13
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Rejsen til Rom
Ugens vers
”Og englen sagde: ‘Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig’“ (ApG 27,24).
Introduktion
Paulus havde længe ønsket at besøge Rom; men hans arrestation i Jerusalem ændrede alt. Ved at give efter for det legalistiske pres fra kirkens ledere i Jerusalem endte han i romersk forvaring i næsten fem år, inkluderet den tid, han tilbragte på sørejsen til Italien. Denne ændring var et hårdt slag for hans missionsplaner. Men Jesus lovede apostlen, at han på trods af forhindringen alligevel ville komme til at vidne om ham i Rom (ApG 23,11). Selv når vi svigter Gud, kan han give os en ny chance, selv om han ikke altid skåner os for følgerne af vores handlinger. Ikke alene blev Paulus ført som fange til Rom; men der er heller intet bibelsk bevis for, at han nogen sinde rejste til Spanien, som han havde håbet (Rom 15,24). Efter at være blevet løsladt fra det, der betegnes som den første romerske indespærring, blev Paulus senere igen arresteret og på det tidspunkt led han martyrdøden (2 Tim 4,6-8) under kejser Nero i år 67 e.Kr. Paulus kom altså til Rom, og mens han ventede i sin husarrest på at få sin sag for kejseren, talte han på trods af sine lænker (Ef 6,20; Fil 1,13) uhindret med enhver, der kom til han (ApG 28,30-31), deriblandt også betydningsfulde personer fra kejserens hus (Fil 4,22).
Ugens tekster
128
· ApG 24 · ApG 28 · Rom 1,18-20
SØNDAG
23. SEPTEMBER 2018
Sørejsen til Rom Efter ca. to års forvaring i Cæsarea (ApG 24,27) skulle Paulus sendes til Rom. Ud fra beskrivelsen i første person flertal og det væld af detaljer, der bruges til at beskrive den lange og turbulente sørejse til Italien (ApG 27,1-28,16), var Lukas med på rejsen. En anden kristen ved navn Aristark (ApG 27,2), var også med på rejsen. Julius, en romersk officer, er en anden vigtig person i beretningen. Han havde også opsyn med andre fanger ombord (ApG 27,1). Det var sidst på sommeren, da de tog afsted. Fastedagen, der omtales i ApG 27,9, henviser til den store forsoningsdag, som falder i den anden halvdel af oktober. På grund af hårdt vintervejr blev rejser på Middelhavet normalt undgået mellem november og marts. Men denne gang blev de lige fra starten udsat for vanskeligheder, og kun efter store forsinkelser nåede de den lille bugt Gode Havne på øen Kreta (ApG 27,8). ApG 27,9-12
Hvordan greb Paulus ind i beretningen, og hvordan blev hans indblanding modtaget? Paulus’ advarsel blev ignoreret, så de besluttede at sejle ca. 65 km vestpå for at finde havn i Fønix, hvor de kunne overvintre i sikkerhed. Men med et uventet skifte i vejret, blev de desværre fanget i en kraftig storm. Mandskabet havde ingen anden mulighed end at lade skibet drive med vinden mod sydvest, bort fra land. Snart begyndte de at kaste både lasten og noget af skibets udstyr overbord i et febrilsk forsøg på at lette skibet; for det var allerede begyndt at tage vand ind. Situationen var dramatisk. Efter adskillige dage med meget lidt dagslys, dårlig sigtbarhed, kraftig regn, voldsom vind, uden at vide, hvor de var, og fuldstændigt udmattede ”svandt ethvert håb om vores redning“ (ApG 27,20).
ApG 27,21-26
Hvordan greb Paulus for anden gang ind i beretningen? Med profetiske ord fortalte Paulus mandskabet det budskab, han netop havde modtaget fra Gud. Der var ingen grund til at opgive alt håb. De ville blive udsat for flere farer og lide tab; men alle ville overleve.
