Genforeningen og Adventistkirken

Adventismen i Sønderjylland op til genforeningen

Sønderjysk vækkelse i krigens skygge

7. april 1920 lød en notits på første side af Tysklands menighedsblad, ”Zions Wächter“: ”I anerkendelse af den nye grænse mellem Danmark og Tyskland har man bl.a. besluttet, i respekt for de ændrede politiske forhold de to lande imellem, at overdrage de menigheder, der ligger nord for den nye grænse, til Den Skandinaviske Union.“

TEKST Arthur Hansen Foto: Friedensau Historical Archive; HASDA NICOLAI SVENDSEN BESKREV i bogen ”På vej til Danmark“ stemningen efter Første Verdenskrig, mens man ventede på, at ty skerne skulle ratifi cere fredstraktaten: ”Vi ventede hele dagen forgæves på det vigtige øjeblik ... Først sent på aftenen indløb telegram om, at nu var freden en kendsgerning … Men mange sind var så sløvede, at de næppe fatt ede, hvad det betød. Privatfolk lejede Høhns Musikkorps ... og da salmetonerne til ‘Nu takker alle Gud’ og ‘Fred hviler over land og by’ lød over byen, anede de fl este … at fredsbudskabet mått e være af en vis rækkevidde for … alle“

10. februar 1920 fl ytt ede tusinder af sønderjyder måske for første gang i historien en landegrænse på fredelig vis – ved en afstemning. Den 10. juli red Kong Christian X over grænsen ved Frederikshøj. Symbolsk løftede kongen den 9-årige præstedatt er Johanne op på hesten, da han passerede grænsen – en levende illustration på Henrik Pontoppidans digt: ”Det klinger som et Eventy r, et Sagn fra gamle Dage: En røvet Datt er, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage“!

Menneskemængden jublede, da kongen indledte: ”Mine første ord til Sønderjyderne skal være: velkommen hjem.“ Det ville også have været en passende hilsen til de sønderjyske adventister.

Første Verdenskrig havde tømt de ty ske menigheder for unge mænd. Hver uge var en deprimerende påmindelse om adven

tister, der havde betalt en forfærdende høj pris for krigsdeltagelsen. Sønderjydernes 56 år under fremmedherredømme siden nederlaget i 1864 var nu slut. Mange var dræbt, mange var udvandret, og sult og fatt igdom var fulgt i krigens spor.

Lis Hess, hvis far faldt på slagmarken i 1917, skrev i Adventnyt i maj 2003: ”Allerede i 1907, midt under ty skerherredømmet, skete der noget i Amerika, som kom os til gode i Sønderjylland. Det var dansksindede mennesker, der var udvandret til det forjætt ede land (USA), hvor de havde lært adventbudskabet at kende. Nu følte de en stor byrde for deres danske landsmænd.“

Så i 1907 sendte man en evangelist – Ott o Madsen – og en kolportør med familier. Gennem teltevangelisme kom der snart en menighed ud af det. En ty sk prædikant døbte de omvendte i badekarret på Sønderborg Dampvaskeri. En af dem, Marie Lassen, berett ede i sin dagbog: ”Jeg elskede bønnen meget, det var herlige timer.“

I 1885 havde tusindvis af unge i USA – delvis inspireret af Dwight L. Moody – beslutt et at bringe evangeliet til jordens fj erneste egne. Ludwig Conradi – en ung ty sk adventist – var blandt dem. Grebet

af stemningen havde Ellen White beslutt et samme år at besøge Europa. Conradi blev oversætt er.

De mennesker, Conradi skulle missionere blandt i Slesvig, blev beskrevet som: ”… ærlige, optimistiske, omgængelige, sunde, dygtige og gæstfrie. Bortset fra nogle tusinde fi skere og skippere er de landmænd og daglejere samt nogle få mindre og større forretningsdrivende.“

Det var en vigtig observation for Conradi at tage til sig. Tiden omkring Første Verdenskrig er beskrevet som ”Adventismens Gyldne Missionstid“ med en vækst på 10 % om året. Der blev også grundlagt menigheder i Sønderjylland af en anselig størrelse. 26. november 1886 skrev Conradi: ”Sent om aftenen ankom jeg til Hamborg og var så heldig at støde ind i bror Schill i menneskemængden, skønt jeg aldrig havde mødt ham før.“ Senere besøgte han det lokale bibliotek og fandt blade på engelsk, ty sk og de skandinaviske sprog og funderede: ”Hvis man på noget tidspunkt er interesseret i et blad på sit eget modersmål, er det, når man er langt hjemmefra.“ Han skrev til USA, bad om blade på de sprog, fordi Hamborg var et stort handelscentrum.

