Vis dig værdig til respekt

”Du skal respektere din far og din mor. Sådan får du et langt liv på den jord, jeg giver dig“ 2 Mos 20,12; Bibelen 2020.

Vis dig værdig til respekt

TEKST Helgi Jónsson er fra Island, uddannet læge og psykiater og har praktiseret som sådan i mange år. Siden 2018 har han været leder af sundhedsafdelingen i Transeuropæisk Division. Artiklen bringes med tilladelse (Adventist World 7. januar 2019). DA JEG VAR barn, skulle jeg lære de ti bud i skolen. Vi skulle lære dem udenad og fremsige dem for klassen. Vi fi k en kort version af buddene i skolen, men min far opfordrede mig til at lære den fulde version fra Bibelen. Jeg har aldrig været god til at lære ting udenad, så jeg er helt ærligt ikke sikker på, at jeg formåede at klare det. Men jeg havde dog stiftet bekendtskab med den bibelske version. Jeg tænkte ikke meget over indholdet på det tidspunkt – buddene var bare noget, jeg mått e lære, og jeg fandt dem fornuftige.

Som teenager blev jeg klar over, at ét af buddene skilte sig ud fra resten. De første bud handlede om Gud, og de sidste handlede om den måde, vi behandler vores medmennesker på. Men i midten var der et bud, der havde at gøre med bestemte mennesker – forældre. Hvorfor var der behov for et særskilt bud om forældre? Jeg fandt det også lidt vagt. Respektere mine forældre? Ikke at jeg havde noget imod dem, men hvorfor så specifi kt og alligevel så vagt formuleret? Hvad betød det? Det var også et bud ledsaget af et løfte. Et løfte om lang levetid. Hvordan skulle det forstås?

Ny indsigt Mange år senere, da jeg var færdig med mine medicinske studier og begyndte at arbejde som reservelæge inden for psykiatrien, begyndte jeg at indse, hvor mange mennesker der er, som aldrig har haft et godt forhold til deres forældre. De har aldrig været elsket eller følt, at de kunne regne med nogen. De har aldrig været i stand til at stole på nogen. Jeg lærte via psykoanalytikerne John Bowlbys og Mary Ainsworths teorier, hvordan den tidlige tilknytning, vi har til vores forældre, lægger grunden

til alle senere relationer i livet. Uanset om det er kærlige forhold til en ægtefælle, forhold til en lærer, en arbejdsgiver eller en myndighedsperson – hvis de første forhold er sunde og gode, giver de os mulighed for at stole på andre. Vi bliver i stand til at overføre denne tillid til andre mennesker, hvilket er afgørende. Men det ultimative forhold er vores forhold til Gud.

Jeg husker, da jeg første gang læste om Enok i Patriarker og profeter af Ellen White. Hun skrev, hvordan Metusalems fødsel ændrede Enok og førte ham tætt ere på Gud.1 Han forstod bedre sit forhold til Gud, da han så barnets afhængighed af og tillid til ham.

Som forældre er vi Guds repræsentanter over for vores børn. Hvis det er deres ansvar at respektere os, så er det vores ansvar at vise os værdige til denne respekt.

Vi må behandle dem på en måde, der fremmer deres tillid til os og viser os som elskelige.

I Barnet i hjemmet skriver Ellen White: ”Guds sty reform er et eksempel på, hvordan børn skal opdrages. Der er ingen undertrykkelse i Herrens tjeneste, og der skal ikke være nogen undertrykkelse i hjemmet eller i skolen … Venlighed bør være hjemmets og skolens lov.“2 ”Fædre og mødre, i hjemmet skal I vise Guds sindelag. I skal kræve lydighed, ikke med et væld af ord, men på en venlig, kærlig måde. I skal være så medfølende, at jeres børn vil blive tiltrukket af jer.“3

