2018-02 Bibelstudiemateriale fra tysk by Adventistkirken

BIBELSTUDIER FOR 2. KVARTAL 2018

At LEVE i endens tid

BIBELSTUDIER FOR 2. KVARTAL 2018

At leve i endens tid

AT LEVE I ENDENS TID, Bibelstudier for 2. kvartal 2018 er udarbejdet af arbejdsgruppen ”Arbeitskreis Bibelschule“ i Adventistkirkens tyske union – i overensstemmelse med de retningslinjer, der er givet af Generalkonferensen (den Intereuropæiske Division). Emnerne er de samme som i standardudgaven og præsenterer adventisternes kristne tro ud fra et bibelsk fundament på en tidssvarende måde. Materialet har et tydeligt europæisk (tysk) islæt. Det er bygget op omkring én tekst til hver dags afsnit. Teksten understøttes af en kort forklaring, der uddyber baggrunden for teksten, en tanke til fordybelse og et åbent spørgsmål til eftertanke. Der er i første omgang indgået en aftale med den tyske union om at oversætte 2 kvartalers bibelstudier – 2. og 3. kvartal 2018. Herefter vil menighedsmedlemmerne i Danmark blive bedt om at evaluere materialet. Materialet vil på nuværende tidspunkt ikke udkomme på print, men være tilgængeligt på kirkens hjemmeside sideløbende med de sædvanlige bibelstudier.

AT LEVE I ENDENS TID Bibelstudier for 2. kvartal 2018 Forfatter af standardudgaven: Norman R. Gulley, PhD, forskningsprofessor i systematisk teologi ved Southern Adventist University, Tennessee, USA Redaktør for standardudgaven: Clifford Goldstein Bearbejdelse: ”Arbeitskreis Bibelschule“ Redaktion: Rolf Pöhler © 2018 Saatkorn-Verlag GmbH, Abt. Advent-Verlag Pulverweg 6, D-21337 Lüneburg, www.advent-verlag.de Den danske udgave: Syvende Dags Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Jette og Christian Christiansen Bibelcitater: Hvis ikke andet er angivet, er bibelcitater hentet fra Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (1992), fra Det Danske Bibelselskab Korrekturlæsning: Robert Svendsen Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Spørgsmål og henvendelser til Henrik Jørgensen

INDHOLDSFORTEGNELSE

INTRODUKTION TIL 2. KVARTAL ........................................... 5 7. april

1. En universel konflikt .................................................... 7

14. april

2. Daniel – at leve i krisetider ........................................... 15

21. april

3. Åbenbaringen – Jesu vidnesbyrd .................................. 23

28. april

4. Frelsesvished ................................................................ 31

5. maj

5. Kristus i helligdommen.................................................. 39

12. maj

6. Lov og lovløshed ........................................................... 47

19. maj

7. Jesu taler om endens tid .............................................. 55

26. maj

8. At tilbede skaberen....................................................... 63

2. juni

9. Ondskabens akse.......................................................... 71

9. juni

10. ”Drag ud fra hende, mit folk …!“ ................................ 79

16. juni

11. Guds segl eller dyrets mærke ....................................... 87

23. juni

12. Afgørelsen ................................................................... 95

30. juni

13. Fuldendelsen ................................................................ 103

At leve i endens tid Ifølge Ny Testamente har menigheden levet i ”tidernes ende“ siden Jesu første komme (1 Kor 10,11; 1 Pet 1,20; Hebr 9,26) eller sagt på en anden måde ”i de sidste dage“ (ApG 2,14-21. Sml. med 1 Tim 4,1; 2 Tim 3,1; Hebr 1,1-2; Jak 5,3). Ved Jesu myndige optræden er dæmonernes magt blevet brudt, med Jesu død på korset blev Satan besejret, og den ventede frelsestid – forligelse med Gud, tilgivelse for synd og Helligåndens udgydelse – er blevet en realitet. Verdenshistoriens ”sidste time“ er blevet indvarslet ved Jesu ophøjelse til ypperstepræst og det dermed forbundne pinseunder (1 Joh 2,18). Peter siger det således i 1 Pet 4,7: ”Men alle tings ende er nær“. Guds frelsesplan vil blive fuldendt, når Jesus kommer igen, og Guds rige bliver oprettet i al sin herlighed. ”Endens tid“ strækker sig altså over tidsperioden mellem Jesu første og andet komme. Set ud fra denne synsvinkel vil det ikke være fyldestgørende at fastsætte begyndelsen på endens tid til fx år 1789 (afslutningen på de 1260 år) og heller ikke til 1844 (afslutningen på de 2300 år). Det, som seeren betegner som ”endens tid“ eller ”de sidste tider“ (Dan 8,17.19; 11,35.40; 12,4.9), henviser til historiens afsluttende fase, som kommer inden Guds kongedømme og opstandelsen til det evige liv (Dan 2,44; 7,27; 12,2-3). Man kunne faktisk betegne Daniels ”tidernes ende“ som ”endetidens ende“. Kristne med adventistisk baggrund ser med særlig interesse på verdenshistoriens sidste begivenheder, som går forud for Jesu andet komme (advent [lat] – (an)komst, komme), heraf navnet adventister. Den intensive beskæftigelse med profetier og begivenheder vedrørende ”endens tid“ har givet dem kendskab til det, der kan kaldes ”tidernes tegn“. Udsigten til forfærdelige krige og naturkatastrofer, global forfølgelse og bedrag samt en ”trængselstid, som der ikke har været magen til fra skabelsens begyndelse“ (Mark 13,19; Dan 12,1), udløser ofte mere angst og sorg end glæde og tillid og kommer til at dække over det tillidsfulde: ”…ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig“ (Luk 21,28). Den slags beskrivelser af afslutningen på endens tid får deres næring fra tidsberegninger og angivelig hemmelig viden (konspirationsteorier). 5

INTRODUKTION TIL 2. KVARTAL

I dette studie er Bibelens udsagn til ”endens tid“ i fokus. Dog drejer det sig ikke om detaljerede forudsigelser om fremtiden, men mere om spørgsmålet, hvordan kristne bør leve i endens tid. Den ”profetiske tale“ (2 Pet 1,19) blev ikke givet til menigheden, så den kan anvendes som en krystalkugle for at løfte fremtidens slør, men for at styrke udholdenheden og håbet på den endelige ”frelse“. Adventisten ser derfor ikke på afslutningen, men på fuldendelsen, ja verdens fuldender – Jesus Kristus. Hvordan kan man ”forberede sig til endens tid?“. Akkurat som et ungt ægtepar, der forbereder sig på en fremtidig krise i parforholdet. Allerede i dag viser de hinanden deres kærlighed, er trofaste mod hinanden og plejer deres indbyrdes relation. Analog hertil er den bedste (eneste?) forberedelse for verdens ende at tro her og nu, bevare håbet, udøve kærlighed og vokse i de helliges standhaftighed. Vi véd ikke, hvornår Jesus kommer, og hvad menigheden og den troende i alle enkeltheder vil komme ud for – og vi behøver heller ikke at vide det. ”At leve i endens tid“ vil altså sige ”at leve med Jesus“. Den, der lever således, er forberedt, når Herren kommer!

UGEN 1.-7. APRIL 2018

En universel konflikt ”Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd“ (Åb 12,17).

Hovedtanke

Kristne er hvirvlet ind i konflikten mellem Kristus og Satan.

Introduktion

Med Jesu død på korset, hans opstandelse og ophøjelse, er, ifølge Ny Testamente, endens tid begyndt (1 Kor 10,11; 1 Pet 1,20; 4,7). Fokus rettes nu mod Jesu genkomst i herlighed. Tiden indtil da bliver beskrevet som fuld af nød og spændinger, i hvilken kristne skal regne med at blive udsat for repressalier og forfølgelse. I mange af Ny Testamentes tekster bliver de troende opmuntret til at fortsætte med at være tro mod Kristus. Deres erfaring med lidelser bliver ikke bare forudsagt, men også forklaret. De skal vide, at forfølgelser og lidelser ikke betyder, at Gud har glemt sine børn, men at de er en del af konflikten. Den rækker langt udover deres egen og denne verdens skæbne. Det drejer sig om konflikten mellem Kristus og Satan, som alt det skabte er inddraget i. Troende mennesker længes efter og ønsker at forstå det ondes hemmelighed og Guds handlinger indtil verdens ende. Det er især de apokalyptiske tekster i Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring man får øje på, men også Jesu taler om endens tid eller tekster, i hvilke der sættes særlig fokus på ondskaben i almindelighed. Nogle læsere af Bibelen udlægger disse tekster spekulativt, og alt for ofte fortaber man sig i enkeltheder og overser det, der egentligt er det vigtige. Det afgørende bliver belyst i det tolvte kapitel i Johannes’ Åbenbaring: Kristne må få del i Kristi sejr over Satan, som anklager dem, der følger Jesus. Og de har lov til at være trygge og sikre på Herrens komme og den endelige udslettelse af det onde.

SØNDAG 1. APRIL 2018

At være den Højeste lig Es 14,1-21 Ez 28,1-19

Hvilken holdning tilskrives kongerne i Babylon og Tyrus i de profetiske klagesange?

Baggrund

Profeterne anvendte mangfoldige måder at tale på i deres samtid (jf. Hebr 1,1). I Es 14 og Ez 28 er det klagesange. Traditionelt blev de sunget ved båren af lønnede klagekoner eller familien til den afdøde. Med den slags sange fortalte profeterne den politiske elite (jf. Amos 5,1-3) eller modstanderne af Guds folk om undergangen. Esajas forudsiger Kongen af Babylons fald som begyndelsen til den endelige frelsestid for Israel. Han vil falde på slagmarken (v. 19-20), og fordi han ikke fik en kongelig begravelse, bliver han mobbet af de andre afdøde konger ved sin indtræden i dødsriget (v. 9-11) – sådan bliver det poetisk billedligt beskrevet. ”Klagesangen“ spotter storkongens overmod og udtrykker glæde og tilfredshed over tyrannens endeligt. I stedet for ægte sorg drejer det sig om en bidsk parodi. Ifølge Ezekiel er de overordentlige fortrin og privilegier – skønhed, visdom, fuldkommenhed, rigdom og succes – steget Kongen af Tyrus til hovedet, som mente, at han var guddommelig (dit hjerte blev hovmodigt). Derfor bliver han også stødt fra tronen, kastet til jorden og gjort til aske. Også i hans skæbne gentages det kendte mønster af ursynden: At leve i Edens Have – at ville være som Gud – at blive uddrevet af Paradis – at falde dybt – at blive til støv. ”Hovmod står for fald“.

Udlægning

Den latinske oversættelse af ”du strålende morgenstjerne“ (Es 14,12) til ”Lucifer“ (lysbærer) førte kirkefaderen Tertullian til den konklusion, at det var Satans fald, der skildredes her. Denne udlægning fandt stor udbredelse og blev også senere en del af den adventistiske forståelse af den universelle konflikt mellem Kristus og Satan (se Ellen White, Mod en bedre fremtid, kap. 29). Dog er det vigtigt at tænke på, at Bibelen ikke virkelig forklarer årsagen til det ondes oprindelse.

MANDAG 2. APRIL 2018

Kvinden, hendes barn og dragen Åb 12,1-6 Es 66,6-14 Baggrund

Hvilken betydning har moderen og barnet i disse tekster?

Grundlaget for forståelsen af billedet i Åb 12,1-6 er versene fra Es 66: Zion bliver mor til alle børnene af den kommende frelsesmenighed i endens tid, for fra Zion udgår den, der frembærer håbet for Israel og alle folkeslag. ”Kvinden er Guds sande folk, som Israel var kaldet til at være og som lever i alle, der bekender sig til det slagtede lam, Jesus Kristus.“ (NTD, Traugott Holtz, Die Offenbarung des Johannes, Göttingen 2008, 92). Sml. Es 54, 5-6 og Ez 16,8. Beskrivelsen af barnet har messianske træk (se Es 9,5-6; Sl 2,9; Åb 19,15). Det forestiller selve Jesus Kristus. Tegn på himlen hørte til de begivenheder, der skulle bebude frembruddet af den endelige frelse (Luk 21,11). Det, der åbenbares her, er derfor begivenheder i endens tid, der bebuder Gud og hans salvedes endegyldige tiltrædelse som herre. At kvinden optræder med en (sejrs-)krans af tolv stjerner, kunne tyde på hendes herlige bestemmelse (sml. 2,10; 3,11) – til trods for alle bitre erfaringer og anfægtelser. Også de forfærdelige fødselsveer peger på dette som endetidens afsluttende begivenheder (sml. Mark 13,8). Det er Gud og Kristi herredømme i himlen og på jorden, der fødes under smertefulde veer.

Til fordybelse

For de kristnes bekendelse til Kristus på Johannes’ tid (sml. 1,4; 2,9-10) drejede det sig om liv og død. For den romerske stat betød deres liv intet. Kristne vil erfare dette indtil verdens afslutning. Dog vil Jesus Kristus betyde alt i deres liv. Frelseren sidder ved Guds højre hånd. Han er garant for deres frelse og vil komme igen for endegyldigt at besejre det onde.

TIRSDAG 2. APRIL 2018

Dragen styrtes til jorden Åb 12,7-12

Baggrund

Hvilke konsekvenser har det for jordens befolkning, at anklageren er styrtet? Scenen om den himmelske kamp mellem Mikael og dragen, som er det centrale i kapitlet, skal hjælpe den trængte menighed til at forstå dens lidelser. Kampen ender med Mikaels klare sejr over dragen og dens engle. Mikael, som også kaldes ærkeengel (Jud 9; Dan 12,1), er Kristus selv. Allerede Jesu virke på jorden var præget af hans kamp mod dæmoner. Jesus selv talte om sammenhængen mellem hans liv og død med Satans styrt (Luk 10,17-20; Joh 12,31-33). Netop denne korsdød antydes også i den himmelske jubelsang i Åb 12,11: ”… for vore brødres anklager er styrtet, han som nat og dag anklagede dem ved Gud. De har besejret ham ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord.“ Lammets blod, hvilket er Kristi død, danner grundlaget for de troendes sejr. Ved troen har de tilegnet sig Mikaels sejr. I deres uforfærdede bekendelse til Kristus bliver det synligt.

Til fordybelse

Satans styrt gjaldt i den jødiske tradition som det afgørende element for tidens ende. ”Ifølge den såkaldte krigsrulle fra Qumran vil Gud i kampen ved endens tid komme Israel til hjælp, idet han sender Mikael for at besejre fyrsten over ondskabens herredømme (1QM XVII 5-7).“ (U.B. Müller, Die Offenbarung des Johannes, Ökumenischer Taschenbuchkommentar zum NT 19, Gütersloh 1984, 236). Åb 12,7-12 lægger derimod vægt på, at den endelige sejr over Satan allerede blev vundet på korset – Satans magt er dermed uigenkaldeligt brudt! Endens tid er begyndt. Det afgørende sted for ”slaget ved tidens ende“ hedder dermed Golgata. De troende kan være glade og juble over denne sejr (12,12; sml. 18,20).

ONSDAG 3. APRIL 2018

Kvinden, hendes andre børn og dragen Åb 12,13-17 Baggrund

Hvilken skæbne lider de andre af kvindens efterkommere under? Vers 13 tager tråden op igen fra vers 6. Skildringen af kvinden og hendes flugt fra dragen er fuld af hentydninger til Guds hjælp fra Gamle Testamente, især til: · folket Israels udvandring fra Egypten · flugten i ørkenen (2 Mos 3,18; 13,18) · ørnens bærende vinger (2 Mos 19,4) · jorden, som åbner sin mund (5 Mos 11,6) · bespisningsunderet i ørkenen (2 Mos 16,12-13). Også Paulus og andre nytestamentlige forfattere tolker deres egen tid som ørkenvandring i lyset af erfaringen ved udvandringen (1 Kor 10,1-13; Hebr 3,7-19) og så sig selv og deres trosfæller som menighed i ørkenen. Tilsvarende minder også tidsangivelsen en tid og to tider og en halv tid om profeten Elias’ tid i ørkenen (1 Kong 17,1; Luk 4,25; Jak 5,17). Det græske udtryk hoi loipoí – ”de øvrige“ – betyder sådan set ”de andre“. Det indeholder således altid en modsætning: ”de ene – de andre“ eller også ”den ene – de andre“. Tanken om en lille rest er ikke tvingende nødvendig. Der kan faktisk være tale om et flertal i stedet for et mindretal (fx Luk 18,9.11). Tilsvarende skulle vers 17 oversættes med ”de andre af hendes slægt“ – hvormed er ment brødrene og søstrene af den førstefødte dreng. I Johannes’ Åbenbaring 12 står således de andre af kvindens efterkommere overfor den ene efterkommer, som er gået forud til sin himmelske Fader, mens hans brødre og søstre stadig lider i deres trængsel pga. deres bekendelse.

Til eftertanke

Hvad betyder det at blive ”bevaret“ i anfægtelse?

TORSDAG 4. APRIL 2018

Den faldne ødelægger Joh 12,31 Luk 10,18

Hvori ser Jesus selv ”Satans fald“?

Baggrund

I den mest smertefulde time beder Jesus Faderen om, at hans navn skal æres, dvs. at hans væsen skal herliggøres gennem det, der nu skal ske. En himmelsk stemme bekræfter dette. Jesu død og opstandelse vil åbenbare Faderens inderste væsen – hans uendelige kærlighed. Samtidig berøves denne verdens fyrste(r) sin/deres magt. Han bliver smidt ud af sit hidtidige magtområde (Neue Genfer Übersetzung, Revidierte Elberfelder Bibel). Jesu død giver Satans magt dødsstødet. Hans hidtidige magt over menneskeheden, som han har udøvet uforstyrret, bliver brudt. Om denne begivenhed skriver Paulus: ”… han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus“ (Kol 2,15; sml. Hebr 2,14). På samme måde henviste Jesus til disciplenes erfaring, at dæmonerne måtte vige på disciplenes befaling, som de gav i Jesu fuldmagt. Satan og hans magt i denne verden er besejret.

Til fordybelse

”Hvad der virkelig hændte, Satans fjernelse fra tronen, kan kun Jesus vide. Den er beseglet med Jesu optræden og virker i hans (sml. 11,20-22) og hans disciples gerninger. De virker også på den måde, at disciplene ikke behøver at frygte det dæmoniske fjendskab og den modstand, som de møder ved opfyldelsen af deres mission. … Men vigtigere end erfaringen med succes og bevaring er og bliver, at de selv til evig tid er antaget hos Gud. Den dybe, ydmyge og taknemmelige glæde over dette må være det afgørende for deres tænkning og adfærd. (Stuttgarter Erklärungs-Bibel 1522).

Til eftertanke

Hvor meget plads skal jeg give den besejrede fjende i mine tanker?

FREDAG 5. APRIL 2018

I Guds favn Rom 8,31-39

I hvilken relation står Paulus’ udsagn til Åb 12,17? Efter sin beskrivelse af retfærdiggørelse ved tro, det nye liv i ånden, den nuværende lidelse og det kristne håb gentager apostlen – næsten overvældet af det – i en hymne, en sejrssang om frelsesvished. Denne sejrssang kommer således til at stå midt i brevet. Det bliver dets centrale udsagn. På samme måde forholder det sig med sejrssangen over den nedstyrtede anklager i Åb 12, som også er omtalt midt i bogen. Når Gud og Kristus står på de troendes side, hvilken magt kan da skille dem fra Kristus? Paulus nævner i vers 35 de syv fristelser, som kunne være hans egne oplevelser. Selv om de skulle komme over de kristne, bliver de holdt fast og sejrer gennem nåden og Åndens kraft. Derefter nævner han yderligere 10 magter, der sætter sig imod, og lader os få indblik i, hvordan han oplever verden omkring sig. ”Under alle omstændigheder har alle disse ånder og realiteter kun menneskelig magt. De er i Guds hånd … Paulus skænker i denne afsluttende tanke, som tegner en ubrudt cirkel af hele universets frigørelse med sine infernalske og himmelske væsner, dets naturkræfter, rummets og tidens uendelighed, overhovedet ingen opmærksomhed for enkeltheder. Han bevidner Guds kærligheds paradokse under som grundlaget for frelsesvished“ (Theologischer Handkommentar zum NT, Berlin 1976).

Konklusion

Jesu efterfølgere er hvirvlet ind i opgøret mellem Kristus og Satan. Men de står på sejrherrens side. Der vil de for evigt være i sikkerhed.

DIALOG TIL SABBATTEN 6. APRIL 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Hvilke tegn tyder på, at vores verden er hvirvlet ind i en konflikt mellem det gode og det onde?

Es 14,1-21 Ez 28,1-19

Hvilke paralleller kan der drages mellem beskrivelserne af kongerne/ kongen og Satan?

Åb 12,7-12

Jesu sejr over Satan blev vundet på korset. Hvad betyder denne sejr for din tro i dag?

Åb 12,13-17

Rom 8,31-39

Afslutning

Teksten indeholder mange billeder på, at Gud bevarer os. Og dog lider utallige kristne endnu i dag. Hvad betyder det så i det hele taget ”at blive bevaret“? Sejrssangen i Åb 12 og Rom 8 står centralt i begge bøger. Hvor vigtig er den besejrede Satans eksistens for vores tro og tanke? Kan du komme i tanke om nogle salmevers til dette emne?

2 Daniel kap. 1-6

UGEN 8.-14. APRIL 2018

Daniel – at leve i krisetider ”Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet“ (Dan 3,17.18).

Hovedtanke

Den, der er tro i det små, øver sig i at være det i det store.

Introduktion

”Kort tid efter, at Hitler havde overtaget magten, begyndte ”Hitlerjugends“ kamp mod alle andre foreninger ... Da året 1933 var omme, var der kun de kirkelige forbund tilbage på slagmarken. De nægtede at gå med til deres egen tilintetgørelse.“ Samtidig kom bogen ”Der französische Protestantismus“ af Joseph Chambon på markedet, en historisk afhandling om huguenotterne i det 16. århundrede. De havde ”prøvet alt, hvad en forfulgt kristenhed kan stille op mod en fjendtligtsindet stat. De har lidt, de har brugt vold. De udvandrede, og de sluttede sig sammen.“ Deres militante krigsførelse endte med Bartholomeusnatten, hvor henved 30.000 huguenotter omkom. Wilhelm Busch, en evangelisk præst under nazisternes styre, skrev: ”De vil muligvis synes, det er latterligt, at vi sammenligner vores dog ret så ubetydelige kampe med huguenotternes lidelser. Men for de kristne er det altid et spørgsmål om den grundlæggende/ principielle holdning. Og i den forbindelse har vi lært – ud fra Chambons bog – at vores vej skal være en helt ny, nemlig i ”det slagtede lams“ fodspor: Vi skal vidne, være villige til at lide og vente på Guds indgriben ... Hvis kristenheden oplever forfølgelse, må den udelukkende kæmpe med åndelige våben. Det er, hvad vi kan lære af det advarende eksempel. Og her drejer det sig så om tro, tålmodighed, villighed til at vidne og til at lide.“ (Wilhlem Busch, Plaudereien in meinem Studierzimmer, Gladbeck 1970, 223-234). I denne uge tager vi et kig på Daniel og hans venner og deres udfordringer.

SØNDAG 8. APRIL 2018

At være tro i det små Daniel kap. 1 Baggrund

Hvordan tackler Daniel og hans venner kongens krav? ”Tidsangivelsen fører os tilbage til år 605 f.Kr. Det er året, hvor Nebukadnesar slog ægypterne ved Karkemish og dermed lagde grunden til det nybabyloniske herredømme over det syrisk-palæstinensiske område.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel zu Dan 1,1-2). Sinear er betegnelsen for Babylon (1 Mos 10,10; 11,2). Daniel og hans venner står med en udfordring. På den ene side nyder de visse privilegier sammenlignet med andre jøders livsbetingelser. På den anden side er der en fare for, at de tilpasser sig de nye omgivelser - fx med hensyn til nye hedenske navne – da de hele tiden konfronteres med helt andre livs- og trosvaner.