Til at tænke over
Hvorfor skulle en så trofast og overgivet Herrens tjener som Paulus lide så meget? Hvad kan vi lære af hans erfaringer? 129
MANDAG
24. SEPTEMBER 2018
Skibbrud I sin anden indblanding i historien forsikrede Paulus alle 276 om bord (ApG 27,37) om, at selv om ikke alt ville ende godt, ville de alle overleve. Kun skibet ville gå tabt (ApG 27,22). Fjorten dage senere gik apostlens ord i opfyldelse. Der var stadigvæk kraftigt stormvejr, og skibet drev omkring på havet. Men så fornemmede sømændene, at de var i nærheden af land (ApG 27,27). Måske skyldtes det, at de kunne høre bølgerne bryde mod stranden. Efter flere gange at have loddet dybden og i frygt for at blive drevet mod klipperne langs stranden kastede de fire ankre fra skibets agterstavn for at standse farten. Samtidigt bad de desperat til deres guder om, at det snart blev dag (ApG 27,28-29). ApG 27,30-44
Hvad kan vi lære af denne beretning? Officeren behandlede Paulus godt fra starten, men tidligt på rejsen havde han ingen grund til at stole på apostlens sømandskundskaber. To uger senere så alting imidlertid anderledes ud. Paulus havde allerede opnået officerens respekt ved sine profetiske udtalelser om skibbruddet (ApG 27,21-26), som nu var ved at gå i opfyldelse. Paulus formanede alle ombord at spise, så de ville have kræfter nok til at svømme i land. Guddommeligt forsyn fritager os ikke nødvendigvis fra at gøre, hvad der normalt ville være vores pligt. ”Hele vejen gennem denne beretning opretholdes der en god balance mellem Guds forsikring om deres redning og de involverede menneskers anstrengelser for at gennemføre den.“ (David J. Williams, Acts (Grand Rapids: Baker, 1990), s. 438). Da det lysnede, så sømændene land. De var landet i en vig med sandstrand, og de besluttede at lade skibet løbe på grund. Men skibet nåede aldrig stranden. I stede ramte det et rev og endte med at blive slået i stykker af bølgerne. Soldaterenes plan om at dræbe alle fangerne for at undgå, at de flygtede, blev standset af officeren, først og fremmest på grund af Paulus. Til sidst gik det, som Gud havde lovet. Ikke en eneste mistede livet.
Til at tænke over
130
Hvad fortæller det os om kraften i Paulus’ vidnesbyrd og om hans karakter, at i et ønske om at bevare Paulus’ liv fik soldaterne ikke lov til at dræbe en eneste af fangerne?
TIRSDAG
25. SEPTEMBER 2018
På Malta Det var først efter, at de overlevende nåede land, at de fandt ud af, at de var på Malta, en lille ø midt i Middelhavet, lidt syd for Sicilien. I løbet af de to uger, de havde drevet omkring på havet, havde vinden drevet dem ca. 765 km fra Gode Havne på Kreta. Nu var de nødt til at vente på Malta i tre måneder, før de kunne fortsætte deres rejse (ApG 28,11). ApG 28,1-10
Hvad skete der med Paulus på Malta, og hvordan var Gud i stand til at bruge ham? Indbyggerne på Malta var meget venlige og gæstfrie, og deres første handling mod Paulus og hans gruppe, som alle var våde og kolde, var at tænde et bål på stranden, så de kunne varme sig. Temperaturen på Malta på denne tid af året ville ikke være højere end 10 grader. Hændelsen med slangen fik folkenes opmærksomhed rettet mod Paulus. Først mente de lokale hedninger, at det faktum, at Paulus blev bidt, var en form for guddommelig straf. De troede, at Paulus var en morder, som havde været i stand til at undslippe druknedøden, men som alligevel blev fanget af guderne, måske den græske gudinde Dikē, som personificerede retfærdighed og hævn. Men da apostlen ikke døde, blev han hyldet som en gud, ligesom det også var sket i Lystra adskillige år tidligere (ApG 14,8-18). Selv om Lukas ikke dvæler ved hændelsen, er det sandsynligt, at Paulus udnyttede situation til at vidne om den Gud, han tjente. Publius var enten den romerske statholder på Malta eller blot en lokal fornem person; men han tog imod Paulus og hans ledsagere som sine gæster i tre dage, indtil de fandt et mere blivende sted at bo. I alle tilfælde gav helbredelsen af denne mands fader Paulus muligheden for at udføre en form for helbredelsesarbejde blandt Maltas indbyggere. I Lukas’ beskrivelse omtales der ikke en eneste, der omvendte sig, eller en menighed, der var blevet oprettet, da Paulus forlod øen. En sådan undladelse kan være helt tilfældig; men det illustrerer det faktum, at vores mission i verden rækker længere end dåb og menighedsplantning. Det indbefatter også omsorg for andre mennesker og deres behov. Det er evangeliets praktiske side (ApG 20,35; sml. Tit 3,14).
