Seniorernes sider Nyt fra bestyrelsen Du må godt tænke selv Kirkefyrsten og diplomaten Ansgar

Nyt fra seniorernes bestyrelse

TEKST Lehnart Falk Formand for Seniorforeningen DET HAR VÆRET et usædvanligt forår med næsten apokalyptiske tilstande. Alle stævner og Adventistkirkens generalforsamling blev afl yst, og selv vores kirker har været lukkede. Alt sammen pga. en lille virus, vi ikke engang kan se med det blotte øje. Længe vidste vi i seniorbesty relsen ikke, hvordan vi skulle forholde os til alt dett e. Men der skulle træff es en række afgørelser.

Seniorbesty relsen beslutt ede at trodse vedtægterne og udskyde foreningens generalforsamling til årsmødet i 2021. To af besty relsens medlemmer var på valg, da Walder Hartmann og Henning Edson ønskede at trække sig og ikke modtage genvalg.

Valgkomitéen har gj ort sit arbejde, og der var fundet to kompetente personer, som du uden tvivl ville stemme på ved en generalforsamling. Besty relsen beslutt ede derfor, at de to nye foreslåede personer trådte ind i besty relsen allerede i år uden din stemme. Desværre trak den ene person sig igen og takkede nej, umiddelbart før dett e skrives. Dett e bekræfter valgkomitéens oplevelse, at det er svært at fi nde handlekraftige seniorer til seniorarbejdet. Hvis besty relsen vælger at spørge dig, så glem ikke dett e nødråb.

Besty relsen vil have sit konstitueringsmøde i august. Indtil videre ser den således ud:

Lehnart Falk – formand

Kai Bidstrup

Elsebeth Jalving

Inge Aalstrup

Joan Kristensen

Mary Ann Skovgaard træder ind i stedet for Henning Edson

Walder Hartmann har valgt at træde ud af besty relsen, men heldigvis fortsætt er Walder som redaktør på vores sider i Adventnyt.

Th omas Müller repræsenterer Unionen, der vil udpege endnu en person til dett e vigtige arbejde. På nuværende tidspunkt har seniorforeningen 25 medlemmer, hvilket er usædvanlig få. Bestyrelsen valgte at se dette som glemsomhed og ikke som manglende interesse. Se dette som en påmindelse! Det er generalforsamlingen, der fastlægger kontingentets størrelse, der fortsat er på 150 kr. årligt. Skynd dig at få det indbetalt, så vi har noget at arbejde med [Danske Bank reg.nr. 1551 konto nr. 6902154].

Tak til Henning Edson og Walder Hartmann for det store arbejde i besty relsen og til Bent Markussen, der repræsenterede Unionen. Også en tak til jer, der fortsat løfter i besty relsen, og til jer, der trofast støtt er en god sag. Bed for din kirke og dens seniorer, og glem ikke at sige tak til vores himmelske Far, fordi Han garanterer os alle evig ungdom, når vi siger ja til Ham.

Du må godt tænke selv

DE FLESTE AF os er opdraget til at tro på en treenig Gud. I alt fald dem, der har gået til dåbs- eller konfi rmationsforberedelse. Vi tror på Faderen, Sønnen og Helligånden. I mit barndomshjem troede vi derudover på Socialdemokratiet. Det var alt sammen meget enkelt, fordi både Fader, Søn og Ånd ikke bare var en teori, men en erfaring, akkurat som det socialdemokratiske velfærdssamfund, jeg voksede op i, var det. Jeg var derfor helt i samklang med Ingemanns erfaring, når vi i FDF sang om den kære Gud og Skaber, som er nær i den mindste orm, i himlens fugle og markens liljer – og ikke mindst i menneskenes børn (Nu titt e til hinanden).

Børnelærdommen var imidlertid ikke stabil nok. Det har mange oplevet. Bl.a. forfatt er og oversætt er Niels Brunse, der meldte sig ud af folkekirken under fl ower-power-bevægelsen, men troppede op på kirkekontoret 28 år efter for igen at blive medlem.