Til fordybelse

Jesus sagde engang: ”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store“ (Luk 16,10). ”Det små“ kan synes ubetydelig. Men den, der en gang har vist sig at være sløset, skal ikke regne med at få ansvarsfulde opgaver betroet. Kristne har ofte tendens til at opfatte kompromisser som manglende troskab og frafald. Men Daniel og hans venner indgår også visse kompromisser. De afviser fx ikke de nye navne, der minder om hedenske guder. I forhold til uren mad, som sættes i forbindelse med ofringer til afguder, står de derimod fast og finder høfligt en alternativ mulighed, der ikke virker nedsættende på de andres tro. Daniel og hans venner reagerer ikke stædigt med henvisning til ”efter paragraf dit og dat…“, men de tager stilling i de enkelte situationer. Én ting synes dog at være en præmis: At forblive tro mod Gud.

Til anvendelse

”Gud, giv mig visdom til at vurdere, i hvilke tilfælde jeg bør være standhaftig, når min tro møder udfordringer, og hvornår jeg bør være åben over for andre menneskers syn på verden, så jeg kan være et lys for dig.“

MANDAG 9. APRIL 2018

Frygtløs beskedenhed Daniel kap. 2

Hvordan optræder Daniel over for chefen for kongens livvagt? Læs vers 14 i forskellige oversættelser. Der er en drøm, der i den grad foruroliger Nebukadnesar, at han truer vismændene (mirakelmagerne og stjernetyderne) med død og deres hjems ødelæggelse. Dermed bliver de pårørende også berørt. I den græske oversættelse af Gamle Testamente (Septuaginta) tales der om ekspropriation til fordel for den kongelige statskasse. Daniel adskiller sig fra dem: • Han er ikke til stede i de lærdes forsamling, men alligevel berørt af forordningen (Dan 2,13). • ”De lærde og spåmændene i Babylon praler af deres evner (v. 4), som de har fået ved hjælp af deres forstand og deres trylleteknikker – og netop disse evner svigter hele vejen igennem.“ (SEB – kommentar til Daniels Bog 2,1-11). Daniel derimod gør opmærksom på menneskets uformåenhed og henviser til Gud. Han tager ikke æren for guddommelig åbenbaring (v. 27-30). Efter vismændenes udsagn bor guderne ikke hos menneskene (v. 11), og gudernes viden er ikke tilgængelig for mennesker. Daniel derimod beder til Gud, og Gud åbenbarer sig for ham.

Til fordybelse

Daniel er – sammen med andre – blevet truet på livet. Det er kendetegnende for ham, at han forbliver rolig og sindig. Han flygter ikke fra faren, men ser den troligt i øjnene. Han henvender sig først til den ledende livvagt og senere til selve kongen. Han beder om udsættelse for at kunne lytte til Gud i bøn. Og Gud giver ham visdom. Det takker Daniel ham for med overstrømmende lovprisning. Hans optræden er præget af frygtløshed på den ene side og beskedenhed på den anden side. På den måde formår han at afværge en alvorlig trussel i en kompliceret situation og samtidig finde nåde hos både Gud og kongen.

Til eftertanke

”Den, der tror, han er noget, er holdt op med at blive til noget“ (Philip Rosenthal).

TIRSDAG 10. APRIL 2018

Standhaftighed Daniel kap. 3 Baggrund

Til fordybelse

Hvad er Daniels venners valg og ageren (ikke) afhængig af? I en regeringsform, der ikke kender til adskillelse mellem stat og religion, vil ubøjelighed i troskonflikter blive opfattet som oprør mod øvrigheden. Daniel og hans venner føler sig forpligtet af forbuddet mod tilbedelse af billeder (2 Mos 20,4-5). Der har alle dage fandtes situationer, hvor troen blev udfordret, og hvor troskab og bekendelse har været forbundet med ulemper. Det forudsagde Jesus (Matt 24), og det bliver også tydeligt i Åbenbaringen. Et billede som genstand for tilbedelse Dødsstraf Tallet 6 Alle lande og folkeslag er berørt En indiskutabel, autoritær magt

Dan 3,5.19 Dan 3,6.11 Dan 3,1 Dan 3,4 Dan 3,15

Åb 13,15 Åb 13,15 Åb 13,18 Åb 13,14 Åb 13,4

Ingen anden bog i Gamle Testamente fremhæver så tydeligt tanken om den sande og den falske tilbedelse som Daniels Bog. I Ny Testamente gælder det samme for Johannes´ Åbenbaring. I tilbedelse gives der udtryk for bøn, lovprisning og tak samt en indstilling til det at tjene og være trofast. Til eftertanke

”Hvis Gud vil, kan han redde os“ (v. 17). Daniels venner er realistiske nok: ”Og hvis han ikke gør det...“ (v. 18) På den måde er de vidner om en tro, der ikke har egen fordel som formål, men derimod konsekvent hengiver sig til Gud.

ONSDAG 11. APRIL 2018

Medfølelse Daniel kap. 4 Baggrund

Hvordan skal vægternes råd forstås? Den næste situation, som eksil-jøderne skal bestå, begynder på en lignende måde: Nebukadnesar har en foruroligende drøm. Vismændene kan ikke tyde den. Først senere dukker Daniel op på scenen og forklarer drømmen. Nebukadnesar formaster sig igen til at mene: ”Hvem er den Gud, der så kan redde jer ud af min magt?“, råber han med henvisning til flammernes ild. (3,15) Ved afslutningen af den tid, hvor han har fået frataget sin magt, bekender han: ”(Gud) handler som han vil ... og ingen kan hindre ham og sige ´Hvad er det, du gør´?“ (4,32) Dette udsagn minder om Daniels lovprisning i 2,21. Gud er den sande, suverænt. En usædvanlig situation: Kongen bliver psykisk syg, men på trods af en sygdomsperiode på syv år får han ikke frataget sin magt. Man må formode, at rådsherrerne og lederne har fulgt Daniels råd om at afvente sygdomsperioden.

Til fordybelse

Det var en enestående lejlighed: Daniel som fyrste over hele landet og vismændenes overvismand; hans venner, der stod i spidsen for diverse områder, kunne have haft mulighed for at udøve et statskup. I stedet for kan man læse: Daniel er rystet. Han er målløs. Idet han bliver nødet til at tale, udtrykker han sin dybeste medfølelse. Han forsøger at forhindre, at hans konge får visionen at se og opfordrer til omvendelse og til social retfærdighed. Men et år senere er alting glemt. Der går syv år, før Nebukadnesar erindrer profetien og vender sig til Gud.

Til anvendelse

Også den, der er underlagt eller endda undertrykt af andre mennesker, kan ved hjælp af Guds nåde få kræfter til at være deltagende, vise medfølelse og gøre godt over for næsten. ”Den, der praktiserer bøn og forbøn, deltager i Guds verdensregering“ (A. Tholuck).

Til eftertanke

TORSDAG 12. APRIL 2018

Mod og åbenhed Daniel kap. 5 Baggrund

Hvorved adskiller Nebukadnesar sig fra Belshassar? ”I lang tid var den historiske skikkelse Belshassar omstridt, men efterhånden blev følgende holdning fremherskende: Belshassar var et af Nebukadnesars børnebørn, en søn af den sidste babyloniske konge, Nabonid, som i lange perioder stod i spidsen for regeringen under sin fars længerevarende fravær.“ (SEB zu Dan 1-4). Belshassar var ikke en direkte efterkommer og søn af Nebukadnesar (v. 1.11) På Bibelens tid kunne man også kalde ældre slægtninge for fader. Belshassar var heller ikke officielt konge, men som medregent udøvede han faktisk denne funktion. At de jødiske tempelskatte blevet opbevaret i Babylon var en skæbne, som jøderne måtte leve med. Men, at man benyttede de guds-indviede genstande til at hylde de babyloniske guder, det fremkaldte Guds vrede. Når det skete under drukfester, måtte det anses som udtryk for dyb foragt og som gudsbespottelse. Jahve som kastebold i gudernes hænder – hvilken uanstændig løssluppenhed!

Til fordybelse

Til eftertanke

Daniel syntes glemt (v. 11), men det var historien ikke (v. 22-24). Nebukadnesars sidste ord lyder advarende som overgang til kap. 5: ”Alle hans handlinger er rigtige, og hans veje er retfærdige. Den, der vandrer i hovmod, kan han ydmyge“ (4,34). Daniel viste empati for Nebukadnesar. Her lever han til fulde op til sit navn: Gud er dommer/dømmer. Han taler i tydelige vendinger. Belshassar og Nebukadnesar ligger begge under for stolthedens fristelse. Men, hvor Nebukadnesar bliver klogere, er der til gengæld ingen ende på Belshassars arrogance – og det, selv om han kender historien. Hvornår bør man holde op med at appellere og gå over til umisforståelig tale? Daniel taler ikke på egne vegne. Han formidler de ord fra Gud, som er bestemt for netop den tid.

FREDAG 13. APRIL 2018

Troskab i det store Daniel kap. 6 Baggrund

Hvad kan der siges om kongens personlighed og indstilling? Hvor det i kap. 1 handlede om at være tro i ”det små“, drejer det sig her om at være det, selv om man befinder sig i livsfare. Daniel bøjer ikke sin tro, selv om det bliver ubehageligt. Hans forbilledlige karakter vækker respekt hos alle. Han er trofast og pligtopfyldende, udfører sine opgaver samvittighedsfuldt og gør ikke noget for egen vindings skyld. Daniel er bestemt ikke fuldkommen, men han lever sådan, at man ikke kan klandre ham for noget. Hans troskab er årsag til, at kongen opfatter ham som et troværdigt vidne om Gud. Det fører til, at Darius anerkender denne Gud og over for hele folket bekender, at der findes et hinsidigt rige, der er uforgængeligt. Dermed er der bundet en sløjfe til Dan. 2: ”I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed“ (Dan 2,44).

Til eftertanke Konklusion

”Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende“ (Dan 6,27).

”Kun den, der har kant, efterlader sig spor“ (Peter Hahne). I krisetider kan de troende komme ud for mange udfordringer. Det gælder hele tiden om at leve en autentisk tro, der viser en fast karakter, udstråler venlighed og en stærk tillid til Gud.

DIALOG TIL SABBATTEN 14. APRIL 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Dan 1,8-17

Kan du komme i tanker om situationer, hvor du følte, du burde bekende din tro? Hvordan havde du det med det? Kan man forberede sig på kriser, der måtte komme engang i fremtiden? I så fald hvordan? Hvordan tackler Daniel situationerne? Hvad kan vi lære af det?

Dan 3,14-18

I hvilke situationer gælder det – nu til dags – om at forblive standhaftig frem for at bøje nakken?

Dan 6,4-8; 11-14

Hvorfor så Daniel ikke nogen løsning i at bede bag en lukket dør? Har I oplevet noget tilsvarende? Hvad undrer dig, og hvad beundrer du ved Daniels adfærd over for kongen og hans mænd?

UGEN 15.-21. APRIL 2018

Åbenbaringen – Jesu vidnesbyrd

Tekster fra Johannes’ Åbenbaring

”Jeg er Alfa og Omega … han som er og som var og som kommer, den almægtige“ (Åb 1,8).

Hovedtanke

I Bibelens sidste bog drejer det sig om Jesu Kristi Åbenbaring. Han er den centrale person i bogen.

Introduktion

Når nogen siger: ”For mig en det en bog med syv segl“, så menes der, at man ikke har forstået, hvad der tales om. Talemåden er gængs omgangssprog. Den er afledt af Bibelens sidste bog, som af mange opfattes som hemmelighedsfuld og lukket. Alligevel siges i kap. 22,10: ”Forsegl ikke profetiens ord i denne bog …!“ Johannes’ Åbenbaring er i virkeligheden – som navnet siger – en åben bog. Den vil blive forstået og lover lyksalighed til dem, der læser, hører og bevarer det med omhu (1,3). Alligevel synes mange læsere, at det er svært at forstå budskabet og finde aktuelle svar på de spørgsmål, der opstår i deres tilværelse. Johannes’ Åbenbaring taler om begivenheder i den sidste tid, om verdensdommen og kampen mellem Gud og hans modstander. Døren til den egentlige mening forbliver lukket, så længe man ikke går til bogen med den passende nøgle til synernes tydning. I det femte kapitel tales om en bogrulle med syv segl. Der er ingen, der kan bryde de syv segl og åbne bogen – undtagen Jesus Kristus, det slagtede offerlam. Han alene er værdig til at åbne bogen. Denne Jesus Kristus er nøglen, der åbner bogrullen samt hele åbenbaringen. Alting i denne bog – såvel struktur som indhold – har et mål og et hovedtema: ”Jesu Kristi åbenbaring“. Alle billeder, udtryk og temaer afsløres kun, når vi har ham for øje. I denne uge skal midtpunktet i åbenbaringen betragtes nøjere.

SØNDAG 15. APRIL 2018

Åbenbaringen af Jesus Kristus Åb 1,1-3

Baggrund

Med hvilke fire parrede begreber beskrives åbenbaringen i de indledende vers? Bogens første ord nævner det centrale tema og egentlige anliggende: Åbenbaringen af Jesus Kristus. Åbenbaring (gr. apokálypsis) betyder utildækket, blotlæggelse, afsløring. Udtrykket anvendes i Nye Testamente, når der er tale om åbenbaring af Guds hemmeligheder eller om Kristi og Guds børns herlighed (2 Thess 1,7; Rom 8,18-19). Udtrykket ”Åbenbaringen af Jesus Kristus“ kan tolkes forskelligt: • Jesus Kristus er bogens ophavsmand. • Jesus Kristus er modtageren af Guds åbenbaring. • Jesus Kristus er bogens egentlige indhold. ”Reelt er Jesus Kristus i Johannes’ Åbenbaring såvel årsag som genstand for omtale. Uden for enhver tvivl er han ifølge den umiddelbare tekstsammenhæng den, der åbenbarer bogen og profetien. Han har den direkte fra Gud, hvis tro og pålidelige vidne han er.“ Den opstandne og ophøjede Herre, Jesus Kristus, er hele bogens midtpunkt og hovedperson i alle synerne. Derfor vil alle, der forsker i dette skrift, gå fejl af målet, når man prøver på ”at lede efter nogen anden end Jesus Kristus eller noget andet end Jesu vidnesbyrd i denne bog“ (Jean Zürcher, Der Erste – der Letzte – der Lebendige, Hamburg 1980, 9).

Til fordybelse

”Bibelske profetier er ikke først og fremmest anvendt til at kaste lys over fremtiden, men for at forkynde Guds budskab for mennesker i deres tid“ (H.H. Rowley, Apokalyptik, Zürich 1965, 10).

Til eftertanke

Hvad i Johannes’ Åbenbaring tiltaler mig på en særlig måde? Hvad opfatter jeg stadigvæk som gådefuldt?

MANDAG 16. APRIL 2018

Jesu æresnavne Åb 1,4-8 Baggrund

Hvilke æresnavne bliver nævnt i indledningen? Johannes’ Åbenbaring anvender et bredt spekter af navne for at beskrive Jesu Kristi egenskaber, væsen og opgaver. • Jesus betyder ”Gud frelser“. Johannes anvender dette navn med forkærlighed. Han mindes den Jesus han kendte, elskede, så og hørte (1,9; 14,12; 17,6; 22,20). • Jesus Kristus forener den historiske person Jesus med Messias, Israels ”Salvede“. • Kristus nævnes ofte i forbindelse med Gud, hhv. Guds rige, og lægger dermed vægt på Messias’ guddommelige ophav (11,15; 12,10; 20,6). • Menneskesønnen nævner Johannes to gange (1,13; 14,14). I første omgang understreger begrebet Jesu guddommelighed (den første og den sidste), i det andet hans rolle i dommen. • Guds søn forekommer én gang, nemlig i skrivelsen til Thyatira (2,18). • Det troværdige vidne (1,5; 3,14; 19,11). Jesus bliver yderligere beskrevet med talrige andre navne: den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger (1,5), Amen, Guds skabnings ophav (3,14), Lammet (5,6), Mikael (12,7), herrernes herre (17,14), Guds Ord (19,13) Kongernes Konge (19,16), Alfa og Omega, den første og den sidste (22,13).

Til fordybelse

Johannes fremstiller personen Jesus Kristus fra alle perspektiver, der er tilgængelig for ham. Han vil dermed påvise, at Jesus opfylder alle Guds løfter og alle forventninger om frelse i endens tid.

Til eftertanke

Så er Jesus da alt for os: konge, præst og profet! Hvilket navn betyder mest for dig? Hvorfor?

TIRSDAG 17. APRIL 2018

Jesu Kristi vidnesbyrd Åb 1,2.9; 12,17; 19,10; 20,4 Baggrund

Hvad er det afgørende i et vidneudsagn?

I de johannæiske skrifter spiller begreberne vidnet, vidnesbyrd og (be)vidne en vigtig rolle, men kun i Johannes’ Åbenbaring er der tale om det trofaste og sanddru vidne. Det Nye Testamente kender til to slags vidner – Jesu vidner og vidnet Jesus selv. Men der findes kun et vidnesbyrd, Jesu Kristi vidnesbyrd. Hvad indeholder det? Jesu Kristi vidnesbyrd bliver bragt i forbindelse med Guds ord, hhv. bliver gjort lig med det fire gange (1,2.9; 6,9; 20,4). Det gøres også lig med profetiens ånd (19,10) og ”… ordene i denne bog“ (22,9). Hvad Johannes modtog i syner er Guds ord og Jesu vidnesbyrd. Dette vidnesbyrd er profeternes kendetegn (sml. 19,10 med 22,9). Derudover bevidner kap. 12,17, at alle Jesu trofaste efterfølgere har Jesu vidnesbyrd, hhv. holder fast ved. ”Hvem der end har ’Jesu vidnesbyrd’, har uundgåeligt i en eller anden grad ’profetiens ånd’, være sig som profet eller som discipel.“ (Zürcher, a.a.O, 20)

Til fordybelse

I en udvidet forstand kan ”Jesu vidnesbyrd“ også forstås som betegnelse for den kristne forkyndelse. Alle, der har en tillidsfuld relation til Kristus, er hans vidner – i den betydning, at de holder sig til ham, fastholder hans vidnesbyrd (2,13) og giver det videre. For Johannes gælder det ikke blot vidnesbyrdets indhold, men først og fremmest om vidnernes tilhørsforhold til Jesus Kristus (sml. 1. Joh 5,10).

Til eftertanke

Hvad gør mig til et Jesu vidne? Emner, som jeg forstår og giver videre, min levede relation med Jesus eller begge dele?

ONSDAG 18. APRIL 2018

Et lam som slagtet Åb 5 Baggrund

Hvorfor er kun den ene værdig? I Åb kap. 4 og 5 får Johannes indblik i den himmelske tilbedelse af Gud. Midt i tronsalen ser han Gud, den Almægtige, omgivet af talrige væsener. I hans hånd har han en bogrulle, der er beskrevet på begge sider og forseglet med syv segl. Der har været meget gætteri om dette. Muligvis minder dette billede om de romerske retsdokumenter, der havde skrevet et resumé af indholdet på ydersiden, så alle kunne læse det. ”Ved seglbrydningen og åbningen i retten kom der ikke nyt frem, men anordningen trådte i kraft“ (WStB, Die Offenbarung des Johannes, 1. Teil,172). Ifølge denne tolkning sætter seglbrydningen noget i kraft: Guds børns arveret, den sidste dom og den dermed forbundne indsættelse i magtembedet af en ny hersker. I hele universet fandtes kun én, der var værdig til at bryde seglene: én sejrsmand, løven af Judas stamme, Davids rodskud, et udtryk der i jødedommen var betegnelsen på Messias. Men den sejrende løves skikkelse viser sig overraskende at være et lam, der så ud som slagtet. Resultatet af dets hengivelse er fuldmagten, der gør det muligt for ham at åbne bogen. Som lam og løve står for den samme person, så står død og sejr for den samme begivenhed. Pga. sin hengivenhed vandt Jesus sejren og blev den Herre, hele verden vil tilbede (5,13; sml. Fil 2,9-11). Billedet om lammet minder om de fejlfrie offerdyr og Guds tjeners skikkelse (Es 53,7; ApG 8,32; 1 Pet 2,22-25), som lammet stedfortrædende, for vores skyld, blev ført til slagtebænken.

TORSDAG 19. APRIL 2018

Han som er og som var og som kommer Åb 1,8; 22,12-13 Baggrund

Hvordan kan Jesus være Alfa og Omega?

Jeg er Alfa og Omega. Denne titel danner rammen omkring Johannes’ Åbenbaring. Alfa og Omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. Jesus er den første og den sidste (sml. Es 41,4). Han omspænder alting. Alt begynder med ham og han bærer alt frem til målet (Kol 1,16-17). Dette omfattende kendetegn for Jesu væsen udfolder sig i tre tidsdimensioner: nutid, fortid og fremtid. ”Dette udtryk går tilbage til Guds afsløring af sit navn i 2 Mos 3,24 … som i den senere jødedom henviste til de tre tider: Gud var, er og vil være“ (Wuppertaler Studien-Bibel, Die Offenbarung des Johannes, 1. del, 67). Betegnende er det tredje udsagn om tiden. I stedet for det forventede ”vil være“ siges der om Jesus: Den, der kommer. Den levende Jesus er allerede nu Herre, som har alt i sin magt. Men denne tilstand er ikke den endelige, men strækker sig ud i evigheden. En afgørende begivenhed i frelseshistorien som forandrer alt, forestår – Gudsrigets fuldendelse, Herrens komme, hans herlige genkomst, han, som er og som var.

Til fordybelse

”Riget kommer ikke som led i historiens gang, men som en afslutning på historien. Den kommer ikke i form af uendelig udvikling, men overraskende som afslutningen på vores historie“ (Paul Althaus, Die letzten Dinge, Gütersloh 1964, 250).

Til anvendelse

I dette udtryk for Jesus ligger der en stor trøst. Jesus er ikke blot en historisk person, der levede engang og så døde. Han er opstået og lever stadigvæk. Jesus var dengang, Jesus er i dag. Han er midt i menigheden. Han står ved sit folks side og er til stede hos det, som Gud var det hos Moses ved udvandringen og som Gud var til stede hos sit folk Israel.

FREDAG 20. APRIL 2018

Rytteren på den hvide hest Åb 19,11-16 Baggrund

Hvordan beskrives genkomstens Kristus? Kristi genkomst beskrives malende i disse vers. Han kommer som hersker og dommer fulgt af engleskarer. De mange apokalyptiske billeder forestiller Jesus Kristus som dommeren ved historiens afslutning. Han taler ikke længere, men handler: Han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, der henviser til dommerens gennemborende blik, ligesom hans kappe, dyppet i blod, og persetræderens billede, som er blandet med vredesbægerets vin. Det skarpe sværd fra hans mund er det dømmende ord. At vogte med jernscepteret hentyder ligeledes til domshandlingen, hævnens dag, hvor Herren løskøber dem, der hører ham til (sml. Es 63,1-4). I vers 12 holdes læseren i en særlig spænding. På den ene side har Kristus mange navne, som også omtales i de følgende vers. De kristne holder fast ved hans navn (2,13). På den anden side har han et navn ved sin genkomst, som ingen kender undtagen han selv. Det kan være en hentydning til det nye navn (2,7; 3,13; 14,1), som kommer samtidig med fuldendelsen med den nye virkelighed. Endnu er der ingen, der i fuldt omfang formår at fatte Jesu væsen. Den vil først blive åbenbaret til fulde ved hans genkomst.

