vi bliver spurgt om, hvordan man kan få et bedre liv. Så der er gode samtaler, også med bøn. STEEN, DU HAR VÆRET MED NOGLE ÅR I EXODUS. HAR DU EN GOD ERFARING, DU HAR LYST AT DELE MED OS? Jeg vil gerne fortælle om Lene på 30-35 år. Et af de første år, jeg var med, kom hun hen til

vores pavillon for at snakke og få en kop kaffe. Hun fortalte om sin syge mor. Jeg gav hende en biker bibel og bad for hendes mor. – Hun dukkede op igen det følgende år: ‘Steen, du bad for min syge mor sidste år. Det gjorde godt. I år er det mig, der er syg. Vil du ikke godt bede for mig også?’ Jeg bad for hende og gav et løfte fra Bibelen (Joh 3,16): ‘Læs det hver dag og stol på Gus løfte for dig!’ – Næste år var hun der igen: ‘Kan du se, at der er sket noget overraskende med mig? – Jeg har fået et meget bedre liv. I år har jeg taget min svigerinde med. Bed for hende og hendes familie.’ Vi holdt bøn for svigerinden. –’Og ved du hvad Lene? Nu har du en opgave. Tag disse biker bibler med og start bibelstudie og bønnegrupper for din omgangskreds. Du kan også hjælpe dem til at få et bedre liv.’ – Sådanne oplevelser giver mig glæde ved at dele min tro med andre. For mere information om bikerklubben Exodus og andre kristne bikerklubber, se exodus-mc.dk.

Røde Ulvs

hævn

af Birthe Kendel

Nybyggeren sad sammen med sin kone og deres to børn i den lille hytte. De var ved at spise aftensmad, da det pludselig bankede på døren. Manden rejste sig og tog sin riffel ned fra væggen. ”Hvem er det?“ råbte han, men der kom ikke noget svar. Klinken blev løftet og døren peb på hængslerne, idet den langsomt blev åbnet. Et magert indianeransigt kom til syne. ”Giv Røde Ulv noget at spise og drikke,“ bad indianeren med svag stemme, ”ellers dør han.“ Nybyggeren sænkede riflen, da han så, at indianeren var alene. ”Gå din vej, din røde hund!“ sagde han strengt, ”ellers skyder jeg en kugle gennem hovedet på dig.“ Indianeren svarede ikke. Han så bare på nybyggeren et øjeblik, før han vendte sig om og vaklede væk fra hytten. ”Jeg hader indianere,“ mumlede manden, da han så de bebrejdende blikke, hans kone og børn sendte ham. ”De skød min far for mange år siden.“ ”Men den syge indianer var da trods alt et menneske i nød,“ sagde hans kone, idet hun begyndte at tage af bordet. ”Et menneske i nød…pøh!“ fnyste nybyggeren, hængte sin riffel op på væggen igen, og lidt efter gik de begge ind i soveværelset for at sove til middag. Det varede lidt, før konen faldt i søvn. Hun vidste at hendes mand, Thomas Lincoln, som nu lå der og sov ved siden af hende, var en god og kærlig mand. Det havde han vist mange gange, men i dag havde han skuffet hende. Da forældrene var gået i seng, så de to børn på hinanden. Abraham var syv år og Sara var otte. De gik ud i køkkenet. ”Mor bliver ikke vred, hvis hun opdager det,“ sagde Abraham. ”Nej, og det gør

ikke noget, hvis far skælder os lidt ud,“ sagde Sara. De tog brød, lidt kød og en dunk hjemmebrygget øl, lagde det i en kurv og listede ud ad køkkendøren. De kunne tydeligt se, hvor indianeren havde gået, for det havde netop regnet, og sporene efter hans mokkasiner var tydeligt aftegnet i den bløde skovbund. Indianeren havde ikke gået langt, og da de fandt ham, sad han på jorden med ryggen lænet mod et træ. Abraham holdt dunken op til hans mund, så han kunne drikke, og Sara gav ham brødet og det kolde kød. Han spiste langsomt, men han måtte være vældig sulten, for da han endelig holdt op, var der ikke en bid tilbage. ”Røde Ulv blev såret på jagt,“ sagde han. ”Det er første gang han har været syg og må bede om hjælp. Nu bli’r Røde Ulv snart rask igen. Røde Ulv vil aldrig glemme, hvad I har gjort for ham. Røde Ulv har talt.“ Børnene så efter

