Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren

Musik og tilbedelse har været diskuteret på tværs af kulturer, religioner og tidsaldre. Det er interessant at mærke sig, hvor forskellige konklusionerne kan blive, selvom argumentationen ofte nærmest er identisk. Lad mig give tre eksempler.

I ORTODOKS ISLAM er det herskende synspunkt, at musikinstrumenter er haram (forbudt). Begrundelsen er, at musik kan distrahere os fra de vigtigste ting i livet, såsom gode gerninger og lydighed mod Gud. I det omfang enkelte ortodokse islamiske teologer åbner op for brug af instrumenter, så er det gerne trommer, som først bliver taget ind i varmen. Når man tænker over det, er det logisk – hvad er mest forførende smukt: en harpe eller en tromme?

Efter middelalderen begyndte komponister at skrive kirkemusik med stadig fl ere stemmer. I renæssancen kunne et kor blive delt op i så meget som ti forskellige stemmer. Dett e skabte meget storslået og smuk musik, men ulempen var, at det blev fuldstændig umuligt at opfatt e teksten, fordi de forskellige korstemmer så at sige sang i munden på hinanden. Hvor var budskabet? Var dett e tilbedelse? Eller brugte komponisten kirken som en arena til at vise sine egne færdigheder frem? I værste fald ærede de sig selv frem for Gud – altså afguderi? Kirken fandt det nødvendigt at gribe ind og kontrollere denne praksis.

Calvins musiksyn Reformatoren Calvin havde et nok så liberalt syn på brugen af musik i det private. I gudstjenesten derimod var han optaget af, at musikken kunne stjæle opmærksomheden fra budskabet og tilbedelsen. I praksis blev det til, at alle sange ved gudstjenesten mått e synges énstemmigt, uden akkompagnement. Melodierne skulle også være beskedne og have som hovedfunktion at bære teksten. Dett e indebar, at de blev domineret af såkaldte ”trinvise bevægelser“, som bety der, at tonerne ligger lige ved siden af hinanden (jf.: når du på klaveret spiller: ”Jeg gik mig over sø og land“). Vi bruger fortsat sådanne calvinske melodier, f.eks. den traditionelle: ”I Jesu navn går vi til bords“.

Calvin ville højst sandsynligt have været imod brugen af en melodi som f.eks melodien til: ”Hellig, hellig, hellig“ til en gudstjeneste. Det er let at demonstrere hvorfor. Syng de to melodier hver for sig. Fornemmer du, hvordan ”Hellig, hellig, hellig“ begynder triumferende og majestætisk, mens ”I Jesu navn“ begynder meget beskedent? Det er fordi, den førstnævnte begynder med to spring opad, der udgør en dur-akkord, mens ”I Jesu navn går vi til bords“ går nedad trinvis. Det er ikke tilfældigt, at den første er mere egnet til at give ”kuldegysninger“ end den anden. Og for Calvin var dett e også pointen. Melodien skulle bære budskabet, ikke fremkalde gode ekstatiske følelser.

Konklusionerne ovenfor kan virke fuldstændig fremmede for os i dag. Men de fl este af os vil genkende argumenterne. Måske har du tilmed selv brugt dem uafh ængig af, om du defi nerer dig som ”konservativ“ eller ”liberal“ på musikfronten? ”Fremhævede musikken budskabet, eller kom musikken i vejen for budskabet?“ ”Var dett e til Guds ære, eller ville musikken bare vise sig?“ ”Føltes dett e som en gudstjeneste, eller blev det nærmest en koncert?“ ”Når jeg lytt ede til det indslag, så føltes det forkert!“ ”Denne musik fremkalder kropslige reaktioner, som skiller os fra Gud.“

Musikalske virkemidler Dett e er legitime bekymringer. Problemet er, at konklusionerne kan blive så vidt forskellige. Der er ingen af os, som konkluderer, at vi må forbyde musikinstrumenter eller fl erstemmig sang, og der ingen, som kun vil tillade melodier domineret af trinvise bevægelser. I dag er det som regel andre virkemidler, som optager os, ofte forskellige rytmiske virkemidler. Tanken bag ved er dog den samme: Hvis vi bare kan afgøre, hvilke virkemidler der fremkalder de forkerte følelser og re

TEKST Vegard Guleng Bragt med tilladelse © Adventnytt, januar 2020, ”Alt som har ånde skal love Herren“ Oversættelse Kim Hagen Jensen Foto & illustrationer iStockphoto.com

aktioner, så er det eneste, vi behøver at gøre, at få musikerne til at lade være med at bruge disse virkemidler. Så er vi sikret god og opbyggelig musik!