Til eftertanke

Konklusion

Det Jesus bevidner, er målet for vores håb og længsel. Retter jeg hele min opmærksomhed på vanskelighederne og truslerne i den sidste tid eller på det sejrende Lam på tronen og løfterne om frelsens fuldendelse? Åbenbaringens midtpunkt er Jesus Kristus, det trofaste vidne, som altid var, som i dag virker iblandt os og snart kommer igen.

DIALOG TIL SABBATTEN 20. APRIL 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Det er for mig ”en bog med syv segl“. Hvornår bruges denne talemåde? Er Johannes’ Åbenbaring også en ”bog med syv segl“ for dig eller har du forstået dens budskab?

Åb 1,1-3

Hvilket udsagn om indhold og anliggende nævnes i de første vers? Hvilken betydning har bogen for dig?

Åb 1,4-8

”Et billede siger mere en tusind ord.“ Hvilke indtryk har du fået af disse billeder? Hvilket billede af Jesus tiltaler dig på en særlig måde? Hvilke egenskaber ved Jesus lægges der vægt på her? Hvad erfarer du om hans forhold til dig?

Åb 12,17; 2,25

Hvad betyder det at holde fast ved Jesu vidnesbyrd? Hvilket ansvar er forbundet hermed?

UGEN 22.-28. APRIL 2018

Frelsesvished ”Deri består kærligheden: Ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder“ (1 Joh 4,10).

Hovedtanke

Selve det at skaffe frelsen til veje er ene og alene baseret på Guds kærlighed – vi kan ikke supplere med noget. Det overbeviser Guds Ånd os om.

Introduktion

Martin Luther skal efter sigende have udtalt: ”Når jeg ser på mig selv, kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne blive frelst. Når jeg ser på Jesus, kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne gå fortabt.“ Den synsvinkel, vi anlægger, har altså afgørende betydning for spørgsmålet vedrørende vores frelse. Ellen White skrev: ”Hvis vi lagde alt det sammen, som i mennesket er godt, ædelt, helligt og elskværdigt, og præsenterede det for englene som bidrag til frelsen eller som fortjeneste, så ville det blive afvist som højforræderi.“ (Glaube und Werke, Lüneburg 2005, 21). Frelse bygger udelukkende på Guds handlen og kærlighed og på ingen måde på egne anstrengelser eller bidrag. Alligevel er der mange troende, der har problemer med frelsesvisheden. Denne tvivl om, hvorvidt man virkelig kan være sikker på at være frelst, hvis Jesus i dette øjeblik kom igen, dukker op, når man får stillet dette konkrete spørgsmål. Nogle mennesker svarer bekræftende, andre svarer tøvende, og nogle forsøger at vige uden om spørgsmålet. Findes der et sikkert bibelsk grundlag for frelsesvished? Eller kan der også for troende mennesker være en rimelig grund til at tvivle? I denne uge skal vi se nærmere på selve fundamentet for frelsen. Ikke blot for at øge vores viden, men især for at blive fyldt med velbegrundet håb, glæde og tillid.

SØNDAG 22. APRIL 2018

Gud tænker på os med velvilje Jer 29, 8-14 Baggrund

Hvilke hensigter har Gud, når han tænker på sit folk? Denne tekst stammer fra et brev fra profeten Jeremias til det jødiske folk, der som Nebukadnesars fanger var ført til Babylon. Det er åbenlyst, at profeterne og præsterne, der også var taget til fange, spredte en dårlig stemning og modløshed og dermed tegnede et negativt billede af Gud. Som modvægt lader Gud sin profet Jeremias sprede håb. Han har bestemt et tidspunkt for, hvornår lidelserne skal høre op. Han har en frelsesplan, som indeholder en fremtid og et håb. Deres fangenskab skal få en ende, og alle skal vende hjem igen. Gud selv er garant for deres fremtid. Dermed taler han stik imod alle dem, der tvivler og spreder frygt.

Til fordybelse

Ordene fra Jeremias kan også forstås i udvidet forstand og taler ikke kun ind i jødernes konkrete situation i eksilet. Mennesker i nød kan i dem finde håb i deres tilsyneladende håbløse situation. Og desuden kan man også i dem se Guds egentlige anliggende, hans dybt fra hjertet kommende hensigt med os mennesker i en syndig verden. Han ønsker ikke kun, at det må gå de troende godt, men alle mennesker. Og det skal ikke bare gælde her og nu. Han tilbyder alle mennesker en fremtid fuld af håb. Det står han inde for med sit hellige navn.

Til anvendelse

Som troende kristne og som menighed lever vi i sekulariserede omgivelser, der er fyldt med frygt og ikke giver anledning til meget håb. Af og til kan man også fornemme noget af den håbløshed i menigheden. Hvis Jeremias´ brev var stilet til os, hvilket budskab mon det så ville indeholde?

MANDAG 23. APRIL 2018

Vi er udvalgte og Guds børn Ef 1,3-14 Baggrund

Hvad har Gud udvalgt os mennesker til? Dette tekstafsnit, der er en doxologi (”Lovet være Gud...“) indeholder et fantastisk glædeligt budskab. I ”Lutherbibelen“ har afsnittet overskriften: ”Lovprisning af Gud for frelsen gennem Kristus“. Gud forkastede og tilintetgjorde ikke mennesket efter syndefaldet, men i sin kærlighed holder han fast i dets frelse. Derfor sørger han selv for en effektiv frelsesplan. Paulus nævner her ikke nogen som helst nødvendige forudsætninger for, at det enkelte menneske kan få del i denne nåde, der fører til frelsen. Han vil gøre det klart, at mennesket absolut ikke kan bidrage til den. Når Gud har truffet sin beslutning allerede før skabelsen, er enhver medvirken fra menneskets side udelukket. Paulus nævner flere beslutninger, som Gud har truffet alene:

• Han har udvalgt os – allerede før skabelsen og syndefaldet • Han har udvalgt os til at være hellige og uden fejl • Han har forudbestemt os til at være sine børn • Motivet er hans kærlighed • Fundamentet er Jesus Kristus • Han vil, at hele universet skal erkende hans nåde

Til fordybelse

Graf von Zinsendorf udtrykte denne erkendelse ved hjælp af to verselinjer fra en salme, skrevet af Martin Behme (1610), (i dansk oversættelse): ”I Jesu naglemærker ser jeg, at jeg er udvalgt af nåde.“

Til eftertanke

Intet menneske kan gøre noget for at blive sine forældres barn. Og det er Gud alene, der har udvalgt os til at blive sine børn. Hvorfor betyder det så ikke, at alle mennesker vil være at finde på den nye jord?

TIRSDAG 24. APRIL 2018

Ikke på grund af vores gerninger 2 Tim 1,9-10 Rom 3,21-28 Baggrund

Hvad har – ifølge Paulus – intet med vores frelse at gøre, og hvad har noget med den at gøre? Disse tekster stemmer på flere måder overens med det, Paulus skriver til menigheden i Efesos: Gud har kaldet os og har allerede haft en plan, før denne verden blev skabt. Hans motivation er hans nåde. Fundamentet er hans søn, Jesus Kristus. Vejen er den guddommelige handling, som den er beskrevet i evangeliet. Her understreger Paulus denne tanke ved at henvise til, at vores gerninger ikke kan bidrage med noget som helst i den forbindelse. I Romerbrevet bruger Paulus fx følgende udtryk for at gøre det helt klart: ”... uden lov ... ufortjent gøres de retfærdige ... hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket. Ved gerningernes lov? Nej, ved troens lov ... gøres retfærdig ved tro, uden lovgerninger.“

Til anvendelse

Til eftertanke

At det er Guds handlen og beslutning – ikke vores bestræbelser – der ligger til grund for frelsen, er det bedst tænkelige grundlag for frelsesvished. Hvis frelse også bare i minimal grad var afhængig af vores egen indsats, ville der derimod være god grund til tvivl. Hvilken betydning har Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed i mit (tros)liv?

ONSDAG 25. APRIL 2018

I den gode hyrdes hånd Joh 10,27-28

Baggrund

Hvad ønsker Jesus at sige ved at bruge billedet om hyrden og fårene? Igennem hele kapitel 10 sammenligner Jesus sig selv og hans måde at agere på med en god hyrde. For at tydeliggøre det, nævner han som modsætning tyve, røvere og daglejere, der hverken kender fårene eller tager ansvar for dem. Den gode hyrde er kendetegnet ved visse egenskaber: Han har et tillidsforhold til sine får, som er opstået på grund af et indgående kendskab. Han handler ikke i det skjulte, men med åbenhed. Tre gange nævner Jesus hyrdens villighed til at sætte livet på spil for sine får. Vers 28 er klimaks i kapitlet. Jesus giver sine får det evige liv, og ingen kan rive dem ud af hans hånd.

Til fordybelse

Det centrale tema i kapitlet er den vished, som den, der hører samen med Jesus, kan føle og være sikker på. Jesus har omsorg for hele vores tilværelse. Det inkluderer beskyttelse, daglige fornødenheder og fremtiden – det evige liv. For at understrege det, henviser Jesus til Faderens storhed og tydeliggør dermed, at ingen og intet kan gøre det menneske ondt, der befinder sig inden for Faderens og Sønnens beskyttelsesområde.

Til anvendelse

Jesus tager hånd om os både her og nu og også om vores evige liv. Der er ingen, der er stærkere end han, så der er ingen grund til bekymring.

TORSDAG 26. APRIL 2018

Guds eget vidnesbyrd 1 Joh 5,9-13 Baggrund

Hvordan formulerer Johannes sig her vedrørende frelsesvished? I denne tekst gør Johannes det klart, at visheden om det evige liv er et resultat af Guds Ånds vidnesbyrd i menneskers hjerte. Gud er selv det sande og troværdige vidne til sin søns frelsesgerning. Dermed overbeviser han enhver, der tror. På den måde bærer den troende Guds vidnesbyrd i sit hjerte. Derudover gør Johannes gældende, at man gør Gud til en løgner, hvis man ikke tror på hans vidnesbyrd. Det vil altså sige, hvis man er usikker i dette spørgsmål, er det ikke på grund af Guds manglende vidnesbyrd, men derimod på grund af ens egen tvivl (manglende tro). Det kan føre til vedvarende frelses-uvished og i sidste ende til tabet af det evige liv.

Til fordybelse

Den erfaring gjorde Simon Peter også, da han i al offentlighed bekendte sig til Jesus som Kristus (Matt 16,16-17). Jesus svarede, at denne erkendelse ikke var hans egen fortjeneste. En ren menneskelig argumentation og bevisførelse kan aldrig nå op på højde med den overbevisende effekt, som et åndspåvirket vidnesbyrd har.

Til anvendelse

Mange mennesker har vanskeligt ved at tro, at budskabet om frelsen gennem Jesu offer skulle være gældende for netop dem. Og de ser også ud til at have svært ved at tro på og være sikre på det evige liv. Der findes ikke noget sikkerhedsnet for en sådan tro. Den vished kan kun opleves, når man uden forbehold går ind på Guds løfte, uden tvivl og mistro. Så vil man dybt i sit hjerte blive overbevist om, at man er accepteret af Jesus.

Til eftertanke

I hvor høj grad har jeg været modtagelig for Guds Ånds påvirkning? Hvor sikker er jeg på, at Gud elsker mig personligt og har accepteret mig uden forbehold?

FREDAG 27. APRIL 2018

At tro og at bekende Rom 10,9-13

Hvad betyder det – ifølge Paulus – at tro, at bekende og at anråbe?

Baggrund

”Den offentlige bekendelse: ”Jesus er Herren“ betyder accept af, at Kristus er herre over det personlige liv og over hele verden ... troen på Jesu opstandelse betyder accept af det budskab, at Gud virker gennem Jesus ... At tro i hjertet og bekende med læberne hænger uløseligt sammen. De kræves ikke som forudgående præstation; de har derimod frelsende og retfærdiggørende virkning, fordi Guds virke i mennesker gennem dem kan komme til udtryk.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1685)

Til fordybelse

Paulus sætter i Romerbrevet to veje op imod hinanden, to måder at stå retfærdig over for Gud på: gennem lovgerninger eller gennem tro. For ham er de to veje modsætninger: enten – eller. Det er kun troens vej, der kan bestå for Gud. Vejen via loven kan ikke føre til noget resultat. (9,31.32). Det forsøgte Israels folk, og det mislykkedes, fordi det ikke er muligt at bestå for Gud ved hjælp af lovgerninger.

Til anvendelse

Konklusion

Mennesket kan ikke fremkalde noget som helst af tro, heller ikke selve troen. Og ”åndens frugt“ vokser også frem som resultat af Guds virke, ikke menneskets. Men den forbliver ikke i det skjulte; den viser sig i livsførelsen (Gal 5,22). Gud udvalgte os allerede inden skabelsen til at være sine børn. Vi kan ikke gøre hverken fra eller til. I tro har vi lov til at eje frelsesvished.

DIALOG TIL SABBATTEN 28. APRIL 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Ef 1,3-5

Hvis Jesus kom igen i dag – lige nu – hvor sikker ville du så være på at være accepteret af ham? Hvad betyder det for dig at være udvalgt af Gud?

Joh 10,27.28

Hvad betyder billedet med hyrden for dit liv?

1 Joh 5,11-13

Hvilke erfaringer har du gjort med Guds vidnesbyrd, der omtales i disse vers? Hvor ser du en fare for, at egne bestræbelser lister sig ind ad bagdøren for at hjælpe til med frelsen? Hvordan kan vi som menighed opleve og leve med frelsesvished – også med henblik på kommende krisetider?

UGEN 29. APRIL - 5. MAJ 2018

Kristus i helligdommen

Tekster fra Hebræerbrevet

”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje“ (Hebr 1,3).

Hovedtanke

Med Jesus Kristus ved Guds trone har den troende alt, hvad der skal til for at opnå troens mål.

Introduktion

For nogle løbere er det at deltage i et maratonløb det højest tænkelige sportslige mål. Den, der har planer om at nå det mål, indstiller sig mentalt på den kommende belastning og forbereder sig omhyggeligt med hensyn til søvn, ro og kulhydrater og fødder og andre sårbare kropsdele skal forberedes på det. Så skal der løbes - roligt og med jævn fart. Der skal drikkes rigeligt med vand undervejs. Enhver erfaren løber ved, at præstationen daler efter cirka 30 km, hvor grundigt han end har forberedt sig. Musklernes energilager tømmes, og kroppen begynder på fedtforbrændingen. Fristelsen for at give op er stor. Den, der kender til dette fænomen, ved også, hvordan man skal tackle det: Ikke spekulere på at give op, men fortsætte løbet skridt for skridt, visualisere, hvordan man når målstregen, eller hvordan det føles at have medaljen om halsen... Kristne er også på vej til deres mål og kender til vanskeligheder, modløshed og fristelsen til at give op. Hebræerbrevets læsere befandt sig også i en sådan situation. Brevet leder deres opmærksomhed hen på målet forude. Og mere end det: Det vender deres blik ”opad“ mod deres Herre og ypperstepræst Jesus Kristus, der allerede har nået målet og står inde for dem. Han ved, hvordan modløshed og fristelse føles. Han kan hjælpe med alt, hvad der er behov for. Sammen med ham behøver ingen at være bange for vejen – uanset hvor lang og besværlig den måtte være.

SØNDAG 29. APRIL 2018

Sønnen – opfyldelsen af alle Guds løfter Hebr 1,1-4

Hvordan beskriver Hebræerbrevet indledningsvis den vidtrækkende betydning, som personen Jesus Kristus har?

Baggrund

Brevet indledes med en højtidelig forklaring, der viser tilbage til begyndelsen af historien om Gud og hans folk. Det er en fortælling om, hvordan Gud taler. I den gamle pagt talte Gud med Abraham og gennem Moses og profeterne – afhængigt af historien og de forskellige situationer. Men nu taler Gud på en ny måde, der kaster et nyt lys over de tidligere måder at tale på. Med Jesu virke blandt menneskene, hans lidelse, opstandelse og himmelfart er den med længsel ventede sidste tidsepoke i frelsesplanen begyndt. I visse jødiske kredse var det en udbredt opfattelse, at Guds endelige hensigt først ville blive åbenbaret ved tidernes ende. ”Det blev en overvældende erfaring for urkirken. Kristusbegivenheden kastede helt nyt lys over, hvordan de hellige skrifter skulle forstås.“ (ThHKzNT, Harald Hegermann, Der Brief an die Hebräer, Berlin 1988, 28). De første sætninger er formuleret på højtideligt græsk. ”Det lader til, at forfatteren har forsøgt at udtrykke sine tanker på den smukkest mulige måde på græsk, sandsynligvis fordi han gjorde sig umage for at beskrive Guds ultimative åbenbaring.“ (EdC, Sören Ruager, Hebräerbrief, Stuttgart 1996, 17)

Til fordybelse

Jødernes frelseshåb ser Hebræerbrevets forfatter opfyldt i Guds søns opstandelse og ophøjelse. Kristus sidder ved Guds højre hånd. Hans navn er HERRE – som er den titel, man i Gamle Testamente tiltaler Gud med. Majestætisk sidder han på tronen, ophøjet over englene. De troende skal kunne se og forstå, at sønnens tilstedeværelse ved Guds trone sammen med englenes tjeneste sørger for deres frelse.

Til eftertanke

Enhver Jesu discipel gennemlever sammen med Kristus ”endetid“.

MANDAG 30. APRIL 2018

Håbets faste ankerplads Hebr 6,13-20

Baggrund

Hvad sammenligner forfatteren det kristne håb med? Hvad beskriver han som den faste ankerplads? Hebræerbrevet vil hjælpe sine læsere til at holde ud. Abraham nævnes som eksempel. At Abraham var udholdende i sin tro, skyldes efter forfatterens mening kombinationen af Guds løfte (1 Mos 12,2; 15,5) og hans aflagte ed (1 Mos 22,16.17), der faldt i tråd med den gammeltestamentlige regel om, at enhver påstand krævede to bekræftende vidneudsagn. Sådan oplevede Abraham opfyldelsen. Udover løftet om den kommende frelse nævner forfatteren også eden fra Sl 110,4: ”Herren har svoret og angrer det ikke: ’Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.‘“ Idet forfatteren har en tro på, at de hellige skrifter indeholder Guds åbenbaring, ser han i dette udsagn et løfte til Guds egen søn, og han ser, at sønnen bliver indsat som ypperstepræst i helligdommen. På den måde får de håbende og ventende kristne også dobbelt vished. Også de kan stole på løfterne. De kan sammenlignes med søfolk, der jo ikke kan se bunden af havet, hvor deres båd er ankret op. På samme måde er de kristnes håbs anker fastgjort i en usynlig verden, nemlig ved Guds trone. Der, bag ved forhænget, som Jesus har fået adgang til ved sin død, opstandelse og himmelfart, er han uafbrudt til stede og fuldender sit offer for sine efterfølgere.

Til fordybelse

For en person med anfægtelser, en der tvivler, findes der ikke et mere sikkert sted end Guds trone. Det er Gud selv, der er tilflugtsstedet. Frelsen ved tro ligger både ude i fremtiden og er samtidig gældende allerede nu, modtaget som trøst og opmuntring fra Gud. ”Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid“ (Hebr 4,16).

TIRSDAG 1. MAJ 2018

Kristus – en bedre præst Hebr 7,11-28

Hvad var kendetegnende for Melkisedek? Hvorved adskiller Kristus som ypperstepræst sig fra den gamle pagts ypperstepræster?

Baggrund

Et væsentligt udtryk for forfatteren er ”målet“ (fuldendelsen). Det egentlige formål med et optimalt fungerende præsteskab ville være at formidle fuldendelsen, hvilket vil sige ”endeligt at føre mennesker til gudesønnernes herlighed – efter at have overvundet den af skyld tyngede periode med adskillelse fra Gud.“ (ThHKzNT, a.a.O., 153). Denne fuldendelse kunne det levitiske præsteskab ikke sørge for, da ypperstepræsterne jo også var syndige, svage og dødelige og trods alt (kun) var indsat på grund af deres afstamning og ved hjælp af menneskelige anordninger. Kristus derimod, Guds ord, der kom fra himlen, formår at føre mennesket ind i Guds nærhed og til målet. Han, der er uden synd og gav sig selv som offer. Han, der på grund af sin opstandelse besidder det uforgængelige livs kraft. Han, der blev indsat som ypperstepræst ved Guds svorne ed og selv til evig tid er nået til fuldendelse og ind i Guds nærhed. I vers 27 påpeger forfatteren en forskel i forhold til 3 Mos 16,6.9, hvor ypperstepræsten skulle bringe daglige ofre for sig selv. Muligvis refereres der her til det daglige spiseoffer.

Til fordybelse

”Vores frelse er ikke blot baseret på Jesu frelsesgerning, men lige så meget på hans guddommelige væsen. Han overgår i uendelig grad det, der krævedes af de gammeltestamentlige præster, nemlig kultens renhedsbestemmelser. Jesus er hellig ... men hans hellighed skræmmer ikke synderen; det er netop den, der er årsag til, at han kan stå i vores sted over for Gud.“ (WStB, Fritz Laubach, Der Brief an die Hebräer, Berlin 1969, 154).

Til eftertanke

Jesus! Frelser og befrier / er dit dyrebare navn; for enhver, som på dig bier, / er og frelser du af gavn, så dit frelsernavn på jord / er det store nådens ord, i dit navn genfødes sjæle, / i dit navn Guds engle knæle. (N.F.S. Grundtvig, Salmebogen 230, 1. vers)

ONSDAG 2. MAJ 2018

Den ”sande“ helligdom Hebr 8,1-6

Hvad kalder hebræerbrevet det sted, hvor Kristus virker?

Baggrund

Moses´ telt og Salomons tempel – altså den gamle pagts præstetjeneste – kunne ikke bringe fuldendelsen eller føre til målet, til frelsen. Det er nu muligt på grund af Kristus. Hans offer, hans indsættelse som ypperstepræst i helligdommen og effektueringen af hans offer ved Guds trone i himlen – det er hans tjeneste ”ved helligdommen, det sande åbenbaringstelt, som herren selv og ikke noget menneske har rejst“ (v. 2, sml. 9,11). Og det er netop hovedsagen: Den slags ypperstepræst, der er nødvendig for menneskers evige frelse, har vi i den ophøjede Kristus. Alt andet indtil nu har kun været et svagt billede, en skygge.

Til fordybelse

”Det, der i den gamle pagt skete én gang om året på den store forsoningsdag, skulle i den nye pagt være et symbol på Jesu frelsesgerning én gang for alle (Hebr 9). Hans død på korset gav adgang til Gud for alle, der nærmer sig ham med oprigtigt hjerte og fast tro ... Lige som ypperstepræsten efter at have fuldbragt forsoningen igen forlod helligdommen og velsignede folket (3 Mos 16), vil Kristus på samme måde en skønne dag afslutte sit præstelige forsvar og vende tilbage til jorden ”for at tage imod alle, der venter på ham, i sit rige“ (Hbr 9,28 Hfa). Så vil den store forsoningsdag – nådens tid – være afsluttet, hvor Jesus både beklæder præsteembedet og har offerrollen.“ (Hoffnung, die uns trägt, Lüneburg 2008, 155f.).