I Tro er ikke viden, der udkom først på sommeren, fortæller han, hvad der bragte ham tilbage, og hvorfor han gerne vil kunne gå i kirke uden først at skulle afl evere hovedet i våbenhuset.

For mig selv blev det den kredsfører, der, da jeg præsenterede ham for alle mine overvejelser om at blive syvendedags adventist, blot sagde: Du må gerne tænke selv! Og det har jeg forsøgt at gøre lige siden. En gang imellem ganske vist først som en efterrationalisering, når begivenhederne tog en overraskende vending.

Måske derfor fi nder jeg det befriende at følge Peter Peter – der da også skulle prøve, om vandet kunne bære ham, da han ser Jesus gå på vandet. Peter, som højt og helligt lover ALDRIG at svigte Jesus, om det så skal koste ham hans liv – for kort tid efter tre gange at nægte ethvert kendskab til ham. Men også den Peter, der var parat til at bygge hytt er til Jesus, Moses og Elias, da de var på forklarelsens bjerg.

Peter fandt imidlertid ud af, at der endnu var opgaver for ham på jorden. Derfor lød det: ”Følg mig!“ Der var – og er endnu – forhold, vi skal udvikle, før vi kan tåle Guds nærvær, som det kommer til at udfolde sig gennem evigheden.

Det er vigtigt at have oplevelser med Gud Men det er farligt, hvis vi alene bygger på følelser og oplevelser.

I en tid, der er fy ldt med konspirationsteorier, anti-anderledes-tænkende holdninger og forsøg på at ensrett e kirken på tværs af kultur og nationale særpræg, har vi brug for at minde os selv om den appel, der lød for mere end 150 år siden:

Ethvert menneske, der er skabt i Guds billede, er udstyret med evner, der er beslægtet med Skaberens: personlighed, evne til at tænke og til at handle…

Og så fortsætt es der med en opfordring til at: udvikle disse evner, at oplære de unge til at være tænkende mennesker og ikke blot et spejlbillede af andre menneskers tanker … I stedet for uddannede svæklinge kan læreanstalterne komme til at udsende personer, som er i stand til at tænke og handle, er omstændighedernes herre og ikke deres slave, som har en vid horisont, klare tanker og deres meningers mod (Ellen White, Uddannelse s. 17).

Vi skal altså stadig bruge vores sunde fornuft. Tro er ikke bare et spring ud i mørket, uden at tænke og imod alle kendsgerninger. Troen søger at forstå. En kristen er et menneske, der tænker, men tror, mens han tænker.

TEKST Walder Hartmann

Fra en fl ittig mands scrapbog

Kirkefyrsten og diplomaten Ansgar

Tidligere på året døde pastor Hans Jørgen Schantz, 100 år gammel. Han efterlod sig bl.a. en sprængfyldt scrapbog, hvis hundredvis af udklip vidner om en mand, der fulgte levende med i alt omkring ham, men som også søgte at dele egne oplevelser med lokalsamfundet omkring ham. En ferietur i sommeren 1992 gav således anledning til en kronik i Vejle Amts Folkeblad den 21.9.1992. Vi bringer her en lettere forkortet udgave af denne kronik.

Teksten er redigeret af: Walder Hartmann

ANSGAR, BENEDIKTINERMUNKEN, DER gj orde det første virkelige forsøg på at bringe kristendommen til Norden, blev født i Picardiet, Frankrig, sandsynligvis i året 801. I en alder af kun 5 år mistede han sin mor og mått e vokse op i et kloster.

Allerede som tolvårig blev han munk. Ansgar var begavet og fl itt ig, og i en ung alder blev han forstander for klostret Ny Corvey i Nordty skland. Dett e klosters mission var at virke blandt befolkningen nord for Elben.

Den jyske konge Harald Klak (812- 17) var kommet i alvorlige vanskeligheder, idet der var stærke rivaler, som ønskede at overtage hans rige. Han søgte hjælp hos sin nabo mod syd, frankernes kejser, Ludvig den Fromme (814-40). Dennes ærkebiskop, Ebo, gj orde kong Harald opmærksom på, at det ville være en fordel for ham at konvertere til kristendommen.

