2015 Nyt Fokus nr 09 by Adventistkirken

nytfokus

Tilgivelse ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

Tanker om

tilgivelse

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

af Sven Hagen Jensen

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

I de sidste to numre af Nyt Fokus har vores familieskribent, Anne-May Müller, skrevet nogle m ﬁne artikler om tilgivelse i forbindelse med familielivet. f Her i denne udgave vil vi gøre tilgivelse t til vores tema generelt. Tilgivelse e noget, der berører os alle både indenfor og er udenfor familien. Selv på det nationale og internationale plan kan forsoning og tilgivelse gøre den store forskel, om et land eller en region kan komme videre eller skal hænge fast i det uforsonlige hængedynd, hvor alle parter lider. Jeg kom forbi disse tanker, da jeg søgte under ”tilgivelse“ på internettet:

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.) Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Bent Nielsen Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Graﬁsk opsætning: Bente Skov-Hansen, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com Adventistkirkens Mediecenter Forside foto:

” l l er at overse ffejll og give slip på vrede. Tilgivelse sparer os fra ”Tilgivelse den unødvendige lidelse at genopleve smerte om og om igen. Tilgivelse retter ikke op på et fejlvalg, den får åndens gavmildhed til at frigøre det. Tilgivelse kan helbrede selv den alvorligste krænkelse. Den giver en velsignet mulighed for en ny start. Ved at tage imod guddommelig tilgivelse, forvandles håbløshed og skyldfølelse til beslutsomhed. At tilgive os selv tager os videre, vi er klare til at gøre ting på en ny måde. Vi har medfølelse med os selv og tro på, at vi kan forandre os. Tilgivelse åbner håbets dør.“ (Den norske forfatter Jane Mysen – The Virtues Project). Tilgivelse er en væsentlig kristen værdi, som griber ind i vores forhold til både Gud og medmennesker. Det er en gudgiven kvalitet, som er videregivet til os mennesker, for at vi skal kunne sameksistere i en på mange måder brutal, hensynsløs og ond verden. Selv ikke-kristne anerkender tilgivelse som et alment menneskeligt gode. I de følgende citater og artikler vil vi berøre dette emne set fra forskellige forfatteres indfaldsvinkler, hvor artiklen ”Syndernes forladelse“ lægger det bibelske grundlag. Selv børnehistorien kommer inden om emnet. I dette nummer vil familieartiklen handle om bedsteforældrenes betydning for familielivet. Som altid vil der være nogle praktiske råd og opmuntrende tanker at tage med. God læselyst!

Bibelen, Koranen, Gandhi, Leo Tolstoy, Desmond Tutu m.ﬂ. giver deres forskellige bud på, hvordan og hvorfor man skal tilgive. Samlet af Kristinn Berg Gunnarson, klippet fra religion.dk

10 citater om tilgivelse Tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 14-16)

At fejle er menneskeligt; at tilgive er guddommeligt. (Alexander Pope)

Kristendommen med dens doktriner om ydmyghed, om tilgivelse, om kærlighed, er uforenelig med staten, dens arrogance, dens vold, dens straf, dens krige. (Leo Tolstoy)

Uden tilgivelse er der ingen fremtid.(Desmond Tutu) Gengældelsen for en ond handling er noget tilsvarende, lige så ond som den. Men den, der bærer over og skaber forlig, ham vil Gud lønne. Han elsker ikke dem, der handler uret. (Koranen 42:40)

Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tilgive healer os personligt. At tolerere alt sårer os i det lange løb. (Lewis B. Smedes)

Ham, der ikke kan tilgive andre, ødelægger broen, som han selv er nødt til at passere, hvis han nogen sinde skal i himmelen; for alle har behov for at blive tilgivet. (George Herbert) Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave. (Gammelt kinesisk ordsprog)

De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke. (Mahatma Gandhi)

Tilgiv altid dine fjender, intet irriterer dem mere. (Oscar Wilde)

Livets dessert – eller? af Anne-May Müller Man hører mange ting om det at blive bedsteforældre. Nogle synes, det er helt fantastisk og går næsten mere op i barnebarnet, end de gjorde i deres egne børn. Og for andre er det forbundet med smerte og sorg eller frustrationer og forvirrende forventninger.

