BIBEL STUDIUM
ISSN 1398-2826 ISBN 978 87 7532 586 3
Apostlenes Gerninger Juli · August · September 2018
3. KVARTAL 2018
BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN
3. kvartal
Apostlenes Gerninger
Forfatter
Wilson Paroschi
SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK © 2018 Dansk Bogforlag, Nærum ISBN 978 87 7532 586 3 • ISSN 1398-2826
BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Hovedforfatter: Wilson Paroschi Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Tryk: TopTryk Grafisk
© 2018 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.
INDHOLDSFORTEGNELSE Solnedgangstider ....................................................................
4
Andagtsvers ............................................................................
5
INDLEDNING TIL 3. KVARTAL ................................................
6
7. juli
1. I skal være mine vidner ....................................................
8
14. juli
2. Pinsedagen ......................................................................
18
21. juli
3. Livet i den første menighed .............................................
28
28. juli
4. Den første menigheds ledere ...........................................
38
4. august
5. Paulus’ omvendelse .........................................................
48
11. august
6. Peters arbejde ...................................................................
58
18. august
7. Paulus’ første missionsrejse ..............................................
68
25. august
8. Apostelmødet i Jerusalem ................................................
78
1. september
9. Den anden missionsrejse ..................................................
88
8. september
10. Den tredje missionsrejse ..................................................
98
15. september
11. Arrestation i Jerusalem .................................................... 108
22. september
12. I fængsel i Cæsarea ......................................................... 118
29. september
13. Rejsen til Rom .................................................................. 128
3
SOLNEDGANGSTIDER Tejn København Ringsted
Odense
Vejle
Aarhus
Herning Hjørring Tórshavn
JULI 6. 21.40
21.53
21.54
22.00
22.05
22.05
22.10
22.17
23.11
13. 21.34
21.46
21.48
21.53
21.58
21.58
22.03
22.09
22.59
20. 21.25
21.37
21.38
21.44
21.49
21.49
21.54
21.58
22.43
27. 21.13
21.25
21.27
21.32
21.37
21.37
21.42
21.45
22.25
3. 21.00
21.11
21.13
21.19
21.24
21.23
21.28
21.31
22.06
10. 20.46
20.57
21.59
21.04
21.09
21.08
21.13
21.14
21.45
17. 20.30
20.40
20.43
20.48
20.53
20.51
20.56
20.57
21.24
24. 20.13
20.24
20.26
20.31
20.36
20.34
20.39
20.39
21.02
31. 19.56
20.06
20.09
20.14
20.18
20.16
20.21
20.20
20.39
7. 19.39
19.48
19.51
19.56
20.00
19.58
20.03
20.01
20.16
14. 19.21
19.30
19.33
19.38
19.42
19.39
19.44
19.42
19.53
AUGUST
SEPTEMBER
21. 19.03
19.11
19.14
19.20
19.23
19.21
19.26
19.22
19.30
28. 18.45
18.53
18.56
19.02
19.05
19.02
19.07
19.03
19.08
5. 18.27
18.35
18.38
18.44
18.47
18.44
18.49
18.43
18.45
12. 18.09
18.17
18.20
18.26
18.29
18.26
18.31
18.24
18.22
OKTOBER
19. 17.52
18.00
18.03
18.09
18.12
18.08
18.13
18.06
18.00
26. 17.36
17.43
17.47
17.53
17.55
17.51
17.56
17.48
17.39
2. 16.21
16.28
16.32
16.38
16.40
16.36
16.41
16.32
16.19
9. 16.08
16.14
16.18
16.24
16.26
16.21
16.26
16.16
15.59
NOVEMBER
16. 15.56
16.01
16.06
16.11
16.13
16.08
16.14
16.03
15.41
23. 15.45
15.51
15.55
16.01
16.03
15.58
16.03
15.51
15.26
30. 15.38
15.43
15.48
15.53
15.55
15.50
15.55
15.42
15.13
DECEMBER
4
7. 15.33
15.38
15.43
15.49
15.50
15.44
15.50
15.36
15.03
14. 15.31
15.36
15.41
15.47
15.48
15.42
15.48
15.34
14.58
21. 15.33
15.38
15.43
15.48
15.50
15.44
15.49
15.36
14.49
28. 15.38
15.43
15.48
15.53
15.55
15.49
15.54
15.41
15.05
JULI
ANDAGTSVERS Matt 7,21-27
Sl 119,97
Sl 19,8-12
Sl 119,165
1 Joh 3,21-22
Mark 2,28
Jak 2,10
Matt 5,19
Rom 7,12-13
Sl 19,2
Joh 14,20-21
Joh 15,9-10
Joh 14,15
Joh 15,14
Hebr 8,10
Ef 4,4-6
Matt 28,18-20
Matt 5,13-14
Matt 6,31-33
Dan 2,33
Åb 14,6-7.12
Åb 12,17
1 Joh 4,1
2 Tim 3,16-17
Matt 25,1-13
Matt 24,22
Luk 21,26
Matt 24,29
Matt 24,36
2 Pet 3,10
Matt 24,14
AUGUST
Luk 17,22-30 Åb 22,12.17
Matt 24,3-5
Matt 24,6-7
Matt 24,11
Matt 24,12
Matt 24,21
Matt 24,27
Matt 24,30-31
Es 66,22-23
Es 61,3
Es 61,1-2.4
Es 62,6
1 Mos 18,25
Luk 23,34
2 Pet 3,9
Rom 8,38-39
Luk 13,6-9
Sl 103,13
Hebr 11,6
Matt 8,2-3
Jer 29,13
Luk 15,17-20
Joh 6,37
Job 22,21
Luk 10,38-42
1 Pet 5,7
Sl 113,4-6
Joh 11,25-26
Joh 1,6-9
OKTOBER
SEPTEMBER
Es 55,2 Es 40,4-5
Es 40,9
Es 40,11
Es 40,14-17
Es 40,18
Es 40,21-23
Es 40,28-31
Sl 145,14
Tit 2,11
Sl 90,12
Es 30,21
Ef 2,8-9
Luk 12,15
Joh 14,27
Nah 1,7
Jer 10,23
Sl 5,4
Mark 1,35
Sl 40,5
Es 45,22
Luk 9,62
Jak 4,10
2 Mos 33,11
Sl 27,14
Sl 64,11
Sl 107,6
Job 13,15
Ef 6,10-13
2 Kor 4,17
Ordsp 28,26
Mark 11,22
1 Kor 3,11
Luk 22,31-32
Jak 1,2-3
Amos 8,12
Joh 14,1-3
Hebr 11,16
Ordsp 28,13
1 Joh 1,9
Jak 5,16
Matt 18,21-22
Luk 7,47
1 Joh 1,9
Ez 33,6-7
Jer 33,3
Matt 6,24
Jer 31,3
Luk 6,45
1 Krøn 29,11
Jos 24,15
Matt 26,41
Åb 3,21
1 Pet 5,8-9
Jak 1,14-15
Jer 17,9
Ordsp 18,10
Ordsp 4,18
Matt 5,15-16
2 Mos 3,5
Sl 16,11
Matt 4,19
Ordsp 22,11
Hebr 10,23-25
Luk 4,16
1 Joh 3,1
Ef 2,13
1 Mos 1,27
1 Kor 15,20-22
5 Mos 5,12
Mark 7,7
Sl 91,1-2
Åb 15,2-3
DECEMBER
NOVEMBER
2 Kor 8,9
ApG 22,16
Ef 4,11
1 Kor 1,5-7
5 Mos 30,19
Joh 10,4
Klages 12,1
1 Kor 10,3.4
Mal 3,17
Mal 3,10
Luk 6,38
3 Joh 2
Es 58,8
1 Pet 3,3-4
1 Joh 2,15
Ordsp 16,25
Sl 32,8
Ez 36,26
1 Thess 1,4-5
Ef 4,30
Luk 14,13-14
Joh 1,14
Hebr 2,17-18
Matt 8,26
Matt 5,16
1 Tim 1,15
Ez 36,23
1 Mos 49,10
4 Mos 24,17
Es 9,2
Job 19,25
Sl 22,2-9
Es 53,7-11
Es 7,14
Mik 5,2
Es 9,6-7
Jer 31,15
Joh 1,1-3
Luk 2,1-4
Luk 2,6-7
Matt 2,1-6
Luk 2,8-14
Luk 2,15-16
Matt 2,7-12
Matt 2,12-15
Matt 2,16-18
Matt 2,19-23
Luk 2,21-35
Luk 2,36-38
Luk 2,39-40 5
3. KVARTAL 2018
Evangeliets sejr Mange historikere mener, at de tre mest afgørende årtier i denne verdens historie var dem, hvor en lille gruppe mennesker, de fleste af dem jøder, under Helligåndens kraft bragte evangeliet til verden. Apostlenes Gerninger er en beskrivelse af disse tre årtier, som strakte sig fra Jesu opstandelse i år 31 e.Kr. til afslutningen af Paulus’ første fængsling i Rom i 62 e.Kr. (ApG 28,30). Bogen må være blevet til kort tid derefter; for den standser sin fortælling på det tidspunkt, selv om der findes beviser for, at Paulus blev løsladt fra dette fængselsophold, og at han genoptog sine missionsopgaver, forkyndelse og rejser, indtil han få år senere blev arresteret og henrettet i Rom i 67 e.Kr. Bogen er tavs med hensyn til dens forfatter; men kristen tradition har altid identificeret den som ”den kære Lukas, lægen“ (Kol 4,14), som også var Paulus’ rejsefælle (2 Tim 4,11; Filem 24). Traditionelt menes Lukas også at være forfatter af det tredje evangelium, som utvivlsomt er den ”første bog“, der omtales i ApG 1,1 (sml. med Luk 1,3). Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger udgør et dobbeltværk om kristendommens begyndelse; dens oprindelse (Jesu liv og tjeneste) og dens udbredelse (apostlenes missionsbestræbelser). Tilsammen udgør de ca. 27 % af Det Nye Testamente, det største bidrag af en enkelt forfatter. I sit brev til kolossenserne henviser Paulus til Lukas som en ikke-jødisk medarbejder (Kol 4,7-14). Lukas er altså den eneste ikke-jødiske forfatter i Det Nye Testamente. Dette er måske forklaringen på et af hans hovedtemaer, nemlig at frelsen er for alle mennesker. Gud har ingen favoritter. Kirken er kaldet til at vidne for alle mennesker, uanset race, social status eller køn (ApG 1,8; 2,21.39-40; 3,25; 10,28.34-35). Ikke at gøre det, enten på grund af fordomme eller bekvemmelighed, forvrænger evangeliet og er i modstrid med de mest grundlæggende sandheder i Guds Ord. Over for Gud er vi alle lige: vi er syndere, som har brug for den frelse, der findes i Jesus Kristus. Det er derfor ikke en tilfældighed, at Lukas’ store helt er Paulus, ”hedningeapostlen“ (Rom 11,13), som næsten 2/3 af Apostlenes Gerninger er viet til.
6
INDLEDNING
Andre vigtige temaer i Apostlenes Gerninger indbefatter Guds overherredømme og hans guddommelige hensigt (ApG 17,24-25; 20,27; 23,11), ophøjelsen af Jesus som Herre og Frelser (ApG 2,32.36; 3,13.15; 4,10-12; 5,30-31); og især Helligåndens rolle i at give menigheden kraft og ledelse i dens mission (ApG 2,1-4; 4,24-31; 8,1417.29.39; 10,19-20). Hvad den første menighed var i stand til at udrette var ikke et resultat af menneskelig visdom eller evner; men Gud glædede sig over at bruge en person som Paulus til at påvirke verden på en måde, som ingen anden apostel gjorde eller måske var i stand til at gøre (1 Kor 15,10). Apostlenes Gerninger handler om den tidlige kirkes formative periode, hvor der var stor administrativ og også teologisk vækst. Dette kan fx ses i den måde, hvorpå kirken behandlede spørgsmål omkring tiden for Jesu genkomst, hedningernes status samt troens rolle i frelsen. Det, den første kirke var i stand til at opnå i så kort en periode, er et varigt vidnesbyrd om, hvad Gud kan gøre gennem dem, der ydmyger deres hjerter i bøn, sætter sig ud over individuelle forskelle og lader sig bruge af Helligånden til Guds ære og herlighed. Apostlenes Gerninger er fortællingen om dem, Gud kaldte til at begynde arbejdet; hvad kan vi, som er kaldet til at afslutte det, lære af deres historie?
Wilson Paroschi er nytestamentlig professor ved Brasiliens Adventistuniversitet i Engenheiro Coelho, São Paulo. Han har en PhD i Det Nye Testamente fra Andrews University (2004) og har foretaget postdoktorale studier ved Heidelbergs Universitet i Tyskland (2011).
7
1
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
I skal være mine vidner
Ugens vers
”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8).
Introduktion
Jesu opgave her på jorden var afsluttet. Gud ville snart sende Helligånden, som ved at bekræfte deres indsats med mange tegn og undere ville give disciplene kraft og lede dem på en mission, der ville nå lige til jordens ende. Jesus kunne ikke blive hos dem for evigt i menneskelig skikkelse. Hans inkarnation medførte ikke alene en fysisk begrænsning i forhold til en verdensomspændende mission; men hans himmelfart og ophøjelse i himlen var nødvendige, for at Helligånden kunne komme. Men det forstod disciplene ikke før Jesu opstandelse. Da de forlod alt for at følge ham, troede de, at han var en politisk frihedskæmper, som en dag ville uddrive romerne af landet, genoprette Davids kongehus og give Israel dets tidligere herlighed tilbage. Det var ikke let for dem at tænke anderledes. Og dette er hovedtanken i Jesu sidste instrukser til disciplene i ApG 1. Løftet om Helligånden kommer i den sammenhæng. Kapitlet beskriver også Jesu tilbagevenden til himlen, og hvordan den første kirke forberedte sig på Pinsedagen.
Ugens tekster
8
· · · · · ·
ApG 1,6-8 Luk 24,25 Luk 24,44-48 5 Mos 19,15 ApG 1,9-26 Ordsp 16,33
SØNDAG
1. JULI 2018
Israels genoprettelse Der findes to typer messiasprofetier i Det Gamle Testamente, en, der forventer en kongelig Messias, der ville herske evigt (Sl 89,4-5.3638; Es 9,6-7; Ez 37,25; Dan 2,44; 7,13-14), og en, der forudsiger, at Messias skulle dø for folkets synd (Es 52,13-53,12; Dan 9,26). Sådanne profetier modsiger ikke hinanden. De peger kun på to fortløbende faser af Messias’ opgave. Først skulle han lide, dernæst blive konge (Luk 17,24-25; 24,25-26). Problemet med jødernes messiasforventninger i det første århundrede var, at de var meget ensidige. Håbet om en kongelig Messias, som skulle bringe politisk befrielse, overskyggede opfattelsen af en Messias, der skulle lide og dø. Til at begynde med delte disciplene dette håb om en kongelig Messias. De troede, at Jesus var Messias (Matt 16,16.20), og fra tid til anden blev de grebet i at skændes om, hvem der skulle sidde ved siden af ham, når han blev kronet som konge (Mark 10,35-37; Luk 9,46). På trods af Jesu advarsler om den skæbne, der ventede ham, forstod de slet ikke, hvad han mente. Så da han døde, blev de forvirrede og modløse. Sagt med deres egne ord: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel“ (Luk 24,21). ApG 1,6
Hvad siger dette spørgsmål om, hvad de endnu ikke forstod? Hvordan svarede Jesus dem i ApG 1,7? Hvis Jesu død havde betydet et afgørende slag for disciplenes håb, genopfriskede opstandelsen dette håb og løftede deres politiske forventninger til et måske uhørt niveau. Det syntes naturligt at opfatte opstandelsen som et stærkt tegn på, at Messias’ rige endelig skulle oprettes. Men i sit svar på deres spørgsmål gav Jesus dem ikke noget direkte svar. Han afviste ikke baggrunden for disciplenes spørgsmål om et umiddelbart nært forestående rige; men han accepterede det heller ikke. Han lod spørgsmålet stå ubesvaret samtidigt med, at han mindede dem om, at tidspunkter for Guds handlinger helt og alene er op til Gud selv, og derfor ikke tilgængelige for os mennesker.
Til at tænke over
Læs Luk 24,25. Hvad var disciplenes egentlige problem? Hvorfor er det så let at tro det, vi ønsker at tro i modsætning til det, Bibelen egentlig lærer? Hvordan kan vi undgå denne fælde?
9
MANDAG
2. JULI 2018
Disciplenes missionsopgave ApG 1,8
I stedet for at give sig af med profetiske spekulationer, hvad forventede man så, at disciplene skulle gøre? Der er fire vigtige elementer i dette afsnit mht. disciplenes mission: 1. Helligåndens gave. Ånden havde altid spillet en aktiv rolle blandt Guds folk. Men ifølge profeterne skulle der i fremtiden komme en særlig udgydelse af Ånden (Es 44,3; Joel 2,28-29). Jesus selv blev salvet med Ånden, så Helligånden havde allerede arbejdet, mens Jesus var her på jorden (Luk 4,18-21). Men officielt blev Åndens gerning ikke indviet før Kristi indsættelse i himlen (Joh 7,39; ApG 2,33). 2. Rollen som vidner. Et vidne er i stand til at give en førstehåndsbeskrivelse. Disciplene var fuldt ud i stand til at give et sådant vidnesbyrd (ApG 1,21-22; 4,20; sml. med 1 Joh 1,1-3) og blev nu befalet at fortælle verden om deres helt enestående erfaring med Jesus. 3. Opgavens plan. Disciplene skulle først vidne i Jerusalem, så i Judæa og Samaria og til sidst til jordens ende. Det var en progressiv plan. Jerusalem var centrum for jødernes religiøse liv og stedet, hvor Jesus var blevet dømt og korsfæstet. Judæa og Samaria var naboområder, hvor Jesus også havde arbejdet. Men disciplene skulle ikke begrænse sig til disse områder. Missionens rækkevidde var verdensomspændende. 4. Opgavens strategi. På Det gamle Testamentes tid skulle nationerne blive tiltrukket af Gud (se Es 2,1-5); det var ikke Israel, der skulle fortælle om Gud til folkene. Vi finder nogle få undtagelser (fx Jonas) til denne generelle regel. Men nu var der en anden strategi. Jerusalem var stadig centrum, men i stedet for at blive der og fæste rod, blev det forventet af disciplene, at de bevægede sig ud til jordens ende.
Luk 24,44-48 Til at tænke over
10
Hvad var hovedbudskabet i det, disciplene skulle forkynde? I de fyrre dage, Jesus tilbragte sammen med disciplene efter sin opstandelse (ApG 1,3) må han have forklaret dem meget om sandheden om Guds rige, selv om der stadigvæk var meget, de ikke forstod. Det fremgår af deres spørgsmål i ApG 1,6. De kendte godt profetierne, men kunne nu se dem i et nyt lys, et lys, der skinnede fra korset og den tomme grav (se ApG 3,17-19).
TIRSDAG
3. JULI 2018
Han skal komme igen ApG 1,9-11 5 Mos 19,15
Hvordan beskriver Lukas Jesu himmelfart? Hvilken betydning har det, at der var to engle, der talte til dem? Lukas’ beskrivelse af himmelfarten er ret kort. Jesus var sammen med sine disciple på Oliebjerget, og mens han stadigvæk velsignede dem (Luk 24,51) blev han løftet op til himlen. Sproget, der benyttes, er selvfølgelig fænomenologisk, det vil sige, scenen beskrives sådan, som den så ud for det menneskelige øje, ikke som den egentlig var. Jesus forlod jorden, og det kan kun ses synligt ved, at han løftes op. Jesu himmelfart var en overnaturlig handling fra Guds side, en af mange i Bibelen. Det fremgår af den måde, Lukas beskriver det på med det passive epē rtē (han blev løftet op, ApG 1,9). Denne form af udsagnsordet bruges kun denne ene gang i Det Nye Testamente; men den findes mange gange i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta), og alle beskriver en handling fra Guds side. Dette kan antyde, at det var Gud selv, der løftede Jesus op til himlen, ligesom det var ham, der oprejste ham fra de døde (ApG 2,24.32; Rom 6,4; 10,9). Efter at Jesus var blevet skjult af en sky, gengiver Lukas – kun i Apostlenes Gerninger – episoden med de to skikkelser i hvide klæder, der stod hos disciplene. Beskrivelsen stemmer overens med beskrivelsen af engle i deres lysende klæder (ApG 10,30; Joh 20,12). De kom for at forsikre disciplene om, at Jesus skulle komme igen på samme måde, som han var faret op til himlen, og det er også kun Apostlenes Gerninger, der fortæller os, at Jesus blev løftet op, ”mens de så på det“ (ApG 1,9). Den synlige himmelfart blev dermed en garanti for en synlig genkomst, som også vil ske i en sky, men ”med magt og megen herlighed“ (Luk 21,27), ikke som en privat begivenhed, for ”hvert øje skal se ham“ (Åb 1,7) og han vil ikke være alene (Luk 9,26; 2 Thess 1,7). Herligheden ved hans genkomst vil langt overgå den, der var ved hans himmelfart.
Til at tænke over
Hvordan kan vi lære altid at have løftet om Jesu genkomst og dets virkelighed for øje? Hvordan bør denne store sandhed indvirke på alle områder af vores tilværelse, så som økonomi, moralske valg og hvad vi prioriterer?
11
ONSDAG
4. JULI 2018
Forberedelse til pinsedagen I sit svar i ApG 1,7-8 specificerede Jesus ikke noget bestemt tidspunkt. Men den naturlige konsekvens af hans udtalelse var, at lige efter Helligåndens komme og disciplenes fuldførelse af deres opgave, ville Jesus komme igen (se også Matt 24,14). Englenes bemærkning (ApG 1,11) besvarede heller ikke spørgsmålet om, hvornår Guds rige skulle komme; men den kunne opfattes, som om der ikke ville gå lang tid. Dette er måske forklaringen på, hvorfor disciplene ”fyldt med glæde vendte … tilbage til Jerusalem“ (Luk 24,52). Løftet om Jesu genkomst på et ikke-specificeret tidspunkt, som skulle give dem ekstra opmuntring til at udføre deres opgave, blev opfattet, som om enden var meget nær. Yderligere udvikling i Apostlenes Gerninger vil underbygge denne tanke. ApG 1,12-14
Hvem ellers var med i salen ovenpå, og hvad gjorde de for at forberede sig på Helligåndens komme? Efter at være vendt tilbage fra Oliebjerget samledes disciplene i et gæsteværelse ovenpå i et privat toetagers hus i Jerusalem. Nogle af Jesu kvindelige efterfølgere (Luk 8,1-3; 23,49; 24,1-12) samt Jesu mor og brødre var der også sammen med disciplene. Jesu brødre (Mark 6,3) var enten yngre sønner af Josef og Maria (Matt 1,25; Luk 2,7) eller mere sandsynligt Josef sønner fra hans første ægteskab. I så fald var Josef enkemand, da han tog Maria til sig som sin hustru. Deres tilstedeværelse blandt disciplene er en overraskelse, siden de altid var ret skeptiske over for Jesus (Mark 3,21; Joh 7,5). Men opstandelsen og det faktum, at Jesus havde vist sig specielt for Jakob (1 Kor 15,7), synes at have forårsaget en stor forandring. Senere kom Jakob til og med til at erstatte Peter som leder af den kristne kirke (ApG 12,17; 15,13; 21,18; Gal 2,9.12). Vedholdende i bøn (ApG 1,14) og under tilbedelsen i templet, hvor de priste Gud (Luk 24,53), var de alle uden tvivl involveret i en tid med bekendelse, anger og omvendelse fra deres synd. Selv om Helligåndens komme i deres opfattelse med det samme ville føre til Jesu genkomst, var deres åndelige holdning helt i overensstemmelse med det, der skulle ske, når Helligånden kommer som svar på deres bøn.
Til at tænke over 12
Hvordan kan vi med de valg, vi foretager hver dag, forberede os på Helligåndens arbejde i vores liv?
TORSDAG
5. JULI 2018
Den tolvte apostel Den første administrative opgave for det tidlige kristne samfund, som bestod af ca. 120 troende (ApG 1,15), var at vælge en erstatning for Judas. ApG 1,21-22
Hvilke egenskaber forventede man hos den person, der skulle erstatte Judas? Hvorfor var disse egenskaber vigtige? Det var nødvendigt at finde en, der havde været vidne til Jesu opstandelse (sml. ApG 4,33). Dette var afgørende, fordi igen og igen blev opstandelsen set som et mægtigt bevis på, at Jesus var Messias og på hele den kristne tros sandhed. Valget skulle træffes blandt dem, der havde fulgt Jesus og apostlene hele tiden under Jesu arbejde. Paulus insisterer senere på, at selv om han ikke havde været sammen med Jesus her på jorden, havde han alligevel ret til at kalde sig apostel, fordi han i sit møde med Jesus på vejen til Damaskus blev kvalificeret til at vidne om den opstandne frelser (1 Kor 9,1). Selv om Paulus erkendte, at han var ”et misfoster“ (1 Kor 15,8), nægtede han at regne sig som mindre kvalificeret end de andre apostle (1 Kor 9,2; Gal 2,6-9). Kun de tolv og Paulus var altså ”apostle“ i teknisk og myndighedsmæssig forstand (ApG 1,2526); men på en grundlæggende og generel måde som ambassadører eller budbringere, kunne udtrykket også bruges om andre, der arbejdede med at forkynde evangeliet (ApG 14,4.14; Gal 1,19).
ApG 1,23-26
Hvordan blev Matthias valgt? Det kan synes mærkeligt, at man valgte at kaste lod om, hvem man skulle vælge. Men dette var en gammel veletableret måde at træffe en beslutning på (fx 3 Mos 16,5-10; 4 Mos 26,55). I tillæg stod valget mellem to kandidater, der allerede var udvalgt på baggrund af ens kvalifikationer og altså ikke et skridt ud i det ukendte. De troende bad også til Gud og troede, at resultatet ville være et udtryk for hans vilje (sml. Ordsp 16,33). Der er intet, der tyder på, at nogen gjorde indvendinger imod afgørelsen. Efter Pinsedagen var det ikke længere nødvendigt at kaste lod på grund af Helligåndens direkte ledelse (ApG 5,3; 11,15-18; 13,2; 16,6-9).
Til at tænke over
Hvad ville du svare og hvorfor, hvis nogen kom til dig og spurgte: ”Hvordan kan jeg vide, hvad der er Guds vilje for mit liv?“ 13
FREDAG
6. JULI 2018
Til videre studium ”Hele den mellemliggende periode mellem Pinsedagen og Parousien [Jesu genkomst], uanset hvor lang eller kort den måtte være, skal fyldes med kirkens verdensomspændende mission gennem Helligåndens kraft. Kristi efterfølgere skulle både forkynde, hvad han havde opnået ved sit første komme, og kalde mennesker til omvendelse og tro som en forberedelse på hans andet komme. De skulle være hans vidner ”lige til jordens ende“ (ApG 1,8) og ”indtil verdens ende“ … Vi kan ikke tage os den frihed at standse, før begge disse mål er nået.“ (John R. W. Stott, The Message of Acts: The Spirit, the Church & the World (Downers Grove: InterVarsity, 1990), s. 44). ”Det hverv, Frelseren pålagde disciplene, omfattede alle de troende. Det omfatter alle, der tror på Kristus, til tidernes ende. Det er en skæbnesvanger misforståelse, at arbejdet med at frelse mennesker alene afhænger af den ordinerede prædikant. Enhver, der tager imod livet i Kristus, er indviet til at arbejde for sine medmenneskers frelse. Til dette arbejde blev menigheden etableret, og alle, der påtager sig dens hellige løfter, er dermed forpligtet til at arbejde sammen med Kristus.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 597). Spørgsmål til drøftelse
1. ApG 1,7 er en gentagelse af Mark 13,32: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.“ Ellen White siger: ”Der vil aldrig igen blive et budskab til Guds folk, som er baseret på tid. Vi kan ikke vide den nøjagtige tid hverken for Helligåndens udgydelse eller for Kristi komme.“ (Selected Messages, 1. bind, s. 188). Og hun tilføjer: ”Enhver, der begynder at forkynde et budskab, der bekendtgør timen, dagen eller året for Jesu genkomst, har påtaget sig et åg og forkynder et budskab, som Herren aldrig har givet ham.“ (Advent Review and Sabbath Herald, 12. sept. 1893). Hvilken betydning har en sådan udtalelse for os i dag? 2. Nogen har engang sagt: ”Gud har mere brug for vidner end for advokater.“ Hvad mener du om denne udtalelse? 3. Hvilken rolle spillede bøn i den første menighed? Er det en tilfældighed, at vi på næsten ethvert afgørende tidspunkt i menighedens liv finder en omtale af bøn (ApG 1,24; 8,14-17; 9,11-12; 10,4.9.30; 13,2-3)? Hvilken rolle spiller bøn i vores liv?
14
DIALOG
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Dette er som den første sabbat i kvartalet en god anledning til at planlægge studiet ved fx - At begynde at indsamle specifikke spørgsmål til ord og udtryk i teksten, som klassen kan søge at finde svar på, ved egne undersøgelser og/eller indkaldelse af ekspertise · Hvad, hvem, hvor, hvornår? • Prøv at sammenligne Luk 24,50-53 med beskrivelsen af Jesu himmelfart og disciplene i ApG 1 - Hvilke fællestræk finder du? • Lav en liste over de henvisninger, ApG 1 har til Helligånden - Drøft betydningen - Arbejdede Helligånden før Pinsedagen? · Hvis han gjorde, på hvilke måder? · Hvilken betydning har dette for, hvordan Ånden arbejder i dit og mit liv?
Uddybende spørgsmål
• De første kristne trak lod for at finde en ny apostel - Gjorde menigheden det sidenhen i ApG? · Hvorfor/hvorfor ikke? · Hvorfor gør vi det ikke i dag? - Skal vi ikke altid gøre ting på samme måde som apostlene? · Er alt, hvad der sker i ApG givet som et eksempel for os til efterfølgelse? • Tænk over, hvad det ifølge ApG 1,21-22 betød at være vidne - Hvorfor var dette vigtigt for den første menighed? - Hvad vidner du og jeg om i dag?
Ord og udtryk
Personligt kristenliv
ApG 1,14 bruger på dansk udtrykket ”i enighed“. Det græske ord er et af Lukas’ yndlingsord. Det er et sammensat ord, homothymiadon, og betyder ”af fælles/et sind“ eller til og med ”med samme lidenskab“. De er brugt om de første kristne også i ApG 2,46; 4,24: ”alle som én“; 5,12; 15,25). Hvad kan du gøre for at fremme en tilsvarende enhed i din menighed? Indeholder ApG selv træk, som kan hjælpe os?
15
DIALOG
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
Baggrund
• Adskillige temaer og udtryk fra Daniels Bog dukker i ApG 1: - Guds rige (ApG 1,3.6) er et begreb, som i Det Nye Testamente i særlig grad bygger på Daniels beskrivelse af himlens rige (jf. Dan 2,44; 3,33; 4,31; 7,14.18.22.27) - Fastsættelsen af tider og timer (ApG 1,7) for de forskellige riger hører under Guds autoritet (2,21) - Jesu komme med himlens skyer (ApG 1,11) minder om Daniels beskrivelse i 7,13. • En ikke-adventist forsker har gjort samme observation: ”Ja, henvisninger til ”tider og timer (perioder)“ i ApG 1,8 ledes læseren til at huske den samme vending fra Daniel 2, hvor der lægges vægt på den guddommelige kontrol over konger og riger i verdenshistorien.“ (Michael A. Salmaier, Restoring the Kingdom: The Role of God as “Ordainer of Times and Seasons“ in the Acts of the Apostles (Eugene, OR: Pickwick, 2011), 25).
16
NOTER
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
17
2
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Pinsedagen
Ugens vers
”Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på. Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører“ (ApG 2,32-33).
Introduktion
Ordet pinse kommer af det græske pentē kostē, som er navnet for den jødiske fest Ugefesten (2 Mos 34,22). Den blev også kaldt Førstegrødefesten (4 Mos 28,26). Ordet betyder halvtreds og kommer af, at denne fest blev fejret på den halvtredsindstyvende dag efter den første afgrøde af byghøsten den første dag efter påske. Det var en glædens dag fyldt med taksigelse, hvor israelitterne bragte ”den første afgrøde af hvedehøsten“ frem for Herren (2 Mos 34,22). Denne fest blev et meget passende symbol på den første åndelige afgrøde i den kristne kirke, da Helligånden blev udgydt i større mål end nogensinde før, og tre tusind mennesker blev døbt på en enkelt dag (ApG 2,41). Efter Jesu himmelfart og ophøjelse i himlen var denne åndsudgydelse en pludselig og overnaturlig begivenhed, der forvandlede apostlene fra enkle og ukendte galilæere til mænd med en overbevisning og et mod, der kunne forandre verden. Pinsedagen kaldes ofte den kristne kirkes fødselsdag, det tidspunkt, hvor Kristi efterfølgere, jøder og senere hedninger blev legitimeret som Guds nye forsamling på jorden.