Et halvt år senere grundlagde han den første menighed i Altona. Det var vigtigt. Byen havde været bety dningsfuld i Den Danske Helstat før 1864, der var mange dansktalende i området, helstatens første jernbane var blevet grundlagt her i 1844 og var forbindelsesled til byer i Sønderjylland. Byen

BILLEDTEKST: Venstre side: Kong Christian X rider over grænsen 10. juli 1920. Herover: Sønderborg Dampvaskeri, hvor der blev holdt dåb i badekarret. Del af reklame for en serie off entlige teltmøder. Ludwig Conradi sluttede sig til adventbevægelsen i USA. Han rejste til Europa som missionær og oversætter for Ellen White.

blev udgangspunkt for Conradis skibsmission, der var et af hans vigtigste projekter. Mange var immigranter på vej til USA og blev omvendt gennem den gratis litt eratur, missionærerne mått e uddele.

Kort efter skrev Conradi: ”På samme tid blev en bror nær den danske grænse også overbevist om sabbatt en ved at læse nogle traktater, som en dansk familie, der fl ytt ede til Amerika, havde efterladt. Han rejste over 100 mil for at blive døbt i denne menighed.“

Han fortsatt e: ”Det åbnede op for missionsvirksomhed, især gennem kolportørernes arbejde i de protestantiske områder i Nordty skland – også SlesvigHolsten.“ Men der var problemer. Politiet førte streng kontrol med private foreninger – bl.a. pga. det danske mindretals tilstedeværelse. Conradi kommenterede: ”Vore kolportører fandt det ikke nemt at få succes i så verdsligt et sted.“ Alligevel regnede én af kolportørerne ud, at han af én bog alene havde solgt så mange eksemplarer, ”at de ville danne en søjle 59,16 meter højere end Eiff eltårnet“. Kolportørerne var veluddannede adventister, der kunne levere en salgstale og samtidig argumentere godt, hvis de blev udfordret på deres tro.

Menigheder skød hurtigt op i området – 1895 i Toftlund. Var en menighed først etableret, dannedes hurtigt søstermenigheder. Transportmulighederne var ikke udbygget. 8-10 døbte – og en ny menighed var i støbeskeen. Snart var der også en menighed af pæn størrelse i Visby. Kolportørerne opbyggede et netværk af personlige kontakter til folk i området, som missionsarbejderne senere kunne arbejde videre med.

Når missionsarbejderen ankom, mått e han ansøge om tilladelse til at leje lokaler og holde foredrag hos de civile myndigheder. Foredragene blev overvåget af politiet, der konstant var mistænksomme overfor noget, der kunne minde om politisk agitation, der kunne undergrave kejserriget eller rumme fj endtlige holdninger over for statskirken. En kolportør, Peder Pedersen – også kaldet ”SundhedsPedersen“ – blev ofte standset af politiet. De brød sig ikke om, at han solgte dansk litt eratur. Hver gang hev han et billede af Kejser Vilhelm frem, der stammede fra en plade chokolade, så var de tilfredse og lod ham gå.

Politiets rapporter viser med nærmest monoton repetition, at de kunne meddele, at spørgsmålene og foredragene handlede om bibelske emner, og at de fl este tilhørere var kvinder.

Politiet lagde vægt på 3 ting: 1. Læren var meget lig den lutherske 2. Sabbatt en blev ikke fejret jødisk 3. Litt eraturen var evangelisk-luthersk

Julen 1899 dannedes en selvstændig menighed i Haderslev-Åbenrå i forbindelse med en julegudstjeneste og dåb i Toftlund menighed. Kort efter skrev Madsen: ”Helt mod nord i vores ty ske fædreland ligger den skønne perle Haderslev. Der er omkring 10.000 indbyggere, som er omgivet af frugtbar agerjord og blomstrende haver samt skønne skove. Den har dagligt dampskibsforbindelse med Danmark.“

Vi er ikke vant til, at Haderslev benævnes som en ty sk perle, eller at byen var et kraftcenter for adventismen. Den dag, skribenten Ott o Madsen skrev sin beretning, blev 8 mennesker døbt den 16. maj 1903 og føjet til de 25, der allerede var i menigheden. Man afslutt ede med høstgudstjeneste og nadver.

Genforeningen kom. Aksel Varmer blev sendt derned som den første prædikant fra Danmark – måske på anbefaling af nogle sønderjyske fl ygtninge, han havde døbt under krigen på Fyn. Det åbnede for en ny og spændende tid i dansk regi.