Seniorernes sider Når forvirringen griber os Nyt fra bestyrelsen Adventisthospital blandt Tysklands bedste Miraklet i Hiroshima

forvirringen Når griber os

TEKST: Walder Hartmann

FORLEDEN TRAF JEG et ægtepar, der lige var vendt hjem efter tre uger i Sydty skland. De fortalte om oplevelser i en menighed, hvor coronakrisen havde fået medlemmerne til at rykke sammen og opleve et fællesskab, som aldrig havde fungeret bedre end nu, hvor man ikke kunne mødes til gudstjenester i kirken.

Samtidig kom jeg til at tænke på et spørgsmål, som en af landets sognepræster fandt i sin mailboks, da han en morgen tog fat på dagens hjemmearbejde. Her lød det: ”Hej Morten. Jeg har læst et sted, at Jesus ville komme til jorden og straff e mennesker, når vi ikke kunne fi nde ud af det mere, opføre os anstændigt, krige osv. Er det noget, du også har læst om? Jeg er ikke specielt religiøs, men har alligevel tænkt på det, lige siden corona kom.“

Præstens svar lød: ”Du er ikke den eneste, der har tænkt sådan. En af de aktive i kirken sagde undrende: Gad vide om Ham deroppe er sur på os? Heldigvis har jeg ikke læst om det i Bibelen. Tværtimod, har jeg fx læst dett e:

Gud sendte sin søn til verden for at frelse den, ikke for at dømme den (Joh 3,17).“

Andre har haft travlt med at spille dommedagsprofeter. Internett et har fl oreret med alle mulige teorier, der har misbrugt Jesu udsagn om, hvad der kan ske, før han kommer igen. Barske udsagn om krige, epidemier, hungersnød, naturkatastrofer og så videre. Egentlig tegn på, at den er gal med, hvordan vi behandler hinanden og jorden.

Når Jesus kommer igen, kommer han for at redde os og gøre os frie til at leve i Guds store verden. Den verden, som Åb 21,3-5 tegner så smukt et billede af.

Frygt eller tillid. Hvad gør vi, når modstridende budskaber skaber forvirring i vores sind?

Radiserne kan være dybsindige Jeg så for nylig en lille stribe, hvor Søren Brun er i dialog med Nuser. Det foregår naturligvis ude ved Nusers hundehus. ”Jeg hører, at du er ved at skrive en bog om teologi. Jeg håber, du har fundet en god titel.“ ”Jeg har den helt rigtige titel: ‘Har De tænkt på, at De kan tage fejl!’“

Jeg tror, at Nusers bogtitel er gået hen over hovedet på ophavsmændene til de mange religiøse kommentarer, der har lydt gennem de seneste måneder.

Hvorfor? Er det Gud, der banker på? Skal vi prøves for at blive mere fuldkomne? Mangler vi tro, når vi vælger at følge myndighedernes henstillinger?

Vi risikerer at få en fordrejet opfattelse af Gud, hvis vi sluger de forklaringer, som vi har lidt svært ved at forholde os til.

Den gode nyhed er, at ulykke, sygdom og død ikke betyder, at Gud har forladt os – eller har travlt med andre ting.

Han siger til os gennem 1 Peter 2: I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys. For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham … Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!

NytFRA SENIORFORENINGENS BESTYRELSE

SELV OM CORONAKRISEN har hæmmet arbejdet i besty relsen noget, har man ikke ligget på den lade side siden sidst. Ved redaktionens slutning er man dog endnu ikke klar med nogen konkrete datoer og tiltag. Disse vil snarest blive meldt ud gennem Adventistkirkens ugentlige nyhedsbrev SabbatOnline og via facebookgruppen Aktive Seniorer.

Blandt kommende arrangementer skal dog nævnes: Seniortræf i adventstiden og Seniorstævne 2021, der vil blive afh oldt i Norge.