Vi kan ikke tillade os at blive vrede på vores børn eller behandle dem på en uretfærdig måde og forvente, at de følger vores eksempel (selv om vi ikke kan være ansvarlige for alle deres fremtidige beslutninger). En øjenåbnende undersøgelse Der er også en anden vigtig sag at overveje, når vi taler om forældres behandling af deres børn, nemlig børnenes fremtidige sundhed. I CDC-Kaiser ACE Studiet4 (Adverse Childhood Experiences Study), som blev off entliggj ort i slutningen af halvfemserne, blev det vist, at miljøet i den tidlige barndom påvirker barnets senere sundhed, både mentalt og fy sisk. Undersøgelsens resultater viser, at forsømmelse, vold og dårlig stemning i hjemmet kan føre til forskellige kroniske sygdomme. Man mener, at negative oplevelser tidligt i livet vil forsty rre barnets neuroudvikling, og det kan derefter føre til social, følelsesmæssig og kognitiv svækkelse. Det kan føre til, at de får en usund adfærd, som i sidste ende kan føre til udvikling af sygdom og endda tidlig død.5 Undersøgelser som disse er virkelig nedslående.

Der er sandsynligvis ikke meget, der påvirker en persons fremtidige sundhed mere markant, end hvordan de er blevet behandlet tidligt i livet.

Hjerneudvikling tager tid Idet jeg skriver dett e, fejrer vi den første sommerdag her i Island. Denne dag er markeret i kalenderen hvert år, og vi håber altid, at det vil være en solrig og varm dag. Desværre er det næsten aldrig sådan, fordi datoen ligger i april – vi bor trods alt i Island. Men det er den tid på året, fårene læmmer. Hver gang jeg er vidne til dett e, er jeg forbløff et over, hvor hurtigt lammene kan stå på deres egne fødder, og på blot et par måneder er de uafh ængige individer.

Sådan er det ikke med os mennesker. For et par årtier siden troede vi, at udviklingen af den menneskelige hjerne var komplet ved afslutningen af barndommen. Sådan er det ikke. Nu ved vi, at processen med at opbygge den menneskelige hjerne tager omkring 25 år.6

De første par år udvikler hjernen sig hurtigt, og derefter sker det trinvis indtil de unge år, hvor hjernen tager et nyt spring i udviklingen – og det samme gør resten af kroppen. Udvikling af abstrakt tænkning og sociale færdigheder sker i denne periode. Gennem alle disse år, mens hjernen udvikles, har vores børn brug for os (selv når de står fast på, at de ikke har!). Og vi er nødt til at behandle dem på den mest kærlige måde, for hvis de ”ærer deres far og deres mor, kan deres dage blive lange i det land, som Herren deres Gud giver dem“ 2 Mos 20,12 (forfatt erens omskrivning).

Jeg er ikke en perfekt forælder – bare spørg min søn. Det er der ingen af os, der er. Vi har alle vores baggrunde og historier, der gør os til det, vi er, sammen med vores ideer om os selv og andre. Vi begår fejl og har brug for tilgivelse. Men vi har en rollemodel i vores himmelske Fader. Moderne neurovidenskab fortæller os, at hjernen er ”tilgivende“; den er plastisk, hvilket bety der, at den kan tilpasse sig over tid, både på en negativ og en positiv måde. Derfor kan vi stadig lære nye ting, fordi hjernen ændrer sig.7 Det er et faktum, der giver mig håb.

Så når du møder en person, der har svært ved at stole på nogen, kan du være deres ”mor“ eller ”far“. Du kan hjælpe med at ændre deres måde at tænke på ved at være kærlig og derved føre dem til vores kærlige Fader i himlen.

Vis dig værdig til respekt.

1 Ellen White, Patriarker og profeter, s. 43.

2 Ellen White, Barnet I hjemmet, s. 252. 3 Samme, s. 252. 4 www.cdc.gov/violenceprevention/ childabuseandneglect/acestudy/about.html 5 www.cdc.gov/violenceprevention/ childabuseandneglect/acestudy/about.html 6 David Eagleman, The Brain: The Story of You,

Kindle edition (Edinburgh: Canongate Books, 2015), s. 14. 7 Samme, s. 18.