Der er også en bety delig tradition, der påpeger, at det er umuligt at benytt e genrer som pop, rock og jazz, uden at vi får indfl ydelsen fra afrikansk musik med, som benytt er sig af visse virkemidler (synkoper og polyrytmer) til at fremkalde religiøs ekstase. Lad os tage påstanden alvorligt. Vil vi faktisk kvitt e brugen af synkoper og polyrytmer eller i det mindste musik, som er stærkt domineret af disse virkemidler? Beethoven brugte nogle gange mange synkoper (hør f.eks. 2. sats af ”Måneskinssonaten“ og mærk, hvordan musikken bevæger sig ”ude af takt“), og Chopin kunne skrive lange passager domineret af polyrytmer (hør f.eks. ”Fantasie Impromptu“ og læg mærke til, hvor ”rodet“ musikken virker de hurtige steder). Jeg har aldrig hørt nogen reagere, når denne ty pe musik spilles til gudstjenester.

Musikkens funktion I bedste fald mangler denne analyse noget, og jeg tror, jeg ved, hvad det er: Musikkens funktion. Er der noget, vi ved, er det, at musik påvirker os – hvis ikke, havde der jo ikke været nogen grund til at lytt e til musik. Men musik virker ikke direkte, som et rusmiddel gør. Vores egen deltagelse, brug og association knytt et til musikken ser ud til at være essentiel. Måske har du set videoer på nett et af demente, der lytt er til den samme musik, som de hørte på som unge. Pludselig sker der et lille mirakel. Den demente begynder at bevæge sig til musikken, hun nynner, måske udtaler hun ord for første gang i årevis. Men det er helt essentielt, at musikken, der spilles, er musik hun har et forhold til, musikken i sig selv er ikke tilstrækkelig.

I 2015-2018 kom jeg i samme menighed som to udvekslingsstuderende fra Ghana. Jeg udviklede efterhånden et godt venskab med dem begge. Samtidig var det ty deligt, at det var hårdt for dem at fi nde sig til rett e. Særligt den ene var åben om, at det var vanskeligt at håndtere vintermørke, kulde og en fremmed kultur. Han havde ofte lav energi, og selv om han altid smilte venligt, var det ty deligt, at han ikke altid var lykkelig.

En ghanesisk aften Da foråret kom, inviterede de mig med til ”ghanesisk aften“, hvor ghanesiske udvekslingsstuderende skulle præsentere deres kultur for lærere og medstuderende. Næsten hele programmet bestod af sang, dans og trommer. Nogle af disse sange er traditionelt blevet brugt for at komme i kontakt med forfædrenes ånder. Andre sange havde helt andre funktioner, som f.eks. at hilse en gæst velkommen, at vise nogen en særlig respekt eller at bede sin mand om penge før en handletur.

Undervejs i programmet lagde de studerende ikke skjul på, at de repræsenterede vidt forskellige folkegrupper med ganske lidt til fælles. Det, som var fælles, var sangene. Teksterne var som regel fl ersproget, oftest med nogle ord fra hvert sprog. De sagde det direkte: musikken var det, som – frem for noget andet – bandt dem sammen.

De holdt det gående i omkring 2 timer. Derefter serverede de ghanesisk mad, og så snart vi havde spist, begyndte de at synge og spille igen. Men denne gang involverede de også deres gæster – i god afrikansk stil. Selv fl egmatiske nordmænd blev lidt efter lidt inddraget i dansen og musikken. Vi klappede, dansede og sang efter bedste evne. Gradvist ændrede dynamikken sig. Snart var der ingen ”ghanesere“ og ”nordmænd“, bare et stort fællesskab af mennesker, der glædede sig sammen og virkede oprigtigt glade for hinanden.

Alle er musikalske Dett e er musikkens potentiale. Det er en stor tragedie, at vi i Vesten har skabt et skel mellem udøvere og lytt ere. Dett e har blandt andet ført til myter om ”tonedøvhed“, eller at nogen er født umusikalske. Dett e er ty piske vestlige ideer, som også strider imod al forskning.