For egen regning vil jeg dog som seniorredaktør tilføje, at efterårsmånederne er fremragende til læsning og eftertænksomhed. Hvis du endnu ikke har anskaff et og taget hul Vores naboland mod syd: Kilde: Adventistische Pressedienst DEN 13. AUGUST kunne man i Frankfurter Algemeine Zeitung læse, at Waldfriede Hospital, der ligger i udkanten af Berlin, var blevet kåret som et af Tysklands bedste små hospitaler. En kategori, der rummer hospitaler med mellem 150 og 300 patienter.

Hospitalsdirektør Bernd Quoss glæder sig over omtalen og siger: ”Dett e giver os et godt omdømme blandt patienter, forsikringsselskaber og samarbejdspartnere i sundhedsverdenen. Det er også godt at se, at mindre hospitaler kan tilbyde kvalitetshjælp og omsorg. Vi baserer vores indsats på kristne principper og er socialt engageret i forhold til byens borgere. Dett e er også med til at sikre fremtiden for os.“

Waldfriede ramte også overskrifterne tidligere på sommeren, da det i Berlin blev nævnt som ét af tre centre, hvor man tager imod ofre for kvindelig omskæring. ”Her er tærskelen lav, når det gælder kontakt og hjælp til dets klienter“.

Bysty ret i Berlin er med til at fi nansiere denne afdelings på læsningen af Bibelen 2020, kan du gøre det nu. Du vil ikke fortryde det.

På min egen litt eraturliste for efteråret står: Som Sørine læser Bibelen samt et par engelske bøger af Reinder Bruinsma: I have a future og In all humility .

Lad mig også lige minde om, at hvis ikke seniorer giver gaver til eller betaler kontingent til seniorforeningen, er det svært for besty relsen at planlægge et aktivitetsniveau, der kan tiltrække nye medlemmer.

Adventisthospital blandt Tysklands bedste

Walder Hartmann indsats. Meget passende kaldes afdelingen for Desert Flower center – (Center for Ørkenblomster).

Waldfriede Hospital, der i år fy lder 100 år, driver også en sygeplejerskeskole og et plejecenter for seniorer.

6. august 1945 blev Hiroshima i Japan, som den første by i verden, ødelagt af en atombombe. Ødelæggelserne var enorme og tabet af menneskeliv katastrofalt. Når vi 75 år senere ser tilbage på denne skæbnesvangre begivenhed, er det for at fortælle de mirakuløse beretninger om med- lemmer fra Adventistkirken i Hiroshima, der alle overlevede.

Miraklet i Hiroshima

ASAKO FURUNAKO blev født den 12. august 1921 som datt er af en velstående forretningsmand i Japan. Hun var en stræber og meget intelligent. Efter at have studeret til lærer, begyndte hun om aftenen at studere journalistik, og 32 år gammel fi k hun job som nyhedskorrespondent, hvilket var en sjældenhed for kvinder på den tid. Hun blev gift med en professor, og selv om de ikke fi k børn, følte hun sig meget velsignet.

Ægteskabet holdt imidlertid ikke, da manden fandt en anden og ønskede skilsmisse. Fyldt med afmagt og vrede sank hun ned i en dyb depression. Da hun var allerlængst nede, traf hun en person, som inviterede hende til at gæste Adventistkirken. Inden længe dukkede hun regelmæssigt op til kirkens arrangementer. Hun lærte at tilgive og fandt håb i Bibelens løfter. Hun fandt fred i sit hjerte, men fi k ikke bestemt sig til at blive døbt.

Da man opdagede hendes uddannelse og talenter, blev Asako bedt om at undervise menighedens børn. En dag handlede lektien i børnesabbatsskolen om de tre unge mænd, der ifl g. Daniels bog blev reddet uskadte fra ildovnen.

Da hun afslutt ede sin fortælling, var der en af de små drenge, der udbrød: ’Det kan man da ikke tro på!’ En af pigerne replicerede: ’Det kan jeg godt tro, for min bedstemor har fortalt, at ikke et eneste medlem i Adventistkirken i Hiroshima mistede livet, da atombomben blev brugt mod byen.’