Sådan hjælper ADRA mennesker til selv at skaff e brød på bordet

ADRA Danmarks udviklingsarbejde har gennem de seneste mange år haft fokus på princippet om at styrke menneskers evne til selv at skaff e brød på bordet. I den forbindelse svarer programchef Helene EllemannJensen på 3 skarpe.

TEKST: Maria Lykke Andersen, kommunikationsmedarbejder i ADRA Danmark

Hvordan? ”VI ARBEJDER BÅDE med landbrug og med at støtt e etablering af små virksomheder.

Hvad angår førstnævnte, arbejder vi med småbønder for at forbedre dyrkningsmetoderne. Men det handler også om, at bønderne bliver i stand til at analysere markedet, så de i højere grad dyrker de afgrøder, som kunderne efterspørger. Således kan jorden både give nok mad til bøndernes familier og danne grobund for en god forretning.

I vores humanitære programmer, fx i Syrien, hjælper vi hjemvendte fl ygtninge med rådgivning og startkapital, så de kan etablere eller genetablere den lille forretning, de havde før krigen. Det bliver måske til et lille bageri, en biks, der reparerer mobiltelefoner eller en købmandsforretning.

I Uganda, Etiopien og Sudan fremmer vi etableringen af spare-lånegrupper, hvor borgerne støtt er hinanden i at spare op, låne penge og foretage små forretningsinvesteringer, der kan give den enkelte et levebrød.“

Hvorfor? ”Fordi hjælp til selvhjælp er den mest indlysende vej til en bæredygtig udvikling! Mennesker skal også kunne klare sig på den lange bane, når de ikke længere er en del af ADRAs projekter. Forhåbentlig har de så fået nogle kompetencer og en indsigt, som de kan bruge fremover – også om sty rken i at stå sammen. Derudover handler det om værdighed. Jeg tror, at de fl este mennesker hellere vil forsørge sig selv end modtage almisser.“

Hvor? ”ADRA Danmark har nødhjælpsprojekter og langsigtede udviklingsprogrammer, hvor mennesker har det værst; i de mest konfl iktfy ldte områder i Mellemøsten og i de mest isolerede områder på verdens fatt igste kontinent – Afrika. Vi arbejder i Yemen, Syrien, Etiopien, Sudan, Sydsudan, Uganda og snart i Tanzania.“

Syrien: ADRA Danmarks programchef Helene Ellemann-Jensen står her i Amal Othmans lille kiosk, som hun har åbnet med starthjælp fra ADRA. Amal betyder håb på arabisk, og Amal Othman har fået nyt håb om at forsørge sin handicappede mand og deres børn, efter at ADRA har hjulpet hende med et kursus i at drive forretning – og lidt startkapital.

Landbrug: I mange afrikanske lande er arvekulturen sådan, at forældrenes jordstykke skal deles mellem familiens børn. Jordstørrelserne bliver således gradvist mindre. Løsningen for de enkelte familier er derfor at få deres landbrug til at yde mere. Foto: Bjørn Johansen.

Nu bygger ADRA

igen huse til fl ygtninge og udsatte

”Køb et hus“- konceptet er fl yttet til Uganda

OMKRING 120.000 MENNESKER lever lige nu på et stort område i det vestlige Uganda, som den ugandiske stat har udlagt til beboelse for fl ygtninge. Området, der hedder Kyaka II, ligger i Kyegegwa-distriktet. Nu og fremover kan danskere gennem ADRA Danmark donere huse, der bliver bygget her.

Projekt ’Køb et hus i Uganda’ bygger videre på mange års succes i Burundi, hvor danske givere og Danida siden 2006 har sikret et ordentligt hjem til 10.412 udsatt e familier her.

I Uganda kan danskere nu købe hele, halve og kvarte huse og modtager fortsat, ligesom i Burundi-projektet, et billede af familien foran boligen, når den er bygget. Med i donationen af et helt hus på to rum hører frugtt ræer, såsæd, redskaber, toilet, bad og et brændselsbesparende komfur.

