En bedre samtale Sygeplejersken, der blev udvist af Sønderjylland

Sygeplejersken

I 1911 blev adventisten, sygeplejersken, feministen og sundhedsagitatoren Johanne Ottosen udvist på livstid fra det tyske kejserrige. Senere på sommeren nægtede de tyske myndigheder at trække udvisningen tilbage. Hun fi k dog tilladelse til at besøge tyske kursteder med undtagelse af de 6 nordligste områder af Slesvig – et område vi i dag betegner som Sønderjylland.

TEKST: Lasse Bech, næstformand i Adventistkirken i Danmark og præst i Vejlefjordkirken.

der blev udvist af Sønderjylland

FRU OTTOSEN VAR blevet inviteret til at holde foredrag om børneopdragelse og sundhedspleje i Rødding. Det var det næstsidste af en planlagt foredragsturné i hele Sønderjylland, hvor hun talte ca. 15 steder. Midt under foredraget kom den lokale gendarm ind med en udvisningsordre på både dansk og ty sk.

Begrundelsen var, at hun var ”falden til besvær“. Da hun derfor efter indvendinger forlod stedet, gj orde hun det med ordene: ”Nu rejser damen, som har generet!“1

De dansksindede i Nordslesvig under preussisk sty re forsøgte på mange måder at fremme deres sag. Dels ved at bevare den danske identitet og sproget, og dels ved at skabe opmærksomhed omkring de uretfærdigheder, de blev udsat for. Myndighederne havde på dett e tidspunkt indført et forbud mod afh oldelse af off entlige foredrag med talere fra Danmark. Dog kunne man godt afh olde sådanne arrangementer som private samlinger. Dett e forhold kunne Johanne Ott osen næppe have været uvidende om, da en af hendes gode venner – formanden for adventisterne i Skandinavien, J.C. Raft – året før var rejst til Aabenraa for at deltage i et stort møde, og der havde fået besked på, at han som dansk undersåt ikke mått e tale, og derfor mått e rejse hjem igen.2

Måske var det for at afprøve grænserne for denne indskrænkning af forsamlingsfriheden, at der den 2. april 1911 blev arrangeret et foredrag med den kendte sygeplejerske og foredragsholder fra Skodsborg. Foredraget løb af stablen på Rødding Vesterkro og blev arrangeret af to af byens spidser, som også var blandt de toneangivende i den politiske kamp for den danske befolkning i Nordslesvig. Det drejede sig om kreditforeningsdirektør og journalist for avisen Heimdal Paul Anker Callø og købmand og ejer af elektricitetsværket J.C. Hansen. Disse to personer var uden tvivl nogen, de ty ske myndigheder holdt øje med.3

Fru Ott osens egen beskrivelse i et interview til Politiken omtaler episoden meget levende: ”I Rødding talte jeg i en lille afh oldsforening om ‘Vore børns arv’. Min tilhørerkreds bestod af halvandet hundrede kvinder og mænd. Da jeg havde talt henved en times tid, bemærkede jeg henne ved døren en stor ty sk gendarm. Jeg lader, som om jeg ikke ser ham og fortsætt er mit foredrag … Et øjeblik efter kommer sekretæren ind ligbleg, han går op til talerstolen og rækker mig udvisningsordren … En tung og trykket stemning hviler

over skaren, der siges næsten intet, sorgen tegner sig i alle ansigter, og da jeg tavs går omkring og giver hver enkelt hånden, ser jeg tårer i mange øjne. Få minutt er efter ruller vognen bort med mig. Min vært har spurgt gendarmen, om han vil med helt op til grænsen. Nej, det skammer han sig ved. Og jeg forlader med tungt hjerte det land, hvis love jeg ved, jeg ikke har krænket, men hvor jeg alligevel bliver indsat i fængsel, hvis jeg viser mig der igen.“4