Ugens tekster
18
· · · · · ·
ApG 2,1-4 Joh 14,16 ApG 2,5-13 Joel 3,1-5 ApG 2,22-39 Sl 110,1-3
SØNDAG
8. JULI 2018
Åndens komme I overensstemmelse med Jesu befaling ventede de troende i Jerusalem på løftet om Helligånden. Ventetiden blev brugt til inderlig bøn, alvorlig omvendelse og lovprisning. Da dagen kom, ”var de alle forsamlet“ (ApG 2,1), sandsynligvis i det samme værelse ovenpå som i ApG 1. Men inden længe ville de flytte sig til et meget mere offentligt sted (ApG 2,6-13. ApG 2,1-3
Hvilke overnaturlige ting fandt sted samtidig med udgydelsen af Ånden? Scenen var ret intens. Først fyldtes hele stedet af en pludselig lyd fra himlen, der lød som en kraftig storm. Derefter satte noget, der lignede ildtunger, sig på hver enkelt af dem. I Bibelen er vind og ild ofte forbundet med ”teofani“ eller en guddommelig manifestation (fx 2 Mos 3,2; 19,18; 5 Mos 4,15). I tillæg bruges ild og vind også til at repræsentere Guds Ånd (Joh 3,8; Matt 3,11). Uanset hvad den nøjagtige betydning af disse fænomener var, så var de tegn, der introducerede et enestående øjeblik i frelsens historie, den lovede udgydelse af Helligånden. Helligånden havde altid været virksom. Dens indflydelse på Guds folk i Det Gamle Testamente kom ofte til syne på meget tydelig måde, men aldrig i sin hele fylde. ”I patriarkernes tid var Helligåndens indflydelse ofte blevet åbenbaret på en tydelig måde, men aldrig i hele sin fylde. Men nu, i lydighed mod Frelserens ord, frembar disciplene deres bønner om denne gave, og i himlen tilføjede Kristus sin forbøn. Han gjorde krav på Åndens gave, så han kunne udgyde den over sit folk.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 37). Johannes Døberen havde forudsagt Helligåndsdåb, når Messias kom (Luk 3,16; ApG 11,16), og Jesus selv henviste adskillige gange til det (Luk 24,49; ApG 1,8). Denne udgydelse ville blive hans første forbønstjeneste over for Gud (Joh 14,16. 26; 15,26). Løftet gik i opfyldelse på Pinsedagen. Selv om Åndens dåb på Pinsedagen var en særlig og enestående begivenhed forbundet med Jesu sejr på korset og ophøjelse i himlen, er det at blive fyldt af Ånden en erfaring, som hele tiden skal gentages i de troendes liv (ApG 4,8. 31; 11,24; 13,9.52; Ef 5,18).
Til at tænke over
Hvilke tegn er der på, at Helligånden arbejder i dit liv?
19
MANDAG
9. JULI 2018
Tungetalens gave I ApG 2,4 viste Helligåndens gave sig ved, at mennesker talte på andre tungemål. Men denne gave var kun en af mange forskellige måder, Helligånden viste sig på (ApG 10,45-46; 19,6). Disse indbefattede også at forudsige fremtiden (ApG 11,28), syner (ApG 7,55), inspireret tale (ApG 2,8; 28,25), helbredelse (ApG 3,6. 12; 5,12. 16) og udrustning til tjeneste (ApG 6,3. 5). Tungetalens gave på Pinsedagen skete ikke, fordi det er det typiske eller vigtigste bevis på Helligåndens kraft. Den blev givet for at iværksætte kirkens verdensmission. Det vil sige, at det kald, der gives i ApG 1,8, krævede tungetalens gave. Hvis apostlene skulle krydse kulturelle forhindringer og nå til jordens ende med evangeliet, havde de brug for at kunne tale de sprog, som deres tilhørere havde brug for at høre. ApG 2,5-12
Hvad er beviset for, at apostlene på Pinsedagen talte forskellige eksisterende fremmedsprog? Det antages, at der i det første århundrede fandtes mellem otte og ti millioner jøder i verden, og at op imod 60 % af dem boede uden for Judæa. Men mange af dem, der var i Jerusalem for at fejre festen, kom fra fremmede lande og kunne ikke tale aramæisk, som var det sprog, jøderne i Judæa talte på den tid. Der er ingen tvivl om, at de fleste af dem, der blev omvendt på Pinsedagen, var jøder fra forskellige lande, der nu kunne høre evangeliet på deres eget modersmål. At apostlene talte eksisterende fremmedsprog frem for ukendte ekstatiske sprog, fremgår tydeligt af udtrykket dialektos (ApG 2,6. 8), som betyder et lands eller områdes sprog (sml. ApG 21,40; 22,2; 26,14). Det er altså indlysende, at de talte disse forskellige sprog. Miraklet var, at disse enkle galilæere nu kunne tale et sprog, som de nogle få timer tidligere ikke kendte. For de lokale jøder, som var vidner til denne scene, og som ikke kendte disse sprog, var den eneste mulige forklaring, at apostlene var berusede og talte mærkelige ord, der for dem ikke gav nogen mening. ”Men andre spottede og sagde; ‘De har drukket sig fulde i sød vin’“ (ApG 2,13).
Til at tænke over
20
På en mægtig måde giver Gud sig til kende for øjnene af disse mennesker. Alligevel tror de, at det kun handler om fuldskab! Hvordan kan vi undgå selv at blive så åndeligt blinde?
TIRSDAG
10. JULI 2018
Peters prædiken Anklagen om fuldskab gav Peter muligheden for at forklare, hvad der skete. I sin tale henviste apostlen først til Skriften (ApG 2,16-21), idet han beskrev Helligåndens udgydelse som en opfyldelse af profetier. ApG 2,17 Joel 3,1
Sammenlign de to tekster. Hvordan opfattede Peter tidspunktet for opfyldelsen af Joels profeti? Joels profeti handlede om en fremtidig frelsens tid (Joel 3,5), som ville blive kendetegnet ved forskellige tegn i naturens verden og en omfattende udgydelse af Ånden (Joel 3,1-5). Ved at fortolke det, der skete på Pinsedagen i lyset af en sådan profeti, var det Peters hensigt at understrege den historiske betydning af det bestemte tidspunkt. Men der er en vigtig forskel i den måde, hvorpå han citerer Joel. I stedet for Joels indledende ”derefter“ (Joel 3,1), som ganske enkelt pegede på fremtiden, sagde Peter: ”Det skal ske i de sidste dage“ (ApG 2,17). Dermed indikerede han, at den sidste akt i frelsens store drama netop var begyndt. Dette er selvfølgelig ikke en fuldstændig beskrivelse af begivenheder i de sidste tider, men et bevis på den store opfattelse af hast, som kendetegnede den tidlige kirke. De vidste ikke, hvornår enden ville komme; men de var overbeviste om, at der ikke ville gå lang tid.
ApG 2,22-32
Hvad var Peters hovedpointe i fremstillingen af evangeliet? Efter at have fremhævet den profetiske betydning af Pinsedagen, gik Peter over til at tale om Jesu liv, død og opstandelse. Det er opstandelsen, der understreges mest; for den var den afgørende begivenhed i evangeliets historie. For Peter var opstandelsen den ultimative bekræftelse på, hvem Jesus var (ApG 2,22.27), og han citerede fra Skriften for at understrege betydningen af opstandelsen. Fordi Jesus var Messias, kunne døden ikke holde på ham. For Peter og for alle de nytestamentlige forfattere blev Jesu opstandelse det mægtige bevis på ikke alene, at Jesus er Messias, men på hele det kristne budskab om frelse.
Til at tænke over
Omgivet som vi er af død, der til enhver tid truer os eller vores kære, hvorfor er Jesu opstandelse en så vigtig sandhed?
21
ONSDAG
11. JULI 2018
Jesu ophøjelse ”Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører“ (ApG 2,33). I den tredje del af Peters tale gik han tilbage til spørgsmålet om tungemål, som var det, der i første omgang havde vakt folkets interesse. I stedet for at være fulde, hvilket ville have været meget mærkeligt klokken ni om morgenen (ApG 2,15), talte de troende i tunger, fordi Helligånden netop var blevet udgydt fra himlen. ApG 2,33-36
Hvad er forbindelsen mellem Jesu ophøjelse til Guds højre hånd og Åndens udgydelse? Guds højre hånd er en myndighedsstilling (Sl 110,1-3). Peters argument, som bygger på Skriften, er, at det var fordi Jesus var blevet ophøjet til en sådan stilling i himlen, at han udgød Ånden til sine efterfølgere. Ophøjelsen gav ikke Jesus en stilling, han ikke i forvejen havde (Joh 1,1-3; 17,5). Men den repræsenterede Faderens overordnede anerkendelse af hans forret som Herre og Frelser (ApG 2,36). Denne begivenhed fører os til et af de vigtigste temaer i Bibelen, den kosmiske strid mellem godt og ondt. Pointen er, at Ånden ikke til fulde kunne komme, hvis Jesus ikke blev ophøjet (Joh 7,39), og Jesus kunne ikke blive ophøjet, hvis han ikke havde vundet sejr på korset (Joh 17,4-5). Jesu ophøjelse var med andre ord betingelsen for Åndens komme, fordi det var et udtryk for Guds anerkendelse af det, Jesus opnåede på korset, deriblandt også det nederlag, som han, der havde tilranet sig herredømmet over denne verden, led (Joh 12,31). Da synden kom ind i verden, blev der kastet en skygge over Gud. Jesu død var nødvendig, ikke kun for at frelse mennesker, men også for at retfærdiggøre Gud og afsløre Satan som en bedrager. I Jesu tjeneste på jorden var frelsens tidsalder allerede i gang (Luk 4,18-21). Når han fordrev onde ånder eller tilgav synd, satte han mennesker fri fra Satans fangenskab. Men det var korset, der gav ham fuld autoritet til at gøre det. Så da Kristi selvopofrelse blev godkendt i himlen, led Satan et alvorligt nederlag, og Ånden blev udgydt for at forberede et folk til Kristi komme.
22
TORSDAG
12. JULI 2018
Førstegrøden Da folket lyttede til Peters tale, stak det dem i hjertet. Nogle af tilhørerne havde måske været i skaren, der forlangte Jesus korsfæstet nogle få uger tidligere (Luk 23,13-25). Men nu blev de overbevist om, at Jesus fra Nazaret virkelig var Guds udvalgte Messias, og med sorg spurgte de: ”Hvad skal vi gøre?“ (ApG 2,37) ApG 2,38
Hvad er de to grundlæggende betingelser for tilgivelse? Omvendelse betyder en radikal forandring af retningen i ens tilværelse, at vende sig bort fra synd (ApG 3,19; 26,20) og ikke kun have en følelse af sorg eller samvittighedsnag. Sammen med tro, er sand omvendelse en gave fra Gud, men som alle gaver kan den afvises (ApG 5,31-33; 26,19-21; Rom 2,4). Lige fra Johannes Døberens tid var omvendelse forbundet med dåb (Mark 1,4). Det vil sige, at dåb blev et udtryk for omvendelse, et ritual, der symboliserede renselsen fra synd og en moralsk fornyelse forårsaget af Helligånden (ApG 2,38; 22,16; sml. Tit 3,5-7).
ApG 2,38-39
Hvilket særligt løfte gives til dem, der omvender sig og bliver døbt? På Pinsedagen blev menneskene ikke alene tilbudt tilgivelse for deres synd, men også Åndens fylde til personlig vækst, tjeneste i menigheden og især i mission. Dette var måske den allerstørste velsignelse; for den vigtigste grund til menighedens eksistens er, at den skal dele evangeliets gode nyhed (1 Pet 2,9). Fra dette tidspunkt ville de have forvisning om frelse og Helligåndens kraft, som ville udruste dem til den mission, kirken var kaldet til.
Til at tænke over
Hvorfor er det af så stor betydning for alle, som ønsker at forkynde evangeliet, at vi indser, at vi har ”syndernes forladelse“? Hvilket håb kan vi tilbyde andre i Jesus, hvis vi ikke selv har det?
23
FREDAG
13. JULI 2018
Til videre studium Helligåndens udgydelse på Pinsedagen åbenbarede en vigtig sandhed om, hvad der skete i himlen, og hvordan Gud Faderen accepterede Kristi offer for verdens synd. Udgydelsen af Ånden viste også, at Kristi gerning for os i himlen, baseret på hans offer her på jorden, nu var sat i gang. Disse forbløffende begivenheder er yderligere beviser på den fantastiske sandhed, at himmel og jord er forbundet på måder, vi slet ikke kan fatte. ”Kristi himmelfart var signalet om, at hans efterfølgere skulle modtage den lovede velsignelse … Da Kristus gik ind gennem himlens porte, blev han indsat på tronen, mens englene tilbad ham. Liges så snart denne ceremoni var overstået, kom Helligånden ned til disciplene i rige strømme, og Kristus blev i sandhed forherliget også med den herlighed han havde med Faderen i al evighed. Pinsedagens udgydelse var himlens måde at tilkendegive, at Forløserens indvielse var fuldendt. I overensstemmelse med sit løfte havde han sendt Helligånden fra himlen til sine efterfølgere som et tegn på, at han som præst og konge havde modtaget al magt i himlen og på jorden og var den Salvede over sit folk.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 38-39). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvad kan kirken forvente at erfare af Pinsedagen i dens liv i dag? Hvad kan gentages, og hvad kan ikke? 2. Jesu opstandelse var en væsentlig del af Peters budskab på Pinsedagen. Uanset hvilke jødiske messiasforventninger der måtte have været på den tid, forventede ingen en messias, der vile opstå fra de døde. Tænk over, hvor vigtigt det er at vide, hvad Bibelen faktisk lærer – i modsætning til at lytte til tidens populære teologiske teorier. 3. ApG 2,38 taler om nødvendigheden af at blive døbt. Betyder det, at alle, som har troet på Jesus, men døde uden at blive døbt, vil gå fortabt? Begrund dit svar.
24
DIALOG
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Jesus som alles Herre - Læs ApG 2,21 og 38. Peters prædiken på Pinsedagen indledes og afsluttes med en henvisning til Herrens ”navn“. · Drøft, hvad Jesu navn her indebærer mht. til hans natur og autoritet! - Sammenlign ApG 2,17 og 33. Hvem ”udgyder“ Ånden? Er det Faderen eller Sønnen? - Sammenlign ApG 2,36 med 10,37 · Hvor i beretningen i ApG 2 kan du finde vidnesbyrd om, at Jesu gerning ikke bare er for jøderne, men for alle? • Helligånden til alle - Læg mærke til de grupper, som Helligånden ifølge Joel skulle udgydes over: - Vers 17: mennesker · Med hensyn til køn: · Med hensyn til alder: · Med hensyn til social status:
Uddybende spørgsmål
• Hvilken betydning har det for den kristne kirke, at Jesus er alles Herre? - Bør der i kirken være roller og autoritet, der favoriserer fx de rige, de hvide eller mænd frem for fattige, farvede eller kvinder? • Syvende Dags Adventistkirken har udtrykt sin tro på alle kristnes ligestilling i kirken i punkt 14 i sine officielle trospunkter, kaldt ”Enhed i Kristi Legeme“: - ”Menigheden er ét legeme med mange lemmer, kaldet fra alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. I Kristus er vi en ny skabning. Særpræg i race, kultur, uddannelse og nationalitet eller forskel på høj og lav, rig og fattig, mand og kvinde må ikke skabe splittelse blandt os. Vi er alle lige i Kristus, der med én Ånd har bundet os sammen i et fællesskab med ham og med hinanden. Vi skal alle tjene og lade os tjene uden partiskhed eller forbehold. Gennem åbenbaringen af Jesus Kristus i Skriften er vi fælles om samme tro og håb, og vi aflægger det samme vidnesbyrd over for alle. Dette fællesskab har sin oprindelse i den treenige Gud, der har antaget os som sine børn.“ - Læs og drøft indholdet i klassen. 25
DIALOG
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Mødet med dagligdagen
Find eksempler på diskrimination omtalt i ugens medier, hvor grupper diskrimineres simpelthen på grund af køn, alder eller social status.
Personligt kristenliv
Når du og jeg af og til befinder os i situationer, hvor vi skal vurdere andre mennesker, fx til jobinterviews eller menighedspositioner, hvordan kan jeg da sikre mig, at jeg ikke påvirkes af fordomme mod bestemte grupper?
Ord og udtryk
• ”Teofani“ er et teknisk udtryk fra græsk, sammensat af ordene Theos (Gud) og phaino (vise sig). Det bruges om situationer og beskrivelser af situationer, hvor Gud viser sig for mennesker. I Bibelen beskrives sådanne tilsynekomster ofte med de samme vendinger. • ”Indgav at sige“. Det udsagnsord, som i ApG 2,4 oversættes med ”indgav at sige“, anvendes også af Lukas I ApG 26,25, hvor det til dansk oversættes med at ”sige noget forstandigt“: Paulus’ ord er sande og ”forstandige“ og ikke som mere end antydet af Festus meningsløse eller vanvittige. • Udtrykket ”de sidste dage“ bruges af Joel og fortolkes af Peter som en betegnelse for de ”afgørende tider“. Der tænkes ikke først og fremmest på en periode, der afslutter verdenshistorien, men på den tidsalder, der er afgørende for historien: Gud er blevet menneske, forsoningen er vundet, døden er besejret, Ånden er udgydt, og alle Guds løfter sikret. - På hvilken måde er det, der foregik i Judæa for nu to tusind år siden afgørende for dit og mit liv – og for verdenshistorien?
26
NOTER
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
27
3 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
Livet i den første menighed ”De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.“ (ApG 2,46-47). Den første menigheds opfattelse af hast kunne ikke have været større. Den måde, hvorpå Jesus havde besvaret spørgsmålet om oprettelsen af det messianske rige ved at lade tidspørgsmålet være ubesvaret (ApG 1,6-8), kunne opfattes sådan, at det hele var afhængig af Åndens komme og fuldførelsen af den apostolske missionsopgave. Så da Pinsedagen kom, troede de første kristne, at alt var opfyldt. De havde modtaget Ånden og delt evangeliet med hele verden. Ikke at apostlene havde forladt Jerusalem og var gået ud i hele verden, men hele verden var kommet til dem (ApG 2,5-11). Det næste der skete var, at menigheden frigjorde sig fra alt jordisk gods. I deres forventning om, at tiden var kort, solgte de alt, hvad de havde, og helligede sig til at lære og styrke fællesskabet, mens de blev ved med at vidne om Jesus, dog kun i Jerusalem. I forbindelse med den fælles tilværelse de udviklede, og som var meget effektiv i hjælpen til de fattige, opstod der snart et problem, og Gud var nødt til at gribe ind for at holde menigheden samlet. Det var også på det tidspunkt, de begyndte at møde modstand. Men midt i alt dette, forblev deres tro urokkelig.
Ugens tekster
28
· · · · · ·
ApG 2,42-46 ApG 4,34-35 ApG 3,1-26 ApG 4,1-18 ApG 5,1-11 ApG 5,34-39
SØNDAG
15. JULI 2018
Undervisning og fællesskab Efter Pinsedagen ændres Lukas’ fortælling til en mere generel beskrivelse af menigheden i Jerusalem og dens indbyrdes liv. ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne“ (ApG 2,42). De fire elementer, der nævnes, ser grundlæggende ud til at handle om undervisning og fællesskab. Ifølge vers 46 foregik undervisningen i templet, mens fællesskabet blev opbygget i hjemmene. Tempelpladsen var omgivet af overdækkede verandaer, der ofte blev benyttet til rabbinernes undervisning. Det, at de troende holdt fast ved apostlenes lære, viser, at Åndens gave ikke førte dem til en indadvendt religion, men til en intens oplæringsproces under apostlene, hvis autoritet blev bekræftet af tegn og undere (ApG 2,43). Åndeligt fællesskab var et andet tydeligt tegn på de første kristnes gudfrygtighed. De troende var hele tiden sammen, ikke alene i templet, men også i deres hjem, hvor de delte måltider, fejrede Herrens nadver og bad sammen (ApG 2,42. 46). Gennem disse daglige fejringer udtrykte de første kristne deres håb om, at Jesus snart skulle komme igen, og at hans fællesskab med dem skulle genoprettes i det messianske rige (Matt 26,29). Privathjem spillede en vigtig rolle i den første kirkes liv. De troende deltog stadigvæk i de daglige ceremonier i templet (ApG 3,1), og om sabbatten kom de formodentlig i synagoger sammen med andre jøder (Jak 2,2); men de særlige elementer i den kristne tilbedelse foregik i hjemmene. ApG 2,44-45 4,34-35
Hvad var en vigtig del af de første kristnes fællesskab? I deres tro på, at enden var nær, besluttede de, at deres materielle ejendele (deres ejendom) ikke længere var så betydningsfulde. En fælles anvendelse af deres materielle resurser syntes derfor at være passende. Der var ingen grund til at bekymre sig om morgendagen; for Messias selv ville sørge for deres behov i det messianske rige (Luk 22,29-30). Dette fællesskab gjorde det muligt for dem at opleve en dybere følelse af samhørighed ud over, at det også blev et enestående eksempel på kristen gavmildhed.
Til at tænke over
Hvor gavmild er du med det, Gud har givet dig?
29
MANDAG
16. JULI 2018
Helbredelsen af en lam mand I ApG 3,1 går Peter og Johannes til templet for at deltage i bønnen klokken 15. Dette understreger de hovedsageligt jødiske træk i den kristne kirke på dette tidlige tidspunkt. Apostlene gik ikke kun op til templet for at undervise eller hverve nye medlemmer, men fordi Peter og Johannes stadigvæk var jøder, holdt de fremdeles fast i jødiske religiøse traditioner (ApG 20,16; 21,17-26), i hvert fald frem til dette tidspunkt. Og her udrettede de et utroligt mirakel (ApG 3,1-10), som gav Peter anledning til at holde endnu en prædiken. ApG 3,12-26
Hvilke ting lægger Peter vægt på i denne tale? Tidlig kristen forkyndelse var kendetegnet af fem hovedpunkter: Jesus var den lidende Messias (ApG 3,18); Gud opvakte ham fra de døde (ApG 3,13); han kommer igen (ApG 3,20); og omvendelse er nødvendig for at få syndstilgivelse (ApG 3,19). På mange måder er det det samme budskab, som vi forkynder for verden, selv om sammenhængen er forandret. Apostlene befandt sig stadigvæk inden for en jødisk ramme, hvor folk i stedet for at skifte religion grundlæggende kun skulle ”flytte“ fra den gamle pagt til den nye. Som en del af Guds folk var de nødt til at tage imod Messias og erfare den nye fødsel, som er en følge af i sandhed at modtage Jesus. I dag er situationen en anden; men budskabet er i bund og grund det samme: Kristus døde for vores synder, blev opvakt fra de døde og kommer igen. Det betyder derfor, at vi kan finde frelse i ham. Selv i forbindelse med de tre englebudskaber i Åb 14, må Jesus Kristus korsfæstet, Jesus Kristus opstanden fra de døde, og Jesus Kristus, der kommer igen, være det centrale i, hvordan vi forkynder de budskaber. ”Blandt alle bekendende kristne bør syvendedags adventister være de førende i at opløfte Kristus for verden. Forkyndelsen af den tredje engels budskab kræver, at vi præsenterer sandheden om sabbatten. Denne sandhed, sammen med andre, der er indbefattet i budskabet, skal forkyndes; men hovedattraktionen, Jesus Kristus, må ikke udelades. Det er ved Kristi kors, at nåde og sandhed mødes, og retfærdighed og fred kysser hinanden. Synderen må ledes til at se hen til Golgata; med et lille barns enkle tro må han have tillid til Frelserens fortjenester, tage imod hans retfærdighed og tro på hans nåde.“ (Ellen White, Gospel Workers, s. 156-157).
30
TIRSDAG
17. JULI 2018
Modstand opstår Der gik ikke lang tid, før kirkens fremgang vakte modstand hos nogle af Jerusalems ledere. Templet i Jerusalem var styret af ypperstepræsten og hans medarbejdere, hvoraf de fleste var saddukæere. Ypperstepræsten var også formand for Rådet, som på den tid for det meste bestod af saddukæere og farisæere. Saddukæerne troede ikke på en opstandelse, og de var derfor meget oprørte over, at Peter og Johannes lærte, at Jesus var blevet opvakt fra de døde. Apostlene blev anholdt af tempelvagterne og sat i arrest til næste dag, hvor de blev fremstillet for Rådet (ApG 4,1-7). ApG 4,1-18
Hvad svarede Peter, da de blev spurgt om, med hvilken magt de handlede? Hvilket underliggende budskab lå der i Peters svar, som de jødiske ledere fandt truende? De jødiske lederes spørgsmål med hensyn til magt eller autoritet antyder en vis nervøsitet, når det gjaldt magt. Men Peter erklærede ikke alene, at miraklet var blevet udført i Jesu navn, men også at frelse kun findes ved ham. Apostlene stod foran den højeste jødiske myndighed; men de stod i en langt højere myndigheds tjeneste. Dette var enkle og ulærde galilæiske fiskere, og de tilstedeværende blev slået med forundring over deres mod og veltalenhed. Selv om lederne ikke var klar over det, var kendsgerningen den, at apostlene var fyldt med Helligånden, nøjagtigt som Jesus havde forudsagt (Matt 10,16-20). Uden at kunne benægte miraklet – den helbredte mand var også til stede, så alle kunne se ham – befalede Rådet apostlene til at ophøre med deres forkyndelse. De frygtede ligeså meget budskabet som den kristne gruppes voksende popularitet. Fordi de undlod at vurdere beviserne grundigt, tillod de fordomme og ønsket om at beskytte sig selv at diktere deres handlinger. Peters afsluttende ord er blandt de mest skattede perler i Apostlenes Gerninger: ”Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt“ (ApG 4,19-20).
Til at tænke over
Tænk over menneskers ønske om magt og hvordan det kan påvirke ens handlemåde – uanset niveau eller sammenhæng. Vi er som kristne kaldet til at være tjenere. Hvordan står det i modsætning til at have magt? 31
ONSDAG
18. JULI 2018
Ananias og Safira Den første kirkes ejendomsfællesskab var ikke obligatorisk. Det betyder, at det ikke var en formel betingelse for medlemskab. Men der var mange eksempler på frivillig gavmildhed, der var til inspiration for hele kirken. Et sådant eksempel var Barnabas (ApG 4,36-37), som kommer til at spille en vigtig rolle senere i bogen. Men der var også negative eksempler, som truede kirkens sammenhold indefra netop på det tidspunkt, hvor angreb udefra var begyndt. ApG 5,1-11
Hvilke lærdomme indeholder denne beretning? Selv om Lukas ikke giver os alle detaljerne, er der ingen tvivl om, at Ananias’ og Safiras grundlæggende problem ikke var deres forsøg på at beholde pengene for sig selv, men at de var enige om at bedrage resten af fællesskabet. Deres synd var ikke en følge af en impulsiv handling, men en nøje planlagt handling, et bevidst forsøg på at ”udæske Herrens ånd“ (ApG 5,9). De var ikke forpligtet til at sælge deres ejendom og give pengene til kirken. Da de bandt sig til at gøre det, var det måske kun i egen interesse, måske endda i et forsøg på at få indflydelse blandt brødrene med noget, der så ud til at være en rosværdig handling. Denne forklaring kan være med til at forklare, hvorfor Gud straffede dem så hårdt. Selv om kirkens fællesskab var et resultat af deres overbevisning om, at Jesus snart ville komme igen, kunne en handling som Ananias’ og Safiras på et så tidligt tidspunkt nedgøre betydningen af lydighed mod Gud og have en dårlig indflydelse på de andre troende. Den kendsgerning, at der ikke omtales, at Ananias i modsætning til Safira (ApG 5,8) fik muligheden for at angre, kan måske skyldes den korte beskrivelse af forløbet. Pointen er, at de i hele forløbet syndede, og i Guds øjne er synd alvorlig (Ez 18,20; Rom 6,23), selv om han ikke altid straffer med det samme. Det faktum, at straffen ofte udsættes, bør hele tiden minde os om, hvor nådig Gud er (2 Pet 3,9).
Til at tænke over
32
Hvorfor må vi altid være varsomme med at strække nådens grænser, som disse to medlemmer af den første menighed gjorde det?
TORSDAG
19. JULI 2018
Den anden anholdelse Hvis apostlene kunne bruges af Gud til at bringe dom over synd, som det skete for Ananias og Safira, kunne de også bruges til at bringe Guds nåde til syndere. Deres mægtige helbredelser (ApG 5,12-16) var et tydeligt bevis på, at Guds Ånd arbejdede gennem dem. Det er ret slående, at man mente, at selv Peters skygge kunne bringe helbredelse. Den nærmeste parallel i evangelierne er det mirakel, hvor en kvinde blev helbredt ved at røre ved Jesu kappe (Luk 8,43-44). Men Lukas siger faktisk ikke, at Peters skygge havde helbredende kraft, men at mennesker troede det var tilfældet. Men selv om populær overtro var involveret, kunne Gud stadigvæk uddele sin nåde. Men jo mere apostlene var fyldt med Helligånden, og antallet af tegn og undere voksede, jo mere blev de religiøse ledere fyldt med misundelse. Det fik dem til for anden gang at anholde apostlene (ApG 5,17-18). Det var kun efter, at de mirakuløst undslap (ApG 5,19-24) og endnu en modig tale fra Peters side, hvor han understregede, at ”man bør adlyde Gud mere end mennesker“ (ApG 5,29), at nogle af de ledende mænd begyndte at overveje muligheden for, at overnaturlige kræfter stod bag apostlenes virke. ApG 5,34-39
På hvilken måde forsøgte Gamaliel at overtale Rådet til ikke at slå apostlene ihjel? Rådet blev styret af saddukæerne, og farisæerne udgjorde en indflydelsesrig minoritet. Gamaliel var farisæer og en højtstående lovkyndig. Han var så højt anset blandt jøderne, at han blev kendt som ”Rabban“ (”vores lærer“) i stedet for kun ”Rabbi“ (”min lærer“). Paulus var en af hans disciple (ApG 22,3). Gamaliel minder Rådets medlemmer om to andre oprørsbevægelser i Israels nyere historie, som også havde fået tilhængere og skabt oprør. Lederne var blevet dræbt og deres tilhængere var blevet fuldstændigt spredt. Den lærdom, han drog fra dette var, at hvis den kristne bevægelse havde en menneskelig oprindelse, ville den også snart forsvinde. Men hvis den på den anden side var en guddommelig bevægelse, som apostlene påstod, hvordan kunne de da gøre sig noget håb om at modstå den? Gamaliels råd vandt. Apostlene blev pisket og igen forbudt at tale i Jesu navn.
Til at tænke over
Hvordan kan vi blive mere åbne overfor at lytte til råd fra andre, også når de indeholder ting, vi måske ikke bryder os om at høre? 33
FREDAG
20. JULI 2018
Til videre studium ”Vi er forvaltere, der af vores fraværende Herre er blevet betroet at tage vare på hans husholdning og interesser, som han kom til verden for at tjene. Han er vendt tilbage til himlen og har overdraget ansvaret til os, og han forventer, at vi er trofaste i vores opgave, så han ikke pludseligt kommer og finder os sovende.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 8. bind, s. 37). ”Det er nødvendigt, Guds folk bliver gjort opmærksom på, hvor hellige de løfter og aftaler er, som de afgiver for Guds sags skyld. Sådanne løfter opfattes generelt ikke så bindende som en skriftlig aftale mellem mennesker. Men er et løfte mindre helligt og bindende, fordi det er afgivet til Gud? Vil den kristne tilsidesætte den forpligtelse, vedkommende har lovet, bare fordi den mangler nogle tekniske udtryk og ikke kan gennemtvinges med lov? Intet juridisk dokument eller aftale er mere bindende end et løfte givet til Guds sag.“ (Ellen White, The SDA Bible Commetary, 6. bind, s. 1056). Spørgsmål til drøftelse
1. Blandt det, Jesus efterlod sine disciple, var der to umiddelbare ting: forventningen om hans snare genkomst og en verdensomspændende missionsopgave. Hvilken indflydelse bør det have på vores opfattelse af mission og kaldet til at forkynde evangeliet? 2. Nogen har engang sagt: ”Vi må være rede, som om Jesus kom igen i dag, men arbejde som om der ville gå hundrede år, inden han kommer.“ Hvilken visdom finder vi i den holdning, og kan vi bruge den i vores kald? 3. Hvorfor må Jesu liv, død, opstandelse og genkomst være det centrale i alt det, vi forkynder? Sagt på en anden måde: Hvad gavner alt det, vi prædiker, hvis disse begivenheder mangler? 4. Hvad bør beretningen om Ananias og Safira lære os om, hvor vanskeligt det er for os at kende andre menneskers hjerte, både på godt og ondt? 5. Kender du nogle moderne udgaver af Gamaliel? Eller er du måske i stand til at udfylde den rolle over for andre? Tal sammen i klassen og del med hinanden eksempler på, hvordan det har været gavnligt at give eller modtage vise råd. Hvad kan vi lære af disse eksempler?
34
DIALOG
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Læs Peters bekendelse i ApG 4,12 - Hvad er betydningen af Jesu ”navn“ (sml. 2,21 og 38)? · Virker det magisk, blot ved at udtale navnet? · Henviser det til autoritet elle bemyndigelse? • Læs menighedens bøn i ApG 4,24-30 sammen. - Hvad er det helt præcist, de beder om? · Hvorfor beder de ikke om at blive befriet for forfølgelse og problemer?
Uddybende spørgsmål
• Prøv at lave en kort oversigt over kendetegnene for den første kristne kirkes liv. Sammenlign med din egen menighed. Hvilke træk er fælles, hvor er der mangler, og hvordan kan du/I komme til at ligne apostelmenigheden mere? - Havde de første kristne et kommunistisk fællesskab? - Hvis ikke, hvad er forskellen?
Personligt kristenliv
Tænk over, hvad du beder om, når du som kristen møder udfordringer! Beder du om at undgå udfordringerne, eller beder du om visdom til at møde dem og muligheder til at vidne om Jesus med frimodighed?
Forstå det bedre
Den dramatiske historie om Ananias og Safira er fortalt på en måde, der mindede de første læsere om historien om Akan fra Det Gamle Testamente (Jos 7). Bedrag stopper midlertidigt Guds folks fremgang; når det i ApG 5,3 siges, at Ananias havde ”stukket“ nogle af pengene ”til side“, bruges et græsk ord, der også dukker op i den græske oversættelse af Jos 7,1.