Uganda: Sidoniya er fl ygtet fra Congo og har stærkt brug for en bedre bolig. Foto: ADRA Uganda.

Traumatiserede har brug for hjælp

Flygtningene kommer fortrinsvis fra nabolandet DR Congo, hvor konfl ikter hærger i den østlige del, og de fl este ankommer til Kyaka II uden ejendele.

Nogle af fl ygtningene er driftige og har overskud til at åbne små forretninger i områder af Kyaka II, der er ved at tage form af bykerner. Andre har handicaps, er syge, gamle, eller forældreløse børn, der forsøger at tage ansvar for mindre søskende. Mange har så voldsomme traumer med i rygsækken, at livet under en plastikpresenning gør muligheden for at skabe sig en værdig tilværelse endnu sværere.

Modtagere af de kommende donorhuse bliver udvalgt blandt disse særligt udsatt e fl ygtninge.

Når regntiden er slut, går byggeriet i gang.

Læs mere på adra.dk/hus

Derfor har jeg købt et hus! ”Jeg har været missionær i Etiopien gennem 8 år og var i den forbindelse også på besøg i Uganda. Her så jeg, hvor fatt ige kår nogle af disse mennesker lever under, og hvordan visse af deres boliger dårligt kunne kaldes hytt er.“ - Anna Kathrine Jensen, Sæby

”Jeg har ikke råd til at købe hus i Danmark, men så kan jeg købe et i Uganda. Det er et rigtig godt projekt. Jeg kan lide ADRAs grundlæggende koncept med at hjælpe folk, så de kan klare sig selv: At give mennesker, der ikke har noget, en god starthjælp, så de kan bygge deres eget liv op og blive uafh ængige af andre.“ - Maja Nielsen, Rødovre

Jørgen Reuter fra Odense har været frivillig for ADRA Danmark gennem mange år, og han er lidt af en opfi nder, når det gælder om at samle penge ind til Hjælpeaktion. Hans egen historie med fl ugt og hans tro på Gud giver ham et livsmål om at hjælpe, hvor han kan

fl ygtning Jørgen var selv

TEKST Maria Lykke Andersen, kommunikationsmedarbejder i ADRA Danmark ”ER DU IKKE kristen, Jørgen? Er du ikke selv fl ygtet fra ufrihed til frihed? Hvis du tager det job i Sydafrika, så er du ikke længere søn af familien!“ Så hårde var ordene fra Jørgen Reuters far en dag i 1966, da en ung eventy rsøgende udgave af Jørgen fi k tilbudt job som fi nmekaniker i udlandet.

Mere om baggrunden for den faderlige opsang senere!

Opvæksten og rammerne, der blev ty deliggj ort for den unge mand dengang, har altid præget hans liv. Dengang var Jørgen 22 år og vestty sk statsborger. I dag er han 76 år og bosat i Odense med hustruen Britt a.

Det meste af sit liv i Danmark har han arbejdet frivilligt for blandt andet ADRA Danmark. Denne indsats er der kommet et par opfi ndelser ud af, når Jørgen har villet skabe opmærksomhed om Hjælpeaktion.

Brønd med slanger og en cykelambulance ”Jeg har en frygtelig hjerne. Hver gang jeg hører om et behov eller et arrangement, hvor der er mulighed for at samle penge ind, går jeg ned i mit 90 m2 værksted og spørger mig selv: Hvad kan jeg opfi nde til lejligheden,“ fortæller Jørgen. ”For en del år siden, da der var dyrskue i Odense, lavede jeg to brønde med et pumpesystem. Temaet for Hjælpeaktion det år var ’Vand til den 3. verden’. I den ene brønd var vandet rent, og i den anden var det beskidt og fy ldt med virkelighedstro slanger. Det skabte opmærksomhed, og mange tog imod vores brochurer.“

Opfi ndelsen resulterede dog ikke i et lige så stort indsamlingsbeløb, som dengang Jørgen dukkede op med en cykelambulance på en blomsterfestival i samme by. Han havde istandsat en gammel cykel og svejset en anhænger på.