I vores familie er vi velsignet med en ﬂok dejlige drenge, og vi har også nogle fantastiske bedsteforældre, som tager fat og har givet og stadig giver masser af hjælp. Men det er jo ingen selvfølge. Hos os er det at have bedsteforældre en win-win-win situation. Lad mig forklare: Det er en kæmpe gevinst for børnene. Børn kan ikke have for mange voksne omkring sig, der oprigtigt elsker dem! Så at få lov til at vokse op med en god relation til sine bedsteforældre er et rigtig godt grundlag og en kæmpe gave for et barn. Bedsteforældre kan give nærvær, kærlighed og tid på en måde, som forældrene

ikke kan – fordi de har opdragerrollen foruden alle de andre ting, dagligdagen kræver. Det er påvist igen og igen, at børn og unge har brug for voksne rollemodeller, de kan spejle sig i og lære om livet fra. Her spiller bedsteforældrene en stor rolle. For selvom forældrene er de vigtigste voksne i børns og unges liv, så kommer der en teenagetid, hvor forældrene ofte bliver ret så dumme. Og så er det ekstra rart at have bedsteforældre, der forstår, og som man kan lette sit hjerte hos. De har ofte bedre tid og skal ikke samtidig stå som opdragerne eller tage alle konﬂikterne. Bedsteforældre kan ofte give en ro, som fortravlede og pressede forældre ikke kan. Bedsteforældrene er ikke under samme pres, fordi de

Anne-May Müller, præst, hustru og mor – bliver dagligt nødt til at bede både Gud og mennesker om tilgivelse, selvom hun ikke synes, det er nemt.

ikke står med det sidste ansvar, men kan hygge og komme med punktindsatser, hvor forældrene har ansvaret i det lange løb.

lighed for at trække på bedsteforældrene, og det har været trygt for os, fordi vi vidste, at de var i gode hænder der imens.

Det er en kæmpe gevinst for forældrene. Hvor har vi været og er dybt taknemmelige for den hjælp, vi får af bedsteforældre. De har hjulpet med utallige ting. Jeg kan ikke tælle alle de gange, de har lavet ”ride ranke“, lavet mad til os, handlet for os, klippet hæk, bagt boller, serveret vafler, taget ungerne i Legoland, strøget skjorter, skiftet bleer, passet syge børn, gået op og ned af stuegulvet med en overtræt skrigebaby på armen, læst godnathistorier, givet ture på havetraktoren og meget, meget mere! Vi er dybt privilegeret og taknemmelige, fordi vi har den hjælp – også selvom der er 2½ times kørsel og en Storebæltsbro imellem os. Vi har også brugt bedsteforældre til at passe børnene, når både Mor og Far havde brug for – eller blev nødt til – at tage væk over flere dage enten arbejdsmæssigt eller privat. Vi har nemlig prioriteret at tage væk engang imellem – bare os to voksne. For lige at trække vejret i en hektisk familiehverdag, men også for lige at minde hinanden om, hvor vigtig vores indbyrdes relation er. Hvorfor vi valgte det her familieprojekt, og hvorfor vi vælger at holde hinanden ud midt i kaos. Jeg kan kun understrege vigtigheden af, at forældrene husker at holde deres eget forhold ved lige, når alt pludselig går op i børn, bleskift, madpakker og logistik. Husk at tage tid til hinanden og plej det forhold, der skal være grundlaget for familien, også efter at børnene er fløjet fra reden. Det har givet energi og luft til at give den en tørn mere. Der har vi haft mu-

Det er en kæmpe gevinst for bedsteforældrene. Det er en gave at kunne få lov til at være noget for en ny generation. Som bedsteforældre kan man være med til at præge den nye slægt og give dem en rigtig god ballast. Du kan fortælle din historie – for din historie om din opvækst og barndom er det kun dig, der kan fortælle, og den er meget anderledes end den virkelighed, dit barnebarn oplever. Selvom livserfaring ikke kan gives videre, fordi den selv skal erfares, så har du en masse visdom, som du kan få lov til at øse af til et barn og en ung, som står overfor nogle af de samme dilemmaer, som du selv gjorde. Du kan få lov at opleve, at dine erfaringer ikke er spildte, men kan gives videre. Værdier – hvad står du for? Og hvordan kan du bringe de vigtige værdier videre til næste generation. Du har en helt anden taleret ind i barnets liv, end dets forældre har. Brug anledningen til at fortælle, hvad der betyder noget for dig. Det er svært at føle sig ensom og sat udenfor samfundet, når man har friske børnebørn, der tumler rundt om en. Og har du ældre børnebørn, så kan de hjælpe dig med en masse (måske IT og teknik), som du synes, det er svært at følge med i. Udnyt hinandens viden og ressourcer. Du kan give dine børnebørn noget af det, som du er ked af, at du ikke ﬁk givet dine børn. Måske er det nærvær, gaver, forkælelse, knus, hjælp eller tid, som du har at byde ind med? Det er aldrig for sent at rette op på tingene, og børnebørn kan vel ikke elskes for meget?? Men gode relationer mellem generationer er ikke altid gnidningsfrit – og det kigger vi nærmere på i næste nummer af Nyt Fokus.