Til eftertanke

Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han var vor hjælp i al vor sorg, vort værn i al vor fare; den gamle fjende led er nu for alvor vred, stor magt og argelist han samler mod os vist, ej jorden har hans lige. (Martin Luther, Vor Gud han er så fast en borg, 2. vers)

TORSDAG 3. MAJ 2018

Forløsning – én gang for alle Hebr 9,1-14. 24-28

Hvordan beskrives den frelse, Kristus har tilvejebragt? Forfatteren vil gerne undgå, at hans læsere vender tilbage til de jødiske riter. Derfor bliver han ikke træt af at påpege den afgørende fordel ved Jesu forsoning. Han beskriver den todelte helligdom i den gamle pagt med de dertil hørende funktioner: Præsternes daglige tjenester og den helt specielle tjeneste, der udførtes af ypperstepræsten på den store forsoningsdag. Låget på Pagtens ark, sonedækket, er selve forsoningsstedet. Efter beskrivelsen forklarer forfatteren forskellen mellem den gamle og den nye pagt. Så længe det gamle system består, kan den nye ikke udfolde sin virkning (v 8, sml. 8,8-10). Men i centrum for den nye pagt står Jesu forsonergerning. Den gamle pagt kunne ikke åbne for den direkte adgang til Guds nærhed, og den kunne – på trods af den årligt tilbagevendende store forsoningsdag – ikke give den troende endelig vished. Dette blev først muligt ved Jesu soning. Det uforlignelige offer, der er bragt én gang, og som ikke kan gentages, formidler muligheden for permanent adgang til Gud og en evig gyldig vished for forløsning og frelse. Kristus er nemlig permanent til stede ved Guds trone, som er det egentlige sonedække.

Til fordybelse

Det, som Jesus gjorde og stadig gør, er basis for menighedens nye eksistens. Den, der har modtaget tilgivelse, har god samvittighed (v 14). ”Den, der ikke er afklaret med sin fortids skyld, og den, der forsøger at fortrænge den, bruger mange kræfter på at se tilbage. Den derimod, der har fået tilgivelse, behøver ikke længere at se bagud, men vil opleve, at der frigøres mentale og psykiske kræfter ... Det fylder vores hverdag med mening og glæde: Vi lever ikke længere for os selv, men for Ham, der er død og opstået for os.“ (WStB, a.a.O., 190).

FREDAG 4. MAJ 2018

Bestænket – renset – befriet Hebr 10,19-25

Baggrund

Til eftertanke

Konklusion

Hvilken konsekvens udleder brevet af Jesu tilstedeværelse ved Guds trone? Med v. 19 begynder et afsnit med konklusioner og formaninger. Hvis vejen ind i den sande helligdom nu står åben for alle kristne i kraft af Jesu soning, så er der grund til stor optimisme. Ved at give sit eget legeme har Kristus fjernet forhænget og er gået forud til Guds trone. De troende er kaldet til at følge efter i tro. Ligesom præsterne blev indviet til deres tjeneste ved at blive bestænket med blod og rengjort i bade, er de kristne blevet renset for skyld og dårlig samvittighed gennem Jesu blod og dåben. Den himmelske ypperstepræst skænker dem nu alt, hvad der er nødvendigt for den evige frelse og for at holde fast i troen. Derfor skal de ikke – trods alle anfægtelser – lade sig forvirre. De skal være udholdende i deres bekendelse af håbet og ud fra denne tro og dette håb praktisere broderkærlighed. ”Lad ikke håbet iblandt os blive til en uklar fremtid. At håbe gør stærk. Allerede nu lever vi da af det. Du, som vi har håbet på, er jo allerede iblandt os.“ (H. Giesen). Fordi Jesus Kristus befinder sig ved Guds trone, kan hans efterfølgere med vished og uden frygt for fremtiden bevæge sig mod målet for deres tro.

DIALOG TIL SABBATTEN 5. MAJ 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Hebr 1,1-4

Hebr 9,12.24-28

Hebr 10,19-25

Hvad kan være årsag til, at mennesker fristes til at give op? Hvad kan slå kristne så meget ud, at de mister målet af syne? Hvilken rolle har Kristus i Guds frelsesplan? Verden har tilsyneladende ikke forandret sig. Hvad er din reaktion på udsagnet om, at den kristne tro øjensynligt ikke medfører den forventede ændring til det bedre? Hvilken opgave varetager Kristus i helligdommen? Hvad betyder det for dig, at din frelse ikke længere er i fare, nu hvor Jesus udfører sin opgave hos Gud? Med hvilken overbevisning har vi lov til at nærme os Gud? Hvilken effekt har det på de troende? Hvad får dig til at stole på, at du når troens mål? Hvad får dig til at tvivle på det?

UGEN 6.-12. MAJ 2018

Lov og lovløshed

Ugens hovedtanke

”Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste“ (Matt 24,12).

Introduktion

Det er en stadig udfordring – også for de kristne – at have den rette indstilling til Guds lov. ”I 1972 skrev filosoffen Walther Schulz: ’Det ser ud til, at den etiske måde at angribe problemstillinger på nu om stunder ikke prioriteres særligt højt, generelt set ... Spørgsmål, der tidligere blev behandlet etisk, synes nu mere at høre ind under det videnskabelige område og overtages af bl.a. sociologer, psykologer og antropologer’. I de seneste fyrre år er der sket en ændring på dette område. Nu efterlyses der etik på mange forskellige felter og ud fra mange interesser.“ Som begrundelse anføres bl.a. følgende årsager: • Teknikkens løfter om redning støder i stadig højere grad på mistro og ubehag. • Med udgangspunkt i, at vores samfund bliver mere og mere splittet og opdelt, rejses det spørgsmål, hvad der egentlig holder det sammen. Hvori består sammenhængskraften? • ”Wer die Wahl hat, hat die Qual“ = Den, der har valget, har kvalerne. I kølvandet på den øgede individualisme, skal den enkelte selv træffe sine valg. Men hvordan? Efter hvilke kriterier? • Før i tiden opfattede man kirkerne som moralske instanser. Nu om stunder findes der et utal af meninger. • Globaliseringen har gjort det tydeligt, at det er livsnødvendigt med en fælles etik. (Wolfgang Huber u.a., hg., Handbuch der Evangelischen Ethik, München 2015, 11-14) Når Bibelen ytrer sig om etiske spørgsmål, gør den det tit med henvisning til Guds lov. Når vi i dag beskæftiger os med dem, er det også ud fra tidens krav om etik.

SØNDAG 6. MAJ 2018

Frigjort fra loven Rom 7,1-6

Hvor længe ”hersker“ loven? Kristne er ikke under loven, men under nåden, siger Paulus i Rom 6,14. Hvad betyder det? Paulus ved, at hans læsere er fortrolige med loven. Derfor minder han dem om kernesætningen, at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever. Faktisk står der i den jødiske overlevering: ”Når et menneske er død, er han løst fra Toraen og fra at skulle opfylde loven.“ Paulus bruger ægteskabslovgivningen for at tydeliggøre det. Efter mandens død er enken løst fra den lov, der bandt hende til manden, og hun har lov til at gifte sig med en anden. I vers 4 drager forfatteren den endelige konklusion: Ved Kristi legeme er kristne gjort døde for loven. Det er dåben, der menes. (Rom 6,3ff) Nu tilhører de en anden – nemlig Jesus Kristus – og bærer frugt for Gud. I vers 5 og 6 uddyber Paulus dette, idet han stiller det gamle og det nye liv op imod hinanden: • Da de var i kødet, havde de syndige tilbøjeligheder stor magt over dem – nemlig gennem loven. Derfor bar de frugt til døden. • Nu er de derimod løst fra loven og de syndige lidenskaber, som loven kalder frem og døde fra det, de før var fanget i. Derfor tjener de og bærer frugt for Gud som tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle. ”Nu er det at tjene Gud blevet noget helt nyt: Ånden bevæger mennesket indeni, den har magt over synden og får hjertet til at underlægge sig Gud.“ (Paul Althaus, Der Brief an die Römer, Göttingen 1978, 72f.). Begge vers uddybes i de følgende afsnit: Vers 5 i 7,7-25 og vers 6 i 8,1ff.

MANDAG 7. MAJ 2018

Mennesket – det egentlige problem Rom 7,7-25 Baggrund

Hvordan forholder menneskene sig til loven? ”Ifølge 7,1-6 ser moseloven ud til at være en dødbringende magt uden frelsesmulighed. Det fører straks til modspørgsmålet: Mon de kristne ligefrem opfatter Guds lov som synd? Denne opfattelse taler Paulus inderligt imod. Godt nok virker lov og synd sammen i en synders liv. Det er dog ikke lovens, men derimod syndens skyld ... Hvis mennesket ikke syndede, ville loven være nøjagtigt det, Gud har udset den til at være, nemlig retningslinjer for et velsignet liv. Men loven støder altid på mennesker, der allerede er blevet syndere ... Idet loven advarer synderen imod synden, aktiverer den vedkommendes indsigelse mod netop det gode, som den kræver af ham, og den provokerer ham dermed til at vise sig som synder. Det ses erfaringsmæssigt ved, at ingen nok så god vilje kan sikre et menneske imod onde gerninger og de dermed forbundne konsekvenser. Det er derfor, Paulus her åbenbart taler om synden som en fremmed magt, der bor i os stakkels, velmenende og magtesløse menneskebørn. Det betyder ikke, at mennesket skal tages i forsvar og undskyldes. Hensigten er at vise den splittethed, der ligger i selve skyldens natur: Nemlig, at det, som et menneske forårsager ved sin adfærd, får magt over ham, og at ingen kundskab om eller vilje til det gode formår at stille noget op imod denne ødelæggende magt ... Ingen kan udfri sig selv af dette syndens fangenskab – befrielsen er skænket af Gud gennem Kristus. Derfor slutter Paulus dette tilbageblik med en tak til Gud, der har hørt hans bøn om udfrielse (vv 24+25a).“ (Ulrich Wilckens, Studienbibel Neues Testament, Basel 2015, 520f.).

TIRSDAG 8. MAJ 2018

Det nye liv og loven Rom 8,1-11 Baggrund

Hvad var Guds formål med at sende sin søn? ”Sproget i dette afsnit er bestemt af modsætningen mellem begreberne kød og ånd. ”Kød“ er lig med mennesket, som det lever og handler, såfremt det er overladt til sig selv. Han er i så fald magtesløs. Den eneste, der har reel magt, er Guds Ånd. Den afgørende målestok, som synderen handler efter, dømmer efter og tænker ud fra, er ”kødet“. Og dermed opstår der en livsførelse, der er i modstrid med Guds Ånds vilje (sml. Gal 5,16f). Det, Paulus vil sige her, er: Denne binding til ”kødets“ vilje er synderen nu løst fra på grund af Jesu død på korset. Han må og kan nu lægge sit liv ind under Guds Ånds ledelse ... Det, der her menes med Guds Ånd, er Guds skaberkraft, som kom til udtryk i Kristi opstandelse. Gud viste sin ultimative kærlighed til de fortabte, da han opvakte Kristus fra de døde (Rom 5,6-11). Kristus, der gav sit liv for synderne. På samme måde fylder denne kærlighedens kraft enhver kristen, som i dåben deler skæbne med Kristus. Hvor det hidtil har været den onde tilskyndelse til at handle på andres bekostning, der har haft magt, skal det nu være Guds Ånds og kærlighedens vilje, der er bestemmende for den kristnes hverdag. Kærligheden er netop det, Guds vilje oprindeligt krævede af mennesket. Den er lovens egentlige, positive indhold. Først nu, hvor det ikke længere er lovens opgave at fordømme syndere, formår den at fremhæve sit oprindelige indhold. Det er i det lys, kristne skal opfylde loven“ (v. 4; sml. 3,31; 13,8-10) (Ibid. 522 f).

ONSDAG 9. MAJ 2018

Endetidens lovløshed Matt 24,12 Baggrund

Hvilket forhold er der mellem lov og kærlighed? Jesu tale om endens tid findes i alle tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus, Lukas). Den første version var sandsynligvis Markusevangeliets. Når man sammenligner med Matthæusevangeliet, kan man konstatere, at Matthæus har suppleret med nogle Jesus-udsagn. Hertil hører kapitel 24 vers 12, som er blevet oversat endnu mere omhyggeligt end tidligere i den nyreviderede Lutherbibel fra 2017: ”Og fordi ringeagt for loven vil tage overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ I grundteksten står der ”lovløsheden“. Dette Jesusord står i sammenhæng med hans henvisning til falske profeter (v 11). I vers 10 tales der om problemer inden for menighederne. Der menes her, at de falske profeter er virksomme inden for menigheden og fører mange vild. Allerede i Bjergprædikenen havde Jesus omtalt de falske profeter som mennesker, der lever i lovløshed: ”Bort fra mig, I som begår lovbrud!“ (Matt 7,23). Matthæusevangeliets afgørende udsagn vedrørende loven findes i 22,34-40. Ifølge denne tekst er næstekærligheden – sammen med buddet om kærlighed til Gud – det største bud. At ringeagt for loven tager overhånd hænger altså sammen med de falske profeters forførende adfærd inden for menigheden. ”Lovløshed“ er ligefrem typisk for dem. Derfor menes der sandsynligvis: Når dette budskab vinder indpas, vil kærligheden, der er lovens inderste kerne, blive kold hos mange (menighedsmedlemmer).

Til eftertanke

Kærlighed: ”At give varme, men ikke såre nogen – at være ild, men ikke brænde nogen“ (Phil Bosmans). ”Kærligheden er som ilden – hvis man ikke af og til lægger brænde på, slukkes den.“

TORSDAG 10. MAJ 2018

Tid og lov Dan 7,25

Hvilke aktiviteter udfører ”det lille horn“?

Baggrund

Daniel får i drømme vist fire forskellige dyr. I forbindelse med det fjerde dyr er der tale om 10 horn og et lille horn, der vokser frem mellem dem. Daniel vil gerne kende tydningen – især vedrørende det fjerde dyr og de ti horn og det andet horn (7,19-20). Han får den i vers 22. Vers 25 beskriver det lille horns forbryderiske adfærd. I forbindelse med vores tema er følgende udsagn særdeles vigtigt: ”Han tragter efter at ændre tider og lov.“ Hvad menes der med det? • Der er her ganske rigtigt oversat med ”han tragter efter …“ Det drejer sig om noget, som det lille horn har i sinde. Det fremgår ikke af teksten, om det vil lykkes. • Det udtryk, der her bruges om ”lov“ (dāt), er et ord, der bruges om anordninger i al almindelighed, altså ikke udelukkende om lovsamlinger (Dan 6,6.9.13.16; Ezra 7,12.14.21.25.26), men også om domme (Dan 2,9) og forordninger (Dan 2,13.15). Her står det i en religiøs sammenhæng. • Ordet ”tider“ er aramæisk (sěmān). I Gamle Testamente forekommer det ud over i Ezra 5,3 kun i Daniels Bog (2,16.21; 3,7.8; 4,33; 6,11.14; 7,12.22.25) Der menes en fastsat tid, henholdsvis en frist. ”En sådan ændring af en fastsat tid, henholdsvis en frist, omtales desuden kun i Dan 2,21: ”Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger …“ Deraf kan man udlede, at det lille horns forsøg på at ændre tider er et tegn på, at det bevidst vil tiltage sig Guds ret til at bestemme menneskehedens historiske forløb“ (ABC 4, 831).

FREDAG 11. MAJ 2018

Fra sabbat til søndag Når der er tale om ændringer i lov, tænker syvendedags adventister på det fjerde bud og udviklingen fra sabbat til søndag. Hvordan kom det dertil? • I første halvdel af 2. årh. e.Kr. mister sabbatten sin karakter af at være gudstjenestedag og hviledag. Søndag bliver den nye gudstjenestedag, men (endnu) ikke hviledag. Denne udvikling er især bekræftet i Ignatius-brevene, Barnabasbrevet, didakéen (de tolv apostles lære) samt martyren Justins breve. • Samtidig er der helt op i det 5. årh. også tegn på, at sabbatten for nogle kristne ikke er en dag som alle andre (jødekristen-gnostisk dobbeltfejring, ingen faste og ingen knælen ved bøn om sabbatten som udtryk for respekt for den). • Ved hjælp af kejser Konstantins søndagslov i år 321 bliver søndagen hviledag i det romerske rige. Kirken ser dermed en mulighed for at give søndagen karakter af kristen helligdag. Ansvarlig for dette er østkirken. Derved mister helligholdelsen af sabbatten på den syvende dag endegyldigt betydning. Hvilke årsager spillede en rolle i den forbindelse? • At man lægger afstand til sabbatten, skyldes en teologisering af den kristne tro. Man siger, den sande mening med sabbatten er, at man bør ”hvile“ fra syndige gerninger hver eneste dag. Ligeledes spiller det en rolle, at man lægger afstand til jødedommen, og at man gør sig overvejelser over den evige sabbat på den nye jord. Dermed fjerner man sig fra den bibelske sabbat. • Som argument for søndagen anføres Jesu opstandelse. Derudover spiller det ind, at man ser en forbindelse mellem Kristus og solen og lysets skabelse på den første dag. Udførlig information findes på goo.gl/KR139z Konklusion

Loven er god, men den fører til døden. Kristne er ”fri“ fra loven og lever i ånden, der skænker et nyt liv i harmoni med Guds lov. I de ”sidste tider“ vil loven blive ringeagtet i kirken og i samfundet.

DIALOG TIL SABBATTEN 12. MAJ 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Hvilke spørgsmål kan udløse et ”krav om etik“? Fra hvilke sider kræves der love og forordninger? Fra hvilke sider ønskes der snarere ændringer eller ophævelse af love og forordninger?

Rom 7,1-6

I hvilken forstand er vi ”fri fra loven“?

Rom 7,7-25

Hvad er lovens problem?

Rom 8,1-11

Hvad er det nye i det nye liv? Hvad betyder det for holdningen til loven?

Matt 24,12

Hvilke konsekvenser har det, når der i menigheder prædikes ”lovtrældom“? Hvilke konsekvenser har det, når der prædikes ”lovløshed“? Hvad kan vi bidrage med i et samfund, der kalder på etik, og hvordan kan vi gøre det?

7 Matt 24 og 25

UGEN 13.-21. MAJ 2018

Jesu taler om endens tid ”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer“ (Matt 24,42).

Hovedtanke

Den, der venter på Jesu komme, lever opvakt og ansvarsbevidst.

Introduktion

Skygger og spændinger lå som en tung dyne over de sidste dage. Aldrig før havde konfrontationen været så heftig. Aldrig før havde Jesus provokeret farisæerne, saddukæerne og de skriftkloge på lignende måde. Totalt irriteret hørte pilgrimmene og Jerusalems indbyggere Jesu klage under sit triumferende indtog i byen: ”Jerusalem … Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt“ (23,37-38). Ud over det havde Jesus få timer forinden forkyndt sin død for tredje gang for sine disciple. Indtogets jubel, Jesu myndige optræden ved tempelrensningen og samtidige forkyndelse af sin død vakte modsatrettede stemninger, der var svære at forholde sig til. Jesu bemærkning ”Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned“, var anledningen til disciplenes spørgsmål, som samtidig skulle skabe orden i deres forvirrede tanker og følelser: ”Sig os, hvornår skal dette ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?“ (24,3). Farisæerne havde allerede to gange forespurgt om tegn (12,38-39; 16,1-4). Nu spurgte disciplene. Så forskellige motiverne og målene for spørgsmålene end var, havde de det til fælles: Jesus gør de jødiske ledere opmærksom på jonastegnet – et billede på hans opstandelse på tredjedagen. Til disciplene forklarer han, at hans genkomst er tegnet (24,30). I begge tilfælde lyder svaret på spørgsmål om tegnet: Det er den Kristus, der kommer igen. Men hvordan vil tiden indtil da forløbe, og hvilke udfordringer vil den bringe med sig?

SØNDAG 13. MAJ 2018

Det er endnu ikke enden Matt 24,1-14 Baggrund

Hvordan ser Jesus begivenhederne udspille sig på denne jord? Jesus havde profetisk forudset (v. 25) Jerusalems ødelæggelse i den jødiske krig (66-70 e.Kr.). Disciplene spurgte om verdens ende. Selvom ødelæggelsen for dem var lig med verdens ende, er tyngdepunktet i deres spørgsmål ”dit komme“. Dagen for hans komme vil rette op på alt, og verdenstiden vil være ført til ende. Det er en dommens og frelsens dag. Jesus nedtoner deres umiddelbare forventning, idet han gør opmærksom på, at ”… det er endnu ikke enden“. ”Alt dette er begyndelsen … så skal enden komme“. ”Da skal … da skal … da skal“ (v. 9.10.14) – indtil Jesus endelig udtaler: ”Men straks efter …“ (v. 29). De troende står på den måde i stadig spænding mellem et ”endnu ikke“ og et ”våg derfor; for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.“ Jesus inddeler trængselstiden i følgende afsnit (1) religiøs forførelse, (2) krige og katastrofer såvel som (3) frafald og forfølgelse af menigheden (indefra og udefra kommende farer ), men også evangeliets forkyndelse i hele verden (løfte og opgave).

Til fordybelse

Til alle tider har mennesket prøvet på at skabe en bedre verden. Rigtignok oplever vi (på vores breddegrader), at mennesker bliver ældre og sundere, at menneskerettighederne holdes højt, at der er mere fritid og velstand osv. Men grundudfordringerne som krig, terror, naturkatastrofer, hungersnød og religiøs vildfarelse ser ikke ud til at kunne beherskes fra menneskers side. Det peger Jesus på i sin tale.

Til eftertanke

”Den, der siger A, må også sige B.“ Nej, må man ikke. Men det gør Jesus. Når hans forudsigelser om disse begivenheder indtræffer (v. 25), så vil også den sidste del af løftet gå i opfyldelse, nemlig hans synlige komme.

MANDAG 14. MAJ 2018

At holde ud til enden Matt 24,9-13

Baggrund

Hvilke farer truer menigheden? Hvordan kan det imødegås? ”Afsnittet svarer til Mark 13,9-13. Dog har Matthæus trukket de forudsigelser frem i udsendelsestalen kap. 10, som særligt angår forkyndere og missionærer (10,17-21). Her lægges der derfor særlig vægt på, hvad menigheden som et hele kommer ud for: Under forfølgelsernes trængsel, som alle folkeslag vil udsætte dem for (v. 9; sml. v. 14), er der ikke alene en trussel om massefrafald, men også om indre selvopløsning (v. 10). Falske profeter vil have højkonjunktur i menigheden (v. 11; sml. 7-15-20) og gøre deres til, at alt, hvad der burde kendetegne menigheden som menighed, næsten forsvinder (v. 12; lovløsheden – sml. 7,23; 13,41; 23,28 …). Alligevel vil den ”opstandnes“ kraft i menigheden vise sig som stærkere end forfaldets og dødens kræfter (sml. 16,18), og den store opgave, som omtales i 28,18-19, vil blive udført i fuldt omfang (v. 14)“ (Stuttgarter Erklärungs-Bibel zu Mt 24,2-14). Med vers 9 leder Jesus blikket fra de almene begivenheder mod ”jer“, Jesu efterfølgere. Derfor kan det antages, at foragt for loven og at kærligheden afkøles også vil kunne findes i menigheden (v. 14). Over for det ydre pres og den indre fare afstikker Jesus alene denne retning: ”… den, der holder ud til enden“ … den, der tålmodigt holder ud, modstår presset og på trods af dårlig behandling ikke løber bort, … ”skal frelses“ – ikke som en fortjeneste, men i bevidstheden om at blive i Kristus, som er livet.

Til eftertanke

”For at kunne udholde den prøvelse, der venter dem, skal de kunne forstå Guds vilje, som den er åbebaret i hans ord. De kan kun ære ham, hvis de har den rigtige opfattelse af hans karakter, hans styre og hans hensigter og handler i overensstemmelse hermed. Ingen andre end de, der har styrket deres sind med Bibelens sandheder, vil kunne klare den sidste store kamp …“ (Ellen White, Mod en Bedre Fremtid s. 480-485, Dansk Bogforlag 2012).