Til at tænke over
Hvor er det interessant, at disse øboere, som ikke kendte til Guds lov, havde en opfattelse af guddommelig dom. Hvor kom den egentlig fra? Se Rom 1,18-20. 131
ONSDAG
26. SEPTEMBER 2018
Paulus kommer endelig til Rom Efter tre måneder på Malta blev Paulus og hans ledsagere endelig i stand til at fortsætte deres rejse (ApG 28,11). De ankom til Puteoli, det moderne Pozzuoli i Napolibugten, hvorfra de fortsatte ad landevejen til Rom (se ApG 28,11-16). Nyheden om, at Paulus nærmede sig, nåede hurtigt til Rom, og derfra kom en gruppe troende flere kilometer for at byde ham velkommen. Selv om han aldrig havde været i Rom, havde apostlen mange venner i byen, både medarbejdere, omvendte, slægtninge og mange andre, som han holdt af (Rom 16,3-16). Mødet på Appiavejen må have været særligt bevæget, især når man tager Paulus’ skibbrud i betragtning og den kendsgerning, at han nu var en fange. Paulus takkede Gud for den enestående og kærlige modtagelse, han fik af sine kære venner, og han følte sig inderligt opmuntret, idet han snart skulle føres for kejserens domstol. I sin officielle rapport må Festus givetvis have skrevet, at ifølge romersk lov var Paulus ikke skyldig i nogen kriminel handling (ApG 25,26-27; 26,31-32). Det forklarer måske, hvorfor han fik lov til at bo i en lejet bolig (ApG 28,30) i stedet for at blive sendt til et almindeligt fængsel eller militærlejr. Men efter romersk skik var han hele tiden lænket til en soldat. Det, at Paulus betalte sine egne udgifter, indikerer, at han var i stand til at fortsætte med sit eget erhverv (ApG 18,3). ApG 28,17-22
Hvad gjorde Paulus, så snart han var kommet i orden? Selv om Paulus ikke kunne besøge synagogen, kunne synagogen besøge ham. Hurtigt efter sin ankomst fulgte han sin vane med at henvende sig til jøderne først (Rom 1,16), og han sammenkaldte de lokale jødiske ledere for at erklære sin uskyld og forklare, som han tidligere havde gjort, at han var blevet arresteret uden anden grund end Israels håb (ApG 23,6; 24,15; 26,6-8). Hans hensigt var ikke så meget at forsvare sig selv som at skabe en atmosfære af tillid, der ville give ham mulighed for at prædike evangeliet og vise, hvordan Jesus’ opstandelse var opfyldelsen af Israels nedarvede håb. Overrasket over, at de ikke havde modtaget nogen information om ham fra Jerusalem, besluttede jøderne sig for at lytte til ham.
ApG 28,22
132
Hvad fortæller det os om den fjendtlighed, de troende endnu på dette tidspunkt mødte? Hvordan kan vi forblive trofaste, selv når andre taler imod vores tro?