Syndernes

FORLADELSE af Richard Müller For nogle år siden talte jeg med en mand, der mente, at han ”næsten“ kunne tilgive en anden person, som havde forurettet ham. En anden person, jeg mødte, var meget oprørt over de ord en medstuderende brugte mod ham, og han sværgede højlydt, at han ”aldrig, aldrig, aldrig“ ville tilgive ham. Jeg håber ikke, at Gud har en sådan indstilling over for os, for så har vi vist intet håb om at opnå syndernes forladelse.

Her er nogle illustrationer fra Bibelen, som fortæller, hvordan Gud tilgiver. Jeg har inddelt dem i tre kategorier. 1. TILGIVELSENS DEMONSTRATION Når vores åndelige forfædre i Det Gamle Testamente syndede imod Gud eller deres medmennesker, skulle de bringe et dyr som offer. Personen bragte f.eks. et lam til indgangen af tabernaklet eller templet, lagde sine hænder på offerets hoved og bekendte sine ugerninger for Gud. Synden blev derved overført til offerdyret. Kan man overføre synd på denne måde? Synd er et begreb for en forkert handling, for ord, der har såret et andet menneske, for tanker, der ødelægger vores sind. Men ved denne handling blev det illustreret, at jeg må lægge synden fra mig. Lægge den, i dette tilfælde på et dyr, som så skal dø for mine ugerninger. Før der fandtes noget tabernakel, var det nok sådan, at synderen selv skulle slagte lammet. Senere blev det præstens opgave. Præsten foretog så en anden symbolsk handling. Han tog lidt af blodet og stænkede

noget af det på forhænget til den inderste afdeling af tabernaklet eller templet, det allerhelligste. På den måde blev mine synder anbragt der i templet. Jeg var løst fra dem. Skylden blev taget fra mig. Synden og skylden lå et andet sted. Jeg behøvede ikke længere at bære rundt på dem. En gang om året, på den store forsoningsdag, havde man så en anden demonstration af tilgivelsen. Denne gang gjaldt det hele folkets synder, der blev båret ud af templet, og hvor hele folket kollektivt blev løst fra deres synder og oplevede tilgivelse. Beskrivelsen ﬁndes i 3 Mosebog 16. Hele dette offersystem pegede hen mod Kristus, som var det sande Guds lam, der tog al vores synd og skyld på sig og døde for os på korset. Igennem ham, og kun igennem ham, kan vi få syndernes forladelse, når vi beder om det (Kol 1,14; 1 Joh 1,9) I Det Nye Testamente ﬁnder vi det også tydeliggjort. Vi kan opleve det helt personligt ved dåben, altså troens dåb, sådan som Bibelen beskriver den f.eks. i Romerbrevet, kapitel 6,

Richard Müller, Dr. theol., professor emeritus

1-11. Billedet, der bruges, er en dyb vandgrav. Teksten siger: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, …“ (vers 4). Alt, der belastede os fra fortiden, blev dækket til med vand, vasket af. Dåben er dermed en Guds gave til os, et tegn, en demonstration, et tilgivelsens symbol. 2. TILGIVELSENS SPROGBILLEDER Ved hjælp af sproget danner vi os billeder, som hjælper os til at forstå de dybe sandheder om tilgivelse og syndernes forladelse. Det danske ord tilgive har f.eks. tre betydninger: a. føje til, lægge til, b. indrømme, tilstå, medgive, c. give afkald på at straffe, forlade. På hebraisk har ordet kaphar i Det Gamle Testamente grundbetydningen at ”dække til“. Et enestående billede af tilgivelse. Det, som er dækket til, skal man ikke mere se på eller mindes. Samme ord bliver brugt for at beskrive forsoningen. Tilgivelse og forsoning hører nemlig sammen. Så snart tilgivelsen har fundet sted, er forsoningen også sket. Det, som adskilte, det som stod i vejen, er taget bort eller dækket til – det gamle forhold er genoprettet, man er forsonet. Der bruges også andre ord for tilgivelse: nasa (at løfte op, at løfte bort) og salach (at sende bort, at lade gå). I Det Nye Testamente finder vi lignende ord for tilgivelse med betydningen: at løse fra, at sende bort eller at give bort. Ligeledes findes der andre bibelske udtryk, som ikke bliver oversat med ”tilgivelse“, men som har samme betydning: at viske ud, at udslette, at fjerne, at rense, at vaske bort eller vaske ren, og flere andre ord. 3. TILGIVELSENS LIGNELSER Her er nogle af de mange billeder, der hjælper os at forstå og tro på Guds tilgivelse og vores tilgivelse af hinanden. Pladsen tillader kun at nævne selve billedet og teksten i Bibelen. Men billederne er så tydelige, at de ikke behøver nogen forklaring.