Baggrund
• ApG 3,1 (jf. 10,3) antyder, at de første kristne samledes til bøn ved de faste bedetider, det vil sige det tidspunkt, hvor det daglige offer blev bragt i templet. Den kristne menigheds tilbedelse og fællesskab byggede på Jesu offer, bragt én gang for alle på Golgata, og den afspejlede Jesu tjeneste i den himmelske helligdom, i særlig grad i den Hellige afdeling: - Røgelsesalteret – Jesu forbøn for de troende i himlen – de troendes forbøn for andre på jorden - Skuebrødsbordet – Guds omsorg for de troende – de troende på jorden deler deres brød med andre i deres husfællesskaber 35
DIALOG
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
- Lysestagen – de troende har modtaget Helligånden – og ved Helligåndens hjælp deler de Guds Ord med andre • Det stærke eftertryk på Jesu enestående navn er knyttet til hans guddommelige autoritet. På Jesu tid udtalte jøder af respekt ikke navnet Jahve. Når de omtalte Gud, ville det ofte ske ved simpelthen at sige ”navnet“, altså det ord, der betød ”navnet“ – på hebraisk Ha-Shem. Ord og udtryk
Er det nadver at ”bryde brødet“? På grund af udviklingen i den katolske kirke mener mange forskere, at det faktum, at de kristne dagligt hjemme ”brød brødet“ (ApG 2,46) betyder, at de fejrede nadver – eller eukarist, som dette almindeligt bliver betegnet i kristenheden. To ting bør huskes. Selve udtrykket ”at bryde brødet“ var simpelthen en betegnelse brugt, når man spiste sammen. I ApG 27,35 bryder Paulus brødet, da han opfordrer sine skibsfæller til at tage føde til sig; tydeligvis har dette intet med nadver at gøre. Dernæst skal man vogte sig for at læse senere kirkelige traditioner tilbage i den bibelske beskrivelse. Først langt senere opfattes nadveren som et offer, bragt og kontrolleret af den ordinerede præst. I Apostlenes Gerninger henvises der her til fællesskabsmåltider, hvor man deler sit brød med de fattige. Der siges intet om ugentlige gudstjenester med et nadverritual.
36
NOTER
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
37
4
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
Den første menigheds ledere
Ugens vers
”Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen“ (ApG 6,7).
Introduktion
Mange af de nyomvendte på Pinsedagen var hellenistiske jøder, det vil sige jøder fra den græsk-romerske verden, der nu levede i Jerusalem (ApG 2,5. 9-11). Selv om de var jøder, var de på mange måder anderledes end de jøder, der kom fra Judæa, ”hebræerne“, som omtales i ApG 6,1. Den mest oplagte forskel var, at de i al almindelighed ikke kendte til aramæisk, det sprog, der taltes i Judæa. Der var også andre forskelle, både kulturelle og religiøse. Da de var født i fremmede lande, havde de ingen rødder i de hebraiske jødiske traditioner, eller deres rødder gik ikke så dybt som de hebraiske jøders. Man formodede, at de ikke var helt så knyttet til tempelceremonierne og de sider ved Moseloven, der kun gjaldt i landet Israel. Da de havde tilbragt det meste af deres liv i græsk-romerske omgivelser og i nær kontakt med hedninger, var de naturligt mere villige til at forstå, at den kristne tro indbefattede alle. Gud brugte faktisk mange hellenistiske troende til at udføre befalingen om at være vidner for hele verden.
Ugens tekster
38
· · · · · ·
ApG 6 ApG 7,48 Hebr 5,11-14 Mika 6,1-16 ApG 7 ApG 8,4-25
SØNDAG
22. JULI 2018
Valget af de syv ApG 6,1
Hvad klagede de hellenistiske troende over? ”Begrundelsen for deres klage var en påstået tilsidesættelse af de græske enker i den daglige uddeling af hjælp. Enhver ulighed ville have været i modstrid med evangeliets ånd; men det var lykkedes for Satan at vække mistanke. Der måtte tages øjeblikkelige foranstaltninger for at fjerne enhver grund til utilfredshed, så fjenden ikke skulle lykkes i sine anstrengelser på at skabe splid blandt de troende.“ (Ellen White, The Acts og the Apostles, s. 88). Den løsning, som apostlene foreslog, var at vælge syv mænd blandt dem. Disse skulle ”varetage tjenesten [diakoneō] ved bordene“ (ApG 6,2), mens apostlene skulle bruge deres tid på bøn og ”tjenesten [diakonia] for ordet“ (ApG 6,4). Ordene diakoneō og diakonia tilhører den samme ordgruppe, det første er et udsagnsord med ”bordene“ som genstandsled (ApG 6,2), det andet et navneord forbundet med ”ordet“ (ApG 6,4). Sammen med ordet ”daglige“ i ApG 6,1) synes dette at beskrive de to hovedelementer i den første kirkes dagligliv: undervisning (”Ordet“) og fællesskab (”bordene“), hvor det sidste beskriver det fælles måltid, nadveren og bøn (ApG 2,42. 46; 5,42). Som dem, der var blevet betroet at varetage Jesu lære, skulle apostlene først og fremmest bruge deres tid på at undervise de troende i den kristne lære og om bøn, mens de syv skulle have ansvar for fællesskabsaktiviteterne i de mange husmenigheder. Men deres pligter var ikke begrænset til opgaver, som dagens brug af ordet diakon eller menighedstjener opfattes. De var i virkeligheden kirkens første menighedsledere.
ApG 6,2-6
Hvordan blev de syv valgt og indsat i tjeneste? Kandidaterne skulle kendetegnes på deres moralske, åndelige og praktiske egenskaber. De skulle være velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom. Med hele forsamlingens godkendelse blev de syv udvalgt og dernæst indsat i tjenesten ved bøn og håndspålæggelse. Dette ritual synes at antyde en offentlig anerkendelse og tildeling af myndighed til at udføre deres arbejde.
Til at tænke over
Tænk over, hvor let man kan komme til at skabe splid. Hvad kan vi med Guds hjælp gøre for at skabe fred iblandt os og fokusere på mission? 39
MANDAG
23. JULI 2018
Stefanus’ tjeneste Efter at de syv var blevet valgt, gjorde de ikke alene tjeneste inden for menigheden, men udførte også effektiv vidnetjeneste. Resultatet var, at evangeliet blev ved med at udbredes, og antallet af troende blev ved med at vokse (ApG 6,7). Men denne vækst førte til modstand mod den tidlige kristne menighed. Fortællingen fokuserer på Stefanus, en mand af sjælden åndelig storhed. ApG 6,8-15
Hvad lærer disse vers om Stefanus og hans tro og karakter? Hvad var det Stefanus prædikede, som gjorde hans modstandere så vrede? Som en hellenistisk jøde forkyndte Stefanus evangeliet i de hellenistiske synagoger i Jerusalem. Der var syv sådanne synagoger i byen; ApG 6,9 henviser sandsynligvis til to af dem, en for de sydlige immigranter (jøder fra Kyrene og Aleksandria), og en for de nordlige immigranter (fra Kilikien og provinsen Asien). Der er næppe nogen tvivl om, at Jesus var det centrale punkt i drøftelserne; men de anklager, der blev rejst mod Stefanus, antyder en forståelse af hans del i evangeliet og dets konsekvenser, som måske gik videre end de hebraiske troendes. Stefanus blev anklaget for at tale spottende om Moses og Gud, det vil sige mod loven og templet. Selv om nogle af hans udtalelser blev misforstået, eller hans ord bevidst blev fordrejet, og der også blev fremstillet falske vidner, der talte imod ham, var alle anklagerne måske ikke helt forkerte, ligesom i retssagen mod Jesus selv (Mark 14,58; Joh 2,19). Stefanus’ tydelige fordømmelse for Rådet af den nærmest afgudsdyrkende ophøjelse af selve templet (ApG 7,48) viser, at han forstod de dybere konsekvenser af Jesu død, og hvad det ville føre til i hvert fald med hensyn til templet og dets ceremonier. Mens mange af de jødiske troende med hebraisk baggrund stadigvæk var stærkt knyttet til templet og dets ceremonier (ApG 3,1; 15,1. 5; 21,17-24) og fandt det svært at opgive dem (Gal 5,2-4; Hebr 5,11-14), forstod Stefanus og måske også andre af de hellenistiske troende, at Jesu død markerede afslutningen på hele tempeltjenesten.
Til at tænke over
40
Hvordan finder vi balancen mellem at holde fast ved vores personlige overbevisning og samtidig være åbne overfor nyt lys?
TIRSDAG
24. JULI 2018
For Rådet ApG 7,1-53
Hvad sagde Stefanus til sine anklagere? Anklagerne imod Stefanus førte til hans anholdelse og fremstilling for Rådet. Ifølge jødisk tradition var loven og tempeltjenesten to af de tre søjler, som ordet hviler på – den tredje var gode gerninger. Bare antydningen om, at Moselovens ceremonier var blevet forældede, blev virkelig opfattet som et angreb på det, som var allerhelligst i jødedommen. Deraf kommer anklagerne om gudsbespottelse (ApG 6,11). Stefanus’ svar er den længste tale i Apostlenes Gerninger. Selv om den ved første øjekast ikke lader til at være andet end en lang gennemgang af Israels historie, må vi forstå talen i sammenhæng med den gammeltestamentlige pagt og den måde, profeterne anvendte dens opbygning, når de stod frem som religiøse reformatorer for at kalde Israel tilbage til pagtens krav. Når det skete, benyttede de nogle gange det hebraiske ord rîḇ, som sandsynligvis bedst oversættes med ”pagtsanklage“, for at udtrykke den tanke, at Gud anlægger sag mod sit folk på grund af deres manglende overholdelse af pagten. I Mika 6,1-2 findes for eksempel rîḇ tre gange. Ved at benytte mønstret fra pagten på Sinaj (2 Mos 20-23) minder Mika dernæst folket om Guds mægtige gerninger for dem (Mika 6,3-5), pagtens betingelser og overtrædelser (Mika 6,6-12), og til sidst forbandelserne for overtrædelserne (Mika 6,13-16). Dette er sandsynligvis baggrunden for Stefanus’ tale. Da han blev bedt om at forklare sine handlinger, gjorde han intet forsøg på at tilbagevise anklagerne eller forsvare sin tro. I stedet løftede han sin stemme ligesom de gamle profeter, når de fremførte Guds rîḇ mod Israel. Hans lange gennemgang af Guds forhold til Israel i fortiden skulle illustrere deres utaknemlighed og ulydighed. Når vi når til ApG 7,51-53, er Stefanus ikke længere den anklagede, men er i stedet Guds profetiske anklager, der præsenterer Guds pagtsanklage mod disse ledere. Hvis deres fædre var skyldige i at slå profeterne ihjel, var de selv endnu mere skyldige. Ændringen fra ”vore fædre“ (ApG 7,11. 19. 38. 44-45) til ”jeres fædre“ (ApG 7,51) er vigtig. Stefanus brød med sin samhørighed med sit folk og stillede sig på Jesu side. Følgerne ville blive enorme; men hans ord viser ingen frygt eller fortrydelse.
Til at tænke over
Hvornår har du sidst haft brug for fast og kompromisløst at stille dig på Jesu side? Gjorde du det, eller vaklede du? 41
ONSDAG
25. JULI 2018
Jesus i den himmelske tronsal En profet (nāḇ î på hebraisk) er per definition en, der taler på Guds vegne, og Stefanus blev en profet i det øjeblik han fremstillede Guds rîḇ mod Israel. Men hans profetgerning blev meget kortvarig. ApG 7,55-56
Hvad betød Stefanus’ syn? ”Da Stefanus nåede dette punkt, blev der optøjer blandt folket. Da han forbandt Kristus med profetierne og talte om templet, som han gjorde, foregav præsten at være rædselsslagen og rev sin kappe i stykker. For Stefanus var dette et signal om, at hans røst snart for altid skulle gøres tavs. Han så den modstand, hans ord mødte og vidste, at han gav sit sidste vidnesbyrd. Og selv om han var midt i sin tale, afsluttede han den brat.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 100). Mens Stefanus stod foran de jødiske ledere og frembar Guds anklage imod dem, stod Jesus ved siden af Faderen i den himmelske tronsal, dvs. den himmelske helligdom. Det er et udtryk for, at dommen på jorden kun var et udtryk for den virkelige dom, som ville ske i himlen. Gud ville dømme Israels falske lærere og ledere. Dette forklarer, hvorfor kaldet til omvendelse, som er så almindeligt i de tidligere taler i Apostlenes Gerninger (ApG 2,38; 3,19; 5,31) mangler i denne tale. Israels teokrati havde nået sin afslutning. Det betød, at verdens frelse ikke længere skulle formidles gennem Israels folk, som Abraham var blevet lovet (1 Mos 12,3; 18,18; 22,18), men gennem Jesu efterfølgere, både jøder og hedninger, som nu skulle forlade Jerusalem og være vidner til hele verden (ApG 1,8).
ApG 7,57-8,2
Hvordan gengiver Lukas Stefanus’ død? Straffen for gudsbespottelse var stening (3 Mos 24,14); men det fremgår ikke tydeligt, om Stefanus blev dømt til døden eller lynchet af en flok fanatikere. Uanset omtales han som den første af dem, der troede på Jesus, som blev dræbt på grund af sin tro. At vidnerne lagde deres tøj ved Saulus’ fødder antyder, at han var lederen af Stefanus’ modstandere; så da Stefanus bad for dem, der henrettede ham, bad han også for Saulus. Kun en person med en meget ædel karakter og en urokkelig tro kunne gøre det, og det viser, hvor stor hans tro var, og at Kristus var det vigtigste i hans liv.
42
TORSDAG
26. JULI 2018
Evangeliets udbredelse Sejren over Stefanus antændte en massiv forfølgelse af de troende i Jerusalem og var uden tvivl ledet af den samme gruppe modstandere. Lederen af denne gruppe var Saulus, som forårsagede en ikke ringe ødelæggelse af kirken (ApG 8,3; 26,10). Men forfølgelsen resulterede i noget godt. De troende, som blev spredt over hele Judæa og Samaria, blev ved med at forkynde evangeliet. Befalingen om at vidne i de egne (ApG 1,8) blev på denne måde opfyldt. ApG 8,4-25
Hvilke lærdomme finder vi i denne beretning? Samaritanerne var halvt israelitter, også ud fra et religiøst synspunkt. De var monoteister, der accepterede de fem Mosebøger, praktiserede omskærelse og forventede Messias’ komme. Men i jødernes opfattelse var den samaritanske religion fordærvet, og det betød, at de slet ikke havde nogen del i Israels pagts-velsignelser. Den uventede omvendelse af samaritanere overraskede menigheden i Jerusalem, så apostlene udsendte Peter og Johannes for at vurdere situationen. At Gud ventede med at udgyde Helligånden indtil Peter og Johannes kom (ApG 8,14-17), skete sandsynligvis for at overbevise apostlene om, at samaritanerne skulle accepteres som fuldt gyldige medlemmer af de troendes samfund (se ApG 11,1-18). Men det endte ikke der. I ApG 8,26-39 finder vi beretningen om Filip og den etiopiske hofmand, som efter at have modtaget et bibelstudium bad om at blive døbt. ”De gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham“ (ApG 8,38). Først var der samaritanerne, dernæst etiopieren, en udlænding, som havde været i Jerusalem for at tilbede og nu var på vej hjem. Evangeliet krydsede Israels grænser og nåede ud til verden, som det var forudsagt. Men alt dette var kun begyndelsen, for disse tidlige jødiske troende ville snart rejse overalt i den dakendte verden og forkynde de gode nyheder om Jesu død, som betalte straffen for deres synder og tilbyder alle, allevegne, håbet om frelse.
Til at tænke over
Peter sagde til Simon, at han var ”fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed“ (ApG 8,23). Hvad var løsningen på hans problem og for enhver, som måtte være i en tilsvarende situation?
43
FREDAG
27. JULI 2018
Til videre studium ”Den forfølgelse, som ramte menigheden i Jerusalem, resulterede i, at evangeliets udbredelse fik et stort skub fremad. Ordets forkyndelse havde haft stor succes i Jerusalem, og der var fare for, at disciplene ville blive der for længe og ikke adlyde Frelserens befaling om at gå ud i al verden. Idet de glemte, at kraft til at modstå det onde bedst opnås gennem aggressiv tjeneste, begyndte de at tro, at de ikke havde nogen vigtigere opgave end at beskytte menigheden i Jerusalem mod fjendens angreb. I stedet for at oplære de nyomvendte i at bringe evangeliet til dem, der endnu ikke havde hørt det, stod de i fare for at vælge en kurs, der ville resultere i, at de alle var tilfredse med det, de havde opnået. For at sprede sine repræsentanter uden for Jerusalem tillod Gud, at de blev udsat for forfølgelse. ‘De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.’“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 105). Spørgsmål til drøftelse
1. Læs Ellen White citatet oven over om den fare, den første kristne kirke mødte med hensyn til at være tilfredse med sig selv og det, der blev opnået gennem dem. For det første betød det, i modsætning til populære opfattelser, at mange jøder faktisk tog imod Jesus som Messias. Men endnu vigtigere er, hvad vi som et folk i dag kan lære af det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke bliver så optaget af at beskytte det, vi allerede har, i modsætning til at gøre det, vi egentlig burde gøre – at nå ud til verden med evangeliet? 2. På apostlenes tid var forholdet mellem jøder og samaritanere præget af århundreder med stærk fjendtlighed. Hvad kan vi lære af det faktum, at Filip, som sandsynligvis var jøde, vidnede om Jesus i Samaria? Selv som syvendedags adventister er vi ikke immune over for kulturelle og etniske fordomme. Hvad bør korset lære os om, hvordan vi alle er lige over for Gud? Hvad bør Kristi døds universelle karakter også lære os om, hvor uendelig stor værdi hvert eneste menneske har? 3. Hvordan henvendte Filip sig til etiopieren (ApG 8,27-30)? Hvordan kan vi være mere åbne over for anledninger til at dele evangeliet med andre? 4. Hvad har vi lært fra ApG 6-8, som kan hjælpe os med at blive mere effektive til at opfylde menighedens missionsopgave?
44
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Ugens lektie indbefatter kapitel 6-8 i Apostlenes Gerninger. • Hvilke eksempler på bøn eller omtale af bøn kan du finde i disse kapitler? Lav en liste. • Tænk over Stefanus’ rettergang og tale. - Prøv at skrive ned, hvilke træk du finder i beretningen, som minder om Jesu rettergang og korsfæstelse. - Hvor i Stefanus’ tale henviser han til Guds helligdom? • Tænk over historien om den etiopiske hofmand og eunuk (han var rent faktisk eunuk, se nedenfor under Baggrund). - Hvordan tror du, at jøder, specielt præsterne og farisæerne, betragtede en eunuk, som arbejdede for en hedensk dronning? - Hvordan vil du karakterisere hans intellektuelle niveau fra beskrivelsen af hans læsning? - Hvordan tror du, at Lukas har hørt om denne hændelse?
Uddybende spørgsmål
• Reorganiseringen i ApG 6 hjælper apostlene til at koncentrere sig mere om forkyndelsen og undervisningen fra Skriften samt bønnen, sandsynligvis specielt forbøn for de mange, der kom til dem med ønsket om åndelig vejledning og hjælp. - Når du tænker over din menigheds aktiviteter og alt det, som vi planlægger og arrangerer, finder du, at vi giver nok plads til det mest centrale? - Forhindrer vi af og til de mennesker, som særligt har fået gaver til undervisning, forkyndelse og forbøn, i at udføre disse opgaver, fordi der er så meget andet, vi lægger på dem? • Hvordan forholder vi os i dag til mennesker, der har fysiske eller mentale ”skavanker“? Ser vi automatisk ned på dem eller regner vi dem for ringere end andre?
Baggrund
Den danske oversættelse undlader at fremhæve, at etiopieren rent faktisk var eunuk. Det fremgår på græsk af det faktum, at både ordet for eunuk og ordet for ”hofmand“ (hofembedsmand, dynastes) bruges til at beskrive ham. Som eunuk ville han i datiden, også hos jøderne, have været betragtet med dyb foragt, som udstødt og umoralsk. Han ville ikke 45
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
have haft lov til at gå ind på tempelområdet, og det siger meget om hans tro, at han alligevel havde taget den lange rejse til Jerusalem for at tilbede. • I Lukas’ to bøger er der en serie af beretninger om mennesker, der i deres samtid ville være betragtet som urene, umoralske og mindre værd på grund af deres fysiske skavanker. Prøv selv at finde nogen af dem, som fx den krumbøjede kvinde i Luk 13,10-17. Ord, udtryk og oversættelse
Diakon/menighedstjener. Meget ofte i historien omtales de syv, der vælges i ApG 6, som diakoner. Dette ord fra det græske diakonos, som i NT bruges fx i 1 Tim 3,8 (oversat med ”menighedstjenere“), har fået en særlig betydning i kirkelig sammenhæng; men ordet bruges rent faktisk ikke om Stefanus, Philip og de øvrige fem. Man skal altid være varsom med ord, vi bruger til at definere funktioner i dag, og som også findes i oversættelse af Bibelen. Hvad det betyder i dag, er ikke nødvendigvis, hvad det betød dengang. Det gælder også for et ord som menighedstjener. Den danske oversættelse af ApG 6,6 kan give det fejlagtige indtryk, at det kun var apostlene der bad og lagde hænderne på de syv. På græsk fortsætter subjektet/grundleddet fra det første verbum/ udsagnsord, ”fremstillede“, til de næste ”bad og lagde hænderne på“. Repræsentanter for menigheden, som havde udpeget og valgt de syv (vers 5), var også med i selve indvielsesprocessen. Udtrykket simoni bruges i kirkehistorien om forsøget på at vinde anseelse eller position i kirken ved hjælp af penge – og det har været ganske udbredt! Det stammer fra beretningen om troldmanden Simon.
Forstå det bedre
• Stefanus’ og Jesu død har mange fællestræk, fx - Samme retsscene, det store jødiske råd - Samme anklager om at nedbryde templet (ApG 6,13-14, jf. Matt 26,59-61) - Falske vidner - Ligesom Jesus, ændrer Stefanus sin rolle fra at være anklaget til at blive anklager - Stefanus citerer Jesu ord fra hans forhør om menneskesønnen i himmelens helligdom (ApG 7,56, jf. Mark 14,62 and Luk 2269) - Stefanus beder som Jesus om tilgivelse for sine fjender (ApG 7,60, jf. Luke 23,24) - Både Jesu og Stefanus’ død får stor evangelisk effekt
46
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
• Den himmelske helligdom spiller en væsentlig rolle i Stefanus’ tale. Han fremhæver netop fra Det Gamle Testamente de centrale tekster, hvoraf det fremgår, at den jordiske helligdom kun var en skygge eller et afbillede af den himmelske: - Tabernaklet – 7,44, jf. 2 Mos 25,40 - Templet – 7,47-48, jf. 1 Kong 8,27 og Es 66,1-2 • Ved disse citater bragte Stefanus også 3 vidner på banen som støtte for sin sag, nemlig loven (Toraen), Skrifterne (fra Kongebogen) og profeterne (fra Esajas). Stefanus havde altså mindst 2-3 vidner, som var nødvendige (jf. 5 Mos19,15 og 17,6), altså selve Skriften!
47
5
TIL SABBATTEN | 4. AUGUST 2018
Paulus’ omvendelse
Ugens vers
”Men Herren sagde til ham: ‘Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn’“ (ApG 9,15).
Introduktion
En af de mest bemærkelsesværdige hændelser i den første kristne kirkes historie var omvendelsen af Saulus (som blev Paulus) fra Tarsus. Men Paulus’ betydning rækker langt ud over hans omvendelse; for Paulus er ikke den eneste af kirkens fjender, der er blevet en sand kristen. Det handler i virkeligheden om, hvad han endte med at udrette for evangeliets skyld. Paulus havde været en uforbederlig modstander mod de første troende, og den skade, han kunne have påført kirken i dens spæde begyndelse, var enorm. Han havde både beslutsomhed og officiel støtte til at ødelægge kirken. Men han svarede loyalt på Guds kald på vejen til Damaskus og blev den største af apostlene. ”Blandt de mest uforsonlige og ihærdige forfølgere af Kristi menighed opstod den dygtigste forsvarer og mest fremgangsrige forkynder af evangeliet.“ (Ellen White, Sketches from the Life of Paul, s. 9). Paulus’ tidligere forfølgelser af den første menighed kunne altid give ham en dyb følelse af sin egen uværdighed; men han kunne også sige med en endnu dybere taknemlighedsfølelse, at Guds nåde imod ham ikke havde været forgæves. Som en følge af Paulus’ omvendelse blev kristendommen for altid forandret.
Ugens tekster
48
· · · · · ·
ApG 26,9-11 5 Mos 21,23 ApG 9,1-20 1 Kor 9,1 Gal 1,1 ApG 9,20-30
SØNDAG
29. JULI 2018
Kirkens forfølger Paulus var en hellenistisk jøde. Han var født i Tarsus, hovedstaden i Kilikien (ApG 21,39). Alligevel adskilte han sig til en vis grad fra den gængse opfattelse af hellenisterne; for han blev bragt til Jerusalem, hvor han studerede under Gamaliel (ApG 22,3), den mest indflydelsesrige farisæiske lærer på den tid. Som farisæer var Paulus strengt ortodoks, og hans iver var nærmest fanatisk (Gal 1,14). Det er grunden til, at han førte Stefanus til henrettelse og blev en nøgleperson i den efterfølgende forfølgelse. ApG 26,9-11
Hvordan beskriver Paulus sine handlinger imod kirken? Et andet sted siger Paulus, at evangeliet var en forargelse for jøderne (1 Kor 1,23). Ud over det faktum, at Jesus ikke svarede til den traditionelle jødiske forventning om en kongelig Messias, kunne de slet ikke godtage tanken om, at han, som var død på et kors, kunne være Guds Messias; for Skriften siger, at enhver ”som er hængt på et træ, er en Guds forbandelse“ (5 Mos 21,23). For jøderne var korsfæstelsen derfor en grotesk modsigelse og det tydeligste bevis for, at kirkens påstande om Jesus var falske. ApG 9,1-2 viser os Saulus fra Tarsus i aktion mod de troende. Damaskus var en vigtig by ca. 220 km nord for Jerusalem, og den havde en meget stor jødisk befolkning. De jøder, der boede uden for Judæa, var organiseret i et slags netværk, hvor hovedkvarteret var i Jerusalem (Rådet), og synagoger rundt omkring fungerede som lokale støtte centre. Der foregik en konstant kommunikation mellem Rådet og sådanne lokalsamfund ved hjælp af breve, der normalt blev fragtet af en shaliaḥ, ”en, der er sendt“ (fra det hebraiske ord shaliaḥ, ”at sende“). En shaliaḥ var en officiel agent, udpeget af Rådet til at udføre forskellige religiøse funktioner. Da Paulus bad ypperstepræsten, Rådets leder, om breve til synagogerne i Damaskus, blev han en shaliaḥ med autoritet til at arrestere enhver Jesu efterfølger og bringe dem til Jerusalem (sml. ApG 26,12). Det ord, der på græsk svarer til shaliaḥ, er apostolos, hvorfra ordet apostel kommer. Så før Paulus blev en af Jesu Kristi apostle, var han en af Rådets apostle.
Til at tænke over
Hvornår har du sidst været ivrig for (eller imod) en sag, hvor du senere ændrede holdning? Hvad burde du have lært af den erfaring?
49
MANDAG
30. JULI 2018
På vejen til Damaskus ApG 9,3-9
Hvad skete der, da Paulus nærmede sig Damaskus? Hvilken betydning har Jesu ord i ApG 9,5 (se også ApG 26,14)? Da Paulus og hans ledsagere nærmede sig Damaskus, oplevede de uventet et intenst skarpt lys fra himlen og en stemme, der talte. Det var ikke kun et syn i profetisk forstand, men en guddommelig manifestation, som i høj grad kun var rettet mod Paulus. Hans ledsagere så lyset, men kun Paulus blev blændet. De hørte en stemme, men kun Paulus forstod ordene. Lyset var herligheden fra den opstandne Jesus, som i det øjeblik personligt viste sig for Paulus (ApG 22,14). Andre steder insisterer Paulus på, at han havde set Jesus, hvilket stillede ham på lige fod med de tolv som et vidne om Jesu opstandelse og det gav ham apostolsk autoritet (1 Kor 9,1; 15,8). Den efterfølgende samtale med Jesus ramte Paulus langt stærkere end selve lyset. Paulus var overbevist om, at han ved at angribe dem, der fulgte Jesus af Nazaret, udførte Guds gerning. Men til hans store forfærdelse opdagede han, at ikke alene var Jesus i live, men ved at udsætte de troende for forfølgelser og lidelser angreb han i virkeligheden Jesus selv. I sin henvendelse til Saulus benyttede Jesus et ordsprog, sandsynligvis af græsk oprindelse, som Paulus helt sikkert kendte til: ”Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden“ (ApG 26,14). Billedet henviser til en okse under et åg, der forsøger at bevæge sig imod den skarpe kæp, der blev brugt til at styre den. Når det sker, udsætter dyret sig selv for endnu mere smerte. Udtalelsen henviser muligvis til en kamp i Paulus’ sind, som gik tilbage til steningen af Stefanus. ”Saulus havde påtaget sig en fremtrædende stilling i Stefanus’ retssag og domfældelse, og de slående beviser på Guds tilstedeværelse hos martyren havde fået Saulus til at tvivle på retfærdigheden i den sag, han havde helliget sig at føre mod Jesu efterfølgere. Hans sind var i stærkt oprør. I sin forvirring appellerede han til dem, hvis visdom og dømmekraft han havde fuld tillid til. Præsternes og ledernes argumenter overbeviste ham til sidst om, at Stefanus var en gudsbespotter, at Kristus, som den henrettede discipel havde forkyndt, var en svindler, og at de, som tjente i hellige stillinger, måtte have ret.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 112-113).
Til at tænke over 50
Hvorfor er det klogt at lytte til vores samvittighed?
TIRSDAG
31. JULI 2018
Ananias’ besøg Da Saulus indså, at han talte med Jesus selv, stillede han det spørgsmål, som gav Jesus den anledning, han ventede på. ”Hvad skal jeg gøre, Herre?“ (ApG 22,10). Spørgsmålet antyder anger i forhold til hans tidligere handlinger; men endnu vigtigere er det, at det udtrykker en ubetinget villighed til herefter at lade Jesus styre hans liv. Saulus blev ført ind til Damaskus og skulle der vente på yderligere instrukser. I ApG 9,10-19 fortæller Bibelen, hvordan Herren var i gang med at forberede Saulus fra Tarsus til hans nye tilværelse som apostlen Paulus. Jesus gav i et syn Ananias den opgave at besøge Saulus og lægge hænderne på ham, så han kunne få sit syn igen. Men Ananias vidste godt, hvem Saulus var, og også hvor mange af brødrene der havde lidt eller mistet livet på grund af ham. Han var også godt klar over, hvorfor Saulus var i Damaskus, så han havde ikke specielt lyst til at blive Saulus’ første offer der. Hans tøven var meget forståelig. Men Ananias vidste ikke, at Saulus netop havde haft et møde med Jesus, som for altid havde forvandlet hans liv. Han vidste ikke, at i stedet for stadigvæk at arbejde for Rådet var Saulus, til Ananias’ forbløffelse, netop blevet kaldet af Jesus til at arbejde for ham. Det betød, at Saul ikke længere var en af Rådets apostle, men Jesus’ udvalgte redskab til at bringe evangeliet både til jøder og hedninger. Gal 1,1.11-12
Hvilken særlig påstand kommer Paulus med angående sin tjeneste som apostel? I Galaterbrevet insisterer Paulus på, at han modtog sit budskab og stilling som apostel direkte fra Jesus Kristus og ikke fra en menneskelig kilde. Dette modsiger ikke nødvendigvis Ananias’ rolle i forbindelse med Paulus’ kald. Da han besøgte Saulus, bekræftede han blot det kald, som Saulus allerede havde fået fra Jesus selv på vejen til Damaskus. Forandringen i Saulus’ liv var faktisk så dramatisk, at intet menneskeligt kunne have forårsaget den. Kun en guddommelig indgriben kan forklare, hvordan Jesu mest ihærdige modstander pludselig tog imod ham som frelser og Herre, forlod alt – overbevisning, anseelse, karriere - og blev en af Jesu mest hengivne og fremgangsrige apostle.
Til at tænke over
På hvilken måde illustrerer Saulus’ omvendelse, hvordan Guds fantastiske nåde virker? Hvad kan vi lære med hensyn til de mennesker i vores liv, vi nærer tvivl om nogen sinde vil komme til at tro? 51
ONSDAG
1. AUGUST 2018
Begyndelsen på Paulus’ arbejde ApG 9,19-25 giver indtrykket af, at Paulus efter sin omvendelse forblev i Damaskus i nogen tid, før han vendte tilbage til Jerusalem (ApG 9,26). Men i Gal 1,17 tilføjer Paulus, at han inden han tog tilbage til Jerusalem rejste til Arabien, hvor han tilsyneladende levede i ensomhed et stykke tid. ”Her i ødemarkens ensomhed havde Paulus tilstrækkelig mulighed til stille studier og meditation.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 125). ApG 9,20-25
Hvordan beskriver Lukas Paulus’ arbejde i Damaskus? Hvor godt gik det? Paulus’ oprindelige målgruppe, da han forlod Jerusalem med breve fra ypperstepræsten, var de jødiske troende, der formentlig havde søgt tilflugt i synagogerne i Damaskus (ApG 9,2). Da han kom tilbage fra Arabien, kom han endelig til synagogerne, ikke for at anholde de troende, men for at forøge deres antal; ikke for at bagtale Jesus som en bedrager, men for at fremstille ham som Israels Messias. Hvad må de ikke have tænkt, hvis de kun havde hørt om ham som en af deres forfølgere, men nu hørte de ham vidne om Jesus? De kunne ikke andet end at undre sig over, hvad Saulus fra Tarsus var blevet og over, hvad han udrettede for kirken. Sandsynligvis havde de ingen ide om, hvilken indflydelse denne ny discipel med tiden ville få! Da nogle af hans modstandere ikke var i stand til at modsige Paulus, lagde de planer om at tage hans liv. Paulus’ genfortælling af den hændelse i 2 Kor 11,32-33 antyder, at hans modstandere anklagede ham over for de lokale myndigheder for at opnå deres plan. Men med de troendes hjælp var Paulus i stand til at undslippe i en kurv, sandsynligvis gennem et vindue i et hus, der var bygget på bymuren. Lige fra starten vidste Paulus, at han ville møde mange udfordringer (ApG 9,16). Modstand, lidelser og forfølgelse fra forskellige sider ville blive en konstant del af hans tilværelse, men intet kunne ryste hans tro eller pligtfølelse, uanset hvor mange vanskeligheder og prøvelser, han blev udsat for på næsten hvert eneste trin af sit nye liv i Kristus (2 Kor 4,8-9).