Synger du ikke med på fællessangen? Måske har du dine grunde, men sig ikke, at det er, fordi du er umusikalsk. Er du et menneske? Det antager jeg, eftersom du læser dett e. Så er du også musikalsk. Måske har du ikke brugt din musikalitet så meget, men den ligger latent i dig, på samme måde

som evnen til at lære sprog. Måske er det derfor, at Bibelen siger: ”Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.“ Jeg håber, du en dag tør åbne munden og deltage i fællessangen.

Men måske det mest fascinerende den aften var at observere min ellers nedslåede ven. Da programmet var færdigt, kom han hen til mig, tog fat om begge mine skuldre, rystede mig hårdt, mens han stirrede henrykt ind i mine øjne og lo som et barn. Hans pupiller var store, som om han var beruset, men han var ikke beruset. Han var bare dybt, dybt lykkelig.

Disse brødre fra Ghana var solide adventister, og desuden kendte de godt til historien bag deres musik. De forstod, at musikkens funktion er essentiel. Den musik, de brugte foran mig for at vise mig respekt, var lige så synkoperet og polyrytmisk, som den musik andre bruger til at blive besat af ånder. Mine ghanesiske venner kunne spille, synge og opleve stærke følelser, sammenhold og lykke. Men de udelod at danse hele natt en i håb om at blive besat af en ånd. Og derfor blev de heller aldrig besat.

Umusikalsk tilnærmelse Jeg tror, at vi ofte – med de bedste intentioner – har haft en umusikalsk tilnærmelse til musik. Musik er en essentiel del af det at være menneske. Den er social og præget af kreativ udfoldelse, leg og nysgerrighed. Musik indebærer også ofte et ufi ltreret udtryk for følelser, som vi måske hverken kan eller tør udtrykke på andre måder. At forholde sig musikalsk til musik drejer sig derfor om at acceptere og stimulere leg, nysgerrighed og åbenhed for udtryk. Vi bør rigtig nok refl ektere kontinuerligt over, hvad slags musik der egner sig til tilbedelse, men vi må undgå låste og dogmatiske svar, både for os selv og andre, ikke mindst i menigheden. Der er trods alt måske ikke noget så identitetsskabende for en menighed som dens musik. Hvis vi sætt er strenge rammer for musikken i menigheden, vil vi automatisk også sætt e strenge rammer for, hvilket følelsesregister vi tillader i menigheden, og for hvem der vil føle sig hjemme der. Jeg kan knapt tænke mig noget mere umusikalsk.

Bibelen er musikalsk Biblen er vældig musikalsk. Læs f.eks. salmen i Salmernes Bog 150: ”Halleluja. Lovpris Gud i hans helligdom, lovpris ham i hans mægtige himmelhvælving! Lovpris ham for hans vælde, lovpris ham for hans storhed! Lovpris ham med hornets klang, lovpris ham med harpe og citer, lovpris ham med pauker og dans, lovpris ham med strengespil og fl øjter, lovpris ham med klingende cymbler, lovpris ham med rungende cymbler! Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren. Halleluja.“

Lægger du mærke til spontaniteten, fællesskabet, friheden og lykken i disse vers? Eller læs 1 Sam 16,23: ”Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fi k det godt, for den onde ånd forlod ham.“

Måske sad en af Sauls vagter i et hjørne og ærgrede sig over Davids spil? Men den onde ånd forlod alligevel Saul, og han fi k det bedre. Er det ikke i sig selv ufatt elig smukt og musikalsk?

Jeg husker det godt. Gudstjenesten var netop overstået. Da de fl este havde forladt lokalet, satt e jeg mig ned og spillede lidt på fl yglet. Da jeg efter et sty kke tid var færdig, kom en af menighedens mænd hen til mig og gav ty deligt udtryk for, at han virkelig ikke kunne lide det, jeg havde spillet, og at det havde givet ham en rigtig dårlig følelse. Det i sig selv var jo beklageligt at høre, for mit ønske er altid at sprede min glæde ved musikken. Men i tillæg var det vanskeligt ikke at opfatt e hans tilbagemelding som et indslag om, hvad slags musik der er egnet og uegnet.

Sabbatt en før havde jeg spillet akkurat det samme som postludium i en anden menighed. Denne gang var en kvinde kommet hen til mig. Hun havde helt blanke øjne, og det var ty deligt, at hun var bevæget. Hun tog mig i hånden, trykkede den hårdt, og takkede mig varmt, før hun sagde: ”Vi behøver den slags følelsesudtryk i menigheden. I dag havde jeg brug for det.“