[10]
Sygeplejersken der blev udvist af Sønderjylland FRU OTTOSEN VAR blevet
I 1911 blev adventisten, sygeplejersken, feministen og sundhedsagitatoren Johanne Ottosen udvist på livstid fra det tyske kejserrige. Senere på sommeren nægtede de tyske myndigheder at trække udvisningen tilbage. Hun fik dog tilladelse til at besøge tyske kursteder med undtagelse af de 6 nordligste områder af Slesvig – et område vi i dag betegner som Sønderjylland. Adventnyt nr. 5 oktober 2020
TEKST: Lasse Bech, næstformand i Adventistkirken i Danmark og præst i Vejlefjordkirken. Foto af Johanne Ottosen herover er fra tidsskriftet ”Kvinden og Samfundet“, nr. 5, 1915
inviteret til at holde foredrag om børneopdragelse og sundhedspleje i Rødding. Det var det næstsidste af en planlagt foredragsturné i hele Sønderjylland, hvor hun talte ca. 15 steder. Midt under foredraget kom den lokale gendarm ind med en udvisningsordre på både dansk og tysk. Begrundelsen var, at hun var ”falden til besvær“. Da hun derfor efter indvendinger forlod stedet, gjorde hun det med ordene: ”Nu rejser damen, som har generet!“1 De dansksindede i Nordslesvig under preussisk sty re forsøgte på mange måder at fremme deres sag. Dels ved at bevare den danske identitet og sproget, og dels ved at skabe opmærksomhed omkring de uretfærdigheder, de blev udsat for. Myndighederne havde på dette tidspunkt indført et forbud mod afholdelse af offentlige foredrag med talere fra Danmark. Dog kunne man godt afholde sådanne arrangementer som private samlinger. Dette forhold kunne Johanne Ottosen næppe have været uvidende om, da en af hendes gode venner – formanden for adventisterne i Skandinavien, J.C. Raft – året før var rejst til Aabenraa for at deltage i et stort møde, og der havde fået besked på, at han som dansk undersåt ikke måtte tale, og derfor måtte rejse hjem igen.2
Måske var det for at afprøve grænserne for denne indskrænkning af forsamlingsfriheden, at der den 2. april 1911 blev arrangeret et foredrag med den kendte sygeplejerske og foredragsholder fra Skodsborg. Foredraget løb af stablen på Rødding Vesterkro og blev arrangeret af to af byens spidser, som også var blandt de toneangivende i den politiske kamp for den danske befolkning i Nordslesvig. Det drejede sig om kreditforeningsdirektør og journalist for avisen Heimdal Paul Anker Callø og købmand og ejer af elektricitetsværket J.C. Hansen. Disse to personer var uden tvivl nogen, de tyske myndigheder holdt øje med.3
Fru Ottosens egen beskrivelse i et interview til Politiken omtaler episoden meget levende: ”I Rødding talte jeg i en lille afholdsforening om ‘Vore børns arv’. Min tilhørerkreds bestod af halvandet hundrede kvinder og mænd. Da jeg havde talt henved en times tid, bemærkede jeg henne ved døren en stor tysk gendarm. Jeg lader, som om jeg ikke ser ham og fortsætter mit foredrag … Et øjeblik efter kommer sekretæren ind ligbleg, han går op til talerstolen og rækker mig udvisningsordren … En tung og trykket stemning hviler