a. ”Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os“ (Salme 103,12). b. Snavsede klæder bliver skiftet med nye klæder (Zakarias 3,3-4). c. ”Rens mig med isop“ (Salme 51,9). Denne urt blev brugt i middelhavslandene mod betændelse og bliver dermed et billede på tilgivelsens rensende effekt. d. Hvid som sne eller uld (Salme 51,7; Esajas 1,18). e. Nyt hjerte (Ezekiel 36,26). f. Rundhåndet tilgivelse (Salme 86,5). Ikke ”måske“ tilgivelse eller ”halv“ tilgivelse, men mere end forventet. g. At kaste synden bag sig (Esajas 38,17). h. ”Træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb“ (Mika 7,19). i. Lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15,11-24). j. Lignelsen om den gældbundne tjener (Matthæus 18,23-35). Hvilket væld af billeder og lignelser for at illustrere, hvad Gud gør med vores synder og med vores skyld, og hvordan vi skal forholde os overfor hinanden. De ovenanførte eksempler fra Bibelen er ikke udtømmende men skulle være nok til at vække en glæde og taknemmelighed i os overfor Gud, at han tilgiver os alle vores synder for Kristi skyld, hvis vi beder ham ydmygt om det. Men som bønnen ”Fadervor“ lærer os, ﬁndes der en betingelse for tilgivelse, nemlig vor villighed til at tilgive hinanden. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere“

Tilgivelse – om gammelt og nyt sind af Aage Andersen Tilgivelse er et af de mest følsomme områder mellem mennesker. At tilgive er ikke altid let – men fred med Gud indebærer, at vi slutter fred med vore medmennesker. I en kendt mands erindringsbog står der om en anden mand: ”Han kunne aldrig tilgive!“ Hvis man havde fornærmet ham, gemte han på det i et bittert sind lige til sin dødsdag.

re. Tilgive er at ”tilgive af hjertet,“ siger Jesus, så der ikke er en rest eller et ar tilbage af det gamle had. Det kan synes som et fatamorgana at tilgive på den måde.

Nogle har let ved at glemme. Andre kan ikke. Sindet kan være så forskelligt. Eller man kan foragte denne mand, kalde ham hård og umenneskelig, fælde dom over ham. Det er dog vist såre menneskeligt, at mennesker gemmer på de krænkelser, der tilføjes dem. Den uret, der ramte dem, sidder som en torn i kødet. De har det som krigsveteraner, der går rundt med en geværkugle i kroppen, og lægerne kan ikke få den væk.

TO GRUNDE TIL AT TILGIVE I sit evangelium taler Jesus til os ”med rette“ krænkede mennesker: Jeg skal nævne dig to grunde til, at du skal tilgive. Den ene grund: Du er selv skyldig! Du har selv brug for tilgivelse! Den anden grund: Du har hver dag fået tilgivelse af din skaber! Skulle det ikke være grunde nok til at glemme fornærmelsen?

Det er almindeligt mellem mennesker, at vi gemmer på krænkelser. De sidder som en brod i vort sind. Man tænker ikke over det til dagligt, men det ligger og ulmer som en gnist. Der skal blot en erindring til, så slår hadet ud i lys lue igen. Der skal ske et mirakel, hvis man skal befries derfra. For at tilgive det er mere end at slå en streg over det, nu gider man ikke være vred længe-

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.“ Den bøn har vi bedt mange gange. Men når nu der er personer, som har trådt på os, chikaneret os, behandlet os dybt uretfærdigt? Og de drømmer ikke om at bede om tilgivelse. Hvad så? HVORDAN TILGIVE TYRKERNE? I sin bog ”Liv i overﬂod“ fortæller den kendte missionær Stanley Jones om en armenier, der spurgte: ”Hvordan kan jeg tilgive tyrkerne?“ Det var jo med tanke på tyrkernes massemord