TORSDAG
27. SEPTEMBER 2018
Evangeliets sejr På en aftalt dag kom der et stort antal jøder for at høre Paulus’ forkyndelse af evangeliet (ApG 28,23). ApG 28,24-31
Hvad var Paulus’ hensigt med at citere fra Esajas? Es 6,9-10 beskriver, hvad der sker, når mennesker nægter at tage imod et guddommeligt budskab. Selv om nogle af jøderne troede, gjorde andre det ikke, og derfor opstod der stor indbyrdes strid. Apostlen måtte atter vende sig til hedningerne (ApG 13,46-47; 18,6). Der gik to år, før Paulus’ sag kom for kejserens domsstol. Selv om han var begrænset af sin husarrest, var han stadig i stand til uden forhindringer at dele evangeliet med dem, der kom til ham. Den sidste scene i Apostlenes Gerninger understreger evangeliets sejr, som hverken jødisk eller romersk magt kunne forhindre. Vi ved ikke, hvorfor Lukas afslutter sin bog på det tidspunkt; for der er beviser for, at grundet svaghederne i de anklager, der var rejst mod Paulus, blev han sat fri fra sin forvaring og foretog endnu en missionsrejse, hvorefter han igen blev ført til Rom og henrettet (2 Tim 4,6-8). Måske var Lukas litterære hensigt med bogen opfyldt i og med, at evangeliet også var blevet prædiket i det fjerne Rom, og dermed havde nået ”lige til jordens ende“ (ApG 1,8). ”Paulus’ tålmodighed og gode humør under sit lange og uretfærdige fangenskab, hans mod og tro, var en konstant prædiken. Hans ånd, så forskellig fra denne verdens ånd, vidnede om, at en højere magt end en jordisk magt boede i ham. Og gennem hans eksempel blev kristne tilskyndet til større indsats som fortalere for den sag, som Paulus var blevet forhindret i at udføre offentligt. På den måde havde apostlens lænker stor indflydelse. Det var, da hans kraft og indsats syntes at være afskåret, og han efter al sandsynlighed kunne udrette mindst, at han samlede neg for Kristus på marker, hvorfra han syntes at være helt udelukket.” (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 464). Set ud fra kirkens missionssynspunkt kunne det siges, at Apostlenes Gerninger, eller historien om udbredelsen af evangeliet, ikke endnu er afsluttet, og det er her, vi hver især kommer ind i billedet. Mange flere spændende og dramatiske kapitler er blevet skrevet ned igennem århundrederne, nogle gange med blodet fra Guds trofaste vidner. Nu er det vores tur til at tilføje endnu et kapitel, det sidste (håber vi!), og bringe den opgave, som Jesus gav sine disciple, til fuldendelse, ”og så skal enden komme“ (Matt 24,14). 133
FREDAG
28. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Gud har givet sin kirke en hellig opgave. Ethvert medlem bør være en kanal, hvorigennem Gud kan kommunikere sin nådes skatte til verden, Kristi uudgrundelige rigdom. Der er intet, Frelseren ønsker mere, end redskaber, som vil repræsentere hans Ånd og hans karakter over for verden. Der er intet, verden har mere brug for, end Frelserens kærlighed udtrykt gennem mennesker. Hele himlen venter på mænd og kvinder, hvorigennem Gud kan åbenbare kristendommens kraft.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 600). ”Gud har ventet længe på, at tjenestens ånd skal herske i hele kirken, så alle kommer til at arbejde for ham i overensstemmelse med deres evner. Når Guds kirkes medlemmer gør det arbejde, de er sat til, på de missionsmarker, hvor der er så stort behov både hjemme og ude, vil hele verden snart være blevet advaret og Herren Jesus vil komme igen til jorden med magt og megen herlighed.“ (Ibid, s. 111). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvordan beskriver Lukas Paulus’ tillid til Gud på hele rejsen til Rom? Hvordan blev andre påvirket af en så ubetinget tro? 2. På trods af alt det, Paulus havde gennemgået, opgav han aldrig sin tro eller sin mission. I Rom blev han ved med at prædike på trods af sin begrænsede frihed. Hvad kan vi gøre, når vi fristes til at opgive med at forkynde evangeliet for nogen? 3. Læs Rom 1,14-15. Hvorfor følte Paulus, at det var hans pligt at forkynde evangeliet for alle? Er vi mindre forpligtede end ham? Tænk over følgende udtalelse: ”At redde sjæle bør være enhver bekendende kristens livsgerning. Vi står i gæld til verden for den nåde, Gud har givet os, for det lys, som har skinnet på os og for, at vi har opdaget sandhedens skønhed og kraft.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 4. bind, s. 53.) 4. Læs igen det afsnit fra Esajas, som Paulus anvendte. Hvordan kan dets indhold bruges på os? Vi har også fået en stor mængde sandhed. Drøft, hvilke åndelige farer vi udsætter os selv for, hvis vi forhærder os over for sandheden eller de dele af den, som måske er i konflikt med vores egne ønsker og lyster. 5. Forestil dig at være den soldat, der var lænket til Paulus. Hvad tror du, han så hos den mand, han var så nært knyttet til?