TIRSDAG 15. MAJ 2018

Ødelæggelsens Vederstyggelighed Matt 24,15-22 Baggrund

Hvilket løfte gælder i prøvelsens tid? Med vers 15 indleder Matthæus et nyt afsnit, som uddyber de forud omtalte aspekter. Tanken om templets og Jerusalems ødelæggelse bliver med ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed“ taget op igen (v. 2; sml. Luk 21,20). ”Den forudsagte begivenhed er åbenbart Jerusalems ødelæggelse under romerne i år 70 e.Kr., hvor det hedenske Roms symboler opsattes på tempelområdet. Da den jødiske opstand under Bar Kochba 135 e.Kr. blev slået ned, rejste romerne et Jupitertempel på stedet, hvor det tidligere jødiske tempel lå“ (Seventh-day Adventist Bible Commentary 5, p. 499). Tanken om Vederstyggeligheden omfatter hedensk skik på hellig grund, afgudstilbedelse, bevidst grove overtrædelser af loven, esoteriske og umoralske seksuelle handlinger (3 Mos 18,22; 5 Mos 18,12; 27,15; Dan 9,27). Varslingen af nært forestående begivenheder (v. 25) underbygger Jesus med en profeti af profeten Daniel (v. 15). Derudover bærer Jesu tale fra begyndelsen også træk i sig, der tyder på en fjern fremtid. Dog peger Jesus ikke kun hen til den kommende trængsel, men også på, at Gud ikke vil lade sit folk være alene. I endetidens virvar vil Gud handle: … for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Gud vil gribe ind i historiens gang for at frelse dem, der tilhører ham.

Til fordybelse

”Om Ødelæggelsens Vederstyggelighed står der i Dan 9,27; 11,31; 12,11 … Disse bibeltekster har beholdt deres aktualitet, for det, de beskriver, vil ske igen og igen, men ved endens tid antage så massive former, at selv den sidste troende ville ligge under for den ugudelige magts fascination eller terror, hvis Gud ikke selv greb ind og gennem Menneskesønnens tilsynekomst gjorde en ende på ødelæggelsen“ (Stuttgarter Erklärungs-Bibel zu Mark 13,14-23).

ONSDAG 16. MAJ 2018

Om de ti brudepiger Matt 25,1-13 Baggrund

Hvori ligger lignelsens kerneudsagn? I tillæg til sine skildringer om begivenhederne i endens tid kalder Jesus til årvågenhed. Mens hans formaninger i begyndelsen af kapitel 24 retter sig mod anfægtelserne, gælder kaldet fra v. 32 ff. advarslen om den overraskende tilsynekomst af Menneskesønnen. Blikket åbnes mod den almindelige hverdag: fester, familie, arbejde (24,36-44). I dette kald om årvågenhed indgår lignelsen om de ti brudepiger. ”De ti jomfruer er de ventende ved verdenshistoriens aften. De betragter sig alle som kristne. Alle er kaldede og alle har en lampe; alle hævder de at tjene Gud. Alle venter øjensynligt på Kristi komme. Dog er fem ikke rigtig forberedte.“ (Ellen White, Bilder vom Reiche Gottes, Lüneburg 2000, 336). Lignelsen ender med kaldet: Våg derfor! og advarslen mod at tilhøre de tåbelige. Åbenbart står ikke det at falde i søvn – heller ikke for de kloge brudepiger – i kritikkens centrum. Det er mere problematisk, at fem af dem ikke regner med en mulig forsinkelse af brudgommens komme.

Til fordybelse

Rustede er de, der livet igennem holder fast ved Jesu lære og handler derefter (sml. kap. 5-7). Årvågenhed betyder ikke nødvendigvis hver dag at regne med verdens ende, men alligevel leve sådan, at Guds endelige komme og hans fremtidige rige helt bestemmer tilværelsen (Stuttgarter Erklärungs-Bibel zu Mt 25,1-13). ”De mennesker, som fremstilles i billedet af de tåbelige jomfruer, lader ham kun være på overfladen. De kender ikke Gud virkelig, fordi de aldrig har gennemtænkt hans væsen og aldrig har haft kontakt med ham. Derfor ved de heller ikke, hvordan de skal have tillid til ham, at kunne se op til ham, og i det hele taget hvordan de burde leve deres liv.“ (Bilder vom Reiche Gottes, 335).

Til eftertanke

Hvad kendetegner en ”klog brudepiges“ liv?

TORSDAG 17. MAJ 2018

Om de betroede talenter Matt 25,14-30 Baggrund

Med hvilke indstillinger går tjenerne til arbejdet? Umiddelbart efter tilføjer Jesus endnu en lignelse. For begge lignelser gælder det, at der er lang tid til Herrens komme. Det nye i denne tekst er tanken om afregning og tidens anvendelse indtil da. Overfladisk set drejer det sig om forvaltningen af mandens betroede formuer. Mens to tjenere forvalter formuerne godt og øger dem, lader den tredje formuen liggende ubenyttet hen. Dette ærgrer manden. Gud tildeler os gaver og vil, at vi skal anvende dem for at fremme hans rige. Det dybere anliggende vedrører forholdet mellem herre og tjener. Herren sætter sin lid til tjenerne, betror dem en uhyre stor formue og har tillid til, at de forvalter den godt. Den tredje lever ikke i glæden, men i angsten (v. 25), og bringer intet til veje.

Til anvendelse

”I lyset af det forkyndte og allerede frembrydende gudsrige gælder det, her og nu, at enhver modsvarer og gør det, der er muligt at gøre. Guds rige og Guds retfærdighed skal allerede lyse op i denne verden i forfald … Derfor skal alle arbejde med de talenter, som han er blevet udstyret med af Gud gennem Jesus Kristus i Helligånden. … Helt katastrofalt vil det være, under henvisning til manglende begavelse eller ærgrelse over en sådan mangel – for slutteligt at få ro i sindet og ikke udsætte sig for nogen risiko eller at få fingrene i fedtefadet – helt at nægte at gøre en indsats. Selvom et sådant menneske hverken handler kriminelt eller ansvarsløst, tænker han kun på sin egen ”frelse“ og ikke på Herrens sag. Han behøvede slet ikke at bidrage med noget selv, blot benytte det, som er ham betroet, over for andre, som er mere aktive (v. 27) … Lønnen for de tro tjenere var den samme for alle: Invitationen til bordfællesskabet i Guds rige (Stuttgarter Erklärungs-Bibel 1449).

FREDAG 18. MAJ 2018

Om verdensdommen Matt 25,31-46 Baggrund

Hvilket trekantsforhold fremhæves i talen om verdensdommen? Med ordene ”Når Menneskesønnen kommer …“ føres tankegangen fra de betroede talenter videre og åbner et nyt billede: Verdensdommen. Dermed giver han et tilbageblik på de sidste vers i den foregående lignelse (v. 29-30; sml. v. 45-46) og adskiller dem, som har brugt deres talenter for andre, fra dem, som kun har haft sig selv i tanke. Også her drejer det sig tilsyneladende om passende adfærd, men grundlæggende om en indstilling, som viser sig i kærlighed og barmhjertighed. Menneskesønnen (v. 31) gør sig lig med ”sine mindste brødre“ (v. 40.45). Derfor er han blevet menneske. Var hans liv præget af kærlighed og medfølelse, så forventer han det samme af sine efterfølgere. Han forærer os talenter og evner, for at andres lod kan lettes og for at bringe lys i deres liv. Kærligheden til de mindste er så vigtig for Menneskesønnen, at han drager dem til regnskab, der har undladt at hjælpe, men inviterer dem til sig, som i hans sted har udrettet kærlighedens tjeneste (v. 34; sml. v. 21).

Til eftertanke

”Det bliver lyst, når du kommer“ (afrikansk ordsprog). ”Gud er nær, hvor mennesker viser hinanden kærlighed“ (J.H. Pestalozzi).

Konklusion

Jesus beskriver en tid, som aldrig har været før, med dens farer og anfægtelser og kalder os til at leve med blikket rettet mod hans komme. Dertil hører årvågenhed angående vores eget åndelige liv og ansvar for medmenneskene og Guds rige.

DIALOG TIL SABBATTEN 19. MAJ 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

En leverance er tilsagt, en aftale indgået, noget er stillet i udsigt. På forespørgsel siges gentagne gange: ”endnu ikke“. Hvordan reagerer du på det?

Matt 24,6b. 8.42

I nogle kristne kredse bliver enhver urovarsel tydet som begyndelsen til enden, men efterfølges som oftest af et desillusioneret ”alligevel endnu ikke“. Hvordan viser forskellen på årvågenhed og oprevethed sig?

Matt 24,9-13

Særligt vanskelige og smertelige tider virker på os som en ”evighed“. Hvordan kan den tid, Jesus skildrer, og vores egne krisetider stås igennem?

Matt 25,1-13

I denne lignelse viser der sig en forsinkelse. Hvordan tolker du det, at brudepigerne falder i søvn? Hvad vil Jesus pointere her?

Afsluttende spørgsmål

Hvordan kan årvågenhed konkretiseres?

8 Åb 14,6-20

UGEN 20.-26. MAJ 2018

At tilbede skaberen ”Så så jeg en anden engel flyve højt oppe under himlen. Han havde et budskab, der aldrig vil miste sin gyldighed. Det skulle han forkynde for alle jordens beboere, for alle folkeslag og nationer, for mennesker med alverdens sprog“ (Åb 14,6 efter ”Gute Nachricht“-oversættelsen).

Hovedtanke

Da Gud er skaberen, bør han tilbedes.

Introduktion

Denne uges studievejledning beskæftiger sig med den første engels budskab i Åb 14. Senere i kvartalet vil det komme til at dreje sig om den anden og den tredje engels budskab. Det centrale tema i den første engels budskab er tilbedelsen af skaberen. I vores vestlige kultur, der er præget af individualisme, kan man nemt miste målet for tilbedelse af syne, nemlig Gud og hans ageren. Sand gudstjeneste er en taknemmelig reaktion på, hvad Gud har gjort, og den berører alle livets områder. Derfor sker sand tilbedelse heller ikke kun om sabbatten i gudstjenestetiden. Den gennemsyrer både vores hverdag hele ugen igennem og den måde, hvorpå vi omgås vores medmennesker og skaberværket i øvrigt. Adventist-kristne er fortrolige med de tre engles budskaber, da disse er en del af kernen i frikirkens teologi og selvforståelse. Alligevel er det på sin plads at høre dette budskab igen og minde sig selv om, hvem det er rettet imod. Denne vejledning vil derfor bestå af følgende disposition: • Overblik • Målgruppe • Et evigt evangelium • Domstimen er kommet • Tilbed skaberen • Den første engels tydninger

SØNDAG 20. MAJ 2018

Overblik Åb 14,6-20 Baggrund

Hvilke billeder benyttes der her for at formidle budskaber? Åb 13 ender med et varsel om, at Guds folk vil komme ud for store udfordringer. I begyndelsen af kapitel 14 peges der dog på, at de troende klarer de vanskelige udfordringer og ender med at blive frelst (v. 1-5). Herefter rettes opmærksomheden mod den øvrige menneskeheds skæbne. Først varsles folkeslagene ved hjælp af tre engle om den kommende dom (v. 6-13). Tre andre engle sørger for, at dommen bliver effektueret. Indimellem kommer der en, der så ud som en menneskesøn til syne (v. 14). Udstyret med en guldkrone og en (høst) segl udfører han dommen. På den måde bliver han midtpunkt og hovedaktør blandt de syv himmelske væsener, der optræder i denne store vision.

Til fordybelse

I det antikke Rom var det almindeligt, at en højtstående embedsmand blandede sig med folket under ledsagelse af sine ”lictores“ (livvagter). Antallet af ”bodyguards“ sagde noget om hans rang. På samme måde dukker der også her en dommer op, Menneskesønnen, omringet af sine engle. (WStB, Adolf Pohl, Die Offenbarung des Johannes, Bd. 2, Berlin 1974, 133f.). Nogle bibelfortolkere sammenligner dette afsnit med et fløjalter fra middelalderen. I midten sidder den himmelske dommer på tronen (det fremhæves med ordene: ”Og jeg så: Se…“). På den venstre fløjdør står de første tre engle, på den højre står de tre andre. Sammenligningen viser hele visionens harmoni. Også 7-tallet lader aktørerne fremstå som en enhed. Det er godt nok kun de første tre engle, der remses op, men alle seks er forbundet med hinanden ved hjælp af indledningsordene, der gentages: ”Og en anden engel….“. De to grupper af engle hører sammen med dommeren i midten og bør derfor også ses i sammenhæng med ham. Deres gerning er hans gerning, og de kan kun forstås rigtigt via ham.

MANDAG 21. MAJ 2018

Målgruppen Åb 14,6

Baggrund

Hvem er afsender, og hvem er modtager af den første engels budskab? Den første engels budskab er henvendt til dem, der bor på jorden. Denne formulering findes flere steder i Åbenbaringen (3,10; 6,10; 8,13; 11,10; 13,8.12.14) og betegner mennesker, der afviser Gud og er fjendtligt indstillet over for hans menighed. Målgruppen udvides dog her til at omfatte ”alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“. Denne formulering findes også andre steder i Åbenbaringen (5,9; 7,9; 11,9; 13,7) og omfatter også mennesker, der står på Guds side. (Jon Paulien, Der letzte Kampf, Lüneburg 2015, 175). Derfor kan man konkludere, at dette englebudskab gælder alle mennesker – troende som ikke-troende.

Til fordybelse

Budskaberne kommer fra himlen og er bestemt for menneskene på jorden. ”Det første budskabs forkyndelse sker via en engel. De kristne i Lilleasien bliver omtalt som evangeliets ’hørere’, ikke som ’forkyndere’ – selv om de også er det. Det vil sige, deres forkyndelse på jorden har også en guddommelig side. De må måbe over Guds kraftfulde virke i verden.“ (Bernhard Oestreich, ”Warnung und Stärkung“, Adventisten Heute, Februar 2017, 9).

Til anvendelse

Hvad betyder det faktum, at jeg som kristen ikke (kun) er forkynder, men i første omgang er ”hører“ af evangeliet?

TIRSDAG 22. MAJ 2018

Et evigt evangelium Åb 14,6 Baggrund

I hvilken henseende er den første engels budskab ”evigt“? ”Det ”evige evangelium“ er for tilhørerne lig med det gamle evangelium, der er blevet forkyndt siden apostlenes dage. Når de tidligste kristne hørte om den første engels budskab, tænkte de på forkyndelsen af det evangelium, som de selv havde hørt og taget imod“ (Oestreich, ibid., 8). Evangelion var i det romerske rige det udtryk, man brugte, når man udråbte budskabet om sejr over Roms fjender. I Åbenbaringen bruges dette begreb – der i øvrigt udelukkende anvendes her – om Kristi endegyldige sejr over alle gudsfjendtlige magter. Kapitel 12 skildrer kampen mellem Mikael (Kristus) og dragen (Satan), der begynder i himlen og fortsætter på jorden. Ganske vist er Satan allerede besejret, og Kristus er den eneste Herre, men modstanderen forsøger fortvivlet med vold og magt at tvinge denne verden ind under sit herredømme. Han skyr ingen midler: Gudsbespottelse, forførelse og vold (kap. 13). Guds svar på det er lige så overraskende som velgenkendeligt: Han reagerer ikke med en magtdemonstration, men udelukkende ved ordets magt! Budskabet om Kristi sejr – det evige evangelium – er en kraft, der frelser enhver, der stoler på den (Rom 1,16). Gud sender den til alle, der befinder sig i modstanderens suverænitetsområde, for at rive dem ud af hans kløer og invitere ind i sit rige (Åb 18,4).

Til fordybelse

Guds sidste budskab er ”evigt“, fordi der herefter ikke kommer flere. Lige som en israelitisk slave forblev i sin position for ”evigt“ – altså indtil sin død (2 Mos 21,6) – er det ”evige“ evangelium ”et budskab, der aldrig vil miste sin gyldighed“ (Åb 14,6 ifølge ”Gute Nachricht“-oversættelsen). Det gælder indtil ”den yderste dag“, hvorefter der ikke kommer flere jordiske dage (Joh 12,48).

ONSDAG 23. MAJ 2018

Domstimen er kommet Åb 14,7 Baggrund

Hvordan kan et varsel om dommen samtidig være et evangelium? Den første engel formidler evangeliets forkyndelse til alle folk (sml. Matt 18,19-20). Selve budskabets form svarer nøjagtigt til konklusionen i Jesu prædiken i Mark 1,15, hvor der også opfordres til omvendelse begrundet i en tidsangivelse (”tiden er inde“). Gud handler, og menneskene er kaldet til at drage konsekvenser. Ligesom det gjaldt for alle troende i det første århundrede var også de, der hørte Åbenbaringen, overbevist om, at de levede i endens tid. Derfor var henvisningen til dommen også altid en del af frelsesbudskabet (sml. Matt 10,14-15; Mark 16,16; ApG 17,31; Hebr 6,2). Men i Åb 14,7 bliver der lagt særlig vægt på dommen. Årsagen skal findes i den vanskelige situation, de omtalte troende befandt sig i (sml. Åb 1,9; 2,10.13; 12,11; 13,7). De stod i fare for at indgå kompromisser eller endda at opgive troen fuldstændigt. Det var derfor vigtigt at skille sig ud og høre til dem, der sejrede.

Til fordybelse

”Det kan synes underligt, at glædesbudskabet er en domsforkyndelse. Men det var overhovedet ikke mærkeligt for Johannes, så det er klart, at nogle vil opfatte det som et glædesbudskab, og andre vil se det som et rædselsbudskab. I denne retssag træder den egentlige verdenshersker ind på scenen. Så er det slut med al tilranet herredømme. Og de ... kan ånde lettet op“, der uafbrudt har måttet lide under fremmed herredømme. (Klaus Wengst, Wie lange noch?, Stuttgart 2010, 186).

Til eftertanke

Hvad føler jeg ved tanken om dommen?

TORSDAG 24. MAJ 2018

Tilbed skaberen Åb 14,7

Hvad er argumentet for at skulle tilbede?

Baggrund

”Budskabets indhold svarer til det, som apostlene har forkyndt for hedningerne: Vend jer bort fra afguderne og omvend jer til den levende Gud (sml. ApG 14,15-17; 17,22-31; 1 Thess 1,9-10; Hebr 6,12). Henvisningen til skaberguden hører traditionelt med til budskabet (sml. ApG 14,15; 17,24; Rom 1,20-23)“ (Oestreich, ibid.,8).

Til fordybelse

”Gud henvender sig med en indtrængende opfordring til at tilbede ham som Herre og skaber af alle ting. Han taler til en verden, der fejrer sine intellektuelle, kulturelle, videnskabelige og tekniske fremskridt og resultater, som stoler på egne evner og eget potentiale, og som udelukkende adlyder menneskelige (og måske endda djævelske) autoriteter. Kun ved at tilbede Ham kan vi undgå at sætte skabningen højere end skaberen, at tilbede os selv og foretrække at underordne os mennesker frem for at tjene Gud. Sådan set er opfordringen til at tilbede skaberguden i virkeligheden et tilbud om frihed, en invitation til at befri os fra enhver selvbestaltet herre og fra falske guder.“ (Rolf J. Pöhler, ”Was Engel uns heute noch zu sagen haben“, Zeichen der Zeit, 4/2009, 8f.).

Til anvendelse

At tilbede er hverken at tigge eller bønfalde, men at tilbede er at ophøje og at lovprise Gud. Ligeså vel som skaberværket vidner om og bekræfter sin skabers intelligens og magt, har vi mennesker også lov til at tage del i denne lovprisning og tilbede Gud. Ikke blot ved at bekende med ord, men også ved hjælp af en ansvarsbevidst livsstil.

FREDAG 25. MAJ 2018

Udlægninger vedr. den første engel MARTIN LUTHER: Luthers optræden ved rigsdagen i Worms gjorde så stort et indtryk på augustinermunken Johann Stifel, at han digtede en lovsang til ære for reformatoren, hvori han sammenlignede ham med englen fra Åb 14,6. ”Johannes tut uns schreiben von einem Engel klar, Der Gottes Wort soll treiben, ganz luter offenbar. Sein Herz zu Gott er neyget recht als ein Christen Mann … Zu Worms er sich erzeyget, er trat keck auf den Plan.“ (Johannes Hartlapp, Ludwig Richard Conradis Verständnis der Reformation Luther, 2016, 5f.) Frit oversat: Johannes skriver om en engel klar, der skal drive Guds ord frem, helt Luther, tydeligvis. Han hælder sit hjerte mod Gud, som en kristen bør gøre ... han stod frem i Worms, han trådte modigt frem på scenen. Her møder vi for første gang – men ikke den sidste –et udsagn fra en af Luthers samtidige, der sammenlignede og identificerede ham med den første engel fra Johannes´ Åbenbaring 14. DEN REFORMATORISKE PRÆDIKEN: Der findes også citater fra Luthers tilhængere efter hans død. Her skal især nævnes Georg Nigrinus, som var professor i teologi fra Giessen. I sin Apokalypse-kommentar fra 1573 kommer han til følgende konklusion: ”De tre engle i Johannes´ Åbenbaring 14 er alle billeder på de evangeliske prædikanter i disse sidste tider, fra Luther, som var den første, og indtil endens tid“ (ibid., 12). Det er bemærkelsesværdigt, at de tre engles budskaber allerede dengang blev fortolket nutidigt. ”Til minde om det blev der hvert år på reformationsdagen prædiket over Åb 14,1-6 i alle lutherske kirker, og det skete, indtil den preussiske konge Friedrich Wilhelm III indførte sin kirkereform i 1817“ (ibid.,16). MILLER-BEVÆGELSEN: De sabbatholdende adventist-troende forbandt den første engels budskab med Miller-bevægelsens forkyndelse af Jesu genkomst. Da de holdt fast i dette, regnede de sig selv for en del af den profetiske histories forløb. Lidt efter lidt voksede den overbevisning frem iblandt dem, at de skyldte alle nationer, stammer og tungemål at forkynde dette unikke budskab (nach George R. Knight, In Erwartung seines Kommens, Lüneburg 1994, 39f.). 69

DIALOG TIL SABBATTEN 26. MAJ 2018

Spørgsmål til drøftelse Åb 14,6-7

Hvad mener du om den påstand, at alle mennesker er skabt til at tilbede? Hvad taler for, og hvad taler imod? Hvilke idoler bliver der nu om stunder set op til? I hvor høj grad er anerkendelse berettiget? Hvornår begynder man at nærme sig afgudsdyrkelse? Hvordan passer gudsfrygt sammen med et trosliv uden frygt? Hvordan kan man udtrykke ærefrygt over for Gud i ens liv? Hvilke af livets områder inkluderer tilbedelse af skaberen? Hvilke konflikter kan det udløse, hvis man konsekvent følger den første engels budskab? Hvis man udelukkende ønsker at give Gud æren, kan det medføre konflikter med de selvbestaltede autoriteter. Hvordan tackler man sådanne situationer? Hvad kan opmuntre dig til at forblive trofast over for Gud?

9 Johannes’ Åbenbaring 13

UGEN 27. MAJ-2. JUNI 2018

Ondskabens akse ”Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den“ (Åb 12,9).

Hovedtanke

Djævelske magter understøtter hinanden, forfører menneskeheden og forfølger menigheden.