Aage Andersen, Pastor emeritus og free lance journalist

på armenierne under første verdenskrig. Tyrkerne myrdede omkring halvanden million uskyldige mennesker. Stanley Jones kunne fortælle, hvordan en ung armensk kvinde havde fået kraft til at tilgive en tyrk. Hun og hendes bror var blevet angrebet af nogle tyrker i en gyde, og mens hun var undsluppet ved at klatre over en mur, var hendes bror blevet dræbt for øjnene af hende. Hun var sygeplejerske, og da hun senere gjorde tjeneste på hospitalet, genkendte hun en af sine patienter som netop den tyrkiske soldat, der havde myrdet hendes bror. Hendes første følelse var: Hævn! Soldatens liv var absolut i hendes hænder. Men i stedet besluttede hun for Kristi skyld at tilgive ham. Hun kæmpede for hans liv og hjalp ham ved sin pleje tilbage til livet. Da han begyndte at komme sig, fortalte hun, hvem hun var. Den tyrkiske soldat spurgte forundret: ”Hvorfor lod du mig ikke dø, når du havde mig i din magt?“ ”Jeg kunne ikke,“ svarede den unge pige, ”jeg kunne simpelt hen ikke, for jeg er en kristen, og min Mester tilgav sine fjender, som korsfæstede ham. Jeg må gøre det samme for hans skyld.“

Dette er virkelig sket. At en lærte at tilgive for Kristi skyld. Men hvordan tilgive, hvis man ingenting føler? Jesus opfordrer os til at bede for dem, der gør os ondt og forfølger os. Så meget må vi kunne gøre – i lydighed mod Kristus. Det er ikke sikkert, vi føler noget ved det, men hvis vi alligevel gør det til en vane, kan det være, Gud lader det under ske, at vi ikke længere hader den eller dem, der har gjort os ondt. Der er teorier om, at hvis man går rundt med undertrykt vrede og had, kan det tære på livskraften. Omvendt fortalte en læge, at han engang oplevede et mavesår begynde at heles, da vedkommende holdt op med at bære nag til et andet menneske. Måske kan vi ved Guds nåde komme dertil, hvor gamle Ingemann var nået, da han i sine ældre år sad og så ud over Damhussøen og følte sig inspireret til at skrive den dejlige aftensang, hvor et af versene lyder: Slut fred, o hjerte, med hver sjæl, som her dig ej forstår! Se, over by og dal i kvæld nu fredens engel går.

”Vel,“ sagde den ellers hærdede tyrk, ”hvis dette er at være en kristen, vil jeg også være det!“

Min

tro betyder meget

Nogle har stadig den idé, at troen på en skabende Gud og en opstanden Frelser kun kan tages seriøst af fromme gamle koner fra Vestjylland eller mennesker, som ikke har kontakt til det virkelige liv. Her skal du møde Jiska Rose, en ung medicinstuderende fra Odense, for hvem troen har en central plads i hendes liv.

Interview med Jiska Rose Jiska, du kom til Danmark i en ung alder. Kan du fortælle lidt om din baggrund? Jeg er født i Bremen i Tyskland, og da jeg var 10 år gammel, flyttede jeg til Danmark med hele min familie. Begge mine forældre er født i Bremen. Jeg er den tredje pige i en søskendeflok af fire piger. Var det svært at tilpasse sig de danske forhold? Fordi jeg kun var 10 år gammel, da vi flyttede, var det ikke en stor udfordring at lære sproget. Som barn tænker man ikke over, hvordan man lærer et nyt sprog, det kommer næsten af sig selv. Jeg oplevede ikke, at der er store forskelle mellem den tyske og danske kultur, og jeg satte stor pris på den vestjyske afslappethed og venlighed. Hvor har du din interesse for den kristne tro fra? Troen er en essentiel del i mit hjem. Gud er en naturlig del af samtalerne. Det betyder ikke, at vi ikke har problemer, men vi prøver at løse dem efter Bibelens principper med til-

givelse, ærlighed og betænksomhed. Jeg kan huske, hvordan vi bad sammen som familie, især når der skulle træffes store beslutninger, og hvordan mor og far fortalte os historierne fra Bibelen. Det har præget mig, og der voksede en tillid frem til en, som er større end mig selv. Det er klart, at jeg ikke kunne bygge på, at mine forældre er troende. Der kom en tid i teenage årene, hvor jeg meget klart måtte vælge for mig selv. Var den personlige tro på Jesus noget, jeg ville have som en central del af mit eget liv? Men at jeg havde set, at troen havde gjort en forskel i mine forældres liv, havde stor betydning for mit eget valg om at overgive mit liv til den samme kærlige far. Nu er du i gang med at studere medicin. Hvorfor valgte du denne studieretning? Har du nogle drømme, du håber at indfri? Jeg har altid interesseret mig for naturen, og med tiden voksede en stor interesse for den menneskelige krop frem i mig. Jeg valgte at læse medicin, fordi jeg ville opnå en større viden om kroppen, og hvordan den fungerer. Det er utrolig spændende og et stort privilegium at