134
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Denne sabbat er den sidste, hvor studiet er i Apostlenes Gerninger. Har du/I samlet specifikke spørgsmål til forståelse af bibelteksten, er det chancen for at finde svar. • Det er også anledningen til at opsummere: - Hvad har du specielt lært fra dette kvartal? Om Gud, om dig selv, om Skriften? - Hvad føler du, at du særligt kan bruge i din kristne vandring? • Prøv at samle tekster, der omtaler/indeholder - Jesu død og opstandelse - Bønner - Andre temaer, som I har fået særlig interesse for undervejs i læsningen • Prøv at samle eksempler og tekster fra Apostlenes Gerninger, hvor evangeliets sejrsmarch understreges. - Betyder denne kendsgerning, at apostlene og de kristne undgår lidelser? • Et stort spørgsmål står tilbage: Hvorfor slutter Lukas Apostlenes Gerninger, som han gør? - Drøft nogle af mulighederne! · Han vidste ikke mere om, hvad der skete senere med Paulus · Han ønsker at slutte positivt · Hans bog er ikke en biografi om Peter eller Paulus, men en fortællingen om evangeliets sejrsgang · Forkyndelsen af evangeliet er nået fra Jerusalem til Rom (jf. ApG 1,8); men det er ikke slut endnu, og du og jeg som læsere opfordres til at tage del i forkyndelsen og bringe den til afslutning (jf. Matt 24,15; Åb 14,6-7)
Uddybende spørgsmål
• I ApG 27,10 fortæller Paulus, at turen vil koste menneskeliv. Men i 27,21-24 fortæller han, at det ikke vi ske? - Hvorfor tror du, at der er denne forskel mellem de to budskaber fra Paulus? • Hvorfor spiser de i vers 36? Hvorfor havde de ikke spist tidligere? Hvilken praktisk betydning har det, at de gør det nu? 135
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
Mødet med dagligdagen
• Livet er fuldt af storme, og af og til ser det så mørkt ud, at man fristes til bare at lade stå til. - Tænk over storme, du har været igennem. Når du ser tilbage, kan du så sige, at du alligevel kom igennem dem. Når du ser frem, tror du, at der vil komme mørke perioder, og tror du alligevel, at Gud vil være med dig ind i evigheden?
Baggrund
Undersøgelser af havbunden og revene ved Maltas vestkyst har vist en utrolig overensstemmelse mellem Lukas’ angivelser i ApG 27,2728 m.m. og den bugt, som i dag kaldes St. Paulusbugten. Beretningens mange detaljer fremhæver den historiske troværdighed. Dette var specielt vigtigt for Lukas, fordi sø-historier også i datiden til tider simpelthen var eventyrlige snarere end realistiske.
Forstå det bedre
• Den dramatiske beretning om Paulus’ sørejse til Rom er ikke blot taget med i Apostlenes Gerninger, fordi Lukas syntes, at det var en vældig god historie. Datiden betragtede havet med frygt og forbandt den med dødens kræfter. Fortællingen om, hvordan Gud på mirakuløs vis redder Paulus og ikke bare ham, men også alle dem, der rejste med ham, understreger også, at Gud er i stand til at overvinde alle forhindringer for evangeliet og til og med at frelse dem, der forbliver i ”evangeliets båd“. - Samtidig med, at beretningen i sine detaljer bekræfter, at det virkeligt skete, ville samtiden være opmærksom på en sådan overført betydning, en åndelig lærdom fra sejladsen.
Ord og udtryk
• Syrtebugten (ApG 27,17) lå nord for Cyrene og kaldes i dag Sideragolfen. Beskrivelser fra det første årh. fremhæver ofte, hvor farligt området var, med områder med pludselig ringe dybde og evt. kviksand. Sømænd ville for enhver pris undgå at havne i Syrtebugten. • Adriaterhavet (ApG 27,17) havde på den tid bredere betydning end i dag og strakte sig fra Kreta til Sicilien. • Med udtrykket 276 mennesker eller 276 sjæle (ApG 27,37), som det siges i oversættelsen fra 1948, fremhæver Lukas Guds omsorg for hver enkelt person om bord. Det græske ord ”psyche“ for menneske/sjæl henviser naturligvis ikke til en immateriel, udødelig del af menneskenaturen, men til selve personen i sin helhed. • Tvillingerne (ApG 28,11) er guderne Castor og Pollux, som specielt blev regnet som sømænds beskyttere.
136
NOTER
TIL SABBATTEN | 29. SEPTEMBER 2018
137