Lad det være usagt, om det var af

denne eller andre ædlere grunde, at det skete. Men sammen med sin hustru, søn og et stort følge lod han sig i juni 826 døbe i St. Albanskirken i Mainz. Han siger i sin bekendelse, at han vil forlade Odin og Th or for at tro på Treenigheden, Kristi forsonergerning og på den levende og sande Gud.

Beretningen fortæller, at danskerne var grebet af den højtidelige højmesse og dåbshandlingen. Det var kejser Ludvig personligt, som hjalp kong Harald op af dåbsvandet. Bagefter modtog de nye kristne mange kostbare gaver. Denne dåb var både en religiøs og en politisk begivenhed, og den gj orde kong Harald afh ængig af kejseren.

Som en hjælp fi k kongen to hofpræster med sig hjem – munkene Ansgar og Autbert. Allerede året efter blev kong Harald dog fordrevet fra sit rige og endte som kejserlig lensmand i Friisland.

Ansgar havde dog en plan Den realistiske og resultatsøgende Ansgar vendte sig i stedet mod Sverige. Det tog ham og hans følge ty ve dage at rejse fra Danmark til Sveriges ældste by Birka, hvor der fandtes en lille menighed.

Det blev en farefuld rejse, hvor de – efter at være overfaldet af sørøvere – mistede alt. De ankom til Bjørkøen i året 829, hvor kong Bjørn tog vel imod dem. Året efter blev der opført en lille trækirke – Nordens første.

Det var interessant for mig – sammen med gode venner – at besøge Bjørkøen, hvor femten arkæologer udgraver 350 kvadratmeter af Birka by.

Ansgar i Hedeby Et andet handelscenter i datidens Europa var den danske Hedeby på sydsiden af Slien. Kirken, som Ansgar byggede her, blev den anden i Norden.

I mellemtiden var Ansgar blevet biskop med hovedsæde i Hamburg.

I 845 kom de vilde vikinger og brændte store dele af Hamburg af. Ansgar mått e fl ygte til Bremen, som nu blev hovedkvarter for det store nordiske missionsområde. Fra omkring år 800 og frem til 1864 gik det danske rige helt ned til Ejderen, der udgj orde grænsen mellem Slesvig og Holsten. Ansgar, der var en meget dygtig diplomat, hjalp den danske konge Horik I med at gennemføre nogle favorable forhandlinger med frankerkongen. Som tak fi k han lov til i 849 at bygge en kirke og en præstebolig i Hedeby. Alle, som ønskede det, fi k også lov til at konvertere til kristendommen.

Fra Hedeby, som i tidens løb har haft mange navne, kørte vi mod vest tværs over Sydslesvig og bemærkede, at mange af landsbyernes navne stadig har en snert af det danske sprog.

Vi passerede grænsen ved Sæd og kørte direkte til Ribe. Jeg kom til at tænke på, at min tipoldefar, Th omas Schantz (1796-1863), havde været vægter i denne by, og om aftenen gik rundt og sørgede for ro, mens han sang Guds fred over indbyggerne.

I Vikingetiden var Ribe også et bety deligt handelscenter. Omkring 860 fi k biskop Ansgar af Kong Horik II lov til at bygge en kirke og en præstebolig i Ribe. Det var denne konge, som var årsag til det første missionshyrdebrev mellem Danmark og pave Nikolaus I, 858-867.

Der er delte meninger om, hvor i Ribe denne kirke har ligget. Den mest sandsynlige løsning er ifølge arkæologer i dag, at grunden, hvorpå den nuværende domkirke ligger, er stedet. Der er tidligere fundet rester fra en stavkirke her.

Ansgar var den behændige diplomat, der udnytt ede sine forhandlingsevner til også at fremme missionen. I den samme skikkelse var inkorporeret en ydmyg Herrens tjener og en dygtig kirkefy rste.

BILLEDER Venstre side: Ansgars statue foran Ribe Domkirke. Foto: commons. wikimedia.org Herunder: Ansgars kirke i Lustrup. Foto: da.wikipedia.org