få lov til at lære om kroppens funktioner med håndgribelige hjælpemidler. Jeg håber at kunne bruge denne viden til at hjælpe mennesker til et bedre helbred. Det kan jo ske på mange måder; ved foredrag, direkte konsultation og indirekte arbejde for at sprede viden om sund livsstil. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at arbejde helt konkret, men jeg er meget interesseret i direkte kontakt og samtale med mennesker. Lægestudiet bygger vel i stor grad på en videnskabelig tilgang til mennesket og tilværelsen. Har det givet dig nogle konflikter mellem din tro og din viden? Det er sket ﬂere gange, at jeg er uenig med undervisningen, men ikke direkte kan forklare eller bevise mit synspunkt på stående fod. Det kan være svært kun at få præsenteret én side af sagen og aldrig høre argumenter for, at det også kunne forklares på en anden måde. Jeg har venner, som læser medicin på et universitet, hvor tro er en naturlig del af undervisningen. Det kunne da være stort at have undervisere, som er åbne for, at al kompleksiteten i kroppen ikke bare er opstået tilfældigt. Men mange gange synes jeg, at når underviseren fortæller om fakta som anatomi og fysiologi, så kan det ikke skjules, hvor smart det hele fungerer, når man er rask, og det giver forelæserne også ofte udtryk for.

Jeg har set dig meget aktiv i kirkesammenhæng. Hvor meget betyder din tro egentlig for dig? Min tro betyder, at når jeg er ked af det, har jeg nogen at komme til. Når jeg er glad, er der altid nogen at dele det med. Når jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg har gjort noget forkert, er der nogen, som virkelig kan hjælpe mig med mit problem. Når jeg føler mig utilstrækkelig eller rådvild, er Jesus der til at vejlede mig. Har jeg det svært, ved jeg, at han havde det værre end mig her på jorden, og derfor ved han, hvordan det føles. Har jeg det godt, ved jeg, at han glæder sig sammen med mig. Kort sagt, min tro har indvirkning på alle situationer i mit liv, og uden den ville jeg være som et siv i vinden, fordi jeg ikke ville have noget at rette mig efter. I Bibelen ﬁnder jeg svar på, hvor jeg kommer fra, hvad der sker lige nu, og hvad fremtiden bringer. Det er så genialt, at jeg kan vide, at Bibelen er til at stole på, fordi den har forudsagt ting i fortiden, som er gået nøjagtigt i opfyldelse. Det giver tryghed og et fast fundament at bygge på.

Benægtelse – Bekendelse –

BEFRIELSE af Walder Hartmann Hvis man på ferieture sydpå har besøgt en af de mange katolske kirker, har man måske undret sig over at høre stille samtale fra noget, der ligner små telefonbokse. I sådanne tilfælde har der sikkert været tale om skriftemål, en overset faktor i de fleste lutherske kirker. Muligheden for at bekende og tale ud med et andet menneske. At bede sammen med en anden har nemlig en forvandlende kraft, der kan føles som en befrielse til at leve af Guds nåde. Radio24syv har været med til at aktualisere begrebet: Skriftestolen, der i tidligere tider var en integreret del af de fleste kirker. Dengang handlede det om befrielse fra synd, i dag er det et panélprogram om tro og eksistens, der hver søndag tematiserer aktuelle eller evigt aktuelle spørgsmål. I programmet har vært Mads Holger altid besøg af tre gæster, der som regel er hentet fra Skriftestolens ca. 25 fast tilknyttede forskellige gejstlige i ordets bredeste forstand. Det vil sige præster, rabbinere, imamer, men måske også politikere, kunstnere, debattører og repræsentanter fra andre trosretninger eller filosofier. En anden form for skriftestol findes i vore dage i ugeblade eller magasiner, hvor læserne kan betro deres problemer til en brevkasseredaktør, der så mere eller mindre kvalificeret