Introduktion

Den 29. januar 2002 talte George W. Bush om ”Ondskabens akse“: ”Nordkoreas regime opruster med raketter og masseødelæggelsesvåben … Iran arbejder aggressivt på at få disse våben og eksporterer terror … Irak stiller til stadighed sit fjendskab mod USA åbent til skue og understøtter terroren. Allerede over et årti prøver det irakiske regime i al hemmelighed at udvikle miltbrandbakterier, nervegas og atomvåben … danner Ondskabens akse …“ En, der skriver taler, havde til opgave at formulere sætninger, så man kunne retfærdiggøre en krig mod Irak. Han ledte efter historiske fortilfælde og huskede 2. verdenskrigs ”aksemagter“ (Tyskland, Japan og Italien). I udkastet var der tale om ”hadets akse“. Hans overordnede synes godt om ideen, men ønskede en mere truende formulering, som han omformede til ”Ondskabens akse“. Samtidig spillede religiøse overvejelser ligeledes en rolle – overvejelser om, at USA på Guds opfordring kæmper for det gode og mod det onde. På lignende måde kan man sige, at ”dragen“ (Åb 12), ”dyret fra havet“ (Åb 13,1-10) og ”dyret fra jorden“ (Åb 13,11-18) udgør ”Ondskabens akse“. George W. Bush har med dette ordvalg retfærdiggjort en krig. Når vi læser disse tekster i dag, kan det ikke dreje sig om at skabe fjendebilleder. Johannes’ Åbenbaring blev skrevet for at oplyse menigheden om de gudsfjendtlige magters væsen og for at give den mod i forfølgelsernes tid. Det skal vi også lægge vægt på, når vi beskæftiger os med disse tekster.

SØNDAG 27. MAJ 2018

Dyret fra havet, 1 Åb 13,1-4

Hvad gør dette dyr til noget særligt?

Baggrund

Fordi dragen ikke har succes med sit forehavende (12,5-16) bliver den rasende og beslutter sig for at kæmpe mod de øvrige af kvindens børn og stiller sig på havets bred (12,17-18). Herefter ser Johannes et dyr stige op af havet. Det drejer sig om en magt, som hjælper dragen med at fuldende sit værk. Dyret fra havet har stor lighed med dragen (7 hoveder, 10 horn, hhv. 10 kroner). Noget der skal være dens afbillede eller spejlbillede. Hoveder og horn står for konger (17,9.12), kroner for kongeværdighed, og de gudsbespottelige navne står for påstand om guddommelighed. Dyret forener de karakteristiske kendetegn for de fire dyr i Daniel 7 og angiver således noget, som betegner summen af det onde. Det passer ind i, at dragen overdrager det sin kraft, sit herredømme og store magt. Af særlig betydning er, at et af dens hoveder ser ud som dødeligt såret (ordret: som slagtet til døden). Ifølge 13,14 stammede såret fra et sværdhug. Men pointen er ikke selve det dødelige sår, men helingen og hele jordens reaktion derpå. Alle undrer sig over dyret. Men det er kun begyndelsen. Dragen og også dyret bliver tilbedt. Dragen bliver tilbedt, fordi den gennem dyrets heling af det dødelige sår har givet det magten. Tilbedelsen af dyret manifesterer sig i spørgsmålet: Hvem er dyrets ligemand, og hvem kan gå i krig mod det? Første del svarer til gammeltestamentlige bønner, i hvilke Guds uforlignelighed prises (2 Mos 15,11; Sl 35,10). Anden del har ikke nogen direkte parallel. Her bliver dyrets uimodståelige magt tilbedt.

Til fordybelse

”Hver gang den politiske magt angribes, og så alligevel kommer sig, er folket ,fortryllet’ og har endnu mere tillid den“ (Jacques Ellul, Apokalypse, Neukirchen-Vluyn 1981, 83).

MANDAG 28. MAJ 2018

... og dets virksomhed Åb 13,5-8

Hvilken magt har dyret fra havet?

Baggrund

Hvilken magt overdrager dragen til dyret (v4)? Det har en mund, der talte store bespottelige ord. Det minder os på ny om udsagn fra Daniel 7 (7,8.11.20.25). Denne magt blev givet det i toogfyrre måneder. Vers 6 beretter om, at dyret indsætter denne magt. Det åbnede munden til bespottelser mod Gud. Guds navn, som står for Gud selv, bliver spottet, og ydermere – bogstavelig talt – ”hans bolig (nemlig) de i himlen boende“. Dermed menes de himmelske væsener (de fire skikkelser og de ældste fra kap. 4, engle) eller de hellige (18,20). Men dyret vender sig ikke udelukkende mod Gud og den himmelske verden. Dragen giver det magten til at føre krig mod de hellige og besejre dem (sml. Dan 7,21). Forfølgelsen af kristne blev allerede nævnt i Åb 12,13-17 i forbindelse med dragens tale. Det blev dog rapporteret, at menigheden ville blive bevaret. Men dyret får magten til at besejre dem. Desuden får det magten over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. I tronsals-synet var der tale om, at Kristus med sit blod har løskøbt mennesker af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag (5,9; sml. 7,9). Dyrets magt og Jesu Kristi magt står frontalt over for hinanden. Johannes ser, at dyret bliver tilbedt af alle, der bor på jorden. Hermed menes de ikke-troende (6,10; 8,13; 11,10; 13;14; 17,2.8). Det er ”enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog“. Livets bog er optegnelsen af de frelste (3,5; 20,12.15; 21,27). Den, der ikke er indskrevet heri, vil lade sig forføre af den gudsfjendtlige magt. De troende er derimod udset til at gøre modstand.

TIRSDAG 9. MAJ 2018

... og de uundgåelige følger Åb 13,9-10 Baggrund

Hvad vil der ske med dem, der trues af forfølgelse? Afsnittet med ”dyret fra havet“ ender med en henvisning til, hvad skildringerne betyder for menigheden. De begynder med vækkelsesråbet, som også findes i skrivelserne til menighederne: Har nogen øre, skal han høre! Det understreger den særlige betydning af det, der kommer efter. Vers 10 henvender sig direkte til modtagerne af Johannes’ Åbenbaring og taler ind i deres situation. Uden skønmaleri bliver menigheden gjort opmærksom på, at vanskelige tider forestår. ”Skal nogen i fangenskab, kommer han i fangenskab, skal nogen falde for sværdet, falder han for sværdet.“ Det svarer til profeten Jeremias’ udsagn: ”Når de spørger dig: ‘Hvor skal vi gå hen?’, skal du svare dem: Dette siger Herren: Den, der tilhører døden, til døden, den, der tilhører sværdet, til sværdet, den, der tilhører sulten, til sulten, den, der tilhører fangenskabet, til fangenskabet!“ (Jer 15,2; sml. 43,11). Budskabet er klart nok: De, der modsætter sig dyret fra havet, skal være klar over følgerne, det kan have for dem. I denne situation er det nødvendigt med udholdenhed og tro. Udholdenhed kræver tålmodighed. Tro har i denne forbindelse også betydningen af trofasthed over for trosbudskabet (2,13; 2 Thess 1,4).

Til fordybelse

”Historien har til alle tider vist, at intolerance og ufrihed hersker, hvor politisk magt går i svang med religiøst hierarki. Det vil heller ikke blive anderledes i fremtiden. Derfor har forfølgelse, død og fangenskab ofte været Guds folks skæbne. Alligevel har Gud alt under kontrol. Antikristne magter kan intet gøre, når han ikke tillader det. Johannes spørger ikke: hvorfor?, men henviser de forfulgte kristne til, at de skal have udholdenhed og tillid til Gud.“ (Internationales Bibelstudien-Institut, Die Offenbarung Jesu Christi, 102f.).

ONSDAG 30. MAJ 2018

Dyret fra havet, 2 Åb 13,1-10

Hvem eller hvad er ”dyret fra havet“? Følgende tolkninger kan anføres: • Det drejer sig om det kejserlige Rom (fremherskende opfattelse inden for bibelvidenskabelig teologi) • Det drejer sig om det pavelige Rom (adventistisk tolkning) • Det drejer sig om en hidtil ukendt fremtidig antikristelig magt (udbredt udlægning blandt evangelikale kristne) Hvornår begynder og hhv. ender de 42 måneder? Begynder de, efter at det dødelige sår er blevet lægt? Eller opstår det dødelige sår ved afslutningen af de 42 måneder? • Den traditionelle adventistiske udlægning af de 1260 dage/ tre og en halv tid/ 42 måneder går ud fra, at det drejer sig om 1260 år – ifølge år-dag-princippet – og at denne tidsperiode ender med det dødelige sår. • Bibelvidenskabens fremherskende tolkning går ud på, at dyret, efter at såret er lægt, tildeles magten for en 42 måneders gudsfjendtlig virksomhed. Hvad er det dødelige sår og hhv. dets heling? • Inden for den bibelvidenskabelige teologi ser man i almindelighed udsagnet som en forestilling om en genkommende Nero (Nero redivivus), som kendes fra romerske historieskrivere og samtidige ordsprogssamlinger (Sybelliner). • Den klassisk-adventistiske tolkning går ud fra pavens tilfangetagelse i år 1798 og hans senere genrejsning. Nyere adventistiske fortolkninger anerkender, at Åbenbaringens første læsere så dette syn som en henvisning til deres samtid og også har kunnet tænke på en genkommende Nero, men samtidig peges der på, at den egentlige opfyldelse ikke er at finde i den tid. Desuden giver dens repræsentanter afkald på en fastsættelse af et nøjagtigt tidspunkt (Ranko Stefanovic, Revelation of Jesus Christ, Berrien Springs 2002, 338.410).

TORSDAG 31. MAJ 2018

Dyret fra jorden, 1 Åb 13,11-18 Baggrund

Hvad er det andet dyrs hovedopgave? Johannes ser endnu et dyr. Det er tæt forbundet med det første dyr og dragen. I tekster, hvor alle tre magter nævnes samtidig, bliver det kaldt den falske profet (16,13; 19,20; 20,10). Det kommer op af jorden og har to horn som et lam. Det minder om kapitel 5 og 6, hvor der er tale om Kristus som lammet. Samtidigt siges, at det talte som en drage. At holde ”djævelske“ taler hører til dens hovedaktiviteter (13,11.14). Dets magt er afledt af det første dyr og udøves for dets øjne. Åbenbart er det første dyr overordnet det. Tilsvarende skal det derfor sørge for, at jorden og dem, der bor på den (sml. 13,8), tilbeder det første dyr. Versene 13-17 fremfører, hvordan dyret gør det. Dertil hører store tegn. De minder om profeten Elias’ virke (1 Kong 18; 2 Kong 1,1012) og tjener til, at menneskene forføres (sml. Mark 13,22). Først og fremmest giver det dem opgaven at lave et billede af det første dyr. Selv modtager det magten til at blæse livsånde i billedet, så det kunne tale og dræbe dem, der ikke vil tilbede dyrets billede. Slutteligt sørger det for, at alle sætter et mærke på deres højre hånd eller deres pande. Mærket drejer sig om dyrets navn eller dets navns tal. Ifølge Åb 7,3 er de troende forseglet på deres pande og dermed kendetegnet som Guds ejendom. Tilsvarende er de, der sætter dyrets mærke på hånd eller pande, dets ejendom. På samme tid tjener tegnet til at udelukke dem, der ikke sætter mærket på sig, fra det almindelige økonomiske liv. Afsluttende inviteres læseren til at tænke over ”dyrets tal“. Det er et menneskes tal. Dets tal er 666.

FREDAG 1. JUNI 2018

Dyret fra jorden, 2 Åb 13,11-18

Til det andet dyr findes følgende tolkninger: • Det drejer sig om handlinger til ære for den romerske kejser, fx gennem kejserkulten og orakelvæsenet (alm. bibelvidenskabelig opfattelse). • Det drejer sig om Amerikas forende Stater [USA] (adventistisk tolkning) • Det drejer sig om en hidtil ukendt antikristelig magt (evangelikal opfattelse) Den traditionelle adventistiske tolkning går tilbage til Uriah Smith (1832-1903). Han gik ud fra, at dyret fra jorden skal passe sammen med de andre to gudsfjendtlige magter. Fra hans perspektiv var det det hedenske Rom (dragen) og det pavelige Rom (dyret fra havet). Idet ”muhammedanismen“ var ”udslukt som system“, kunne der kun være tale om protestantismen. Inden for protestantismen kom kun det ”protestantiske Amerika“ på tale. (U. Smith, Gedanken über Daniel und die Offenbarung, Mountain View o.J., 551f.). Nyere adventistisk udlægning anerkender, at de første læsere af synet har tænkt på kejserkulten. Den endegyldige betydning skal dog henlægges til den sidste tid. Men begivenhederne skal ikke indskrænkes til et bestemt område eller nation, selvom USA kan være stærkt involveret (Stefanovic, a.a.O., 415.422ff.).

Konklusion

Dragen fortsætter sin kamp med hjælp fra dyret fra havet. Det har en overraskende historie bag sig: Det blev dødelig såret, og såret blev lægt. Det kæmper mod Gud og alle, der tilhører ham. Op af jorden kommer endnu et dyr og laver propaganda for det første dyr, så alle tilbeder dets billede. Det tvinger menneskene til åbent at tilkendegive, at de tilhører dyret fra havet. For menigheden bryder vanskelige tider frem. Der er brug for udholdenhed og trofasthed.

DIALOG TIL SABBATTEN 2. JUNI 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Tillægsspørgsmål

Åb 13,5-6 Åb 13,11-18

Åb 13,9-10

Til fordybelse

Afsluttende spørgsmål

George W. Bush talte om ”Ondskabens akse“. Hvad tænker du om sådan et nyt udtryk? Hvilke følger har det, når mennesker, magter eller stater dæmoniseres? Hvornår er det meningsfyldt at tale om magters ”djævelske“ karakter? Hvornår bedriver en stat eller en magt gudsbespottelser? Falske informationer og propaganda findes også i dag. Hvordan kan man beskytte sig mod forførelser? Hvori finder troende mennesker den kraft at kunne svømme mod strømmen? Hvorfor finder ikke alle kristne den kraft? Hvilken effekt har det, når du allerede i dag viser civilcourage? - modet til at holde fast ved og handle ud fra din overbevisning. Hvor kunne eller burde du vise civilcourage?

UGEN 3.-9. JUNI 2018

”Gå ud fra hende, mit folk...“ ”Jeg faldt ned for dens fødder for at tilbede den, men den sagde: ‘Nej! ... Gud skal du tilbede’“ (Åb 19,10).

Hovedtanke

De kontroverser, der vil finde sted i endens tid, kommer til at dreje sig om tilbedelse.

Introduktion

Den 16. oktober 1906 indtog den preussiske kaptajn Mahlzahn sammen med et kompagni soldater – efter ordre fra kejseren – et rådhus. Han lod dørene blokere, arresterede borgmesteren i majestætens navn, konfiskerede kommunekassen og forsvandt sammen med den til Berlin. Ti dage senere blev han, der havde udgivet sig for at være Kaptajn Köpenick – hvis navn i virkeligheden var Friedrich Wilhelm Voigt – anholdt. Den tidligere straffede skomager havde stykket en uniform sammen og med sin selvsikre optræden narret soldaterne til at adlyde hans ordrer. Både i Tyskland og i udlandet morede man sig over den falske kaptajn. Kejser Wilhelm II viste ”den geniale fyr“ sin respekt og benådede ham, der ellers var dømt for frihedsberøvelse, bedrageri og dokumentfalsk. Samtidig gav historien stof til eftertanke og udløste bestyrtelse. Berliner Volkszeitung skrev: ”I Preussen-Tyskland skal du bare klæde dig i uniform, så bliver du almægtig“ (goo.gl/Oa7KvT). Det, der kan virke humoristisk i uniformeret miniformat, kan have skæbnesvangre konsekvenser på den store verdensscene. Det 20. århundredes historie vidner om de følger, det kan få, når enkeltpersoner tilraner sig magten, og masserne forføres. Når den politiske magt så oven i købet er omgærdet af noget, der ligner religiøs legitimitet, er bedraget nærmest perfekt. Hvordan er det da muligt at skelne mellem det ægte og det påtagede? I Johannes´ Åbenbaring bliver der beskrevet et lignende scenarie. Derfor beskæftiger vi os i denne uge endnu engang med kapitel 13. Denne gang er formålet at afsløre den hemmelige magt ”Babylon“ og at undslippe dens behændige vildledningsmanøvre. Derved vil det vise sig, at det i det endelige opgør kommer til at dreje sig om én eneste ting, nemlig spørgsmålet om tilbedelse.

SØNDAG 3. JUNI 2018

Pas på! Der tale om forfalskning! Hvilke forbløffende ligheder er der mellem den ægte og den falske ”treenighed“?

Baggrund

Den guddommelige treenighed: Faderen giver sønnen magt og trone

Den sataniske treenighed: Dragen giver havdyret magt og trone

Sønnen • kommer til syne som et lam med horn, kroner og ærestitler (5,6; 14,14; 19,12.16). • virker på jorden i 3½ år og får et dødeligt sår (5,6.12) • var – er – kommer igen (1,4.8; 4,8; 11,17) • oplever en opstandelse og at blive sat på en trone (1,18; 3,21; 12,5) • bliver tilbedt (5,8ff; 15,2-4) • er sejrherre; overvinder (5,5) • kæmper for de hellige (19,11ff) • taler i Guds navn (19,13) • ”Mikael - hvem er som Gud?“ (12,7.10)

Havdyret • optræder som et væsen med horn, kroner og gudsbespottelige navne (13,1) • raser i 3½ år (12,6.14; 13,5) • får et dødeligt sår (13,3.12.14) • var – er ikke – kommer igen (17,8.11) • oplever en opstandelse og bliver sat på en trone (13,2.3.7.12.14) • bliver tilbedt (13,4.8) • er sejrherre; overvinder (13,7) • kæmper mod de hellige (13,7) • taler på dragens vegne (13,5) • ”Hvem er dyrets ligemand?“ (13,4)

Guds sande Ånd (1,4) • repræsenterer Kristus (Joh 14-16) • leder til tilbedelse af lammet (1 Kor 12,3; 1 Joh 4,2) • lader ild falde fra himlen (ApG 2,3) • giver liv (Åb 11,11) • giver de troende Guds segl (7,1ff; 14,1)

Den falske profet (16,13) - repræsenterer havdyret (13,12) - forfører til tilbedelse af havdyret (13,12.14) - lader ild falde fra himlen (13,13) - giver liv (13,15) - påtvinger mennesker dyrets tegn (13,16-18)

Den falske, jordiske treenighed – dragen, dyret og den falske profet – står som direkte modsætning over for den sande, himmelske treenighed – Fader, Søn og Helligånd. Fortolkere taler om en satirisk efterligning, en parodi. Johannes vil vise, hvor meget originalen og forfalskningen ligner hinanden, men samtidig er totale modsætninger. 80

MANDAG 4. JUNI 2018

Babylon, den store by Åb 14,8; 16,19; 17,4-5; 18,2.10.21

Hvad var det, der gjorde Babylon til en prototype for forførelse i endens tid?

Baggrund

I Åbenbaringen optræder udtrykket Babylon for første gang i den engels budskab, der forkynder, at byen er faldet (14,8) og derefter kommer det først igen i kapitlerne 16-18. Alle steder varsles, henholdsvis beskrives dens undergang. Den skildres også som skøge (17,1ff), og den repræsenterer byen og verdensmagten Rom med hele dens magtsystem (17,9.18; sml. 1 Pet 5,13). Allerede i Gamle Testamente præsenteres Babylons religiøse/politiske magt som ren kontrast til Jerusalem, Guds folks hovedstad og centrum for Jahve-tilbedelsen. At den babyloniske konge Nebukadnesar erobrede og ødelagde Jerusalem, satte sig dybe spor i folkets tanker og følelser. Derved blev den daværende verdensmagt til et symbol på gudsfjendtlige magter og til genstand for et uopfyldt behov for gengældelse.

Til fordybelse

Billedet af den troløse kvinde, skøgen, finder man hos profeterne som et symbol, der viser, at Guds folk vender Jahve ryggen, idet der i byen hersker uret (Es 1,21), der finder forkastelig afgudsdyrkelse sted (Es 57,3ff; Ez 16,15-22; Hos), og man søgte at sikre sig magten ved hjælp af forfejlede politiske alliancer med de andre folkeslag (Ez 16,23ff; 23,1ff). I Es 23,15-18 kaldes også den hedenske bystat Tyrus for en skøge, sandsynligvis på grund af dens måde at drive handel på.

Til anvendelse

For de tidlige kristne vakte billedet med Babylon som skøge afsky mod den synd, verdensmagten Rom stod for. Kvindens afskyeligheder og hendes utugts urenheder måtte føre Guds hårde dom med sig.

Til eftertanke

Hvad tænker og føler jeg i forhold til himmelråbende uretfærdighed, hensynsløs magtpolitik og uhæmmet grådighed? Hvor bliver der nu til dags skænket forførende ”babylonisk hore-vin“ – i verdslige og/eller religiøse sammenhænge?

TIRSDAG 5. JUNI 2018

Typisk Babylon! Åb 13

Baggrund

Hvilke holdninger og hvilken livsindstilling er kendetegnende for den babyloniske magt? Hvis man interesserer sig for typiske kendetegn vedrørende Babylon, kan man finde talrige henvisninger i Bibelen. For eksempel: • Den overvurderer og forguder sig selv Byen og babelstårnet er et forsøg på at nå til himlen og skabe sig et navn (1 Mos 11; sml. Dan 4,27). Kongen af Babylon har også et ønske om at stige mod himlen og være Gud lig (Es 14). • Intolerance og forfølgelse af anderledes tænkende Nebukadnesar tvinger sine undersåtter med trussel om dødsstraf til at tilbede sig (Dan 3). Kejser Domitian lader kristne slå ihjel, der ikke hylder ham som ”Gud og Herre“. Intolerance er et kendetegn for babylonisk sindelag. • Ukontrolleret stræben efter verdensherredømme ”Hele jorden fulgte dyret med undren … Det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det … Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande“ (Åb 3,3.7-8.16). • Bedrag og forførelse Den falske profet forfører jordens indbyggere ved hjælp af tegn og undere (Åb 13,13-14). Han lader ild falde ned fra himlen ligesom Elias (1 Kong 18) og ligesom Helligånden til pinse (ApG 2).

Til fordybelse

Luther anså pavedømmet for at være skøgen Babylon. De første adventister anså Amerika for at være ”dyret, der kom op af jorden“.

Til anvendelse

”Sandsynligvis sidder der en snert af Babylon i enhver af os … Hvis du sætter dig selv på den trone, der i virkeligheden tilhører Gud alene, er det det samme som at leve i Babylons ånd, dvs. efter verdslige værdier“ (Karl Haffner, Gebetslesungen 2009, No. 5).

Til eftertanke

Hvor og i hvilken skikkelse møder jeg ånden fra Babylon?

ONSDAG 6. JUNI 2018

Er al modstand nyttesløs? Åb 13,7-10

Kan det nytte noget at yde modstand over for magter, der benytter sig af list og vold? Hvordan viser fredelig modstand sig hos de hellige?

Baggrund

Når man tager i betragtning, hvor megen magt den ugudelige treenighed har, kan man spørge sig selv, om det egentlig kan betale sig at gøre modstand. Men der findes åbenbart en gruppe mennesker, der byder den babyloniske tænkning og magtstruktur trods. Med fare for liv og lemmer holder de hellige fast i deres tro. ”Det er kun Guds udvalgte, der står i livets bog, der gennemskuer de sataniske intriger og nægter at deltage i dyrets lovprisning. Nu gælder det om at være udholdende.“ (SEB 1849).

Til uddybelse

Mens de af jordens indbyggere, der ikke står i livets bog, tilbeder dragen, havdyret og dets billede, benytter de himmelske beboere enhver anledning til at love og prise Gud og Kristus. Deres våben i kampen mod mørkets magter er tilbedelse, lovprisning og tak (Åb 4-5; 7,9-12; 12,10ff; 14,1-3; 15,1-4; 19,6-7). Tilbedelse betyder at overgive sig fuldstændigt til Gud. Et resultat af tilbedelse vil altid være et liv i lydighed. Sand tilbedelse af Gud vil medføre, at alle handlinger i livet udtrykker hengivelse og lovprisning. Alt drejer sig om ham, ikke om os (Gebetslesung 2009, Nr. 4).