Sammen med sine medhjælpere fra Odense Adventistkirke havde han lavet en brun dukke med blodige forbindinger i panden og lagt den på anhængeren. ”Hvis du vil hjælpe andre, så hjælp ADRA“, skrev de på et stort hvidt skilt. ”Folk blev chokerede og spurgte til

vores projekt. På fi re dage samlede vi cirka 20.000 kroner ind,“ fortæller opfi nderen.

Flygtede fra Stasi Jørgen er uddannet samarit og har tidligere arbejdet frivilligt til forskellige arrangementer som byfester og motocross-løb. Som ung tog han en uddannelse som fi nmekaniker i sit daværende hjemland Vestty skland efter at være fl ygtet fra det kommunistiske Østty skland, dengang DDR. ”Mine forældre var kristne og derfor under observation.

Min fars kusine stak os til Stasi, så vi måtte fl ygte over grænsen til vest i 1955, da jeg var 11 år.

Det var slemt for mig at leve som fl ygtning i mit eget land. Vi startede vores nye liv med det, der kunne være i en kuff ert. I mange år boede vi to voksne og to børn på et 50 m2 stort værelse. I skolen blev jeg drillet på grund af min accent, og jeg blev sat lidt til side. Jeg mått e kæmpe for mig selv.“

Som fi nmekaniker fi k Jørgen et godt job på en symaskinefabrik i Stutt gart, men eventy rlysten gav ham udlængsel, og en dag fi k han tilbudt et spændende job i Sydafrika. Som en del af jobbet skulle han tage fl ycertifi kat. En stor drøm var på vej til at gå i opfy ldelse. Jørgens far så kontrakten igennem. Nederst med småt stod der, at stillingen indbefatt ede to sorte tjenere til fri disposition. ”Da var det, at min far advarede mig om tage jobbet, hvis jeg fortsat ville være søn af familien. Han opfatt ede tilbuddet om tjenere som slaveri. Jeg havde ikke selv bemærket det med småt. Oveni historien som fl ygtning fra DDR havde min far en fortid som ty sk krigsfange i Rusland. Han havde nægtet at blive soldat under krigen, men til sidst tvang nazisterne ham til Hviderusland og Stalingrad med et gevær i hånden. Her var han i krigsfangenskab i fem år og kom hjem, meget syg.“

Troen får indhold Den unge Jørgen tog sin fars ord til sig og rejste i stedet til Danmark. Her mødte han Britt a, der var ung pige i huset hos den adventistpræst i Odense, der tog sig af den ty ske gæstearbejder. Parret blev gift og har i dag tre børn og fl ere børnebørn.

Jørgens svigerfar var frivillig for ADRA Danmark i 60-70’erne, og det inspirerede svigersønnen. Da Jørgen og Britt a senere besøgte venner i Kenya og Tanzania, blev han stærkt påvirket af den fatt igdom, han så.

”Min egen fl ygtningebaggrund og min tro på Gud motiverer mig til at hjælpe gennem ADRA. Det giver livet indhold.

Jeg kan stærkt opfordre alle til at gøre noget godt for andre. Kærligheden vender tilbage til dit eget hjerte.“

Med coronaepidemiens fortsatte hærgen stod det hurtigt klart for os, at vi ikke kunne gennemføre Hjælpeaktion på Vejlefjordskolen på sædvanlig vis. I samarbejde med ADRA måtte vi derfor lade kreativiteten få frit spil. For helt at afl yse Hjælpeaktion havde vi ikke lyst til – slet ikke i 90-året for indsamlingens historie på skolen.

Tekst og foto: Holger Daugaard Vicerektor på Vejlefjordskolen

Hvad gør man så? Normalt har vi gennemført indsamlingen over to dage, hvor de elever, der ønsker at være med – som regel over to tredjedele af dem – bliver kørt ud i et distrikt, hvor de banker på dørene i nogle timer, bevæbnet med Hjælpeaktionsblade og en indsamlingsbøtt e. Sidste år nåede vi på denne måde at samle over 106.000 kr. ind.