Til at tænke over
52
På trods af kampe og modstand gav Paulus ikke op. Hvordan kan vi lære at gøre det samme, når det gælder tro – dvs. hvordan holder vi ud midt i skuffelser og modgang?
TORSDAG
2. AUGUST 2018
Tilbage til Jerusalem Efter at være undsluppet fra Damaskus vendte Paulus tilbage til Jerusalem for første gang, efter at han var rejst derfra som forfølger. Dette skete tre år efter hans omvendelse (Gal 1,18). Det var ikke nogen let tilbagevenden, for han mødte problemer både inden for og uden for menigheden. ApG 9,26-30
Hvad skete der med Paulus, da han kom til Jerusalem? I Jerusalem forsøgte Paulus at slutte sig til apostlene. Selv om han på det tidspunkt allerede havde været en kristen i tre år, var nyheden om hans omvendelse så utrolig, at apostlene, ligesom tidligere Ananias, var meget skeptiske. De frygtede, at det kun var en del af en nøje udtænkt sammensværgelse. Det var Barnabas, en levit fra Cypern (ApG 4,36-37), og dermed også en hellenist, der brød apostlenes modstand og introducerede Paulus for dem. De må også have undret sig over, hvad Gud havde gjort for Paulus; det vil sige, da de endelig indså, at han var ægte. Men modstanden mod Paulus forsvandt aldrig helt. Hvis ikke det var på grund af hans tidligere handlinger, da han forfulgte menigheden, så på grund af det evangelium, han forkyndte. Ligesom det skete for Stefanus, var de judæiske troende, inklusive apostlene, sene til at forstå den kristne tros universelle rækkevidde. Denne tro var ikke længere baseret på Det Gamle Testamentes ceremonilove og offersystem, som havde mistet deres gyldighed med Jesu død på korset. Paulus’ nærmeste omgangskreds i menigheden i Judæa ville altid være de hellenistiske troende. Ud over Barnabas selv, indbefattede den Filip, en af de syv (ApG 21,8), og Mnason, som også kom fra Cypern (ApG 21,16). Adskillige år senere anklagede lederne i menigheden i Jerusalem stadigvæk Paulus for grundlæggende at prædike de samme læresætninger, som Stefanus tidligere havde prædiket (ApG 21,21). I løbet af de femten dage, Paulus opholdt sig i Jerusalem (Gal 1,18), besluttede han sig tilsyneladende for at dele evangeliet med de samme ikke-troende jøder, som han tidligere havde opildnet imod Stefanus. Men ligesom det var tilfældet for Stefanus, blev hans anstrengelser mødt med stor modstand og udgjorde til og med en fare for hans eget liv. I et syn befalede Jesus ham at forlade Jerusalem for sin egen sikkerheds skyld (ApG 22,17-21). Med brødrenes hjælp kom han ned til havnebyen Cæsarea, hvor han opholdt sig i flere år, inden han begyndte sine missionsrejser. 53
FREDAG
3. AUGUST 2018
Til videre studium ”En general, der falder i kamp, er tabt for sin hær; men hans død giver ingen yderligere styrke til fjenden. Men når en højtstående mand tilslutter sig modstandernes rækker, er hans tjeneste ikke alene tabt; men dem, han tilslutter sig, opnår en stor fordel. På sin vej til Damaskus kunne Saulus fra Tarsus med lethed være blevet dræbt af Gud, og megen styrke ville være gået tabt for de forfølgende magter. Men Gud i sit forsyn sparede ikke alene Saulus’ liv, han omvendte ham og flyttede dermed en kæmpe fra fjendens side til Kristi side.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 124). ”Kristus havde befalet sine disciple at gå ud og undervise alle folkeslag; men de tidligere lærdomme, som de havde modtaget fra jøderne, gjorde det vanskeligt for dem helt at forstå deres Mesters ord, og derfor var de sene til at reagere på dem. De kaldte sig Abrahams børn og betragtede sig som arvinger ifølge et guddommeligt løfte. Det var ikke før flere år efter Herrens himmelfart, at deres sind var blevet tilstrækkeligt udvidet, så de tydeligt forstod hensigten med Kristi ord, nemlig at de skulle arbejde både for hedningernes og jødernes omvendelse.“ (Ellen White, Sketches from the Life of Paul, s. 38). Spørgsmål til drøftelse
1. Tænk over Jesu spørgsmål til Paulus på vejen til Damaskus: ”Hvorfor forfølger du mig?“ (ApG 9,4). For Paulus var dette spørgsmål et tegn på, at Jesu af Nazaret virkelig var blevet opvakt fra de døde. Yderligere var det også et tegn på den åndelige identifikation, der eksisterer mellem Jesus og hans kirke (se også Matt 25,34-45). Konsekvenserne er indlysende. Enhver skade gjort mod kirken, er en skade mod Jesus selv. Hvad betyder det rent praktisk for os i dag? 2. At vidne for Jesus indbefatter at lide for Jesus. Det er ikke tilfældigt, at det græske ord for ”vidne“ (martys) kom til at blive associeret med martyrdød. Hvad vil det sige at lide for Jesus? 3. Der findes en gammel latinsk sentens, Credo ut intelligam, som betyder: ”Jeg tror for at forstå“. Hvordan hjælper denne tanke os til at forstå, hvad der skete med Saulus fra Tarsus? Det vil sige, at før sin omvendelse, før Paulus begyndte at tro på Jesus, forstod han ikke. Kun efter sin omvendelseserfaring var han i stand til at forstå. Hvad kan vi lære af det, når vi selv er frustreret over dem, der ikke tror de sandheder, der er så indlysende for os?
54
DIALOG
TIL SABBATTEN | 4. AUGUST 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Beretningen om Paulus’ omvendelse er gengivet tre gange i Apostlenes Gerninger. Det vidner om dens store betydning. Kun en anden begivenhed fortælles også tre gange, nemlig historien om Cornelius’ omvendelse. • Hver af disse tre gengivelser er fortalt i sin egen sammenhæng. De har forskellige perspektiver. Prøv at sætte de tre (ApG 9,1-19, 22,3-21 og 26,9-20) op ved siden af hinanden og overvej følgende spørgsmål: - Hvem fortæller historien til hvem? - Hvad er ligheder, og hvad er forskelle? Hvilke enkelttræk fortælles kun i den ene af de tre? Hvordan supplerer de hinanden? Hvorfor tror du fx, at Ananias omtales meget et sted, men ikke et andet? - Hvordan beskrives Paulus’ rolle i forfølgelsen af de kristne, når vi lægger disse gengivelser sammen? • Hvem har netop i ApG 7,55-56 haft et syn af den himmelske Jesus? - Hvordan kan Stefanus og Paulus sammenlignes? • Hvilke ligheder kan du finde mellem Paulus’ syn af Jesus og Guds kald til fx Ezekiel i Ez 1 eller Daniels syn i Dan 10?
Uddybende spørgsmål
Personligt kristenliv
• Tænk over dit eget liv og dit forhold til Jesus - Har du fået et kald? Får alle kristne et kald? - Hvori består Guds kald? Behøver det at være et særskilt kald til et bestemt hverv? - Hvad nu, hvis jeg ikke føler, at jeg har fået et specielt kald, men håber/venter at få det? Skal jeg så vente med at vidne om Gud eller hjælpe menighedens fællesskab? - Er Guds kald altid en opfordring til at gøre noget specielt religiøst? • Luther talte meget om kald og stand og det faktum, at Gud har kaldt dig som kristen lige netop, hvor du er. - Føler du, at dit arbejde i dagliglivet er et kald fra Gud? - Gør det en forskel, hvis du opfatter din daglige gerning som noget, du udfører for Gud? 55
DIALOG
Baggrund
TIL SABBATTEN | 4. AUGUST 2018
Beskrivelsen af hvordan Jesus viser sig for Paulus, svarer på mange måder til det, som ofte kaldes ”teofani“ (se lektie 2). - Et strålende lys viser sig. - Modtageren falder til jorden, - bliver rejst op på sine fødder - og bedt om at profetere, forkynde. I modsætning til fx Ezekiel så Paulus ikke Guds trone; men flere træk hjælper til at fremhæve Jesu guddommelighed i dette syn: - Paulus tiltaler Jesus som ”Herre“, (ApG 9,5), her utvivlsomt, fordi han opfatter den, der taler til ham, som et guddommeligt væsen - Jesus svarer ved at fremhæve sig selv med den velkendte ”jeg er“-formel, når han siger ”Jeg er Jesus, som du forfølger“ (ApG 9,5). Udtrykket er på græsk langt stærkere end på dansk og svarer til Joh 6,48; 8,12.18.58; 10,11 m.fl.), hvor Jesus identificerer sig med Jahve, den store ”Jeg Er“.
Ord og udtryk
Til eftertanke
56
Arabien. Når Paulus i Gal 1,17 fortæller, at han ”drog til Arabien“, mente han efter al sandsynlighed den romerske provins, der bar dette navn. Dette geografiske område svarer ikke til, hvad vi i dag kalder fx Saudi Arabien. Den romerske provins nåede ganske vist så langt syd som Det Røde Hav, men nordgrænsen lå tæt ved vore dages libanesisk-syriske grænse. Fra et rent geografisk synspunkt kan Paulus have tilbragt sin tid til eftertanke i ørkenområderne syd for Damaskus, og det var derfor naturligt, at han vendte tilbage dertil (Gal 1,17). “En person, som er mægtigere end Satan, havde udvalgt Saulus til at tage martyren Stefanus’ plads, til at prædike og lide for Jesu navns skyld, og til at udbrede det glade budskab om frelse i Jesu blod til fjern og nær.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 102).
NOTER
TIL SABBATTEN | 4. AUGUST 2018
57
6 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 11. AUGUST 2018
Peters arbejde ”Så tog Peter ordet og sagde: ‘Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed’“ (ApG 10,34-35). Efter at Paulus tog til Tarsus, er Peter igen hovedpersonen i Lukas’ beskrivelse af den kristne kirkes første tid. Peter fremstilles som en slags omrejsende prædikant i Judæa og de omkringliggende områder. Apostlenes Gerninger gengiver to korte mirakler, helbredelsen af Æneas og Tabithas opvækkelse fra de døde. Disse efterfølges af beretningen om Cornelius i kapitel 10. Omvendelse af hedninger var det mest omstridte emne i apostelmenigheden. Selv om den debat, der opstod efter Cornelius’ dåb, langt fra løste alle problemerne, var Helligåndens udgydelse, som mindede om det, der skete på Pinsedagen, med til at overbevise Peter og brødrene i Jerusalem om, at evangeliets velsignelser ikke var forbeholdt jøderne. Og i mellemtiden var menigheden i Antiokia allerede begyndt at forkynde for hedningerne. Denne uges studium indbefatter en ny kortvarig forfølgelse, denne gang under kong Herodes, og hvad den betød for apostlene, som var blevet sparet i den tidligere forfølgelse, som Paulus havde udført.
Ugens tekster
58
· · · · ·
ApG 9,32-43 ApG 10,9-16 Ef 2,11-19 ApG 11,1-26 ApG 12,1-18
SØNDAG
5. AUGUST 2018
I Lydda og Joppe Peter besøgte kristne forsamlinger i Judæas kystområde. Hans hensigt var sandsynligvis at undervise dem i kirkens lære (ApG 2,42); men Gud brugte ham på en kraftfuld måde, så han udførte mirakler på samme måde, som Jesus havde gjort. ApG 9,32-35
Hvilke ligheder er der mellem Jesu mirakler i Luk 5,17-26 og helbredelsen af Æneas? På trods af den korte beskrivelse minder dette mirakel os om den velkendte beretning fra Kapernaum, hvor Jesus helbredte en lam mand (Luk 5,17-26). Selv detaljen om sengen ligner. Men det vigtigste er den indflydelse, som Æneas’ helbredelse havde, ikke alene i Lydda, men også i kystområdet Saron. Efter selv at have forsikret sig om, at miraklet var ægte, vendte mange mennesker sig til Herren.
ApG 9,36-43
Gennemgå beretningen om Tabithas opvækkelse fra de døde. Hvorfor var hun så speciel? Tabitha, det aramæiske ord for ”hind“, Dorkas på græsk, var en kristen, som var meget afholdt i sit nabolag på grund af sine mange gode gerninger. Beretningen om hendes genoplivelse er også en parallel til det mirakel, som Jesus udførte, da han opvakte Jairus’ datter fra de døde (Luk 8,41-42. 49-56), og som Peter havde været vidne til. Peter fulgte Jesu eksempel, idet han bad alle om at forlade værelset (se Mark 5,40). Dernæst knælede han og bad, hvorefter han sagde til den døde kvinde: ”Tabitha, stå op!“ (ApG 9,40). Apostlene udførte mange mirakler; men de var i virkeligheden Guds handlinger gennem apostlenes hænder (ApG 5,12). Lighederne med Jesu egne mirakler skulle måske minde kirken (også i dag) om, at det, der betyder mest, ikke så meget er, hvem der udfører handlingen, men hvor meget vedkommende er overgivet til Gud (se Joh 14,12). Når vi tillader Gud helt at bruge os i evangeliets udbredelse, kan der ske store ting. Ikke alene opvakte Peter Tabitha fra de døde, men det førte også til, at mange i Joppe blev omvendt (ApG 9,42).
Til at tænke over
Nogle tænker, at hvis de bare kunne se et rigtigt mirakel ligesom dem, der skete i Lydda og Joppe, ville de tro. Selv om mirakler nogle gange er med til at lede mennesker til troen, er Bibelen fyldt med beretninger om mennesker, der så mirakler, men alligevel ikke troede. Hvad bør vores tro være baseret på? 59
MANDAG
6. AUGUST 2018
I Cornelius’ hus I Joppe boede Peter hos en garver, der hed Simon (ApG 9,43). I Cæsarea, ca. 40 km fra Joppe, boede der en romersk officer ved navn Cornelius. Han og hans husstand var gudfrygtige mennesker, der tilbad Gud, selv om de ikke formelt havde tilsluttet sig jødedommen. Det betød, at Cornelius stadigvæk var en uomskåret hedning. I et syn fra Gud blev han bedt om at sende bud til Joppe og bede Peter om at komme og besøge ham (ApG 10,1-8). ApG 10,9-16. 28.34-35
Hvad oplevede Peter, og hvordan fortolkede han det? Det er vigtigt at understrege, at Peters syn ikke handlede om mad, men om mennesker. Ja, det skete omkring middagstid, Peter var sulten og stemmen bad ham om at slagte og spise. Men Gud sendte ikke synet for at fjerne skellet mellem rene og urene dyr, men for at lære Peter, at evangeliet inkluderer alle. Synet skulle især nedbryde Peters modstand mod hedningerne. Peters synspunkt var, at hvis han gik ind i Cornelius’ hus og var sammen med ham, ville han blive uren og ikke i stand til at tilbede i templet eller træde frem for Gud. I det første århundrede havde jøder fra Judæa og de omkringliggende områder ingen forbindelse med uomskårne hedninger. Problemet lå i den tids teologi, som udelukkede hedningerne fra Israels samfund, selv om dette synspunkt havde forvrænget hele hensigten med Israel som en nation. Deres opgave var at nå ud til hele verden med kundskaben om den sande Gud. Omskærelse var et tegn på pagten med Abraham, og uomskårne hedninger blev holdt udenfor og behandlet med foragt. De kunne slet ikke få del i pagtens velsignelser, med mindre de blev omskåret og blev jøder. Men den opfattelse kunne ikke forenes med Jesu døds universelle rækkevidde, som de første kristne med tiden kom til at forstå.
Til at tænke over
60
Læs Tit 2,11, Gal 3,26-28 og Ef 2,11-19. Hvad lærer disse tekster os om evangeliets verdensomspændende karakter? Hvorfor er det forkert for kristne at have fordomme imod nogen baseret på etnicitet?
TIRSDAG
7. AUGUST 2018
Helligåndens gave ApG 10,44-48 viser os et meget kritisk øjeblik i den første menigheds historie. For første gang forkyndte en af apostlene evangeliet for uomskårne hedninger. I modsætning til de hellenistiske troende var apostlene og andre troende med jødisk baggrund ikke parate til at acceptere hedninger i menigheden. Fordi Jesus var Israels Messias, mente de, at evangeliet kun skulle deles med jøder. Hedningerne skulle altså først omvendes til jødedommen, før de derefter kunne accepteres i de kristnes fællesskab. Det var denne holdning, der skulle ændres hos disse første kristne troende. At tungetalens gave blev givet til Cornelius og hans hus, var en tydelig tilkendegivelse af, at en sådan opfattelse var forkert, at Gud ikke gør forskel på folk, og at når det gælder frelse, står jøder og hedninger lige over for Gud. Ligesom på Pinsedagen talte de også her sprog, som de ikke kendte i forvejen, ikke en ekstatisk form eller et himmelsk sprog. Kun hensigten var anderledes. For apostlene var formålet med Åndens gave menighedens verdensmission. For Cornelius var det en bekræftelse at, at Guds nåde også var virksom blandt hedningerne. ApG 11,1-18
Hvordan reagerede kirken i Jerusalem på Peters oplevelse i Cæsarea? Jødernes indgroede fordomme med hensyn til hedningerne fik de troende i Jerusalem til at kritisere Peter for at have spist sammen med uomskårne. De var tilsyneladende mere optaget af jødiske ceremonielle skrupler end Cornelius og hans hus’ frelse. Måske frygtede de, at hvis kirken brød med sådanne skikke, ville det betyde en fornægtelse af Israels tro; de ville miste Guds velbehag og selv blive skyldige i de samme anklager fra de andre jøder, som havde ført til Stefanus’ død. ”Tiden var inde til, at Kristi kirke skulle gå i gang med en helt ny fase af deres arbejde. Den dør, som mange af de omvendte jøder havde lukket for hedningerne, skulle nu åbnes på vidt gab. Og de hedninger, som tog imod evangeliet, skulle betragtes som ligeværdige med de jødiske disciple uden at behøve at følge omskærelsens ritual.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 136).
61
ONSDAG
8. AUGUST 2018
Menigheden i Antiokia Motiveret af Cornelius’ omvendelse laver Lukas en kort pause i sin gengivelse af Peters arbejde for at vise evangeliets første fremgang blandt hedningerne. ApG 11,19-26
Hvad skete der, da nogle af flygtningene fra Jerusalem kom til Antiokia? Denne del af ApG 11 viser tilbage til Paulus’ forfølgelse i kapitel 8. Mens den foregående udvikling fandt sted i Judæa og andre steder, blev evangeliet forkyndt uden for Judæas grænser af nogle af de hellenistiske troende, som var tvunget til at forlade Jerusalem. Lukas retter stor opmærksomhed mod den store by Antiokia i Syrien, hvor flygtninge begyndte at forkynde både for jøder og hellenister, og mange af dem kom til troen. Jesu befaling i ApG 1,8 gik i opfyldelse takket være disse hellenistiske jøde-kristne. Det var dem, der blev de egentlige grundlæggere af missionen blandt hedningerne. På grund af menighedens fremgang i Antiokia besluttede apostlene i Jerusalem at sende Barnabas dertil for at vurdere situationen. Barnabas, som indså de store muligheder for evangeliets udbredelse, sendte bud efter Paulus i Tarsus, fordi han mente, at han ville være til stor hjælp. Og Barnabas havde ret. I løbet af det år, han og Paulus arbejdede sammen, kunne et stort antal, først og fremmest hedninger, høre evangeliet. De troende blev for første gang kaldt kristne på grund af den store iver, hvorpå de troende i Antiokia talte om Jesus Kristus (ApG 11,26). At ”man … kaldte“ dem kristne viser, at dette navn blev opfundet af dem, der ikke var med i kirken, måske som en slags hån, mens de troende selv foretrak at omtale sig som ”brødre“ (ApG 1,16), ”disciple“ (ApG 6,1) eller ”hellige“ (ApG 9,13). På det tidspunkt, hvor Apostlenes Gerninger blev skrevet, var navnet ”kristen“ blevet en almindelig omtaleform (ApG 26,28), og Lukas lader til at anerkende den. ”Kristen“ betyder en, der følger eller holder fast ved Kristus.
Til at tænke over
62
Hvad betyder det for dig at kaldes ”kristen“? Hvad i dit liv gør, at du virkelig er en kristen? Hvor anderledes er dit liv fra ikke-kristnes på områder, der virkelig betyder noget?
TORSDAG
9. AUGUST 2018
Herodes’ forfølgelse Idet vi igen vender tilbage til Judæa, møder vi nu gengivelsen af kong Herodes’ henrettelse af Jakob, Johannes’ bror og Zebedæus’ søn (Mark 1,19). Han ønskede også at gøre det samme med Peter. ApG 12,1-4
Hvad lærer vi her om de udfordringer, som den første kirke mødte? Den kong Herodes, som omtales her, er Agrippa I, barnebarn af Herodes den Store (Matt 2,1). Han herskede i Judæa fra 40 til 44 e.Kr. Da han udadtil viste stor fromhed, blev han meget populær blandt jøderne, især blandt farisærene. Hans forsøg på at opnå popularitet hos jøderne ved at angribe nogle af apostlene passer meget godt sammen med, hvad vi kender til ham fra andre kilder. Jakobs henrettelse opfyldte Agrippas plan på en meget effektiv måde. Han lagde derfor planer om også at henrette Peter. Peter blev kastet i fængsel og fire hold på hver fire soldater blev sat til at holde vagt over ham. Til enhver tid havde Peter altså fire soldater hos sig. Han ville være lænket til to, en på hver side, og to andre ville vogte fængselsdøren. Så drastiske forholdsregler blev sikkert taget for at forhindre det, der tidligere var sket med Peter (og Johannes) (ApG 5,17-20).
ApG 12,5-18
Hvad skete der som en følge af brødrenes forbøn? Natten før den dag, hvor Agrippa havde planlagt at forhøre og henrette Peter, blev Peter igen mirakuløst befriet af en engel. Dernæst finder vi beretningen om Herodes Agrippas død i Cæsarea (ApG 12,20-23). Der er blevet gjort mange forsøg på at identificere årsagen til hans død (bughindebetændelse, en svulst, til og med forgiftning); men Lukas er ikke i tvivl i sin udtalelse om, at kongen døde som en følge af guddommelig fordømmelse.
Til at tænke over
Jakob bliver henrettet, Peter bliver befriet, og Herodes rammes af Guds dom. I nogle tilfælde ser vi retfærdighed; i andre gør vi det ikke. Hvad bør det lære os om, at vi ikke kan finde svar på alle vores spørgsmål, og hvorfor vi er nødt til at leve i tro med hensyn til de ting, vi ikke forstår?
63
FREDAG
10. AUGUST 2018
Til videre studium ”I det tiende kapitel i Apostlenes Gerninger finder vi endnu et eksempel på, at himlens engle griber ind, og resultatet er, at Cornelius og hans hus omvender sig. Lad disse kapitler blive læst [8-10] og givet særlig opmærksomhed. I dem ser vi, at himlen er meget tættere på den kristne, der er i gang med at arbejde for sjæles frelse, end mange tror. Vi bør fra dem også lære den lektie, at Gud bryder sig om hvert eneste menneske, og at alle bør behandle sine medmennesker som Guds redskaber til at udføre sit værk her på jorden.“ (Ellen White kommentarer, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1059). ”Når kirken beder, vil Gud sag blive fremmet, og hans fjender blive til intet, selv om det ikke fritager kirken fra lidelse og martyrdød. Lukas’ tro på evangeliets sejr er meget realistisk og indser, at selv om Guds ord ikke lægges i lænker, kan dets tjenere komme til at lide og blive bundet.“ (I. Howard Marshall, The Acts of the Apostles (Grand Rapids: Eerdmans, 1980), s. 206-207). Spørgsmål til drøftelse
1. Cornelius beskrives som ”from og gudfrygtig, ligesom hele hans husstand; han gav folket mange almisser og bad bestandig til Gud“ (ApG 10,2). Det er tydeligt, at Helligånden allerede havde arbejdet med Cornelius, længe før han mødte Peter. Kan det tænkes, at hans andagtsliv var en anledning for Gud til at nå ham med evangeliet? Hvad kan vi lære af beretningen om ham? 2. Drøft det sidste spørgsmål fra mandagsafsnittet og overvej følgende: Hvordan er den kulturelle, sociale og politiske sammenhæng, du lever i, som måske kan være med til at skabe etniske fordomme? Hvordan kan vi som kristne med andre ord hæve os op over vores kultur og baggrund, når det er nødvendigt? 3. Forfølgelsen af de kristne havde en positiv sideeffekt. De flygtninge, som kom til Antiokia, forkyndte evangeliet både for jøder og hellenister. Del erfaringer med hinanden om smerte og lidelse, som blev vendt til velsignelse. 4. Jakob var en af Jesu nærmeste disciple (Mark 5,37; 9,2; 14,33); alligevel var han den første af de tolv, der led martyrdøden. Hvilke andre eksempler finder vi i Bibelen på trofaste mennesker, der oplevede uretfærdig lidelse? Hvad kan vi lære af de beretninger om hele problemstillingen omkring lidelse?
64
DIALOG
TIL SABBATTEN | 11. AUGUST 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Prøv ved hjælp af et kort at stedsfæste og sammenligne Filips virksomhed i kap 8 med Peters missionsvirksomhed som er fortalt i ApG 9, 32-10,48. • ApG 8-10 fortæller om tre mennesker, der blev omvendt og døbt. - Hvem? Hvordan vil du karakterisere dem i forhold til ”almindelige“ medlemmer? • I de kapitler, som ugens lektie dækker, er Cornelius’ historie fortalt to gange; men den genfortælles også, eller refereres til, på apostelmøde i 15,7-9. - Hvorfor er denne beretning så betydningsfuld? Hvorfor er det denne historie og ikke fx den etiopiske eunuks dåb, der er i fokus i forbindelse med hedningers optagelse? • Prøv at løbe beretningen om Cornelius igennem og noter de steder, hvor der findes en bøn eller henvises til bøn? - Hvor i beretningen ser du himlens indblanding i begivenhederne? • Læs ApG 10,34-48 igen - Hvori består det budskab, der giver Helligånden mulighed for at blive udgydt? (jf. Gal 3,1-2) - Hvorfor er rækkefølgen af begivenhederne vigtig (jf. ApG 11,4)? · Hvornår forventede man normalt, at Helligåndens gave blev givet til dem, der omvendte sig?
Uddybende spørgsmål
• Prøv at finde tekster og eksempler fra det, vi hidtil har læst i Apostlenes Gerninger, hvor det universelle understreges, altså det princip, at Gud elsker og ønsker at frelse alle, og at alle står lige for Ham. • Hvorfor tror du, at det var så vanskeligt for en jøde, som fx Peter, at se, hvad vi i dag synes er indlysende? - Er der forhold mht. til diskrimination og ulighed, som vi i dag har vanskeligt ved at se, men som for himlens engle og eftertiden måske synes indlysende?
65
DIALOG
TIL SABBATTEN | 11. AUGUST 2018
Ord og Udtryk
• Da Peter udtalte vendingen ”Tabitha, stå op“ (ApG 9,40), på aramæisk ”tabitha qum“, adskilte hans sætning sig kun fra Jesu ord til den lille pige i Mark 5,41 ved et enkelt bogstav! - Peters helbredelser er fortalt og udført på en måde, der minder om Jesu virke. Hvad Peter gjorde, havde han fra frelseren selv. • ”Niende time“ (ApG 10,3) henviser til bedetiden i templet i forbindelse med det daglige offer, det såkaldte tamid-offer.
Forstå det bedre
I lyset af Apostlenes Gerningers vægt på, hvorledes evangeliet skal prædikes i Jerusalem og Judæa og Samaria, ja helt til jordens ende (ApG 1,8), er det interessant at se, hvor vi rent geografisk er endt ved afslutningen af kapitel 12. Vi er ikke længere ført tilbage til Jerusalem; i stedet er Antiokia blevet udgangspunktet for missionen. Og det er der, Paulus begynder sin første missionsrejse (13,1-3). Antiokia ved floden Orontes var på dette tidspunkt den tredjestørste by i Romerriget, kun overgået af Rom selv og Alexandria. Der fandtes en stor jødisk menighed, de højeste vurderinger nærmer sig 40.000. Den blev et naturligt centrum for kristen missionsvirksomhed. I den tidlige kirkehistorie blev byen hovedsæde for flere betydningsfulde kirkemøder, og mange betydningsfulde personligheder havde deres virke i Antiokia. Den blev også et patriarkat, der dog gik til grunde ved Islams overtagelse af Syrien i 630’erne.
66
NOTER
TIL SABBATTEN | 11. AUGUST 2018
67
7
TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018
Paulus’ første missionsrejse
Ugens vers
”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham“ (ApG 13,38-39).
Introduktion
Det var helt sikkert, at evangeliet skulle forkyndes både for hedninger og jøder. Det var en kendsgerning, som langsomt, men sikkert begyndte at gå op for de første jødekristne. Den første direkte rapport om hedninger, der slutter sig til troen i større målestok, kommer fra Antiokia. Det var altså i Antiokia, at den første hedningekristne menighed blev oprettet, selv om den også havde et stort antal jøde-kristne (Gal 2,11-13). Takket være grundlæggernes missionsiver og den nye drivkraft, der kom med Paulus’ og Barnabas’ ankomst, voksede menigheden hurtigt, og den blev det første kristne center af betydning uden for Judæa. På nogle områder overgik den faktisk til og med menigheden i Jerusalem. Siden apostlene stadigvæk opholdt sig i Jerusalem, blev Antiokia den kristne missions vugge. Det var derfra, fra begyndelsen med støtte fra de lokale troende, at Paulus tog af sted på sine tre missionsrejser. Det var på grund af deres helhjertede støtte, at kristendommen blev det, Jesus havde haft til hensigt, nemlig en verdensreligion, hvor evangeliet skulle udbredes til ”alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“ (Åb 14,6).
Ugens tekster
68
· · · · · ·
ApG 13 2 Kor 4,7-10 Rom 10,1-4 Rom 3,19 ApG 14,1-26 Rom 9-11
SØNDAG
12. AUGUST 2018
Salamis og Pafos I kapitel 13 i Apostlenes Gerninger skifter Lukas scenen tilbage til Antiokia for at introducere Paulus’ første missionsrejse, som beskrives i de næste to kapitler (ApG 13 og 14). Dette er det første missionsfremstød i Apostlenes Gerninger, som er bevidst og nøje planlagt af en enkelt menighed. Men Lukas fremhæver, at det var Gud, der stod bag dette fremstød, ikke de troendes eget initiativ. Pointen er, at Gud kun kan virke, når vi villigt stiller os til rådighed, så han kan bruge os. ApG 13,1-12
Hvilken afgørende pointe ønsker Lukas at understrege med hensyn til Paulus’ og Barnabas’ aktiviteter på Cypern? Forud for missionærernes afrejse var der gået en tid med forbøn og faste. I denne sammenhæng var håndspålæggelsen grundlæggende en indvielseshandling eller en overgivelse til Guds nåde (ApG 14,26) før den nært forestående opgave. Øen Cypern ligger i det nordøstlige hjørne af Middelhavet, ikke ret langt fra Antiokia. Det var et oplagt sted at begynde. Ikke alene kom Barnabas fra Cypern; men evangeliet havde allerede nået øen. Men der var stadigvæk meget, der skulle gøres. Da de var ankommet på Cypern, begyndte Paulus og Barnabas – og Johannes Markus, Barnabas’ fætter (ApG 15,39; Kol 4,10), som også var med på rejsen – at prædike i synagogen i Salamis. Dette var Paulus’ normale fremgangsmåde. Han prædikede først i synagogen, før han vendte sig til hedningerne. Da Jesus var jødernes Messias, var det helt naturligt at dele evangeliet med jøderne først. Efter Salamis flyttede de sig vestover, og vi må formode, at de prædikede hele vejen, indtil de kom til hovedstaden, Pafos. Beretningen fokuserer der på to personer, Barjesus, en jødisk troldmand, som også var kendt som Elymas, og Sergius Paulus, den lokale romerske statholder. Beretningen giver os et godt eksempel på, hvordan evangeliet blev mødt med modstridende reaktioner. Der var åbenlys modstand og positiv modtagelse og omvendelse selv blandt højtstående hedninger. Sprogbrugen i ApG 13,12 indikerer tydeligt omvendelse.
Til at tænke over
Tænk over, hvordan det i dette tilfælde var en jøde, der modsatte sig sandheden, medens en hedning tog imod den. Hvordan kan det hjælpe os til at forstå, hvorfor det mange gange er vanskeligere at nå kristne fra andre kirkesamfund med ”den nærværende sandhed“ end dem, der slet ikke har nogen tro i forvejen? 69
MANDAG
13. AUGUST 2018
Antiokia i Pisidien – 1 Fra Cypern sejlede Paulus og hans medarbejdere til Perge i Pamfylien på sydkysten i vore dages Tyrkiet. Inden de tog til Antiokia i Pisidien, gengiver Lukas to betydningsfulde bevidste forandringer: Paulus bliver den førende person (indtil dette punkt er Barnabas altid nævnt først), og Lukas ophører med at bruge Paulus’ jødiske navn Saulus, og begynder kun at omtale ham som Paulus (ApG 13,9). Måske skyldes det, at Paulus fra nu af mest befinder sig i græsk-romerske omgivelser. ApG 13,13 fortæller, at Johannes Markus rejser tilbage til Jerusalem, men ikke hvorfor. Ellen White skrev, at på grund af frygt og modløshed over for de vanskeligheder, der ventede dem, ”blev Markus skræmt og mistede alt mod. Han nægtede at rejse videre og vendte tilbage til Jerusalem.“ (The Acts of the Apostles, s. 170). Gud har aldrig lovet, at det ville blive let. Tværtimod; Paulus vidste lige fra begyndelsen, at hans tjeneste for Jesus ville indbefatte mange lidelser (ApG 9,16); men han lærte helt og fuldt at stole på Guds kraft, og deri lå hemmeligheden til hans styrke (2 Kor 4,7-10). ApG 13,38-39
Hvad var hovedindholdet i Paulus’ budskab i synagogen i Antiokia? ApG 13,16-41 indeholder den første af Paulus’ taler, der gengives i Det Nye Testamente. Det var selvfølgelig ikke den første prædiken, Paulus holdt, og der er ingen tvivl om, at den kun giver et kort resume af, hvad han sagde. Talen er opdelt i tre hovedafsnit. Den begynder med Guds udvælgelse af Israel og Davids kongedømme (ApG 13,17-23). Denne del skulle skabe et fællesskab med hans jødiske tilhørere. Dernæst præsenterer han Jesus som opfyldelsen af Guds løfter om en efterkommer af David, som skulle bringe frelse til Israel (ApG 13,24-37). Hans konklusion er en advarsel imod at afvise den frelse, der tilbydes gennem Jesus (ApG 13,38-41). Klimaks finder vi i vers 38-39, som indeholder kernen i Paulus’ budskab om retfærdiggørelse. Tilgivelse og retfærdiggørelse findes kun ved Jesus. Dette afsnit siger intet om afskaffelse af loven, men fremhæver at Moseloven ikke er i stand til at retfærdiggøre nogen (Rom 10,1-4) – det privilegium tilhører Jesus Kristus alene (Gal 2,16).