Til anvendelse

I nogle lande bliver de kristne forfulgt, mishandlet og dræbt. I den vestlige verden gælder der derimod grundlæggende religionsfrihed for den enkelte. Også kirker, der før i tiden var intolerante, går i dag udtrykkeligt ind for tros- og samvittighedsfrihed. På disse områder arbejder adventister sammen med alle gode kræfter.

Til eftertanke

”Jeg og min familie, vi vil tjene Herren“ (Jos 24,15, Bibelen på hverdagsdansk).

TORSDAG 7. JUNI 2018

Forlad Babylon! Åb 14,8; 18,1-5

Baggrund

Hvad menes der med, at Babylon er ”faldet“? Hvem er det, der bliver opfordret til at forlade byen? Profeten Jeremias forudsagde i dramatiske vendinger Babylons undergang og Israels og Judas hjemkomst fra eksilet (Jer 50-51). Flygt fra Babylon, red jeres liv, at I ikke skal omkomme, når landet får sin straf! (51,6). Zakarias kaldte også på de landsforviste: ”Kom, kom! Flygt fra Nordens land, siger Herren, Kom! Slip bort, Zion, du som bor hos Babylons datter“ (Zak 2,10-11). Johannes benytter det samme billedsprog om sin samtid og om fremtiden. Ganske karakteristisk omtaler han dem, der stadig bor i Babylon, som mit folk, dvs. Guds folk.

Til uddybelse

Guds sidste advarselsbudskab har til formål at ryste dem vågen, der står på den forkerte side, gøre dem opmærksom på de dødelige konsekvenser af, at de befinder sig på afveje og at vise dem den udvej, der kan redde dem. ”Babylons fald symboliserer de falske religiøse forhåbninger og systemer i endens tid … At sætte sin lid til Babylon betyder at basere sin tro og sine forhåbninger på civile og religiøse kræfter mere end på Guds“ (Gebetslesung 2009, Nr. 5).

Til anvendelse

”I Bibelen bliver ”Babylon“ brugt som billede for at beskrive de forskellige former for falsk religion … Det kan ikke udelukkende dreje sig om den romerske kirke, hvis åndelige frafald jo har været kendt i århundreder. Det må være hele den kristne kirke i de sidste tider, der menes; i hvert fald i det omfang, som den lader sig trække med ind i frafaldet fra Gud og hans ord“ (Ellen White, Das Finale, Lüneburg 2008, 232.234).

Til eftertanke

I hvilket omfang er kaldet om at forlade Babylon en aktuel sandhed i vores tid?

FREDAG 8. JUNI 2018

Hjælpen er nær Dan 12,1-3 Åb 12,7-12

Hvad forbinder og hvad adskiller disse to skriftsteder? Hvilke konklusioner kan der drages ud fra dem?

Til eftertanke

Og myldred djævle frem på jord og os opsluge ville, vi frygte dog ej fare stor, de deres trusler spilde; Lad rase mørkets drot med løgn og mord og spot, han har dog få't sin dom da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde. (Martin Luther, Vor Gud han er så fast en borg, 3. vers).

Konklusion

På trods af slående ligheder adskiller sand og falsk tilbedelse sig dog væsentligt fra hinanden. Når vi får tilbudt Babylons ”vin“ – dens ånd og sindelag – gælder det om at komme væk for at undgå ulykken og redde vores eget liv.

DIALOG TIL SABBATTEN 9. JUNI 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

”Hvilken kraft ville vi ikke få givet, hvis vi var åbne over for nye måder at forstå Guds billeder på! … Lad os ikke bøje knæ for materialisme, vold og ubændig trang til indflydelse! Lad os ikke underkaste os religiøse krav om magt – uanset hvem de måtte komme fra … Sådan ønsker jeg mig adventmenigheden“ (Ralf Schönfeld, aheu, 2/2017, 13). Hvordan ser en tidssvarende udlægning af Johannes' Åbenbaring og andre endetidsprofetier ud efter din mening? Hvordan kan man skelne sandt fra falsk i etiske og religiøse spørgsmål?

Åb 17,1-6

Åb 14,8; 18,2 Åb 18,4-5

Hvad var kendetegnende for Babylon som religiøs og politisk verdensmagt i det antikke Rom og senere hen? Hvad menes der med Babylons ”fald“? Hvad vil det sige i dag: at forlade ”Babylon“? Hvor kan man nu om stunder opleve, at Babylons forførende ”hore-vin“ bliver udskænket – det være sig i verdslig som i religiøs sammenhæng? Hvordan ser sand tilbedelse ud efter din mening?

UGEN 10.-16. JUNI 2018

Guds segl eller dyrets mærke

Tekster fra Johannes’ Åbenbaring

”Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande“ (Åb 14,1).

Hovedtanke

Det kommer an på at stå på den rigtige side.

Introduktion

Ved sit besøg på Hannover-Messen 2016 hyldede den daværende amerikanske præsident Barack Obama Angela Merkels politik omkring flygtningekrisen som ”modig“. ”Hun står på den rigtige side,“ påpegede han. Hvordan kan man vide, om man selv eller nogen anden står på den rigtige side i historien? Hvad er det i det hele taget? Er det den side, som har vundet anerkendelse, der står på vindernes side? De har muligvis haft succes. Men havde de det med rette? Findes mon den mulighed, at taberne står ”på den rigtige side af historien“? Bibelen svarer på det sidste spørgsmål med et klart ”Ja“. Succes er ikke nogen garanti for at stå på den rigtige side. Det afgørende er mere tilhørsforholdet til Gud. Den, der stoler på ham, står på den rigtige side, selvom han må lide nederlag. Han har lov til at vide, at han trods alt står under Guds beskyttelse og vil have del i Guds sejr over synd, død og djævel ved historiens ende. I denne studievejledning vil vi overveje disse tanker, idet vi læser tekster fra Johannes’ Åbenbaring, som taler om ”Guds segl“ og om ”dyrets mærke“.

SØNDAG 10. JUNI 2018

Beseglingen – før den begynder Åb 7,1-8 Baggrund

Hvorfor bliver ”Guds tjenere“ beseglet? Afsnittet svarer på spørgsmålet: ”… hvem kan da bestå?“ (6,17). De fire verdenshjørner og de fire vinde nævnes allerede i forbindelse med Guds domshandling i Es 49,36 og Zak 6,1-8. Når de fire engle holder vindene tilbage, betyder det, at Guds straffedom for nuværende holdes tilbage. Grunden til det er, at de troende skal besegles inden da. Derfor betræder endnu en engel scenen. Den kommer fra solens opgang – altså fra det sted, hvor Gud hhv. Kristus også skal komme til syne. (Ez 42,2; Matt 24,27). Han har den levende Guds segl. Med det skal de troende besegles på deres pande. Det minder om Ez 9,1-4, hvor en mand, iført en linneddragt, får til opgave at gå igennem Jerusalem med en skrivetavle og sætte kryds på panden af dem, der har bevaret troens renhed og er bekymrede over byens afskyelige handlinger. De bliver således beskyttet mod den guddommelige straffedom. Beseglingen mærker dem som Guds ejendom, som ingen kan forgribe sig på. Vers 4 nævner de besegledes tal: ét hundrede og fireogfyrre tusind. Tallet har symbolsk betydning (12x12x1000). Da de skal beskyttes mod Guds domshandling i endens tid, vil det dreje sig om de troende i den sidste tid. At de er af alle Israels stammer, betyder ikke, at det kun drejer sig om jødekristne. Snarere består menigheden, som det sande Israel, af alle troende.

Til eftertanke

Vi er din ejendom, vi er i dine hænder. Vi har tillid til din magt ved alle jordens ender. Vi står igennem striden, vi har den store fred: Tilgivelsen af synd for os en gave blev. (GHS 526,1.2)

MANDAG 11. JUNI 2018

De beseglede – ved målet Åb 14,1-5

Hvornår og hvor bliver denne scene sat op?

Baggrund

De ét hundrede og fireogfyrre tusind har lagt trængselstiden bag sig og står med Kristus, Lammet, på Zions bjerg. I 7,3 var der udelukkende tale om, at deres pander besegles. Nu åbenbares, hvad der står på seglet: Lammets navn og Faderens navn (sml. 3,12; 22,4). Mens de står der, lyder der fra himlen himmelske stemmer. Der synges en ny sang. Den ”ny sang“ er ifølge bibelsk sprogbrug altid en lovsang om Guds frelsende magt. (5,9; sml. Sl 40,4; 96,1; 98,1). I versene 4-5 nævnes de ét hundrede og fireogfyrre tusindes kendetegn: • Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. Det drejer sig ikke om et liv i cølibat på grund af den nød, som vi nu er i (1 Kor 7,1.8.26ff.), men om, at de ikke har gjort sig skyldige i åndelig prostitution – altså afgudsdyrkelse. (2,14.20ff.) • De følger Lammet, hvor det går. Jesus har ikke bøjet sig for de mægtige, men har taget sit kors på sig. De ét hundrede og fireogfyrre tusinde har fulgt ham ad denne vej (Mark 8,34). • De er købt fri blandt menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet … De er udtaget af menneskemængden, som følger de gudsfjendtlige magter. De er førstegrøden og tilhører Gud (2 Mos 23,18). • … og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl. Drejer det sig her om de ét hundrede og fireogfyrre tusindes moralske tilstand? Følgende forståelse er nærliggende, når sammenhængen læses: De er uden løgn, fordi de ikke har indladt sig med den falske profet (ordret: ”løgneprofet“; 16,13; 19,20; 20,10) og med Babylon.

TIRSDAG 12. JUNI 2018

Mærket på hånd eller pande Åb 13,16-17 Baggrund

Hvem sætter et mærke på hånd eller pande? Mærket på højre hånd eller på panden minder om bederemmene på hånd og pande (5 Mos 6,8; 11,18). De indeholder væsentlige udsagn fra Toraen, som udtrykker folket Israels tilhørsforhold til Gud. I kapitel 7,3 er der tale om, at de troende besegles på deres pander og således kendetegnes som Guds ejendom. Ifølge 14,1 foregår beseglingen med Jesu Kristi navn og Faderens navn – hvilket svarer til udsagnet i 13,17, hvor det om mærket siges, at det konkret drejer sig om dyrets navn hhv. dets navns tal. Altså er mærket på højre hånd og pande et alternativt symbol for tilhørsforholdet til Gud og udtrykker, at bærerne af det tilhører dyret fra havet. I begge tilfælde drejer det sig om navnet på den tilbedtes højeste magt, hvilket står for hans væsen og karakter.

Til fordybelse

”Dyrets mærke i Johannes’ Åbenbaring står i skarp modsætning til Guds segl. Den grundlæggende funktion af såvel segl som mærke er ejerskab, identitet og beskyttelse. Derfor er de begge tegn på loyalitet overfor Gud hhv. dyret. Åb 12 – 14 lægger vægt på, at Guds bud bliver målestokken for loyalitet og lydighed i den sidste krise. Endetidens hellige, som har det guddommelige segl, karakteriseres som dem, der ’holder Guds bud’ (Åb 12,17; 14,12). Dyrets mærke ser ud til at være lydighed over for dyret, som træder i stedet for lydighed over for Gud. Det ser ud til, at tibudslovens fire første bud … bliver til en test om loyalitet over for Gud i den sidste krise. Disse fire bud vedrører vores forhold til og tilbedelse af Gud. Ifølge Åb 12 – 14 vil temaet i den sidste krise kredse om forholdet til Gud og den sande gudstjeneste.“ (R. Stefanovic, Revelation of Jesus Christ, Berrien Springs 2002, 415).

ONSDAG 13. JUNI 2018

Timelige konskvenser Åb 9,1-9; 16,2

Baggrund

Hvilke konsekvenser har det ikke at have Guds segl hhv. dyrets mærke? Ved den femte basun kastes en stjerne fra himlen ned på jorden. Den fik givet nøglen til afgrundens brønd, hvorpå den åbnede afgrunden. • Med stjernen er der formodentlig ikke ment et himmellegeme, men en engel eller en ledelsespersonlighed (1,16; 2,1; 20,1). • Udtrykket afgrunden betegner stedet for de døde (Rom 10,7) og de onde ånder (Luk 8,31) I Johannes’ Åbenbaring findes udtrykket endvidere i 11,7; 17,8; 20,1.3. Brønden hhv. skakten er forbindelsen mellem jorden og afgrunden og er almindeligvis lukket. Da englen åbner brønden, stiger der røg op. Åbenbart er afgrunden fyldt med ild, røgen stiger op gennem brøndens åbning, hvorved solen og atmosfæren formørkes. Ud af røgen kom der græshopper. De minder om de otte ægyptiske plager (2 Mos 10,1-20) og står som centrum i Guds domshandling, som den beskrives i den femte basun. Græshopper fik givet skorpioners magt. Det er også usædvanligt, at de ikke angriber planter og træer, men kun mennesker, som ikke har Guds segl på deres pander. De dræbes dog ikke, men pines. Pinen vil dog være så stor, at de pågældende vil længes efter døden (Jer 8,3). Denne længsel bliver dog ikke opfyldt. Da den første af de syv engle hældte sin skål ud over jorden, blev mennesker ramt af lede, ondartede bylder (16,2). Det svarer til den sjette ægyptiske plage (2 Mos 9,10f.) Som ved plagerne i Egypten bliver kun de ramt, som står på de gudsfjendtlige magters side, altså tilbeder dyrets mærke (13,16-17; 14,9) og dets billede 13,14-15; 14,9.11; 15,2).

TORSDAG 14. JUNI 2018

Evige konsekvenser Åb 14,9-11

Baggrund

Hvad venter dem, der tager dyrets mærker på deres hånd eller pande? Den tredje engel åbenbarer, hvad der vil ske med dem, der tilbeder dyret og dets billede og sætter mærket på deres pande eller hånd (sml. 13,12-18). 1. Han skal også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger …: Billedet knytter sig til, at man fortyndede vin med vand. Dommen vil ramme de gudløse med al kraft. 2. … og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet (sml. kap. 20,10.15). 3. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder: Hvor ild og svovl spiller en rolle, stiger der røg op. Af særlig interesse er bemærkningen, at det sker i evighedernes evigheder. Hvor dette udtryk dukker op, er der altid tale om noget, der er uden ende, dvs. noget der ikke kan fortrydes (4,9-10; 22,5). 4. … og de har ingen hvile, hverken dag eller nat: Dette udsagn svarer til Es 34,9-10, som fortsætter tanken om en evig straf. Iøjefaldende er kontrasten til kap. 4,8, hvor der om de levende væsener, der står foran Guds trone, siges: og de siger uden ophør dag og nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer. Ligesom de fire væsener uafbrudt priser Gud, skal de gudløse straffes uafbrudt. Dette er ikke en henvisning til en evig pine, men til en skæbne, der ikke kan fortrydes, som for altid er beseglet (evig død). Endnu en modsætning findes i v. 13, som taler om de troende dødes hvile. Hvilen er en sabbatserfaring – i livet som i døden. Opsummeret lyder den tredje engels budskab: Den, der indlader sig med de gudsfjendtlige magter, dømmes og tilintetgøres. For troende gælder det om udholdenhed, dvs. at holde sig til Guds bud og troen på Jesus.

FREDAG 15. JUNI 2018

Uddybning: ”Guds segl“ og ”dyrets mærke“ i Adventistkirkens historie Efter Joseph Bates har adventister bragt ”Guds segl“ i tæt forbindelse med sabbatten – og modsat ”dyrets mærke“ med søndagen. Begrundelsen lyder i reglen således: ”Til en herskers segl hører i reglen tre ting: Navn, embede og herskerens område. Guds lov bærer også disse kendetegn … Kun i fem af de Ti Bud nævnes Guds navn, men i det fjerde … findes de tre væsentlige kendetegn for et officielt segl. Det taler om, at ’Herren, din Gud’ (navn), skabte (embede: skaber)’himmel og jord’ (herskerens område).“ (Manfred Böttcher, Weg und Ziel der Gemeinde Jesu, Hamburg 1981, 136). Ellen White tydede det følgende: ”Sabbatten vil blive den store troskabsprøve, for den er den mest omstridte sandhed. Når mennesker bliver stillet på den endelige prøve, vil der blive trukket en skarp grænse mellem dem, der tjener Gud og dem, der ikke gør det … Mens nogle tager dyrets mærke ved at vedkende sig tegnet på underkastelse under jordiske magter, skal andre, der vælger at underkaste sig den guddommelige myndighed, modtage Guds segl.“ – ”… der findes i dag sande kristne i alle kirkesamfund, … som oprigtigt tror, at søndagen er den sabbat, Gud har påbudt … Men når søndagens helligholdelse bliver gennemtvunget ved lov, og verden bliver oplyst om den sande sabbats krav på helligholdelse … De mennesker … tager imod tegnet på lydighed mod Rom – ”dyrets mærke“.“ (Ellen White, Mod en Bedre Fremtid s. 489-490; 362). Der står i rapporten ”Lutheran and Adventists in Conversation“ fra 1998: ”Adventister har historisk identificeret dyrets mærke ved en fremtidig, af statsmagter gennemtvunget verdensomspændende fejring af søndagen i endens tid. De tror ikke, at den nutidige fejring af søndagen udgør dyrets mærke, og de tror heller ikke, at de, der holder søndagen i dag, bærer dyrets mærke“ (goo.gl/QgicpO). Konklusion

Den, der er beseglet, tilhører Gud og står under hans beskyttelse. Men den, der tager dyrets mærke på sig, står på den anden side og falder under Guds dom.

DIALOG TIL SABBATTEN 16. JUNI 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Tillægsspørgsmål

Åb 14,1-5

Hvilke aktuelle tendenser rejser spørgsmålet om, hvem der står ”på den rigtige side af historien“? Hvordan kan man vide, om man står ”på den rigtige side af historien“? Hvilken betydning udgør de syv kendetegn på de 144.000 for os?

Åb 13,16-17

Hvad er aktuelt tegnet for, at nogen står på de gudsfjendtlige magters side?

Åb 7,1-3; 9,1-6; 16,2

Den, der er beseglet, står under Guds beskyttelse. Hvorfor er der alligevel blandt de kristne så megen angst for konflikterne, der går forud for Kristi genkomst? Hvordan overvindes denne angst?

Åb 14,9-11

Hvad er den tredje engels budskab? Hvordan har de første læsere mon reageret? Hvad gør det svært at finde en tilgang til denne tekst? Hvad er ”evangeliet“ i denne tekst?

UGEN 17.-23. JUNI 2018

Afgørelsen Ve, ve, du store by, Babylon, du mægtige by! Dommen er kommet over dig på en eneste time (Åb 18,10b).

Hovedtanke

Når nøden er størst, er Guds hjælp nærmest I katastrofefilmen ”Armageddon“ fra 1998 skal en gruppe specialister på en boreplatform forsøge at forhindre menneskehedens udslettelse. De har 18 dage til at afværge kæmpe-asteroidens ødelæggende angreb, mens den målrettet styrer mod jorden. Den eneste mulighed er at sprænge asteroiden indefra. Et arbejdsteam må flyve op på det kæmpestore himmellegeme, bore et 250 meter dybt hul og derefter aktivere en nuklear sprængladning. Missionen er flere gange i fare for at mislykkes, men det ender godt – jorden er reddet endnu engang. Mens ”Harmagedon“ i verdslig sammenhæng står som synonym for voldsomme, altødelæggende katastrofer og truslen om verdens undergang, anser evangelikale kristne kredse, især i USA, Harmagedon for at være et sted, hvor der vil finde et militært opgør sted mellem staten Israel og de asiatiske folkeslag. Hal Lindsey forventede således en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen som beskrevet i bestseller-romanen Countdown to Armageddon fra 1980. På lignende måde forbinder Tim LaHaye og Jerry Jenkins i deres roman ”Left Behind“ Antikrists optræden med den afgørende kamp om Jerusalem og slaget ved Harmagedon. Jehovas Vidner forventer, at Kristus sammen med sin englehær i nær fremtid vil besejre Satans verdenssystem i slaget ved Harmagedon for derefter at erstatte det med det lovede fredelige 1000-års rige. Også syvendedags adventister har før i tiden anset den 6. plage i Åb 16 for at være et militær-politisk opgør og har både i prædikener og ved offentlige foredrag advaret imod ”den gule fare“. Det hører man ikke meget om nu til dags. Hvad menes der i virkeligheden med endetidens slag ved Harmagedon? Hvilken betydning har det for de troende, som oplever verdenshistoriens sidste krise og som stoler på Guds hjælp? Det er det, der er temaet i denne uge.

SØNDAG 17. JUNI 2018

Guds dom på Karmels bjerg 1 Kong 18,1-40

Hvilke paralleller findes der mellem denne beretning og de erfaringer, Jesu menighed gør sig i de sidste tider? • Tørke og hungersnød • Kong Akab og dronning Jezabel • Ba'als og Asheras profeter • Akabs hofchef Obadja • Elias – (næsten) alene mod alle • De 7000 ”der blev tilbage“ • Trusler og forfølgelse

Baggrund

• Afgudsdyrkelse versus tilbedelse • Den afgørende kamp om magten • Alterets genopbygning • Ild falder ned fra himlen • Guds frelsende indgriben • Domfældelse

Der findes kun få skriftsteder i Bibelen, der overgår den dramatik, som udspiller sig på Karmels bjerg, når Gud fælder sin dom. Efter tre års tørke melder den efterlyste profet sig hos kong Akab og anklager ham for at have svigtet Herrens befalinger og at have fulgt Baálerne (vers 18). Nu skal det vise sig på Karmels bjerg, hvem af de to der vinder den afgørende magtkamp. Nu skal den sande Gud åbenbare sig. I dette opgør på liv og død har Elias dårlige kort på hånden. Helt alene tager han kampen op mod den utro konge (16,29-33), 850 Baál- og Ashera-profeter og den uafklarede befolkning. Efter at Baál-præsterne – hele dagen og indtil de er kommet i ekstase – forgæves har tryglet om et tegn fra deres gud, genopbygger Elias offeralteret og sørger for, det bliver fuldstændig gennemblødt, inden han beder Gud om selv at tænde ilden. Bønnen bliver hørt og – et lyn fra en klar himmel – det hele bliver brændt ned! Først nu bekender hele folket sig til Jahve, men de 450 Baál-profeter bliver dræbt ved Kishonbækken.

Til fordybelse

Opgøret mellem Elias og Akab er et spejlbillede på det bibelske tema: kampen mellem lys og mørke.

Til eftertanke

Efter sin forrygende succes flygter Elias, der frygter for sit liv, ud i ørkenen med ønsket om at dø der. Hvordan kan frygtløse, bekendende mennesker i løbet af en nat blive til ”kujoner“?

MANDAG 18. JUNI 2018

Den sidste magtkamp Åb 16,12-16 sml. 9,13-21 Baggrund

Hvilket scenarie beskrives i den 6. plage? Hvilken saligprisning afbryder fortællingen? Den sjette basun beskriver en guddommelig dom over en tredjedel af menneskeheden. De engle, der hidtil har forhindret dette, sidder bundet ved floden Eufrat. Når de bliver sluppet fri, vil en rytterhær på 200 millioner mand tromle hen over jorden og dræbe dens indbyggere (9,13-21). I forlængelse af det – og dog som modsætning til det – beskriver den sjette plage, hvordan tre dæmonånder, som er talerør for den sataniske treenighed, får alle verdens konger til at samle deres hære ved Harmagedon. Det lader til, de vil gå op imod kongerne fra solens opgang, som får frit spil, fordi Eufrat er udtørret. Det endelige slag vil finde sted på den store, almægtige Guds dag, hvor den endelige afregning og dom skal fældes. Synet minder om den persiske Kong Kyros´ erobring af Babylon i år 539 f.Kr. Ifølge overleveringen trængte hans soldater ind i byen og åbnede byportene indefra, efter at de havde krydset den næsten tørlagte Eufrat-flod, som ellers både virkede som livsnerve og værn.