giver sit svar på, hvad spørgeren skal gøre. I et fagblad forklaredes det på denne måde: ”Brevkanden er Kandens helt egen og helt nye brevkasse. Har du brug for kyndig vejledning? Skriv dit spørgsmål til kanden@ps.au.dk. Bemærk at vi får rigtig mange henvendelser, hvorfor der kan gå et ubestemt antal dage, før du får svar. Så kryds ﬁngre, hvis du har brug for akut vejledning. Ideen opstod som en naturlig følge af juledagen. Behovet fremstod lysende klart, da Kandens skriftestol i den grad kom på overarbejde! Her gik det for alvor op for os på Redaktionen, at der går en del syndere frit omkring i blandt os. Vi har ved urafstemning i Kanden besluttet at slå et slag for dydens sti – derfor vil vores kompetente panel kvit og frit guide jer gennem livets mest presserende dilemmaer.“ BIBELENS RÅD TIL MODERNE SYNDERE ”Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os“ (1 Joh 1,5-8). Vi vil helst benægte, at vi er syndere, og at der skulle være noget galt med os. Vi kan må-

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

ske gå med til, at vi har nogle svagheder og begår nogle fejl, men at der skulle være noget grundlæggende galt, det går vi meget nødig med til at indrømme. Hos de andre, ja; men ikke hos os selv. Ind imellem minder vores indbyggede samvittighed os dog om, at der er noget galt. Minder os om, at vi bærer oprøret mod Gud i os, er syndere for ham og derfor gør os skyldige i både overtrædelses- og undladelsessynder. Erkendelsen af denne grundsynd må dog ikke få os til at negligere hverken de moralske synder eller konkrete overtrædelser af Guds leveregler. Ligesom det er vigtigt at erkende sin synd, er det også vigtigt at sætte navn på den, stå ved den og bekende den. Gør vi det, har Gud lovet, at vi får tilgivelse og bliver renset for uretfærdighed. Med andre ord bliver vi befriet til at leve af Guds nåde. BEFRIET TIL AT LEVE Når Gud vil tilgive os, skylder vi ham den respekt, at tage hans ord for fulde pålydende og holde op med at bebrejde os selv. ”Over for ham (Gud) kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for, thi Gud er større end vort hjerte og kender alt“ (1 Joh 3,19-20). Når Gud tilgiver os, så må vi også tilgive os selv. Luther giver ﬂg. råd på dette område: ”Men hvad skal man så skrifte? Her har vore prædikanter indtil nu fyldt os med talen om de fem sanser, de syv dødssynder og de ti bud, som de har forvirret samvittighederne med. Men

det skal foregå sådan, at du først prøver, hvad der trykker dig. De synder, som så nager dig mest, og som din samvittighed er besværet af, dem skal du bekende og skrifte for en anden kristen. Derfor behøver du ikke at søge længe og at plage dig med at opregne alle synder. Nævn dem, der falder dig ind og sig: Sådan og sådan har jeg fejlet, og i det og det er jeg faldet. Her ønsker jeg trøst og et godt råd. For skriftemålet skal være kort. Og hvis du kommer i tanke om noget, du har glemt, skal du ikke lade dig forvirre af det, for du skrifter ikke af den grund, at det er en god gerning, og som måtte du nødvendigvis gøre det, men for at modtage trøst ved absolutionen. Derfor skal man ikke bekymre sig, hvis man måske har glemt nogle synder i skriftemålet. Selv om man har glemt dem, er de dog tilgivet. For Gud ser ikke på, hvor nøjagtigt du har skriftet, men på sit ord og på din tro på det. Absolutionens ord lyder heller ikke sådan, at nogle synder er dig forladt og andre ikke, men det er en altomfattende prædiken, som forkynder dig, at Gud er dig nådig. Men er Gud dig nådig, så må alle synder jo være fjernet. Derfor hold dig kun til absolutionen og ikke til din egen bekendelse. Tænk ikke på, om du har glemt noget eller ej. Så meget som du tror, så meget er dig forladt.“ Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde! Ja, lad os alle trindt om land med liv og lyst nu kvæde! For Gud, så god som han er stærk, har gjort et herligt underværk, betalt i dyre domme.

Husker du anden? børnehistorie af Poul Meissner Når man bor i byen, kan det være rigtig sjovt at komme en tur på landet. Her er der mere luft mellem husene. Og her tager man det ofte lidt mere med ro og har tid til at se sig omkring. Man kan også få masser af motion og samle sig en god appetit, når man løber gennem skoven eller hen over marken. Noget af det bedste er dyrene, som ﬁndes i det fri, men også i forbindelse med mange landbrug.