Til at tænke over
70
Hvad vil det sige, at frelse kun findes ved tro på Jesus Kristus? Hvordan kan vi forene nødvendigheden af at holde Guds morallov med den kendsgerning, at loven ikke er i stand til at retfærdiggøre os?
TIRSDAG
14. AUGUST 2018
Antiokia i Pisidien – 2 ApG 13,38-39 præsenterer den vigtige lærdom, at loven ikke er i stand til at gøre os retfærdige. På trods af dens moralske buds bindende karakter, er loven ikke i stand til at bringe retfærdiggørelse, for den kan ikke skabe fuldkommen lydighed i dem, der holder den (ApG 15,10; Rom 8,3). Og selv om loven kunne skabe fuldkommen lydighed i os, kan den fuldkomne lydighed ikke sone for vores tidligere synder (Rom 3,19; Gal 3,10-11). Det er grunden til, at retfærdiggørelse ikke kan fortjenes, ikke engang delvist. Vi kan kun få det ved tro på Jesu forsonende offer (Rom 3,28; Gal 2,16), en gave, som vi ikke fortjener. På trods af, hvilken central rolle lydighed spiller i det kristne liv, kan den ikke gøre os fortjent til frelse. ApG 13,42-49
Hvordan blev Paulus’ budskab modtaget i synagogen? På trods af den barske måde, Paulus afsluttede sit budskab, var reaktionen hos de fleste i synagogen positiv. Men den følgende sabbat var situationen en helt anden. Det er ret sandsynligt, at ”jøderne“, som forkastede evangeliets budskab, var synagogens ledere, dem, der repræsenterede den officielle jødedom. Lukas begrunder deres ubarmhjertige holdning over for Paulus med misundelse. I oldtiden var der adskillige sider ved jødedommen, som fx monoteisme, livsstil og til og med sabbatten, som havde stor tiltrækning blandt ikke-jøder, og mange af dem tilsluttede sig den jødiske tro som proselytter. Men omskærelse var en alvorlig forhindring, da det blev opfattet som barbarisk og afskyeligt. Derfor var der mange hedninger, der kom i synagogen for at tilbede Gud, men som ikke formelt havde konverteret til jødedommen. Disse var kendt som ”gudfrygtige“, og det kan have været de gudfrygtige sammen med proselytterne i synagogen i Antiokia (ApG 13,16. 43), der var med til at sprede nyheden om Paulus’ budskab blandt den generelle befolkning, og de kom i stort antal. Muligheden for at opnå frelse uden først at skulle blive jøder, var uden tvivl særlig attraktiv for mange. Det kan være med til at forklare de jødiske lederes misundelse. Men ved at forkaste evangeliet udelukkede de ikke alene sig selv fra Guds frelse; men de frigjorde også Paulus og Barnabas til at rette hele deres opmærksomhed mod hedningerne, som med glæde priste Gud for at have indbefattet dem i sin frelsesplan.
71
ONSDAG
15. AUGUST 2018
Ikonion På foranledning af de jødiske ledere i Antiokia fik de lokale myndigheder sat en forfølgelse i gang, og Paulus og Barnabas blev smidt ud af byen (ApG 13,50). ApG 14,1-7
Hvad var resultatet af Paulus og Barnabas’ aktiviteter i Ikonion? I Ikonion fortsatte Paulus og Barnabas deres skik med først at henvende sig til jøderne, før de vendte sig til hedningerne. Paulus’ tale i Antiokia (ApG 13,16-41) giver mange begrundelser for, at de prioriterede jøderne i deres arbejde: Israels udvælgelse med alt det, det indbefattede (Rom 3,2; 9,4-5), og Guds opfyldelse af sit løfte om en frelser af Davids slægt. Til trods for at mange jøder forkastede evangeliet, mistede Paulus aldrig håbet om, at en stor del af jøderne ville omvende sig. I Rom 9-11 gør Paulus det klart, at ”det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel“ (Rom 9,6), og at det kun er på grund af Guds barmhjertighed, at nogle af jøderne i det hele taget kommer til at tro. Gud har ikke forkastet sit folk, men ”der [er] også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde“ (Rom 11,5). Paulus blev ved med at forkynde evangeliet for hedningerne, men han troede, at en dag ville flere jøder komme til at tro på Jesus. ”Paulus’ argument i Rom 9-11 giver en yderligere forklaring på den missionsstrategi, han følger i Apostlenes Gerningers fortælling, og konfronterer hver eneste generation af kristne med den teologiske vigtighed af at vidne for ikke-troende jøder.“ (David G. Peterson, The Acts of the Apostles (Grand Rapids: Eerdmans, 2009), s. 401). Situationen var ikke meget anderledes end i Antiokia. Den første reaktion på Paulus’ evangelium var meget positiv hos både jøder og hedninger; men igen fik de ikke-troende jøder, muligvis lederne i det lokale jødiske samfund, oppisket en negativ reaktion hos hedningerne og forgiftede deres sind mod missionærerne. Det førte til splittelse i befolkningen. Mens modstanderne lagde planer om at angribe og stene Paulus og Barnabas, besluttede de to missionærer at forlade byen og tage hen til den næste.
Til at tænke over
72
Jøder har brug for mere end kun at høre evangeliet. De har også brug for at se det omsat i handling i livet hos Jesus’ bekendende efterfølgere. Hvilken slags vidnesbyrd giver du til dine jødiske bekendte, hvis du har nogen?
TORSDAG
16. AUGUST 2018
Lystra og Derbe Det næste sted, Paulus besøgte, var Lystra, en ubetydelig landsby ca. 30 km sydvest for Ikonion. Selv om de tilbragte en del tid der (ApG 14,6-7. 15), fortæller Lukas kun en enkelt beretning derfra: helbredelsen af en lam mand, sandsynligvis en tigger, som havde været lam lige fra fødslen. ApG 14,5-19
Hvordan viser deres reaktion på Paulus, hvor dybt de var forankret i uvidenhed? Folkeskaren var så imponeret af det mirakel, de så, at de troede Paulus og Barnabas var guder. De mente, at Barnabas var Zeus, den øverste græske gud, og Paulus Hermes, som var Zeus medhjælper og talsmand. Folket ønskede at ofre til dem. Den latinske poet Ovid (43 f.Kr. - 17/18 e.Kr.) havde tidligere nedskrevet en legende om disse to guder, der forklædt som mennesker havde besøgt en by i den samme egn (”Frygiens høje“) for at finde et sted at hvile sig. Ifølge legenden havde et fattigt ældre par vist dem venlighed og gæstfrihed, mens resten af befolkningen var ligeglade. På grund af deres venlighed og gæstfrihed mod de ukendte gæster blev det ældre pars hus forvandlet til et tempel og de selv til præster, mens resten af byen blev totalt ødelagt (Metamorfose 611-724). Med en sådan historie i omløb i deres egn var befolkningens reaktion over for Paulus og Barnabas ikke overraskende. Historien er også med til at forklare, hvorfor folkemængden troede, at missionærerne var netop disse to guder og ikke for eksempel Æsclepius, helbredelsernes gud. Paulus og Barnabas var i stand til at standse den falske tilbedelse af dem selv. Men til sidst skabte nogle modstandere fra Antiokia og Ikonion en fuldstændig forandring af situationen, og Paulus blev stenet og efterladt formodet død.
ApG 14,20-26
Til at tænke over
Hvor endte Paulus og Barnabas deres rejse? Og hvad foretog de sig på deres vej tilbage? Paulus sagde: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige“ (ApG 14,22). Hvad betyder det? Har du erfaret, at det er tilfældet? Hvordan kan vi lære at vokse i vores tro på grund af de ”trængsler“, vi måtte møde?
73
FREDAG
17. AUGUST 2018
Til videre studium ”I løbet af sit liv på jorden havde Kristus forsøgt at lede jøderne ud af deres eksklusivitet. Helbredelsen af den romerske officer og den kana’anæiske kvinde var eksempler på hans direkte arbejde uden for det anerkendte Israels folk. Tiden var nu kommet til et aktivt og vedblivende arbejde blandt hedningerne. Blandt dem var der hele byer, der med glæde modtog evangeliet og priste Gud for lyset fra en intelligent tro. Jødernes vantro og ondskab tilsidesatte ikke Guds hensigt; et nyt Israel blev indpodet på det gamle oliventræ. Synagogerne blev lukket for apostlene; men privathjem blev åbnet, så de kunne benytte dem, og hedningernes offentlige bygninger blev også brugt, hvorfra man kunne forkynde Guds ord.“ (Ellen White, Sketches From the Life of Paul, s. 51). ”I alle deres missionsaktiviteter forsøgte Paulus og Barnabas at følge Kristi eksempel i villig opofrelse og trofast, ivrigt arbejde for mennesker. De var på vagt, ivrige og utrættelige, og de tænkte ikke på deres egne ønsker eller personlig komfort. Men under bøn og ængstelse samt utrættelig aktivitet såede de sandhedens sæd. Når apostlene såede sæden, lagde de stor vægt på at give praktiske råd af uendelig stor værdi til alle dem, der tog imod evangeliet. Denne ånd af alvor og gudsfrygt gjorde et varigt indtryk på de nye disciple med hensyn til vigtigheden af evangeliets budskab.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 186). Spørgsmål til drøftelse
1. Studér historien om Johannes Markus, hvordan han rejste hjem, da det blev svært. Senere havde Paulus og Barnabas et skænderi, da Barnabas ønskede at bruge Johannes Markus igen, men Paulus ikke ønskede det (se ApG 15,37). Men mange år senere skrev Paulus: ”Tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten“ (2 Tim 4,11). Hvad kan vi lære af forløbet med Johannes Markus – om at svigte og om at vende tilbage? 2. Læs ApG 14,21-23. Hvad kan vi, baseret på Paulus’ og Barnabas’ eksempel, hver især og som menighed gøre for at hjælpe og styrke deres tro, som er nye i menigheden? 3. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke lader menneskeskabte traditioner eller til og med trospunkter, som vi har holdt fast ved i lang tid, stå i vejen for at vokse i sandhed, ligesom det blev gjort af de religiøse ledere, der satte sig op imod Paulus?
74
DIALOG
TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Prøv sammen ved hjælp af et godt kort at følge den samme rute, som Paulus fulgte under sin første missionsrejse. - Skriv evt. spørgsmål ned, som I har til geografien og rejseruten, og bed en fra klassen eller en gæst om at besøge jer med evt. præcis historisk-geografisk information • Læs ApG 13,1-3 igen og tænk over variationen blandt Antiokiakirkens ledere - Hvad betyder det mon, at Simeon blev kaldt ”Niger“, der betyder sort? • Beretningen fra Cypern fortæller, hvordan Paulus mødte to andre personer. Alle tre havde mere end ét navn. Dobbeltnavnene er en væsentlig del af historien. - Hvad er Paulus kaldt, før han kom til Cypern? - Hvorfor tror du, at det er her, vi får at vide, at han hed Paulus? • Prøv sammen at lave en oversigt over talerne i Apostlenes Gerninger – der har allerede været flere meget indholdsrige prædikener. - Hvilke to prædikener finder du i kapitlerne 13 og 14? Hvem henvender de sig til? Hvad er forskellen på de to mht. tilhørere, anledning, længde og argumentationsform?
Uddybende spørgsmål
• Hvordan tror du, at Helligånden rent faktisk talte i 13,2? - Bliver Barnabas og Paulus ordineret til at være præster/pastorer i denne tekst? - Modtager de nogen særlig kraft eller nådegave ved denne ”ordination“?
Ord og udtryk
• Udtrykket ”plejebror“ (græsk syntropos tetrarchou), som i ApG 13,1 er brugt om Manaen, er ofte oversat med ”fosterbror“ eller ”livslang ven“. Det var tænkeligt en titel, men henviser under alle omstændigheder til en person fra det øverste samfundslag. De første kristne tiltrak en hel del mennesker fra datidens overklasse. • ”Gøre retfærdig“ eller ”retfærdiggøre“ (ApG 13,38) indebærer i Paulus’ prædiken syndsforladelse. Ordet er juridisk og drejer sig om, hvem der kan bestå på dommens dag. Her er lovoverholdelse ikke tilstrækkelig, og hvis man mener, at det er, bedrager man sig selv – og måske andre. Mennesker retfærdiggøres af tro alene, og 75
DIALOG
TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018
teksten er en af de tekster, der tydeligt viser en overensstemmelse mellem den Paulus, Lukas beskriver, og Paulus, som vi kender ham fra hans breve. Forstå det bedre
• Talen i Lystra er som mange taler i Apostlenes Gerninger en lejlighedsprædiken. Den er den første tale direkte til et ikke-jødisk, altså et hedensk publikum. Den følges senere op af Paulus’ tale på Areopagos (17,22-31). - Paulus henviser ikke direkte til Det Gamle Testamente i disse taler. De mennesker, han talte til, kendte det ikke, og de anså det ikke for en autoritet, så det ville ikke for disse mennesker virke overbevisende blot at henvise til Skriften. - Men det betyder ikke, at Paulus ikke brugte Skriften. Rent faktisk indleder han talen med at citere et for jøder velkendt vers fra 2 Mos 20,11, nemlig fra det fjerde bud, sabbatsbuddet. Det er interessant, at den første menighed i deres bøn i ApG 4,24 også citerede dette bud. • På Cypern møder vi første gang Paulus i et romersk miljø, og det er her, han kaldes Paulus første gang, ikke Saulus. Denne ændring i omtalen skyldes altså ikke, at forfølgeren Saulus er blevet til den kristne Paulus; han har været kristen i 10-12 år. Men det skyldes, at han møder en højtstående romer af samme navn, og der opstod helt klart stor sympati imellem de to. Guvernøren (Lukius) Sergius Paullus, som den romerske/latinske stavemåde ville have været, er en kendt historisk skikkelse. Han blev senere en fremtrædende administrator i Rom, til og med senator og i år 70 konsul. Hans familie ejede store landområder vest for Antiokia i Pisidien, hvortil Paulus satte kursen efter Cypern (ApG 13,13-52).
Til eftertanke
76
”Deres ordination var en offentlig anerkendelse af Guds udvælgelse af dem til at bringe evangeliets glade budskab til hedningerne. Både Paulus og Barnabas var allerede kommissioneret af Gud selv, og selve ceremonien med håndspålæggelse tilføjede ingen ny nåde eller egenskab … Langt senere blev ordinationsritualet ved håndspålæggelse skammeligt misbrugt; unødvendig betydning blev tillagt denne handling, som om den kvalificerede mennesker til alle kirkelige tjenester. Men ved tilsidesættelsen af disse to apostle siges der intet om, at nogen særlig egenskab blev givet dem bare ved at lægge hænderne på dem. Der tales på en enkelt måde om deres ordination og om den betydning, handlingen havde for deres fremtidige virke.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 151-152).
NOTER
TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018
77
8
TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018
Apostelmødet i Jerusalem
Ugens vers
”Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de“ (ApG 15,11).
Introduktion
Efter mere end to år vendte Paulus og Barnabas tilbage til Antiokia i Syrien. Siden hele menigheden der havde været med til at sende dem ud som missionærer, var det naturligt, at de skulle aflægge en rapport for menigheden. Men i rapporten blev der ikke lagt vægt på, hvad de havde udrettet, men på, hvad Gud selv havde gjort gennem dem. Rapportens fokus var selvfølgelig den store succes, deres mission blandt hedningerne havde været, selv om mange jøder også var kommet til troen. Men efter hændelsen med Cornelius var uomskårne hedningers omvendelse blevet et stridspunkt (ApG 11,1-18), og nu, hvor et stort antal af dem blev optaget i menigheden som medlemmer, blev dette punkt særlig vanskeligt. Mange af de troende i Jerusalem var ikke glade. De mente, at hedninger først skulle omskæres, altså blive jødiske proselytter, før de kunne blive en del af Guds folk og have samfund med dem. ApG 15 handler om, at hedningeproblemet når et kritisk punkt og om, hvordan menigheden arbejdede sammen for at finde en løsning. Apostelmødet i Jerusalem var et vendepunkt i apostelkirkens historie, når det gjaldt dens verdensomfattende mission.
Ugens tekster
78
· · · · · ·
ApG 15 Gal 2,11-13 2 Mos 12,43-49 Rom 3,30 3 Mos 18,30 Åb 2,14.20
SØNDAG
19. AUGUST 2018
Sagens kerne Lige fra begyndelsen bestod menigheden i Antiokia af både (hellenistiske) jøder og uomskårne hedninger (ApG 11,19-21; Gal 2,11-13), som tilsyneladende levede fredeligt sammen. Men dette fredelige fællesskab blev ødelagt, da en gruppe troende fra Jerusalem ankom. ApG 15,1-5
Hvad var det for et problem, menigheden stod over for? Traditionelt omtalt som judaister var disse individer fra Judæa muligvis de samme som dem, der i vers 5 omtales som troende farisæere. Det bør ikke overraske os, at der var nogle fra farisæernes parti i menigheden; for Paulus selv havde været en farisæer inden sin omvendelse (Fil 3,5). Det lader til, at denne gruppe var rejst til Antiokia på eget initiativ (ApG 15,24); men en anden hændelse, der også fandt sted nogen tid senere i Antiokia viser, at de fleste af jøderne, apostlene indbefattet, ikke var særligt begejstret over at have uomskårne hedninger i menigheden (Gal 2,11-13). I sit brev til Galaterne taler Paulus ikke positivt om judaisterne og omtaler dem som nogle, der forvirrer (Gal 1,7; 5,10) og ”falske brødre“ (Gal 2,4), hvis egentlige motiv var at underminere den åndelige frihed, evangeliet giver, og føre de hedninge-kristne ind under lovtrældom. Deres pointe var ganske enkel. Medmindre hedningerne blev omskåret og overholdt alle de jødiske ceremonilove, kunne de ikke blive frelst. Frelse, mente de, kunne kun findes inden for Guds pagtsfolk, og ifølge Det Gamle Testamente var der ingen anden måde at blive en del af Guds udvalgte folk på end ved at blive omskåret (1 Mos 17,9-14; 2 Mos 12,48). Kort sagt kunne hedninger kun blive frelst, hvis de først blev jødiske proselytter. Paulus og Barnabas var selvfølgelig ikke enig i sådanne krav, som gik direkte imod hele evangeliets natur. Men den aggressive holdning hos gæsterne fra Jerusalem skabte en ophedet debat; ordet stasis i ApG 15,2 indebærer en form for konflikt eller splid. Sagen var imidlertid for alvorlig til kun at afgøres lokalt. Hele kirkens enhed stod på spil. Brødrene i Antiokia besluttede derfor at sende et antal delegerede til Jerusalem, deriblandt Paulus og Barnabas, for at komme frem til en løsning.
Til at tænke over
Prøv at sætte dig i judaisternes sted. Hvilke argumenter ville du bruge til at forsvare dit synspunkt? 79
MANDAG
20. AUGUST 2018
Omskærelse Jødernes tradition for omskærelse var en anordning, som var blevet indstiftet af Gud selv som et tegn på hans pagt med Abrahams efterkommere som et udvalgt folk (se Matt 15,2.9 og 1 Mos 17,9-14). 2 Mos 12,43-49
Hvem udover mænd, der var født som israelitter, skulle omskæres? Pagtens velsignelser var ikke forbeholdt dem, der var født som israelitter, men indbefattede enhver slave eller tilrejsende fremmed, der ønskede at få del i dem; men betingelsen var, at de skulle omskæres. Efter omskærelsen fik den fremmede samme status hos Gud som den indfødte israelit: ”han skal være som en af landets egne“ (2 Mos 12,48). Omskærelse var derfor nødvendig (for en mand) for at blive fuldgyldigt medlem af Guds pagtssamfund. Og fordi Jesus var Israels Messias, virkede det indlysende, at judaisterne insisterede på, at hedninger ikke kunne nyde godt af frelsen i Jesus uden først at blive jøde.
Rom 3,30 1 Kor 7,18 Gal 3,28; 5,6
Hvordan var Paulus’ opfattelse af omskærelsen?
Ved at sige, at ingen hedning kunne blive frelst uden først at blive jøde, blandede disse mænd to forskellige ting: pagt og frelse. At være medlem af Guds pagtsfolk garanterede ikke frelse (Jer 4,4; 9,25). Desuden blev Abraham selv frelst (retfærdiggjort) af tro, som jo netop skete før, ikke fordi han blev omskåret (Rom 4,9-13). Frelse har altid været ved tro, mens pagten var en foranstaltning, hvorved Gud i sin nåde ønskede at gøre sig selv og sin plan kendt for hele verden. Israel blev udvalgt med netop den hensigt (1 Mos 12,1-3). Men problemet var, at ved at knytte tanken om pagt og frelse alt for tæt sammen, kom disse troende til at betragte omskærelse som noget, der gjorde dem fortjent til frelse. Men Guds frelsende nåde fungerer ikke i samme sfære som menneskers gerninger. At påtvinge de hedninge-kristne omskærelse som et middel til frelse var derfor at forvrænge evangeliets sandhed (Gal 1,7; 2,3-5), ophæve Guds nåde (Gal 2,21), og Kristus ville ikke gavne dem noget (Gal 5,2). Desuden var det at fornægte, at evangeliet var for hele verden (Kol 3,11; Tit 2,11). Paulus kunne aldrig være enig i en sådan måde at tænke på. Til at tænke over 80
Hvilken fare ligger der i at tro, at man bliver frelst, bare man er medlem af den rette kirke?
TIRSDAG
21. AUGUST 2018
Debatten ApG 15,7-11
Hvad bestod Peters bidrag til debatten i Jerusalem af? Lukas rapporterer selvfølgelig ikke alt det, der foregik under mødet. Det kunne fx være interessant at vide, hvilke argumenter judaisterne bragte for deres synspunkt (ApG 15,5) og også Paulus’ og Barnabas’ svar (ApG 15,12). Det faktum, at vi kun har Peters og Jakobs taler gengivet, viser hvilken betydning disse mænd havde blandt apostlene. I sin tale henvendte Peter sig til apostlene og de ældste og mindede dem om sin egen oplevelse med Cornelius flere år tidligere. Hans argument var i bund og grund det samme, som han tidligere havde brugt over for brødrene i Jerusalem (ApG 11,4-17). Gud havde selv vist, at han anerkendte Cornelius’ omvendelse (selv om han var en uomskåret jøde) ved at give ham og hans hus den samme Åndens gave, som han havde givet apostlene på Pinsedagen. I sit guddommelige forsyn havde Gud brugt ikke mindre end personen Peter for at overbevise de jødiske troende om, at han ikke gør forskel på jøde og hedning, når det gælder frelse. Selv om de manglede de rensende fordele fra den gamle pagts love og regler, kunne de troende hedninger ikke længere betragtes som urene, for Gud selv havde renset deres hjerter. Peters afsluttende udtalelse lød meget som noget, man kunne forvente fra Paulus: ”Vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de“ (ApG 15,11).
ApG 15,13-21
Hvilken løsning på hedningeproblemet foreslog Jakob? Jakobs tale antyder, at han havde en myndighedsstilling (sml. ApG 12,17; 21,18; Gal 2,9. 12). Uanset, hvad han må have ment med genopbygningen af Davids faldne hytte, som i Amos’ profeti henviser til genoprettelsen af Davids kongeslægt (Amos 9,11-12), var det Jakobs hovedformål at vise, at Gud allerede havde gjort det muligt for hedningerne at tilslutte sig et genoprettet ”Guds folk“ og dermed blive en del af Israel. På denne bagrund var det hans forslag, at der ikke skulle lægges yderligere restriktioner på omvendte hedninger end dem, man normalt ville kræve af udlændinge, der ønskede at bo i Israel.
81
ONSDAG
22. AUGUST 2018
Den apostolske udtalelse ApG 15,28-29
Hvilke fire forbud besluttede man at pålægge de hedninge-kristne? Hovedproblemet på apostelmødet blev løst på en tilfredsstillende måde. Frelse fås ved tro, og de troende hedninger skal derfor fritages fra omskærelse, når de tilslutter sig kirken. Men der var fire ting, de skulle afholde sig fra: 1) kød, ofret til afguder i hedenske ritualer og derefter serveret ved tempelfester eller solgt på markedet; 2) blod; 3) kød fra kvalte dyr, dvs. kød, hvor blodet ikke fik lov til at løbe ud af det slagtede dyr samt 4) utugt i forskellige former. I dag betragter de fleste kristne spiseforskrifterne (forbud 1-3) som midlertidige anbefalinger. De argumenterer med, at siden disse ting i særlig grad var afskyelige for jøder, var forbuddet kun ment som en overgangsfase til at udligne forskellen mellem jødiske og hedenske troende. Det påstås også ofte, at alle andre gammeltestamentlige love, deriblandt også de levitiske spiselove (3 Mos 11) og sabbatsbuddet (2 Mos 20,8-11), som ikke er med på listen, ikke længere gælder for de kristne. Men det såkaldte apostolske brev var hverken midlertidigt eller et nyt kristent moralkodeks, som udelod det, der havde med Det Gamle Testamente at gøre. Under Helligåndens vejledning havde apostlene og menighedens ældste faktisk kopieret reglerne fra 3 Mos 17-18, som havde med Israels udenlandske beboere at gøre. I 3 Mosebogs sammenhæng handlede disse forbud om at afsværge hedenskab. Udlændinge, som ønskede at bo i Israel, skulle afstå fra de hedenske skikke, som de var vant til (3 Mos 18,30). På samme måde skulle enhver hedning, der kom til troen og ønskede at tilslutte sig menigheden, tage tydelig afstand fra hedenskab. Men det var kun det første skridt. Efterfølgende var det naturligvis forventet, at den nye kristne skulle gøre Guds vilje ved at adlyde de bud, som gælder for alle, som er fra før Moseloven og ikke i sig selv ceremonielle, ligesom sabbatten (1 Mos 2,1-3) og forskellen mellem ren og uren føde (1 Mos 7,2). At påbuddet ikke var midlertidigt er fx tydeligt i Åb 2,14.20, hvor det første og det sidste forbud gentages, og de andre to er underforstået. Historiske beviser fortæller os, at disse befalinger blev betragtet som gældende langt efter nytestamentlig tid.
Til at tænke over 82
Hvordan kan vi, når der opstår uenighed, lære at sidde sammen og lytte til hinanden og med en respektfuld og ydmyg holdning drøfte problemerne for at finde en løsning?
TORSDAG
23. AUGUST 2018
Brevet fra Jerusalem ApG 15,22-29
Hvilke yderligere foranstaltninger blev der taget af menigheden i Jerusalem med hensyn til de beslutninger, der blev truffet under apostelmødet? Det første, man besluttede, var at skrive et brev til de hedningetroende for at informere dem om, hvad der var blevet besluttet. Brevet, som var skrevet i apostlenes og de ældste i Jerusalems navn, var et officielt dokument, som udtrykte menigheden i Jerusalems ledelsesposition i forhold til de andre kristne grupper. Dette skyldtes helt sikkert apostlenes lederskab. Skrevet i år 49 e.Kr., som er det mest sandsynlige årstal for apostelmødet, er dette brev et af de allertidligste kristne dokumenter, vi har. Menigheden i Jerusalem besluttede også at udpege to af de delegerede, Judas Barsabas og Silas, til at rejse med Paulus og Barnabas til Antiokia. Deres opgave var at medbringe brevet og bekræfte dets ægthed.
ApG 15,30-33
Hvordan reagerede menigheden i Antiokia på brevet? Da brevet var blevet læst, blev menigheden fyldt med stor glæde over det opmuntrende budskab, at der ikke var krav om, at de omvendte hedninger skulle omskæres. De havde heller ingen indvendinger mod brevets krav (de fire forbud fra apostlene). Den første alvorlige splid i den første kirke var dermed løst, i hvert fald i teorien. Ved apostelmødets afslutning var Paulus’ evangelium blevet anerkendt af kirkens ledere i Jerusalem, som gav ham og Barnabas håndslag på det som et tegn på anerkendelse og tillid (Gal 2,9). Men for de jødekristne, som blev ved med at leve efter de jødiske love og regler, var det stadigvæk et stort problem at sidde til bords sammen med hedningerne, som i deres opfattelse stadigvæk var rituelt urene. Det fremgår fx i den hændelse, som involverer Peter i Gal 2,11-14. ”Selv disciplene,“ siger Ellen White, ”var ikke alle forberedt på villigt at godtage apostelmødets beslutning.“ (The Acts of the Apostles, s. 197).
Til at tænke over
Hvor svært er det for dig at være sammen med troende af en anden race, kultur eller social klasse, hvis du skal være helt ærlig? Hvordan kan du rense dig fra denne helt klare anti-evangeliske holdning? 83
FREDAG
24. AUGUST 2018
Til videre studium ”De jødiske troende havde i reglen en tendens til ikke at bevæge sig fremad så hurtigt som Guds forsyn banede vej. Det var tydeligt fra resultatet af apostlenes arbejde blandt hedningerne, at de troende fra denne folkegruppe ville blive langt flere end antallet af jøde-kristne. Jøderne frygtede, at hvis deres loves restriktioner og ceremonier ikke blev gjort obligatoriske for hedningerne som en betingelse for medlemskab i kirken, ville jødernes nationale særtræk, som indtil nu havde holdt dem adskilt fra alle andre folk, til sidst forsvinde blandt dem, der modtog evangeliets budskab … De jøde-kristne, der levede inden for templets synsvidde, tillod naturligt deres sind at vende tilbage til de særlige privilegier, som jøderne havde som nation. Når de så, at den kristne kirke forlod jødedommens ceremonier og traditioner, og forstod, at den særlige hellighed, som de jødiske skikke indeholdt, snart ville forsvinde i lyset af den nye tro, blev mange vrede på Paulus som den, der i høj grad var årsag til denne forandring. Ikke engang alle disciplene var rede til villigt at godtage apostelmødets beslutning. Nogle gik med iver op i ceremoniloven, og de betragtede Paulus med uvilje, fordi de mente, at hans principper i forhold til jødernes lovs forpligtelser var for slappe.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 189; 197). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvordan opfatter vi udsagnet: at tilhøre den ”rette“ kirke garanterer ikke frelse? For eksempel var Israel virkelig den ”rette kirke“; men det betød ikke, at alle, der tilhørte Israel, blev frelst. Hvis det ikke garanterer frelse at tilhøre den rette kirke, hvad er så fordelen ved at være en del af den? 2. Et af de første store stridsspørgsmål i den tidlige kristne kirke var, om man skulle acceptere uomskårne hedninger i trosfællesskabet. Har vi lignende problemstillinger i vores kirke i dag, og hvad kan vi lære af eksemplet i ApG 15? 3. Drøft i klassen, hvilke argumenter de jødekristne kan have brugt til forsvar for deres synspunkt om, at hedningerne først måtte blive jøder, før de kunne tilslutte sig den kristne kirke, som de med rette så som en forlængelse af det pagtsløfte, der var givet til Israel. Hvilke modargumenter er der? Hvordan kan en gennemgang af begge siders argumenter vise os, hvorfor problemstillinger, som i dag synes så indlysende, på et andet tidspunkt i historien synes meget vanskeligere, end de gør for os nu?
84
DIALOG
TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Kan du finde andre beretninger eller bibelske tekster, som omhandler konflikt mellem mennesker? • Temaet om frelse for alle, uanset baggrund, er centralt i Apostlenes Gerninger. - Prøv at samle nogle af de tekster, der understreger det. • I ApG 15, 28 siges det, at ”Helligånden og vi har besluttet …“ - På hvilke måder havde Helligånden allerede før apostelmødet givet sin mening til kende?
Uddybende spørgsmål
• Oplever du/I af og til vanskelige eller tilsyneladende uløselige konflikter med andre mennesker, også mennesker, du holder af og måske er bundet til at have fællesskab med? - Hvad kan du/I gøre for at begrænse virkningerne af en konflikt? - Hvordan afgør du, om en sag er en konflikt værd?
Mødet med dagligdagen
• I nordiske lande har vi som i andre lande ofte konflikter i det politiske eller i det faglige liv, og vi har udarbejdet generelt accepterede procedurer i fx fagkonflikter. - Hvad synes du om den model? Hvad er gode og evt. dårlige sider ved den? Kan kirken lære af den?
Personligt kristenliv
• Hvis du står i en konflikt, prøver du da at: - Se sagen fra den anden side? - Bede for modparten? (Jf. Matt 5,44) - Søge råd hos tredjepart?