Stor avisomtale Johanne Ott osens udvisning blev i de kommende uger og måneder omtalt i samtlige danske aviser og i mange ty ske aviser. Denne kvinde, der blot havde talt om sundhed og børneopdragelse, kunne vel næppe udgøre en trussel mod det ty ske kejserrige. Det, at hun havde overtrådt den forordning, der forbød danske statsborgere at optræde off entligt som talere, blev udfordret af, at der var tale om et privat arrangement og af det forhold, at hun måske snarere var norsk eller amerikansk end dansk. Den indvending var hun allerede kommet med, da hun fi k kundgj ort udvisningsordren, idet hun sagde til gendarmen: ”Desuden er jeg norsk af fødsel, jeg er opdraget i Amerika, hvor jeg har levet størstedelen af mit liv, og jeg er først blevet dansk undersåt ved ægteskabet med min mand, Dr. Ott osen ved Skodsborg Badesanatorium.“ Den danske mindretalsavis Heimdal understregede denne pointe ved at skrive: ”Fru overlæge Johanne Ott osen, der udvistes som ‘dansk’, er datt er af en norsk farmer … Hun taler dansk med udpræget amerikansk accent.“5

Der er ingen tvivl om, at både Johanne og hendes mand Carl Ott osen var dybt optaget af at få Sønderjylland tilbage til Danmark. I 1906 havde Dr. Ottosen skrevet et privat brev til lederen af den danske bevægelse i Slesvig, H.P. Hanssen, for at indbyde ham til et gratis rekreationsophold på Skodsborg Badesanatorium. I brevet skriver overlægen, at han lige siden sine studenterår ”med interesse har fulgt den nationale kamp i Sønderjylland“, og han ”meget gerne vil bidrage, hvad lidt jeg kan, til at holde forbindelsen levende og stærk mellem de ved grænsen adskilte landsmænd“.6 Efter Første Verdenskrig, da det stod klart, at genforeningen ville blive en realitet, var både Carl og Johanne Ott osen blandt dem, der ønskede, at også Flensborg skulle blive dansk. De arrangerede endog ”Sønderjysk møde“ på Frydenstrand Badesanatorium, hvor der blev indsamlet penge, som skulle bruges ”til støtt e for agitationen i anden zone“.7 Dett e var et sprængfarligt politisk spørgsmål, der blev årsag til påskekrisen, hvor Christian X afsatte regeringen, men endte med at mått e gøre Stauning til statsminister. Johanne Ott osen tilbød endda – trods dårligt helbred – at deltage i en kvindedelegation, der skulle lægge pres på fredsforhandlingerne i London i spørgsmålet om Flensborg. Delegationen blev ikke til noget, men det viser hendes brændende engagement i sagen.8

1 Avisen Heimdal, 3. april 1911

2 J.C. Raft beskriver episoden i sin dagbog for 9.-11. august 1910. Se Carl Raft, Bondedrengen, der blev verdensprædikant: Historien om min morfar J. C. Raft. Herning: Forlaget

Poul Kristensen, 1997 3 Mere om P.A. Callø: https:// biografi skleksikon.lex.dk/P.A._Call%C3%B8 4 Gengivet i avisen Heimdal, 5. april 1911 5 Avisen Heimdal, 5. april 1911 6 Brevet opbevares i H.P. Hanssens private arkiv på Landsarkivet for Sønderjylland i

Aabenraa. 7 Vendsyssel Tidende 17. februar 1920 8 Frederikshavns Avis 26. august 1921

P.A. Callø (1882-1960). Kreditforeningsdirektør i Rødding. En af arrangørerne af foredraget på Rødding Vesterkro. Blev anholdt og interneret ved udbruddet af Første Verdenskrig. Foto: Historisk Arkiv for Haderslev kommune.

J.C. Hansen (1863-1920). Købmand, elektricitetsejer, cigarfabrikant, sognerådsformand i Rødding. Foto: Rødding lokalarkiv.

Torvet i Rødding med Vesterkroen til højre. Her på kroen blev Johanne Ottosen afbrudt under et foredrag og udvist af Sønderjylland på livstid. Postkort fra Rødding Lokalarkiv.

Carl T. Küssner. Gendarm i Rødding, der måtte meddele fru Ottosen udvisningsordren. Foto: Rødding lokalarkiv.