En lille dreng, der hed Lukas, besøgte en sommer sine bedsteforældre på deres gård sammen med sin søster Mette. Her fik han sin første slangebøsse, som han kunne lege med ude i skoven. Han udså sig nogle mål, som han kunne skyde mod, men han fik aldrig ramt det, so som han sigtede på. Efter eet stykke tid var han blevet træt af at skyde med sslangebøssen og gik hjem fra skoven. Han var noget skuffet, men nu var det tid at kom komme tilbage og spise mid middagsmad. Idet han kom traskende af sted og nærmede sig stuehuset, hu fik han øje på Bedstemors yndlingsBe an Den var rigtig and. flo ot, som den gik der og snadrede i vandpytt p erne. Ikke så underligt, at Bedsteu m var stolt af den. mor

Pludselig ﬁk han en hurtig indskydelse og sigtede på anden. Stenen fra slangebøssen susede af sted med lynets fart og ramte anden lige i hovedet. Den var dræbt på stedet. Lukas var chokeret og ked af det. Det var slet ikke meningen, at det skulle ende sådan. Der gik panik i ham, han greb fat i anden og skjulte den bag brændestablen ved huset. Da han kikkede op, så han sin søster iagttage ham. Mette havde set det hele, men hun sagde ingenting. Efter middagsmaden sagde Bedstemor, ”Mette, kom lige og hjælp mig med opvasken.“ Men Mette sagde: ”Bedstemor, Lukas har fortalt mig, at han gerne vil hjælpe til i køkkenet i dag, er det ikke rigtigt, Lukas?“ Og så hviskede hun til ham, ”Husker du anden?“ Så Lukas tog sig af opvasken uden at sige et ord. Senere spurgte Bedstefar om børnene kunne tænke sig at tage med ud på en ﬁsketur. Begge børnene var begejstrede. Der skete så meget spændende herude på landet hos Bedstefar og Bedstemor. Men Bedstemor sagde, ”Jeg er ked af det Mette, men jeg har brug for, at du hjælper mig med at forberede aftensmaden.“

Mette smilede og sagde, ”Det er helt i orden, for Lukas har fortalt mig, at han gerne vil hjælpe med aftensmaden.“ Og hun hviskede igen: ”Husker du anden?“ Så Mette kom med Bedstefar på ﬁsketuren, og Lukas blev tilbage og hjalp Bedstemor. Efter nogle dage, hvor Lukas havde gjort sit eget arbejde i huset og også Mettes, kunne han til sidst ikke holde det ud længere. Det var det rene slaveri. Han gik til Bedstemor og bekendte, at han havde slået anden ihjel. Hun knælede ned og lagde sine arme om ham og sagde, ”Kære Lukas, jeg ved det allerede. Ser du, jeg stod bag vinduet og så alt, hvad der skete. Men fordi jeg elsker dig, tilgav jeg dig. Jeg undrede mig bare over, hvor længe du ville tillade Mette, at gøre dig til slave.“ Nu er det sådan, at Gud ikke bare tilgiver os, men også glemmer det, vi har gjort forkert, fordi han elsker os. Han går ikke rundt og er vred på os. Men hvor længe vil vi gå rundt med dårlig samvittighed i stedet for at bekende det, vi har gjort forkert mod Gud og andre?

Muslimer blandt kristne

Muslimer blandt kristne • Ligheder og forskelle i tro og praksis • Er sameksistens mulig? • Hvad forstår man ved Shariah-lov, Jihad og Hadith? 14 spændende og aktuelle studiebreve med posten eller online.

Tilmeld dig allerede i dag på

kskolen.dk eller tlf. 4558 7770

Fire andre relevante kurser fra KSKOLEN: Daniels Bog

Et nyt liv med Jesus

IkdZ^[Ziakhiki

7. STUDIEBREV

ku [ fo

s jesu s på

II ]

Q \e

aki

f Z

Z^ ikd

l[b

l©h[

7j b[l[ b_l[j \kbZj kZ

Tilbedelsens lov

Giv mig dit hjerte KORRESPONDANCE

SKOLEN

KAPITEL 6

Skabelse eller udvikling 10 studiebreve

Daniels Bog 16 studiebreve

Fokus på Jesus 10 studiehæfter

(

AEHH;IFED:7D9;

IAEB;D

IjkZ_[Xh[l dh$ ( r aehh[ifedZWdY[iaeb[di ikdZ^[Ziakhiki

Sundhed og velvære 10 studiebreve

KORRESPONDANCE

SKOLEN