Forstå det bedre
• Den beslutning, apostelmødet ender med at tage, er bemærkelsesværdig, fordi den hverken vedrører doktriner eller moral, men simpelthen fastsætter en praktisk rettesnor for fredens og enhedens skyld. - Dekretet er ikke doktrinært, det vil sige, det afviser, at omskærelse og overholdelse af Moseloven er et spørgsmål om frelse. Hedninger behøver ikke at gøre det; hvis jøde-kristne vil, står dem derimod frit for. - Dekretet er heller ikke moralsk. Der fastsættes ikke etiske normer. Det vil være en misforståelse at tro, at punktet om 85
DIALOG
TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018
”utugt“ her skal fortælle, at almindelig seksualmoral skulle opfattes som en ekstra ”byrde“ (ApG 15,28). Naturligvis forventedes alle kristne at leve et rent liv på dette område, og punktet drejer sig snarere om at gifte sig inden for socialt accepterede rammer, fx ikke med fætter og kusine. · Derfor handler dekretet overhovedet ikke om moralloven i skikkelse af De Ti Bud. Hvordan ville dette ikke at stjæle og slå ihjel have været en ekstra ”byrde“? Disse bud var naturligvis allerede taget for givet. - Dekretet følger simpelthen de traditionelle råd, baseret på 5 Mosebog 17, til mennesker, der ønsker at leve i et jødisk samfund – som kirken jo i høj grad var på dette tidspunkt.
86
Baggrund
I kirkens historie blev der siden gjort meget ud af vendingen ”Helligånden og vi“, ikke mindst af ledere, som gerne i praksis vendte det til ”Vi og Helligånden“ og lod medlemmer forstå, at når ”vi“ ledere havde talt, så var det per automatik Helligånden, så I må hellere følge trop!
Til eftertanke
Peters og Jakobs indlæg på apostelmødet fremhævede to aspekter af Helligåndens virke: Åndens ledelse i den praktiske mission (Cornelius m.m.) og Åndens tale gennem Skriften. Når de to går hånd i hånd, gør vi klogt i at følge Åndens beslutning.
NOTER
TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018
87
9
TIL SABBATTEN | 1. SEPTEMBER 2018
Paulus’ anden missionsrejse
Ugens vers
”Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by“ (ApG 18,9-10).
Introduktion
Da Paulus og Barnabas var kommet tilbage til Antiokia, tog de sig af menigheden og gik i gang med andet evangelisk arbejde. Dette var tilsyneladende sidste gang, de to arbejdede sammen; for en stærk uenighed førte til, at de skiltes ad. Årsagen til uenigheden mellem Paulus og Barnabas var Johannes Markus, Barnabas’ fætter (Kol 4,10). Da Paulus inviterede Barnabas til at tage med tilbage tid de steder, hvor de havde forkyndt på deres tidligere rejse, ønskede Barnabas at tage sin fætter med; men Paulus var imod det, fordi Markus’ tidligere havde svigtet (ApG 13,13). Men Paulus og Barnabas’ adskillelse førte til en velsignelse; for ved at opdele deres indsats kunne de dække et meget større område, end de først havde planlagt. Barnabas tog Markus med sig og vendte tilbage til Cypern, hvor Barnabas kom fra (ApG 4,36). Paulus inviterede Silas til at slutte sig til ham, og de rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne der. Inden Paulus kom til Antiokia første gang, havde han tilbragt flere år i Tarsus (ApG 9,30; 11,2526). Nu havde han anledning til igen at besøge den menighed, han havde stiftet der. Men Guds plan for ham var meget større, end Paulus til at begynde med forestillede sig.
Ugens tekster
88
· · · · · ·
ApG 16 Rom 3,28 Gal 2,16 ApG 17 1 Kor 1,23 ApG 18,1-10
SØNDAG
26. AUGUST 2018
Tilbage i Lystra Lukas’ valg af begivenheder i sin bog fører Paulus næsten direkte til Derbe og Lystra. Det eneste, han fortæller om Syrien og Kilikien, er, at Paulus rejste gennem disse områder og styrkede menighederne (ApG 15,41). ApG 16,1-13
Hvad lærer Paulus’ handlinger her om, hvor følsom han var i sit arbejde med at nå andre mennesker? Timotheus’ far var hedning, men hans mor var en jødekristen; hendes navn var Eunike. Selv om Timotheus ikke var omskåret, havde han kendt Skriften fra han var barn (2 Tim 3,15). Det antyder, at han også var en gudfrygtig person. Som kristen var han allerede højt respekteret og beundret af alle de lokale troende. Blandt jøder bliver jødedommen ført videre gennem moderens slægt, ikke faderens, så Timotheus var jøde. Men han var ikke blevet omskåret på den ottende dag efter fødslen, måske fordi hans far, som var græker, betragtede omskærelse som noget barbarisk. Paulus ønskede at have Timotheus som medarbejder; men han vidste, at som uomskåret jøde ville han blive forbudt adgang til de jødiske synagoger og anklaget for frafald. Derfor lod han ham omskære. Paulus begrundelse for at gøre det var udelukkende praktisk og bør ikke opfattes som i modstrid med det evangelium, han forkyndte. Efter at have besøgt de steder, hvor han havde været på sin første rejse, besluttede Paulus at rejse mod sydvest, muligvis til Efesos i provinsen Asien. Men Helligånden forhindrede ham i at gøre det. Derefter tog han nordpå og forsøgte at komme til Bitynien, men på en måde, vi ikke får nærmere forklaret, blev han igen forhindret af Ånden at tage dertil. Siden han allerede var på vej gennem Mysien, var hans eneste mulighed at tage vestpå til havnebyen Troas. Derfra kunne han sejle i en række forskellige retninger. Men i et syn om natten viste Gud ham, at han skulle sejle over Ægæerhavet til Makedonien. Da hans medarbejdere hørte om synet, forstod de, at Gud virkelig havde kaldet dem til at forkynde evangeliet for makedonierne.
Til at tænke over
Tænk over, hvorfor Paulus lod Timotheus omskære. Hvad lærer det os om at være villige til at gøre visse ting, som vi ikke altid er enige i eller synes er nødvendige, men som i en større sammenhæng vil være til gavn? 89
MANDAG
27. AUGUST 2018
Filippi Da Paulus og hans rejsefæller var kommet til Makedonien, tog de til Filippi, hvor de stiftede den første kristne menighed i Europa. ApG 16,11-24
Hvor tog missionærerne hen om sabbatten, og hvorfor? Hvad skete der for dem der? Når Paulus ankom til en by, var det hans vane at besøge den lokale synagoge om sabbatten for at vidne for jøderne (ApG 13,14.42.44; 17,1-2; 18,4). At han og hans gruppe tog hen til en flodbred for at bede – sammen med nogle kvinder, både jøder og hedninger, der tilbad Gud – skyldtes sandsynligvis, at der ikke var nogen synagoge i byen. Det betyder, at Paulus ikke kun besøgte jødiske synagoger om sabbatten af evangelistiske årsager, men også fordi det var hans helligdag.
ApG 16,25-34
Tænk over fangevogterens omvendelse. Hvad havde han brug for at gøre for at blive frelst? Paulus’ og Silas’ svar på fangevogterens spørgsmål er helt i overensstemmelse med evangeliet, for frelse opnås helt og alene ved tro på Jesus (Rom 3,28; Gal 2,16). Men vi kan ikke ud fra denne hændelse konkludere, at tro på Jesus er det eneste, der er nødvendigt for at blive døbt på bekostning af en passende oplæring i trospunkter og praktisk kristen livsførelse. Hvor meget ved vi om fangevogteren? Var han jøde eller en jødisk proselyt? Uanset, så havde han brug for at tro på Jesus som Herre og frelser. Kunne det tænkes, at han var en hedning, som allerede kendte og tilbad Gud, ligesom Cornelius, Lydia (ApG 16,14) og adskillige andre i Apostlenes Gerninger? Kunne han tidligere have været til stede ved Paulus’ møder i byen? Vi ved det ikke, og den korte beskrivelse, der gives, bør ikke bruges som en undskyldning for at foretage en hurtig dåb.
Til at tænke over
90
Læs ApG 16,31-34. Hvad lærer det os om, hvor fuldkomment og fuldstændigt Jesu offer for os er? Hvordan kan vi lære dag for dag at hvile i forvisningen om, at Kristus dækker os med sin retfærdighed, og at det er vores eneste håb når det gælder frelse?
TIRSDAG
28. AUGUST 2018
Thessalonika og Berøa Efter at Paulus og Silas var blevet løsladt fra fængslet, rejste de fra Filippi (ApG 16,35-40). Derfra drog de direkte til Thessalonika, hovedstaden i Makedonien. ApG 17,1-9
Hvordan reagerede jøderne i Thessalonika på Paulus’ succes med at prædike for hedningerne? Igen ser vi, at Paulus fandt en synagoge, hvor han kunne forkynde evangeliet. Mange gudfrygtige grækere og ikke få fornemme kvinder blev overbevist på grund af Paulus’ budskab. At disse nyomvendte ”sluttede sig til Paulus og Silas“ (ApG 17,4) synes at antyde, at de oprettede en adskilt gruppe og mødtes et andet sted end synagogen, sandsynligvis i Jasons hus. Fyldt med misundelse fik deres modstandere sat et oprør i stand. Deres hensigt var at bringe Paulus og Silas – Timotheus nævnes ikke – for byens folkeforsamling og anklage dem. Men da de ikke kunne finde missionærerne, blev Jason selv og nogle få af de andre nye troende slæbt hen til de lokale myndigheder og anklaget for at huse politiske oprørere.
ApG 17,10-15
Hvordan var reaktionen hos jøderne i Berøa sammenlignet med dem i Thessalonika? Udtrykket eugenē s (ApG 17,11) betød oprindeligt ”godt født“ eller ”af adelig herkomst“, men kom til at beskrive en mere generel ”imødekommende“ holdning, som her. Jøderne i Berøa roses ikke kun, fordi de var enige med Paulus og Silas, men på grund af deres villighed til selv at granske Skrifterne hver dag for at se om det, missionærerne sagde, var rigtigt. En ren følelsesmæssig reaktion på evangeliet, uden den nødvendige intellektuelle overbevisning, har en tendens til at være overfladisk og kortlivet. Men inden længe blev Paulus’ produktive arbejde i Berøa afbrudt af forfølgelse, og fik ham til at rejse endnu længere sydpå, nemlig til Athen.
Til at tænke over
Hvornår har du sidst omhyggeligt gransket Skrifterne for at finde ud af, om ”det [hvad end dette måtte være] forholdt sig sådan“?
91
ONSDAG
29. AUGUST 2018
Paulus i Athen Athen, det gamle Grækenlands intellektuelle centrum, var bogstaveligt overgivet til afguder. Der var marmorstatuer allevegne, især ved indgangen til agoraen (det offentlige torv), som var centrum for byens liv. Paulus blev så oprørt over at se alle byens afgudsbilleder, at han brød sin normale rutine med først at tage hen i synagogen. Han førte samtaler med jøderne og de gudfrygtige i synagogen, og på torvet talte han hver dag med dem, han mødte (ApG 17,15-22). Athenerne var altid parate til at høre noget nyt. Nogle filosoffer inviterede ham til at tale for byens ledere på Areopagos. I sin tale citerede Paulus ikke fra Skriften; han gengav heller ikke, hvordan Gud havde ledet Israel, som han gjorde, når han talte til en jødisk forsamling (sml. med ApG 13,16-41). En sådan fremgangsmåde ville ikke have givet nogen mening for denne forsamling. I stedet præsenterede han nogle vigtige bibelske sandheder på en måde, som kunne forstås af grækerne med deres kulturelle baggrund. ApG 17,22-31
Hvilke store sandheder om Gud, frelse, historie og menneskeheden forkyndte Paulus i sin tale på Areopagos? Det meste af det, Paulus sagde, lød latterligt for de sofistikerede hedenske lyttere, hvis forestillinger om Gud og religion var helt anderledes. Vi ved ikke, hvordan Paulus havde tænkt at afslutte sin tale; det ser ud til, at han blev afbrudt, da han omtalte Guds dom over verden (ApG 17,31). Denne tanke kolliderede med to græske idéer: 1) at Gud er helt overnaturlig og ikke har nogen interesse eller indflydelse på verden eller menneskene, og 2) at når et menneske dør, er der ingen opstandelse. Dette er med til at forklare, hvorfor evangeliet var en dårskab for grækerne (1 Kor 1,23), og hvorfor så få blev omvendt i Athen. Men blandt dem, der kom til troen, var nogle af de mest indflydelsesrige personer i Athen, som fx Dionysius, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og Damaris, som må have haft en vis status, siden hun nævnes ved navn (ApG 17,34). Måske var hun også medlem af Areopagosforsamlingen.
Til at tænke over
92
At Paulus benytter en anderledes strategi på Areopagos viser, at han var opmærksom på sociale og kulturelle forskelle. Han citerede til og med fra en hedensk poet (ApG 17,28) for at understrege sin pointe. Hvordan kan vi benytte forskellige metoder for at nå forskellige mennesker?
TORSDAG
30. AUGUST 2018
Paulus i Korinth ApG 18,1-11 gengiver Paulus’ oplevelser i Korinth, hvor han kom til at opholde sig i halvandet år. Akvila og Priskilla blev hans venner for livet (Rom 16,3; 2 Tim 4,19). Teksten antyder, at de allerede var kristne, da de kom til Korinth, måske på grund af kejser Claudius’ udvisning af alle jøder fra Rom. Den romerske historiker Suetonius synes at indikere, at udvisningen skete på grund af uroligheder i det jødiske samfund i forbindelse med navnet ”Kristus“ (Claudius 25.4), som måske var en følge af, at lokale jøde-kristne forkyndte evangeliet. Det er derfor muligt, at Akvila og Priskilla selv havde været involveret i sådanne aktiviteter. Hvad end baggrunden var, så delte de den samme tro og samme jødiske baggrund, og Paulus og hans nye venner havde også samme håndværk. ApG 18,4-17
Hvad var resultatet af Paulus’ missionsaktiviteter i Korinth? Da Silas og Timotheus ankom fra Makedonien, bragte de økonomisk støtte fra menighederne der (2 Kor 11,8-9). Det gjorde Paulus i stand til helt at hellige sig forkyndelsen. Paulus’ indstilling var selv at betale for sine udgifter, mens han arbejdede; men han lærte også, at ”de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet“ (1 Kor 9,14). Til trods for den stærke jødiske modstand mod Paulus’ budskab var der både nogle jøder og nogle gudfrygtige hedninger, som kom til troen. Blandt de omvendte var synagogeforstanderen Krispus og hele hans hus. Mange af korintherne troede også og blev døbt. Men forholdet til jøderne blev ret presset, hvad den følgende episode viser (ApG 18,12-17), og Paulus havde formentlig tænkt at forlade Korinth snart. Men i et nattesyn blev han guddommeligt opmuntret til at blive (ApG 18,9-11). På vejen tilbage til Antiokia tog Paulus Akvila og Priskilla med sig og efterlod dem i Efesos, hvor han tilbragte nogle få dage, før han fortsatte sin rejse. Mens han var der, fik han mulighed for at tale i den lokale synagoge. Den positive respons fik ham til at love, at hvis det var Guds vilje, ville han komme igen (ApG 18,18-21). Og det skete på hans næste rejse.
Til at tænke over
Paulus, som var frustreret over den modtagelse, han fik, havde brug for opmuntring fra Gud med hensyn til menneskers frelse i Korinth. Hvad kan Herrens ord til ham (ApG 18,10) sige os, når vi måske plages af lignende negative følelser? 93
FREDAG
31. AUGUST 2018
Til videre studium ”De, som i dag forkynder upopulære sandheder, behøver ikke blive modløse, hvis de til tider ikke mødes med en venligere modtagelse, selv fra dem, der hævder at være kristne, end Paulus og hans medarbejdere gjorde fra de folk, de arbejdede blandt. Korsets budbærere må ruste sig med årvågenhed og bøn og gå fremad i tro og mod, idet de altid arbejder i Jesu navn ... Hvis de, som i de afsluttende scener af denne jords historie får forkyndt afgørende sandheder, ville følge de troende i Berøas eksempel og dagligt granske Skrifterne og sammenligne de budskaber, de hører, med Guds Ord, ville der i dag være et stort antal, som var loyale over for Guds lov, hvor der nu kun er få … Alle skal dømmes ud fra det lys, de har fået. Herren udsender sine ambassadører med et budskab om frelse, og han vil holde dem, der hører, ansvarlige for den måde, hvorpå de behandler hans tjeneres ord. De, som alvorligt søger sandheden, vil i lyset af Guds Ord foretage en nøje undersøgelse af de læresætninger, de præsenteres for.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 230; 232). Spørgsmål til drøftelse
1. Tænk grundigt over, hvordan vi som kirke kan vise den samme forståelse for kulturelle forskelle, som Paulus havde, og have den samme villighed til at møde mennesker, hvor de er, uden at gå på kompromis med evangeliet eller vores religiøse identitet? 2. Læs ApG 17,32-34. Hvad kan vi lære af de tre reaktioner på Paulus’ budskab i Athen? ”1) Nogle spottede. De morede sig over denne fremmede jødes opildnede iver. Det er muligt at gøre livet til en vittighed; men de, der gør det, vil opdage, at det, der begyndte som en komedie, må ende som en tragedie. 2) Nogle udsætter deres beslutning. Den farligste af alle dage er den, hvor en mand opdager, hvor let det er at tale om i morgen. 3) Nogle troede. Den vise ved, at kun en tåbe vil afvise Guds tilbud.“ (William Barclay, The Acts of the Apostles, rev. ed. (Philadelphia: Westminster, 1976), s. 133). 3. Paulus citerede en hedensk forfatter (ApG 17,28) for at tydeliggøre sin pointe for athenerne. Kan det være gavnligt også i dag i vores forkyndelse at benytte os af alment kendte kilder og forfattere? Kan der være farer forbundet med det?
94
DIALOG
TIL SABBATTEN | 1. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Denne sabbat kan være en god anledning til at samle op på specifikke spørgsmål til teksten. Forbered besvarelsen af sådanne spørgsmål, evt. ved at indkalde en person med historisk, geografisk og bibelsk ekspertise for dagens lektie. • Prøv sammen at følge Paulus’ rejserute på et godt kort - Hvilke områder er nye i forhold til hans tidligere rejse? • Sammenlign Paulus’ tale på Areopagos (ApG 17,22-31) med hans indledning i Romerbrevet 1,16-3,21 - Hvilke ligheder kan du/I finde i hans disposition? • I ApG 17,2 bruger Lukas udtrykket ”efter sædvane“ om Paulus’ besøg i en synagoge om sabbatten. I sit evangelium anvender han nøjagtigt den samme vending om Jesus i 4,16. - Hvad fortæller det dig om sabbatten, at Jesus før korset og Paulus efter korset havde samme forhold til denne helligdag?
Uddybende spørgsmål
Personligt kristenliv
• Hvordan tror I, at Helligånden tilkendegav for Paulus, hvor de ikke skulle rejse hen? (ApG 16,6-7) - Hvordan oplever du/I, at Guds Ånd taler i dit/jeres liv? - Hvordan undgår man at overfortolke tilfældigheder som Guds ledelse, men på den anden side at bevare troen på Guds ledelse? • Er du i stand til at synge lovsange midt om natten, når din situation ser så mørk og dyster ud som tænkes kan? • Hvorfor er det bedre at synge lovsange end at forbande og se sig fortabt på mørket?
Til eftertanke
Den danske, lutherske teolog Bente Bagger Larsen har kommenteret Lukas’ fortælling om, at Paulus besøgte synagogen om sabbatten ”efter sædvane“: ”Paulus opsøger således ikke synagogen af missionsstrategiske grunde, men fordi det var, hvad han plejede at gøre. Dette siges talrige steder (ApG 9,20; 13,5.14; 14,1; 16,13; 17,10.17; 18,4.19; 19,8 og 24,12). Noget tilsvarende siges om Jesus (Luk 4,16).“ (Konflikten om Gudstjenesten: Sabbatten i Lukasevangeliet (Århus: Århus Universitetsforlag, 2003), 47). 95
DIALOG
TIL SABBATTEN | 1. SEPTEMBER 2018
Forstå det bedre
Ved første læsning kunne det se ud, som om Paulus’ og Silas’ oplevelse i Filippi alt sammen foregår på en enkelt sabbat (ApG 16,13.16). Nøjere studium afslører imidlertid, at deres gang til bedehuset om sabbatten må have været en tilbagevendende begivenhed. De opnår jo en regelmæssig kontakt med Lydia, og deres møde med pigen med spådomsånden (vers 16) har så været på en af de efterfølgende sabbatsbesøg. • Fangevogterens reaktion, hvor han er nær ved at begå selvmord (ApG 16,27), og de filippiske embedsmænds ønske om ikke at tabe ansigt (ApG 16,35-39) hænger stærkt sammen med samtidens opfattelse af ære og skam. Disse begreber havde enorm betydning i den græsk-romerske kultur.
Baggrund
• Fangevogtere i datidens fængsler var rekrutteret fra de mest foragtede sociale grupper og generelt både hadet og betragtet som moralske afskum. Den jødiske filosof Filon skriver om dem: ”Ingen er uvidende om deres grusomhed og umenneskelighed. For de er af natur nådesløse og er ved stadig praksis gjort mere og mere brutale. De vokser i voldsomhed dag efter dag og ser eller siger eller gør intet godt, men udfører kun voldelige og barbariske handlinger.“ (De Iosepho, side 81). • Der siges intet specifikt om dåb af små børn i forbindelse med omvendelsen af fangevogterens husstand (ApG 16,33), og det vil være en misforståelse at læse dette ind i teksten, da det i generationer var taget for givet, at dåben foregik i forbindelse med en personlig bekendelse af ens synder. I det oldkirkelige og vidt udbredte dokument kaldt Apostolisk Tradition, hvor det meste af indholdet stammer fra så sent som det fjerde århundrede, siges det fx, at ”vi har ikke et fællesskab, hvor vi regelmæssigt døber nyfødte“ (Alan Kreider, The Patient Ferment of the Early Church: The Improbably Rise of Christianity in the Roman Empire [Grand Rapids: Baker, 2016], side 182). I det nyeste og mest omfattende studium af udviklingen af dåben i den kristne kirke understreger Everett Ferguson, at ”når Lukas ønskede at inkludere børn, gjorde han det specifikt“ (Baptism in the Early Church: History, Theology, and Liturgy in the First Five Centuries (Grand Rapids: Eerdmans, 2009 side 185).
96
NOTER
Ord og udtryk
TIL SABBATTEN | 1. SEPTEMBER 2018
Areopagos-forsamlingen var et råd, der samledes regelmæssigt i den bygning, der hed Stoia Basilica lige uden for agoraen, den ene af Athens centrale torvepladser. Dette råd havde bemyndigelsen til at udstede licenser til nye lærere, og det kan tænkes, at det har været en af hensigterne med mødet med Paulus at se, om han kunne godkendes som offentlig lærer i byen. Han har senere haft en sådan tilladelse i både Korinth og Efesos, hvor han opholdt sig i længere tid (se ApG 18,18 og 19,9-10).
97
10 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018
Paulus’ tredje missionsrejse ”Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde“ (ApG 20,24). Lukas’ gengivelse af Paulus’ tredje missionsrejse starter temmelig brat. Teksten siger kun, at efter at have tilbragt nogen tid i Antiokia, som var centrum for Paulus’ missionsrejser, gav apostlen sig ud på endnu en rejse, hvor han ”rejste fra sted til sted gennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene“ (ApG 18,23). De første 2400 km dækkes i en sætning. Det skyldes, at hovedformålet med denne rejse var Efesos, hvor Paulus tilbragte mere tid end i nogen anden by på sine rejser. Fra et evangelistisk synspunkt gav hans arbejde i Efesos store resultater. Følgerne af hans forkyndelse nåede hele provinsen Asien (ApG 19,10.26). Det var sandsynligvis i denne periode, at menighederne i Kolossæ, Hierapolis og Laodikea blev grundlagt, måske af Epafras (Kol 4,12-13), som var en af Paulus’ medarbejdere (Kol 1,7; Filem 23). Det bemærkelsesværdige ved denne rejse er, at det er den sidste af Paulus’ rejser omtalt i Apostlenes Gerninger, som Paulus foretog som en fri mand. Lukas gengiver endnu en rejse, denne gang til Rom; men da er Paulus fange.
Ugens tekster
98
· · · · ·
ApG 18,24-28 ApG 19 ApG 20,7-12.15-17 2 Kor 4,8-14 ApG 21,1-15
SØNDAG
2. SEPTEMBER 2018
Efesos – 1 ApG 18,24-28 fortæller, at mens Paulus var på vej til Efesos, kom en jødisk troende til byen. Han var en veltalende mand og godt kendt med Skrifterne. Ud fra den måde Lukas beskriver ham, er det tydeligt, at Apollos var en Jesu efterfølger: ”han var blevet oplært i Herrens vej, og med ildhu talte og underviste han udførligt om Jesus“ (ApG 18,25). Men alligevel kendte han kun til Johannes’ dåb. Apollos var blevet døbt af Johannes Døber, og lærte Jesu arbejde at kende, mens han var på jorden; men han må være flyttet fra området, måske tilbage til Alexandria, før begivenhederne i påsken og pinsen fandt sted. Det forklarer, hvorfor Akvila og Priskilla gav ham yderligere undervisning. Selv om han ud fra Skrifterne var i stand til at vise, at Jesus var Israels Messias (ApG 18,28), havde han brug for at blive opdateret med hensyn til kristendommens udvikling efter Jesu himmelfart. Men Akvila og Priskilla gjorde endnu mere for Apollos. Sammen med de andre troende i Efesos gav de ham et anbefalelsesbrev til menighederne i Akaja (ApG 18,27), som gjorde det muligt for ham at udføre et effektivt arbejde i Korinth (1 Kor 3,4-6; 4,6; 16,12). ApG 19,1-7
Hvad oplevede Paulus, da han ankom til Efesos? Historien om Apollos er knyttet til beretningen om de tolv mænd, som Paulus mødte, da han kom til Efesos – deres situation var meget ens. Deres omtale som ”disciple“ og Paulus’ spørgsmål til dem viser, at de allerede troede på Jesus. Samtidig viser deres svar til Paulus, at de – ligesom Apollos – var tidligere disciple af Johannes Døber, som var blevet Jesu efterfølgere uden at have oplevet Pinsedagen. De skulle få anledning til at opleve en dybere erfaring med Herren. ”Da Paulus kom til Efesos, fandt han tolv brødre, der ligesom Apollos havde været Johannes Døbers disciple, og ligesom ham havde de fået en vis kundskab om Kristi gerning. De havde ikke de samme evner som Apollos; men med den samme oprigtighed og tro ønskede de at dele den kundskab med andre, som de havde modtaget.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 282). Vi må se deres nye dåb i lyses af denne særlige situation. De kom ikke fra et andet kristent kirkesamfund; de erfarede heller ikke en ny omvendelse. De blev kun integreret i kristenhedens hovedstrømning. At de modtog Helligånden og talte i tunger betyder sandsynligvis, at de nu ligesom Apollos blev fuldt udrustet til at vidne om Jesus Kristus som kristne missionærer, hvor end de tog hen. 99
MANDAG
3. SEPTEMBER 2018
Efesos – 2 I Efesos fulgte Paulus sin vane med først at tale i synagogen. Da der opstod modstand, flyttede han og de nye troende til en forsamlingssal, der tilhørte Tyrannus, hvor Paulus dagligt underviste i to år (ApG 19,8-10). Lukas’ opsummering af Paulus’ arbejde i Efesos er, at hele provinsen Asien blev grundigt gennemarbejdet med evangeliet (ApG 19,10.26). I ApG 19,11-20 tilføjer Lukas et par mirakelhistorier, der beskriver Guds krafts sejr i en by, hvor magi og overtroiske skikke var meget almindelige. Der er ingen tvivl om, at Gud kunne helbrede gennem Paulus; men at selv tørklæder eller bælter, som Paulus havde rørt ved, havde helbredende effekt (ApG 19,12), kan for mange synes mærkeligt. Men det ligner i nogen grad Jesu helbredelse af kvinden med blødninger (Luk 8,44). Efesernes overtro kan have fået Gud til at udføre ”usædvanlige undergerninger“, som Lukas siger (ApG 19,11). Måske er dette et eksempel på, at Gud møder menneskers behov på deres eget forståelsesniveau. Tilfreds med resultatet af sit arbejde i Efesos besluttede Paulus at rejse til Jerusalem (ApG 19,21). Lukas giver ingen begrundelse for denne rejse; men vi ved fra Paulus’ egne skrifter, at han ønskede at aflevere de pengegaver, han havde indsamlet til de fattige i menigheden i Jerusalem (Rom 15,25-27; 1 Kor 16,1-3). En stor hungersnød under kejser Claudius havde medført fattigdom blandt brødrene i Jerusalem, og i deres appel om hjælp (Gal 2,10) så Paulus en anledning til både at styrke brødrenes tillid til hans stilling som apostel og enheden i en nu multikulturel kirke. Det gjorde han vel vidende om den risiko, han løb (ApG 20,22-23; Rom 15,31). ApG 19,23-41
Hvad var den egentlige årsag til den modstand mod Paulus, der opstod i Efesos i den sidste tid, han opholdt sig der? Modstanden drejede sig om hedningernes afgudsdyrkelse, som blev alvorligt truet på grund af Paulus’ arbejde. Demetrius’ motivation var helt klart økonomisk; men han var i stand til at vende det til en religiøs sag, fordi Artemis-templet, som blev betragtet som et af oldtidens syv vidundere, lå i Efesos.
Til at tænke over
100
Læs ApG 19,27. Bemærk, hvor listigt Demetrius var i stand til at bruge religiøs ”fromhed“ som et argument for at holde pengestrømmen gående. Hvad kan denne beretning lære os i dag?
TIRSDAG
4. SEPTEMBER 2018
Troas Efter oprøret (ApG 19,23-41) besluttede Paulus sig for at forlade Efesos. Men han tog en stor omvej gennem Makedonien og Akaja i stedet for at tage direkte til Jerusalem (ApG 20,1-3). Med ham på denne rejse var der repræsentanter for nogle af de hedningekristne menigheder (ApG 20,4). ApG 20,7-12
Hvad er der forkert med det almindelige argument for, at disse vers er med til at bevise, at sabbatten var blevet forandret til søndag? Paulus’ ophold i Troas endte med et menighedsmøde på ”den første dag i ugen“ (ApG 20,7). De var samlet ”for at bryde brødet,“ som sandsynligvis henviser til nadveren, med eller uden et fællesmåltid, som fra de tidligste dage i menigheden i Jerusalem ofte var blevet kombineret (ApG 2,42.46). At der ikke omtales noget bæger eller bøn udelukker ikke denne mulighed. Hændelsen bruges ofte som et bevis på, at i hvert fald hedningekristne menigheder på Paulus’ tid allerede havde erstattet sabbatten med søndag som tilbedelsesdag. Men inden man kan godtage en sådan påstand, må man fastslå helt nøjagtigt, hvilken dag mødet fandt sted samt mødets art. Anvendelsen af lys sammen med det faktum, at Paulus blev ved med at tale til midnat og derefter til daggry – for ikke at glemme Eutykus’ dybe søvn, viser, at det var et aftenmøde. Spørgsmålet er, om det var aftenen og natten før søndag eller natten efter søndag. Svaret afhænger af, hvilket system Lukas brugte til at angive tid, om det var det jødiske system fra solnedgang til solnedgang, eller det romerske system fra midnat til midnat. Hvis det er det første, var det altså lørdag aften; men hvis det var det sidstnævnte, var det søndag aften. Uanset, viser sammenhængen i ApG 20,7-20, at selv om mødet fandt sted lørdag aften, var det ikke en almindelig menighedssamling, men en særlig begivenhed, fordi Paulus skulle rejse den følgende morgen. Det er svært at se, hvordan dette ene usædvanlige møde kan give støtte til søndagshelligholdelse. Kendsgerningen er, at det ikke gør det.
Til at tænke over
Tænk over alle begrundelserne for, at det er rigtigt at holde den syvende dag som sabbat. Hvordan er Bibelens støtte til sabbatten med til at bekræfte os i vores identitet som syvendedags adventistkristne og det kald, vi har fået til at forkynde de tre englebudskaber for verden? 101
ONSDAG
5. SEPTEMBER 2018
Milet På sin vej til Jerusalem gjorde Paulus endnu et stop, denne gang i Milet, hvor han holdt en afskedstale for menighedslederne fra Efesos. ApG 20,15-27
Hvad lagde Paulus vægt på i begyndelsen af sin tale? Siden Paulus allerede havde lagt planer om en ny rejse, som indbefattede Rom og Spanien (Rom 15,22-29), troede han, at han aldrig ville vende tilbage til provinsen Asien igen. Derfor begyndte han sin tale med en slags oversigtsrapport over de år, han havde tilbragt i Efesos. Men rapporten koncentrerede sig ikke kun om fortiden, men også om fremtiden; for han frygtede det, der kunne ske med ham i Jerusalem. Paulus’ frygt var ikke ubegrundet. Menigheden i Jerusalem betragtede ham med en vis skepsis, ja næsten fjendskab på grund af hans fortid som forfølger og det omskærelsesfrie evangelium han forkyndte (ApG 21,20-26). For de jødiske myndigheder var han ikke andet end en forræder og frafalden fra deres religiøse traditioner (ApG 23,1-2). I midten af det første århundrede var Judæa grebet af revolutionære og nationalistiske idealer, ikke mindst på grund af romernes dårlige styre. Denne atmosfære fik indflydelse på alle dele af det jødiske samfund, muligvis også den kristne kirke. I en sådan sammenhæng må en tidligere farisæers aktiviteter blandt hedningerne have gjort ham til en berygtet person (ApG 21,27-36). Paulus havde også andre bekymringer. I ApG 20,28-31 fokuserer han på, hvordan menighedens ældste i Efesos skulle håndtere problemet med falske lærere, som han sammenlignede med glubske ulve, som skulle forsøge at føre hjorden på afveje og ødelægge den. Selv inden for kirken og selv på et så tidligt tidspunkt i dens historie var faren for falske lærere altså en virkelighed. Som Salomo i en anden sammenhæng og på et andet tidspunkt sagde: ”Der er intet nyt under solen“ (Præd 1,9). Den kristne kirkes historie viser den utrolig store skade, som falske lærere har bragt ind i kirken. Og problemet vil blive ved med at være der lige til enden (2 Tim 4,3). Der er ingen tvivl om, at Paulus havde mange bekymringer. Alligevel vaklede hans trofasthed og ihærdighed aldrig.