Dett e fi k Asako til at tænke på, at hun også tvivlede på

den bibelske beretning, og hun havde også svært ved at tro på pigens historie. Så tænkte hun: Jeg er jo journalist. Så må jeg da kunne fi nde ud af, om pigen har ret eller ej. Jeg må hellere undersøge det. Så begyndte en rundtur til alle de menighedsmedlemmer, der havde været i Hiroshima, da atombomben eksploderede.

En skæbnesvanger dag Verdens første atombombe blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945. Indenfor en radius af 2 km ødelagde den alt. Temperaturen i jordhøjde nåede utrolige 6000 grader Celsius. Enhver, der befandt sig indenfor en radius af 4 km, mistede livet.

Kunne det virkelig være muligt, at ikke ét eneste menighedsmedlem gik til grunde?

Med tvivl i sit sind begyndte Asako sin rundtur til menighedsmedlemmer, der havde været på stedet i 1945. Hun fandt ud af, at selv midt i dett e inferno var der ikke ét eneste menighedsmedlem, der gik til grunde eller bare blev såret. Hun fandt ud af, at den lille pige, der havde fortalt sin bedstemors historie, havde talt sandt.

En af de personer, hun besøgte, var Hiroko Kainou, der pludselig blev ramt af det voldsomme luftt ryk. Hiroko faldt på knæ og bad. Selv om alt glas i huset splintredes, slap hun væk uden en eneste skramme. Hver eneste af de 20 daværende menighedsmedlemmer i Hiroshima overlevede og kom i sikkerhed.

IWA KUWAMOTO befandt sig mindre end 1 km fra stedet, hvor bomben faldt. Da hun kravlede ud fra den sammensty rtede bygning, så hun den enorme paddehatt e-sky, som indhyllede området i mørke. Hun forsøgte desperat at komme sin mand til hjælp, men de buldrende fl ammer truede med at omslutt e dem. Idet hun tog sin mands hånd, udbrød hun: ’Ilden nærmer sig. Jeg kan ikke gøre mere, lad os dø sammen her. Gud kender alt, tag imod Jesus Kristus nu (manden var ikke troende), jeg kan ikke redde dig!’

Manden svarede: ’Jeg kommer til at dø her, men du må forsøge at slippe væk for vores børns skyld. Søg i sikkerhed og fi nd børnene!’

Igen sagde hun: ’Jeg kan ikke slippe fri fra ilden. Jeg vil dø sammen med dig her.’

Men han fortsatt e: ’Nej. Jeg klarer det her. Jeg har længe gj ort oprør mod min mor, og mod dig. Jeg ville ikke tro på Gud. Nu tror jeg imidlertid på frelsen fra Gud. Vi kommer til at ses igen. Søg væk og fi nd børnene.’

Grædende og med tungt hjerte forlod hun sin mand, overpøsede sig selv med vand, slap væk fra ilden og fandt til sidst sine børn.

TOMIKO KIHARA var dengang privat praktiserende læge. Hun havde haft aftenvagt og var gået i seng ved totiden om natt en. Hun sov, da bomben faldt. Selv om hun befandt sig mindre end 1 km fra eksplosionen, var hun helt uskadt. Chokeret løb hun udenfor for at se, hvad der var sket.

Dr. Kihara blev hurtigt klar over situationens alvor og skyndte sig hen til et hospital i byens udkant. Her var hun med til i en uge, uden hvile, at hjælpe ofrene fra katastrofen. Hun var én af byens få overlevende læger, og i de følgende måneder efter tragedien var hun travlt beskæftiget med at hjælpe bombeofre. Samtidig fi k hun anledning til at vidne for mange af dem.

Tomiko Kihara fortsatt e sin missionsindsats længe efter at være blevet pensioneret. Hun sagde: ’Jeg har ingen jordisk familie at holde mig til, men jeg ved, at Gud elsker mig, så jeg er godt tilfreds.’

Fru Kino tv. og fru Sako th. ser tilbage på den dag, da atombomben ramte Hiroshima 6. august 1945. Læs interviewet i Adventist Review på linket: adventistreview.org/church-news/story3143-hopein-hiroshima-70-years-on. Foto: Victor Hulbert