Birthe Kendel Tidligere missionær, nu studievejleder og sekretær

ham, da han forsvandt mellem træerne. Derefter gik de hjem. Da mor skulle til at lave aftensmad, så hun med det samme, at der manglede både brød og kød, men hun smilede bare og sagde ikke noget. Der gik et helt år. Alt var fredeligt, nybyggeren og hans kone dyrkede deres jord, og Abraham og Sara hjalp til. En tilrejsende havde oprettet en lille skole for børnene i området. Og Sara og Abraham måtte gå flere kilometer hver dag for at komme i skole. En morgen, da de var på vej til skole, standsede Abraham pludselig midt på stien. ”Se,“ hviskede han, ”der står en mand bag det store træ.“ ”Der står også en bag træet derovre,“ hviskede Sara bange. ”Lad os løbe hjem!“ Men det var for sent at vende om, for pludselig vrimlede det med indianere. De var i fuld krigsmaling og svingede deres tomahawker og udstødte vilde hyl. En af krigerne hævede tomahawken over Abrahams hoved, men før han nåede at give ham det dræbende hug, blev hans arm grebet bagfra og holdt fast. ”Broder,“ sagde en høj indianer, ”disse to børn er mine fanger. Før dem til min wigwam.“ Krigeren adlød straks og førte dem til en lille åben plads med malede telte. Han sagde nogle ord til en kvinde, som førte Abraham og Sara ind i et af de største telte. Derefter satte hun sig ved udgangen for at holde vagt. ”Hvad vil de gøre ved os?“ hviskede Sara. Hun rystede over hele kroppen. ”Det ved jeg ikke,“ svarede Abraham. ”Måske de kommer til at beholde os som slaver.“ Sara begyndte at græde. ”Hvordan skal det gå far og mor? Indianerne er på krigsstien, og nu vil de sikkert dræbe alle nybyggere og brænde deres huse.“ ”Lad os bede Gud om at passe på dem,“ sagde Abraham. De knælede ned og fol-

dede deres hænder, og indianerkvinden, der holdt vagt, så forbavset på dem, mens de bad. Hjemme i hytten var Abraham og Saras mor ved at blive bekymret. ”Jeg kan ikke forstå, at børnene ikke er kommet hjem endnu,“ sagde faderen. ”Jeg tror, jeg vil gå ud og se efter dem.“ Men før han fik rejst sig, blev døren sparket op, og en flok indianere i fuld krigsmaling trådte ind. En høj indianer trådte frem og løftede hånden. ”Røde Ulv hilser dig, ”sagde han, og nybyggeren opdagede til sin skræk, at det var den samme indianer, han havde jaget bort, da han kom syg og såret til hans hus. ”Dine børn er i Røde Ulvs magt,“ sagde indianeren. Han gjorde tegn til krigerne, som straks trådte til side, så nybyggeren kunne se Abraham og Sara, der stod midt iblandt dem. ”Du jagede Røde Ulv fra dit hus, da han var i nød. Ud i skoven for at dø som et jaget dyr. Men dine børn hjalp ham og reddede hans liv. Røde Ulv glemmer ikke. Han er ikke utaknemmelig. Dine børn og deres forældre og deres hus vil blive skånet. Røde Ulv har talt.“ Før nybyggerne helt forstod, hvad der blev sagt, var indianerhøvdingen og hans folk forsvundet. ”Røde Ulv var alligevel et menneske,“ sagde nybyggerens kone stille. Thomas Lincoln strøg sig over panden for at jage en ond drøm bort. ”Ja,“ sagde han, ”jeg må nok give dig ret igen, mor. Det er ikke hudfarven, det kommer an på.“ Abraham Lincoln glemte aldrig det, han oplevede den dag i den ensomme hytte i Kentucky. Da han siden blev USA’s præsident, viste han i gerning, at han regnede alle mennesker – både hvide, brune, sorte og røde – som sine brødre. Og han viste det bedst, da han gav alle sorte slaver deres frihed.

Fokus på Jesus Tag kurset online eller som brevkursus.

De 10 studiebreve belyser, hvad Bibelen siger om emner som: Den menneskelige natur - hvem har ansvaret for syndes i vores liv? Er Gud langt borte, eller tager han initiativet og søger efter os, før vi egentlig lærer ham at kende? Er tro mere end viden, håb og oplevelser? Når vi tager imod Gud, som vor Frelser, er det så ensbetydende med, at alle fristelser og problemer hører fortiden til?

TILMELD dig allerede i dag på

www.kskolen.dk eller ring på tlf. (+45) 4558 7770

Fire andre relevante kurser fra KORRESPONDANCEKOLEN:

At være forældre 10 studiebreve

Paulus – teltmageren fra Tarsus 11 studiebreve

Skabelse eller udvikling 10 studiebreve

KORRESPONDANCE

Sundhed 10 studiebreve

SKOLEN