Til at tænke over
102
Læs 2 Kor 4,8-14. Hvad siger Paulus i disse vers, som vi bør tage til os og bruge, især når vi udsættes for prøvelser? Hvad er Paulus’ grundlæggende håb?
TORSDAG
6. SEPTEMBER 2018
Tyrus og Cæsarea Efter Milet fortæller Lukas ret detaljeret om Paulus’ videre rejse. Han var stadig på vej til Jerusalem, men tilbragte en uge i Tyrus på den fønikiske kyst, hvor skibet skulle losse (ApG 21,1-6). Mens han var der, tryglede de troende ham om ikke at tage til Jerusalem. At de troendes opfordring til Paulus om ikke at rejse til Jerusalem var inspireret af Helligånden, er ikke nødvendigvis i modsætning til det, Ånden tidligere havde vejledt apostlen til at gøre. Det græske udtryk etheto en tō pneumati (”ledet af Ånden“) i ApG 19,21 viser snarere, at Paulus ikke på egen hånd havde taget beslutning om at rejse til Jerusalem. Ånden kan have vist de kristne i Tyrus de farer, der ville møde Paulus, og måske var det af medmenneskelig omsorg, at de anbefalede ham ikke at fortsætte. Paulus var ikke selv sikker på, hvad der ville ske med ham i Jerusalem (ApG 20,22-23). Guddommelig ledelse afslører ikke altid alt, selv ikke for en person som Paulus. ApG 21,10-14
Hvilken speciel hændelse fandt sted i Cæsarea med hensyn til Paulus’ rejse til Jerusalem? Agabus var en profet fra Jerusalem, som allerede var blevet omtalt I ApG 11,27-30 i forbindelse med hungernøden. Ligesom en del af de gammeltestamentlige profetier (fx Es 20,1-6; Jer 13,1-10) blev hans budskab udført som handling; det var en levende illustration for, hvad der kom til at ske med Paulus, når han ankom til Jerusalem, og hvordan hans fjender ville overgive ham til hedningerne (romerne). De, som var sammen med Paulus, opfattede åbenbart Agabus’ budskab som en advarsel, ikke en forudsigelse, så de forsøgte på enhver måde at overbevise apostlen om, at han ikke skulle tage til Jerusalem. Men selv om Paulus var dybt rørt over deres reaktion, var han fast besluttet på at gennemføre sin opgave, selv om det skulle koste ham livet. For ham var evangeliets integritet og kirkens enhed vigtigere end hans egen sikkerhed og interesse. ”Aldrig før havde apostlen nærmet sig Jerusalem med så tungt et hjerte. Han vidste, at han ikke ville møde mange venner, men mange fjender. Han nærmede sig den by, som havde forkastet og dræbt Guds Søn, og som nu havde truslen om guddommelig vrede hængende over sig.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 397-398).
Til at tænke over
Misforstået, bagtalt, mishandlet og ofte hadet; alligevel fortsatte Paulus ufortrødent fremad i tro. Hvordan kan vi lære at gøre det samme i nedslående situationer? 103
FREDAG
7. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Den succes, som forkyndelsen af evangeliet havde, vakte igen jødernes vrede. Alle vegne fra kom der rapporter om udbredelsen af den nye lære, hvor jøderne blev fritaget fra at overholde ceremonilovens ritualer, og hedninger blev givet samme privilegier som Abrahams børn, som jøderne havde … Paulus’ eftertrykkelige udsagn: ”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret“ (Kol 3,11) blev af hans fjender betragtet som dristig gudsbespottelse, og de besluttede, at hans stemme skulle gøres tavs ... Og han kunne ikke engang regne med sympati og støtte fra sine egne brødre i troen. De uomvendte jøder, som hele tiden havde fulgt ham i hælene, havde ikke været sene til at sætte de mest negative rapporter i omløb i Jerusalem, både personligt og gennem breve om ham og hans arbejde. Og nogle, selv blandt apostlene og de ældste, havde accepteret disse rapporter som sande og aldrig gjort noget forsøg på at modsige dem eller vist noget ønske om at forenes med ham.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 390; 398) Spørgsmål til drøftelse
1. De tolv disciple, som Paulus mødte i Efesos, var tidligere disciple af Johannes Døber, som var blevet Jesu disciple (ApG 19,1-7). Tror du, at det er rigtigt at bruge dette afsnit fra Bibelen som argument for at kræve gendåb af kristne, som ønsker at tilslutte sig advent-troen, og som allerede er døbt ved neddykning i andre kirkesamfund? Har det nogen betydning, at Apollos blev døbt igen? 2. Tænk over Paulus’ situation. Han blev afvist af sine egne landsmænd, som ikke troede på Jesus. Selv blandt de jøder, der troede på Jesus, betragtede mange Paulus med stor mistænksomhed og mistillid, fordi de mente, at han forvrængede ”milepælene“. Mange af hedningerne hadede det evangelium, han forkyndte. Hvorfor blev Paulus alligevel, på trods af al den modstand, ved med at fortsætte? Hvad kan vi, selv om vi ikke er Paulus, lære af hans livshistorie? 3. Tænk over nogle af de andre argumenter, som mennesker bruger for at bevise, at sabbatten blev forandret til søndag, eller at den ikke længere gælder for os. Hvordan svarer vi på disse argumenter på en måde, der viser, at lydighed mod sabbatten ikke er mere lovtrældom end lydighed mod noget andet af de andre ni bud? Samtidigt må vi understrege, at vi er lydige i tro og har en forståelse af, hvori vores eneste håb om frelse findes.
104
DIALOG
TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Hvorfor og hvornår samledes man i Troas (ApG 20,7-12)? - Hvad vil det sige at ”bryde brødet“ (jf. Luk 24,30; ApG 27,35)? - Er det automatisk en henvisning til nadver/eukarist? • Læs Paulus’ tale i Milet igen (ApG 20,20-35). • Hvorved adskiller den sig fra andre taler i Apostlenes Gerninger mht. til tilhørere? • Prøv at notere, hvordan de tre personer i Guddommen - Faderen, Sønnen og Helligånden, er omtalt af Paulus. - Læg specielt mærke til den centrale sætning i talen, vers 28. • Hvad vil I betegne som Paulus’ hovedtanke i denne tale? - Hvad opfordrer han specielt lederne til at være/gøre?
Uddybende spørgsmål
• Hvordan vil du/I argumentere, hvis I møder en person, der hævder, at beretningen i ApG 20,7-12 viser, at de første kristne holdt søndagen hellig? • I sin tale til lederne fra Efesos giver Paulus et dystert billede af menighedens umiddelbare fremtid, når han forudsiger et frafald, der ville komme indefra, fra kirkens egne rækker. - Hvad vil være typisk for lederne af dette frafald? - Hvordan blev dette opfyldt i kirkens historie? • Drøft lederes rolle i den kristne kirke. - Hvor længe skal en leder sidde i sit embede? Kan/skal han/hun skiftes ud? Hvor ofte? - Hvilken forskel er der mellem lederne og resten af menigheden? - Hvilke hverv kan fx forstandere og præster udføre, som ingen andre har ret til at udføre? - Har de stadig denne myndighed, når de ikke længere er valgt til det, bare fordi de en gang blev indsat/ordineret?
105
DIALOG
Forstå det bedre
TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018
• I sin rejsebeskrivelse i disse kapitler har Lukas det som vane at tilføje en tidsangivelse. - “I tre måneder“ (19,8), - “dagligt“ (19,9), “I to år“ (19,10), - “I tre måneder“ (20,3), - “fem dage senere“ (20,6), “I syv dage“ (20,6), - “den første dag i ugen“ (20,7), “næste dag“ (20,7), - “den næste dag“ (20,15), - “til pinsedag“ (20,16). • Dr. Norm Young fra Avondale har påvist, hvorledes referencen til den første dag i ugen derfor ikke er meget mere end et sammentræf; Lukas har ikke til hensigt at henvise til denne dag som en særlig ugentlig helligdag. Havde Lukas ønsket at fremhæve, at søndagen havde erstattet sabbatten, havde han haft mange gode anledninger. Men det gør han aldrig. • Som sagt af C.K. Barrett, ”Lukas’ henvisning til ugens første dag er en henkastet bemærkning, som en naturlig forklaring til, at de kristne spiste sammen.“ (A Critical and Exegetical Commentary on the Acts of the Apostles, ICC, 2 volumes (Edinburgh: T & T Clark, 1994-1998), 2:952).
Baggrund
106
• Det kan være usikkert, om henvisningen til aftenen på den første dag i ugen (ApG 20,7) er vores lørdag eller vores søndag aften! Hvis tidsregningen var romersk, betød det, at man samledes søndag aften. Hvis Lukas fulgte jødisk tidsregning, hvilket er mest sandsynligt, samledes man lørdag aften efter solnedgang, og Paulus rejste videre næste morgen, altså om søndagen.
NOTER
TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018
107
11 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 15. SEPTEMBER 2018
Arrestation i Jerusalem ”Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: ’Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom’“ (ApG 23,11). Kort tid efter Paulus’ første missionsrejse blev det tydeligt, at der var grundlæggende uenighed i kirken om, hvordan hedningerne skulle få adgang til troen (ApG 15,1-5). Måske fornemmede Paulus en voksende konflikt, og kom derfor med en plan til at fremme enhed i kirken. Siden han under kirkemødet blev bedt om at huske de fattige (Gal 2,10), besluttede han at invitere de hedningekristne menigheder til at give økonomisk støtte til brødrene i Judæa, ”indsamlingen til de hellige“ (1 Kor 16,1), måske i det håb, at det kunne være med til at bygge bro mellem de to grupper. Det kan måske forklare, hvorfor han på trods af farerne var så opsat på at rejse til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse. På den ene side følte han stor kærlighed til sine jødiske brødre (Rom 9,1-5); på den anden side længtes han efter en forenet kirke (Gal 3,28; 5,6). Siden både jøder og hedninger blev frelst på samme måde ved tro, ikke ved lovgerninger (Rom 3,28-30), var enhver social adskillelse mellem dem baseret på lovens ceremonielle krav i modstrid med evangeliets ikke-diskriminerende natur (Ef 2,11-22). Lad os følge Paulus, idet han går ind i denne nye fase af sit liv og sin mission.
Ugens tekster
108
· · · · · ·
ApG 21 Rom 2,28-29 Gal 5,6 ApG 22 ApG 23,1-30 Matt 22,23-32
SØNDAG
9. SEPTEMBER 2018
Et møde med lederne i Jerusalem Da Paulus ankom til Jerusalem, blev han varmt modtaget af de troende, som havde forbindelse med Mnason, som han skulle bo hos (ApG 21,16-17). I ApG 21,18-22 udtrykte Jakob og de ældste i Jerusalem deres bekymring over Paulus’ ry blandt de lokale jødiske kristne, som meget ivrigt holdt fast ved Moseloven. De havde fået at vide, at han lærte de jøde-kristne, som boede i udlandet, frafald fra Moses, og at de ”ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik.“ Det var selvfølgelig ikke sandt. Hvad Paulus lærte om frelse, gjorde omskærelse eller ikke-omskærelse betydningsløs; for jøder og hedninger blev frelst på samme måde ved tro på Jesus (Rom 2,2829; Gal 5,6; Kol 3,11). Det er ikke det samme som direkte at opfordre jøderne til at tilsidesætte loven og dens krav. Lydighed er selvfølgelig ikke i sig selv synonymt med lovtrældom, selv om det bevidst kan fordrejes til at betyde netop det. ApG 21,23-26
Hvordan viste Paulus, at han stadigvæk var en trofast jøde? Paulus blev rådet til at opføre sig politisk korrekt. Han skulle modbevise de falske rygter om ham ved at gøre noget, der var meget jødisk. Han skulle betale udgifterne for fire jødiske mænds nasiræerløfte. Et sådant løfte var en særlig from handling, hvorved en jøde helt helligede sig til Gud. Desværre gav Paulus efter. Også bibelske helte har deres fejl. Det var tilfældet med Abraham, Moses, Peter og flere andre. Man kan argumentere med, at Paulus fulgte sit princip om at opføre sig som jøde, når han var sammen med jøder (1 Kor 9,19-23), eller at det fortælles, at han selv havde aflagt et løfte kort tid forinden (ApG 18,18), selv om det løfte ikke er nærmere defineret. Men denne gang gik han på kompromis, idet det tilkendegav hans accept af de legalistiske motiver, der lå bag ledernes anbefaling. Konsekvenserne af en sådan holdning var lige netop det, som apostlen så ivrigt havde forsøgt at modarbejde, nemlig at der er to evangelier, et om frelse ved tro for hedningerne, og et andet for jøderne om frelse ved gerninger. ”Det var ikke Gud, der havde tilladt, at han [Paulus] gav så meget efter.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 405).
Til at tænke over
Hvordan kan vi i vores forsøg på at være relevante sikre os, at vi ikke begår lignende fejl? 109
MANDAG
10. SEPTEMBER 2018
Oprør i templet Efter at have godtaget forslaget fra kirkens ledere måtte Paulus gennemføre et syv dages renselsesritual for at kunne hjælpe de fire mænd i opfyldelsen af deres løfte (4 Mos 19,11-13). Samtidig sagde de jødiske traditioner, at enhver, der kom fra et hedensk land, var uren og ikke kunne komme ind i templet. Derfor var Paulus nødt til at rense sig, før han gik til præsterne for at oplyse dem om sin renselsesproces i forbindelse med nasiræerne (ApG 21,26). ApG 21,27-36
ApG 21,31-32; 23,26
Til at tænke over 110
Hvad skete der med Paulus ved afslutningen af hans syv dages renselsesperiode? Der opstod uroligheder forårsaget af dem, der ophidsede folkeskaren imod Paulus. De anklagede ham for at angribe jødedommens mest hellige symboler og især for at have vanhelliget templet. En af dem, der havde rejst sammen med Paulus, var Trofimos, en hedninge-kristen fra Efesos (ApG 21,29). Skaren troede, at Paulus havde taget ham med ind i templets indre gård, hvor kun jøder havde lov at komme. Hvis anklagerne var rigtige, var Paulus skyldig i en meget alvorlig forbrydelse. Langs muren, der adskilte den ydre og den indre forgård, var der skilte på græsk og latin, der advarede besøgende hedninger om ikke at gå længere ind. ”Ifølge jødisk lov var det en overtrædelse, der medførte dødsstraf, hvis en uomskåret person kom ind i de indre forgårde i den hellige bygning. Paulus var blevet set i byen sammen med Trofimos, en efeser, og det blev formodet, at han havde taget ham med ind i templet. Det var ikke tilfældet; og da Paulus selv var jøde, var det ingen lovovertrædelse for ham at gå ind i templet. Men selv om anklagen var fuldstændig falsk, var den årsag til folkets fordom. Mens råbet bredte sig gennem templets sale, blev de samlede skarer der bragt i vildt oprør.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 407). Da nyheden om optøjerne nåede den romerske garnison, kom den romerske kommandant, Claudius Lysias, med tropper og reddede Paulus, før folkeskaren kunne slå ham ihjel. Siden Paulus var målet for folkets angreb, blev han arresteret og lagt i lænker, mens kommandanten forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Men på grund af folkets hysteriske råb befalede han, at apostlen skulle føres til borgen. Falske rygter satte oprøret i gang. Hvilke rygter lytter jeg til, og hvilke rygter vælger jeg at give videre?
TIRSDAG
11. SEPTEMBER 2018
Paulus taler til folket ApG 21,37-40 fortæller, hvad der dernæst skete. Idet Paulus blev ført til den romerske borg for at forhøres, bad han kommandanten om lov til at tale til folket, som stadigvæk helt vildt blev ved med at forlange hans død. Han henvendte sig til kommandanten på græsk. Kommandanten havde troet, at Paulus var en vis jøde fra Egypten, som tre år tidligere havde sat et oprør i gang i Jerusalem mod den romerske okkupation. Oprøret var blevet nedkæmpet af romerske styrker, og mange af hans tilhængere var enten blevet arresteret eller dræbt, mens egypteren selv undslap. Efter at have fortalt, at han kom fra Tarsus, ikke fra Egypten, fik Paulus lov til at tale. I sin tale kom han ikke med et detaljeret svar på de anklager, der var rejst imod ham (ApG 21,28), men fortalte dem om sin omvendelse og fremhævede sin troskab mod jødedommen, som havde ført til, at han havde forfulgt dem, der troede på Jesus. Men da han modtog flere åbenbaringer fra Herren, havde han intet andet valg end at følge dem. Det var forklaringen på den fuldstændige forandring i hans liv og hans kald til at forkynde for hedningerne. I stedet for at begynde en teologisk diskussion fortalte Paulus sin egen oplevelse, og hvorfor han gjorde det, han gjorde. ApG 22,22-29
Hvordan reagerede oprørskaren på Paulus’ udtalelse om, at han var en apostel til hedningerne? Beslutningen om at lade Paulus tale var ikke vellykket. Ved at henvise til sin pligt over for hedningerne syntes han at bekræfte anklagerne imod ham (ApG 21,28), og skaren blev igen oprørt. Den romerske kommandant har muligvis ikke forstået noget af det, Paulus sagde, så han besluttede sig til at forhøre ham under piskning. Udover at være en fuldblods jøde (Fil 3,5) var Paulus også romersk borger. Da han omtalte det, var kommandanten nødt til at holde igen. Som romersk borger måtte Paulus ikke udsættes for den form for tortur.
Til at tænke over
Læs Paulus’ tale i ApG 22,1-21. Hvad viser, at Paulus udover at forsvare sig selv også prædikede for sine jødiske brødre? Hvorfor fortalte han sin omvendelseshistorie? Hvad er det ved omvendelseshistorier, der kan have så stor indvirkning på andre?
111
ONSDAG
12. SEPTEMBER 2018
Paulus stilles for Rådet Da det gik op for den romerske kommandant, at Paulus ikke udgjorde nogen fare for imperiet, dvs. at sagen havde at gøre med en intern debat blandt jøderne, bad han Rådet om at tage sig af sagen (ApG 22,30; 23,29). ApG 23,1-5
Hvordan indledte Paulus sit forsvar over for Rådet? Paulus’ indledende udtalelse blev mødt med et slag over munden, måske fordi ordene lød som en gudsbespottelse. Hans impulsive reaktion giver os et glimt af hans temperament. Ved at kalde ypperstepræsten ”din kalkede væg“ (ApG 23,3) kan han have gengivet Jesu forbandelse over farisæernes hykleri i Matt 23,27. Måske var Paulus på grund af sit dårlige syn ikke klar over, at det var ypperstepræsten, han talte til.
ApG 23,6-10
På hvilken smart måde forsøgte Paulus at afbryde forhøret? Rådet bestod både af saddukæere og farisæere, der var uenige på en række områder, deriblandt læresætninger. Saddukæerne, hvis anerkendte bibel kun indeholdt de fem Mosebøger, troede ikke på dødes opstandelse (Matt 22,23-32). Men Paulus’ udtalelse var mere end en smart taktik for at distrahere Rådet. Hans møde med den opstandne Jesus på vejen til Damaskus dannede grundlaget for hans omvendelse og arbejde som apostel. Derfor var troen på opstandelse egentlig det, han blev anklaget for (Ap 24,20-21; 26,6-8). Intet andet kunne forklare, hvordan han var blevet forvandlet fra sin tidligere iver til det, han nu var. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, var hans arbejde meningsløst, og det vidste han også godt (1 Kor 15,14-17). Mens Paulus tilbragte den følgende nat i borgen, viste Jesus sig for ham med følgende opmuntring: ”Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom“ (ApG 23,11). Omstændighederne taget i betragtning må et sådant løfte have haft særlig stor betydning for Paulus. Hans længe ønskede håb om at prædike i Rom (ApG 19,21; Rom 1,13-15; 15,22-29) ville alligevel gå i opfyldelse.
112
TORSDAG
13. SEPTEMBER 2018
Overflyttet til Cæsarea Vrede over at de ikke var kommet af med Paulus på lovlig vis, besluttede en gruppe af jøderne selv at overfalde Paulus og slå ham ihjel. ApG 23,12-17
Hvad gik deres plan ud på, og hvordan blev den forpurret? Hvad lærer det os om, hvor ivrige mennesker kan være for sager, der er helt forkerte? Det, at mere end fyrre jøder havde rottet sig sammen mod Paulus og bundet sig til en ed, viser, hvor stort had apostlen havde vakt i Jerusalem. Lukas fortæller ikke, hvem disse mænd var; men de var ekstremt villige til at gøre hvad som helst for at beskytte den jødiske tro fra dens såkaldte forrædere og fjender. En sådan religiøs fanatisme, forbundet med en revolutionær og nationalistisk iver, var ikke ualmindelig i Judæa og dets omegn i det første århundrede. Men på en eller anden heldig måde nåede nyheden om dette plot Paulus’ nevø. Det er på en måde lidt skuffende, at vi næsten intet ved om Paulus’ familie; men han og hans søster var åbenbart vokset op i Jerusalem (ApG 22,3), hvor hun var blevet gift og havde i hvert fald en søn. Paulus’ nevø omtales i den diminutive form neaniskos (ApG 23,18.22). Sammen med det faktum, at han blev taget ”i armen“ (ApG 23,19), antyder dette, at han endnu kun var en teenager. Han havde mulighed for at besøge Paulus i borgen og fortælle ham om planen og derefter få adgang til kommandanten.
ApG 23,26-30
Hvilket budskab sendte kommandant Lysias til statholder Felix om Paulus? Brevet gav Felix en fair rapport om situationen. Det viser også, hvilken fordel det var for Paulus, at han var romersk borger. Den romerske lov beskyttede helt og fuldt dets borgere, og de havde fx ret til en mere fair domshandling, hvor de kunne træde frem for domstolen og forsvare sig selv (ApG 25,16), samt ret til at appellere til kejseren, hvis de følte sig uretfærdigt dømt (ApG 25,10-11). Uanset, hvilket ry Felix måtte have, behandlede han juridisk Paulus på den rette måde. Efter et indledende forhør befalede han, at Paulus skulle holdes under opsyn, indtil hans anklagere ankom.
Til at tænke over
Tænk over, hvordan Gud ledte Paulus. Hvor ofte har du i ydmyghed erkendt, at Gud også har ledt dig i dit liv på trods af de prøvelser og lidelser, du måske har måttet gennemgå? 113
FREDAG
14. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Ved denne anledning præsenterede Paulus og hans ledsagere formelt for lederne af arbejdet i Jerusalem de pengegaver, der var blevet sendt fra de hedningekristne menigheder, og som skulle støtte arbejdet blandt deres fattige brødre i Jerusalem … Disse frivillige gaver var et tegn på de omvendte hedningers loyalitet over for Guds organiserede arbejde i hele verden, og burde være blevet modtaget med stor taknemlighed og påskønnelse. Men det blev tydeligt for Paulus og hans ledsagere, at selv blandt dem, de nu stod foran, var der nogle, som ikke var i stand til at sætte pris på den broderkærlighed, som havde tilskyndet til disse gaver … Hvis kirkens ledere helt havde opgivet deres bitterhedsfølelser mod apostlen og accepteret ham som en, der var særligt kaldet af Gud til at bringe evangeliet til hedningerne, ville Herren have reddet ham for dem. Gud havde ikke bestemt, at Paulus’ arbejde skulle ende så hurtigt; men han udførte ikke et mirakel for at modvirke den kæde af omstændigheder, som lederne af kirken i Jerusalem havde sat i gang. Den samme holdning fører stadig til de samme resultater. En forsømmelse af at værdsætte og gøre brug af det, som den guddommelige nåde har givet, har berøvet kirken for mange velsignelser. Hvor ofte ville Herren ikke have forlænget en trofast prædikants arbejde, hvis hans arbejde var blevet værdsat! Men hvis menighedsmedlemmerne tillader sjælefjenden at ødelægge deres forståelse, så de misrepræsenterer og misforstår Kristi tjeners ord og handlinger, hvis de tillader sig selv at stå i vejen for og forhindrer, at prædikantens arbejde gør gavn, vil Herren af og til fjerne den velsignelse, som han gav dem … Efter at hænderne er foldet på det livløse bryst, når advarslens og opmuntringens stemme er tavs, kan det være, at de stivnakkede vækkes til at se og værdsætte de velsignelser, de har smidt væk. Deres død kan udrette det, som deres liv ikke var i stand til at gøre.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 399-400; 417-418). Spørgsmål til drøftelse
1. Bør vi som Paulus sætte kirkens interesser over egne personlige interesser? I hvilken grad? 2. Hvad kan vi lære af Paulus’ kompromis i Jerusalem? Hvordan kan vi være politisk korrekte uden at opgive de principper, vi lever efter? Eller kan vi? 3. Enhed i kirken er altid vigtigt. Hvordan kan vi lære at arbejde sammen i enhed, selv når vi har forskellige synspunkter?
114
DIALOG
TIL SABBATTEN | 15. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Endnu en sabbat, hvor det kan være nyttigt at se på evt. indsamlede spørgsmål om nogle af de mange specifikke historiske, kulturelle eller geografiske detaljer i Apostlenes Gerninger. • Kapitlerne 21-26 indeholder en række situationer, hvor Paulus må forsvare sig ved hjælp af ordets magt. Prøv at skaffe jer en oversigt over disse situationer, over hvem Paulus taler til, hvordan han argumenterer, og hvordan det går. • Paulus fortæller, at han, mens han var i Jerusalem i den periode, Lukas omtaler i ApG 9,26-30, fik et syn i selve tempelområdet (ApG 22,17-21). I dette syn så han ”Herren“. På græsk er ordet her ”kyrios“, som blev brugt til at gengive Det Gamle Testamentes navn for Gud. - Prøv, om du/I kan finde andre eksempler fra Skriften på mennesker, der så Herren i templet. - Hvorfor tror du, at Paulus netop i sin tale til jøderne understregede, at han havde haft et tempelsyn?
Personligt kristenliv
• Tag tid i klassen til hver især at dele med hinanden, hvordan og hvorfor I blev kristne/adventister. Det er en god måde at minde hinanden om ”den første kærlighed“ (jf. Åb 2,4) • Midt i begivenheder, der må have været meget deprimerende for Paulus, viste Jesus sig pludselig for ham i et syn (ApG 23,11, jf. 19,21). - Prøv at finde situationer i dit eget liv, hvor det har set mørkt ud, men hvor Gud pludselig på en eller måde har sendt et glimt af lys og opmuntring. Del evt. sådanne erfaringer med din klasse.
Forstå det bedre
• Hvorfor blev ypperstepræsten Ananias så vred (ApG 23,2)? Hananja, som var hans hebraiske navn, var ypperstepræst fra 4759 e.Kr. og kendt i samtiden for sit enorme pengebegær. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at han ligefrem ”med magt tilrev sig den tiende, der tilhørte præsterne“ (Antiquities 20:9.2). • Det mest sandsynlige svar er, at han forstod, at Paulus hævdede stadig at være en god jøde, selv efter at han var blevet en kristen. 115
DIALOG
TIL SABBATTEN | 15. SEPTEMBER 2018
Og hvis Paulus var oprigtig over for Gud, hvorfor var Ananias og andre jødiske ledere så ikke også blevet kristne? Fordi de ikke var oprigtige. På en måde var Paulus i stedet for at være den anklagede selv blevet anklager. • Var Paulus uhøflig, da han skældte ypperstepræsten ud? Da han derefter sagde, at han jo ikke vidste, at det var ypperstepræsten (ApG 23,5), er hans ord fulde af ironi. Pointen er, at ingen værdig ypperstepræst jo ville have opført sig som Ananias. • Paulus’ ord til Ananias har et profetisk element, når han siger: ”Gud skal slå dig!“ (ApG 23,3, sml. 5 Mos 28,22). Kun kort inde i det jødiske oprør mod Rom, som Ananias arbejdede så stærkt sammen med, blev han dræbt af zeloterne. Baggrund
116
Døde de fyrre mænd af sult eller tørst (ApG 23,12-13)? Næppe. Selv om de havde lovet ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus, var der regler for, hvornår sådanne ”hellige“ løfter kunne ophæves.
NOTER
TIL SABBATTEN | 15. SEPTEMBER 2018
117
12
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
I fængsel i Cæsarea
Ugens vers
”Paulus svarede: ‘Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker’“ (ApG 26,29).
Introduktion
Paulus’ overflytning til Cæsarea var begyndelsen på et toårigt fængselsophold (ApG 24,27), nærmere bestemt i Herodes’ borg (ApG 23,35), som var den romerske statholders officielle bolig. I løbet af de to år blev der afholdt adskillige retsmøder, hvor Paulus fik foretræde for to romerske statholdere (Felix og Festus) og en konge (Agrippa II). På den måde fuldførte han den opgave, som Gud gav ham (ApG 9,15). Ved alle disse retsmøder hævdede Paulus, at han var uskyldig, og fremholdt, at man ikke var i stand til at bringe noget bevis imod ham, hvad manglen på vidner med tydelighed viste. Det er hele beskrivelsens hensigt at vise, at Paulus ikke havde gjort noget, der retfærdiggjorde hans arrest, og at han kunne være blevet løsladt, hvis ikke han havde appelleret til kejseren (ApG 26,32). Men disse retsmøder gav ham anledning til at vidne om Jesus og det store håb, vi finder i løftet om opstandelsen. Men det var også år med stor bekymring og med en kedelig indespærring, hvor apostlen tilsyneladende ikke havde nogen form for støtte fra kirken i Jerusalem, hvis ledere ”stadigvæk hægede om en følelse af, at Paulus i stor grad selv burde holdes ansvarlig for de herskende fordomme.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 403.)
Ugens tekster
118
· · · ·
ApG 24 ApG 25 ApG 26 1 Kor 1,23
SØNDAG
16. SEPTEMBER 2018
Fremstillet for Felix Fem dage efter Paulus’ overførsel til Cæsarea kom en gruppe betydningsfulde jødiske ledere ned fra Jerusalem og præsenterede formelt deres sag mod apostlen for Felix (ApG 24,1-9). Dette er den eneste retssag i Apostlenes Gerninger, hvor anklagerne bruger en advokat. I sin tale forsøgte Tertullus en interessant strategi for at opnå statholderens gunst. Det var ganske enkelt ikke sandt, at jøderne under Felix havde oplevet en lang periode med fred. Faktisk havde ingen anden statholder været så undertrykkende, og hans hårdhed havde skabt stort fjendskab mod romersk herredømme blandt jøderne. Snedigt forsøgte Tertullus at overbevise statholderen om, at han kun kunne opnå politisk stabilitet ved fortsat at benytte sig af kraftig undertrykkelse, denne gang af Paulus. Dernæst fremstillede han tre specifikke anklager mod Paulus. 1) Paulus var en oprører, som hele tiden opildnede til uro blandt jøder i hele verden; 2) han var leder af nazaræernes parti (ApG 24,5), og han forudsætter her, at kristendommen som et hele var en slags ødelæggende bevægelse; og 3) at han havde forsøgt at vanhellige templet i Jerusalem (ApG 24,6). ApG 24,10-19
Hvordan besvarede Paulus hver af disse anklager? Paulus kom med yderligere to punkter, som var ødelæggende for anklagernes sag: 1) der var ingen vidner fra provinsen Asien (ApG 24,18-19), hvilket gjorde det muligt at erklære hele retssagen ugyldig, og 2) det faktum, at de tilstedeværende jøder kun kunne tale om Paulus’ forhør hos Rådet ugen før (ApG 24,20), hvor de ikke havde noget andet at anklage ham for end, at han troede på de dødes opstandelse (sml. ApG 23,6). Felix forstod med det samme betydningen af Paulus’ argumenter, også fordi han kendte en smule til kristendommen, sandsynligvis gennem sin jødiske hustru Drusilla. Faktum er, at han besluttede at udsætte sagen indtil videre (ApG 24,22). Felix’ svar (ApG 24,24-27) fortæller meget om hans karakter. Han holdt sig tilbage, han var til at bestikke, han var opportunistisk. Paulus havde meget dårlig chance for at få en retfærdig behandling af en sådan mand.
Til at tænke over
Læs ApG 24,16. Paulus sagde, at han altid stræbte ”efter altid at have en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker.“ Hvad betyder det og kan du sige det samme? 119
MANDAG
17. SEPTEMBER 2018
Fremstillet for Festus Efter at have holdt Paulus fængslet i to år for at vinde jødernes velvilje, blev Felix udskiftet med Porkius Festus som statholder i Judæa (ApG 24,27). Festus regerede fra år 60 til 62 e.Kr. ApG 25,1-5
Hvordan viser dette, hvilket had forkyndelsen af sandheden kan skabe i dem, der ikke ønsker at tro den? Måske fordi det allerede en gang var mislykkedes de jødiske ledere at overbevise Felix om deres anklager mod Paulus, tog de ingen chancer. Ved Festus’ første besøg i Jerusalem bad de ham om at vise dem den gunst at udlevere Paulus til dem, så han kunne stilles for Rådet og dømmes i overensstemmelse med jødisk lov. Men deres anmodning var kun et dække for deres egentlige hensigt, nemlig at slå Paulus ihjel. Selv om Festus var villig til at genåbne sagen, svarede han, at det ville ske i Cæsarea, ikke i Jerusalem. Det betød, at Paulus ville blive dømt efter romersk lov. Lige så snart Festus var ankommet til Cæsarea, tog han sagen op, og Paulus’ anklagere begyndte at fremkomme med deres anklager imod ham (ApG 25,7). Denne gang gentager Lukas ikke anklagerne; men baseret på Paulus’ svar (ApG 25,8) kan vi se, at de lignede dem fra to år tidligere. Måske lagde de mere vægt på, at Paulus også var en urostifter, som derfor var en trussel for hele Romerriget.
