5 minute read
Savnet af et knus
Adventnyt nr. 5 oktober 2021 SAVNET af et knus
I en sludder med min nabo hen over hækken kom den lille sætning frem, som man har hørt gentaget ret så ofte det sidste års tid: ”Vi lever i en underlig tid!“ Jeg kunne kun give hende ret. Ingen af os havde på noget tidspunkt forestillet os, at coronapandemien ville vare så længe og få os til at savne så meget af det, vi førhen tog for givet.
EN ANDEN OFTE gentaget sætning er: ”Vi skal passe på hinanden!“ Og det skal vi på en måde, som er fuldstændig modsat det, der falder os naturligt. I stedet for at holde sammen skal vi holde afstand! I stedet for at bære et smil til opmuntring skal vi bære mundbind. I stedet for at fl ett e hænder som venner skal vi holde dem for os selv og spritt e dem af. I stedet for at samles i fl ok for at nyde hinandens selskab skal vi blive hjemme. Og i stedet for at få det, man allermest har brug for i en stressende tid, nemlig et knus, må vi sidde og vinke til hinanden gennem et vindue eller på en skærm. Det er så sandelig en underlig tid, vi lever i. Men det har givet os alle anledning til at tænke over og undersøge på nærmere hold, hvad det er, vi før i tiden bare tog for givet, og hvorfor manglen på en så selvfølgelig lille handling, som at give et klem og et kram, kan mærkes så markant.
Et knus betyder meget
Slår du ordet ”knus“ op på Wikipedia, beskrives det sådan: ”Et knus eller et kram er en næsten universel form for fy sisk intimitet, hvor to mennesker sætt er deres arme rundt om nakke, ryg eller livet af hinanden og holder hinanden tæt. Det er således et eksempel på nonverbal kommunikation. Af-
hængigt af kultur, kontekst og forhold kan et knus indikere fortrolighed, kærlighed, hengivenhed, venskab eller sympati. Manglen på fy sisk berøring (som f.eks. et knus) kan føre til hudsult. Hvis mere end to personer er involveret, er dett e ofte omtalt som et gruppeknus.“
For ikke så længe siden blev Danmarks håndboldherrer olympiske mestre for anden gang, og jeg tror, man ganske roligt kan tilføje endnu et par ord til, hvad et gruppeknus udtrykker, nemlig glæde og jubel. At se de jublende, hoppende håndbolddrenge give hinanden gruppeknus og individuelle knus på trods af coronatiden var en ren fryd. Det gj orde så godt langt ind i sjælen. Hvis vi ser nærmere på de ord, der bruges til at beskrive ”den nonverbale kommunikation“, et knus indikerer, så rummer de dybe relationelle og emotionelle realiteter. Kærlighed, fortrolighed, hengivenhed, venskab, sympati. Og vi kan nævne endnu fl ere beskrivende ord, såsom omsorg, tryghed, nærhed og menneskelig varme.
Lige fra det første sekund, vi kommer til verden, har vi brug for nærhed.
Derfor ser vi også, at man lader det nyfødte barn blive lagt tæt ind til sin mor, hud mod hud. Det er nu også blevet meget almindeligt, at barnet kommer over i sin fars favn. Igennem selve fødslen og lige efter udskiller hypofy sen et kraftigt hormon ved navn oxytocin. Dett e hormon spiller en speciel og vigtig rolle i social tilknytning og intimitet både mellem dyr og mennesker. Oxytocinet har på engelsk fået tilnavnet ”Th e Hug Hormone“, dvs. kramme-hormonet.
Den amerikanske familieterapeut og forsker Virginia Satir blev kendt for at sige, at man har brug for 4 kram om dagen for at overleve, 8 kram om dagen for god vedligeholdelse og 12 kram per dag for udvikling og vækst. Jeg tror, det er de færreste voksne, der får bare et minimum af fi re klem på en ganske almindelig hverdag, specielt i denne coronatid, og det er måske blandt andre afsavn det, der føles så underligt! Vi trives nemlig bedst i et kærligt og omsorgsfuldt miljø, og berøring er en helt naturlig kommunikationsmetode.
Børn elsker at føle nærhed. Når far, mor, bedsteforældre – eller en anden kendt og elsket person – tager sig tid til at tumle rundt med dem i fy sisk leg, med masser af kropskontakt og dejlige kram, så lyder den glade latt er. Oxytocinet pumper rundt i kroppen, og alles hjerner og kroppe lades op med det sunde og livsbekræftende hormon, der giver mental balance, godt selvværd og psykisk sty rke til at tackle den udfordrende verden, vi lever i. Lige nu, hvor der er så meget, vi ikke kan eller må, fordi vi skal passe på hinanden, vise samfundssind og være med til at mindske smitt en, er det af stor bety dning, at vi viser ekstra meget af den omsorg og nærhed, som vi har så meget brug for i den lille boble, vi lever i. Vær gavmild med klem og knus, gerne helt op til 12 om dagen. Hold i hånd, sid tæt, tag en tumletur på gulvet. Kan du ikke tumle på gulvet, så bær rundt på og knus dine kæledyr, for de vil lige så gerne føle nærhed, som vi mennesker vil. Og har du ingen kæledyr, så læg din hånd på en vens skulder med et varmt smil i tillæg!
Brug for at røres og berøres
Gud er kærlighed, siger Bibelen. Han har skabt os i sit billede med behovet og lyst til kærlighed, til nærhed, til berøring. Tomas Sjödin skriver i sin dejlige bog med titlen: ”Der er så meget, vi ikke er nødt til“ et kapitel med overskriften: ”Rør ved mig, mens jeg lever.“ Her minder han os om, at ”Livet er sådan i sin beskaff enhed, at det gerne vil røres ved. Det vil bygge bro over afstanden og komme så nær, at det kan mærkes. Og det, som er sandt i lykkelige og glade dage, bliver ekstra ty deligt, når man går rundt i sorg og savn og føler sig helt alene i denne verden: Hvor ordene ikke når frem eller slår til, kan et klem eller en hånd på en skulder sige det, som netop da er det eneste, man har brug for at vide: Jeg er hos dig, du ved, at jeg er hos dig. Og budskabet er krystalklart: Rør ved mig, mens jeg lever! Det vigtigste, vi har at give hinanden, det bærer vi – bogstaveligt talt – i vores hænder.“
TEKST Joan Kristensen er en aktiv pensionist med en lang karriere bag sig med bl.a. counselling. Hun er medlem af seniorforeningens bestyrelse. Illustration: iStockphoto.com