I år beslutt ede vi, at der fortsat skulle være fokus på Hjælpeaktion i to dage. En vigtig del af programmet var denne gang at få besøg af et hold medarbejdere fra ADRA, der på forskellig vis beskrev organisationens nødhjælps- og udviklingsarbejde. ADRAs generalsekretær Jens Vesterager fokuserede for eksempel på, at det faktisk går meget bedre i verden i dag end for 50 år siden. Han var også inde på udviklingslandenes landbrug og sammenlignede det med det danske. Der er et kæmpestort potentiale for udviklingslandene, hvis de får de rett e muligheder. Signe Lund Christensen fortalte om FNs verdensmål, der ikke bare gælder udviklingslandene, men os alle sammen. Vi har alle sammen en opgave med at opfy lde disse mål inden 2030.

Alternativ indsamling Med ADRA-folkenes spændende inspiration i baghovedet blev eleverne opfordret til at udfolde deres kreativitet med hensyn til, hvordan de kunne samle penge ind i år. De sociale medier er oplagt, idet eleverne kan opfordre familie og venner til donationer. ADRA har desuden oprett et skolen i indsamlingsportalen Bett erNow, så man kan støtt e der via nett et. Men også andre kreative ideer kom på banen: bilvask for skolens medarbejdere mod en donation til ADRA, kagebagning og andet.

Elevudtalelser

Ronja, 3.g Hjælpeaktionen sidste år var rigtig sjov. Det var godt at få mulighed for at hjælpe. I år har det været noget andet, men vi har fået mange gode informationer fra ADRA, som vi ikke fi k sidste år. Når det gælder indsamling i år, har jeg lovet at gøre nogle praktiske ting som f.eks. at luge ukrudt for en lærer og gøre skolebussen rent. Betalingen går ubeskåret til Hjælpeaktion.

Villads, 1.g Det har været meget anderledes i år, hvor vi ikke har kunnet gå ud til folk og samle penge ind. Til gengæld har vi været ude at lægge Hjælpeaktions-blade i folks postkasser, og det var en god oplevelse i det gode vejr. Jeg har lovet at vaske bil for folk mod betaling, der går direkte til ADRA.

Miriam, 2.hf Vores projektdage med indslag fra ADRA-folk var anderledes, men interessante. Vi fi k mere konkrete informationer, end vi plejer at få. Især lærte jeg noget om forskellen mellem nødhjælps- og udviklingsarbejde og hørte om nogle konkrete projekter, hvor folk er blevet hjulpet til at klare sig selv. Jeg skal gøre rent for nogen, og betalingen går til Hjælpeaktion. Vi har i klassen også lavet opslag på vores væg på Facebook og håber, mange vil støtt e projektet.

Vi venter spændt på resultatet af årets indsamling. Ved redaktionens afslutning var der indkommet 33.000 kr.

Festlig dåb på Vejlefjord

Tekst: Holger Daugaard Foto: Mikael Lundqvist

FREDAG AFTEN DEN 4. september var der festlig dåb på Vejlefjordskolen, da Jakob og Emma Falk fra Silkeborg havde valgt at blive døbt. Efter en højtidelig andagt i kirken, hvor Thomas Rasmussen talte til de to unge mennesker, bevægede hele forsamlingen sig ned til fjorden. Her blev de to unge døbt, netop som solen var ved at gå ned. Der var tændt blus på badebroen, og dåben blev en stor oplevelse – ikke bare for hovedpersonerne, men for alle, der var mødt op. En stor del af Silkeborg menighed var til stede og overværede deres bysbørn blive døbt.

Efter dåben mødtes hele forsamlingen i aulaen til en hyggelig sammenkomst, hvor der var lykønskninger og en servering.

Dagen efter mødte de op i Silkeborg, hvor de blev optaget i menigheden der.

Tillykke til de to – og i øvrigt også Valentin Gamborg fra Aarhus. Han blev døbt i samme weekend hjemme.