ApG 25,9-12
Hvordan reagerede Paulus, da han fornemmede, at Festus ønskede at bruge ham i politisk sammenhæng? Festus viste sig ikke at være meget anderledes end Felix, da det kom til politisk strategi (ApG 24,27). Han var ikke villig til at miste jødernes støtte så tidligt i sin administrative karriere ved at dømme Paulus uskyldig, så han havde i sinde at efterkomme deres ønske om at lade Paulus stilles for retten i Jerusalem. Men det gik Paulus ikke med til. Han vidste, at han ikke ville få en retfærdig dom der, når han blev overladt til sine fjenders påfund. Ved at udnytte sine romerske rettigheder insisterede han på, at han havde ret til at blive stillet for en romersk domstol. Og da han i sin vanskelige situation ikke kunne se nogen anden udvej, besluttede han sig for at appellere til den højeste romerske retsinstans, som var kejseren selv.
120
TIRSDAG
18. SEPTEMBER 2018
For Agrippa Festus gik med til at efterkomme Paulus’ ønske om at blive sendt til Rom (ApG 25,12). I mellemtiden udnyttede statholderen et besøg af Herodes Agrippa II, og konsulterede ham om Paulus’ sag. Han var især interesseret i at få råd om, hvilken slags information han skulle sende til kejseren i sin officielle rapport. Festus var endnu ikke så godt inde i de jødiske forhold, og Agrippa var i stand til at hjælpe ham (ApG 26,2-3). ApG 25,13-22
Hvad fortalte Festus Agrippa om Paulus, og hvordan reagerede kongen? Agrippa II, den sidste af herodianerne, kom til Cæsarea sammen med sin søster Berenike for at hilse på den nye statholder. I sin beskrivelse af Paulus’ sag afslørede Festus sin overraskelse over, at anklagerne imod ham ikke havde noget at gøre med en forbrydelse, hverken politisk eller kriminel, der krævede dødsstraf. I stedet handlede det om religiøse stridigheder og især om en vis Jesus, ”som var død, men som Paulus påstod lever“ (ApG 25,19). Paulus havde allerede over for Rådet sagt, at han blev anklaget på grund af sin tro på Jesu opstandelse, og nu gjorde Festus det klart, at dette virkelig var sagens kerne.
ApG 25,23-27
Hvordan beskriver Lukas den ceremoni, hvori Paulus fremstilles for Agrippa? ”Nu stod Paulus, stadigvæk lænket, foran forsamlingen. Hvilken kontrast, de udgjorde! Agrippa og Berenike havde magt og høje stillinger, og derfor var de også velanset af verden. Men de manglede helt de karaktertræk, som Gud sætter højt. De overtrådte hans lov og var fordærvede i hjerte og livsførelse. Himlen afskyede deres handlinger.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 434).
Til at tænke over
Hvad bør denne beretning lære os om, hvordan det ydre, som i menneskers øjne kan synes smukt, ofte kan være bedragerisk og skjule en helt anden sandhed? Hvad med os selv? Hvor stor forskel er der på vores ydre fremtoning og virkeligheden?
121
ONSDAG
19. SEPTEMBER 2018
Paulus’ forsvar Med scenen sat og de kongelige gæster på plads ved siden af statholderen blev fangen bragt ind for at fremlægge sit forsvar, som i første omgang var rettet mod Agrippa, siden Festus allerede havde hørt det (ApG 25,8-11). ApG 26,1-23
Hvad gjorde Paulus i sin tale til Agrippa? Paulus’ tale var i virkeligheden en selvbiografi om hans liv både før og efter hans omvendelse. Indholdet genfortæller ApG 22,1-21, hvad Paulus talte til skaren i Jerusalem. Apostlen begyndte med et forsøg på at sikre sig Agrippas velvilje. Han udtrykte sin taknemlighed over muligheden for at fremlægge sin sag for en så højtstående person, ikke mindst fordi Agrippa var velkendt med de jødiske skikke og stridsspørgsmål. Agrippa kunne derfor være til stor hjælp for den romerske statholder, så han bedre kunne forstå, at anklagerne imod Paulus var indholdsløse og falske. Paulus’ tale kan deles i tre afsnit. I den første del (v. 4-11) beskriver Paulus sin tidligere farisæiske fromhed, som var kendt i Jerusalem. Som farisæer troede han på de dødes opstandelse, som var af stor betydning for opfyldelsen af Israels nedarvede håb. Jøderne var derfor ikke logiske i deres modstand mod hans lære; for der var intet i den, der ikke grundlæggende var jødisk. Men han forstod godt deres holdning; for han havde selv engang fundet det så utroligt, at Gud kunne have opvakt Jesus, at han havde forfulgt dem, der troede det. I den anden del af sin tale (ApG 26,12-18) fortalte Paulus, hvordan hans opfattelse var blevet ændret efter hans møde med Jesus på vejen til Damaskus og det kald, han fik til at bringe evangeliet til hedningerne. Til sidst siger Paulus, at følgerne af det, han havde set (ApG 26,19-23), var sådan, at han ikke havde noget andet valg end at adlyde og udføre sin missionsgerning, som var den eneste grund til, at han stod anklaget. Det egentlige spørgsmål bag hans arrest havde derfor intet at gøre med, at han havde overtrådt den jødiske lov eller vanhelliget templet. I stedet handlede det om hans budskab om Jesu død og opstandelse, som var i fuld overensstemmelse med Skrifterne og tillod omvendte hedninger at få samme adgang til frelse.
Til at tænke over 122
Læs ApG 26,18. Hvad sker ifølge dette vers for dem, der finder frelse i Jesus Kristus? Hvordan har du selv oplevet det i dit liv?
TORSDAG
20. SEPTEMBER 2018
Paulus for folkets ledere Selv om Paulus talte til Agrippa, var Festus den første til at reagere (ApG 26,24). Festus ville ikke have haft noget problem, hvis Paulus havde talt om sjælens udødelighed; men selv de gamle græsk-romerske mennesker var godt klar over, at begge opfattelser – udødelighed og opstandelse – ikke går godt sammen. Derfor holdt de fast ved den første og afviste den sidste. Derfor siger Paulus et andet sted, at for hedninger er evangeliet en dårskab (1 Kor 1,23). Med stor respekt forsvarede Paulus sine synspunkters fornuft og vendte sig dernæst til Agrippa, en jøde, som ikke alene kunne forstå ham, men som også kunne bekræfte, at det han sagde, stemte overens med de hebraiske profeter (ApG 26,25-26). ApG 26,27-28
Hvad var Agrippas svar på Paulus’ indtrængende spørgsmål? Paulus’ spørgsmål satte Agrippa i en vanskelig situation. Som jøde ville han aldrig benægte sin tro på Skrifterne. Men hvis han gav et bekræftende svar, ville der på den anden side ikke være nogen anden mulighed for ham end at acceptere Jesus som Messias. Hans svar var en smart måde at undgå den logiske fælle, han var i: ”Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen“ (ApG 26,28). Paulus’ svar afslører hans egen helhjertede overgivelse til evangeliet: ”Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker“ (ApG 26,29). I sine sidste ord under høringen bønfaldt apostlen ikke om at blive fri, sådan som hans tilhørere var det. I stedet ønskede han, at de kunne have det som ham, bortset fra lænkerne, der bandt ham. Paulus’ missionsiver overgik langt hans bekymring for sin egen sikkerhed.
ApG 26,30-32
Hvordan udtrykte Aprippa sin overbevisning om, at Paulus var uskyldig? Festus havde brug for Agrippas hjælp til at udfylde sin rapport (ApG 25,25-27). Paulus’ appel til kejseren var allerede formelt blevet accepteret (ApG 25,12). Fangen stod ikke længere under statholderens myndighed.
Til at tænke over
Læs ApG 26,24-28. Hvad appellerede Paulus til i afslutningen af sin tale, og hvad bør det fortælle os om, hvad vores afgørende autoritet altid bør være, når det handler om vores tro? 123
FREDAG
21. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Vendte Agrippas tanker ved disse ord tilbage til hans families tidligere historie og deres nytteløse angreb på ham, som Paulus forkyndte? Tænkte han på sin oldefar Herodes, og hans massakrering af uskyldige børn i Betlehem? På sin grandonkel Antipas og hans mord på Johannes Døber? På sin egen far, Agrippa I, og apostlen Jakobs martyrdød? Så han de ulykker, som hurtigt ramte disse konger og udtrykte Guds mishag som en følge af deres ugerninger mod hans tjenere? Mindede den dags pomp og pragt Agrippa om dengang hans egen far, der var en langt mægtigere konge end ham selv, stod i den samme by, klædt i strålende kapper, mens folket råbte, at han var en gud? Havde han glemt, at en hurtig og frygtelig hævn havde ramt den forfængelige konge, selv inden de beundrende tilråb var døet bort? Noget af alt dette gik gennem Agrippas hukommelse. Men hans forfængelighed blev smigret, og stolthed og selvhøjtidelighed fik enhver ædel tanke til at forsvinde.“ (Ellen White kommentarer, The SDA Bible Commentary, 6. bind s. 1066-1067). Spørgsmål til drøftelse
1. Drøft i klassen Paulus beslutning om at appellere til kejseren. Var det en korrekt beslutning (sml. ApG 25,25; 26,31-32)? I hvor stor grad har vi ret til at foretage strategiske beslutninger for at beskytte os selv i stedet for at stole helt og fuldt på Guds omsorg? 2. Tænk over Paulus’ udtalelse til Agrippa: ”Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn“ (ApG 26,19). Hvad fortæller det om Paulus? Hvor lydige er vi mod vores missionskald som kristne (1 Pet 2,9-10)? 3. Paulus var interesseret i mennesker – ikke i tal, men i mennesker. Under sit sidste forhør i Cæsarea sagde han til tilhørerne, at det var hans inderlige ønske, at de ville få det som ham, altså frelst af Guds nåde (ApG 26,29). Hans største ønske var ikke hans egen frihed eller en retfærdig dom, men at de andre ville opleve Guds frelse. Hvad kan vi lære af hans eksempel? Hvor meget er vi villige til at ofre for at se evangeliets udbredelse? 4. Agrippa fik mulighed for at høre evangeliet direkte fra Paulus’ mund. Alligevel afviste han det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke overser store anledninger, når de viser sig lige foran os? Hvordan kan vi være åndeligt indstillet på den virkelighed, der omgiver os?
124
DIALOG
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
Uddybende spørgsmål
• Prøv at indsamle tekster og situationer fra Apostlenes Gerninger, som viser, hvorledes Gud overordnet leder begivenhedernes gang. Del dem med hinanden og drøft dem i klassen. • Paulus var meget ivrig for at nå mennesker med høj social status. Hvorfor tror I, at han var det? - Er vi det samme? Burde vi være det? Er det ikke snobberi; sådanne mennesker er vel ikke mere betydningsfulde for Gud end almindeligt godtfolk? • Hvem har du og jeg anledning til at vidne for? • Tænk over den måde, vores samfund i dag er indrettet på. Hvordan gives der anledning til at vidne for mennesker med stor magt og indflydelse? Kan du give nogle eksempler?
Personligt kristenliv
• Kan du se tegn på, at Gud overordnet har ledet dit liv? • Tænk over situationer, hvor du evt. har svigtet Gud og hans principper, eller bare generelt har foretaget tåbelige valg – eller hvor andre mennesker, som du er nært knyttet til, har truffet valg, der har gjort din livsvandring med Kristus vanskeligere. - Tror du, at Gud har haft en plan B eller C eller D og stadig har grebet ind i dit liv for at lede dig på rette spor?
Baggrund
• De tre højtstående jødiske personer, der dukker op i disse kapitler, Drusilla, Agrippa og Berenike, havde en interessant, men også tragisk skæbne. De stod alle i et meget nært og positivt forhold til det romerske kejserhus og hof. De tre var søskende. • Agrippa var Herodes den Stores sønnesøn og selv søn af den Herodes Agrippa, vi møder i Apostlenes Gerninger 12. Agrippa i kapitel 25-26 benævnes derfor oftest som Agrippa II. Han fik aldrig den samme magt som far og farfar; men det betød også, at han levede et lidt roligere og behageligere liv. Dog havde kejser Nero i 56 e.Kr. givet Agrippa rollen som hersker over nogle af kystbyerne, deriblandt Cæsarea Filippi, hvor den romerske administration af Judæa havde sit center. Han fik også titlen ”jødernes konge“, fordi han blev gjort ansvarlig for at udpege ypperstepræsten i Jerusalem. 125
DIALOG
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
• Jøder havde Agrippa mistænkt for at leve i incest med søsteren Berenike; men hun blev dog gift et par gange, inden hun rejste til Rom først i 70’erne og blev kejsersønnen Titus’ elskerinde. Da Vespasian døde, blev Titus kejser og ønskede at gifte sig med Berenike. Det forhindrede det romerske senat, fordi Berenike var jøde og på nogle områder praktiserende jøde. Hun er således kendt for at have opfyldt et religiøst løfte. • Søsteren Drusilla var kendt for sin utrolige skønhed. Som fjortenårig blev hun gift med kongen af Emesa; men så fik Felix øje på hende. Han var selv gift med en anden Drusilla, som var i familie med kejser Claudius, der selv havde arrangeret deres ægteskab. Det forhindrede ikke Felix i at skifte den ene Drusilla ud med den anden og stadig bevare sit gode omdømme ved kejserens hof. Den udvidede, såkaldt vestlige tekst til Apostlenes Gerninger, fortæller, at Drusilla var specielt ivrig efter at se og høre Paulus prædike ordet. Mange år senere døde hun med sin søn ved vulkanen Vesuvs udbrud i år 79. Sammen med admiralen Plinius den Ældre er hun den eneste omkomne fra Pompeji, hvis navn vi kender. • Det er tragisk at tænke på, om Drusilla midt i den katastrofe, som afsluttede hendes liv, så tilbage til sine timer med Paulus og det evangelium, hun afslog at tage imod.
126
NOTER
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
127
13
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Rejsen til Rom
Ugens vers
”Og englen sagde: ‘Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig’“ (ApG 27,24).
Introduktion
Paulus havde længe ønsket at besøge Rom; men hans arrestation i Jerusalem ændrede alt. Ved at give efter for det legalistiske pres fra kirkens ledere i Jerusalem endte han i romersk forvaring i næsten fem år, inkluderet den tid, han tilbragte på sørejsen til Italien. Denne ændring var et hårdt slag for hans missionsplaner. Men Jesus lovede apostlen, at han på trods af forhindringen alligevel ville komme til at vidne om ham i Rom (ApG 23,11). Selv når vi svigter Gud, kan han give os en ny chance, selv om han ikke altid skåner os for følgerne af vores handlinger. Ikke alene blev Paulus ført som fange til Rom; men der er heller intet bibelsk bevis for, at han nogen sinde rejste til Spanien, som han havde håbet (Rom 15,24). Efter at være blevet løsladt fra det, der betegnes som den første romerske indespærring, blev Paulus senere igen arresteret og på det tidspunkt led han martyrdøden (2 Tim 4,6-8) under kejser Nero i år 67 e.Kr. Paulus kom altså til Rom, og mens han ventede i sin husarrest på at få sin sag for kejseren, talte han på trods af sine lænker (Ef 6,20; Fil 1,13) uhindret med enhver, der kom til han (ApG 28,30-31), deriblandt også betydningsfulde personer fra kejserens hus (Fil 4,22).
Ugens tekster
128
· ApG 24 · ApG 28 · Rom 1,18-20
SØNDAG
23. SEPTEMBER 2018
Sørejsen til Rom Efter ca. to års forvaring i Cæsarea (ApG 24,27) skulle Paulus sendes til Rom. Ud fra beskrivelsen i første person flertal og det væld af detaljer, der bruges til at beskrive den lange og turbulente sørejse til Italien (ApG 27,1-28,16), var Lukas med på rejsen. En anden kristen ved navn Aristark (ApG 27,2), var også med på rejsen. Julius, en romersk officer, er en anden vigtig person i beretningen. Han havde også opsyn med andre fanger ombord (ApG 27,1). Det var sidst på sommeren, da de tog afsted. Fastedagen, der omtales i ApG 27,9, henviser til den store forsoningsdag, som falder i den anden halvdel af oktober. På grund af hårdt vintervejr blev rejser på Middelhavet normalt undgået mellem november og marts. Men denne gang blev de lige fra starten udsat for vanskeligheder, og kun efter store forsinkelser nåede de den lille bugt Gode Havne på øen Kreta (ApG 27,8). ApG 27,9-12
Hvordan greb Paulus ind i beretningen, og hvordan blev hans indblanding modtaget? Paulus’ advarsel blev ignoreret, så de besluttede at sejle ca. 65 km vestpå for at finde havn i Fønix, hvor de kunne overvintre i sikkerhed. Men med et uventet skifte i vejret, blev de desværre fanget i en kraftig storm. Mandskabet havde ingen anden mulighed end at lade skibet drive med vinden mod sydvest, bort fra land. Snart begyndte de at kaste både lasten og noget af skibets udstyr overbord i et febrilsk forsøg på at lette skibet; for det var allerede begyndt at tage vand ind. Situationen var dramatisk. Efter adskillige dage med meget lidt dagslys, dårlig sigtbarhed, kraftig regn, voldsom vind, uden at vide, hvor de var, og fuldstændigt udmattede ”svandt ethvert håb om vores redning“ (ApG 27,20).
ApG 27,21-26
Hvordan greb Paulus for anden gang ind i beretningen? Med profetiske ord fortalte Paulus mandskabet det budskab, han netop havde modtaget fra Gud. Der var ingen grund til at opgive alt håb. De ville blive udsat for flere farer og lide tab; men alle ville overleve.
Til at tænke over
Hvorfor skulle en så trofast og overgivet Herrens tjener som Paulus lide så meget? Hvad kan vi lære af hans erfaringer? 129
MANDAG
24. SEPTEMBER 2018
Skibbrud I sin anden indblanding i historien forsikrede Paulus alle 276 om bord (ApG 27,37) om, at selv om ikke alt ville ende godt, ville de alle overleve. Kun skibet ville gå tabt (ApG 27,22). Fjorten dage senere gik apostlens ord i opfyldelse. Der var stadigvæk kraftigt stormvejr, og skibet drev omkring på havet. Men så fornemmede sømændene, at de var i nærheden af land (ApG 27,27). Måske skyldtes det, at de kunne høre bølgerne bryde mod stranden. Efter flere gange at have loddet dybden og i frygt for at blive drevet mod klipperne langs stranden kastede de fire ankre fra skibets agterstavn for at standse farten. Samtidigt bad de desperat til deres guder om, at det snart blev dag (ApG 27,28-29). ApG 27,30-44
Hvad kan vi lære af denne beretning? Officeren behandlede Paulus godt fra starten, men tidligt på rejsen havde han ingen grund til at stole på apostlens sømandskundskaber. To uger senere så alting imidlertid anderledes ud. Paulus havde allerede opnået officerens respekt ved sine profetiske udtalelser om skibbruddet (ApG 27,21-26), som nu var ved at gå i opfyldelse. Paulus formanede alle ombord at spise, så de ville have kræfter nok til at svømme i land. Guddommeligt forsyn fritager os ikke nødvendigvis fra at gøre, hvad der normalt ville være vores pligt. ”Hele vejen gennem denne beretning opretholdes der en god balance mellem Guds forsikring om deres redning og de involverede menneskers anstrengelser for at gennemføre den.“ (David J. Williams, Acts (Grand Rapids: Baker, 1990), s. 438). Da det lysnede, så sømændene land. De var landet i en vig med sandstrand, og de besluttede at lade skibet løbe på grund. Men skibet nåede aldrig stranden. I stede ramte det et rev og endte med at blive slået i stykker af bølgerne. Soldaterenes plan om at dræbe alle fangerne for at undgå, at de flygtede, blev standset af officeren, først og fremmest på grund af Paulus. Til sidst gik det, som Gud havde lovet. Ikke en eneste mistede livet.
Til at tænke over
130
Hvad fortæller det os om kraften i Paulus’ vidnesbyrd og om hans karakter, at i et ønske om at bevare Paulus’ liv fik soldaterne ikke lov til at dræbe en eneste af fangerne?
TIRSDAG
25. SEPTEMBER 2018
På Malta Det var først efter, at de overlevende nåede land, at de fandt ud af, at de var på Malta, en lille ø midt i Middelhavet, lidt syd for Sicilien. I løbet af de to uger, de havde drevet omkring på havet, havde vinden drevet dem ca. 765 km fra Gode Havne på Kreta. Nu var de nødt til at vente på Malta i tre måneder, før de kunne fortsætte deres rejse (ApG 28,11). ApG 28,1-10
Hvad skete der med Paulus på Malta, og hvordan var Gud i stand til at bruge ham? Indbyggerne på Malta var meget venlige og gæstfrie, og deres første handling mod Paulus og hans gruppe, som alle var våde og kolde, var at tænde et bål på stranden, så de kunne varme sig. Temperaturen på Malta på denne tid af året ville ikke være højere end 10 grader. Hændelsen med slangen fik folkenes opmærksomhed rettet mod Paulus. Først mente de lokale hedninger, at det faktum, at Paulus blev bidt, var en form for guddommelig straf. De troede, at Paulus var en morder, som havde været i stand til at undslippe druknedøden, men som alligevel blev fanget af guderne, måske den græske gudinde Dikē, som personificerede retfærdighed og hævn. Men da apostlen ikke døde, blev han hyldet som en gud, ligesom det også var sket i Lystra adskillige år tidligere (ApG 14,8-18). Selv om Lukas ikke dvæler ved hændelsen, er det sandsynligt, at Paulus udnyttede situation til at vidne om den Gud, han tjente. Publius var enten den romerske statholder på Malta eller blot en lokal fornem person; men han tog imod Paulus og hans ledsagere som sine gæster i tre dage, indtil de fandt et mere blivende sted at bo. I alle tilfælde gav helbredelsen af denne mands fader Paulus muligheden for at udføre en form for helbredelsesarbejde blandt Maltas indbyggere. I Lukas’ beskrivelse omtales der ikke en eneste, der omvendte sig, eller en menighed, der var blevet oprettet, da Paulus forlod øen. En sådan undladelse kan være helt tilfældig; men det illustrerer det faktum, at vores mission i verden rækker længere end dåb og menighedsplantning. Det indbefatter også omsorg for andre mennesker og deres behov. Det er evangeliets praktiske side (ApG 20,35; sml. Tit 3,14).
Til at tænke over
Hvor er det interessant, at disse øboere, som ikke kendte til Guds lov, havde en opfattelse af guddommelig dom. Hvor kom den egentlig fra? Se Rom 1,18-20. 131
ONSDAG
26. SEPTEMBER 2018
Paulus kommer endelig til Rom Efter tre måneder på Malta blev Paulus og hans ledsagere endelig i stand til at fortsætte deres rejse (ApG 28,11). De ankom til Puteoli, det moderne Pozzuoli i Napolibugten, hvorfra de fortsatte ad landevejen til Rom (se ApG 28,11-16). Nyheden om, at Paulus nærmede sig, nåede hurtigt til Rom, og derfra kom en gruppe troende flere kilometer for at byde ham velkommen. Selv om han aldrig havde været i Rom, havde apostlen mange venner i byen, både medarbejdere, omvendte, slægtninge og mange andre, som han holdt af (Rom 16,3-16). Mødet på Appiavejen må have været særligt bevæget, især når man tager Paulus’ skibbrud i betragtning og den kendsgerning, at han nu var en fange. Paulus takkede Gud for den enestående og kærlige modtagelse, han fik af sine kære venner, og han følte sig inderligt opmuntret, idet han snart skulle føres for kejserens domstol. I sin officielle rapport må Festus givetvis have skrevet, at ifølge romersk lov var Paulus ikke skyldig i nogen kriminel handling (ApG 25,26-27; 26,31-32). Det forklarer måske, hvorfor han fik lov til at bo i en lejet bolig (ApG 28,30) i stedet for at blive sendt til et almindeligt fængsel eller militærlejr. Men efter romersk skik var han hele tiden lænket til en soldat. Det, at Paulus betalte sine egne udgifter, indikerer, at han var i stand til at fortsætte med sit eget erhverv (ApG 18,3). ApG 28,17-22
Hvad gjorde Paulus, så snart han var kommet i orden? Selv om Paulus ikke kunne besøge synagogen, kunne synagogen besøge ham. Hurtigt efter sin ankomst fulgte han sin vane med at henvende sig til jøderne først (Rom 1,16), og han sammenkaldte de lokale jødiske ledere for at erklære sin uskyld og forklare, som han tidligere havde gjort, at han var blevet arresteret uden anden grund end Israels håb (ApG 23,6; 24,15; 26,6-8). Hans hensigt var ikke så meget at forsvare sig selv som at skabe en atmosfære af tillid, der ville give ham mulighed for at prædike evangeliet og vise, hvordan Jesus’ opstandelse var opfyldelsen af Israels nedarvede håb. Overrasket over, at de ikke havde modtaget nogen information om ham fra Jerusalem, besluttede jøderne sig for at lytte til ham.
ApG 28,22
132
Hvad fortæller det os om den fjendtlighed, de troende endnu på dette tidspunkt mødte? Hvordan kan vi forblive trofaste, selv når andre taler imod vores tro?
TORSDAG
27. SEPTEMBER 2018
Evangeliets sejr På en aftalt dag kom der et stort antal jøder for at høre Paulus’ forkyndelse af evangeliet (ApG 28,23). ApG 28,24-31
Hvad var Paulus’ hensigt med at citere fra Esajas? Es 6,9-10 beskriver, hvad der sker, når mennesker nægter at tage imod et guddommeligt budskab. Selv om nogle af jøderne troede, gjorde andre det ikke, og derfor opstod der stor indbyrdes strid. Apostlen måtte atter vende sig til hedningerne (ApG 13,46-47; 18,6). Der gik to år, før Paulus’ sag kom for kejserens domsstol. Selv om han var begrænset af sin husarrest, var han stadig i stand til uden forhindringer at dele evangeliet med dem, der kom til ham. Den sidste scene i Apostlenes Gerninger understreger evangeliets sejr, som hverken jødisk eller romersk magt kunne forhindre. Vi ved ikke, hvorfor Lukas afslutter sin bog på det tidspunkt; for der er beviser for, at grundet svaghederne i de anklager, der var rejst mod Paulus, blev han sat fri fra sin forvaring og foretog endnu en missionsrejse, hvorefter han igen blev ført til Rom og henrettet (2 Tim 4,6-8). Måske var Lukas litterære hensigt med bogen opfyldt i og med, at evangeliet også var blevet prædiket i det fjerne Rom, og dermed havde nået ”lige til jordens ende“ (ApG 1,8). ”Paulus’ tålmodighed og gode humør under sit lange og uretfærdige fangenskab, hans mod og tro, var en konstant prædiken. Hans ånd, så forskellig fra denne verdens ånd, vidnede om, at en højere magt end en jordisk magt boede i ham. Og gennem hans eksempel blev kristne tilskyndet til større indsats som fortalere for den sag, som Paulus var blevet forhindret i at udføre offentligt. På den måde havde apostlens lænker stor indflydelse. Det var, da hans kraft og indsats syntes at være afskåret, og han efter al sandsynlighed kunne udrette mindst, at han samlede neg for Kristus på marker, hvorfra han syntes at være helt udelukket.” (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 464). Set ud fra kirkens missionssynspunkt kunne det siges, at Apostlenes Gerninger, eller historien om udbredelsen af evangeliet, ikke endnu er afsluttet, og det er her, vi hver især kommer ind i billedet. Mange flere spændende og dramatiske kapitler er blevet skrevet ned igennem århundrederne, nogle gange med blodet fra Guds trofaste vidner. Nu er det vores tur til at tilføje endnu et kapitel, det sidste (håber vi!), og bringe den opgave, som Jesus gav sine disciple, til fuldendelse, ”og så skal enden komme“ (Matt 24,14). 133
FREDAG
28. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Gud har givet sin kirke en hellig opgave. Ethvert medlem bør være en kanal, hvorigennem Gud kan kommunikere sin nådes skatte til verden, Kristi uudgrundelige rigdom. Der er intet, Frelseren ønsker mere, end redskaber, som vil repræsentere hans Ånd og hans karakter over for verden. Der er intet, verden har mere brug for, end Frelserens kærlighed udtrykt gennem mennesker. Hele himlen venter på mænd og kvinder, hvorigennem Gud kan åbenbare kristendommens kraft.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 600). ”Gud har ventet længe på, at tjenestens ånd skal herske i hele kirken, så alle kommer til at arbejde for ham i overensstemmelse med deres evner. Når Guds kirkes medlemmer gør det arbejde, de er sat til, på de missionsmarker, hvor der er så stort behov både hjemme og ude, vil hele verden snart være blevet advaret og Herren Jesus vil komme igen til jorden med magt og megen herlighed.“ (Ibid, s. 111). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvordan beskriver Lukas Paulus’ tillid til Gud på hele rejsen til Rom? Hvordan blev andre påvirket af en så ubetinget tro? 2. På trods af alt det, Paulus havde gennemgået, opgav han aldrig sin tro eller sin mission. I Rom blev han ved med at prædike på trods af sin begrænsede frihed. Hvad kan vi gøre, når vi fristes til at opgive med at forkynde evangeliet for nogen? 3. Læs Rom 1,14-15. Hvorfor følte Paulus, at det var hans pligt at forkynde evangeliet for alle? Er vi mindre forpligtede end ham? Tænk over følgende udtalelse: ”At redde sjæle bør være enhver bekendende kristens livsgerning. Vi står i gæld til verden for den nåde, Gud har givet os, for det lys, som har skinnet på os og for, at vi har opdaget sandhedens skønhed og kraft.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 4. bind, s. 53.) 4. Læs igen det afsnit fra Esajas, som Paulus anvendte. Hvordan kan dets indhold bruges på os? Vi har også fået en stor mængde sandhed. Drøft, hvilke åndelige farer vi udsætter os selv for, hvis vi forhærder os over for sandheden eller de dele af den, som måske er i konflikt med vores egne ønsker og lyster. 5. Forestil dig at være den soldat, der var lænket til Paulus. Hvad tror du, han så hos den mand, han var så nært knyttet til?
134
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Denne sabbat er den sidste, hvor studiet er i Apostlenes Gerninger. Har du/I samlet specifikke spørgsmål til forståelse af bibelteksten, er det chancen for at finde svar. • Det er også anledningen til at opsummere: - Hvad har du specielt lært fra dette kvartal? Om Gud, om dig selv, om Skriften? - Hvad føler du, at du særligt kan bruge i din kristne vandring? • Prøv at samle tekster, der omtaler/indeholder - Jesu død og opstandelse - Bønner - Andre temaer, som I har fået særlig interesse for undervejs i læsningen • Prøv at samle eksempler og tekster fra Apostlenes Gerninger, hvor evangeliets sejrsmarch understreges. - Betyder denne kendsgerning, at apostlene og de kristne undgår lidelser? • Et stort spørgsmål står tilbage: Hvorfor slutter Lukas Apostlenes Gerninger, som han gør? - Drøft nogle af mulighederne! · Han vidste ikke mere om, hvad der skete senere med Paulus · Han ønsker at slutte positivt · Hans bog er ikke en biografi om Peter eller Paulus, men en fortællingen om evangeliets sejrsgang · Forkyndelsen af evangeliet er nået fra Jerusalem til Rom (jf. ApG 1,8); men det er ikke slut endnu, og du og jeg som læsere opfordres til at tage del i forkyndelsen og bringe den til afslutning (jf. Matt 24,15; Åb 14,6-7)
Uddybende spørgsmål
• I ApG 27,10 fortæller Paulus, at turen vil koste menneskeliv. Men i 27,21-24 fortæller han, at det ikke vi ske? - Hvorfor tror du, at der er denne forskel mellem de to budskaber fra Paulus? • Hvorfor spiser de i vers 36? Hvorfor havde de ikke spist tidligere? Hvilken praktisk betydning har det, at de gør det nu? 135
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Mødet med dagligdagen
• Livet er fuldt af storme, og af og til ser det så mørkt ud, at man fristes til bare at lade stå til. - Tænk over storme, du har været igennem. Når du ser tilbage, kan du så sige, at du alligevel kom igennem dem. Når du ser frem, tror du, at der vil komme mørke perioder, og tror du alligevel, at Gud vil være med dig ind i evigheden?
Baggrund
Undersøgelser af havbunden og revene ved Maltas vestkyst har vist en utrolig overensstemmelse mellem Lukas’ angivelser i ApG 27,2728 m.m. og den bugt, som i dag kaldes St. Paulusbugten. Beretningens mange detaljer fremhæver den historiske troværdighed. Dette var specielt vigtigt for Lukas, fordi sø-historier også i datiden til tider simpelthen var eventyrlige snarere end realistiske.
Forstå det bedre
• Den dramatiske beretning om Paulus’ sørejse til Rom er ikke blot taget med i Apostlenes Gerninger, fordi Lukas syntes, at det var en vældig god historie. Datiden betragtede havet med frygt og forbandt den med dødens kræfter. Fortællingen om, hvordan Gud på mirakuløs vis redder Paulus og ikke bare ham, men også alle dem, der rejste med ham, understreger også, at Gud er i stand til at overvinde alle forhindringer for evangeliet og til og med at frelse dem, der forbliver i ”evangeliets båd“. - Samtidig med, at beretningen i sine detaljer bekræfter, at det virkeligt skete, ville samtiden være opmærksom på en sådan overført betydning, en åndelig lærdom fra sejladsen.
Ord og udtryk
• Syrtebugten (ApG 27,17) lå nord for Cyrene og kaldes i dag Sideragolfen. Beskrivelser fra det første årh. fremhæver ofte, hvor farligt området var, med områder med pludselig ringe dybde og evt. kviksand. Sømænd ville for enhver pris undgå at havne i Syrtebugten. • Adriaterhavet (ApG 27,17) havde på den tid bredere betydning end i dag og strakte sig fra Kreta til Sicilien. • Med udtrykket 276 mennesker eller 276 sjæle (ApG 27,37), som det siges i oversættelsen fra 1948, fremhæver Lukas Guds omsorg for hver enkelt person om bord. Det græske ord ”psyche“ for menneske/sjæl henviser naturligvis ikke til en immateriel, udødelig del af menneskenaturen, men til selve personen i sin helhed. • Tvillingerne (ApG 28,11) er guderne Castor og Pollux, som specielt blev regnet som sømænds beskyttere.
136
NOTER
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
137