Tog Luther fejl?

Luther argumenterede, at frelsen er baseret på nåde alene og gribes ved tro alene – sola gratia og sola fi de. Tog han fejl?

DET MENER ET voksende antal teologer, efter at E.P. Sanders i 1983 satt e sig for at undersøge jødedommen omkring Jesu tid. Sanders argumenterer, at de jødiske rabbinere ikke var lovtrælle, at Jesus var en af de store reformatorer af jødedommen, og at Paulus slet ikke fordømmer en legalistisk tilgang til loven1. Det, Paulus fordømmer, er jødedommens etniske og sociale kendetegn, som adskiller dem fra andre. Det vil sige omskærelse, sabbat og spiserestriktioner. Han mener, at Luther læste Paulus forkert og projicerede egne og kirkens skyldfølelser over på Paulus, og lige siden har kristne haft en karikeret forståelse af lovgerninger. For loven er ikke afskaff et. Den skal overholdes for at kunne blive frelst.

Sanders’ argumenter har resulteret i en lavine af litt eratur, der bygger på det, man kalder det ’Nye Perspektiv på Paulus’ (NPP). Det er en lavine, der har efterladt stor forvirring og mange forhindringer, som forplumrer vejen til frelsen og frelsens relation til tro og gerninger.

TEKST: Lehnart Falk bor på Bornholm og underviser gerne i frelse ved nåde ud fra Romerbrevet. Relevant debat for adventister

Debatt en er meget spændende for adventister. Først, fordi den bekræfter nogles forsøg på at inkludere lovgerninger som en betingelse for frelsen. Ligesom Sanders har disse argumenteret, at lovgerninger var en vigtig del af pagten, som Gud indgik med Israel, og uden lovgerninger er der ingen adgang til velsignelserne lovet i pagten. Men debatt en er også spændende, fordi Sanders direkte angriber sabbatt en og den jødiske spiseseddel og siger, at det er disse Paulus fordømmer.

Forvirringen bunder i to vigtige spørgsmål: Hvad mener Paulus, når han taler om ’lovgerninger’? Og hvad er de første kristnes relation til ’lovgerninger’?

Typisk har teologer i kirkehistorien argumenteret, at det er brugen af loven og dens tilknytning til frelsen, Paulus fordømmer. NPP teologer argumente-

rer, at den historiske tilgang smager af og har medført antisemitisme2 og nogle meget tvivlsomme tolkninger som dem, Luther kom med. Hvem har så ret? For de kan ikke have ret i begge lejre!

Romerbrevets karaktertræk

Paulus forsøger i Romerbrevet at samle jøder og kristne (Rom 9-11)3. Det sker ved at fokusere på Jesus. Han er Romerbrevets hovedperson. Vi møder ham i det første vers, og mindes igen om ham i det sidste vers.

Romerbrevet handler om, hvem hovedpersonen er, og hvad hovedpersonen har gjort.

Jesus knytt es tæt sammen med pagtens løfter og forbandelser (se f.eks. 5 Mos kap. 28 og 29), og gennem en række forskellige udtryk forklarer Paulus, hvorfor og hvordan vi kan få adgang til velsignelserne og undgå forbandelserne.

Lad mig nævne nogle få udtryk Paulus bruger, som du selv kan studere i dybden:

• Davids slægt (Rom 1,3) • Davids rodskud, rod (Rom 11,16) • Guds søn (Rom 1,4) • Abrahams efterkommere (Rom 4) • Den første og anden Adam (Rom 5,12-21).

For jøderne i Rom er det meget velkendte udtryk, der er knytt et til pagten med Guds folk.

Luther med sin bibel. Statue foran Marmorkirken i København. Foto: iStockphoto

I Kristus

Fælles for dem alle er måden, de inkluderer andre end Jesus, om hvem de bruges. Det er derfor, Paulus bruger dem, så han kan udvide vores forståelse af Jesus’ gerning for os. Jesus fremstår som den eneste sande jøde nogensinde, og har dermed ret til alle velsignelserne.

Og i udtrykket ’i Kristus’ har den troende derfor også ret til alle velsignelserne.

I Kristus, i ham, i Jesus Kristus og lignende udtryk bruges 210 gange i Paulus’ breve.

Hvis Jesus virkelig er Guds søn, som det blev bekræftet i opstandelsen, så skaff ede han adgang til, at vi også kan kaldes Guds børn (Rom 8,16.23). Hvis vi er under en ond konge, så fortæller Bibelens historiske bøger, at så lider folket, men hvis Jesus er en god konge, så velsignes hele folket pga. af ham. Da Adam faldt, faldt hele menneskeslægten (Rom 5,12-21), og da Kristus holdt loven fuldstændig, holdt alle vi, som gemmer os i ham, loven fuldstændigt, og kan derfor kaldes hellige. Hvis roden er hellig, så er grenene det også (Rom 11,16ff ), og vi er som hedninger podet ind på træet ved tro. Abraham og hans efterkommere fi k løfterne, og hans efterkommere er ikke de, som er omskåret, men de, som tror. Derfor er løfterne dine ved tro.

I Paulus’ måde at tænke på samles det hele i udtrykket I KRISTUS. Hvis du er I KRISTUS, så glæd dig, for så er velsignelserne dine. Hvis du tror, du kan gøre noget som helst for at få adgang til velsignelserne, andet end at tage imod dem, så ville jeg være bange, for syndens løn er døden.

Det hele ”afhænger altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed“ (Rom 9,16).

”Gud har indeslutt et alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed“ (Rom 11,32). Barmhjertigheden er din, hvis du ved tro gemmer dig i KRISTUS.

Tak din frelser! Luther tog ikke fejl. Frelsen er af nåde, og den gribes i tro.

1 Douglas C. Bozung, The New Perspective on

Paul: A survey and Critique, Part 1. s. 1.

2 James D.G. Dunn, ”The New Perspective on

Paul“ i The Romans Debate, rev. ed., ed. Karl

P. Donfried (Peabody, Mass.: Hendrickson, 1991) 300.