Til fordybelse

Det hemmelighedsfulde navn Harmagedon betyder ordret Megiddos bjerg. Karmelsbjergene, hvor Ba´als-kulten på Elias´ tid led det sviende nederlag, begynder i nærheden af den antikke by Megiddo. Sandsynligvis skal navnet altså være en henvisning til opgøret i endens tid (17,12-14; 19,17-21).

Til anvendelse

”Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.“ At denne saligprisning pludseligt dukker op, midt i skildringen af verdenshærenes opmarch til det endelige slag mod Gud, viser, at denne hændelse kan overgå enhver. Den, der sejrer, er den, der bærer retfærdighedens klædning (19,7-8), og som er klar til Jesu komme.

TIRSDAG 19. JUNI 2018

”Slaget ved Harmagedon“ Åb 16,12-16

Hvilke udlægninger findes der vedrørende slaget ved Harmagedon? 1. Det drejer sig om hære, der truer det romerske rige ”Her anes der en hentydning til parthernes hære, der stormer frem mod det romerske rige østfra … Roms dage er talte … Synet i vers 12-16 ser ud til at forbinde to forskellige forestillinger: Partherkongernes forventede angreb på Rom (v 12) og den gammeltestamentlige forventning om hedningefolkenes store angreb på Israel (v 1316)“ (SEB 1846, 1852). 2. Det drejer sig om en voldsom krig i Østen Den evangelikale dispensationalisme udlægger Harmagedon geografisk og ser deri et krigerisk sammenstød med et kæmpestort opbud af tropper i det hellige land ved Harmagedon på Jesreel-sletten. Under ledelse af den Antikrist, der hører endetiden til, drager hæren mod Jerusalem, hvor den bliver tilintetgjort af Kristus, der vender tilbage. Efter slaget kommer det 1000-årige fredsrige, hvor Kristus hersker på jorden. Også syvendedags adventister har indtil midten af det 20 årh. tydet slaget ved Harmagedon som et militært opgør. Før og under 1. Verdenskrig forventede man således – ud fra Dan 11,40-45 – det osmanniske riges sammenbrud og endeligt (Den syge mand ved Bosperus). Efter 2. Verdenskrig anså man det ateistiske Sovjetunionen, hhv. stater i det fjerne østen: Kina og Japan, for at være kongerne fra solens opgang og advarede imod den truende gule fare. 3. Det drejer sig om et gejstligt opgør Siden 1960'erne har der fundet en nytænkning sted blandt adventistkirkens teologer. Kongerne fra solens opgang tolker man som Kristus og englehærene (19,11ff), der vil tilintetgøre det apokalyptiske Babylon og befri Guds folk på Herrens store dag, når Kristus kommer igen. Harmagedon (ordret: Megiddos bjerg) er en hentydning til Karmels bjerg, hvor Elias vandt en afgørende sejr over afgudsdyrkelsen. Muligvis er der også tænkt på Jesreel-sletten, hvor Israel vandt vigtige militære sejre. Eksemplet viser, at – og i hvor høj grad – omhyggeligt bibelstudium kan berige den profetiske udlægning.

ONSDAG 20. JUNI 2018

Tilskuere eller aktører? Åb 17,14; 19,11-16

Baggrund

Hvilken rolle spiller de hellige i Lammets sejr over den/det ondes magt? At synden bliver overvundet, at døden mister sin magt, og at Satan bliver besejret, er ene og alene Kristi fortjeneste, ikke menneskers. Vi har ikke andel i det og har ikke fortjent ros for det. Æren er hans. Det efterlader Johannes' Åbenbaring ingen tvivl om (1,5; 5,11-14 bl.a.). Det betyder dog ikke, at de troende er udeltagende tilskuere, der bare sidder på tilskuerpladserne, mens kampen udspiller sig på arenaen. Tværtimod, de kaldede og udvalgte og trofaste er til stede, når Lammet kæmper på deres vegne og sejrer. I synet ser Johannes menigheden ved Jesu side. De er med ham (17,14). Heller ikke når der er tale om den visionære beskrivelse af Jesu genkomst, udtrykt i billedet af den sejrrige rytter på den hvide hest, kommer Kristus alene. Hærførerne vil blive ledsaget af ”Hærene i himlen, der fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder“ (Åb 19,14). Her vil man i første omgang nok tænke på englehære (Matt 16,27; 25,31; 2 Thess 1,7). Men udtrykket ”klædt i lysende rene linnedklæder“ er en parallel til Åb 19,8, hvor Lammets brud er klædt i lysende rene linnedklæder. Da de troende i Åbenbaringen betegnes som himmelborgere (7,1-17; 14,1-5), er det en logisk konsekvens, at de som konger (1,6; 5,10, sml. 20,4) ledsager Kongernes Konge (Åb 19,16) og har del i hans sejr.

Til fordybelse

I Åbenbaringen bliver de troende kaldt overvindere og sejrende (kap 2-3; 12,11; 15,2; 21,7). Det vil sige, at de har spillet en aktiv rolle i troens gode strid (1 Tim 6,12 m.fl.) og har vundet ved Guds kraft.

Til eftertanke

Når jeg er død og opstået med Kristus (Rom 6,3-4), og når Gud har gjort mig levende og sat mig i himlen sammen med ham (Ef 2,4-6), hvordan kan jeg så ledsage Jesus i troen, når han kommer igen?

TORSDAG 21. JUNI 2018

”Faldet, faldet er det store Babylon“ Åb 18,1-8 sml. 14,8

Hvilken forskel er der på råbet ”det store Babylon er faldet“ i hhv. Åb 14,8 og 18,2?

Baggrund

Hidtil havde det store Babylon – synonym for verdensmagten Rom – hævdet og gennemtrumfet sit grænseløse og tyranniske krav om magt, og det uimodsagt. Det får nu en ende. Det, som den anden engel (14,8) havde varslet og i profetisk førnutid havde beskrevet som allerede sket, (det store Babylon er faldet), bliver nu til virkelighed. Igen forkynder en engel Babylons undergang, begrundet i dens mangeartede forbrydelser, der har hobet sig op til himlen (den har givet husly til dæmoner, har horet og været uren og umådeholdende). Målet er fuldt, dommen er uundgåelig. På trods af det når Guds barmhjertighed og nåde ind i de allermest gudløse egne (”skjul for alle urene og afskyelige dyr“ – Åb 18,2), og han kalder alle de mennesker ud, der ønsker at lade sig frelse – lige som Lots familie, der blev kaldt ud af Sodoma). Drag ud fra hende, mit folk! En sidste appel, inden plagerne kommer på én og samme dag (død og sorg og sult, og hun skal brændes) og jævner byen med jorden.

Til fordybelse

Beskrivelsen af Babylons undergang knytter an ved de gammeltestamentlige profetier, som også på dramatisk vis skildrer Guds dom over gudsfjendtlige byer, der engang var magtfulde (Es 13; 23,15-17; 47; Jer 51; Ez 27; Nah 3,4 m.fl.). På tilsvarende vis peger også dette syn ud over det antikke Rom og får én til at tænke på andre byer, lande og styreformer, der kan sammenlignes med ”Babylon“.

Til anvendelse

Før i tiden undgik adventister byer. Nu om stunder bor de fleste i urbane områder. Hvordan kan vi nå mennesker dér?

100

FREDAG 22. JUNI 2018

”Ve, ve, du store by ... !“ Åb 18,9-20

Hvordan reagerer de samfundsmæssige kredse, der var knyttet til Babylon, på byens undergang?

Baggrund

Nu følger tre klagesange, der begræder verdensbyens ødelæggelse. Det er dem, der har haft fordel af den magtfulde storby og har arbejdet sammen med den, der istemmer klagesangene. Mennesker, der har haft med politik, handel og transport at gøre: • Jordens konger, der bedrev utugt med hende og levede i vellevned • De købmænd, som tjente sig rige på hende – og som ikke længere kan finde købere til deres varer, der også indbefattede mennesker (v 11-17a) plus • De styrmænd og søfolk, som også kan takke den vigtige handelsby for deres rigdom (17b-19). ”Så løftede en mægtig engel en sten som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: Sådan skal den store by Babylon styrtes hovedkulds ned og ikke findes mere“ (v. 21). Selv om det har været varslet længe, gennemføres dommen over Babylon i løbet af meget kort tid. På en eneste time (v 10.17.19) er den øjensynligt stabile magtstruktur brudt sammen. Lige så pludseligt, i ét nu, på et øjeblik, bliver de troende forvandlet (1 Kor 15,52).

101

Til fordybelse

På sikker afstand - de skal stå langt borte – begræder og beklager de, der har haft fordele af det babyloniske system, deres smertelige tab. Venner skal de kigge langt efter. Den, der har succes, har mange venner; tabere står alene tilbage.

Til eftertanke

”Fryd dig, himmel, over det, og I hellige og apostle og profeter! For Gud har dømt hende og skaffet jer oprejsning.“ Gud dømmer ikke for at tilintetgøre, men for at frelse.

Konklusion

”Kampen ved Harmagedon er en kamp om vores tænkning. Det er også en kamp om vores hjerter – en opfordring til dyb loyalitet over for Lammet, der blev slagtet.“ (Jon Paulien, Armageddon at the Door, 2008, 193).

DIALOG TIL SABBATTEN 23. JUNI 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Hvad forbinder du med begrebet ”Harmagedon“? Hvad associerer andre med det? På hvilke områder er du blevet klogere på begrebet ”slaget ved Harmagedon“? Hvilke spørgsmål har det affødt?

Åb 16,12-16

Konger fra Østen – en verdslig treenighed – udtørret Eufrat-flod – krigsskueplads Harmagedon. Hvad er det for et endetids-scenarie, der her bliver beskrevet? Hvilke bibelske begivenheder minder det om? Drejer det sig om en militær eller en gejstlig kamp? Hvilken betydning har saligprisningen her (v. 15)? ”Harmagedon“ betyder ordret ”Megiddos bjerg“. Hvis der her er tænkt på Karmels bjerg – hvilket forhold kunne der så være imellem Elias´ erfaring (ifølge 1 Kong 18) og disse vers?

Åb 18,20

Gud dømmer ikke for at tilintetgøre, men for at frelse. Hvad tænker du om det? Hvad kan vi - med dommen over de gudsfjendtlige magter for øje – trods alt glæde os over? Når nøden er størst, er Guds hjælp nærmest. Passer det?

102

UGEN 24.-30. JUNI 2018

Fuldendelsen ”Når jeg, Menneskesønnen, kommer, vil det være ligesom, når et lyn oplyser himlen hele vejen fra øst til vest“ (Matt 24,27, Den Nye Aftale, DNTpn).

Hovedtanke

Guds mål med verden er ikke dens ende, men dens fuldendelse.

Introduktion

Da formanden for statsrådet i DDR døde i 1973, lød en af overskrifterne i pressen: ”Walter Ulbrichts liv er blevet fuldendt.“ Dette udsagn rejser nogle spørgsmål: Var denne mands liv virkelig så storslået, at det nåede fuldkommenhed ved dets afslutning? Var det ikke en utilstedelig udtalelse? Er døden virkelig livets fuldendelse? Pyntes der ikke lige lovlig letfærdigt her? Gud vil fuldende sin verden. Fuldendelse er ikke noget harmløst udtryk for enden. Gud skønmaler ikke det tragiske. Sluttelig gør han alting godt. Og det gode får aldrig ende. Fuldendelse er det modsatte af enden. Det indebærer mesterværk, ypperlighed, kunstfærdighed, perfektion … Fuldendelsen var i begyndelsen Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde … (1 Mos 2,1-2a). Fuldendelsen skete midt i tiden ”Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: ‘Det er fuldbragt’“ (Joh 19,30a). Fuldendelsen bliver endens kroning ”… og døden skal ikke være mere … , thi det der var før, er forsvundet“ (Åb 21,4). ”Alt det, som her opstå, er værd til grunde at forgå.“ (Goethe) ”Se, jeg gør alting nyt!“ (Gud)

103

SØNDAG 24. JUNI 2018

Herrens dag Es 13,6-12

Hvordan lyder glædens budskab fra den ”grusomme“ dag?

Baggrund

Her forkyndes dommen over Babylon. ”Herrens dag“ kommer ikke som en redning, men som en rædselsfuld dom. Guds vrede kan ikke afværges. Derfor: ”… skal I jamre!“ Fra vers 9 ”udvides horisonten: Dommen over Babylon bliver til dommedag, som hele jorden og himlen bliver berørt af“ (Stuttgarter Erkärungs-Bibel 843).

Til fordybelse

I Gamle Testamente er ”Herrens dag“ den dag, hvor Guds folk oplever at blive frelst fra fjendernes slaveri. ”Profeterne Amos og Esajas advarer dog imod at længes efter den, fordi det frafaldne Guds folk selv har en dom i vente (Am 5,18-20; Es 2,11-17) … Alligevel er frelse mulig, nemlig for alle, der vender sig til Herren (Joel 3,5; Sef 2,3), for den rest, som er trofast over for Gud og har tillid til ham (Es 10,20-23). I den nytestamentlige forventning bliver Herrens dag Jesu Kristi dag, den dag da den opstandne korsfæstede åbenbares som Menneskesøn og verdensdommer. Denne Herrens navn må påkaldes“ (ApG 2,21) (Stuttgarter Erkärungs-Bibel 1932).

Til anvendelse

Til eftertanke

Under hvilke omstændigheder bliver”vredens dag“ for mit vedkommende til den ”kære yngste dag“, som Martin Luther opfattede det? Nu, kære kristne, glæd jer skøn, snart vil han komme, den Guds Søn, som vores broder blevet er, det er den Herre Jesus kær. (GHS, 311,1)

104

MANDAG 25. JUNI 2018

Menneskesønnens komme Matt 24,29-31 Baggrund

Hvordan passer ”jamren“ og ”herlighed“ sammen? Med ”Menneskesønnens tegn“ (v. 30) menes der sandsynligvis ham selv. Han er tegnet, som hans disciple har efterspurgt i v. 3. Med hans tilsynekomst bliver hans modstanderes krav om tegn besvaret på den tid (sml. 12,38-40; 16,1.4; Luk 11,30), og de falske krister og falske profeters tegn (sml. v. 24) afsløres som forføreriske“ (Stuttgarter Erkärungs-Bibel 1447). Udtrykket Menneskesøn betegner den Gud har indsat, som skal afholde den sidste domshandling. Kristus vil komme med stor kraft og herlighed. Hvilken kontrast til hans jordiske liv! Menneskesønnen Verdensdommeren i kraft i herlighed dommeren (forsvareren)

udleveret til mennesker stillet for en menneskelig domstol og dømt til døden i svaghed i skam og skændsel giver sit liv for dem, der engang skal stå for hans domstol

Indsamlingen af de retfærdige Mange kristne lever adspredt i dag. Mange lider også derunder. Situationen er, at menigheder er små og spredt over store områder. I denne adspredelse er det en trøst, at Herren ved sit andet komme overvinder denne situation. Til eftertanke

105

Den yngste dag nu ej er fjern, kom, Jesus Kristus, Herre kær! Ej dag forgår, hvor vi ej venter, at du nu snart til dig os henter. (GHS 311,2)

TIRSDAG 26. JUNI 2018

Et evigt rige Dan 2,34-35.44

Baggrund

Hvilket billede bliver her symbol på både ødelæggelse og fremgang? En verdenshersker tænker på fremtiden (2,29). Hans hemmelige spørgsmål ser ud til at være, om hans rige vil bestå. Guds svar lyder: Nej! Efter dig skal der opstå et andet kongerige … derpå et tredje … (2,39). Dog er svaret mere vidtrækkende. Gud tager ikke alene illusionen fra den, der spørger ind til evigheden, men udbreder for ham en klar vision: Dit rige vil bukke under, men mit kommende rige vil ikke blive ødelagt eller afløst af noget andet – det vil bestå til evig tid.

Til fordybelse

”Engang kommer den yngste dag! Så vil de retfærdige se Guds evigt uforanderlige ansigt. Det er kirkens lære. De, der grundlægger nationer, drømmer om en anden udgang. Det begynder med det tusindårige rige, som er fuldendt og derfor uforanderligt – et paradis på jord … Bør vi ikke rette blikket mod fremtiden … mod de dage, da al forandring ophører, når fuldendelsen begynder? Men historien lever nu engang af forandringen.“ (Ernst Samhaber, Weltgeschichtliche Zusammenhänge, Gütersloh 1976, 181). Teksten i Præd 3,11 er en helt anden historie: ”… også evigheden har han lagt i deres hjerte“ (aut. overs. GT 1931). Længslen efter evigheden kommer fra Gud selv.

Til anvendelse

Til eftertanke

”Denne verdens herrer går, men vores Herre kommer.“ (Gustav Heinemann, Forbundspræsident 1969-1974). Du trofast Herre Jesu Krist, da tidens fylde kommen est, som os forkyndte Daniel, så kom dog kær Immanuel. (GHS 311,3)

106

ONSDAG 27. JUNI 2018

Tålmodig venten Titus 2,11-13

Hvad kendetegner tålmodig venten?

Baggrund

Nødvendigheden af kristnes forbilledlige adfærd i samfundet (v. 1-10) begrundes med henvisningen i v. 11-14 til Guds frelsende nåde, som er åbenbaret for alle mennesker i Jesus Kristus. Hvor frelsens befriende virkning af Jesu død tages imod, begynder opdragelsens nåde til et fornyet og retskaffent liv i denne verden (v. 12.14). Dog har målet med livet en yderligere dimension, som ligger i det salige, dvs. lykkelige håb, på Guds og Jesu Kristi komme til fuldendelsen af frelsesgerningen (Stuttgarter Erklärungs-Bibel 1781f.).

Til fordybelse

At vente betyder: Vi skaber ikke Guds herlighed selv. Vi venter, at den kommer. Den, der ikke selv vil lege Gud, men kan vente på ham, opnår et stort råderum af frihed. Og dette frihedens råderum kan benyttes i al menneskelighed og tålmodighed. ”Alt tilfalder den, som ikke bare lægger hænderne i skødet, mens han venter“ (Thomas Edison, amerikansk opfinder).

Til anvendelse

Til eftertanke

107

”En kirke, som ikke venter sin Herres genkomst, har opgivet sit væsens kerne og sin kraft“ (Carl Friedrich von Weizsäcker, fysiker, filosof, fredsforsker). Djævlen bragt os helst til fald, og ville os opsluge al. Han tragted efter liv, gods, ære, men Kristus vil vor værge være. (GHS 311,4)

TORSDAG 28. JUNI 2018

Han kommer med skyerne Åb 1,7

Baggrund

Hvilket syn får man på verden, når man er vidende om hans ”komme med skyerne“? ”Skyerne tjener som magtens kendetegn. Han kommer med skyerne, dvs. med magt og megen herlighed, som omtalt i Matt 24,30. At komme med skyerne står i stærk kontrast til at komme i svøb, liggende i en krybbe. Julens romantisering af Jesus som barn i salmer og sange stemmer ikke overens med den bog, der gløder af en helt anderledes kristusforkyndelse … Det vedrører hvert øje – det søvnige, det spottende, det frække og det sømmelige. Det kommer til at se ham, som den, der ikke kan afledes og stilles i bero, alene ham … Vorherre råder altså over et enkelt, men virksomt magtmiddel til at afsløre mennesker. Han behøver blot at komme til syne. Dette middel har han gjort brug af ved begyndelsen af den kristne tidsalder, nemlig i påsken. … Gud vil gøre brug af det samme middel … ved nådetidens afslutning. I vores tid står vi midt mellem dette skue i begyndelsen og dette skue ved afslutningen. … også de, som har gennemboret ham Her … bliver samtlige fjendtlige aktioner fortættet i dette ene spydstik. En hel verden har hånden på spyddet … … og alle jordens folkestammer skal jamre Alverden tilbeder ham, om det er med jubel eller tænderskæren … Men Jesusnavnets overlegenhed og uovervindelighed fra evighed og til evighed kan der ikke længere ændres ved. Det er, hvad menigheden siger: Ja og Amen til.“ (Wuppertaler Studienbibel, Die Offenbarung des Johannes, Berlin 1972, 1. del, 72-73).

Til eftertanke

Ak, Herre kær skynd på din ret. Dit åsyn lyse på os bredt. Med trefolds væsens herlighed hjælp os o Gud i evighed. (GHS 311,5)

108

FREDAG 29. JUNI 2018

Opstandelse og forvandling 1 Kor 15,42-44 1Thess 4,17 Baggrund

Tænk over disse fem matchende begreber i denne tekst! Hvad udtrykker vendingen ”være hos Herren“? 1 Kor 15,42 begynder med et Således. Dette ord henviser til Guds ufattelige skabermagt, som nævnes i vers 41. Skabelsen, der vidner om Guds utrolige kreativitet, bærer Guds segl. Skulle hans magt kunne stoppes ved dødens grænse? Nej! Som Gud virkede i skabelsen, således arbejder han også i nyskabelsen. Derved er nyskabelsen af den gamle syndforvrængede skabte verden himmelhøjt overlegen: Den gamle skabelse Den ny skabelse forgængelighed uforgængelighed vanære herlighed svaghed kraft naturligt (sjæleligt) legeme åndeligt legeme Udtrykket – et forgængeligt sjæleligt legeme – modsiger forestillingen om en udødelig sjæl. 1 Thess 4,17 fortæller, ”at pga. Jesu opstandelse optages alle, om de er døde eller levende, i det livgivende fællesskab med den genkommende Kristus … Begivenheden af, at de levende rykkes bort i skyerne i luften, kendetegner deres forvandlede og fornyede karakter“ (Stuttgarter Erklärungs-Bibel 1763).

Til eftertanke

Konklusion

109

”Opstandelsen er den enkleste sag i verden. Den, der engang har skabt mennesket, kan også skabe ham anden gang“ (Voltaire). Med Gud kommer verden ikke til dens ende, men til dens mål.

DIALOG TIL SABBATTEN 30. JUNI 2018

Spørgsmål til drøftelse Oplæg

Der er oftere tale om verdens ende eller verdens undergang end om verdens fuldendelse. Hvorfor mon?

Tillægsspørgsmål

Hvilke følgevirkninger har den forhåndenværende indstilling, om vi taler om verdens ”ende“ eller om dens ”fuldendelse“?

Dan 2,44

”Hvor godt ser det ud med evigheden. Den kan lade vente på sig“ (Klaus Klages). Hvilke fordele er der forbundet med Guds evige rige? Hvilket lys falder fra Guds rige på alle andre riger?

Åb 1,7

Titus 2,11-13

I hvilke øjeblikke har tanken om Jesu genkomst styrket dig? Hvordan bliver ”vredens dag“ til den ”kære yngste dag“? Den, som venter, lever anderledes. Giver blikket på Guds nye verden anledning til en afventende eller handlende holdning? Hvad kendetegner den rette måde at vente på? Hvad holder dig vågen i ventetiden?

110

BIBELOVERSÆTTELSER BB = BasisBibel EB = Revidierte Elberfelder Bibel EÜ = Einheitsübersetzung GNB = Gute Nachricht Bibel Hfa = Hoffnung für alle NeÜ = Neue evangelist. Übersetzung NGÜ = Neue Genfer Übersetzung NLB = Neues Leben Bibel NZB = Neue Zürcher Bibel SLT = Schlachter-Bibel 2000 SEB = Stuttgarter Erklärungsbibel FLERE FORKORTELSER ABC = Adventist Bible Commentary EdC = Bibelkommentar Edition C, Bad Liebenzell, 1982 GHS = Tysk menighedssalmebog GK = Ellen G. White, Der große Kampf, Hamburg 1958 NTD = Neues Testament Deutsch ThHKzNT = Theologischer Handkommentar zum NT, Berlin 1976 WStB = Wuppertaler Studienbibel

111